Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Andreassen, Johanne gav 47 resultater.

"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter

Print
Dokument id:1665
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Akernilik
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andrassen, Kaarali
Titel:"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 195 - 198
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

 

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Aamasiartoq / Amasiartoq

Print
Dokument id:802
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aamasiartoq / Amasiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 85, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: egentlig ikke.

Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk

Print
Dokument id:1474
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Lauritz
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

 

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

 

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

 

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

 

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

 

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

 

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

 

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

 

Han blir gift med en af kvinderne.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

 

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

 

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

 

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

 

blir han gift.

Ajatok / Ajaattoq

Print
Dokument id:1938
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajatok / Ajaattoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 109 - 118
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

 

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

 

Var.: Rosing Ajaateq.

 

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling

Print
Dokument id:1362
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:? og Andreassen, Kaarali
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 123 - 131
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

 

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

 

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

 

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Angut arnamut arnagtoq

Print
Dokument id:882
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Timuutta
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angut arnamut arnagtoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 49
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

 

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

 

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

 

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma

Print
Dokument id:804
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 93, nr. 32
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

 

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

 

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

 

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

 

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

 

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

 

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut

Print
Dokument id:796
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

 

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak

Print
Dokument id:1810
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

 

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

 

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

 

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

 

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

 

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

Den fattige mor

Print
Dokument id:842
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eliinna
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den fattige mor
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 44
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 45: anânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Efter mandens død i 1841 flyttede Ineqinnavaat med sine børn til Upernavik, gik til dåbsundervisning, imponerede alle med sin evne til at lære udenad, hvorefter hun selv og de fem børn blev døbt. Selv fik hun navnet Johanne Benigne. (børnenes navne står også nævnt)

  In. bliver ikke rigere med årene, hendes anseelse vokser heller ikke, måske fordi hun er kvindelig åndemaner / angakkoq, og hun synes at have være genstand for en del beskyldninger for hekseri. En dag lykkes det hende, øjensynligt ud af den blå luft, at skaffe sin yngste søn et stykke brød med smør, som han har plaget længe om at få. Hvordan kan ingen forklare.

 

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Den forældreløse Quvtajâ / Quttajaa

Print
Dokument id:1369
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreasen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Quvtajâ / Quttajaa
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 291 - 296
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, s.23 - 29, "Qutajarajik".

Resumé:

 

Et ægtepar mister altid de børn de får og betragter til sidst deres

hund som deres barn. En dag kvinden har glemt at fodre hunden, skælder

manden hende ud, og da hun fodrer den, ber hun om hjælp til at få et

barn. De får en søn, der ikke får navn efter en afdød, men kaldes

Quttajaa. Snart dør hans mor, dernæst hans far og til slut hans

bedstemor. Han døjer sult i fælleshuset, hvor kun een mand gir ham

mad, som de andre fratager ham. Han blir den gode mands plejesøn og

opfordres til at opøve sine kræfter sammen med sin plejebror. En dag

får han besked om, at hans fjender vil udfordre ham til sangkamp.

Først kommer dog en konebåd med kajakker på besøg, og blandt dem en

skulderbred mand, der viser sig at være Quttajaas morbror. Nidsyngerne

kommer, kappes i armkrog og brydekamp med Q., der viser sig overlegen,

men han kan næppe holde gråden tilbage, da de i deres nidviser håner

ham for hans døde forældre ved navn. En af dem har selv nyligt mistet et

barn, som Q. da håner ham med, da han med følge kommer på genvisit.

Det døde barns far får drøje kindbensstød af Q. og dets bror vil

stikke ham ihjel under sangkampen, men forhindres i det af Q.s

morbror. Q. kvæler sin modstander og får fred i sindet.

Tolkning: Det er muligvis ved hundens hjælp, og fordi han ikke får

noget rigtigt navn, dvs. ikke blir et rigtigt (slægts)menneske, at Q. kan udvikle sig til den stærke mand, der blir farlig for sine fjender.

Den store ild / Hvorledes muslingen blev til

Print
Dokument id:1334
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store ild / Hvorledes muslingen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 111 - 115
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 55 - 59, nr. 26, " Simiutame

enersuvaq".

 

Resumé:

Mange børn leger støjende i et fælleshus, mens forældrene er

på besøg i et andet. En forældreløs dreng bliver bange og søger

forgæves at dysse dem ned. Urolig løber han hele tiden ud og ind

gennem husgangen, og ser pludselig en stor ild, der nærmer sig fra

havet. De andre børn tror ham ikke, støjer videre, men hjælper dog

drengen op på tørrestativet, hvor han har taget sin slæde med.

Ildmanden kommer ind til åbningen med sit redskab, en stav med en

flået remmesæl. Andre fortællere mener, at hans overkrop er en

remmesæl og underkroppen af et ubestemmeligt dyr. Ilden trækker som en

magnet børnene til sig. De dør ved den blotte berøring.

Ilden forsvinder. Drengen kravler ned, sætter sig på briksen, og da forældrene sent på natten kommer hjem, fortæller han om ulykken. De

tror ham ikke. Han foreslår dem at lege støjende. De anbringer en

brændende lampe med en kogende gryde tran over indgangshullet. De

leger larmende. Ilden kommer og skoldes ihjel af den kogende tran. Man

afprøver om der endnu er liv i ildmanden med et stykke træ. Det

klistrer øjeblikkeligt fast.

De klatrer nu alle forsigtigt oven over den under husgangens tag. Kun

en ældre kvinde berører den med sin halesnip og hænger uløseligt fast.

De andre råder hende til at sige "katu, katu", som man gør, når man

med armene trækker sin kajak hen over tyndis. Hun kommer løs, sætter

sig på møddingen og skriger af smerte, da man trækker hende med ned

til konebåden. Hun hører muslingelyd, forvandles straks til en musling

og synker svirrende til bunds. Fra hende stammer alle muslingerne.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

 

Kommentar: oprindelsesmyte. Som indledning nævner Rasmussen åndemanerleg, uden åndemaner, som voksne eller børn alene leger. Fortællingen er dermed en slags ritualmyte.

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

En fortælling om manden, der forlod sin boplads og tog land blandt indlandsboerne, der drev jagt på store hornede landdyr

Print
Dokument id:1342
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fortælling om manden, der forlod sin boplads og tog land blandt indlandsboerne, der drev jagt på store hornede landdyr
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 254
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 71 - 81,

nr. 28: "Angut qivigtoq" / qivittoq.

 

Resumé:

En storfanger bor hos sine svigerforældre, som han forsyner mere end

rigeligt med fangster. Alligevel beklager de sig over hans sølle

fangstevner. I vrede samler han sig kajakvanter og drager over havet

mod øst. Bag horisonten kommer han til en stor ø, hvis kyst han følger

mod nord. Fra en fjeldtop ser han store telte i en dal, hvor det

østligste telt er det største. En kvinde kommer ud af et telt, der

næsten er så stort som det største. Hun er ugift, har to brødre og

forældre. Hun forhører sig hos de gamle, om han må komme ind, og får

ja. Brødrene kommer hjem fra jagt med store øser fulde af størknet

blod fra de store hornede landdyr (moskusokser, køer?), som de har jaget.

Blodet er det lækreste den fremmede nogensinde har smagt. Han får

pigen til kone. En mandsling fra det største telt kommer på kort

visit. Han er pigens forsmåede bejler, og udfordrer næste dag den

fremmede til brydekamp. De brydes på en stor slette med mange

tilskuere. Den fremmede kan sagtens klare sin modstander, men holder

ham hen med ringe modstand for at øge spændingen. Til slut kaster han

mandslingen til jorden på et ujævnt sted. Denne ligger længe besvimet.

Han var bopladsens stærke mand, en rolle den fremmede nu overtager.

Han låner så sin svigerfars øse og kniv, går med svogrene på jagt, og

vælger at nedlægge en lille kalv. Man det meste af blodet render ud,

inden han får sat øsen under det. Svigerfaderen er alligevel glad for

den smule størknet blod han kommer hjem med som sin førstefangst.

Næste dag udvælger han sig og nedlægger den største tyr, og anbringer

straks øsen under blodstrømmen. Den løber fuld til randen og glæden blir

endnu større. Den nye svigesøn er en habil jæger også på landdyr. Af

sin kone får han nu forevist familiens store depot af tørret kød,

størknet blod og bær, som der må hele tre teltskind til at dække.

Dernæst viser konen ham familiens vinterhus, der står rent, fikst og

færdigt til at flytte ind i, når efteråret kommer. Han undrer sig, for

derhjemme byggede kvinderne først hus, når man skulle i hus for

vinteren. Han inviterer dernæst sine svogre med hjem til sine

tidligere svigerforældre på besøg og fortæller dem dels årsagen til,

at han rejste bort, og dels at hans nye familie udelukkende lever af

at jage landdyr. Værter og gæster byder hinanden deres mad. Mandens

svogre kan kun klare sælkød i ganske små bidder. Deres medbragte

landdyr-blod er det bedste værterne nogensinde har spist. Mandens

ekskone har giftet sig igen, og han tar med sine svogre tilbage, hvor

de rejser på besøg længere vestover (østover?). Dér får svogrene små

bidder mad, der er det lækreste de nogensinde har smagt. Værterne kan

derimod slet ikke få det sælkød ned, som deres nye svoger tidligere

var vant til at spise. De udgør een kæmpestor familie på fire

generationer, hvis ældste kvinde og overhoved i huset er så gammel, at

hun er blevet lutter ansigt at se til. Det er på størrelse med et

kastetræ. Og hendes sønner er gamle hvidhårede mænd. Manden tar

tilbage med sine svogre og blir for altid i sit nye land.

 

Hist. Landet med landdyrene og det andet med de endnu lækrere spiser

må i forhold til Østkysten ligge bag havhorisonten i øst. Men det er

besøg i Sydvestgrønland, hvor kolonisterne bor i store, rene

helårshuse, holder køer, spiser lækker mad og ikke bryder sig ret meget om sælkød,

der afspejles i fortællingen. Oversættelsens retningsangivelser: mod

vest, hvor der burde stå "mod øst", kan skyldes at enten fortælleren

eller Rasmussen har oversat dem til hhv. vestgrønlandsk og

vestgrønlandsk-dansk.

Om moskusokser i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "To økologiske

ændringer..."

Erqilikpigen Nuánãnguaqaoq / Nuannaannguaqaaq

Print
Dokument id:1333
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilikpigen Nuánãnguaqaoq / Nuannaannguaqaaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 244 - 247
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 46 - 49, nr.

24: "Nuanánânnguaqaoq"

 

Resumé:

N., der betyder "den lille glade", er plejedatter hos mennesker, der

bruger hende som syndebuk, når de bliver vrede. Hun har jo ingen

familie, mener man. Det har hun i massevis inde i landet, siger pigen

hver gang. Hun går da hjemmefra og ind til sine frænder. De går samlet

til hendes plejefamilies fælleshus, bryder hul i taget og dræber alle

med bue og pil undtagen en enkelt mand, der har gemt sig. Han opsøger

andre mennesker og får dem med på hævntogt. Eqqiliit kan lugte dem på

lang afstand. En mand døver deres lugtesans med en formular. Eqqiliit

render ud og ind af deres store hus. En formular får dem til at blive

inde. Man ser gennem et hul i taget en gammel mand svinge muntert frem

og tilbage i en gynge ophængt i husstolperne, og man dræber alle undtagen

"den lille glade" med bue og pil. Hende slæber de over stok og sten i

en rem gennem et hul, som de borer i hendes ankler. "Er du nu også

rigtig glad, du lille glade?" spør de hende med mellemrum. "Ja, I kan

tro, jeg er glad", svarer hun. Til sidst nikker hun kun, og da alt

hendes kød er slidt af ryggen ind til knoglerne, dør hun.

 

Hist.: I Vestgrønland er denne fortælling brugt til at skildre

forestillingerne om fjendskab mellem nordboere og grønlændere. Se: Navaranaaq.

 

Tolkning: Bemærk to associationer til "balance": Eqqilikmanden i

gyngen, og pigen, der slides húl i ryggen. Vedrørende "balance" se

GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): passim.

Ineqinawáikut kuisíkiartornerat

Print
Dokument id:754
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ineqinawáikut kuisíkiartornerat
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 45
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 44: Familien går til dåben.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108 - 109

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé: Året efter mandens død i 1841 blev Ineqinavaat og børnene døbt. Hun forbavsede alle ved at kunne dåbsteksterne udenad og blev døbt Johanne Benigne. Også børnenes dåbsnavne nævnes.

 

Hist.: Historisk

Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq

Print
Dokument id:801
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 87 - 89, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 367:

"Det gamle ægtepar, hvis søn..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det gamle ægtepar, hvis søn blev røvet af innersuit

(væsener fra grl. folketro).

Det fortælles om et ægtepar, der elskede deres søn højt. En dag var

sønnen ude på fangst, og han vendte ikke tilbage. Hans forældre kunne

ellers dårligt undvære ham. Da sønnen var ude i kajak, så han inde på

land et lille hus. Han roede derhen og gik i land, op til huset og

trådte ind. Inde i huset sad der en mand alene. Denne tog ham og satte

ham ned på briksen. Ovenfra blev der firet nogle skind ned. Manden

løsnede båndene op og gav skindene til ham, idet han sagde: "Værsgo',

det er anorakker til dig." Han tog imod dem og tog dem på. Så sagde

den store mand: "Her er en, du skal have til mand." Endnu mens han

sagde det, kom der en kvinde ind. Hun tog ham i hånden og førte ham

ud. Manden kiggede bagud ad den vej, han var blevet ført ud og så, at der

var to indgange oven over hinanden. Han gik ind i den øverste gang. Hun

førte ham ind i huset og fik ham til mand. Manden følte hjemlængsel

en gang imellem; men han kom hurtigt over det, efter at han havde

fået sig en kone. Jo længere han boede dér, des mindre  blev

hjemlængselen.

Da det gamle ægtepar mistede sønnen, savnede de ham meget. Faderen ledte efter ham alle vegne, men fandt ham ikke. Gang på gang græd de

over tabet af ham, lige til de blev så trætte, at de måtte holde op.

Endnu engang var faderen ude at lede efter sønnen. Inde på land fik

han øje på en husgang. Han roede derhen og gik i land. Han gik op til

huset og stillede sig op ved indgangen, idet han gentagne gange sagde:

"Jeg er lige ved at komme ind, jeg vil gerne ind." Men der kom ikke en

lyd. Han råbte alt hvad han kunne: "Jeg vil gerne ind." Så hørte han

en sige indefra: "Kom ind." Endelig kom han ind, og der var kun én

mand i rummet. Undervejs ind havde han hørt sin søns stemme og

genkendt den, og han sagde: "Jeg vil gerne se min søn." Men manden

sagde: "Det kommer du ikke til." Den anden sagde igen: "Jeg vil gerne

se ham." Manden i huset sagde: "Det kommer du ikke til. " Han havde

sådan håbet, at se sønnen. Han var der længe og bad om at se ham.

Men det var udelukket. Han ville ikke lade ham se sønnen. Manden i huset

gav ham en dukke, der var en efterligning af hans søn. Med denne

dukke tog han hjem. Han vendte tilbage uden at have set sin søn.

Siden har de aldrig hørt fra deres søn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; Ululina; qilaamasoq.

Hist.: Ifølge fortællingerne er innersuit er snilde træ- og benskærere, dygtige fangere, og de hvide / qallunaat vil gerne hande med dem. Qallunaat har formentlig efterspurgt trædukker i tidlig kolonitid, og det kan være det der afspejles i denne fortælling. Søg iøvrigt på innersuit.

Innersuit

Print
Dokument id:2116
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Cisilie
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 23 - 24
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 62 + 64 (dialekt) og 63 - 65 (engelsk).

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

Innersuit: Ildfolket.

 

Her vil jeg fremføre Indalis fortælling:

 

Der var et ældre ægtepar fra Ammassivik. De var ikke særligt misundelsesværdige og var ikke velstillede men var ordentlige mennesker.

Manden tog gerne over til området overfor Utoqqarmiut for at fiske efter hellefisk. Derved skaffede han sig nemlig en indkomst og fik samtidigt mad på bordet. En dag var han taget ud at fiske, og der gik meget lang tid, uden at han kom tilbage. Hans stakkels kone ventede og ventede, men han kom stadig ikke hjem. Langt om længe kom han dog hjem om natten og havde kød med sig. Hans lille kone var naturligvis meget forbavset i begyndelsen, og hver gang hun spurgte ham, svarede han, at han havde fået kødet af ildfolket. Hans kone vidste jo godt, at han ikke længere selv var i stand til at fange noget, og derfor var hun lidt ængstelig og betænkelig over det kød, han bragte med hjem. Men når det nu var, som det var, kogte hun alligevel kødet der om natten. Men kun om natten. Også selv om manden havde bedt hende om ikke at frygte noget, eftersom han selv havde skaffet kødet.

   Sådan blev han ved med at tage afsted for at fiske, og hans kone blev vant til, at han kom tilbage med gode sager. Når han på den måde kom hjem om natten, spiste hun på det tidspunkt. Tiden gik, og julen nærmede sig. Og det viste sig, at manden havde lagt sin fiskefangst til side, fordi han som gammel og klog mand havde for vane at spare sammen. Derfor tog han til Alluitsup Paa (Sydprøven) for at sælge fisken, fordi der var en handelschef der. Han tog afsted for at komme først. Men det gik helt galt, fordi handelschefen overhovedet ikke ville have noget med ham at gøre. Han ville overhovedet ikke indhandle noget, når klokken var blevet så mange, og butikken allerede var lukket. Det var helt umuligt. Den forfærdelige handelschef ville endda smide den stakkels gamle mand ud. Men den gamle holdt stædigt fast ved sit. Han ville handle, fordi hans lille kone ventede på ham. Den barske handelschef blev rigtigt vred og ville overhovedet ikke handle med den gamle. Han var så vred, at han efter sigende sagde følgende til den gamle:" Og så siger de endda, at du skulle være åndemaner / angakkoq / angakok!" Da den gamle blev tiltalt på den måde, svarede han: "Ja, jeg er åndemaner. Og jeg er så meget åndemaner, at jeg kan fortælle dig, at jeg plejer at besøge dine ildfolk!" Og så kan det ellers være, at der skete noget, for der var jo en sandhed i det. Som man kunne vente, gjorde handelschefen hvad han kunne for at få den gamle til at tie. Han prøvede det hele: Den gamle kunne handle sig til alt han lystede, han kunne bare nævne i flæng! Så begyndte den gamle virkelig at remse op: Kaffe, sukker, skråtobak, krudt... Han nævnte alt det, han gerne ville have, alt det som ældre mennesker gerne vil have. Og handelschefen svarede bare: "Ja, hvad mere, mere, og hvad mere?" Det endte med, at handelschefen stadig bad den gamle vælge flere varer.

   Handelschefen havde nemlig sine egne ildfolk / innersuit. Efter at den gamle havde samlet alle sine varer sammen, bad handelschefen ham stadig om at fortælle, hvad han mere kunne ønske sig. Og da den gamle ville betale, kom det slet ikke på tale. Det fortælles, at handelschefen mærkeligt nok sagde: "Du skal overhovedet ikke betale noget! Alle disse ting koster ingenting. Du får dem!"

 

   Det siges, at de gamle selv nød godt af de få kilo fisk, som den gamle havde samlet sammen.

 

Var.: Innersuit 86 - 87; Innersuit 220;

 

Hist.: CP var 46 år i 1963.

 

Kommentar: den i det sydligste Grønland almindelige forestilling, at innersuit handlede ivrigt med europæerne, næredes også af østgrønlænderne. Innersuit opfattedes dér som særdeles dygtige fangere med mange eftertragtede fangstprodukter, som Handelen måtte være interesseret i at købe. At denne forestillede handel måtte foregå i al hemmelighed tyder på, at den enten var at betragte som købmandens private snighandel, eller, fra et kristent synspunkt, var syndig. Mere interessant er det, at man iøvrigt sjældent forestillede sig kolonisterne eller andre europæere i faste relationer til grønlændernes traditionelle åndverden. Måske hænger ideen om handelsforbindelsen med innersuit sammen med en grønlandsk association mellem innersuit, der boede under jorden, og kristendommens underjordiske djævle. I så fald stod handelschefen "i ledtog med" innersuit. I teksterne skelnes undertiden mellem de nederste (eller yderste - på undersøiske skær boende - innersuit, alliarutsit, der er onde, og dem lige under stranden, der er mere fredsommelige og velegnede som nærtstående hjælpeånder. Dette skel kan være påvirket af kristendommens forestillinger om djævle alias en særlig, nederste, kategori af innersuit. Skellet ses fortrinsvis i tekster fra Vestgrønland og hos den østgrønlandske Kaarali Andreassen, der havde gået på kateketseminariet i Nuuk.

Inuaruvdlíkamik nâpivtineranik / inuarullikkamik naapittineranik

Print
Dokument id:2185
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inuaruvdlíkamik nâpivtineranik / inuarullikkamik naapittineranik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

 

Møder med en inuarulligaq / en dværg.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu

Print
Dokument id:1329
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 20, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Qarnartoq og Aanaralâq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaarnartoq og Aaneralaaq.

Der var engang en storfanger, der havde to koner. Den ene af konerne

var fattig. Hendes mand fangede ganske vist meget, men hendes

medhustru var så jaloux, at hun ikke gav den anden noget. Derfor ejede

hun næsten ingenting. Engang manden var på vej tilbage efter en langvarig fangsttur, gik begge konerne som altid ned for at tage imod ham. Manden havde noget på slæb og det var en pæn netside, han havde fanget. Manden sagde til Qaarnartoq:

"Værsgo, det er din." Hun tog imod den med glæde og taknemlighed. Hun

parterede den; men hun skrabede ikke skindet lige med det samme. Da

hun ville skrabe det dagen efter, kunne hun ikke finde det. Så blev

Qaanartoq meget vred, men hun sagde ikke  noget. Hun besluttede at

blive fjeldgænger. Hun gjorde sig klar og samlede de ting hun skulle

have med: Nåle, sener, fingerbøl og såleskind samt barnets dukker. Så

tog hun af sted.

 

Hun gik meget længe. Så dukkede et stort forbjerg op,

og hun fik øje på et stort skær. Oven på det var der mange måger

(nâjârpassuit - egentlig: mågeunger). Så nærmede hun sig og da hun kom

derhen var det en stor hval. Hun satte sit lille barn ned på jorden

fra sin amaat (qitornángurane niutdlugo) og gav sig til at bære

stykker af hvalen længere ind i landet. Det gjorde hun i flere dage og

tænkte, at hun ville kunne have proviant til flere år. Hun begyndte at

bygge et hus, og hun brugte hvalribbenene som tværbjælker i huset.

Endelig blev hun færdig med det. isararpoq (? med en del af dens store

skind). Der boede hun så. Hun fangede også mange ræve og harer.

Skindene brugte hun til dyner og underdyner og til at beklæde

væggene med.

 

Hun var godt tilfreds med, at hun ikke længere boede dårligt, og hun

boede der længe. En dag hendes lille barn skulle lege med dukkerne,

hældte de dem ud af tasken. Og se, dukkerne løb af sted. Barnet

undrede sig og udbrød: "Nogle af mine dukker begynder at

løbe." Moderen sagde blot: "Det skal du ikke ta dig af." Hun legede

med sine dukker, men opgav det. Hun legede med dukkerne gentagne

gange. Til sidst blev alle dukkerne levende. Oven i købet begyndte

dukkerne at synge nidviser og mane ånder. En gang da en af dukkerne

havde manet ånder, sagde den: "Din far kommer, når det er

blevet aften, er blevet morgen og nat igen." Det lille barn gik dybt

forundret hen til sin mor og sagde: "Jeg vidste da ikke, at jeg havde

en far. Min dukke siger, at min far vil komme, når det er blevet

aften, er blevet morgen og aften igen. Moderen sagde: "Du har ingen

far. Hvis du havde en far, ville vi ikke være alene." Så tav barnet

stille.

 

Mens storfangeren endnu levede af at fange og pludselig ikke havde kunnet

finde sin kone ville han finde ud af, hvad vej hun var gået. Han

fandt den og fulgte efter hende. En aften kom han til dem; akkurat som

barnets dukke havde sagt. Da han havde ordnet sine hunde og var på

vej ind, standsede han ved indgangen, da han ikke kunne få døren op.

Så fik han en klump i halsen (? han begyndte vel at græde). Først da

lukkede konen døren op. Da han kom ind, sagde det lille barn: "Hvem er

han?" Moderen svarede: "Det er din far." Det var første gang, barnet

fik at vide, at det havde en far. Nu boede de sammen dér. Manden ville

have konen med hjem. Hun sagde først nej, men da han blev ved og ved, gik hun

alligevel med til det. De rejste hjem.

 

Manden blev skilt fra sin Aneralaaq, så han kun havde Qaarnartoq som

kone. Hun var nu ikke længere utilfreds med sin tilværelse.

 

Var.: Hvalfangersken. Episoden med dukkerne der blir levende findes også i andre fortællinger.

 

Hist.: I forhold til de gængse qivittoq-fortællinger er denne usædvanlig, fordi qivittoq'en her uden videre kan vende hjem. Desuden får hun rigeligt med mad og skind "af sig selv" ligesom andre fortællingers forladte kvinder og børn. Den mangler også det skær af lidelse og fortabelse, der er over mange, især de sydgrønlandske versioner: En kristen omtolkning af den traditionelle forestilling fx, at et menneske, der blir taget af innersuit og ikke har stærke hjælpeånder, ikke kan vende hjem til sine egne.

Kumât / Kumaat

Print
Dokument id:805
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kumât / Kumaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 21, nr. 14
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364: "Lusen"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Lusene.

Lusen råbte ind ad vinduet: "Kom ud med mine vanter." Inde fra huset blev der sagt: "susûtit" (? måske: hvad skal du?).

"De sønner og døtre, jeg har født malisîka" (? måske: malissagikka,

jeg skal følge efter dem).

Konen sagde igen: "De kan bide dig ihjel."

"Hvis de bider mig ihjel og spiser mig, vil jeg komme ud gennem

endetarmen," (sagde lusen) " kom ud med mine vanter."

"De kan smide dig ud i vandet," (blev der sagt).

"Hvis de smider mig ud i vandet, vil jeg kravle op på den anden side,"

(sagde lusen).

"De vil smide dig ned i (nat)potten," blev der sagt.

Hvis de smider mig ned i potten, vil jeg kravle op på den anden side,"

(svarede lusen).

"De vil smide dig ned i dryptrannet," (blev der sagt).

Lusen svarede ikke. Han tog bare af sted uden vanter.

 

Var.: Lus Thule; kumak Thule

Kuta, den vantro

Print
Dokument id:1335
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kuta, den vantro
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 226 - 228
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 60 - 63, nr. 27, "Kuta,

den vantro".

 

Resumé:

Kuta er så vantro, at han aldrig vil tro noget, hverken

beretninger eller det, man må tro på for at leve. Han har rødrandede

øjne, som han skammer sig så meget over, at bare man nævner farven

rød, bliver han fornærmet. Man fortæller ham om en snespurv, der kan

tale. Det tror han ikke og rejser med en fælle hen til stedet, råber

hånsord til fuglen, og den siger straks: "Iaa, iaa, iaa, iaa! Se dér,

to slæder der kommer kørende ved foden af det fjeld, hvor jeg bor.

Den ene har hudløse øjne, rødrandede øjne, Kuta, Kuta, Kuta." K.

brister i gråd til sin fælles forbavselse. K. vil ikke være ved det,

da de kommer hjem. Fællen hvisker om det til de andre, der griner og

fortæller K., at det blot er et af børnene, de morer sig over. Det

næste K. ikke vil tro er rygtet om en dreng, der altid rammer en fugl

lige i hjertet, skønt hans pilespids er et ribben af en sæl. K. og

hans fælle rejser hen til ham. K. springer om bag en sten og opfordrer ham

til at skyde sig. Men drengen vil ikke skaffe sig fjender. K. dukker

frem bag stenen, insisterer og blir i samme øjeblik ramt i hjertet.

Man ser ham i dødskampen trille rundt om en sten ude i en sø.

 

Var.: oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk; Apparluk;

 

Hist.: Mange af Rasmussens fortællinger fremhæver vantro som en synd.

Meget tyder på, at fortælleren er Kaarali Andreassen, der med sin

kristendom har lagt ekstra vægt på den tillid, man bør nære til andres

og forfædrenes ord.

La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen

Print
Dokument id:2014
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s.
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

 

Johanna og hele familien så engang en stor klump is falde ned fra fra himlen et stykke borte ved Kulusuk. Den roterede med kurs mod teltet og man var skrækslagne. Johanne gengav skrækscenen med fægtende arme, blinkende øjne og hovedet trykket ned mellem skuldrene. Heldigvis faldt den ned på den anden side af Kulusuk. Fangerne roede derhen og tog klumper med hjem. Inden døre smeltede de ligesom havis.

Hist.: Autentisk. Formentlig en såkaldt megacryometeor, et kæmpehagl, hvis dannelse man endnu ikke helt kan greje (Wikipedia).

 

La grand-mère qui est remorquée par un narval / Bedstemoderen der blev bugseret af en narhval

Print
Dokument id:23
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grand-mère qui est remorquée par un narval / Bedstemoderen der blev bugseret af en narhval
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 169 - 173
Lokalisering:Nær Ittaajik: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Barnebarnet fanger en remmesæl, flår skindet af, skærer det op til en lang rem, men da han strækker den mellem to stykker træ, springer den og rammer ham i øjnene. Han blir blind. Hans bedstemor ser en bjørn ved vinduet, henter hans bue og sigter for ham. Han rammer, hun lyver om det, flytter i telt og koger kun af kødet til sig selv og drengens lillesøster. Denne gemmer bidder af sin mad ved brystet til ham. På hans opfordring fører lillesøster ham ud til en sø og lader ham blive i tre dage. Der passerer en flok hættemåger, der ikke opdager ham. Næste dag passer en mindre flok, der får øje på ham. En af dem skider ham i øjnene og tørrer dem med sin vinge. Dernæst en til osv. Han kan nu skimte et hvidt lys. Næste dag kommer endnu en flok, der gentager kuren. Snart ser han et blændende lys. Til sidst ser han klart som før. Søsteren kommer og han nægter at han nu kan se. Undervejs ser han i korte øjeblikke skindet af sin bjørn hænge ude til tørre, en stor bjørnekølle under umiakken og en anden inde i huset under briksen. Han fortæller bedstemor at han har set alle disse ting i drømme. En mærkelig drøm du har haft, siger hun. Da åbner han øjnene og peger på køllen under briksen. Så må hun koge kød til ham, der omsider spiser sig stopmæt.

Næste dag melder bedstemor om et stort træk af narhvaler. Han fanger en fra stranden. Hun vil ha noget af den lækre mattak. Så kan hun selv fange en, siger han. Hun får harpunremmen om livet og ber ham harpunere sig en ganske lille narhval. Der dukker en sådan op, men han harpunerer en stor en ved siden af og bedstemor modstår ganske vist trækket men blir puffet i vandet bagfra af barnebarnet. Slæbt af sted af narhvalen råber hun med mellemrum på sin ulu. Narhvalen dykker og forsvinder.

Med i konebåden er foruden fortællersken, Johanne der siger, at når man ser en narhval med en kvinde på ryggen og hun råber 'min ulu, min ulu' ved man at der kommer mange narhvaler.

Kara vil fortsætte fortællingen, men Victor vil hellere skrive ned alt det han har hørt. Og det tar ham to timer.

 

Var.: Tutigaq; Den blinde dreng der genvandt synet; Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

I disse versioner slutter nogle med søskendeparrets rejse ud i verden, hvor de møder mennesker uden anus. Hos nogle inuitgrupper i Canada danner begge fortællinger optakt til myten om Solens og Månens oprindelse.

 

Hist.: Narhvalens lyde skulle minde om "ulukka", min ulu. Narhvalen var ny for dem af thulekulturens folk, der nåede til det østlige arktiske Canada og videre til Grønland.

The Grandmother who was Towed by a Narwhal

 

Resumé

 

The grandson catches a bearded seal, flays it and cuts the skin (spirally) into one long thong. However, when he stretches the strap between two pieces of wood, it snaps and hits him in the eyes, blinding him. His grandmother catches sight of a bear through the window. She fetches him his bow and takes aim for him. He hits the bear but she lies about it. She moves into a tent where she prepares the meat for herself and the boy's little sister, who saves morsels of food for him by her breast. Upon his request, he is led out to a lake by his little sister and left alone there for three days. A flock of black-headed gulls passes by without noticing him. The following day, a smaller flock passes by and they catch sight of him. One of them shits in his eyes and then wipes them with its wing. Then the next one does the same thing, and so on. Now he can vaguely see a white light. The next day, another flock comes and they repeat the treatment. Before long, he sees a brilliant light. Finally, he is able to see just as well as he could before. When his sister comes, he denies being able to see. On the way back, he catches glimpses of the skin of his bear hung out to dry, of a large bear leg under the umiak (woman's boat) and of another bear leg inside the house, under the platform. He tells his grandmother that he has seen all of these things in a dream. “What a strange dream you have had,” she says. With that, he opens his eyes and points to the bear leg under the platform. After that, she has to boil meat for him and he eats his fill. The next day, grandmother tells of a large pod of narwhals. He catches one of them from the beach. Grandmother would like some of the delicious muktuk (whale skin; W.Grl.: mattak). He says that she must catch one herself. She ties the harpoon strap around her waist and asks him to harpoon a very small narwhal. Just such a narwhal comes along, but he harpoons the larger one next to it. Grandmother actually manages to resist the pull, but is pushed into the water from behind by her grandson. As she is dragged away by the narwhal, she calls out periodically for her ulu (woman's knife). The narwhal dives and disappears.

 

Johanne, who is in the woman's boat along with the storyteller, says that whenever one sees a narwhal with a woman, who calls for her ulu, on its back, one can be certain that many narwhals are coming.

 

Kara wants to continue with the story, but Victor would rather write down everything that he has heard. It takes him two hours.

 

Var.: Tutigaq; The blind boy who regained his sight; the origin of the narwhal; how the narwhal became. Some these versions end with the siblings' journey into the world, where they meet people without anuses. For some Inuit groups, both of these stories form an introduction to the myth of the origin of the Sun and the Moon.

 

Hist.: The sound made by the narwhal apparently resembles the word “ulukka”, which means “my ulu”. The narwhal was new to those representatives of the Thule culture who reached the east Canadian arctic and traveled on into Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Månen og solen

Print
Dokument id:1328
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Månen og solen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 84
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 17,

"Aningakut Seqinerdlo"

 

Resumé: Månen blir forelsket i sin lillesøster, Solen. Han stjæler

sig til at ligge med hende i mørket, og solen sværter ham med sod og

identificerer dermed sin elsker. Hun blir dybt skamfuld, tænder ild i

en tranvædet tørv, stiger til himmels fulgt af Månen, der har fulgt

hendes eksempel. Men hans tørv slukkes til glød, og han når kun midt

ud i rummet, mens Solen når til himmels med sin brændene fakkel.

Derfor varmer hendes lys, mens Månens er koldt. Han forfølger hende

endnu.

 

Var.: Solen og månen / Månen og solen

Nanúngôq pingajorqat pingajuat / nanunngooq pingjoqqat pingajuat

Print
Dokument id:2181
Registreringsår:1901
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nanúngôq pingajorqat pingajuat / nanunngooq pingjoqqat pingajuat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

 

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut

Print
Dokument id:1319
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 56
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Nerrersûjúnut pulartut".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"De, der besøgte grovæderne"

 

Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden

udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte

tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på

fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente

nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet,

hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem  nærmere, fordi de var

skrækindjagende.

Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende

kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved

mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede

grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i

fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere

inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han

godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke

havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at

finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med

sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der

i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og

med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved,

så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til

at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.

 

Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt

ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde,

og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi

gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.

 

Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De

bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække

slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da

de kom  hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads

for at hævne sig.

 

En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker

inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem?

Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det

lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB).

Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De

mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare

besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad."

Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.

 

Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter

dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De

gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet

mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han

opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I

kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet.

Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde:

"Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."

 

Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du

er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg."

Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de

dræbte alle kvinderne.

 

De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

oqalugtuaq / oqaluttuaq

Print
Dokument id:2180
Registreringsår:1901
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalugtuaq / oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

 

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Ormene og lusene

Print
Dokument id:433
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ormene og lusene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskriftet har ikke kunnet identficeres.

 

Redaktør: Søby, R. M.

 

Resumé: I de ældste tider beslutter ormene og lusene at ro om kap til

menneskene. Dem, der kommer først, skal leve på mennesker. Taberne skal

bo i jorden. Lusene ror med små, hurtige tag, ormene med lange, seje

tag. En årebinding springer skiftevis på de to både, men lusene kommer

først, og den allerførste lus springer endog i vandet, inden båden

lægger til, i sin iver. Lusene elsker lugten af hår. Ormene, der

borer sig dybt ned i jorden, bliver jordens lus.

 

Var.: Søg på orm og/eller lus. En meget udbredt fortælling

Puisarqame silangajarteq

Print
Dokument id:800
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Puisarqame silangajarteq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 87, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373, "Kvinden fra

Pusisarqaq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den sindssyge kvinde i Puisaqqaq.

De havde deres hus i puisaqqaq. idluata tungânik uvalerartoq (? husets

bagvæg var fast grund / en klippevæg).

Hun kunne ikke tale. Vedkommende kunne måske nok tale, men der kom

ikke en lyd ud af hende. Til sidst blev hun syg, og hun blev sindssyg.

Sygdommen gjorde hende uhyggelig. Hendes husfæller blev bange for

hende ersinarudlura (? noget med at være bange). Til sidst døde hun.

Hendes mand skyndte sig at bringe hende ud af huset, gravsatte

hende og dækkede graven til med sten. Han havde lige dækket graven

til, så rejste hun sig og var gået aldeles fra forstanden. Så snart

hun stod op, slog han hende i hovedet med en stor sten, så hun døde,

og ligsom før dækkede han graven til med sten. Så gik han hjem.

 

Det var netop blevet aften, da en af dem sagde: "Hvem er det, det er

udenfor?" "Der er ingen, der er ude", blev der sagt. Så var hun på vej

ind. Da hun kom ind, gav de sig til at anâlakâtilerpât (? slå hende).

Hele natten anâlakârpât (? slog de løs på hende). Først hen på

morgenen gik hun ud. Sådan gentog det sig, indtil de på den fjerde dag

brød op for at bosætte sig på en plads, der lå længere ude. Det var

endnu midt om vinteren og om aftenen ledte de efter deres fyr-sten,

men kunne ikke finde den. "Vi har glemt vores fyr-sten i huset sagde en

kone til sin mand. Så tog manden af sted på slæde for at hente den.

Han fik øje på hende (den døde) og så, at hun ustandselig rendte ud og

ind af huset. Hun kom ud gennem vinduet og gik ind igen gennem gangen

for på den måde at holde øje med, om der kom nogen (?arajusísâlísoq).

Manden befandt sig nu neden for huset. Han gik derop for at gå ind

gennem gangen. Fra gangen holdt han øje med, hvornår hun ville gå ud

gennem vinduet. Så snart kvinden kom ud gennem vinduet, gik han ind i

huset gennem gangen. Han tog fyr-stenen, og fra opgangen til

husrummet, holdt han øje med, hvornår hun kom ind i gangen. Så såre

han fik øje på hende, slap han ud gennem vinduet og løb ned til

slæden. Men hun havde skam set ham; og nu løb hun efter ham. Det

føltes, som om han blev på samme sted, og at hun halede ind på ham.

Lige før hun indhentede ham, nåede han frem til isstykkerne på

stranden, og qardlimâsoq (dødningen) standsede. Han kom tilbage

med fyr-stenen. Han fortalte hvordan dødningen nær havde taget ham.

 

Hist.: Anfald af sindssyge var frygtet. En del fortællinger, også historiske, flest i samlingerne fra Østgrønland. Søg på sindssyge.

På kvan-stedet / Kuániliarfingme

Print
Dokument id:1243
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 237 - 242, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.

 

Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen

Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs

familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på

kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med.

K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende

tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene,

bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der

hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og

priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den

anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på

besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag.

Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik,

hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s

ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller

så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på

at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir

synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på

tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.

 

Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død.

Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Print
Dokument id:1336
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

 

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

 

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

 

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

 

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

 

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

 

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

 

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Qalulâjik / Qalulaajik

Print
Dokument id:798
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qalulâjik / Qalulaajik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 44 - 45, nr. 22
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371: "Qalulâjik".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qalulaajik.

Da kajakkerne, der var på fangst, udeblev den ene efter den anden,

sagde Qalulaajik: "Jeg vil ud og finde ud af det. En af mændene sagde:

"Hvordan vil du det? (du har ikke noget at gøre der)". Qalulaajik

svarede, at han ville ud og undersøge det. Så tog han af sted og kom

til land, hvor han steg op af kajakken. Herefter gav han sig til at

ordne sin fuglepil. Han hørte støj og kiggede bagud. Han opdagede, at

en kæmpe af et menneske nærmede sig. Kæmpen greb ham og drog af med

ham ind i land. De nærmede sig en stor sø. Lige før de nåede

søen, opdagede Qalulaajik, at søen var næsten fyldt op med mennesker.

Han tænkte, at kæmpen nok ville smide ham ud i den. Da Qalulaajik blev

klar over, at kæmpen styrede direkte hen til søen og ville smide ham

ud, gav han sig til at fremsige trylleformularer; og derefter begyndte

han tânilerpâ (eller: tôrnilerpâ) (mane ånder). Da dette var

overstået, aqutâkaseqaq (?). Så førte Qalulaajik kæmpen hen til

søbredden. Her trykkede han kæmpens hoved ned i vandet for at drukne

ham. Kæmpen var ved at drukne og rystede hovedet. Til sidst blev

kæmpen så afkræftet, at den druknede. Qalulaajik skulle til at gå, men

tænkte så, at de andre på bopladsen som altid nok ikke ville tro ham,

så han fik kæmpens inderbukser trukket af med stort besvær og tog dem

med hjem. Han kom hjem og sagde: "Nu har jeg dræbt den store

drabsmand." Nogle på stedet ville ikke tro på ham. Qalulaajik sagde:

"Hvis I ikke tror på mig, så gå hen og se hans inderbukser." De gik

hen til hans kajak og så, at inderbukserne var så store som en

overdyne. Først da troede de ham. Siden den tid kom kajakkerne altid

hjem, fordi Qalulaajik havde dræbt kæmpen.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut;Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Qasijasagôq silarapigángísoq / Qasigasagooq silarapiganngissoq

Print
Dokument id:1813
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasijasagôq silarapigángísoq / Qasigasagooq silarapiganngissoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 33 - 39, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qasiassaq, som ikke var rigtig klog.

Qasiassaq var ugift og havde ingen kajak. En dag sagde han: "Bare man

havde en kajak." En husfælle sagde: "Du kan låne den ene af mine

kajakker." Så roede Qasiassaq af sted. han fik øje på et stykke træ på

havet. Han roede hen til det og slog på det. Han blev meget

forskrækket, da det pludseligt bevægede sig. Han tænkte, at det måtte

være en tupilak. Da han kom hjem, fortalte han, at han havde set

noget, der sikkert var en tupilak. Faktisk var det en netsideunge. Man

spurgte ham, hvordan den så ud. Qasiassaq svarede, at den var helt blå

med noget langt uldent hår yderst. "Det må ha' været en netsideunge,"

sagde de andre. Qasiassaq sagde: "Hvis jeg igen ser sådan én, vil jeg

harpunere den." Han tog igen ud i kajak. Han så det samme som sidst -

blot en, der var større, og som var spraglet. Så snart han slog på den,

gjorde også den en bevægelse. Igen mente Qasiassaq, at det måtte

være en tupilak, og han fortalte om den, da han kom hjem. Tænk, det

var jo en voksen netside. Sådan gik det med alle de sæl(art)er, han

mødte. Så fik han øje på en isbjørn, som han troede var en hund, og

begyndte at drive den mod land for at få den til hund. Han tænkte:

"Den vil jeg have til hund." Gang på gang slog han på hovedet.

Isbjørnen gav et brøl fra sig og ville angribe ham. Qasiassaq blev

bange og vaklede imellem om han skulle flygte eller fortsat drive den

mod land. Han valgte, at flygte. Da han kom hjem, spurgte de andre, om

han havde set en sæl. Qasiassaq svarede: "Jeg har ikke set nogen sæl;

men jeg så en meget stor hund." En af de andre spurgte, om det ikke

var en isbjørn. Qasiassaq sagde igen: "Jeg kender en isbjørn udmærket;

men den, jeg så, var en hund." "En hund kan næppe være så stor," sagde

en af dem. Qasiassaq sagde: "Så var det nok en isbjørn. Næste  gang

jeg ser den, vil jeg fange den og dræbe den." Siden så han aldrig

isbjørne på sine kajakture.

Det var ved at blive efterår, og nogle var taget ud på en tur over

land for at plukke og spise sortebær. Midt i det hele opdagede de en

kajakmand ro mod land. Tænk - det var Qasiassaq. Han gik i land og op

ad en skrænt. Så lod han sig rulle forover ned ad skrænten. Da han

nåede foden af skrænten, rejste  han sig op og gav sig til at

undersøge sig selv. Så gik han op igen. Fra et ret højt sted lod han

sig igen rulle forover ned. Nede ved foden af skrænten

"kugungimersordlune (? lå han længe helt stille), så bevægede  han sig

og rejste sig op. Han undersøgte sig selv; og det sås, at han havde

fået mange skrammer. Alligevel gik han op igen og kom endnu højere

op. Så lod han sig trille ned. Han nåede foden af skrænten og var død.

Han blev liggende død i nogen tid; men langsomt arbejdede han på at

gøre sig selv levende igen (ûmarnijarujôrdlune), og det lykkedes. Han

kom med besvær ned til sin kajak. Han gav sig til at smadre den med

store sten, men holdt dog op inden den fulde ødelæggelse. Så fyldte

han den med isstykker, hvorefter han kom ned i kajakken og roede af

sted. Da han var på vej ind, sagde folk: "Qasiassasq er dukket op og

er knap levende". Man spurgte ham: "Hvad er der sket?" Han svarede:

"Det store isfjeld iluqavkânga (? kælvede)". Hans kone (i starten var

han ungkarl) syntes, det var meget synd for ham; og Qasiassaq lod alt

dette ske uden at protestere. Ved aftenstid vendte de, der havde været

ude at spise bær, tilbage til bopladsen. Børnene var meget ivrige

efter at være den første, der fortalte dem om, at Qasiassaq med nød

og næppe havde overlevet en ulykke. Men bærspiserne sagde: "Vi så selv, at Qasiassaq gentagne gange lod sig rulle ned ad en

skrænt." Qasiassaq's kone sagde til sin mand: "Du har jo løjet."

Qasiassaq blev flov og ville aflede opmærksomheden ved at kilde sin

kone.

 

Qasiassaq længtes efter at blive rask; og så snart han blev

rask, tog han ud på en kajaktur. Han nåede det sted, hvor han havde

ladet sig falde ned ad skrænten. Han gik i land og tog en stor sten,

som han bar ned til sin kajak. Han bandt sin line omkring den og roede

ud med den. Da han var kommet tilstrækkeligt langt ud nartipâ (? lod

han den falde) i havet avatanilo amardlugo (? og trække sin

fangstblære med). Så sænkede han stenen ned. Nu var han på vej hjem

uden line. Han roede halvvejs sidelæns. Folk sagde: "Qasiassaq har

mistet sin fangstblære." De råbte gentagne gange til andre: "Qasiassaq

har mistet sin fangstblære." Han roede stadigvæk halvvejs sidelæns. Da

han nåede hjem, spurgte man ham: "Har du mistet din fangstblære,

Qasiassaq?" "Ja," svarede Qasiassaq, "jeg mistede fangstblæren på en

klapmyds." Så gik han i seng. Om aftenen kom de, der havde været ude

at spise sortebær, hjem. Børnene kappedes om at være den første, der

fortalte dem om, hvad der var sket med Qasiassaq. Men bærspiserne

sagde: "Vi så ham gå i land nedenfor der, hvor vi stod. Han tog en

stor sten og bandt linen omkring den. Så roede han ud, smed sin fangstblære

amaramiuk (?) og sænkede stenen." Da børnene gik ind, sagde de:

"De siger, at Qasiassaq har løjet, for han har sænket sin fangstblære

ned i vandet ved at binde den midtpå." Qasiassaq's kone sagde til ham:

"Du har jo løjet." Qasiassaq skammede sig, fordi han havde løjet. Han

kildede sin kone.

 

Efter at Qasiassaq havde løjet mangfoldige gange

ville han udhugge et barn af træ (qitornaliornijalerpoq). Han spurgte

en husfælle, om han havde en økse. Husfællen sagde: "Ja, jeg har en

økse, du må gerne låne den." Han tog øksen, gik hen til et stort

stykke (driv)tømmer og gav sig til at hugge. Da han fik en dukke

færdig, gik han ind og gav sin kone den, idet han sagde: "Det skal

være vores barn." Hans kone sagde: "Der er ingen, der har et barn, der

er lavet af træ." Qasiassaq sagde igen: "Det skal være vort barn."

Konen måtte så tage imod det og hun syede en anorak til det af et

stykke af overdynen. På det tidspunkt havde en familile, der boede

vesten for deres boplads, mistet deres søn. Qasiassaq tog derhen - og

da han var fremme gik han hen til forældrene, der havde mistet sønnen,

på deres plads på briksen og sagde: "Vi har fået et barn, oven i købet

et drengebarn; jeg har opkaldt ham efter jeres afdøde søn. I må mindes

ham (give den nye navnefælle en gave). Han (Qasiassaq's påståede søn)

forsøgte også at sige noget. De andre spurgte: "Hvad prøvede han at sige?" Qasiassaq svarede: "Det var noget med, at han gerne ville have

en kniv." Så gav den afdødes far Qasiassaq sønnens kniv. Da Qasiassaq

havde taget en hel masse ting (qaserpasuvit tigôqaramigit - der

tilhørte den døde og nu Qasiassaq's (påståede) søn p.g.a. navnet), tog

han af sted. Hjemme sagde han: "De længtes så meget efter at få besøg

af nogen. Fordi jeg kom på besøg, gav de mig alle disse ting. De blev

ved med at give mig gaver, indtil jeg sagde stop." Så kom manden fra

bopladsen vesten for og besøgte Qasiassaqs. Han satte sig ned på deres

afdeling af briksen og sagde: "Hvor er sønnen, der er opkaldt efter

min afdøde søn?" Qasiassaq lå på briksen. Og gæsten sagde igen:

"Qasiassaq, hvor er  han, der er opkaldt efter min søn? Jeg vil gerne

se ham." Som sædvanlig gav Qasiassaq sig til at kilde konen. Konen

sagde til ham: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Så tog gæsten hjem

til sin boplads.

Det var den sidste af Qasiassaq's løgne.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Qátungmigsânertoq / Qattummissaanertoq

Print
Dokument id:799
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qátungmigsânertoq / Qattummissaanertoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 55, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371 - 372:

"Den gamle, der blev gal, da han ville hævne sin søn..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qattummissaanertoq.

Ved mundingen af en stor fjord boede en gammel mand. Han, hans søn og

hans svigersøn plejede at ro ud på fangst sammen. En dag roede sønnen

alene ud i kajak. De ventede ham hjem, men det blev aften. Næste

morgen tog svigersønnen ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke.

Næste dag var han igen ude at lede efter ham, men kom hjem om aftenen

uden resultat. Næste morgen, da det var blevet lyst, tog faderen ud

for at lede efter ham. Han gik i land på den ene bred af fjorden.

Han fandt ham liggende på en lille høj med en stor lanse stukket op

gennem endetarmen. Han gik op til ham og græd over tabet. Da han

havde grædt, forlod han ham og lod ham bare ligge. Han fortalte det

til andre, da han kom hjem. Dagen efter tog den gamle mand sammen med

svigersønnen hen til stedet for at se på det, og de fandt ham stadig

liggende der (? qangungisoq). De fjernede det ene øje, hvorefter de

gav sig til at vandre ind i landet. Til sidst kunne de ikke se havet.

Da sagde den store svoger: "Det kan jo være, at drabsmændene opholder

sig på disse kanter. De gik over en lille fjeldkam og fik øje på

masser af telte. De så en rype, som den gamle mand fik fat i og

fjernede det ene øje, det venstre, fra den levende rype og erstattede

det med den afdøde

søns ene øje. Så sagde han til rypen: "Så kan du selv hævne dig."

Rypen drog så af i retning af teltene. Så snart rypen kom hen til

teltene, sagde folk: "Se den rype, hvor er den tam." Så tog de nogle

sten op fra jorden og begyndte at kaste efter rypen. Rypen gik mellem

folk, og straks begyndte det ene menneske efter det andet at falde

om. Til sidst var der ikke flere tilbage. Så gik den gamle mand og

hans svigersøn hen til nogle mindre telte lige øst for lejren. Der kom

en kvinde ud. Hun tog en sten op fra jorden og ramte rypen med den, så

den døde. Hun gav sig til at undersøge den døde rype og opdagede, at

det ene øje var et menneskeøje. En anden, der så dette, sagde: "Det

skulle jo nok være en tupilak." Svigersønnen sagde til den gamle: "Lad

os gå derned." Men den gamle ville ikke. Svigersønnen blev ved, og til

sidst gik de ned og gik ind i teltet, hvor kvinden boede. Så snart de

var kommet ind, sagde teltets beboere følgende: "Se den rype, hvis øje

er et menneskeøje." Svigersønnen genkendte rypen og ville vise

svigerfaderen den. Men denne holdt hånden for øjnene. Svigersønnen

blev ved med at sige, at svigerfaderen skulle se den. Det ville

svigerfaderen absolut ikke. Men da svigersønnen fortsat insisterede på

det, fjernede han til sidst hånden fra øjnene, og i det han så den,

blev han rød over hele ansigtet. Det gik pludselig op for de andre,

at han havde mistet forstanden og var begyndt at spise sine hænder. De

begyndte at flygte bort i kajak. Den ene af kvinderne gik ned i en

kajak og den anden havde de på dækket af to kajakker. Knap var de roet

ud, så kom han (den gamle mand) krybende på strandbredden lige ud for

dem. De flygtede videre, og da de nåede frem til bopladsen, syntes

folk, at de virkede fremmede, indtil de blev klar over, at det var

svigersønnen, der sammen med nogle fremmede, var flygtet hjem.

Svigersønnen fortalte, at svigerfaderen havde mistet forstanden, og

at han var begyndt at spise sig selv. Dagen efter roede han hen for at

se til ham. Da han kunne øjne ham, hørte han ham brøle. Han roede

nærmere. Så for' den gamle frem imod ham i fuld fart. Det var med nød

og næppe han slap væk fra ham og flygtede hjem. Dagen efter så man en

konebåd nærme sig deres boplads. Det var tre fremmede mennesker - to

ældre og en ung mand. Da de var ved at lægge til nedenfor huset,

spurgte den store svigersøn: "Hvor er I på vej til?" En lille ældre

mand svarede: "Jeg vil gerne bosætte mig her, for jeg har mistet min

forsørger." Den anden svarede: "Kom I bare i land her." Så gik de i

land. Da de havde boet et stykke tid på stedet, sagde den lille ældre

mand: "Bare der var et eller andet, man kunne fordrive tiden med." Den

anden sagde: "Hvis du mangler tidsfordriv, har jeg en svigerfar, der

har mistet sin forstand. Men han er uhyggelig, fordi han æder sig

selv." Den lille ældre mand sagde: "Ham må jeg hen og se. Jeg må

under ingen omstændigheder forsømme det." Den lille ældre mand var

meget opsat på det, så de tog af sted dagen efter for at se til

manden. De fik øje på ham, og de kunne høre, at han brølede. De

styrede hen imod ham, men svigersønnen til den sindssyge sagde: "Jeg

vil ikke hen til ham." Men den gamle mand ville gerne. Den anden

frarådede ham det. Men det var umuligt, for manden var ude efter noget

til tidsfordriv, og svigersønnen holdt op med sine advarsler.

 

Den gamle nærmede sig den gale. Svigersønnen anbefalede ham ikke at

fortsætte ud over det sted, hvor han selv plejede at standse op. Men

den gamle sagde blot: "Jeg er her for at fordrive tiden med noget."

Til sidst holdt han op med sine advarsler. Den gamle mand var nu nået

til det sted, hvor svigersønnen plejede at stoppe. Men den sindssyge

satte farten op. Den gamle trak sig ganske automatisk tilbage. Men den

sindssyge fortsatte imod den gamle med uformindsket fart og var godt på

vej til at støde sammen med ham. Det gik op for den gamle, at den

sindssyge havde spist alt, hvad han kunne nå af sin egen krop, og han

løb brølende rundt. Han var på nippet til at ramme jorden og bøjede ikke af;

men idet den gamle trak sig tilbage og drejede, drejede den sindssyge

også og gjorde en bevægelse for at bide ham. I det samme slog han den

sindssyge på hagen med kajakårens benbeslag, så han standsede, men så

gik han på ham. Den gamle slog ham igen med kajakårens benbeslag,

denne gang på overlæben. Endnu en gang slog han ham med kajakårens

benbeslag. Han standsede et øjeblik, men for' igen på ham med endnu

større fart. Så slog han ham oven i hovedet. Den gamle kaldte på sin

ledsager, men han ville ikke. Gentagne gange bad han ham komme, idet

han sagde: "Jeg har allerede dræbt ham, kom bare frem." Til sidst

nærmede han sig. Han var lige ved at være fremme uden at dreje; så

bakkede og drejede han. Men så gik det op for svigersønnen, at den

sindssyge havde spist alt, hvad han kunne nå på sin krop, og at den

gamle  havde slået  ham med årens benbeslag kikât - tikítardlugit (?

helt ind til knoglerne).

 

De tog hjem igen, og svigersønnen fortalte

de andre, at svigerfaderen nu var død. Straks efter de var kommet

hjem, sagde svigersønnen til den gamle: "Mon ikke du har et eller

andet under beslagene på din kajakåre?" Den gamle svarede:  "Jeg har

ikke noget i beslagene til min kajakåre." Den anden sagde igen: "Du må

have  haft noget i beslagene på din kajakåre. Lad mig se dem." Den

gamle sagde: "Vi vil gerne leve alle sammen (? ûmanijaratât). Du er jo

min forsørger. Jeg er ikke ung længere." Til sidst sagde den gamle

blot: "Du vil jo gerne dø, så dø da." Da han (svigersønnen) endelig

så det (hvad der var i kajakårens beslag), døde han. Så havde de ikke

længere nogen forsørger. Det fortælles, at de blev boende dér. Nogen

tid efter blev der råbt: "En stor hvalros neden for huset." Den lille

gamle mand sagde: "Kom med min kajakåre." Da han havde fået åren, gik

han ud med den. Han gik ned til hvalrossen og slog den i hovedet med

beslaget på åren. Så havde de mad. Da hvalroskødet var sluppet op,

blev der råbt: "En stor isbjørn." Tag min kajakåre ud," sagde den

gamle. Da han fik åren, gik  han ud til isbjørnen. Isbjørnen så ham og

løb rasende imod  ham. Den lille gamle mand slog den store isbjørn med

beslagene på åren og dræbte den. Så havde de mad. Da bjørnekødet slap

op, fik han igen en isbjørn. Han blev beboernes forsørger. Det var som

om de havde en ung forsørger. De kom aldrig i nød.

 

Var.: Beslægtede fortællinger, også historiske om sindssyge der - især i Østgrønland - blir forklaret med tilbageslag af tupilak på tupilakmageren, fordi den tupilakken skulle ramme var for modstandsdygtig. Søg på sindssyge / sindsyge.

Ravnen og ømmerten / Om dengang ravnen og ømmerten gav hinandens pels farve og mønster

Print
Dokument id:1331
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen og ømmerten / Om dengang ravnen og ømmerten gav hinandens pels farve og mønster
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 146
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 43 - 44,

"Qârtuluk (tulugaq)".

 

Resumé:

Dengang ravnen og ømmerten (islommen) endnu er hvide,

beslutter de at pynte hinanden. Ravnen maler sorte pletter i

forskellig afstand over islommens fjerdragt, og den er tilfreds. Den

maler nu pletter med lige store mellemrum over ravnens dragt. Ravnen

opdager to pletter under armene, der sidder for tæt, søger at udbedre

fejlen, og blir derved sort over det hele. Den har også fået en anden

stemme. Den skriger nu "qaaq, qaaq", der betyder brikseskind, men den

holder ikke op, selv om man lægger brikseskind ud til den.

 

Hist.: En pan-eskimoisk myte. Se Inge Kleivan: Why is the Raven black? Acta Arctica, XVII, 1971. En lang, spændende analyse af alle versioner.

Ravnen, som friede til spurven

Print
Dokument id:1330
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen, som friede til spurven
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 147
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, nr. 19: "Tulugaq pisîmit

nulijarseralusartoq".

 

Resumé:

Resume: En spurvekone mister sin gode mand og forsøger. Mens hun

græder frier ravnen syngende. Hun afviser den syngende for dens stygge

sorte hårlag. Ravnen insisterer og fremhæver også sit stride skæg.

Spurven afviser syngende. Ravnen håner i svarsangen den døde spurv for

dens sølle flyveevner og de elendige orme den kun kunne fange til

hende. Hun flyver bort. Ravnen vigter sig og er nær ved at gå bag

over.

 

Var.: Sangkamp i dyreverdenen.

 

Tolkning: Ravnen, der næsten falder bagover af vigtighed, associerer

til dens balanceevne.

Selvbiografisk beretning

Print
Dokument id:2179
Registreringsår:1901
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Selvbiografisk beretning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:10 sider
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.

I den første del en spøgelses - oplevelse bl.a.

Efterfølges af en fortælling, der er her i basen er registeret for sig.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq

Print
Dokument id:586
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 33, nr. 76
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Knud Rasmussen på vestgrønlandsk.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 365,

"Storfjærteren."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Sipulornertooq (Storfjærteren).

En mand, som ikke var nogen dygtig fanger, ville absolut giftes med en

pige, som han havde hørt så meget om. Denne pige var datter af Kunnga

og hans kone. En dag da han havde fanget en klapmyds, tørrede han

kødet. Med det tørrede kød på ryggen tog han af sted for at fri til

Kunngas datter. Han gik og gik. Så traf han en mand, som skød med

bue ud i det blå (siláinarmut - ud i den bare luft). Han spurgte ham,

hvad han lavede. "Lige fra de helt gamle dage har jeg

forsøgt at ramme flere med ét skud; men hidtil er det ikke lykkedes," svarede han.

Han fik øje på, hvad det var han skød efter. Det var de mindste af

myggene (umerdlorqortût - den med det store snudeparti). Ved siden af

ham lå der en stor bunke af dem, som han havde dræbt. "Vil du ikke

ledsage mig?" Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Det

sagde han ja til, og de tog af sted.

 

Undervejs mødte de én, der

samlede planter. Han havde samlet sig en stor hoben planter - så høj

som et højt fjeld. Han spurgte ham, hvad han lavede. Han svarede:

"Fra de ældste tider har jeg samlet planter, og stadig jeg ikke fået

nok." Også ham opfordrede han til at tage med. Han sagde ja, og de tog af sted.

 

Da de havde været undervejs et stykke tid, hørte de nogle

drøn. Det gentog sig gang på gang, og til sidst fik de øje på et

menneske, som sad på hug med enden stikkende bagud og gang på gang

slog én. Han spurgte ham, hvad det gik ud på? Han svarede:

"Lige fra de ældste tider har jeg slået den ene prut efter den anden, men endnu

har jeg ikke gjort det tilstrækkeligt mange gange."

Han spurgte ham: "Vil du ikke følges med mig? Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Han sagde ja, og de tog ham med videre.

 

De gik og gik og nåede til sidst Kunngas boplads. Her fik

frieren at vide, at han ville kunne få pigen til kone, såfremt han

under vandhentning sammen med pigen kunne løbe hurtigere end hende,

men at han ikke ville kunne få hende, hvis han løb langsommere end

hende. Da frieren fik dette at vide, kaldte han sine ledsagere til

sig og sagde: "Jeg kan ikke løbe om kap med pigen; jeg er for

langsom til bens. Er en af jer i stand til at løbe hurtigt?"

Sipulornertooq sagde: "Jeg er nogenlunde i stand til at løbe." Så

sagde hans herre: "Jeg vil lade, som om jeg er syg. Du løber sammen

med pigen. Når du vinder, skal jeg have pigen til kone." Det blev de

enige om.

 

Da de den næste dag meddelte dette, sagde han (Kunnga) til

Sipulornertooq: "Det er ikke dig der skal løbe sammen med hende. Det skal

frieren." Sipulornertooq svarede, at frieren var syg, og at han ville

træde i stedet for ham. Det gik de andre med til; og de fik hver en spand, som var

meget utæt i bunden. Så løb de af sted. Efter at have løbet længe kom

de til en stor elv. Da de skulle til at fylde deres spande med vand,

holdt Sipulornertooq nøje øje med pigen. Han lagde mærke til, at pigen

holdt spanden under vandet, der fossede ned; da spanden var fyldt,

strøg hun vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden

ikke læk længere. Sipulornertooq lod også vandet fosse ned i spanden;

og da den var fyldt strøg han vandet med hånden uden at røre ved

bunden. Så var spanden ikke læk længere. Da Kunngas datter satte i

løb, fulgte Sipulornertooq efter hende og havde ingen problemer med

at følge med. Før de nåede hjem, (eller måske: før Sipulornertooq

nåede hende?) sagde Kunngas datter til Sipulornertooq: "Må jeg lyske

dig?" Han svarede ja, og de stillede deres spande på jorden, hvorefter

hun begyndte at lede efter lus. Sipulornertooq faldt i søvn og sov

længe. Han vågnede ved, at en pil ramte lige under den sten, som hans

hoved hvilede på. Han kiggede på spanden og opdagede,

at den var væltet. Det havde Kunngas datter gjort, da hun gik, og

vandet var rendt ud. Det viste sig, at bueskytten havde holdt udkig

efter ham, og da han opdagede, at han sov, havde han sendt en pil af

sted, så den ramte lige under hans hovedpude. Sipulornertooq tog sin

vandspand og vendte om. Han fyldte spanden med vand, hvorefter han gav

sig til at løbe, alt hvad han kunne. Han indhentede Kunngas datter,

før han nåede hjem; og han løb videre forbi hende og nåede hjem før

hende. Han vandt kapløbet.

 

Så fik angusúngíkátaaq (ham, der ikke nåede

hende?) Kunngas datter til kone. Under deres tur på vej hjem, blev

plantesamleren mismodig og tavs. Det viste sig, at han lyttede. Efter

at de var taget af sted, havde Kunnga nemlig fortrudt, at han havde

givet datteren bort. Derfor  havde han besluttet sig for, at samle

andre mænd på stedet og følge efter de bortdragende.

 

Da plantesamleren var blevet så mismodig, og de andre ville vide, hvad

der var i vejen, sagde han: "Nu taler de sammen om at komme efter

og dræbe os alle sammen." Det viste sig, at han havde lyttet til, hvad

der blev sagt. Bueskytten vendte sig imod de andre og sagde:

"Nu går de ud af huset, og nu er de på vej herhen for at dræbe os." Da

Sipulornertooq var kommet op på en lille høj og havde bøjet sig, gav

de sig til at slå ham på lænden for at fremkalde luft til fjært. Nu

viste alle forfølgerne sig, og så slog Sipulornertooq en

ordentlig én, så småsten, der lå på jorden fløj op; og selv de, der

kom for at angribe dem, blev slået omkuld og tumlede af sted i

koldbøtter.

De blev slynget ind i huset gennem vinduet - nogle til fodenden af

briksen, nogle ind under briksen og andre under sovestedet på den

modsatte side af briksen. De hidsede sig op; og da de skulle til at

tage af sted igen, satte de panat (sværd, eller måske: knive, tveæggede knive,

fangstredskaber eller lignende; snekniv, BS), som stivere til vinduerne, oven i

købet også udvendigt (? tilgitrede de vinduerne med knive o.lign.).

Da de tog af sted igen, så bueskytterne dem straks, selv om de ikke

var synlige. Sipulornertooq var i færd med at samle luft til fjært.

Efterhånden havde han samlet så meget sammen, at han knap nok kunne

blive på jorden, og han sagde: "Sig til, så snart de viser sig. Jeg er

ved at eksplodere." Så snart de viste sig, slog han en ordentlig én - så stærkt, at han selv hoppede en smule op fra jorden. Selv store sten

og de, der var kommet for at angribe dem, blev slynget op, og ved

faldet ramte de sablerne på forsiden af huset, og de blev dræbt alle

sammen.

 

De gik videre og kom til det sted, hvor Sipulornertooq boede. Nu tog

de afsked med ham; og ham, der fik Kunngas datter til kone, takkede

ham, fordi han havde hjulpet ham. De kom også til plantesamlerens

bosted. Også ham takkede han. Så kom de også til bueskyttens bosted,

og han takkede ham og sagde: "Jeg fik en god støtte af dig, fordi du

skød efter min pude." (Det var nu Sipulornertooqs pude CB).

Så tog han hjem til sin boplads sammen med sin kone. Siden har man

aldrig hørt til ham.

 

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk klædedragt. Plantesamleren kunne være den eventyrfigur, der kan høre græsset gro. Storfjærteren el. prutmesteren er kendt fra andre grønlandske fortællinger, måske af gammel, måske af nyere dato.

Fortælleren har næppe været østgrønlænder, med mindre Kaarali Andreassen havde fisket den op under sit seminarieophold i Nuuk. Christian Rosing kan være fortælleren.

 

Nordiske kongeeventyr var meget populære i Vestgrønland. Søg på: De store konger.

Storfangst

Print
Dokument id:1644
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Storfangst
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 107
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 7 - 14; angakkortalissuit, 1990: 137 - 142: "Arsisorsuupput", "Taamani qimusserpaaqimmata", "Misartaq Qutsuluup toqulerpaa".

 

Resumé:

Fra sommeren 1879 til foråret 1880 (se Hist. ndf.) er der rigeligt med både fangstdyr og bjørne. Man fanger, frådser og fester og specielt huskes enkelte

markante begivenheder fra det år: Aggu / Akku harpunerede en sildepisker i

nødværge, og den blev med besvær nedlagt af mange fangere i

samarbejde. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk opfandt man en ny

metode til vågefangst af sæler, idet man trommede de nysgerrige sæler

op i vågen, hvor de vuggede i takt til rytmen. Islægget var næsten

uden skruninger. Selv den stærkt nærsynede og derfor langsomt kørende

Qilerilik kunne komme frem. Men det var nu kun fordi bopladserne til

alt held lå stille! En sangkamp mellem Misartaq og Qutsuluk fik et

voldeligt forløb, idet den lille M. fik smadret næsen af den tårnhøje

Q.s kindbensstød. Men M. lagde også enorm kraft i sine kindbensstød,

der aldeles smadrede ansigtet på Q. I nidviserne bebrejdede de

hinanden tåbelige og omsorgsløse handlinger mod egne børn og nære

slægtninge.

 

Hist.: Sultevinter. Kaarali Andreassen har nedskrevet denne og de følgende

historiske fortællinger i Rosing 1963: 107 - 169, om hungervinterens

forløb på Ammassalik-distriktets bopladser. Kaaralis informanter er

sjældent oplyst, og det kan ikke afgøres, om de har oplysninger fra

andre eller selv har overvintret på de pågældende bopladser i

sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tinigtarfingmiut / Tinittarfimmiut

Print
Dokument id:806
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tinigtarfingmiut / Tinittarfimmiut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 33, nr. 17
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 - 366 : "Åndemaneren,

der foretog en åndeflugt..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Tinittarfik-boerne (Beboerne ved det store tidevand. Vestgrønlænderne).

 

Engang ville en åndemaner til Tinittarfimmiut. Han tog af sted med

sine hjælpeånder og styrede imod et højt fjeld. Forrest var

Toornaarsuk (en særlig hjælpeånd). De landede på toppen af fjeldet.

Herfra så de sig omkring, fordi de ikke var helt sikre på vejen. Til

sidst kunne de heller ikke finde Toornaarsuk. Endelig opdagede de ham.

Han gik og legede neden for dem. Han fik af og til lange ører fordi

han minsandten lyttede mens han legede. Midt i det hele blev hans ører

ekstra lange; så fór han af sted sydover ind i landet, samtidig med

han skreg: u-lo-lo-lo. Hans herre og hjælpeånderne satte efter ham.

Tænk den kunne høre strømstedet, hvor Tinittarfik-boernes hus var (?),

og derfor fór i den retnning. De fulgte efter  ham; og det tog lang

tid. Så kunne de se fire store vinduer. Da de nåede stedet, kom de

ind under huset. De kom ind under dem alle sammen til sidst også helt

ind under dem, der sad på briksen, og de mærkede ikke noget (? idlorit:

usædvanligt). Til sidst var der næsten ikke flere tilbage. De kom så

ind under den næstsidste (? af rækken af folk på langbriksen, BS).

Denne var ved at spise et stykke hvidhvalsmattak, idet han havde

stukket ringefingeren gennem mattakken. I det øjeblik åndemaneren gled

ind under ham, rejste han sig op og tørrede sine hænder og sagde: "Det

var ligesom den gang upatisvarnerarangata" (? ifølge andre versioner:

de store åndemanere kom på besøg for at få hjælpeånder). Da han sagde dette blev de andre på briksen forskrækkede. Så satte de hans adlasâ (? fiskesnøre) op, og

alle gav sig til at prikke til noget. Da de tog af sted derfra (flyttede sig fra stedet under briksen, BS),

prikkede de stadigvæk til noget. Sammen med to af sine hjælpeånder

steg åndemaneren op gennem gulvet midt i huset. Nu var de på besøg i

huset. Lyset i huset var så skarpt, at det gjorde ondt i øjnene. De

blev meget forbavset over, at de nu fik besøg af en åndemaner. De

fortalte historier. Så sagde en af de ældre: "Du skal gå hen

til dem derovre, der kappes på siddepladsen. I skal kappes om at

stikke ind mellem isbjørnetænder. Blandt disse er der en klapmydstand

med tre huller. Man skal prøve at ramme det midterste." Redskabet til

at prikke med var en narhvaltand, der var spidset til i enden. Når

nogen ramte tanden med tre huller, hujede de andre. Så fik de præmie i

form af noget spiseligt eller andet, der ikke var spiseligt. De sagde

til åndemaneren: "Du skal også prøve at prikke. Hvis du rammer den vil

du leve livet til ende. Hvis du ikke rammer den, skal dit liv vejres

hen før dine dage er talte!" Han gav sig til at prikke. Han fik

sylespidsen gennem et af hullerne, og da han viste tanden frem, viste

det sig, at han havde ramt den gennem det midterste hul. Så hujede de

andre. Kikani tingisimatâjâjoq (? derefter bandt de ham til

åndeflugt).

De tog af sted, og undervejs traf de folk fra Tinittarfik, som (havde

besøgt åndemanerens boplads) var på vej hjem. De fløj forbi dem, og

kom hjem til deres egne. Så fortalte de om Tinittarfik-beboerne. Da

han en gang manede ånder, kom hans hjælpeånd, som han havde fået

blandt Tinittarfik beboer(ne). Han fortalte: "Nu skal du høre om ham,

hvis kæbe brækkede. Vi bliver kaldt for Tinittarfik-boerne, fordi

der på stedet både er meget lavvande og højvande. Så vi har lavet en

mur af store sten. Bag ved muren plejer vi så at grave mange huller.

Ved højvande kommer mange hvidhvaler/narhvaler (med flodbølgen) over

på landsiden af muren. Når det så bliver lavvande, finder man mange

småhvaler i vandet i hullerne. Mere end én gang har jeg fundet

småhvaler i det hul, der tilhører mig. Mens jeg var i færd med at

dræbe dem hørte jeg brus. Jeg kiggede mig tilbage og så, at en stor brådsø var ved at ramme ham. Han ville til at flygte, så mistede han

bevidstheden. Da han igen kom til sig selv, lå han ved højvandsmærket

og var under behandling. Det var dengang hans kæbe knækkede. Det var

så om ham, hvis kæbe er knækket." Åndemaningen var nu forbi, og siden

har ingen hørt fra Tinittarfik-boerne.

 

Var.: søg på tidevand; tidevands land.

 

Hist.: Fortællingen røber kendskab til Vestgrønland, hvortil også enkelte østgrønlændere kom på handelsrejse. Ældste kilde: Hans Egedes dagbog, 1724.

Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.

       Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Stikkelegen kendes også fra inuit i Canada. Er fx filmet i Asen Balikcis dokumentar: Sælfolket (Statens Filmcentral); Netsilingmiut. Findes uforkortet på mange spoler på Nationalmuseet.

Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit

Print
Dokument id:797
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 3, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kaaralis kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, 1921, s. 373 "Du vil dø, så dø da"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Du vil dø, så dø da.

Der var en gang en mand, som var en meget dygtig fanger, og som var

gift med en udsøgt smuk kvinde. De fik en søn. Faderen holdt meget af

sønnen, da han var opkaldt efter hans (faderens) afdøde lillebror.

Faderen plejede af den grund at sige, at han ville dræbe den, der ikke

behandlede drengen godt.

Da han en dag kom hjem fra fangst, havde konen frygtelig mavepine og

var ved at dø; og deres lille søn græd så voldsomt hos moderen, at han

var helt ude af sig selv. Han forsøgte at helbrede konen, men hun

døde. Manden undrede sig egentlig over, at hendes ansigtsudtryk ikke

ændrede sig efter at hun var død, at der ikke indtrådte dødsstivhed,

og at hun ikke blev kold. Men hun var jo død, så han lagde hende ned i

en grav og lagde sten ovenpå. Manden syntes, det var synd for den

lille dreng; men han agtede ikke at gifte sig lige med det samme,

selvom han var meget omsværmet af kvinderne. Da han havde taget

nyt tøj på (atigserêrangme), efter tabudagene på briksen på grund af

konens død, begyndte han igen at tage ud på fangst. Men han blev

aldrig ude hele dagen, for han var så bekymret for sin lille dreng.

Han var bange for, at han skulle blive væk mellem alle de mange

mennesker, der på dette tidspunkt var samlede. En dag han kom hjem fra

en fangsttur, fandt han sin lille søn grædende. Han spurgte ham,

hvorfor han græd. "I dag kom der én herind, der lignede min afdøde mor

meget. Hun gav mig mad, som hun havde med, og forsvandt igen." Faderen

sagde til drengen: "Du skal ikke tænke på din mor. Du så selv, at jeg

begravede hende, og jeg dækkede graven til med sten. Lad os gå op til

graven for at overbevise os om det." Da de kom til graven, græd manden

og drengen sammen.

Nogen tid efter kom drengen hjem med et stykke hvalmattak. Faderen

spurgte: "Hvem har du fået det af?" Hans lille søn svarede: "Jeg har

fået det af min mor." Så sagde faderen meget strengt til ham: "Du må

ikke tale mere om din  mor. Forleden så vi jo hendes grav." Men hans

lille søn svarede: "Jeg kunne genkende hende." Dertil svarede faderen:

"Lad os da fjerne stenene, der dækker graven." De gik hen til graven

og fjernede stenene, og der var ikke andet end en rygpose at se i

graven. Så sagde faderen: "Det må være rigtigt, at der er din mor. Hun

har narret os, og hun skal nok få det betalt. Lad os gå ned." Og det

gjorde de.

Nogle dage efter fik mange mennesker på stedet travlt med at flænse en

hval. Faderen sagde til sin lille dreng, at han måtte sige til, hvis

han kunne genkende moderen. Så gik de hen for at deltage i

hvalflænsningen. De var dårligt kommet derhen, så sagde den lille søn:

"Her er hun." Faderen fik også øje på hende. Hun var klædt som en

mand og hjalp en mand med flænsningen. Så gik manden hen til hende,

lagde sin arm på hendes skulder og sagde: "Du ønskede så meget at dø,

så skal du også dø." Så stak han hende i hjertet med sin store kniv.

Derefter dræbte han den mand, der stod ved siden af hende. Folk, der

vidste, hvordan det hele forholdt sig, sagde: "Det  havde hun godt

af!" Nu, da han havde dræbt sin kone og hendes mand, giftede han sig

igen.

Det viste sig, at kvinden attråede en anden mand, og at hun havde

ageret død, for at blive skilt fra sin mand. Det fik hun grundigt

betalt.

Tupilak æder sin skaber

Print
Dokument id:981
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak æder sin skaber
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 169 - 170
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé: Tilbageslag af tupilak-bjørn.

En mand er en særdeles dygtig bjørnejæger og hvert år fylde han en lang stav med bjørnekranier.  Et år, hvor han har fyldt halvanden stav dukker en enorm bjørn op ude på isen. En af husets fangere løber derud, men bjørnen går straks til angreb og manden når kun lige at undslippe i et enormt spring op på isfoden. Det lykkes kun bjørnen at flå hele syningen op på mandens kamiksål. Dette viser klart, at det ikke er nogen almindelig bjørn.

      Dernæst nærmer den store bjørnejæger sig. Men også ham angriber bjørnen, og med større held. Den slæber ham ud på isen, holder ham fanget, og tager med mellemrum en stor luns af hans kød. Man hører ham højlydt skrige oh-oh derude.

      Denne bjørn, forklarer man, var en tupilak han selv havde lavet. Men den havde ramt tilbage på ham selv.

 

Hist.: En historisk fortælling.

Var.: Rosing, Otto: Ham bjørnen åd. Det er en langt mere detaljeret version. Men Kaarali Andreassen kan være fortælleren / nedskriveren af begge versioner.

Ujarngaq qudlungijardlo / qullungijarlu

Print
Dokument id:582
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ujarngaq qudlungijardlo / qullungijarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 21 - 22, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ujarngaq qullugiarlu /  Lusen og ormen.

Lusen og ormen aftalte at

kappes om at være den første, der nåede frem. De blev enige om, at den der kom

først skulle bo hos mennesker.

Langt om længe var de klar til start. De tog det første åretag

samtidigt. Ormen sagde: "Qitudluva"(?) Ujarngaq sagde: "Iserpalisâ" (?

Det lyder som tågedis).

De roede hurtigt. Men midt i det hele gik lusens årebinding i stykker.

Ormen roede forbi ham. Lusen kom langt bagud. Da den havde fået repareret sin

årebinding, tog den igen af sted, og den kom igen på højde med

ormen. Lusen sagde igen iserpalisâ iserpalisâ (?). Den nåede ormen, og

de roede side om side (sådan skal det vist forstås, CB).

Så gik ormens årebinding i stykker. Lusen roede forbi ham og sagde

iserpalisâ (?). Det sagde han meget tit. Ormen indhentede lusen; men

lusens årebinding gik endnu en gang i stykker. De var kommet tæt på

land, da ormen roede forbi lusen. Lusen ordnede sin årebinding på et

øjeblik. Så roede den igen, idet den sagde iserpaliâ, iserpaliâ (?)

endnu tiere. Den indhentede igen ormen, og da de var ganske tæt ved

land gik ormens årebinding i stykker endnu engang. Lusen roede forbi

den og nåede i land.

 

Lusen kom til menneskene. Ormen nåede også land og sagde: "Her lugter

meget kraftigt af jord." Det var dengang, at de to hver især kom til

deres blivende sted.

 

Var.: Søg på Lus /lus / Lusen osv.

 

Kommentar: Lus forlader mennesket når det dør, hvorefter orme / maddiker befolker liget. Derfor er lus ofte associeret til liv og orme ofte til død.

Utoqângôq / Utoqaangooq qitornaqarneq ajortut

Print
Dokument id:1332
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utoqângôq / Utoqaangooq qitornaqarneq ajortut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 45 - 46, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 375:

"Ægteparret, som mistede deres børn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Ældre mennesker, som hele tiden mistede deres børn.

En gang de igen mistede deres børn, overholdt de ikke deres

dødstabuer, fordi de efterhånden var blevet trætte af alle de

dødstabuer. Det blev aften, og husfællerne gik i seng. Så lagde den

ældre mand sig ned dér, hvor man kom op fra gangen, og han satte

tørrestativet som skærm for indgangen. Mens han lå og prøvede at sove,

stivnede han og stiv af skræk hørte han et spædbarn vræle. Manden lå

og var ganske ude af stand til at bevæge sig. Spædbarnet var nu på vej

ind og klatrede op ad tørrestativet. Netop som spædbarnet skulle til

at lade sig falde ned på ham sagde det: "nerâjumadlutit atûmangipit

orâ (?)

 

Spædbarnet skulle lige til at lade sig falde ned, men så gik den store

hund, som var bundet til kanten af ("dørtrinnet") indgangen, hylende

ud og løb efter spædbarnet. Så lettede det for den ældre mand. Næste

morgen gik de ud for at se efter, hvad der var sket. De kunne se, at

det var flygtet i retning af sin grav, og at hunden var løbet efter

det og havde spist det. Efter den tid begyndte det ældre ægtepar at

få børn - det var altså efter at hunden havde spist deres afdøde barn.

 

Kommentar: Døde spædbørn optræder ofte som skræmmende væsner, især i Østgrønland, hvor muligvis forestillingerne om anngiaq ikke svarede ganske til de vestgrønlandske. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.