Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

Han blir gift med en af kvinderne.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

blir han gift.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 45: anânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Efter mandens død i 1841 flyttede Ineqinnavaat med sine børn til Upernavik, gik til dåbsundervisning, imponerede alle med sin evne til at lære udenad, hvorefter hun selv og de fem børn blev døbt. Selv fik hun navnet Johanne Benigne. (børnenes navne står også nævnt)

  In. bliver ikke rigere med årene, hendes anseelse vokser heller ikke, måske fordi hun er kvindelig åndemaner / angakkoq, og hun synes at have være genstand for en del beskyldninger for hekseri. En dag lykkes det hende, øjensynligt ud af den blå luft, at skaffe sin yngste søn et stykke brød med smør, som han har plaget længe om at få. Hvordan kan ingen forklare.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, s.23 - 29, "Qutajarajik".

Resumé:

Et ægtepar mister altid de børn de får og betragter til sidst deres

hund som deres barn. En dag kvinden har glemt at fodre hunden, skælder

manden hende ud, og da hun fodrer den, ber hun om hjælp til at få et

barn. De får en søn, der ikke får navn efter en afdød, men kaldes

Quttajaa. Snart dør hans mor, dernæst hans far og til slut hans

bedstemor. Han døjer sult i fælleshuset, hvor kun een mand gir ham

mad, som de andre fratager ham. Han blir den gode mands plejesøn og

opfordres til at opøve sine kræfter sammen med sin plejebror. En dag

får han besked om, at hans fjender vil udfordre ham til sangkamp.

Først kommer dog en konebåd med kajakker på besøg, og blandt dem en

skulderbred mand, der viser sig at være Quttajaas morbror. Nidsyngerne

kommer, kappes i armkrog og brydekamp med Q., der viser sig overlegen,

men han kan næppe holde gråden tilbage, da de i deres nidviser håner

ham for hans døde forældre ved navn. En af dem har selv nyligt mistet et

barn, som Q. da håner ham med, da han med følge kommer på genvisit.

Det døde barns far får drøje kindbensstød af Q. og dets bror vil

stikke ham ihjel under sangkampen, men forhindres i det af Q.s

morbror. Q. kvæler sin modstander og får fred i sindet.

Tolkning: Det er muligvis ved hundens hjælp, og fordi han ikke får

noget rigtigt navn, dvs. ikke blir et rigtigt (slægts)menneske, at Q. kan udvikle sig til den stærke mand, der blir farlig for sine fjender.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 44: Familien går til dåben.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108 - 109

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Året efter mandens død i 1841 blev Ineqinavaat og børnene døbt. Hun forbavsede alle ved at kunne dåbsteksterne udenad og blev døbt Johanne Benigne. Også børnenes dåbsnavne nævnes.

Hist.: Historisk

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Johanna og hele familien så engang en stor klump is falde ned fra fra himlen et stykke borte ved Kulusuk. Den roterede med kurs mod teltet og man var skrækslagne. Johanne gengav skrækscenen med fægtende arme, blinkende øjne og hovedet trykket ned mellem skuldrene. Heldigvis faldt den ned på den anden side af Kulusuk. Fangerne roede derhen og tog klumper med hjem. Inden døre smeltede de ligesom havis.

Hist.: Autentisk. Formentlig en såkaldt megacryometeor, et kæmpehagl, hvis dannelse man endnu ikke helt kan greje (Wikipedia).

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Barnebarnet fanger en remmesæl, flår skindet af, skærer det op til en lang rem, men da han strækker den mellem to stykker træ, springer den og rammer ham i øjnene. Han blir blind. Hans bedstemor ser en bjørn ved vinduet, henter hans bue og sigter for ham. Han rammer, hun lyver om det, flytter i telt og koger kun af kødet til sig selv og drengens lillesøster. Denne gemmer bidder af sin mad ved brystet til ham. På hans opfordring fører lillesøster ham ud til en sø og lader ham blive i tre dage. Der passerer en flok hættemåger, der ikke opdager ham. Næste dag passer en mindre flok, der får øje på ham. En af dem skider ham i øjnene og tørrer dem med sin vinge. Dernæst en til osv. Han kan nu skimte et hvidt lys. Næste dag kommer endnu en flok, der gentager kuren. Snart ser han et blændende lys. Til sidst ser han klart som før. Søsteren kommer og han nægter at han nu kan se. Undervejs ser han i korte øjeblikke skindet af sin bjørn hænge ude til tørre, en stor bjørnekølle under umiakken og en anden inde i huset under briksen. Han fortæller bedstemor at han har set alle disse ting i drømme. En mærkelig drøm du har haft, siger hun. Da åbner han øjnene og peger på køllen under briksen. Så må hun koge kød til ham, der omsider spiser sig stopmæt.

Næste dag melder bedstemor om et stort træk af narhvaler. Han fanger en fra stranden. Hun vil ha noget af den lækre mattak. Så kan hun selv fange en, siger han. Hun får harpunremmen om livet og ber ham harpunere sig en ganske lille narhval. Der dukker en sådan op, men han harpunerer en stor en ved siden af og bedstemor modstår ganske vist trækket men blir puffet i vandet bagfra af barnebarnet. Slæbt af sted af narhvalen råber hun med mellemrum på sin ulu. Narhvalen dykker og forsvinder.

Med i konebåden er foruden fortællersken, Johanne der siger, at når man ser en narhval med en kvinde på ryggen og hun råber 'min ulu, min ulu' ved man at der kommer mange narhvaler.

Kara vil fortsætte fortællingen, men Victor vil hellere skrive ned alt det han har hørt. Og det tar ham to timer.

Var.: Tutigaq; Den blinde dreng der genvandt synet; Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

I disse versioner slutter nogle med søskendeparrets rejse ud i verden, hvor de møder mennesker uden anus. Hos nogle inuitgrupper i Canada danner begge fortællinger optakt til myten om Solens og Månens oprindelse.

Hist.: Narhvalens lyde skulle minde om "ulukka", min ulu. Narhvalen var ny for dem af thulekulturens folk, der nåede til det østlige arktiske Canada og videre til Grønland.

The Grandmother who was Towed by a Narwhal

Resumé

The grandson catches a bearded seal, flays it and cuts the skin (spirally) into one long thong. However, when he stretches the strap between two pieces of wood, it snaps and hits him in the eyes, blinding him. His grandmother catches sight of a bear through the window. She fetches him his bow and takes aim for him. He hits the bear but she lies about it. She moves into a tent where she prepares the meat for herself and the boy's little sister, who saves morsels of food for him by her breast. Upon his request, he is led out to a lake by his little sister and left alone there for three days. A flock of black-headed gulls passes by without noticing him. The following day, a smaller flock passes by and they catch sight of him. One of them shits in his eyes and then wipes them with its wing. Then the next one does the same thing, and so on. Now he can vaguely see a white light. The next day, another flock comes and they repeat the treatment. Before long, he sees a brilliant light. Finally, he is able to see just as well as he could before. When his sister comes, he denies being able to see. On the way back, he catches glimpses of the skin of his bear hung out to dry, of a large bear leg under the umiak (woman's boat) and of another bear leg inside the house, under the platform. He tells his grandmother that he has seen all of these things in a dream. “What a strange dream you have had,” she says. With that, he opens his eyes and points to the bear leg under the platform. After that, she has to boil meat for him and he eats his fill. The next day, grandmother tells of a large pod of narwhals. He catches one of them from the beach. Grandmother would like some of the delicious muktuk (whale skin; W.Grl.: mattak). He says that she must catch one herself. She ties the harpoon strap around her waist and asks him to harpoon a very small narwhal. Just such a narwhal comes along, but he harpoons the larger one next to it. Grandmother actually manages to resist the pull, but is pushed into the water from behind by her grandson. As she is dragged away by the narwhal, she calls out periodically for her ulu (woman's knife). The narwhal dives and disappears.

Johanne, who is in the woman's boat along with the storyteller, says that whenever one sees a narwhal with a woman, who calls for her ulu, on its back, one can be certain that many narwhals are coming.

Kara wants to continue with the story, but Victor would rather write down everything that he has heard. It takes him two hours.

Var.: Tutigaq; The blind boy who regained his sight; the origin of the narwhal; how the narwhal became. Some these versions end with the siblings' journey into the world, where they meet people without anuses. For some Inuit groups, both of these stories form an introduction to the myth of the origin of the Sun and the Moon.

Hist.: The sound made by the narwhal apparently resembles the word “ulukka”, which means “my ulu”. The narwhal was new to those representatives of the Thule culture who reached the east Canadian arctic and traveled on into Greenland.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kaaralis kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, 1921, s. 373 "Du vil dø, så dø da"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Du vil dø, så dø da.

Der var en gang en mand, som var en meget dygtig fanger, og som var

gift med en udsøgt smuk kvinde. De fik en søn. Faderen holdt meget af

sønnen, da han var opkaldt efter hans (faderens) afdøde lillebror.

Faderen plejede af den grund at sige, at han ville dræbe den, der ikke

behandlede drengen godt.

Da han en dag kom hjem fra fangst, havde konen frygtelig mavepine og

var ved at dø; og deres lille søn græd så voldsomt hos moderen, at han

var helt ude af sig selv. Han forsøgte at helbrede konen, men hun

døde. Manden undrede sig egentlig over, at hendes ansigtsudtryk ikke

ændrede sig efter at hun var død, at der ikke indtrådte dødsstivhed,

og at hun ikke blev kold. Men hun var jo død, så han lagde hende ned i

en grav og lagde sten ovenpå. Manden syntes, det var synd for den

lille dreng; men han agtede ikke at gifte sig lige med det samme,

selvom han var meget omsværmet af kvinderne. Da han havde taget

nyt tøj på (atigserêrangme), efter tabudagene på briksen på grund af

konens død, begyndte han igen at tage ud på fangst. Men han blev

aldrig ude hele dagen, for han var så bekymret for sin lille dreng.

Han var bange for, at han skulle blive væk mellem alle de mange

mennesker, der på dette tidspunkt var samlede. En dag han kom hjem fra

en fangsttur, fandt han sin lille søn grædende. Han spurgte ham,

hvorfor han græd. "I dag kom der én herind, der lignede min afdøde mor

meget. Hun gav mig mad, som hun havde med, og forsvandt igen." Faderen

sagde til drengen: "Du skal ikke tænke på din mor. Du så selv, at jeg

begravede hende, og jeg dækkede graven til med sten. Lad os gå op til

graven for at overbevise os om det." Da de kom til graven, græd manden

og drengen sammen.

Nogen tid efter kom drengen hjem med et stykke hvalmattak. Faderen

spurgte: "Hvem har du fået det af?" Hans lille søn svarede: "Jeg har

fået det af min mor." Så sagde faderen meget strengt til ham: "Du må

ikke tale mere om din  mor. Forleden så vi jo hendes grav." Men hans

lille søn svarede: "Jeg kunne genkende hende." Dertil svarede faderen:

"Lad os da fjerne stenene, der dækker graven." De gik hen til graven

og fjernede stenene, og der var ikke andet end en rygpose at se i

graven. Så sagde faderen: "Det må være rigtigt, at der er din mor. Hun

har narret os, og hun skal nok få det betalt. Lad os gå ned." Og det

gjorde de.

Nogle dage efter fik mange mennesker på stedet travlt med at flænse en

hval. Faderen sagde til sin lille dreng, at han måtte sige til, hvis

han kunne genkende moderen. Så gik de hen for at deltage i

hvalflænsningen. De var dårligt kommet derhen, så sagde den lille søn:

"Her er hun." Faderen fik også øje på hende. Hun var klædt som en

mand og hjalp en mand med flænsningen. Så gik manden hen til hende,

lagde sin arm på hendes skulder og sagde: "Du ønskede så meget at dø,

så skal du også dø." Så stak han hende i hjertet med sin store kniv.

Derefter dræbte han den mand, der stod ved siden af hende. Folk, der

vidste, hvordan det hele forholdt sig, sagde: "Det  havde hun godt

af!" Nu, da han havde dræbt sin kone og hendes mand, giftede han sig

igen.

Det viste sig, at kvinden attråede en anden mand, og at hun havde

ageret død, for at blive skilt fra sin mand. Det fik hun grundigt

betalt.