Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift).

I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem.

En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at

banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden.

Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden

forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at

hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da

han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset.

Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.

Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq.

Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den lille gamle mand hos ildfolket (Opr. overkrift: Endnu en fortælling).

Der boede mange mennesker sammen i et hus. Hver dag skete det, at en af dem udeblev fra fangst. Til sidst var der ikke flere mænd tilbage. Så sagde den lille gamle mand: "Jeg vil tage ud på fangst i morgen." Ud for en stejl klippe

dukkede der en sæl op. Han roede hurtigt derhen for at harpunere den, men inden han nåede frem, dykkede den. Det samme gentog sig flere gange.

Til sidst kom den lille gamle mand helt hen til klippen og gled ind under den.

Derinde var der et hus, hvor der boede et gammelt ægtepar helt alene. Manden tog

en tromme, d.v.s en gnidetromme, frem fra under briksen og begyndte at gnide på

den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på vores gæst." Dette sagde han to

gange, men der skete ikke noget. Så tog gæsten gnidetrommen fra den gamle og

gned den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på mine værtsfolk?" Straks kom

toornaarsuk, åndemanerens særlige hjælpeånd, frem under gnidetrommen, og gæsten

skyndte sig ud. Udefra kunne han høre manden hyle: "Nu er han oppe at slås med

mig. Nu dræber han mig." Så hørte han konen hyle: "Nu kommer han mod mig. Nu

dræber han mig." Det var den lille gamle mand, der vandt, og han tog tilbage til

sin boplads. I løbet af den efterfølgende dag kom alle de andre kajakmænd hjem

igen.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. "Religionssociologiske Perspektiver." Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Kommentar: Gnidetrommen er muligvis den skindlap, makkorsaq, som man kender fra østgrønlandske angakkut / åndemanere. Den udspændes i håndfladen og gnides. Undertiden som optakt til en seance med rigtig tromme, undertiden som erstatning for en sådan. Søg på: smældeskive.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den skade, som kanofolket kunne volde. (Orig overskrift: Endnu

en fortælling.)

Far og søn havde deres vinterplads på Kitsissunnguit. En dag de

var ude på fangst, sagde faderen til sønnen: "Det siges, at hver gang kanofolket

kommer (qajariarsuaqaleraangami), så forsvinder sælerne." Da de var på vej hjem

og var nået til iskanten, sagde faderen: "Kan du se, der kommer en kajak uden bagstævn." De lå dér og ventede på det mærkelige fartøj. Da det nåede frem til

dem, dræbte de manden. Manden, de dræbte, havde spyttet på horisonten, så der

kom tåge; og de for vild. De roede og blev tørstige. De fangede fugle med deres

fuglepile og drak væsken fra fuglenes øjne. Da de nåede iskanten, sagde

faderen: "Jeg er meget træt. Lad os hugge trin i isen, så vi kan komme op."

De var nu på vej hjem sammen med faderens kone (? BS). Da de kom til deres kajakker, lod sønnen sin far komme i kajakken før han selv. Da sønnen kom i sin kajak, sagde han: "Det læs, man har bag på kajakken taber man altid i blæsevejr." Han roede af sted og lod hende blive. Ingen ved, hvorvidt han nåede hjem eller

ej.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 36 ss. 97 - 100.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 93, ss. 443: An Angakok Flight.

Resumé:

Oqataqs far er en stor angakkoq, der på opfordring holder seance, hvor han med storetåen i et hul i en koblerem (kobberem = sælskindsrem) og den anden ende bundet om hovedet flyver til indlandet. Her besøger han en masse kvinder, hvis fælles mand er husstolpen, der er helt glat. Den hælder faretruende, når han gør tilnærmelser til en af kvinderne eller bare han lægger sig på briksen.

På sin næste tur til indlandet kommer han på besøg hos inorutsit, bjergfolk, der spiller bold med ham, til de lægger ham halvdød op på tørrestativet. Han tilkalder sin hjælpeånd, en hund, og da den kommer gøende, smider de skrækslagne deres børn ned i husgangen, og åndemaneren slipper ud. På en tredje tur til indlandet kommer han ind i et hus, hvor hans længst forsvundne søster er gift med den største af mændene, der har funktionen som husældste. Denne er lidt genert i starten, men lader så mad sætte frem. Som tegn på at han som åndemaner har været der, får han af søsteren en stump renskind med hjem, som han kan vise sine fæller.

Var.: The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Episoden med de enlige kvinder og husstolpen er ret udbredt i mytiske rejseberetninger som fx Kivioq / Givioq.

Ånderne, men hyppigst himmelånder - formentlig nordlysene - der spiller bold med åndemaneren, forekommer ret ofte, også i Østgrønland, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq.

Kommentar: Det siges ikke, hvilke slags ånder søsteren er havnet hos.

Bindingen af åndemaneren til åndeflugt minder mere om en qilaneq-kombination end den vanlige med hænderne på ryggen og panden mod knæene.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift).

Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved

Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)

Var.: Ikke i denne bases fortællinger.

I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.

Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.

Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq ilagssamik.

Resumé:

Ilassaq får lyst til at gifte sig med sin datter, der må føje ham, men

snart ser sit snit til at gå qivittoq. I lang tid lever hun kun af

bær, men en dag lister hun sig ind på en trygt gumlende rentyr og

kaster sig over den. Den styrter sig afsted med hende, mens hun får

skåret dens halspulsåre over. Hun fanger mange rener på denne vis og

får både varme skind og for en tid rigeligt med kød. En dag kommer to

mænd forbi og efterlader en halv sæl. Det er bjørne i

menneskeskikkelse, der har fået ondt af hende. Det sker flere gange.

En dag dukker hendes far op. Hun må med ham hjem, men lokker ham

senere på en tur ind i indlandet, hvor de kommer ind i et hus med en

ung søn og et gammelt ægtepar. I. har engang dræbt deres søn med en

pil. De er bjørne i menneskeskikkelse, og det gamle ægtepar dræber I.,

da han og datteren går derfra. Men sønnen har råbt til datteren:

"Dejlige kvinde, løb til side!" og da hun gør det, lades hun i fred og

går hjem.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Incest mellem far og datter er et sjældent tema. Men et hyppigt tema er forladte kvinder der klarer sig og får rigelig fangst ved dyrs eller ånders hjælp:

Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 130.

Resumé: Gammel, forladt kone fremstiller en harpun af sin tørrehæk.

Harpunerer noget uspiseligt ved sin dørtærskel, noget, der lugter

af lort i møddingen, og endelig en sæl i et tilfrosset åndehul, fordi

hun lader sit barnebarn gå solret om det. Fanger derefter godt. Da

folk kommer for at se, om de er døde, imponeres de af hendes rigdom.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Tolkning: Forladte kvinder tiltrækker gerne fangstdyr i myterne. Som regel vha amulet, formular eller som her, et mindre ritual.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 11 ss. 75 har Rink sammenstykket 2 varianter, denne plus en fra Labrador (ikke registeret i denne base). Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 8, ss. 126 - 128: A Tale about two Girls.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To piger, der legede (Orig. uden overskrift).

En stor måge fløj hen over to piger, der legede. Den ene af pigerne sagde: "Den store måge er min mand." Den anden pige sagde: "Du kan vel nok sagtens." I det samme dukkede der en stor hval op lige ud for dem. Den pige, der ikke havde fået en mand, sagde: "Det er min mand." Sådan gik det til, at den store måge bortførte den ene af pigerne, og at den store hval dykkede ned i havet med den anden pige efter at have stoppet alle åbningerne til.

Den store måge satte pigen af på en afsats på et stejlt fjeld. Hvalen førte den

anden pige ud til en ø.

Pigen, der fik den store måge til mand, samlede sener, der var på vingerne af de

fugle, den store måge fangede, bandt dem sammen og flettede dem. Mens den

store måge var væk, firede hun senefletningen ned og konstaterede, at den nåede

helt ned til vandet. En dag så hun en kajakmand neden for afsatsen. Hun bad ham

sige til dem derhjemme, at de skulle hente hende. Det gjorde de, mens hendes

mand var ude at jage. Da den store måge kom hjem og opdagede, at pigen ikke var

der, fløj den til bopladsen og dalede ned hen over huset, hvor pigen boede. Den

blev ramt af en pil og blev dræbt.

Pigen, der blev gift med hvalen, så engang en kajakmand og bad ham sige til dem

derhjemme, at de skulle bygge en hurtiggående konebåd og hente hende. Hvalen

plejede at binde en line til hende, og den plejede at rykke i den, når den kom

hjem. Pigen bestilte ikke andet end at lyske hvalen. En dag blev pigen hentet,

mens hvalen var ude. Hvalen kom hjem og rykkede i linen, som den plejede; men

da der ikke blev reageret, gav den sig til at forfølge konebåden. Da hvalen var

kommet ganske tæt ved konebåden, trak pigen sin yderpels af og smed den ud til

hvalen, der gav sig til at bakse med den, og på den måde fik konebåden et

forspring. Næste gang hvalen nærmede sig, kastede pigen sin inderpels ud; og

næste gang igen kastede hun sine bukser ud. Konebåden og hvalen nåede stranden

samtidig. Den store hval løb op på stranden og blev til en sten.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 136v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en ungkarl og en gammel pebersvend (orig. uden overskrift).

Der var engang en stor ungkarl og en gammel pebersvend, som var gode venner

og roede i kajak sammen. En dag, de var ude i kajak, så de på den anden side af

et næs to huse - det øverste et langt hus og det nederste et kort hus. Da de gik i land, blev de modtaget af beboeren af det korte hus, der beværtede dem.

Bagefter gik de op til det lange hus, som viste sig at være beboet af lutter kvinder. Da de havde været der et stykke tid, trak alle pigerne bukserne

ned og angreb de to mænd. De væltede dem ned på gulvet og begyndte at glide

henover dem på den bare ende. Det lykkedes den store ungkarl at befri sig for

deres greb og skubbe dem væk fra sig. Da så han, at den gamle pebersvend var ved

at kvæles af pigerne, der skiftevis gled henover hans næse. Han trak ham udenfor

og rensede ham for alt det skidt, som pigerne havde påført ham. Han rettede sig

efterhånden. De gik ned til deres kajakker og vendte tilbage bevæbnet med lan-

ser. De gik ind i huset, men der var ikke et eneste menneske at se. Så opdagede

de, at en af gulvets stenfliser var løs i den ene ende. Det viste sig, at

pigerne havde skjulested under gulvet. De dræbte dem alle sammen med deres

lanser. Det blev pebersvendens sidste kajaktur på disse kanter.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En Ilulissatbo (orig. uden overskrift).

Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.

En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han

ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til

hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen,

som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt

imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at

ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe

hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin

kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da

månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig."

Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var

lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af

gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da

han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst

begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at

stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.

Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.

Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq.

Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke.

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.

Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale.

I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

Orig. håndskr. eksisterer muligvis ikke længere. Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 13v - 13h. Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 51.På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 33, ss. 232 - 233: A Lamentable Story. Resumé:En gammel ungkarl irriteres over piger, der leger støjende i en bjergkløft med småbørn i amaaten, fordi de skræmmer sælerne væk fra det åndehul, hvor han er på fangst. Hans siger: "Bjergkløft luk dig!" Den lukker sig for oven, og børnene kan ikke komme op. Pigerne prøver at trøste de små med, at deres mødre snart kommer og henter dem. Men mødrene kan ikke gøre andet end at hælde vand ned, som børnene slikker af klippevæggen. De omkommer til slut alle af sult. Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne. Nuerniagarnakasik; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.

Resumé af Rinks oversættelse:

Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."

Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.

Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Formentlig er fortællingen den om to beslægtede kvinder, der enten tiltrækker fangstdyr i et hul i gulvet med vand inden døre, eller en forsørger fra dyreriget, fx en haj.

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift, der ikke længere

eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador.

Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Igimarasussuk (Opr. overskrift: Og en anden fortælling).

Igimarasussuk havde en lillesøster, der hed Ikaminaaq. Det skete jævnligt, at

Igimarasussuk mistede en kone. Nu giftede han sig med en kvinde, der havde en

stor familie. Den nye kone havde sin lillebror med sig, da hun flyttede til

Igimarasussuk. Årsagen til, at Igimarasussuk så tit mistede en kone, viste sig

at være den, at han dræbte sine koner og spiste dem, efter at have fedet dem op.

Mens Igimarasussuk endnu kun gav sin nye kone vand i en muslingeskal at drikke

for at fede hende, sagde han en morgen til hende: "Dræb din lillebror, så jeg kan

spise ham, når jeg kommer hjem fra fangst." Da Igimarasussuk var taget af sted,

gav konen sig til at lede efter lus på sin lillebror, for hun syntes, det var

synd for ham. Da han faldt i søvn, stak hun ham med en syl, og der hørtes kun

snorken fra ham. Da hun på den måde havde dræbt lillebroderen, dækkede hun ham

til med ammassætter. Derefter tog hun en sten og gik med den hen til en stejl

skrænt. Hun lod så stenen rulle ned ad skrænten. Det så ud, som om det var et

menneske, der var trillet ned. Hun sørgede også for, at sporene i sneen kom til

at ligne lillebroderens, - lillebroderen havde udadvendte fødder.

Da hun vendte tilbage, skar hun kød til at putte i gryden. Hun havde lige vendt

stykkerne i gryden, så kom Igimarasussuk hjem. Uden at tage sin helpels af, gik

han op til huset og gav sig til at spise. Midt i måltidet spurgte han: "Hvor er

Ikiminaaq?" Konen svarede: "Jeg forsøgte at dræbe ham, men han flygtede fra mig."

Kom og se hans fodspor. Han fulgte efter sin kone og fik konstateret, at konen

talte sandt. Han sukkede og sagde: "Lille Ikiminaaq har villet flygte, men er

skredet ned ad skrænten."

Igimarasussuk gik hjem og spiste videre. Dagen efter, da Igimarasussuk var

taget af sted på fangst, gik hans kone hen til sin lillebror; og sammen tog de

af sted over land til deres families boplads. De nåede frem, lige før familien

skulle til at tage af sted til en ny vinterplads. Det viste sig, at familien var

kommet til deres gamle boplads for at hente noget hvalroskød, som de havde

efterladt. Igimarasussuks kone og hendes lillebror fortalte om Igimarasussuk og

om, hvad der var sket med dem selv. De gik om bord på konebåden og blev skjult

under noget træ. De var kommet et godt stykke fra land, da de så en kajakmand,

der styrede lige imod konebåden. Det var Igimarasussuk, der ville vide, om de

havde set noget til hans kone. De sagde, at de ikke havde set hende.

Igimarasussuk mente nok, at hun var ude at samle bær.

Svogrene inviterede Igimarasussuk hjem. Da de lossede konebåden, dukkede konen

og lillebroderen pludselig op til Igimarasussuks store overraskelse. Han gik med

op til huset. Så trådte en af svogrene ud på gulvet og sang følgende: "Det viste

sig, at Igimarasussussuaq spiste sine koner, efter at have fedet dem op ved at

lade dem drikke vand af en muslingeskal, men nu skal han dø." I det samme

forsvandt Igimarasussuk ud, men de fulgte efter ham og dræbte ham.

(Der er i fortællingen visse forvekslinger og uoverensstemmelser. Det med

Igimarasussuks søster er nok en fejlskrivning, for det måtte være konens

lillebror, der hed Ikaminaaq. Chr.B. Desuden dræber hun åbenbart ikke lillebroderen alligevel ? BS).

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

Kommentar: vand fra en muslingeskal at drikke: formentlig for at hun ikke skal drikke for meget. I flere varianter siges det, at hun lettere bliver fed, hvis hun ikke drikker vand.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af et håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra dengang, der var åndemanere til.

I gamle dage var der i Tasiusaq en åndemaner / angakkoq med to sønner. Når åndemaneren skulle hen til sin afdøde kones grav for at græde over tabet af hende, lavede han ræve og harer af sne og pustede liv i dem, så at hans sønner kunne få tiden til at gå med dem, mens han var væk. En dag, da han stod ved graven, hørte han en stemme, der sagde: "Kom indenfor." Da han vendte sig om, så han et hus. Inde i huset sad en mand og lavede pile; og på gulvet lå et stort rensdyr, som endnu ikke var flået. Manden i huset flåede det og sagde til åndemaneren, at han skulle spise det hele.

Næste gang han var ved graven, blev han også budt indenfor. Denne gang lå der

en masse mattak på gulvet, da manden havde fundet sassat (mange småhvaler i en våge, BS).

En dag var åndemaneren ude at gå en tur. Han hørte et skrig og så, at

manden fra huset var på vej op ad en skråning med stort besvær. Det viste sig at

han havde brækket benet. Åndemaneren gik hen til ham og holdt ham på benet, så

det heledes igen. Manden sagde: "Jeg har efterladt et rensdyr dernede, hvor jeg

brækkede benet. Du må få det, men ingen må spise kødet med spæk til og du skal

være den første, der smager på indvoldstalgen." Åndemaneren sagde til dem

derhjemme, at de skulle følge disse forholdsregler; alligevel var der en lille

ældre mand, der spiste spæk til kødet. I det samme hørtes der et skrig og en

stemme, der sagde: "Jeg havde jo sagt ..." Åndemaneren gik ud og opdagede, at

manden havde brækket benet endnu engang. Han helbredte det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder. Han kaldte på sin hjælpeånd fra det

tidlige efterår. På det tidspunkt, hvor dagene var blevet lange, stødte han

sammen med sin hjælpeånd (aporpaa), hvilket ville sige, at hjælpeånden ikke

længere tilhørte åndemaneren. Hjælpeånden kom og fortalte følgende: "Dengang da

jeg var på vej hertil, så jeg nogle mænd fra den vej (eller: rute), som stammede fra de første danske (qallunaat) beboeres tid i Qasigiannguit (Christianshåb).

Jeg var meget bange for dem." Sådan sagde åndemanerens hjælpeånd og den fortalte videre: "Engang jeg var på vej til dig, mødte jeg eqqillit. Jeg ville

gerne finde nogen, jeg kunne følges med, og jeg fandt en pige og en gammel mand

som ledsagere. Da de to var langsomme til bens, gik vi tilbage og listede os ind

på disse eqqillit. De havde deres hus i kanten af en stor slette. Vi kom til en

stor sø og kunne ikke komme videre. Men jeg fik mine ledsagere til at løbe over

søen sammen med mig. Lige før vi nåede den anden side af søen, faldt den gamle

mand igennem, men nåede dog land. Vi gik over sletten og nåede næsten til den

fjerneste ende af den. Vi listede os ind på eqqillit og dræbte dem

alle sammen."

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Så forholdsvis usædvanlig, at begivenhederne kunne være oplevet af historisk åndemaner og berettet under en el. flere seancer.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

søsteren i al hemmelighed.

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

efterladt af nogen.

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

stammer således fra denne kvinde.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alleruut (Opr. overskrift: Inuits fortælling).

I gamle dage var der mange mennesker i Ilimanaq / Claushavn, der spillede bold, og om aftenen kom de gerne op at slås. Der var på stedet en kvinde, som mændene generede sig for (havde respekt for). Da boldspillet var overstået, gik denne kvinde til mændene, fordi hun gerne ville slås med en mand, der var klædt i spraglet sælskind, men hun gik fra ham igen. Den efterfølgende dag gik hun igen hen til ham og slæbte ham til huset, hvor hun boede. Hun gik baglæns og trak ham ind gennem gangen - denne nydelige mand, der hed Alleruut. Hans kommende svogre bød ham sidde ned. Kvinden lavede et leje til Alleruut og sig selv. Hans svogre

sagde til Alleruut, at han skulle i seng, og det gjorde han tøvende.

Dagen efter tog Alleruut af sted på renjagt, før de andre vågnede. I

mellemtiden havde svogrene travlt med at lave en kajak og kajakredskaber til

ham, så han kunne begynde at øve sig i kajak. Alleruut kom hjem med et

rensdyr, som han havde fanget ved at løbe det op.

Den efterfølgende dag ville svogrene lære Alleruut i at ro i kajak. Han holdt

hele tiden tæt på stranden. Men den næste dag, da de vågnede, var Alleruut

allerede taget af sted på fangst, selv om det blæste meget. Han kom hjem med to

sortsider. Hans svogre kunne slet ikke være med.

En morgen da Alleruut var på udkig, råbte han, at der var en hval i sigte.

Straks bar de konebåden ned til vandet og tog af sted medbringende en stor

fangstblære. De styrede lige hen imod et stort skær. Svigersønnen, der fungerede

som harpunér, harpunerede skæret. Da dyret (egentlig står der også her "skær" -

Chr. B.) blev ramt dykkede det ned. De dræbte dyret og bugserede det til land.

Om foråret rejste Alleruut og hans kone nordpå. De anløb adskillige

vinterpladser, hvor folk inviterede dem til at blive. Engang kom han (herfra er

konen ligesom helt forsvundet - Chr. B.) til en boplads, hvor der boede en gammel

mand med to døtre. Han kom til at bo hos disse. Dagen efter ankomsten tog

Alleruut ud på fangst og kom hjem med en hvidhval. Døtrene tog imod ham og bar

hvidhvalen op til huset. Da Alleruut kom ind i huset, havde den gamle mand spist

hele hvalen. Alleruut fik kun et stykke kød på størrelse med en hånd.

Der kom islæg, og da Alleruut en morgen var på udkig, observerede han en våge

med hvaler, der var indespærret. Han og mandens døtre tog ud til vågen og

fangede en hvidfiskeunge. Den bar søstrene hjem, og Alleruut nåede kun at få et

lille stykke kød, som han ikke blev mæt af. Da de vågnede dagen efter, var den

gamle stået op. Han ville gerne ud på besøgsrejse; men han kom ikke af sted,

fordi det var overskyet.

En dag da det var godt vejr, tog den gamle og Alleruut af sted. De løb ud på

isen og standsede først, da de nåede til store isskruninger; da var bopladsen

næsten ude af sigte. De løb videre og kom til en boplads med to huse. De så, at der var hængt store isbjørneskind på konebåden. De gik hen til det nordligst

beliggende hus. Derinde sad en gammel mand med hælene anbragt på briksekanten.

Der blev sat mad frem til dem. De besøgte også det andet hus, hvor der boede en

gammel mand, som sad på sammen måde som manden i det første hus. De fik noget at

spise, og da de kom ud af huset, gav de sig til at løbe. Da de var kommet forbi

et lille næs, så de tilbage og opdagede, at de blev forfulgt af store isbjørne.

De viste sig, at de gamle mænd, de havde besøgt, var isbjørne i menneskeskikkelse.

Da isbjørnene nåede dem, sagde Alleruuts ledsager til dem: "Den mand har

forsørget mig med sin fangst." Så faldt isbjørnene om på isen. Alleruut og hans

ledsager løb af sted og nåede tilbage til deres boplads.

Var.: Avarunnguaq; Allerut; disse har ligeledes et besøg hos bjørne som væsentligste episode, men afviger ellers en del fra ovennævnte version. Måske skal Alleruut staves Allerut eller omvendt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, ss. 105h - 106v + 108h - 109v.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106 - 108:

Igimarasugsuk.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Inuits fortælling" / "Igimarasussuk".

Om Igimarasussuk fortælles det, at han boede på et afsides sted, og at han

fik sig en ny kone med jævne mellemrum. Han spiste nemlig sine koner. -

Engang giftede han sig med den eneste pige i en stor søskendeflok. De fik

en datter, men faderen spiste hende. Derefter fedede han sin kone op med den hensigt at spise hende. En dag, mens han var ude på fangst, gravede hun en

hule i bagvæggen og gemte sig derinde, idet hun dækkede sig med et vægskind med

et lille kighul. Hun havde forinden udstoppet sin amaat (bærepels) og lagt den

på briksen. Da manden kom hjem, harpunerede han amaaten i den tro, at det var

hans kone.

Om natten, mens manden sov, flygtede konen ud og ville hjem til sine brødre.

Hun fulgte strandkanten og opdagede et stykke oppe på stranden et stort stykke

drivtømmer. Hun kunne trylle, så hun fik træet til at flække, gemte sig i

revnen og fik træet til at lukke sig igen. Manden tog af sted tidligt om

morgenen for at lede efter sin kone. Han fandt drivtømmeret og begyndte at hugge

i det med sin økse. Men han opgav det, idet han sagde: Det kan jeg gøre i

morgen. Da manden forlod træet, gik hun videre og nåede hjem til sine brødre.

Hun fortalte alt om manden. Hun sagde til sine brødre, at de skulle overmande

ham, når han engang kom på besøg.

En dag kom Igimarasussuk på besøg hos sine svogre og sagde, at han skulle hilse

fra søsteren. I det samme blev han overmandet; og konen, som overværede det

hele fra sit gemmested, kom frem og slog ham ihjel.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 53.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 34, ss. 233 - 235: Uvikiaq.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 269. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 269: Inuit oqaluttuaq Uikkiamik atilik.

Resumé:

Uikkiaq bor i syd og rejser nordpå med kone, søn og to døtre. Sønnen ror hver dag i forvejen. Et sted bliver han dræbt, opdager familien senere efter at have hørt flere steder, at forbidragende folk har sunget om en ung mand de har dræbt. Morderne har anbragt ham på højkant og hængt hans indvolde i panden. Ui. dækker båden med græs og kærdun, gemmer sin kone under den, og sammen med sine to døtre får de has på to unge mænd, der kommer svedige ud fra en sangaften, hvor man netop har moret sig over sangen om mordet på den unge mand. Uik. med familie tar atter sydpå.

Var.: Iviangersuunnguaq; De gamles hævn over deres sønner;

Kommentar: mytisk rejse nordpå (rejserne går ofte nordpå i Kraghs samling fra Aasiaat

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. ?

eller af (?) afskrift: NKS, 2488, VI, 4', ss. 106h - 109v: Tartuneqi / Tartitsinaq.

Formentlig den variant som Rink har givet et resumé af i 1866-71, I: nr. 17; og i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 148, s. 471: The Woman who was mated with a Dog.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"En fortælling fra gamle dage" / "Kvinden og hunden".

Der fortælles om kvinden Tartuneqi og hendes far, der boede på deres vin-

terplads helt for sig selv. Øst for dette sted var der en anden boplads, hvor

der boede mange mennesker.

Kvinden havde en hanhund, som hun gik en tur sammen med hver dag. Det viste

sig, at kvinden og hunden havde seksuel omgang med hinanden. Det blev faderen

klar over, da han engang i kajak et stykke fra bopladsen belurede dem. Kvinden

var ude at gå en tur med hunden. Et godt stykke fra huset standsede de, og

kvinden tog sine bukser af og fandt en tue at holde fast i. Hunden havde så

samleje med hende, hvorefter hun gik ned til en lille sø og rensede sig for

blod. Det viste sig senere, at hunden havde gjort kvinden gravid, og at hun

havde født i hemmelighed. Det var kvinderne fra bopladsen østen for, der

opdagede det, da de var ude at plukke bær; de sendte besked til Tartuneqi om at

hente sit afkom, for at det ikke bare skulle rådne op.

Der var tyve unger med en forkrop som et menneskes og en bagkrop som en hunds.

Tartuneqis far, som ellers havde været meget vred på sin datter, kom til at

holde af ungerne. De hjalp ham, når han kom hjem fra fangst med at trække

kajakken op. - En dag sagde moderen til dem: "Når jeres morfar kommer hjem, skal

I trække kajakken op, og derefter skal I spise ham." Ungerne gjorde, som

moderen sagde. Derefter sendte hun fem af dem af sted ind i landet og sagde, at

de nu måtte klare sig selv. Fem andre sendte hun ud på havet på en gammel

kamiksål og sagde til dem, at de nu måtte klare sig selv. Kamiksålen blev

større, efterhånden som den fjernede sig. Da den var ved at komme ud af syne,

blev den til et skib.

De fem på skibet blev til qallunaat, hvide mænd. De fem, der blev sendt ind i landet, blev til eqqillit, indlandets hundemennesker.

Var.: Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartitsinnaaq; Kvinden og hunden; Tartuneqi; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift)

Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen.

Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og  bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden  tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine

indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en

tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken.

Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men

da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter

månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod

tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med

tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt

efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden."

Så tog Månemanden  tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham.

Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde:

sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en

stor åndemaner.

(Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq.

Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 181 - 191: "Kumallaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Meeraq og Asaluut er brødre og Kumalaats fætre. De tre følges på fangst og har det evig og altid så muntert sammen at en gammel kælling i Kum.s husstand blir sur og fortæller ham, at fætrene pønser på at dræbe ham. Kum. flygter i huj og hast med sin husstand nordpå, og da fætrene forgæves har ledt efter ham og forstået at han er rejst, sætter de efter. Heldigvis vælger også de at sætte kursen nordpå. De kommer til en boplads med mange bedrøvede kvinder. Deres mænd har været i indlandet hos eqqillit for at købe knive, men er ikke kommet tilbage. Fætrene får en ung mand til at fange og fiske for deres kvinder, laver sig en mængde pile og tar ind i indlandet, hvor de nær eqqillits boplads opdager en mand, der viser sig at være Kumalaat. Genforeningsglæden er stor, kællingen løgn afsløres, og de tre beslutter at angribe eqqillit. Et ægtepar ligger i et telt med en udgang bagi til de voksne og en masse underjordiske udgange til børnene. Manden spiser tørrede ørreder, som konen skærer ned til ham, og da de blir dræbt af de tre's pile, når de at hyle højt inden de dør. De tre mænd styrter over til en ø i en sø efter deres pile, kommer tilbage (Meeraq er hver gang lige ved at dumpe i vandet), men må så flygte tilbage igen for eqqillits pileregn. De dukker sig, men Mee. blir ramt af en pil, der flyver i alle mulige retninger. De to andre får ham til live igen, pileregnen tager af, og så sender de selv pile mod eqqillit, springer over og forfølger de flygtende til elv, hvor eqqillit flygter ud af syne. Alle børnene ligger døende i et langtelt. De tre gør det helt af med dem alle og forsyner sig derefter med eqqillits lækre knive i mængde. Tilbage på bopladsen lykkes det med besvær Me. og As. at belønne den unge mand med knive. Han har hørt at sydlændinge er frygtelige drabsmænd. De andre på bopladsen søger at frarane ham knivene, men Kum., der har slået den løgnagtige kælling ihjel, kommer til, dræber knivrøverne og advarer alle om at være flinke mod den unge mand.

Alle tre med husstande rejser videre nordpå. På en boplads med en leder, der har helt og aldeles har sat sig på fangsten, får de efter det der skulle være en fællesfangst på hvalros, hver et ribben helt uden kød. Næste dag tager Kum. revanche med en hval han fanger og deler afskrabede ben ud af til de andre kajakmænd, som ellers allerede er på vej væk fra flænsestedet (af skræk for deres leder?). Kum. kåres til ny leder (den vanlige duel mellem leder og helt er ikke med, BS), men afviser: Sydlændinge har ikke ledere skal man vide. Enhver kan fange frit som han vil.

      Undervejs videre nordpå træffer de en gammel mand med en yngre skægget mand ved siden. Den gamle har siden den skæggede var en lille dreng bygget på en konebåd med muslingeskaller som eneste redskaber. Kum. ryster den nu færdige båd en smule. Den falder aldeles fra hinanden. Han forærer den gamle nogle knive til en lynhurtig bygning af en ny båd.

      Videre mod nord passerer de i en fjord en kajak så hvid at den ligner en måge på vandet. I retning fra bopladsen ud mod den kommer så en sort kajak i det dejlige vejr, hvor intet ondt kan ske. Men det viser sig snart, at den sorte kajakmand har dræbt den hvide, tilranet sig hans fangst og fangstredskaber. Den forstår Kum. ved at udspørge en grædende kone, der i hele sit ægteskab har fået manden hjem hver dag inden solnedgang. Men nu er solen nede og ingen mand er kommet. Kum. får mandens kajak og redskaber beskrevet, finder morderen og dræber ham i retfærdig harme.

      De rejser yderligere nordpå med det fortsæt, mener man, at komme Landet (Grønland) rundt. Det er de godt nok i færd med, men det siges at roerskerne sad fast og en stor, hvid hund midt i båden stivnede med hvide øjne. Måske var de frosset ihjel.

Var.: Alle episoder undtagen den med den hvide og den sorte kajakmand kendes fra andre fortællinger, men ikke i netop denne sammensætning.

Søg på Kumal*; Peder Kragh nr. 45; NKS 2488, II, nr. 138; på Kunuk; og på Jordomsejleren, Uiarteq.

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Oversættelsen siger at rejseholdet vil rundt om landets sydspids. Men for det første er det i nord, den kurs de rejsende har, at man i traditionen (og i virkeligheden) ved at der er meget, meget koldt. For det andet står der i den grønlandske tekst kun: Nunarooq uiarniaraluarpaat ...: De ville egentlig uden om Landet (Grønland) ...'

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere

eksisterer.

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441: a Barren Wife.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om månemanden (orig. uden overskrift).

En gift kvinde gik en gang alene, da en hundeslæde standsede ved hende. Manden på slæden sagde, at hun skulle sætte sig op på slæden. Det føltes, som om de var ved at stige til vejrs. Hun spyttede, og spyttet ramte jorden. ("tuppoq" - usikkert, hvordan det skal oversættes i denne forbindelse - Chr.B.) Nu føltes det, som om de ikke længere rørte ved jorden. Hun spyttede igen, men manden sagde til hende: "Nu må du holde op med at spytte." De kørte videre og kom ind i et slædespor (ganske vist står der "innersuit", ildfolket, men det må være et mægtigt slædespor - Chr.B.). Til sidst nåede de frem til et hus. Derinde lagde manden et stort remmesælsskind foran indgangen og sagde til kvinden, at hun skulle lægge sig ned på ryggen. Derpå lagde manden sig ned oven på hende. Så mistede hun bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, lå hun midt på remmesælsskindet.

Hun rejste sig og satte sig op på briksen. Manden, der sad ved vinduet med en

stor fuglevinge, kaldte på hende. Så trak han en stor lem til side og sagde til

hende, at hun skulle kigge ned. Hun kunne se en masse vinterpladser, hvor husene

lå tæt op ad hinanden. Manden ("angornarua", hendes samlever) bad hende kigge på

noget bestemt. Hun fik øje på en pige, der lå på ryggen og sov. Så lod manden en

dråbe fra den store vinge falde ned på hende. Efterhånden kom der længere pauser

mellem dråberne. Da pigen blev ramt af en dråbe, fór hun sammen og saqugami

(dansk kommentar: "puttede fingeren ind.."), og hun begyndte at bløde. Folk nede

på jorden var ved at sy skindtelte, nu da det var blevet forår. Hun så sin mand

gå med deres lille søn i hånden.

Samleveren sagde til hende: "Nu skal du tilbage til jorden. Så vil du føde et

drengebarn. Når du har født barnet, skal du gå udenfor, inden nogen andre går ud. Så vil du finde et par små ulke oven på husgangen. Det skal være dit

første måltid. Når drengen bliver større, må du også en morgen gå ud før de

andre. Så vil du finde en drengeharpun til at lege med. Når drengen pludselig

forsvinder, efter at han er blevet god til at kaste med harpun, må du ikke græde

over ham. Så vil han være hos mig, så han kan forsørge mig, når jeg bliver

gammel."

Hun var nu på vej ned, da hun blev bange, skubbede han hende. Hun mistede

bevidstheden. Da hun kom til sig selv, var hun nede på jorden. Hun gik hen til

dem, der syede skindtelte og gjorde alt for at blive set. Da hun ikke blev

opdaget, tog hun en synål fra en af dem, der syede. Vedkommende ledte efter

synålen og fandt den på en af kvindernes ben (eller: fandt den på hendes ben,

mest sandsynligt). Så kiggede hun på hende fra benene og opefter og genkendte

hende. Hun forsvandt, mens det endnu var vinter, og dukkede først op igen nu. Nu

gik hun hjem til sin mand. Hun blev gravid og fødte en dreng. Hun gik ud om

morgenen før de andre og fandt ulkene, som hun tog ind og spiste før noget

andet. Herefter spiste hun almindelig mad. Da drengen var blevet lidt større,

fandt hun en morgen en drengeharpun til at lege med. Da drengen var blevet

dygtig til at kaste med harpun, forsvandt han. Moderen græd ikke over tabet af

drengen, mens faderen sørgede. Månemanden fik drengen til sig.

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Månens barn; Besøg på Månen. (fortællinger hvor månens gæst en mand: søg på Manguaraq)

Hist.: Den traditionelle fortælling om kvinden, der bliver hentet på besøg hos månen og bliver besvangret. Men idéen om månen, der skal forsørges på sine gamle dage, er ny. I min tolkning er det netop fordi måne og sol ikke reproducerer sig -får børn deroppe i himlen, at de undgår menneskers kredsløb gennem død og

(navne-)reinkarnation at verdens fortsatte gang sikres.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De

klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter.

Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til

en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang

og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste

er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt

beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og

beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for

en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med

hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer

kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever

derefter i fred og overflod.

Oversættelse af håndskriftet:

En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage.

       I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten."

       Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige.

       Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver."

       Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham.

       Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.  

Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet.

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er trykt i

Rink 1866 - 71, I, nr. 31.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

To afskrifter i hhv. Rink 2488 VI, ss. 113v - 115v af Wittus

Steenholdt og Rink NKS 2488, II, nr. 13 af seminarieelev.

(Fyldigt dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 31 ss. 124 - 127. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 22, ss. 189 - 192: Angutisugsuk)  

Resumé:

Angutisussuk er den ældste af tre brødre og så dygtig en

fanger, at folk under en hungersnød søger tilflugt hos brødrene.

Herover fortørnes A.s hustru, der en nærig. Den ene af de to gamle

mænd blandt gæsterne bliver fornærmet og hekser ufred i huset over

konens brikseplads om sommeren, da huset er forladt. Næste vinter

sætter A. sin kone og medhustru op imod hinanden. Konen får overtaget,

medhustruen blir misundelig og gør ophævelser, og da A. tæver hende

(hun er nemlig barnløs) begynder hans yngste søn at græde. Drengens

farbror, der er hans navnefælle, blander sig og får lårbenet brækket

af A. Nu træder tredje bror til sammen med en af A.s brodersønner, og

de jager A. på porten. Han tar kun medhustruen med, bygger hus lidt

nord for stedet og da han blir en stadig trussel mod den lårbrudne

bror, skiftes den raske bror og brodersønnen til at blive hjemme fra

fangst. Da de erfarer, at A. vitterlig vil sin skadede bror til livs,

allierer man sig med naboerne, der kommer, skjuler deres kajakker, og

i fællesskab får man med besvær bugt med A., der troede banen klar.

Den lårbrudne bror giver på de andres opfordring A. det første stik og

vil i fortvivelse dræbe sig selv, da A. er død. Man får ham fra det

og dræber i stedet A.s medhustru, fordi hun synes at have været ophav til

hele elendigheden.

Hist.: En detaljeret fortælling, der kunne være historisk i sin kerne.

Men indledningens to gamle mænd og den enes hekseri i vrede over

ugæstfri behandling er en traditionel mytisk episode, der skal give den

egentlige forklaring på, at der opstår splid i huset.

Steenholdts (?) afskrift el. renskrift: NKS, 2488, VI: 116v - 117v.

Seminarieelevs afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr 15, ss. 36 - 38: oqalugtuaq qivigtumik.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 33, s. 128.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 40, pp. 260 - 262: The Kivigtok.

Resumé af Rinks oversættelse:

Den mellemste af en flok brødre går hjemmefra, bliver qivittoq / fjeldgænger, og eftersøges af både brødre og far, der først finder ham den anden sommer, de søger. Hans hule er rigt udstyret med renskind og hans forråd af renkød er stort. Han er på jagt, da de finder hulen, og udstøder af skræk et brøl som en ren, da han vender tilbage. Familien overtaler ham til at vende hjem til dem, men da der er mere forråd end de sammen kan bære på een gang, bliver han tilbage for at passe på resten. Da de kommer tilbage, er han forsvundet. Senere forskrækker han dem med hyl fra toppen af et utilgængeligt fjeld.

Var.: søg på fjeldgænger, qivittoq el. qivittut.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Orig. håndskrift, nedskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, s. 172v.

Afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr. 33: ãma avdla oqalugtuaq / Imillunnaarsunnguaq.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 41, pp. 262 - 264: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

Resumé:

En kvinde, der rejser sammen med to mænd, får skænd af dem, bliver sur og går fra dem. Hun inviteres indenfor i en mågetue, der er lækkert udstyret med renskind. Hun bliver gift med manden der og får en søn, som han kalder Imillunnaarsunnguaq, et navn der tilsyneladende skulle gøre ham til en dygtig fanger. Efter nogle år vil kvinden hjem til bopladsfællerne. Manden giver lov på den betingelse, at han får sønnens førstefangst. Da sønnen er vokset til og får lyst til at være med på råbejagt på sæler, kalder hans mor ud i luften, og straks daler fangstredskaber ned til sønnen. Den sæl, han fanger, bliver usynligt snuppet af faderen, mens den slæbes ind gennem husgangen. Den næste han fanger, får moderen. Men tredje gang han er ude, kommer han ikke tilbage. Moderen går ud med sønnens istandgjorte klæder og råber af al kraft, hvorefter tøjet flyver af sted og hun efter, ned gennem de løse isbrokker i stranden og ind i nogle innersuits hus. Her befinder han sig, bundet. Hun løser ham, klæder ham på og bringer ham hjem igen. Hendes navn var Nagguannguaq.

Var.: Ikke i denne bases samlinger, omend der er mange fortællinger om et menneske der fornærmet går qivittoq og - for en tid - kommer i familie med landånder og andre fremmedartede.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Tilsyneladende er manden i mågetuen en innersuaq, fordi Rinks titel til fortællingen udsiger, at kvinden er kommet i slægt med innersuit. Hun bliver dog ikke integreret som medlem af deres samfund og sønnen reddes tilbage i hendes eget uden, at det tilsyneladende får yderligere følger.

Det bekræftes mig bekendt ikke af andre fortællinger, at innersuit lever i mågetuer, men der er ofte noget søfugle-agtigt over deres fremtræden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): innersuit.

Tilsyneladende en uafsluttet fortælling, der vanskeligt lader sig læse, og som

seminarieeleverne ikke har renskrevet

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

Tutigaq og hans mor og hans

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

tilbragt sommeren.

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse).

En familie på en vinterboplads havde to forældreløse søskende, en dreng og hans lillesøster, boende hos sig. En dag da de to søskende var gået ud, talte familien om at rejse fra stedet uden dem, fordi det, når de var så forslugne, var en stor belastning at skulle forsørge dem.

       Da familien en morgen begyndte at bære deres ting ned til konebåden, var de forældreløse forventningsfulde og regnede med at de skulle med.

       Da konebådene omsider var klar og tog afsted uden dem, var de to søskende fortvivlede og græd hjerteskærende, mens konebådene forsvandt i det fjerne. Kvinden, der indtil da havde sørget for dem, havde ved deres afrejse efterladt lidt ammassætter og en smule andre tørrede madvarer, for at de ikke skulle sulte ihjel.

Da de nu for alvor var blevet efterladt, sagde drengen til sin lillesøster: "Nu er vi blevet forladt, og for fremtiden har vi kun bær at spise. Nu plukker vi bær sammen og så bygger vi et forrådsrum af sten, hvor vi lægger de bær, som vi får til overs." Og da der endnu ikke var kommet sne nåede de at plukke en hel del bær.

Nu gik det mod vinter. Der kom masser af sne og kulden tog til. De begyndte at hente lidt bær fra forrådet for ikke at sulte ihjel.Der var ikke et menneske at se. De gik op på fjeldet for at kigge efter en kajak; men der var intet at se.

En morgen sagden drengen: "Lad os hente sidste bær fra vores forråd." Sammen hentede de bærrene, og da de spiste af dem om aftenen gemte de en lille rest til at vågne på om morgenen.

Da de vågnede næste morgen var det blevet dårligt vejr. Der blæste en kraftig nordenvind, og sneen føg så himmel og hav stod i ét. De spiste de sidste bær, og nu havde de ikke mere spiseligt - bortset fra vingetang. Efter morgenmaden havde de så ikke noget at spise om aftenen. De lagde sig på briksen med ryggen mod væggen og gav sig til at lege et aller andet for at få tiden til at gå. Midt i det hele hørte de begge samtidigt at det støjede ude i gangen - der var noget på vej ind gennem den. De stirrede ufravendt mod indgangen, og se! En meget stor haj viste sig med en frisk flænsebid i munden.

Da hajen kom ind sagde den: "Jeres medmennesker foragter jer vist og har overladt jer til at sulte ihjel - selv om det er de voksnes pligt at være barmhjertige. Jeg er kommet for at hente jer. Nu får I først denne flænsebid. Tyg den nu godt." Og de gjorde som der blev sagt og tyggede den grundigt. Da de havde spist bad hajen dem om at stå op og ikke være bange for at følges med ham. Og børnene gjorde sig færdige og fulgtes med hajen ned til stranden. Hajen gled ud i vandet og sagde: "Stil jer bag hinanden og tag fat om min store rygfinne. Jeg vil føre jer ud til det sted, hvor jeg bor, uden at dykke ned. Jeg bor på en af de yderste øer." De forældreløse greb fat i dens store rygfinne, og hajen førte dem vestover som en anden konebåd.

På en af de øer, der nu dukkede op, fik de øje på et lille bitte hus, som var klart belyst, selv ved vinduet var der tændt lys. "Herinde er der et lille helt oplyst hus. Hvis er det?" sagde drengen. "Det er mit hus hvor I skal bo", svarede hajen. De forældreløse blev henrykte. Idet hajen gled op på stranden sagde den: "Kom op på landjorden og følg med mig op." Hajen førte an op til huset, og uden for det så de en mængde kød fra store og små sæler, og en masse spæk der skulle skrabes fra skindene.

Nu sultede de små forældreløse ikke længere. Da hajen næste morgen skulle af sted sagde den: "Jeg tager ud på jagt efter mindre sæler, hvis skind I kan bruge til tøj." Om aftenen kaldte den på dem, og de gik ned til stranden og så at den havde fanget tre sæler. Dens nye plejebørn blev ovenud begejstrede. Og det siges at den fangede sæler hver eneste dag.

En dag sagde den til sine plejebørn at den ville tage ud vestpå. Da den kom derud opdagede den, at der ikke var nogen sæler og den besluttede sig for at lede efter dem. Men da den så sig om opdagede den, at flere af dens artsfæller befandt sig lidt nord for den. Og at de var på flugt ind mod land. Da den ville svømme nærmere hørte den tydeligt, at der på dens vestlige side var en hval, der pustede luft ud. Den lyd kom helt klart fra dens fjende, det var kaskalothvalens pust. Hajen gav sig til at svømme indad af alle kræfter - somme tider en smule synlig på overfladen og ellers langs havbunden. Men så blev den opdaget af kaskelothvalen. Hajen plejede ellers at søge tilflugt på skærene, men her var alt optaget af de andre mange hajer. Der var ikke andet at gøre end at flygte ind i bunden af fjorden, eftersom kaskelothvalen hurtigt halede ind på den. Netop som den nåede det lave vand i bunden af fjorden indhentede kaskelothvalen den og bed den, så kun overkroppen var tilbage. I den tilstand levede den et godt stykke tid, men døde så - en haj er jo i almindelighed sejlivet.

Dens plejebørn ventede hele aftenen på deres nye forsørger; men den kom ikke hjem. Faktisk havde kaskelothvalen jo ædt den. Hele vinteren levede de af det forråd som deres tidligere forsørger havde samlet.

Da det blev sommer var en konebåd på vej sydover, og da den kom forbi børnenes opholdssted, blev de fundet. De lod børnene fortælle hvordan de var blevet behandlet. Og da de havde hørt det hele, forbarmede de sig over dem og tog dem med i konebåden. Det fortælles at børnene blev godt behandlet af disse mennesker, der tog dem til sig som deres plejebørn.

Var.: De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som

forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. De forladte børn, Kragh nr. 64;

Søg også på nogle af de nævnte her.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 16v - 17v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Illassaqs datter. (Opr. overskrift: Den anden historie).

Illassaq ville have sin datter til kone. Han holdt op med at tage ud på fangst og sov (med hovedet?) på datterens knæ. Til sidst blev datterens knæ helt følelsesløst.

En dag lykkedes det for hende med største forsigtighed at flytte knæet væk fra

ham, kravle ud af teltet og videre op ad skråningen. Da hun kunne rejse sig op

igen, vandrede hun ind i landet, hvor hun byggede sig et hus. Hun fangede ryper

og senere også rensdyr. Hun fangede så rigeligt - selv om hun ikke havde

fangstredskaber - at hun var i stand til at beklæde husets vægge med

rensdyrskind. Hun manglede intet.

Engang mødte hun to dværge.

Til at begynde med led hun nød, og hun græd. Da var det, at en mand kom hen til

hende og sagde: "Her har du en kniv, og når du først er kommet i besiddelse af

den, vil nøden være ovre. Men du må spytte på gaven, når du tager imod den." Hun

spyttede på den, og hun led ikke længere nød.

De to dværge, hun mødte, sagde til hende: "Du skal tage tilbage til din familie,

for der er snart ikke flere dyr på jorden. (Kan også forstås sådan: "Du har snart

fanget alle dyr på jorden." Chr.B.). Kvinden svarede: "Jeg vil ikke tage hjem, for det er allerede blevet efterår." Dværgene svarede: "Du skal tage hjem, for det

er endnu ikke blevet sent efterår, og vi skal nok hjælpe dig." Kvinden sagde:

"Så vil jeg først lige hente det første rensdyr, jeg fangede." De tog så af sted.

Når hun blev træt, trak dværgene landskabet sammen, så afstanden blev mindre til

det land, som hun skulle til, og som lå så langt væk, at det havde en blålig farve. Hele turen tog kun én dag. Hendes familie var der stadigvæk, men faderen

var død. Derfra drog de til vinterbopladsen.

Var.: der er talrige qivittoq - fortællinger. Men udgangspunktet i incest forekommer sjældent.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h - 156v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Isikkakkaq (Orig. uden overskrift).

Issikkakkaq, som var en dygtig rensdyrjæger, og hans gamle far tog hvert år ind i fjorden på rensdyrjagt. De vendte tilbage til deres vinterboplads med fuldt lastet

konebåd.

Engang da Isikkakkaqs var inde i fjorden, kom en anden fanger,

Meqqusaalik, med sine mange sønner til lejren. Da Meqqusaaliks sønner tog

på rensdyrjagt, fulgte Isikkakkaq med. De nåede frem til stedet med de mange

skydeskjul, og her placerede Isikkakkaq sig alleryderst med det resultat, at han

ikke fik et eneste rensdyr, da samtlige dyr, som klapperne drev til

skydeskjulene, blev skudt af Meqqusaaliks sønner, inden de nåede til ham.

Isikkakkaq kom hjem uden fangst, men blev inviteret til spisning hos

Meqqusaaliks.

Næste gang placerede Isikkakkaq sig ligeledes yderst. Da renflokken var på vej til dem, kom Isikkakkaq til at bevæge sig alene af iver, og renerne flygtede. Isikkakkaq forfulgte dem og dræbte dem. Meqqusaaliks sønner kom og hjalp til med at flå dyrene. De gav Isikkakkaq noget kød.

Ved tredje jagt gjorde Isikkakkaq ligesom sidst. Men denne gang nåede Meqqusaaliks sønner ikke hen til ham, før han havde flået dem. Isikkakkaq bar det hele hjem.

Meqqusaaliks sønner blev inviteret til spisning, og da Meqqusaalik skulle hjem,

tog han et knæstykke af et rensdyr med hjem.

Meqqusaaliks tog hjem dagen efter. Umiddelbart derefter begyndte Isikkakkaqs ben at hæve. Han døde. Isikkakkaqs far vendte tilbage til sin boplads. Han lavede en tupilak, der var sammensat af alle mulige ting. Hovedet af tupilakken var af en hvals. Han sendte tupilakken af sted med den besked, at alle Meqqusaaliks sønner skulle udryddes.

Et stykke tid efter fik Isikkakkaqs far at vide, at den ældste af

Meqqusaaliks sønner var omkommet, da han kastede sin harpun efter en hval. På

samme måde omkom alle sønnerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qaaterfaarsunnguaq (Orig. uden overskrift).

Den forældreløse Qaaterfaarsunnguaq var i færd med at bygge sig en kajak. En ældre mand syntes, det var synd for ham; men i stedet for at hjælpe ham, listede han sig frem til ham indhyllet i isbjørneskind for at gøre ham forskrækket. Qaaterfaarsun-

nguaq hørte støj og opdagede en stor bjørn ganske tæt ved. Han flygtede ind i huset og fortalte de andre, at der var en isbjørn lige ved siden af kajakken.

Men da de andre kom ud, så de ikke nogen isbjørn. Da kom den ældre mand frem og

fortalte, at det var ham, der ville gøre Qaaterfaarsunnguaq bange.

Qaaterfaarsunnguaq blev meget oprørt over dette, og han begyndte at øve sig i

at blive åndemaner / angakkoq. Han fik sig en pose, der var lavet af hvalrosskind. En dag da den ældre mand tog ud på fangst sammen med de andre fangere, fulgte

Qaaterfaarsunnguaq med. Han gik i land på en ø, hvorfra han kunne se, hvor

fangerne befandt sig. Så kaldte han på sin pose (pooq) og kom ned i den, hvorefter han svømmede ud til kajakmændene. Han så, at den ældre mand var placeret med solen i ryggen. Qaaterfaarsunnguaq dukkede op et stykke fra ham i

skikkelse af en hvalros, og den ældre mand harpunerede ham. Så dykkede han ned

med den ældre mands line og fangstblære og svømmede hen til øen. Her afførte han

sig posen, kom ned i sin kajak og roede ud til den lille ældre mand, der sagde

til ham: "I kunne have reddet jeres part i fangsten, hvis ikke dyret var forsvundet med min fangstblære." Qaaterfaarsuk stak fingrene ned bag i kajakken, tog en line frem og gav den ældre mand den, idet han sagde: "Engang gjorde du mig bange ved at liste dig frem til mig indhyldet i et isbjørneskind. Nu har jeg hævnet mig."

(Pooq)

Var.: Katerfarsuk / Katerfaarsuk (talrige); Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk.

Kommentar: Søg: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., formentlig:

NKS, 2488, VI, 4': 102h - 103v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Menneskeæderne".

Der var engang tre brødre. Så skete det, at de to yngste udeblev fra en

fangsttur umiddelbart efter hinanden. En dag, da den ældste var ude på en

kajaktur, så han et lille hus inde på land. Han roede ind og gik op til

huset, efter at have placeret sin kajak på stranden med forenden imod

vandet. Inde i huset genkendte han straks sine brødres hoveder, der lå under

sidebriksen. Kællingen i huset beklagede sig over, at datteren ikke spiste

menneskekød. Datteren gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forlade

huset. Gæsten blev bange og skyndte sig ned til sin kajak; og idet han kom ned i

kajakken, tog kællingens datter ham om livet; og lige da han roede ud, råbte

kællingen på sin mand, der var ude at ro i kajak. (Uafsluttet fortælling).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 134v - 135h.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Naajarsuaq og Kuukajak (orig. uden overskrift).

En ældre mand, der havde et vinterhus i Alluitsup Paa, havde en søn ved navn

Naajarsuaq. De var kommet til at bo på et nyt sted, der hed Qernertormiut.

På den anden side af fjorden, i Niaqornaarsuk, boede en stærk mand, der hed

Kuukajak. En efterårsdag, Naajarsuaq var ude på fangst, kom han til det sted,

hvor Kuukajak opbevarede sit vinterforråd af ammassætter. Han fjernede nogle af

de sten, der dækkede depotet, således at ræve kunne komme ind. Da Kuukajak

senere kom til sit depotsted for, at hente noget mad med hjem, havde rævene

spist alt. Han fik at vide af nogle, at det var Naajarsuaq, der havde fjernet

stenene.

Kuukajak blev meget vred, og når han var ude i kajak, kiggede han efter

Naajarsuaq for at dræbe ham. En dag Naajarsuaq var ude på fangst ved bopladsen

ud for sit hus, kom Kuukajak hen til ham og begyndte at skælde ham ud. Naajar-

suaq lod ham skælde ud, uden at han selv sagde noget. Kuukajak fulgte Naajarsuaq

ind i land for at besøge ham, og han fortsatte med at skælde ham ud. Da Naajar-

suaq ville ud på fangst igen, fulgte Kuukajak ham. De to var begge stærke mænd.

Naajarsuaqs far anede uråd og bad de andre på stedet om at holde øje med dem.

Inde fra land så man Naajarsuaq kæntre. Straks roede faderen ud, og lige før han

nåede frem til den kæntrede kajak, skar Kuukajak sin harpunrem over og roede bort.

Naajarsuaq var blevet harpuneret. Faderen slæbte sønnens lig i land og gravsatte

ham.

Naajarsuaqs far sørgede meget over sønnens død. I første omgang græd han ikke.

Den tredie dag efter drabet gik han ud med en ny hvid sælskindsanorak og sagde:

"I sådant mildt vejr ville han være taget ud på fangst." Så gav han sig til at

græde voldsomt og faldt ned på møddingen, rullede henover den og blev rigtig

beskidt, hvorefter han faldt i søvn. Da han vågnede og havde fået en ren anorak

på, begyndte han at lave årer til konebåden. Han havde besluttet sig til at

rejse nordover til Amerloq. Hans kone, der var med barn ved afrejsen, fødte en

dreng i Amerloq. Drengen fik navnet Naajarsuaq efter sin afdøde bror. Denne

Naajarsuaq voksede op i en tilstand af vrede og blev en stærk mand. Hans far

lavede en kraftig harpunspids så lang som en underarm. Han lagde den med den

tilhørende rem ned i kramkisten med den hensigt, at drengen skulle dræbe

Kuukajak med den.

Da der var gået ikke så få år, rejste familien sydover. De forhørte sig om

Kuukajak og fik at vide, at han stadigvæk levede, men ikke længere tog ud på

fangst og kun fiskede ulke.

Da Naajarsuaq og hans forældre kom til at bo på forældrenes gamle boplads, kom

deres slægtninge og besøgte dem. De besøgende fik gerne et stykke hvalbarde og

et stykke ben (tand?) forærende. Kuukajak, som ikke vidste noget om, at hans

fjende havde fået en søn, der havde navnet Naajarsuaq, mente nok, at der var

gået så mange år efter drabet, at det nu var blevet glemt. En dag kom han på

besøg hos dem, helt ubevæbnet. Han blev godt modtaget. Naajarsuaqs far sørgede

for, at han blev beværtet godt, og at han blev underholdt, til Naajarsuaq kom hjem fra fangst. Langt om længe kom Naajarsuaq hjem. Så var værtsfolkene ikke

længere så venlige. De lukkede sig helt af, og Kuukajak kom til at ryste af

skræk. Naajarsuaqs far tog den store harpunspids med tilhørende rem op fra

kisten og gav sønnen den, idet han sagde: "Med denne skal du dræbe ham, mens

hans slægtninge ser på det." Da Kuukajak tog af sted, roede Naajarsuaq efter

ham. Lige ud for bopladsen, mens folk så på det, harpunerede han ham. Der kom

kajakker ud, og lige før de nåede frem til gerningsstedet, skar Naajarsuaq sin

rem over og roede bort.

Efter denne hævn fik faderen ro i sindet.

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Hist.: Sydlændinges rejser mod nord. Meningen med at give rævene fri adgang til depotet er i andre versioner den, at rævene kunne fanges dér i snare. Rævenes pelse var blevet meget værd i handelen med hollænderne. Den foregik bl.a. ved Amerloq, som Naaj.s far rejser op til. Her fangede grønlænderne også selv bardehvaler

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af følgende orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 109h - 112h.

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Den lille ældre mand, der hævnede sig på sønnens drabsmand".

For mange år siden boede der nede i Alluitsoq - området en ældre mand, som havde

en søn, der var en dygtig fanger. Den gamle levede godt af det, som sønnen

fangede, og var holdt op med at tage ud på fangst.

Så skete det, at sønnen en dag ikke kom hjem fra en fangst. Man antog, at han

var omkommet. Men en dag fik den ældre mand besøg af sin fætter fra en boplads

med mange telte på den ene side af fjorden. Fætteren fortalte den ældre mand, at

sønnens udeblivelse ikke skyldtes en almindelig kajakulykke, men at han var

blevet dræbt. Fætteren kunne også fortælle, at det var den mellemste af tre

brødre på hans boplads, der var morderen.

Den ældre mand blev meget vred; og han, som ellers var holdt op med at ro i

kajak, lavede sig nye redskaber - en harpun og en lanse af en særlig kraftig

kaliber. Han begyndte at tage ud på fangst med det ene formål at møde sønnens

drabsmand og hævne sig på ham.

En dag han var på vej hjem fra fangst i det yderste fangstområde, så han en

kajakmand ro ind imod land med en sæl på slæb. Den fremmede kajakmand skiftede

retning af og til og kiggede bagud med mellemrum. Den ældre mand kunne nærme sig

ham uden at blive opdaget, fordi han havde solen i ryggen. Nu kunne han se, at

den fremmede var sønnens morder, og han roede helt hen til ham og harpunerede

ham. Så slæbte han ham ind imod kysten og efterlod ham, bundet til den oppustede

fangeblære / fangstblære, på et sted, hvor to strømme mødtes, ved et stort isfjeld, der stod på grund. Så roede han hen til bopladsen, hvor mændene sad samlet og spiste. Han råbte op til dem: Nu har jeg dræbt jeres bror, som I nok kunne regne ud, det ville ske.

Nogen tid efter fortalte fætteren ham, at hans fjender agtede at samle deres

slægtninge og angribe ham. Den ældre mand lavede en hel masse pile og lagde dem

fordelt på tre næs. En morgen så han en hel masse kajakker nærme sig. Den ældre

mand, som på det tidspunkt boede i telt, gik ned til stranden med sin bue; og

hver gang en kajakmand nærmede sig et af de tre næs, stillede han sig truende op

med en spændt bue. Angriberne vendte tilbage til deres boplads med uforrettet

sag.

Senere fik den lille ældre mand at vide, at der ville komme endnu flere kajakker

for at angribe ham. Lad dem bare komme, så skal jeg vise dem mit ansigt - sagde

den ældre mand. Da kajakkerne nærmede sig, fremsagde han en trylleformular, der

fik hans ansigt til at vokse, så det så ud som en fuldmåne. Da den første lagde

til land og frigjorde kanten af helpelsen fra kajakringen for at komme op, viste

han sit ansigt frem fra teltets forgang, så manden var ved at kæntre af

forskrækkelse. Han skyndte sig at ro bort fra stranden. Sådan gentog det sig

flere gange med andre, der forsøgte at gå i land. De måtte til sidst opgive

deres forehavende.

En dag den ældre mand var ud på fangst, nærmede han sig sine fjender og så, at

de var på jagt efter en fuldvoksen spraglet sæl. En af mændene ramte sælen med

sit blærespyd. Nu roede den lille ældre mand direkte ind på sælen, mens de

andre så måbende på ham. Da sælen kom op, ramte han den med sine to store blærespyd. Da han nåede hen til sælen, fjernede han det blærespyd, hvormed en af

hans fjender havde ramt den. Han gjorde sælen klar til bugsering; men da han var

færdig, trak han den med én hånd op bag på sin kajak og fik, ved hjælp af sin

åre, bagkroppen helt op. Så forlod han de andre og roede hjemover, mens de bare

stod og gloede. Det lykkedes aldrig fjenderne at hævne sig på den ældre mand.

Var.: søg på Southlander; sydlænding.

Kommentar: Blodhævn.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en mand, der var ude at spadsere.

(opr. uden overskrift.) - En mand var ude at spadsere. På den anden side af en

høj så han et lille hus. Da han kom hen til det, viste det sig at være et

elendigt hus. Han mente ikke, det var beboet; han skulle til at gå forbi det,

da der blev råbt: "Kom herhen, kom herhen."

Kommentar: Formentlig en oplevelse nogen har haft og fortalt om, fordi det var mærkeligt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Kraghs nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 78 - 79.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en del af en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Merngajoraaq":

En mand havde en kone, der ikke kunne få børn. En dag han var ude i kajak fandt han en orm og tog den med hjem. Han bad sin kone om at vende ryggen til, hvor-

efter han kastede ormen og ramte hende på lænden, og ormen krøb ind i

hende. Inden længe blev hun gravid og fødte en dreng, der fik navnet

Merngajoraaq. Merngajoraaq og hans far besøgte engang en boplads med mange mennesker. En dag de var ude på fangst, så Merngajoraaq en kajakmand, der be-

tjente sig af to sæt kajakredskaber. Han kastede to harpuner på én gang og fik

to sæler. Merngajoraaq ville ikke stå tilbage for ham og fangede to sæler på én

gang med ét harpunkast. (Harpunen gik igennem den ene og satte sig fast i den

anden sæl). Manden med det dobbelte sæt kajakredskaber var meget populær, og

Merngajoraaq havde planer om at dræbe ham. Faderen var også sikker på, at Mern-

gajoraaq nok skulle klare sig, for en dag Merngajoraaq var ud i kraftigt stormvejr, var faderen på udkig efter ham og så ham gå på vandet med sin kajak med læs på hovedet.

En dag var Merngajoraaq ude at ro i kajak sammen med manden med det

dobbelte sæt redskaber og fik på den måde lejlighed til at dræbe ham. Dette

fortalte han den dræbtes bopladsfæller, der blev meget vrede og ville hævne sig. I smug skar de huller i hans kajak, og bevæbnet med knive omringede de

hans telt. Merngajoraaq smuttede ud gennem en lille åbning, gik ned

til sin kajak og sejlede ud. "Nu synker han", sagde de andre. Men det

gjorde han ikke, for han havde stoppet hullerne i kajakken med sten.

Da han nåede hjem og løftede kajakken, raslede stenene ned, så det

larmede.

Var.: Første episode bruges altid i Qujaavaarsuk; Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Kommentar: Merng. er en slags angakkoq / åndemaner med sine evner til at gå på vandet og holde kajakken oven vande trods dens huller stoppede med sten. Hans oprindelse fra havets orm må være årsagen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 87v - 88v.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 257 - 258. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 257 - 258: Usunngusaq.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 26.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

Rink henviser i en note til begge udgaver en afkortet version i Kraghs samling, formentlig NKS 2488, VI: 19v - 20v, hvor hovedpersonen kaldes Savnimersoq.

Resumé i oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Usungusaq"

Der boede flere familier i et stort langt hus. Hver dag kom fangerne hjem med

fangst undtagen Usungusaq, der aldrig fangede noget. Han blev bebrejdet det af sin kone.

En dag Usungusaq var ude i kajak, opdagede han et menneske på den anden side af et lille næs. Det viste sig at være en indlandsbo. Indlandsboen kaldte på Usungusaq, men hver gang Usungusaq nærmede sig indlandsboen, blev han bange og

roede længere ud. Til sidst lykkedes det indlandsboen at indfange ham med sin

snare. Han førte ham ind i landet. Da de gik gennem jordens navle (Nordpolen),

fik Usungusaq mundkurv på, så han var ved at kvæles. De gik videre og kom

til en stor klippe, der var skinnende blank. Da de gik derfra, nåede de ind-

landsboens hus; der var en kone i huset, men de havde ingen børn.

I de to dage, hvor Usungusaq opholdt sig i indlandsboens hus, tog indlandsboen

alene ud på fangst og kom hjem med en sortside. Han ville ikke have, at

Usungusaq skulle med ham på fangst. Usungusaq længtes hjem og tog af sted. På

sin vej hjem så han intet til jordens navle. Ved sin kajak fandt han en masse

sæler, som indlandsboen havde fanget med sin snare. Han gjorde, som indlandsboen

sagde: Han tog kun én sæl på slæb på vej hjem, og i de efterfølgende dage

hentede han flere. Når hans husfæller spurgte, hvor han havde fanget sælerne,

sagde han, at det var ude på det yderste fangstområde.

Da sælerne slap op, gik Usungusaq til indlandsboen, der tog ham med ind i land; men Usungusaq blev kvalt ved jordens navle. Hans husfæller ledte efter ham, og en af dem traf indlandsboen, der fortalte, at det var ham, der havde dræbt Usungusaq. Manden harpunerede indlandsboen, der nu flygtede ind i land, så fangeblæren / fangstblæren, der var forbundet med harpunspidsen, fløj henover jorden. Manden forfulgte indlandsboen og dræbte ham med sit blærespyd.

Var.: Sannimersoq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

Hist.: Man kan sikkert finde ud af, hvornår Nordpolen indføres som begreb i Grønland.

Kommentar: Indlandsboerne, tornit, i Østgrønland timersiit, siges gerne at fange dyr med lasso. Undertiden omkring halen, bagfra, modstrøms.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 99h - 102v, eller

Wittus Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 53h - 55v.

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 115.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119 - 123:

The Friends.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om to venner".

Der var engang to venner. Den ene boede inde i fjorden, mens den anden

boede ude ved den yderste kyst. Hen på efteråret fangede kystboen en stor

sortside. Efter mandens anvisning fjernede konen skindet og flækkede

skroget med spæk på midt igennem og lagde de to dele i to kødgrave. Derefter

gik manden til en grav, hvor den gamle bedstemoder, der var død om sommeren, lå

begravet. Han konstaterede, at liget var rådnet; og han skar et stykke

kød fra det og gned den ene halvdel af sælen med det. Hans kone vidste nu, at

han ville beværte sin gode ven med denne halvdel. - Fjordboen var på renjagt og

fangede en rigtig fed tyr. Han bad sin kone tørre en del af "bugflæsket", for-

di han agtede at beværte sin ven med det.

Da fjordboen besøgte kystboen, blev han sent på aftenen budt på den hengemte

sælhalvdel, der var blevet gnedet med kødstykket fra den afdøde bedstemoder.

Han blev dårlig og gik ud for at forrette sin nødtørft og for at kaste op.

Fjordboen, som var åndemaner, mødte her sin hjælpeånd, som sagde: "Din ven

har forgivet dig". - Da fjordboen vendte hjem, fortalte han sin

kone, hvad der var sket, og bad hende dele det tørrede "bugflæsk"

i to dele, idet han ville gnide den ene halvdel med blod fra en afdød.

Da kystboen kom på besøg, blev han sent på aftenen budt på "bugflæskestykket",

der var blevet gnedet med en afdøds blod, hvorefter han tog hjem. Hen på

efteråret kom kystboens familie i konebåd ind i fjorden og meddelte, at kystboen

var blevet sindssyg. Fjordboen tog ud for at se til ham. Igennem vinduet, der

var i stykker, så han kystboen sidde inde i huset. Hans øjne var store, og hans

næserod var så skarp som æggen på en kniv. Fjordboen flygtede, forfulgt af den

sindssyge, og nåede lige at ro ud, inden den sindssyge kom. Den sindssyge spadserede ud på vandet, men da han nåede til en strømkobling, (et sted hvor

flere strømme mødes) kunne han ikke mere. Noget senere kiggede fjordboen hen

til ham og fandt ham død. Han begravede ham.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om søskendeflokken

Mange havde friet til den eneste pige i en stor søskendeflok, men brødrene ville ikke af med hende til nogen. Men en af frierne besvangrede hende, og hun fødte et barn i dølgsmål. Da "dølgsmålsbarnet" blev større ville han også have en kajak ligesom sine morbrødre, der fangede meget. Oven for stranden fandt han et hundehoved og fik det til kajak. Til harpun brugte han et haleben af et dyr. En dag var han ude på fangst og fik en sæl, mens en af morbrødrene kom hjem uden fangst. Det gik efterhånden sådan, at ingen af morbrødrene kom hjem med fangst.

En dag da dølgsmålsbarnet og morbrødrene var ude på fangst, dræbte dølgsmålsbarnet den yngste af sine morbrødre. Hans brødre, der ilede til, opdagede, at alle hans åbninger var fyldt med blod. Dølgsmålsbarnet fik pludselig dårlig samvittighed, og han tog ikke på fangst den næste dag. Men da der var gået et par dage, tog han igen ud på fangst og dræbte den næstyngste morbror. Sådan gik det til at han dræbte alle sine morbrødre. Derefter rejste han nordover for at leve i ensomhed som qivittoq / fjeldgænger. Han var kommet et godt stykke vej vestover, da han hørte en åndemaner / angakkoq mane ånder. Han roede direkte efter lyden, stødte imod husets indgang og skræmte beboerne ihjel. Igen blev han grebet af dårlig samvittighed, så han tog vestover og drejede efter nogen tid mod nord. Igen hørte han en åndemaner, der manede ånder. Han roede derhen og skræmte dem ihjel. Dette gentog sig fem gange, og sidste gang tilstod han, hvad han havde gjort.

Var.: søg på: anngiaq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: En ret så gruelig version, idet det oftest lykkes en el. flere åndemanere at indfange og uskadeliggøre anngiaq'en under første seance eller under en gentagelse af den. I ingen af disse tilfælde skræmmes tilhørerne til døde. Dér gælder hævnen kun de morbrødre, der har nægtet deres søster ægteskab og hendes barn en far, og det er moderen, ikke utysket, der går til bekendelse. Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, måske af

Orig. Håndskr. ? To nedskrifter findes med næsten samme håndskrift. Peder Kraghs afskrift med sideløbende dansk oversættelse: NKS 2488, VI, 4': 75h - 78h, og en uden oversættelse: NKS 2488, VI, 4': ss. 89 - 90.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Resumé: Fortællingen om Asalooq.

Asalooq boede med sin far, en stedbroder og en lillebror. Stedbroderen

drev ud til havs med isen. Det samme skete med Asalooq og hans

lillebror, mens de var ude at lede efter stedbroderen. De kørte i

flere dage udefter, da de opdagede nogle brede slædespor, som de

fulgte. De nåede til Akilineq og kom til en boplads med to huse - et

lille og et stort.

De blev budt ind i det lille hus, og familiefaderen her advarede

Asalooq imod manden i det store hus, der var meget stærk, og som

plejede at udfordre sine gæster til styrkeprøve. Han fortalte

endvidere, at den stærke mand havde et skulderblad af en hval med et

hul i midten. Kanten omkring hullet var takket som på en sav. Dette

skulderblad plejede han at sætte på gæstens hoved, så det hvilede på

næseroden; med det skar han gæstens næse af.

Asalooq blev inviteret ind til den stærke mand. Huset var fuld af

hans koner, og på briksen sad hans stedbroder og var blevet skåret.

Asalooq blev udfordret til styrkeprøve, og da han havde overvundet den

stærke mand, skar han hans hoved med skulderbladet, så  han døde af

blodtab. Asalooq og hans lillebror gik tilbage til det lille hus. Så

kom der en mand og inviterede dem til spisning af menneskehjerne, som

den stærke mands mor havde tilberedt. De gik op til det store hus, men Asaluut forbød sin lillebror at spise noget; han selv spiste det

hele og slikkede tallerkenen. Derefter vendte han ryggen til de andre, gned

maven med hænderne ned mod navlen og lod maden sive ud gennem navlen ned i

tallerkenen. Så tvang han den stærke mands mor at spise det, så hun døde.

Nu tog Asalooq, hans lillebror og stedbroderen af sted og nåede hjem til deres

boplads. Da faderen så Asalooq kigge igennem vinduet, genkendte han ham, men døde af forskrækkelse.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Kommentar: Helten, Asalooq, er normalt forbundet med en sejr over eqqillit i indlandet, men som det fremgår af Var. ovf. har flere af overlevringens helte fået den ære at klare styrkeprøverne i traditionens Akilineq (landet på den anden side havet)

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der formentlig er Peder Kraghs renskrift: NKS 2488, VI, nr. 6, ss. 79 - 83 (i Rinks paginering).

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Alluunnguaq":

Der var engang en mand ved navn Alluunnguaq / Allunnguaq / Atdlûnguaq. Han gik aldrig på fangst; han levede udelukkende af det, som en anden fanger i huset fangede. Alluunnguaq lå bare ved enden af moderens lampe og foretog sig ikke noget.

En dag var fangerne på åndehulsfangst, men de kom hurtigt hjem og fortalte,

at de havde set en stor krokodille (et krokodillelignende væsen?), der sad på

isfjeldet under vandet. Ingen tog ud på fangst dagen efter, men Alluunnguaq gik

ud til isfjeldet med sin tuk som våben. Han lavede et hul i isen og lokkede

krokodillen til sig. Med sin tuk stak han den i øjnene. Da dyret kom op af

vandet, gav det sig til at løbe efter Alluunnguaq ved at snuse til hans spor. Af træthed faldt Alluunnguaq om og mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så, at krokodillen lå død på jorden. Alluunnguaq gik hjem og sendte sin mor ud til bopladsfællerne med den besked, at han havde

dræbt krokodillen. Han måtte sende moderen ud to gange med den samme besked, for

ingen ville tro på, at Alluunnguaq, der bare lå ved enden af sin mors lampe, kunne fange noget.

Rensjægerne, som ellers plejede at komme hjem med et stort læs, kom en dag meget

tidligt hjem fra jagten, fordi de havde set et ulvepar med unger ved et stejlt

fjeld. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog af sted trods moderens

advarsler. Han kom til det stejle fjeld, der havde to afsatser. Kun ulveungerne

var hjemme, og dem dræbte han. Det varede ikke længe, før han så moderen til

ungerne komme med et stort rensdyr, som den holdt mellem tænderne. Da ungerne

ikke reagerede på dens hylen, kastede den rensdyret ned på jorden og løb hjem.

Den så Alluunnguaq og ville angribe ham, men han flygtede op på klippeafsatsen

og dræbte derfra ulven med sine pile. Så kom hanulven med et stort rensdyr;

også den ville angribe Alluunnguaq, der flygtede op på den øverste klippeafsats,

hvorfra han skød løs på ulven og dræbte den. Heller ikke denne gang ville

bopladsfællerne tro på, at Alluunnguaq havde dræbt ulvene. Først da fangeren,

der boede hos Alluunnguaq og hans mor, tog af sted for at hente ulvene, fulgte

andre fangere med.

Igen en dag kom jægerne meget tidligt hjem fra rensjagten. De havde set en

mammut (kiliffak) midt på en stor slette. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog

af sted, mens moderen sov. På en stor slette på den anden side af et fjeld så

han mamutten, der skrabede løs ned i jorden, så dens hvide rumpe sås tydeligt.

Han sneg sig frem til den; og da han kom tæt nok på, skød han og ramte den på

siden - på dens venstre og højre bredside. Da den angreb ham, kom han til at

ligge under den mellem benene; og han skød løs nedefra. Han flygtede, alt hvad

han kunne, forfulgt af mamutten. Han var så heldig at finde en lille sten, som

han kastede bagud imod dyret. Derefter faldt han ned på jorden af træthed og

mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så,

at det store dyr med ti ben var faldet død om. Det viste sig, at han havde ramt

det på hovedet mellem øjnene med den lille sten. Han kiggede på dyret og syntes,

at det var smukt. Han skar et stykke af dyret og tog det med hjem som bevis på,

at han havde dræbt det. Hans bopladsfæller hentede det. De syntes også, at

skindet var smukt.

Var.: Quperloq;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

Kommentar: Allunnguaq (men ikke Alluunnguaq) er hovedperson i en del forskellige fortællinger

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 117, s. 132.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 138, s. 467: The Bloody Rock.

Resumé af Rinks uddrag:

Kajakmænd forsvinder en efter en. To ynglinge drager ud, kommer til et fjeld med een blodig side. Den ene falder ned og bliver borte. Den anden kommer op til et hus, hvor der kommer en masse edderfugle, som han hjælper folk med at fange. Ligeså en kiliffak. Derpå tager han hjem.  

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling uden titel.

I gamle dage skete det nogle gange, at mennesker, der

var rejst ud, ikke kom tilbage. Engang tog nogle unge mennesker af sted. De

kom til et højt fjeld, der drejede rundt om sig selv. Den ene side af fjeldet

var rød. Den ene af de unge mennesker faldt ned og blev dræbt under forsøget på

at kravle op. Men det lykkedes for en anden ung mand at kravle op ad den røde

side, da den under rotationen befandt sig ud for ham, og han nåede op på toppen.

Det viste sig, at den røde farve var blod, der stammede fra dem, der var styrtet

ned under forsøget på at nå til toppen.

Fra toppen af fjeldet kunne denne unge mand se en stor sø på den anden side af

fjeldet. Der var også et hus ved søen. Han gik ned til huset. Ved siden af huset

lå der en masse kød. Der kom en mand ud af af huset, men han så ikke den unge

mand. Den næste, der kom ud for at tisse, så ham og bød ham indenfor; og han kom

til at bo dér. Beboerne i huset talte om, at der en morgen ville komme en hel

masse edderfugle. En morgen bad de ham kigge ud af vinduet. Han så, at den store

sø var helt dækket af edderfugle. De fangede alle disse edderfugle og

transporterede dem hjem.

Den unge mand var også med, da de en dag tog ud på jagt. De gik til en stejl

fjeldvæg, og de sørgede for, at den unge mand kom op på fjeldet. Denne kvinde

var gemt på det stejle fjeld (det er ikke godt at vide, hvad for en kvinde, der

her er tale om. Måske var det unge menneske, der var kravlet op på fjeldet en

kvinde? Chr.B.). De begyndte at skyde på mammutten med bue og pil. Da de blev

trætte, flygtede de op på det stejle fjeld. Mammutten nåede også til det stejle

fjeld og døde dér. De tog kødet med hjem og levede af det. Da den unge mand (kvinde?) begyndte at længes hjem, ledsagede de ham på hans vej og hjalp ham med

at bære de edderfugle og det mammutkød, som han havde med.

Kommentar: Ligner en forårsmyte. Det roterende fjeld minder om det spiralsnoede fjeld, der findes i et par fortællinger og muligvis rækker op til himlens land med landdyr. Blodet kunne stamme fra de døde, der mister det undervejs op til dødsriget i himlen. Søg på spiralsno*; og på dødsrige*.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller af Steenholdts (?) afskrift:

NKS, 2488, VI, 4', ss. 117v - 119v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Aappilattoq".

Aappilattoq og hans storebror tog nordover og kom til at bo i Nordgrønland / Avanersuaq = Thule?.

Aappilattoq byggede sig et hus ved mundingen af en stor fjord og broderen byggede et en dagsrejse sydligere. Når Aappilattoq var på fangst, fjernede han sig

aldrig længere væk, end at han hele tiden kunne se huset og børnene, der

legede udenfor; for de boede helt for sig selv. En dag var han nødt til at følge

sælerne til et sted, hvorfra han ikke kunne se husene. Da han om aftenen nåede

hjem med flere sæler på slæb, var der imod sædvane ingen mennesker at se uden

for huset. Da han gik op, så han, at samtlige beboere var blevet dræbt.

Aappilattoq blev meget vred. Han, som var åndemaner / angakkoq, manede ånder og opdagede spor, der gik indad på den sydlige bred af fjorden; og han fandt ud af, at hans kone og deres børn var blevet dræbt af en indlandsbo - én med en gryde på

skulderen / igalilik / grydemand / ildstedsmand.

Da Aappilattoq havde begravet sin familie, tog han over til sin bror og

fortalte, hvad der var sket. Dér begyndte han at forberede sig på en rejse ind i

fjorden for at hævne sig på drabsmanden. Han lavede mange pile. Som rejsefælle

valgte han blandt de mange, han prøvede, en ung mand, som han anså for at være

en hurtig løber, fordi han ikke havde fundet nogen lus i hans strømper. Alle

de andre, der kunne komme på tale, havde lus i strømperne.

I kajak roede Aappilattoq og hans rejsefælle ind i fjorden, og i bunden af fjorden

gik de i land og op langs elven. De nåede en stor slette, og her var der en sø

og et stejlt fjeld ved den fjerneste ende af søen. Da de kom op og kiggede ud

fra det stejle fjeld, så de indlandsboen, der fangede laks i elven. Hver gang

han fangede én, puttede han den ned i gryden på sin skulder. Aappilattoq sagde

til sin kammerat: Du kan stå her og se, hvad jeg foretager mig. Nu sniger jeg

mig frem til ham, og når jeg har ramt ham med en pil, vil jeg straks flygte. Du

må først løbe hen til mig, når jeg bliver træt.

Nu begyndte Aappilattoq at snige sig frem til indlandsboen med en spændt bue.

Når han bøjede sig ned for at fange laks, løb han frem. Han havde kun to pile

med sig, idet han havde ladet resten ligge på det stejle fjeld, fordi han agtede

at flygte derop. Han kom meget tæt på ham og fyrede en pil af, der ramte ham i

lænden. Så flygtede han, forfulgt af indlandsboen, rundt om søen og op på

fjeldet. Aappilattoq gjorde mange forsøg på at ramme indlandsboen med sine pile.

Men det var ikke nemt, fordi indlandsboen havde en speciel evne til at dukke

sig, således at kun hagen og knæene var synlige. Efter at have løbet flere gange

omkring søen havde han kun en enkelt pil tilbage. Så kom han i tanker om, at han

havde en trylleformular / serrat, som kunne få en pil til at ramme i struben. Løbende fremsagde han denne formular og fyrede den sidste pil af. Idet pilen ramte

hagespidsen og flækkede den, fortsatte den ind i struben, så han døde.

Aappilattoqs rejsekammerat ilede over sletten for at hjælpe ham; og det fortælles, at han tibagelagde den lange strækning i løbet af den tid, der gik, fra den dræ bende pil ramte indlandsboen, til han faldt død om. Så hurtigt løb han. - Så muskuløs var den dræbte indlandsbo, at hans døde krop hvilede alene på hans læg, hans bagdel og hans lænd.

Aappilattoq flænsede indlandsboens lig og skar det i mindre stykker, som han smed ud i søen og i elven. Nu fik han ro i sjælen, da han havde hævnet sig på ham, der dræbte hele hans familie.

Da det blev forår, vendte Aappilattoq sammen med sin bror tilbage til deres hjemsted i syd.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift: Rink NKS 2488, VI, ss.43h - 44h.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 51.

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 278 - 279, dvs. den første fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at Kuvitsina tog ud af fjorden, og

mens konebådene fortsatte udefter, roede han væk fra dem i sin kajak.

Mens han fortsatte langs stranden, kom han så til en lille stejl

klippevæg, og den åbnede sig helt af sig selv. Da den var åben,

smuttede han indenfor, og så var han skam kommet ind til innersuit

(ildfolk under stranden). Ham Kuvitsina var efter sigende åndemaner.

Da han var kommet ind, greb innersuit ham, og sådan røvede de ham og

tog hans kajak og rev den i stumper og stykker. De førte Kuvitsina op

og med ind i huset, og da han var inde, satte de ham på

vinduesbriksen. Mens han nu sad der begyndte en af innersuit, deres

gamle madmor, at skærpe sin grimme ulu / kvindekniv, og næppe var hun

færdig før hun gik over til ham. Henne ved Kuvitsina, der (ellers) var

åndemaner, skar hun hans dejlige næse af, hvorefter hun med uluen stak

den afskårne næse op i sit fæle skræv og lod den lugte sig. Da fik

Kuvitsina en anden forstand / sila, fordi hun strøg hans næse gennem sit

skræv, og hun surrede den så fast til husstolpen.

Endelig langt om længe kom han da i tanker om, at han kunne få hjælp

af sine hjælpeånder, og ganske vist kom de ind efter tur, men dem der

havde røvet ham ænsede dem ikke og var aldeles ligeglade med hans

hjælpeånder. Da han ikke havde flere af den slags hjælpeånder,

tilkaldte han andre der (også) var innersuit, men boede i nærheden af

hans boplads. Og snart kunne han høre dem, den ene, som hed Nipinngasoq

(hans klæbende fælle), og den anden, som hed Napataraq, og de kom for at

forsvare Kuvitsina. Den anden, der var yngre end den ældre

Nipinngasoq, kom ind først. Straks han var inde sagde han: "Hvad er

det I gør ved  Kuvitsina?" Rasende greb han en kniv og skar det der

var bundet til husstolpen ned (? usikkert), mens han tilmed kaldte

denne åndemaner ved et af hans andre navne: Akammak, og skar så den

lange surring over. Da han nu havde beskyttet (?) Kuvitsina ved at

kalde ham Akammak, sagde han, mens han gav ham hans amulet (? den

overskårne læderrem): "Kuvitsina, gå så ud."

Kuvitsina fór ud, og Napataraq havde befriet ham endnu før Nipinngasoq

var kommet, og Kuvitsina gik ned til stranden, hvor han fandt sin

smadrede kajak, mens han deroppe dræbte den ene af sine artsfæller

efter den anden. Kuvitsina pustede sin kajak hel igen og roede væk, ud

i det fri. Denne (Naparatak) sagde nu til sine artsfæller, disse

grimme innersuit: "De der bor oppe på jorden må man ikke røve." Og han

formanede dem: "I skal frygte disse mennesker. For dem vi ikke kan

klare og frygter, nemlig de store hvaler, dem kan de fange med

fangstblærer, og dem er vi bange for."

Kuvitsina nåede derfra allerede før, Nipinngasoq var nået helt frem, og

han satte kursen hjemover, uden næse. Midt mens han roede hjemad kom

en kraftig susen efter ham, og tænk, det var hans herlige næse, og den

satte sig fast helt af sig selv, men i farten temmelig skævt, og sådan

blev den siddende. Og så nåede han da hjem til sin boplads.

Her slutter historien.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 112.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 145, s. 470: The Shark as Provider.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles at en stor flok brødre havde deres yndlingsboplads i nærheden af Paamiut. Deres hus var meget langt og i husgangens lille siderum havde de to forældreløse boende.

Man fortæller, at de begge var piger, og at de ikke fik anden mad end

den kogevandssuppe de fik foræret. Men det havde de små stakler så

bare at være tilfredse med. Engang vinteren var omme og sommeren

nærmede sig, brød man op og tog derhen, hvor man plejede at fange og

tørre ammassætter, men lod de forældreløse ene tilbage. Da de

(brødrene) skulle afsted gik de (pigerne) ellers ned til stranden med

deres sammenrullede soveskind, men alligevel lod de dem ikke komme

ombord (i konebåden). Ved affarten brast pigerne i gråd, fordi de nu

var alene og ingen havde til at hjælpe (og fange for) sig. På et

tidspunkt begyndte de så at søge efter føde på stranden, spiselig

tang og blåmuslinger. De ledte også efter ammassæthoveder i

forrådsskurene og andre småtterier.

En dag snakkede de så om at følge efter de andre over land. Da de

havde snakket færdig drog de derfra for at se, om de kunne komme på

sporet af deres husfæller. Da det blev aften inden de nåede frem,

måtte de overnatte ude i det fri. Da det næste morgen blev lyst drog

de videre på må og få, fordi de ikke anede hvor de (brødrene) havde

deres sommerlejr, og da kom til en stor klint stoppede de op, fordi

der var så smukt. Her holdt de et langt hvil, og da de på et tidspunkt

kiggede mod mord, så de med eet en haj der var krøbet op på et stort

stykke sandstrand. Da sagde den ældste til sin lillesøster: "Måske

skulle vi gå over til den." Men lige da hun sagde det, ville

lillesøsteren ikke med. Længe søgte storesøsteren tålmodigt at

overtale hende, og til sidst sagde hun ja. Da de gik ned mod den og

næsten var fremme sagde storesøsteren: "Gid den ville hjælpe os!"

Straks rullede hajen sig ned og ud i vandet. Da de nu så den svømme ud

standsede de op, og denne her haj standsede også op. Da de så den

blive på samme sted, gik de igen ned mod den og standsede så på

stranden lige ud for hajen. Da de havde stået der en tid, sagde hajen

lige dér minsandten noget: "Kom nu og sæt jer op på mig." De gik hen

og satte sig op, og så svømmede hajen direkte ud fra land. "Mon den

fortsætter ud til havs med os?" tænkte de imens. Da sagde hajen

mærkeligt nok: "Nej, jeg det har jeg ikke i sinde, jeg vil tværtimod

hjælpe jer." Udad gik det, helt ud til den yderste ø (i skærgården).

Da de omsider nåede den, sagde hajen: "Byg nu et hus der er stort nok

til jer og med en plads til mig ved endebriksen." Med de ord svømmede

han ret ud til havs. De to arme forældreløse gav sig så til at bygge

sig et sted at være, og hen på eftermmiddagen gled hajen op på

stranden med en sortside / grølandssæl i gabet. De gik ned og slæbte

så sælen op uden for deres endnu ufærdige hus. Så overvintrede de

ellers dér med hajen som fangstmand. Da det blev forår sagde hajen til

sine protegéer: "På samme måde som sidst skal jeg nu bringe jer hen et

sted hvor I kan fange og tørre ammassætter."

Da brødreflokken kom tilbage til bopladsen var de forældreløse væk.

Men så engang da den ældste bror var ude i kajak og nærmede sig den

yderste ø, som jo var ubeboet, så han til sin forundring et menneske

oppe på toppen af øen.  Han roede derhenad og da han nåede frem,

jamen så var disse søskende jo gamle bekendte. Nu gæstede han dem så,

og tænk engang, de led stor nød (derhjemme), og hans brødre var så

afkræftede, at de ikke længere var i stand til at ro ud i kajak! Hajen

kom hjem med fangst uden at ane at de havde gæster, men så sagde

søstrene at brødreflokkens ældste var på besøg. Han spurgte dem så

hvordan de andre havde det, og da de fortalte at de led stor nød og

sultede forfærdeligt, bevægede hajen op til huset og sagde til

brødreflokkens ældste: "Sådan som I har hånet dem, skal jeg nok vide

at gengælde jer til gavns." Og da gæsten skulle hjem sendte de forråd

med og gav ham besked om, at han for eftertiden måtte besøge dem

ligeså tit han ville. Man siger, at brødrene ene og alene kom gennem

vinteren på mad fra de forældreløse. Således var det de forældreløse,

der kom til at hjælpe (brødreflokken). Da (de to søstre) havde været

på ammassætfangst overvintrede de på stedet, og de forlod det aldrig

siden.

Her slutter fortællingen.

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Den lille gamle med den store datter;

Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts (?) renskrift: NKS 2488, VI, ss. 119h - 120h.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak, også kaldet Nakasunnaq.

Issiallak havde hørt, at der nordpå fandtes sæler, der var meget sky.

Af nysgerrighed rejste han nordover og kom til at bo hos to brødre, som

ikke havde kajakker og kun fangede sæler fra is om vinteren, mens de

jagede rener om sommeren.

Den første fangsttur var en stor skuffelse for Issiallak. Der var sæler nok, men

det var umuligt at komme dem på nært hold. Den første dag fangede han ikke

noget og var meget flov over det. Efterhånden vænnede han sig til forholdene og

fangede til sidst så mange, at der var nok til vinterforråd. Da der kom islæg,

og Issiallak ikke mere kunne tage ud på fangst i kajak, var det brødrenes tur

til at fange sæler fra is. Den form for fangst lærte Issiallak også,

efterhånden som tiden gik.

Midt om vinteren blev isen så tyk, at de ikke længere kunne fange sæler, og

vinterforrådet svandt ind. Så sagde den ældste af brødrene: "Nu varer det ikke så

længe, før krybdyrene indfinder sig. Der plejer at komme mange, men først når

der bliver så mange, at huset begynder at ryste, går vi ud og begynder at slagte

løs."

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq (Issiallak) og meddelte ham, at krybdyrene

nu var kommet. Han stod op og kiggede ud - der var rensdyr alle vegne. Det var

altså rensdyrene, som brødrene kaldte for krybdyr. Nakasunnaq tog sin kniv og

var straks på vej ud. Brødrene forsøgte at forhindre ham i at gå ud og sagde, at

de skulle vente, til der kom mange flere. Men Nakasunnaq skubbede dem til side

og gik ud. Så var brødrene også nødt til at deltage i slagtningen. Nakasunnaq

tog et levende rensdyr ind i huset, som de havde som husdyr, indtil de ikke

havde mere proviant. Så måtte de slagte det og spise det.

Nu begyndte brødrene at snakke om, at der ville komme dyr, der havde lus, som

kunne spises. Disse dyr viste sig at være isbjørne, der kom i store mængder.

De fangede mange af dem og levede af dem. En tid havde de en levende isbjørn som

husdyr, indtil de måtte slagte den og spise den.

En dag fortalte brødrene, at der på denne tid af året plejede at vise sig en

stor isbjørn, der var dækket af is (isgroet bjørn) og holdt til på isen lige ud for huset. Så længe bjørnen var der, plejede de at holde sig inden døre - sagde brødrene.

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq tidligt om morgenen og fortalte, at nu var

isbjørnen der. Nakasunnaq kiggede ud af vinduet, og han så, at den store

isbjørn, der var dækket af is, var i færd med at bane sig vej gennem isen og var

kommet ganske nær. Nakasunnaq var vild efter at gå ud og møde bjørnen. Trods

brødrenes advarsel tog han sit tøj på og strammede alt til, tog sin lille kniv

og forsvandt ud af huset. Da isbjørnen dykkede, løb han frem og stillede sig ved

siden af dens åndehul.

Brødrene sad ved vinduet og fulgte med i, hvad der foregik. Da isbjørnen dukkede

op og så Nakasunnaq, gav den sig til at løbe efter ham. Isen gik i stykker under

den store isbjørn, og den halede hurtigt ind på Nakasunnaq. Da bjørnen trak

vejret ind, standsede Nakasunnaq først; derefter begyndte han at glide baglæns

over isen, og han var næsten nået til isbjørnen, da dyret pustede luft ud. Så

begyndte han at løbe bort fra isbjørnen og var næsten ved land. Så trak isbjør-

nen vejret igen med det resultat, at Nakasunnaq fór direkte mod isbjørnen,

sprang ind i dens mund og på den måde slap for at blive bidt.

Nakasunnaq røg lige ned i bjørnens mave. Luften mærkedes til at begynde med

kvælende, og han mærkede, at tøjet blev opløst af den voldsomme hede. Hans lille

kniv, der var stukket ind mellem yder- og inderkamikken, var også væk. Men han

fandt den ved at rode rundt i bjørnens mave. Med den lille kniv skar han et hul

på størrelse med sit hoved imellem bjørnens ribben henover vandlinien, og

samtidig gav han bjørnen så mange knivstik indefra, at den døde.

Ifølge brødrenes iagttagelse fra huset lå bjørnen, efter at have slugt mennesket,

først roligt med hagen på isen. Så kom den i voldsom bevægelse, hvorefter den

lagde sig ned og ikke rørte sig det mindste. Brødrene mente, at den måtte være

død. De tog deres våben og gik ned til den. Bjørnen var død, men der var intet

at se. Så hørte de én, der sagde noget; og stemmen kom i retning fra bjørnens

bredside. I det samme så de først et ansigt og derefter et helt menneske, der

var rød over det hele, idet kroppen var skoldet og var hudløs. Det var

Nakasunnaq, der havde gjort hullet mellem bjørnens ribben større og var kommet

ud. Han løb op til huset og var nær ved at fryse ihjel. Han lå længe uden at

kunne røre sig, indtil kroppen heledes.

Brødrene flænsede bjørnen og bar kødet hjem. Først derefter gik isen.

Da det blev forår, tog Nakasunnaq sydover. Han rejste aldrig mere nordpå, da han havde fået nok af opholdet deroppe og frygtede (igen) at blive ædt af en

stor bjørn.

Var.: Nakasunnaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke.

Peder Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 61v - 66h med sideløbende oversættelse til dansk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 259 - 261. Transskriberet til nugrønlandsk i

Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 259 - 261.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En sandfærdig fortælling.

Jeg har nedskrevet denne fortælling, fordi den er sandfærdig, og for at de sto-

re herrer (naalakkat) kan få noget at vide om den stærke mand.

Min bedstemoder Sisaalia (Cecilie) hed Qarmeq, før hun blev døbt. Hun havde

været med på rensdyrjagter med bue og pil, og hun havde også været med til at

drive flokkene. Hun kendte folk på strækningen fra Holsteinsborg / Sisimiut

til Jakobshavn / Ilulissat. Hun kendte den mand, der her skal berettes om.

Jeg, som skriver denne historie, har kendt denne stærke mands børnebørn. Og du,

min kære, kender bopladsen Ikerasaarsuk, hvor den unge mand, der senere blev

en meget stærk mand, boede.

I Ikerasaarsuk boede der en ung mand ved navn Qaqitsoq, som også blev kaldt

Pinnersoq. Han var i færd med at udvikle sig til en stærk mand. To stærke mænd

fra Jakobshavn havde sendt bud efter ham, for at de kunne prøve kræfter med

ham.

En vinter fandt fangerne under åndehulsfangst ved nordsiden af Ikerasaarsuk

en død narhval. Den trak man op på isen. Ved denne lejlighed var Pinnersoq også

til stede. Hans slægtninge stak lidt til ham her med at

ingen forældre ville have ham som svigersøn, og at han var blevet udfordret til

kraftprøve af to stærke mænd fra Jakobshavn. De mente, det var på tide, at han

viste, hvor stærk han var. Han kunne f.eks. prøve, om han magtede at løfte

narhvalen. Så gik Pinnersoq hen til den frosne narhval, greb dens tand med den

ene hånd og lagde den anden arm ind under hvalen og løftede den. De andre

fortsatte drillerierne og ville også se, om han kunne få narhvalen op ovenpå et isfjeld, der var frosset fast på isen. Det kunne Pinnersoq.

Da det blev forår, samledes en hel masse mennesker fra mange bygder i Aasiaat-

området og rejste sammen med Pinnersoq ind i Diskobugten. De slog lejr ved

Orpissut lidt syd for Qasigiannguit. På den anden side af fjorden havde folk

fra Ilulissat og fra bygderne i Torsukattak lejret sig. De besøgte hinanden

og arrangerede danse- og sangfester.

En dag tog folkene fra Ikerasaarsuk sammen med deres støtter fra Aasiaat-egnen over til dem på den anden side af fjorden, og Pinnersoq stillede sig -

trods broderens, Kamitseqs advarsler - udfordrende op mellem folk fra

Ilulissatområdet, der straks omringede ham. Den første udfordrer væltede

Pinnersoq hurtigt til jorden. Angrebene på Pinnersoq blev ved i det uendelige

for at udmatte ham; Pinnersoq lagde dem ned på stribe - alle

uden undtagelse. Efter benbevægelserne at dømme blev Pinnersoq mere og mere

oplagt og ivrig.

Endelig trådte den ene af de to egentlige udfordrere frem, og han og Pinnersoq

begyndte at brydes. Det lykkedes udfordreren at tvinge Pinnersoq ned på knæ, men

kun på det ene. Pinnersoq ville afbryde kampen, men blev opfordret af de

andre til at fortsætte, fordi han jo ikke var blevet væltet omkuld. Det

varede ikke længe, så løftede Pinnersoq sin modstander og slyngede ham ud, så

han landede foran folk og opgav kampen. Derefter trådte den anden udfordrer

fra Ilulissat frem. Denne stærke mand, som hed Kutsinersuaq, løftede straks Pinnersoq op på skulderen. Pinnersoq blev meget bange for, at Kutsinersuaq

skulle smide ham bagud med hovedet nedad; men i stedet for satte han ham hårdt

ned på jorden foran, og Pinnersoq ramte jorden på en så heldig måde, at han ikke

sank i knæ. Nu var det Pinnersoqs tur til at angribe modstanderen. I stedet

for at prøve at løfte ham, trykkede Pinnersoq modstanderen fra oven og ned på

skuldrene så hårdt, at det knasede, og hans knæhaser gik i stykker. De, der

holdt med Pinnersoq, skreg af begejstring. Kutsinersuaq sank ned på jorden og

jamrede af smerte. Pinnersoqs storebror, Kamitseq, som var åndemaner, gik hen

til ham og lavede kunster ved at puste på knæhaserne, så smerterne aftog.

Pinnersoq fór uroligt rundt mellem folk, han ventede flere angreb, men ingen

turde. Så begyndte Pinnersoq at synge den sang, der var lavet til lejligheden,

og som de på forhånd havde øvet sig på. De blev helt tossede af sejrsrus. De for

rundt sammen med Pinnersoq og smadrede og trampede teltene ned - først de to

udfordreres og siden de andres. De rasede som sindssyge og hånede deres

modparter. Pinnersoq, som før havde svært ved at blive accepteret som mulig

svigersøn, valgte nu uden vanskelighed en pige fra Ilulissat / Jakobshavn til kone og tog hende med tilbage til Ikerasaarsuk.

Fortælleren, Lars Smidt, opfordrer til slut Kragh til at oversætte fortællingen,

så at hans overordnede (naalakkat) kan komme til at høre den sandfærdige

fortælling. Lars Smidt selv havde som barn boet i samme hus som Pinnersoqs børn,

i 1798. Moderen Lydia havde oplært hedningene i den kristne lære. Et af

Pinnersoqs børnebørn, Susanne, levede endnu på det tidspunkt, da Lars Smidt

nedskrev fortællingen, og boede på Kitsissuarsuit, Hunde Ejland.

Hist.: Historisk fortælling om rejser, der bl.a. lokaliserer et samlingssted, aasivik, nær Qasigiannguit i midten af 1700-tallet med kraftprøver, smædesange og seancer.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

Var.: Kaassassuk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 170v - 170h.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Iviangersooq.

Iviangersooq tog sydover for at lede efter sin lillebror. Han nåede grænsen til

himlen uden at finde sin lillebror. Her slog han sit telt op, og her fandt han

sin ledsager. Sammen roede de i kajak og kom til et stort hul, der førte til

himlen. Efter at have dækket deres kajakker til med fjer, spadserede de ind i

himlen. De så nogle store træer og gik hen til dem. Her fandt Iviangersooq sin

lillebror, der var blevet mishandlet. Hans endetarmsåbning var blevet til hans

mund, og munden var blevet til hans endetarmsåbning, og hans testikler var blevet

til udposninger i endetarmen. Så hørte de nogen synge, og straks fik de øje på

to mænd, der gik og sprang over hinanden ved at sætte af på hinandens skuldre.

Iviangersooq sagde til dem: "Jeg hørte høje stemmer af en kvinde og en mand -

hvem var det?" Den ene af mændene svarede: "Kvinden er hans (min ledsagers) bed-

stemor og manden hans bedstefar." Iviangersooq udfordrede de to mænd til

styrkeprøve og sagde, at den, der tabte, så måtte dø. Iviangersooq vandt over de

to mænd og dræbte dem, hvorefter han mishandlede ligene på nøjagtig samme måde,

som hans lillebror var blevet mishandlet. Han skar mund og endetarm ud og

byttede om på dem. Således hævnede han sig på dem. Derefter gemte Iviangersooq

og hans ledsager sig mellem træerne med ansigtet i skovbunden (?). De kunne høre

nogle mennesker gå forbi og sige: "Jeg tænkte nok, det ville ske. Vi har jo

ellers advaret dem og sagt, at den unge mand nok havde slægtninge." Iviangersooq

og hans ledsager gik tilbage til deres kajakker og vendte hjem.

På vej nordover overvintrede de sammen med deres familie i Kangerlussuaq. Det

vist sig, at slægtninge til dem, de havde dræbt, boede dér. Om vinteren forlystede

man sig bl.a. med boldspil. Iviangersooq, som ellers ikke plejede at deltage i

boldkampe, lod sig en dag overtale til at være med. Han løb med den ene arm trukket tilbage i ærmet; alligevel lykkedes det ham at indhente to af de mænd,

som de andre var bange for, vælte dem ned og dræbe dem. Det var de andre meget

taknemmelige for. De dræbtes kroppe blev skåret eller savet i små stykker.

Da det blev forår, rejste Iviangersooq nordover, hjem til sin boplads.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Kommentar: Mytisk rejse mod syd. Vejene til himlen er mange - ud under el. over havet til horisonten og videre op langs himmelbuen. Med nordlysene op. Langs kysten så langt mod nord, at himlen hviler på en havis, der aldrig smelter, og kan entres ganske nemt ad en sti. Se Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2): 73 - 74. Og i fortællingen hér findes adgangen i syd, ved himlens grænse, qilaap sillia / Qilaap Sillia = Mælkevejen, hvor der vokser træer - og - kan vi tilføje - solen forsvinder før og kommer igen efter en mørketid, der på højde med Aasiaat varer en god måneds tid.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, 4', ss. 125h - 126v.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qatigaarsuk.

Qatigaarsuk, der var forældreløs, forsøgte at bygge sig en kajak; men han

magtede det ikke og brast i gråd. En åndemaner ville vise ham sin medlidenhed;

men han gjorde det modsatte af det, han skulle. Han gik hen til Qatigaarsuk i

skikkelse af en isbjørn og skræmte ham fra vid og sans, så han flygtede. Qatigaarsuk glemte det aldrig. Han øvede sig på at blive åndemaner og lavede

sig en pose af hvalrosskind til at være i.

En dag da alle fangerne, blandt disse åndemaneren, var ude på fangst, puttede

han sig ned i posen og svømmede under vandet ud til fangstområdet. Han styrede

lige direkte imod åndemaneren og lod sig harpunere af ham. I stedet for at

dukke op igen svømmede han med åndemanerens fangeblære / fangstblære og rem tilbage til

bopladsen. Så tog han sin kajak og roede ud til fangerne med åndemanerens

fangeblære og rem i bagenden af sin kajak. Da han nåede frem til fangstområdet,

sagde åndemaneren til ham: "Jeg har harpuneret en stor hvalros. Den dukker nok op

lige straks." Qatigaarsuk roede nu helt hen til åndemaneren og rakte ham hans

fangeblære og rem, idet han sagde: "Der var engang du skræmte mig i skikkelse af

en isbjørn. Denne gang var det mig, der narrede dig i skikkelse af en hvalros."

Da Qatigaarsuk roede bort fra åndemaneren, kiggede han tilbage og så, at han

tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Qatigaarsuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Rink NKS, 2488, VI, ss. 115h - 116h, vistnok i

renskriveren Steenholdts skrift.

Forkortet dansk oversættelse af denne + Kreutzmanns variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 32 s. 127 og - endnu kortere - på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Qatigassii / Qatigaatsi".

Qatigassii troede ikke på åndemanere. Når åndemaneren begyndte at tilkalde

hjælpeånder, fjernede han skindforhænget og afbrød på den måde åndemaningen.

En dag fik han at vide, at Qasilii var blevet en stor åndemaner. Qatigassii

gik hen og overværede hans åndemaning. Da Qasilii under åndemaningen påstod, at der nærmede sig en ildkugle vestfra, blev Qatigassii meget vred. Han gik hen

til udgangen og fjernede skindforhænget med meget stort besvær. Han kom ud, og

ganske rigtigt: Der sås en ildkugle i vest. Anden gang han skulle ud, var det

næsten helt umuligt at få fjernet skindforhænget. Udenfor så han, at ildkuglen

var kommet ganske nær. Han blev så bange, at han, da han kom ind, svang sig op

og hægtede sig fast til husets tværbjælker og blev deroppe. Nu var ildkuglen

ganske tæt på. Åndemaneren ville gerne afbryde seancen, men han kunne ikke.

Folk tømte potter med urin henimod ildkuglen for at få den til at vende om.

Først da man tændte lamperne i huset, og åndemaneren afbrød seancen, fjernede

ildkuglen sig. - Qatigassii havde til sidst ikke flere kræfter til at blive

hængende på tværbjælkerne og faldt ned på gulvet. Han krøb ind under

liggepladsen modsat briksen og befandt sig mellem sælskind og kød, der var

henlagt til gæring, og af skræk tissede han og forrettede sin nødtørft mellem

alle disse ting.

Det var sidste gang, Qatigassii overværede åndemaning. Han havde fået nok.

Var.: Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik. Se også: Den store ild.

Kreutzmann identificerer Den store ild = ildkuglen fra bjergtpååeme med toornaarsuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 104h - 105v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Kissajusi".

Det fortælles, at Kissajusi havde en moder, der hed Seqquilisaq. Når

Kissajusi vågnede om morgenen, gik han op på et fjeld. Her bukkede han

sig ned mod jorden og råbte: "Vejret er fint til bueskydning." Så

plejede folk at komme ud og begynde at skyde på hinanden med bue og pil. Kissajusi var så med til at flænse de døde, og han og moderen og brødrene spiste kødet. En af bopladsfællerne blev sur på Kissajusi. Han gik meget tidligt om morgenen op på fjeldet og så på, hvad Kissajusi foretog sig; og da han under bueskydningen stod og bare kiggede på de andre, overrumplede han ham og dræbte ham, hvorefter han kastede liget ud til flænsning. Moderen vidste ikke, hvor Kissajusi blev af. Da hun om aftenen ledte efter ham i samtlige huse, fandt hun kun hans lem. Så sagde hun grædende: "Lad Kissajusis yngre brødre spise hans

snavsede lem." Hun tog det med hjem, og brødrene spiste det.

Seqquilisaq var meget vred på Kissajusis morder og udfordrede ham til bueskydning. Men Kissajusis morder blev så bange, at han græd. Moderen kogte

"qalaani" (kvindekønshår?) over tranlampen og lod sønnen spise det og suppen,

idet hun sagde, at han så ikke ville dø. Hun gav ham sener af en hvidhval (eller narhval) til amulet og sendte ham ud. Han gik sammen med Seqquilisaq ud til en slette. Seqquilisaq, som var meget stærk, smed sit ene halværme ud og sagde:

"Kom herhen, her skal vi kæmpe med bue og pil." Og kampen begyndte. (Uafsluttet

fortælling).

Kommentar: Seqquilisaq er navnet på forskellige hovedpersoner i andre fortællinger om blodhævn

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 7h - 8h eller af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI: 131v - 131h: Oqalugtuaq Matisina pivdlugo.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Om Matisina.

Matisina og hans plejeforældre var på rejse i konebåd. Da plejefaderen, som

i længere tid ikke havde fanget noget, endelig fik en sæl, skulle konen koge

kød, og hun sendte Matisina ud for at samle brænde. Matisina tog af sted;

og mens han gik, mærkede han, at han steg til vejrs. Han kom til en stor

vej, der førte til himlen. Her mødte han en mand, der pintes stærkt af et eller

andet. Manden bad Matisina om at fjerne noget fra ham. Da Matisina havde befriet

ham for noget, som han ikke vidste, hvad var, sagde han, at dette (hans

lidelse?) skyldtes det forhold, at han havde haft for meget tøj på (for mange

anorakker), mens han endnu var rask. Matisina gik videre, og lige før han

nåede til en lille høj, traf han sin afdøde mor. Hun sagde: "Haa, der har vi jo

Matisina "imánânisimángitsoq" (som endnu ikke er død???), lad os gå op på den

lille høj." Fra højen kunne de se et hus; ved den nordlige side af huset stod

nogle mennesker klædt i sælskind, og ved den sydlige side andre klædt i

rensdyrskind. Da han kom ind i huset, bad de ham sætte sig midt på briksen. Så

gav de sig til at græde. En af dem, der startede med at græde, fortsatte direkte

over i sang med et skærebræt som tromme og med sit spoleben som trommestik. En

anden sagde: "Tássagôq qavsàkut auvínásáput. Vi kunne have ledsaget dem

oven over dem, hvis vores konebåd ikke var gået i stykker, og hvis vi ikke

manglede hammer, bor og økse. Når du, Matisina, engang vil dø, må du sluge lidt

spækmasse og lidt tarm, og du skal bede de andre om at lægge hammer, bor og økse

i din grav." Så sagde Matisinas mor til ham: "Imánânisimángilatit", derfor må

du foreløbig vende tilbage til jorden. Da Matisina skulle af sted, tilbød de

ham at fire ham ned med en bærerem.

En lille ældre mand i Matisinas plejeforældres rejseselskab så (en dag) noget, der hang i luften. Han troede, det var en stor edderkop. Men det viste sig, det

var Matisina, der blev firet ned. Da Matisina på et tidspunkt ønskede at dø,

slugte han noget spækmasse fra indersiden af et sælskind og lidt tarm, og han

bad de andre om at lægge en hammer, et bor og en økse i sin grav. Det gjorde de.

Bemærkninger: Her er der enkelte grønlandske ord og en sætningsforbindelse, som

jeg ikke har kunnet få mening ud af. De står i anførselstegn.   Chr. B.

Kommentar: Dødsriget i himlen. Tilsyneladende er de døde, som Matisina møder, ikke nået frem til et land højere oppe, fordi de mangler redskaber til reparation af deres konebåd.

Imannaanisimanngilatit er sikkert en fejlskrivning for imaannanissimanngilatit, der betyder, at du (Matisina) ikke er sådan en som ikke er sådan (som de døde eller andre, der ikke er rigtige mennesker), altså levende endnu, hvorfor han må tilbage til de levende. (Ved Arnaq Groves hjælp blev dette afklaret).

Hist.: Edderkoppens spindetråd som forbindelsesvej fra himmel til jord er en vidt udbredt forestilling, også hos eskimoer i både Canada og Alaska.

Den forestilling at de døde kan lide ondt er traditionel. Men som regel skyldes det i så fald de efterladtes handlinger, fx at de sørger for længe, eller ikke overholder tabuerne efter dødsfald. Selvforskyldte lidelser som hér: manden har haft for mange anorakker på før han blev syg - træffes sjældnere og skyldes måske kristendommens vægt på synd og lidelse.

Forestillingen om at de døde uden ophold slår om fra gråd til sang træffes ofte i grønlandske - især østgrønlandske - fortællinger om de døde i himlen. Det kan være et førkristent træk, men det kan også hænge sammen med missionærernes udtrykte undren over at grønlænderne så brat kunne slå om fra sorg over en afdød til latter. At det var et rituelt påbud - ikke at sørge for meget - kunne de ikke vide. Tilsvarende kan den megen sang i himlen, som mange fortællinger om himmellandet nævner, passe lige godt ind i den traditionelle som den kristne forestillingsverden.

Vedr. grønlandske forestillinger om dødsriger se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Oqartooq.

Oqartooqs kone, Uianeq, blev sindssyg. Oqartooq, som

var åndemaner, angakkoq manede ånder og meddelte, at "Sindsygens person" (perleruutip inua) ville komme for at tage hende til sig. De øvrige flygtede fra stedet og fik boplads på en ø. Der gik en dag, hvor ingen kom for at se til hende.

Dagen efter tog hendes mand hen til bopladsen. Da han gik i land, stillede han sin kajak med spidsen (forenden) imod havet. Han kiggede ind gennem vinduet

og så, at hun sad bagest på briksen og spiste sin arm. Kvinden så sin mand og

kom længere frem i rummet. Da hun så kom op på gæstebriksen ved vinduet,

flygtede manden. Han nåede lige at komme i kajakken og glide ud fra stranden,

da hun kom ned til stranden og stod der med armene strakt imod ham. Hun vadede

ud og fulgte efter sin mand, alt imens hun flåede i sig selv med tænderne. Da

Oqartooq nærmede sig bopladsen, råbte han, at Uianeq var på vej. Han skyndte

sig i land og dræbte hende med sin lanse.

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo & kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.