Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på victor gav 131 resultater.

Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde

Print
Dokument id:29
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 181 - 182
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort.

Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.

 

Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.

 

Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.

 

Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Ajijak bortføres af to kæmper

Print
Dokument id:1679
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak bortføres af to kæmper
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 234 - 235
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

En dag Ajijak er ude at ro i isfjorden bag Sermiligaaq, blir han trukket

mod stranden af en usynlig kraft. To kæmper haler ham med sig, bringer

ham i kajakken op over land og ingen af A.s amuletter standser dem.

Heller ikke A.s følgesvend, dværgen Qimmartertoq, kan gøre noget. A.

tilkalder så sine to kæmpefalkeånder, der får kæmperne til at slippe

taget i kajakken, forfølger dem, griber dem og fortærer dem på toppen

af Puneqs høje fjeld. A. trækker kajakken ned ad elvens strøm med en

rem, sætter sig i den og ror hjem fulgt af Qimmartertoq.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijak dør

Print
Dokument id:1682
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak dør
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 238 - 239
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

 

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

 

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Ajijak og hans bror finder et skibsvrag

Print
Dokument id:2328
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ajijak og hans bror finder et skibsvrag
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:s. 237-238
Lokalisering:Sermiligaaq / Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt

Print
Dokument id:1677
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 232
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror

Print
Dokument id:1678
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks hjælpeånd Uniagaq og hans bror
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 232 - 234
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

 

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse

Print
Dokument id:31
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 184
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.

 

Var.: søg på innersuit.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

 

Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001.

ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet

Print
Dokument id:148
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 103, nr. 39
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

 

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

 

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

 

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

 

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

 

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Aviaja og hans slægt

Print
Dokument id:983
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Puarajik (Henrik)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aviaja og hans slægt
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 130 - 132
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

 

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

 

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

 

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak

Print
Dokument id:1680
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besætningen på en troldbåd prøver at bortføre Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 235 - 236
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. En dag A. er

på bærtogt, får han fra land øje på en konebåd uden kølvandsstribe og

fyldt med sorte mennesker. Det er umiaqasaat / umiarissat / umiariassiat, der vil

røve ham. De hindres længe i at komme i land, fordi A.s mange

hjælpeånder er strømmet til og forsvarer ham. Blandt disse er også

ånden Unarmik, skønt denne ikke undså sig for at stikke A. med en

kniv, da A. var yngre. A.s kæmpefalk kommer flyvende og retter et

solidt, men utilstrækkeligt angreb på båden. Kun rorsmanden dør.

Endelig kommer A.s fem kæmper fra indlandet. En af dem smider en

vandreblok / kampesten mod båden, der skyndsomt tar flugten. Man hører jævnligt

skrig fra de flygtende, og Unarmik kan fortælle, at båden er gået til

bunds inde i sundet, Ikaasaq. A.s dværg og følgesvend, Qimmartertoq,

følger ham til Puisortoq, hvor han smelter sammen med stranden og

forsvinder. Det var den, der havde tilkaldt alle A.s hjælpeånder i

farens stund.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i

1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen, 1993: 36 - 38

C'est un pubi. Une "glace tupilek" / Det er en pubi. En "is-tupilak"

Print
Dokument id:2016
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:C'est un pubi. Une "glace tupilek" / Det er en pubi. En "is-tupilak"
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 392
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassaliks
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Som ung pige så Kara og Odine / Odin, der dengang endnu var hjælper (kiffaq) hos hendes forældre, en is-tupilak ved Umiivik, dvs. en stor, aflang isflage med et sælhoved, der med eet formedes i elven og bevægede sig mod huset. Hjemme igen holdt Odin øje med den uden for, hvor Qartowat (Sabine's bror fra Tasiilaq) kom ud med sin bøsse. Men tupilakken var væk, forsvundet ned i jorden under huset.

 

Hist.: Forklaring på en bemærkelsesværdig isdannelse i elven, i slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Pubi: der menes muligvis en pupik, en paddehat, dvs. af lignende form?

cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren

Print
Dokument id:1998
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 368
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En aften stirrede et ansigt vedholdende ind gennem tarmskindsruden og truede med at ville stikke en af husboerne med en kniv. Til slut stak en af dem selv den fremmede i ansigtet tværs gennem tarmskindet. Næste dag så man blodspor fra vinduet til en dyb hule udhulet af et vandløb under en sneskorpe. Det skulle være foregået ved Noortiit (ved Kulusuk?) kort før Konebådsekspeditionens ankomst i 1884.

 

Hist.: Forestillingen om netop den slags huleånder er sjældent dokumenteret i fortællingerne. 1880'erne.

Deux autres histoires d'hommes ressuscités / To andre historier om mennesker der blev reddet

Print
Dokument id:15
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Deux autres histoires d'hommes ressuscités / To andre historier om mennesker der blev reddet
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 147 - 149
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Den ene begivenhed skulle være sket på et udaterbart tidspunkt, men for ikke så længe siden, da en mand ved Kuummiut / Kuummiit så en vestgrønlænder komme baglæns hen til sig, hvorefter fangeren slog armene om ham og således fik ham til live igen. Den genoplivede tog hjem til Vestgrønland den følgende sommer.

 

Den anden fortælling mener Victor er en myte. Hovedpersonen hedder Angerte / Angertoq ? / Angerlartoq, den hjemvendte. Han er gift, får mange børn, blir gammel, dør, og hans kone dør samtidigt. Tredje dag kommer han tilbage, baglæns ind i huset, ung igen.

Han gifter sig igen, osv., men denne gang prøver man med spildetran / lampesod og gammelt vand at spærre ham indgangen til huset. Det lykkes ham så at komme ind og op fra under briksen ved bagvæggen. Denne gang gifter han sig med en purung pige, får mange børn osv.

Tredje gang lykkes det husfællerne at holde ham ude med spildetran og gammelt vand hele huset rundt. Og det var et held. For den der tre gange vender tilbage til livet vil aldrig kunne dø.

 

Kommentar: midlet til at holde den døde væk er almindelig kendt hos alle inuit. Men ideen om en opnået udødelighed efter tre fulde liv er usædvanlig. Tre er østgrønlændernes 'hellige' tal, der næppe er blevet mindre betydningsfuldt med Jesu genopstandelse. Man hører også ofte om åndevæsner at de kan genvinde ungdommen flere gange (fem i Vestgrønland, hvor fem er det 'hellige' tal) ved at rulle ned ad en skrænt. Men derefter er det slut, se ID 163. Måske er ideen om udødelighed når det gælder mennesker en slags omvending af denne tankegang. Under alle omstændigheder ser udødelighed i dette liv ikke ud til at være ønskværdig tilstand. Den svarer også til de allerførste tider (urtiden / mytisk tid), da mennesker endnu ikke kunne dø. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen

Print
Dokument id:1343
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Angitinnguaq (Angitinguak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 306 - 309, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.

 

Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til

Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis

kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner

har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de

var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om

Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel

holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer

pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i

bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over

ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker,

og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk

skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned

fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og

Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og

bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer

husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet,

der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden

falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af

skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man

om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn

brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene.

Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet

sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik,

der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks

hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo,

Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af

udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange

stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet

fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da

vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du

vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.

 

Var.: Manguaraq m.fl.

 

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som

østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte

samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der

nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor

1989-93,II:388).

Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved

1951, I:56; II:19).

Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø.

Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand

var Tigaajats fars bedstefar.

Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

eqidi' / eqqillit

Print
Dokument id:2002
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:eqidi' / eqqillit
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 373 - 374
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En mand har to eqqillit (indlandets hundemennesker) som kiffat / tjenestefolk, der flygter, da han bliver vred over den støj en af dem gør under arbejdet med en piskesnert. De to flygtende får andre eqqillit med, dræber forældrene og hænger børnene op med hovdet ned ad en klippeskrænt. Pigen dør, drengen blir i sidste øjeblik reddet af en forbipasserende konebåd. Udvokset og veltrænet møder han eqqillit i færd med åndehulsfangst, pudser sine hunde på dem, men de flygter ind under en stor sten ved indlandsisen. Hér dræber han med sin armbrøst alle de eqqillit, der sover under dem. En overlevende af de to eqqillit er undsluppet. Han genoptager forfølgelsen.

 

Var.: De, der havde "erqidlit" som stedsøskende; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling;

Den hyppigste fortælling om eqqillit, Asalooq og Kumallaasi, går ud på at dræbe alle disse farlige væsener. Ligesom europæere nedstammer de, ifølge en anden udbredt myte, fra kvinden der blev gift med en hund.

 

Hist.: Traditionel fortælling, men uafsluttet.

Ertsingitsek et le chamane / Ertsingitseq og angakkoqen

Print
Dokument id:1924
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ertsingitsek et le chamane / Ertsingitseq og angakkoqen
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 81
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ertsinngitseq, den frygtløse, var en stor bjørnejæger, der altid blot gik lige på isbjørnen og dræbte den med kun en kniv. Af og til muntrede andre mænd sig med det samme, men kun når de var flere. En angakkoq / åndemaner ville ikke tro Erts. og sagde det var løgn, at han blot stak bjørnen i lårpulsåren og lod den forbløde. Angakkoq'en / åndemaneren var sikker på, at han først dræbte bjørnen med lansen. Erts. formodede at angakokken blot var misundelig fordi han selv var en sløj fanger. Da angakkoq'en så ville holde en seance for at lade sin tsikitok (?), en hjælpeånd der var en strandfugl, dukke op, sagde Erts. grinende at han ikke ville tro ham med mindre han lod fugleånden vise sig tydeligt ved en utildækket tarmskindsrude. Også angakokken grinede vel vidende, at ingen angakkoq kunne få en hjælpeånd til at komme under en seance med mindre alle vinduer var tæt tildækkede.

 

Hist.: Måske en historisk fortælling, måske ikke.

Famine à Isertok / Sult i Isertoq

Print
Dokument id:1940
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 130
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

 

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.

Print
Dokument id:1980
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

 

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig

Print
Dokument id:1921
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).

 

Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Histoire de deux suicide / Beretning om de to selvmord

Print
Dokument id:1914
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire de deux suicide / Beretning om de to selvmord
Publikationstitel:La Civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 45 - 47
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En dejlig fed og smuk pige med stor hårtop som alle mænd fandt så skøn, var kiffak, tjenestepige hos Teemiartissaq / Tiimiartissaq og hendes mand, der holdt meget af hende fordi hun syede deres anorakker. Selv købte hun perler allevegne for at indynde sig hos Taqqisima, Kristians far. En morgen alle mænd var taget på fangst, tog hun et skind ned fra tørrehækken, rullede det sammen, og på Karas (fortællerskens) mors spørgsmål svarede hun, at hun ville begå selvmord fordi hun var gravid ved Taqqisima. Denne, der var ved at ordne sin kajak, søgte at standse hende, men hun vred sig løs og nåede at kaste sig i havet inden man på hans anskrig kunne nå at hindre hende i det.

Endnu en ung pige begik et tilsvarende selvmord: Akku's (Aggu / Akku) andenkone, der havde et godt øje til en anden mand og blev drillet for det af Aggu. Man kastede noget gennem vinduerne for at komme hurtigere ud og redde hende. Men forgæves.

Karas mor, viste det sig, havde sommeren før ved Qinngeq (ammassætstedet i bunden af Ammassalik-fjorden) overhørt de to pigers samtale, hvor de havde snakket om hvem der først ville kaste sig i havet.

 

Hist.: Historisk beretning fra anden halvdel af 1800-tallet. Tilsyneladende er det Teemiartissaqs mand, der er den første smukke piges illegitime elsker, men Taqqisima var Teem.s stedfar - med mindre stedfar og ægtemand var navnefæller. Teem.s mand kaldes i Hansêraqs folketælling s.189: Angmagainak. Men man havde gerne flere navne. Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

Hvad angår Aggu der levede ca. 1843 til 1891, havde han ifølge Holms oplysninger i 1885 overtrådt forbudet mod at gifte sig med både en datter og hendes mor. Moderen blev Aggus / Akkus tredje kone, og datteren var så den andenkone, der druknede sig  - af skam (G. Holm Konebådsekspeditionen, Kbh.: Rhodos 1972:108). Aggus førstekone hed ifølge Hansêraqs folketælling s.200: Napattok / Napaattooq.

Histoire de Nugada / Nugadas historie

Print
Dokument id:1910
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire de Nugada / Nugadas historie
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 35 - 39
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Fortællingen om dengang Kibidetsak / Kipilatsat blev besat af sin unge, nygifte steddatter, Nugada, og prøvede at røve hende til andenkone. Skønt uden lyst til at dele briks med sin mor, Kip.s førstekone, måtte Nugada af skræk følge med Kib. Men undervejs tilbage med hende blev han i umiakken /  umiaq forfulgt af hendes svigerfar, Artewarte / Aardivardik, også i konebåd og med en ligeså skrækslagen samling kvindelige slægtninge som roersker som i Kipilatsats konebåd. Kip. søgte at skubbe den anden umiaq bort ved at hoppe i sin kajak og placere sig mellem de roende årer på begge både, men Art. sprang over, rev Nugada med over i sin båd, fik skubbet Kip. væk og var i den overlegne position, da begge de to mænd greb deres lanser. Art. erklærede dog at han ikke ville angribe først, hvorfor Kip. opgav og roede væk med et ironisk 'mange tak', 'mange tak!' Hjemført af svigerfaderen

viste Nugada sin indforståethed ved med et smil at placere sin fod på det stykke skind som ved magi havde hindret Kip. i at røve hende: Det øverste stykke med spæk, som stikker op af vandet, når sælen svømmer. Da de to mænd to år senere mødtes på sommerlejr, hilste de smilende på hinanden og udvekslede uden forlegenhed mange vennesæle bemærkninger.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet, fortalt af en nevø til Artewarte.

Stednavne: Noorajik nær Kuummiut (hvor de to nys samgifte familier ligger i sommerlejr sammen i to telte, og først efter de er taget til hver sin boplads beslutter Kip. at røve Nugada.) Tsiportok (?), et næs undervejs fra Kip.s boplads til Artewartes ved Tittaq, nord for Isortoq. Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Humour eskimo / Eskimo humor

Print
Dokument id:1936
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Humour eskimo / Eskimo humor
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 107
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Tsangitseq og Kukku, der begge var stokdøve, var ude med en tredje kajakmand. Han skød en sæl og skuddet gik tæt forbi Tsang.s øre. Denne så op, holdt hånden bag øret og sagde: Tys! Det lød som om nogen skød. Straks efter så Kukku op, rynkede næsen, snusede og sagde: Puuh! hvad er det dog der lugter sådan!

Om Iarpa / Iaarpaat fortælles at han, da han var blevet for gammel til at fange, tog med kvinder og børn ud i umiaq for at plukke bær. Engang man herude hørte et råb fra fjordbunden over vandet, kiggede kvinderne en efter en gennem en medbragt kikkert, uden at kunne øjne noget. Iarpa / Iaarpaat kiggede også - på opfordring - men han erklærede at der kun var himlen at se.

 

Hist.: Sjov historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet.

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks

Print
Dokument id:1928
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 91
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Idisitsoq (Ilisiitseq ? (heks)) var Artewarteks / Aardivardiks første kone, men ham hun ville have været gift med ville ikke have hende. Fornærmet lavede hun en tupilak imod ham, en uisiq / uersaq / Uersaq, dvs. et tvekønnet væsen med hårtop som en kvinde og penis som en mand. Manden som hun rettede tupilakken imod levede imidlertid uskadt videre, og Id. blev derfor efterhånden så angst for, at hun ville blive ramt af tilbageslag, at hun aldrig gik udenfor alene. Hun mærkede først tupilakken i ryggen ved endemuren, hvor hun sov på briksen med sin familie. Hun fór skrigende op, vækkede alle i huset, og Agajina (Victors ven Kristians bedstefar) og kone gik ud, hvor de i mørket så en stor mørk klumpet ting, der rørte på sig i et hjørne ved huset. Id. fik det at vide, og da hendes mand var optaget af at presse olie ud af en klump spæk til hendes slukkede lampe, forsvandt hun ubemærket ud af huset. Da man savnede hende og gik ud, lå hun død derude med bukserne smøget ned. Utysket have ligget med hende og den slags dør et menneske af. Husets åndemaner, angakkoq, der undrede sig over at hans hjælpeånder ikke havde vist ham denne uisaq, prøvede forgæves at genoplive hende. Hele den vinter holdt hans hjælpeånder sig borte.

 

Hist.: En fortælling med en historisk kerne. Fortællingen er bygget op om de nedsmøgede bukser og Id.s skræk. Tupilakken har ingen set hende lave.

 

Kommentar: Den tvekønnede Uisaq er undertiden en ånd, der opfordrer angakkoq - lærlingen til at stå frem og afsløre sig som åndemaner. Se vedr. Apulu (der kun besvimer ved samlejet): Sandgreen 1987: Uisaq.

 

Iøvrigt er der visse ligheder mellem denne tvekønnede ånd og Indvoldsrøversken med en ulk eller hund i skridtet. Hun initierer den angakkoq eller lærling, der besøger Månen, ved at udskære hans indvolde. Månen sætter dem på plads igen og genopliver derved lærlingen.

Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit

Print
Dokument id:1653
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".

 

Resumé:

I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende

fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved

Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq.

   De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles

overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra

Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar.

Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan.

   I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks

sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og

skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære

hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen

af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn

har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får

yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger

højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad

fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen,

og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre

fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra

Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af

sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man

kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i

april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra

Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage

efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual

befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under

yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku

og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får

den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres

tyveri af bjørnekødet).

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om

bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen

af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku.

Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko,  søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Il se tue lui-même avec son couteau / Ham som dræbte sig selv med en kniv

Print
Dokument id:24
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Il se tue lui-même avec son couteau / Ham som dræbte sig selv med en kniv
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En mand, de har lavet sig en kniv med et langt, hårdt blad af sten, sværger at han vil dræbe lige meget hvem, der knækker bladet. Det kommer hans kone til en dag han har glemt kniven under sit sammenrullede hovedpudeskind på briksen. Skrækslagen lægger hun de to stykker sammen under skindet igen. Da han ved hjemkomsten sætter sig netop dér og hører lyden af et knæk, dræber han sig selv med den afbrækkede del af bladet.

 

Hist.: Næppe historisk. Ingen varianter kendes.

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Inden titel

Print
Dokument id:2007
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Inden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 380 - 382
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kara's fars forældre havde ved hekseri befalet deres hund til som tupilak altid at (for)følge Kara's far, fordi de ville skille sig af med ham. Det lykkedes dog ikke hunde-tupilakken at dræbe ham (nogle folk er immune over for tupilakker), inden den faldt ned fra en skrænt i havet og druknede. Men den holdt sig stadig nær sit offer, under gulvfliserne, hvor den krattede hveranden nat, og engang i en sæls åndehul, som den stak snuden op i uden at Kara's far harpunerede den. Til sidst måtte Maratsi under en seance lade en af sine hjælpeånder finde hunden uden for i en kajak, dræbe og fortære den.

Karas farmor, der var tupilakmageren, døde sindssyg (af tilbageslag). Straks efter hendes mands død og begravelse i havet mistede hun forstanden i sit ensomme telt, hvor hun overholdt sørgetabu. På andendagen kom stormen inde fra land, piteraq'en, blæste teltet væk, og hun frøs ihjel.

Kara, der var opkaldt efter hende, mente at hun tænkte akkurat som sin farmor, når hun altid frygtede at fangerne, når de tog ud, ikke kom hjem igen. Det holdt først op da hun havde fortalt om sin skræk efter at hendes farbror, Qanangijuk (?), ikke var kommet hjem fra fangst. Delvis isblind var han vendt om og havde ladet de andre fortsætte ud over isen.

 

Hist.: Fortolkninger af historiske begivenheder i slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Et godt middel til selvforståelse / identitet var/er identificeringen med den (afdøde) person man er opkaldt efter.

Inden titel

Print
Dokument id:2008
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Paola (Paoda)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Inden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 383
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Som reaktion på en fortællingen om Kara's fars tupilakhund (søg: Victor 1993, s. 380 - 382) giver Paoda et par lignende forklaringer på relativt nylige dødsfald til bedste. Alle Kristinas børn døde som små, et par tvillinger, en søn og til slut en datter. De havde pebet som små hundehvalpe og mens datteren lå døende havde det lydt som en hund under gulvfliserne. Årsagen var at Kristina havde ladet sin hjælpeånd tage hvad den ville i hendes cache de vivre (vagina?) som betaling for at kurere hende for en opsvulmet hånd. Hun måtte have været en heks.

Det samme måtte Iwa, James' kone være, fordi man kort før hendes død havde hørt en ravn skrige hendes navn ude på isen.

 

Hist.: Skønt det ikke er egentlige fortællinger viser disse to forklaringer på faktiske dødsfald, som man finder unormale, hvordan og i hvilken fortolkningsramme fortællinger bliver til.

 

Kommentar: Seksuelle forhold til hjælpeånder, der forekommer i flere østgrønlandske fortællinger, kan tydeligvis have fatale konsekvenser.

Ingen overskrift

Print
Dokument id:1981
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Macidida
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ingen overskrift
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 249
Lokalisering:Parnagaj / Paarnakajiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Uden forældre søskende var Mac. som lille pige med i en konebåd, med Tabitas bedstefar ved styreåren, til Qertada / Qertaalaq nær Nativit / Nattivit, hvor hun den første dag på en ensom tur op i landet mødte en dværg, der hed Nortu. Han hørte hun var uden nære slægtninge og gav hende det råd at sy den fjerde klo af en remmesæls forluffe ind i venstre ærme af sine sønners anorakker, når hun engang fik sådanne. Da ville de blive stærke hævnere. Dværgen lovede hende også mange ørreder, som hun ganske rigtig kunne fange så mange af hun ville den følgende dag. De svømmede lige op i hånden på hende. Dagen efter tog de tilbage til Sermilik, fordi Atwata / ? pludselig var død af et maveonde.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Victor nævner ved navne de andre der var med i konebåden: Kakwa, Uwani (Tabita fra Kuummiits mor), Pajwarti (Josuas mor fra Kangerlussuatsiaq) Tibaru (Tabitas farmor), Akiciguju (Dorti's mor fra Kuummiit). De to sidstnævnte roede ikke. Victors stavemåder lader sig vanskeligt aflæse. Med et godt lokal- og personkendskab ville det kunne lade sig gøre.

 

Kommentar: Mødet med dværgen var en typisk optakt til en åndemaneruddannelse. De små ånder opsøgte med forkærlighed forældreløse børn, der trængte til trøst, og tilbød sig som hjælpeånder. Macidida (Margarida ?) har sikkert siden ærgret sig over at man måtte forlade stedet så hurtigt.

Ingen overskrift

Print
Dokument id:1982
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ingen overskrift
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 249
Lokalisering:Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Odin, Maratsi's barnebarn fra Sermiligaaq fortalte Victor om dengang Maratsi's hjælpeånd, Igati stak ham til blods, fordi han havde vækket ånden, der sov under briksen, med hammerslag. I alles påsyn helede han straks såret ved at tørre blodet af og afskar desuden en grim tot hår, der sad brystet.

 

Var. Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik.

Iøvrigt et helt almindeligt trick som de fleste åndemanere, angakkut kunne udføre.

ingen titel

Print
Dokument id:2003
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian ?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ingen titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 374
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kristians morbror fik en mærkelig død. Sammen med andre fangere på isfangst hørte han en hvislen under isen, der blev genkendt som lyden af en tornarti' / toornaarsuk, der varslede den visse død. Morbroderen døde da også kort efter, og hans far lidt senere af sorg, hvorefter dennes kone druknede sig. Toornaarsuk'en vidstes at tilhøre en sløj og misundelig fanger, Madiwina's (?) far.

 

Hist.: Forklaring på sammenhæng mellem en særlig lyd, et dødsfald i slutningen af 1800-tallet og den fare for hekseri man altid mente lurede fra halvsløje fangere med evt. hjælpeånder, der var misundelige på de dygtige.

Om toornaarsuk i Østgrønland og Vestgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), og søg på toornaarsuk, der optræder langt hyppigere i østgrønlandske end vestgrønlandske fortællinger. Det skyldes muligvis missionens identifikation af toornaarsuk med Djævelen og at  indsamlingen af fortællinger i Vestgrønland først skete fra ca. 100 år efter missionens begyndelse, mens indsamlingen i Østgrønland begyndte før missionen blev etableret dér.

ingen titel

Print
Dokument id:2005
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ingen titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 378 - 379
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Noortiit (ved Kulusuk ?) dengang der boede mange dér, fik den yngste af to søstre, der plukkede revlinger på "Fødselshøjen" (en kvinde havde engang født dér), øje på et stort, hvidt dyr. Nok en bjørn, hviskede hun. Men da storesøster bemærkede en stor sort plet på dens flanke og derfor mente det måtte være en tupilak, flygtede de ned til stranden. Her fremsagde den ene en trylleformular / trylleformel / serrat, som skjulte dem for dyrets blik. Det forsvandt. Da de kom hjem og nævnede det store, hvide dyr, råbte alle: 'en dejlig stor bjørn'. Men da pletten blev nævnt, råbte de: 'En fæl tupilak!'

 

Hist.: Lokaliseringen kunne tyde på en historisk begivenhed, men ikke tekstens rytmisk stramme komposition.

 

Kommentar: Hvide dyr med en sort plet på siden blev i en sydvestgrønlandsk fortælling (Manguaraq) regnet for Månemandens private fangstdyr.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik

Print
Dokument id:1920
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 72
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

 

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

 

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Kajusi et le faucon / Kaajusi og falken

Print
Dokument id:1935
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kajusi et le faucon / Kaajusi og falken
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 106
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p

 

Resumé:

Kaajusi, Japidis / Jaappidis storebror fangede i hele sit liv ikke andet end en ræv og en falk. Ræven gik i en fælde han havde lavet, og da han så den dér sagde han: Sikken stor jæger jeg er! Falken fik han, da han opdagede noget der trak el. bed ham i benet. Han greb den i struben, men bar den levende hjem fordi han ikke kunne finde ud af at dræbe den.

 

Hist.: Lattervækkende historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet.

kiapa' / kiiappak / Le grand visage / Det store ansigt / spøgelse / maske

Print
Dokument id:2004
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Monika
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:kiapa' / kiiappak / Le grand visage / Det store ansigt / spøgelse / maske
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 375
Lokalisering:Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Det store ansigt har kun lemmer, ingen krop, og man mener at have set dette skrækindjagende uhyre, der skræmte først en så en anden af tre brødre fra Isortoq ihjel, mens den tredje, der også kom ud for uhyret fulgt af en tupilak som en hund, gik fri, fordi de to bæster ikke fik øje på ham.

 

Hist. forklaringer på to brødres dødsfald efter år 1900.

Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn

Print
Dokument id:1647
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 112 - 114
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit,  1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan,

Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier.

Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst,

idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over

åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem

af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kunitsi

Print
Dokument id:1939
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kunitsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 126
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit  

Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand.

Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask.

Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig.

Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is.

       Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist.

Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.

 

Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist.

Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne.

L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden

Print
Dokument id:1917
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 56 - 59
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Indledningsvis forklarer Victor at hvert fælleshus har en stor urinbalje, som mænd tisser direkte i, kvinderne via en natpotte, og at urinen bruges til garvning af skind og vask af hår og krop. Folk i de to store fælleshuse, et i Sarpak / Sarpaq og et i Umitiwarti / Umiitivarti (?)(på hver side af Sermilik kort før Ammassalik-øen), tog ofte på besøg hos hinanden. En aften alle var sammen i Sarpaq holdt Artewarte / Aardivardik seance for sjov. Han blev bundet løst, alle lamper blev slukkede, og på briksen akkompagnerede man hans hidkalden af hjælpeånder med slag med en kammiut (støvlestrækker). Ard. kom fri af sine bånd, kravlede på alle fire hen til briksen og fik fat i den anden ende af kammiut'en. Begge halede til i hver sin ende af den. Pludselig lød der et klask og stanken af gæret urin bredte sig i rummet. Med besvær og ildbor fik man tændt ild og sat blus i lamperne igen. Langt inde på briksen sad Ard.s svigerfar nøgen og holdt sig på testiklerne, fordi gæret urin svier voldsomt. Ard.s svigerfar tog hjem mens festen fortsatte under hylen og latter og den varede endnu tre dage. Da gæsterne tog afsted tog Ard.s kone med med den undskyldning at hendes far havde befalet hende at forlade Ard.

Næste vinter, da Ard. og hans eks-svigerfar var på glatisfangst sammen, harpunerede og dræbte Ard. eks-svigerfaderen, der ikke begreb hvorfor og ingen svar fik. Ard. sønderlemmede liget, dækkede det med sne. Ard.s bror opdagede lidt senere fra sit udsigtspunkt blodet på isen, troede først det var en nedlagt bjørn og skyndte sig hen for at få fangstpart. Troede så det var en hvalros, fjernede sneen, så hvem den døde var, og tog hjem for at høre hvem morderen var. Ard. vedgik straks mordet, som vel alle kendte årsagen til (konens bortgang). Men alle vidste også at Ard. i virkeligheden var varm på sin ex-svigerfars kone. På dennes boplads havde man fået nyheden, da Ard. kom på besøg, men både han og de lod som ingenting. Ard. vidste ikke, at de vidste noget, og de var bange fordi han havde mange brødre. Men da han om natten sneg sig til at gå i lag med sit offers kone, slog hun om sig og erklærede at hun søgte efter sin kniv. Da greb Ard. sine kamikker, vendte lampen på hovedet på vej ud og tog flugten.

 

Hist.: Fortælleren Junta var Aardivardiks nevø, hvorfor begivenheden må dateres til sidste halvdel af 1800-tallet. Aardivardik var en af Naajas sønner (Sandgreen)

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

L'homme à l'arbalète / Manden med armbrøsten

Print
Dokument id:17
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme à l'arbalète / Manden med armbrøsten
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 150 - 151
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Armbrøsten var kendt både i lille format som legetøj og blev tidligere brugt som jagtvåben i Ammassalik området.

Engang for længe siden var der ved Igasartewa / Ikaasatsivaq (ud for vestkysten af Ammassalik øen) to telte. I det ene boede en stærk mand, der foruden sin egen kone havde den anden mands kone, som han havde røvet. Den anden mand, der var lille ogsvag, sad trist tilbage i sit telt. Men da den stærke ovenikøbet hånede ham ved at blotte sin bag, stikke den bagud mod ham og udvide sit røvhul med fingrene, blev det den anden for meget. Han skød pilen fra sin armbrøst lukt ind i hullet. Den stærke faldt død om og den svage fik således to koner. Også den stærkes enke var tilfreds med byttet.

 

Hist.: Ikke historisk. Vedr. armbrøst henvises til første bind af sin Civilisation du Phoque, 1989:270.

L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn

Print
Dokument id:21
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 163 - 166
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

To børn der er alene hjemme i sommerlejren i Qingeq / Qinngeq leger foran teltene i bjørneskindstøj. Hundene får færten, river sig løs af tøjret, overfalder, dræber og fortærer den ene, mens den anden slipper ind og gemmer sig mellem de to lag i teltskindet. Forældrene kommmer hjem, finder drengen og rejser et par dage senere mod syd for at finde sig en dreng i stedet for den de har mistet. Allevegne beklager man deres skæbne, tilbyder dem en (sommetider flere at vælge imellem) forældreløse og til sidst endog et af deres egne børn. Men ingen falder i forældrenes smag. En enkelt gang, den følgende sommer på en stor samlingsplads, får manden øje på en dreng, der minder kraftigt om den mistede. Men de genfinder ham i ingen af teltene. De når til Nanortalik og til Nuduartikut / Nuussuarsuk (?) med tre telte, hvor en vredladen mand trods alt får medlidenhed med dem og inviterer dem til at blive. Det blir en tid, hvorefter de overlader deres tre børn, den overlevende dreng og to døtre, til den gamle kone, der er blevet glad for dem. Forældrene vil videre, selv om man fortæller at der ingen bor længere væk (nordpå?). De når til landets ende, Nunap Isua, hvor de går til.

 

Hist.: Den indledende episode kendes fra en anden, muligvis historisk, østgrønlandsk fortælling: Nakivat.

Rejseruten går i begyndelsen tydeligvis fra Ammassalik fjordens bund, Qinngeq, samlingspladsen for sommerens ammassætfangst og sydpå, rundt og dernæst nordpå til Nanortalik. Men hvor Nuduartikut / Nuuttuartikkut (?) skulle ligge er uklart. Ligeså hvor Landets Ende / Nunap Isua, ligger. Det lokaliseres undertiden til langt nord for Ammassalik på østkysten, undertiden til Kap Farvel. Sikkert er det dog, at i 1930'erne inkluderede den kendte verden i Ammassalik sydøstkysten, sydvestkysten og vestkysten nordpå til og med Diskobugten.

L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden

Print
Dokument id:30
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 183
Lokalisering:Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne mand, der var særdeles stor og stærk, boede ved Ititadi / Ittitalik, nær Ikkateq ved Sermiliks munding. Han brød skik og brug ved at forbyde andre at fange på de steder, hvor han ville fange. De lystrede. En dag mistede han forstanden. Det blev værre og værre. Alle mænd måtte forenes om at holde ham i ave når han rasede. Fælleshuset tømtes for famlier. Til sidst blev den frådende galning alene tilbage. Han overlevede i månedsvis uden mad. Til slut drog en flok af de stærkeste mænd med en angakkoq derhen, hvor han holdt seance og lod sin hjælpeånd, isbjørnen, bekæmpe den vanvittige. Da man fik blus på lamperne lå der kun liget tilbage på briksen.

 

Hist.: Der er en del fortællinger om personer der blir sindssyge. Næsten alle mænd. Ovennævnte mand, der kan være historisk, har sikkert i sin afkræftede tilstand været nem at overmande for åndemaneren.

 

Søgeord: sindssyge, sindsyge.

L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone

Print
Dokument id:35
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 189 - 190
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En ung mand, der ønsker sig en kone, tar med et flækket halestykke af en nyfanget remmesæl til Ikkatteq, hvor mange folk er samlet og forlyster sig. En mand, der har stor lyst til halestykket udpeger en ung pige som sin datter og giver hende til den unge mand i bytte. Senere erfarer han, at manden hverken er hendes far eller endog gift, og den unge mand sværger at hævne sig. Da løgneren får nys om det ankommer han med en masse tilskuere på slæder til den unge mands boplads. Først lader de to af deres hunde slås ude på isen. Den unge mands hund, der har haft poten i seletøjet, taber. Men da den unge mand og løgneren slås ude på isen, blir løgneren overvundet tre gange. Man transporterer ham hjem med 'flækket' rygsøjle.

Kommentar: Der synes at være god symbolsk overensstemmelse mellem det flækkede halestykke og den flækkede rygsøjle. Halestykker tilkom de fleste steder i Grønland kvinderne og burde ikke spises af fangere, der ville have held i fangsten. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger.

L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak

Print
Dokument id:27
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 180
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en

klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles

rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved

han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en

lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

L'homme qui échappe aux timertsit (timertiit) / Manden som undslap ånderne

Print
Dokument id:25
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme qui échappe aux timertsit (timertiit) / Manden som undslap ånderne
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 175 - 176
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kvanstedet med kvanplanter af næsten mandshøjde længst inde i Sermilikfjorden hedder Qiba efter en mand, der engang samlede kvan på stedet. Han var blevet træt, døsede lidt, vågnede op igen, opdagede et par enorme øjne til venstre for sig, og plukkede videre uden ellers at røre sig. Men han skævede til kæmpen (timerseq), og da denne bøjede sig for at snuppe ham, stødte Qiba sin kniv i kæmpens hals. Kæmpen faldt om som død, Qiba skar hans storetå af, stor som et menneskehoved, anbragte den og sine kvanstilke på kajakken, og roede hjem. Ingen ville tro hans fortælling, indtil de så storetåen. Næste dag så de på kvanstedet en blodpøl, men ingen kæmpe. Man flyttede teltlejr mod syd, hvor kajakmændene en dag ude på vandet blev angrebet af en regn af kampesten inde fra land. Som om de faldt ned fra himlen. En af dem ramte Qiba, hvorefter stenkasterne, to timerseq'er / timersit, holdt inde. Af Qiba var der kun benene tilbage i kajakken.

 

Hist.: Nedfald af meteorsten, eller klippesten med forårssmeltningen fra bjergtoppene, kan forekomme og muligvis give anledning til en sådan fortælling.

L'homme qui perd son umiak / Manden som mistede sin umiaq / konebåd

Print
Dokument id:1912
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme qui perd son umiak / Manden som mistede sin umiaq / konebåd
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 42 - 43
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Matangadek var en af de gamle, som engang sammen med hele sin husstand besluttede at overvintre i Kivalik / Kialeeq (?) nordpå, uden dog at kende ruten derop. Med for få kvinder til at ro måtte flere af mændene ro, hvorfor kun Mang. roede i sin kajak. Men i kraftig tåge nord for kendte egne kom han og konebåden væk fra hinanden. Han roede desorienteret rundt i flere dage, bl.a. ind i fjorden Apertidek / Aputiteq (?). Da tågen lettede roede han sydpå, kom til Umiivik, hvor han overvintrede, mens konebåden roede sydpå til Sermiligaaq og overvintrede dér. Folk derfra tog på besøg i Umiivik, hvor de traf Matangadek i et hus i færd med at smovse hengemt sæl og derfor tilsyneladende helt upåvirket af nyheden om hvor hans kone befandt sig. Med en bemærkning om at lade ham spise lækkermaden i fred skar han et par kæmpestykker af kødet af til sin kone (langt større end de stykker andre mænd skar af og langede til deres bagved siddende koner). I Umiivik blev man dybt forskrækket over at høre Matangadeks navn nævnt, fordi man troede ham død. Konen fik kødstykkerne og straks tog to slæder afsted sydpå til Umiivik efter ham. De to gamle (Matangadek og hans kone?) sov ikke i to nætter for alt det de havde at fortælle hinanden.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Det hændte at folk fra Ammassalik distriktet overvintrede nordpå i Kialineq / Kialeeq men det var ikke altid fangsten dér var rigelig (Holm, Konebådsekspeditionen, red. Jørgen Meldgaard, 1972:138).

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

L'homme qui se laisse mourir de faim / Manden der døde af sult

Print
Dokument id:12
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme qui se laisse mourir de faim / Manden der døde af sult
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 140
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. ét J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Fortællerens tante, Qadangiukajik (?), hendes mand, to børn og mandens gamle mor overvintrer alene i den dobbelte sultevinter i Qertadi / Qeertalik (?) nær Nattivit, nord for Isertoq men syd for Sermiliks munding. Da sulten varer ved går manden, Qawiangiukatet / Qavianngiukatit (?), til fods i to dage over fjorden til Pupik, hvor han blir i tre dage, får lidt at spise og bytter sig for en harpunspidsholder til et stykke spæk, to hænder bredt og en forarm langt. Han erklærer at ville nordpå hjem med spækket (? Pupik ligger ellers nord for Nattivit, BS), men han går mod syd og må i flere dage søge ly for et voldsomt snevejr i en ruin i Savanganaartik. Dybt forkommen spiser han lidt af spækket, så lidt mere, og næsten det hele. Fortællerens far, Qadiangiuk (?), opdager ham, da han er undervejs fra sit sted i Ateqi / Attereq nær Ikkatteq med noget mad til sin gamle mor i Savanganek / Sivinganeq og spørger hvad Qaviangiukatet laver i ruinen. Han vil bare dø dér, siger han. Hvorfor går du så ikke ned og hugger et hul i isen til det? spørger den forbipasserende. Da denne kommer tilbage er manden væk. Han er nået til Attereq, hvor han afventer bedre vejr, men gemmer sig udendørs i to dage af skam (over ikke at have begået selvmord), da Qadiangiuk kommer tilbage. Derefter går han ind i huset igen efter at alle fangerne er taget ud, får tilladelse til at spise et frossent hundelig, som han får en kone i huset til at koge mod den sidste stump spæk han har tilbage. Han spiser hele hunden på een dag og går så endelig hjem, hvor han ikke tør gå ind, fordi han mener alle må være døde derinde. Det er de også viser det sig næste dag, hvor han så endelig lægger sig til at dø med sin døde kones hoved i den ene arm og børnenes i den anden. Fortællerens far, Qadiangiuk, finder dem senere i denne stilling.

 

Hist.: vedr. datering se: Victor Ajatok 118 Hist.

Tilsyneladende er fortællerens far og tante opkaldt efter samme person: Qadiangiuk. Alligevel føler fortællerens far sig vist ikke forpligtet til at hjælpe sin navnefælle og slægtning i samme omfang som sin mor.

L'homme ressuscité d'Iditi / Manden der genoplivede Iditi

Print
Dokument id:14
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme ressuscité d'Iditi / Manden der genoplivede Iditi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 143 - 146
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under den hårde dobbeltvinter 1882 i Iditi / Illertik / Ittertik (ved Kangerlussuatsiaq) er Amartuwat og to andre mænd gået ud på isen for ved strømhuller at finde noget tang. Det lykkes at fiske noget op, men ikke af den slags man vanligvis spiser. De tre mænd propper sig og får mere og mere ondt i maven. Amartuwat må på deres vej hjem lægge sig på isen, hvor han udånder. Man har intet tang med hjem, men da Am.s mor hører om hans død gir hun sig ikke til at græde. I stedet udstopper hun en anorak og et par bukser, som tilhører Am. og giver sig til at vugge den legemstore 'dukke' på sit skød mens hun synger hans kælevise fra lille. Hun vugger og synger uafbrudt i tre døgn. Da dukker han op ude ved næsset, nærmer sig stiv som en dødning med stive øjne, og alle frygter at han vil gå lige ind i huset. Det betyder alles visse død. Men han er heldigvis en der vender tilbage (angerlartoq), for han drejer en halv omgang og går baglæns ind gennem husgangen og videre hen til moderen. Hun griber om hans bryst bagfra og holder ham i klemme med ringfingrene kroget i hinanden. Han prøver forgæves at slide sig løs, men hun får ham op på briksen, hvor hun vugger ham og fortsætter kælesangen. Han kommer til sig selv og siger: Så er jeg ankommet. Moderen bekræfter det og holder omsider inde med sin syngen. Husfællerne, der har været sendt ud af huset i alle tre døgn, kan vende tilbage.

Kulpora var en lille pige på det tidspunkt og overvintrede i huset. Hun huskede udmærket sin onkel med forfrysninger i hænder og fødder.

 

Hist.: Vedr. dateringen 1882 se Victor Ajatok 118 Hist.

Noget forvirrende indledes fortællingen med nogle informationer dateret til samme vinter og lokaliseret til samme sted, om Ajbertera's (Albert ?) to niecer, som han var gået ud at lede efter over den nærliggende bræ, fordi alle var døde af sult. Undervejs dræbte han dem og spiste dem.

L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1925
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 82 - 83
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab.

       Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen.

       Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt.

       Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.

 

Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).

 

Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn.

La femme qui accouche d'un ours / Kvinden der fødte en bjørn

Print
Dokument id:19
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La femme qui accouche d'un ours / Kvinden der fødte en bjørn
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 157 - 160
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor en masse familier med mange børn i et stort fælleshus sammen med en del enker, de er i familie med og som også har børn, adopterede. Men en del er døde, og der er desuden en bror og søster på sidebriksen, der er forældreløse. I huset er en kvinde gravid. Hun har været tavs i flere måneder og hendes mave er blevet enorm. Da hun skal føde og det går trægt prøver kvinden, der hjælper med fødslen at føler efter i vagina. Først mener hun barnet er smukt, så at det har en snude og endelig at det må være en bjørn. Alle flygter ud af huset undtagen de to forskræmte forældreløse. De ser bjørnen nå halvt ud, ber for deres liv og fortæller, at alle de andre er flygtet, hvorefter den farer ud af huset med kvinden, der nu er død, om sin bagkrop. Ude forfølger den de flygtende i deres to konebåde gennem vandet. Den får kæntret den ene så alle drukner. Den anden, der har en amulet af et mågekranium omvundet med senetråd fra en sæl, kan den ikke kæntre. I den befinder sig den dødes mors mand og hendes forældre. De vender senere tilbage med en del andre, hvor de finder de to forældreløse i live. De fortæller hvad de har set.

Næste vinter, i det lille hus som forældrene har bygget til sig selv foran det store, forladte fælleshus, ankommer en mørk nat deres datter. Hun kommer baglæns ind i rummet. Faderen griber hende bagfra, slår armene om hendes liv, kroger hænderne sammen i ringfingrene og bakser hende hen mod briksen. Han kalder sin kone til hjælp, de får hende på plads, og hun besvimer. Tre dage senere kommer hun til live igen.

Hist.: Ikke historisk, men ret usædvanlig fortælling. Poul Egede hørte på Vestkysten flere gange om fødsler af monstrøst udseende babyer og fandt beretningerne ganske troværdige. P. Egede: Continuation af Relationerne ... 1971: 82, 87.

Kommentar: Bemærk genoplivelsesritualet for en angerlartoq, en hjemkommen, der optræder i flere østgrønlandske fortællinger.

La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen

Print
Dokument id:2014
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s.
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

 

Johanna og hele familien så engang en stor klump is falde ned fra fra himlen et stykke borte ved Kulusuk. Den roterede med kurs mod teltet og man var skrækslagne. Johanne gengav skrækscenen med fægtende arme, blinkende øjne og hovedet trykket ned mellem skuldrene. Heldigvis faldt den ned på den anden side af Kulusuk. Fangerne roede derhen og tog klumper med hjem. Inden døre smeltede de ligesom havis.

Hist.: Autentisk. Formentlig en såkaldt megacryometeor, et kæmpehagl, hvis dannelse man endnu ikke helt kan greje (Wikipedia).

 

La grand-mère qui est remorquée par un narval / Bedstemoderen der blev bugseret af en narhval

Print
Dokument id:23
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grand-mère qui est remorquée par un narval / Bedstemoderen der blev bugseret af en narhval
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 169 - 173
Lokalisering:Nær Ittaajik: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Barnebarnet fanger en remmesæl, flår skindet af, skærer det op til en lang rem, men da han strækker den mellem to stykker træ, springer den og rammer ham i øjnene. Han blir blind. Hans bedstemor ser en bjørn ved vinduet, henter hans bue og sigter for ham. Han rammer, hun lyver om det, flytter i telt og koger kun af kødet til sig selv og drengens lillesøster. Denne gemmer bidder af sin mad ved brystet til ham. På hans opfordring fører lillesøster ham ud til en sø og lader ham blive i tre dage. Der passerer en flok hættemåger, der ikke opdager ham. Næste dag passer en mindre flok, der får øje på ham. En af dem skider ham i øjnene og tørrer dem med sin vinge. Dernæst en til osv. Han kan nu skimte et hvidt lys. Næste dag kommer endnu en flok, der gentager kuren. Snart ser han et blændende lys. Til sidst ser han klart som før. Søsteren kommer og han nægter at han nu kan se. Undervejs ser han i korte øjeblikke skindet af sin bjørn hænge ude til tørre, en stor bjørnekølle under umiakken og en anden inde i huset under briksen. Han fortæller bedstemor at han har set alle disse ting i drømme. En mærkelig drøm du har haft, siger hun. Da åbner han øjnene og peger på køllen under briksen. Så må hun koge kød til ham, der omsider spiser sig stopmæt.

Næste dag melder bedstemor om et stort træk af narhvaler. Han fanger en fra stranden. Hun vil ha noget af den lækre mattak. Så kan hun selv fange en, siger han. Hun får harpunremmen om livet og ber ham harpunere sig en ganske lille narhval. Der dukker en sådan op, men han harpunerer en stor en ved siden af og bedstemor modstår ganske vist trækket men blir puffet i vandet bagfra af barnebarnet. Slæbt af sted af narhvalen råber hun med mellemrum på sin ulu. Narhvalen dykker og forsvinder.

Med i konebåden er foruden fortællersken, Johanne der siger, at når man ser en narhval med en kvinde på ryggen og hun råber 'min ulu, min ulu' ved man at der kommer mange narhvaler.

Kara vil fortsætte fortællingen, men Victor vil hellere skrive ned alt det han har hørt. Og det tar ham to timer.

 

Var.: Tutigaq; Den blinde dreng der genvandt synet; Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

I disse versioner slutter nogle med søskendeparrets rejse ud i verden, hvor de møder mennesker uden anus. Hos nogle inuitgrupper i Canada danner begge fortællinger optakt til myten om Solens og Månens oprindelse.

 

Hist.: Narhvalens lyde skulle minde om "ulukka", min ulu. Narhvalen var ny for dem af thulekulturens folk, der nåede til det østlige arktiske Canada og videre til Grønland.

The Grandmother who was Towed by a Narwhal

 

Resumé

 

The grandson catches a bearded seal, flays it and cuts the skin (spirally) into one long thong. However, when he stretches the strap between two pieces of wood, it snaps and hits him in the eyes, blinding him. His grandmother catches sight of a bear through the window. She fetches him his bow and takes aim for him. He hits the bear but she lies about it. She moves into a tent where she prepares the meat for herself and the boy's little sister, who saves morsels of food for him by her breast. Upon his request, he is led out to a lake by his little sister and left alone there for three days. A flock of black-headed gulls passes by without noticing him. The following day, a smaller flock passes by and they catch sight of him. One of them shits in his eyes and then wipes them with its wing. Then the next one does the same thing, and so on. Now he can vaguely see a white light. The next day, another flock comes and they repeat the treatment. Before long, he sees a brilliant light. Finally, he is able to see just as well as he could before. When his sister comes, he denies being able to see. On the way back, he catches glimpses of the skin of his bear hung out to dry, of a large bear leg under the umiak (woman's boat) and of another bear leg inside the house, under the platform. He tells his grandmother that he has seen all of these things in a dream. “What a strange dream you have had,” she says. With that, he opens his eyes and points to the bear leg under the platform. After that, she has to boil meat for him and he eats his fill. The next day, grandmother tells of a large pod of narwhals. He catches one of them from the beach. Grandmother would like some of the delicious muktuk (whale skin; W.Grl.: mattak). He says that she must catch one herself. She ties the harpoon strap around her waist and asks him to harpoon a very small narwhal. Just such a narwhal comes along, but he harpoons the larger one next to it. Grandmother actually manages to resist the pull, but is pushed into the water from behind by her grandson. As she is dragged away by the narwhal, she calls out periodically for her ulu (woman's knife). The narwhal dives and disappears.

 

Johanne, who is in the woman's boat along with the storyteller, says that whenever one sees a narwhal with a woman, who calls for her ulu, on its back, one can be certain that many narwhals are coming.

 

Kara wants to continue with the story, but Victor would rather write down everything that he has heard. It takes him two hours.

 

Var.: Tutigaq; The blind boy who regained his sight; the origin of the narwhal; how the narwhal became. Some these versions end with the siblings' journey into the world, where they meet people without anuses. For some Inuit groups, both of these stories form an introduction to the myth of the origin of the Sun and the Moon.

 

Hist.: The sound made by the narwhal apparently resembles the word “ulukka”, which means “my ulu”. The narwhal was new to those representatives of the Thule culture who reached the east Canadian arctic and traveled on into Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La légende des qatunat de Kulusuk / Legenden om de hvide mænd ved Kulusuk

Print
Dokument id:16
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La légende des qatunat de Kulusuk / Legenden om de hvide mænd ved Kulusuk
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 149
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Det fortælles at tre qallunaat / europæere, to mænd og den enes kone og barn, levede nær Kulusuk. Da den gifte mand var ude på renjagt med en kammerat, dræbte den anden hans kone. Enkemanden tog, da han kom hjem, en kniv, skar en ridse i sit bryst, og diede barnet ved blodet, der forvandledes til mælk.

 

Kommentar: Fortællingen må skyldes en association mellem de lyshudede europæere og mælk: Deres blod kan ikke være så mørkt som grønlændernes?

 

Ifølge et andet sagn har man engang nær Kulusuk fundet et kranium, der ganske ulig grønlændernes var ganske højt og rundt. Det måtte derfor være af en europæer, en qattunaaq. Der har næppe været rener længere i Ammassalik-området. de uddøde før østgrønlænderne indvandrede i 1500-tallet. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes sener

La mauvaise humeur du père de Kibidetsak / Kipilatsats fars dårlige humør

Print
Dokument id:1932
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mauvaise humeur du père de Kibidetsak / Kipilatsats fars dårlige humør
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 102 - 103
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Man fanger ørreder fra kajak i en lille vig man har dæmmet til med sten nær Kuummiit, men Kibidetsaqs far er kejtet og rammer yderst få. I irritation og misundelse på de andre, mere behændige, hiver Kib.s far sin ankersten op, ror midt ind i vigen og jager ørrederne ud. De andre prøver skrigende at spærre fiskene udvejen, men forgæves. Nu nærmer Naja's (Naaja,s ?) far sig Kib.s fars kajak truende. Kib.s far ryster af skræk. Han tror han skal dræbes, men nej. Da så Najas far løfter ham halvt op i kajakspidsen, tror han han skal druknes. Men han må ro ind i denne latterlige stilling, fordi kajakken er blevet halvt fyldt med vand inden Najas far slipper den. Alle får sig et billigt grin.

 

Hist. Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. OBS!

La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku

Print
Dokument id:32
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 185
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

 

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

La mort d'Apartsok / Appaarteqs død

Print
Dokument id:1923
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Apartsok / Appaarteqs død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 79
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop.

Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.

 

Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq.

Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.

 

Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn

Print
Dokument id:28
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 180
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.

 

Abudu er identisk med Kukkujooq

La mort de Napartugu / Nappartukus død

Print
Dokument id:1922
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Nada
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Napartugu / Nappartukus død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 76
Lokalisering:Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Maratsi's bedstefar Napartugu / Nappartuku var gift med Azia / Atsivak. De boede i Sermiligaaq. Nap. lå omtåget af feber og med ondt i alle lemmer. Han bad sin kone skaffe en angakkoq / åndemaner sydfra, hvis hun kendte en. Det gjorde hun. Imidlertid gik Nap. fra forstanden næste dag. Hans to sønner bandt ham til briksen og hans ene arm til en sten så stor som tre hovder (patsisit kaldtes to aflange sten man gerne havde parat til det formål, BS). Men Nap. fik revet sig fri, styrtede udenfor, klatrede op på en skråning, faldt ned bag huset mellem sine hunde, og tog tøjet af styk for styk mens han gang på gang råbte, at nu kom Ada's / Âtâq's / Aataaq's datter. Så, at nu var hun kommet, senere at nu var hun taget afsted igen. Han løb nøgen rundt om huset og trængte ind gennem tarmskindvinduet som var der bare hul, skønt den var sikret med en tørrehæk mod hundes indbrud. Stadig splitternøgen og med erigeret penis greb han et enormt fad med kød - det kunne rumme en hel parteret sæl - løftede det op og kastede det mod briksen, så både den og Atsivak's lampe smadredes. En af sønnerne sprang op på den smadrede briks, kom bag på Nap. og skubbede ham hen over gulvet så han faldt og slog sig bevidstløs. Man lagde ham på briksen og ville til at binde ham igen, men den ene søn sagde vent, og han brækkede både sin fars arme og ben og rev hans skuldre af led. Denne søn hadede sin far, fordi han mente han havde forårsaget hans kone og søns død. Da Nap. kom til sig selv fik han at vide at han havde været fra forstanden. Og uden at kunne røre sig lå han flere måneder på briksen før han døde.

 

Hist.: historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Nap. døde i 1879.

 

Var.: Jens Rosing 1963: 77 - 80: Nápartuko / Nappartuku.

Se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. 1993, hvor dels Nappartuko er genoptrykt og Rosing gennemgår hele slægtens historie (ikke inkluderet i basen hér).

 

Kommentar: Desværre er det ikke altid muligt umiddelbart at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. Søg også på Nappartuku.

La mort de Pidaka / Piitakkaats død

Print
Dokument id:1919
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Le chien / Hunden

Print
Dokument id:2006
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien / Hunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 379 - 380
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Umiivik havde Qanatsiaq en hund inden døre, der lød som et menneske når den sov. Den snorkede. Irriteret slog Qan. den hårdt med en lampepind, hvorpå den sagde, stadig i søvne: jeg kommer indenfor igen. Stor bestyrtelse. Det lykkedes Qan. at få vækket og jaget den ud, hvorefter man holdt sig vågen med tændte lamper hele natten. Hvis hunden kom igen og det var mørkt, ville den være uden pels og skræmme alle ihjel. Næste morgen fandt man den død uden for husgangen med afflået pels.

 

Hist.: Tolkning af en mulig historisk begivenhed.

Le chien de la lune / Månehunden

Print
Dokument id:1930
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien de la lune / Månehunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 93 - 94
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

 

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

 

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Le corbeau / Ravnen

Print
Dokument id:2009
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Odarpi + Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le corbeau / Ravnen
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 384
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Le corbeau / Ravnen

Ægteparret, der fortæller, hørte en aften en ravn på taget. De gik ud og jagede den væk. Den kom efter dem ind i husgangen. De jagede den ud og Odarpi gik ud med bøssen efter den. Men den var væk. Samme aften havde den været først i Tasiilaq, så i Kulusuk, og så i Noortiit.

Hvis den var kommet ind i rummet og havde pustet sig op, havde den kvalt alle indvånere.

 

Hist.: Fortolkning af historisk begivenhed.

Kommentar: Denne nære association mellem ravn og luft føjer sig til andre, der forbinder ravn med sila. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): balance.

Le garcon qui louchait / Drengen som skelede

Print
Dokument id:20
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le garcon qui louchait / Drengen som skelede
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 161 - 162
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En stærk mand, der vinder over alle andre i at trække armkrog, har røvet en anden mands kone. I den stærke mands hus holder en skeløjet dreng til på vinduesbriksen. Han fanger aldrig, sover længe om morgenen og er doven. Han har medlidenhed med kvindens forrige mand, en svækling. Så en dag beordrer han uden videre kvinden at gå tilbage til sin mand. Mens han gentager opfordringen kommer den stærke ud på gulvet, de to mænd nærmer sig hinanden, og helt tæt på har den skeløjede med eet slag dræbt den stærke. Den skeløjede skærer øjnene ud på den stærke, ligeså hans testikler og ber sin gamle mor sy dem ind i et sæt amuletseler, øjnene på brystet og testiklerne på ryggen. Han følger den røvede kone hjem til hendes mand. Derefter sover han tre døgn i træk.

 

Kommentar: Den skeløjede optræder oftest som fjenders budbringer i vestgrønlandske fortællinger. En anden karakter er den dovne fanger, der enten sover eller elsker tiden væk indtil han en dag, når alle er afkræftede af sult, går på fangst og redder dem alle.

Le mari de la femme qui copule avec un chien / Manden hvis kone bollede med  en hund

Print
Dokument id:18
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le mari de la femme qui copule avec un chien / Manden hvis kone bollede med  en hund
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 152 - 156
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor tre brødre og en noget ældre mand, der er gift med deres lillesøster. De tre brødre rejser på sommerfangst mens deres svoger og søster blir ene tilbage. Daglig, når manden kommer hjem fra kajakfangst ser han sin kones anorak til tørre under konebåden. Efterhånden mærker han efter, jo, hver dag er den våd. En morgen lægger han sig i skjul og ser sin kone kopulere med deres store hvide hanhund og bagefter vaske anorakken. Da samler han en masse orme og tanglopper, der æder en hel sæl i en fart, og placerer dem så under dækstenen til sin kødgrav. Han fører sin kone derhen, befaler hende at sætte sig, river dækstenen væk under hende og trækker hendes husbukser af. Snart render blodet fra hende. Orme og tanglopper tømmer hendes indre. Hun dør, han dræber hunden og begraver de to sammen (man kan stadig på stedet se en gammel grav med et menneske- og hundekranium ved siden af hinanden). Ængstelig afventer han brødrenes tilbagekomst. Da de lægger til fuldt lastede og han straks fortæller dem om sit drab og årsagen til det, vil den yngste straks have hævn, men den ældste maner til besindelse: Den ældre mand har været som en far og opfostret dem. De vender rundt og ror bort.

Den ældre mand stuver nu telt, ejendele og kajak i konebåden og padler med styreåren mod syd. Han vækker opsigt i en konebåd uden roersker. Hvor han lægger til, inviterer man ham til at blive, men han afslår og de forstår, at han er bange for brødrenes hævn. Det lykkes ham efterhånden at få to små forældreløse piger som roersker, og først da han når langt ned ad sydøstkysten, til Itiduartit / Ittuluartit (mellem Umiivik og Timmiarmiut / Timmiarmiit), lykkes det folk at overtale ham til at slå sig ned, da de lover ham beskyttelse mod brødrene.

 

Hist.: En meget moralsk fortælling, der uanset historisk kerne viser, at man fandt det muligt at flygte fra en truende blodhævn sydpå og slå sig ned dér.

At begrave en hund sammen med et menneske omtales undertiden som en skik i kilder til Vestgrønland. I denne fortælling forekommer et konkret tilfælde åbenbart så usædvanligt, at det kan være det alene, der har givet anledning til at digte fortællingen. Der er ingen associationer til den udbredte myte om kvinden der blev gift med en hund.

Le Nouvel An du bateau norvégien / Det norske skibs nytårsaften

Print
Dokument id:1937
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le Nouvel An du bateau norvégien / Det norske skibs nytårsaften
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 108
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Et norsk skib tilhørende Rangvald Knutsen frøs fast i isen ved Kulusuk i vinteren 1893. Nordmændene havde en del gamle bøsser, krudt og kugler med som handelsvarer. En aften så en dreng i fælleshuset nordmændene nærme sig fuldt bevæbnede med bøsser og råbte, at nu kom de for at dræbe alle. Alle lamper blev straks slukket. Snart lød et mægtigt drøn udenfor. Så endnu eet. Nordmændene råbte ind: Tænd lyset, der er ingenting i vejen. Jo, vi er bange lød det tilbage. En mand gik ud og fandt ud af, at det bare var nordmændene, der skød nytår ind. Så fik man blus på lamperne igen.

 

Hist.: Morsom historisk beretning.

Det lykkedes iøvrigt disse overvintrede nordmænd at tilhandle sig alle de varer som KGH skulle have indhandlet ved etableringen af handelsstationen det følgende år, 1894.

Le tonnerre / Torden

Print
Dokument id:2013
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le tonnerre / Torden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 390 - 391
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Tidligere, fortæller Kara, var der torden så voldsom, at man i tide tog betrækket af kajakkerne for at de ikke skulle springe itu, satte teltene med åbningerne mod hinanden to og to, og limede tænderne i over- og undermund sammen, for at kæberne ikke skulle gå af led. Limen var kraftig størknet blod fra en særlig, sjælden, hårløs to-årig remmesæl.

En fortælling fra dengang beretter også om en åndemaner, der på en skyfri dag varslede torden, men kun kunne få een kajakfælle til at tro sig. De to skyndte sig hjem og tog alle de ovennævnte forholdsregler. Kun de to, kvinderne og børnene overlevede.

 

Var.: Torden-ånderne; torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

 

Hist.: Ritualet med sælblodet kan meget vel have fundet sted. Om torden var hyppigere i ældre tid er svært at vide. I dag er den sjælden.

Lyn og torden havde en oprindelsesmyte i mange versioner i Grønland og Arktisk Canada.

Le vieil homme qui se suicide / Den gamle mand som begik selvmord

Print
Dokument id:1913
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Nada
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le vieil homme qui se suicide / Den gamle mand som begik selvmord
Publikationstitel:La Civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 44
Lokalisering:Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Umaa hed den gamle mand, der var lam i begge ben og havde mistet både to sønner i kajak og alle sine andre børn. Han besluttede derfor at begå selvmord, og folk i huset hjalp ham i den smule tøj han endnu havde. De fulgte ham med opmuntringer om at han snart skulle forenes med sine egne og ikke mangle mad længere, mens han mere og mere forpustet slæbte sig ned til en lille fjeldknold ved havet. Her kastede han sin kniv i havet og kaldte på sin ældste døde søn med besked om at nu kom han selv. Han væltede sig ud, tøjet holdt ham flydende, hans steddatter rådede ham af medlidenhed til at holde hovdet under vand. Så gik det hurtigere. Strømmen førte ham bort og folk gik tilbage for at holde sørgetabuer.

 

Hist. Historisk beretning dateret til 1894, der klart illustrerer såvel en forståelig årsag til selvmord og den støtte selvmorderen får, når han i fuld offentlighed drukner sig.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder

Print
Dokument id:2010
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 385
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Møddingånderne sover aldrig, og leger med alt muligt affald møddingen lige uden for huset.

Den i 1937 nyligt afdøde Kulpora var en dag kommet ind i huset med lukkede øjne. Hun havde ikke set en tupilak, som man troede, men et oplyst underjordisk husrum under huset og med en ekstra udgang lige under det mystiske hul under det fjerneste hjørne af bagbriksens fodende.

Samme sted var iøvrigt engang to mænd, der havde forvildet sig ind i det underjordiske hus, kommet ud igen.

Og engang var to arme kommet op derfra og med udbruddet: levninger!, tilranet sig indholdet af et kødfad.

 

Hist.: Fortolkning af historisk begivenhed i slutningen af 1800-tallet, krydret med forestillinger fra fortælleverdenen.

 

Kommentar: Forbindelsen mellem møddingånderne og Kulporas syn fremgår ikke af teksten. Som udenforstående kan man vanskeligt undgå at associere til Alaska-eskimoernes halvunderjordiske kazigi'er (mands- og ceremonihuse) med underjordisk vinterindgang og en forestillet tilsvarende indgang neden under til underverdenen (fx Fienup-Riordan 1994: 253).

En klar parallel til det mystiske hul under briksens fodende er det mørke svælg, som angakkoq'en / åndemaneren risikerer at falder ned i hvis han mister grebet i den arrigt svingende Havkvindes hår: Søg på Havkvinden. Ligeledes i månemandens hus, dog kun ifølge Missuarniannga.

Les esprits des morts

Print
Dokument id:2011
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Les esprits des morts
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 386
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Om Timiartissaqs mand, Amangana, fortælles at han ikke troede på spøgelser. Døde man var det slut. En aften på vej hjem fra fangst i mørket råbte han for sjov på de døde, der så sandelig troppede op: begge forlængst afdøde forældre og en søster. Han måtte holde sig dem fra livet med sin tuk (ishakke) og de forsvandt først, da han var rigtig godt forskrækket.

 

Hist.: Fra omkr. 1900. Tiimiartissaq var en af Thalbitzers hovedinformanter i 1905 - 06.

Les maladresses de Ningawat / Ningaavats klodsethed

Print
Dokument id:1933
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Les maladresses de Ningawat / Ningaavats klodsethed
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 104
Lokalisering:Tineteqilaaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ningavaat, far til Pidi / Pele i Kulusuk var en klodsmajor. Skød han til måls med en bøsse på et remmesælshoved placeret på isfoden og på klods hold, ramte han ikke. Så var det ikke så mærkeligt sælerne holdt sig fra ham, mente han.

       Meget bedre gik det ikke da han havde lavet sig en umiak, der så så smuk ud da den lå færdig der på vandet. Hans familie bar den op på land, satte den på jorden, og så faldt den sammen som en skindpose.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet, fortalt af en nevø til Artewarte / Aardivardik, Ningawats / Ningâvan / Ningaavan, Laurits' far. Måske var han ikke blot klodset men også stærkt nær- eller langsynet (BS).

Les orphelins / Fosterbørnene

Print
Dokument id:22
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Les orphelins / Fosterbørnene
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 167 - 168
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

For længe siden i helt andre tider gifter en ganske ung forældreløs dreng sig med en ligeså ung forældreløs pige. Begge parters brødre er alle druknede i kajak. En gammel mand giver drengen en formular / trylleformular og ordre til at de begge, dag og nat skal beholde anorakken på og med hætten foran ansigtet. Går han ud, skal hun følge ham. Snart føder hun en stor dreng, der som fireårig falder gennem den tynde is på en sø. De unge forældre sørger ikke til stor forargelse for alle fæller undtagen den gamle. Tre dage senere kommer drengen, som man har kunnet se ligge på søbunden, tilbage som om intet var hændt.

 

Kommentar: Dette er blot een af de mange angerlartoq - fortællinger, som Victor har fået.

Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri

Print
Dokument id:36
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Ediarseri
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 95
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.

 

Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900.

Misartaqs endeligt

Print
Dokument id:1654
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Misartaqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 138 - 139
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179:  "Misartap toqunera".

 

Resumé:

Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq

(der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den

nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise

dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På

hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik.

Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller

intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten

hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at

det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen

ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem,

han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Naajas efterkommere / Naujap kinuâve

Print
Dokument id:1190
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naajas efterkommere / Naujap kinuâve
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 217 - 219, nr. 1
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 9 - 11.

 

Resumé: Naaja og hans kone fik mange sønner: Tiardukku, Kukkujooq,

Pikkinaq, Kaakajik, Ilinngivakeeq og Aardivartik. De blev alle

åndemanere, men ikke særlig fremragende. Kun muligvis Kukkujooq, hvis

han i overensstemmelse med overleveringen vitterlig engang fangede en

tupilak under en seance. Ilinngivakkeeq ranede engang en sæl.

Kukkujooq fik fire sønner, bl.a. Kajammat, der blev gift med Kaakaaq,

og tre døtre. De fleste omkom dog engang, da et isbjerg kælvede ned

over en konebåd. Den eneste overlevende var Quinngi fra en anden

Sermilik-familie.

Hist.: Ifølge Victor 1989 - 93, II: 408, skulle Ilinngivakkeeq /

Ilinnguakkii / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) være født før Kâvkajik /

Kakasik (ca. 1835 - 1885). Quninngi blev født i ca. 1874 og døbt

Nataanialik i 1920.

Natarteq

Print
Dokument id:26
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Widimi fra Kulusuk
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Natarteq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 177 - 178
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nattarteq er blevet meget gammel, mange koner er en for en døde fra ham. Med den sidste lever han fattig på en boplads, hvor folk gerne beder ham fortælle, men aldrig giver ham andet end ben uden kød til gengæld. En dag han får en kødløs ryghvirvel fremstiller han en tupilak (hekseri), som han lader dræbe alle bopladsfæller. Da han får nys om at nabobopladserne vil ham til livs som hævn, stuver han umiakken / konebåden og ror med sin kone til øen, Immikoortoq nær Quarmiit, hvor han fremstiller en ny tupilak, der berøver forfølgerne deres fornuft / sila. De tar hjem med uforrettet sag, og da tupilakken også har skadet hans bopladsfællers forstand, stiller de ingen spørgsmål om årsagen til hans flugt. Næste sommer rejser han ind i sundet mellem Ammassalik og Sermilik og senere bosætter han sig helt inde i Sermiliks bund ved Qiba (kvanstedet). Her siges han at være blevet venner med nogle kæmper fra indlandsisen, timersit / timersiit.

 

Var.: Nattattoq.

Hist.: Nedfald af meteorsten, eller klippesten med forårssmeltningen fra bjergtoppene, kan forekomme og muligvis give anledning til en sådan fortælling.

Nunakitseq, boplads ved Kulusuk

Print
Dokument id:1650
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?. Ajaateq
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Nunakitseq, boplads ved Kulusuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 124
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 29 - 35; angakkortalissuit, 1990: 154 - 161: "Nunakitseq (Kulusup eqqaani)"

 

Resumé:

I Nunakitseq nær Kulusuk overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familie: Aggu / Akku, Pattorngooq, Uggunaqqisimaleq, Ippatikajik. Kun Aggus søsterdatter

Ajaateq overlever på selve bopladsen, mens Aggu, hans førstekone, søn

og datter klarer sig ved at flytte til Sitsingalik. Stormvejr hindrer

fangst det meste af vinteren, hvor Aggu, som den eneste, fanger en

bjørn, og siden - i marts - endnu én, som udpeges af hans hjælpeånd i

kort afstand fra huset. De første dødsfald indtræffer i maj, da Aggu

og et par andre har stjålet af Sannersaqs forråd ved Suunaajik, og

alle undtagen Aggu blir mere eller mindre syge af maden. Aggu tar

derefter alene til Sitsingalik, og da han får besked om, at hans

andenkone har født en søn, sender han bud tilbage om, at hun skal

forlade husstanden. Hun går ud, knuser barnets hoved mod en klippe og

får møjsommeligt slæbt sig ned til vandet, hvor hun drukner sig i

tidevandsrevnen. Kort efter henter Aggu sin førstekone og datter til

Sitsingalik, men efterlader søsterdatteren Ajaateq. Hun overlever på

det skind, hun når at slæbe ind, inden et uvejr bryder løs. Alle

husfællerne dør, og hun vænner sig efter et par søvnløse nætter

til disse dødes snorken, pusten og knasen lus om natten. Hun fanger

tre snespurve, falder i en dødlignende søvn, og hører derfor ikke

Aggus råb, da han kommer for at se efter overlevende. Senere kommer

Aalik forbi, ser et levende menneske, vover sig op til huset, og

forstår at det magre væsen er Ajaateq. Han beordrer hende til at vaske

sig og til ikke at sove mellem de døde næste nat, hvorefter Aggu

kommer og henter hende. Efter den første mundfuld rigtige mad sover

hun i et døgn og må ruskes vågen. Lidt efter lidt kommer hun til

kræfter igen. Mistænkt for kannibalisme under sulteperioden, indrømmer hun beredvilligt og der sker hende ikke mere af den grund. Hun slutter sin fortælling med ordene: "Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget."

 

Var.: Ajaattoq Victor.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1646
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 108 - 112
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 16 - 20; angakkortalissuit, 1990: 143 - 147: "Nunakitsit (Sermiligaami)".

 

Resumé:

På øen Nunakitseq/Nunakitsit i Sermiligaaq-fjorden overvintrer i sultevinteren disse familier: Quarrajeeq, Maratsi, Aqqi/Aqqii, Issiavikiseq,

Kukku, Uuttuaq, Siannialik og Umitteeq. Man finder en del sortebær

under sneen ved vinterens begyndelse. Noget senere er der fangst i en

kort periode, hvor skrueis gir plads for åbent vand. Derefter en lang

periode med sult. Forgæves søger man at overtale Maratsi til at holde

åndemaning. Hans bror, Kukku stjæler, afsløres ved qilaneq og tilstår.

De to brødres hunde kommer i klammeri, hvorefter Maratsi forgriber sig

på en af Kukkus hunde uden dog at dræbe den, mens K. slår en af M.s

hunde i smadder og myndigt dæmper M.s lyst til at hævne sig ved

hekseri. M.s stedsøn og yngste barn dør af sult, og da hans kone føder

en søn, beordrer han den nyfødte sat ud. Selv skærer han sig med

mellemrum stumper af konebådens skind, som han spiser uden at dele med

sin familie. Issiavakitseq redder dem alle på slutningen af vinteren

ved åndehulsfangst, som andre også efterhånden har fået kræfter til at

deltage i. Siannialik, der tidligere har hånet I. for hans

fangstevner, modtager flov hans kødgaver. I april kommer Kilimii og

Simmujooq på besøg og får mad i nogle dage.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit

Print
Dokument id:1256
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 270 - 273, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 53 - 55.

 

Resumé: Piisui var Kaakaqs kælenavn for sin søn, Kukkujooq. Ingen kender P.s rigtige navn, men måske var det Aaqqii, fordi han skulle følge i denne berømte

åndemaners spor. Som voksen blev han kaldt Kukkujooq efter sin farfar.

Det vælger Sandgreen at bruge i sine genfortællinger af P.s biografi.

P. får dårlige kår, fordi hans stedfar Imaakka ikke vil forsørge ham.

P. bliver bange for I. Når P. bor hos sin mor, må hun stjæle sig til at

give ham lidt mad. P. bor oftest hos sin morbror Sinngertaat, og nu og

da hos sin yngre morbror Aaviaakuluk, hvor han har det bedst. Men der kan han kun

bo, når A.s familie, der flytter meget rundt, bor i nærheden af P.s mor og

morbror.

P. er en stor knægt, da hans åndedræt en nat under søvnen pludselig

synker. Da P. får vejret igen fortæller åndedrættet ham, at det har

forsvaret ham mod en af Taqqisimas hjælpeånder, der ville trænge ind i

P. (gennem rumpehullet, BS) og rane P.s sjæl. T. ville egentlig have

ramt Imaakka, som han påstod havde sjæleranet en af hans slægtninge,

men vendte sig i stedet mod P.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Åndemaneren Taqqisima

(ca. 1852 - 1905) var Kaakaaqs fætter. Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner. Aaqqii (første

halvdel af 1800-tallet), åndemaner, var P.s oldefars arvefjende ifølge

Sandgreen 1987: s. 161 - 167: "Hævneren Innartuaqboen". P.s egennavne

er oplyst i Victor 1989 - 93, II: s. 409.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Bemærk at åndedrættet har sit eget liv. Glosen bruges i Østgrønland ofte for samme livsfunktioner som tarneq hos andre inuit. Tarneq oversættes ofte med "sjæl", men det tarneq dækker ikke ganske vores opfattelse af sjæl. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Tarneq, inua..."

oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq

Print
Dokument id:165
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannessen, D.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 166 - 167, nr. 58
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Kangi, der var omkommet, men som blev levende igen og begyndte

at fange, og som vendte tilbage til sine forældre. (Denne historie, som er

fortalt af en hedning, blev skrevet ned i 1828 af D. Johannessen).

 

En fortælling, som man ikke kan tro på.

I gamle dage boede der et ægtepar uden børn helt for sig selv på en ø. En morgen, da de vågnede, opdagede de, at spanden, hvor de opbevarede drikkevand, var blevet tømt. Dette gentog sig flere gange. De ville finde ud af hvem, der gjorde det. De holdt sig vågne om natten, og manden satte sig ved indgangen til rummet. Den femte nat ved midnatstid trådte en stor mand ind i rummet i et antræk, der fik ham til at ligne et dyr, og han gav sig til at drikke af spanden.

Manden greb den fremmede, og de kom op at slås. Hans kone genkendte den

fremmede som én, der hed Kangi, fra nabobopladsen. Nu blev han frigjort af sine

bånd. Derefter begyndte Kangi at holde vejret som et sødyr under vandet. Endelig

hen på morgenen blev hans vejrtrækning normal.

Det viste sig, at han var omkommet under en fangsttur, men nu kom han til live igen. Han begyndte igen at ro i kajak og fange. Da det blev forår, bragte ægteparret Kangi hjem til hans forældre. Da de nærmede sig bopladsen, gav Kangi sig til at synge en vise, som han selv havde lavet. Hans forældre hørte visen og genkendte den. Før konebåden nåede til land, vadede forældrene ud for at tage imod ham. De havde længtes efter ham.

 

Var.: ID 455. Ove Bak 1979: Troldbjørnen. Cphg.: Hernov, ss. 64f; Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Kangi er åbenbart en angerlartussiaq (søg), der lever med et sødyrs åndedræt mens han er druknet. Til sin genoplivning har han, ligesom ogås sødyrene til deres reinkarnation, brug for fersk drikkevand. Det østgrønlandske ritual for genoplivning af en angerlartoq (søg) var ifølge Victor noget anderledes. Og det man kender fra fx Imaneq (søg) kan også være af øst-sydøstgrønlandsk oprindelse.

Papik prend pour femme la femme de Putuak / Papik røver Putuaqs kone

Print
Dokument id:1911
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Papik prend pour femme la femme de Putuak / Papik røver Putuaqs kone
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 40 - 41
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:Papik, der var far til Werneri ved Qernertewativit / Qernertivartivit, var en særdeles dygtig fanger, gymnast, trommesangsdigter, -danser og -sanger. Han lånte sin brors kakak, bandt den tom bag i sin egen, roede til Tasidartik / Tasiilaartik, gik op i Putuaq-familiens telt, hvor alle afventede ham i spænding, vel vidende at han kom og hvad han havde i sinde. Putuaq var den eneste, der sad med lukkede øjne og han rørte ikke en finger, da Papik beordrede hans kone med sig ned i den tomme kajak, hvorefter begge roede bort.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet.

Eksempel på den stærkes ret.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Plusieurs histoires de Nusukaliwat / Flere historier om Nusukaliwat

Print
Dokument id:1931
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Plusieurs histoires de Nusukaliwat / Flere historier om Nusukaliwat
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 97 - 101
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Alle fortællingerne går ud på at Nusukaliwat, der var gift med Bartolina og far til Mikadi, var en hidsigprop og en ikke alt for ferm fanger. Han smed sin bøsse væk, når han skød fejl, sagde til sin søn, at han måtte få den. Men da Mik. havde pudset og poleret den tog faderen den tilbage. Han smadrede engang spidsen af sin ene ski lige foran butikken og brækkede så begge ski i stumper og stykker for alles øjne. Han skældte sin bøsse ud for idiot, og ligeledes sin fuglepil, når han ikke ramte en sæl eller fugl. Osv. Trods al denne hidsighed dræbte han kun een gang, og det var ikke i hidsighed men af misundelse, fordi denne, Qarterpartadit, havde flotte hunde. Nus. prøvede at lyve sig fra det men måtte gå til bekendelse da man fandt stykker af den døde, som han efter gammel skik havde parteret. (Mordritual)

 

Hist.: Historiske fortællinger, der ikke umiddelbart kan dateres. Hvis mordet er begået efter 1893 er det ikke blevet rapporteret.

Qernertivardik

Print
Dokument id:1655
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Qernertivardik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 146
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 54 - 64; angakkortalissuit, 1990: 179 - 190: "Qernertuarsummiut"

 

Resumé:

Følgende fangere med familier besluttede at overvintre ved Qernertivartik: Milatteeq med sønnerne Addiartertoq og Angakkertaan. Ujoqqaaqq, Angisseq med

sønnerne Kunnitsi og Sanegujuk. Neeqanngitseq, Oqqisaaq. Men da

Neqanngitseeq er nærig med den remmesæl han fanger om efteråret,

flytter Milatteeq- og Ujoqqaaq-familien til Ikasaagivaq / Ikasaattivaq.

Noget senere flytter Kunnitsi, der er gift med Neqanngitseqs dater,

Aanganni, alene til Kingitsaajik. Isen lægger sig fast om øen, og da

solen vender, véd alle, at de skal dø. Angiseeq falder i søvn til

døden, da han har fortæret en kødgave fra en nyfanget sæl, som

Neeqanngitseq har givet ham i slutningen af januar. "Fang den igen",

siger A. til N., inden han spiser kødet. Neeqangitseqs kone, husets

ældste kvinde, Qilagassaq, beordrer A. slæbt ud af huset, inden han

udånder, fordi han ingen blodsslægtninge har til at tage sig af liget.

I februar begynder sultedøden at hærge. En af N.s og Q.s svigersønner

går til sin familie i Sermilik-fjorden, vender afkræftet tilbage med

et lille stykke spæk, som hans kone modtager ude på isen, hvor hendes

mand ber hende drukne sig gennem et hul i isen, som hun først skal

hugge ud. Da N. er stærkt afkræftet flytter Q. ham med magt over på

sidebriksen, hvor han dør, efter at et par besøgende forhindres i at

give ham en kniv til selvmord. Da Q. gang på gang taler om alt det kød

(menneskekød), hun skal koge, forlader svigerdatteren, Oqqisaaq

bopladsen alene, men hendes afkræftede mand Kajmiteq følger efter

hende. Derefter begynder Q. menneskeæderiet sammen med sin datter,

Aanganni. Kødet smager som bjørnekød. Også to små sønner spiser med,

men ikke Aangannis søster, der væmmes, dør og blir spist. Q. er en

gammel klog kone med mange formularer, som hun bruger på ligene for at

undgå hævnende gengangeri. Først spiser man Neeqanngitseq. Dernæst

henter Aanganni kødet af sit døde barn. Efterhånden er alle de døde

spist undtagen Angiseeq og hans kone, der ikke er blodsbeslægtede, og

hvis slægtninges hævn de kan frygte. Også denne frygt overvindes til

slut. Inden da kommer Missuarniannga i maj på besøg med noget kød og

får som gengave noget hemmelig viden om et middel til at beskytte sig

mod fjenders angreb. M. bruger det senere med held mod Kuuitsi og hans

brødre. Da Q. og Anganni kan flytte ud i et telt, har de længe ikke

haft flere at spise. De to små drenge er afkræftede, efterlades i

huset, dør og fortæres. De to kvinder overholder dog stadig deres

dødstabuer, som Q. må fjerne med formularer, da A. vil ned til

stranden efter muslinger. A. kommer tilbage med tang og en mængde

forskellige muslinger. Mens de ordner dem kommer Missuarniannga og

Peqitissaq med kødgaver, som de ikke vil have noget til gengæld for.

Langt om længe kommer endelig A.s mand, Kunnitsi efter dem og tar dem

med til ammassætpladsen Qinngeq, hvor Q. straks åbent bekender overfor

Neeqanngitseqs halvfætre, at hun har spist ham, og at hun forstod

hvorfor N. var morgenmand. Hans milt var nemlig meget lille.

Tilståelsen eliminerer slægtningenes hævnlyst. Nogle få år senere dør

alle Qinngeq-boerne af sygdom og Anganni så ud til at have døjet

frygtens gru på det sidste.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevintere 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: Kunnitsi er en af de familiefædre der lever op til tesen om, at i jægerkulturer er det de blodbeslægtede man er nærmere knyttet til en kone og børn. Kunnitsi svigter kone og børn og overlever hos blodsslægtninge. Men kun få gifte mænd opfører sig sådan denne sultevinter. Er det fordi de overvintrer sammen med deres brødre el. far? Det kræver en længere analyse af slægtsrelationer. Enkelte kvinder stikker også af til andre bopladser denne vinter. Se Oqqisaaq ovf. og i: Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq, hvor hun når frem.

Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi

Print
Dokument id:1918
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 60 - 63
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

 

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

 

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Sivtsingaleq / Sitsingaleq

Print
Dokument id:1310
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sivtsingaleq / Sitsingaleq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 35 - 36; angakkortalissuit, 1990: 161 - 162:

"Sitsingaleq".

 

Resumé: I Sitsingaleq overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Imaalikutsuk, Akkernilik, Uguunaqqissumaleq, Angisaarmeeq, Ukuutsiaq.

Akkernilik forlader sin kone, søn og datter, der alle dør af sult, men

ellers overlever alle andre på bopladsen. Sønnen græder, da A. rejser bort

alene og han reagerer hverken, da sønnen sender bud, først om moderens

død og dernæst den besked, at A. ikke skal glæde sig over det barn,

der til sin tid vil blive opkaldt efter ham (sønnen der sender besked). Da A. i forsommeren kommer tilbage efter sine fangstredskaber, får han en moralsk opsang

af Sannersaq, der nu er flyttet Suunaajik i telt til Siitsingaleq / Sitsingaleq. A. får bondeanger, giver luft for den, tar sine redskaber og ror bort.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881 Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: En antropologisk teori hævder at i jægerkulturer er blodsbeslægtede er nærmere knyttet til hinanden end til kone, børn og svigerfamilie. Men det er meget forskelligt hvordan familiefædre reagerer på sultåret i Ammassalik området. Nogle lader kone og børn i stikke og flytter til brødre el. anden nær familie; andre bliver og prøver bedst muligt at sørge for og dele med kone(r) og børn.

Det nytter altså ikke at generalisere ud fra et eller nogle få eksempler.

Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2

Print
Dokument id:1200
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 171 - 175, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 128 - 131, nr. 37.

 

Resumé: 1. Når sneen falder tykt og hindrer al jagt, sulter man. En

husfælle kommer hjem og fortæller om en bjørn han har set på afstand

men ikke kunne nærme sig pga. sneen. Åndemaneren Naaja foretager sig

intet. Da viser det sig , at hans kone Aaviitsuk kan klare opgaven.

Ved qilaneq (hovedløftning / åndefiskning) får hun drevet bjørnen mod huset, hvor den med lethed nedlægges. Nær den ses sporet, aftrykket af en umiaq, dvs. af en kæmpetangloppe, der er Aaviitsuks qilaneq-ånd.

2. Naaja tager affære en anden gang, hvor sneen skjuler åndehullerne i

isen. Sammen med sine hjælpeånder rejser han til himmels, hvor

himmelboerne fordriver tiden med munter sangkamp i eet hus, mens

genstanden for hans besøg, Asiaq holder til i et andet hus. Asiaq er

en lille mand med skæg, der skriger som et spædbarn og har omvendte

ansigtstræk. Han har tisset en masse i sin ble om natten. En kvinde

ryster på Naajas opfordring bleen eengang ud over jorden. Næste dag

regner det, og regnen fortsætter en hel måned. Det ville have regnet i

to måneder, hvis hun havde rystet bleen to gange. Sneen forsvinder,

åndehuller bliver synlige, og man fanger mere end rigeligt.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet. Asiaq er normalt

spædbarnets kone og det er hende, der har omvendte ansigtstræk. Da

grammatisk køn ikke findes på grønlandsk, har det forkludret

oversættelsen. Victor 1989 - 93, II: s. 389 har også i 1930'erne fået

oplyst, at Naaja engang besøgte "regnens herskerinde", Asiaq, der i den version

boede på Månen.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Sommermisfangst og "den store hungersnød"

Print
Dokument id:1645
Registreringsår:1921-23
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Sommermisfangst og "den store hungersnød"
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 107 - 108
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

 Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 15 - 16; angakkortalissuit, 1990: 142 - 143: "Kaannersuaq."

Resumé: 

 

I forsommeren 1880 (el. 1881, ? se kommentaren til: Ajaattoq Victor) svigter klapmydstrækket og der fanges næsten intet. Vejret er strålende men havet er dødt som en indlandssø. Radmagre spredes man på vinterbopladserne, men ikke for mange på hver. Således begyndte de tre sultevintre uden en sommer imellem.

 

Storfangst

Print
Dokument id:1644
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Storfangst
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 107
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 7 - 14; angakkortalissuit, 1990: 137 - 142: "Arsisorsuupput", "Taamani qimusserpaaqimmata", "Misartaq Qutsuluup toqulerpaa".

 

Resumé:

Fra sommeren 1879 til foråret 1880 (se Hist. ndf.) er der rigeligt med både fangstdyr og bjørne. Man fanger, frådser og fester og specielt huskes enkelte

markante begivenheder fra det år: Aggu / Akku harpunerede en sildepisker i

nødværge, og den blev med besvær nedlagt af mange fangere i

samarbejde. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk opfandt man en ny

metode til vågefangst af sæler, idet man trommede de nysgerrige sæler

op i vågen, hvor de vuggede i takt til rytmen. Islægget var næsten

uden skruninger. Selv den stærkt nærsynede og derfor langsomt kørende

Qilerilik kunne komme frem. Men det var nu kun fordi bopladserne til

alt held lå stille! En sangkamp mellem Misartaq og Qutsuluk fik et

voldeligt forløb, idet den lille M. fik smadret næsen af den tårnhøje

Q.s kindbensstød. Men M. lagde også enorm kraft i sine kindbensstød,

der aldeles smadrede ansigtet på Q. I nidviserne bebrejdede de

hinanden tåbelige og omsorgsløse handlinger mod egne børn og nære

slægtninge.

 

Hist.: Sultevinter. Kaarali Andreassen har nedskrevet denne og de følgende

historiske fortællinger i Rosing 1963: 107 - 169, om hungervinterens

forløb på Ammassalik-distriktets bopladser. Kaaralis informanter er

sjældent oplyst, og det kan ikke afgøres, om de har oplysninger fra

andre eller selv har overvintret på de pågældende bopladser i

sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Straks får de en søn / Qangale ernertârput

Print
Dokument id:1250
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Straks får de en søn / Qangale ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 258 - 260, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.

 

Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet

ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke,

men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende

blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den

største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han

en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele

kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der

hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede

brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt

sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil

sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig

herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på

hinanden og nu forenes i deres fælles søn.

 

Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han

ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Sûnâjik / Suunaajik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Sûnâjik / Suunaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 125
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 37 - 38; angakkortalissuit, 1990: 162 - 163: "Siunaajik"

 

Resumé: I Suunaajik overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familier:

Sannersaq, dennes søn Qannapik, og desuden Aalik, Qiaanaq, Maqeertuanngi.

Den gamle Sannersaq, der tidligere har oplevet en sultevinter, holder

myndigt hus med de få sæler man fanger i efterårets løb. To gange

bliver de bestjålet, første gang af Aggu / Akku og anden gang af folk ved

Akinnaatsiaat, der stjæler alt kødet af de to bjørneunger, som Aalik og

Qiaanaq netop har fanget. S. hævner øjeblikkeligt tyverierne med

hekseri. Ved Nunakitseq dør derfor næsten alle af det tørkød, som Aggu

har stjålet fra Sannersaq (se "Nunakitseq, en boplads på Kulusuk").

Ved Akinnaatsaan / Akinnaatsiaat / Akunaasiaq falder mange næsegrus forover, når de om foråret har varmet sig i solvarmen (Se "Akínâtsân"). Alle overlever

ved Suunaajik takket være Sannersaqs autoritet og fornuftige

dispositioner.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tagta / Tatta, som druknede og levede op igen

Print
Dokument id:1340
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tagta / Tatta, som druknede og levede op igen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 117
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426, "Táta angertartoq".

 

Resumé:

Tagta / Tatta er storfanger og bor ved Umiivik i Ammassalikfjorden.

Han har hørt om et andet Umiivik langt borte (på sydøstkysten, BS),

som han gerne vil se, men ikke regner med nogensinde at kunne nå frem

til. En dag harpunerer han af vanvare en tupilak. Hans fangstblære

klistrer fast til kajakken, hvorfor han lægger sin åre til rette til

afbalancering af kajakken, og den kæntrer ikke, da tupilakken trækker

af med den. Tupilakken surrer nu fangelinen om kajakken og bjæffer som

en hund. T. bliver straks svimmel, kæntrer og drukner. Hans døde

bedstefar fra dødsriget vækker ham med en advarsel om, at hundene,

dvs. hajer, er nær ved at æde ham. T. rejser nu verden rundt under

havet v.h.a. den lille hvide tværpind, som man stikker ind under

kajakremmene. Han dukker usynlig op til overfladen ved det søndre

Umiivik, hvor en kyndig kone mærker hans komme og meddeler den. Han

går baglæns ind gennem husgangen, man griber ham, holder godt fast,

tager den lille pind fra ham og svider den i ilden, for at han ikke

skal rejse verden rundt igen. Han besvimer og ligger i tre dage med alt tøjet på. Fjerde dag klæder man ham af og han blir levende igen.

Da han har bygget sig en ny kajak og kommer hjem til sit eget Umiivik, besvimer hans kone, fordi hun troede ham død. Man trækker hende til live ved håret. Tupilakken, der føler sig overvundet, angriber ikke siden T.

 

Var.: Aloruttaq (tildels).

 

Hist.: modtagelsen af T. ved det søndre Umiivik svarer ganske til det ritual, hvormed man i Ammassalik modtog en hjemvendt - en angerlartoq - en hjemvendt (fra at have været savnet i kajak i flere dage). Søg på Victor angerlartoq.

Toornaarsuk vokser i styrke

Print
Dokument id:961
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Toornaarsuk vokser i styrke
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 73
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Blandt nisserne og mange andre slags ånder i jordens skød er toornaarsuk den mest magtfulde.

Om den fortælles det at den i skikkelse af en vingesnegl, et havdyr, var en åndemaners toornaarsuk, men udviklede sig til en magtfuld ånd, som man talte om med stor frygt, og synes at have været anset for stærkere end alle andre ånder, endog end Havkvinden, Sødyrenes moder.

 

Kommentar: Meget tyder på en temmelig sen oprindelse til denne fortælling, idet toornaarsuk blev missionærernes første betegnelse for Djævelen uden at der var noget reelt grundlag for den identifikation. I Østgrønland var en vingesnegl (den hvide eller den sorte) ofte en åndemaners toornaarsuk (der var to slags ifølge både Thalbitzer: Eskimoernes kultiske Guddomme, 1926, og Victor 1989-1993, II (se denne)), og det blev da under indflydelse fra missionen, at en af disse toonaarsuit fik en så vældig magt, må man slutte. Bemærkelsesværdigt er det også, at dette havdyr, en vingesnegl, flytter ind på Djævelens sted i jordens skød.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Toornaarsuk

Tupilek / Tupilak

Print
Dokument id:1929
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:Tupilek / Tupilak
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Tupilek / Tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 92
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:
Junta fortæller her om engang (ca. 1920) han var i Iqasartewa (Ikaasap Ittiva ?) en ø på østsiden af Kulusuk. Her jagede han en sæl, der forekom ham at være hvid med en sort plet på skulderen. Han harpunerede og dræbte den, men den forsvandt blødende. Dens hoved havde været som en hunds. Senere fik han ved Isortoq at vide at nogen netop havde lavet en tupilak af det udseende imod ham.

Hist.: Selvbiografisk begivenhed.
I 1920 var næsten alle i Ammassalik - distriktet døbt. Beskyldninger for hekseri forekommer dog endnu i dag i området (Pierre Robbe, pers. medd.).

uden titel

Print
Dokument id:1985
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 280 - 281
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Alle mistænkte Ida's mor for at være heksekyndig. Hun endte da også med som gammel at blive sindssyg. En dag begyndte hun, liggende på siden, at spjætte på briksen og skære de frygteligste grimasser. Manden, Aqanacia, fik de dårlige nyheder af bofællen Adina og sin søn, da han kom hjem fra fangst. Hun blev vildere og vildere, hylede og sagde de frygteligste ting. Manden stak hende en brændende lampepind som hun gnavede op, hvorefter hun faldt til ro. Man troede faren var ovre. Men næste dag tog hun fat igen. Efter tre dage af samme slags fik man hende i en anorak, slæbt ud til en klippeskrænt og smidt hende i havet. Hun kunne høres længe efter.

Manden tog konens niece, Qitaraja, til kone og denne fik en dag i teltet besøg af den døde, som hun skræmte væk med sin ulu / kvindekniv. Hundene stod en stund og gøede på den klippe hvorfra den døde i sin tid blev kastet i havet.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Tilbageslag af hekseri var den almindelig forklaring på anfald af sindssyge. Victors navne er ofte tilfældigt stavede og vanskelige at identificere

uden titel

Print
Dokument id:1986
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 280 - 281
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kaakaaqs far, Aparco / Appaarteq døde sindssyg fordi en tupilak han havde lavet mod en anden vendte sig mod ham selv. I sit raseri flåede han kødet af sine hænder med tænderne og gnavede endog i de kødløse knogler.

 

Hist.: historisk begivenhed. Søg Sandgreen 1987, Nalakkaaq (som Kaakaaqs far også hed.

uden titel

Print
Dokument id:1987
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kora
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 286
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kaga / Kaakaaq holdt meget af sin søn, Apulu / Kukkujooq, som hun havde givet en amulet af en stump hvalros (skind el. tand) for at styrke ham til fangst. Apulu, også kaldet Piziwi / Piisui, mistede som lille sin far, Noraj (?) / Kaajammat, der blev myrdet. Hans stedfar, Imaakka, var åndemaner / angakkoq, en mådelig fanger og misundelig på stedsønnens fangstevner, som han ville tilvende sig ved drab. Men Kukkujooq var ikke i teltet da Im. kom ind med kniv i hånd. Det var til gengæld Kaakaaq, der lovede ham en død ved en hvalros. Im. troede hende ikke og foreslog i stedet en sangkamp med Kukk. Men heller ikke det ville Kaakaaq tilstede ham og gentog truslen om hvalrossen.

 

Var.: Imaakka.

 

Hist.: Fortællingen blev bekræftet af alle tilstedeværende og dateret til ca. 1910. Den rette datering skulle være 1915. Se Sandgreen, 1987: Den vrede Imaakka. Og han endte faktisk sit liv for en arrig hvalros: søg på Imaakka.

uden titel

Print
Dokument id:1988
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Tittortsajiik (Tiduzia)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 287
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Cijeniadi / Sianiali, en dygtig jæger ved Kulusuk, blev udsat for hekseri af den gamle Kunudat (?), hvis søn, Napartuku / Nappartuku var en sløj fanger. Kun. ville skaffe sin søn Cij.s fangst og anbragte en lort i Cij.'s sæk med tørret sælblod. Da det blev opdaget mumlede Cij. en formular, serrat, både i rummet og i husgangen, der ville forbande den næste sæl man slæbte ind. Det blev en hengemt frossen sæl, og Kun. blev da også både syg og døde kort efter måltidet.

 

Hist. Historisk forklaring på et dødsfald. Der kan have været tale om et regulært forsøg på hekseri, og ikke kun en beskyldning.

Nappartuku er muligvis sønnesønnen af Nappartuku, der døde sindssyg. N.s far hed da ifølge Jens Rosing 1993: Qutsuluk

uden titel

Print
Dokument id:1989
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 287
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Det fortælles om Georg Quppersimaan (Igimadir's barnebarn ?) at han dræbte Kunnaks / Eqqeeqoqs ældste søn, Itarpik, ved hekseri idet han lagde en fordærvet rype under dennes hovedpude. De to drenge havde været oppe at toppes om jagten på en rype.

 

Hist.: Georg har ikke nævnt dette dødsfald i sin selvbiografi, Qúpersimân 1972. Med mindre denne søn er identisk med Nanngajak, der udeblev i kajak. Søg på denne.

uden titel

Print
Dokument id:1990
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 287
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kunnak / Eqeeqqoq var en heksekyndig af højeste rang og på anmodning kurerede han Sabanga (?) fra Sermilik for kajaksvimmelhed. Et stykke is med krybe-planter som hår og et menneskekranium med tang som hår blev stillet over for hinanden som til sangkamp. Nogle formularer blev fremsat, hvorefter de to mænd hylede af fuld hals.

 

Kommentar: Samme middel blev brugt mod is der hobede sig op og hindrede kajakfangst. Ibid. s. 299, hvor sangkampen siges at være en duel mellem elementet jord og elementet hav.

Begge hoveder må repræsentere begge elementer: havis med landplanter og menneske (land) med tang. I begge tilfælde er der tale om en genoprettelse af balance.

 

Vedr. hekseri, ilisiinneq: Både Sandgreens og Victors indformanter omtaler Eqeeqqoq / Kunnak som særdeles kyndig i såvel heksekunst som helbredelse og traditioner / traditionel lægedom. Han var muligvis også åndemaner / angakkoq, men som ilisiitsoq under ingen omstændigheder en vismand, der blot gjorde andre skade. I nutidens Grønland har ordet ilisiitsoq oftest kun negative konnotationer.

uden titel

Print
Dokument id:1991
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Widimi
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 336 - 337
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

De døde i himlen er ikke misundelsesværdige. Deres eneste føde er ravneunger og blåbær. Selve angakoq'ens / åndemanerens besøg er skildret i en sang:

Som afsjælet var han på besøg i himlen, kom til en stor sort sø, på hvis bredder det vrimlede med maddiker. Disse var i virkeligheden lig. Tre personer fiskede i et vandløb. I husgangen til et lille hus vrimlede det ligeledes med maddiker, der i virkeligheden var lig.

 

Var.: Også Thalbitzer indsamlede denne sang: The Ammassalik Eskimo, II, 1923: Nos. 112, 113, 217. Vedr. dødsriger se Sonne 2000 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

uden titel

Print
Dokument id:1992
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Iialikki (Eiriki)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 338
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(En hjælpeånds / dødningeånds besøg i himmelriget)

 

Besøget er beskrevet i en sang: Første gang dødningen har været deroppe har han erfaret at man kommer derop ad omvendte trin og at de døde ikke længere dør deroppe.

 

Hist.: Sangen blev også indsamlet af Thalbitzer (1923) og kunne tyde på, dels at de døde stiger op ad trin indvendig på himmelbuen og dels, at kristendommens budskab om et evigt liv i himlen er nået Ammassalik-distriktet sydfra før kolonisationen. Se Sonne 2000 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

uden titel

Print
Dokument id:1993
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara ?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 362 - 363
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Ånder på besøg)

Qidertanidi (?) lå og sov med sin kone Odarpi i sin højre arm, da han blev vækket af noget, der trak ham voldsomt i håret. Han fik fat med venstre hånd i en meget lille hånd, som det efter et ildevarslende angakkoq / åndemaner-fløjt lykkedes ånden, en dværg, iaajivatsiaq at få gjort tungere og trukket fri af grebet.

Både før og efter havde man om nætterne hørt dværgene holde sangfest på højene uden for.

 

Matadi (Maratsi ?) blev om natten berørt over hele kroppen af nogen, der forsvandt da hendes lille datter rørte på sig i søvne. Det var en skygge, taqajwecia / tarrajatsiaq (?), lidt større end en dværg.

 

Hist.: Fra slutningen af 1800 -tallet.

uden titel

Print
Dokument id:1994
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Iialikki (Eiriki)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 363 - 364
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Besøg hos dværge)

Eiriki / Iialikki fortalte at han som 15-årig havde besøgt et dværgeægtepar sammen med Missuarniannga ved højlys dag. De boede ved et bjerg, manden Pingicu' bød dem indenfor, hvor konen, Cenara sad og syede skindtøj.

Samme sommer, men alene, var han blevet budt indenfor gennem en indgang, der åbenbarede sig under noget revlingelyng til Taaqi med kone, Taaqi's nevø med kone og en gammel mand med kone midt på briksen. Den gamle sagde at deres gæster altid var så bange. Det blev Ieriki / Iialikki også for en fæl hund uden for da han ville gå. Men da han af skræk kom ind igen blev den gamle vred, slog ham tre gange og kastede ham tværs gennem huset så han fløj som en fugl. Også disse var dværge, iaajivatsiaat.

 

Kommentar: Fortællingen tyder på, at Eiriki som dreng har været i åndemanerlære hos åndemaneren / angakkoqen, Missuarniannga. Lærlinge bliver ofte ret groft behandlet under deres første besøg hos deres hjælpeånders husfæller. Se fx Naaja, Sandgreen 1987: De store ildfolk / innersuit.

Det vides ikke om 'læreren' normalt tog lærlingen med på besøg hos sine hjælpeånder. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte gerne, at hans lærer demonstrerede for ham, hvordan man blev ædt og kastet op igen af ferskvandets kæmpebjørn / troldbjørn (søg på Aadaarutaa).

Bemærk at hjælpeånderne havde egennavne ligesom mennesker (og sommetider hunde).

uden titel

Print
Dokument id:1995
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian ?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 366
Lokalisering:Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kristians onkel var blevet taget af innersuit, de næseløse, der boede i en klippeskrænt nær Ikkatteq. Han kunne have været reddet igen i løbet af fristen på tre dage, inden de næseløse afskar hans næse og venstre ringfinger. Angakkoq'en Robartsi's far prøvede forgæves. Også Juntas far. Men også forgæves fordi han havde skåret sig i venstre ringfinger under spisningen af en hengemt sæl.

 

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Drukneulykker i kajak blev ofte forklaret med innersuits røveri. Også i Vestgrønland, fx Niels Egede Meddr. Grønland 120, s. 259 - 360.

uden titel

Print
Dokument id:1996
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 367
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Nangaja / Nanngajak, Ancupias far blev taget af innersuit / ildfolk / de næseløse. Som ung havde han været i åndemanerlære men var ellers noget grædevorn og ingen ivrig fanger. Engang var Kunnak (hans far) med familie taget på sommertur fra Kuummiut til Tasiilaarsik, Nanngajak nølende i kajak. Han kom dog frem med hele tre sæler på slæb. Næste dag med to, og næste dag igen med to. Den dag havde det dog været svært for ham at få kajakken op på land. Det lykkedes da han havde taget sårproppen ud af sælerne og ladet blodet flyde ud. Næste dag tog han ud igen, men kom ikke hjem. Faderen Kunnak / Eqeeqqoq og andre hørte ham rundt omkring på havet i flere dage uden at se ham.

 

Var.: Qúpersimân 1972: 165 - 170. Af denne fremstilling får man det indtryk at Nanngajak (hvis det er ham) er ganske ung, da han drukner. Men han er åbenbart far til den nævnte Ancupia.

 

Kommentar: Teksten tyder på at man har tolket Nanngajaks pludselige fangstheld som et udslag af hans forbindelser med innersuit, der netop var eminente sødyrfangere og som hjælpeånder gerne gav deres angakkoq / åndemaner god fangst. Vanskeligheden ved at komme i land skyldes at innersuit allerede er begyndt at trække ham til sig.

uden titel

Print
Dokument id:1997
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 368
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Gift med en næseløs / innersuaq)

Den gamle Idise var i mange år gift med en næseløs, som hun mødte uden døre om nætterne i al slags vejr. En dag mente hun han ville komme på besøg og advarede husfællerne mod at at undre sig højlydt. Man hørte nogen komme, een kunne ikke bare sig for en bemærkning og en anden så en næseløs / innersuaq forsvinde ned gennem fliserne i husgangen.

 

Hist.: Karas mor havde oplevet begivenheden. Sidste halvdel af 1800-tallet.

 

Kommentar: Der er en del eksempler i fortællingerne, både mytiske og historiske, om seksuelt samkvem mellem mennesker og ånder, men de sidstnævnte kan ikke integreres i mennesker samfund, hvilket også fremgår af denne fortælling. Det samme gælder børn af sådanne forbindelser. Søg fx Ungmøen Kaakaaq og Kaakaaq i Arpertuaq, Sandgreen 1987.

Uden titel

Print
Dokument id:1999
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 369
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Virkningen af de to vintre der fulgte efter hinanden)

Før de to vintre, der ingen sommer havde imellem sig, var Grønland varmt og grøn med mange vækster. Men derefter satte kulden ind og indlandsisen har ligget der lige siden.

 

Hist.: Begivenheden med vintrene kan muligvis dateres til følgerne af det store vulkanudbrud i Indonesien i 1815. Dvs. 1816 - 1817. Men den hede klimaperiode, som man åbenbart har hørt om, ligger millioner af år tilbage i tid.

 

Der er adskillige fortællinger fra flere steder i Grønland om disse vintre. Søg på vulkanudbrud.

Uden titel

Print
Dokument id:2000
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 370
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Det fortælles om Uja at hans kajak en dag blev trukket mod land uanset hvor meget han skoddede. Det var en timerseq- kvinde (kæmpe-kvinde) med barn i amaaten, der fik ham i land og kopulerede med ham. Johannas mand, Odarpi, viste med sin arm, som han lod falde mellem lårene, at Uja resten af livet blev impotent. Men da han døde fik han en varig erektion. Så bol aldrig med en timerseq, advarede Johanna og Odarpis søn, Mikidi / Mikkiiki.

 

Hist.: Traditionel fortælling om indlandskæmper, timersit, med morale. Det er ofte forbundet med risici at have seksuelt samkvem med ånder.

Uden titel / Møder med åndemennesker

Print
Dokument id:99
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Møder med åndemennesker
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293h - 295v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(Møder med åndemennesker).

 

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

 

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

 

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

 

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

 

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

 

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

 

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

 

Oversat af Chr. Berthelsen.

Uitsadirangitseq / Uitsatiranngitseq

Print
Dokument id:1984
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uitsadirangitseq / Uitsatiranngitseq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 251
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Uitsatiranngitseq mister et øje, da han under en seance mister alt sit kød, styk for styk, fordi en hvalros og en isbjørn på skift smider ham ud over havet. Som skelet finder han undervejs tilbage det ene stykke kød efter det andet, der ligner afføring i vandet, men ikke begge sine øjne. De har forvandlet sig til isbjerge og først efter at han har passeret det ene opdager han sammenhængen og får det andet øje på plads.

 

Var.: Søg på puulik.

 

Hist.: OBS! Historisk seance, hvor Uits., har gennemført det mytiske ritual som giver pooq, evnen til "at pakke sig ind" eller gøre sig usynlig. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Angakokken / åndemaneren hér er formentlig identisk med Uitsataqanngitsoq hos Rasmussen, der i Myter og Sagn I, 1921, rejser til Havets Mor og kaldes 'den blinde'. Men han har åbenbart kun mistet det ene øje. Det kunne således være Karrak, der mentes at have mistet sit ene øje under uddannelsen til åndemaner / angakkoq.

uize' / l'amant / uersaq

Print
Dokument id:2001
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uize' / l'amant / uersaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 371 - 372
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Den tvekønnede tupilak

I 1886 fik Tigaiet besøg af den dobbeltkønnede tupilak, som han havde lavet mod sin kone af jalusi over at hun gik i seng med alle mulige mænd. Tupilakken var ved at bore sin penis gennem Tigaiets soveskind i teltet, men forsvandt da hans lille søn, der sov ved siden af, vågnede og gloede. Og der havde virkelig været noget at se på. Johanna måtte vise med en hel underarm hvor stor dens penis havde været. Og den havde været hård som træ.

Tigaiet lagde i stedet et stykke sæltarm (blindtarm?) under soveskindet på sin kones leje. Et år efter at han selv var død blev konen lam i hele underkroppen og kastede sig i havet i sorg over at hun nu ikke længere kunne bedrive elskov.

 

Hist.: 1886 i Noortiit (ved Kulusuk?). Hvilken af de nævnte begivenheder der dateres til dette år står ikke klart.

 

Kommentar: Den dobbeltkønnede skrækindjagende Uersaq / Uisaq var som naturfænomen en ånd, der kunne initiere angakkoq / åndemaner-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

Det er usædvanligt at træffe denne ånd som kunstvæsen, tupilak, men måske er uersaq i så fald snarere en artsbetegnelse for tvekønnede ikke-mennesker.

Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus

Print
Dokument id:33
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 186 - 187
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Man ved ikke længere hvad manden egentlig hed, øgenavnet fik han efter sin død. Det begyndte med at han fangede en narhval, som han ville bugsere til Aammaat fordi en piteraq (orkan fra land) var på vej. To medfangere ville have den med og dele den ved Savanganartik / Savanganaartik ved Sermilik fjordens munding. De nægtede at tro på det med piteraq'en og druknede, da den var over dem. Deres fætter ville hævne deres død, der alene skyldtes at Ujakkat havde fanget narhvalen. Først truede han Uj. på livet så denne var ved at dø af skræk. Så svor Uj. at han ville hævne sig, hvorefter fætteren dræbte Uj.s søn ved hekseri. Uj.s kone blev fortvivlet. Han kunne også bare have ladet være at fange den narhval (!). Hun forlod ham. Da Uj. senere fik held til at møde fætteren i kajak til havs og gik til angreb, fejlede han i kastet. Endnu et par år senere, da han havde uddannet sig til bunds i hekseri fik Uj. endelig ram på de dødes fætter med sin harpun. Han bugserede ham til en ø og gennemførte de vanlige ritualer ved mord. Men ikke længe efter døde Uj. selv, ædt op af lus. Derfor fik han sit øgenavn, idet narida betyder en hengemt sæl som en masse mennesker kaster sig over.

 

Hist.: Fortællingen bekræftes ikke af varianter. Hvad der egentlig menes med at blive ædt op af lus aner jeg (BS) ikke. Blodhævn.

 

Kommentar: Måske er det en morsom fortælling, hvor temaet hævnmord gives en latterlig begrundelse.

Umîvik / Umiivik

Print
Dokument id:1308
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rosing, Otto ?
Titel:Umîvik / Umiivik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 27 - 28; angakkortalissuit, 1990: 153 - 154: "Nunakitsermiut (Kulusup eqqaani).

 

Resumé: (Formentlig Umiivik nord for Kulusuk, BS).

Her overvintrer i 1880 - 1881 følgende fangere med deres familier:

Kilimii, Narsinngattak, Iisimmardik, Qutsuluk, Anginnuutaan,

Ningaavan.

Man fanger næsten intet, stjæler fra hinanden, overlever hovedsagelig

ved tyverier fra andre bopladser og til slut ved hajfangst i en våge,

som det tar en hel dag at hugge ud. Alle overlever, men om sommeren

dør tyven, Ilipaaq, som ønsket af Peqitissaq, idet Ilipaaq harpunerer

en aggressiv klapmyds, der trækker ham i dybet.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 1881. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:2017
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 79 + 83 - 86
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 56 - 61 + 63 - 65;

Angakkortalissuit, 1990: 58 - 62 + 64 - 66, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Nikki og tupilakbjørnen.

Nikki er en gevaldig bjørnejæger, der altid bor ved Akerninajik / Akernernajik (?) (Akinnaaq ifølge Victor) nær Kulusuk. Han er også berygtet som en heksekyndig der er slem til at rane andres bjørne. Engang har han været med til at dræbe Maamaanngerseqs lillebror, Qimmiardik, også pga en isbjørn han ville have. Maam. bor en vinter på en naboplads til Akerninajik sammen med sin nevø, der er opkaldt efter den dræbte lillebror. Nevøen, Nikki og andre fangere har sammen dræbt en bjørn, som Nikki slås med Qimmiardik om at få retten til. Maam. der nu er gammel kommer senere til og er nær ved at skide i bukserne af skræk, da han ser de to tørne sammen (en slags optakt til en gentagelse af mordet på lillebroderen af samme navn som nevøen). Men det lykkes den gamle at narre Nikki, idet han med hurtige snit parterer bjørnen og giver den påståede ejermand, Nikki, hovedet, halsen og indvoldene. De andre får alt kødet og fryder sig.

Maam.s kone blir bange, da hun hører om hovedet, som Nikki har fået: Det vil han bestemt lave en tupilak af. Ikke en, der vil skade dem, siger Maam., for bjørnens stive øjne stirrede ikke på ham.

 

Nikki laver ganske rigtigt en tupilak af hovedet, af tænder af en af Maam.s hunde, som Nikki dræber, og af den dræbte Qimmiardiks ene øje, som Nikki har tørret og gemt. Han opliver tupilakken og sender den mod Maam. med familie. Derefter får Nikki et ovenud held til at nedlægge bjørne, der villigt lader sig fange, og snart har han alle de kranier der skal til for at fylde en stang. Den bruger han hvert år som mål på det antal bjørne han helst ville nedlægge. Dette er første gang han får den fyldt til enden (et varsel om hans snarlige død, BS).

 

Så begynder nogen / noget at spise fra den bageste ende af Nikkis forråd af ammassætter i forrådsskuret. Det opfatter Nikki som et tegn på, at tupilakken har vendt sig mod ham selv. Hans kone ber ham gå til bekendelse, men han vil ikke.

Da forrådet af ammassætter er fortæret, dukker en enorm bjørn op nede på isen. Nikki's husfælle vil prøve at nedlægge den, men bjørnen går til angreb, og kun fordi husfællen er en formidabel løber når han i ét spring op over isfoden i tide. Nikki forsøger sig så med bjørnen, trods fællens advarsler. Og Nikki undslipper ikke. Bjørnen får tag i ham, flår tøjet af ham og flænser bid for bid af ham. Fællen fortæller hans kone om slagets gang, men hun mener at det har Nikki selv været ude om, fordi han ikke ville bekende sit tupilakmageri. Da bjørnen får knast rygraden på Nikki, dør han endelig. Derefter ligger bjørnen derude og brøler forskrækkeligt, men husfællen iagttager så hvorledes det ene lille fangstdyr efter det andet forlader bjørnens krop, og den ender med at svinde ind til ingenting.

 

I flere år er der absolut ingen der tør opkalde en nyfødt efter Nikki, men så gør Umerderqortooq og hans kone det med deres søn. Det er dog nær ved at gå galt på et tidspunkt, hvor man er inviteret til sangfest og Um. ikke er kommet hjem fra fangst endnu, da de tilrejsende kommer forbi og vil ha' hans kone og søn med. Um. har ellers aftalt med konen, at hun bare skal slutte sig til, men hun beslutter at vente til han kommer, og blir, netop som hun skal tilbage ind i huset, slået af skræk. Det gør Um. også, da han når hjem, og om natten får de besøg af Nikki som spøgelse, der er ved at skræmme livet af dem. Um. angriber spøgelsen med sin lanse, som hans bedstemor har tryllet over, og skælder spøgelset ud: Her har man opkaldt en søn efter ham, og så skaber han sig sådan! Spøgelset fortrækker, og den lille Nikki, som man ikke har kunnet vække, vågner op, og Um. spørge den lille Nikki om hvad der dog gik af ham.

Forklaringen er den, viser det sig, at den gamle Nikki var henrykt for sangfester og var blevet dybt fornærmet over, at han i sin navnefælles skikkelse, ikke var kommet med de rejsende til festen.

 

Var.: L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak.

 

Hist.: Historisk. Det er hændt flere gange at bjørnejægere er bukket under, og man har gerne villet finde forklaringen i "tilbageslag" fra en tupilakbjørn (BS).

 

Kommentar: De forskellige dyr der forlader bjørnens lig viser, at det var en tupilak. En sådan laves bl.a. af knogler fra forskellige dyr.

Un autre méteore / En anden meteor

Print
Dokument id:2015
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Un autre méteore / En anden meteor
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 392
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Johanna har engang set en ildsprudende meteor falde ned med en lyd som et isbjerg, der ruller rundt.

 

Hist.: Sandsynlig begivenhed. Sådanne nedfald kan have givet næring til en forestilling som den om små, runde, hvide sten, der er faldet ned fra himlen og kan virke frugtbargørende i en kvindes husbukser: Thalbitzer 1923:249, 273-274.

 

 

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Un père veut venger la mort de son fils / En far hævner mordet på sin søn

Print
Dokument id:1916
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Un père veut venger la mort de son fils / En far hævner mordet på sin søn
Publikationstitel:La Civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 55
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nord for Kuummiut / Kuummiit i Kujanidi boede på et tidspunkt kun fem mennesker i et hus: Kibidetsaqs  / Kipilatsats far og dennes kone, og Kunuk, hans kone og deres eneste søn på ca. 30 år. De andre børn var alle døde.

Sønnen drømte en nat at Umiiviks angakkoq / åndemaner havde røvet hans sjæl, hvorefter han blev syg og kort efter døde. Kunuk hævnede sig med en formular / trylleformular, der dog ikke egnede sig til at røve sjæle men kun til at tiltrække nogen. Ganske tidligt næste morgen ankom da også på slæde bemeldte angakkoq sammen med sin kones unge lillebror. Det lykkedes Kunuk at lokke angakkoq'en op til huset og overfalde ham, mens denne var ved at trække sin anorak af over hovedet. Kunuk var dog for bange og måtte kalde Kib.s far til hjælp. Denne myrdede angakoq'en og man råbte efter den unge flygtende svoger, at ham ville man intet ondt, men at man havde hævnet angakkoq'ens sjæleran på Kunuks søn.

En del år senere var Kib.s far uheldig med sin lyster som han fik stukket sig i hånden med. Både hånd og arm svulmede op til en sæls størrelse. Der var intet at gøre. Det var så angakkoq'ens sjæl der havde hævnet sig.

Endnu flere år senere mødtes den nu voksne unge svoger og Kunuk ude til havs, hvor den unge netop var ved at ordne en sæl til bugsering. Det lykkedes den unge at få sig vendt i en gunstig position, hvor han hævede harpunen og truede Kunuk med at ramme ham i ryggen. Han lod dog den rystende angste Kunuk ro bort, og først længe efter gjorde Kunuk holdt for at få vejret.

 

Hist.: Sandsynligvis en historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvoraf det bl.a. fremgår at ikke alle mord blev hævnet korporligt, men at en del ulykker og dødsfald blev tolket som resultater af hekseri o.l.. Se bl.a. Sonne 1982.

Kunuk er ikke identisk med sagnhelten Kunuk.

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

Un récit de Widimi / Widimi fortæller

Print
Dokument id:37
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Widimi
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Un récit de Widimi / Widimi fortæller
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 96
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Som dreng blev Kunnitsi i Kangertik / Kangaartik, nær Kulusuk spået af den gamle Akitsukujuk, Doti's mor. Hun spurgte ham hvorfor han havde grædt om morgenen. Det var fordi hans eneste legekammerat, Sitsigurtu eller Ajivalik, var rejst med sine forældre til Qitadiwaj. Forudsigelsen lød at han kun ville få sønner hvis han undlod nogensinde at skære kvanstilke med kniv eller rive dem over. Han skulle plukke dem med rod og det hele. Skønt Kunnitsi glemte tabuet fik han fem sønner og en enkelt datter. Men mens han fortalte, trådte Jorcua's ældste søn ind. Kunn. pegede på ham og sagde Kuani (kvan), som var drengens 'hedenske' navn.

 

Hist.: Historisk.

Un umiak qui coule / Umiaqen der sank

Print
Dokument id:34
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Un umiak qui coule / Umiaqen der sank
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 188
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En overlæsset konebåd med alt for mange mennesker og hele tre telte springer læk og alle falder i vandet, fordi en gamle kone, der er blevet ladt tilbage, hævner sig med en serrat / formular. De tililende kajakmænd, hvis koner og børn er druknet, nægter af lutter sorg at redde tre, der har klaret sig op på en isflage. De to er faderløse og har nu også mistet deres mor. Den tredje er umiaq-ejerens mor, en gammel kone, som får skylden for ulykken, fordi det var hende der partout ville sydpå. Alle tre kaster sig i vandet efter tur og drukner. Kajakmændene gør omkring og vender tilbage til Ikkatteq.

 

Hist.: En lignende ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i sidste del af 1800-tallet, men med en enkelt overlevende er beskrevet hos Sandgreen 1987: Naajas efterkommere.

Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak

Print
Dokument id:1926
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 84 - 88
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

I Qertewetsiak (Qêrtartivatsiaq ?, på Geodætisk Instituts målebordskort, Qeqertarsuatsiaq ifølge Jens Rosing, se Var. ndf.), (en ø over for Ammassalik - øen, ud for vestkysten af Sermiliks munding) er mange mennesker forsamlede i fælleshuset en aften med alle lamper tændt. Den endnu lille pige, Kulpora, ser, at hendes onkel bevæger sine ben og arme voldsomt og på et spørgsmål om han har ondt i knoglerne, siger, at det har han. Det betyder at en tupilakbjørn han har lavet har vendt sig imod hamselv.

Den ankommer så en aften, opdager en pige, der er sendt ned til vandet efter is og flygter op. Den snuser ved tarmskindsruden, og da den fjerner sig igen går Kulporas onkel og husets anden mand ud for at dræbe den. Men den er så kæmpestor at de vender om og flygter. Isbjørnen kommer efter dem, får flået pandehuden af den ene mand. Han flygter tilbage i huset, hvor han snart dør af blodtab. Bjørnen smækker dernæst kæberne om Kulporas onkel, bærer ham ud på isen, flår tøjet af ham med tænderne, lægger sig ved siden af den nøgne mand og æder ham op.

       Inde i huset gentager hans søster, der bare syr og syr: "Det gør ikke noget, det betyder ikke noget." Hun ved at hendes brors knoglesmerter betyder, at har fået sin egen tupilak på halsen.

       Da der nu kun er kvinder og børn tilbage i huset blir en af de større drenge sendt efter hjælp tværs over den islagte fjord til Sarpak / Sarpaq, hvor Umerinek / Umeerinneq bor og har en bøsse. Drengen løber hele vejen, fortæller i Sarpaq om ulykken men ber mændene vente med at nærme sig bjørnen før han har fået mænd fra andre bopladser med også. Det får han så fra de sydligere Ukivaj (?) og Ikkatteq. Alle drager i samlet trop over fjorden, Umeerinneq med sin bøsse, og en anden mand med to hunde. Da de angriber bjørnen, der ligger og fordøjer på maven, flygter den af skræk, men da den så blir såret af Umeerinneqs bøsse, vender den sig mod mændene, der flygter op på et isfjeld. En vis Qidingudu (Rotolupiks bedstefar) (Qileruluk ifølge Jens Rosing, se Var.: ndf.) får dog ikke ordentlig svunget sig op og glider ned igen. Men bjørnen er skræmt af de forfølgende hunde og af dem, der har sorte pletter på den ene side (?), farer lige forbi Qidingudu og blir endelig såret dødeligt i ryggen af Umeerinneqs næste skud.

       Bjørnen blir parteret anderledes end normalt, fordi det er en tupilakbjørn. Bedstemor til pigen, der så den først, får skindet, mens pigen selv får brystet, og jægerne underkroppen.

       Hvis tupilakmageren, den skyldige, ikke var gået ud til bjørnen, var den trængt ind til dem allesammen gennem vinduet (formentlig derfor søger søsteren at berolige alle med, at det ikke gør noget, at han er gået ud til bjørnen, BS).

       Som afslutning fortæller Kara om en smuk trommesang som denne tupilakmager, Kulporas onkel havde. En del år senere, da man fik lyst til at synge den, lød der pludselig hylen og bjørnebrummen under gulvplankerne.

 

Var.: Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: "Âtâq, ham, som bjørnen åd" / Aataaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på angreb fra store dyr. Se tupilak / tupilakbjørn.

Une autre histoire de Ningawat / En anden historie om Ningawat

Print
Dokument id:1934
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une autre histoire de Ningawat / En anden historie om Ningawat
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 105
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En dag har Ningawats / Ningâvan / Ningaavan, Laurits' kone, Nugada, spist en hel sællever, som han gerne ville have smagt. Han tæver hende, hun vil drukne sig, siger hun og løber med sit lille barn i amaaten ud og ned mod isen. Ved råbet fra flere om at hun vil drukne sig får han i fart sine bukser på, men med vrangen ud, fordi de hænger til tørre. Alle ser til gennem kighuller i isen på ruderne mens han løber afsted med pletter af skidt på buksevrangen som om han var nøgen og fuld af blå pletter. Ægteparret mødtes på halvvejen, fordi Nugada havde fundet vandet for koldt og var vendt om.

 

Hist.: Lattervækkende historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet, fortalt af en nevø til Artewarte, Nugadas svigerfar. Denne base rummer yderligere en fortælling om Nugada.

Une séance de chamanisme / en åndemanerseance

Print
Dokument id:1983
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Une séance de chamanisme / en åndemanerseance
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 250
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Efter de sædvanlige forberedelser, men specielt med nye kamikker til op over knæet, blir Maratsi noget uvillig, midt om vinteren bundet til åndeflugt og børnene beskyttet mod sjæletab med spækpropper i ører og rumpe. Otte hjælpeånder følger ham, fire på hver side. Een blir hjemme og fortæller hvad der sker.

Maratsi med følge, der leder ham, trænger ned gennem jorden og fortsætter længe til fods gennem blødt sand, hvor han synker i til midt på læggene, frem til en rød sø af blodet af de døde. Han vader igennem til en klint han må uden om og derfra ned i en dal, hvor han træffer sine døde slægtninge og mange andre. Han udfrier nogle fra deres lidelser, bl.a. en fra vanter som sælluffer og en anden af fælt snærende armbånd. Det tar lang tid og gør hørligt forfærdelig ondt. Dagen gryr da Maratsi når tilbage til de søvnige tilhørere, der dog ikke har turdet sove af angst for så at dø. Maratsis egen beretning stemmer nøje overens med hjælpeåndens, og som endnu klarere bevis er hans nye lange kamikker helt slidt med hullede såler og vådt sand under dem, hér midt om vinteren!

 

Var.: Rosing 1963: 277 - 280

 

Hist.: Historisk breretning om en åndemanerseance fra slutningen af 1800-tallet. Lidelserne i underverdenen, som Maratsi frelser de døde fra, kan være et nyt fænomen, påvirket af kristne ideer.

Se Sonne 2000.

Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!

Print
Dokument id:1915
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 52
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

For mange år siden forsvinder den ene kajakmand efter den anden, sommer for sommer, inde i Sermilikfjorden. Tibidaj (Tippitaq) beslutter at rejse derind fra Ikkatteq, hvor han bor. Ved Iderta / Illertak / Ittertik længere inde i fjorden træffer han to meget venlige brødre, som han jager sammen med en tid, indtil den ene af brødrene hentyder til sønderlemmede lig, der er blevet spredt til lands og til vands. De to brødre griner og blinker til hinanden imens, og Tib., der forstår at de er morderne, undskylder sig med noget han har glemt nede i sin kajak, farer derned og flygter. Brødrene opdager ham først, da han er for langt ude. Tib. tar hjem, fortæller hvem morderne er, og alle beslutter at rejse på hævntogt. I Iderta er ingen hjemme. Man tar sydpå til Itsalik / Iitsalik nær Isertoq / Isortoq, hvor den ældste af brødrene er. Da han tar nordpå som styrmand i sin konebåd, følger alle efter både forfølgerne og de lokale. Nær Igasarteq / Ikaasatseq / Ikaasatsivaq (?) harpunerer Tib. ham mellem skulderbladene fra sin kajak. Den ramte springer i land, løber, men indhentes af en anden mand, der med et voldsomt slag slår ham ihjel.

       Bagefter fortæller man hele selskabet alt om de to brødre: den ældste var en hidsig, brutal og voldelig mand. Lillebror fredeligere, men bundet til storebror, og de to var altid sammen.

       En sommer nogle år senere kommer den yngste i umiaq / konebåd til sin brors morders sommerplads, hvor morderen sidder uden for teltet og snitter i noget hvalbarde og roligt ser hævneren nærme sig. Hævneren kræver ikke et menneske, dvs. drab for drab, men forlanger at få erstatning: først en hvalfangstharpun, dernæst dens lange rem med fem fangstblærer og til sidst en stor hanhund bundet til en sten. Han tar selv tingene en for en, broderens morder holder igen i den anden ende, men må hver gang give slip og bliver mere og mere bange. Noget lignende gentager sig næste år hos Tib., hvor den myrdedes bror drager af med både et flot isbjørneskind af en bjørn, som Tib. selv har skudt lige ved teltet, og Tib.s førerhund. Senere køber Tib. sig en formular / tryllesang / trylleformel, hvormed han forårsager hævnerens, den yngste brors, død. Man finder ham styrtet om, rullet ned til elven, hvor han ligger på maven med ansigtet i elven lige til ørerne.

 

Hist.: Indledningen er tydeligvis fra den traditionelle fortælling om de mange kajakmænd, der en for en forsvinder inde i en fjord (søg på: Qalulik / Kalulik; Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik). Men selv om det er helt normalt at lokalisere gamle fortællinger til kendte egne, kunne der være historisk belæg for den specielle måde den yngste foretrækker at klare hævnen over broderen på. Mest interessant er i denne henseende omtalen og beskrivelsen af hvalfangstharpunen, idet den slags ikke har været i almindelig brug i Ammassalik efter midten af 1800-tallet, hvor hvalerne forsvandt (Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik, s. 99). Selve fortællingens form er helt i overensstemmelse med traditionen med markante gentagelser i al direkte tale.

 

Kommentar: Personnavnene og enkelte stednavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.