Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Nye bogudgivelser

Knud Michelsen: "Vejen til Thule - Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1902-1910", <link http: www.forlagetfalcon.dk>Forlaget Falcon.

´Vejen til Thule´ er en fortsættelse af ´Den unge Knud Rasmussen, belyst gennem breve og andre kilder, 1893-1902´. Mens vi her i vidt omfang mødte den ukendte Knud Rasmussen, er situationen i dette andet bind i årene mellem 1902 og 1910 en ganske anden. Den litterære ekspedition (1902-04) er genstand for stor opmærksomhed, og efter hjemkomsten er Knud Rasmussen en offentlig person, kendt af Gud og hvermand og med adgang til såvel pressen og forlagsverdenen som videnskabelige kredse og regeringskontorer. 

Hans nye position betyder imidlertid ikke, at hans liv nu er lagt i faste rammer. Årene mellem 1902 og 1910 er en overgangstid præget af to projekter, det ene knyttet til kulturmødet, det andet til grønlandspolitikken. På baggrund af et væld af nye oplysninger og hidtil ukendt kildemateriale beskriver bogen disse betydningsfulde år, inden han med oprettelsen af Thule-stationen i 1910 giver sig i kast med de opgaver, som er baggrunden for hans verdensberømmelse.

 

Dagbog Østgrønland 1905-06. William Thalbitzers originale dagbog og fotografier fra Ammassalikområdet. Redigeret af Ole Lund. Udgivet af <link http: dgls.dk>Det Grønlandske Selskab.

I sensommeren 1884, hvor den danske søofficer, Gustav Holm, med den såkaldte ”Konebådsekspedition” nåede op langs den grønlandske østkyst til Ammassalik, blev der for første gang etableret blivende kontakt mellem befolkningen her og resten af verden. 10 år senere vendte Gustav Holm tilbage; denne gang med materialer og personer til opbygning af en handelsstation og en begyndende kolonisering.

21 år efter etableringen af den første kontakt rejste den danske sprogforsker og antropolog William Thalbitzer til Ammassalik for at studere ”et for al fremmed påvirkning frit og rent eskimosprog,” som han skrev i sin ansøgning om tilladelse til at besøge området. Thalbitzer skrev omhyggeligt dagbog under sit ophold i Østgrønland. Hans optegnelser, der i sandhed kan kaldes en østgrønlandsk klassiker, bliver nu for første gang publiceret og gjort tilgængelig for befolkningen i Østgrønland og for interesserede i øvrigt, som behersker dansk. Bogen er på ca. 210 sider; rigt illustreret med Thalbitzers egne fotos, geografiske kort samt noter og kommentarer, der hjælper nutidige læsere til at forstå det land, den kultur og det sprog, Thalbitzer levende beskriver.

 

For further information please contact Danish Arktisk Institut

+45 3231 5055