Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 91 + 93: ta/ninga (tarneq)

sigguse/dlewngew, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 83 - 84.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 91 - 92.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Følgende fortælles om Mákorse (Markus), der var bror til Sukasiks svigerdatter, gift med Sukasiks søn, Ilasiaq (se denne). Makkorsi var skikkelig, døbt og holdt meget af at læse i bibelen, men han havde store medfødte evner for at blive åndemaner. Omkring hans navle var der et mærke efter hans hjælpeånd, "ferskvandets hund"s tænder. M. kæmpede imod og "blødgjorde" dermed sig selv. Han blev syg, viste mærkerne frem, gik i trance og sang uden synlig bevægelse af læber og strube, en åndeflugtssang. Da den nåede op til struben, trak han vejret og døde. Sukasik, der stod hos, bemærkede bevæget, at M. altså var en stor åndemaner. Da han blev begravet uden for indviet jord, blev Sukasik betænkelig, fordi børnene ofte legede dér. Derfor anviste Sukasik ham vej ned i havdybet vha. en slædemede af rentak, som han lod pege fra graven nedad.

      Snart efter, før Makkorsis søster vidste at han var død, viste han sig som en uforstyrrelig sildepisker nær hendes opholdssted og i hendes drømme fortalte han med sin let genkendelige stemme, hvordan han var blevet "vist nedad".

Hist. Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Kommentar: Usikkert om Sukasik egentlig var åndemaner. På den anden side er "ferskvandets hund" formentlig af samme slags som den, der åd, kastede op, og dermed initierede Naaja til fremtidig angakkoq / åndemaner i Østgrønland (søg Sandgreen 1987, ss. 91 - 96: Den lille elv ...  og Søens troldbjørn). Og Sukasiks søn, Ilasiaq, der ifølge angakkoq'en Siimuks råd var blevet hentet op fra havdybet, mentes selv at kunne hente hjælp dernedefra (fra Havkvinden).

Det vides ikke om det var en almindelig forestilling, at man efter døden kunne forvandle sig til et (sø)dyr. Men den svarede selvfølgelig ganske til den i myten om mennesket, der tog ophold i / søgte sig en mor i den ene dyreart efter den anden: fx Rasmussen 1921 s. 118 - 122.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 73: teriangniap / (terianniaq) ilâ.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42 - 43.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 47.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Flere i familien havde en ræveamulet, der gav dem evnen til at finde friske ådsler og at kunne vandre på tyndis. Fortællerens far, der ingen hunde havde og ofte måtte over tyndis, styrkede sin evne ved at spise mammit, det inderste skrabespæk, der mentes at tage noget af hans tyngde. Makkorsi var yderligere blevet sikret som barn, idet man ved et eller andet ritual havde gjort, at han fik mareridt hvis nogen havde anbragt noget faretruende, fx en kniv med spidsen pegende mod ham.

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Makkorsi var 60 år i 1951.

Tolkning: Det er lidt usædvanligt at flere i familien har samme slags amulet hos de østlige inuit inkl. grønlænderne. Det var langt mere almindeligt, faktisk regelen hos yupiit i S. V. Alaska.