Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Også trykt i Rasmussen 1921 - 1925, Myter og Sagn fra Grønland, III: 29 - 30 (hvor mindre passager mangler).

Resumé:

Uutaaq fortæller om sin udvikling til åndemaner / angakkoq:

Han ønsker at blive angakok, og for at blive det går han langt ind i indlandet, sover dér, og hører et par kæmper på størrelse med telte synge trommesange. Af generthed tør han ikke tale til dem. Nu er han en lille smule åndemaner. Anden gang i fjeldet, hvor han er på harejagt, ser han de samme to ånder. Den ene ber ham om en øse af træ. Hjemme siger han intet, men skærer den ønskede øse, og herefter kommer ånderne på besøg hos ham. Han åbenbarer først sine evner da mange mennesker blir syge. Da han selv bliver syg, mister han en del af sin åndemanerkraft, men genvinder den. Han kan se hvad der skal ske med folk, om de fx vil blive syge. Og på Rasmussens spørgsmål om han så kan afhjælpe sygdommen, mener Uutaaq at det nok er muligt med hans evner. De er så store, at selv hans kone kan høre, når hans hjælpeånder kommer på besøg.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner / angakkoq / angakok. Initiation.

Sammenlignet med østgrønlandske angakkut er det kun få hjælpeånder man fandt tilstrækkelige i Thule-området. Desuden ville man i Østgrønland nødig have besøg hjemme af sine hjælpeånder undtagen under seancer. Fortællingerne derfra giver til gengæld mange eksempler på åndemanerens besøg hos disse, i deres usynlige hjem.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 86 - 88.

Resumé:

Fortælleren siger, at han med tre små fortællinger om sult vil vise,

at mennesker kun i yderste nød griber til at spise deres nærmeste.

  I den første fortælling sender en mand under hungersnød sine to børn

ud efter mad på en anden boplads. Imens dræber han sin gravide kone.

Børnene, der kommer tomhændede hjem, vil ikke spise af kødet, som de

genkender. De dør af sult, manden spiser, men dør også senere af sult,

fordi han fortæller om det til forbipasserende fremmede, der ikke

føler sig forpligtede til at redde ham.

  Dengang i urtiden, da vand kunne brænde, lagde isen sig ofte ikke

om vinteren, og mennesker måtte spise hinanden af sult og fortvivlse.

  Nede ved Kap Melville syd for Kap York var der dog engang en ung

mand, der reddede hele sin boplads ved dagligt at indsamle vindæg af

søkonger. Da sommeren kom betrak man konebådene med teltskindene og

roede bort.

Hist.: Bemærk ligestillingen af de historiske fortællinger med den midterste fra mytisk tid. Den refererer iøvrigt til det for polareskimoerne karakteristiske træk, at isfri vand er en hæmsko: de havde ingen kajakker og umiakker før de sidst indvandrede baffinlændere lærte dem at bygge sådanne.