Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 39 - 41: "Aaddaaridaap kuisikkiartornera kuisinneralu".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 108 + 110 + 112 (dialekt) og ss. 109 + 111 + 113 (engelsk).

Resumé: Trods brødrenes opfordringer har Aad. længe vægret sig mod at blive døbt. Til slut gir han sig imod sine hjælpeånders ønske. Den lille Inivaraq lover endda at rette op igen på verden, hvis den, som man havde hørt på rejser til Pamialluk, ville gå under. I Nunattut på den sydligste østkyst undervejs til missionen i Narsaq Kujalleq, bliver Aad.s kone dødeligt syg. Aad. føler sig magtesløs og ror ud for at finde en, der er stærkere end ham. Han møder en svævende Jesus i hvidt med strålende krone, der fortæller at konens sygdom er en prøvelse: Hvis Aad. vil fortælle alt om sit onde liv og åndemaneri til præsten, skal konen atter blive rask, tage imod ham når han kommer hjem, og Jesus skal desuden nok sørge for Aad.familiens udkomme. Han viser Aad. sine ar (ikikka, mine sår?), som først vil heles når verden er gået under og Dommedag overstået. Da Aad. vil tættere på Jesus for bedre at samtale, får han nej. Sådan en usling er ikke værdig dertil. Aad. lover anger, konen tar imod ham frisk og rask og han fortæller sine brødre om det spøgelse (tarngaaja) han har set. I Narsaq Kujalleq lærer de først Fadervor og så kan de blive døbt.

Amos Tittusen redegør til slut for visse familieforhold: AT's da afdøde kone, Helene, var datter af Aad.s første kone, der blev døbt Bolethe før hun døde (? lidt uklart). Aad. blev gift igen, med Matta fra Tuapamiut, og de fik sønnerne Barnabas og Efraim. Fortællerens barnebarn blev opkaldt efter Matta.

Hist.: Historisk fortælling. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Aad. med familie var de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede. De ankom i år 1900. Nunattut siges i fortællingen engang at have været udsted med handel.

Var.: Søg på Nunattut Jesus.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

Var.: Aqissiaq

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

En anden version af Daniel Møller, der er oversat flere gange, kan søges på Rink 1866 - 71, I, nr. 62. Samme på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 96 - 97: "Innersuit, Oqaluttuaq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ved Alluitsoq / Lichtenau bor i herrnhuternes første tid på stedet missionæren Millalik i missionshuset og i et af jordhusene en vis Kisermaaq, der har (som hjælpeånder?) nogle innersuit i en nærliggende bugt. Kisermaaq vil gerne købe noget rødt bomuld til en anorak til sin datter. Han får den ide, som hans kone bifalder, at prøve at købe det hos missionæren i stedet for i butikken. Kis. besøger først sine innersuit, der netop har købt både rødt og blåt klæde hos missionæren. Kis. får en stump af begge, men glemmer det blå. Han går til Millalik sent om aftenen og viser ham den røde stump, men Mill. nægter at have klæde at sælge. Kis. henter så en ny stump blåt klæde, og da gir Mill. sig. Han tys tysser om det og forærer Kis. både det ønskede røde stof og alt muligt andre gode europæiske varer.

(I den grønlandske tekst (s. 97) forklares det, at Mill. gir Kis. alt muligt ekstra, for at denne ikke skal fortælle videre at han har handlet med og står i forbindelse med innersuit. Disse bor under stranden og siges at være næseløse, slutter fortællingen (BS)).

Var.: Innersuit 220; Innersuit 23 24

Hist.: Historisk kerne? se ndf.

BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Det vides ikke om herrnhuterne drev snighandel. Men det var en almindelig forestilling, også på østkysten, at innersuit, der var dygtige fangere, handlede livligt med europæerne. I denne fortælling er pointen dog ligeså meget denne, at en missionær har noget gøre med ånder fra 'hedenskabet'. Kisermaaq er også navnet på Aadaarutaa's særlig bidske hjælpeånd, der i een version siges at være en innersuaq.

Tilsyneladende er iøvrigt de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraq Vebæks fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Sideløbende dansk oversættelse

Oprindelig håndskrift: Rink, NKS 2488, II, nr. 250, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 115 - 123: Aqissiaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 115 - 123: Oqaluttuaq Aqissiamik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Resumé: Nær Ilulissat spiller de lokale bold på isen om

vinteren. Det ene hold sejrer gang på gang, fordi en af deres

spillere er hurtigere end alle andre.

Denne mands datter blir gift og får efterhånden fire sønner, hvoraf,

den ældste bliver så hurtig, at det vækker morfaderens misundelse.

Denne dræber den unge dattersøn, og af angst for hævn holder han sig

vågen dag og nat med en kniv på knæet og dens spids mellem øjnene.

Spidsen stikker ham og smerten vækker ham, hver gang han er ved at

døse hen. Svigersønnen og de tre dattersønner får dog alligevel

overlistet og dræbt ham. De flygter så til indlandet. Her gifter

de unge mænd sig med indlandsboere. Den ældste søns kone får otte

sønner og til slut endnu een, Aqissiaq, der bliver hurtigere og

stærkere end alle sine storebrødre og altid er på jagt, selv når

uvejret holder de andre hjemme.

Engang under hungersnød træffer Aq. på en kæmpeorm i en af dalene. Da

den ikke lader sig dræbe, skønt han tilføjer den mange stiksår,

flygter han forskrækket forfulgt af ormen og besvimer. Da han vågner,

ligger ormen død bag ham. Den består af lutter talg. Han tager et

stort flænsestykke med hjem og giver noget af det til nabohuset, hvis

beboere begærligt drager ud for at hente mere. De dør alle, enten

undervejs til ormen eller når de har taget en bid af den. Det ser Aq.

og hans brødre, da de næste dag henter byttet, som de så lever af hele

vinteren.

En anden hård sultevinter, hvor Aq. alene holder sig rørig, opdager

han langt ude på den tilfrosne havis noget frostrøg og løber derud til

vågen, der er fuld af edderfugle. Han fanger flere end han næsten

magter at bære og får næste dag sine brødre med ud. Alle fanger så

mange som og Aq. lidt flere end han normalt kan klare. Undervejs hjem

ser Aq. tegn til storm og skynder på sine brødre. Stormen kommer, men

da isen bryder op, springer Aq. over revnerne og brødrene ligeså. Alle

når velbeholdne i land med byttet, også Aq. med sin overvægt.

Undervejs hjem over land træffer de en indlandsbos hus. Skønt de

frygter ham, viser han sig meget gæstfri og de slår sig ned for

natten, men flygter alligevel, da en grydetrold / grydemand / ildstedsmand kalder indlandsboen ud til en tvekamp. De ser sig flere gange tilbage og erfarer, at

grydetrolden blir den lille.

En dag, da Aq. har fanget sin første spraglede sæl, møder han en

grydemand / grydetrold, der snupper byttet, parterer det og koger det i sin gryde

på skulderen, mens han går videre. Aq. følger med og skubber

grydemanden i afgrunden, da de når kanten af en bratning.

En anden dag træffer Aq. på et højt fjeld med udsigt over en fjord en

meget stor indlandsbo, der opfordrer ham til en kappestrid på

stenkast. Aq. kaster hver gang længere. En kajakmand kommer nu roende

ind i fjorden, og da indlandsboen opfordrer Aq. ham til at kaste efter

kajakmanden, nægter han, fordi han selv nedstammer fra kystboerne. Men

da Aq. frygter kæmpen, der insisterer, kaster han og rammer.

Indlandsboen bliver ganske tavs, Aq. bliver vred, de følges et stykke

vej, og ved en bratning skubber Aq. kæmpen i afgrunden som hævn over

den dræbte kystbo.

I næste episode ser Aq. på den ene bred af en stor indsø en kæmpelaks

svømme ind mod elvmundingen og på den anden bred en mængde bjergtrolde

(inorutsit, indlandskæmper, kæmper). Begge parter harpunere samtidig laksen, haler fra hver sin side, og mens Aq. alene er ved at få overtaget over de mange

bjergtrolde, brister hans harpunrem. Han løber i hast langs bredden

over til den anden side, hvor bjergtroldene, der er i gang med

flænsningen, flygter af skræk. Aq. skærer sig en enorm flænsepart og

bærer den hjem.

I den næste ligende periode drejer det sig om en hval, som en gammel

mand på et højt bjerg kan se på vej ind ude fra havet længe før Aq.

selv kan øjne noget. Aq. overtaler den gamle til at synge en serrat

(tryllesang), der skal trække hvalen gennem fjorden og op i elven. Den

gamle synger selv om sangen kun er møntet på laks. Den når ikke langt

nok ind, da inorutsit harpunerer den fra fjordens anden side. Hvalen

dykker og bliver nede. Aq. får den gamle til at synge sangen igen,

hvalen stiler mod elven og Aq. advarer dværgene mod at harpunere den

før den er helt oppe i elven. Først da den er helt oppe, hvor bjergene

blir høje, harpunerer inorutsit og Aq., der har glemt sin flænsekniv,

løber hjem efter den, får sine brødre med tilbage, skræmmer

bjergtroldene fra flænsningen, skærer halvdelen af til sig selv og

sine brødre, og da bjergtroldene strømmer til deres part, men får

trådt den gamle mand under fode, kyser Aq. dem væk, får reddet den

gamle og får skåret ham en fangstpart. De ni brødre skærer den halve hval op,

bærer det hele hjem og lever af den hele vinteren.

Den uovervindelige Aq. hører om en meget stærk og hurtig fjordbo,

Ikersuarmiu, som han får lyst at kappes med. Han træffer ham langt ude

på havisen, hvor Ik. fanger hellefisk i et lille snehus. Ik. har

mærket Aq.s komme, fordi hans snøre bliver tung, men det varer noget,

inden han ser en lille prik, der vokser til en rævs størrelse og

udseende, og endelig viser sig at være et stort menneske i flyvende

løb. De to løber om kap ind til bopladsen og ud igen til snehuset. De

løber nøjagtig lige hurtigt og vandrer sammen tilbage til bopladsen,

hvor Ik. erklærer at Aq. ikke er noget rigtigt menneske og indbyder

ham at trække krog. Aq. vinder, da de prøver med venstre arm fordi

han er kejthåndet, og Ik. vinder med højre arm i næste runde. Aq.

erklærer, at nu har han endelig truffet sin ligemand. Ik. inviterer

Aq. til at komme igen, når han lyster, og Aq. løber bort i hurtig

flugt, hvorefter man ikke hører mere til ham.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Traditionelt kan rigtige mennesker og ånder ikke blande

samfund. Det kniber åbenbart også for Aq.s familie, skønt de gifter

sig med indlandsboere. Deres naboer i indlandet dør allesammen af Aq.s

kæmpeorm, og Aq. udligner sit uønskede drab på en kystbo ved at myrde

indlandskæmpen. Den eneste indlandsbo Aq. får et godt omend kortvarigt

forhold til er den gamle mand med laksesangen. Og Aq. finder kun sin

lige blandt kystboerne i "fjordboen", men efter dette besøg hører man

ikke mere til Aq. Aq. er jo ikke noget rigtigt menneske, skønt hans

far engang var kystbo.

Ligesom i Østgrønland har indlandsånderne i denne variant evner til at

lokke sødyr modstrøms op i elvene og lignes ved landdyr og fugle, når

de løber hurtigt over land. Aq. selv har fået den sidstnævnte evne,

men må ha' hjælp af en gammel mand, når det gælder hvalen, der skal

synges op i elven.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter, måske inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105: The Blind Man who recovered his Sight.)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse.

not [The translator was unable to decipher Amos Daniel's illegible handwriting.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924  tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

I Sermiligaarsuk ved Kangaarsuk plejede et ældre ægtepar at

overvintre på en plads, der hed Ukiivinnguaq. De havde en eneste søn. Hver

sommer tog familien ind i bunden af Sermiligaarsuk. En sommer, mens de boede

derinde, blev sønnen syg, og de havde intet middel til at gøre ham rask. Sønnen

døde, og de sørgede meget, fordi de dermed havde mistet den eneste, der kunne

hjælpe dem i deres alderdom. Der fandtes ingen trøst for et hjerte, der pintes

af sorg, da man dengang ikke havde (læst) Jesu evangelium. De kunne ikke glemme,

hvor meget sønnen led.

De vendte tilbage til deres vinterplads, og den lille ældre mand begyndte at

tage ud på sælfangst. En dag roede han vestover og for vild i tågen. Han så en

klapmyds og roede hen til den. Det var en død klapmyds. Han tog den på slæb. Det

viste sig, at han engang havde set en stor indlandsbo (her mangler der noget.

Det lyder ihvertfald mærkeligt. Chr.B.).

Han sagde til den store indlandsbo: "Fortæl noget." Men indlandsboen sagde

ikke noget. Den lille ældre mand sagde atter til ham: "Jeg mangler noget til at

fordrive tiden med. Fortæl et eller andet - om noget du har set eller oplevet."

Den anden sagde stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand sagde: "Hvad skal jeg

gøre ved dig. Jeg dræber dig, når du ikke siger noget." Den anden ytrede

stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand var i mellemtiden nået til sin søns

grav, uden at han havde haft det til hensigt. Da de kom til sønnens grav, dræbte

den lille ældre mand indlandsboen. Så bandt han en line fast om hans hals og

fastgjorde en sten til den anden ende, hvorefter han sænkede liget i vandet,

således at kun fødderne sås på vandoverfladen. Så fik han da selv klapmydsen.

(Her er også noget mærkeligt. Chr.B.)

Da der var gået nogle få dage, gik han igen hen til sønnens grav, og dér

gav han sig til at græde. Mens han græd, hørte han én, der sagde til ham: "Du har

åbenbart noget at græde over, siden du græder." Han så to mænd stå ved sin side.

Han sagde: "Hvad skal I her." De svarede: "Vi er kommet hertil for at lede efter

vores bror, som ikke er kommet hjem fra fangst." Det viste sig, at det var disses

bror, som den lille ældre mand havde dræbt netop dér, hvor de stod. Så råbte de to

mænd efter deres morbror: "Vores ledsager, skynd dig at komme herhen." Så kom

onklen frem, og han var så bred som to mænd tilsammen, og han hed Aqissiaq, en

indlandsbo. En af mændene sagde: "Den mand har nogle historier, fortæl noget

(lidt usikkert. Chr.B.)" Den lille ældre mand sagde: "Ja, fortæl endelig, så at

jeg kan fordrive tiden ved at lytte, for jeg er så bedrøvet over tabet af min

søn." - "Ja, det er rigtigt nok, at jeg har meget at fortælle."

Han fortalte: "En vinter manglede vi alle mad. Jeg måtte tage ud på fangst

for at skaffe mad, og jeg var flere gange ude for fare. Min far havde advaret mig

imod at komme til et område, der lå mellem to høje fjelde, fordi han engang dér

havde set en forvokset orm, som så uhyggelig ud. Engang, mens jeg var ude på

jagt, brød stormen løs, og jeg for vild og befandt mig pludselig på dette sted.

Pludselig fik jeg øje på denne kæmpeorm. Jeg gav mig til at flygte, men den

fulgte mig og havde stor fart på. Jeg styrede imod det højeste fjeld, og da jeg

befandt mig på halvvejen, så jeg tilbage og opdagede, at den var lige bagved

mig. Jeg stak den med spyd i skulderleddet og løb videre til det næste fjeld.

Jeg var nået halvvejs, da jeg faldt om af træthed og mistede bevidstheden. Jeg

kom til mig selv og mærkede sneens kulde og kom i tanke om, at jeg jo var på

flugt. Jeg for op og sprang frem så langt som et stenkast med en slynge. Da jeg

så tilbage, så jeg ormen ligge død. Jeg gik hen til den og skar et stykke af -

et passende stykke, som jeg var i stand til at bære. Så begyndte hjemturen. Jeg

havde svært ved at følge mine spor, da byrden var så tung ("túmáka

uniortardlugit" er jeg ikke sikker på, om jeg har oversat rigtigt. Det kan vel

også betyde: "Jeg vaklede" - Chr.B). Da min nu afdøde far så mig komme, skulle han

have sagt følgende: "Aqissiaq har fanget noget, som ikke er en sæl." Mine

husfæller var ved at dø af sult. Det var et ynkeligt syn. Da de havde spist, fik

nogle af dem kræfterne tilbage, mens andre døde. Den efterfølgende dag hentede

jeg mere kød. Så havde vi mad nok til det meste af vinteren.

Det skete engang, mens jeg endnu var ung, at en af dem vi spillede bold

imod, dræbte en slægtning til os. Nu tænkte jeg kun på at hævne mig. Jeg gik ind

i det indre af landet bag Uunartoq ved Alluitsoq (Lichtenau - Chr.B.). Derfra

tog jeg hen til drabsmanden og hævnede mig på ham ved at dræbe ham. Så fik jeg

ro i sindet. Mens jeg var i det indre af landet, hørte jeg, at min elskede

morbror optrådte hovmodigt over for andre. Det viste sig, at han fratog andre

deres fangst. Jeg tog hen til ham og sagde, at det måtte han holde op med.

Senere fik jeg fortalt, at der i Tasersuaq, længere inde i landet i forhold til Tasermiut, levede en kæmpelaks. Vi lavede et spyd og tog derhen. Vi så den på

vandoverfladen midt på søen og samtidig opdagede vi, at der var andre, der var

på jagt efter den fra den anden side af søen. Vi stak den fra begge sider af

søen og trak den til os. Vores line knækkede, så de andre fik den. Så sprang jeg

til den anden side af søen og hjalp til med at flænse den. Jeg reddede mig hele

den anden side af laksen. Derfra tog vi hjem medbringende laksen, så de andre

også fik smagt på den. Da jeg kom hjem, lavede jeg en tromme af en af laksens

ribben. Jeg fik lejlighed til at prale af denne fangst over for andre."

Var.: Aqissiaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den sandfærdige fortælling om Aqissiaq.

I gamle dage var der en konebåd, der sejlede ind i Isortoq, og mens de opholdt sig ved Erqalusussuit, blev en af kvinderne røvet af indlandsboere. De bortførte hende til indlandet, gik over indlandsisen her og der, og ved aftenstid nåede de med hende til et stort fjeld, Pingu, øst for Ikertooq. Denne kvinde, som var et af de almindelige mennesker ('inuit'), der levede dengang, blev gift med en af indlandsboerne og fik en søn. De gav ham navnet Aqissiaq.

Aqissiaq voksede op og blev gode venner med to af sin fars nevøer, altså med fætrene. De sloges og kappedes. Det varede ikke længe, så kunne vennerne ikke klare sig over for Aqissiaq, og de kunne end ikke løbe ham op. Aqissiaq, hvis mor var inuk, var af vækst lidt mindre end en indlandsbo. Alligevel frygtede indlandsboerne ham, og han blev kendt for sin styrke og fangstevner.    

Han opsøgte et par gange inuit og forhørte sig om sine mødrene

slægtninge. En gang han mødte nogle, fortalte han følgende: "Da min far var

blevet gammel og ikke længere fangede, kom man engang til at lide stor nød. Når

jeg var ude på fangst, holdt min far øje med vind og vejr fra to store fjelde,

der lå over for hinanden. Når det trak op til dårligt vejr, mens jeg var ude på

fangst, plejede han at varsko mig. Og så snart jeg blev bekendt med hans advarsel,tog jeg gerne hjem med det samme - hvor jeg end befandt mig. Hele tiden holdt

han mig orienteret om mange ting. Han sagde, at jeg kunne tage hen, hvor jeg

ville, men jeg måtte ikke tage nordpå, hvor der lurede mange farer pga. en kæmpeorm deroppe nordpå.

En dag jeg var ude på fangst, forbigik jeg min fars advarsel og tog ikke hjem, fordi jeg ikke havde fanget noget som helst. Da jeg så endelig skulle hjemad, blev det et frygteligt vejr. Det var ikke til at se noget på grund af blæst og sne. Jeg mistede orienteringen og gik så bare videre på må og få. Midt i al denne forvirring fik jeg øje på to store vinduer - som på et hus. I sammenhæng med disse to vinduer var der noget, der lignede en stor snekam. Da jeg ville skridte over den, gik det op for mig, at det var den kæmpeorm, som min far havde advaret mig imod. Jeg flygtede sporenstregs og da den i det samme så mig, satte den efter mig. Den indhentede mig. Jeg hoppede over den flere gange mens jeg hver gang dolkede den. Den var ikke død endnu da jeg blev træt og løb væk fra den. Jeg så mig tilbage, og der var den, lige ved at indhente mig. Jeg var dødtræt og kiggede mig hele tiden tilbage mens jeg flygtede videre. Til sidst faldt jeg besvimet om. Jeg havde ikke set efter, hvor jeg gik. Men jeg var altså faldet over en sten, der stak op.

Jeg lå bevidstløs nogen tid men vågnede op ved at mærke, at mit ansigt var isnende koldt. Så huskede jeg pludselig, at jeg jo var på flugt fra ormen. Da jeg så mig

tibage, var den minsandten standset lige bag mine fødder. Ufravendt stirrende på den krøb jeg væk, men den blev liggende bomstille. Jeg rejste mig og fjernede mig. Den fjerde dag nåede jeg hjem. Min far troede jeg var død (her er et ord, som jeg ikke er i stand til at tyde - Chr. B.). Da jeg kom ind, sagde han: "Nu har vi og de andre i huset ikke mere at leve af!"

Da Aqissiaq var udhvilet, gav hans far ham noget at spise. Først efter måltidet

sagde han: "Jeg slap med nød og næppe fra kæmpeormen. Men den var død, da jeg gik." "Det siges, at kæmpeormens kød består af lutter talg," sagde faderen og tilføjede: "Vores bopladsfæller er ved at dø af sult."

Aqissiaqs far fortalte sine bopladsfæller om kæmpeormen. De tog derhenad. Nogle faldt om og døde af sult, inden de nåede den. Andre

nåede frem og begyndte at flænse dyret. Det var næsten udelukende talg med

lidt kød indimellem. De levede af det hele vinteren.

Det var, hvad Aqissiaq fortalte, da han traf inuit første gang. Da han traf

nogen en anden gang, fortalte han følgende: "Under en fangsttur til lands

mødte jeg to af mine fætre, sønner af min farbror. De stod oppe på toppen af

et højt fjeld ('qáqarssûp nûane' - eller: på næsset til et højt fjeld - Chr. B.).

En gammel mand pegede på noget og sagde, at det var en ånd, han så, og han

spurgte, om nogen skulle kende en tryllevise / serrat. Aqissiaq sagde: "Jeg kender ikke nogen." Men en anden sagde: "Min far har lært mig en vise, der bruges, når man vil lokke et eller andet op imod strømmen." De andre bad

ham synge den. Da han istemte den, kom hvalen nærmere, men

Aqissiaq troede dem (alligevel) ikke. Hvalen var nu på vej ind i fjorden. Ligesom den nærmede sig mundingen af elven, blev havet farvet rødt. Så kiggede de bagud

og fik øje på en hel masse indlandsboere ('tunerpagssuit'). Det var deres

ansigter, der spejlede sig i vandet. De havde set hvalen og var

strømmet til af nysgerrighed, netop som hvalen næsten var ved elven. Aqissiaq blev i fyr og flamme  efter at jage hvalen, men han havde ikke sit fangstgrej

med. Han styrtede af sted for at hente dem. Han måtte løbe inden

om tre fjorde, og da han kom tilbage, var hvalen på vej op i elven, og

indlandsboerne kunne ikke komme til at lænse den, for den lå helt akavet i

forhold til dem. Aqissiaq stak den ('suvssivâ' - dansk notat - 'stikker

til delvis'. Jeg kender ikke ordet - Chr. B.). Det var jo Aqissiaqs fangst, så de

flækkede hvalen i to lige store dele på langs, og de andre fik den anden halvdel som fangstpart og tog hjem.

Næste gang Aqissiaq mødte inuit, fortalte han følgende: "Jeg var på jagt på

til lands. Jeg havde fået fortalt noget, som jeg ikke havde lagt mærke til, nemlig at de sydligere indlandsboere ville jagte en kæmpelaks i

Tasersiaq, der ligger inde i en stor fjord, men at de ikke turde gå igang med

det." Aqissiaq sagde til de andre (eller: sine fæller - Chr. B.), at de hurtigst

muligt skulle lave redskaber. På det tidspunkt havde Aqissiaq endnu ikke set laksen.

Da redskaberne var blevet færdige, tog de afsted og fik også øje på laksen

i søen. De så også, at indlandsboerne sydfra havde placeret sig ved søbredden

inden for det sted, hvor laksen befandt sig. Aqissiaq skyndede på sine

ledsagere og de harpunerede laksen. De, der var placeret på den modsatte bred,

harpunerede den også. Aqissiaq og hans ledsagere trak i fællesskab laksen til

sig. De var færre i forhold til sydlændingene på den modsatte bred, hvor de i  overtal også trak laksen over mod sig. Efterhånden løsnede Aqissiaqs

ledsageres harpunspidser sig fra laksen. Aqissiaq og hans nevøer måtte slippe

linerne, for nu var det kun deres harpunspidser, der sad i laksen, og de mange flere på den sydlige bred rykkede dem til sig (det må nok forstås derhen, at Aqissiaq og nevøerne ikke kunne stå imod rykket fra den modsatte bred - Chr. B.).

Aqissiaq blev utålmodig og søgte efter et passende sted, hvorfra han kunne komme over til den anden side af elven. Langt om længe fandt han det smalleste løb. Han mente nok, at han ville kunne springe over det. Men han kunne ikke få sine jaagtfæller til at springe med over ('ilane ajulerdlugit' - oversættelsen er

kun et gæt - Chr. B.). Aqissiaq gik et stykke op ad skrænten. Så satte han i løb,

dem på den sydlige bred gloede ellers noget, og sprang - og efter tre kolbøtter i luften landede han flot på den anden side. Da han kom hen til dem på den sydlige bred, foreslog han, at de skulle flække

laksen. Det kunne han gøre som han ville, sagde de, for de turde ikke binde

an med ham. Aqissiaq smed stykker af laksen over til sine jagtfæller på søens anden bred. Det skulle være deres fangspart. Da han ikke klarede at springe over elven med læs på ryggen, smed han det over elven først, og sprang så selv og landede på den anden side. Så gik de hjem til deres boplads.

Endnu en gang mødte han kystboere og fortalte dem følgende historie:

Aqissiaq var engang på jagt efter mågeunger ude på det yderste mågefjeld. Da han

kiggede ud over fuglefjeldet, så han Igalilik (mytisk skikkelse med en gryde på den ene skulder - Chr. B. - grydemand el. kogestedsmand - BS.), som var på jagt efter mågeunger. Aqissiaq kom til at tænke på, at den samme Igalilik engang havde frastjålet ham en fuldvoksen sortside. Aqissiaq blev vred på ham og skubbede ham ned over fjeldet, så han døde. Den dag i dag kan man se skelettet af den igalilik, som Aqissiaq skubbede ned. Denne Aqissiaq, hvis mor var inuk og hvis far var indlandsbo, var af vækst mindre end indlandsboerne, men større end inuit. Men hans overkrop var så bred som to inuit, der stod ved siden af hinanden. Han var blot lavere end to inuit, der stod i forlængelse af hinanden. Slut.

Var.: Aqissiaq.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en anden (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Allerut.

De boede mange sammen på en boplads. Når det blev efterår, plejede de at lege en leg, hvor de kneb hinanden ved fingrene (se Rinks kommentar. Jeg kender ikke udtrykket: 'kivataleraraut - Chr. B.). Engang da de legede denne leg, var den eneste kvinde i søskendeflokken med. Når hun kom ind, sagde hun: "Jeg gad vide, hvem det var, der plejede at slås med mig." ('paniartarpânga). Så sagde hendes samlevere (ifølge Rinks kommentar: friere - Chr. B.) til hende: "Når han ta'r dig, så få ham med herind." En dag da denne kom til hende, ville hun tage ham med ind. Nu var hun på vej ind med ham. Ingen vidste, hvem han var. Det viste sig, at det var Allerutinnguaq, der var vokset op på tilfældige steder. Da Allerutinnguaq kom til at bo hos disse folk, giftede han sig med hende. Han fik en ny kajak, og han begyndte at tage ud på ture i kajak. Han fik sig også en ny konebåd, og da det blev forår tog han ud på rensdyrjagt. Mens han gik, fik han øje på nogle mennesker. De så flere mennesker og kom til sidst til det sted, hvor der kun boede tre mennesker - to kvinder og en mand. Han viste sig at være kvindernes far. De kom til at bo hos dem. Da de lige var flyttet ind i huset, fik deres hund hvalpe, blandt disse én, der kaldtes Isigusaq. Engang da manden kom hjem fra en fangsttur, var der ingen i huset, der talte. Hans kone sagde: "Jeg skulle spørge fra disse mennesker, om de må opkalde hundehvalpen Isigusaq efter en afdød, medmindre du meget nødig vil af med den." De sagde til dem som svar: "Det er ligegyldigt for os. I må gerne få den." De takkede meget, og de holdt den hos sig. Kun når den skulle die, bragte de den til moderen. Faderen til kvinden tog aldrig ud på fangst.

Da hvidhvalssæsonen var inde, tog han (Allerut) ud på fangst i kajak. Han

kom hjem med en hvidhval. Den store kvinde fra huset ('arnarsuat' betyder jo

egentlig: deres store mor - måske skulle der have stået arnarsuit - Chr. B.) gik

ned til stranden og sagde: "Jeg skulle hilse og sige fra vores store husherre,

Qaattusoq, at de bare skal spise, som de vil og tage hul på mattakken ('magtak

putsuvdlugo' - ifølge Rinks kommentar: knibe med fingrene - pussullugu - CB.).

De tog dyret i begge sider og bar det op.

Da han havde ordnet sin kajak, gik han ind i huset, og det eneste han så af hvidhvalen var et stykke mattak foran den nederste lampe. Det var det stykke, der var beregnet til ham. Da de om aftenen

var gået i seng, sagde Alleruts kone til ham: "Hvad er vores kære husfæller for

nogle? De spiste i dag som hunde, der kæmpede om maden, og det varede ikke længe,

så var der ikke mere tilbage af hvidhvalen." En anden dag kom han hjem med en

stor hvidhval. Også denne gang gik kvinderne ned og sagde: "Vi skulle hilse og

sige, at vores husherre, Qaattusoq, har fanget en hvidhval." Han svarede, at de

bare skulle gøre, som de ville. Han skyndte sig at bære sin kajak op. Da han

gik ind i huset, var der kun et stykke mattak til ham. Efter at de var

gået i seng, gentog hans kone det, hun tidligere havde sagt om deres husfæller.

Så kom der islæg, og vest for bopladsen så de sassat (hvidhvaler el. edderfugle, der er indesluttet i en våge; her må det være hvidhvaler - Chr. B.). Han blev meget ivrig efter at tage derud. Hans husfælle sagde: "De er talte, dem skal du ikke fange." Han begyndte at trække dem hen over isen (svært at forstå sammenhængen - Chr. B.). Hans husfælle sagde: "Skidt med det. Du må gerne fange en hvidhvalsunge." Dagen efter tog han derud og kom hjem med en hvidhvalsunge. Næste dag sagde hans husfælle: "Du skal ledsage mig." Han tog af sted sammen med ham mod vest til en ø. De nærmede sig huset på øen. Alleruts rejsefælle sagde til ham: "Når de begynder at snakke om hvidhvaler, og når jeg siger 'taissaq' til dig, skal du gå ud." Han kom ind i huset og så, at der sad mange mænd. En af dem var helt hvidhåret. Der var ingen, der sagde noget, da de kom ind. Så sagde den store husherre: "Hvor er disse hvidhvaler øst for os?"

Da rejsefællen sagde 'taissaq' til ham, lod Allerut sig

falde ned i gangen. Han løb af sted og flygtede. Da han fjernede sig fra stranden,

kiggede han bagud og så, at nogle store isbjørne løb efter ham. En af dem kom

foran de andre og indhentede ham og sagde: "Tag mig i håret." Det gjorde han, og

de løb. Da forfølgerne var ved at nå dem, vendte isbjørnen sig imod dem og

sagde: "Ara (svært at læse - Chr. B.), denne mand har opkaldt en efter jeres afdøde fætter, som ingen tidligere har opkaldt nogen efter." De standsede og gav sig til at græde. Deres husherre sagde: "Du skal bare fange så mange, du vil." Da de gik derfra, antog bjørnene menneskeskikkelse. Da de kom hjem om aftenen og var gået i seng, sagde han til sin kone: "Det viste sig, at det var isbjørne."

Det blev forår, mens han endnu fangede for sine husfæller. Da det blev

sommer, belavede de sig på at vende tilbage til deres boplads. Husfællerne

sagde: "Han ville gerne beholde denne, hvis det ikke er sådan, at I meget nødig vil miste den." De svarede: "Vi skal ikke have noget med den at gøre."

Husfællerne bad dem om at sige til dem nordover (det skulle vist have været

sydover - Chr. B.), at de, når de så en bjørn ikke måtte jage den, for den ville

tage nordover for at se til sine gamle husfæller. Da Alleruts var kommet tilbage

til deres boplads, der lå sydpå, fik de at vide, at folk, der boede syd for

deres boplads, havde fanget en isbjørn ved navn Isingusaq. Efter at være kommet

tilbage til deres boplads, døde de alle sammen. Slut

Fortalt upræcist og på sine steder vanskelig at tolke. Efterskrift: Amos Daniel

burde ikke have skrevet så mange sagn ned. Chr.B

Var.: Avarunnguaq; Issiallak; Allerut; Alleruut.

Kommentar: De øvrige versioner kan give en lidt klarere ide om forløbet. Dog forbliver de indledende afsnit noget dunkle mht. hvem der er hvem, og hvorfor det er langt inde i indlandet de møder og slår sig ned hos isbjørne i menneskeskikkelse. Deres store appetit er et fast træk / kending / epitet ved isbjørne i overlevringen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om én, der ofte reddede sig (CB)/ søgte sig en mor el. moderhule (BS).

I oversættelsen af den sidste fortællingen om "sjælevandring" har jeg rettet CB's oversættelse: reddede sig (annaappoq )til: søgte ind i(som i en moderhule; el. forvandle sig til): arnattarpoq, el. arnappoq.

Der var to fætre, som begge to var gift. Den enes kone døde. Efter at han var blevet alene, fangede han (fortsat) sæler. Når han kom hjem fra fangst, lå skindene af sæler fra den foregående dags fangst skrabet færdige. En dag da han tog ud på fangst, gik han i land et stykke fra sit telt - på et sted, hvor man ikke kunne se ham fra teltet. Han gav sig til at vente på, at noget skulle dukke op. Så så han en kvinde med hårtop gå ned til teltet. Da hun gik ind i teltet, løb han ned. Han gik ind i teltet og fik hende til kone. Han tog så hen til sin fætter for at overvintre sammen med ham på samme boplads. En dag, efter at det var blevet vinter, sagde manden til sin fætter, at han bare skulle lade som ingenting, hvis han en dag kom til at lugte af ræv. Han var altså blevet gift med en ræv.

En dag i begyndelsen af vinteren sagde fætteren: "Hvor kommer dog den

stærke rævelugt fra?". Fætterens kone gik ud af huset, idet hun slukkede den

nederste lampe med sin hale. Manden fulgte efter hende. Først gik han efter

menneskespor. Da han havde fjernet sig fra huset, blev sporene til rævespor. Så

kom han til en lille rævehule og sagde: "Du derinde, kom herud." Derindefra

blev der svaret: "Du må komme herind." Så kom der en stor Aassik (et fantasidyr)

ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg vil ikke have dig, fordi du er så

brun!" Dyret sagde grinende: "Han siger, at han ikke vil have mig, fordi jeg er

så brun." Manden råbte ind: "Du derinde, kom herud!" "Kom selv indenfor," blev

der svaret. Så trådte en edderkop ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg

vil ikke have dig, fordi du har så mange ben." "Han siger, at han ikke vil have

mig, fordi jeg har så mange ben," råbte edderkoppen. Så kom der alle mulige ud

derindefra. Men manden ville ikke have nogen af dem. Han sagde: "Du derinde, kom

ud." Der blev svaret: "Kom selv herind." Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne

komme ind. Indgangen er for lille til, at jeg kan komme igennem." "Løft først

det ene ben" ('igdluanik kiveriarlutit - usikkert om oversættelsen er rigtig.

Chr. B.), blev der sagt. Han løftede det ene ben og gik ind til sin kone. Der sad

en lille ældre mand midt i hulen ved sin lampe. Da han kom ind, sagde hans kone til ham: "Lad mig skille dine kamikker ad. Gå i seng, du vil vågne, når det bliver

sommer."

Han gik i seng og faldt i søvn. Han sov, og da han vågnede, sagde han

til den lille ældre mand, der sad alene midt i hulen: "Hvor er de andre?" Han

svarede: "De er taget ud til Alligaq, og de har nået kysten af Akisarsuaq."

Han gik udenfor og opdagede, at det var blevet forår, og sneen var smeltet. Han

ville gå ned, men han kunne ikke blive klog på huset. Han begyndte at prøve at

redde sig / søge sig en mord hos dyrene. Først søgte han ind i (en af) hundene. Når han blev slået, mens han opholdt sig i husgangen, blev han altid så vred vred, at han var flere gange rejst bort for at leve som qivittoq, men lugten af ådsel fik ham til at glemme det (det, at han var blevet slået? Chr. B.), og han søgte hver gang ind igen (vende tilbage til gangen ?). Han søgte sig også en moderhule i en rævefælde, hvilket han var meget taknemlig for. Da der endelig var kommet islæg, gav han sig til at lokke 'pikítúnguit' til (jeg aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Når han kom hen til dem, rørte de ved ham, og han grinede højt og morede sig. Det viste sig, at være Puluk ('Puluk - ifølge Rinks kommentar 'ulk' med spørgsmålstegn - Chr. B.). Endelig søgte han ind i / forvandlede sig til noget tang, så han ikke længere kunne passe sine bukser, fordi bukselinningen strammede. Han søgte også ind i møddingen. Der hørte han sommetider fluesummen. Så søgte han ind i uudvoksede ørreder/polartorsk. En stor måge fik ham mellem tænderne og åd ham. I flere dage var han i 'augpilagtortôrssuaq' (et sted med masser af rødt). Han kom ud i vandet sammen med mågens afføring og søgte ind i (en af) sælerne, og han gav sig til at snakke meget. Da Atallaaq (aner ikke hvem/ hvad dette er - Chr. B. Måske en lille aataaq, grønlandssæl, BS?) kom hen til ham, sagde han: "Du skal bøje dig sådan. Du skal krumme dig helt sammen og så stemme fødderne imod himlens hvælv og dreje rundt. Se på mig, nu bøjer jeg mig."

Så krummede han sig sammen og sagde: "Sådan skal du bøje dig."

Så bøjede han sig helt ned til havbunden. Og han var ude af stand til at sige noget.

Så kom der islæg.

Der kom fangere ud på åndehulsfangst. Han hørte dem løbe og lege. Det var nok nogen, der ville hjælpe andre. De tændte noget i deres huse ('igdluníkut ikítut')(??). Når han henne ved åndehullet hørte klang (støj? Chr. B.) fra nogen, flygtede han. Det viste sig, at de (hvem?) blot ikke kunne nå det ('inorssainartut'? Chr. B.). Når han hørte knirken, forlod han dem. De spiste åbenbart sne. Somme tider, når han kom hen til åndehullet, hørte han ingen stemmer, selvom han lyttede. Så kom han op af hullet en gang imellem. Da han ikke længere forventede, at der skulle komme nogen, holdt han hovedet længe oppe. Så var der en dygtig fanger, der stak ham. Da fangeren skulle lægge ham op på slæden (?), var han (sælen) lige ved at grine. Fangeren slæbte ham af sted og når han kom over skrueis, var han lige ved at grine / var han ved at blive kvalt i grin (? BS), og da standsede fangeren og stirrede stift på ham.

Da fangeren nåede hjem, gik hans kone i gang med at flænse fangsten med sin ulu, og det kildede, da hun skulle til at sprætte maven op. Han gjorde sig hård, så hun ikke var i stand til at skære skindet. Men det lykkedes for hende at komme igennem med flænsningen og skære kødet i stykker til kogning. Da hun var næsten færdig, tænkte han: "Bare hun ville lægge mit hoved øverst." Det gjorde hun, og så krøb han ind i hende. Dérinde så han et hus, der var frygtelig iset til. Han rensede det for is. Tænk, hun var nær ved at forbløde. Kvinden var altså en, der ikke kunne få børn. Da han var færdig med at rense huset, blev han derinde. Mens han var derinde, så han en aften noget stort uden hovedtøj stikke ind gennem den lille indgang. Det spyttede ham lige på ansigtet. De havde åbenbart samleje.

Nu var det/han på vej ud igen og nåede til udgangen (af skeden, BS), men så trak han sig tilbage og trængte længere ind på briksens bagende. Derindefra sagde nogle sølle ældre mennesker: "Ud herfra!" Så hørte han noget fra briksens bagende og så, at et par store hænder var ved at gribe ham. Han flygtede og opdagede, at han befandt sig et andet sted. Så kiggede de ældre mennesker ham i ansigtet. Han lo af dem. Når han smilende vendte ansigtet bort fra dem, sagde de: "Han smilede". Endelig begyndte han at kalde på 'pinisuit' (aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Han tørstede meget. Der var tegn på, at han var meget tørstig (svær at få mening ud af - Chr. B. Måske skulle han have været navngivet med en dråbe vand. Ø.grl. fortælletræk: når en fanger ser en smilende sæl og fanger den, er det et dødsvarsel - BS). Så blev han færdig. Da han blev færdig, døde han. Slut

Fortalt meget dårligt og ubehjælpsomt. Der er blandet mange ting sammen.

Vanskeligt at få nogen sammenhæng ud af den - Chr. B.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv;Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; The fox-wife and the penis of the lake. Gift med en ræv og Navagiaq (sammenstillingen forekommer ret ofte); Navagiaq.

Kommentar: Bortset fra en del opfindsomme småtræk og enkelte mulige misforståelser eller fejlskrivninger, er denne sammenkobling af Manden der blev gift med en ræv, Insekternes frieri, og Sjælen der gennemvandrede alle dyr, ikke Amos Daniels egen ideosynkratiske grille. Men det anbefales at læse nogle af de øvrige versioner til lettelse for forståelsen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en i Kraghs samling (nr. 39). Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Arnaqquassaaq. (en kælling) Arnaqquassaaq havde en ældre

søster. En dag knækkede Arnaqquassaq en nål af rensdyrtak, som søsteren var

meget øm over. Storesøsteren, som var gift med en velstillet mand, blev ær-

gerlig på sin lillesøster, som var fattig. Storesøsteren sagde til lillesøsteren, at hun hellere måtte tage ud og blive qivittoq.

Hun tog af sted for at blive qivittoq, som storesøsteren ønskede det. Hun vandrede flere dage og en aften gav hun sig til at græde. Så hørte hun én sige ved siden af:

"Hvorfor græder du?" Så holdt hun op med at græde og opdagede nu, at stemmen kom

fra et menneske af anselig størrelse. Det viste sig, at det var en indlandsbo.

Han spurgte: "Hvorfor græder du?". Arnaqquassaq svarede: "Jeg knækkede min

storesøsters nål og hun sagde, at jeg skulle forsvinde".

"Der kan man bare se," kommenterede indlandskæmpen, "jeg har

revet min lillebrors snare itu, som han var meget

øm over. Han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Derfor gik jeg."

Han spurgte, om de skulle følges og hun gik med. Da de kom til hans hus, tilbød han hende noget, hun kunne bruge til tøj. De gik ud af huset og han åbnede et forrådskammer. Her var nok af rensdyrskind til en pels (timmiaq). De gik hen til et andet forrådskammer. Han åbnede det og her var der nok af skind til

kvindebukser ('takisûvdlutik' - takisut kvindebukser. Men men Rink har tilføjet:

til overpelse'. chr.b). Han åbnede endnu et forrådskammer. Han pegede på

noget og sagde: "Tag dem på. De skal være dine. Sy dem".

Da hun havde syet dem, sagde han en morgen til hende: "Nu skal du høre, en dag råber jeg  aavooq, men kun hvis det er klart vejr".

En morgen vågnede de og så, at det var

helt klart vejr. Foran huset var der en sø. Da de gik ud af huset, tog han sit

tøj af og gik ud i søen. Midt i søen forsvandt han ned i vandet, så kun hans

pande (mon ikke det er issen, der menes? chr.b) var synlig. Han sagde hele

tiden: "Aavuu, aavuu, aavuu, aavuu". Det viste sig, at han på denne måde kaldte

på edderfugle. Langt ude så hun en sky nærme sig. Det viste sig, at det var

edderfugle. Det skulle hun så opleve, at det hun troede var en sky,

var edderfugle. Fuglene satte sig på vandet, så hele søen var dækket. Han tog

fuglene nedefra og aflivede dem. Først da han havde dræbt dem alle sammen, rejste

han sig op. "Tássánga miterpalugpoq" ('Man hørte edderfugleskrig derfra'? chr.b).

Den store indlandsbo tog kvinden til kone og en dag sagde han, at

han ville tage hende med til sine bopladsfæller. "Når vi kan se husene, vil jeg råbe sådan: 'kun, kun Kungujooq'", sagde han.

Så tog de af sted. Nu kunne de se husene ovenfra. Her legede nogle børn og de (indlandsboen og pigen? chr.b) råbte: "kun, kun, Kungujooq" Børnene flygtede mens de råbte: "Der blev råbt Kungkuujooq". Deres mor kom ud og råbte: "Deroppefra blev der råbt kungkujooq. Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, føler jeg det altid som om jeg bliver ført ned af et snedskred".

Derpå råbte hun (?): "Kunkujooq". De kom hen til bopladsfællernes hus. Da han

(?) /hun (?) kom ind, sagde de andre i huset til hendes mands lillesøster

Navaranaaq, at hun ikke måtte sige noget til sine bopladsfæller. Men hun fik

alligevel sagt til dem: "Vi har fået en svigerdatter med halskæde ('ujamârtoq'? chr.b) og med perler, en kystbo". Så strømmede der ellers

besøgende ind i huset. Og en gang sagde de: "Når der bliver nymåne, vil der

komme skib ('umiarssuit' - det kan også forstås som: store konebåde. chr.b)".

Hun tænkte: "Hvilke konebåde?" En morgen blev der sagt: "Skibene (store

konebåde?) er på vej ind". Hun kom ud og så, at der virkelig var et skib (store

konebåde?). Det viste sig, at det var dværge. De standsede neden for husene. De

gav sig til at synge nidviser imod hinanden. Først da de blev færdige, gik de op

til huset. Da de kom ind, sagde de: "Uunngortoq, lav en vise". Hun/han (?) - gik

udenfor og kom ind igen med 'ungerdlautat' (en rem til at binde med ? Rinks

bemærkning: 'bundt skind' - dette er nok rigtigt. CB). Hun/ han (?) gav

hver eneste i huset en 'ungerdlautoq'. Så begyndte de ellers at synge og danse.

Det var skam i anledning af, at det var blevet fuldmåne. Så

begyndte en indlandsbo og en dværg at synge viser, hvor de kappedes (Rinks

bemærkning: 'synge væddesange'. CB). Og en indlandsbo begyndte at danse

rundt ('tivavoq'). Mens han dansede blev han til en stor renbuk. Så hørte

man gråd fra dværgenes børn, der var blevet frygteligt forskrækkede. Så rejste

bukken sig op igen og blev til et menneske. Nu trådte en af dværgene frem og

begyndte at danse rundt. Han dansede til han blev en hare. Da

begyndte indlandsboernes børn at græde af forskrækkelse. Så rejste han sig op

og blev igen til et menneske. En af indlandsboerne trådte frem og begyndte at

danse rundt. Mens han dansede, gav han sig til at krænge sin hud af - ja, han

krængede den helt af, så den kun sad fast ved næseroden. Dværgenes børn blev

skrækslagne. Så blev han sig selv igen. - Så trådte en af dværgene frem og

dansede rundt. Han kom af og til ind i huset ('igdlup iluanut pissalerpoq' ??

chr.b). Huset begyndte ligesom at rokke og noget af det løsnede sig og faldt

ned. Indlandsboerne, som var på briksen i den anden ende af huset, blev

forskrækkede. Nogle af indlandsboernes kvinder kom til at ligge oven på et af

indlandsboernes børn, så det døde. Så holdt de op med deres sange og danse. Dagen

efter rejste de hjem i deres stenbåd. Indlandsboerne sagde, at de ville gøre

gengæld næste fuldmåne.

Så blev det igen fuldmåne og de skulle af sted i deres stenbåd. Da

Arnaqquassaaq kom om bord, sagde de til hende, at hun ikke måtte åbne øjnene. De

tog af sted. Undervejs åbnede Arnaqquassaaq øjnene en smule og konebåden

standsede. En af indlandsboerne spurgte hende, om hun havde åbnet øjnene. Hun

svarede nej. Men de sagde: "Vi standsede, fordi du havde åbnet øjnene. Du må

holde øjnene lukkede, indtil du kan høre barnestemmer". Og da de standsede,

åbnede hun øjnene. De var kommet til land neden for husene. Sikke et stort hus

('igdluliuna angeqissoq' - Rinks tilføjelse: 'ikke stort' - det passer for så

vidt bedre til efterfølgende. CB). Hun tænkte: "Mon jeg kan komme derind?"

Så opdagede hun, at det var ved at blive større. De gjorde huset større ved

hjælp af 'kammiut' (et redskab til blødgøring af kamikker. CB - en

støvlestrækker, BS). Nu var hun på vej ind i det hus, som før var så lille. Da

de kom ind, så de, at der i en krog ved indgangen sad (?) en 'nutagdlersoq'

(Rinks tilføjelse: 'én med hårtop på siden'. chr.b). De sagde:

"Nutagdlersoq, lav en vise". Hun gav sig til at smide bundter af skind på gulvet

- et bundt til hver af dem, der var i huset. Hun gav hver eneste af dem et bundt

skind. Så begyndte de at synge og danse. En af dværgene trådte frem og begyndte

at danse. Så dykkede han ned gennem gulvet. De fik øje på 'Orssuiaq'

(formentlig: orsugiak, kryolit. Det kan også være et navn på et væsen. CB).

De sagde til indlandsboerne, at de skulle tage og løfte den. De prøvede at

løfte den, men de kunne ikke. Den / han rejste sig op, da de ikke kunne løfte

den / ham. En af indlandsboerne trådte frem og gav sig til at danse. Dér på

gulvet blev den til en stor sten. De sagde til dværgene: "Prøv at løfte den.".

En af dværgene gik hen til den og løftede den. Han kastede den mod indgangen, så

den gik midt over. På den måde mistede indlandsboerne en af deres egne.

     De tog af sted hjemover og efterlod den døde på stedet. Hun var begyndt at

tage med ud med rensdyrjægeren om sommeren engang da de vendte hjem fra

rensdyrjagten, sagde nogle af dem, der var med: "Arnaqquassaaq var ikke god at

have med, for hun er for langsom til bens." Deres madmor rodede under briksen

og kom frem med en stor kamik. Hun gav Arnaqquassaaq disse kamikker på. Det viste sig, at der i kamikkerne var orme ('nunap ûmasuinik' - landdyr). Da disse

begyndte at gnave i benet, mistede hun bevidstheden. Da hun kom til bevidsthed,

var benene (kødet) spist op. Hun mistede bevidstheden endnu engang. Hun ventede

på, at der skulle komme nyt kød på benene. Da der var kommet nyt kød, tog hun om

sommeren ud sammen med rensdyrjægerne. De kom hjem og sagde: "Hun var foran hele

tiden". De berøvede (?) hende nogle af hendes kræfter, så hun blev ligesom

indlandsboerne.  

Engang sagde hun til sin mand, at hun gerne ville en tur ud til

sin familie. Da det blev sommer, tog de af sted. Manden ledsagede hende. Da de

nåede stranden, så de en kajak. Indlandsboen sagde: "Er det en konebåd?" Da

kajakmanden kom hen til dem, sagde han, at han ville hente dem i konebåd. Det

gjorde han. Indlandsboen lå på maven i midten af konebåden. Han var bange for at

sejle. Han rejste sig først op, da de nåede til deres bestemmelsessted.

Hen på efteråret sagde svigerfaderen til indlandsboen: "Gid min datters mand kunne

erstattes med en anden - med én, der kunne fange edderfugle". På det tidspunkt

var indlandsboen hele tiden hjemme i huset. Han tog ikke ud på jagt. Omsider bad

han sin kone om at sige til sin svigerfar, at han skulle lave en snare til ham.

Da svigermoderen hørte det, sagde hun: "Hvad skal den bruges til?" Svigerfaderen

lavede en snare til ham. Da de vågnede en morgen efter at snaren var blevet færdig, var indlandsboen væk. Han var væk hele dagen og kom først hjem ved

aftenstide. Han var pakket ind i edderfugle over det hele, så mange havde han

fanget. Svigermoderen gav sig til at spise edderfugle og hun spiste så maven

brast ('qaarpoq - maven sprængtes. CB).

     Da det var blevet vinter og der var kommet islæg, ville en af mændene

frarøve ham hans kone. Han sagde til svigerfaderen, at han skulle bede for ham

('tugsiuterquvdlune'). Svigerfaderen bad for ham. - Da han var færdig ('inermat'

- uklart, hvad han var færdig med. CB), fik man ham til at tage ud på

åndehulsfangst sammen med andre. Han kom ud på isen 'mássagôq atâgut avssagtut'

(svært at få en mening ud af - noget med, at der kradses nedefra. chr.b). Ved

siden af slædesporet var der et ubetydeligt åndehul. Hundene havde tisset

omkring det. En af mændene sagde for at gøre nar af ham: "Her kan du sidde og

vente på, at en sæl skal dukke op". Her holdt han stille og ventede. Knap var

han standset, da der hørtes kradselyd nedefra. Da sælen dukkede op, stak han

den. Han kom hurtigt hjem med en sæl. Med et stykke kød i hånden gik han den

mand, der ville frarøve ham hans kone, i møde. Han spiste kødet på isen.

Da det blev sommer, ville han tilbage til de andre indlandsboer. Han sagde til sin

kone: "Hvis min søn er rask, vil indlandsboerne komme". Så tog han af sted. Da

vinteren var gået, kom han tibage sammen med andre og fortalte (?), at sønnen

var død. Ved afrejsen tilbage til indlandsboerne, sagde han til sin kone: "Jeg

kommer ikke igen". Det fortælles, at indlandsboerne aldrig kom tilbage. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

Fortællingen ligner de andre af Amos Daniel - Mange uklare sætninger. CB.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Kommentar: Begyndelsen er typisk for qivittoq-fortællinger, der måske florerer hyppigere efterhånden som kristendommen får status til at knægte fortællinger om åndemanere og deres møder med åndemennesker.

Vedr. den særlige stenart, orsugiaq, søg på den.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, måske af

Orig. Håndskr. ? To nedskrifter findes med næsten samme håndskrift. Peder Kraghs afskrift med sideløbende dansk oversættelse: NKS 2488, VI, 4': 75h - 78h, og en uden oversættelse: NKS 2488, VI, 4': ss. 89 - 90.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Resumé: Fortællingen om Asalooq.

Asalooq boede med sin far, en stedbroder og en lillebror. Stedbroderen

drev ud til havs med isen. Det samme skete med Asalooq og hans

lillebror, mens de var ude at lede efter stedbroderen. De kørte i

flere dage udefter, da de opdagede nogle brede slædespor, som de

fulgte. De nåede til Akilineq og kom til en boplads med to huse - et

lille og et stort.

De blev budt ind i det lille hus, og familiefaderen her advarede

Asalooq imod manden i det store hus, der var meget stærk, og som

plejede at udfordre sine gæster til styrkeprøve. Han fortalte

endvidere, at den stærke mand havde et skulderblad af en hval med et

hul i midten. Kanten omkring hullet var takket som på en sav. Dette

skulderblad plejede han at sætte på gæstens hoved, så det hvilede på

næseroden; med det skar han gæstens næse af.

Asalooq blev inviteret ind til den stærke mand. Huset var fuld af

hans koner, og på briksen sad hans stedbroder og var blevet skåret.

Asalooq blev udfordret til styrkeprøve, og da han havde overvundet den

stærke mand, skar han hans hoved med skulderbladet, så  han døde af

blodtab. Asalooq og hans lillebror gik tilbage til det lille hus. Så

kom der en mand og inviterede dem til spisning af menneskehjerne, som

den stærke mands mor havde tilberedt. De gik op til det store hus, men Asaluut forbød sin lillebror at spise noget; han selv spiste det

hele og slikkede tallerkenen. Derefter vendte han ryggen til de andre, gned

maven med hænderne ned mod navlen og lod maden sive ud gennem navlen ned i

tallerkenen. Så tvang han den stærke mands mor at spise det, så hun døde.

Nu tog Asalooq, hans lillebror og stedbroderen af sted og nåede hjem til deres

boplads. Da faderen så Asalooq kigge igennem vinduet, genkendte han ham, men døde af forskrækkelse.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Kommentar: Helten, Asalooq, er normalt forbundet med en sejr over eqqillit i indlandet, men som det fremgår af Var. ovf. har flere af overlevringens helte fået den ære at klare styrkeprøverne i traditionens Akilineq (landet på den anden side havet)

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq og Qilaasuaq boede på samme boplads. En vinter sultede de. Fra Qilaassuaqs hus var der ikke længere nogen, der kom ud. En dag var Alluunnguaq på udkig. Langt ude så han noget frosttåge. Tidligt næste morgen tog han af sted derud. Han nåede derud og det var sassat (småhvaler der er indespærret i en våge). Han udvalgte sig en hvidhvalsunge, som han harpunerede ('kapivdlugo - stikke det). Han trak den op på isen og parterede den og med kødet på ryggen, gik han hjemad. Da han kom hjem, sagde han til sin kone, at hun skulle sætte et lille stykke til side og lægge det foran den nederste lampe samt, at hun skulle have et stykke af dette med (underforstået til bopladsfællerne - Chr. B.). Men han sagde, at hun i første omgang ikke skulle have noget med, og at hun, når hun gik ind til dem, blot skulle sige: "Alluunnguaq har fanget et dyr med blod. Kom og spis kød af dyr med blod. Kom og spis suppe!" Da kvinden sagde dette, bemærkede Qilaasuaq: "Alluunnguaq 'anguserqigsûva' (god mand?) og ærlig?" Konen vendte tilbage og sagde: "De tror dig ikke!" Så sagde manden: "Tag et stykke kød med. Du skal gentage det, du har sagt. Eftersom de ikke tror dig, så vis det, du har med til dem og sig: Her er et stykke af det." Konen gik ind til naboerne endnu engang og sagde: "Jeg skal bede jer komme. Her er et stykke af kødet." Hertil bemærkede Qilaasuaq: "Giv mig det!" Nogle af dem, der gik ud af huset, døde. Kun fire gik ind i Alluunnguaqs hus. De spurgte ham: "Hvor er sassat'en henne?" Han svarede: "Derude på det yderste fangstområde."

Dagen efter, mens det endnu var nat, tog Alluunnguaq af sted. Han nårede frem til

sassat'en og udsøgte sig en mindre hvidhval, som han trak op på isen. Han flænsede

den i en fart og var nu på vej ind mod land. Da han var kommet tæt på land,

traf han nogle af sine bopladsfæller på vej ud. Han nåede isklumperne på stranden og råbte så, at det blev blæsevejr.

I det samme brød stormen løs. Isen brækkede af ved isstykkerne på stranden og drev ud med de mennesker (bopladsfællerne), der lige var kommet ud på isen. Isen drev i land på Akilineq (landet på den anden side af havet). De fik øje på to huse - et langt og et kort hus (et stort hus og et lille hus - Chr. B.). De gik ind i det kortere hus og blev inviteret til det andet hus. Da de kom ind, rev man deres

fugleskindspels ('tingmiait') itu. Så åbnede de husets tag lige over dem og

hældte masser saltvand ned over dem. De kom til at fryse stærkt. De skiftedes

til at lægge sig oven på hinanden for at holde sig varme. Langt om længe sagde

Qilaasuaq: "Giv mig pelsbræmmen omkring min hætte." En lille kælling sugede ham

på siden og sagde: "Her har du din store pelsbræmme. Tag den på, så den kan

varme dig." Ellers sagde man ikke andet end 'de slemme gæster' om gæsterne. Da

Qilaasuaq undersøgte pelsbræmmen, opdagede han, at hans amuletter stadigvæk var

der. Han tog dem og puttede dem i munden. Det mærkedes, som om de bevægede sig.

Han puttede dem endnu en gang i munden. Da de kom i livlig bevægelse, sagde

Qilaasuaq (eller den ene amulet?, BS): "Lad mig komme til at ligge øverst." Han (den?)kom til at ligge øverst, og

idet han kastede amuletterne fra sig, sagde han: "Tag og dræb tre!" De tre døde.

Da de vendte tilbage og faldt ned på gulvet, puttede han dem i munden. Så

kastede han dem igen fra sig og sagde: "Dræb fire!" De lod vente på sig

('mululersoq' - det må vel være amuletterne - Chr. B.) og han (Qilaasuaq) sagde:

"Nu døde de fire."  De vendte tilbage og faldt ned på gulvet. De fortsatte med

at hælde saltvand ned over dem. Derfor kastede Qilaasuaq amuletterne fra sig

igen, idet han sagde: "Dræb fem!" og der blev sagt: "Nu døde de fem." De blev

væk længere tid. Så vendte de tilbage og faldt ned på gulvet, og de var dækket af

blod. Alligevel puttede han dem i munden. Så kastede han dem fra sig endnu

engang, idet han sagde: "Gør, hvad I har lyst til." Lyden fra folk på hustaget

forstummede mere og mere. Da alle mændene var væk, rejste de sig og

udskiftede deres fugleskindspelse med andre. De tog sig nye koner og fik nye

kajakker. Da det blev forår, syede de fire lag skindbetræk på dere konebåd og

hen på sommeren tog de af sted hjemad med deres hustruer (som roersker, BS).

Når kvinderne faldt i søvn, vågnede mændene (de roede skiftevis dag og nat -

Chr. B.). Da de havde rejst længe, rådnede det yderste lag af skindbetrækket og

spænderemmene. De fjernede dem og sænkede dem i havet. De skiftedes til at sove

og være vågne. En dag da det var mændenes tur til at være vågne, kom disse ned i

deres kajakker og skar i konebådsbetrækket. De roede væk fra den og standsede.

Da vandet slog op i konebåden, vågnede kvinderne og fór rundt i

konebåden. Kajakmændene sagde til dem: "Sikke stakler, der er ude at

sejle." Efterhånden forsvandt de i havet, og kajakkerne roede videre, og da de

nåede frem til deres boplads, var samtlige kvinder døde af sult. De havde troet,

at Alluunnguaq ville skaffe mad til dem, de havde efterladt. Det viste sig, at de bare var døde alle sammen. Qilaasuaq og hans ledsagere mistede således deres

koner, eftersom nogle af konerne var forsvundet ned i havet, mens andre sultede

ihjel. Det fortælles at de blev alene (eller: enlige - Chr. B.). Slut.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Kommentar: som altid kan det knibe med logikken hos Amos Daniel. Han har kun kunnet forestille sig, at der måtte kvindelige roersker til konebåden, også fordi vejen var så lang, at man måtte skiftes ved årerne. Men der var øjensynligt ingen overlevende efter at Qill.s amuletter havde bragt alle til tavshed.

Der er en latterlig pointe i, at mændene har druknet de ny koner i den tro at deres tidligere koner er blevet holdt i live af Alluunnguaq. Flere småtræk tyder på, at han bærer nag til sine bopladsfæller: at de først ikke vil tro ham; at han for sent gør opmærksom på stormen (eller selv har fremkaldt den)

Alluunnguaq er hovedperson i forskellige fortællinger og undertiden en sådan hævner.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskrift, der desværre ikke længere eksisterer. Desværre, fordi afskriveren ofte har været usikker på hvad der stod.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. noget af denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aalarsaq, der boede i Saqqaq.

Aalarsaq, som boede i Saqqaq, var en gammel mand, og han havde en datter. Datteren blev syg og døde. Da det blev sommer, efter at datteren var død, ville Aalarsaq uddanne sig til angakkoq (åndemaner). Hele sommeren gik, uden at han fik nogen respons.

Der gik fire somre, uden at der kom noget svar fra ånderne. Endelig hørte han en

stemme, der sagde: "Hvor er han?" Han lyttede og han hørte en skraben. Så fik

han øje på en stor hvid hund. Da der blev råbt: "Hvor er han?" råbte Aalersaq:

"Her." Den der sagde: "Hvor er han?" gik nu hen til ham. Da den nærmede sig, så

han, at dens ører nåede til skuldrene, og huden dækkede øjnene. Den kom hen til

ham, og den åbnede øjnene og råbte: "Hvor er Aalarsaq?" "Her, her." Den standsede

lige før den nåede frem til ham. Så mistede Aalarsaq bevidstheden. Da han igen

kom til bevidsthed, så han, at hans indvolde lå ved siden af ham. Der var også

en anden stor hund og et menneske. Dette sagde: "Nu er du blevet færdig som

angakkoq!" (svært at forstå sætningen - Chr. B.). Så gik han ned, og teltene på

bopladsen blev synlige. Nogle teltindgange åbnedes. Folk sov og kun husene sås.

Det blev vinter, og Aalarsaq begyndte at mane ånder for at lede efter sin

datter. Han ledte efter hende på land og nedad mod vest, men han så ikke noget til

hende. Da det blev lyst, udtænkte han en plan. Han bad sin kone om at sy sig et par kamikker uden skafter ('púkitsut' - ældre betegnelse for et par sko. Jeg mener

også betegnelsen dækker 'hjemmesko', som blev syet til danskerne - Chr. B.). Konen syede et par kamikker uden skafter. Han tog dem på og tog på åndeflugt. Han kom til tre mennesker, og der kom også nogle væsener (eller: mennesker - Chr. B.). De råbte: "Jeg skulle sige, at I skal komme med øjnene, som en eller anden har lånt fra ham dér." De råbte igen: "Har folk i Tullerunnaq lånt dem?" Vedkommende sagde igen: "Forsyn dem med øjne ved at sømme dem fast."

Aalarsaq forlod dem og kom til et hus, som plejede at blive rødt. De sagde:

"Det er lighuset for dem, der døde af at spytte blod." Og en anden,

'qíkisartorssuaq' (jeg kender ikke glosen - Chr. B. - Måske kikisartorssuaq el. kikki-, BS ?): "Det er lighuset for dem, der døde af sting (stikkende smerter i lungerne, BS)."

(Herefter følger et afsnit om Aalarsaqs besøg hos månen. Det kan hverken

oversættes eller refereres. Jeg fortsætter fra det sted, hvor det begynder at

blive nogenlunde forståeligt - Chr. B. se kommentar ndf. BS):

Så kom der en kvinde ind. Så såre hun kom ind, gav hun sig til at danse,

idet hun skrævede over 'ike' (?), selvom 'nâligkani kanajuluk (måske skulle der

have stået: nalikkaani kanajulik, der var en ulk i skrævet? Chr. B.). Aalarsaq

begyndte at fnise indvendigt, og ham ved vinduet smilede. Hun holdt op med at

danse. Han (Aalarsaq eller månemanden? Chr. B.) sagde: "Dans nu!" Så blev hun vred

og gik ud. Hun efterlod sin ulu og sin tallerken i rummet. Senere kom der en

meget smuk pige ind og hentede hendes ulu og hendes tallerken. Han (månemanden?

Chr. B. Sikkert - B. S.) sagde: "Sig til hende, at hun selv skal hente dem." Så kom der igen en pige med et meget smukt ansigt. Hun sagde: "Jeg skulle sige, at hun vil lade himlens søjler gå af led, 'ilavisisutup (?) kivfâ' (?)." Månemanden

sagde: "Hende derinde passer på vejret (dansk notat: verden (sila). Chr. B.). Giv

hende hendes elendige ulu." Han gned den (uluen. Chr. B.) imod trinnet fra gangen

og smed den ud.

Derefter kom en åndemaner sydfra flyvende gennem

luften. Han (åndemaneren? Chr. B. Mon ikke, de nævner hinandens karakteristiske

træk for at kunne genkende hinanden senere - B. S.) sagde: "Jeg vil prøve at træffe dig, når det bliver sommer. Du er langhåret." Aalersaq sagde: "Du har hvidt hår i næseroden." Derefter skiltes de.

På sin vej hjemover mødte Aalersaq en gammel mand med en bue. Den gamle mand sagde: "Mens jeg endnu var meget ung, ville jeg gerne have haft hende (det kan også være: ham - Chr. B.), uden at jeg havde ladet hende vide det (det er svært at finde ud af sammenhængen - Chr. B.). Efterhånden er jeg blevet en gammel mand. Kom her og se." Han kiggede den vej, han pegede på (lidt frit - Chr. B.) og han så en stor hund midt på en stor slette. I det øjeblik han kiggede på det, rystede dyret sig voldsomt. Lidt efter sagde den anden: "Pas på ikke dyret bliver arrig. Tag hellere hjem." Han mente sne. Han nåede sit hus, netop som det blev snevejr. Han havde slidt sålerne op på sine kamikker, som var lavet uden skafter.

Da det blev sommer rejste han sydover. Ved Isortoq traf han et skib. Han kiggede rundt for at se, om der var nogen blandt folk på stedet, han kendte. Blandt dem opdagede han én, der kiggede på ham. De gik hen til hinanden og oven for teltene snakkede de sammen om, at de havde mødt hinanden. (Sikkert åndemaneren, han havde mødt hos månen - BS.). Aalarsaq vendte hjem derfra til Saqqaq og der døde han. Slut

Der er mange steder, hvor det er svært at tyde de mærkelige ordsammensætninger. Den er meget dårligt fortalt - Chr. B.

Var.: Arons Isigaaseraaq kommer nærmest. Men se kommentaren ndf.

Kommentar: Det omtrent uforståelige første stykke af Aalarsaqs besøg på månen, handler om at han ser sin datter deroppe, enten i månens hus eller mellem boldspillerne nedenfor månens sted, dvs. de døde i himlen under himmelhvælvingen, qilak, der ved deres boldspil fremkalder nordlyset. De næste sætninger er uforståelige, vist også for afskriveren: agssagtâtigut, agssai apupuk ? oqarpoq: qaumat tássâsît ilagísvãtit tusarianune, tuvauiordlune tûgssamit tigusigame kákiviânut ilisivoq, ãma táukua ínûsugtorssuit sanasut isumalerput: sulimia-juna, taimaileriartut náungáinaq ardlikaseriardlune oqarpoq: miterssuarmik issarssuarmik, ãma sanalerpai, kisiáne erdloqerpaluleriatdlarmat utorqarssuit niaque qaqortuinarssuit, qáumat oqarpoq (de næste sætninger kan nogenlunde følges og handler om et tabubrud månen blir opmærksom på og ser nede på jorden): "Skønt jeg ikke skulle have fået det at vide har jeg nu fået det at vide," hvorefter han åbnede (en lem?) i gulvet og så dernede en efterladt (efter en afdød) på bagsiden af huset som skar sælskindsremme, og mens han bare nærmede sig ham og også afbildede / skrev hans (u)vane ned (?), kom han ind, inuarpâsagaluarlunga silamut sâtigtarâra, tûgssamit tiguâ tûgâmínguaq isua sanalerujâ iserisaerniartuínarpoq. sila taimaileriardlune, âma silamut oqarpoq: kimiluk (?) illisajatuk(?)kuuisigtut/kunisigtut isâlerput, kingornatigut iserpoq. ímánguaq nujalik, quvialerput, tamãnga arpâlulerarât / augpalulerarât(?BS)qivialerput kiatitik amilikatik(?) katigutdlugit(?) ikijuisugak(?)toqussut.

Egentlig følger Aalarsaq det forløb en østgrønlandsk angakkoq-lærling typisk begynder med i sin uddannelse. Han blir ædt af en hund og bliver synsk, han rejser på åndeflugt til månen / Månemanden, konfronteres med Indvoldsrøversken - men mister dog ikke sine indvolde til hende - det er allerede sket til den første initiations hvide hund. Det er muligt, at månen fremkalder dis med sine snittespåner fra spidsen af en stump hvalrostand. Måske opholder både unge og gamle døde sig i månens hus. Det snevejr gæsten normalt ser månen sende ud som straf for tabubrud - ofte pustet ud gennem et rør - er i stedet associeret til en stor hund på en slette. Åbenbart en kortslutning af symboler, idet pustet gennem røret alluderer til en ejakulation og hunden bl.a. er en fast metafor for en penis. Tolkningen bekræftes af den gamle mand med bue, der nævner sin ungdoms begær efter en, der ikke fik det at vide, og at han nu er alderssvækket. Dette begær må være en reference til månens og solens oprindelsesmyte (søg på Solen og Månen). Endelig møder Aal. som bevis på at han har været hos månen en anden angakkoq deroppe.

Vedr. Østgrønlandske versioner, Søg fx på Ajijak og Søens troldbjørn. Bemærk at også hos Amos Daniel ved Uummannaq finder vi forestillingen om, at Indvoldsrøversken, Nalikkatteeq, behersker vejret og dermed kan blæse verdensstøtterne omkuld - ligesom Silap Inua eller - hos netsilikkerne, Naarjuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kunuk, der rejste sydover.

Kunuk, som havde to mindreårige sønner rejste sydover. Da det blev efterår,    flyttede de ind i deres vinterhus. De kom til at bo på en boplads, hvor der boede mange mænd, der var drabsmænd. Kunuk plejede at sige til sin kone, at han, når de ville dræbe ham, ville skrige af fuld hals. En dag da Kunuks husfælle var ude i kajak, traf han Kunuk, som sad i sin kajak og var blevet ramt af så mange kastevåben, at kajakken ikke var i stand til at kæntre. Han roede hjem og fortalte Kunuks sønner, som var nede ved stranden for at tage imod ham, at de skulle gå op (og fortælle? Chr. B.), at deres far var blevet dræbt og at kajakken ikke var i stand til at kæntre (her forekommer der en glose, 'kanijangaqángilatik', som jeg ikke kender, og af den grund ikke har oversat -

Chr. B.). De gik grædende op. Da de kom ind, sagde Kunuks enke (?) til sin husfælle, at han skulle lave et forrådshus uden om husgangen og på gulvet (natikkut - under gulvet? Chr. B.). Det klarede husfællen. Bopladsfællerne kom hjem, og den ene efter den anden gik op på taget af enkens hus og sprang op og ned på det.

Så kom der en tid, hvor det sneede så kraftigt, at fangerne ikke kunne

tage på fangst flere dage. De kom til at sulte, og de kom med forskellige

ting, f.eks lamper, som de tilbød for noget spiseligt. ('pissaríngilât' står der

her. Det kan betyde, at de ikke fik noget spiseligt? Chr. B.).

Så slap forrådet op. Kunuks enke ('nulia', hans kone) sagde: "Jeg vil gøre

et eller andet for at skaffe godt vejr." Næste dag var det skyfrit. Hvis det

virker ('sungniúkune'), vil det også være skyfrit den efterfølgende dag. Der var

kommet is på havet. Hun sagde: "Jeg vil få isen til at revne. Når vi vågner

imorgen, vil isen være revnet!" Næste morgen kiggede de ud af vinduet og så,

at isen var revnet, og inde i huset ('igdluane) var der en tejst. Han (det er vel

husfællen? Chr. B.) gik ud tidligt om morgenen og kom tilbage om aftenen. Det

viste sig, at han havde været nede ved stranden helt alene (ingen andre mænd var

kommet derned, skønt man nu kunne tage på fangst igen - B. S.). Tidligt næste morgen gik han ud. Det viste sig, at han gik hen til sine bopladsfæller. Da han gik ind, sagde han: "Er der ingen levende tilbage hos jer?" Dagen efter fulgtes

enken med ham til bopladsfællerne. Inde i huset gik hun fra den ene ende af

briksen til den anden og rykkede mændene op ved at tage dem i håret, idet hun

sagde: "Sådan en slags mandfolk (?) ('angutaussorssuaq')!" Hun gik hele vejen

rundt, hvorefter hun gik hjem. Da det blev sommer, døde hun.

Efter moderens død, sagde husfællen til sønnerne: "I skal koncentrere jer

om at øve jer i at kaste sten ved hjælp af en slynge!" De blev så dygtige til at

bruge en slynge, at de begyndte at fange sæler. Når de havde været ude at gå

ture, kom de tilbage med itureven sælskindsanorak. De de en dag tog af sted på

en af deres ture, fulgte deres plejefar efter dem. Uden at de så ham, kiggede

han frem fra sit skjul og så, at drengene legede med en stor isbjørn midt på en

stor slette. Når bjørnen var på vej hen til den ene af dem, tog den anden den i

halen og trak den til sig. Han gik ned igen, uden at de så ham. Som sædvanlig

kom drengene hjem med itureven sælskindspels.

Så skete det en dag, at nogle af drabsmændene var på vej ind til deres

boplads i mange konebåde. Drengene placerede sig på et lille næs ved deres bo-

plads. Med en slynge, der var lavet af hvalrosskind, kastede den yngste en sten

imod en af de forreste konebåde og ramte den, og stenen gik igennem begge sider

af konebåden og lavede to huller. Så slyngede de sten mod alle

konebådene. Da de sidste vendte om, ramte den yngste båden på stævntømmeret

('niutautigut') så der gik hul i begge sider (det er lidt svært at forestille

sig hvordan nøjagtigt - Chr. B. Måske gik stenen tværs igennem begge sider af stævnen, BS). Således udryddede de dem og hævnede sig på denne vis.    

Efterhånden kunne den ældste af brødrene ikke klare sin lillebror, hvad

angik styrke, men lillebroderen døde. Den ældste af brødrene fik sig en kone, da

han blev voksen. Så rejste han sydover. Når han tog af sted fra en boplads, og

folk ikke længere kunne se konebåden, gav han sig til at padle, og det gik

hurtigt, som var båden drevet frem af sejl. Han placerede sine plejeforældre og sin kone midt i konebåden, og når de nærmede sig et beboet sted, lod han sine plejeforældre og sin kone ro. Sådan ankom de engang til en boplads med mange huse. Så snart konebåden lagde til, kom stedets stærke mand om bord på konebåden. Han skrævede over konebådens tofter og tog hans kone, som han gik med op til sit hus. Da han havde trukket konebåden op på stranden, kom der en mand og inviterede ham hjem. Inde i huset spurgte manden ham: 'Ikitarpit?' (jeg ved ikke, hvad det betyder - Chr. B.). Han svarede "Jeg har endnu ikke set noget." Så sagde værten: "Gå længere ind i huset. Han vil dræbe dig (det er et gæt. - 'tivfardlutit' trække dig længere op på stranden/landet - Chr. B.)." Da han sagde dette, tog han sin tromme og gav sig til at danse rundt, idet han holdt trommen med strakt arm. Mens han dansede, sagde han "Sådan plejer han at bære sig ad. Duk dig." Gæsten dukkede sig, så kun hans hage ragede frem, selvom han græd. Da værten løftede armen, lagde gæsten mærke til, at han skævede op. Kastevåbenet ramte dér, hvor Qattua (det hed storebroderen åbenbart - Chr. B.) havde siddet. Den anden sagde: "Sådan skal du gøre." Igen begyndte værten at danse rundt. Denne gang lagde Qattua mærke til, at hans øjne vendte ned. Da værten kastede våbenet, hang Qattua oppe på loftsbjælkerne. Den anden sagde: "Du skal bære dig sådan ad." Så lærte han ham en vise og sagde: "Jeg vil følges med dig, når han inviterer dig op." Derpå demonstrerede værten sine kræfter ved at løfte et sortsideskind fyldt med sand op flere gange. Han satte dem ned på gulvet og sagde: "Selv om jeg er i stand til at gøre den slags, kan jeg ikke komme til at se min kone. Prøv nu, om du kan klare det." Gæsten løftede dem uden vanskelighed. Værten sagde igen. "Du skal bære dig sådan ad."

Så kom der én og bad gæsterne komme op. De gik ud af huset og straks var de ved den stærke mands hus 'piniussuanik ikallutik' (det kan jeg ikke få nogen mening ud af - der var mange, kan skulle sørge for? Chr. B. Han havde vel mange koner - og børn? BS). Han (Qattua?) kiggede ind i gangen og så, at hans yngste stedsønner ('den stærkes' stedsønner? BS.) stod i en lang række langs hele væggen - alle  bevæbnet med knive. Først sprang ledsageren op på indgangen til rummet; 'imâtdlât ilatik kapúpât' ('kapúpât' kan jeg ikke tyde - Chr. B.). Så sprang gæsten også op. Den stærke mand sagde til sin kone: "Hvor er trommen?" Konen svarede: "Hvor plejer den ellers at være?" Hun stak hånden ind under briksen og trak et stort sværd frem. Han sagde til dem udenfor (silamut): 'quiserquvdlugit' (sådan står der vist, og det skulle ordret betyde: at man skal hjælpe dem med at tisse. Det lyder mærkeligt - Chr. B.). Stedbørnene strømmede ind. Hvergang der viste sig én, der var meget svær, spurgte han (Qattua) den anden, om det var ham med balder på begge sider ('illuttut mululik') (dobbelt røv, både foran og bag). Den anden svarede, at det bare var hans stedsøn. Endelig var der én, der sprang op på indgangen. Qattuas ledsager sagde: "Det er ham den store, der kom ind i hullet ('putumut')." Den stærke mand kom ud på gulvet og sagde: "I må hjælpe til allesammen." Han gav sig til at danse rundt. Så bad han gæsten dukke sig. Det gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Da han løftede armen, lagde Qattua mærke til, at han skævede op, og idet han kastede spyddet, sprang han til side. Kastevåbenet ramte det sted, hvor han havde siddet. Så tog han sit våben igen og gned det ('tanillugu' - kan også betyde, at han smurte det med noget - Chr. B.). Idet han begyndte at synge, sagde han til sine koner: "I må alle hjælpe til." Da han begyndte at synge 'mássa navsuiartut kingornussut ('navsuiartut' de, der forklarede? 'kingornussut', kingornuvoq = er den eneste, der er tilbage. Svært

at få mening ud af det - Chr. B.), hjalp man til. Så bad han gæsten dukke sig. Det

gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Qattuaq mente, at øjnene vendte ned.

Idet han kastede våbenet, sprang han op og hagede sig fast under loftsbjælkerne.

Våbenet ramte det sted, hvor Qattuaq havde siddet. De andre sagde til Qattuaq:

"Tag trommen fra ham." Han gik hen til den stærke mand og tog trommen fra ham -

og med den kom han ud på gulvet. Så såre Qattuaq nævnte det første ord i sangens

tekst, sang den anden med. Kun han og Qattuaqs kone sang med. Han var lige ved

at være midtvejs i sangen, så stillede stedsønnerne sig op i rummet. Da han var

midtvejs i sangen, sagde den anden: "Det er en dansevise!" Mens de foregav at danse ('tivaniarpalungniartut' - mens de så ud, som om de forsøgte sig

med at danse - Chr. B.), blev der sagt: "Duk dig, vores stærke mand." Han dukkede

sig, og Qattuaq løftede armen og lod i første omgang, som om han ville kaste

våbenet. Da han så endelig kastede det, ramte han ham i halshulen (ovenover

brystbenet). Så smed han sin tromme, idet han sprang ud gennem vinduet og

flygtede. Hans kone sagde, at han skulle gå ned til konebåden. Så var der igen

én, der greb ham bagfra. Han så tilbage og opdagede, at det var ham med balder

for og bag. Da denne greb ham, sagde Qattuaq: "Vi kan

brydes deroppe (måske var det ham med balder for og bag, der sagde dette?

Chr. B.). De kom til stedet, hvor der stod en sten midtpå ('taratsunik' med salt,

kan jeg ikke få nogen mening ud af - Chr. B.). Imod denne sten slog han hælen, så den flækkede, og straks sank han i knæ. Manden med balder for og bag kastede sig over ham, men nedefra trykkede Qattuaq ham til, så han smadredes ('qâqâ). Så forlod han ham og gik nedad. Den anden (hans oprindelige vært) gik hen til ham og

sagde: "Hans 'nâkissua' (jeg ved ikke, hvad 'nâkísuata' betyder - Chr. B.) er fremsiger en trylleformular over ham, så han kan blive rask igen. Gå hen og se

til ham (den stærke mand)." Han gik hen til huset og kiggede ind gennem vinduet.

De var ved at få ham til at sætte sig op. Hovedpuden bestod at bare bukser (hans

kones bukser). Da de havde tilføjet ham med balder på for og bag kvæstelser, gik

de ind. De fik den stærke mand ud og begyndte at partere ham i alle leddene.

Stedsønnerne - dog ikke alle sammen - var med i parteringen og hævnede sig på

ham på denne måde. Da han (formentlig Qattuaq - Chr. B.) skulle til at tage af

sted, sagde den anden til ham: "Tag din kone med, jeg vil også tage min kone

med." Han havde besvær med at få fat i sin kone, men fik hende med til sidst.

Der var mange, der takkede, fordi de fik deres koner tilbage. Han tog af sted

sammen med sin kone. Slut.

Var.: Kunuk - men med stærkt afvigende indledende afsnit.

Kommentar: I alle Kunuk-fortællinger er det Kunuk, der er helten, mens der intet forlyder om hans eventuelle sønner. Fortælleren, Amos Daniel, giver sig ofte sine idiosynkratiske associationer mellem episoder i vold.

Var.: Kunuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 118, s. 132 - 133. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 139, s. 467 - 468: Isigarsigak and his Sister.

Kort resumé.

Isigaarsigaq bor sammen med mor og søster (3. fort. med denne titel i samlingen, men indholdet er et ganske andet). Om vinteren forvandler Isi. sig til en rype og moderen til en havlit. Børnene bliver bange, man flygter sydpå i tre år til landets spids, hvor Isi´s mave svulmer op. Han søger klædt i hareskind råd i indlandet hos nogle kvinder, han har set som ravne, der fanger sæler i snarer. Den ene kvinde, qilanerer / bruger qilaneq / åndefiskning, forhører ham: han har glemt oppustede blærer i sit gamle hus. Hun skærer dem ud, uden at punktere dem - ellers var han død. En kvinde i huset, der har dræbt dets mænd, truer ham, han flygter og betaler senere for helbredelsen med et bjørneskind og en hvalbarde. Så rejser han over havet til et stort land (delvis = I, 21 og 53), kommer hjem og får derefter lyst til at rejse til det land, hvor fuglene trækker hen om efteråret. Da han er kommet så nær på himmelranden, at han kan nå den med sin åre, prøver han to huller i himlen, men må standse ved et hav og vende om.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Isigaasoraq, der boede i Ikerasannguaq

Isigaasoraq havde en moder. Han havde også to yngre søstre. Om vinteren forvandlede de sig ('aliutâqardlutik' - ifølge Rinks kommentar: forvandle. Chr. B.). Engang forvandlede Isigaasora sig til en rype og moderen til en havlit. Moderen blev vred, og hun begyndte at gøre sine børn bange. Det var om vinteren. Om foråret rejste børnene sydover og forlod deres mor. De rejste hele sommeren, og de overvintrede et sted. Isigaasoras tanke var at undgå alle mennesker. Da det blev sommer rejste de videre. De rejste hele sommeren og overvintrede et sted.

Isigaasora spurgte folk, hvor landets sydspids var. De svarede, at han skulle

rejse over tre somre. Han rejste tre somre og overvintrede indimellem. Da han

havde rejst tre somre, kom han til mundingen af en stor fjord. Det var på et

tidspunkt, hvor det var ved at blive vinter. Isigaasoraqs mave voksede så

voldsomt, at han til sidst knap nok kunne bøje sig. Han begyndte at ro i kajak,

men ikke på sælfangst. Isen lagde sig inde i fjorden.

En dag tog han af sted tidligt om morgenen. Da han nåede til en vig ved isen, steg han op af kajakken og gik op på udkig for alle eventualiteters skyld. Han så to ravne, der fløj lavt udefter hen over isen. Hen på aftenen fløj de tilbage og forsvandt østover.

Da han kom hjem, sagde han til sine yngre søstre: "Anujajûtiga, (jeg kender ikke

glosen. Dansk notat: 'som jeg skal bruge ude' - Chr. B.) jeg skal have pels, bukser og kamikker af hareskind." Næste dag tog han af sted op ad dagen. Da han steg ud af kajakken og kom op på isen og vandrede af sted, kom han til en stor vej, der gik indefter. Ved siden af vejen lagde han sig ned på maven og gav sig til at vente. Så så han, at der kom to ravne fra øst. De fløj meget lavt henover isen. Da de kom ganske tæt på, så han, at det var mennesker, to kvinder. De nåede til iskanten og den ene af kvinderne gav sig til at lokke sæler. Sæler - både sortsider og netsider - kom til dem. De bøjede bare deres snarer, (det står der, men hvad mon det var for nogle snarer? - Chr. B.). Den ene kvinde trak en sortside op og den anden trak også en sortside op. Så snart de blev trukket op, slæbte de dem (ifølge Rinks kommentar: Kaligkialerpai: slæber - Chr. B. - gjorde dem klar til transport? - BS.) og i største hast gjorde de deres bæreseler klar, og med sælerne på ryggen var de på vej hjem til deres hus. De lignede ravne, der fløj meget lavt henover isen, og snart var de ude af syne, så hurtigt som havde de ingen byrde på ryggen. Han gik efter dem i deres spor. Han nåede til land og fik øje på to huse - det ene hus var kort og det andet langt. Han gik hen til det korte hus og kiggede ind gennem vinduet. Derinde sad kvinderne og spiste med deres hår slynget op på et tørrestativ, og midt i huset sad der et gammelt ægtepar - kvinden siddende på liggepladsen modsat briksen ved deres lamper. På gulvet lå der en sortside. Da han kiggede ind gennem vinduet blev han budt indenfor af husherren, og denne satte mad frem for ham. Han gav sig til at spise og husherren sagde: "Idag var de to kære ude på fangst derude mod vest, og de fortalte, at de havde set et spøgelse." Isigaasoraq sagde: "Det var mig, der skræmte dem. Min mave er blevet så stor, og jeg søger efter én, der kan helbrede mig." Som svar herpå sagde husherren: "Hende dér" - han pegede på sin store kone

- "har en vise!" Konen sagde: "Jeg vil udspørge ånder for at finde ud af, hvad

du fejler!" Hun begyndte at udspørge ånder, og hun spurgte også Isigaasoraq:

"Har du ikke efterladt din mor, da du tog af sted fra bopladsen deroppe i nord?"

Isigaasoraq sagde: "Deroppe nordpå skulle vi afholde os fra noget (fra at spise?

Det er det samme ord, som Rinks kommentar siger: forvandle - Chr. B.), og da

min mor ikke længere havde noget at spise (usikkert - eller: da hun ikke længere

var i stand til at spise - Chr. B.), forlod jeg hende." Hun sagde også: "Har du ikke glemt nogen af dine ting?" Han svarede: "Jo, for resten, jeg glemte en hel masse fangstblærer, der var lavet af maver." Da sagde hun: "Det er dem din mave er blevet tyk af!" og hun sagde videre: "Skal jeg sprætte din mave op?" Hun rejste sig og rodede under lampen og kom frem med noget lampemos.

Hun tændte det uden først at have dyppet det i tran. Hun lavede røg på gulvet og

sagde, at han skulle lægge sig ned på ryggen. Det gjorde han, og hun

sprættede maven op. Inde fra hans mave, trak hun maver ud. Det viste sig, at

maverne var ved at være helt oppustede. Så sagde hun: "Hvis disse oppustede maver

eksploderede, så ville du også eksplodere." 'Siminga akiagamiuk? (svært at få en mening ud af - Chr. B.). Nej han sover aldrig (eller: sover ganske lidt - Chr. B.).

Da han var oppe igen, så man i husgangen en lille kælling, der kom med sin ulu. De sagde: "Hun vil æde dig, det er hendes vane. De er rigtig væmmelige. Vi havde nogle (sønner? Chr. B.), som ville have været vores forsørgere. Disse modbydelige mennesker spiste dem alle sammen. Hun vil også spise dig." Da sagde

han: "Du skal jage dem ud." Så sagde han: "Kan du ikke løbe ligeså hurtigt

som teriaarsunnguit?" (nogle muselignende - Chr. B.). Han mente terianniat, ræve. "Og kan du ikke løbe så hurtigt som 'siutituunnguarsuit'(de langørede ?)" Han mente ukallit, harer.

Isigaasoraq sagde: "Dem plejer jeg at kunne løbe så hurtigt som." Husherren sagde: "Så hurtigt kan hun ikke længere løbe."

De begyndte at gå ud, så han tog kamikker på. Undervejs ud sagde de: "Gå ud af huset (igdlumivoq?)." Og da hun var på vej ud, skubbede de hende ned med det resultat, at hun hakkede husgangens gulv med sin ulu. Hun gav sig til at løbe efter dem. Da hun ikke kunne indhente dem, sagde hun: "Jeg havde ellers tænkt at få ham som forsørger." Da hun ikke kunne indhente dem, var der også et eller andet ungt menneske, der løb efter dem. Hun (?) sagde kun dette: "Jeg troede ellers jeg kunne have fået ham som forsørger." Han løftede ikke sine ben fra jorden,

han, som ellers kunne løbe lige så hurtigt som ræve og harer. De opgav ham, da

de ikke kunne indhente ham. Da han nåede hjem, sagde de til ham: "Den store

husherre vil sikkert give dig isbjørneskind og hvalbarde i belønning.

'Ungooqquaa', han ville have han skulle genne ham væk. 'Napiutissaanik', noget

han kunne bruge til snare. Da han vendte tilbage havde han lagt isbjørneskind

og hvalbarde ved vejen. Han besøgte dem ikke igen.

Vinteren gik, og det blev sommer. Han (Isigaasoraq) besluttede sig til at ro

mod vest. Han ville tage af sted, når han vågnede om morgenen, men hver gang

vågnede den yngste søster, når han var på vej ud af huset. Så blev han hjemme.

En morgen han stod op, var der ingen, der vågnede. Han gik ned til sin kajak og

kiggede derfra tilbage til huset. De andre sov. Han roede ud mod vest, og til

sidst kunne han ikke se land. Så fik han øje på noget mørkt, der lignede

krusninger på havet. Da han nåede frem, viste det sig at være træorme,

der flød på havet. Han kastede nogle pinde, han havde med i kajakken, ud til

dem. Straks blev pindene ædt af ormene. Så skar han et stykke skind af det

skind, han sad på i kajakken og smed det ud til ormene. Men det sank imellem

ormene. Han gav sig til at vikle sin line omkring årebladene. Da han blev

færdig, roede han til mellem ormene og kom forbi dem, netop nogle af

viklingerne var ved at blive revet over. Så fik han øje på noget andet mørkt,

som ikke syntes at have nogen ende til nogen af siderne. Det viste sig at være

en mængde tang. Han forsøgte at skubbe sig frem, men midt i det hele faldt han i

søvn. I søvne hørte han nogen råbe. Han blev forskrækket og vågnede. Han

opdagede, at årebladene (det står ellers i ental - Chr. B.) var ved at falde af.

Han kom igennem tangen ved at skubbe sig frem med armene. Han roede videre og

så to store fjelde, der hele tiden var i bevægelse. Det ene øjeblik fjernede de

sig fra hinanden, og det andet øjeblik stødte de mod hinanden. Han forsøgte at ro

væk fra dem, men de blev ved med at være foran ham. Da han nåede frem til dem,

standsede han. Lige som han standsede, nærmede fjeldene sig hinanden, og

lukkede sig sammen, så det gav et vældigt knald. Så begyndte de igen at fjerne

sig fra hinanden og der kom en åbning imellem dem. Igen nærmede de sig mod

hinanden og lukkede sig sammen. Han tænkte: "Mon ikke jeg vil komme igennem

åbningen, når jeg ror til?" Da de begyndte at fjerne sig fra hinanden, roede han

imellem dem. Ligesom han var ved at nå til enderne, begyndte de at lukke sig

sammen. Manden i kajakken var netop kommet forbi, da fjeldene lukkede sig sammen

om bagenden af kajakken, så et stykke af spidsen bagtil knækkede over. Så hørte

man nogen råbe: "Han slap levende fra Uiloruseq (formentlig et stednavn - Chr. B. , med ordspil på en muslings, uiloq's, lukkebevægelse, BS), som ingen kunne slippe levende fra." Det var fjeldene der mentes.

Han roede videre, og han fik øje på et stort land. Han gik i land. Han

dækkede kajakken til og gik. Han kom til en stor vej og begyndte at følge den.

Så opdagede han to store mennesker uden for vejen. Deres øjne holdtes åbne ved

hjælp af et stykke træ, og deres testikler var bundet med noget. Et stykke fra

dem mødte de et ældre ægtepar, som græd bitterligt. Han spurgte dem: "Hvorfor

græder I?" De svarede: "Vores store sønner er ikke kommet hjem fra fangst, og vi

ved ikke, hvor de bliver af." Isigaasoraq sagde: "Det var måske dem, jeg traf

derhenne ved vejen. Deres testikler var bundet med noget." De gik hen til dem og

de to ældre mennesker sagde: "Ja, det er vores sønner." De sagde, at de

'pugitik' (dansk kommentar: 'vi ville skjule os' - Chr. B.) her. I løbet af

dagen kom folk ind ('iserput' - eller måske 'erserput', kom tilsyne? - Chr. B.). Da de kom til stedet, sagde de: "Herover er der noget, der er meget komisk -

nogen, hvis testikler er bundet med noget." Han sagde: "Lad os gå derhen." Da de

kom derhen, sagde Isigaarsoraq: "Lad os prøve kræfter. Lad os bruge alle vores

kræfter." Den anden ville meget gerne. Den ene arm 'agssapalugugpâ' (ifølge den

danske kommentar trækker de armkrog. chr.b). Han knuste knoglerne. Han smadrede

også den anden arm. Så udfordrede han også den anden. Han knuste også hans arme.

Da han havde gjort det, sagde han: "Nu er jeg i stand til at dræbe jer." En

ældre mand rejste sig op et sted i nærheden. Han pegede på den ene af de store

mænd. Da de ikke var i stand til at dræbe dem begge to 'tauko pivdlugit' (de

danske bemærkninger har en forklaring, som er svær at forstå. chr.b) ilivai (han

begravede dem? - Chr. B.). Han stillede dem op der, hvor de var og bandt

testiklerne med noget, på samme måde som før.

Isigaasoraq forlod disse, og da han kom til et sted, hvor der var mennesker,

giftede han sig og fik en datter. Han gav hende et navn efter sin yngste søster.

Han var der i nogen tid. Så kom han på den tanke at vende hjem for at se til

dem, han havde efterladt. Da det blev sommer, gik han ned til sin kajak og tog

afsted. han fik øje på sin sommerboplads, og hans søster kom ud og spejdede efter

noget. Han nåede frem til sin søster.

Mens han boede der, fik han den tanke at rejse til det sted, hvor fuglene

plejede at rejse hen. Da det blev sommer, tog han af sted. Efterhånden som han kom længere væk, blev himlen lavere. Til sidst kunne han nå op til den med sin

kajakåre. Han kom til to store huller. Det første stoppede han til med gamle

kamikker. Han fjernede sig et stykke fra det. Han vendte tilbage, da han ikke

var vant til at gå. Han kom til det andet hul. Han dækkede sin kajak til, og han

vandrede så langt, at han kunne se vandet, og da han ikke længere kunne holde ud

at gå, vendte han om. Vandet var uklart. Han kom ned i sin kajak og roede hjem.

Han kom tilbage til menneskene og døde der. Slut.

Bemærkning:

Amos David har ikke været nogen ørn til at gengive en fortælling. Der er

steder i fortællingen, som man ikke kan få nogen mening ud af - Chr.B.

Var.: Tredjesidste episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Kommentar: Verdensbillede. Åbenbart en mytisk skikkelse, der ligesom Kivioq har tiltrukket mange fortællinger: Søg på Isigaa*.

Denne variant har tillige associationer til puulik (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og til indlandsboernes fangstmetoder i Østgrl. dér, hvor proveniensen er Kap Farvel. Bemærk også den sydgående trækrute til himlen: Søg: Sonne 2000 om dødsriger og veje til himlen.

Symplegade: klipperne der lukker og åbner sig er et vandremotiv, der er nået vidt omkring i verden. Hos Inuit oftest i Kivioq - varianter.

Amos Daniels kombinationer af fortællinger er ret overraskende. Hvis han ikke skrev så ulæseligt kunne det være interessant at forfølge disse sammenbindinger for om muligt at se nogle mønstre - måske blot idiosynkratiske - i dem. En hel samling af hans nedskrifter er så ulæselige, at Chr. Berthelsen har måttet opgive.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

Oversat til dansk af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 101 - 104.

Resumé:

Kaassassuk er forældreløs, har en plejemor og bor i husgangen mellem hundene. Han mishandles og skriger, av, av. Han prøver at gemme en lille kniv til at spise med, enten mellem sine tænder eller i det spæk han spiser. Husfællerne finder den som regel, når de leder efter den. Når folk besørger på møddigen venter han nøgen derude indtil alle er gået ind (for ikke at blive slået på i husgangen, når man genner hundene til side med slag undervejs ud og ind? BS). En dag finder han nogle pjalter, tar dem på, går ud og finder et dødt rensdyr, som han flår skindet af. Dagligt kommer han og mætter sig, indtil en dag nogen har spist det hele fra ham. Han græder, en ræv dukker op og lover ham kræfter til gengæld for kødet. Den snor sin hale omkring ham og slynger ham hen ad jorden. En masse baglalleknogler (som børn bruger som legetøj, BS), falder ud af ham. De er årsagen til at han ikke kan blive stærk. Rævens behandling af ham gentages ialt fem gange. Femte gang falder der intet legetøj ud. Ingen har endnu opdaget Kaass.' styrke. Man hiver ham stadig op i huset ved næseborene, og da han et par gange giver prøver på sin styrke i hemmelighed, først ved at rokke husets tværbjælke i loftet, så ved at vende konebåden rundt med alt indhold, giver de hånligt ham skylden for det.

       En dag kommer tre isbjørne nær bopladsen. Kaass. får lov at låne sin plejemors kamikker og overpels, løber trods folks advarsler fluks hen til bjørnene, drejer halsen om på den største (moderen), dernæst på de to små, som han forærer bopladsfællerne som fangstparter. Også den største forærer han til en lille kone (muligvis plejemoderen, BS?). Plejemor vil nu få både sengeunderlag og dyne som hun har bedt om til gengæld for at love ham tøjet.

       Folk koger bjørnekød, Kaass. inviteres ind på fællesspisning og får nyt tøj af forskellige fæller. Næste dag skal han vælge en kone blandt husets unge piger, der stilles op på rad og række. Han tager Kakkisunnguaq / Qaqisunnguaq og klemmer hende til døde, fordi det var hendes far der altid fjernede hans kniv. Nogen siger, at nu begynder Kaass. igen at kløve de små børn. Pyt med det! svares der.

       Senere, da Kaass. er blevet meget stærk, viser han sin styrke ved at "opføre" nogle store sten ved Saqqaq.

      En anden gang prøver han kræfter med Qaassuk / Qaasuk og dennes søn. Han binder dem til husstolpen og ligger med deres kone, hvorefter han løser dem igen. Endelig viser han sin større styrke end Qaassuks søn ved at slide en frossen hvalroskølle løs af jorden.

Var.: Kaassassuk.

Kommentar: Som oversætteren, K.Th. bemærker, er teksten temmelig uforståelig og sine steder direkte dunkel. Det anbefales at læse andre versioner, hvis fælles indhold Amos Daniel trækker på. Muligvis har han været en bedre fortæller end nedskriver. Andre oversættelser af hans tekster giver samme indtryk. En hel samling af hans nedskrifter er slet og ret ulæselig pga. skriften (Rink NKS 2488, III).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kalerarmiu og Suusua.

Kalerarmiu havde en søn. Da han blev voksen, giftede han sig. Engang kom han til at overvintre på et sted, hvor der boede mange brødre. Deres far hed Taasarsuaq. Engang da Kalerarmius søn fangede en sæl, bragte hans kone noget kød til Suusuas til foræring. Suusuas beholdt hende i huset og lod deres søn tage hende til kone. Så gik Kalerarmiu til Suusuas hus for at kigge ind i huset gennem vinduet. Han så, at hans svigerdatter sad i fodenden af briksen og græd. Kalerarmiu råbte ind gennem vinduet: "Jeg er kommet for at hente min svigerdatter". Men ingen svarede. Han gik hjem og gav sig til at græde bag ved sit hus. En stor ugift kvinde kom ud af Suusuas hus og så ham græde og hun råbte: "Hør, Kalerarmiu" 'Erssatit (ulæseligt, på dansk har Rink tilføjet: 'dine kinder'. chr.b) napparpoq (er blevet syg eller: er blevet rejst op. CB). Der er tårer i dine øjne". Det sagde hun og lo højt. Så gik hun ind i huset. Kalerarmiu blev dybt såret og gik ind i sit hus. Derinde sagde han til sin søn at han skulle lave pile til buen og at han selv ville gøre det samme. De gav sig til at lave pile. Da de blev færdige, kiggede de på vejret hver morgen. Så længe det var skyet blev de hjemme. Men en morgen faderen havde været ude og set, at det var skyfrit, gik

han ind og sagde til sønnen, at han skulle tage sit sædvanlige tøj på. Det

gjorde sønnen. Så råbte Kalerarmiu ind i Suusuas hus: "Suusua, det er fint vejr.

Det er vejr til bueskydning". Suusua og hans sønner vågnede og og man hørte det pusle kraftigt mens de stod op. Nu kom den ene efter den anden ud af huset mens de strammede strengene på deres buer. Nu var de ude og nærmede sig.

Kalerarmiu og sønnen var alene imod Suusuaq og hans mange sønner. Kalerarmiu var

den første, der sendte en pil af sted. Pilen roterede og var nu på vej ned ud

for det sted, hvor Suusuas stod. Suusua 'løb efter den' (eller: begyndte at løbe

og forfølge Kalerarmius? CB). Så skød de løs på hinanden. Det ville

ikke lykkes for Suusuas at ramme Kalerarmiu og hans søn. Derimod blev flere af

Suusuaqs sønner ramt og faldt om. Der var ikke ret mange tilbage. Da den sidste

af sønnerne faldt om satte Suusuaq i løb og flygtede mod sit hus. Kalerarmiu

begyndte at løbe efter ham, alt hvad remme og tøj kunne holde ('malertine

tíkordlugit'? chr.b). Lige da Suusuaq skulle ind i husgangen, blev han

ramt af en pil i lænden. Suusuaq gik ind i huset med en pil i lænden. Suusuaqs

hus kom til at lugte grimt. Kalerarmiu holdt øje med vinduet på Suusuaqa hus og

han sagde nogle gange: "Suusuaqs hus ..... ('porak' - ulæselig. chr.b). Da der

var gået flere dage, råbte Kalerarmiu ind i Suusuaqs hus: "Suusuaa, Suusuaa".

Han svarede: "Hvad vil du, hvad vil du?" Kalerarmiu sagde: "Jeg er kommet for

at hente min svigerdatter, som ikke havde gjort noget (usikker. chr.b)."

Suusuaq svarede: "Du må vente lidt". Først da alle sønnerne var døde, gav

Suusuaq Kalerarmiu ham hans svigerdatter tilbage. Da Kalerarmiu kom ud, så han

to (hvem? chr.b), som grinte med ansigterne vendt imod hinanden. Han så også

nogle, som græd bag ved huset. Kalerarmiu gjorde gengæld og råbte: "Hør piger.

Hør, piger, 'erssatik napparput' ('erssatik', jeres kinder (?) 'náparput', er

blevet syge eller: de havde rejst sig. chr.b). Der er tårer i jeres øjne". Det

sagde han med høj latter og gik ind i sit hus.

     Til sidst sagde kvinderne i Suusuaqs hus: "Mon ikke man skal prøve at få

pilen ud". Suusuaq svarede: "Prøv det". Så prøvede de at trække

pilen ud, for der var ingen andre til at gøre det. En af dem klemte om enden med

fingrene og gjorde forsøg på at trække den ud. Da skreg Suusuaq: 'mángâ, í,

mángâ, î (formentlig uoversættelige lyde. chr.b) I kan ikke få den ud på denne

måde, lad den bare sidde". Kvinderne svarede: "Ja, lad den foreløbig være. Måske

vil det kunne lade sig gøre, når der kommer betændelse". Suusuaq sagde: "Ja, det

er godt". Så sagde han ikke mere. - Kalerarmiu gik hen til Suusuaqs hus og

brølede ind gennem vinduet: "Hør, Suusuaq ajajâ! Din store søn tog af sted over

isen, ajajâ, din store søn, ajâja". Så vendte han tilbage til sit hus. -

Kvinderne i Suusuaqs hus sagde: "Skal vi prøve igen?" Det sagde Suusuaq ja til.

De forsøgte igen at trække pilen ud ved at tage fat om enden på den og

det lykkedes så for en af kvinderne at trække den ud. Suusuaq skreg: "nananâ, ajê,

ajê, ajê, sê". Så sprøjtede der blod ud af såret. Nogle af dem stoppede en

lampepind ind i såret. Han forblødte og døde. Da Kalerarmiu hørte dette, gik han

hen til huset og slæbte liget ud. Han smed det ud til hundene, som gav sig til

at æde det. Han lod dem være og gik. Slut.

          Skrevet af Amos Daniel.

Var.: Isigaaligaarsik; Langbuks; Isigaaligaarsuk; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

Kommentar: Amos Daniel er ingen god nedskriver, men med et godt kendskab til overleveringens mange sagn, kan man dog som regel gætte sig til hans forlæg. Kun når han lader associationerne mellem fortællingerne få frit løb, blir det mere end indviklet. Heller ikke hans håndskrift er synderlig læselig.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Kanak og hans storesøster.

Kanak var to år, da begge forældrene døde. Hans storesøster ville nu tage sig af

hans opdragelse. De rejste sammen med nogle, der skulle til deres sommerplads.

Storesøsteren var med ude på en rensdyrjagt og forsvandt.

Kanak voksede op og da han blev voksen, begyndte han at prøve på at finde ud

af, hvor storesøsteren var blevet af. Så giftede Kanak sig, og mand og kone holdt

af hinanden. Når Kanak kom til 'inorutsit' (bjergtrolde. chr.b), så kom Aqissiaq

til inuit. De byttede koner. Engang da Kanak kom til inorutsit traf han dem midt

i en konebytningsfest ('arnigugtorssuit' - ordret: de havde lyst til kvinder. -

måske: lampeslukningsleg ? chr.b). Han var i det ene af husene og byttede med

Aqissiaq og iført Aqissiaqs rejsetøj gik han til det andet hus og kiggede ind

gennem vinduet og her så han storesøsteren 'sumik isumanane' (der ikke anede

noget? chr.b). Han ville ind i huset. Han gik gennem husgangen til indgangshullet op til rummet. Men herfra kunne han ikke se gulvet i rummet, for hos 'tornit' var der meget højt fra gangen op til indgangshullet. I krogen ved indgangshullet var der to store unge mænd. Da Kanak viste sig, rakte de to deres hænder frem og Kanak rakte også sine hænder frem. De tog ham, idet de hele tiden gentog: "Nåda, lille menneske!" De ville trække ham til sig - hver til sit for at flække ham midt

over ('taimaitdlune inûsuit qúperdlugit') ('inûsit - de unge. 'qúperdlugit,

qupperpaa - slår det op (i en bog) (?) C.B). Søsteren, som havde det godt,

spurgte ham: "Er du Kanak?" Han kunne ikke få en lyd frem og måtte nikke til ja. Søsteren var altså kommet til tornit, og disse sagde

hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Endelig kom han i tanker om at kalde på

sin store hjælpeånd, mens de ældre sagde til de to: "Nu må I slippe ham,

'anekinguvit, iláinilo tigusaraat'" (? anekinguvit - de små, og somme tider

tager de dem' - svært at få mening ud af. chr.b). De to, der lod som om de ikke hørte de ældre, var (stadig) i færd med at flække ham midt over. De var lige ved at få de to halvdele fra hinanden. Så var det, som om de hørte deres (hans? de ældres?) stemme. Nu nærmede hjælpeånden sig. De sagde hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Nu var hjælpeånden ved at være fremme ved huset. Og først da den var undervejs ind i husgangen og de hørte den inde i gangen, slap de ham, idet de

tænkte, at den store hjælpeånd ville vende tilbage til det sted, hvorfra den

kom, når de havde givet slip på ham (Kanak). De slap ham altså, men den (ånden)

standsede ikke. Den fortsatte ind i deres hus og den skræmte livet af dem

alle - også Kanaks søster.

Så gik Kanak ind i Aqissiaqs hus og tog tøjet

(Aqissiaqs tøj) af. Derefter tog han af sted hjemover. På det tidspunkt Aqissiaq

ventede ham, var han ved at nå hjem. Aqissiaq passerede ham og spurgte om noget,

men Kanak gik ind i huset uden at svare ham ('apersorane - uden at stille ham

nogle spørgsmål. Men det skulle vist have stået 'apersorâne' - han stillede ham

spørgsmål. Sådan har jeg oversat det. CB). Han sagde, at man skulle tænde

lamperne omgående. Der gik et stykke tid, så kom Aqissiaq ind. Da han (Aqissiaq)

befandt sig oven over huset, sagde Kanak til de andre, at de skulle, istemme

Aqissiaqs vise, som lyder sådan: "Til mennesker kanajaa meget kanajaa, som er

til at skamme sig over". Da man begyndte at synge om kanajaa vendte Aqissiaq

tilbage til sit hus og skammede sig. Slut.              

Skrevet af Amos Daniel.

En af Amos Daniels ikke ligefrem gennemsigtige fortællinger, BS.

Var.: Aqissiaq.

Kommentar: Fortællinger om Kanak kan måske give nogle fingerpeg om en sammenhæng.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Pisi.

Pisi rejste nordover og nåede langt mod nord. Det var ved at blive efterår. Han kom til at overvintre sammen med to brødre. De to brødre havde hver for sig mange børn. De kom til at mangle mad, og de havde ingen hunde. Han gav sig til at lave køller af træ, og enderne lavede han kuglerunde. Den ene af brødrene var ude for at forrette sin nødtørft, og han havde et af sine børn med sig. De, der var inde i huset, hørte én sige udenfor: "Jeg har slået min store søn ihjel (? - Chr. B.), fordi jeg fik ondt derinde". (Svært at vide, hvordan dette skal forstås - Chr. B.). Han dræbte sin søn. Han bad sin kone om at flænse ham. Hun flænsede ham og kogte kødet. Da kødet blev kogt satte hun det frem. Pisik blev budt at spise det. Han skar et stykke kød, et stykke uden om den fingerspids, som han havde sat på kødet, for at holde på det, og han spiste det. Han ville også lange ud til et lårstyke, men hans kone syntes ikke om, at han spiste menneskekød. Efterhånden var de ved at spise det hele 'qínunatik' (uden at tigge? Chr. B.). De gik altid i seng med deres store køller under hovedpude. Pisik gjorde det samme.

Engang da Pisik skulle ud at forrette sin nødtørft, bad han sin datter om

at ledsage ham, selv om hans kone ikke syntes om det. Man hørte ham sige derude:

"Jeg har slået min store datter. Jeg har slået hende, fordi jeg fik ondt

derinde." Han trak hende ind i huset. Han bad sin kone om at flænse hende. Konen

flænsede hende og kogte hendes kød, men hun tilsatte noget urin fra urinbaljen,

i det vand, hvori kødet blev kogt. De begyndte at spise kødet, men ingen kunne

lide det. De måtte lægge det til side (eller: begravede det - 'ilivaat'. Det er

måske det, der menes - Chr. B.). Hun kom til at hade sin elendige mand på grund af det med datteren. Engang, da han var faldet i søvn om aftenen, stod hun op og sagde til sine sønner, at de skulle rejse bort. Da de var gået ud, tog hun mandens store kølle, der lå under hans hovedpude, og slog ham i hovedet. Han sprællede, men hun slog ham endnu engang. Hun gik ud og fulgte efter sine børn.

Hun opdagede, at de stod ved husets vindue og ventede på hende. De havde taget lidt ammassætter med som proviant. De tog af sted til moderens slægtninge. De nåede frem til slægtningene efter en tur på nogle dage. De blev hos moderens slægtninge i flere år.

Da sønnerne var blevet voksne, og var blevet stærke, gik de tilbage til deres forrige boplads. De kom til stedet og de stygge beboere sagde: "Der kan man bare se, folk bliver jo voksne!" Engang tog de ud på rensdyrjagt. De

placerede sig over for hinanden og drev rensdyrene. Lillebroderen sagde til

storebroderen: "Jeg vil stille mig over for ham," og da rensdyrene passerede dem,

skød han ikke på dyrene med buen, men på ham, der var placeret over for ham. Han

sagde til de andre: "Jeg har skudt ham, der var over for mig." Hans storebror

skød den anden. De vendte tilbage til deres boplads. Da de gik ind i deres hus,

så de, at moderen havde fundet hovedskallen af sin sølle mand, og at hun var ved

at slå den gentagne gange, så den til sidst smadredes fuldstændigt 'pánilo

panimut' (det er noget med 'datteren imod datteren' - men hvordan kan det

forstås? Chr. B.). De vendte tilbage til deres boplads, og de døde alle der.

Slut.

Var.: Ikke genkendeligt i denne bases fortællinger. Der er iøvrigt talrige fortællinger om menneskeædere.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qaqqa.

Det fortælles om Qaqqa, at han rejste nordpå iført sine nye 'ujaluat' ('ujaluat', flertalsform af ujaluaq?, kender jeg ikke. Det danske notat: med nye klæder på - Chr. B.), som skulle kunne holde indtil sommeren. Han overvintrede et sted. Han kørte med gode hunde. Om efteråret fik han den ide, at han en dag, når det var godt vejr, ville køre til Akilineq, landet på den anden side.

En dag med godt vejr tog han af sted og styrede vestover. Han fulgte et slædespor. Da hundene nåede sporet, begyndte de at slikke det (mon ikke meningen er, at de snusede til det? Chr. B.) Han nåede til land og så to huse - et, der var kort og et andet med tre vinduer. Det viste sig, at der blandt beboerne var to stærke mænd. Han tøjrede sine hunde til det korte hus. Der kom en kvinde ud og ville gå hen til ham. Han sagde: "Ha, ha - du må ikke komme helt hen til mine hunde. De er som altid meget sultne." Kvinden standsede og begyndte at stirre på hundene. Da kvinden kom ind i huset, fik den stærke mand at vide, at der var en gæst. Han gik ud for at dræbe ham. Han (Qaqqa) stillede sig over på den ene ende af husgangen med en stor hammer, som man brugte til at banke frossent spæk med, i hånden. Da han (den stærke) viste sig og skulle til at gå ind, slog han (Qaqqa) ham i hovedet, så han døde. Den anden stærke mand fik nys om det og kom også ud. Han var på vej ind, og han (Qaqqa) sagde: :"Ha, haa, hvis han virkelig er vred på mig, så lad ham først dræbe (sådan skal det vel forstås? Chr. B.) mine hunde!" Den anden hørte ham sige det og gik hen til hundene. Idet han sparkede til hundene, åd de ham og i løbet af et øjeblik havde de ædt ham op.

Dagen efter var der ingen, der tog ud på sassatfangst. Han spurgte: "Hvorfor er der ingen, der er taget ud på fangst?" De svarede: "De siger, at de venter på, at du skal give ordre." Qaqqa sagde: "De skal ikke vente på, at jeg skal give ordrer." Der tog nogle slæder af sted, men da de kom til sassat, var der ingen, der ville stikke (eller måske: harpunere, eller dræbe dem med lanse - Chr. B.) hvidhvaler. Han sagde: "Hvorfor er der ingen, der vil stikke hvaler?" "Vi venter på, at du skal give ordre," sagdede. Qaqqa sagde: "I skal bare gøre, som I selv vil uden at vente på mig." De takkede meget, fordi de ikke længere havde herrer. Her fik han sig en kone. Da det blev forår, sagde han, at han ville vende hjem. Husherren sagde: "Jeg skal få isen til at revne." Da han havde været på udkig, sagde han: "áuserit nilalersut ornigpai (jeg ved ikke hvad det betyder - Chr. B.)." Så skulle han bryde op til hjemrejsen. Nu blev 'áuserit' synlige. Da han nåede hen til dem, fjernede han slædens opstandere og han fik hundene til at løbe for fuld kraft imellem dem. De kunne lugte ham nede fra og ledsagede ham. Han dræbte alle, der kom hen til ham og slap fra dem. Han kom til rådden is og køre langs med den til den anden side. Efter at han var kommet tilbage til sin boplads, døde han. Slut.

Var.: Motivet: Helten gør det af med stedets leder, der har været utålelig autoritær, er velkendt. Se fx Kunuk. Rejser til Akilineq er talrige.

Kommentar: áuserit, der ledsager Qaqqa hjem om foråret (på slæde over revnerne!?!) er måske et forårstræk af havdyr: aasarik: højsommer.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kortfattet oversættelse: Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 42 ss. 147 - 148,

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 27 ss. 214 - 216: Sikutluk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Om Sikulluk og hans fætter, der elskede hinanden.

Sikulluk og hans

fætter boede sammen (eller boede på samme sted? chr.b) og de elskede hinanden

meget. Sikulluks fætter havde en hund og det var den eneste hund på stedet.

En dag da Sikulluks fætter kom ud, så han, at fætteren (så må det jo være

Sikulluk, der havde en hund. chr.b) snedkererede ved siden af sit telt og lige ved

siden af lå hans hund. Han gik hen til fætteren uden at have nogen bagtanke. Da

han kom hen til fætteren sagde denne: "Skyd min lille hund med bue og pil".

Fætteren svarede: "Nej, jeg vil ikke skyde den, når vi to holder så meget af

hinanden." Fætteren sagde: "Godt nok elsker vi hinanden, men skyd du den bare".

Han blev ved med at gentage det. Til sidst blev fætteren træt af det. Han gik

hen til sit telt og hentede sin bue og han kom ud igen med han buen.

Han sagde: "Er det så rigtigt, at du ikke bliver vred?" Fætteren

svarede: "Nej, jeg bliver ikke vred". Han tog en pil og satte den på buen og

han skød sin fætters lille hund. Den faldt død om.

Herover blev fætteren dybt fortørnet. Han rejste sig, gik hen til sit telt og han kom ud igen med sin bue. Fætteren sagde: "Du sagde jo, at du ikke ville

tage tabet af din hund så nær".

"Jeg var den eneste, der havde en hund hér og derfor ville jeg helst ikke miste den. Nu vil jeg skyde dig ihjel".

Så tog han en pil og fætteren gjorde det samme. Sikulluk

skød fætteren og ramte ham i brystet, så han straks faldt om og døde.

Sikulluk dækkede sin konebåd og sit telt til med rullesten og drog af sted med sin kone ind i landet for at gå på jagt. Han ville dræbe alt levende,

han så. Og det gik han så i gang med. Han dræbte både ryper og

rensdyr, og da han var taget af sted med mange pile, fik og hans kone hver et stort læs på ryggen.

Så var det de fik de øje på en stor ulv med unger. Ungerne var alene, da de kom hen til boet, og han dræbte dem alle sammen. Hen imod aften viste moderen sig med en stor renbuk mellem tænderne. Sikulluk og hans kone lagde sig ned på jorden. Mens de kiggede på den, standsede den og gav sig til at hyle. Så lod den dyret, den havde haft mellem tænderne, ligge og gik hen til ungerne. Da den opdagede, at alle ungerne var døde, gav den sig til at snuse til de to menneskers spor og følge det.  

"Vi bliver nok ædt af den", sagde Sikulluks kone.

"Og jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede han.

Da ulven nærmede sig, kom han frem med sin bue og skød den, hvorefter han sprang over og ramte den en gang til fra den anden side. Ulven faldt død om. Bagefter lagde han sig fladt ned på jorden og afventede hanulven. Endelig dukkede den op. Også den havde en renbuk mellem tænderne. Da den kom derhen, hvor hunulven havde hylet, lod den renbukken falde og gav sig til at hyle, men der kom ingen.

Den hylede igen. Til sidst lod den renbukken ligge og var nu på vej hen

til ungerne. Den så, at de var blevet dræbt. Den gik også hen til hunulven. Den

gik rundt og snusede. Da den havde fået færten af mennesker, spurtede den hen mod de to. Sikulluks kone sagde til sin mand:

"Vi bliver nok ædt af den," sagde Sikkulluks kone.

"Jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede manden.

Så kom han frem fra sit skjulested. Ulven satte farten yderligere op (fordi det var mennesker, og den brølede. Da den kom ganske nær, tog Sikulluk sin

bue, satte en pil på og skød ulven. Han sendte også en pil i ulven fra den anden

side, så den faldt død om. Så gik han hen til sin kone. De forlod stedet og

vandrede videre og han dræbte alt levende, han så. Da de havde gået flere dage,

fik hans kone øje på en stor mammut, der gik og kradsede ned i jorden. Manden

tog bestik af den og så, hvor den var. Han søgte efter et sted, hvor hans kone

kunne gemme sig og fandt til sidst en klipperevne. Han sagde til sin kone: "Når

jeg går hen til dyret og når derhen, må du ikke bevæge dig. Fald ned i klipperevnen - og kig ikke så længe efter mig. Når du kigger ret længe efter mig, vil jeg lægge mig oven på dig (hvad mener han? CB)." Han forlod sin kone og begav hen mod mammutten. Hver gang den gav sig til at at kradse ned i jorden, løb han, og når den rejste sig, lagde han sig fladt ned. Nu var han ellers tæt på. Lige før han nåede den, lagde han sig fladt ned, men da den igen gav sig til at kradse

i jorden, skød han den og han skød den igen fra den anden side. Så gik hen mod konen og da konen havde kigget en stund efter ham, lod

hun sig falde ned i klipperevnen og i det samme faldt manden ned på hende. Så

blev det helt mørkt, idet mammutten var faldet død om og havde dækket åbningen,

så de ikke kunne komme ud af revnen. Nu forsøgte de at lave en åbning (? naliníkut: "ovenover dem", ifølge Rinks kommentar, CB). Det lykkedes og de

slap ud. De skar et stykke af kødet til proviant og tog af sted. Da de gik over

indlandsisen med de mange spalter, måtte han bære sin kone på ryggen. På den

anden side af indlandsisen fik de øje på vand. De gik ned til kysten og kom helt

ned til stranden. Her fik de øje på en kajak. De gjorde, hvad de kunne for at

blive set. En kajakmand så dem og roede hen til dem. Han bad dem vente der, så

ville han hente dem snarest. Han roede hjem og det varede ikke så længe, så så

de en konebåd nærme sig. Det var lutter mandlige roere. Styreren var den

kajakmand, der kom til dem og foran ham sad en stor ugift kvinde. Styreren så

hen til pigen. Han drejede skiftevis hovedet til hende for at kigge og drejede

det bort fra hende. De gik om bord i konebåden og tog af sted til

konebådsfolkenes boplads. På bopladsen gik de op til deres bopladsleders telt.

Mens de boede der, vågnede Sikulluk en nat meget brat og opdagede, at værten

ikke var i teltet. Udenfor hørtes der hundegøen. Han gik ud og så, at deres vært

var i færd med at have samleje med en hund ('nipitarniartorssuaq' - nipitarput -

hænger sammen under parring. chr.b). Det viste sig, at de boede hos eqqillit

(hundemennesker. BS). Det fortalte han til sin kone. Sikulluk sagde, at han

ville tilbage til dem, han var rejst fra, for at se til dem. Konen sagde:

"Når du tager af sted, vil han sikkert tage mig til kone". Manden svarede: "Han

kommer ikke til at få dig til kone". Han tog af sted og lod dem vide, hvornår

han ville komme tilbage. De ventede og ventede indtil tiden var overskredet. Da værten ville give en åndemaner befaling om at lede efter ham, spurgte en af dem Sikulluks kone: "Var det noget med, at I, da I var på vej deroppe nordfra, dræbte løveunger og deres forældre?" Hun svarede: "Ja, han dræbte også en

stor mammut". Så svarede han: "Ja, hanmammutten har nemlig ædt ham". - Konen

døde, mens hun boede dér. Slut.

     Amos Daniel

bravo! Amos Daniels bedste fortælling. Chr.B

Var.: Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: Oversættelsen af kiliffak til "mammut" skylde ikke fund af fossile mammutter i Grønland, men derimod i Alaska, hvor inuit bruger betegnelsen kiliffak om dem. Men om de også gjorde det dengang grønlændernes forfædre udvandrede derfra, er vanskeligt at sige. Amos Daniel opfatter tydeligvis dyret som et rovdyr med klør. Der fandtes heller ingen ulve i Vestgrønland på fortælletidspunktet, og forestillingen om at de ligner løver må skyldes tegninger man har set i billedbibler eller lignende. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Fortællingen her er imidlertid fra 1861. BS.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tiggaaq

Om Tiggaaq fortæller man, at han var meget vidende, og at han var en stor ('ilisêqâq og 'kúsôqâq betyder jo egentlig det samme - Chr. B.) heksemester og åndemaner / angakkoq, og at han skadede mange mennesker ved hekseri. Han havde tre sønner og en plejesøn. Da sønnerne var begyndt at ernære sig som fangere, sagde han til dem, at de skulle holde øje med stranden. Når strømmen begyndte at føre tang indefter, ville der komme stærk blæst.

Når sønnerne fik nye fugleskindspelse, pillede de indersømmene af. Tiggak forbød sønnerne at pille sømmene af, for dem kunne man spise i tilfælde af, at man drev ud på en isflage og ikke havde noget andet spiseligt.

Når isen lagde sig om vinteren, plejede de at tage ud på fangst mod vest. Ved iskanten fangede de sæler. En gang, de skulle af sted, så de, at strømmen gik udefter. Tiggaaq advarede dem imod at tage af sted, men da de alligevel ville, sluttede han sig til dem. Da de kom til iskanten, formanede faderen: "Hver af jer må kun fange én sæl!" De fangede hver en sæl og var nu på vej indefter. De var godt på vej indad, da de opdagede, at der var kraftig snefygning fra fjeldtoppene udad. De lod sælerne, som de ellers havde slæbt efter sig, ligge og gik videre. Inden de nåede land, revnede isen ud for kysten og begyndte at drive udad. De gik langs revnen imod syd, men revnen blev bredere og bredere. De forsøgte derefter at følge iskanten i retning af nord, men efterhånden var der ikke andet at gøre end at gå vestover. De var kommet ret langt mod vest, da isen begyndte at brække, så den flage, hvor de befandt sig, blev mindre og mindre. Til sidst slog Tiggaaq med sin pegefinger en streg langt uden om det sted, hvor de befandt sig, med den virkning, at isen nu kun brækkede ind til stregen. De drev efterhånden langt ud. Den ældste af sønnerne blev tørstig og sagde til sin far: "Tiggaaq, har du ikke et middel til at skaffe drikkevand?" (det kan også oversættes: Har du ikke et bæger? Chr. B.). Tiggaaq svarede: "Jo, jeg har ét." Han trykkede sit store ansigt imod isen. Så piblede der dejligt ferskvand frem. Sønnen skulle til at drikke (der står egentlig: i det øjeblik sønnen drak - Chr. B.). Så sagde Tiggaaq: "Jeg skal være den første, der drikker." Først derefter drak de andre. Så hørte man den mellemste søn sige: "Jeg skal sådan tisse." Tiggak sagde: "Det skal du gøre ved at holde dig fast på isen med neglene (tåneglene ? BS)." De gjorde det alle sammen. - Den yngste søn sagde: "Jeg er ved at dø af sult." Tiggaaq sagde: "Der kan du bare se, jeg har jo sagt til jer, at I ikke må pille indersømmene af jeres fugleskindspelse af." Tiggaaq gav ham det inderste af sin fugleskindspels (her er sømmene ikke nævnt -Chr. B.) at spise.

De var drevet langt mod vest, da de fik øje på land. De drev til land.

Sønnen skulle til at springe i land, så sagde Tiggaaq, at han ikke måtte gøre

det og tilføjede: "Jeg skal være den første, der springer i land." Han sprang og

sønnerne og plejesønnen gjorde det sammen. Da de var kommet i land, opdagede de,

at den isflage, hvor de havde opholdt sig, kun var skum. Så drog de af sted over

land for at se efter om der var mennesker i nærheden. De så en ravn, og Tiggaaq

sagde: "Der er altid ravne i nærheden af steder, hvor der er mennesker." Det

varede heller ikke så længe, så så de mennesker på den anden side af et

fjeldparti (det er altid svært at oversætte 'alakkarpaa' - Chr. B. 'Så' er ok -

BS.). De tog deres kajakpelse af og lagde dem ved konebåden, hvorefter de gik ind i et af husene, for de var ved at dø af sult. De fik noget at spise og derefter blev de inviteret til et andet hus.

Huset, de kom ind i, havde ingen vinduer (sikkert en qassi, BS). Lige da de var gået ind, kom der en gammel mand for at se gæsterne. Han var ved at spise kød fra skulderbladet af en isbjørn. Da gæsterne havde været i huset en tid, forsvandt beboerne ud af huset - den ene efter den anden. Den gamle mand dækkede indgangen til. Derefter satte han sig ned på gulvet og sagde: "Lad os trække armkrog." Tiggaaqs plejesøn (der står egentlig: plejesønnen begyndte at trække armkrog med Tiggaaq. Der skulle nok have stået: Tiggaap - Chr. B.) begyndte at trække armkrog med ham, og han kunne klare ham. Den gamle mand sagde til Tiggaaq: "Gør det af alle kræfter." Plejesønnen var netop begyndt at anstrenge sig, så dræbte den gamle mand ham og råbte ud: "Giv mig noget line." De lavede et hul i taget og den dræbte, til hvem linen var fastgjort, blev

hejset op gennem hullet. I det samme blev der hældt vand ned i rummet, og

efterhånden steg vandet op til knæene (der står: 'niue qiterqúput' - vandet

nåede op til halvdelen af benene - Chr. B.). Så råbte Tiggaaq op: "Bring mig min

kajakpels, der ligger ved ('avatâne' står der - Chr. B.) konebåden. Den skal være

mit ligklæde." Idet han råbte dette, sagde den gamle mand: "Lad os trække

armkrog." En af Tiggaaqs sønner skulle til at gå hen til den gamle, så sagde

Tiggaaq: "Lad mig!" Tiggaaq kunne nemt klare den gamle, og han dræbte ham.

Tiggaaq råbte op til folk: "Giv mig noget line." En line blev firet ned, og

Tiggaaq bandt den omkring den gamles hals. Så blev den dræbte hejst op. Man

kunne høre nedefra, at liget blev parteret. Man hørte en af dem sige: "Jeg vil

gemme øjnene til vores gamle husherre!" Så hørte man en anden sige: "Du der, det

er jo vores gamle husherre!" De tav, og så begyndte de igen at hælde vand ned i

rummet. Tiggaaq råbte: "Giv mig min kajakpels. Den skal være mit ligklæde." Så

gav de ham pelsen. Tiggaaq tog sin amulet i munden, og da han havde haft den i

munden et stykke tid, kastede han den fra sig udenfor, idet han sagde: "Dræb

dem." Så hørte man dem sige flere gange: "Han der er falder om!" Amuletten

vendte tilbage, og han tog den i munden. Lidt efter tog han den ud af munden og

gentog det, han sagde tidligere. Efterhånden holdt de, der var udenfor, helt op

med at snakke. De kom ud og så, at der lå døde rundt omkring. Tiggaaq fandt

plejesønnen og gjorde ham levende igen.

Hen på foråret begav de sig hjemover. De havde allesammen en isbjørn som

amulet, og de sprang ud i vandet. Plejesønnen havde en snespurv som amulet, og

Tiggaaq bad ham om at krybe ind i sit øre. Så svømmede de hjemad. Da de

nåede land, rystede Tiggaaq sig som den første, og der faldt et stykke bjørneskind

af ham. Alle sønnerne gjorde det samme. Da plejesønnen rystede sig, faldt

der et stykke af en snespurvs skind af ham. Derfra gik de hjem til deres

boplads. Slut.

Jeremias, forstanderen (medlem af forstanderskaber) på Qeqertarsuaq og Avigât / Avigaat.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

Kommentar: Den klassiske, el. traditionelle fortælling om rejsen til Akilineq. Det skønner jeg ud fra dens vide udbredelse og den ensartethed der præger de fleste varianter.

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420, ss. 15 - 31. De første par sider  er nedskrevet på grønlandsk, resten på dansk. Komplet grønlandsk forlæg har ikke kunnet identificeres.

Resumé: Qilaattuaq bor ved Sermilik-fjorden med tre sønner og en

svoger. De er på bjørnejagt langt ude på isen sent om efteråret. En fralandsstorm

bryder isen op. De søger tilflugt på et isbjerg, driver til havs,

driver til året vender og det begynder at blive sommer. De spiser deres hunde, smelter is i munden til drikkevand, til deres

læber sprækker. Sønnerne bebrejder Q. at han ikke bruger sin viden.

Først da svogeren ytrer sin tiltro til hans evner, snitter Q. dukker

af slædens tværtræ, laver et ishus til dem på toppen af isbjerget og

en kumme ved husets side. Han synger over dukkerne, der bytter koner

om natten, og vandet vælder ud i kummen. En af sønnerne springer til

og drikker. Vandet tørrer straks ud. Q. forklarer bebrejdende, at ham

der har fremkaldt vandet, skal drikke først. Han bruger en anden af

sine sange. Det samme sker, men Q. når at drikke først. Vandet slipper

først op, da svogeren som den sidste har drukket så meget han orker.

Det er atter blevet efterår, mens de endnu driver af sted. De nærmer sig det høje land på den anden side, Akilineq. Sønnerne stikker igen til Q.s viden. Han springer på hovedet ned i havet, blir nede et fuldt åndedræts længde og dukker op som isbjørn, fordi han var klædt i bjørneskind fra top til tå. Sønnerne i samme slags tøj gør ligeså. Svogeren tøver, hånes af sin

svigerfar, lader sig falde bagover ned i vandet, men kommer op som en

bjørn, der er skaldet på ryggen, fordi hans bukser er af sælskind. Han

husker så sin amulet af hvalros, dykker igen og kommer op som hvalros.

Han svømmer hurtigere under vandet end bjørnene. Nær land i mundingen af

en islagt fjord, går bjørnene op på isen, ses af en flok mennesker, der hæver harpunerne til kast. I hast afklæder bjørnene sig deres dyreham bag et isstykke, træder frem som mennesker, og de inviteres hjem af de forbavsede akilineqboere, der var overbeviste om, at gæsterne egentlig var bjørne.

Hvalrossen blir menneske igen, blot den kravler op på isen hos de

fremmede. De bænkes i huset men får ingen mad.

En ung pige går ud for at sladre om de fremmede. En gammel heksekyndig, Mitsarnaan, kommer med et

menneskekranium fyldt med urørt hjerne og byder Q. at spise. Han

spiser op, vender bunden i vejret på kraniet, synger over det, og

straks er det fyldt igen. Sønnerne og svogeren spiser hver et kranium

fuldt. Q. tvinger Mitsarnaan til at smage på en sidste portion. Hun

ler sindssygt, løber ud og dør i husgangen.

Gæsterne opfordres til at trække armkrog. Svogeren, der ser størst og

stærkest ud, bukker under og blir dræbt. Q. tager over og dræber en

for en alle, der forsøger sig med ham. Huset omringes, og alle udgange

spærres. Q. ber om sine kamikker, hvor han har en rævetand. Den

forvandler han med en formular til en ræv og sender ud til fjenderne.

Den kan intet gøre dem. Q. ber om sin anorak. I kraven har han

skæghåret af en ravn, som han med en formular forvandler til en

stridslysten ravn og sender ud. Den slår alle fjenderne ihjel, kommer

hidsig tilbage og må beroliges. Den eneste overlevende, en forældreløs

dreng, udpeger for dem stedets bedste konebåd og får bedsked om at

møde op som styrer næste dag. Han kommer ikke, da man tar afsted, og da de hører

barneskrål bag sig, mistænker de drengen for hekseri. Q. bringer

tupilakken til tavshed ved at råbe gennem sit ærme. Hjemme igen sørger

de længe over den store, dygtige svogers død.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq. Søg også på Akilineq.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "En bjørnemyte" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Qilaussuarmik Agdlúnguamigdlo.

Resumé:

Qilaasuaq og Allunnguaq deler boplads. I Q.s hus er der mange

mennesker. A. bor alene med sin kone og de kan derfor i hemmelighed

gemme alle de kødgaver, de får, under husgangen og fortære dem uset, da

der bliver hungersnød. Stadig ved godt huld kan A. klare hele turen ud

til en våge, som han har set frosttågen fra, og Q. tror ham ikke, da

han kommer hjem med fangst til uddeling, men æder så hele det

kødstykke op, som A.s kone kommer med som første mundsmag til alle.

Fællerne tvinger A. til at følge dem ud til vågen, hvor de frådser i

fangst, mens A. skynder sig hejm med sin fangst og undervejs

fremkalder en storm. Q. og hans fæller driver til havs på en isflage,

der blir mindre og mindre, fordi en af dem har såler af skrabet

skind. De når dog land i tide, hvor de kommer ind i et hus med et

gammelt ægtepar og snart inviteres over i stedets andet hus med mange

mennesker. De tar ydertøjet af, husets to gamle kvinder river det i

stykker, beboerne forlader huset, bryder taget itu og hælder vand

ned. Q. ber om sin pels, får den, finder sin amulet i den, en dværgs pegevåben, opliver den i munden og sender den gentagne gange ud på drab, indtil alle

mændene derude er dræbte.

Q. og hans fæller overvinter hos det gamle ægtepar, der tier om, at

deres to sønner var blandt de dræbte. Om foråret betrækker Q. og hans

fæller en konebåd med et dobbelt lag skind, fylder den med alle

enkerne, der ror over havet fulgt af Q. og co. i deres kajakker. Det

ene lag skind bliver gennemblødt og må skæres af undervejs, og ud for

land skærer Q. flænger i konebåden, hvis roersker får en kold død i

havet. Dette er hævnen over det vand, deres mænd hældte ned og nær

havde bragt Q. og hans fæller til at fryse ihjel.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq.

Hist.: Dette er en lidt vag genfortælling af de traditionelle

varianter om Q. Bemærk den logiske brist mellem pelsene, der rives itu

og den hele pels, som Q. får udefra. Qilaasuaq er ellers navnet på faderen i de østgrønlandske varianter.

Tolkning: Forbindelsen mellem Q. og A. optræder i andre, sene

varianter, og årsagen til deres fjendskab må være den, at Q. håner A.,

da han endelig kan leve op til kravet om at dele ud af egne fangster.

A., der betyder det lille åndehul, er tydeligvis en dårlig

kajakfanger, men god til isfangst. Den storm han rejser udligner Q.s

fornærmelse mod ham. Da den traditionelle fortælling om Q. får

overtaget, forsvinder A. ud af forløbet, men det begrundes strukturelt

i modstillingen mellem isfangst (A.) og kajakfangst (Q.), der lignes

ved Q.s evner til at manøvrere over åbent hav.

rig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

Resumé: En ung mand går qivittoq / til fjelds for at leve dér, fordi hans forældre ikke vil vide af den pige han elsker og har gjort gravid. Flere år senere ser han på et smut til kysten en konebåd / umiak, hvor den elskede ammer hans barn. Amos synger så den sang, som fjeldgængeren digtede over episoden, hvor han ønsker at moderen vil holde barnet frem for at tisse. Det sker, og han ser at det er en lille pige.

Hist.: Amos Tittusen var 61 år i 1963. Boede tidligere i Illukasik

Håndskr. NKS 2488, II, nr. 257 eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Sungersuusaq var mange samboende brødes svoger. Nogen

tid efter at han var blevet deres svoger, og de mange brøde vågnede

tidligt om morgenen, så, hvis de trods alt ventede til deres nye

svoger stod op, var han altid så umulig til det der med at komme på

benene, at de bare tog afsted i kajakkerne. Efterhånden lod hans mange

svogre ham høre for, at han slet ikke havde lyst til at ro i kajak.

Når S. stod op, var nogle af kajakkerne netop kommet hjem; ligeså

snart han vågnede, plejede han at kæle med sin kone og blive ved,

indtil han gik i seng.

En aften kom hans mange svogre hjem, og da de mellemste bryststykker

var kogt, og hans dumme svoger serverede for ham, sagde denne så det

kunne høres: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Men da maden var sat frem, spiste S. sig helt

mæt. Og lige siden da opførte hans svogre sig på samme måde overfor

ham, ja det blev en vane, at når de satte mad frem, sagde (ærtede) de (ham) sådan her: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Uden at mæle en lyd plejede S. så at hugge i sig.

Da endelig om vinteren dagene så småt blev længere, var deres sølle

svoger endnu ikke kommet med nogetsomhelst levende.

Da så dagene blev ganske lange, og han absolut ikke ville ud i kajak,

blev det dem for meget. Så en nat da de havde sovet, var de jo så småt

ved at vågne, men så var der en frygtelig tuden i luften, og da de

kiggede ud gennem vinduet, var det nordenstorm. De mange mænd gik ikke

i kajak. Da de herefter helt holdt op med at gå i kajak, begyndte de

at spise af deres vældige forråd, indtil de omsider havde gjort kål på

det alt sammen.

Så hændte det en morgen, endnu mens det stod slemt

til, at deres sølle svoger uden videre var taget afsted, uden at de

så meget som havde nået at se ham. Da de mange mænd ikke magtede det

(vejret), var de ikke ude i kajak. Hen på eftermiddagen holdt de bare

udkig efter en kajak, fordi det sneede så tæt. Da det blev aften,

hørte man praj om kajak! - og da de mange mænd fik øje på ham, havde

han to sortsider på slæb, og de fik sandelig respekt for ham. S. bød

dem straks at lave bryststykkerne til, fordi det for en gangs skyld

var ham, der havde noget at servere. Da bryststykkerne var kogte,

satte han dem frem, mens han sagde så det ellers kunne høres: "Nu er de gode

nok, nu kan man lige klare dem, spis dog endelig bryststykker!" Da han

havde sagt sådan, lod de sig det ikke sige to gange, men huggede

straks i sig uden en lyd.

Næste dag da det var lyst, nåede de heller ikke at se ham (inden han

var væk). Men det skulle vise sig, at dét skulle de komme ud for gang

på gang, og se om det ikke var ham, der nu kom hjem med to store

sortsider på slæb. Når brysterne var kogte, sagde han så med sin

svogers ord: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Og hans svogre spiste, uden at mæle en lyd.

Hver eneste dag lige til midsommer fangede han til dem, men da det

var sommer holdt han jo op med at gå ud i kajak. Derfor begyndte hans

mange svogre at fange til ham.

Så fik S. sig en plejesøn. En vinter, mens de opholdt sig på deres

vinterboplads, satte det ind med bidende frost. Til sidst var hele

havet islagt, langt langt vesterud. Nu, hvor der ikke var noget

åbent vand, og ikke det mindste at fange, var det S. der alene

bevægede sig omkring ude på isen. Hans mange svogre var færdige med at

ta' ud og forholdt sig i ro. Aftenen var faldet på, da han kom hjem,

bar sine redskaber ind, og sagde: "I morgen tror jeg, jeg vil gå meget

langt udad til noget frosttåge, for der må være åbent vand."

Om aftenen gjorde han sine redskaber klar; næste dag var han væk, førend

hans svogre nåede at se ham; såsnart S. var vågnet, begav han sig

udefter. Da han havde lagt de bageste øer bag sig, blev det lyst, og

endelig, da han var kommet længere fra land end sædvanligt, fik han

øje på en frosttåge. Da han nåede derhen, var det i virkeligheden en

stor våge, propfuld af sortsider, der dukkede op og ned. Ved isranden

havde der dannet sig en høj kant ved de opdukkende sælers åndepust.

Han trådte hen til iskanten og sigtede lige på det ophøjede sted; men

når de store sortsider dukkede op, fangede han dem ikke. Så engang

var en lille netside på vej op, og den harpunerede han. Allerede da

han havde fået to, brød han op og gik ind efter; og endelig, i

buldermørke kom han hjem. Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg har

såmænd kun fået to rigtig pæne netsider, og her ligger vi og savner

ny-fangst; der en sandelig ny-fangst at få! Langt derude holder

sortsider en stor våge åben i isen." Næppe havde hans svogre hørt det, førend de fik travlt med at gøre sig rede, de begyndte øjeblikkeligt at ordne deres

redskaber.

De tog afsted næste dag før det var lyst. Undervejs udefter

fulgte de store svogre bare lige i hælene på deres søsters sølle mand,

indtil de endelig fik øje på frosttågen. De kom jo derhen, men så var

der så mange, mange sortsider, at de propfyldte hele vågen. S. sagde: "I skal nu ikke gøre noget forsøg på at harpunere en stor

sortside, sats hellere på at harpunere en lille netside." Selv

harpunerede han en lille blåside. Hans svogre gjorde ligesom han,

nogle med netsider, andre med blåsider.

Med byttet på slæb gik de ind mod land. Når deres sølle svoger satte

farten op, kunne de dårlig holde trit med ham. Da mændene på denne

måde nåede hjem, kom deres koner ned, og de fik alle som én noget at

slæbe op, både sortsider og netsider.

Herefter blev det meget fint vejr, og de fortsatte på samme vis. En

dag var det virkelig ganske lyst, det var skyfrit, og ikke en vind

rørte sig. Da henkastede S. til sin plejesøn: "Og du skulle vel prøve

at få din førstefangst sammen med os?" Da det netop var, hvad hans

plejesøn mest brændende ønskede sig, gjorde han sig straks rede; og da

de vandrede udefter, gjorde hans svogre jo det samme, indtil de kom

til vågen, hvor S. gav sig til at kigge ned gennem isen; for det var

nemlig hans vane at stikke et hul gennem isen for at undersøge,

hvorledes havet teede sig. Han stirrede længe ned, rejste sig op og

sagde: "Huuha, det er nok lige før det bryder løs, svævet i havet

strømmer indefter, ligesom en lille kraftig elv dernede, se bare efter

selv." Da hans svogre så efter, var dét, der altså var unormalt, noget

som lignede en kraftig elv, der strømmede indefter. Da de rettede sig

op, sagde S.: "Fralandsstormen er lige straks over os, lad os komme

indefter." Nogle af dem troede ham egentlig ikke, alligevel lod de

bare de store sortsider være, og lavede sig til at gå hjemad,

selvom det var helt skyfrit og vindstille.

Næppe var de brudt op, førend det så småt begyndte at skye til og bjergene at fyge med sne. De var faktisk næsten fremme ved de yderste øer, men med eet kom østenvinden stormende ud fra land, og straks flængede den isen op.

S. måtte jo skynde på sin plejesøn, men han fulgtes hele tiden med

ham; hver gang isen slog en revne, satte de over den i spring. Men så

skete det hverken værre eller bedre, end at netop som de var fremme

ved det faste land, gik der een meget bred revne i isen; og da alle de

andre var sprunget over, fulgte S.s plejesøn bare kanten af revnen,

men der var slet ikke nogen mulighed, så hans plejefar fik medlidenhed

med ham og sprang tilbage til ham. Da han var sprunget, hoppede alle

hans svogre bare efter ham. Herefter tog de flugten i den modsatte

retning udefter, mens de temmelig små bølger løb hurtigt efter

hinanden langs kanten af revnen. Da de så begyndte at vade i vand, var

de alle noget spagfærdige. Midt i alt det sagde en af de mange brødre

til deres sølle svoger. "Man siger eller, at Tiggâq (den gamle hansæl)

er så klog? - det lader jo til at vi skal forsvinde til havs!" - "Ja,

forresten, men det eneste jeg har, er et lille skum-middel-," og så

sang han den (serrat). Imens foer de små bølger i hælene på hinanden

langs renden. Da han havde endt sin serrat, fik de øje på et stort

isbjerg forude, hvis overflade var plant som et gulv, og en- to- tre

var de henne ved det, endnu mens det til stadighed sank nedad og steg

tilvejrs igen. S. var den første til at springe over på det, mens det

var nede, hvorefter hans plejesøn fulgte ham; derefter sprang alle

hans svogre. Så drev de udefter, og mens vinden stadig førte dem

afsted, var det jo at en af hans svogre sagde: "Så skal vi altså bare

dø af tørst! og man siger ellers, at Tiggaaq er så klog!" Hans svoger

svarede: "Jah, forresten, men det eneste jeg har er et lille middel

til at skaffe vand;" og så sang han den serrat. Såsanrt han havde

endt den, sprudlede der vand frem midt på isbjerget, akkurat som en

kilde på land. Da hans svogre var ved at gå til af tørst, forsøgte de

øjeblikkeligt at få noget at drikke, men deres svoger standsede dem

ved at sige: "Den vil straks løbe tør!" Først da han selv havde

drukket, tillod han dem at drikke. Da de allesammen havde drukket af

den, strømmede den uforandret.

Såsnart hans svogre havde drukket, blev de tissetrængende, men netop som de skulle til at tisse, standsede deres svoger dem ved at sige: "Hvis I tisser og jeres urin

drypper derhen, komme i bestemt aldrig i land; I skal tisse vandret ud efter, mens I holder jeres nedre vedhæng frem." I samme øjeblik da han som den første skulle til at tisse, pressede han maven frem, og nogle af dem støttede ham bagfra med hænderne. Da han var færdig med at tisse, tissede den næste på samme måde, og sådan tissede de alle sammen.

Endnu mens de drev for vinden, fik de et stort land i sigte. Lige før

de drev i land, sagde S. til sin mange svogre: "Pas nu på, for vi er

snart inde, og så skal I en for en stige i land; men I må overhovedet

ikke se jer tilbage, for hvis nogen af jer vender jer om, er vi andre

færdige med at komme i land! For så kan det isbjerg ikke bruges

længere, det vil gå i stykker."

Da de var drevet ind, steg den første i land uden at se sig tilbage;

en for en steg de i land, uden at se sig tilbage. Men da de var kommet

på land, vendte S. sig om og sagde: "Se nu godt på det sted, I har

holdt til på!" Det eneste de så, var en lille ilanddrevet skumklat.

Siden de nu var afskåret enhver vej tilbage, sagde de: "Mon der bor

nogen derovre? Lad os se om vi kan træffe mennesker derhenne," hvorpå

de gik indad over land.

Og mens de var på vej dukkede en stor by frem (af landskabet). Næppe

var de fremme ved den, førend dens beboere bød dem indenfor. De tog

deres overtøj af, lagde det hen på nogle store stilladser, gik ind -

og da de var inde og omsider skulle have noget at spise, var der en

meget skeløjet, halvvoksen dreng, som støttende sig til husgangens ene

væg dukkede op i indganghullet, og sagde: "Man spørger, om de der

er kommet østfra, ville kigge indenfor?" Han gik ud, men kort efter

dukkede han atter op, fra den inderste ende af husgangen, og sagde det

samme.

Omsider sagde deres vært: "Han blir bare ved på samme måde, så gå I

hellere på besøg." Da de var kommet ud der oppe, krøb de jo indenfor,

men en hel masse mænd var (allerede) derinde, og henne på briksen så

de en kæmpestor mand sidde, og ved siden af ham stor kælling,

som gnavede på et stort skulderblad. Nu, hvor de var inde, skubbede

kæmpen sig frem (på briksen) og trak et stort vandskind ud fra rummet

under briksen; og da han havde bredt det ud på gulvet, trådte han frem

og sagde, med en dyb brummen: "Så trækker vi krog!" Sungersuusaq's

svoger hviskede til ham: "Kunne du ikke lægge ud med ham, og så os bag

efter?" Men Sungersuussaq svarede tværtimod: "I skal begynde med ham,

så kommer jeg til som den sidste." Og så begyndte de mange mænd at

strømme ud. Tilsidst var den store kælling den sidste tilbage,

og på vej ud lukkede hun den inderste ende af husgangen til, med sit

store afgnavede skulderblad, så det ikke var til at rokke og gik ud.

En af hans svogre satte sig overfor ham (kæmpen) og begyndte at række

krog med ham: men da han sagtens kunne klare den store, begyndte han

at rette hans arm ud; men uden omsvøb krængede han bukserne af ham,

gik lige i skridtet på ham, og med nogle voldsomme ryk i testiklerne

fjernede han hans kønsdele. Da det var sket, hev han (S.s svoger)

blot lidt efter vejret; og da han (kæmpen) hurtigt havde gjort det af

med ham, råbte han op efter: "Så er det rebet! Kom så med rebet!" Et

langt reb blev firet ned oppe fra loftet, og da det ramte gulvet, greb

han det, snørede det om halsen på sit offer, og råbte: "Så!" Da de så

trak ham opad, og havde fået ham helt op, huii som det sang af knive i

luften. De hørte en af dem deroppe sige: "Lad mig først fjerne det ene

øje til vores kære store husfar."

S. blev klar over, at hvis det her fortsatte, ville hans svogre alle

som een bare blive dræbt! Da en af hans svogre nu skulle til at gå

frem, hviskede han til ham: "Jeg må hellere trække krog med ham - "

S. placerede sig over for ham, og begyndte at række krog med ham. Og

når han (S.) kun brugte sine kræfter halvt, og næsten havde trukket

hans arm ud, holdt han bare inde - men så lagde han alle kræfter i,

trak til, og rettede den helt ud! På det tidspunkt kom hans svogre

til, og holdt den nede. Da Su. ikke magtede hans store testikler (på en

gang), gav han sig blot til at rive dem i stykker; og til sidst fik

han dem rykket helt ud! og kæmpen snappede efter vejret...

Da han døde, sagde S. til sine svogre: "Hvad ska vi nu gøre?" De

svarede: "Du kunne jo bruge hans ord?" S. råbte meget spagt: "Så er

det rebet, kom så med rebet!" Hans svogre sagde til ham: "Gå bare hen

til den! Du efterlignede ham meget godt." Da han næste gang råbte

Rebet!, røg det ned. Da det ramte gulvet, sagde hans svogre: "Råb nu

akkurat som han gjorde!" Med rungende bas råbte S.: "Så!!" Næppe tav

han stille, førend de straks halede løs, og da man kunne høre, at de

straks begyndte at flænse ham, hørte man en af dem deroppe sige: "Lad

mig først fjerne hans ene øje til vores kære store husfar." Pludselig

blev der stille deroppe. Og så sagde han: "Vaaa! Det er jo vores egen

kære husfar vi har flænset!"

"De tror vist, dernede, at de skal overleve!" Men straks så fjernede

de deroppe hustaget, og væltede en masse vand ned. S. begyndte at

flygte rundt inde i huset, og de var jo afskåret fra at komme ud. Til

sidst var der kun tag over et eneste hjørne af huset. Nu var de helt

gennemblødte, og kunne ikke komme ud! Endelig kom S. i tanke om det:

"det er da osse sandt, jeg har jo en halslinningbeboer!" Og så, skønt han

bestemt ikke regnede med at blive adlydt, råbte han: "Min store

yderpels, som ligger der henne, jeg skal have den som ligdragt!" Da

han havde sagt sådan, hørte man dem sige, mens de smed den ned: "varm

du dig kun ved den, frels du dig kun ved den!" Da den tørnede i

gulvet, tog han pelsen under behandling, - der var den (aarnuaq'en) jo-

han snuppede den og puttede den i munden. Og straks han tog den ud

igen, smed han den op i det fri med ordene: "Så er det dig, der gør

gengæld!"

De tilbageblevne inde i huset hørte en af dem sige derude: "Der

styrtede en, og der en, og der en!" Det lød nu, som om de faldt i

hobetal derude. Lidt efter faldt aarnuaq'en ned, og da var den helt

uigenkendelig for bare blod. Dens ejer greb den, rensede blodet af

den, og smed den op i det fri med ordene: "Dem alle sammen!" Denne

gang fik den dræbt den sidste. Da der ikke længere var

menneskelyde, kom de ud ved at skubbe hinanden op fra et hjørne af

briksen; men da de var ude, lå der en masse (døde) mennesker. Da de nu for

anden gang ingen mennesker kunne se, gik de ind i en ny husgang, men

da kunne ikke få øje på nogen. Da de var hundesultne, gav de sig til

at spise; først da de var i fuld gang med at spise, stak den

halvvoksne dreng hovedet ind fra den inderste ende af husgangen, og

sagde: "Nu er hun da blevet skrupskør, hende Apiaq, hun (sidder)

deroppe og koger sin søns hjerne med hænder og fødder."

S. forstod ham faktisk ikke. Også næste gang han bare lige viste sig i

indgangshullet, sagde han det samme som første gang. Da S. stadig

intet fattede og skulle til at spørge ham, var han derude

forlængst på vej ud igen. En af hans svogre,- ham der plejede at sige:

"Man siger ellers at Tiggaaq er så klog",- sagde til ham: "Det

er dit offers (din myrdedes) hjerne der oppe, hans morlil koger den,

sammen med hænder og fødder. Pas på! hun vil sikkert forgifte dig med

den, vent du bare, om lidt indbyder hun dig til at gå ind gennem

deres store indgang. Lige inden for vil der stå at fad af hval-barder

med træbund, fyldt til randen med hjerne, den er fantastisk lækker! Så

snart du kommer ind, skal du gribe om den, og uden at sætte dig ned

skal du vende dig mod hende og spise med lukkede øjne; for spiser du

med øjnene åbne, kommer du til at tale usammenhængende. Mens du tømmer

den, og når du har tømt den til bunds, vil du dø! Altså husk!, at hvis

du spiser med lukkede øjne, sker der dig ikke noget. Når du så har

slikket den helt ren, skal du sætte den på plads med bunden i vejret.

Og først nu kan du, med åbne øjne, sætte dig hen bag den bagerste

lampe. Hvorpå hun (når hun har set) om retten virker på dig, og du

ikke blir anderledes, så vil hun uden tvivl rejse sig fra briksen og

vende fadet, hvis indhold er det samme som før; og hvis der ikke sker

nogen forandring med dig, siger du: "Så er det din tur, spis nu, og

gør ligesom som jeg gjorde." Og med blikket ufravendt rettet på

dig, vil hun begynde at spise af det; så skal du bare vente og se hvad

der sker."

Da han havde fortalt ham alt det, var der én på vej ind derude i

husgangen, og da denne kun lige stak hovedet indenfor, sagde han:

"Man spø'r, om I ikke vil kigge ind?" S. gik på besøg, og netop

som indgangshullet åbnede sig for ham, så' han netop det hans svoger

havde forudsagt; og på vej ind vendte han sig omgående imod hende, og

gav sig til at spise med lukkede øjne. Inderst inde lå hun (Apiaq) på

maven, med begger hænder under kinderne, og gloede på ham. Han tømte

fadet, satte det på plads med bunden i vejret, og satte sig med åbne

øjne bag den inderste lampe. Fra rummets indre iagttog Apiaq jo, at

der ikke skete noget med ham, og på bare fødder sprang hun ud (på

gulvet). Og da hun vendte fadet, var indholdet det samme som før. Hendes gæst

sagde til hende: "Så er det det din tur; spis nu, ligesom jeg gjorde!"

Da han havde talt så hårdt til hende, gjorde hun som han havde sagt.

Hun vendte front imod ham, stirrede ufravendt på ham, og slubrede i

sig. Men da hun uden at spise op, gjorde mine til at holde inde,

vendte S. sig mod hende indefra: "Spis nu op, ligesom jeg gjorde."

Næppe havde hun tømt det til bunds, førend hun uden en lyd faldt om på

siden og lå ubevægelig. Da også hun var død, gik S. ud derfra.

Han kom ind til sine svogre, og sagde: "Så har jeg også fået hende

dræbt! Hvis vi bare blir her, fortsætter de bare på samme måde med os:

lad os gå tilbage over land."

De brød op derfra, undtagen S.s ene store svoger, da han var død.

De vandrede østover, nedad mod havet, hvor de fik øje på en stor stejl

snedrive. De gjorde holdt, og S. spurgte sin ældste svoger: "Den gang

du blev dig selv bevidst, hvilken slags amulet havde du da?" Denne

grundede lidt over det, og sagde: "Da jeg blev mig selv bevidst, havde

jeg et lille lækkert stykke bjørneskind som amulet." S. sagde: "Jamen

så kan du jo sagtens!" Også den næstældste spurgte han om det samme,

og han havde den samme slags amulet. Da han havde spurgt dem alle og

var kommet til den yngste, spurgte han ham: "Og du, hvilken slags

amulet havde du, da du blev dig selv bevidst?" Han svarede: "Det ved

jeg ikke, men da jeg blev mig selv bevidst, havde jeg udelukkende

klæder af bjørneskind." S. sagde: "Nåeh, lutter fine sager, hva, I

lømler!" S. spurgte sin plejesøn: "Men du hvilken slags amulet havde

du, da du blev dig selv bevidst?" Hans plejesøn tænkte sig virkelig

grundigt om, men måtte sige: "Det ved jeg ikke." Hans plejefar sagde

til ham: "Så kommer vi til at forlade dig, sig det nu." - "Jamen jeg

ved det ikke!" - "Hvis du bare lader stå til, så må vi altså lade dig

blive alene tilbage, spyt nu ud!" Hans plejesøn sagde: "Da jeg blev

mig selv bevidst, havde jeg en amulet af en lille bitte

snespurveunge." Da rystede S. opgivende på hovedet uden at sige noget. Længe stod han sådan, men sagde så: "Nå, det går nok, så må du hvile ud på os." S. gik et par skridt tilbage, og satte så afsted i løb, nåede skrænten, smed sig på maven, og

rutsjede ned; han plumpede i havet, og væk var han! Han bevægede sig

udefter, og dukkede op, mens han ret længe hældte vand ud af ørerne.

Han vendte sig indefter, og sagde: "Og så - !" Alle gjorde nøjagtig som den første. Den yngste nåede kun lige at forsvinde, og

dukkede så straks op igen, for han havde jo gået i bjørneskindstøj.

Til allersidst var det plejesønnens tur; men hver gang han satte i

løb, og lige netop skulle til at lade sig falde, blev han bare stående

ret op og ned. Langt om længe, da de havde skældt ham ud derudefra,

fik han da revet sig løs og gled nedad, og så, ligesom han nåede til

havet, prøvede han bare for sjov at flyve; men han fløj skam!

De begav sig indefter. Når de dykkede ned under ham, fløj han lige

over dem; og når han blev træt, hvilede han ud mellem deres ører.

Langt om længe nåede de land ved at passere nordenom deres boplads.

Da de først kom op på land, rystede han sig og lod bjørneskindet

falde, sådan gjorde de alle. Da hans plejesøn landede, lod han et

lille snespurveskind falde. Tænk, efter at de (fællerne) havde opgivet

dem, kom de hjem - kun en eneste manglede... Og siden har der ikke

været is på samme måde.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om Sungersuusaq.

Det fortælles at Sungersuusaq giftede sig og flyttede hen til sine svigerforældre, hvor der boede flere mænd. Hans store svigerfamilie holdt meget af ham, fordi han var modig, dristig og en heldig fanger. Men fordi han havde giftet sig med husstandens eneste kvinde, holdt han helt op med at tage ud i kajak og holdt i stedet øje med konen og kissemissede med hende dagen lang. Sådan gik dagene helt frem til aftenstunden. Og efterhånden belv dagene meget kortere uden at Sungersuusaq var kommet ned i sin kajak. Imens tog svogrene på og fangst og kom hele tiden hjem med bytte. Og når de ind imellem sad og pustede sig op og pralede, ville Sungersuusaq som regel være den dominerende. Til sidst kunne hans kone ikke så godt lide ham mere, fordi han ikke var til nogen nytte udover til at spise.

En dag var alle svogrene taget ud på kajakfangst, men de kom hjem én efter én uden at have fanget noget. De havde ikke set en eneste sæl.

Da de nu slet ikke kunne fange nogen sæler, blev deres svoger virkelig ivrig. Om aftenen gjorde han sine redskaber klar. Næste morgen var han allerede taget afsted, da de andre vågnede. Ingen af hans svogre tog på fangst, fordi de jo allerede dagen før havde fundet ud af, at der ikke var noget at fange.

Sungersuusaq roede mod nord, og inden han nåede hen til det sted, hvor han plejede at ligge på lur efter sæler, var der en fuldvoksen sortside, der blev ved med at dukke op foran ham for at ånde. Han harpunerede den og den var død med det samme. Så gjorde han den klar til bugsering og begyndte at ro ind mod land med den. Men han havde knap nok flyttet sig fra stedet, før en anden sæl også begyndte at dukke op af vandet foran ham. Han kunne jo ikke bare lade den være, så han harpunerede også den. Så han besluttede sig for at nøjes med de to og roede hjem, selv om andre sæler også dukkede op af vandet.

De andre var slet ikke begyndt at vente ham hjem endnu, da Sungersuusaq kom til syne ud for det lille næs og havde noget på slæb. Hele svigerfamilien kom ned og tog imod ham, da han var ved at nå ind til kysten. Og fordi det var så svært at finde sæler, havde de ikke forventet, at han havde andet med på slæb til dem end noget drivtømmer, og det ville de hjælpe ham med at få båret op. Men da han kom nærmere så de, at han faktisk havde to sæler på slæb. Så nåede han da helt ind til land, og han havde alså fanget hele to fuldvoksne sortsider. Oven i købet tykke og fede.

Da de havde flænset sælerne, bad han dem tage hver deres del af fangsten. Selv tog han kamikkerne af og satte sig på briksen og ventede på, at kødet skulle koge færdigt. Så kaldte han på mændene og satte brystkødet frem og sagde: "Det er ikke længere hverken svært eller besværligt, og spis nu godt af brystkødet." Og så kan det nok være at man hørte lyden af knivene. Det viste sig at det var, hvad han ville gøre fremover.

Dagen efter tog alle mændene ud på fangst, men efterhånden kom de allesammen hjem uden at have fanget noget. Men Sungersuusaq kom igen hjem med to sæler. Han havde nær fanget for mange med sine to. De andre mente jo ikke, at der var noget at fange.

En morgen lysnede det, og der viste sig at være stærk vestenvind. Sungersuusaq havde ellers skyndt sig at gøre sig klar, men på grund af isen, var det umuligt at komme nogen vegne, så han blev hvor han var.

Han hyggede sig godt sammen med sin svigerfamilie, selv om blæsten susede og hvinede så meget derude, at man næsten kunne gå hen og blive urolig. Det blev ved i det uendelige, og til sidst blev det aften. Næste morgen vågnede de og opdagede, at det nu var nordenvind, og at der ikke længere var den mindste smule hav at se, fordi der nu lå is overalt. De blev godt nok temmelig skuffede, men da de jo havde tilstrækkelige mængder forråd, affandt de sig med det. Da der var gået nogle dage, kunne det lade sig gøre at gå på isen, og da den efterhånden belv tykkere og tykkere, begyndte de nu udelukkende at gå på åndehulsfangst.

Nu kunne Sungersuusaqs svogre igen let fange noget, og så holdt han igen op med at tage på fangst og hyggede sig i stedet for.

Langt om længe da det en morgen lysnede, kunne man endelig se at der ude vestpå var spredte mørke pletter, som det nok kunne forventes at bølgerne ville gøre noget ved. Og da de næste morgen vågnede så de da også, at isen ude vestpå ikke længere gik helt ind til kysterne. Deres boplads lå så langt inde, at de ikke uden videre kunne se havet. Men de ville allesammen afsted uden overhovedet at tage kajakker med. Da de nu alle ville afsted, begyndte Sungersuusaq at gøre sig klar, fordi også han ville med. Netop som de skulle afsted ville de mange svogres yngste bror, der endnu ikke havde kajak, også så gerne med, at han gav sig til at græde. Først forbød de ham det, men til sidst tog de ham så alligevel med. Det var jo også et vidunderligt og helt stille vejr. Endelig nåede de én efter en frem til iskanten. Mewn der var ikke andet at fange end edderfugle, der til gengæld var lette at fange. Så gav de sig til at jagte edderfugle, og da de syntes at de havde fanget rigeligt og havde lavet bærebylter af dem, skulle de til at gå ind mod land, da Sungersuusaq sagde: "Vent lige lidt; lad mig lige se på det her." Da han sagde det kiggede han først nøje på himlen i alle retninger, og så lavede han et hul i isen og kiggede ned igennem det. Hurtigt rejste han sig op og lignede en, der har fået prygl. Men så sagde han: "Nu er der ikke tale om at gå langsomt ind mod kysten men tvært imod et spørgsmål om at skynde sig." Så pegede han på knægten mellem dem og spurgte: "Hvad med den lille dér?" Og han forsatte: "Det bliver alvor, når der sker noget. Det er som om havet strømmer indad. Den kommende storm er allerede begyndt at trække i isen. Nu kommer der virkelig føhnvind. Er I uenige med mig kan I selv se efter." Hans svogre kiggede efter tur ned gennem hullet i isen, men de kunne ikke se noget. Og selv om Sungersuusaq skyndte på dem, var der ikke én af dem, der troede ham.

De tog byrderne på nakken og begyndte én efter én at gå ind mod land. Inden de var kommet ret meget længere væk fra iskanten, lagde Sungersuusaq sit læs fra sig og lavede igen et hul i isen, som han kiggede ned igennem. Og nu virkede han endnu mere urolig end før og tog drengen og satte ham op ovenpå bylten på nakken. Derefter tog han teten. - Da de havde gået lidt længere var de godt nok kommet kysten lidt nærmere. Men så kom føhnvinden over dem som en voldsom storm, og straks begyndte isen at revne og knække. Så fik de ellers travlt og smed deres bylter fra sig i alle retninger for på den måde at komme hurtigere frem. Mens de løb, revnede isen jævnligt foran dem, så de måtte springe for allesammen at komme over.

Det blev mere og mere mørkt, og samtidig tog stormen til i styrke. Til sidst blev det meget vanskeligt for dem at komme frem. Selv om de var ganske tæt på land, befandt de sig nu på en lille afbrækket isflage uden at kunne kmme videre. Dér var de så og kom ikke derfra, og rundt om dem var der bare hav. De fjernede sig mere og mere fra land, og til sidst blev det helt mørkt, mens det stadig blæste forfærdeligt. Sungersuusaq talte sine fæller, og de var der da stadig allesammen. Dér drev de omkring på et lille stykke havis, og da de kom ud på det åbne hav, blev isen overskyllet, og det begyndte at gynge og vippe frygteligt, så der var fare for, at de kunne blive hældt ud i havet. Og skulle isstykket brække i to dele, ville de allesammen omkomme. Isstykkets sider blev tykkere og højere efterhånden som vandet løb over iskanten og frøs til, og snart lignede det en tallerken. Til sidst blev de ikke længere overskyllet af vand, og de havde det helt varmt. Sådan drev de afsted ude på havet, og det blev så småt lysere. Så sagde drengen: "Jeg skal sådan tisse." Sungersuusaq svarede: "Det kan ikke lade sig gøre, før vi kommer i land. Hvis du tisser på isen smelter den, og så er det ude med os allesammen."

Til sidst begyndte nogle af mændene også at sige, at de trængte temmelig meget til at tisse, og her og der lød det: "Også mig"; "det skal jeg også." Allesammen skulle de tisse. Efterhånden var deres yngste så tissetrængende at han blev helt skæv, og så sagde Sungersuusaq: "I kan faktisk komme til at tisse, hvis eller I opmuntrer jeres nederste dele ordentligt. Se nu her hvordan I skal gøre." Så trak han bukseklappen ned og begyndte at tisse, mens han bøjede kroppen så meget tilbage, at han på den måde tissede opad og over den forhøjede iskant. Og han var så omhyggelig med at stoppe i tide, at han ikke spildte en dråbe på isen.

De andre mænd efterlignede ham, og alle gav sig til at tisse. Alle gjorde nøjagtig som Sungersuusaq og bøjede sig langt bagover og tissede. Og Sungersuusaq var vældigt tilfreds med, at ingen spildte en dråbe til sidst.

Da de allesammen var færdige, skulle den lille yngste tisse. Han kunne ikke bøje sig bagud, og fordi han sikkert ikke ville kunne tisse over iskanten, løftede de ham op ved at støtte ham under balderne, og det lykkedes for ham uden at en dråbe gik ved siden af. Sungersuusaq var meget tilfreds og sagde: "Det var dog utroligt så dygtige alle er. Jamen, kæreste, det var virkelig prima."

Omsider blev det lyst, og det blæste ikke særlig meget. Men det var ikke til at se land nogen steder. Så var det ved at blive aften for anden gang, men så kunne man pludselig se land. Og lige da det var ved at blive mørkt, drev de endelig i land. De kravlede op på land fra den lille strand, og da de havde set sig om på deres anløbssted, viste det sig at de bare var drevet i land på en stor ø, som de slet ikke kendte, og længere oppe kunne de skimte fastlandet.

Da de ikke kunne blive stående til ingen verdens nytte gik de afsted derudaf. De frøs meget og havde gået en rum tid, da de pludselig fik øje på to huse. Det ene lå længere op end det andet, og de var oven i købet temmelig store. De gik hen mod det øverst liggende og tog deres ydertøj af ved de store stilladser. Derefter gik de ind. Da de var kommet ind så de, at der var adskillige mænd derinde. Der var ikke særlig hyggeligt inde i huset, og det virkede ikke som om de levede særlig meget af sødyr. Efter et stykke tid derinde begyndte husets beboere at gå ud én efter én, og når de var gået ud, kom de ikke ind igen. Sungersuusaq og hans fæller blev ved med at kigge på alt i huset, og så opdagede de nogle skrækkelige menneskehoveder under briksen. De var lagt til gæring, og på nogle af dem var hovedhårene endda ved at løsne sig. Nu troede de så at de havde set alle husets beboere, men da de kiggede hen i husets bageste del, så de en rigtig gammel heks der sad og gnavede i et stort hvalrosskulderblad. Ved siden af hende sad også en meget gammel mand. Og ingen af dem sagde den mindste lyd.

Langt om længe begyndte den gamle heks at tage kamikker på. Hun rømmede sig gevaldigt og gik hen til gangåbningen, hvor hun satte det store afgnavede skulderblad for indgangsåbningen, så man ikke uden videre kunne flytte det, og så gik hun ud. En af Sungersuusaqs fæller gik hen til husgangen og forsøgte at fjerne skulderbladet, og han forstod at de ikke længere ville kunne komme ud den vej. Så gik han hen og kiggede på vinduerne. Dem havde de allerede gjort noget ved udefra, for at forhindre at de kom ud den vej. Og de havde allesammen bar overkrop. Nu var der kun den gamle mand tilbage sammen med dem i huset, og de så at han begyndte at tage tøjet af overkroppen. Så gik han ud på gulvet og begyndte at rode med noget under briksen og trak så et stort afhåret sælskind frem. Det bredte han ud på gulvet og satte sig på det. Så lod han øjnene løbe hen over de enkelte mænd og slog sin vældige arm ud mod dem og sagde med en meget dyb stemme: "Lad os trække armkrog." Men da der ikke var nogen der ville ud på gulvet, stødte Sungersuusaq let til sin ældste svoger med albuen. Straks tog han den gamles arm. Så gav de sig ellers til at trække arm. Og det så ud som om Sungersuusaqs svoger egentlig godt kunne vinde over den anden, men at han bare ikke lige kunne trække hans arm til sig. Da han på et tidspunkt ville trække ordentlig til, rettede den gamle pludselig sin arm ud og lagde sig over ham. Og det eneste han rodede efter var mandens skræv. Et øjeblik efter kunne man høre at Sungersuusaqs svoger hev lidt efter vejret. Og det viste sig at den gamle havde rykket hans testikler af helt fra roden. Da han nu havde dræbt ham råbte han ud med en meget dyb stemme: "Kom med en rem; kom med en lang rem!" Så kunne man ellers høre hvordan de begyndte at kravle rundt oppe på taget. Og da de havde lavet en åbning i taget, hejsede de en lang rem ned med en løkke på. Da den gamle havde lagt løkken om halsen på den mand han havde dræbt, råbte han op: "Nu er det klart!" Så trak de den døde op, og man kunne høre hvordan de gav sig til at partere ham. Og ellers hørte man kun, at én sagde: "Lad mig lige fjerne hans dejlige øjne til vores gamle." Endelig blev de færdig med at partere ham, og der blev stille. Så sagde deres ældste for anden gang: "Lad os trække armkrog!" Da en anden af Sungersuusaqs svogre ville til at gå ud på gulvet, hviskede Sungersuusaq til ham: "Vent, lad ham lige se mig an først, så kan I komme bagefter. Ellers gør han det samme ved os allesammen og får gjort ende på os." Så satte han sig ved siden af den gamle og lagde sin arm om hans. - Da han ikke havde problemer med at klare ham, trak han hurtigt hans arm til sig og lagde sig ind over ham. Samtidig kastede alle hans svogre sig også over den gamle. Sungersuusaq prøvede på at rive hans testikler af, men i første omgang rev han dem bare i stykker. Omsider lykkedes det ham at rykke testiklerne helt af. Og den gamle hev bare lidt efter vejret og var død. Da de nu havde dræbt ham sagde de: "Men hvad skal vi nu gøre?" En af svogrene sagde: "Sungersuusaq, det var dig der dræbte ham, gør nu som du synes. Måske skulle du efterligne hans stemme og råbe og bede dem komme med en rem." Sungersuusaq gav sig til at råbe af sine lungers fulde kraft og anstrengte sig virkelig for at få sin stemme til at lyde så dyb som muligt: "Kom med en rem; kom med en lang rem!" De andre sagde: "Du lød meget som ham. Du lød nøjagtig som ham." Så hørte man at de kom i sving derude, og så blev en lang rem minsandten hejset ned. De tog fat i den og lagde løkken om den dræbtes hals. Og igen råbte Sungersuusaq: "Så er det klart!" Så trak de ham op, og igen kunne man høre hvordan de gav sig til at partere. De var godt gang med at flænse den gamle, da man hørte en sige: "Lad mig lige fjerne hans dejlige øjne til vores gamle." Man hørte hvordan han arbejdede på sagen, og at han pludselig sagde: "Men er det da ikke vores gamle!" Så begyndte de ellers at snakke i munden på hinanden: "Jo det er virkelig vores ældste. Vi er jo i fuld sving med at partere vores ældste!" Så kunne man høre at nogle lo og andre græd. Og nedenunder rykkede de sammen og frygtede det værste.

Der var stille et stykke tid deroppe, men så begyndte de ellers at snakke: "I forbandede kryb dernede. I tror måske at I overlever." Så blev der igen stille. Sungersuusaq sagde til sine fæller: "Gad vide hvad de finder på at gøre ved os?" Mere nåede han ikke at sige før de gav sig til at lave huller overalt på huset og hælde vand ind gennem alle åbningerne. Da begyndte Sungersuusaq og de andre ellers at løbe og springe rundt derinde i huset. Ind imellem var der små pauser, hvorefter der igen blev hældt så meget vand ind, at det bare brusede. Til sidst frøs de så meget, at de tvivlede op om de ville kunne klare mere, og så råbte Sungersuusaq ud og håbede bare på, at de ville høre efter: "Kom lige med min helpels der hænger på stativet, så jeg kan få den på som ligklæde!" De lyttede uden at ane om det nyttede noget. Men til deres store overraskelse blev helpelsen virkelig kastet ind gennem et af husets åbninger. Sungersuusaq tog den og råbte ud: "Den kunne gå hen og blive hans redning!" Så snart han havde fået fat i helpelsen begyndte han at rode ved inderpelsen. Det fortælles nemlig at han havde en lille lemming som amulet i pelsens foer. Og da han havde fået fat i den tog han den i munden et øjeblik, og så kastede han den mens han sagde: "Tag én eller anden!" Så snart han havde kastet den ud hørte man, at nogen derude sagde: "Se nu dér, ham dér er væltet om, og det er han også." Så hørte man at folk begyndte at falde omkuld derude, og at andre flygtede. Til sidst blev lemmingen træt og faldt ind i huset gennem et af hullerne. Og den var helt indsmurt i blod. Dens ejermand tog den, rensede den for blod og kastede den ud igen med ordene: "Det er lige meget, bare tag dem allesammen!" Det varede ikke længe før den kom tilbage til sit menneske og havde gjort ende på dem allesammen med undtagelse af den gamle heks og en budbringer, der befandt sig inde i et hus.

Sungersuusaq tog sin helpels på og sagde til sine fæller: "Hvad skal vi dog her? Lad os se at komme ud!" Da de kom ud kom en mand, der åbenbart var budbringer, løbende i fuld fart hen mod dem. Han var uhyggeligt skeløjet og fuldstændig skaldet bortset fra et enkelt langt hår forrest på hovedet. - Da han nåede dem sagde han: "Apia har fundet på noget underligt. Hun roder i sin søns hjerne med både fingre og tæer, og nu sidder hun deroppe og blander det hele sammen på en tallerken." Så snart han havde sagt det, forlod han dem og satte i løb hen mod det øverste hus, hvor han gik ind. Efter et stykke tid kom han igen ud og hen til dem og sagde det samme. Og så gik han ind i huset igen. Sungersuusaq undrede sig over hvad der foregik. Fordi han havde sagt noget ubegribeligt, sagde en af hans svogre: "Det siges at Tiggaaq ved besked, og det er dig han henvender sig til. Det drejer sig nok om den gamle heks, der sad og gnavede i hvalrossens skulderblad, da vi først kom ind. Hende, der blokerede indgangsåbningen. Måske er hun ved at lave mad til dig. Hun må være en rigtig heks. Men nu skal jeg give dig et godt råd: Når du kommer ind og hun kommer hen med fadet og siger, at du skal spise, skal du lukke øjnene og lade som om du slikker fadet. Og når du synes at det er nok, skal du vende fadet på hovedet foran dig. Når heksen så vender fadet om, opdager hun at maden ikke er rørt, og så vil hun igen opfordre dig til at spise. Men så skal du sige til hende: Spis det selv på samme måde som jeg gjorde det. Og når hun så spiser det begynder hun at sige alt muligt, og så dør hun. "Kom nu, gå derop. Vi skal nok gå med."

Og de blev ret forbavsede da de så de mennesker, som Sungersuusaqs hjælpeånd Avinngaq / Lemming havde dræbt. De lå og var faldet om på hustaget og rundt omkring på jorden og havde blødt ud af munden. Lemmingen var nemlig smuttet ind gennem deres bagdel og var bagefter kommet ud af deres mund.

Så gik de op til det øverste hus og kom ind, og der sad heksen alene. Ved siden af hende var der et lille fad med hjernemasse, der virkelig så lækker ud. Så tog hun fadet og gav det til Sungersuusaq og sagde: "Spis det!" Sungersuusaq tog fadet og lukkede øjnene og lod så som om han slikkede indholdet i sig. Da han syntes at det måtte være nok, lagde han fadet ned med bunden i vejret. Heksen vendte fadet om og opdagede at indholdet var urørt. Så sagde hun igen: "Spis det!" Sungersuusaq svarede: "Spis det selv på samme måde som jeg gjorde det!" Hun var ikke særlig villig men gav sig alligevel til at slikke fadet med vidtåbne øjne. Så brød hun ud i snak og straks dejsede hun omkuld og var død. - Det viste sig at hun havde villet forhekse Sungersuusaq og derved dræbe ham som den første, og bagefter havde hun tænkt sig at dræbe de andre. På den måde reddede den mellemste af svogrene sine fæller.

Da de kom ud derfra, ville de prøve at komme hjem den samme vej de var kommet. Deres fine fartøj nåede de selvfølgelig ikke at få fat på, for det var drevet til havs. Og da de nåede ned til havet, hvor sneen gik helt ned til vandet, spurgte Sungersuusaq sine fæller: "Hvilke amuletter har I?" De svarede at de allesammen havde et lille stykke fra en isbjørn som amulet. Da de så spurgte deres yngste svarede han, at han havde en lille snespurv som amulet. Sungersuusaq blev godt nok ret skuffet men sagde så bare: "Det gør ikke noget; så må du ind imellem hvile dig lidt bag vores ører." Da han havde sagt det lod han sig glide ned ad snevolden, og de andre fulgte efter, den ene efter den anden. Hver gang én ramte vandet, blev han til en stor isbjørn. Den yngste var først lidt tilbageholdende, men så begyndte han endelig at glide ned. Og lige før han ramte vandet, løftede han sine små lillefingre og blev til en lille snespurv, der kvidrende fløj afsted. Sådan svømmede de fleste af dem afsted som isbjørne mod deres boplads. Og det fortælles at de allesammen nåede hjem til deres boplads i god behold. Kun én døde, og det var ham, som den gamle mand dræbte.

Billedtekster:

Billede 1: De fanger sæler gennem sælernes åndehuller

Billede 2: Isen revner og knækker, og de får travlt.

Billede 3: De hjælper den lille yngste til at tisse.

Billede 4: Sungersuusaqs hjælpeånd Avinngaq dræber dem.

Billede 5: De er blevet til isbjørne og er på vej hjem.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Søg også på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Hist.: Kendskab til de virkelige mennesker i Akilineq - Baffinland og længere mod syd viser sig i andre fortællinger om rejser til Akilineq.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Resumé:

Sungersuusaq bor hos sine mange svogre og har en elsket plejesøn. S.

jager med dem langt ude til havs, er årvågen og undersøger om

vinteren vind og vejr ved at hugge hul i isen og iagttage vandets

bevægelser. En dag varsler de uvejr, man skynder sig mod land, men

uvejret er snart over dem, og da isen bryder op med revner så store,

at plejesønnen ikke kan klare dem, driver de til havs. S. opfordres

gang på gang til at bruge sine kundskaber. Først forvandler han

havskum til en isskodse, som de springer over på. Derefter forklarer

han, hvordan de skal tisse bagover, for ikke at formindske isstykket.

Da de når et land fuldt af isbræer kommer de ind hos menneskeædere,

der myldrer ud af huset - undtagen en gammel mand. Han trækker armkrog

med den ældste svoger, river testiklerne af ham og befaler ham hejst

op gennem loftshullet i en line. S. giver den gamle samme behandling

og menneskeæderne på taget samme ordre ved efterligning af den gamles

stemme. Da de deroppe opdager, hvem de denne gang parterer, bryder de

hul i taget og hælder vand ned i strømme. S. ber om sin yderpels, der

hænger udenfor, og får den. I den finder han sin amulet, opliver den

i munden og sender den flere gange op på drab. De overlevende flygter,

S. og co. klatrer op, fortsætter straks mod en brat kystklippe, og S.

springer i havet. Han kommer op som bjørn. Svogrene gør ligeså, men

plejesønnen kun efter flere opfordringer, hvor S. beordrer ham at

baske med armene i springet. Han forvandles til en snespurv, der med

mellemrum hviler sig på bjørnens ører til de når deres eget land. De

går i land, ryster sig kraftigt og deres dyrehamme falder af.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Qattaaq med lemmingamuletten; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Søg også på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Tiggaaq, at han beherskede heksekunsten ("ilisiippoq" og "kussuuvoq" betyder det samme), at han var meget vidende, og at han var åndemaner / angakkoq.

Han havde en plejesøn og havde iøvrigt selv to sønner. Når havet var

frosset til, når havet var frosset til, tog han på ture alle mulige

steder hen sammen med de to.

Engang frøs havet til langt ud imod vest. Han tog afsted (på fangst)

sammen med de andre langt derudad. De var kommet langt derud, så gav

Tiggaaq sig til at undersøge himmelen. Han lavede åbninger i isen og

undersøgte strømforholdene. Da han engang havde lavet en åbning og

havde rejst sig igen, sagde han, at det ville blæse op til føhn, fordi

småting i havet var begyndt at drive udefter. Han sagde til dem, at de

skulle løbe indad, alt det de kunne.

Så stak de ellers i løb ind mod land. De var kommet ret langt ind, da noget sort nærmede sig fra vindsiden. Det store hav kom nærmere og nærmere imod dem, og der var ikke andet at gøre end at redde sig op på et isfjeld. Så begyndte de

at drive udad. Mens dette stod på, blev de tørstige. En af Tiggaaqs

sønner sagde så: "Man har hørt, at Tiggaaq er åndemaner, og at han

forstår at trylle. Vi er ved at dø af tørst."

Så såre sønnen havde sagt det, bøjede Tiggaaq hovedet bagover. Mens

han stod med hovedet bøjet bagud, sagde han til dem, at de skulle

kigge ned. Der sprang den fineste kilde op lige ved siden af der, hvor

han stod. Straks ville sønnen drikke af den, men faderen sagde til

ham: "Aaja, hvis I drikker først af den vil vandet straks slippe op!"

Tiggaaq drak først og de andre bagefter. Så var kilden udtørret. Mens

de var på isfjeldet blev de også tissetrængende. En af sønnerne sagde:

"Jeg skal tisse!" Faderen sagde: "Nej, I skal ikke tisse først; jeg

skal først!" Så skød Tiggaaq skambenspartiet voldsomt frem

("ingeerpoq") og gav sig til at tisse. Han standsede strålen brat og

ikke en dråbe faldt ned på isen. Han sagde til de andre: "Sådan skal I

også gøre."

Langt om længe drev de i land. De gik over land og fik på den anden

side af fjeldet øje på et hus (her står der ganske vist "huse", men

senere er det blevet tl "et hus"). De var meget sultne og gik ned.

Huset var beboet. Man satte mad frem til dem; og de spiste naturligvis

og blev helt mætte.

Mens de var inde i huset, forsvandt af og til en ud af huset; og til

sidst var der af alle beboerne kun en ældre mand tilbage.

Da nu alle beboerne var gået ud, spærrede den ældre mand indgangen med

at stor skulderblad af en hval. Han tog et vandskind frem og bredte

det ud på gulvet. Han satte sig på glvet og udfordrede gæsterne til at

trække armkrog. Han begyndte med den ene af sønnerne. De kappedes og

midt i kappestriden gav sønnen sig til at hive efter vejret og

udåndede. Straks råbte ha op: "Giv mig noget rem!" Så kastede de en

rem ned til ham. Han råbte op igen: "Så er det bundet!" De trak liget

op; og så snart de havde fået det op, kunne man høre, at de begyndte

at flænse det. Så udfordrede den ældre mand dem igen til at trække

armkrog. Han trak armkrog med den anden søn oog dræbte ham. Han råbte

op og bad om noget rem; og da han havde bundet remmen om ham, råbte

han op: "Nu er det bundet!" De hev liget op; og man kunne høre, at de

flænsede. Tiggaaq blev bange for, at han på den måde ville dræbe alle

hans ledsagere; og da den ældre mand endnu engang udfordrede, trådte

Tiggaaq til.

Tiggaaq strakte hans arm ud og rykkede hans testikler ud. Han hev

efter vejret; så var han død. Efter at have dræbt ham sagde han: "Hvad

skal vi dog gøre ved ham." Så råbte han op, idet han efterlignede hans

stemme: "Kom med remmen!" Han var spændt på, om han blev hørt. Så smed

de remmen ned til ham. Han råbte op: "Så er det bundet!" De hev det

op; og man kunne høre, at de flænsede ham. En af dem deroppe sagde:

"Vores husherre kan godt li øjne, så jeg vil gemme et par øjne til

ham." Så hørte man han sige, med forskrækket stemme

("avaalaammeriarluni"): "Vi er ved at flænse vores store husherre!"

Herefter tav de. Så begyndte de der at løbe vand ned gennem tagets

åbning. Tiggaaq sagde: "Nu dræber de os." Uden forventning om at det

nyttede råbte han op og bad dem hente sin yderpels, som han havde

hængt under konebåden. Det varede ikke længe; så faldt den ned gennem

tagåbningen. Han skyndte sig med at rode efter noget inde bag

ærmekanten. Det var sin amulet, han ledte efter. Han fik fat i den og

var nu overbevist om, at de ikke ville dø. Han puttede amuletten i

munden. Mens han havde den i munden, kunne han mærke, at den ville ud.

Og idet han spyttede den ud af munden, smed han den op og sagde: "Ram

dem!" Stemmerne oppefra aftog efterhånden, og vandet forsvandt også

efterhånden. Da der slet ikke kom mere vand ned faldt amuletten ned

oversmurt med blod og afføring. Der var ikke meget liv tilbage i den.

Så snart den faldt ned, puttede han den i munden. Mens han havde den i

munden, kunne han mærke, at den ville ud. Han sagde til den: "Ram

dem alle sammen!" Da den nu sidste gang falddt ned, var den næsten

lige så kvik som før. Nu havde den udryddet dem. De kom ud med noget

besvær og så alle de mennesker, som var blevet myrdet. Da Tiggaaq kom

ud, ville han ha'sine børn tilbage. Han fandt de stykker, som man

havde skåret af dem, og satte dem sammen, hvorefter han gjide dem

levende igen.

Nu snakkede de om, hvordan de mon skulle se at komme hjem. De gik ned

til havet. Og han spurgte børnene, hvad for en amulet de havde. Den

ene søn sagde, at han havde en isbjørn som amulet; og den anden søn

sagde, at han også havde en isbjørn som amulet. Han spurgte så sin

plejesøn: "Hvad for en slags amulet har du så?" Denne vidste ikke,

hvad for en slags amulet han havde. Tiggaaq sprang ud i vand. Efter at

have været forsvundet et stykke tid kom han op og var blevet til en

isjørn. Også hans børn kom op og var blevet til isbjørne. Nu sagde de

til plejesønnen, at han skulle springe ud. Denne tøvede længe af skræk

for vandet. Da han fortsat tøvede, sagde de til ham, at de ville

efterlade ham der, hvis han ikke ville springe. Efter yderligere tøven

lukkede han øjnene og sprang ud. Han kom op igen og var blevet til en

lille fugl, der baskede med vingerne hen over vandet. Tiggaaq sagde

til ham, at han skulle krybe ind i hans store øre. Det gjorde han. Så

var de på vej hjemad. De to sønner dykkede af og til, men Tiggaaq blev

oppe hele tiden, fordi han mente det ellers blev for farligt for ham

inde i øret. På den måde fortsatte de til deres boplads. De kom op på

landet, hvor bopladsen lå. Da de rystede sig, sprang der bjørnestumper

til alle sider. Så blev de til mennesker. Da plejesønnen rystede sig,

så man kun en stump af en fugl springe. På den måde nåede de hjem til

deres boplads. Siden tog Tiggaaq og hans sønner aldrig vestover.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

Kommentar: Dette med at angakkoq'en bøjer hovedet bagover er også nævnt i en anden fortælling (Tunnerluk / Tummerluk:)og betyder tilsyneladende det samme som at se ind i, eller forbinde sig med den "anden verden" (søg denne). For åndemaneren i trance / under seancen er verden omvendt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130, 2', læg 7, s. 120 - 124.

Resumé:

Tigaaq / Tiggaaq, der både er åndemaner og en stor ilisiitsoq / heksekunstner, har to sønner og en elsket plejesøn. Han tar alle tre med ud på fangst over

isen, længere ud end øjet rækker. En storm bryder isen op, og de

springer over revnerne mod land, men må til sidst over på en isflage i

en bred revne. Den blir mindre, hvorfor T. fremmaner et isbjerg. På

det driver de videre ud over havet. T. fremmaner drikkevand af

isbjerget, og han skal drikke først, hvis ikke vandet skal slippe op i

utide. Han viser, hvordan man skal tisse ud i havet uden at stænke på

isbjerget, der ellers vil gå i opløsning. Han skal springe først i

land på Akilineq, hvor de kommer ind i et stort hus. Alle dets

indvånere går ud, bortset fra en gammel mand, der spiser tørret

bjørnebov. Han lukker udgangen med bovbladet og trækker armkrog med

den ældste søn, vinder og river testiklerne af ham. En line fires ned

gennem et hul i taget, og dem deroppe haler liget op og parterer det.

Det går på samme vis med den næste søn. Derefter byder T. sin arm frem

og giver den gamle samme behandling som sønnerne fik. Da man deropppe

har parteret den gamle og bliver klar over fejltagelsen, stikker man

ned gennem hullet med lanser efter T. og hans plejesøn. T. ber om sin

yderpels, der hænger udenfor, får den og dermed i dens halslinning sin

amulet, en slibesten, som han varmer op i sin mund og, da han smider

den op gennem hullet, befaler han den at smutte gennem folk deroppe.

Stenen falder blodig ned. T. gentager opvarmningen og ordren. Alle

blir dræbt. T. sætter sine parterede sønner sammen og genopliver dem,

hvorefter alle fra en stejl kystklippe springer ud i havet. T. og hans

sønner, der har bjørneamuletter, kommer op som bjørne i passende

aldre, men plejesønnen kommer op som snespurv og transporteres hjem i

sin plejefars øre. De svømmer hjem, går i land, ryster sig og

forvandles tilbage. Det er blevet forår. Alle blir glade, og T. tar

aldrig ud på langtur igen.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qattaaq med lemmingamuletten; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qilaasuaq og Allunnguaq; Asalooq.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.