Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 165h - 167v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 55v - 56v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 34.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 32, ss. 228 - 232: The Widow's Vengeance.

Resumé af Rinks oversættelse:

Enkens søn, Kujannguaq / Qujannguaq får gang på gang afslag hos de mange brødre i det store nabohus, når han kommer for at få en mundbid af deres nyfangede dyr. En dag det drejer sig om det lækreste, en sæl, der har fældet, tager enken affære på sin søns vegne. Hun sætter sig på briksen og mumler. En edderfugl dukker op i deres vandspand. Næste gang er det en sæl. Tredje gang finder drengen en kajak med alt udstyr på gulvet. Moderen træner ham i både at ro, kæntre og vende rundt. De mange brødre følger efter den første dag, han ror ud til et isbjerg, hvor en isbjørn, han jager, har søgt tilflugt. Den ældste bror klarer ikke at bestige isbjerget, hvorefter Qujannguaq gør det, nedlægger bjørnen og kravler ned i sin kajak, og skønt en af brødrene, Sanak, påstår, at han har fanget bjørnen, bugserer Quj. den hjem. Hans mor og brødrenes søster tager imod på stranden. Søsteren kommer med en hånlig bemærkning, men bliver overvældende imødekommende med venlige kommentarer, da enken forærer hende halvdelen af bjørneskindet til et brikseskind og inviterer hele bopladsen på kogt bjørnekød. Næste dag fanger Quj. en sæl ved isbjerget og undgår et angreb fra de medfølgende brødre ved at væde munden med saltvand, som hans mor har rådet ham til. Sanak opfordrer til kaproning over et skær. Quj vinder i overlegen stil, idet han med en kajakvending undgår endnu et angreb fra brødrene. Da søsteren spørger efter dem, da han når i land, svarer han: "Hvorfor spørge efter dem, de mennesker har jo ingen forstand."

Enken inviterer alle på kogte bryststykker, skærer dernæst nyrestykket ud, hekser over det, forærer det til brødrene, og både Sanak og hans mor får en bid galt i halsen. Sanak dør af kvælning. Da enken kommer ind til dem, beskylder den ældste bror hende for at have dræbt ham og støder husstøtten om (måske er det omvendt den ældste bror, der kommer ind i enkens hus og søger at lægge det øde i stedet for familiens eget hus, BS). Enken rejser støtten igen og får derefter skåret både for- og bagsnippen af på sin pels. Da hun fortæller sin søn uden for, at nu er to af brødrenes familie døde (hvem er den anden ? bs), springer de af glæde frem og tilbage over båden, men hun falder og knækker ryggen. Med noget snavs fra sin mors rum under briksen, som han kaster mod brødrenes hus, dræber Kujannguaq dem alle undtagen søsteren, der går qivittoq.

Kommentar: En grum fortælling om misundelse, mord og blodhævn, der tilsyneladende hverken er let læselig eller vel fortalt.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er trykt i

Rink 1866 - 71, I, nr. 31.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

To afskrifter i hhv. Rink 2488 VI, ss. 113v - 115v af Wittus

Steenholdt og Rink NKS 2488, II, nr. 13 af seminarieelev.

(Fyldigt dansk oversættelse i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 31 ss. 124 - 127. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 22, ss. 189 - 192: Angutisugsuk)  

Resumé:

Angutisussuk er den ældste af tre brødre og så dygtig en

fanger, at folk under en hungersnød søger tilflugt hos brødrene.

Herover fortørnes A.s hustru, der en nærig. Den ene af de to gamle

mænd blandt gæsterne bliver fornærmet og hekser ufred i huset over

konens brikseplads om sommeren, da huset er forladt. Næste vinter

sætter A. sin kone og medhustru op imod hinanden. Konen får overtaget,

medhustruen blir misundelig og gør ophævelser, og da A. tæver hende

(hun er nemlig barnløs) begynder hans yngste søn at græde. Drengens

farbror, der er hans navnefælle, blander sig og får lårbenet brækket

af A. Nu træder tredje bror til sammen med en af A.s brodersønner, og

de jager A. på porten. Han tar kun medhustruen med, bygger hus lidt

nord for stedet og da han blir en stadig trussel mod den lårbrudne

bror, skiftes den raske bror og brodersønnen til at blive hjemme fra

fangst. Da de erfarer, at A. vitterlig vil sin skadede bror til livs,

allierer man sig med naboerne, der kommer, skjuler deres kajakker, og

i fællesskab får man med besvær bugt med A., der troede banen klar.

Den lårbrudne bror giver på de andres opfordring A. det første stik og

vil i fortvivelse dræbe sig selv, da A. er død. Man får ham fra det

og dræber i stedet A.s medhustru, fordi hun synes at have været ophav til

hele elendigheden.

Hist.: En detaljeret fortælling, der kunne være historisk i sin kerne.

Men indledningens to gamle mænd og den enes hekseri i vrede over

ugæstfri behandling er en traditionel mytisk episode, der skal give den

egentlige forklaring på, at der opstår splid i huset.

Steenholdts (?) afskrift el. renskrift: NKS, 2488, VI: 116v - 117v.

Seminarieelevs afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr 15, ss. 36 - 38: oqalugtuaq qivigtumik.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 33, s. 128.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 40, pp. 260 - 262: The Kivigtok.

Resumé af Rinks oversættelse:

Den mellemste af en flok brødre går hjemmefra, bliver qivittoq / fjeldgænger, og eftersøges af både brødre og far, der først finder ham den anden sommer, de søger. Hans hule er rigt udstyret med renskind og hans forråd af renkød er stort. Han er på jagt, da de finder hulen, og udstøder af skræk et brøl som en ren, da han vender tilbage. Familien overtaler ham til at vende hjem til dem, men da der er mere forråd end de sammen kan bære på een gang, bliver han tilbage for at passe på resten. Da de kommer tilbage, er han forsvundet. Senere forskrækker han dem med hyl fra toppen af et utilgængeligt fjeld.

Var.: søg på fjeldgænger, qivittoq el. qivittut.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Orig. håndskrift, nedskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, s. 172v.

Afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr. 33: ãma avdla oqalugtuaq / Imillunnaarsunnguaq.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 41, pp. 262 - 264: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

Resumé:

En kvinde, der rejser sammen med to mænd, får skænd af dem, bliver sur og går fra dem. Hun inviteres indenfor i en mågetue, der er lækkert udstyret med renskind. Hun bliver gift med manden der og får en søn, som han kalder Imillunnaarsunnguaq, et navn der tilsyneladende skulle gøre ham til en dygtig fanger. Efter nogle år vil kvinden hjem til bopladsfællerne. Manden giver lov på den betingelse, at han får sønnens førstefangst. Da sønnen er vokset til og får lyst til at være med på råbejagt på sæler, kalder hans mor ud i luften, og straks daler fangstredskaber ned til sønnen. Den sæl, han fanger, bliver usynligt snuppet af faderen, mens den slæbes ind gennem husgangen. Den næste han fanger, får moderen. Men tredje gang han er ude, kommer han ikke tilbage. Moderen går ud med sønnens istandgjorte klæder og råber af al kraft, hvorefter tøjet flyver af sted og hun efter, ned gennem de løse isbrokker i stranden og ind i nogle innersuits hus. Her befinder han sig, bundet. Hun løser ham, klæder ham på og bringer ham hjem igen. Hendes navn var Nagguannguaq.

Var.: Ikke i denne bases samlinger, omend der er mange fortællinger om et menneske der fornærmet går qivittoq og - for en tid - kommer i familie med landånder og andre fremmedartede.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Tilsyneladende er manden i mågetuen en innersuaq, fordi Rinks titel til fortællingen udsiger, at kvinden er kommet i slægt med innersuit. Hun bliver dog ikke integreret som medlem af deres samfund og sønnen reddes tilbage i hendes eget uden, at det tilsyneladende får yderligere følger.

Det bekræftes mig bekendt ikke af andre fortællinger, at innersuit lever i mågetuer, men der er ofte noget søfugle-agtigt over deres fremtræden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): innersuit.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

Tutigaq og hans mor og hans

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

tilbragt sommeren.

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af følgende orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 109h - 112h.

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Den lille ældre mand, der hævnede sig på sønnens drabsmand".

For mange år siden boede der nede i Alluitsoq - området en ældre mand, som havde

en søn, der var en dygtig fanger. Den gamle levede godt af det, som sønnen

fangede, og var holdt op med at tage ud på fangst.

Så skete det, at sønnen en dag ikke kom hjem fra en fangst. Man antog, at han

var omkommet. Men en dag fik den ældre mand besøg af sin fætter fra en boplads

med mange telte på den ene side af fjorden. Fætteren fortalte den ældre mand, at

sønnens udeblivelse ikke skyldtes en almindelig kajakulykke, men at han var

blevet dræbt. Fætteren kunne også fortælle, at det var den mellemste af tre

brødre på hans boplads, der var morderen.

Den ældre mand blev meget vred; og han, som ellers var holdt op med at ro i

kajak, lavede sig nye redskaber - en harpun og en lanse af en særlig kraftig

kaliber. Han begyndte at tage ud på fangst med det ene formål at møde sønnens

drabsmand og hævne sig på ham.

En dag han var på vej hjem fra fangst i det yderste fangstområde, så han en

kajakmand ro ind imod land med en sæl på slæb. Den fremmede kajakmand skiftede

retning af og til og kiggede bagud med mellemrum. Den ældre mand kunne nærme sig

ham uden at blive opdaget, fordi han havde solen i ryggen. Nu kunne han se, at

den fremmede var sønnens morder, og han roede helt hen til ham og harpunerede

ham. Så slæbte han ham ind imod kysten og efterlod ham, bundet til den oppustede

fangeblære / fangstblære, på et sted, hvor to strømme mødtes, ved et stort isfjeld, der stod på grund. Så roede han hen til bopladsen, hvor mændene sad samlet og spiste. Han råbte op til dem: Nu har jeg dræbt jeres bror, som I nok kunne regne ud, det ville ske.

Nogen tid efter fortalte fætteren ham, at hans fjender agtede at samle deres

slægtninge og angribe ham. Den ældre mand lavede en hel masse pile og lagde dem

fordelt på tre næs. En morgen så han en hel masse kajakker nærme sig. Den ældre

mand, som på det tidspunkt boede i telt, gik ned til stranden med sin bue; og

hver gang en kajakmand nærmede sig et af de tre næs, stillede han sig truende op

med en spændt bue. Angriberne vendte tilbage til deres boplads med uforrettet

sag.

Senere fik den lille ældre mand at vide, at der ville komme endnu flere kajakker

for at angribe ham. Lad dem bare komme, så skal jeg vise dem mit ansigt - sagde

den ældre mand. Da kajakkerne nærmede sig, fremsagde han en trylleformular, der

fik hans ansigt til at vokse, så det så ud som en fuldmåne. Da den første lagde

til land og frigjorde kanten af helpelsen fra kajakringen for at komme op, viste

han sit ansigt frem fra teltets forgang, så manden var ved at kæntre af

forskrækkelse. Han skyndte sig at ro bort fra stranden. Sådan gentog det sig

flere gange med andre, der forsøgte at gå i land. De måtte til sidst opgive

deres forehavende.

En dag den ældre mand var ud på fangst, nærmede han sig sine fjender og så, at

de var på jagt efter en fuldvoksen spraglet sæl. En af mændene ramte sælen med

sit blærespyd. Nu roede den lille ældre mand direkte ind på sælen, mens de

andre så måbende på ham. Da sælen kom op, ramte han den med sine to store blærespyd. Da han nåede hen til sælen, fjernede han det blærespyd, hvormed en af

hans fjender havde ramt den. Han gjorde sælen klar til bugsering; men da han var

færdig, trak han den med én hånd op bag på sin kajak og fik, ved hjælp af sin

åre, bagkroppen helt op. Så forlod han de andre og roede hjemover, mens de bare

stod og gloede. Det lykkedes aldrig fjenderne at hævne sig på den ældre mand.

Var.: søg på Southlander; sydlænding.

Kommentar: Blodhævn.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 99h - 102v, eller

Wittus Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 53h - 55v.

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 115.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119 - 123:

The Friends.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om to venner".

Der var engang to venner. Den ene boede inde i fjorden, mens den anden

boede ude ved den yderste kyst. Hen på efteråret fangede kystboen en stor

sortside. Efter mandens anvisning fjernede konen skindet og flækkede

skroget med spæk på midt igennem og lagde de to dele i to kødgrave. Derefter

gik manden til en grav, hvor den gamle bedstemoder, der var død om sommeren, lå

begravet. Han konstaterede, at liget var rådnet; og han skar et stykke

kød fra det og gned den ene halvdel af sælen med det. Hans kone vidste nu, at

han ville beværte sin gode ven med denne halvdel. - Fjordboen var på renjagt og

fangede en rigtig fed tyr. Han bad sin kone tørre en del af "bugflæsket", for-

di han agtede at beværte sin ven med det.

Da fjordboen besøgte kystboen, blev han sent på aftenen budt på den hengemte

sælhalvdel, der var blevet gnedet med kødstykket fra den afdøde bedstemoder.

Han blev dårlig og gik ud for at forrette sin nødtørft og for at kaste op.

Fjordboen, som var åndemaner, mødte her sin hjælpeånd, som sagde: "Din ven

har forgivet dig". - Da fjordboen vendte hjem, fortalte han sin

kone, hvad der var sket, og bad hende dele det tørrede "bugflæsk"

i to dele, idet han ville gnide den ene halvdel med blod fra en afdød.

Da kystboen kom på besøg, blev han sent på aftenen budt på "bugflæskestykket",

der var blevet gnedet med en afdøds blod, hvorefter han tog hjem. Hen på

efteråret kom kystboens familie i konebåd ind i fjorden og meddelte, at kystboen

var blevet sindssyg. Fjordboen tog ud for at se til ham. Igennem vinduet, der

var i stykker, så han kystboen sidde inde i huset. Hans øjne var store, og hans

næserod var så skarp som æggen på en kniv. Fjordboen flygtede, forfulgt af den

sindssyge, og nåede lige at ro ud, inden den sindssyge kom. Den sindssyge spadserede ud på vandet, men da han nåede til en strømkobling, (et sted hvor

flere strømme mødes) kunne han ikke mere. Noget senere kiggede fjordboen hen

til ham og fandt ham død. Han begravede ham.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller af Steenholdts (?) afskrift:

NKS, 2488, VI, 4', ss. 117v - 119v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Aappilattoq".

Aappilattoq og hans storebror tog nordover og kom til at bo i Nordgrønland / Avanersuaq = Thule?.

Aappilattoq byggede sig et hus ved mundingen af en stor fjord og broderen byggede et en dagsrejse sydligere. Når Aappilattoq var på fangst, fjernede han sig

aldrig længere væk, end at han hele tiden kunne se huset og børnene, der

legede udenfor; for de boede helt for sig selv. En dag var han nødt til at følge

sælerne til et sted, hvorfra han ikke kunne se husene. Da han om aftenen nåede

hjem med flere sæler på slæb, var der imod sædvane ingen mennesker at se uden

for huset. Da han gik op, så han, at samtlige beboere var blevet dræbt.

Aappilattoq blev meget vred. Han, som var åndemaner / angakkoq, manede ånder og opdagede spor, der gik indad på den sydlige bred af fjorden; og han fandt ud af, at hans kone og deres børn var blevet dræbt af en indlandsbo - én med en gryde på

skulderen / igalilik / grydemand / ildstedsmand.

Da Aappilattoq havde begravet sin familie, tog han over til sin bror og

fortalte, hvad der var sket. Dér begyndte han at forberede sig på en rejse ind i

fjorden for at hævne sig på drabsmanden. Han lavede mange pile. Som rejsefælle

valgte han blandt de mange, han prøvede, en ung mand, som han anså for at være

en hurtig løber, fordi han ikke havde fundet nogen lus i hans strømper. Alle

de andre, der kunne komme på tale, havde lus i strømperne.

I kajak roede Aappilattoq og hans rejsefælle ind i fjorden, og i bunden af fjorden

gik de i land og op langs elven. De nåede en stor slette, og her var der en sø

og et stejlt fjeld ved den fjerneste ende af søen. Da de kom op og kiggede ud

fra det stejle fjeld, så de indlandsboen, der fangede laks i elven. Hver gang

han fangede én, puttede han den ned i gryden på sin skulder. Aappilattoq sagde

til sin kammerat: Du kan stå her og se, hvad jeg foretager mig. Nu sniger jeg

mig frem til ham, og når jeg har ramt ham med en pil, vil jeg straks flygte. Du

må først løbe hen til mig, når jeg bliver træt.

Nu begyndte Aappilattoq at snige sig frem til indlandsboen med en spændt bue.

Når han bøjede sig ned for at fange laks, løb han frem. Han havde kun to pile

med sig, idet han havde ladet resten ligge på det stejle fjeld, fordi han agtede

at flygte derop. Han kom meget tæt på ham og fyrede en pil af, der ramte ham i

lænden. Så flygtede han, forfulgt af indlandsboen, rundt om søen og op på

fjeldet. Aappilattoq gjorde mange forsøg på at ramme indlandsboen med sine pile.

Men det var ikke nemt, fordi indlandsboen havde en speciel evne til at dukke

sig, således at kun hagen og knæene var synlige. Efter at have løbet flere gange

omkring søen havde han kun en enkelt pil tilbage. Så kom han i tanker om, at han

havde en trylleformular / serrat, som kunne få en pil til at ramme i struben. Løbende fremsagde han denne formular og fyrede den sidste pil af. Idet pilen ramte

hagespidsen og flækkede den, fortsatte den ind i struben, så han døde.

Aappilattoqs rejsekammerat ilede over sletten for at hjælpe ham; og det fortælles, at han tibagelagde den lange strækning i løbet af den tid, der gik, fra den dræ bende pil ramte indlandsboen, til han faldt død om. Så hurtigt løb han. - Så muskuløs var den dræbte indlandsbo, at hans døde krop hvilede alene på hans læg, hans bagdel og hans lænd.

Aappilattoq flænsede indlandsboens lig og skar det i mindre stykker, som han smed ud i søen og i elven. Nu fik han ro i sjælen, da han havde hævnet sig på ham, der dræbte hele hans familie.

Da det blev forår, vendte Aappilattoq sammen med sin bror tilbage til deres hjemsted i syd.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts (?) renskrift: NKS 2488, VI, ss. 119h - 120h.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak, også kaldet Nakasunnaq.

Issiallak havde hørt, at der nordpå fandtes sæler, der var meget sky.

Af nysgerrighed rejste han nordover og kom til at bo hos to brødre, som

ikke havde kajakker og kun fangede sæler fra is om vinteren, mens de

jagede rener om sommeren.

Den første fangsttur var en stor skuffelse for Issiallak. Der var sæler nok, men

det var umuligt at komme dem på nært hold. Den første dag fangede han ikke

noget og var meget flov over det. Efterhånden vænnede han sig til forholdene og

fangede til sidst så mange, at der var nok til vinterforråd. Da der kom islæg,

og Issiallak ikke mere kunne tage ud på fangst i kajak, var det brødrenes tur

til at fange sæler fra is. Den form for fangst lærte Issiallak også,

efterhånden som tiden gik.

Midt om vinteren blev isen så tyk, at de ikke længere kunne fange sæler, og

vinterforrådet svandt ind. Så sagde den ældste af brødrene: "Nu varer det ikke så

længe, før krybdyrene indfinder sig. Der plejer at komme mange, men først når

der bliver så mange, at huset begynder at ryste, går vi ud og begynder at slagte

løs."

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq (Issiallak) og meddelte ham, at krybdyrene

nu var kommet. Han stod op og kiggede ud - der var rensdyr alle vegne. Det var

altså rensdyrene, som brødrene kaldte for krybdyr. Nakasunnaq tog sin kniv og

var straks på vej ud. Brødrene forsøgte at forhindre ham i at gå ud og sagde, at

de skulle vente, til der kom mange flere. Men Nakasunnaq skubbede dem til side

og gik ud. Så var brødrene også nødt til at deltage i slagtningen. Nakasunnaq

tog et levende rensdyr ind i huset, som de havde som husdyr, indtil de ikke

havde mere proviant. Så måtte de slagte det og spise det.

Nu begyndte brødrene at snakke om, at der ville komme dyr, der havde lus, som

kunne spises. Disse dyr viste sig at være isbjørne, der kom i store mængder.

De fangede mange af dem og levede af dem. En tid havde de en levende isbjørn som

husdyr, indtil de måtte slagte den og spise den.

En dag fortalte brødrene, at der på denne tid af året plejede at vise sig en

stor isbjørn, der var dækket af is (isgroet bjørn) og holdt til på isen lige ud for huset. Så længe bjørnen var der, plejede de at holde sig inden døre - sagde brødrene.

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq tidligt om morgenen og fortalte, at nu var

isbjørnen der. Nakasunnaq kiggede ud af vinduet, og han så, at den store

isbjørn, der var dækket af is, var i færd med at bane sig vej gennem isen og var

kommet ganske nær. Nakasunnaq var vild efter at gå ud og møde bjørnen. Trods

brødrenes advarsel tog han sit tøj på og strammede alt til, tog sin lille kniv

og forsvandt ud af huset. Da isbjørnen dykkede, løb han frem og stillede sig ved

siden af dens åndehul.

Brødrene sad ved vinduet og fulgte med i, hvad der foregik. Da isbjørnen dukkede

op og så Nakasunnaq, gav den sig til at løbe efter ham. Isen gik i stykker under

den store isbjørn, og den halede hurtigt ind på Nakasunnaq. Da bjørnen trak

vejret ind, standsede Nakasunnaq først; derefter begyndte han at glide baglæns

over isen, og han var næsten nået til isbjørnen, da dyret pustede luft ud. Så

begyndte han at løbe bort fra isbjørnen og var næsten ved land. Så trak isbjør-

nen vejret igen med det resultat, at Nakasunnaq fór direkte mod isbjørnen,

sprang ind i dens mund og på den måde slap for at blive bidt.

Nakasunnaq røg lige ned i bjørnens mave. Luften mærkedes til at begynde med

kvælende, og han mærkede, at tøjet blev opløst af den voldsomme hede. Hans lille

kniv, der var stukket ind mellem yder- og inderkamikken, var også væk. Men han

fandt den ved at rode rundt i bjørnens mave. Med den lille kniv skar han et hul

på størrelse med sit hoved imellem bjørnens ribben henover vandlinien, og

samtidig gav han bjørnen så mange knivstik indefra, at den døde.

Ifølge brødrenes iagttagelse fra huset lå bjørnen, efter at have slugt mennesket,

først roligt med hagen på isen. Så kom den i voldsom bevægelse, hvorefter den

lagde sig ned og ikke rørte sig det mindste. Brødrene mente, at den måtte være

død. De tog deres våben og gik ned til den. Bjørnen var død, men der var intet

at se. Så hørte de én, der sagde noget; og stemmen kom i retning fra bjørnens

bredside. I det samme så de først et ansigt og derefter et helt menneske, der

var rød over det hele, idet kroppen var skoldet og var hudløs. Det var

Nakasunnaq, der havde gjort hullet mellem bjørnens ribben større og var kommet

ud. Han løb op til huset og var nær ved at fryse ihjel. Han lå længe uden at

kunne røre sig, indtil kroppen heledes.

Brødrene flænsede bjørnen og bar kødet hjem. Først derefter gik isen.

Da det blev forår, tog Nakasunnaq sydover. Han rejste aldrig mere nordpå, da han havde fået nok af opholdet deroppe og frygtede (igen) at blive ædt af en

stor bjørn.

Var.: Nakasunnaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 170v - 170h.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Iviangersooq.

Iviangersooq tog sydover for at lede efter sin lillebror. Han nåede grænsen til

himlen uden at finde sin lillebror. Her slog han sit telt op, og her fandt han

sin ledsager. Sammen roede de i kajak og kom til et stort hul, der førte til

himlen. Efter at have dækket deres kajakker til med fjer, spadserede de ind i

himlen. De så nogle store træer og gik hen til dem. Her fandt Iviangersooq sin

lillebror, der var blevet mishandlet. Hans endetarmsåbning var blevet til hans

mund, og munden var blevet til hans endetarmsåbning, og hans testikler var blevet

til udposninger i endetarmen. Så hørte de nogen synge, og straks fik de øje på

to mænd, der gik og sprang over hinanden ved at sætte af på hinandens skuldre.

Iviangersooq sagde til dem: "Jeg hørte høje stemmer af en kvinde og en mand -

hvem var det?" Den ene af mændene svarede: "Kvinden er hans (min ledsagers) bed-

stemor og manden hans bedstefar." Iviangersooq udfordrede de to mænd til

styrkeprøve og sagde, at den, der tabte, så måtte dø. Iviangersooq vandt over de

to mænd og dræbte dem, hvorefter han mishandlede ligene på nøjagtig samme måde,

som hans lillebror var blevet mishandlet. Han skar mund og endetarm ud og

byttede om på dem. Således hævnede han sig på dem. Derefter gemte Iviangersooq

og hans ledsager sig mellem træerne med ansigtet i skovbunden (?). De kunne høre

nogle mennesker gå forbi og sige: "Jeg tænkte nok, det ville ske. Vi har jo

ellers advaret dem og sagt, at den unge mand nok havde slægtninge." Iviangersooq

og hans ledsager gik tilbage til deres kajakker og vendte hjem.

På vej nordover overvintrede de sammen med deres familie i Kangerlussuaq. Det

vist sig, at slægtninge til dem, de havde dræbt, boede dér. Om vinteren forlystede

man sig bl.a. med boldspil. Iviangersooq, som ellers ikke plejede at deltage i

boldkampe, lod sig en dag overtale til at være med. Han løb med den ene arm trukket tilbage i ærmet; alligevel lykkedes det ham at indhente to af de mænd,

som de andre var bange for, vælte dem ned og dræbe dem. Det var de andre meget

taknemmelige for. De dræbtes kroppe blev skåret eller savet i små stykker.

Da det blev forår, rejste Iviangersooq nordover, hjem til sin boplads.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Kommentar: Mytisk rejse mod syd. Vejene til himlen er mange - ud under el. over havet til horisonten og videre op langs himmelbuen. Med nordlysene op. Langs kysten så langt mod nord, at himlen hviler på en havis, der aldrig smelter, og kan entres ganske nemt ad en sti. Se Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2): 73 - 74. Og i fortællingen hér findes adgangen i syd, ved himlens grænse, qilaap sillia / Qilaap Sillia = Mælkevejen, hvor der vokser træer - og - kan vi tilføje - solen forsvinder før og kommer igen efter en mørketid, der på højde med Aasiaat varer en god måneds tid.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Rink NKS, 2488, VI, ss. 115h - 116h, vistnok i

renskriveren Steenholdts skrift.

Forkortet dansk oversættelse af denne + Kreutzmanns variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 32 s. 127 og - endnu kortere - på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Qatigassii / Qatigaatsi".

Qatigassii troede ikke på åndemanere. Når åndemaneren begyndte at tilkalde

hjælpeånder, fjernede han skindforhænget og afbrød på den måde åndemaningen.

En dag fik han at vide, at Qasilii var blevet en stor åndemaner. Qatigassii

gik hen og overværede hans åndemaning. Da Qasilii under åndemaningen påstod, at der nærmede sig en ildkugle vestfra, blev Qatigassii meget vred. Han gik hen

til udgangen og fjernede skindforhænget med meget stort besvær. Han kom ud, og

ganske rigtigt: Der sås en ildkugle i vest. Anden gang han skulle ud, var det

næsten helt umuligt at få fjernet skindforhænget. Udenfor så han, at ildkuglen

var kommet ganske nær. Han blev så bange, at han, da han kom ind, svang sig op

og hægtede sig fast til husets tværbjælker og blev deroppe. Nu var ildkuglen

ganske tæt på. Åndemaneren ville gerne afbryde seancen, men han kunne ikke.

Folk tømte potter med urin henimod ildkuglen for at få den til at vende om.

Først da man tændte lamperne i huset, og åndemaneren afbrød seancen, fjernede

ildkuglen sig. - Qatigassii havde til sidst ikke flere kræfter til at blive

hængende på tværbjælkerne og faldt ned på gulvet. Han krøb ind under

liggepladsen modsat briksen og befandt sig mellem sælskind og kød, der var

henlagt til gæring, og af skræk tissede han og forrettede sin nødtørft mellem

alle disse ting.

Det var sidste gang, Qatigassii overværede åndemaning. Han havde fået nok.

Var.: Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik. Se også: Den store ild.

Kreutzmann identificerer Den store ild = ildkuglen fra bjergtpååeme med toornaarsuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 7h - 8h eller af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI: 131v - 131h: Oqalugtuaq Matisina pivdlugo.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Om Matisina.

Matisina og hans plejeforældre var på rejse i konebåd. Da plejefaderen, som

i længere tid ikke havde fanget noget, endelig fik en sæl, skulle konen koge

kød, og hun sendte Matisina ud for at samle brænde. Matisina tog af sted;

og mens han gik, mærkede han, at han steg til vejrs. Han kom til en stor

vej, der førte til himlen. Her mødte han en mand, der pintes stærkt af et eller

andet. Manden bad Matisina om at fjerne noget fra ham. Da Matisina havde befriet

ham for noget, som han ikke vidste, hvad var, sagde han, at dette (hans

lidelse?) skyldtes det forhold, at han havde haft for meget tøj på (for mange

anorakker), mens han endnu var rask. Matisina gik videre, og lige før han

nåede til en lille høj, traf han sin afdøde mor. Hun sagde: "Haa, der har vi jo

Matisina "imánânisimángitsoq" (som endnu ikke er død???), lad os gå op på den

lille høj." Fra højen kunne de se et hus; ved den nordlige side af huset stod

nogle mennesker klædt i sælskind, og ved den sydlige side andre klædt i

rensdyrskind. Da han kom ind i huset, bad de ham sætte sig midt på briksen. Så

gav de sig til at græde. En af dem, der startede med at græde, fortsatte direkte

over i sang med et skærebræt som tromme og med sit spoleben som trommestik. En

anden sagde: "Tássagôq qavsàkut auvínásáput. Vi kunne have ledsaget dem

oven over dem, hvis vores konebåd ikke var gået i stykker, og hvis vi ikke

manglede hammer, bor og økse. Når du, Matisina, engang vil dø, må du sluge lidt

spækmasse og lidt tarm, og du skal bede de andre om at lægge hammer, bor og økse

i din grav." Så sagde Matisinas mor til ham: "Imánânisimángilatit", derfor må

du foreløbig vende tilbage til jorden. Da Matisina skulle af sted, tilbød de

ham at fire ham ned med en bærerem.

En lille ældre mand i Matisinas plejeforældres rejseselskab så (en dag) noget, der hang i luften. Han troede, det var en stor edderkop. Men det viste sig, det

var Matisina, der blev firet ned. Da Matisina på et tidspunkt ønskede at dø,

slugte han noget spækmasse fra indersiden af et sælskind og lidt tarm, og han

bad de andre om at lægge en hammer, et bor og en økse i sin grav. Det gjorde de.

Bemærkninger: Her er der enkelte grønlandske ord og en sætningsforbindelse, som

jeg ikke har kunnet få mening ud af. De står i anførselstegn.   Chr. B.

Kommentar: Dødsriget i himlen. Tilsyneladende er de døde, som Matisina møder, ikke nået frem til et land højere oppe, fordi de mangler redskaber til reparation af deres konebåd.

Imannaanisimanngilatit er sikkert en fejlskrivning for imaannanissimanngilatit, der betyder, at du (Matisina) ikke er sådan en som ikke er sådan (som de døde eller andre, der ikke er rigtige mennesker), altså levende endnu, hvorfor han må tilbage til de levende. (Ved Arnaq Groves hjælp blev dette afklaret).

Hist.: Edderkoppens spindetråd som forbindelsesvej fra himmel til jord er en vidt udbredt forestilling, også hos eskimoer i både Canada og Alaska.

Den forestilling at de døde kan lide ondt er traditionel. Men som regel skyldes det i så fald de efterladtes handlinger, fx at de sørger for længe, eller ikke overholder tabuerne efter dødsfald. Selvforskyldte lidelser som hér: manden har haft for mange anorakker på før han blev syg - træffes sjældnere og skyldes måske kristendommens vægt på synd og lidelse.

Forestillingen om at de døde uden ophold slår om fra gråd til sang træffes ofte i grønlandske - især østgrønlandske - fortællinger om de døde i himlen. Det kan være et førkristent træk, men det kan også hænge sammen med missionærernes udtrykte undren over at grønlænderne så brat kunne slå om fra sorg over en afdød til latter. At det var et rituelt påbud - ikke at sørge for meget - kunne de ikke vide. Tilsvarende kan den megen sang i himlen, som mange fortællinger om himmellandet nævner, passe lige godt ind i den traditionelle som den kristne forestillingsverden.

Vedr. grønlandske forestillinger om dødsriger se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af orig. håndskr. NKS 2488, VI: 128v - 129v.

eller af Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI: 35h - 36h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 34 - 37.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Puiaq.

Puiaq havde flere gange iagttaget en flok sortsider, der svømmede imod strømmen

i en elv. Engang fulgte han dem og blev taget af en indlandsbo. Det viste sig,

det var ham, der fik sælerne til at svømme op imod strømmen. Indlandsboen havde to døtre. En dag tog de to piger en stor kamik ind i huset og sagde, at den var fyldt med havdyr. En af dem sagde: "Lad os løbe hen til de to skråninger," og videre sagde

hun: "Den hurtigste skal iføre sig dem, der er i kamikkerne; for havdyrene løber

hurtigere." Da de havde løbet et stykke tid, kom Puiaq foran den yngste og se-

nere også foran den ældste. Han måtte vente på dem på toppen af bakken. Det sam-

me gentog sig på hjemturen. Puiaq fik begge pigerne til koner.

Puiaq længtes nu tilbage og tog af sted til kysten sammen med sine koner. De

standsede umiddelbart før de nåede "Nussivigtik" (dér, hvor de plejede at gå i

land??). Den yngste af søstrene sagde: "Det derude på havet ligner en konebåd."

Søstrene ville til at flygte bort; men Puiaq sagde, at det var et isfjeld. I

virkeligheden var det en konebåd med sejl. Puiaq bad sine koner om at lyske sig,

og han sagde til dem, at han gerne ville have dem begge med hjem. Pludselig

rejste Puiaq sig og tog dem i deres kamikker og løb af sted. Den ældstes, den

kønnestes, kamik flængede; men den yngstes kamik holdt. Hun blev gravid; og da

hun skulle til at føde, ville Puiaqs mor hjælpe hende. Hun afviste hende og

sagde, at det var noget, man selv klarede derhjemme, hvor hun før boede. Hun løb

flere gange imod en stor sten og ramte den med brystet. Hun fødte et barn; men

hun selv døde. Mon Puiaq mistede sin kone?

Bemærkning: Fortællingen er dårligt fortalt og er visse steder svær at få en

fornuftig mening ud af. Chr.B.

Kommentar: Ganske som i Østgrønland har disse vestgrønlandske indlandsånder alias tornit (østgrl.: timersit) den evne eller vane at kunne trække sælerne modstrøms op ad elvene. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 168h - 169v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 6v - 7v.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant (Alluunnguaq) i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Quperloq (orig. uden overskrift).

En kvinde havde en søn, som ikke fangede sæler. En dag kom fangerne hjem

fra åndehulsfangst og var meget skræmte. De var flygtet fra en stor overiset

isbjørn (isgroet bjørn), som de havde set under vandet ved et isfjeld. Kvindens søn, som hed Quperloq, lavede sig en bue og pile og tog af sted. På vej til isfjeldet lavede han et hul i isen med sin tuk. Han kiggede ned gennem hullet og så isbjørnen på den del af isfjeldet, der var under vandet. Han fløjtede lidt, og dyret nærmede sig og stak hovedet op gennem hullet. Han gjorde hullet større, så at det kunne få det ene forben op og senere også det andet. Til sidst blev hullet så stort, at dyret kunne komme op. Så stak han i begge bjørnens øjne med sin tuk og flygtede bort. Dyret snusede sig frem til hans spor og forfulgte ham. Det løb

rundt om den første "rundkørsel" og derefter også den anden. Det var lige i

hælene af ham, da han løb videre fra den sidste "rundkørsel". Han græd og

ventede kun på at blive bidt. Da der ikke skete noget, kiggede han tilbage og

så, at dyret lå på jorden og var dødt.

Da han kom hjem, sagde han til sin mor: "Var det noget at være bange for? Det er lige til at putte i endetarmen." ("narratissaannannguaq" er oversat efter notat på dansk i manuskriptet - Chr. B.) Bopladsfællerne hentede kødet og levede af det.

En anden gang var det rensdyrjægerne, der kom tidligt hjem, fordi de flygtede

for et eller andet. Moderen undlod at fortælle sønnen, hvad de flygtede for. Men

da han truede hende med at dræbe hende, måtte hun fortælle, at det var ulve, de

flygtede for. Quperloq tog af sted og fandt ulveungerne alene hjemme. Han dræbte

dem og placerede sig derefter på den nederste klippeafsats. Det varede ikke

længe, så så han, at der kom en ulv som bar et stort rensdyr på tværs i munde, så det lignede en konebåd, der blev båret over land. Ulven opdagede, at ungerne var døde og fulgte nu Quperloqs spor til klippeafsatsen. Den sprang op og fik fat i kanten af klippeafsatsen. Dér hang den så og blev et nemt bytte for Quperloq, der ramte den med mange pile i skulderpartiet, så den faldt død ned på jorden.  Umiddelbart efter nærmede hanulven sig med en rentyr i munden. Den snuste til sine døde unger og angreb Quperloq. Quperloq ramte også denne mange gange i skulderpartiet med sine pile. Da han havde brugt alle sine pile, gav han

sig til at løbe forfulgt af ulven. Da ulven var lige ved at indhente ham,

kastede han sig ned på jorden på den anden side af en stor sten. Dér lå han

grædende og ventede på, at ulven skulle sætte tænderne i ham. Da der ikke ske-

te noget, vendte han sig om og så ulven ligge død på jorden. Bopladsfællerne

hentede kødet.

Tredje gang var det mamutten, rensdyrjægerne flygtede for. Quperloq tog af sted

og fandt mamuttens unger på en stor slette. Han dræbte dem, og derefter

placerede han sig på den nederste klippeafsts. Derfra så han de voksne mamutter

nærme sig med et stort rensdyr i munden. Det lignede en konebåd, der blev båret

over land. Mamutterne ville angribe ham og sprang op på klippeafsatsen. Dér

hang de så med kløerne på klippekanten. Han dræbte dem ved at ramme dem mange

gange med sine pile. Da han kom hjem, sagde han: "Var det noget at være bange

for? Det er lige til at putte i endetarmen".

Var.: Alluunnguaq

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 49v - 50h.

Orig. håndskr. (Clementsen): NKS 2488, VI, ss. 122h - 125v.

Kort resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 116

Resumé af Rinks resumé:

Sisagiaarsuk og hans lillebror finder hjemkommen fra renjagt deres søster med indvoldene ude og deres koner dræbt af en qallunaaq / europæer. Finder ved åndemaning en slægtning Tutigaq, der kun har een lus i sin sok. De dræber to qallunaat ved en elv og har besvær med at dræbe en tredje, der fisker laks. De går op til et hus ved indlandsisen. S. kommer tilbage med indvoldene ude, men læger sig selv. Tutigaq kommer krybende tilbage med brækkede ben.

Var: Kunuk indledes gerne med samme første episoder