Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113 (Jens Adamsen.

"tássane..") er som side 163: "tatjane..." - 164: "toqunine angewdlingo..."

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 123.

Kommentar: Dette er den fulde nedskrevne tekst til Qupaloraarsuaqs fortællinger om Ineqinnavaat, hvoraf Hans Lynge har brugt de to ss. 48 - 52 om hendes alderdom og efterladenskaber. Flere af de øvrige versioner af fortællingerne om Ineqinnavaat, ss. 36 - 47, har andre fortællere.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: In. og hendes bror har en fattig barndom, men vokser alligevel til. Broderen dør tidligt. Hun uddannes af en åndemaner til heksekunstner / ilisiitsoq. Hun gifter sig, og da hendes mand dør bliver hun fattig selv om hendes ældste datter har giftet sig godt. Hun hjælper ikke sin mor.

Det nævnes at kolonibestyrer Hilberg med mellemrum kommer til Aapilattoq, hvor In. bor, og måske skal det underforstås at det er af ham hun får noget vellugtende rødt medicin. Med denne helbreder hun sin betændte øreflip. Ifølge eget udsagn har hun fået medicinen af sin europæiske hjælpeånd.

       En aften begynder denne hjælpeånd at tale ned gennem røghullet. Husfællerne vil vide hvad han siger. Jo, at han vil give In. en kugle, som hun kan udrydde alle mennesker med. De ber hende ikke tage imod den, hvorfor hun siger nejtak.

       Engang skal hun reparere sit tag, og da en af tagbjælkerne knækker prøver hun at skaffe sig en granstamme hos sin europæiske hjælpeånd. Undervejs hjem med den snubler hun og taber den, men da hun vil samle den op igen, er den forvandlet til blot et stift græsstrå. Hun må da reparere taget temmelig ubehjælpsomt.

       Den gamle kone, Quppaasaq, bliver hjemløs og flytter ind hos In. Qup. har fast arbejde som dunrenser for udliggeren ved en kampesten nær In.s hus. Der er også et røgeapparat til renkød på stenen. En morgen, da Up. vil på arbejde og stopper sig en pibe, tigger In. om lidt tobak, men får afslag: Hun der intet arbejde har burde slet ikke ryge! In. ønsker over hende at hun må blive stum. Hvilket sker kort efter, da Up. med fagter synes at gøre folk begribeligt, at hun har set noget (uhyggeligt) dukke frem fra stenen. Up. forbliver døvstum resten af livet.

       In. går efter brænde med sit barnebarn ind i landet til en sø, hvor barnebarnet ser en mærkelig krusning på vandet. Det er blot kajakker, siger In. Men det benægter barnebarnet, indtil Bedste har klemt fingeren mod først sit eget og så barnebarnets øje. Da ser også barnebarnet store kajakker med noget tungt på slæb.

       Børnebørnene fabler om en mulig krig, der skal udrydde dem alle, og for at berolige dem leger In. en lille leg med dem ved en kampesten, som det lykkes hende at gemme sig så grundigt bag, snart her, snart der, at børnebørnene mener hun er aldeles forsvundet. Jeg var inde i stenen, siger In. da hun er kommet til syne igen. Sådan vil hun også kunne gemme sig hvis der blir krig.

       Et efterår ude en mørk aften ser de en ild, der tændes og slukkes langt ude, og da alle fangerne er kommet hjem, blir man atter bange for en udryddelseskrig. Dette er fortællingen om dengang In. undlod at udrydde Hilberg med mandskab i samme version som ss. 48 - 51 i H. Lynge 1955.

       In.s barnebarn Inngili / Inger arver In.s uldne topbånd, som fortællersken har set hende bruge til at udglatte et oprørt hav (samme fortælling samme version som ss. 52 og 53 i H. Lynge 1955.)

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Minalaaq.

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En stærk mand, en sydlænding, havde hørt om en stærk

mand nordpå, der hed Erisaatsiaaq. Da denne sydlænding var en stærk

mand, fik han lyst til at tage op og kappes med ham.

Men han tøvede med at komme af sted den ene morgen efter den anden.

Endelig en morgen, hvor der blæste en stærk norden, gjorde han sine

forberedelser og tog afsted nordover for at kappes med manden. Han

roede og roede og kunne nu se Erisaatsiaaqs boplads. Forude fik han

øje på et lille skær som bølgerne brødes imod. Kort før han nåede helt

derhen opdagede han, at det han troede var et skær, var E., som han

var taget op til for at kappes med. Han var bare ude på fangst og

havde en stor sortside på slæb. han var ellers kommet for at kappes

med ham, men da han så ham, blev han bange for, at han ikke ville

kunne klare ham. Han fortalte blot, at han var kommet for at besøge

ham og undlod at nævne, at han egentlig ville kappes med ham. Så snart

E. hørte, at han var kommet for at besøge dem, roede han uden et ord

imod land. Det gik så stærkt, at gæsten kun lige kunne følge med,

selvom E. havde en stor sortside på slæb.

Da de kom til bopladsen, sagde E., at han næste dag ville have ham

(gæsten) med på fangsttur dér, hvor han plejede at ligge og vente på

sæler.

Næste morgen roede de ud vestover. De roede og roede og roede vestover

og nåede frem til området, hvor E. plejede at ligge og lure sæler;

og så langt ude var det, at kysten ikke længere kunne ses. De havde

kun ligget der et ganske kort tid, da E. trak hovedet en smule ned

mellem skulderene; og imod vinden så man snuden af en sæl over

vandskorpen. E. satte så hurtigt afsted derhen som gled han ned af en

skråning. Sydlændingen fulgte efter. Da E. havde harpuneret den, stak

gæsten kajakåren ind på skrå under tværremmene på hans kajak. Da havde

han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at gøre sælen klar

til bugsering. De lå der efter at han havde bundet sælen til kajakken,

og mens sydlændingen kiggede sig rundt, opdagede han, at E. trak

hovedet en smule ned mellem skulderene, og at sælen, han havde på

slæb, flyttede sig (idet han roede afsted). Så så han imod vinden en

sæl ligge med snuden over vandsporpen. E. roede straks så hurtigt

derhen, som gled han ned af en skråning. Da han havde harpuneret

sælen, stak sydlændingen straks kajakåren ind på skrå under

tværremmene på hans kajak. Da havde han allerede taget harpunspidsen

ud og var i færd med at gøre klar til bugsering. Han bandt den til

kajakken, og på det tidspunkt havde sydlændingen endnu ikke set nogen

sæl.

Så skete det, at sydlændingen trak hovedet en smule ned imellem

skuldrene, da man så en sæl ligge med snuden over vandskorpen.

Sydlændingen satte afsted derhen, så hurtigt, som gled han ned ad en

skråning. E. stak kajakåren ind på skra under tværremmene på hans

kajak; da havde han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at

gøre den klar til bugsering. Da han havde bundet den til kajakken,

sagde E.: "Fang nu en til ligesom mig!" Sydlændingen svarede: "Nej,

denne her rækker til mig." Så begyndte de at ro ind mod land. E. med

to sæler på slæb, mens sydlændingen kun havde en. De var kommet et

stykke ind imod land, så sagde E., at med den fart ville de først nå

hjem midt om natten; og i det samme satte han farten op med de to sæler

på slæb, og straks var han foran. I nogen tid kunne sydlændingen med

sin ene sæl på slæb se E., men så forsvandt han indad mod land.

Da sydlændingen nåede frem til E.s, boplads, var bryststykkerne af

E.s, fangst allerede kogt.

Da sydlændingen indså, at han ikke kunne klare sig over for den, han

ville kappes med, rejste han næste morgen sydover, uden at sige noget.

E. havde en søn. Han gav sig til at træne ham til stærk mand. Han

byggede en kajak til ham. I sine bedste år overgik sønnen sin far i

styrke (og driftighed), så E., som var blevet ældre, holdt op med at

tage ud på fangst.

En dag udeblev sønnen imod sædvane fra en fangsttur. Næste morgen tog

E. ud til det område, hvor han plejede at tage sæler. Da han kunne se

hans fangstområde, fik han øje på en kajakmand. Han kom tættere på og

opdagede, at det var en "qajariaq" (en kano?). E. roede væk fra ham

for at nærme sig ham fra solsiden ("seqernanooniarlugu") Den fremmede

("qajariarsuaq") kom til at befinde sig i den skygge han kastede; og

han roede nærmere og opdagede, at han havde en last bag på kajakken.

Han roede til bagfra for at harpunere ham. Han kom tæt på og opdagede,

at det var hans søns ene arm, han havde bag på kajakken.

Han løftede sin harpun, og idet han kastede, ramte han lænestøtten i

hans kajak. Manden vendte sig om imod ham, men kæntrede med hænderne

for ansigtet. E. rejste kajakken op og tog harpunspidsen ud, hvorefter

han væltede den med bunden i vejret.

E. roede videre mod vest. Han var kommet temmelig langt udad, da han fik øje på en tilsvarende ("qajariarsuaq"), som lå og ventede på, at en sæl skulle dukke op. I det øjeblik den fremmede befandt sig i den skygge E. kastede

("ilikarmordlugo": da han havde lært, hvordan han skulle bære sig

ad?), roede han til for at harpunere ham. Da han kom tæt på bag fra

opdagede han, at denne havde den anden arm af hans søn bag på

kajakken. Han harpunerede ham. Manden vendte sig om imod ham, men

kæntrede med hænderne for ansigtet. Han rejste kajakken op og tog

harpunspidsen ud, hvorefter han væltede den om med bunden i vejret. Så

roede han igen vest over.

Han var kommet temmelig langt mod vest, da

han igen fik øje på "qajariarsuaq" vestenfor. Igen fik han placeret sig

inden for sin slagskygge. Han roede til for at harpunere ham. Tættere

på opdagede han, at han havde hans søns krop bag på kajakken. Det

viste sig, at han var far til de to. Han roede til og nåede derhen.

Han skulle lige til at harpunere ham, men opgav det så. I stedet

stak han bagfra sin kajakåre ind på skra under tværremmen på hans

kajak. Han blev forskrækket og vendte sig om mod ham uden at sige noget.

Ingen af dem sagde noget. Men så sagde E.: "Du har noget bag på

kajakken." "Ja, jeg har noget bag på kajakken"; sagde han og ændrede

straks kursen med ordene: "Øst for mig er der andre," og han satte

afsted imod øst, så hurtigt, som gled han bare ned ad en skråning. E.

som nu var blevet gammel, fulgte side om side med ham. Da qajariaq'en

fik øje på kajakken, der lå med bunden i vejret, satte han farten

yderligere op, og den lille gamle mand fulgte stadig trop. Faderen nåede

frem, fik kajakken på ret køl og så, at sønnen havde et stort sår og var

død. Han pustede i sine store hænder og strøg med hånden hen over

såret; og han blev spillevende, og idet de sagde: "Der er også en øst

for os," fór de østover, så hurtigt at det så ud som om de gled ned af

en skråning. Da den væltede qajariarsuaq blev synlig, satte de farten

yderligere op, og den gamle fulgte stadig med. De kom derhen og

faderen rejste kajakken op. Han havde et stort sår og var død. Igen

pustede han ned i sine store hænder og strøg med hånden (hen over

såret) og han blev minsandten også levende. Nu var de dér alle med E.

som fjerde mand, og ingen sagde noget. E. brød tavsheden og spurgte:

"Kan I også gøre ham, I har bag på kajakken levende?" Den store, deres

far, udbrød: "Vi kan godt gøre ham levende, men først når vi er kommet

hjem med ham, for han skal være hos os." I det samme fik E. øje på et

ret stort isfjeld lige nord for dem og sagde: "Kan I ikke tage ham

op på det isfjeld derovre og gøre ham levende? Hvis I kan gøre ham

levende, kan en af jer låne mig sin kajak; så vil jeg tage ham med mig

og føre ham ind til land. I kommer ikke til at vente ret længe. I kan

vente på mig derovre (på isfjeldet)." Faderen til de to blev bange og

indvilgede.

Da de lagde til ved siden af isfjeldet, anbragte de (de afskårne)

armene på deres rette steder og qajariaq-faderen pustede ned i sine

store hænder og strøg med hånden hen over dem; så blev E.s, søn

minsandten levende. E. bad om at låne en af deres kajakker, så kunne

de vente på ham der. Så sagde faderen, at hvis han skulle låne en,

("itsavarneqásángitdluínarmat": måtte der overhovedet ikke kigges ind

i kajakken). De fik den tredje af mændene til at stige op på

isfjeldet, og fik så E.s, søn ned i kajakken, hvorefter de to gav

sig til at ro indefter. Det kneb i perioder for E. at følge med. Men

det varede ikke så længe, så var de hjemme.

Da sønnen kom op af kajakken og skulle til at træde ned på jorden,

faldt han om. Det viste sig, at benene var døde af skræk i den store

kajak. E. roede ud vestover med den store kajak på slæb. Da isfjeldet

blev synligt, konstaterede han, at de stadig var dér og ventede på

ham. E. roede igen indefter og kom hjem. Han havde sønnen som

forsørger resten af sit liv.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Tolkning: Der befandt sig åbenbart en kraftig amulet i kajakken, der

ville have skræmt enhver ihjel, der havde kigget ind i kajakken. Lammelsen kan associeries til at den særlige slags kajak, der gerne lignes ved en kano, ingen bagspids har. Dvs. kajak = kajakmandens krop