Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 238 - 239: "Innersuit"

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 218 - 222 (dialekt) og ulige sider: 219 - 223 (engelsk).

Resumé:

AK så en engang sammen med andre børn en innersuaq bugsere en sæl ind mod land. Men den kom aldrig til land. Det var nær Uugerliat, hvor man kunne se innersuits store vinduer , når nordenvinden havde blæst bølgerne væk.

Efter sigende har innersuit ingen næser.

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 246: Uden titel.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

I Ane Klemensens barndom skulle man passe på ikke at blive harpuneret af innersuit og skulle derfor ro i en stor bue uden om Orsuinnguit på ruten til Qassimiut. En kajakmand med en stor remmesæl på slæb blev ladt alene af fællerne ud for Qunnertalik, hvor innersuits vinduer kunne ses. Han kom aldrig hjem. Ligså forsvandt her engang en konebåd fuld af voksne glade roersker.

Tilføjelse:

I den grønlandske udgave slutter AK denne fortælling således:

s. 246:

De plejede at fortælle, at der dagen efter var lidt nordenvind på dette sted, og der var ikke noget at gøre, for der var en stor spækplet og nutaarnimillu (?) fra (området ved) denne skrænt, hvor man mente, at der plejede at være Innersuit. Og det siges, at denne... at Innersuit...

   Det fortælles altså, at flere er kommet ud for dette. Og efter sigende kom en konebåd, som havde gode og ivrige roersker - de kom den vej, og de nåede heller aldrig frem, de dukkede aldrig op. De roede lastet med ammassætter. De nåede simpelthen aldrig frem. Det er ikke til at vide, hvad der skete med dem. Det er nok det eneste jeg kan fortælle om det, jeg har hørt om Innersuit.

Ja, det er nok alt jeg har hørt om innersuit.

   Ja, altså sådan noget som jeg selv har hørt/oplevet... vi boede jo i en lille bygd, og derfor levede vi nok i centrum af al denne overtro. Når julen nærmede sig, begyndte de gamle at konkurrere om at fortælle om åndemanere og qivittut, og det var dengang qivittut ikke var ikke var fremmede for dem.

Hist.: Historisk.

AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 242: "Iseqqat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 222 - 224 (dialekt) og ulige sider: 223 - 225 (engelsk).

Resumé:

AK har engang set iseqqat (ental iseraq, lille øje) da han havde sovet lidt under bærtogt. De kildede ham vågen, var blanke, sorte, nøgne og bittesmå. Folk mente det var iseqqat.

Var.: iseraq.

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Det lyder som om AK som voksen mener, at de små væsner nok var sortebær, revlinger, krækkebær. Hans fleste fortællinger er humoristiske.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 245: "Qassimiut"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ifølge Abel Klemensen blev de første af egnens grønlændere døbt i Oqaatsormiut, som en overgang var et udsted, og som man ville gøre til koloni. Men havnemulighederne var for ringe. Det var de også i Qassimiut, som man dernæst tænkte på. Derfor endte det med at blive Qaqortoq.

      I Qassimiut lå et stort rundt hus, båret af tre kampestore bjælker, der var fastgjort i midten. En qassi.

Hertil strømmede folk fra fjern og nær og holdt fredelige fester med brydekampe.

      Ved missionens begyndelse var der nogle der protesterede. Bl.a. Levi (han må altså senere være blevet døbt, BS), der stillede sig op på en høj i det dejligste vejr og advarede mod havet, der var farligt denne dag, pga. af for mange ulke og alt for mange sæler der flød rundt!

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Vedr. qassi, et festhus, som man kender fra inuit i canadisk Arktis og Alaska, er der en del oplysninger fra Grønland. Se Thalbitzer i Meddr. Grønland Bd. 40, 1941: 656 - 666, og Gulløv, H. C. 2003: Fra festhus til fælleshus. Tidsskriftet Grønland.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 243 - 245: "Qivittut", der fortsætter med flere episoder end dem i den danske udgave. Se ndf.

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 224 (dialekt) og 225 (engelsk).

Resumé af den danske tekst:

Abel Klemensen har set mange qivittut, siger han. En af dem fortalte om sin forvandling i fjeldet, hvor han sultede og tørstede uden at kunne finde vådt eller tørt indtil den femte dag. Da spiste han som det første en ravn, og begyndte derfor siden altid sin tale med et krar- krar - krar. Hans støvler var lavet af rødder. Fra den femte dag kunne en qivittoq alt. Også flyve - mens de spyede ild. Aabaalakasik havde prøvet at skyde en flyvende qivittoq / fjeldgænger ned. Men den var usårlig. Det ene ben var bundet op. AK så selv sammen med andre børn engang en qivittoq der landede og blinkede til dem.

Tilføjelse: Den grønlandske tekst i oversættelse ved Signe Åsblom:

s. 243:

Engang var en lille dreng forsvundet, og de ledte og ledte... Selv om de ledte efter ham, kunne de ikke finde ham, og derfor sagde de til deres åndemanere... en åndemaner. De bad ham sige til ham... sagde til åndemaneren, at man skulle mane ånder for drengen. Åndemaneren kaldte længe på sine hjælpeånder: "Åh, de siger, at han er deroppe i byen (de store huse hos kæmperne i indlandet ? BS) og græder, den stakkel! De siger, at han græder!" Og drengens far blev dybt forbavset. "I morgen tidlig tager vi straks hen til ham".

   Så kom de derhen, men hvor var det egentlig? Stedet var helt fladt. Der var ikke andet end nogle grimme enebærbuske og dværgbirke, der var vokset hen over stedet. Da åndemaneren kom derhen, kiggede han omhyggeligt på stedet og sagde: "Her er indgangen!" Så gravede han dér og sagde: "Så kan I godt åbne!" Og sikke da en indgangsåbning! Åndemaneren gik ind sammen med manden for at hente dennes søn. Hans lille søn sad der og græd uafbrudt. Og da manden ville tage sin søn og fatte om hans hænder, opdagede han, at drengens hænder allerede var blevet fuldkommen sorte! Og det fortælles, at fordi han selv var døbt kunne han simpelthen ikke røre drengen. Derfor drejede han rundt og forlod uden videre drengen.

   Det var fordi drengen allerede var spoleret... og og det fortsatte sådan ... at han gav små lyde fra sig som et dyr. Det fortælles, at drengen hele tiden gned sine hænder mens han udstødte sine dyrelyde. Samtidig tudede / fløjtede han og begyndte så at græde igen. Det var altså ham de var kommet for at hente, og når han forsøgte at sige noget, stod der ild ud af munden på ham. Han var virkelig blevet ødelagt, og det var Djævelen selv, der havde boret sig ind i ham. Man kan sige: Når det er kommet så vidt, er Djævelen allerede blevet herre over den slags mennesker.

   Det forholder sig jo også på den måde, at qivittut ender med at kunne gøre alt. De flyver også gennem luften.

   Og denne Aabalaakasik var også noget af en fortæller. En gang tog de ud til nogle, der var på fangst ude på de yderste øer, og så var der en skrækkelig qivittoq... en forfærdelig qivittoq, der fløj, og den skød han. Men der skete overhovedet ingenting med den. Og efter sigende fløj den sådan: Med benene sådan: Den fløj med det ene ben bøjet opad under sig og holdt om det med begge hænder. Det siges, at det nærmest så ud som blålig ild, der ikke lyste. Og han gjorde altså sådan... og benet var omviklet, ikke med remme men med store rødder, og det (benet?) blev helt dækket til(?), når de skulle afsted.

   Vi... da jeg var barn, vi så dem derude, derude lidt syd for os, nedenfor Biinias hus. Han var omviklet her (viser det måske på sit ben?), og han var virkelig skinnende hvid, og han landede der lidt syd for os, og han stirrede virkelig. Han gjorde sådan her og kiggede herhen. Og vi var jo børn, og han fik os næsten til at flygte fra ham (?), det var virkelig forbløffende dengang! Sådan var qivittut. De forfærdelige qivittut... Sådan var de altså, dengang da der fandtes qivittut. Ja, det var jo foregået på denne måde... og Aabalaakasik sagde nemlig noget, der er rigtigt: At nogle af dem smilede stort. De kiggede til siden og smilede... det var, når de var ved at flyve henover deres telt! Sådan var disse qivittut, når de efterhånden havde lært at kunne alt.  Sådan var de, når de kunne klare alt. Men det siges, at det først skete på den sjette dag. Når de virkelig var ved at dø af sult, og de fandt noget at spise, måtte de have fat i det. Og hvis de spiste noget, som for eksempel en rype, så ville det første de sagde være "qaar-", når de mødte et menneske. Spiste de en ravn... Hvis det første de spiste var en and, ville de først sige lyde som en and og først derefter tale som et menneske. Og hvis de spiste en søkonge, ville de først sige som en søkonge, før de sagde andet. Sådan var de. Sådanne fortællinger er virkelig dejlige!

Var.: søg på qivittut; qivittoq. Tunerluk + varianter er den traditionelle fortælling om barnet der stjæles af indlandsboere og normalt hentes hjem igen af en angakkoq / åndemaner el. faderen.

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Genfortolkningen af den traditionelle Tunerluk i kristent regi viser klart ændringen i opfattelsen af landets ånder, der mere eller mindre har veget pladsen for de ny qivittoq-forestillinger med forbindelse til kristendommens djævel.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247: "Qanga katsorsaatit (nakorsaatit)".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 226 (dialekt) og 227 (engelsk).

Resumé: AK's gamle moster, der var meget ordentlig, samlede meget mos til tørring til brug ved sygdom og fødsler. Da kusine Saras mor døde i barselseng kogte man mælke af torsk og lavede en sut af skind til den nyfødte.

      Nyfødte skulle gnides i spæk. Aldrig vaskes i vand.

      Et sår med hævelse blev kureret med sammenrørt krudt og gammel urin.

      Høj feber blev kureret med det sorte udkog stenlav. Det fremkaldte en masse spyt, men den syge blev feberfri.

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Historisk; lægekunst; sygdom, helbredelse.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 239 - 240: "Umiarissat", der fortsætter med flere episoder i den grønlandske udgave. Disse følger i oversættelse under "Tilføjelser" ndf.

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 218 - 222 (dialekt) og ulige sider: 219 - 223 (engelsk).

Resumé af den danske tekst:

I AK's barndom fik Ujuukasik i flot måneskin afsløret, at en båd man mente var præstens, var umiarissat. På Uj.s opfordring skød man på den, og en kvinde skyndte sig op og skar en tørv, som man skar øjne i og satte vendt mod vandet på en høj. Båden forsvandt og der skete ikke nogen noget.

AK kan også den traditionelle fortælling om umiarissat:

En kvinde går ud for at besørge og kan ikke rejse sig, da hun ser en konebåd lægge til, en masse mænd med forskellig størrelser hatte og nogle med skæg gå direkte ind i huset. Da de forlader det igen og når ned til stranden springer de i vandet som forskellige slags sæler. Kvinden, der nu kan rejse sig, går ind i huset, hvor alle ligger dræbte i eget blod. Sælerne har hævnet sig, fordi folk har fanget for mange af dem.

Tilføjelser oversat af Signe Åsblom:

Grlsk. udg. s.239 - 241: "...Taamaaseriarmat avammut..." (den traditionelle fortælling fra det sted, hvor umiarissat tager væk fra deres morderisk besøg):

Efter at de var faret afsted ud i havet, rejste hun sig op. Nu var der ingen problemer med at rejse sig. Det gik jo fint. Så gik hun ind i dette hus, deres hus, og gulvet var helt fyldt med blod. Det viste sig, at alle i huset var døde.

   Så gav hun sig ellers til at råbe over til dem lige ovre på den modsatte side. Hun blev ved længe, men til sidst blev det aften. Hun kunne ikke gå ind, så hun overnattede i det fri. Først næste dag da det blev lyst, lykkedes det hende at alarmere dem, og de kom ind og undrede sig over, at så mange mennesker var blevet dræbt. Der var ikke andet at gøre, end at lade tagbjælkerne falde ned (som en slags begravelse inde i huset).

   Det fortaltes, at når der var blevet fanget alt for mange sæler (ødslet med dem), kom de og hævnede sig på menneskene på denne måde. Når der var blevet fanget alt for mange af dem, kom de på denne måde for at hævne sig: sortsider, klapmydser og remmesæler. Og det fortælles, at klapmydserne kom med bløde hatte på, og de store sortsider med små, sorte hatte på.

   Sådan så de ud i ansigterne. Hi, hi, hi...

I Takisut var der også umiarissat. Dengang vi var børn tog vi derned på fangst nogle få gange (nakiiserngit nalaanni : på den tid hvor...?) i august, og mens vi var der i Takisut, begyndte de at fortælle om umiarissat. Og så skulle Biibiaat som sædvanlig have et ord med, den gamle kone var nu engang umulig: "Hæld spæk ud over hele vandkanten!"

Og disse gamle mennesker gav sig til at tygge spækket for at blødgøre det, og så spyttede de det ud, og de spyttede det ud, og selv om de (disse umiarissat ?) nærmede sig, var det, som om de (summigaa? sumiginnarpaa = ænser det ikke, måske drejer det sig om dette ord): de vendte ryggen til det og tog afsted - de rejste ikke væk med ryggen til det - de rejste nemlig væk med siden til det, og de forsvandt ud af syne syd for Portulersugannguaq, vi børn styrtede nemlig afsted efter dem i løb, mens vi kunne se dem, de fortsatte... de dukkede ikke op, gad vide, hvor de blev af? De forsvandt dér i sydlig retning. De tog altså afsted derudad for at undgå spækpletterne på vandet, og da de nåede derud, dukkede de ikke op (på den anden side, hvor de formodentlig ellers ville være til at se??), de forsvandt.

s. 240: " ... Aamma tassa takananiilluta ...": Og mens vi stadig var dernede, det var dengang hende Saaraq levede, i august måned, hvor... han/det skulle/ville flytte et barn længere op på stranden (?), dernede. Det var ikke til at undgå, at Biibiaat som sædvanlig skulle blande sig: "Send bud til Qassimiut. Giv besked om, at Suusaat skal komme ned til stranden og have sin lygte tændt. Hun skal lægge den præcis dér, hvor de skal træde ned på stranden ved det første skridt, så han/hun må få et langt liv og få et godt helbred". Og stakkels os der ellers skulle østpå på sælfangst. Vi nåede frem og til Suusaat med beskeden, og på det tidspunkt var konebådene allerede kommet til syne med Niaqornannguaq og dem. Suusaat bar lygten ned og lagde den dernede på stranden. Barnet trådte ikke på lygten. Den gamle trådte på den, og indtil den dag i dag har Saaraq ikke været syg og hun er kernesund.

   Umiarissats konebåde så normalt ud som robåde. Ligesom vi nu siger: Umiaasat (direkte oversat: "en slags konebåde"; er benævnelsen for fladbundede robåde). Men de var ikke fladbundede robåde, de lignede virkelig rigtige robåde og havde mange roere. Og sikken deres åregafler dog kunne larme! De lød virkelig, som om de roede. Og når de sådan kom roende, lød det som ægte metal fra deres åregafler. Dernede kom de så dengang tæt herhen, og folk begyndte at råbe, at præsten kom, men vores ældste der havde fundet ud af, at det ikke var præsten der kom, sagde, at de skulle skyde efter dem, blot ikke ramme men bare lade skuddet strejfe langs siden af dem. Da der så lød et skud, kælvede et isfjeld (?). Og så slog han en stump is af det og bad dem bære det op på fjeldet og sætte øjne på det og stille det, så det vendte udefter. Det skulle efter sigende forhindre umiarissat at komme til os i fremtiden. Da det var gjort, sov vi virkelig roligt.

   Det var jo sæler. Sortsider, remmesæler og klapmydser. De kom for at hævne sig. Når der var blevet fanget alt for mange af dem (ødslet med dem), kom de på den måde for at hævne sig. Og det fortælles, at nogle af dem havde nogle vældige bløde/høje hatte på, og det var de store klapmydser, der havde de bløde hatte på, mens andre var med små hatte. Og de enorme remmesæler havde et gevaldigt skæg. Det var virkelig et voldsomt skæg. Og så disse knive, og man kan undre sig over, hvor de har fået dem fra. Det var nogle store fæle sværd, som skinnede og glitrede, når de gik i land. Og når de kom hen til deres "fartøj": Så vippede / slingrede deres isflage. Det var deres skib. Jamen, som deres lille isflage dog kunne vippe / slingre.

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Hist.: AK var 66 år i 1965.

De to beskrivelser af umiarissats fartøjer afviger en del fra hinanden. Den første beskrivelse svarer delvis til Aron fra Kangeqs tegninger. Rink mente ud fra sin korrespondence med herrnhuterne i Labrador, at det måtte være indianernes birkebarkskanoer, der havde overlevet i disse fortællinger. Kano har derfor siden Rink været en hyppig oversættelse for disse sagnopspundne både.

Kommentar: Forestillingen om såvel umiarissats som qajarissats hævn for overfangst går stik imod den almindelige antagelse, at alle de dyr, der nedlægges, kun blir det med deres egen vilje.

Fortællingerne er udbredte i Grønland, hvorfor det er uvist om forestillingen om dyrenes hævn er af nyere dato.

Den følgende fortælling i den grønlandske udgave: Qajarissat allallu, s. 241 - 242 er ikke blevet oversat. AK fortæller at qjarissat gerne blev blandet sammen med innersuit, at de hørte til mellem innersuit. ¤

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247 - 248: "Toqusogartillugu malittarisassat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 226 - 228 (dialekt) og ulige sider: 227 - 228 (engelsk).

Resumé:

Ved dødsfald var det helt afgørende at de efterladte ikke kom i berøring med sæler. Der var tabu mod at gå til fjelds og se på indlandsisen. Så blev det storm. Da Andalats søn døde af et vådeskud og Andalat kort efter skød en sæl fra stranden, fik han kroget den med harpunen. Men ifølge sine dødstabuer måtte ikke hente den ind. En gammel mand gjorde det for ham.

Vedr. hekseri fortæller AK, at en kvinde som hendes far vragede til gengæld for Anes mor, heksede hende et knæsår på. Hun var dengang otte år. Faderen fik efterhånden kureret det over et års tid. Ane haltede endnu. Da kvinden blev gammel blev hun sindssyg, og hun indrømmede at hun havde begået hekseriet af jalusi.

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.