Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort.

Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.

Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.

Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.

Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.

Var.: søg på innersuit.

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

Var.: Aqissiaq

Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.

Resumé:

To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to

bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem

lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq

til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender.

Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere

som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger

helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst,

betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.

En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige

boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun.

A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s

mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber

han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at

blive.

Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop

og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg.

I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres

kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er

blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig

kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under

vandet som en sæl.

En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror

indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de

og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu

har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.

Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med

ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men

beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle

sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke

siden og dør uden at være sårede.

Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.

Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis

kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed:

Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans

ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og

dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er

alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i

nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de

fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A.

plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge.

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aappilattoq

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.

Resumé:

En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.

Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn.

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

Var.: Imaneq

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.

Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kristians morbror fik en mærkelig død. Sammen med andre fangere på isfangst hørte han en hvislen under isen, der blev genkendt som lyden af en tornarti' / toornaarsuk, der varslede den visse død. Morbroderen døde da også kort efter, og hans far lidt senere af sorg, hvorefter dennes kone druknede sig. Toornaarsuk'en vidstes at tilhøre en sløj og misundelig fanger, Madiwina's (?) far.

Hist.: Forklaring på sammenhæng mellem en særlig lyd, et dødsfald i slutningen af 1800-tallet og den fare for hekseri man altid mente lurede fra halvsløje fangere med evt. hjælpeånder, der var misundelige på de dygtige.

Om toornaarsuk i Østgrønland og Vestgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), og søg på toornaarsuk, der optræder langt hyppigere i østgrønlandske end vestgrønlandske fortællinger. Det skyldes muligvis missionens identifikation af toornaarsuk med Djævelen og at  indsamlingen af fortællinger i Vestgrønland først skete fra ca. 100 år efter missionens begyndelse, mens indsamlingen i Østgrønland begyndte før missionen blev etableret dér.

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Resumé i oversættelse s. 108 - 109.

Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.

Resumé:

Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for

Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig

fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og

tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under

seancerne for at træne ham til åndemaner.

Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler

udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan

således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem.

Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner

sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at

faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader

forsørgerrollen til sønnen.

En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke

fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb,

ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på

kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en

qajariaq med den anden arm og dræber også ham.

Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har

sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad

qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først

den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke

også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt,

hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor

sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak

har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må

kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen

dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke

kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den

stærkes søn blir lam i benene.

Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat

på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte.

Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud

gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort.

En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må

ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta'

bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter

stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han

krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.

Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af

bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx

naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som

model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand

men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den

stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har

menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig

kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF).

Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner

gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o.

til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den

stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før

han når hjem.

Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser.

Med meget smuk skrift beretter Kristian Tobiassen I: om omstændighederne ved fortællingen af fortællinger og historier, og II: hvad hans far, Tobias har fået fortalt af andre om fangst, fangstredskaber og den slags.

Teksten, der dels er et essay og dels en beskrivelse, er ikke blevet oversat. BS.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 94 - 95: Torngit inuarugdligkatdlo sorssunerat.

Resumé:

De to ånderacer, indlandsboerne og dværgfolkene, kommer i kamp med hinanden. Kæmperne har et stort klippestykke og dværgene et lille til konebåd. Kæmperne drukner. Dog træffer dværgene senere et par af dem, der sover i et hus. De vågner

et par gange af pruttelugt. Dværgene kommer atter i kamp med

indlandsboerne, der flygter, da det lykkes en af dværgene at slå

brystet ind på en fjende og trække lungerne ud af ham. Dværgene

flytter ned til kysten, hvor de ser et hvalfangerskib med to nedlagte

hvaler på hver side sejle forbi. Det lugter stærkt af spæk, mens de

flænser hvalerne. Hele luften fyldes af spækstank.

Hist.: Dværgene, der viser sig stærkere end indlandskæmperne, er

muligvis typisk for vestgrønlænderne, mens associationen mellem dværge

og ildelugt er fremtrædende hos østgrønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Dværge". Kæmperne, der vågner ved dværgenes stinkende

tilstedeværelse, siger: "Bua, bua!", der må være østgrønlandsk udtale

af det danske, puha. Hvalfangerne er naturligvis europæere af en

slags. Stanken kunne henvise til deres udkogning af spækket til tran.

Kort resumé i oversættelse ss. 109 - 11.

Orig. håndskrift Rink 2488, nr. 260 eksisterer ikke mere.

Ret tekstnær oversættelse bortset

fra de første, udeladte episoder i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 90, ss. 252 - 255.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 95, ss. 444: Kanginguak.

Resumé: Kanginnguaq, der er sydlænding, hører om de rige fangster ved

Kangeq, både af sødyr og alke. Han drager nordpå med sin familie,

spørger om afstanden til Kangeq på alle bopladser, hvor de gør ophold,

og når omsider frem. Strandklipperne er helt røde af blod fra de mange

fangster. Familien overvintrer, men K. føler sig ikke sikker blandt de

fremmede og opfordrer også sin søn, Tuneraq, til at være opmærksom på

tegn på fjendtligheder. Far og søn følges altid på fangst, men under

en fællesjagt på alke kommer de fra hinanden og T. omringes af

Kangeq-fangerne. K. fisker sin lemmingeamulet frem fra hættens pelsbræmme / halslinning (ilupaaruseq), opliver den i sin mund, sender den mod den bageste fanger, der dør. Så den næste,

hvorefter mændene flygter, men da K. befaler sin amulet at dræbe dem

alle, må også de lade livet.

Far og søn vender alene tilbage til Kangeq, og K. beslutter at flygte

nordpå med sin familie. De gør undervejs ophold i Ivianngernit (?) og

slår sig ned syd for Maniitsoq på øen Uummannaq i Isortoqfjorden.

Et forår får de besøg af to kajakmænd fra Ivianngernit, der fortæller

at deres fantastiske fanger (Erisaatsiaq) netop har skaffet dem frisk

klapmydskød fra disse sælers rute langt ude bag skærgården. Tuneraq,

der ror så hurtigt som en falk, får opgivet pejlemærkerne og tar næste

morgen afsted derud, hvor Erisaatsiaq allerede er fremme og har fanget

en klapmyds. Han fanger en til, men advarer T. mod at fange mere end

een, hvis han vil nå hjem inden aften. De følges indad, men skilles,

da E. vil undgå Isortoq-fjordens munding og fortsætte sydpå til Ivianngernit i

længere afstand fra kysten. E. ror bort med rasende fart med sine to

klapmydser på slæb, mens T. med sin ene sæl først når meget sent hjem.

Da T. alligevel mener at kunne klare E. i kaproning, besøger T. ham og

udfordrer ham. De ror side om side udad, men på tilbagevejen ror E.

til og kommer først. E. har dog ikke roet af alle kræfter. Når han gør

det lyder det som renkalve der brøler, fortæller man T., der beskæmmet

ror hjem og træner yderligere. Senere hører så T. om hurtigroeren,

Ajaqqitisaasuaq længere nordpå, ror i overmod derop og udfordrer ham.

A. indvilger, men er i ondt lune over sin kones nylige død, og da han

er nået først i land, vender han om, ror tilbage og kapper T.s hoved

af. Liget stensættes på et bjerg bag huset, hvor T.s fader næste

sommer henter det, bringer det til en åndemaner / angakkoq / angakok, der finder ud af at T.s tid endnu ikke er omme, og derefter genopliver ham. T. forsørger

sin far resten af livet.

Var.: En af mange forskellige fortællinger om to mænd der kappes, enten i brydning, i roning, i fangst, i frugtbarhed, i bueskydning, eller i åndmanerevner. Søg på: kappes / om kap; Tikaaq

Kommentar: Bemærk forestillingen om en tilmålt livslængde.

Kort dansk resumé s. 111 - 112.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.

Resumé:

Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i

Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror

helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som

kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og

skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de

jævnbyrdige i kajakroningen.

Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen

nordøstligste kyst.

En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem

er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til

Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige

fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til

angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner

morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin,

vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på

slæb og løsner ham ved Qaarusuk.

Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at

de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine

slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner

sig ikke.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig

kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten

folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34.

Yderst kort resumé s. 111.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 261 eksisterer ikke længere.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 91, ss. 255 - 258.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 96, ss. 444 - 445: Kigdlinararsuk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsummik.

Resumé:

Killinaraarsuk blir forældreløs som lille. Hans storesøster

tager sig af ham, og da hun bliver gift med en dygtig fanger, der også

holder af ham, kender han kun til mæthed og vellevned. Han går iøvrigt

alle til hånde og er meget vellidt. En dag alle mændene er taget ind i

fjorden og blevet derinde i flere dage, skal K. om natten ud at

besørge. Han hører en konebåd nærme sig og hviskende stemmer. Han

gemmer sig bag en stabel kvas, hører de hviskende gå ind i huset,

dernæst larm og skrig, og til slut gæsterne der forsvinder i deres

konebåd.

Inde i huset flyder gulvet i blod, alle er dræbt, også hans søster,

hvis foster ligger blottet. Een af morderne er også blevet dræbt. K.

genkender ham som en af deres naboer fra Sanerut. Mændene kommer

intetanende og glade tilbage, hører om ulykken og harmes, men de får

nye koner og tænker ikke så meget på at hævne sig som K., der ikke kan

glemme synet af sin døde, opsprættede søster.

K. vokser til, får kajak, og da han er udvokset finder han en dag et

stort stykke drivtømmer, hvoraf han laver skelettet til en umiaq. Den

skal bruges til hævntogtet, men han savner et ordentligt hævnmiddel, en

amulet / aarnuaq. Den søger han at skaffe sig nordpå hos en gammel kvinde, der

ikke mener hendes evner rækker. Hun henviser ham til sin ældre søster,

der giver ham en indtørret skallesluger og besked på, hvordan han skal

skære et hul i båden ved mastens sted, stoppe amuletten ned og dække

hullet så ingen kan se, at der har været hul. Kun da vil amuletten

virke. K. følger anvisningen og afprøver med fællerne ved årerne

bådens hurtighed i forhold til en flyvende skallesluger / angeltaske.

Da båden ikke står mål med fuglens flugt, bygger K. den om, og nu indhenter båden

fuglen og sejler hen over den. K. opfordre nu til hævntogt, som alle

mændene indvilger i, og ved Sanerut dræber mændene alle undtagen en

gravid kvinde, som K., der kommer sidst ind i huset, dræber med tanke

på sin søster. Derefter blegner mindet om hende og han får ro i

sindet.

Var.: Killinnaraarsunnguaq.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Denne mand, der var særdeles stor og stærk, boede ved Ititadi / Ittitalik, nær Ikkateq ved Sermiliks munding. Han brød skik og brug ved at forbyde andre at fange på de steder, hvor han ville fange. De lystrede. En dag mistede han forstanden. Det blev værre og værre. Alle mænd måtte forenes om at holde ham i ave når han rasede. Fælleshuset tømtes for famlier. Til sidst blev den frådende galning alene tilbage. Han overlevede i månedsvis uden mad. Til slut drog en flok af de stærkeste mænd med en angakkoq derhen, hvor han holdt seance og lod sin hjælpeånd, isbjørnen, bekæmpe den vanvittige. Da man fik blus på lamperne lå der kun liget tilbage på briksen.

Hist.: Der er en del fortællinger om personer der blir sindssyge. Næsten alle mænd. Ovennævnte mand, der kan være historisk, har sikkert i sin afkræftede tilstand været nem at overmande for åndemaneren.

Søgeord: sindssyge, sindsyge.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En ung mand, der ønsker sig en kone, tar med et flækket halestykke af en nyfanget remmesæl til Ikkatteq, hvor mange folk er samlet og forlyster sig. En mand, der har stor lyst til halestykket udpeger en ung pige som sin datter og giver hende til den unge mand i bytte. Senere erfarer han, at manden hverken er hendes far eller endog gift, og den unge mand sværger at hævne sig. Da løgneren får nys om det ankommer han med en masse tilskuere på slæder til den unge mands boplads. Først lader de to af deres hunde slås ude på isen. Den unge mands hund, der har haft poten i seletøjet, taber. Men da den unge mand og løgneren slås ude på isen, blir løgneren overvundet tre gange. Man transporterer ham hjem med 'flækket' rygsøjle.

Kommentar: Der synes at være god symbolsk overensstemmelse mellem det flækkede halestykke og den flækkede rygsøjle. Halestykker tilkom de fleste steder i Grønland kvinderne og burde ikke spises af fangere, der ville have held i fangsten. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en

klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles

rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved

han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en

lille sæl, der længe har været død.

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.

Abudu er identisk med Kukkujooq

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.

Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 88.

Resumé:

To sydlændinge, Aavak og Navak rejser nordpå og efterlader deres gamle, som skal på ammassætfangst. Denne myrdes af Mangilarsuaq, der efterhånden får mange mord på samvittigheden: Han skærer sig et mærke under tindingen efter hvert mord, og efterhånden er han begyndt på række nr. to fra tindingen ned til hagen. Hævnerne gør fælles sag med præsten i Paamiut, idet Mang., når han kommer først, skal i forhør hos præsten, hvorefter de udøbte kan dræbe Mang. Denne ankommer og skjuler intet for præsten, men da han udenfor forfølges af mange mænd, tyer han til sine slægtninge efter våben. Disse er i forvejen gemt af vejen, Mang. skydes og han sætter i eet spring over to konebåde med en kajak imellem sig, hvorefter han falder død om. Navak med familie får også senere gjort det af med Mang.´s yngre brødre, der er nået at flygte, men også er begyndt at myrde løs. Derefter lever man i fred uden angst for flere mord.

Hist.: Sikkert en fortælling med en historisk kerne. Lars Dalager fortæller tilsvarende fra sin tid som handelsbestyrer i Paamiut i 1750'erne, hvorledes han medvirker til planlægningen af et hævnmord på en massemorder (Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II). Måske er det samme begivenhed, der i overleveringen har fået præsten som medspiller, med tilladelse til, af de udøbte, at befri egnen for denne omvandrende livsfare.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)).

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, I, nr. 113.

Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.

Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til

til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte.

Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af

spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både

handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden

bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne

er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian

Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine

mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af

frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den

dræbte.

Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle

og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke

ved sin fulde fornuft.

Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.

Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod

missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger

som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq.

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Forkortet oversættelse ss. 89 - 102.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 255, eksisterer ikke længere.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

Resumé af forkortet oversættelse:

K. elsker sin fætter og bopladsfælle Asalooq, der aldrig fanger noget, mens Kumallaasi er stedets storfanger, der som den eneste fanger, når sulten truer om vinteren, og som altid, når han inviterer til fællesmåltid på bryststykkerne af

sine fangster, giver As. skulderbladet. Fællerne bliver misundelige og

enes om at binde As. den løgn på ærmet, at K. i virkeligheden pønser

på at myrde ham. De gentager løgnen så længe, at As. tror dem og

sniger sig bort. K. bliver fortvivlet, leder hele sommeren og

efteråret forgæves efter ham, og tar næste forår atter ud for at finde

ham. Inde i en stor fjord møder han en stor kajakmand, der skyder

sæler med bue og pil og venligt både fanger sammen med K. og inviterer

ham med hjem langt ind i landet ved en stor indsø, hvor mange hvide

telte ligner måger, der er landet ved bredden.

A. beværtes hos sin fangstfælle, der advarer ham mod de øvrige i

teltlejren. A. forstår, at det er de frygtlige eqqillit (som her er

oversættes til "grinetrolde"), og det lykkes ham at slippe ned til sin

kajak, men da han vil ro afsted, farves vandet rødt omkring ham af

spejlbilledet af mange eqqillits ansigter. Han ror bort under en regn

af pile, hvoraf han griber to. Hjemme igen laver han sig selv en

mængde pile af hvidt drivtømmer og en bue af det seje drivtømmer,

tager dem med til eqqillits lejr, hvor han støder på sin fætter A., og

sammen tar de tilflugt til en ø i indsøen, hvorfra de fører kampen mod

eqqillit på bue og pil. De sidste eqqillit-mænd flygter, K. og A.

dræber alle tilbageværende kvinder og børn undtagen to spædbørn. K.

tager A. med hjem på sin kajak, og de lever nu fredeligt bortset fra et

ophidsende besøg af tre bidske isbjørne, som det lykkes K. ene mand at

nedlægge på et isbjerg, nemlig med de to eqqilik-pile fra sin første

flugt fra dem.

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21.

Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann:

Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner"

Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'.

I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq.

Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke.

Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!"

Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian.

Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning.

En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag.

Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves.

Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves.

Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild.

Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret.

Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst."

Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre.

Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet.

Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud.

Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik.

Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie.

Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt.

Var.: Unneq

Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 168.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 90. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 90: Oqaluttuaq Millisamik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Millisaq (én, der er blevet gjort mindre).

For ikke alt for mange år siden, da nogle grønlændere var blevet døbt, mens andre endnu var hedninger, var der en fanger, der havde sin vinterboplads ved Qaquk. En

anden fanger, der hed Millisaq, boede på Kangeq om vinteren.

På et tidspunkt om foråret, hvor vinterisen var ved at forsvinde, roede fangeren fra Qaquk ud til Kangeq-området. Han kom ikke tilbage.

Det viste sig, at Millisaq havde dræbt ham. Samme Millisaq havde også dræbt

andre, der var blevet døbt. De døbte drøftede den opståede situation og sagde

til hinanden: "Vi kan ikke hævne os på Millisaq og dræbe ham (fordi vi er døbte). Men vi kan give ham en ordentlig forskrækkelse, når vi engang møder ham på stenbiderfangst i Qaquk."

Engang traf de kristne fangere så Millisaq under stenbiderfangsten i

Qaquk. Han var sammen med en anden fanger, der gerne halp ham, når han

begik sine drab. De mange kristne kajakmænd omringede

ham og begyndte at skræmme ham ved at rydde hans kajak for

alle hans redskaber; og ved at vælte kajakken med manden ned i vandet og

op igen gentagne gange, så han blev han våd over det hele. Hans

medskyldige, der befandt sig i nærheden rystede af skræk. Millisaq

vendte tilbage til Kangeq, men da han fortsat var urolig, ville

han nordpå. Men i Napasoq havde han også fjender, og de dræbte ham,

da han kom derhen. Millisaq og Parpaaq skal have været de

sidste drabsmænd i Nuuk-området. Slut.

Hist.: Historisk fortælling om blodhævn, som dåben forhindrer. Om Parpaaq findes desuden en selvstændig fortælling.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattoq.

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 86 - 90.

Resumé:

Tid: I gamle dage, men efter missionens start ved Nuuk. Sted: Syd for

Ivittut.

Paammeq er en dygtig fanger, men også en slagsbror og massemorder. Han

harpunerer en kulsort sortside, hvis skind hans kone skal ha bukser

af, men han vikles ind i linen, trækkes ned af sælen og drukner. P. er

en angerlartussiaq og kommer ved sin døde bedstemors hjælp til

bevidsthed et helt andet sted ud for Kangersuaq (?). Han ror hjemad på

sit siddeskind, med besvimer og føres ud til havs, men længere ud end

før, fordi hans kone har løsnet sit hår. I næste forsøg ser han en rød

flamme af ildånder ved land, som han får lyst til at besøge. Men han

hindres heldigvis af sin amulet, en lampepind, der lyder som nogen

sætter ild på den. Han hindres dog også i at komme i land, fordi nogen

har hældt urin ud mod stranden. I tredie forsøg kommer han i land og

ind i husgangen, hvor to mænd kommer ud fra rummet og slås med ham. De

får rørt ved hans nøgne krop. Han besvimer, hans bedstemor vikler

fangelinen af ham, og han er udfriet fra døden. Lamperne tændes

samtidig og P. lever endnu to år, hvor han søger ensomhed, lægger sig

på lur og dræber alle enlige kajakmænd. En af dem får held til at

flygte fra P., der dermed er afsløret. Han blir dræbt under et besøg

på bopladsen, hvor alle undtagen en sneblind mand og en dreng ganske

vist er borte på ammassætfangst, men kaldes hjem i tide af drengen.

Man parterer liget af P., der er en stor åndemaner / angakkoq. Stykkerne spredes

over landskabet, men en kvindelig åndemaner får hans lillefinger at

sluge og hans ansigtshud, som hun tørrer. P. kommer delvis til live

igen, men opgiver, fordi han mangler sin lillefinger.

Var.: Pameeq.

Hist.: Historisk kerne. Fortællinger om angerlartussiat (GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) "Piaqqussuat...") tjener ofte til at levendegøre overgangen til kristendom. Se fx.

Akamilik / Akamelik og slutningen i eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. I Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 91 - 93.

Resumé:

Sallukujak har hørt om sæler nordpå så mange, at de ligner regnskyl i havet.

Han betrækker konebåden med tre lag skind og familien drager nordpå,

langt, langt mod nord uden at ville overvintre på nogen boplads

undervejs. Når et af de ydre bådbetræk bliver gennemtrukket af vand,

skærer Sallukujak det fra og lader det dumpe ned i havet. Højt mod nord, hvor

der ikke længere er bopladser, træffer de i et enligt hus et ægtepar

med en lille datter. Dem overvintrer de hos, og Sal. fanger narhvaler.

De smovser i mattak, men da den lille pige kun spiser mattak af unge

narhvaler, der netop er blevet sorte, må han specielt fange en sådan

til hende. Efter måltidet er hun flere dage om at komme sig af sin

mavepine. Sal. forsørger dem alle og drager videre nordpå om foråret

efter de mange sæler. Hér i det øde nord kommer de ind i et område

med rødt hav, der tager kræfterne fra først roerskerne en for en og til

sidst Sal., da han med besvær får vendt båden. Længe ror de kun nu og da

med overfladiske åretag og når endelig ud af det røde hav. På

hjemturen overvintrer de atter hos familien, der ved afrejsen om

foråret viser sig i virkeligheden at bestå af bjørne. Sal. når hjem og

opgiver videre forsøg på at finde stedet med de mange sæler.

Var.: Egentlig ikke omend besøg hos bjørne i nord er et udbredt motiv.

Fx Alleruut.

Hist.: Om det røde hav har reference til bibelens Røde Hav er muligt,

men usikkert. I Arsuk, hvor fortællingen er fortalt, har man

tilsynelandende endnu ikke vidst, at der boede mennesker i

Thuleområdet. I traditionelle vestgrønlandske fortællinger er det kun

beboet af isbjørne. Men fortællingens rige forekomster af narhvaler

kan afspejle viden om ressourcerne i midt- og N.V. Grønland.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Fortællersken, der er Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster var vidne til sin brors drab på Sakua, som han havde taget til medhustru, men vekselvis var dybt betaget af og foragtede - det sidste fordi hun ingen børn fik. Engang fór Aadaarutaa over hende i raseri. Hun gik op i fjeldet, han efter hende med hånsord og så et skud hagl i brystet. Hun døde ikke. Han tævede hende med bøssekolben og dræbte hende endelig med en fuglepil som han lånte fra en dreng og borede i hendes hals. Bagefter overskar han alle hendes led, kastede hovedet i havet, spiste af hendes hjerte og lod kroppen ligge i sneen. Søsteren karakteriserer Aadaarutaa dengang som farlig og utilregnelig og lægger vægt på at han var åndemaner / angakkoq.

Var.: der er talrige fortællinger om Aadaarutaa, både selvbiografiske og senerebiografiske.

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven og rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndsk.: NKS 2130, 2', læg 8, side 43 - 56: Univkârtuaq / Tungujordlersôq Utákardlo.

Ifølge maskinskrevet manuskript, KRH, kasse 51 nr. 20 skulle fortælleren være Andreas Matthiassen.

Resumé:

Tungujorlersaaq og Utakkaq, der bor i Illorsuakiaat er venner ligesom

deres forældre altid har været det, og de følges altid ud på fangst.

En dag de på det indenskærs fangstfelt kun har fået en sæl hver,

beslutter de næste dag at ro ud til det udenskærs felt, hvor der er

mange sortsider. I glæden over de mange sæler, glemmer de forældrenes

advarsel om altid, når de er derude, at holde øje med vejret over

kystens fjelde, og for sent opdager de røgen af en sydvest i anmarch

over fjeldtoppene. Undervejs spærres de inde af en lang og bred

isbræmme, opgiver at komme forbi den og lader sig føre med af vind og

bølger ud til Kitsissut øerne, hvor vinden altid blæser i modsat

retning inde under øerne. Heller ikke det lykkes, og de redder sig op

på en isflage, holder sig længe i live på en håndfuld tørrede

ammassætter, som T. har med, og da U. er så opgivende og udmattet, at

mågerne begynder at hakke i hans krop, må T. få liv i ham igen. De ser

endelig land, Akilineq, når derhen og ror langt mod syd langs kysten,

inden de træffer mennesker ved en rig boplads. De inviteres indenfor,

men får ingen mad. Tværtimod klædes de nøgne, tøjet bæres ud, de lades

ene tilbage, en sten sættes for indgangen, og folk bryder hul i taget,

hvorigennem de vælter saltvand ned i rummet.

Da T. og U. har skiftet en tid med at dække over hinanden mod det

kolde vand husker T. sin amulet, som han både kalder på og får af dem

derude. Han liver den op i munden, lader den bide først en, og så alle

derude i struben. T. og U. lader blot alle de døde ligge, fortsætter

sydpå langs kysten og kommer til et nyt stort hus, hvor folk jubler

over, at de har dræbt alle nordfor, der var deres fjender. T. og U.

flytter ind hos et gammelt ægtepar med en søn, og den gamle mand, der

er åndemaner, udvikler dem begge til åndemanere om natten, mens de

sover. Han ved, de gerne vil hjem, og rejser en dag afsted med dem på

en isflage, der får susende fart af adskillige tryllesange efter

hinanden, som han synger og U. og T. lærer. Jo flere, der synger dem,

des hurtigere går det. Da deres boplads blir synlig tar den gamle

afsked med dem med et løfte om at besøge dem til sommer i en isbjørns

skikkelse. Stor glæde, da de ankommer. U.s forældre synger og danser

hele vejen med ham op til huset, mens T.s forældre tudbrøler af glæde

og T. med, så han blir ganske mat. Om sommeren kommer T. og U.s

redningsmand, bjørnen, på besøg. Den undgår på T.s bud at blive dræbt

af de andre fangere, og den beværtes rigeligt, mens børnene klapper og

kæler med den.

Bjørnen svømmer hjem til Akilineq, hvor T. senere kommer på besøg

under en åndeflugt, mens det gamle ægtepars søn rejser på åndeflugt

til T.s boplads. De gensidige besøg er til stor glæde og

underholdning for begge parter, indtil T. under et besøg derovre blir

opfordret til at vise en af sine evner og kalder et stort isbjerg

helt ind på land, hvor det standser ludende over det gamle ægtepars

hus. Børnene leger omkring det, men da en ung menstruerende pige

kommer til og rører ved det, vælter det og knuser alle i huset. T.

flyver sorgfuld hjem og vil undervejs ikke svare de gamles søn, som

han møder undervejs i modsat retning. Denne spørger adskillige gange,

hvad der dog er sket. T. meddeler den triste nyhed hjemme, hvor man

fem aftner i træk får besøg af de gamles søn. Han stikker sit røde

hoved op gennem gulvet og gokkes ned igen. Da han ikke kommer sjette

gang, regner man ham for død. Mere sker der ikke. T. lever, blir

gammel og dør.

Var.: Qattaaq med lemmingamuletten; o.a.

Tungujorlersaaq; Angakkorsuarmik; Quertitsialik;

Hist.: Denne "sandfærdige beretning" er stykket sammen af flere gamle

vestgrønlandske fortællinger om besøg på Akilineq. Det "sande" i

fortællingen skyldes sikkert, at man fra herrnhuterne har fået

sikkerhed for, at der bor rigtige mennesker derovre ved Labradors

kyst, hvor herrnhuterne også havde missionsstationer. Det tyder den

rute på, som T. og U. tar derovre mod syd langs kysten, hvor de møder

ondskabsfulde (ikke kristne?) folk og længere mod syd gode mennesker.

Selv fortæller T. og U. akilineqboerne at de kommer fra et sted langt,

langt borte i nordøst. Modsat de traditionelle fortællinger

fremstilles de onde Akilineqboere dog ikke som menneskeædere. Men en

lykkelig og varig relation til de gode derovre kan det heller ikke

blive til. Som i ældre varianter af fortællingen om det væltede

isbjerg, er de selv skyld i det derovre, fordi en pige ikke forstår at

holde sine tabuer. Desuden er de vist dygtigere åndemanere derovre end

hjemme hos T. og U. Og derfor måske heller ikke så gode kristne? For

hjemme hos T. og U. magter man at slå den hævngerrige søns djævelsk

røde hoved ned i underverdenen igen og få has på ham.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kristians onkel var blevet taget af innersuit, de næseløse, der boede i en klippeskrænt nær Ikkatteq. Han kunne have været reddet igen i løbet af fristen på tre dage, inden de næseløse afskar hans næse og venstre ringfinger. Angakkoq'en Robartsi's far prøvede forgæves. Også Juntas far. Men også forgæves fordi han havde skåret sig i venstre ringfinger under spisningen af en hengemt sæl.

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Drukneulykker i kajak blev ofte forklaret med innersuits røveri. Også i Vestgrønland, fx Niels Egede Meddr. Grønland 120, s. 259 - 360.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.

Uddrag  i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33,

ss. 73 - 74.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.

Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten

og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det

forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod

syd langs vestkysten.

I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på

en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse

tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en

bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end

"blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de

næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har

fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved

Nuuk.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 27, s. 325 - 326.

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian

Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis

navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85.

Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til

at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Man ved ikke længere hvad manden egentlig hed, øgenavnet fik han efter sin død. Det begyndte med at han fangede en narhval, som han ville bugsere til Aammaat fordi en piteraq (orkan fra land) var på vej. To medfangere ville have den med og dele den ved Savanganartik / Savanganaartik ved Sermilik fjordens munding. De nægtede at tro på det med piteraq'en og druknede, da den var over dem. Deres fætter ville hævne deres død, der alene skyldtes at Ujakkat havde fanget narhvalen. Først truede han Uj. på livet så denne var ved at dø af skræk. Så svor Uj. at han ville hævne sig, hvorefter fætteren dræbte Uj.s søn ved hekseri. Uj.s kone blev fortvivlet. Han kunne også bare have ladet være at fange den narhval (!). Hun forlod ham. Da Uj. senere fik held til at møde fætteren i kajak til havs og gik til angreb, fejlede han i kastet. Endnu et par år senere, da han havde uddannet sig til bunds i hekseri fik Uj. endelig ram på de dødes fætter med sin harpun. Han bugserede ham til en ø og gennemførte de vanlige ritualer ved mord. Men ikke længe efter døde Uj. selv, ædt op af lus. Derfor fik han sit øgenavn, idet narida betyder en hengemt sæl som en masse mennesker kaster sig over.

Hist.: Fortællingen bekræftes ikke af varianter. Hvad der egentlig menes med at blive ædt op af lus aner jeg (BS) ikke. Blodhævn.

Kommentar: Måske er det en morsom fortælling, hvor temaet hævnmord gives en latterlig begrundelse.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En overlæsset konebåd med alt for mange mennesker og hele tre telte springer læk og alle falder i vandet, fordi en gamle kone, der er blevet ladt tilbage, hævner sig med en serrat / formular. De tililende kajakmænd, hvis koner og børn er druknet, nægter af lutter sorg at redde tre, der har klaret sig op på en isflage. De to er faderløse og har nu også mistet deres mor. Den tredje er umiaq-ejerens mor, en gammel kone, som får skylden for ulykken, fordi det var hende der partout ville sydpå. Alle tre kaster sig i vandet efter tur og drukner. Kajakmændene gør omkring og vender tilbage til Ikkatteq.

Hist.: En lignende ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i sidste del af 1800-tallet, men med en enkelt overlevende er beskrevet hos Sandgreen 1987: Naajas efterkommere.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage.

En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.

En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at

klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde

imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv

bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig.

Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han

nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de

gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de

stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den

sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først

lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og

så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de

havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet

for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også

blevet dræbt.

De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten.

De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden

måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne

de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var

på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave

sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.

De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at

bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var

de ved at være fuldt fysisk udviklede.

Engang gik de på isen ind ad en stor

fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt,

hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt

at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom

helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og

samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke

havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved

siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig.

Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe

muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til

huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.

Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede

ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind

og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine

rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem

alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig

efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at

fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi,

kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker

bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.

Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de

fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og

da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om

en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer

senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den

måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte

opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde

fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk.

De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt

spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved

at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store

isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog

skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb

den og han dræbte den som kunne det have været en hare.

Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted

for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men

så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok

kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var

forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres

leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme

hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte

dyret.

Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til

bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn

fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som

fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde

mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra

fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi

de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.

Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var

så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var

blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede

var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så

genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var

større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at

spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han

gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og

Kumalaasi hos den ældste.

Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned

til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke

mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente

vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i

jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til

noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.

Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev

forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for

at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og

Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.

Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lige vejr til at jage i!" Lidt senere hørte man ham så klage: "Min gode vingeharpun er væk!" Så hørte man folk råbe: "Han siger hans gode vingeharpun er forsvundet!" Kunuk og hans bror kom udenfor og så, at mændene strømmede ud af teltene. Nogle gik og gned øjnene mens de klagede over, at de var kommet til at sove over sig. Det var for at vise deres underdanighed. Midt i det hele råbte den stærke mands mor, der var ude efter vand at hun nu havde fundet vingeharpunen. Hun pegede på et sted ved stien til kilden. Straks løb folk hen for at trække harpunen op, men ingen kunne. De kaldte på Kunuk og Kumallaasi. De to blev så enige om, at Kunuk som ikke var så stærk som lillebroren skulle trække den op. Kunuk gik hen til stedet og så, at enden af harpunen var ved at blive slidt helt ned, fordi folk blandt andet havde forsøgt at få den op med tænderne. Kunuk klemte to fingre omkring det stykke, der stak op af jorden, og trak harpunen op uden det mindste besvær.

Da de kom tilbage til teltet, sagde den gamle mand at der under konebåden lå to kajakker - med redskaber som havde tilhørt hans afdøde søn. Der lå også en stor kølle. Alt det ville han gerne overdrage svigersønnerne. Han fortalte at hans søn var blevet overlistet og dræbt af den stærke mand af misundelse, fordi han var stærkere end ham. Søstrene ville ellers påtage sig hævnen, men endnu havde de ikke gjort alvor af det. Da svigerfaren holdt inde lidt, hørte de nogen råbe derude, at gæsterne skulle møde op til kappestrid på den store slette. Brødrene kom ud og så, at en masse mænd var på vej op for at overvære kampen. De fulgte efter dem.

Midt på sletten stod en stor pæl. På enden af den var der noget hvidt der lignede en hare. Det viste sig, at han plejede at slå efter den. Han kaldte dem hen, og de gled derhen på glidebanen. Så sagde den stærke: "Se på den her, nu slår jeg til den flere gange. Kunuk gik helt hen til ham. Da den stærke slog den, drejede den rundt. "Se på den endnu en engang", sagde den stærke. Mens Kunuk stirrede på den, der skulle dreje rundt, opdagede han at det var ham selv, den stærke skulle til at slå. Kunuk gjorde sig hård. Den stærke gav ham hvad der skulle være et dræbende slag, men det skadede ham ikke. Da andet forsøg heller ikke lykkedes, lød der hånende tilråb fra hele den store samling mænd. Så kaldte den stærke Kumallaasi hen til sig. Og den stærkes slag prellede ganske af på ham. Den stærke ville have forsøgt sig endnu engang, men Kumallaasi sagde: "Lad det nu være min tur." Helt uventet gik den stærke med til det. Kumallaasi tog hans kølle og bad ham gøre sig hård. Og selv om Kumallaasis slag ikke var særlig kraftigt, blev den stærke dræbt på stedet. Straks bad mændene så Kunuk og Kumallaasi om at blive deres ledere. Men de sagde at de bare kunne tage ud på fangst uden nogen til at bestemme over dem.

Fra nu af begyndte Kunuk og Kumallaasi at øve sig i kajak. De lærte det hele i løbet af to dage - også at vende rundt hvis de kæntrede. Engang var man ude at jage en stor hunhvalros. Blæren på Kunuks spyd var et skind af en grønlandssæl, som blot var blevet pustet op. Kunuk kastede sit spyd på en afstand flere gange det normale, og ramte dyret lige midt på. Den åbnede munden en smule og døde med det samme. De der ville give den det dræbende stød sagde: "Spyddet er trængt helt ind til blærens (? BS) pustehul." Udbruddet kom i begejstring over den styrke hvormed dyret var blevet ramt.

Det blev også fortalt, at sæler blev dræbt af suset, blot våbnet strejfede det (Ifølge Thisteds oversættelse, 1993:19).

Engang hørte de om den store Ungilattaqi nede sydpå. Han dræbte alle der kom på besøg - også de enormt stærke. Hans våben var et stort sværd. Derfor kunne ingen magte ham.

De tog af sted i to konebåde. Den ene var Kumallaasis med den dræbte stærke mands mor med om bord. Den anden var Kunuks. En masse kajakmænd ledsagede dem. Alle var indstillet på at kæmpe mod Ungilattaqi.

En dag blæste der en kraftig norden. Konebådene havde sat sejl til, og de mange kajakmænd i følget morede sig med at kaste harpun tæt ved konebådene. Da Kunuk kastede sin harpun, faldt den med et plask lige ned ved siden af forenden af hans kajak. Den gamle kone, moderen til den den stærke mand, som Kumallaat havde dræbt, hånlo så voldsomt, at Kunuks (Kumallaats ?) kone blev flov og brast i gråd. Kunuk spurgte sin bror, der var sin konebåds styrmand, hvorfor hans kone græd. Da Kumallaasi sagde hvorfor, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun endnu engang. Han holdt sig med vilje bag konebåden. Så roede han til og kastede harpunen over konebåden og ramte med et knald hætten på den gamle kones pels, så et stykke af den gik af. Hun roede forrest. Kunuk gentog kastet.

Noget senere blev Kumallaasi pludselig klar over at de roede forbi det sted, hvor de havde begravet deres lillesøster. Han blev grådkvalt og bad en anden om at styre båden mens hans selv ville frem og sidde i forenden. Han lænede sig forover mod rælingens spidser og skiftevis græd og holdt gråden tilbage. Når han hulkede, rystede konebåden så meget, at der kom vand ind ad forenden. Så stærk var han. Kumallaasi blev syg og døde, og man sagde at sygdommen begyndte dengang han tvang gråden tilbage.

Således kom Kunuk uden Kumallaasi til Ungilattaqis boplads med de mange mennesker. Det var om vinteren over isen. En kraftig bygget mand bød ham komme ind i det nederste hus med ét vindue. Det var faktisk Ungilattaqis fjende. Uden at byde sin gæst på mad først sagde manden at han ville vise Kunuk hvad Ungilattaqi plejede at gøre. Først gik han hen til to udstoppede hvalrosskind og løftede dem i de to langfingre, som han stak ind i stropperne. Han gik rundt med dem og da han lagde dem ned, var det Kunuks tur. Kunuk stak sine to lillefingre i stropperne på de to udstoppede hvalrosskind og rundt med dem i udstrakte arme. Han satte dem ned på gulvet endnu før han blev træt. Så sagde værten:

"Sæt dig ned ret over for mig." Han satte sig. "Nu vil jeg teste dig med et sværd der ikke dræber", sagde værten. Han tog et sværd og en tromme frem under briksen. Idet de istemte en sang, hørte han nogen sige: "Duk dig, gæst!" Den store Kunuk dukkede sig så kun hagen var synlig; og våbnet, som værten kastede, ramte dér hvor Kunuk var før han dukkede sig. Værten kastede våbnet endnu engang uden at ramme Kunuk. "Sådan plejer Ungilattaqi at gøre. Jeg ved ikke om han kan klare dig," sagde værten der havde lagt mærke til Kunuks behændighed.

Værten havde just sat noget mad frem for sine gæster, da der kom bud efter dem fra Ungilattaqi. "I må sætte et frejdigt ansigt op når I kommer ind, ellers dræber han jer", sagde værten, da de gik.

Da gik ind i det store hus med tre vinduer. Det store rum helt fyldt op med Ungilattaqis koner. Ungilattaqi bad Kunuk sætte sig på sidebriksen og hans kone på¨briksen helt inde ved væggen. Kunuk satte sig på sidebriksen tæt op ad Ungilattaqi. Værten fra huset med ét vindue satte sig over for dem. Ungilattaqi grinte lidt, og straks blev gæsterne budt på al mulig mad. Da de var færdige med at spise, bad Ungilattaqi Kunuk sætte sig over for ham. Så¨stak han bånden ind under briksen og tog et stort sværd og en tromme frem. Dem holdt han i hver sin hånd. Så snart Ungilattaqi slog lidt til trommen, istemte alle folk i huset en sang, der nævnte Kunuk ved navn. I det samme hørte man nogen råbe: "Duk dig gæst, nu vil Ungilattaqi som aldrig lader sine gæster leve kaste sværdet i dig!"  Kunuk dukkede sig så kun hans hage var synlig, og i det øjeblik der kom en smule bevægelse i Ungilattaqis arm, sprang han op og hagede sig fast i en loftsbjælke. Ungilattaqis sværd ramte det sted, hvor Kunuk før var. Folk i huset råbte hånsord. Det lykkedes heller ikke Ungilattaqi at ramme Kunuk i næste kast. Da han ville til at prøve tredje gang, protesterede Kunuk og tog våbnet fra ham med ordene: "Nu er det min tur."

De byttede plads så det nu var Kunuk der satte sig på briksen og Ungilattaqi på sidebriksen. På opfordring slog Kunuk lidt til trommen, og i det samme istemte man en sang hvor Ungilattaqi blev nævt ved navn. Kunuk var endnu ikke parat, da der blev råbt: "Duk dig store Ungilattaqi som aldrig lader en gæst leve, nu vil gæsten ramme dig." Kunuk blev klar over at han nu havde løftet våbnet til kast; han lagde mærke til at Ungilattaqis øje (han havde kun ét) havde en tilbøjelighed til at skæve opad. I samme øjeblik Ungilattaqi begyndte at strække sig opad, kastede Kunuk sit våben og ramte ham i halsen lige over brystbenet, så han blev naglet fast til væggen. Straks sprang Kunuk fra briksen ud gennem vinduet og landede neden for møddingen. Han var dårligt landet, da hans kone kom og tog ham om livet. Så råbte man til ham at han først måtte brydes med tre stedfortrædere for Ungilattaqi, - hver af dem med dobbeltbalder (balder både bag og for), som var langt stærkere end Ungilattaqi; og det skulle foregå  på en stor slette som blev brugt til den slags kampe. Kunuk tog derhen og midt på sletten stod en mand. Da Kunuk kom hen til ham og de begyndte at brydes fandt han hurtigt ud af, at modstanderen langt fra var så stærk som hans afdøde bror, Kumallaasi. Han fik hurtigt dræbt ham og gjorde det samme med de to andre.

Da Kunuk havde dræbt de tre blev der sagt, at der endnu var en stedfortræder tilbage - én med lam underkrop. Ham ville de hente i konebåd. Snart viste der sig tre konebåde lige efter hinanden med dette lamme væsen, som ikke var noget rigtigt menneske. Da denne gik i land, begyndte Kunuk at brydes med ham. Kunuk syntes egentlig at det lamme væsen var lettere at klare end sin afdøde lillbror. Men der gik nu nogen tid før han fik dræbt ham.

Kunuk skulle til at hjemover efter hævnen over disse mennesker, da han mødte deres mor, som sagdes at være svær at få bugt med. Men hende dræbte han også. Og Kunuk fik ro i sindet efter at have hævnet sig på disse mennesker.

Her ender fortællingen.

Det er ikke til at sige noget om, hvor meget de grønlandske fortællere har ramt ved siden af; for det sker at man selv digter videre på noget man blot løseligt har fået fortalt. Denne fortælling er nedskrevet sådan som den er blevet fortalt. Der er ikke blevet føjet noget til. Jeg har heller ikke strøget noget. Der er ellers mange forskellige fortællinger som ikke er skrevet ned. Nogle er morsomme hvor alt muligt er overdrevet.

1858, 12. august. Kristian Renatus.

Var.: Kunuk; Søg også på Kumal*;