Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.

Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres

håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere

på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham,

hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne,

sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på

denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans

fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage,

fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq

efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen

blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen

voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen

begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den

sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget.

Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens

fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted.

Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville

stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet

nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde:

"Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn,

bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst

til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er

stenen nu helt tilsølet af spæk.

Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 115.

Resumé: Avoovaq har med at forsvinde ud af sin lillebrors syne, når han (A.) sætter sig på møddingen. A. er usårlig pga sine barneklæder, som hans forældre giver ham på, når han bliver angrebet af sine fjender. Står han på sin barneble kan de intet gøre ham. Lillebroderen, der skildres som en bangebuks, flygter op på et enormt højt, stejlt bjerg, da fjenderne kommer. Og mens Avoovak klarer sig mod fjenderne og dermed redder også sine forældre, der har stået ham bi, må lillebroderen forblive på fjeldet og dø der. Det er for stejlt til at han kan komme ned igen.

Hist.: Amaanalik havde alle sine fortællinger fra sin bedstemor, en af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 med oprindelig hjemstavn på øens sydøstlige kyst.

Sammenkædningen af den første barnedragt og usynlighed refererer til den fødselsymbolik, der er fremherskende i det østgrønlandske pooq-kompleks. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Der er ligeledes god overensstemmelse med forestillingerne om en sejrsskjortes beskyttende og usynliggørende egenskaber i Upernavik-distriktet: se Kuungaseq.

Var.: Forskellige fortællingers hovedperson bærer dette navn, Avoovak el. Avoovang. 

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 129 - 130.

Resumé: En dreng og hans enlige bedstemor får intet kød fra deres

fæller. Da drengen begynder at fange og får fangst ved tilfrossent

åndehul, fanger de andre intet, og kvinden hævner sig. End ikke

hendes nære slægtninge får kød på anmodning.

Hist.: Moralsk fortælling

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 99.

Resumé: Et lille barn samlede dun fra pilebuskene. Det var på den

tid, da huse kunne flyve igennem luften, mens beboerne sov.

Da han havde samlet en stor bunke, faldt et hus ned ved siden af ham.

Han blev så forskrækket, at han blev forvandlet til en hare, efter som

dunene var hvide hår fra en hare.

Kommentar: oprindelsesmyte

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Rasmussens renskrift.: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Ingnerssuaq" / Innersuaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 222 - 223.

Resumé:

De voksne holder trommedans i ét hus, mens børnene larmer alene i et

andet hus. Den forældreløse Kaassassuk går ud, råber ind, at en stor

ild kommer, og da ingen af børnene tror ham, gemmer han sig oppe på

tørrestativet. Ilden, der er en mand med en remmesæl som pisk, myrder

alle børnene. Da de voksne ikke tror K., opfordrer han dem til at

larme om aftenen. Ilden kommer, overhældes med kogende tran, skoldes

fordærvet og flygter. K. må derfor aldrig komme ind i huset, og lige

siden har man altid forbudt børnene at larme og skrige op.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret i denne base). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uklart hvem fortælleren egentlig er, den 60-årige kvinde

Arnaaluk (ifølge Rasmussen 1925), eller den unge mand Appalinnguaq (ifølge Rasmussen 1905, se ovf.). I håndskriftet (se ovf.), der er Rasmussens renskrift, står Appalinnguaq som fortælleren.

Arnaaluk er imidlertid også i Myter og Sagn, III anført som fortælleren til en Kaassassuk version, der indledes med myten om Den store ild. Til denne version har det ikke været muligt identificere noget håndskrift, med mindre det er den, som Rasmussen nedskrev under første thuleekspedition 1912-14, se ID 1552. Men kombinationen af Den store ild med den gængse Kaassassuk fortælling stammer sandsynligvis fra Baffinland, hvor Kaassassuk blev pisket til kræfter af månemanden, og har slået rod i Thule området, idet både Amaanalik / Amaunalik af baffinlandsk afstamning og Pualorsuaq hos Holtved også kombinerer dem. Søg iøvrigt på Kaassassuk Thule.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 83 - 86.

Resumé:

Under en sulteperiode spiser Igimarasugsugssuaq / Iimarasussussuaq sine

bopladsfæller. Han får sin kone til at koge dem. Selv spiser hun

kun deres lus. Den sidste han spiser er konens lillebror. Hun græder,

mens hun piller lus af ham, men siger, at det er røgen fra bålet, der

får hendes øjne til at løbe i vand. Da der ikke er flere tilbage, vil

manden spise sin kone. Hun går ud for at samle brænde til bålet, hun

tager sin ulu med sig og flygter fra manden.

Da hun kommer til en stor sten, sætter hun sig ned og fremsiger en

trylleformular: "Vejr, sluk dig!" Hun satte sig ved læsiden af

stenen. Det begyndte at blæse op og sne. Til sidst blev hun helt

dækket af sne.

Hjemme var manden ved at blive sulten. Da blæsten lagde sig, gik han

ud for at lede efter sin kone. Han stak sin harpun ind i alle

snedyngerne, som lå oppe ad stenene. Da han kom til den snedynge, som

hans kone sad i, satte hun sin ulu op de steder, hvor hans harpun stak

ind. Hun hørte ham sige: "Ha-ang, ha-ang, hvor er de nyrer som jeg

skal spise!" Konen blev bange, da hun hørte dette, men hun havde

narret manden.

Arnaqa, som konen hed, ventede et stykke tid, så begyndte hun at

vandre. Hun så en rævefælde, med to ræve, hvoraf hun spiste den ene.

Så så hun en slæde komme kørende. Folkene på slæden blev bange for

hende, fordi de troede, at hun var et spøgelse. Hun råbte efter dem,

og de kom tilbage og hentede hende.

Hun boede nu hos dem og fortalte alt om Ig., og at han sikkert ville

komme. Ganske rigtigt kom han forbi. Han var for tyk til at komme ind

i huset, så de måtte fjerne en sten, for at han kunne komme ind.

Han fortalte, at han havde nedlagt en hval, og at det var derfor, han var

så tyk. De vidste naturligvis, at det var løgn.

Han spiste kun det kød, han selv havde medbragt og kiggede sultent på

et lille barn, idet han sagde, at det kunne være Arnaqas lille barn.

Menneskene begyndte at opfatte, at han havde onde hensigter.

De fortalte ham, at de plejede at synge trommesange bundne til

loftsbjælken. Én efter én lod de sig binde, indtil det blev Ig.s tur.

Da de havde bundet ham, begyndte de at synge: "Igimarasussussuaq med

forråd af menneskekød, Igimarasussussuaq med forråd af menneskekød!"

Da han hørte dette, blev han klar over, at Arnaqa var hos dem.

De råbte: "Lad hende slå sin mand ihjel!" Arnaqa kom ud på gulvet, de

gav hende en stor kniv, men hun kunne ikke stikke ham ihjel. En anden tog

kniven og gjorde det af med ham.

Da de havde gjort det, sagde Arnaqa. "I skal se, mit røvhul er fuld af

lus!" Men de ville også slå hende ihjel, fordi de troede, at også hun

havde spist mennesker. De slog hende ihjel. Da de bagefter skar hende

op, så de, at hendes røvhul var fuld af lus, og at i hendes mave kun

var resterne af nogle gamle såler.

De ærgrede sig over, at de havde slået hende ihjel, da hun ellers ville

have været den ældste kvinde i huset. De havde slået hende ihjel uden

grund.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq nr. 49 A

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

Var.: Kaassassuk.

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 47 - 52.

Resumé:

Kâgssagssuk var en forældreløs dreng, som boede i et hus med

andre mennesker. En aften skulle de voksne ud for at høre trommesang.

Børnene skulle være alene hjemme. Alle børnene begyndte at skændes,

kun Kaassassuk gik udenfor. Der så han pludelig den store ild, som

kom nærmere. Han gik ind i huset og sagde:" I må være stille, fordi

den store ild kommer. Børnene blev ved med at skændes.

Oppe under loftet lå et bjørneskind til tørre. Da børnene ikke ville høre efter

sagde han til dem:" Løft mig op til tørrerammen." Det gjorde de, og den store

ild kom nærmere. Som pisk havde den en kæmpe remmesæl med store klør. Da

pisken kom ind, flygtede børnene op på platformen, men den fik fat i dem, og

smed dem ud til den store ild. Den brændte dem og åd dem. Da der ikke var flere

tilbage, prikkede pisken lidt til tørrerammen, men dog uden at skade

Kâgssagssuk. Den forsvandt igen, efterladende Kaassassuk alene.

Da de voksne kom tilbage, spurgte de ham:" Hvor er dine kammerater?"

Han svarede:" Den store ild har dræbt dem." " Han lyver!" var deres

svar. Umerdlortorssuaq / Umerlortorsuaq tog ham i næsen og sagde: "Se den lille løgner, han har dræbt dem, sådan en usling!" De viste deres afsky for ham, men

sagde :" Lad os prøve at råbe, så kan vi se hvilken usling han er."

Henne ved vinduet var de begyndt at koge en stor gryde med

sælolie, Kaassassuk blev sendt udenfor. Da olien var kogt, begyndte

de voksne inde i huset at råbe. Kaassassuk råbte til dem: "Se den

store ild kommer!" Menneskene prøvede at sende ham ind i ilden, med

han blev ved at råbe.

Nu var ilden tæt på, men de ville ikke lade ham komme ind, han måtte

lukke sig ind i forrådskammeret.

Nu kunne de se den store ild, og den store remmesæl var på vej

ind i huset. Inde i huset stod to gamle kvinder parat til at skære

gryden med kogende olie ned, for at skolde den store remmesæl, der

kom til syne. Da det var gjort, fortrak den store ild, fordi den nu

havde mistet sin hale.

Remmesælen lå nu skoldet i huset indgang, så de var nødt til at

kravle over den, for at komme ud. Udenfor så de, at Kaassassuk stadig

var i live. Umerdlortoq løftede ham op i næseborene, og lod ham falde.

På vej ud af huset satte en gammel kone sig ned på remmesælen,

idet hun skoldede sine kønsorganer. Da hun havde gjort dette, løb hun

ned til stranden, hvor hun skar dem af og kastede dem i havet, idet

hun sagde: "Tag dem til muslinger, muslinger smager godt." På den måde

blev de til muslinger.

Umerdlortoq kunne nu ikke tåle synet af Kaassassuk, hvergang han så

ham løftede han ham op i næseborene, som nu var store som

skorstensrør (eng: funnel).

Kaassassuk boede sammen med hundene i hus-passagen. Når hans bedste-

mor skulle urin-spanden, plejede hun at slå ham. Når han sad i

nærheden af huset lufthul, for at få varmen, tog Umerdlortoq en pind

for at jage ham væk. Når Umerdlortoq / Umerlortoq gav sine hunde mad, gav han

nogle gange et stykke hvalroshud til Kaassassuk, der spiste det,

selvom han ikke havde nogle tænder. Umerlortoq kunne ikke forstå det,

og selv om han undersøgte Kaassassuk grundigt, fandt han ikke nogen

kniv. Kaassassuk gemte en kniv under forhuden på sin penis.

Den eneste der var god imod ham, var hans anden bedstemor, hun gemte

ham bag sin ryg på sovebriksen, når de andre drillede ham for meget.

Vejret blev mildere, og hans bedstemor sagde til ham, at han skulle gå

en tur, for at få varmen.

Han gik en lang tur men kom tilbage. Han sov i hus-passagen, og den

anden bedstemor slog ham så, det gjorde meget ondt.

En dag han var ude at gå, så han en mand, som stod og flænsede noget

kød. Kâgssagssuk spurgte manden, om han måtte få noget kød. Manden

hørte det og sagde:"Der er noget der synger i mit øre, her har du

noget at spise." Så forsvandt han. Der hvor han havde stået lå et

stort stykke kød. Kaassassuk spiste så meget han kunne og gemte

resten. Så gik han hjem, for at sove i hus-passagen med hundene. Hans

onde bedstemor tømte urinspanden og bankede ham endnu mere voldsomt.

Næste dag gik han ud for at finde det gemte stykke kød. Han kunne ikke

finde det, og han begyndte at græde, fordi han var meget sulten. En

mand kom hen til ham og spurgte hvorfor han græd. " Jeg havde noget

her, men nogen har taget det," svarede han. Manden prøvede at trøste

ham. Han sagde:" Det er mig der har taget det, fordi jeg troede, at

der var nogle, der havde smidt det ud. Lad os lege lidt for at få

varmen." Manden begyndte at rulle en stor sten, og sagde til

Kaassassuk, at han skulle gøre det samme. Han prøvede, men kunne ikke

rokke den, han begyndte at græde.

Manden sagde:" Lad vær med at græde, gør dig umage og prøv en gang

til!" Men Kaassassuk kunne stadig ikke rokke den. Manden blev ved at

opmuntre Kaassassuk, indtil han fik en af stenene til at rulle. Så

sagde manden til ham:" Nu er du blevet stærk af at se, at du kan få

alle stenene til at rulle. Gå blot hjem, på din vej vil jeg lade tre

bjørne komme tilsyne." Da han kom hjem, sov alle.

Umerdlortoq / Umerlortoq havde en kone-båd, som var lukket inde af isen.

Kaassassuk gik ned for at hive den op, og ødelagde den derved.

Derefter gik han ned og lagde sig i hus-passagen for at sove. Den onde

bedstemor tømte urinspanden og smed ham ud, så han faldt og slog sig.

Umerdlortoq hev ham op i næseborene, som nu var helt opsvulmede, og

smed ham ned på jorden. Da så han, at hans båd var helt ødelagdt, og

han sagde:" Hvem har ødelagdt min båd?" Og han tog igen fat i

Kaassassuk, og lod ham falde til jorden.

De blev ved med at behandle ham dårligt. Den eneste der ikke gjorde

det, var hans bedstemor, som lod ham sidde inde, mens hans tøj blev

tørt.

En dag han sad og ventede på at hans tøj skulle blive tørt, hørte han

stemmer udenfor:" Der kommer tre bjørne!" Umerlortoq sagde for sjov:"

Hvor er Kaassassuk!" Kaassassuk havde ingen kamikker at tage på, men

hans bedstemor gav ham nogle, så han kunne gå ud. Han gik lige hen

til de tre bjørne, dræbte de to bjørne-unger og vred hals om på den

store bjørn. Derefter løftede han dem alle tre hjem på en gang. Nu

blev Umerdlortoq bange.

Kaassassuk lavede et stort bål, da han var kommet hjem. Umerdlortoq

gjorde sig klar til at tage afsted, men Kaassassuk sagde til ham:"

Bliv og spis noget bjørnekød." Umerlortoq hørte ikke efter og tog

afsted. De andre kogte en  kæmpe kød-gryde, så de spiste alt det de

kunne. Kaassassuk var blevet et rigtigt menneske.

Han tog sin onde bedstemor og brændte hende, til der kun var mave

tilbage. Da den gode bedstemor så dette, ville hun løbe væk, men

Kaassassuk sagde, at han ikke ville gøre hende noget.

Derefter boede de sammen. Kaassassuk gav hende et nyt bjørne-skind.

Kaassassuk begyndte at lede efter Umerlortoq, og han så dem oppe på

en høj skrænt. Han gik derop, og tog Umerlortoq i næseborene og lod

ham hænge ud over skrænten, indtil hans næsebor var helt ødelagte.

Derefter voldtog han de to koner og sagde til Umerlortoq: "Se dine to

koner, dem som ingen måtte røre!" Umerlortoq kunne ikke se noget pga.

sin ødelagdte næse. Kaassassuk gik hjem.

Kaassassuk havde en fætter som hed Sorqârdluk / Soqqaarluk. Han var meget god til

at kløve med en ismejsel. Dette hørte en mand som hed Umigtuaq, som

havde to hvalrosser froset fast i is-foden. En dag kom Kaassassuk og

Soqqaarluk på besøg hos Umigtuaq / Umittuaq. Da de kom ind sagde han:" Hvor er det synd at vi ikke har noget at spise, der ligger ganske vist noget

hernede, men det er frosset fast." Så gik de to fætre ned for at få

hvalrosserne løs. De prøvede længe men kunne ikke få dem løs. Til

sidst sagde Kaassassuk at Umittuaq skulle hjælpe til, det gjorde han

og de fik hvalrosserne løs. Umittuaq blev lidt skadet da de arbejdede.

Sorqârdluk / Soqqaarluk parterede hvalrosserne. Umigtuaq havde nu set hvor stærke

de var. De blev der et stykke tid.

Kaassassuk boede sammen med sin bedstemor, og han havde bedt hende om

at finde en kone til ham. Alle ville gerne have ham til svigersøn. Men

han giftede sig med en forældreløs.

Til sidst begyndte Kaassassuk at opføre tromme-sange, han sang:

         "Når de ligger derovre, når de ligger derovre,

          hvor mange er mine koner, hvor mange er mine koner,

          når de ligger derovre, når de ligger derovre,

          hvor mange er mine koner, hvor mange er mine koner."

Sådan sang han, fordi alle ville have ham til svigersøn, fordi han var

så stærk.

Var.: Den store ild; Kaassassuk.

Kommentar: Sammensætningen af Den store ild med Kaassassuk er forholdsvis sjælden. Se de øvrige varianter.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 41 - 45.

Resumé:

En lille dreng boede hos sin bedstemor. Han gik ofte på besøg,

men han fik altid sit tøj revet i stykker. Hans bedstemor reparerede

altid hans tøj. De eneste der ikke ødelagde tøjet, var Kivioq og en

anden kammerat. Tilsidst havde han ikke noget tøj at tage på.

Bedstemoren, som efterhånden var træt af at reparere hans tøj, sagde

at når han var nede ved havet, skulle han opføre sig som et

sælmonster. Drengen opførte sig som et sælmonster, og lokkede på den

måde de andre drenge langt ud på havet.

Da drengens bedstemor så det, gik hun ned til havet og sagde: "Hvor er

mit vejr- hvor er mit vejr ?" Med det samme rejste en orkan sig, og

alle drengene, pånær Kivioq, kæntrede i deres kajakker.

Langsomt lagde vinden sig. Kivioq fik øje på en kyst langt borte. På

land fik han øje på en kvinde, som prøvede at få en gryde i kog, idet

hun brugte et skulderblad fra en hval som læhegn. Kivioq betragtede

kvinden. Læhegnet blev ved med at vælte i vinden. Kvinden sagde:

"Manden vil ikke have en der vælter hele tiden."

Kvinden levede ved en kyst, hvor der ofte drev ådsler ind.

Kivioq viste sig for hende, og hun blev meget glad. Hun sagde:" Jeg

bor her alene og hedder Niaqutsiaq - ved Qilangatsiaq drev jeg engang

ud på en isflage."

Hun boede i et telt. Inde fra teltet hørtes en sang: "Qang, qang,

qang-  dyr fanget, fanget, fanget der oppe fra, der nede fra

harpunering."

Kivioq gik ind i teltet. Indenfor var kun kvindens barn. Men under en

lampe lå en dukke, som var en del af kvindens halskæde. Det var denne

dukke som sang for at trøste barnet. Så snart Kivioq var gået ud,

begyndte dukken at synge den samme sang igen.

Kivioq blev hos kvinden, og de fik mange børn. Det skete ofte, at dyr

strandede på kysten, når det var lav-vande. Af disse dyr levede de.

Kvinden sagde til børnene:" Formèr jer, så vi hurtigt bliver mange!"

Selv om de var brødre og søstre, havde de samleje med hinanden, og

blev hurtigt endnu flere mennesker.

Kivioq begyndte at længes hjem, derfor tog han sin kajak, og roede i

lang tid. Endelig hørte han en kalden inde fra land:" Kom og tag

noget ud af mit øje- kom og tag noget ud af mit øje!" Han gik i land,

for at se hvad det var.

Det eneste han kunne se, var det forreste lille lalleben fra en sæl,

der var tilgroet med lyng. Da han havde set det, roede han atter ud i

sin kajak. Han havde roet et stykke tid, da han atter hørte stemmen

kalde. Igen roede han ind til kysten, og så kun lallebenet. Uden at

røre det, gik han tilbage til kajakken, og roede ud igen. Tredie gang

han hørte kaldet, gik han hen og så nærmere på lallebenet. Han

fjernede lyngen fra lallebenet, og nu blev det stille. Det havde råbt,

fordi det var helt groet til.

Endelig kunne han ro videre, tilsidst fik han øje på et hus. Han stod

ud af kajakken, og gik op til huset, hvor han fandt en kvinde. Kvinden

var villig til at tørre hans kamikker. Mens kamikkerne blev tørret,

lagde Kivioq sig på sovebriksen. Kvinden havde en kniv som hale.

Kivioq lod som om han sov, da kvinden kravlede oven på ham. Lig idet

hun skulle til at sætte sig på ham, rullede han til siden. Mens

kvinden klagede sig, tog han hurtigt sine kamikker, og roede bort derfra.

Mens han roede, mødte han nogle nysgerrige mennesker, som sad på siden

af hans kajak. De gik ovenpå havet, nogle med bukserne hevet op, og

nogle med bukserne hængende nede i vandet. Hver gang de satte sig op

på hans kajak, var han lige ved at kæntre. Tilsidst lod de ham være,

og han roede videre. Et andet sted mødte han en stor mængde mennesker.

De tog hans sælblære og begyndte at spille bold med den. De roede på

siden af ham, han var bange for, at de ikke ville give ham blæren

igen. Det gjorde de, og han roede hurtigt væk.

Han havde sejlet længe, da han endelig så et menneske. Oppe fra land

sagde en mand til ham:" Kom, kom og kig på skrænten, alle de smukke

ting. Kom lad os gå hen og se alle de smukke ting, som er henne ved

skrænten!" De gik begge hen til skrænten. Da Kivioq følte, at manden

ville skubbe ham ned, skubbede Kivioq manden ned i stedet for. Ned for

enden af skrænten lå en mængde menneskeknogler, fra alle de mennesker,

som manden havde skubbet ned. Kivioq roede videre.

Efter et stykke tid så han et telt inde på land. Han gik hen til

teltet og kiggede ind i det. En kvinde sad der og skrabede skind. Mens

han betragtede hende, skar hun pludselig det ene øjenbryn af og

puttede det i munden. Det begyndte at dryppe på skindet. Da Kivioq så

det, skyndte han sig ned til sin kajak. Kvinden kom til syne og hun

sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at skære ham der i stykker!" Da hun

sagde det, var Kivioq lige ved at kæntre. Men han vendte sig om med

sin harpun, som om han ville kaste den og sagde:" Og må jeg gøre

gengæld." Kvinden satte sig ned og smadrede sin ulo. Da hun havde

gjort det, tog Kivioq afsted.

Efter at have roet et stykke tid, så Kivioq et stort telt med forrum. Inde i teltet var Erqautdlôq / Eqqaallooq og hendes datter. Her boede de godt,

og Kivioq flyttede ind hos dem. Ude i forrummet lå en stor pilegren

med stor knaster. Kivioq tog datteren til kone. Pilegrenen rystede,

fordi den var jaluox. Den havde haft moren og datteren til koner, idet

de brugte knasterne som penis. Hvergang de havde kastet den i havet,

var den altid kommet med bytte. På den måde havde den forsørget dem.

Da Kivioq havde taget datteren til kone, begyndte han at gå på jagt i

sin kajak. Når han kom tilbage med en sæl, kom Eqqaallooqs datter og

bar byttet op på sine skuldre.

En dag Kivioq havde været ude på fangst, kom hans kone som sædvanlig

ned for at bære byttet op. Denne gang snublede hun, og Kivioq forstod at

Eqqaallooq havde dræbt sin datter og trukket hendes hud ud over sin egen

krop. Hun gik tilbage til teltet. Da Kivioq kom op til hende spurgte

han:" Hvor er din datter ?" Eqqaallooq svarede:" Hun er ude og samle

bær." Men Kivioq vidste at det var løgn, og han sagde til hende:" Gå

hen og tag min harpunline, den ligger i indgangen." Hun svarede:" Jeg

tror ikke at jeg kan nå den, heller ikke hvis jeg står på tæer." Kivioq

kunne se, at hun havde forsøgt at få liv i sin datter, men uden at det

var lykkedes. Han rejste videre.

Tilsidst kom han til sit hjem-land. Han roede hen til bopladsen, hvor

han kunne se sine gamle kammerater. De begyndte at råbe:" Kajak!"

Kivioqs kone hørte det og sagde:" Årerne ser helt røde ud, som om det

var Kivioq der kom."

Kivioq var nu på bopladsen, og han spurgte sin kone: "Mens mine

knogler har været druknet, har du da været gift?" Det havde hun, fordi

hun havde troet, at han var druknet.

Var.: Kivioq / Givioq

Hist.: påkaldelsen i begyndelsen "Hvor er mit vejr" er et ritual, som inuit i Canada ofte brugte: det er det vejr, der var på ens fødselstidspunkt, man således kalder frem. Se også: A woman fetches birth-hour of deceased.

Kommentar: tidevandsfangst.

Dette er iøvrigt en usædvanlig fyldig version af Kivioq

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 96.

Resumé: Nogle mennesker i en umiaq hørte en lille alk. Den sad med

sin unge. De var på vej væk.

Menneskene hørte den synge:

                "Men denne havbugt,

                 men denne store havmåge, hâjâ-aha,

                 hâ- hâ-a hâ-â, ha hâ eæ ha-ahâ, hâæ!"

Den store havmåge var slem til at æde sine børn, de små alke.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 71 - 72.

Resumé: Det fortælles, at en mand var ude at gå og havde en

kniv med. Efter at have gået længe så han to huse. I det ene kunne

man høre mennesker larme, i det andet var der stille.

Idet han ville gå ind i det stille hus, lød der en snerren der inde

fra. Det var en ulv i menneskeskikkelse. Da han viste den sin kniv,

holdt den straks op med at snerre og bød ham inden for.

Lidt efter hørte ulven sine unger komme hjem, og den sagde til manden,

at han måtte gemme sig bag vægskindet. En unge kom ind. Den sagde, at

den kunne lugte mennesker. Moder-ulven benægtede det. Så gik ungen ud

igen.

Ulve-kvindens mand var på jagt, så manden blev der et stykke tid.

Da ulve-manden kom hjem med et stort rensdyr på ryggen sagde han, at

der lugtede af menneske. Ulve-kvinden sagde: "Det ben som du var lige

ved at spise, har foræret os en kniv." Det stoppede ulve-manden, selv

om den følte sig meget fristet.

Manden blev hos dem en tid, men en dag sagde ulven, at han måtte tage

afsted, mens børnene sov. De gav ham mad med til turen, et stort

rensdyr, i bytte for kniven. Ulve-kvinden fulgt ham et stykke på vej,

hun gik i hans fodspor, for at udslette dem. Hun sagde til ham, at han

ikke måtte lade nogen besøge dem, fordi børnene ville æde dem. Det

lovede han og tog hjem.

Da han kom hjem til sine fæller, spurgte de ham, hvor han havde fået

rensdyret fra. Han svarede: "Jeg mødte ulve i menneskeskikkelse,

byttede min kniv med rensdyret. Men de sagde, at hvis nogen nogensinde igen besøgte dem, at de ville æde dem."

Trods hans ord var der en som gik ud for at følge hans

spor. På den måde kom han til huset, hvor der lød tale. Han gik ind

med sin kniv foran sig. Ulvene hev ham ind og åd ham. Han kom aldrig

tilbage.

Var.: Et kendt tema: besøg hos dyr eller ånder i menneskeskikkelse resulterer ofte i gaver eller tjenester med forbud om at besøget gentages af gæstens fæller. fx: Kartulukkunnut pulartut;  De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 70.

Resumé: Et menneske, som havde sine jagt-redskaber med sig, kom til at

bo hos nogle bjørne i menneskeskikkelse.

Mennesket legede ofte med en ung bjørn. Efter noget tid begyndte den

gamle han-bjørn at sige: "Min arm er ved at blive tynd!" Den unge

bjørn forklarede: "Det er fordi, at han vil æde dig, at han siger det.

Næste gang vi er udenfor, må du prøve at slippe væk." Det gentog sig.

En dag løb mennesket væk, så hurtigt han kunne. Den unge bjørn gik i

hans fodspor, for at udslette dem.

Han stoppede op et øjeblik og hørte da én ånde tungt, det var den

gamle bjørn, der var lige ved at indhente ham. Han tog sin pels af.

Placerede sin harpun, med hoved og line bundet til den og hængte pelsen

på den, så løb han så meget han kunne. Han hørte nogle slag og et brag.

For at være sikker løb han, indtil han nåede mennesker.

Han fortalte dem om sit eventyr. Næste dag gik de ud for at se efter

bjørnen. Ganske rigtigt, den havde angrebet den beklædte harpun, derved harpuneret sig selv og var død.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;.

Kommentar: Fortællinger om besøg hos bjørne i menneskeskikkelse løber sjældent fredeligt af i Thule området.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 19 - 20.

Resumé: Den store Nâlagssartoq / Naalassartoq ventede på sæler ved åndehullerne, da nogle børn legede i en klipperevne ved Agpalersôq. Nâlagssartoq

skælder ud over larmen, men de fortsætter. Til sidst lader han dem

fange i klipperevnen. Een undslipper og fortæller resten af bopladsen,

hvad der er sket. De sætter alle af sted for at dræbe Nâlagssartoq,

men han stiger tilvejrs og bliver til stjernen Venus. Børnene i

klipperevnen kan de lige akkurat høre, og fra oven kan de sænke vand

ned til dem. Til slut dør de dog alle af sult.

Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner som her stiger den gamle til himmels som en stjerne, se MacDonald 1998: The Arctic Sky.

Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 103 - 105.

Resumé: Navaranaapaluk blev taget til kone af en inuk. Tit gik hun

hjemmefra med sine vanter på fødderne som kamikker.

Når hun havde været væk længe, kom hun tilbage til manden. Han borede

hende i knæet, indtil han nåede ind til knoglen. Hun græd meget, og

når det gjorde allermest ondt, sagde hun: "Hvor mange brødre er det

du har? Usângat, deres far, Qulîngat, deres far, Paumin, Pausángin,

Mingumin, Mingusángin, Tarqulik Tarqugssâq, Mâjô, Qatitúnaq!" Når hun

havde remset dem alle op, plejede hendes mand at sige, at hun bare

kunne hente dem. Efter et stykke tid gik hun igen bort med vanterne

som kamikker.

Da hun kom tilbage slog hendes mand hende igen og sagde, at hun skulle

hente sine brødre.

En dag mændene var ude på jagt, kom hendes brødre. De så, at der kun

var kvinder hjemme og begyndte at dræbe dem på må og få. Nogle af dem

prøvede at skjule sig, en dækkede sig med det skind hun var ved at

skrabe, en gemte sig under noget hundemad og en tændte ild til noget

affald, som stank så meget, at de opgav at slå hende ihjel. Da

brødrene var færdige med at dræbe, stak de pæle i de døde og satte dem

udenfor indgangen, inden de tog afsted. De, som havde gemt sig, blev i

deres skjul.

Da mændene kom hjem, så de, at mange var døde. Mændene sagde til de

tre kvinder, der var undsluppet, at de skulle lave buestrenge af

sener. De ville selv lave buer og pile. De fik travlt, fordi de ville

i krig.

Da de var færdige, gav de sig til at mane ånder, for at se hvor

indlandsboerne holdt til. Navaranaapaluk og hendes fæller ventede nu på

dem. Efter at have manet ånder tog de afsted.

De så to gamle kvinder. Den ene sagde til den anden: "Jeg har drømt,

at to lus var oppe og slås. På det tidspunkt hvor mennesker var på

krigsstien, drømte jeg også om to lus, der var oppe at slås. Lad os

hellere øve os i hoved-løftning (qilaneq)." De fik travlt med at komme hjem til

deres fæller. Mændene fulgte dem, idet de passede på ikke at blive

set.

Efter et stykke tid så de et stort telt med mennesker i, som lavede

hoved-løftning. En hund begyndte at gø af mændene, men den ældste af

indlandsboerne sagde: "Tâliaq, ti stille!" De var så optaget af

hoved-løftningen, at de ikke hørte mændene nærme sig. Mændene var nu

helt henne ved indgangen, og de begyndte at skyde alle som var

derinde. De skød dog ikke kvinderne, fordi de ville ha dem til koner.

De skød, indtil de havde skudt alle mændene.

De tog nu de andre kvinder til koner. Navaranaapaluk sagde: "Hvem vil

ha mig til kone?" Der var ingen der ville have hende, fordi det var

hendes skyld, at der var så mange døde. Men så kom to mænd og sagde,

at de ville have hende til kone.

De tog hende i hendes arme og begyndte at løbe, så hurtigt de kunne.

Hun kunne ikke følge med, og blev derfor slæbt hen over stok og sten.

Til sidst huggede de hendes arme af, kvinderne begyndte at synge:

"Navaranâ, hun er sandlig blev flænset, med arme af blod, løber hun

afsted, hopper hun afsted."

Blodet, som sprøjtede ud af hende, lignede arme.

Var.: Navaranaaq. Var.: Navaranâpaluk nr. 79 + 79 A. Opremsningen af brødre, se: Sytten brødre.

Hist.: En af de fælles inuit fortællinger som sydvestgrønlænderne brugte til at skildre forholdet til nordboerne, der efter sigende udviklede sig til krig og nordboernes undergang. Det er usikkert om den påstand er gyldig. Se Inge Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 102 - 103.

Resumé: Neruvkaq giftede sig med en indlandsboer, som hed

Navaranaapaluk. Han havde for vane at bore hende i knæet med et stort

bor. Når det skete løb hun hjemmefra, idet hun tog vanter på fødderne i

stedet for kamikker. Hun plejede at komme tilbage efter et stykke tid.

Hver gang han havde boret hende i knæet, spurgte han: "Hvor mange

brødre er det du har? Paumin, Pausangin, Mingusagin, Tarqulik,

Tarqugssâq, Mâjuk, Qatitúnak! Hent bare dine brødre!" Når han havde

sagt det, ville hun ikke gøre det, hun løb bare væk med vanterne på

fødderne. Efter at det var sket adskillige gange, løb hun væk og blev

væk.

Der gik nogen tid. Da de havde boet i Natsilivik i nogen tid, råbte

Neruvkaqs / Nerukkaqs lillebror til ham: "Nerukkaq! Der er nogle mænd der prøver at rive huset ned. Det var Navaranâqs / Navaranaaqs brødre, som var kommet for at

overfalde Nerukkaq.

Nerukkaq tog sin hund med sig ind i huset og gav den sin anorak på.

Udenfor prøvede brødrene at ødelægge huset. En fik sin fod igennem

taget, og Nerukkaq skar den af. Nerukkaq sendte sin hund, som havde

hans anorak på, ud af vinduet. Brødrene slog den ihjel med det samme.

Neruvkaq løb ud af huset og op til en stor sten. Han trådte så hårdt,

at man kunne se hans fodspor. Der oppe kunne de ikke nå ham, og han

dræbte dem en efter en. Da der kun var få af dem tilbage, forsvandt

de. På den måde fik han udryddet Navaranaapaluks brødre.

Var.: Navaranâpaluk nr. 79 A. Navaranâpaluk (Amerikansk variant).

Opremsningen af brødre, se: Sytten brødre.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 21 - 23.

Resumé:

En mallemuk / stormfugl tog sig en kone blandt menneskene og bosatte sig

på en ø. Mallemukken fangede til kvinden, men kun små fjordsæler. Hans

øjne var så grimme, at han var nød til at bære "briller", hver gang

hun skulle se på ham. Een dag kom han dog hjem uden briller, og hun

brød sammen i gråd ved synet. Først når mallemukken var taget af sted

igen holdt hun op med at græde. Kvindens familie kom for at tage

hende tilbage. Mallemukken opdagede det - og satte efter deres

konebåd. Den fløj så tæt forbi konebåden, at båden var lige ved at

kæntre. De blev nervøse og på faderens befaling smed de kvinden

overbord. Hun fik fat i rælingen, men faderen slog hende over fingrene

med åren, så de røg af. Dette gentog sig to gange, og til sidst

havde hun mistet det hele af begge hænder. Familien efterlod hende

og roede hjem. Derhjemme lagde faderen sig, ved lavvande, på

stranden, fordi hans datter var omkommet til søs. Han blev opslugt

af havet, da vandet steg. Far og datter fandt sig nu et hus i

havet. Datteren havde ingen fingre, fordi de var blevet lavet om til

fangstdyr, både sæler og remmesæler; derfor kunne hun hverken sætte

sit hår eller gøre rent i huset.

Hver gang det bliver småt med fangstdyr, må en angakkoq besøge faderen for at ordne hårknolden på hans datter og gøre rent i hendes hus. Faderen ligger dagen lang på sovebriksen med et soveskind over sig, fordi han lagde sig til at

sove på stranden. Når en angakkoq / åndemaner / angakok / shaman

har udført sin pligt hos dem, lader faderen, på datterens befaling,

fangstdyrene slippe ud fra hans soveskind. Hvis angakkut er

almindelige mennesker - der har lavet åndemaning - men som dog ikke

bliver gamle, kravler de ind under faderens soveskind, hvor de bliver kildet af ham. Når de lukkes ud igen er de blevet meget grimme. Men de

rigtige angakkut (pullallit) - dem der bliver gamle - de besøger Havkvinden,

binder hendes hår og gør rent i huset og beder hende derefter om at

sende fangstdyr.

Var.: Rejsen til havkvinden. Nivikkaa; Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse.  Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Kommentar: Bemærk faderens behandling af de mindre angakkut / åndemanere. De blir kildet omtrent til døde. Faderen i baffinlandske versioner er ligeledes en "kilder" / "Kilderen". Det svarer til indvoldsrøverskens / Indvoldsrøverens dans og sang, der vækker en dødsensfarlig latter. I en enkelt version er det åndemanersken, Ikkarlituarsuk, der kilder Havkvinden i humør, mens Salomon har fortalt om en helt selvstændig ånd, der kilder folks kød i laser: Quinassaariniooq.

Søg iøvrigt på kildede, der gir en del hits på "sjælevandrings" fortællingen

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 36 - 37.

Resumé:

Sprækken / Nutik giftede sig med et menneske. Sprækken var

stor-fanger. Han var altid på jagt. Når han kom hjem fra jagt, spiste

han og lagde sig derefter til at sove. Derfor var der ingen der vidste

hvordan han så ud. Hans kone blev gravid. En dag kom konens mor på

besøg. Hun spurgte datteren: "Hvad er det manden i huset plejer at

spise, er det sin egen afføring han spiser ?" Derefter spurgte hun:

"Er det sin urin han plejer at drikke ?" Den Store Sprække skammede

sig, fordi hans ansigt ikke var andet end sprækker. Da hans svigermor

havde talt sådan, sagde han til sin kone: "Jeg hører ikke til blandt

mennesker, lad mig gå, hvor er mine vanter?" Hans kone gav ham dem.

Han gik, fordi han skammede sig. Han kom ikke tilbage, og konen måtte

klare sig selv. "Det ser ud til, at han ikke kommer tilbage," sagde

svigermoren. Efter et stykke tid fødte konen en søn. Han blev også en

stor fanger, der aldrig kom hjem uden bytte. Han var søn af Den Store

Sprække.

Var.: Nutik; Isfjældets mand

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 87 - 88.

Resumé: En gammel kone var ude at gå tur. To sten, der var forvandlet

til mennesker greb fat i hende og tog hende med hjem.

Da de var hjemme, tog de tøjet af hende og begyndte at kærtegne hende.

Når de tog på rensdyrjagt, sørgede de for, at hun ikke kunne nå sit

tøj. Hun kunne ikke komme udenfor uden sin pelsanorak.

Hendes næse var ved at blive til sten. Hun var meget bekymret over

det. En dag spurgte hun, om hun ikke nok måtte få sit tøj, og at hun

nok skulle blive der. Hun fik sit tøj, og lige så snart de var ude af

syne, løb hun så hurtigt hun kunne.

Hun havde gået længe, da hun hørt dem komme. De sloges, det lød

som sten der ramte hinanden. Stenkvinden sagde, at hun ikke længere

kunne se den gamle kones fodspor. Så slog de hinanden igen.

De gamle kone nåede hjem til sin familie. Hendes næse var blevet til

sten.

Var.: Old woman as baby of stone-beings nr. 52 A.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 34

Resumé:

Børnene plejede at lege nede ved kysten. Med dem legede også

en lille forældreløs dreng. Der var ikke andre mennesker ved kysten.

Idet de legede kom Qalutaligssuaq hen imod dem. Børnene løb hastigt

bort, efterladende den forældreløse. De prøvede at hjælpe ham, men

da der var hul på hans kamikker, så hans tæer stak ud, kunne han

ikke følge dem. Da Qalutaligssuaq kom hen til ham, sad han ned og

bevægede sine storetæer som stak ud af kamikkerne. Qalutaligssuaq

spurgte: " Hvad spiser dine fødder ? " Han svarede : " De spiser

mennesker." Da hun hørte dette skyndte hun sig bort. Ordene : "De

vil fange dig !" fik hende til at løbe endnu hurtigere, lige ud i

havet. Hun prøvede forgæves at putte den forældreløse ned i sin

amaat. Da Qalutaligssuaq var dykket ned i havet igen, gik den

forældreløse blot hjem.

Var.: Qalutalissuaq

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 81 - 83.

Resumé: En mand og en kone sloges med hinanden, indtil konen en dag

løb hjemmefra med et lille barn i amaaten.

Hun så et stort dobbelt-hus. Hun gik derind, da hun så at der brændte

et svagt lys. Hun tændte endnu et lys og begyndte at tørre sine

kamikker. Hun hørte en voldsom hvæsen og fik øje på Qerersorsuaq, som

greb efter sin store økse. Da konen så det, fik hun hurtigt sine

kamikker på og løb ud af huset. Qer. løb efter hende.

Under forfølgelsen tabte konen barnet, som sad i amaaten, Qer. huggede

hovedet af barnet. Konen slap fra hende.

Hjemme fortalte hun sin mand at Qe. havde dræbt barnet. Han troede, at

konen selv havde dræbt barnet. Han gik dog med for at se om hun talte

sandt. De så blodet og gik hen til huset hvor Qer. boede.

Konen kiggede ind af vinduet og så Qer. ligge og sove. Manden gik ind

tog øksen og huggede hende i stykker. Mens han gjorde det løftede Qer.

hovedet lidt og sagde: "Mine bukser!" Da hun var slået ihjel, blev

manden og konen der for en tid. De så deres barns hoved på en

tallerken og kroppen var ved at blive kogt.

Mens de stadig var i huset, hørte de stemmer udenfor, det var Qer.s

børn, der kom hjem fra rensdyrjagt. De råbte, at de havde et nyt skind

til sovebriksen med til hende. Den første gik ind i huset, idet han

trådte ind fik han hovedet hugget af og trukket væk fra indgangen.

En efter en blev de dræbt på den måde. En som trådte ind sagde: "Det

ser ud som om, de tømmer deres urinspand." Det var blod, der var

begyndt at sejle ud af gangen.

De, som stod udenfor, indså nu, at nogle derinde ville dræbe dem, så

de forlod stedet.

Manden og konen kom nu ud og så rensdyrene. De tog dem på ryggen og

gik hjem.

Var.: Den hvidhårede kælling

Kommentar: Det er uklart hvilken slags ånder, udover forementlig indlandsånder, der her er tale om.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side

16-18.

Resumé: Et ægtepar plejer at slås, men til sidst bliver det

konen for meget. Hun går til fjelds og kommer til en stor husgang.

I husgangen hænger et bjørneskind, der får færten af hende. "Kom

indenfor", lyder det fra huset. Derinde er en bjørn med to unger i menneskeskikkelse (det var dens pels, der hang i gangen). "Hold øje med mine to unger mens jeg henter mad", siger bjørnen og går ud. Den kommer tilbage med en

sæl, som den flænser og deler ud. Kvinden skærer spækket fra, og

ungerne får af bjørnen at vide, at de skal spise kød uden spæk som mennesker gør.

Efter et stykke tid tager hun afsked med bjørnene og lover bjørnemor

ikke at fortælle om dem til nogen mennesker, da ungerne endnu ikke er

helt udvoksede. Hjemme hos sin mand sladrer hun alligevel, og han tager

af sted for at dræbe bjørnene, mens hun gemmer sig under briksen. En

stor bjørn kommer til huset og spørger efter "den sølle stakkel". Den

finder hende, river hovedet af hende og smider kroppen på møddingen.

Hovedet spiller den bold med, idet den forfølges af hunde. Endnu

forfulgt af hundene, stiger den til vejrs og er på denne måde sammen med hundene blevet til Plejaderne / Syvstjernen. Da slæderne kommer hjem fra bjørnejagten,

har de kun fundet de to unger. De er blevet dræbt af deres egen

mor.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 31 - 32.

Resumé: Qiituarsuk var en lille forældreløs dreng. En dag legede han

"far og mor" med sine kammerater i et snehus. Han blev jaloux, da han

ikke kunne få sig en kone som de andre. Da de igen og igen nægtede ham

at få en kone, kravlede han til sidst op på et højt fjeld, hvorfra

han fik en stor sten til at rulle ned og dræbe legekammeraterne.

Bopladsens voksne kom nu efter ham med deres lanser, men han gemte

sig inden i en stor sten, som de forgæves prøvede at skubbe ned. Inde

fra stenen kunne man høre barnet græde: "Hvorfor har mine forældre

aldrig hjulpet mig?" Til sidst blev drengen helt forvandlet til stenen

Qiituarsuk.

Var.: Qiituarsuk.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 105 - 107.

Resumé: Det fortælles om Suakak, at hun som barn legede alene et

stykke fra forældrenes telt. En indlandsbo bortførte hende for at

tage hende til kone. Hendes forældre kunne ikke finde hende og opgav

snart eftersøgningen.

Indlandsboen tog Suakak med til sine fæller og beholdt hende der

indtil hun blev voksen.

Indlandsboerne havde for vane at lade orme og larver suge blod af

deres børn, så de kunne blive lette til bens. De rullede børnene ind i

et sælskind og bandt det, så det sluttede til om halsen, derefter blev

de gravet ned tæt ved hus-indgangen, indtil alt blodet var suget ud af

dem. Også Suakak fik denne behandling, og ganske rigtigt blev hun let

til fods.

Hun voksede sig større og blev indlandsboens kone.

Indlandsboerne var hurtig-løbere og de kunne fange ræve ved at løbe

dem op. En dag Suakak flåede ræve med sin svigermor, sagde hun,

at hun var ved at blive uren. Svigermoren sagde, at hun blot skulle

dække sit skridt og fortsætte med at flå ræven. Når rævene var flåede

tog de testiklerne og knækkede dem imellem tænderne.

De boede i et hus uden vinduer, sovebriks eller en lampeplatform.

Lampen stod på jorden, og gryderne hang ikke i snore. Suakak kunne

ikke lide det, og hun viste sin mand hvordan hun ville have det.

Han byggede et hus til hende, hvor alt var, som hun ville have det.

Svigermoren fandt det så mærkeligt, at hun ikke kunne falde i søvn.

Hun kravlede ind under sovebriksen og gyngede gryden, til sidst blev

hun søvnig. Det siges, at indlandsboere kan synke ned gennem jorden.

Suakak fødte et barn og ville gerne hjem for at besøge sine forældre.

Indlandsboen fulgte hende på vej og stoppede, da de kunne se

forældrenes hus, idet han sagde, at han ville forsvinde ned i jorden,

hvis han begyndte at savne hende.

Suakak gik hen til to børn der legede og spurgte hvad de hed. Den ene

hed Suakak efter en søster som var forsvundet. Suakak gik op til sine

forældre med sit barn i amaaten. De blev meget glade for at se hende.

Hun blev der så længe, at indlandsboen begyndte at forsvinde ned i

jorden. Hun gik ud for at hente ham. Først ville han flygte, men blev

taget ved hånden og ledt ned til forældrens telt. Da han så hundene

ville han flygte igen, men blev ledt ind i teltet. Han var så bange at

det blødte fra hans øjenkroge. Her boede de så.

Eftersom Suakaks mand var indlandsbo, roede han aldrig ud i kajak, og

Suakaks små søskende sang for hendes barn: "Lille indlandsbo, som

aldrig ror i kajak!"

Endelig en dag gik indlandsboen ned til stranden. Her fangede han en

masse måger, idet han brugte sin finger som madding. Da han kom hjem

suttede han på sin finger, fordi en af mågerne havde snuppet et stykke

af huden. På den måde var de nødt til at spise en masse måger.

Kommentar: Det er usædvanligt at en integrering af et åndemenneske i en rigtig menneskefamilie lykkes, som det tilsyneladende gør i denne fortælling. Måske fordi fordi fortællersken er Amaunalik, som havde sine fortællinger fra sin baffinlandske bedstemor. I grønlandske fortællinger lykkes det sjældent at blande samfund med dyr eller ånder.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 88.

Resumé: Et lille barn sad på sovebriksen og gyngede, det ville ikke

sove. Moren lod som om hun sov, barnet gyngede mere og mere.

Til sidst gyngede det ud af vinduet. Moderen kunne ikke finde det, så

hun gav op.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 37 - 38.

Resumé:

Et barn lavede intet andet end snorefigurer. En dag kom en

mand, som lavede snorefigurer af sine indvolde. Han kendte mange

forskellige snorefigurer. Han sagde til barnet:" Lad os se, hvem der

først kan lave "rensdyret"?" Barnet var hurtigst. Så sagde manden:"

"Lad os se hvem der først kan lave "ræven"!" Barnet var igen hurtigst.

Manden, der lavede snorefigure ud af sine indvolde, indså at barnet var

hurtigst, og lod det være i fred.

Kommentar: Hos mange inuit var der tabu mod at lave snorefigurer på bestemte tider af året. Se: At holde op mens legen er god; og MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 59 - 64.

Resumé:

En bedstemor bliver ladt alene med sine to børnebørn. Det ene

af børnene er en blind dreng, det andet en lille pige.

En dag kom en bjørn hen til deres hus. Den lugtede til vinduet. Da

bedstemoren så dette, sagde hun til sin blinde barnebarn: "Prøv om du

kan skyde den, jeg henter buen og sigter for dig." Der lød et kæmpe

brag. Bedstemoren sagde, at han havde ramt væggen. Han vidste at hun

løg, fordi han havde ramt bjørnen lige i brystet. Bedstemoren gik

udenfor sammen med den lille pige. Hun sagde til hende: "Lad os trække

bjørnen et andet sted hen, så kan vi spise den der. Din bror er blind,

så han behøver ikke at spise så meget." De trak bjørnen væk, for at

flænse den. Men bagefter sagde pige til sin storebror: "Du skød en

bjørn, nu har vi nok at spise, bedstemor flænser den et andet sted, og

jeg må ikke fortælle det til dig." På den måde behandlede bedstemoren

ham.

Bedstemoren og pigen begyndte at spise bjørnen. Idet de spiste lod

pigen noget kød falde ind under sit tøj, og dette kød bragte hun til

sin bror. Dette gjorde pigen, hver gang hun og bedstemoren spiste af

bjørnen, fordi bedstemoren ikke ville give drengen noget at spise.

Den blinde dreng var blevet tørstig. Han bad sin søster føre sig ned

til søen. Det gjorde hun, men hun græd bitterligt. Nede ved søen sagde

broren til hende, at hun skulle gå hjem igen, og at hun skulle

stable sten i små bunker hele vejen hjem. Hun gik, stadig grædende,

og gjorde som han havde sagt.

Broren sad nu ved søens kyst, han var meget tørstig, men kunne ikke

komme hen til vandet. Da hørte han en frygtelig hvislen, og en stor

fugl kom hen til ham, den sagde: "Hold fast om min nakke!" Det gjorde

drengen, og fuglen dykkede ned i søen, hvor de forblev i lang tid. Da

de endelig kom op til overfladen, var drengen helt udmattet. Fuglen

spurgte, hvordan han havde det. Drengen havde det fint. Fuglen sagde,

at han skulle holde fast en gang til, så dykkede de igen. De dykkede

længere og længere tid, og for hver gang de havde været nede, fik

drengen mere og mere af sit syn tilbage. Drengen kunne nu se. Fuglen

fløj, idet den sagde, at den ville sende ham noget, som han kunne

spise.

Drengen fandt de stenbunker, som hans søster havde lavet, og han

fulgte dem. Da han næsten var nået hjem, så han et bjørneskind et

stykke fra huset. Bedstemoren og pigen var hjemme, og da han trådte

ind, sagde han, at han havde set et bjørne-skind på vejen. Bedstemoren

sagde, at det havde de fået af Peersorsuaq. Så blev de inde i huset,

og der skete ikke noget særligt.

En dag fik han øje på nogle hvidhvaler, der svømmede lige ud for

kysten. Han gjorde sin harpun klar, og lod lillesøsteren hold fast i

harpun-linen. På den måde blev hun hans fangst-partner, og dermed fik

hun ret til halestykket. Han harpunerede en hval med linen bundet til

sin søster. Da bedstemoren så det, ville også hun bindes til

harpun-linen, så hun også kunne få part i den næste hval, som drengen

fangede. Drengen adlød, og på den måde blev også hun

fangst-partner. Den næste hval han harpunerede var mor til de to

hvaler, som han allerede havde fanget. Bedstemoren begyndte at trække

linen ind, og selvom hun fik fat i sit barnebarns kamik, trak hvalen

hende med ud.

Hvalen trak hende med ned under vandet. Hun råbte efter sin ulu, for

at kunne skære linen over, men hvalen trak hende med. Hun blev

forvandlet til en sort narhval-han med en lang stødtand.

De to børn blev ved huset, men begyndte at længes efter andre

mennesker. De begyndte at vandre. De så en lille spurv, som var ved at

føde, det var svært for den, fordi dens vagina var helt udtørret.

Pigen spyttede på sine fingre og rørte ved spurven. Da den havde

født, var de meget glade, de to spurve. De forærede børnene en hvid

hund, et stort stykke træ og et stykke forarbejdet træ. Børnene tog

tingene med sig, og gik videre.

De så et stort hus, og eftersom broren var ved at blive tørstig,

spurgte han søsteren, om hun ville gå ind i huset, for at spørge om

han kunne få noget at drikke. Pigen gik hen til indgangen til huset og

spurgte: "Kan min bror få noget at drikke?" "Kom ind, kom ind!" lød

det inde fra huset, hvor man kunne høre, at den ældste i huset bevægede

sig imod hjørnet, fra den anden ende af sove-briksen.

Pigen blev ved med at spørge om vand til sin bror, og den ældste i

huset blev ved med at sige, at hun bare skulle komme ind.

Til sidst gik pigen ind. Broren hørte hende skrige inde fra huset, og

han gik ind efter hende. Idet han gik ind i huset, blokerede han

indgangen, og han så klo-troldene slikke resterne fra hans

lille-søsters knogler. Han blev så gal, at han tog det stykke træ, som

han havde fået af spurvene, og jog det i maverne på troldene, så de

alle faldt døde om. Han dræbte også en kvinde og et lille

trolde-barn, som var faldet ned på gulvet.

Han græd bitterligt, da han samlede knoglerne fra hans søster op i sin

sælskindjakke. Han bandt dem på ryggen. Da han begyndte at gå,

forvandlede hunden sig til en hunde-figur, det forarbejdede træ til et

blad og træ-stykket til et græs-strå.

Han gik, mens han hele tiden sang med søsterens knogler på ryggen.

Da han havde gået et stykke tid, følte han at knoglerne blev tungere

og han hørte søsterens stemme sige: "Store-bror, kunne jeg blive

ordnet lidt?"

Han satte knoglerne i orden, tog dem på ryggen og gik videre syngende

og grædende. Dette gentog sig, og til sidst, da knoglerne var blevet

for tunge at bære på, sagde hun: "Store-bror, kunne jeg komme ned og

gå?" Broren sagde, at hun skulle vente. Til sidst fik hun sin vilje,

og hun kom ned at gå. Hun blev meget hurtigt udmattet, så broren måtte

bære hende igen. Hun plagede ham om at komme ned at gå, og så fik hun

lov til det.

De gik og gik. Et sted så de en mængde runde stykker rensdyr-talg. De

lugtede til dem, for at blive klar over om de faktisk lugtede af møg. Det var

ekskrementer. Efter et stykke tid kom de til en stor flok mennesker.

Da søsteren så dem, gemte hun sig bag broren.

Menneskene spurgte, hvorfor hun gemte sig. Broren svarede, at det var

fordi hun var blevet spist af mennesker. Menneskene forsikrede, at de

ikke var menneske-ædere, og at de ikke behøvede at være bange.

Menneskene var indlands-boere, og de havde ikke nogen anus.

Når de spiste, blev deres ekskrementer til rensdyr-talg, som de havde

i munden. De tissede ud af en tap i hånden.

Hos disse indlands-beboere slog broren og søsteren sig ned.

Søsteren giftede sig, og blev gravid. En indlands-beboer var også

gravid. Da indlands-beboeren skulle til at føde, skar den ældste mand

maven op og tog barnet ud, derefter voksede maven sammen igen.

Da søsteren skulle føde, ville den ældste også skære hendes mave op,

men broren sagde, at hun godt kunne føde selv. Et stykke tid efter

fødte hun. En gammel kvinde opdagede, at barnet havde et anus, og hun

sagde: "Se mit barnebarn har et anus, hvor er min kødpind, hvor er

min kødpind?" Da hun havde fundet den, stak hun den op i sig,

fordi hun ville have en anus. Der lød et brag, da det brast. På den

måde døde hun, fordi hun ville have et anus, ligesom sit barnebarn.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 72 - 74.

Resumé: Det fortælles at lig begyndte at forsvinde, og selvom at man

bevogtede deres grave, lykkedes det ikke at finde ud af hvor de blev

af.

Da dette blev ved, skulle en levende mand spille død. Han blev

begravet under en stor sten. Efter at have ligget der et stykke tid

hørte han en stor indlandsboer, som stjal fra gravene. Det varede

ikke længe før indlandsboen, tog manden ud af graven og vandrede

afsted med ham på ryggen. Når indlandsboen blev træt, holdt han hvil

og lagde manden ned på jorden, og hver gang han ville løfte ham op

igen, holdt manden fast i nogle pile-kviste. Indlandsboen undrede sig

noget over det. Det gentog sig et par gangen.

Da indlandsboen kom hjem, smed han manden på sove-briksen, for at han

skulle tø op. Konen gik ud for at hente olie til kogning. Imens sagde

børnene: "De laller skal jeg spise, de knogler skal jeg lege med!" De

så frem til måltidet.

Da indlandsboen var faldet i søvn, begyndte manden at beglo de to

børn, indtil de sagde: "Se, manden (eller: maden) har åbne øjne. Ham

som vi skal spise har åbne øjne." Indlandsboen vågnede og sagde:

"Hvordan kan han have åbne øjne! Han som hang fast i pile-kvistene

på vejen, jeg har lige båret ham på ryggen."

Manden fik nu også de to børn til at sove. Nu da de alle sov, og konen

var ude, flygtede han. Men konen så ham og sagde, at han skulle blive

og få noget at spise, men han skyndte sig derfra. Konen løb ind for at

vække indlandsboen, men kom hurtigt ud igen og løb snart ind på

manden.

Manden fok øje på en lille bakke og sagde: "Bakke voks!" Den begyndte

straks at vokse, så det var meget svært for konen at bestige den. Men

hun klarede det og kom hurtigt nærmere.

Så kom manden til en lille bæk, og han sagde til den: "Flod, bliv

hurtig!" Floden begyndte at bruse voldsomt. Da konen kom til floden,

kune hun ikke komme over den, og hun spurgte, hvordan han var kommet

over den. Han svarede, at han havde drukket af den. Konen begyndte at

drikke, og floden var næste tom, da manden sagde: "Dine skind-flapper

stikker ned i vandet." Hun bøjede sig ned, og i det øjeblik flækkede

hun og blev til tåge. Tågen omringede manden, hun er indlandsbo-konen

i menneske-skikkelse.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42 A. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 98 - 99.

Resumé: En kvinde og hendes barnebarn var blevet ladt alene tilbage.

Hver aften plagede barnet om at få en historie, men bedstemoren havde

ingen historier. Da dette gentog sig, blev hun tilsidst så træt af det,

at hun skræmte ham. Han blev så bange, at han af bare skræk fløj ud

igennem en vinduessprække. Han var blevet forvandlet til en spurv.

Da kvinden vågnede så hun, at barnet var væk. Hun tog sin kødpind og

lagde den ned i kamikkerne, så tog hun sin sypose rundt om nakken og

gik afsted.

Hun kaldte på sit barnebarn og græd så meget, at hendes øjenlåg blev

slidt af ved randen. Til sidst brugte hun kødnålene til sener på

skindet og syposen til mave. Det er fordi hun græd så meget, at

fjeldrypen har røde rande om øjnene.

Hun blev forvandlet til en fjeldrype, og hendes barnebarn blev

forvandlet til en spurv.

Kommentar: oprindelsesmyte

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 132 - 133.

Resumé: Omvendt variant af den vestgrønlandske om de to søstre, der

driver til Akilineq, hvor der er mange stødtænder, og bliver gift dér.

Men i Amaanaliks variant bliver pigerne forladt af deres forældre,

gift på deres egen landside, flygter ud på isen og driver over til den

anden side, til deres forældre. De har også set de mange stødtænder,

men har ikke kræfter til at hente dem.

Var.: Malaasi; Malarsivaq; Malarsuaq; Maledok; Manutooq.

Hist.: Næppe historisk.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 93 - 95.

Resumé: En mand så nogle fugle i menneskeskikkelse, det var ravnene og

dens familie, havmågerne, falkene, den arktiske måge (sabinemåge ?) og uglerne.

De boede i huse. Manden gik ind for at besøge ravnene. Ravnene sagde

til et af sine børn: "Gæsten får ikke noget at spise. Atinertôq, find

noget der falder ned (lort)!" Lidt efter kom han tilbage med lorten.

Ravnen begyndte at dele den, idet den slugte en masse. Den bød manden,

men han ville ikke spise lorten. Ravnen sendte Atinertooq ud efter

noget frisk kød. Atinertooq kom tilbage med et lille barn. Det ville

manden heller ikke spise. Ravnen kunne ikke tilbyde ham andet.

Ravnene og mågerne boede i et dobbelthus. Manden gik ind til mågerne.

Her blev han budt laks og alke. Han spiste, til han ikke kunne mere.

Da han var færdig med at spise, gik han ind til falkene.

Falkene hentede alke fra deres kødgrav. Manden spiste mange af dem.

Så besøgte han de arktiske måger. Der blev han kun i kort tid, fordi

de kun havde lidt gylp at tilbyde ham. Han gik videre til uglerne.

De havde heller ikke noget mad, men uglen sagde, idet den snørede

sine kamikker: "Jeg vil fange to, jeg vil fange to!" Uglens kone sagde

at en var nok, men den ville fange to.

Den så to harer, som sad og spiste. Da den prøvede at fange begge to,

splittedes dens skridt. Den kom hjem uden mad.

Manden hørte nogen kalde og gik ind til ravnene og havmågerne. Her var

alle fuglene samlet. Ravnen sang en trommesang:

             "Dine fødder har store årer,

              de er helt røde, de er rød-brune.

              ajajâjâ-ing!"

Bagefter sang havmågen:

              "Dine to kvinder har grimme rumper,

               fordi de er blevet revet med klør,

               ikêjajâing, ikêjajâing!"

ravnen var slem til at rive sine koners bagdele. Det var derfor, de

var grimme.

Derefter sang den arktiske måge / sabinemågen ?:

              "Vejret derude, vejret derude,

               intet har det fanget!"

Den drillede falken, som nu begyndte at synge:

              "Alle skal skynde sig til den stejle bjergside,

               alle skal nå der hen!"

På den måde sang de, og tilsidst forlod manden dem.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist.: Denne almindeligt udbredte fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 75 - 77.

Resumé: To små piger var ude at gå tur. Den ene af dem havde et barn i

amaaten. På deres tur fandt de små dukker. Det lille barn i amaaten

gav de underkæben af en sæl. Selv blev de ved med at finde dukker, som

de samlede op.

Mens de gik og samlede dukker op så de et menneske, der prøvede at

tage sine støvler på. Da han havde fået dem på, gik han ind i huset og

spærrede vejen for de to piger, som var fulgt efter ham. Eftersom de

ikke kunne komme ud, så de sig om og fik øje på nogle store

menneskehoveder, som hang og dryppede af råddenskab oppe fra loftet.

Da pigerne fik øje på dem, sagde de: "Se hvor de drypper!" Manden

slikkede det straks op. Pigerne vidste så, at han var menneskeæder. De

sagde til ham: "Gnav i dørkarmen og luk ørerne, mens du vrider dig

(som i trommedans) og se frem til at du skal spise os, når du er

færdig med at danse!" Han gjorde, hvad pigerne sagde. Imens gravede de

sig ud af huset, som blot var lavet af tørv, med underkæben, som barnet

havde leget med. De blev ved med at opfordre ham, indtil de havde

gravet færdigt og var kommet fri. De løb hurtigt hjem. De hørte ham

komme ud af huset, idet han ærgrede sig over, at pigerne var sluppet

fri.

Da pigerne kom hjem fortalte de at de havde set en menneskeæder.

Man holdt en seance / åndemaning for at finde ud af hvem han var. Det lykkedes

ikke. De tog ud for at finde ham, idet de tog to gamle koner

og de to piger med til at finde vej.

De fandt hans hus, og de to gamle koner gik ind. Der sad han og

prøvede at få sine støvler på. De to gamle koner kunne se, at det var

svært for ham, og de sagde: "Hvad om nogen klippede dine negle, nu

hvor der fanges flere hvaler?" "Ja, klip bare mine negle!" svarede

han. Han tog sine støvler af, og da han havde gjort det, bandt de to

gamle koner en line om hans fødder, som de andre trak i. På den måde

kom han ud af huset. De trak ham efter sig, sled hans tøj og hud af

kroppen, indtil blodet løb.

Tilsidst kunne han ikke holde smerten ud, og han sagde: "Vent lidt,

lad mig ordne mig lidt, mine indvolde er lavet af perler, min lever af

kobber, jeg har en galde-blære af mørkt glas og en blære af hvidt

glas!"

Men de var ligeglade og trak ham rundt, indtil han døde. Da han var

død, skar de ham op, og min sandten om ikke der var perler inden i

ham.

De tog alle de nye ejendele med hjem og hang dem op på væggen. Om

natten da de sov, blev de vækket ved at noget dryppede på dem. Det var

perlerne, der var blevet til indvolde igen. De syntes, at det var

meget afskyeligt og smed dem ud.

Hist.: Fortællinger om indvolde af perler o.l. er fælleseskimoiske. Benperler havde man også før mulighederne for at erhverve sig europæiske sager begyndte med evt. handel med nordboere og derefter de første ekspeditioner. Kobber fremstillede indianere i arktisk Canada selv og handlede videre. Men glas har man ikke haft før kontakterne med de "hvide".

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 35 - 36.

Resumé: Det skete for en kvinde, som ellers altid havde nok spæk i

lampen, at hver aften når hun lagde sig til at sove, gik lampen ud,

selv vægen forsvandt. En dag hun var ude på besøg sagde hun til en

dreng: "Gå lige hjem og se til min lampe, min væge forsvinder altid,

lampen går ud." Drengen gik derover, idet han kom ind i huset, blev

han overfaldet af et væsen. De sloges, men det lykkedes drengen at

slippe ud. Hjemme igen, havde han fået 3 sod-mærker i lysken.

Da kvinden kom hjem til sig selv, lagde hun sig på briksen og lod

som om hun sov. Da så hun et lille væsen komme ud under sovebriksen,

væsnet begyndte at spise ilden med sine 3 fingre.

Da det var færdigt med at spise, sprang kvinden på det og rev alt dets

tøj i stykker. Det begyndte at græde. Det lille briksevæsen havde en

anorak af spurveskind. Det lille briksevæsen blev ved med at græde.

Det holdt op med at æde ilden, efter at dets tøj var blevet revet i

stykker.

Var.: ikke i denne bases samlinger

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlinær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), s. 64 - 66.

Resumé: En mand og kone levede helt alene. Om sommeren tog manden ud

i kajak i lang tid, konen blev alene tilbage. Hun begyndte at vandre.

Det skete ofte, at hun ikke var hjemme, når manden kom hjem fra

fangst, hun dukkede først op længe efter manden. Det stod på i nogen

tid. En dag lod manden som om, han skulle på jagt, men gemte sig

i stedet bag et næs, for derefter at følge efter sin kone. Ikke længe

efter kom konen ud af huset, manden fulgte efter hende. Han sørgede

for ikke at blive set.

Han så sin kone gå ned til en sø, hvorefter hun begyndte at kalde:

"Penis, penis, penis!" En stor penis kom op af søen og begyndte at

have samleje med konen. Manden fik stor foragt for sin kone, skyndte

sig hjem og roede bort. Han blev væk i lang tid.

Da han kom hjem, var konen hjemme. Manden gik op til søen og kaldte på

penisen. Da den dukkede frem, slog han den ihjel med en stav og bragte

den hjem, hvor han serverede den for sin kone. Hun syntes, at det

smagte godt og spurgte, hvad det var hun spiste. Han svarede, at det

var hendes mands penis. Hun holdt straks op med at spise og lagde sig

til at sove.

Mens hun sov, samlede hendes mand forskellige dyr: Store orme,

spyfluer, larver, fluer og mider. Alle disse dyr lagde han ind under

sove-skindet til sin kone. Da de havde fortæret hende, satte han ild

til det hele og tog ud i sin kajak. Han var nu helt alene.

En dag han kom hjem fra fangst, så han, at der var kogt kød, og at hans

kamikker var blevet syet. Dette gentog sig. Han ville se, hvem det

var der gjorde dette, og gemte sig for at holde øje med teltet. Da så

han en smuk kvinde med en stor hårtop. Han gik hen til teltet, men der

var ikke nogen. En anden gang var han hurtig og fangede hende. Det var

en ræv han havde fanget, halen var den store hår-top. Han tog hende

til kone. Det blev vinter. De rejste i lang tid og mødte et par, men

rejste videre for at møde flere mennesker.

De mødte nu et gift par, en hare og en lort. Dem slog de sig ned

sammen med. De lavede konebytning, så manden lå med haren, og ræven lå

med lorten.

Da de skulle til at sove, sagde ræven: "Puh, her lugter af lort!"

Lorten svarede: "Puh, her lugter af ræv!" Da ræven hørte dette, løb

den ud af et hul og forsvandt.

På den måde var lorten skyld i, at manden mistede sin kone. Lorten

blev en lort, og haren blev til en hare, og mennesket var helt alene.

Han begyndte at følge rævekonens spor, der på den ene side var

menneske-fodspor og på den anden sine ræve-spor. Han fulgte dem til en

lille, mørk grotte. Han kaldte på hende. En flue i menneske-skikkelse

kom ud og sagde: "Tag mig, bliver der sagt, tag mig!" Manden sagde

nej, og fluen kravlede ind igen. Så kom en larve ud og sagde: "Tag

mig, bliver der sagt, tag mig!" Manden sagde nej. Så kom en spy-flue

og sagde det samme. Da manden gik ind i hulen, hvor en orm sagde: "Ham

som har brændt mig, ham som har svitset mig, nung, lad os trække

krog!" Det var alle de dyr, som havde fortæret hans kone. Efter at han

havde sat ild til dem, var de blevet forvandlet til mennesker, og

ræven boede hos dem. Det var hvad ormen sagde til ham.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru.

Kapisiaq som havde uheld med sine koner: har samme kombination af episoden med penis'en i søen og myten om manden der blev gift med en ræv.

Den første episode forekommer undertiden i Kivioq. Se også: En pige der giftede sig med et udyr.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 23 - 25.

Resumé: Datteren i huset vil ikke giftes. Hun har nok i sin hanhund.

Faderen bliver sur og siger: Ok, hun vil ikke giftes, så lad hende få

en hund til mand. Derefter kommer en frossen hundelort med tarm-

skindspels ind i huset, men fortrækker hurtigt, da den er ved at tø.

Hendes mand står bundet udenfor huset, den sprænger gang på

gang de remme, som faren binder den med, og kommer således ind og

kopulerer med hende. Til sidst blev det for meget for faderen - han

tager et helt remmesælskind og fylder det med store sten, og hertil

binder han nu hunden. Datteren bliver flyttet over på en ø. Hunden    .

formår alligevel at svømme over til øen, idet den ved trylleri får

sælskindet med stenene til at flyde. Hunden sulter ihjel, pigen klarer

sig. Hun føder en masse børn, både mennesker (inuit) og hunde. Hun oplærer dem til at dræbe deres bedstefar, der kommer med mad i kajak. Nu får

de ikke længere mad. Børnene sætter hun to og to på kamiksåler og

sender dem ud på havet med hver sin besked. To skal blive til ufarlige grønlandssæler, to til farlige ulve, to til farlige tornit og

andre ufarlige qallunaat. Således sender hun alle af sted og er

derefter alene tilbage, indtil hun dør af sult. Siden har man kaldt

øen Qimmiuuneqarfik.

Var.: Kvinden og hunden. Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; The girl and the dog; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 80, variant A.

Resumé: En mand ville gerne have en svigersøn, men hans datter nægtede

at gifte sig. Derfor bandt han hende og hang hende med hovedet nedad

på en stejl klippevæg. Som hun hang der, begyndte hendes tøj at falde

af, og hendes ryg at sidde fast til stenen. Hun begyndte at synge:

              "Stenen, som hun sidder fast til,

               båd-folk derude,

               kom, lad os gifte os, hê-eng!"

På den måde sang hun.

Var.: The girl who would not marry nr. 46

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), s. 67 - 69.

Resumé: Tre små piger legede "gifte-leg" / far mor og børn. En ville giftes med en stor måge, en ville giftes med en hval-knogle og den sidste ville giftes

med en grav / dødning?.

Pigen som ville giftes med en grav krøb ind i en, den store måge

fangede den anden pige, og bragte hende til sin rede; hval-knoglen tog

den sidste og bragte hende ud på en ø.

Hval-knoglen tog pigen til kone, og hun fik kun lov at gå ud, når hun

var tøjret med tarme som bånd. En dag hun var udenfor så hun en båd med

nogle af hendes fæller nærme sig. De var på vej ud for at hente

hende hjem. Hvalen trak hende indenfor, men lidt efter gik hun ud

igen. Hun kunne se, at båden kom nærmere. Hun bandt tarmene til en

sten og flygtede ned til båden, som straks lagde fra land.

Hvalen blev ved med at hive, men så skyndte den sig efter båden.

Den kom hurtigt tæt på. De sagde, at pigen skulle smide sin

vante ud i havet; det opholdt hvalen et lille stykke tid. Hvalen optog

forfølgelsen, og pigen smed den anden vante i havet for at forsinke

den. På denne måde smed pigen sin pelsanorak, underpels, kamikker,

bukser og til sidst underbukserne. Konenbåden med fællerne reddede sig

i land, og hvalen havde så meget fart på, at den strandede og igen

blev til en hval-knogle.

Pigen som var blevet taget af den store måge var nu blevet dens

kone. Den fangede hvidhvaler til hende. Langt nede under hende gik

hendes fæller, men hun kunne ikke kommer ned til dem. Hun begynde at

samle senerne fra hvidhvalerne. Når mågen så var væk, tørrede hun dem

og lagde dem sammen, for at de skulle kunne nå helt ned til hendes

fæller. En dag var senen lang nok, og hun sagde til sin mand: "Fang

en hvidhval som lever langt væk her fra!" Mågen tog afsted. Da den kom

tilbage, var pigen tilbage hos sine fæller. Mågen fløj ned for at

finde hende, den skreg: "Qüwio, qüwio, qüwio!" Den fløj ned til det

hus hvor pigen boede. Hendes far stod udenfor og sagde til mågen:

"Vis at du er en god svoger, og åben din armhule!" Mågen åbnede sin

armhule, og i det øjeblik skød faderen og dræbte den.

Mågen var så stor, at en af fællerne brugte dens hofteskål til

hundehus.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

Hist.: Fælles østeskimoisk myte.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 55 - 59.

Resumé:

En kvinde og hendes barnebarn, en dreng, levede helt alene.

Det var den sædvanlige historie: De var blevet efterladt af deres

bofæller. Drengen voksede op og begyndte at gå ud, for at prøve om han

kunne fange noget. Han kom langt omkring, og når han havde været væk

et stykke tid vendt han tilbage til sin bedstemor. En dag han var ude at gå, så

han nogle mennesker ved en lille sø. De havde lagdt deres tøj i en bunke, og løb

nøgne rundt og legede. Han kravlede hen imod dem, helt ned til søen, hvor han

satte sig på bunken med tøj. Da de så ham, gik de hen til ham, og han gav dem

deres tøj èn for èn. Da de havde taget deres tøj på, gik de deres vej. De var

gæs forvandlet til mennesker. De var alle børn i menneskelig skikkelse.

Der var mange af dem, men tilsidst blev han færdig med dem. Der var

kun to kvinder tilbage, den ene var kun et barn, den anden var lidt

ældre. Dem gav han ikke deres tøj. Den yngste begyndte at græde, han

fik medlidenhed med hende, og gav hende hendes tøj tilbage. Så tog hun

afsted. Den anden tog han med hjem, og de begyndte at leve som mand og

kone.

Han gik på jagt, efterladende konen og bedstemoren. Han var nu gift

med hende, og blev væk i længere tid. Tilsidst blev konen gravid, og

hun fødte to æg, da hun jo var en gås. Disse to var nu deres børn. En

dag hørte bedstemor, at æggene brast, og blev til to små mennesker.

Deres far var stadig på jagt i lang tid ad gangen. Da børnene voksede

sig større, skete det gang på gang, at de rev væg-skindene ned. Da det

blev ved at ske, sagde den gamle kvinde: "Hvorfor river dine børn

skindene ned fra væggene?"   Moren svarede: "De samler småsten." Det

var naturligt for dem at spise, og det fandt de bagved væg-skindene.

Da de blev ældre, begyndte de at lege udenfor. De samlede mange fjer,

som var drevet ind på stranden. Når de havde samlet en mængde, tog de

dem indenfor. Til sidst spurgte den gamle kvinde deres mor: "Hvad er

det dine børn samler?" Moren svarede: "De samler fjer til deres

pile." På den måde løj hun overfor hende. De to børns far var stadig

på jagt, og de begyndte at gå lange ture med deres mor.

Engang, da manden var væk, forsvandt de. Da manden kom tilbage,

spurgte han bedstemoren: "Hvor har de været et stykke tid?" Hun

svarede: "De har været væk længe."  "Jeg gå ud og leder efter dem,

lav mig såler med mange lag," sagde han.

Så lavede hun sålerne, mens hun græd, fordi han skulle  rejse. Da

kamik-sålerne var færdige, rejste han langt, langt væk.

Da han gik afsted, kom han forbi to skabninger, der kun var store

kroppe, som hev hinandens hår af. Dem havde gæssene tryllet frem, for

at spærre ham vejen. De var lige foran ham, og han kunne ikke komme

rundt om dem. Tilsidst lykkedes det alligevel, og han gik vidre.

Da han havde gået et stykke tid,så han to skabninger, der kun bestod

af lår. De var også lige foran ham, men han gik bare rundt om dem og

fortsatte sin rejse.

Efter et stykke tid så han en kæmpe lampe, som var så velforsynet med

spæk, at den brændte med en klar flamme, også den stod lige foran ham,

så han ikke kunne komme forbi. Da der ikke var nogen anden udvej,

skrævede han over på det store stykke spæk, og på den måde kom han

over.

Så kom han til en stor koge-gryde, som kogte voldsomt, fyldt til

randen med kogt kød. "Jeg spiser mennesker, bob, bob, bob," sagde

den. Den stod også i vejen for ham, men han gik ned på et stykke kød

og kom over.

Han gik videre og mødte nogle store hundehvalpe, som ville bide ham.

Han kunne ikke komme forbi dem, men ved at blive ved med at gå,

lykkedes det ham at komme forbi. Derefter gik han videre.

Til sidst så han et menneske, der stod og huggede med en økse. Han gik

hen til ham. Han kunne se, at menneskets testikler hang så langt nede,

at de næsten ramte jorden. Mennesket stod med ryggen til, idet han

huggede løs på en pilegren, hvis spåner faldt i vandet, og blev

forvandlet til ørreder. De tørre grene blev til røde ørreder.

Han forstod at mennesket skammede sig, over at hans testikler hang ned

til jorden. Han prøvede at komme om foran mennesket, ved at gå rundt i

en stor bue omkring ham. Det lykkedes ham uden at blive set.

Han gik lige hen til Qajungajugssuaq / Qajungajussuaq, som sagde til ham: " Hvor kom du fra?" " Jeg kom hen til dig forfra," var svaret. Qajungajussuaq

hævdede, at han var kommet op til ham bagfra, og at han ville slå ham

ihjel. Inden Qajungajussuaq nåede at slå ham ihjel, spurgte han om han

havde set hans kvinder der havde været væk et stykke tid.

Det havde Qajungajussuaq ikke, men selvom han lige havde villet myrde

den anden, begyndte de sammen at lede efter kvinderne nede ved

stranden.

Da de var kommet ned til stranden, sagde Qajungajussuaq: "Nu skal du

lukke dine øjne, og du må endelig ikke åbne dem." Det gjorde han, og

Qajungajussuaq forvandlede sine testikler til en umiaq. I den sejlede de

over det store hav. Da han hørte menneske-stemmer, var han lige ved at

åbne øjnene, men Qajungajussuaq sagde til ham: "Hvis du åbner øjnene nu,

slår jeg dig ihjel." De sejlede videre, lige hen imod menneske-

stemmerne. De nåede kysten, og Qajungajussuaq sagde: "Nu må du åbne dine

øjne." Det gjorde han. Der var en larm af mennesker, og en stor flok

gæs i menneske-skikkelse, kom hen til dem på stranden.

Her blev de et stykke tid. De to børn genkendte deres far, selvom han

ikke genkendte dem, og de gik hjem til deres mor og sagde at deres far

var kommet.

Moren ville ikke tro dem, da de havde efterladt ham på den anden side

af bugten. Men børnene insisterede, og til sidst sagde moren, at de

skulle gå ned for at hente ham.

Børnene løb ned til stranden, og sagde til deres far at han skulle

komme med dem. De tog deres far ved hånden, og ledte ham hjem hvor de

boede. Inde i huset sad moren og lyskede en fremmed, som var fra denne

del af landet, og som hun havde giftet sig med. Han ville nu gå, men

hans kone sagde til ham: "Din mave, husk din mave!" Da hun havde givet

den til ham, gik han ud.

Manden tog hende til kone igen, og boede med hende og deres to børn.

I mellemtiden var hun blevet gravid, men han blev hos hende.

Lidt efter lidt voksede kvinden, og da veerne begyndte, lod hun som om

hun var død. Manden begravede hende i en stengrav, og var nu alene med

de to børn. Udenfor hørte de et kæmpe brøl, det var gæssene, der var

blevet forvandlet til mennesker. Børnene var begyndt at gå på besøg,

og de ofte i de andre huse.

En dag de kom hjem til deres far, så han at deres vanter var tørre, og

han spurgte hvem der havde tørret dem. De svarede, at det var deres

mor som havde tørret dem. Han spurgte dem igen: "Hvordan kan jeres mor

gøre det, jeg har jo lige begravet hende under de store sten, hun er

død og i vil aldrig få hende at se." Børnene insisterede på, at det

var deres mor der havde tørret deres vanter, og de tog deres far hen

for at se hende.

De kom ind i et hus, og på side-briksen sad hans kone med Kitdlaqs tøj

på. Han spurgte hende: "Hvem er du?" "Jeg er Kitdlaq / Killaq," svarede hun.

Selvom at hun løj for ham, kunne han godt genkende hende, og derfor

slog han hende i maven så hun døde. To store æg faldt ud af hende,

fordi hun var gravid.

Da han havde dræbt hende, begyndte gæssene at flyve bort, og til

sidst var der ikke flere tilbage. Der kom et kæmpe brøl, da de lidt

efter lidt fløj bort. Kun Qajungajussuaq blev tilbage, og han sagde

til ham: "Jeg laver en lille pisk til dig. Sæt dig på det lille bjerg

for de vil komme tilbage og hævne sig." Da han havde lavet pisken, gik

han hen og satte sig. Qajungajussuaq sagde, at han ikke måtte falde i

søvn.

De havde ikke siddet længe på bjerget, da en stor mørk sky nærmede

sig. Det var gæssene, der var kommet tilbage. De omringede ham

fuldstændigt, og han begyndte at piske dem, og dræbte mange af dem.

Da han havde gjort det sagde Qajungajussuaq: "Du må endelig ikke

falde i søvn, for der kommer flere." Det varede ikke længe, før en

tyk tåge viste sig fra nord. Det var store skyer med fugle. De

omringede ham, og han piskede dem, til jorden var dækket af dræbte

fugle. Han fik ingen ro. Qajungajussuaq formanede ham om ikke at

falde i søvn. Han kæmpede imod søvnen. Igen kom gæssene, og han slog

en masse ihjel. Til sidst var der kun ganske få tilbage, som fløj væk.

Da sagde Qajungajugssuaq, at nu var der ikke flere tilbage.

Han havde vundet. Han og Qajungajussuaq blev boede på stedet.

Var.: En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

Kommentar: Dette er en usædvandlig variant - især slutningen med gåsekonen der dræbes og fremkalder artsfællernes hævn

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 77.

Resumé: Et gift par fik et barn, men da de aldrig gav det mad, voksede

det ikke. Det voksede ikke, fordi forældrene spiste alt det, som var

forbudt. De boede i et dobbelt-hus, og en dag hvor forældrene sov,

begyndte barnet at spise dem. Da det havde spist sine forældre, græd

det og sagde: "Jeg har spist dem, fordi de ikke gav mig noget at

spise!" Da de andre så det, flygtede de.

En af de flygtende havde glemt sin kniv og udlovede sin datter til den,

der ville hente den. En meldte sig og gik tilbage til huset. Her mødte

han monsteret, idet det smuttede under ham i husgangen. Det sagde hele

tiden: "Jeg har spist mine forældre, fordi de ikke gav mig noget mad!"

Manden gik ind for at hente kniven og forlod derpå monsteret.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents nr. 44 A + 44 B; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 8 - 12.

Resumé: Et ægtepar er voldelige overfor hinanden, og da konen til

sidst ikke kan holde det ud længere, går hun til fjelds, hvor hun

sætter sig i det kraftige måneskin. Hun tilkalder månen, som derefter

bliver mørkere. Under bulder og brag kommer månemanden ned på sin

slæde. Han byder konen at sætte sig i de flotte slædeskind - de

kører afsted - først over land, så over sne/is og til sidst igen

over land og således kommer de til månemandens hus. På hans

kødplatform levede de store fangstdyr. Han byder hende at gå indenfor

i huset, men advarer hende mod sin lillesøster, der har for vane at

afbrænde/afsvide fremmede. Inde i huset får hun øje på nogle stakler

uden indvolde, og da månemanden senere kommer ind, advares hun mod

hans egen fætter - indvoldsrøveren -, der har forvoldt disse

indvoldsløses skade: Når indvoldsrøveren kommer, skal hun puste

og samtidig sætte hænderne ind under skindfrakken, idet de bliver

holdt således, at de ligner den bjørn. Således får hun besked på at

gøre overfor Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken, hvis hun skulle være lige ved smile. Da indvoldsrøveren kommer på besøg medbringer han en stor kniv og et

kødfad / træskål til indvolde. Han synger trommesang: "Mine små hunde, jeg

skaffer mad til dem!" - mens hans kone fra vinduet råber: "Hun smiler,

hun smiler." Til sidst er hun virkelig lige ved at smile, men gør

da, som månemanden havde sagt. Indvoldsrøveren flygter og siger:

"Man hørte den med spæk på (en bjørn)". Under flugten glemmer han

sit kødfad, og får af månemanden at vide, at han selv må hente det.

Indvoldsrøveren truer med at vælte et stort fjeld - og da må

månemanden overgive sig og bringe fadet ud. Om natten på briksen har

de svært ved at sove og månemandens eks-kone (lårbenet af en sæl) må

smides væk - "og hvor var hun dog jaloux". Nogle gange får kvinden

besøg af månemandens søster, som har mandekamikker på, og som bløder

kraftigt fra bagsiden af lårene, fordi: "Jeres børn laver

snore-figurer, mens solen skinner, på den tid af året, hvor den stiger

på himlen." Gennem et hul bag  månemandens lampe, kan man se ned på

landskabet - og man kan endda se konens familie. En dag skræller

månemanden løs på en hvalrostand, og lader til sidst stumperne falde

ned gennem hullet. Hun ser gennem hullet sine børn, der leger, og

manden, der passivt ser til. Kort efter bliver hun gravid og bringes

af månemanden tilbage til sin familie. Månemanden forsyner hende med

kød og spæk, og hun spiser således ikke af sin mands fangster, men kun

af månemandens. Hun føder en stor dreng, der udvikler sig til en stor bjørnejæger.

Var.: Manguaraq; Besøg på Månen; Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?)

Kommentar: Bemærk indvoldsrøverens trussel om at vælte et stort bjerg. Samme trussel i østgrønlandske fortællinger går ud på at vælte støtten, der holder verden / himmelhvælvingen oppe. I Vestgrønland kunne man identificere indvoldsrøversken med Sila. Søg på Sila

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 101.

Resumé: Piku var på rensdyrjagt. Mens han var væk, havde hans kone

kun rygraden fra en sæl at spise. Han var væk i lang tid.

En dag så konen en ravn, og hun spurgte den, om hendes mand havde

fanget noget. Ravnen svarede, at han havde fanget to rensdyr.

Konen blev glad og gav sæl-rygraden til hundene.

Da manden kom tilbage, viste det sig, at ravnen havde løjet for konen,

manden havde slet ikke fanget noget. Hun måtte tage rygraden fra

hundene og vaske den.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 100.

Resumé: En mand så en ravn, som havde noget i næbbet. Han spurgte den

hvad det var. Den svarede, at det var inderlåret fra et menneske.

Manden spurgte, om han ikke kunne få noget af det. Men ravnen svarede:

"Jeg vil sluge det, fordi jeg kan li det, fordi jeg og mine ravnebørn

spiser blod, vi spiser blod!"

Var.: The raven, nr. 74 A.

Kommentar: alm. østeskimoisk association til ravnen: den spiser blodrigt kød.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 92 - 93.

Resumé: To børn legede i telt-ringen. De fandt en drypskål fra

en lampe. Det ene af børnene begyndte at male den anden, idet han

dyppede en pind i skålen. En mand så dem og listede sig ind på dem.

Han hørte, den ene sagde: "Lad mig gøre det." Den anden blev nu også

malet, han sagde: "Lad mig hente mit sove-skind!"

Manden var kommet nærmere og sprang op og forskrækkede de to børn.

Det ene af børnene kom til at hælde skålens indhold ud over det andet

barn, som sagde: "Qâ-qâ!" Mens han selv sagde: "Qêr-qêr!"

Derfor kom ravnen til at sige: "Qâ-qâ-qâ!" Og falken til at sige:

"Qêr-qêr-qêr!"

Var.: Fælleseskimoisk myte. Se Inge Kleivan 1971: Why is the Raven black? Acta Arctica.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 92.

Resumé: En ravn var gift med to gæs. Da gæssene om efteråret ville

flyve syd på, ville ravnen med dem.

Ravnen ville bare sove på isbjergene, når gæssene sov på havet.

Gæssene sagde, at der hvor de skulle hen, var der ikke nogle isbjerge.

Så ville ravnen bare flyve højt op over havet, så kunne den sove der.

Så fløj de syd-på. Når ravnen sov oppe i himlen, dalede den langsomt

nedad, og lige inden den nåede havoverfladen, vågnede den. Det blev

den snart træt af. Den ville sove oven på sine to koner, og det gjorde

den.

Men det ville gæssene ikke være med til. De svømmede til hver sin

side, så ravnen landede i vandet. Den råbte på gæssene, men begyndte

at forvandle sig til små ravne, pteropoder, vingesnegle. Den blev delt i mange dele, mens den

stadig råbte: "Kom her, ryk sammen!"

Var.: Tulugaq; Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone.

Hist.: Fælles tradition for Polar inuit og østgrønlændere: I Østgrønland bliver den sorte vingesnegl kaldt den lille ravn. Holm 1972 eller Thalbitzer 1946 (Hansêraqs dagbog)?

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 97.

Resumé: En mand, som var på harejagt, fik øje på nogle harer. Han satte efter dem, men de slap fra ham. Han kom til en flod, hvor

harerne var kommet over, men selv kunne han ikke komme over. Harerne

sang:

           "Fordi vi er gode til at gå,

            flygtede vi,

            og denne af floderne, den opsvulmede,

            som han ikke kunne komme over med det samme,

            den kom vi over!"

Da de havde sunget dette, kunne han ikke få fat i dem, og han lod dem

gå.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 97 - 98.

Resumé: Nogle folk i kajakker fik øje på en flok rensdyr. De gik i

land og listede sig ind på dem. Rensdyrene lagde mærke til det, og de

begyndte at synge:

              "Her er der ingen mennesker,

               her er der ingen mennesker,

               lad det forblive sådan,

               lad ingen stemme høre,

               jâjajâ jajahâ ojajâ â-a,

               ojaja ja jæ jajææi!"

Efter at de havde sunget dette, sprang de i vandet. Mændene efter dem

i kajakker. Mændene dræbte mange rensdyr. En mand jagtede et meget

stort rensdyr, men rensdyret sagde til ham, at det var meget magert,

og at det ville gå til bunds hvis det døde. Så sprang det op over

mandens kajak og flygtede op på et højt bjerg. Denne mand fangede

ingen rensdyr.

De andre trak de dyr på land, som de havde dræbt. Da de kogte kødet,

var der en som ikke kunne spise op. Han gik ned til floden for at

drikke. Da han kom tilbage, var det kød, som han havde spist, vokset

ud igen. Han kunne blive ved med at spise, fordi kødet blev ved med at

vokse ud.

Hist.: En fortælling der røber sin herkomst i arktisk Canada (her Baffinland), idet polar-inuit / polareskimoerne hverken jagede rener eller havde kajakker før de sidste indvandrere kom fra Baffinland omkr. 1860. I Thule-området var der heller ikke lejlighed til at jage renerne (der blev udryddet omkr. 1910) i søer el. floder i kajak som det var muligt mange steder i arktisk Canada. Amaanalik havde alle sine fortællinger fra sin indvandrede bedstemor.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 95 - 96.

Resumé: Nogle folk, som var ude at ro, så et par snespurve, som var

ved at fodre deres unger. En mand fra båden lavede en snare af sit hår,

han fangede han-snespurven, hvorefter han tissede på ungerne og

sejlede videre.

Hun-snespurven blev vred over det skete og begyndte at synge, idet den

sidste båd sejlede forbi:

            "Min mand, min mand, min mand,

             fordi mennesker er mægtigere,

             fordi de er stærkere,

             med en hvalben-snare narrede ham, de har fanget ham.

             Qalumîna / Qalumiina har drukket urin, til han brast.

             Uden at nå en boplads, skal i slå lejr for natten."

Da menneskene havde slået lejr, begyndte det at blæse voldsomt op.

De som havde fanget snespurven led skibbrud, fordi hun-snespurven

havde kastet forbandelse over dem.

Var.: The snow-bunting's song of lamentation, nr. 65 A

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resume bd. 152(2), side 7 - 8.

Resumé: Under lampeslukningsleg ligger en bror med sin lillesøster. Da

hun opdager dette, føler hun sig ussel - og begge går de ud af

huset, med et stykke brændende lampemos i hånden. De begynder at jagte

hinanden rundt om huset. Broderen falder i et hul, hvor man har taget

sneblokke til snehuset, og hans "fakkel" går ud, så kun en glød er

tilbage. Han fortsætter forfølgelsen og bliver til månen. De begynder

at stige tilvejrs i deres cirkelbane om huset - og da bliver søsteren

til solen, endnu med den lysende og varmende "fakkel" i hånden. Men

han forbliver den kolde måne. På denne måde steg de op.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; sun el. Sun.

Kommentar: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse.- Eng. resumé bd. 152(2), s. 12 - 16.

Resumé:

En pige og hendes lillebror sendes af deres stedfar langt

væk for at lege. Drengen vil helst vende hjem, men pigen svarer ham

om og om med: "Har du glemt, hvad din far sagde?" Pigen fanger ryper

med sten og giver bryststykkerne til lillebroren, som endnu diede

sin mor. Hver gang drengen taler om at vende hjem, siger hun:

"Hver gang jeg rammer ryper med sten, spiser jeg ikke kødet fra dens

mave. Gå du hjem alene!" Drengen fremsætter ønsker om at blive

forvandlet til dyr: sæl, hvalros, hvidhval, bjørn, ren, moskusokse,

hare, ræv og remmesæl, men lige meget hjælper det. Til sidst ønsker

han at blive til den store torden, og mens søsteren er tilstede

synger han af al kraft: "Gid man kunne blive torden." Og til sidst

bliver de virkelig til torden begge to, idet de placerer sig oven på

et medbragt stykke hvidt skind og slår ild på den medbragte flint.

Imens de tisser og slår ild stiger de opad. Regnen falder over landet

og deres forældre begynder at udspørge ånder, for at finde børnene

igen. Moderen græder: "Her er de bryster, du plejede at die."

Situationen på bopladsen blev kaotisk, og til sidst høres børnene:

"Pis på det, pis på det!" Folk prøver at få styr på børnene, men

forgæves. De er således blevet til torden.

Var.: Torden-ånderne; torden; Tordenens oprindelse;

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 88 - 89.

Resumé: En mand og hans kone var oppe at slås. Til sidst gik konen

hjemmefra. Hun vandrede rundt og fik øje på et hus. Hun gik derind

og fandt ud af, at huset havde et forrådskammer fyldt med rensdyr-talg.

Hun vendte vrangen ud på sin anorak og kamikker. Så hørte hun

menneskene komme hjem. De kom ind, spiste og lagde sig til at sove.

En af dem vågnede, fordi der lugtede af lort. Han tændte lys, for at

se hvad det var. Der var noget, der pustede lampen ud. Dette gentog

sig tre gange. Manden blev bange, og alle menneskene flygtede ud af

huset uden tøj på. Inde fra huset lød der: "Apapâ, isâsê / Apapaa isaasii, skynd jer bort eller jeg kommer efter jer!" De flygtede skræmte bort, mens hun

blev ved med at skræmme dem.

Kommentar: Måske en mørkeleg til almindelig morskab.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 33.

Resumé: En lille pige boede med sine bedsteforældre. Hun legede dag og

nat med sine små dukker af hvalrostand. Bedstefaderen sov ikke og

bedstemoderen sov, idet hun dog vågnede op en gang imellem.

Til sidst hørte man en kalde uden for vinduet: "Tutuatuik, kom herud

lidt, og tag dine dukker med dig!"  Dertil sagde bedstemoderen: "Tag

min inderpels og din bedstefars kamikker på!" Hun tog det på og gik

ud. Udenfor mødte hun en kvinde, der tog hende med ned til

sit hus ved møddingen. Det var denne kvinde, der plejede at dræbe børn

og smide dem ned bag sovebiksen. Den lille pige undgik dette, da hun

havde sine bedstforældres tøj på. "Jeg er bange for at de vil kigge

efter dig, gå din vej," sagde kvinden til hende.

Var.: Fælleseskimoisk myte (også fortalt på Nelson Island, S.V. Alaska, Fienup-Riordan 1994:66.)

Holtved 19A; Ikaleq og Qattaatsiaq

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 131.

Resumé: Gammel kone og barnebarn (dreng) efterlades i dobbelthus.

Fremmede med fangst overnatter i den anden del. Den gamle kone

beordrer drengen til at liste ind om natten og spytte på fingeren og

derefter berøre noget af deres kød. Det er renkød. Han berører to

renkøller. Det bliver så tungt, at de fremmede ikke kan slæbe det med.

"Lad dem bare få det, når de nu så gerne vil have det," siger de.

Var.: Kunuanannguaq En fortælling om enlige kvinder En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Bemærk at drengen får lårene, der de fleste steder går til 1. fangstpartner.

Hist.: Ingen afvisning af renkød som i mange polar-inuit fortællinger, fordi denne fortæller er Amaunalik, hvis bedstemor var indvandret baffinlænder.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 99 - 100.

Resumé: To små hunde lå i deres hundehus. Den ene havde en brækket

pote, den anden havde langt hår. Den langhårede gik ind i husindgangen,

og den med den brækkede pote sagde til den, at den skulle bede

om noget at spise. Dens ejer hørte det og sagde: "Hvem er du?"  

"Jeg er Merqorssuanâq / Meqqorsuanaaq (den søde langhårede)!"

Så gav han den noget at spise til dens ven,

og den gik tilbage til hundehuset med maden.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 152 - 153.

Resumé: Når folk mødes siger den ene: "sainang (uforståeligt) sunâin

(hvad er det?)". Den anden svarer: "asukiaq (tænk dog/sandelig)!"

Møder man nogen under rejse, siger man: "Er det et menneske?" - "Jeg

er et menneske."

Kommentar: Den sidstnævnte hilsen, inûxhuarunâi?, betyder ifølge en lille artikel i tidsskriftet Grønland, Årg. 2000: Hvordan har du det? Og svaret: "Jeg har det fint!". Forfatteren tilføjer at man aldrig ville finde på at identificere sig selv som ingughuaq, der i ordbogs-oversættelse ville betyde "Stort el. prægtigt menneske". Det er almindeligt for andre at kalde polar-inuit for inughuit, men det ville altså være utidig pral om de selv gjorde det.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 100 - 101.

Resumé: En kvinde, der havde to mænd, var altid gravid. En dag sad hun

og ventede på, at hendes to mænd skulle komme hjem fra jagt.

Da hun blev træt af at vente, gik hun ud for at se efter dem. Hun gik

op af et bjerg med et barn i hver hånd og en i amaaten.

Oppe på bjerget så hun en ravn og spurgte den, om den havde set hendes

to mænd. Den svarede, at de var blevet dækket af is, og at hun bare

skulle sætte sig ned.

Kvinden blev siddende på stedet og blev forvandlet til sten. Bare

fordi at ravnen havde sagt, at mændene var blevet dækket af is.

Kommentar: De mange fortællinger om ravne i Thule-området fremstiller oftest ravnen som løgner / snydetamp, undertiden med forvandlinger til følge.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 127 - 128.

Resumé: Moder og to døtre efterlades. Syr sig bjørneklæder af

kasserede skind. Forvandler sig til bjørne, opsøger deres fæller, kan

forvandle sig tilbage til mennesker, når de spørger om vej, når frem

og dræber alle deres tidligere bopladsfæller. De adspurgte får

mistanke, da de ser, at de bortdragendes spor er blandede menneske- og

bjørnespor.

Hist.: Næppe historisk; kun som tænkt forklaring på bjørne,

der har overfaldet og dræbt en boplads. Hævngerrige kvinder der forvandles til bjørne, når de iklæder sig bjørneskind er et udbredt motiv eskimomyter.