Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

”Som kaptajnen så det” – ny bogudgivelse

For første gang nogensinde offentliggøres Alf Trolles dagbøger nu i fuld længde i bogform.

I et hønsehus ved et af Rørvigs smukke gamle længehuse, fandt den nuværende ejer, ambassadør Rolf Trolle Andersen sin morfars dagbøger fra Danmark-Ekspeditionen, hvor Trolle detaljeret gør rede for forholdene om bord på ekspeditionsskibet Danmark og arbejdsforholdene i Nordøstgrønland, som var ekspeditions forskningsområde.

Alf Trolle var kun 26 år, da han blev opfordret til at blive kaptajn på Ludvig Mylius-Erichsens forsknings-ekspedition til det ukendte, nordøstlige Grønland. En rejse der gennem to år uden forbindelse til Danmark, bød på usædvanlige udfordringer med hensyn til opgavens karakter og forholdet mændene imellem.

Den 28 mand store arktiske ekspedition gav anledning til mange spændinger – ikke mindst fordi den unge kaptajn havde sin egen opfattelse af disciplin – opdraget, som han var, i den danske marine. Mylius-Erichsens tanker om at skabe en demokratisk ekspedition gav Trolle ikke meget for, hvis ansvarligheden blev til et fælles projekt og ikke hvilede på den enkelte. Trolle blev opfattet som en kontroversiel person. Men var han nu også det?

Med denne udgivelse af Trolles dagbøger er det nu for første gang muligt at læse historien, som kaptajnen så den. Historien begynder i dagene før skibet Danmark den 24. juni 1906 afgik fra Københavns havn overværet af tusindvis af mennesker. Et af ekspeditionens mål var at udforske nogle af verdenskortets sidste hvide pletter, og det vakte opmærksomhed.

Danmark-Ekspeditionen er på mange måder veldokumenteret. Kysten blev kortlagt, den påståede Peary Kanal eksisterer ikke, Mylius-Erichsen og to andre deltagere omkom på tragisk vis. Nu sætter bogudgivelsen nyt lys på den gamle historie og ikke mindst på deltagerne.

Kaptajn Alf Trolles Legat udgiver bogen i samarbejde med Arktisk Institut i København. Janni Andreassen og Jakub Christensen Medonos er redaktører, og flere private fonde har givet økonomiske bidrag til udgivelsen.

415 sider med originale fotos og kort fra Danmark-Ekspeditionen: 250 kr. Bogen kan købes hos Arktisk Institut. 

For yderligere information kontaktes Arktisk Institut

+45 3231 5055