Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Dokument id: | 29 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 181 - 182 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort. Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.
Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.
Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.
Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne. |
Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse
Dokument id: | 31 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 184 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.
Var.: søg på innersuit.
Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.
Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001. |
Apulu får et knæk / Apulo navípoq
Dokument id: | 1289 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Apulu får et knæk / Apulo navípoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 444 - 450, nr. 54 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.
Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv. Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde såret ham, da de ville ud. A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.
Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).
Varianterne stemmer ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq
Dokument id: | 1222 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 97 - 99, nr. 15 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 66 - 67, nr. 15.
Resumé: Naajas mormor holder øje med, at han overholder sine tabuer i dagtimerne, mens faderen er på fangst. Hun tager sin opgave alvorligt, for også hun ønsker, at drengen engang bliver åndemaner. En dag mens de to er ude sammen på bærplukning, giver hun efter N.s ønske om selv at løbe hjem til teltene. Han ønsker det så kraftigt, at hun mener at noget usynligt har magt over ham. N. kommer undervejs over en slette til en lille elv, hvor han opdager et lille vandfald. Da det pludselig løber opad og han har lært altid at være årvågen og opmærksom, sætter han sig ned og undersøger det. En stor rødlig hund dukker frem af vandfaldet, N. flygter rædselsslagen, snubler, bliver liggende og bliver ædt. Han vækkes af sin opvækker-ånd, er nøgen, fryser, husker hunden og sætter hjemad stærkt utilpas, fordi han har lært, at han aldrig må være ude med nøgen overkrop. Det må vordende åndemanere ikke. Fortæringen fremkalder det indre lys, qaammaq, det andet syn, dvs. for den Anden Verden og dens væsner. Sandgreen undrer sig lidt, fordi Naaja allerede havde fået 'lyset' med det glødende mos proppet i halsen efter fødslen.
Var.: Søg på: søens troldbjørn.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om denne initiation se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. . |
Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Dokument id: | 1244 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 242 - 245, nr. 9 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.
Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser. Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S. fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og døde af det.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...". |
De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut
Dokument id: | 1205 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 152 - 154, nr. 32 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 112 - 114, nr. 32.
Resumé: Denne tekst er ikke en fortælling, men en gennemgang af: 1. Åndemanerens forhold til sine hjælpeånder (uden dem ville han være ligeså magtesløs og uvidende som almindelige mennesker, og åndemaneren får ikke rigtig magt over sine ånder, hvis han ikke holder seance). 2. Åndernes liv, der i samfunds- og følelsesliv ikke adskiller sig fra menneskers. 3. Det gængse forløb under en seance, hvor åndemaneren bliver bundet, hvis han skal ud og flyve, og hvor han (hans åndedræt) i tre forsøg skal dykke ned under gulvet og give plads for hjælpeånderne, der på skift trænger ind i hans legeme. Dér får de varmen, beretter om den fraværende åndemaners oplevelser, eller fortæller løst og fast, eller afslører tabubrud o.l.
Hist.: Oplysningerne svarer til andre generaliserende beskrivelser fra Østgrønland. Søg på: seance / åndemaning / mane ånder; åndeflugt.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit
Dokument id: | 1219 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 106 - 112, nr. 18 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 73 - 78, nr. 18.
Resumé: N. udvikler sig, har en gevaldig appetit og bliver ligefrem temmelig buttet. En dag han vil tilse sin mågekrog, står der allerede to mennesker ved den. Han genkender dem fra sin bedstes fortællinger som "de næseløse" eller "innersuit / ildvæsner". De ligefrem trækker ham hen til sig. De fortæller hinanden deres navne, N. rører ved dem, og dermed er de blevet hans hjælpeånder. De inviterer ham hjem på besøg. N. tør ikke rigtig, men har dog lyst. På kanten af en skrænt tegner den ene ligesom en streg i luften med sin arm, hvorefter ildvæsnernes flade strandland dernede med deres boplads viser sig for hans øjne. Hjælpeånderne fører ham med ind i det største hus, der er fuldt af tavse ildmennesker. Han får anvist plads på vinduesbriksen og iagttager en af kvinderne, der koger kød og længe, længe øser mad op til sin mand og de andre husfæller. De spiser hviskende, men byder ikke Naaja noget. Deres kød består af lutter sælnyrer.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut
Dokument id: | 1218 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 112 - 116, nr. 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 78 - 82, nr. 19.
Resumé: Fortsættelse af "De store ildvæsner". Mens ildvæsnerne spiser og hvisker, og da en af mændene giver sig til at lede efter noget, forstår Naaja, at de ikke vil ham det godt. Han forsøger flere gange at flygte, men bliver grebet i kraven og sat på plads igen. Han sætter i at tude. De fleste kvinder ønsker ham ud, men manden finder det han søger efter: en kniv, som han skærper (for at skære N.s næse af). N. tænker i sin nød på sine hjælpeånder blandt dværgene. De kommer straks til stede men kan intet rigtigt gøre. N. kommer så i tanke om en af sine hjælpeånders hjælpeånder, en toornaarsuk. Da den sender sit åndepust ind i rummet, farer de der holder vagt ved døråbningen ind under briksen, og manden med kniven styrter tilbage på sin plads. Kvinderne ønsker atter den skrigende N. ud af huset. Han smutter snøftende ud i husgangen, forskrækkes over toornaarsuk'ens lysende øjne i den ydre ende, men passerer uhindret forbi. Hans to ildvæsner kommer til, undskylder fællernes opførsel, følger ham tilbage til mågekrogen og forsvinder. Senere opsøger N. ildfolket flere gange og de blir så gode venner, at de tilbyder N. en af deres døtre som kone. Men N. afslår, fordi ildvæsenerne ikke forstår sig på at sy det rette tøj til en kystbo.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut
Dokument id: | 1266 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 304 - 308, nr. 31 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 81 - 85.
Resumé: Allerede mens Kukkujooq er gift med Mamiak får han et godt øje til Qaatsaarajik, som han efterstræber, da M. er død. Men Q. gør modstand, vil ikke vide af ham. K. hævner sig ved at binde en hundesele til hende families teltstang, og hun er da heller ikke spor attraktiv, da han langt senere træffer hende igen. K. har endnu ikke fanget en narhval og den sommer, hvor han er opsat på det, passerer de dagligt langt uden for deres normale rute. Ærgrelig ror han ind til land, hvor han går til fjelds, hører sang, træffer en lille kvinde (ånd), der hedder Uddeq, ligger med hende og erfarer, at narhvalerne holder sig så langt ude, fordi en kvinde har begået tabubrud: Hendes hårbånd har lagt sig på tværs af dyrenes rute. Hans hjælpeånder kan ikke afhjælpe miseren effektivt, fordi K. endnu ikke har åbenbaret sig som åndemaner.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Dokument id: | 1287 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 427 - 437, nr. 52 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.
Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter, hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far. K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i drengen. K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor, selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene. Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det så ikke var nødvendigt? Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K. adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også helt at holde sin første seance.
Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter. Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket. |
Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq
Dokument id: | 1198 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 179 - 187, nr. 39 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 135 - 141, nr. 39.
Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn". Innartuaqboen, Naaja, holder seance næsten hver aften. Under en seance kommer hans nære ven blandt hjælpeånderne, Aakaks søn, tilstede og fortæller om Uppiinnguaqs ran af en ung mand. Upp. hører, at N. har fået det at vide, og derfor vil han N. til livs. Upp. sender sin hjælpånd, en ajumaaq, der viser sig i skikkelse af en stor falk over N. under et ritual uden døre, hvor N. skal indvie sin nye anorak. Hans kone, der er med ude, ser N. vakle og svinge frem og tilbage ude af balance. Hun tilkalder deres sønner, der ser ham endelig falde om, og de hører suset af hans åndedræt, der forsvinder ned i jorden. Man bærer ham ind i huset, synger ham til live og ind kommer hjælpånderne Aakaks søn, Nakattak og Pamialluk. På Naajas bud får de drevet ajumaaq'en ind i huset, hvor de forfølger den rundt og rundt i rummet. Den ser sit snit til at smutte ud gennem røghullet og op til Upp.s hus i indlandet, hvor jagten fortsættes af Nakattak. Upp. kan ikke hindre det og beordrer sin ajumaaq hjem til dens tunnel i indlandsisen, hvor Nakattaq med sit mordvåben får gjort det af med det store utyske. Med mordvåbnet vender sig af ophidselse mod N., der må synge det til ro med kælesange. Nakattak vender tilbage til Upp.s hus, hvor også Aakaks søn er ankommet og trods sit sangkampvenskab med Upp. går A.s søn løs på Upp., fordi denne har ville aflive Naaja, i hvis legeme hjælpeånderne plejer at varme sig. Upp.s egne hjælpeånder kan intet stille op. Upp. lokker sin halvbror blandt de største kæmper til at hjælpe sig, men forgæves. A.s søn stikker ham et velrettet slag, og Upp.s far giver sin mening til kende: Har man opført sig forkert må man lide for det. A.s søn piner og plager Upp., der ber ham dræbe sig. Det sker, Upp. bliver klædt i ligtøj, stensat, graven omcirkles med solen, og alle vender tilbage undtagen Upp.s far, der synger tryllesange ved graven og blir ved med det dag for dag i en hel måned. Upp. kommer atter til live, men flytter længere op i landet til sine stammefrænder, indlandets kæmper, hvor han bliver deres åndemaner.
Var.: Uppiinnguaq
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den første hævn / akiniarneq sujugdleq
Dokument id: | 1214 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den første hævn / akiniarneq sujugdleq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 127 - 131, nr. 23 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 91 - 94, nr. 23.
Resumé: Fortsættelse af "Indlandsisens menneske". Naaja bliver øjeblikkelig klar over, at hans fangst er blevet stjålet, og måske kan han endnu nå at indhente tyven. Han har roet længe spejdende, da han pludselig opdager, at han ror langs et stort isbjerg, der når som helst kan bryde i stumper og stykker. Hastigt ror han til, kommer forbi og hen til et mindre isbjerg, hvor han finder tyven, en af de unge fra den over for liggende boplads, Qipa. Tyven benægter tyveriet, N. slår ham omkuld med åren, og tyven falder ud af sin kajak, som N. smadrer i stumper og stykker. Straks efter bryder det store isbjerg sammen. Da man senere finder den druknedes kvaste kajak, slutter man, at isbjerget har smadret den.
Kommentar: som initierende ånd er indlandsisens menneske en variant af 'søens troldbjørn'.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Dokument id: | 1278 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 359 - 370, nr. 43 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.
Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin angst for dem. En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild. Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned, støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog tværs over det høje isfjeld. En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst, fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K. kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer "naar, naar, naar!"
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da ikke andet end: "naar, naar, naar!" |
Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq
Dokument id: | 1228 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 58 - 63, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 32 - 36, nr. 6.
Resumé: Vinteren går, mens Innartuaqboen fanger meget lidt, fordi han kun spekulerer på, hvordan han skal få fat i den viden om det middel, der skal til, for at han kan gøre det barn, hans kone venter, til vordende / fremtidig / kommende åndemaner / angakkoq. Efterhånden har han fået forhørt sig hos alle fælleshusets gamle uden resultat. Bedre går det heller ikke på sommerpladsen, Qinngu / Qingek / Qinngeq, hvor ellers talrige familier opholder sig på ammassatfangst. Hans kone tør ikke fortælle ham, at hun nu er sikker på, at barnet blir en dreng. Det vil blot gøre ham endnu mere fortvivlet, fordi han endnu ikke ved, hvordan han skal skaffe barnet "forsvarsmidler".
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: bemærk udtrykket "forsvarsmidler" som forudsætning for at klare udviklingen til angakkoq, hvor lærlingen møder og efterhånden selv opsøger hjælpeånder i "ødemarken". |
Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq
Dokument id: | 1217 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 116 - 119, nr. 20 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 82 - 84, nr. 20.
Resumé: Naaja, der efterhånden har fået mange hjælpeånder og blevet venner med dem, udvikles hurtigt, både psykisk og fysisk. Han har allerede haft en del løse forbindelser, da han så småt begynder at ønske sig noget mere fast. Hans storesøsters veninde, som hun sover ved siden af på briksen, er helt vild med ham. Han får den ide at afprøve sine evner som åndemaner på dem, mens de sover. Han puster deres sovedække af dem og glæder sig over deres nøgenhed. Det gentager sig et par aftener og en aften gør han mere ud af pusteriet end vanligt. Sovedækket hæver sig, pigerne holder fast i det, og straks efter styrter dækket mod gulvet. Naaja ender i sengen hos dem begge og de leger længe sammen.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik
Dokument id: | 1236 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 91 - 97, nr. 14 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 61 - 65, nr. 14.
Resumé: Da Naaja har mistet sin mor, passer hans bedstemor ham, og da han skal være angakkoq / åndemaner passer hun ham nøje, efter alle reglerne. Da Innartuaqboen mistede sin kone, tog han enken, som han havde taget med fra ammassætpladsen, Qinngu, til livsledsagerske.
En sommer i Innartalik, går Naaja med sin Bedste ud på bærplukning. Han er hele tiden i nærheden af hende, mens de plukker bær. På et tidspunkt vil han gå alene ned til teltene og fordi han insisterer så kraftigt, at Bedste, der aner at noget med ånder er på færde, ikke tør standse ham. Han løber raskt ned af fjeldet. Midtvejs på sletten løb en lille elv, som han leger ved, idet han springer frem og tilbage over den. Han standser ved et vandfald, som løber opad, hvilket forbavser ham. Men da han altdi er blevet indpodet at være opmærksom på alt anderledes, mærkeligt, kigger han nysgerrigt på det. Pludselig viser en stor, rødlig hund sig, den ser farlig ud, og Naaja bliver bange og flygter bort. Han falder og bliver bare liggende, fordi han er besvimet. Idet han ligger besvimet hen bliver han spist af hunden. Hans klæder er af bar angst flygtet bort. Så da Naaja kommer til sig selv hundefryser han, fordi han er nøgen. Han opfanger en stemme, som siger at han skal stå op, fordi solen allerede er ved at gå ned (hvis han sover efter solnedgang er han fortabt). Han kalder på sin Bedste, som ikke kommer. Det eneste han husker er den væmmelige hund. Han løber ned mod teltene, selvom han er nøgen, hvilket en vordende angakkoq ikke må være.
Var.: Denne gængse østgrønlandske mytiske initiation til søgningen efter hjælpeånder er fortalt i talrige varianter: søens troldbjørn, fx.
Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Dokument id: | 1233 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 80 - 86, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.
Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet, fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han sveder og er meget venlig.
Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq
Dokument id: | 1204 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 154 - 155, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 114 - 115, nr. 33.
Resumé: Naaja (Innartuaqboen) har under sin første seance fået "klarsyn" og kan dermed se hele horisonten rundt, fordi den klarsynede ser med hårranden. Blot ser hårranden ikke så skarpt fremad som øjnene. Det var de vise forfædre, der blev klar over, at den hvide hårrand rummede evnen til at se, hvad der er skjult for andre. Naaja bliver så skarpsynet, at han kan se sæler, der blot er krusninger i vandet, men som bliver til sæler, når han ser dem. Men når han kommer hjem med dem, er de lige til at smide ud. De er blodløse og består blot af saltvand. Større held har han altid med fangst af rigtige sæler, fordi han ikke slipper dem af syne i det øjeblik de dykker. Han ser deres hvide bug under vandet helt frem til det sted, hvor de dukker op igen og kan nedlægges.
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales. |
Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq
Dokument id: | 1229 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 63 - 72, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 37 - 44, nr. 7.
Resumé: Efter mange dages forgæves udspørgen og fortvivlet humør, går Innartuaqboen bort fra teltpladsen ved Qinngu. Kvinden, som svigerforældrene har beskyldt for sjæleranet af hans tvillinger, er selv barnløs, datter af Akorninnaq-boen Aqqii og har lært sig åndemaning ligesom sin far. Men de har ikke fortalt svigersønnen om deres mistanke. Selv mener Innartuaqboen ikke den skyldige er Aqqii, mistanke til datteren har han heller ikke. I sin fortvivlede søgen venter han ikke selv at møde ånder, for den slags har han aldrig forsøgt sig med. Men da han på afstand ser en ældre kvinde springe op og flygte for ham, tror han en overgang, at det er en ånd. Men hun flygter blot fordi hun er i færd med at file sig en synål til af jern. Det er en kostbarhed hun nødig vil frarøves. Innartuaqboen får dog beroliget hende, de ser hinanden an med forskellige bemærkninger, og da konen forstår, at han vil betale hendes viden klækkeligt, fortæller hun ham hvordan man gør en nyfødt til en vordende åndemaner: Han skal tørre en bestemt slags mos knastørt, få det til at gløde i lampeilden men ikke flamme op, og stikke det ned i halsen på den nyfødte. Gløden vil udvikle det indre lys, som enhver åndemanerlæring må udstråle for at tiltrække hjæpeånder. Innartuaqboen takker henrykt, skynder sig tilbage, beordrer familien at gøre sig rejseklar, farer selv hen til den gamle kones telt med et par brikseskind som gave og hjælper derefter familien med at pakke.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den store beslutning / Aulajangernerssuaq
Dokument id: | 1258 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den store beslutning / Aulajangernerssuaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 278 - 284, nr. 23 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 60 - 65.
Resumé: Som 12-årig har Kukkujooq endnu ikke turdet beslutte sig til at blive åndemaner og endnu ikke fået kajak, men dog nu og da lånt en. Han har en kæreste, Mamiak, og han ønsker sig et fangstmiddel. Det får han om foråret ved elvens opbrud af en ældre kvinde, der tilbyder sig. De ligger sammen, og K. får bagefter den viden af hende, at skindet af hans første fangst inklusive snudepartiet skal lægges under vandspanden og bindes med en rem til husstolpen. Da vil der aldrig ske nogen forandring i hans fangst. K. bliver lykkelig, fordi den heldige fanger misundes og ofte får stjålet nogle af sine fangster. Det vil tyven ikke kunne få held til, hvis K. bruger midlet.
Hist.: Tid: 1897. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907), åndemaner. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Dokument id: | 1241 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 231 - 235, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.
Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe- bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller, at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses. Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.
Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.
Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen. |
Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq
Dokument id: | 1273 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kajammat, Juuserfi |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 340 - 342, nr. 38 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 112 - 113.
Resumé: En dag K. har harpuneret en sæl på den anden side af en isflage, sætter linen sig fast under flagen, og K. må bruge så enorme kræfter på at få linen løs, at hans tøj flænges i stumper over ryggen. En anden gang har han sin unge søn Juuserfi med ude i kajak. Der ligger megen is, men da sønnen bag K. er ved at blive klemt inde mellem to isflager, vender K. lynsnart rundt trods den megen is og når både at skubbe sønnen bagud gennem revnen og selv komme igennem, inden den lukker sig.
Hist.: Tid: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på. Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq
Dokument id: | 1279 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 370 - 376, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 138 - 143.
Resumé: Kukkojooqs kone Ukoorajivat har to uforlignelige egenskaber: Hun elsker at ligge med sin mand til stor fryd for dem begge, og hun er yderst sensibel. Det har hun været lige siden hun i barndommen blev bevidst om sig selv, idet hun så længe hun kan huske altid har fået en forudanelse, når andre ville hende ondt eller en ulykke ville ramme hende. Således har hun undgået alskens fortrædeligheder, og derfor kan hendes svigermor, der hader hende, ikke få ram på hende. Kukkujooq er klar over moderens hensigter, der kan ramme hamselv, fordi hun kun ved at skade ham kan få ram på hans kone. Han har også andre fjender, og da han før eller siden må blive ramt, beslutter han at oplære sin sidstfødte datter til fanger. Han synger over hende efter fødslen, bygger en særlig smuk kajak til hende med opadsvungne spidser, Ukoorajivat betrækker den uden andres hjælp, for at ingen skal forhekse den, og K. indvier sin datter til fanger: Han lader hende sidde i den nye kajak, bringer den i let slingren og synger om alle de sødyrarter, der skal tiltrækkes af hende: "Et lille kødben" (en sæl); "havets hvide mand" (en sortside); "den med neglene" (en spraglet sæl); "stort snevejr" (en klapmyds), og tilslut en remmesæl. Han lader hende stige op af kajakken, bærer den selv op, og hun leger videre som om intet var hændt.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Om piger, der bliver opdraget til fangere se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Arbejdsdeling, tabuerede kønsskel og ..."; "Piaqqussiat, en blandingskategori...".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: metaforerne for sælarterne er muligvis åndesprogsgloser. Eller blot de gloser man bruger, hvis der er tabu mod at nævne sælen ved sit rette artsnavn. |
Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq
Dokument id: | 1197 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 187 - 191, nr. 40 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 141 - 144, nr. 40.
Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn". Den unge mand, som Naajas hjælpeånd, Upp., har røvet fra Naajas husstand, beslutter at drukne sig, fordi han er led og ked af sin kone (Upp.s datter), der er kæmpestor og alt for ivrig, når de boller. Han vil ned til sin fætter, der nyligt er forulykket i kajak. Kæmpekonen, der ikke viger fra hans side, er ikke for klog, og hun forstår ikke hvad hans ønske om at følge efter sin fætter indebærer. Hun ser ham kaste sig ud over skrænten, hører hans skrig langt nede, og forstår endelig, at hun er blev enke. Upp. bebrejder hende ikke noget.
Var.: Uppiinnguaq
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Da landånderne, når de dør, ikke kommer til nogen af dødsrigerne, forstår U.s datter ikke sin menneskemands snak om, at han vil finde vejen til sin fætter. Iøvrigt overholder fortællingen den gængse regel i overleveringen, at menneskers og ånders samfund ikke lader sig integrere i hinanden. |
Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq
Dokument id: | 1264 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 297 - 300, nr. 29 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 76 - 78.
Resumé: Fortsættelse af "Hvalrosfangeren Kukkujooq". Imaakka bliver først stolt af Kukkujooqs hvalrosfangst, men dernæst så rasende på ham, at han flænger hans klæder med en kniv. Kaakaaq beordrer straks sin søn Kukkujooq at smide dem væk. Dernæst vil I. lave en tupilak mod Kukkujooq og stjæler til formålet tungen af hans hvalroshoved, der ligger dækket af sne. Næste dag vil K. flytte hovedet til lagring, opdager tyveriet, blir rasende, mistænker stedfaderen I. og flytter hjemmefra til sin kæreste Mamiak, der er Ujarneqs datter. I. ærgrer sig over ikke allerede at ha' dræbt K. Kaakaaq tar det roligt på K.s vegne, for hun ved, at han har en af "de tyndhårede" ("netside unge", men en eufemisme for "hvalros") som amulet. Derimod frygter hun for, hvad der nu kan ske Imaakka.
Var.: Søg på: Imaakka.
Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreeen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisuui. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner, gift med Kaakaaq. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Dokument id: | 1252 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 263 - 264, nr. 17 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.
Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq. P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen Sinngertaat.
Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ
Dokument id: | 1194 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 200 - 201, nr. 43 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153, nr. 43.
Resumé: Foruden Niimilaa har Naaja også en anden skræmmeånd, der sender folk på flugt rundt i huset, hvor de prøver at undgå dens stokkeslag.
Naajas kone har sjældent lyst til at deltage, og en aften kommer skræmmeånden (ifølge Naajas senere forklaring) til at strejfe hendes ryg. Hun dør af sine kvæstelser. Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midte af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq
Dokument id: | 1192 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 205 - 206, nr. 45 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 156 - 157, nr. 45.
Resumé: Under en åndemaning om foråret melder trommen med en voldsom lyd, at der er fare på færde. Naaja udspørger sine ånder der fortæller om en kampesten, en gammel offersten, der er på vej ned mod huset fra fjeldets top. N.s ånder prøver forgæves at standse stenen, der har skikkelse som en slags fugl. Nu tilkalder N. for første gang sin Eqingaleq / Eqingasoq / Equngasoq, der selv består af sten undtagen mundvige og bagsiden af albuerne. De består af kød. Den sender uden virkning sit blærespyd mod stenfuglen, griber den derefter bagfra om vingerne, såres gentagne gange i sine bløddele, kysser sårene hele, og får omsider båret stenfuglen op på toppen af fjeldet. Stenen hæver sig et stykke i vejret, falder og knuses i faldet. Nu er den kun sten.
Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Det sker nu og da at en sådan stor sten løsner sig og med bulder og gnister ruller ned af fjeldet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Det anbefales at læse resuméerne af de foregående afsnit: Søg på Sandgreen 1987. Om den truende kampesten, der har samme mytiske funktion som Månen om foråret, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen" og Sonne 1990: 14 - 16. |
Ertsingitsek et le chamane / Ertsingitseq og angakkoqen
Dokument id: | 1924 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ertsingitsek et le chamane / Ertsingitseq og angakkoqen |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 80 - 81 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ertsinngitseq, den frygtløse, var en stor bjørnejæger, der altid blot gik lige på isbjørnen og dræbte den med kun en kniv. Af og til muntrede andre mænd sig med det samme, men kun når de var flere. En angakkoq / åndemaner ville ikke tro Erts. og sagde det var løgn, at han blot stak bjørnen i lårpulsåren og lod den forbløde. Angakkoq'en / åndemaneren var sikker på, at han først dræbte bjørnen med lansen. Erts. formodede at angakokken blot var misundelig fordi han selv var en sløj fanger. Da angakkoq'en så ville holde en seance for at lade sin tsikitok (?), en hjælpeånd der var en strandfugl, dukke op, sagde Erts. grinende at han ikke ville tro ham med mindre han lod fugleånden vise sig tydeligt ved en utildækket tarmskindsrude. Også angakokken grinede vel vidende, at ingen angakkoq kunne få en hjælpeånd til at komme under en seance med mindre alle vinduer var tæt tildækkede.
Hist.: Måske en historisk fortælling, måske ikke. |
Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Dokument id: | 1271 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 320 - 333, nr. 36 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.
Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...". Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre, der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker, for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre lys har mistet sin udstråling. BS). Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.
En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre ham langt nok bort. Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål, en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke sæson for gåsetræk. K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen, hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A. alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet i blod og uden sine håndremme.
Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af "sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq
Dokument id: | 1270 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 315 - 320, nr. 35 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 91 - 94.
Resumé: Kukkujooq, der har fjender (sin faders to mordere), er endnu ikke tilfreds med de midler og hjælpeånder han har fået sig. Han savner endnu to ting: 1. Et skjulested til en røvet sjæl, som hverken åndemanere eller heksekyndige kan opdage, og dermed måske redde hjem til patienten i tide. 2. Et middel til at nedlægge tupilakker med.
En dag i smukt vejr lander en havlit på vandet lige ud for ham. Han tar en sten op, men undlader at kaste, fordi der er noget særligt ved fuglen. Den vender skiftevis den ene og den anden side til. Den ene side er hvid, den anden sort. Den ber på åndesprog om at blive hans hjælpeånd (blive den der kommer til ham under seancerne), fordi han lyser så tiltrækkende. K. indvilger. Den lover ham så, at hvis nogen vil sjælerane ham og befinder sig i nord, vil han gøre K. usynlig med sin mørke side. Og når K. så til gengæld vil røve sjælen fra den uheldige sjæleraner, vil den gøre ham usynlig i blændende modlys med sin hvide side. K. er forløbig godt tilfreds. Senere møder han havlitten igen, netop som han har fået den strålende ide, at det omvendte spejlbillede af landet i havet ved kysten må være det bedst tænkelige skjulested for røvede sjæle. Havlitten fører ham ned i spejlbillede - eller skyggelandet, hvor det vrimler med ørred- og fugleskygger, og lader ham stige op til overfladen igen, da han må ha' luft.
Hist.: Piisui / Kukkujooq persondata, søg på: Sandgreen 1987. s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "tarneq, inua..."; "Situationens "sjæl" og "selv". Og: "Åndemanerens afbalancering...". Og: eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Dokument id: | 1940 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Famine à Isertok / Sult i Isertoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 127 - 130 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker! En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv. Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone. Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet. Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.
Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883. Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist. |
Flere minder / Sule erqaimassat
Dokument id: | 1285 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Flere minder / Sule erqaimassat |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 411 - 422, nr. 50 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 174 - 184.
Resumé: Kukkujooq er en hjemmefødning, der elsker sin hjemegn, og skulle nogen driste sig til at tale nedsættende om dens fangstmuligheder, skal han nok vide at tage hævn. En dag går han op til en gammel grav, sparker til den et par gange, indtil den giver lyd (den dødes accept), og fjerner skulderbladet, hvis evne til at hæve havbunden han dernæst afprøver. Han sænker det ned på fjordbunden ved ebbe, mærker sig vandets dybde på stedet, og da han nogle dage senere afprøver dybden på stedet ved samme ebbestand, er den blevet mindre. Han vil da kunne hævne en eventuel fornærmelse ved at nedsænke den dødes andet skulderblad i vandet på den formasteliges fangststed, hvorefter sælerne vil forsvinde fra det lavere vand. K. er sælernes ven, men hans forhold til bjørne er mere problematisk. Han har længe været storfanger, da han endelig ser en bjørn på en isskodse. Han ror derhenad. Bjørnen, det store land-og havdyr, lader sig tyst glide ned i vandet, og vender sig brummende med blottede tænder imod ham, da han vil kaste lansen. Forskrækket jager han den i stedet med åre og skumsprøjt ind mod bopladsen, hvor både en fangstfælle i kajak og kvinderne i konebåd kommer roende til hjælp. Kort før bjørnen når i land, får K. travlt med at nedlægge den. Hans mor, den næsten blinde Kaakaaq, hører tumulten og er den første til at røre den, hvorefter hun gnider dens hoved ind i urin. Alle skærer nu flænseparter af det store dyr uden at spare skindet, med K. får hovedet og hele ryggen. Kødet koges udendørs i de tre dage, hvor intet af det må bringes ind i huset. I sit overmod, fordi han nu har fanget bjørn, præsterer K. noget senere egenhændigt at bære et stort stykke drivtømmmer og en nedlagt sæl fra kysten op på det sted på Qeqertaasuk, hvor han i sin tid afprøvede sit nyerhvervede middel i tupilakfangst. Derefter mister han sit fangstheld, som han først genvinder, da han er flyttet til Akorninnaq. Det var sammenblandingen af fangst og afprøvning af tupilak-middel, der havde hindret ham i at fange.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 26 - 264. "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Dokument id: | 1234 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Forfølgelsen / Malerssorneqarneq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 86 - 90, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.
Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller, der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.
Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Glemsel / Puigorneq
Dokument id: | 1221 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Glemsel / Puigorneq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 99 - 103, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 68 - 70, nr. 16.
Resumé: Indledningsvis filosoferer fortælleren over glemsel: Man har en tendens til at glemme det, man burde huske og huske det, man burde glemme. Især burde man huske andre menneskers gode handlinger i stedet for deres fornærmelser mod en. Naajas bedstemor glemmer Naaja for alle de dejlige bær hun forspiser sig så kraftigt i, at hun omgående falder i søvn, da hun når hjem til teltet. Da hun vågner, er han ikke kommet hjem. Scenen skifter til Naaja på flugt, efter at han er blevet spist af hunden (se: Den lille elv med det store dyr) og vågnet nøgen op igen. Undervejs møder han et frygteligt væsen med udbredte arme, men uden understel. Det viser sig dog at være hans anorak, som han tar på. Næste gang er det bukser og kamikker, og han bliver endelig sig selv, da han får dem på. Klæderne flygtede fra ham og skjulte sig, da han besvimede af skræk. Da han når op på en lille høj og kan se teltene, glemmer han hele den uhyggelige oplevelse. Han blander sig med pladsens legende drenge og flår imens kødtrevler af et skankeben med tænderne. Udmattelsen driver ham tidlig i seng.
Var.: søg på: søens troldbjørn (afslutningen). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om lærlingens mytiske initiation søg uddannelse |
Gud ankommer / Gûte tikípoq
Dokument id: | 1277 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Gud ankommer / Gûte tikípoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 351 - 359, nr. 42 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 122 - 129.
Resumé: Sandgreen skildrer det velsignelsesrige liv på sommerpladsen Aammat i Sermilik-fjordens bund. Der fanges sæler, der tørres kød, ordnes skind, laves blodpølse, altsammen til vinterforråd. Vejret er strålende, kvinderne sludrer, mændene fortæller hinanden jagtoplevelser og fortællinger, de store drenge kappes, og piger og drenge leger "livet", dvs. "far-mor-og-børn" i konturer af hus, kajak og konebåd, som de har "tegnet" med små hvide sten, der lyser mod den mørke jord. Man taler lidt om præsten, der er kommet til Tasiilaq, men skal være svær at forstå, og om handelsbestyreren, som de fleste har handlet med. Man har hørt, at præsten vil komme på besøg, og da man venter Maratsi til sangkamp, håber man, at præsten vil komme senere. Deres konebåde ankommer dog samtidigt, besætningerne går på rundvisit og bespises alle steder, og præsten, der hurtigt blir mæt, prøver at belære Qaartuq og hans familie om Gud. Q. finder det lidt svært at tro på nogen, som ingen har set, og som tilmed er kommet til Aammat med præsten uden at blive set. Præsten forklarer, at det er Guds ord, der er kommet. Han vil se sangkampen næste morgen for at erfare om den er syndig og går tidlig i seng. De øvrige samles til sangfest i et telt, hvor varmen stiger, og man bruger den som undskyldning for at slukke lamperne og hengive sig til lampeslukningslegen. Da en af præstens roersker sladrer næste morgen, opgiver han at overvære sangkampen og tager bedrøvet af sted med det samme.
Hist.: Datering til slutningen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq
Dokument id: | 1281 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 385 - 393, nr. 46 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 152 - 159.
Resumé: Det har været sløjt med fangst et stykke tid. Kukkujooq er roet ud til sit vanlige lurested i fjordmundingen og har længe ventet forgæves på en sæl, da han beslutter at ro ud på det åbne vand til et godt fangststed. I samme øjeblik ser han så noget, der ligner en sæl langt inde i fjorden. Han gør omkring, ror derhen, jo, det er en sæl, endda en stor en. Næste gang den dykker ser han, at det kun er hovedet, der er stort i forhold til en lille underkrop. Han harpunerer den vanskabte sæl, mister sin åre, kæntrer, kan ikke vende rundt uden åre, og roder forgæves efter den i overfladen, mens han tænker på alle de hjælpeånder, der kan redde ham. Det blir hans innersuaq, ildmand, ved navn Qapuneq, der får ham på et køl, befaler ham at smide fangstblæren ud, ro sin halvt sunkne kajak i land, tømme vandet ud af den og få vredet og tørret sit tøj. Sælen holder sig nede, og Qapuneq holder vagt ved fangstblæren, der står lodret og hopper på vandoverfladen. Kukkujooq kommer tilbage i tømt kajak og tørt tøj, men remmen er stadig stram og sælen, der altså er en tupilak er ikke til at rokke. Det lykkes dog K. ledsaget ad Qapuneq at få slæbt den mod land, hvor Q. forlader ham, da K. forsikrer ham om, at han har et fangstmiddel til tupilakker. K. maser videre, mens han tænker på Paqqi, der gav ham fangstmidlet, og pludselig går det så let, at han nær falder bagover. Paqqi er ankommet og haler sammen med P., der synger fangstsangen til tupilakker og tæver utysket ihjel, fraråder K. at partere den på stedet, fordi den vil leve op og begynde forfra, hvis han spilder noget af blodet. Hjemme kan han uden risiko partere den. P. flyver bort.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ
Dokument id: | 1209 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 142 - 143, nr. 29 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 104 - 105, nr. 29.
Resumé: Fortsættelse af "Innartuaqboen på frierfødder". Da Naaja kommer til at bo i hus sammen med sin udkårne og hendes grimme søster, bliver han klar over, hvor sjusket den skønne er, mens den grimme altid er ordentlig og ikke kan fordrage snavs. Derfor ender det med, at han gifter sig med den grimme.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq
Dokument id: | 1201 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 168 - 170, nr. 36 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 125 - 128, nr. 36.
Resumé: Naajas kone er omhyggelig med sit arbejde og sidder aldrig med hænderne i skødet. Tager man i konebåd ud på bærplukning har hun altid en passende bunke skind med, som hun ordner undervejs og spiler ud til tørring i solen på bærplukningsstedet, før hun selv plukker bær. Når de tager tilbage er skindene tørre og færdige. Naaja kommer en dag hjem med en sortside af den sjældne slags, hvor de sorte pletter står kraftigt frem mod en kridhvid bund. Af skindet skal A. sy ham en yderpels. Senere fanger han en tilsvarende sæl, hvis bundfarve er lidt mørkere. Ved en fejltagelse får A. lagt det smukke skind nederst i en bunke, hvor det mugner og går til. Hun røber intet, graver det ned i møddingen, tar det lidt mørkere skind, laver et snit og syr det sammen dér, hvor harpunsåret sad på det ødelagte skind og narrer Naaja til at tro, at dette er det smukke skind. Det var den eneste gang A. ødelagde noget.
Var.: Ipissuutilik
Hist.: Naaja og hans kone levede i første halvdel af 1800-tallet. Episoden findes også i andre fortællinger om andre personer. Se Var. ovf.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Dokument id: | 1980 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand. |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 131 - 134 |
Lokalisering: | Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen. Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs. Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.
Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.) |
Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Dokument id: | 1242 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 235 - 237, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.
Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst skadevoldende handling.
Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..." |
Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Dokument id: | 1700 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Rosing, Jens |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 285 - 286 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I. pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.
Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II: 89: "La mort d'Imaka".
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq
Dokument id: | 1263 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 295 - 297, nr. 28 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 74 - 76.
Resumé: K. er blevet storfanger og har fanget alle slags dyr undtagen narhval og hvalros. Narhvaler ser man gerne nogen stykker af i sæsonen, men hvalrosser er sjældne. K. har end aldrig hørt en hvalros puste, da han under en fangsttur ligger på lur og hører et pust så kraftigt, at det kun kan være fra en hvalros. Dyret er ikke opskræmt. Heller ikke da det er dykket og kommet op igen. K. sender harpunen i det, tilkalder to andre fangere der er ude, og sammen får de dyret dræbt. Alle blir glade, men Kaakaaq, der ved at Imaakka vil blive rasende af misundelse, drejer i al ubemærkethed hvalroshovedets stødtænder i retning af sin mand, Imaakkas kajak.
Var.: Søg på: Imaakka
Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Hvorfor? / Sôq?
Dokument id: | 1220 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hvorfor? / Sôq? |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 103 - 106, nr. 17 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 70 - 73, nr. 17.
Resumé: Naaja, der leger med andre drenge og udvikler både sine kræfter og træfsikkerhed i leg, forstår ikke hvorfor der er så meget han ikke må til forskel fra sine legekammerater. Han spør sin bedstemor, der ikke vil svare ham. Han mister humøret og da det igen bedres lidt i forsommeren, beslutter hans far at fortælle ham det, for at N. ikke skal tage skade. N. er ellers ikke så gammel, at han kan forventes at forstå det. Men faderen går klogt til værks, idet han beslutter at familien skal blive alene tilbage på bopladsen sommeren over. N. bliver sur over at skulle være uden legekammerater. Faderen fortæller ham så, at han skal være så ensom, fordi N.s tidligere søskende er døde af sjæleran. Da han således har pirret N.s tænkeevne kommer forklaringen: N. er gjort til fremtidig åndemaner, for at ikke også han skal blive sjæleranet. N. viser sin lettelse. Han har trods sin unge alder forstået det hele. Faderen ber ham altid sørge godt for den ældre kvinde i Akorninnaq, der gav faderen viden om, hvordan N. skulle gøres til åndemaner-emne. Hende skylder N. sit liv.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Resuméet her er detaljeret, fordi den traditionelle opfattelse af børns psykiske udvikling og modtagelighed for belæring kommer så klart til udtryk. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Opdragelse". |
Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq
Dokument id: | 1202 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 161 - 167, nr. 35 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 120 - 125, nr. 35
Resumé: Innartuaqboen Naaja er holdt op med at søge efter flere hjælpeånder og bliver nu mere og mere optaget af at hævne de formodede sjæleran på sine tidligere storebrødre og sin mor. Han har hørt at sjælerenerne skulle være åndemaneren Aaqqii ved Akorninnaq og dennes familie. N. flytter til Akorninnaqs naboplads Sarpaq med sin familie for sommeren. Hér er han så heldig sammen med sin søn Kukkujooq at fange en narhval. Men hævntankerne kan denne fangst ikke fordrive. Under et æggetogt til en af småøerne i fjorden lykkes hævnen. Han opdager to forladte kajakker ved stranden og deres ejere, der ligger i dyb søvn efter nattens æggetogt et stykke derfra. N: skærer usynlige flænger i kajakken, ror hjem og opdager undervejs med tilfredshed, at det trækker op til kraftig blæst. De to unge mænd fra Akorninnaq kommer da heller ikke hjem. Hist.: De to unge mænds død kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Naajas søn, Kukkujooq er farfar til denne publikations tredje hovedperson, Kukkujooq, døbt Apulu. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales. |
Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks
Dokument id: | 1928 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 90 - 91 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Idisitsoq (Ilisiitseq ? (heks)) var Artewarteks / Aardivardiks første kone, men ham hun ville have været gift med ville ikke have hende. Fornærmet lavede hun en tupilak imod ham, en uisiq / uersaq / Uersaq, dvs. et tvekønnet væsen med hårtop som en kvinde og penis som en mand. Manden som hun rettede tupilakken imod levede imidlertid uskadt videre, og Id. blev derfor efterhånden så angst for, at hun ville blive ramt af tilbageslag, at hun aldrig gik udenfor alene. Hun mærkede først tupilakken i ryggen ved endemuren, hvor hun sov på briksen med sin familie. Hun fór skrigende op, vækkede alle i huset, og Agajina (Victors ven Kristians bedstefar) og kone gik ud, hvor de i mørket så en stor mørk klumpet ting, der rørte på sig i et hjørne ved huset. Id. fik det at vide, og da hendes mand var optaget af at presse olie ud af en klump spæk til hendes slukkede lampe, forsvandt hun ubemærket ud af huset. Da man savnede hende og gik ud, lå hun død derude med bukserne smøget ned. Utysket have ligget med hende og den slags dør et menneske af. Husets åndemaner, angakkoq, der undrede sig over at hans hjælpeånder ikke havde vist ham denne uisaq, prøvede forgæves at genoplive hende. Hele den vinter holdt hans hjælpeånder sig borte.
Hist.: En fortælling med en historisk kerne. Fortællingen er bygget op om de nedsmøgede bukser og Id.s skræk. Tupilakken har ingen set hende lave.
Kommentar: Den tvekønnede Uisaq er undertiden en ånd, der opfordrer angakkoq - lærlingen til at stå frem og afsløre sig som åndemaner. Se vedr. Apulu (der kun besvimer ved samlejet): Sandgreen 1987: Uisaq.
Iøvrigt er der visse ligheder mellem denne tvekønnede ånd og Indvoldsrøversken med en ulk eller hund i skridtet. Hun initierer den angakkoq eller lærling, der besøger Månen, ved at udskære hans indvolde. Månen sætter dem på plads igen og genopliver derved lærlingen. |
Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Dokument id: | 1656 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 146 - 151 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".
Resumé: Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd, M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig falde forover og ned i vandet. I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne, der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af. Glæden blir stor i huset over hans held. Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq. I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen, hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede, hvis han ikke havde fået sælen. Da stormen lægger sig fanger han med jævne mellemrum. Alle overlever.
Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i Sermilik-fjorden sig noget bedre.
Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Imaakka dør / Imaka toquvoq
Dokument id: | 1283 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Imaakka dør / Imaka toquvoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 397 - 401, nr. 48 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.
Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden, en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op, river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.
Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.
Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med Kaakaaq. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua
Dokument id: | 1215 |
Registreringsår: | 19591963 |
Publikationsår: | 1984 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 121 - 127, nr. 22 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 86 - 91, nr. 22. |
Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq
Dokument id: | 1230 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 72 - 74, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 45 - 47, nr. 8.
Resumé: Da Innartuaqboen har fået viden af den ældre kone om hvordan han skal gøre sit ventende barn til vordende åndemaner fra fødslen, får han sin gamle energi tilbage og fanger dagligt sæler. Han har taget en enke med to halvvoksne børn, en søn og en datter, i hus. Sønnen tager han med på fangst, og enken og hendes datter hjælper hans svigermor med at ordne al fangsten, fordi hans kone nu er højgravid. Da hun føder, er det en dreng. Innartuaqboen tar noget af det særlige mos han har samlet og tørret, får det i glød i lampen og propper det et øjeblik ned i halsen på den nyfødte. Snart efter ror han til åndemaneren Aaqqiis fælleshus i Akorninnaq med en værdifuld bunke skind til den ældre kvinde som tak for den viden hun har givet ham. Hun er Aaqqiis anden-kone, som han delvis har forskudt. (En af fortællingeren om Naaja).
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq
Dokument id: | 1203 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 156 - 161, nr. 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 115 - 120, nr. 34.
Resumé: For at blive en ægte stor-angakoq (stor-åndemaner) skal Naaja (Innartuaqboen) "hylles ind" / "få pooq". Han vægrer sig længe af angst, men beslutter så at forsøge. Da han under seancen hører den store bjørns brummende lyd nærme sig, forestiller han sig hvad der vil ske og bliver bange: Bjørnen vil komme ind, lukke gabet om hans testikler, bære ham ned til stranden, hvor kæmpehvalrossen vil stikke stødtænderne under hans nøgleben og kaste ham ud over havet til bjørnen, der allerede er derude, og således videre i en kastestafet helt ud til himlens rand. Undervejs vil isbjergene snuppe hans kød stykke for stykke, for at det ikke skal gå til. Ved himmelranden, qilap sillia, Mælkevejen, vil de to dyr være borte, han må selv finde hjem og finde alt sit kød, og ingen af hans ånder kan hjælpe ham helt derude. Skrækken får ham til at græde og vækker et par aflagte bukser fyldt med lampemos til live i husgangen. De sender den ankommende bjørn på flugt. Straks kommer Naaja sig af sin skræk og vil alligevel efter bjørnen, men bliver selv standset af bukserne. Der lyder et vældigt spektakel. Trommen tier, man får blus på den mindste lampe, og N.s kone finder ham i husgangens åbning i omvendt retstilling. Man lemper ham ind på gulvet, synger tilkalderåb til hans hjælpeånder, der besætter ham og får liv i ham. Han vræler som et spædbarn og kommer stærkt svedende til sig selv. Således blev Naaja aldrig en ægte stor-angakkoq. Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales. Vedrørende "at få pooq" blive en angakkoq puulik, se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu
Dokument id: | 1191 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 206 - 210, nr. 46 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 157 - 160, nr. 46
Resumé: Med alderen udvikler Innartuaqboen Naaja sig til en berygtet sjæleraner, der får skyld for alle uforklarlige dødsfald og han bliver helt skeløjet af at kigge efter sjæle han kan rane. Ingen har længere lyst til at dele hus med familien om vinteren. En kyndig kvinde flytter dog ind en vinter og undgår længe Naajas efterstræbelser, indtil han en dag får sneget sig ind på hende bagfra og kyst sjælen ud af hende med et "bøh!" En senere vinter overvintrer familien ude ved mundingen af Sermilik ved Savangarnaartuk / Sivinganaartik. En kyndig enke med en voksen søn sørger for at mure noget af "sin viden" ind i husgangen nær åbningen ind til rummet. Hen på efteråret, da konebådene for længst er lagt op for vinteren, skal N. ud i et ærinde, men falder bagover nær åbningen, må kravle op på briksen og døjer de frygtligste smerter. Han beordrede sine sønner at ro sig til sin egen boplads, Innartuaq / Innartivak, hvor han vil dø. De må søsætte konebåden, her og der ro gennem tyndis, men N. dør, da de har passeret Akorninnaq, og sønnerne stensætter ham på øen Immikoortaajik / Immikkeerterajik (?).
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Naaja er formentlig blevet halvsenil med alderen. Om hans tendens til sjæleran se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... heksemidler". |
Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq
Dokument id: | 1211 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 135 - 140, nr. 26 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 98 - 102, nr. 26. Fortsættelse af: Naaja begynder at blive angakkoq / åndemaner.
Resumé: Naaja ligger besvimet hele natten og næste dag med, indtil en lysstribe fra årets første kortvarige, røde solskin, falder ind gennem vinduet. Det er m.a.o. vintersolhverv. Han åbner øjene, stirrer tomt på lysstriben og falder om igen, da den slukkes. Om natten, hvor der er stjerneklart med nordlys og måneskin, sætter N. sig atter op, lader sit tomme blik vandre husrummet rundt og falder om igen. Hans far, der nu er vis på, at N. er ved at blive åndemaner, byder husfællerne til spisegilde. Mens man guffer i sig, opdager man pludselig, at det bløder fra N.s mundvige. Så er faderen helt sikker i sin sag og inviterer til kapløb ud over isen om sit siddeskind af isbjørn og to lår af en hengemt remmesæl. N.s ånd deltager i kapløbet, men da det ikke tilkommer ham at vinde, vender han tilbage til sit bevidste legeme. På tredjedagen vågner Naaja og denne gang rigtigt med klare forundrede øjne. Han styrer direkte hen mod kødfadet og guffer i sig med glubende appetit. Alt dette har N. senere fortalt, og desuden, at den ånds ansigt, der ikke lod sig skræmme bort af kniv og urin, var Niimilaa. Kort efter N.s "forløsning" / indvielse / initiation, hvorved han først for alvor bliver sine hjælpeånders herre, dør hans far. Derefter kaldes Naaja: Innartuaqboen.
Hist.:Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. |
Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu
Dokument id: | 1210 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 140 - 142, nr. 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 103 - 104, nr. 27.
Resumé: Naaja er blevet voksen. Han har længe kunnet komme i seng med hvemsomhelst i kraft af en elskovsformular han ejer. Men efter faderens død får han lyst til at gifte sig. Om sommeren flytter en familie med to døtre til Innartuaq. Den ene er underskøn, den anden temmelig grim. N. bliver vildt forelsket i dejligheden, skønt han efterhånden forstår, at hun er temmelig doven i modsætning til den grimme, der er yderst flittig. Familien med de to døtre beslutter sig for at overvintre ved Innartuaq.
Hist.: Fortællingen om valget mellem den kønne, dovne og den grimme, flittige er formentlig en vandrehistorie.
Datering: første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera
Dokument id: | 1206 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 148 - 151, nr. 31 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 109 - 112, nr. 31.
Resumé: Naaja (Innartuaqboen) her endnu ikke holdt sin første seance. Han øver sig på det alene i en gammel husruin, og da hjælpeånderne begynder at møde frem, lader han det være nok, og beordrer en aften i mørketiden lamperne slukket undtagen den mindste. Han lader sig binde, remmene snærer, men da han får trommen til at lyde og danse på gulvet, glemmer han smerterne. Trommen danser på hans ryg, men da den når nakkehulen og han bliver isnende klar i hovedet, mærker han atter smerterne. To gange til kommer trommen op i nakkehulen. N. bevarer roen og ser et gulbrunt lys langt ude. To bjerge spærrer dog noget for udsynet, hvorfor man beordrer ham til at dreje fødderne til side. Nu er bjergene forsvundet, og han kan se det, der er skjult for andre.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Naaja får som så mange østgrønlandske åndemanere synsevnen "sila" under sin første seance. Oversættes også med "viden". Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Sila. |
Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Dokument id: | 1193 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 201 - 204, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.
Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås. N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme, og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land. N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og han gemmer den godt livet ud.
Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213. Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt". Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse. |
Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia
Dokument id: | 1208 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 143 - 146, nr. 29 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 105 - 107, nr. 29.
Resumé: Innartuaqboen Naajas grimme kone hedder Aaviitsuk, og hun er et jern, der altid arbejder, klarer alt hun skal, føder ham det ene drengebarn efter det andet, og sørger endog for både forældreløse og andre, der har behov for hjælp. Ofte sover hun siddende om natten, og kun et lille blund. Med al denne ihærdighed viser hun uimodsigeligt N., der stadig er forelsket i hendes kønne søster, at hun udmærket kan klare alt arbejdet og derfor ikke har brug for, at han tager sig en anden-kone.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera
Dokument id: | 1196 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 191 - 197, nr. 41 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik 1967, , 191 - 197, nr. 41, I s. 144 - 150, nr. 41.
Resumé: I en periode, hvor det er meget småt med sæler, rejser Innartuaqboen Naaja med sine hjælpeånder ned til kvinden under havet, hvor sælerne holdes indespærrede i hendes hus, når mennesker begår tabubrud. Hun kan ikke hjælpe dem, hvor gerne hun end ville. Fra stranden et langt stykke nedefter er der meget mørkt. Så bliver det lysere af skummet fra en rivende elv med mange sten, der er slimede af algevækst. N. vil vende om, men belæres af sine hjælpeånder om, at i så fald sætter han for altid sin grænse ved denne elv. Han slipper over og kommer til en boplads med huse og telte, hvor der er ganske uddødt. Heller ikke hernede er der sæler at fange. Han vader ind gennem det største hus' indgang, hvor en elv løber indad med en masse skidt og ragelse. På briksen derinde sidder en stor enson kvinde med en masse skidt i håret. N. springer ind, hager sig fast i håret, bliver svunget frem og tilbage, og kan endelig komme til at rense kvinden. Derefter flyder elven ren og gennemsigtig ud af huset med en masse forskellige sæler, hvoraf een er en sortside med et tvefarvet hvidt og sort snudeparti. Kvinden forærer N. denne sæl som tak for rensningen. Da N. kommer tilbage og kan love fangst næste dag, forbyder han dem at fange mere end een sæl hver denne første dag. Nogle overtræder forbudet og kan siden kun fange to sæler hver dag, mens de andre fanger langt flere. N. har glemt Havkvindens gave, da sortsiden med det tvefarvede snudeparti en dag ganske roligt lader sig fange af ham.
Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor; sødyrenes moder o.l.
Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.
Mens denne ritualmyte er nedskrevet i varianter langs hele Grønland er Havkvindens oprindelsesmyte i historisk tid kun nedskrevet i Midtvest-Grønland af Poul Egede i 1730'erne, i Thule området før og efter 1900, og i Sydgrønland i 1870'erne og efter 1900. Hos inuit i Canada var den udbredt hos de fleste inuit, men den blev også udvekslet i nye varianter mellem forskellige grupper dér. Se Sonne 1990: The Acculturative Role of Sea Woman, Meddr. Grønland No. 13.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ
Dokument id: | 1195 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 197 - 200, nr. 42 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 150 - 152, nr. 42.
Resumé: På sine ældre dage - og i modsætninge til andre gamle - sover Innartuaqboen Naaja mere og mere og han mister lysten til at holde seancer. Når sønnerne endelig får vækket og overtalt ham, tilkalder han gerne sin skræmmeånd, Niimilaa, som alle må flygte ud af huset for, inden den ankommer med lynets hast. En aften gemmer to af N.s sønner sig i huset og bliver vidne til at Niimilaa roder rundt efter noget spiseligt, river skindtapeterne ned og efterlader rummet i et syndigt rod. En anden aften, hvor en enke må blive inde pga. sine dødstabuer, skærmer man hende af med fyldte urinkar og hænger hendes ene strømpe fyldt med halvrådden spæk op på bjælken. De, der er flygtet ud på god afstand af huset, ser blot et strejf af den ankommende Niimilaa, der inde i huset roder rundt, finder strømpen, fortærer dens indhold og heldigvis træder i urinkarret, da den vil gå løs på enken. Ånder tåler absolut ikke urin. Uden for ser man så Niimilaa komme farende ud og bevæge sig mod syd (nord?), svingende fra side til side mens den nu og da standser op. Den er blevet synlig af spækket den har spist. Næste dag i dagslys ser man dens spor: spækket som den har kastet op, hver gang den standsede.
Var.: Skræmmeånden Niimilaa har tilsyneladende været kendt / brugt i Ammassalik området i flere generationer. Om det er en enkelt ånd eller en art af ånder kan ikke afgøres ud fra de få tekststeder til den.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om Naajas erhvervelse af Niimilaa se Sandgreen 1987: 131-133 |
Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Dokument id: | 1920 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 66 - 72 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere). Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig. Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960). Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede. Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.
Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.
Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara
Dokument id: | 1227 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 53 - 58, nr. 5 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 28 - 32, nr. 5.
Resumé: Innartuaqboen beslutter, at det barn hans kone venter må gøres til vordende åndemaner fra fødslen. Ellers bliver det bare sjæleranet ligesom tvillingerne. Han meddeler beslutningen til sin kone, der indvilger ved forsigtigt at spørge, om han ved, hvad han i så fald skal gøre ved barnet. Det ved han ikke, men mener han kan få det at vide af ældre åndemanere eller heksekyndige, og som de første spørger han sin kones forældre, der dog ikke kan hjælpe ham. De ved ingenting om den slags. Nu ankommer vinterens husfæller.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: bemærk at forældrene selv kan gøre et barn til fremtidig angakkoq. Det er således ikke altid ånderne - eller en ældre åndemaner, der udvælger en lærling. |
Jeg slutter her / Nâvara
Dokument id: | 1184 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1982 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg) |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Jeg slutter her / Nâvara |
Publikationstitel: | Min eskimoiske fortid |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 178 - 183 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 198 - 203.
Resumé: Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han har oplevet skikke og vaner, som de troede var uforanderlige, men som efterhånden blev erstattet af andre gennem mission og dåb. Han giver sig dog til at fortælle om nogle flere af de gamle skikke, fordi de har haft betydning for hans liv: Dengang regnedes sjæleraning for at være årsag til sygdom og død, og opdagedes sjæleraning, resulterede det i hævn. G.Q. fortæller at Kilimês / Kilimiis kone døde, fordi nogen havde taget hendes skygge, og Kilimii selv døde af vådeskud. Ikke kun mennesker, men også dyr kunne rane sjæle, derfor var der forskellige regler for, hvordan dyrene skulle behandles. Det var ikke kun gengæld som hævn, der praktiseredes, men også som tak og G.Q.giver forskellige eksempler. Han siger senere, at det var meget underligt, da missionærerne begyndte at sige til dem, at disse skikke var til ingen nytte, for det var jo skikke, de ikke mente de kunne opgive. De var dog nødt til at opgive dem, hvis de ville døbes. Derfor fortalte G.Q. missionærerne om sine forskellige hjælpeånder, dog ikke om snespurven, som var den første han mødte, da han ikke troede, det havde betydning. En tid efter at de var blevet døbt, blev G.Q. imidlertid syg, og et af hans børn undrede sig over, hvorfor der var en snespurv, der hver aften sad over deres vindue. Da G.Q. kom i tanke om sit første møde med snespurven, fortalte han således dette og fik det straks meget bedre. G.Q. fortæller, at efter de var blevet døbt, blev de klar over, hvor besværligt og ubehageligt deres liv havde været, men det var svært at frigøre sig fra de ting, de havde levet med hele livet og at få dem stemplet som nyttesløse. Dog følte han sig lykkelig, da han ikke længere var uvidende om Gud.
Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.
Tolkning: Missionærerne forlangte af dåbskandidaterne, at de fortalte alt om deres tidligere "hedenske" handlinger og forestillinger. Hvis ikke alt blev fortalt mente man, at det glemte efter dåben før eller siden ville volde uheld, sygdom, død. Den døbte Kukkujooq / Apulu / Abudu blev ligeledes ramt af en forglemmelse: Apulu får et knæk. Fortællingen om G.Q.s første møde med snespurven: Hvad mor lærte mig. |
Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Dokument id: | 1239 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 224 - 229, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.
Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død, begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig, men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse. Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten, "mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt, at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.
Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.
Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger. |
Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Dokument id: | 1276 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 350 - 351, nr. 41 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.
Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme. Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet. Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun bliver blind.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Dokument id: | 1251 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 260 - 263, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.
Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K. flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende, fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.
Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Dokument id: | 1260 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 287 - 289, nr. 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.
Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den. Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød, som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.
Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Dokument id: | 1253 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 264 - 267, nr. 18 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.
Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren (Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K. hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka, idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives, vender Imaakka tilbage.
Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds koner, der vil lide under rendemaskens eventyr. |
Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Dokument id: | 1248 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 253 - 256, nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.
Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med. En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten. Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at barnet var lampemossets person (inua). Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Dokument id: | 1275 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 346 - 350, nr. 40 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.
Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje, og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele. Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun ikke selv har skabt tupilakken.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Dokument id: | 1254 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 267 - 268, nr. 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.
Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer: "Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.
Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.
Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285. "Kâkâq": Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Dokument id: | 1249 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 256 - 258, nr. 14 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.
Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak) mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude, gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan hun lege med hvem hun vil.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Dokument id: | 1246 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 248 - 250, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.
Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K. afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget moderen af dage.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Dokument id: | 1245 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 245 - 248, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.
Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Dokument id: | 1268 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 311 - 313, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.
Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv. |
Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq
Dokument id: | 1267 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 308 - 311, nr. 32 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 85 - 87.
Resumé: Narhvalerne er kommet så tæt på kysten, at de lader sig fange. Kukkujooq ror ud mod dem, men hans kajak tar vand ind, og han når land i sidste øjeblik. Forarget meddeler han sin mor Kaakaaq, at nogen har flænget hans kajak. Hun syr riften sammen, gnider den rasende med fingrene og siger efter en rum tavshed, at et barn af den, der har skåret flængen, vil stivne. Tre dage senere stivner et af Naammatseqs børn og dør. I sin vrede træner K. endnu ihærdigere sine kræfter (riften har jo vist, at han har fjender). En dag får han rokket en kampesten løs, bakset den op på sit knæ og vil lempe den ned igen, lyner en smerte gennem ham, og han hoster blod op. Hans mor læger ham effektivt med en formular og siger: "Fra nu af behøver du ikke længere at tage hensyn til skrøbelighed."
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq
Dokument id: | 1262 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 292 - 295, nr. 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 71 - 74.
Resumé: K. er blevet en stor sælfanger og uhyre let til bens. En dag under en bjørnejagt, hvor han låner sin stedfars hunde og slæde, kommer han dog til kort, da hundene har fået færten af bjørnen og styrter afsted. K. løber i opstænderne og må opgive at kaste sig op på slæden. Så havde de gamle alligevel ret, når de påstod, at ingen kunne følge med, når hunde løb efter en bjørn. K.s stedfar Imaakka, der ellers ikke bryder sig om K., bliver denne gang så stolt af ham, at han belærer ham om, hvordan han skal undgå, at der bliver lavet tupilak imod ham. Han skal tage en rødfisk, som en ung klapmyds er kommet op med i gabet, tørre den ved briksens gulvstolpe, og derefter gemme den. Senere fortryder I. sin belæring, af had til K.. I. forsøger endda, men forgæves, at overliste K. for at stikke ham ned.
Hist.: Tid: Omkr. 1900. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput
Dokument id: | 1269 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 313 - 315, nr. 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 88 - 91.
Resumé: Kukkujooq forbereder de amuletter hans børn skal ha', inden de blir født, og til den første fødsel har han lært sin kone en formular om en hund, der slikker blodet op. Den letter fødslen. Til den førstefødte, en søn, har han skaffet sener fra en snespurvehan, der levede på et næs og hvis unge netop var kommet ud af ægget hen på efteråret (?BS). Senerne fra vingerne lægger han på drengens hænder og dem fra fødderne på hans fødder. Da vil han ikke blive skadet på sin krop, når han senere træner sine kræfter. Den næste søn vil blive forsvaret mod alt ondt af hundene, fordi K. kort før drengen blir født fæstner en tand fra en spraglet sæl til sin førerhund, der selv er gravid. Spraglede sæler er meget glubske. Sin ældste datter giver han evnen til at gøre sig usynlig i kraft af en snespurverede, som hendes sjæl vil gemme sig i, hvis nogen efterstræber hende. Og den næste datter får en sommerfuglelarve som amulet. Hendes fingre vil blive som dens knibeklør og derfor gode til at sy.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Der er muligvis en forbindelse mellem K.s kælenavn Piisui (snespurveunge) og de to amuletter han laver af snespurve. |
Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq
Dokument id: | 1259 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 284 - 287, nr. 24 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 65 - 67.
Resumé: Langt om længe bygger Kukkujooqs stedfar, Imaakka, kajak til ham og oplærer ham i kajakfangst. K.s mor Kaakaaq sørger for kajakkens amuletter: forluffer af voksne netsider i forstavnen og sæltænder agter. De vil slå ethvert forsøg på hekseri mod hans kajak tilbage og ramme heksen selv. K. havde gerne fulgt sin morbrors, Sinngertaats råd om andre skindstykker som amuletter (Sandgreen 1987: s. 273 - 278), men tør intet sige og har derfor altid disse stykker skind med i kajakken som ekstra amuletter. Kaakaaq gør sit til at øge hans fangstlykke. Hun deler isstykker ud til alle ved hans førstefangst, idet is aldrig slipper op. Hun hverken vrider skindet eller lægger det i urin. Ligeså med skindene af hans senere fangster. K. blir snart en dygtig kajakroer og fanger, og Imaakka blir misundelig på ham.
Hist.: Tid: Slutningen af 1890'erne. Piisui / Kukkujooq persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907), åndemaner. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq
Dokument id: | 1265 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 300 - 304, nr. 30 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 78 - 81.
Resumé: Kukkujooq har det godt med sin kone Mamiak. Fuglefri flytter de fra sted til sted som de lyster. K. er i højt humør, fanger godt, søger efter hjælpeånder med ildhu, og træner sine kræfter. De overvintrer på deres sidste sommerplads, hvor de deler hus med både Mamiaks og Kukkujooqs forældre, og M. føder en søn, men hun dør i barselseng. Barnet vil ikke tage andres bryst og K. må lægge den nyfødte ud på M.s grav. Mens han holder sine dødstabuer og plejer sin vrede sorg, bliver der syet nyt tøj til ham. Inden han efter de tre sørgedage ifører sig dem, skal han vaske sig over det hele med en stump mågeskind dyppet i urin.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Dokument id: | 1282 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 393 - 397, nr. 47 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.
Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken". Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor, Kaakaaq. Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske sig over sin stedfar. Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.
Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J. Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Dateres til ca. 1900. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane
Dokument id: | 1274 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 342 - 346, nr. 39 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 114 - 117.
Resumé: K. nyder livet ved sin kones side, han kan ikke længere selv rammes af tupilakker eller sjæleran, men hvad hvis hans kone eller børn bliver udsat for sjæleran? Han søger efter middel en smuk morgen, hvor tågen langsomt letter og møder en ånd ved foden af en bræ, der nylig har trukket sig tilbage og efterladt stenene nedenunder hvide og golde. Ånden giver ham to midler, der kan levendegøre den sjæleranedes "menneskevæsen". 1. Han skal give personen nogle uanselige brune blomster, der vokser på stedet, at spise. Da vil den sjæleranede kaste "hindringen" op. 2. Han skal omvandre de små blå sne-ensianer medsols. Da vil den sjæleranede rejse sig på højkant igen.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Bemærk associationen mellem menneske- og planteliv (planter er opretstående) og den livsfornyende kredsgang med solen eller "verden". For flere detaljer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den tredelte verdens.."; og: "Sinds- og sjælerørelser..."; og: "Menneskekroppens balanceevne"; og: "Konklusion om sila's semantiske felt". |
Kunitsi
Dokument id: | 1939 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kunitsi |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 119 - 126 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Qernertewartivit / Qernertivartivit Her (ø ud for østkysten af Ammassalik - øen) overvintrer i sultevinteren Kunnitsi med kone, Angani / Aannganni, og to sønner, hans gamle far Angiseq / Angiseeq, hans (Kun.s) svigersøn (?) Nerangitseq / Neeqanngitseq med kone og to små døtre, og Oqisada / Oqqisaaq og hendes mand. Da de tre mænd føler sig for afkræftede til at tage på fangst beslutter de at besøge bopladser i Sermilik - fjorden, hvor folk almindeligvis siger at der er god fangst. Kunnitsi, Nerangitseq og Oqisada's mand går da afsted i det eneste tøj, de endnu ikke har spist, og det ser ret broget ud. Første sted de gæster er Savanganeq / Sivinganeq, hvor man også sulter, men Itiwiak og hans kone har dog endnu et klapmydskranium lagret i skindet med spækket og en del blod på, som de tre gæster får til deling. De er stadig sultne og det lykkes Kunnitsi at få Itiwiaks kone til at give dem også lidt ledknuder (el. lign,?) i harsk spæk, en portion der alligevel er for lille til deling mellem husets øvrige sultne indvånere. Kunnitsi, der er åndemaner / angakkoq bliver så bedt om at kurere en lille syg pige. Under seancen stiller han diagnosen: sjæleran, henter straks sjælen og sætter den tilbage i pigen, hvorpå han erklærer hende rask. Som betaling får han et stykke af en sene, som han afviser med ønsket om et stykke skind i stedet. Han får så en stump sålesind, som han først stikker i kamikskaftet, men alligevel - imod god skik - straks hiver op igen og tygger i sig. Efter tre dage hér fortsætter de til Ateqi / Attereq, - fortællerens forældres sted, hvor de får noget harsk spæk på et stykke sælskind at tygge og under pres også kanten af et stykke såleskind med spilehullerne, som Juntas fars kone skal til at skære til. Senere vil Juntas far gerne høre Kunnitsi's smukke stemme, men efter nogle hæse forsøg, blir den først smuk, da han får en stump spæk at smøre den med. Efter tre dage hér går de hjemad. Nerangitseq falder gennem isen i en sø og må lades tilbage med forfrysninger i benet. Man henter ham senere, men da er han død. Liget lægges ude foran husgangen, fordi man måske senere blir nødt til at spise ham. Liget får selskab af to nye, Kunnitsis to døtre, der dør kort efter hinanden. En dag forlader Kunnitsi huset, erklærer sig for skilt fra sin kone og går til Kuummiit / Kuummiut. Straks efter går Oqisada mod Qoarmiut / Qoarmiit trods hendes mands bøn om at blive. Snart falder han i hendes spor og fryser til is. Mens sulten fortsætter tar Kunnitsi's kone, Aannganni og hendes datter, Ungu, fat på at spise de døde uden for. Da den gamle Angiseeq dør blir også hans magre skabilken spist. Endnu lever desuden to små piger. De lades tilbage i huset da Aannganni og Ungu flytter ud i telt i den første sommervarme. De lykkes dem at gøre ild med bueboret. Småpigerne dør inde i huset og fortæres. De to kvinder blir senere hentet af tre mænd, og da de kommer til Kuummiit tager Kunnitsi Aannganni til kone igen.
Hist.: Vedr. datering se Victor Ajatok 118 under Hist. Var.: Rosing, Jens 1963: Qernertivardik. De to versioner stemmer ikke ganske overens mht. slægtskabsforhold og stednavne. |
L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden
Dokument id: | 1917 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 56 - 59 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Indledningsvis forklarer Victor at hvert fælleshus har en stor urinbalje, som mænd tisser direkte i, kvinderne via en natpotte, og at urinen bruges til garvning af skind og vask af hår og krop. Folk i de to store fælleshuse, et i Sarpak / Sarpaq og et i Umitiwarti / Umiitivarti (?)(på hver side af Sermilik kort før Ammassalik-øen), tog ofte på besøg hos hinanden. En aften alle var sammen i Sarpaq holdt Artewarte / Aardivardik seance for sjov. Han blev bundet løst, alle lamper blev slukkede, og på briksen akkompagnerede man hans hidkalden af hjælpeånder med slag med en kammiut (støvlestrækker). Ard. kom fri af sine bånd, kravlede på alle fire hen til briksen og fik fat i den anden ende af kammiut'en. Begge halede til i hver sin ende af den. Pludselig lød der et klask og stanken af gæret urin bredte sig i rummet. Med besvær og ildbor fik man tændt ild og sat blus i lamperne igen. Langt inde på briksen sad Ard.s svigerfar nøgen og holdt sig på testiklerne, fordi gæret urin svier voldsomt. Ard.s svigerfar tog hjem mens festen fortsatte under hylen og latter og den varede endnu tre dage. Da gæsterne tog afsted tog Ard.s kone med med den undskyldning at hendes far havde befalet hende at forlade Ard. Næste vinter, da Ard. og hans eks-svigerfar var på glatisfangst sammen, harpunerede og dræbte Ard. eks-svigerfaderen, der ikke begreb hvorfor og ingen svar fik. Ard. sønderlemmede liget, dækkede det med sne. Ard.s bror opdagede lidt senere fra sit udsigtspunkt blodet på isen, troede først det var en nedlagt bjørn og skyndte sig hen for at få fangstpart. Troede så det var en hvalros, fjernede sneen, så hvem den døde var, og tog hjem for at høre hvem morderen var. Ard. vedgik straks mordet, som vel alle kendte årsagen til (konens bortgang). Men alle vidste også at Ard. i virkeligheden var varm på sin ex-svigerfars kone. På dennes boplads havde man fået nyheden, da Ard. kom på besøg, men både han og de lod som ingenting. Ard. vidste ikke, at de vidste noget, og de var bange fordi han havde mange brødre. Men da han om natten sneg sig til at gå i lag med sit offers kone, slog hun om sig og erklærede at hun søgte efter sin kniv. Da greb Ard. sine kamikker, vendte lampen på hovedet på vej ud og tog flugten.
Hist.: Fortælleren Junta var Aardivardiks nevø, hvorfor begivenheden må dateres til sidste halvdel af 1800-tallet. Aardivardik var en af Naajas sønner (Sandgreen)
Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde. |
L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn
Dokument id: | 21 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 163 - 166 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: To børn der er alene hjemme i sommerlejren i Qingeq / Qinngeq leger foran teltene i bjørneskindstøj. Hundene får færten, river sig løs af tøjret, overfalder, dræber og fortærer den ene, mens den anden slipper ind og gemmer sig mellem de to lag i teltskindet. Forældrene kommmer hjem, finder drengen og rejser et par dage senere mod syd for at finde sig en dreng i stedet for den de har mistet. Allevegne beklager man deres skæbne, tilbyder dem en (sommetider flere at vælge imellem) forældreløse og til sidst endog et af deres egne børn. Men ingen falder i forældrenes smag. En enkelt gang, den følgende sommer på en stor samlingsplads, får manden øje på en dreng, der minder kraftigt om den mistede. Men de genfinder ham i ingen af teltene. De når til Nanortalik og til Nuduartikut / Nuussuarsuk (?) med tre telte, hvor en vredladen mand trods alt får medlidenhed med dem og inviterer dem til at blive. Det blir en tid, hvorefter de overlader deres tre børn, den overlevende dreng og to døtre, til den gamle kone, der er blevet glad for dem. Forældrene vil videre, selv om man fortæller at der ingen bor længere væk (nordpå?). De når til landets ende, Nunap Isua, hvor de går til.
Hist.: Den indledende episode kendes fra en anden, muligvis historisk, østgrønlandsk fortælling: Nakivat. Rejseruten går i begyndelsen tydeligvis fra Ammassalik fjordens bund, Qinngeq, samlingspladsen for sommerens ammassætfangst og sydpå, rundt og dernæst nordpå til Nanortalik. Men hvor Nuduartikut / Nuuttuartikkut (?) skulle ligge er uklart. Ligeså hvor Landets Ende / Nunap Isua, ligger. Det lokaliseres undertiden til langt nord for Ammassalik på østkysten, undertiden til Kap Farvel. Sikkert er det dog, at i 1930'erne inkluderede den kendte verden i Ammassalik sydøstkysten, sydvestkysten og vestkysten nordpå til og med Diskobugten. |
L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden
Dokument id: | 30 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 183 |
Lokalisering: | Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Denne mand, der var særdeles stor og stærk, boede ved Ititadi / Ittitalik, nær Ikkateq ved Sermiliks munding. Han brød skik og brug ved at forbyde andre at fange på de steder, hvor han ville fange. De lystrede. En dag mistede han forstanden. Det blev værre og værre. Alle mænd måtte forenes om at holde ham i ave når han rasede. Fælleshuset tømtes for famlier. Til sidst blev den frådende galning alene tilbage. Han overlevede i månedsvis uden mad. Til slut drog en flok af de stærkeste mænd med en angakkoq derhen, hvor han holdt seance og lod sin hjælpeånd, isbjørnen, bekæmpe den vanvittige. Da man fik blus på lamperne lå der kun liget tilbage på briksen.
Hist.: Der er en del fortællinger om personer der blir sindssyge. Næsten alle mænd. Ovennævnte mand, der kan være historisk, har sikkert i sin afkræftede tilstand været nem at overmande for åndemaneren.
Søgeord: sindssyge, sindsyge. |
L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone
Dokument id: | 35 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 189 - 190 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En ung mand, der ønsker sig en kone, tar med et flækket halestykke af en nyfanget remmesæl til Ikkatteq, hvor mange folk er samlet og forlyster sig. En mand, der har stor lyst til halestykket udpeger en ung pige som sin datter og giver hende til den unge mand i bytte. Senere erfarer han, at manden hverken er hendes far eller endog gift, og den unge mand sværger at hævne sig. Da løgneren får nys om det ankommer han med en masse tilskuere på slæder til den unge mands boplads. Først lader de to af deres hunde slås ude på isen. Den unge mands hund, der har haft poten i seletøjet, taber. Men da den unge mand og løgneren slås ude på isen, blir løgneren overvundet tre gange. Man transporterer ham hjem med 'flækket' rygsøjle. Kommentar: Der synes at være god symbolsk overensstemmelse mellem det flækkede halestykke og den flækkede rygsøjle. Halestykker tilkom de fleste steder i Grønland kvinderne og burde ikke spises af fangere, der ville have held i fangsten. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger. |
L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Dokument id: | 27 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 179 - 180 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. |
L'homme qui échappe aux timertsit (timertiit) / Manden som undslap ånderne
Dokument id: | 25 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'homme qui échappe aux timertsit (timertiit) / Manden som undslap ånderne |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 175 - 176 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kvanstedet med kvanplanter af næsten mandshøjde længst inde i Sermilikfjorden hedder Qiba efter en mand, der engang samlede kvan på stedet. Han var blevet træt, døsede lidt, vågnede op igen, opdagede et par enorme øjne til venstre for sig, og plukkede videre uden ellers at røre sig. Men han skævede til kæmpen (timerseq), og da denne bøjede sig for at snuppe ham, stødte Qiba sin kniv i kæmpens hals. Kæmpen faldt om som død, Qiba skar hans storetå af, stor som et menneskehoved, anbragte den og sine kvanstilke på kajakken, og roede hjem. Ingen ville tro hans fortælling, indtil de så storetåen. Næste dag så de på kvanstedet en blodpøl, men ingen kæmpe. Man flyttede teltlejr mod syd, hvor kajakmændene en dag ude på vandet blev angrebet af en regn af kampesten inde fra land. Som om de faldt ned fra himlen. En af dem ramte Qiba, hvorefter stenkasterne, to timerseq'er / timersit, holdt inde. Af Qiba var der kun benene tilbage i kajakken.
Hist.: Nedfald af meteorsten, eller klippesten med forårssmeltningen fra bjergtoppene, kan forekomme og muligvis give anledning til en sådan fortælling. |
La femme qui accouche d'un ours / Kvinden der fødte en bjørn
Dokument id: | 19 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La femme qui accouche d'un ours / Kvinden der fødte en bjørn |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 157 - 160 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor en masse familier med mange børn i et stort fælleshus sammen med en del enker, de er i familie med og som også har børn, adopterede. Men en del er døde, og der er desuden en bror og søster på sidebriksen, der er forældreløse. I huset er en kvinde gravid. Hun har været tavs i flere måneder og hendes mave er blevet enorm. Da hun skal føde og det går trægt prøver kvinden, der hjælper med fødslen at føler efter i vagina. Først mener hun barnet er smukt, så at det har en snude og endelig at det må være en bjørn. Alle flygter ud af huset undtagen de to forskræmte forældreløse. De ser bjørnen nå halvt ud, ber for deres liv og fortæller, at alle de andre er flygtet, hvorefter den farer ud af huset med kvinden, der nu er død, om sin bagkrop. Ude forfølger den de flygtende i deres to konebåde gennem vandet. Den får kæntret den ene så alle drukner. Den anden, der har en amulet af et mågekranium omvundet med senetråd fra en sæl, kan den ikke kæntre. I den befinder sig den dødes mors mand og hendes forældre. De vender senere tilbage med en del andre, hvor de finder de to forældreløse i live. De fortæller hvad de har set. Næste vinter, i det lille hus som forældrene har bygget til sig selv foran det store, forladte fælleshus, ankommer en mørk nat deres datter. Hun kommer baglæns ind i rummet. Faderen griber hende bagfra, slår armene om hendes liv, kroger hænderne sammen i ringfingrene og bakser hende hen mod briksen. Han kalder sin kone til hjælp, de får hende på plads, og hun besvimer. Tre dage senere kommer hun til live igen. Hist.: Ikke historisk, men ret usædvanlig fortælling. Poul Egede hørte på Vestkysten flere gange om fødsler af monstrøst udseende babyer og fandt beretningerne ganske troværdige. P. Egede: Continuation af Relationerne ... 1971: 82, 87. Kommentar: Bemærk genoplivelsesritualet for en angerlartoq, en hjemkommen, der optræder i flere østgrønlandske fortællinger. |
La mauvaise humeur du père de Kibidetsak / Kipilatsats fars dårlige humør
Dokument id: | 1932 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mauvaise humeur du père de Kibidetsak / Kipilatsats fars dårlige humør |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 102 - 103 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Man fanger ørreder fra kajak i en lille vig man har dæmmet til med sten nær Kuummiit, men Kibidetsaqs far er kejtet og rammer yderst få. I irritation og misundelse på de andre, mere behændige, hiver Kib.s far sin ankersten op, ror midt ind i vigen og jager ørrederne ud. De andre prøver skrigende at spærre fiskene udvejen, men forgæves. Nu nærmer Naja's (Naaja,s ?) far sig Kib.s fars kajak truende. Kib.s far ryster af skræk. Han tror han skal dræbes, men nej. Da så Najas far løfter ham halvt op i kajakspidsen, tror han han skal druknes. Men han må ro ind i denne latterlige stilling, fordi kajakken er blevet halvt fyldt med vand inden Najas far slipper den. Alle får sig et billigt grin.
Hist. Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. OBS! |
La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Dokument id: | 32 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 185 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.
Var.: Rosing 1963, Aggu Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose. |
La mort d'Apartsok / Appaarteqs død
Dokument id: | 1923 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort d'Apartsok / Appaarteqs død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 77 - 79 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop. Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.
Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq. Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.
Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden. |
La mort d'Imaka / Imakas død
Dokument id: | 1927 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort d'Imaka / Imakas død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 89 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.
Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.
Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.
Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).
Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn
Dokument id: | 28 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 180 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.
Abudu er identisk med Kukkujooq |
La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Dokument id: | 1919 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort de Pidaka / Piitakkaats død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 64 - 65 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn. Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Le mari de la femme qui copule avec un chien / Manden hvis kone bollede med en hund
Dokument id: | 18 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le mari de la femme qui copule avec un chien / Manden hvis kone bollede med en hund |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 152 - 156 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Nær Inartadi / Innartalik (på Sermiliks vestbred) bor tre brødre og en noget ældre mand, der er gift med deres lillesøster. De tre brødre rejser på sommerfangst mens deres svoger og søster blir ene tilbage. Daglig, når manden kommer hjem fra kajakfangst ser han sin kones anorak til tørre under konebåden. Efterhånden mærker han efter, jo, hver dag er den våd. En morgen lægger han sig i skjul og ser sin kone kopulere med deres store hvide hanhund og bagefter vaske anorakken. Da samler han en masse orme og tanglopper, der æder en hel sæl i en fart, og placerer dem så under dækstenen til sin kødgrav. Han fører sin kone derhen, befaler hende at sætte sig, river dækstenen væk under hende og trækker hendes husbukser af. Snart render blodet fra hende. Orme og tanglopper tømmer hendes indre. Hun dør, han dræber hunden og begraver de to sammen (man kan stadig på stedet se en gammel grav med et menneske- og hundekranium ved siden af hinanden). Ængstelig afventer han brødrenes tilbagekomst. Da de lægger til fuldt lastede og han straks fortæller dem om sit drab og årsagen til det, vil den yngste straks have hævn, men den ældste maner til besindelse: Den ældre mand har været som en far og opfostret dem. De vender rundt og ror bort. Den ældre mand stuver nu telt, ejendele og kajak i konebåden og padler med styreåren mod syd. Han vækker opsigt i en konebåd uden roersker. Hvor han lægger til, inviterer man ham til at blive, men han afslår og de forstår, at han er bange for brødrenes hævn. Det lykkes ham efterhånden at få to små forældreløse piger som roersker, og først da han når langt ned ad sydøstkysten, til Itiduartit / Ittuluartit (mellem Umiivik og Timmiarmiut / Timmiarmiit), lykkes det folk at overtale ham til at slå sig ned, da de lover ham beskyttelse mod brødrene.
Hist.: En meget moralsk fortælling, der uanset historisk kerne viser, at man fandt det muligt at flygte fra en truende blodhævn sydpå og slå sig ned dér. At begrave en hund sammen med et menneske omtales undertiden som en skik i kilder til Vestgrønland. I denne fortælling forekommer et konkret tilfælde åbenbart så usædvanligt, at det kan være det alene, der har givet anledning til at digte fortællingen. Der er ingen associationer til den udbredte myte om kvinden der blev gift med en hund. |
Les orphelins / Fosterbørnene
Dokument id: | 22 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Les orphelins / Fosterbørnene |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 167 - 168 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: For længe siden i helt andre tider gifter en ganske ung forældreløs dreng sig med en ligeså ung forældreløs pige. Begge parters brødre er alle druknede i kajak. En gammel mand giver drengen en formular / trylleformular og ordre til at de begge, dag og nat skal beholde anorakken på og med hætten foran ansigtet. Går han ud, skal hun følge ham. Snart føder hun en stor dreng, der som fireårig falder gennem den tynde is på en sø. De unge forældre sørger ikke til stor forargelse for alle fæller undtagen den gamle. Tre dage senere kommer drengen, som man har kunnet se ligge på søbunden, tilbage som om intet var hændt.
Kommentar: Dette er blot een af de mange angerlartoq - fortællinger, som Victor har fået. |
Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri
Dokument id: | 36 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Ediarseri |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 95 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.
Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900. |
Naaja begynder at blive angakkoq
Dokument id: | 1212 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Naaja begynder at blive angakkoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 133 - 135, nr. 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 96 - 98, nr. 25.
Resumé: N. mangler endnu noget i at blive en vordende stor-åndemaner, men hans hjælpånder presser på, for at han skal afsløre sig som åndemaner, fordi hans far, der ikke har langt igen, ønsker sig vished for, at sønnen faktisk er blevet åndemaner. Ånderne visker N. om ansigtet hele efteråret. Han synes det er for tidligt at afsløre sig. Men dagen før midvinter kan han ikke bortvejre et åndeansigt på størrelse med en hånd ved sin kind. Han sætter sig på fars kniv. Det hjælper ikke. Han sætter sig på urinbaljen. Ansigtet bliver på samme sted, og N. besvimer.
Hist.: Begivenheden kan tidfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre fortællinger om sådanne optakter til initiationen, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. |
Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Dokument id: | 1232 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 77 - 80, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.
Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde. N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer, men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud og væk. Han går mod indlandet.
Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger. |
Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq
Dokument id: | 1235 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 90 - 91. nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 60 - 61, nr. 13.
Resumé: det første dyr Naaja nedlægger er en snespurv, som han rammer med et stenkast. Hans far skærer galdeblæren ud, smører galden ud over hans kødmad. N. synes ikke det smager godt, men tier. Det samme sker med alle hans andre førstefangster. N. fortalte selv senere, at galden af hvalros og af ravn smagte værst.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq
Dokument id: | 1231 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 74 - 78, nr. 9 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 47 - 49, nr. 9.
Resumé: Ritualet med det glødende mos, der stikkes i halsen på den nyfødte, gentager Innartuaqboen hver gang drengen får nyt tøj, sin første kajak, osv. At disse gentagelser er nødvendige har Inn. erfaret fra andre, og skønt den ældre kone, der gav ham viden om ritualet med det brændende mos, hverken kan be- eller afkræfte kravet om gentagelserne, får hun fortsat store gaver af skind for sin første afgørende viden. Drengen får navnet Naaja ("Måge"). Mens han endnu dier sin mor, men dog er begyndt at spise kød, sygner hun hen og dør. Langt senere forstår man, at det må være Aaqqii, der har kastet onde øjne på hende, idet A. hverken kan ramme Naaja, hvis indre lys A. allerede har kunnet se, eller Innartuaqboen, der er ham for stærk.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: ritualer - ofte gentagne - ved afgørende første-begivenheder er karakteristisk for hele eskimo-området. |
Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Dokument id: | 1238 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 221 - 224, nr. 3 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.
Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning, som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten, "patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt. Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq. Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat. Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".
Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter, en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.
Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS |
Niimilaa / Nîmilâ
Dokument id: | 1213 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Niimilaa / Nîmilâ |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 131 - 133, nr. 24 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 94 - 96, nr. 24.
Resumé: Naaja er ikke længere bange for at dø, når han opsøger hjælpeånder, men da han en dag har kaldt en ånd ud af en hule med åbningen mod læsiden (vest), lader han sig ikke æde af ånden, men flygter. Ellers vil han nemlig ikke vågne til live igen. Ånder i huler, der vender mod solnedgangen, er dødelige. Den har et våben af jern, og den råber hele tiden niimilaa, mens den forfølger N. rundt og rundt om en sø. Da N. blir træt og ånden vinder ind på ham, stikker han tilfældigt sin ene fod i søbreddens sump, og ånden stryger lige forbi og videre rundt. Efter nogle omgange søen rundt, forsvinder ånden atter op til sin hule.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Solnedgangens betydning er åbenbart endegyldig "død". N. har tidligere med held ladet sig æde af en ånd i en hule, der vender mod nord (se "Indlandsisens menneske). Måske vendte den i virkeligheden mod syd (det livgivende verdenshjørne) ifølge østgrønlændernes spejlvendte retningsbetegnelser, som Sandgreen måske ikke har kalkuleret med. - Jeg spurgte Sandgreen om dette problem i sin tid, og svaret var at det havde han ikke slet ikke overvejet. Det giver da også kun problemer i oversættelsen til verdenshjørner, der retter sig efter solens gang, o.a.: BS |
Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait
Dokument id: | 1207 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 146 - 148, nr. 30 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 107 - 108, nr. 30.
Resumé: Dette kapitel beskriver de forskellige slags forråd, som Naajas kone ligesom andre grønlandske kvinder tilbereder af sommerens ammassat- og sælfangst. En opskrift på blodpølse kan anbefales.
Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait
Dokument id: | 1261 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 289 - 292, nr. 26 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.
Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven. Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!" K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader. En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med, at hun vil blive blind.
Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri. Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l. |
Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait
Dokument id: | 1216 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 119 - 121, nr. 21 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 85 - 86, nr. 21.
Resumé: Naaja søger fortsat efter nye hjælpeånder hver eneste sommer, og inden han er udvokset har han så mange, at han føler sig beskyttet mod fjendske anslag. De berømteste hjælpeånder er kæmpen fra det midterste indland, Uppiinnguaq (den kære ugle), to dværge ved navn Nakattak (Hængehoved) og Pamialluk (Haleben), og de tre ildvæsner eller innersuit: Aakak, Aakaks søn og Qusugarisaq. De to dværge har begge et våben skjult i venstre hånd. Fortællerne er ikke helt enige om, hvor vidt Pamialluks håndvåben er en ravneklo, tre fingre af et andet væsen, eller hans egne tre fingre. Støder han det ned i isen under lurefangst, falder sælen død om på stedet. Nakattaks våben har ingen nogensinde set.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallat.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Om "dværge", "kæmper" og "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue
Dokument id: | 1280 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 376 - 385, nr. 45 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151
Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret. Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt. Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at dåben skulle være noget for ham.
Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 - 1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i 1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed. Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat
Dokument id: | 1284 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 401 - 411, nr. 49 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 165 - 174.
Resumé: Kukkujooq, der nåede en alder af 75 år, var en hjemmefødning. Fx. besøgte han aldrig Kuluksuk, og hans yndlingssteder i Sermilik-fjorden var øerne Qeqertaasaq og Qeqertarsuatsiaq. Som aldrende tar han ofte med slæde til Qeqertaasaq, hvor han sætter sig med udsigt over den velkendte egn og mindes sine tidligere oplevelser. Ved synet af et næs husker han dengang, han dér mødte to dværge, som stak hinanden med knive og straks helede deres sår. En af dem stak også ham med sin kniv og helede det dybe smertende sår. Sådan fik han et sårhelingsmiddel mod eventuelle fjenders harpunsår. Som yngre foretrak han at gå frem for at køre slæde. Hundene var ham for langsomme. Ofte gik han således over til Tasiilaq for at handle, og engang mødte han på hjemvejen en bjørn, som han ikke fik. Til gengæld fik han skindet af den sæl, som bjørnen netop havde fanget. Under opvæksten blev Kukkujooq gang på gang opfordret af sine farbrødre til at være årvågen, at lægge mærke til alt, fordi han var faderløs. Derfor lærte han at give agt på de mindste forandringer i vejret. En dag havde han nok mærket noget, men da tegnene på storm udeblev, roede han ud, og blev pludselig overrasket af vestenstormen, piteraq'en inde fra land, der voksede til orkanstyrke. (K. fantastiske manøvrer i kajakken beskrives derefter i detaljer). Da han nåede hjem, hvor man havde opgivet at se ham igen, sagde han blot: "Så fik den da endelig indhentet mig!" De opkrøbne sæler ude på isen får K. til at mindes de gange, han tog sin lillesøster med på krybefangst, for at hun kunne slæbe byttet hjem. Hun søgte også efter hjælpeånder, og han mistænkte hende for at bruge sin skræmmeånd mod de sæler han ikke fik. Han hørte kraftige lyde, der skræmte den opkrøbne sæl ned i vandet. Hun gad nok ikke slæbe byttet hjem, mente K., men fortalte aldrig om det til de andre, fordi han ikke ville være uvenner med hende. En anden gang hjalp han hende. Hendes mand havde forladt hende, hun skulle føde sit første barn, fødslen gjorde knuder, og på deres mors opfordring sendte han alle ud af huset, pustede på sin søster, og straks var barnet født.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".
Begivenhederne må dateres til begyndelsen af 1900-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: Opfordringen til altid at være årvågen, opmærksom er en fast del af opdragelsen hos alle eskimoer. I Alaska oversættes sila / ella (SV Alaska) med årvågenhed, awareness. Noget af samme betydning ligger der - traditionelt - også i sila som fornuft og indsigt i Grønland og arktisk Canada. |
Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit
Dokument id: | 1256 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 270 - 273, nr. 21 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 53 - 55.
Resumé: Piisui var Kaakaqs kælenavn for sin søn, Kukkujooq. Ingen kender P.s rigtige navn, men måske var det Aaqqii, fordi han skulle følge i denne berømte åndemaners spor. Som voksen blev han kaldt Kukkujooq efter sin farfar. Det vælger Sandgreen at bruge i sine genfortællinger af P.s biografi. P. får dårlige kår, fordi hans stedfar Imaakka ikke vil forsørge ham. P. bliver bange for I. Når P. bor hos sin mor, må hun stjæle sig til at give ham lidt mad. P. bor oftest hos sin morbror Sinngertaat, og nu og da hos sin yngre morbror Aaviaakuluk, hvor han har det bedst. Men der kan han kun bo, når A.s familie, der flytter meget rundt, bor i nærheden af P.s mor og morbror. P. er en stor knægt, da hans åndedræt en nat under søvnen pludselig synker. Da P. får vejret igen fortæller åndedrættet ham, at det har forsvaret ham mod en af Taqqisimas hjælpeånder, der ville trænge ind i P. (gennem rumpehullet, BS) og rane P.s sjæl. T. ville egentlig have ramt Imaakka, som han påstod havde sjæleranet en af hans slægtninge, men vendte sig i stedet mod P.
Hist.: Tid: 1890'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Åndemaneren Taqqisima (ca. 1852 - 1905) var Kaakaaqs fætter. Sinngertaat (ca. 1854 - 1907), åndemaner. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner. Aaqqii (første halvdel af 1800-tallet), åndemaner, var P.s oldefars arvefjende ifølge Sandgreen 1987: s. 161 - 167: "Hævneren Innartuaqboen". P.s egennavne er oplyst i Victor 1989 - 93, II: s. 409.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Bemærk at åndedrættet har sit eget liv. Glosen bruges i Østgrønland ofte for samme livsfunktioner som tarneq hos andre inuit. Tarneq oversættes ofte med "sjæl", men det tarneq dækker ikke ganske vores opfattelse af sjæl. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Tarneq, inua..." |
Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput
Dokument id: | 1255 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 269 - 270, nr. 20 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 52 - 53.
Resumé: Kaakaaq, der har fået to døtre med Imaakka, samler en dag muslinger ved Isortoq. Hun har en fornemmelse af, at hun vil se noget, der kan sikre hende og hendes efterkommere mod andres hævnkrav. Hun får øje på en vingesnegl, som hun gemmer til sin næste fødsel, en søn. Hun fæstner vingesneglen til den nyfødte med det formål, at han vil forvandle sig til en vingesnegl, hvis nogen efterstræber ham på havet. Imaakka forlader hende ikke, da han endelig har fået en søn.
Hist.: Tid: ca. 1900. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: I adskillige østgrønlandske biografiske tekster kaldes en vingesnegl, hvid eller sort, som hjælpeånd for en toornaarsuk. Se denne. |
Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe
Dokument id: | 1272 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kajammat, Juuserfi |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 333 - 340, nr. 37 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 106 - 112.
Resumé: Fortsættelse af "Et fangstmiddel til tupilakker", nr. 36.
K. følger gåsens anvisninger og lander uden mén sammen med gåsen på et smukt tværstribet fjeld langt mod nord. Han kalder på en ånd, ligemeget hvilken, og ser så et menneske sidde i nærheden og klappe ned ved sin side. Med de vanlige høflighedsformularer indledes bekendtskabet. Ånden fortæller at han bor langt mod nord ved Amaa, men ikke kaldes Amaaboer. Han hedder Paqqi ligesom sine fæller, fordi de kaldes "dem med forsiden". Den er lyserød som gennemskinnet blod, mens ryggen er hvid og oversået med pletter. Han synger mens han taler, fordi man deroppe i nord* synger så meget. Han ved, hvordan man fanger tupilakker, som man skal søge efter allevegne, idet man begynder inde i huset, derefter under sten uden for huset, dernæst ved en sø i indlandet og slutteligt ved havet. Sangen man afslører tupilakken med, får dens skjul (en kasse, hvorefter sangen gentages og skjulestedet er hhv. gulvet, stenen, søen, havet) til at flytte sig, og nævner hvem, der skal fange og dræbe den. K. skal afprøve sangen ved en elv, harpunere tupilakken, når den dukker op, og trække den på land. Da kan han fange en tupilak, og hvis det blir alvor skal Paqqi nok komme til hjælp. K. flyver tilbage med gåsen til søen. Gåsen flyver bort, K. går straks langs elven ned efter sin harpun, går tilbage, afprøver sangen, der har effekt, harpunerer tupilakken og med opbydelsen af alle sine kræfter får han den lidt efter lidt trukket op på land. Henrykt syngende vender han hjem.
Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". *Det tværstribede fjeld er normalt stoppestedet for den åndemaner, der flyver sydpå langs kysten for at komme over til vestkysten (J. Rosing 1963: s. 199 - 202; 212 - 213; Sandgreen 1987: s. 201 - 204). Åndens lyse hud, fregner på ryggen og lyst til at synge kunne ligesom de hvide kristne, også tyde på, at retningsangivelserne skal oversættes til de østgrønlandske, dvs. spejlvendt i forhold til de vestgrønlandske. Det er da langt mod syd (i det kristnede Sydgrønland), at K. træffer P., der giver ham magt over tupilakker.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Dokument id: | 1243 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | På kvan-stedet / Kuániliarfingme |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 237 - 242, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.
Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med. K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene, bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag. Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik, hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.
Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.
Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.
Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.
Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død. |
Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Dokument id: | 1336 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Johanne |
Nedskriver: | Andreassen, Johanne |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 93 - 96, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden kajak, der ville være åndemaner"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Den kajakløse der trænede til åndemaner. Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren sagde ikke noget.
Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).
Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).
Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.
For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner. Slut.
Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.
Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit: Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.). En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights). Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.
Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner. |
Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq
Dokument id: | 1240 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 229 - 231, nr. 5 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 19 - 20.
Resumé: Fortsættelse af "Kaakaaq begynder at søge", Sandgreen 1987: s. 224 - 228. Da Kaakaaq kommer hen til ånden, er han sammen med en anden ånd. Denne anden udspørger hende om navn og familieforhold på åndesproget, som han kan oversætte til menneskesprog. Kaakaaq identificerer sig over for ånderne som Aseriit. Selv hedder han Mitertikkaat og har et vissent ben, der dog ikke forhindrer ham i at nå ud til kysten, fange sæler, og tilbage til indlandet på samme dag. K. fortæller senere om disse ånder, der jo lever i indlandet, at de minsandten lever af sælfangst, og at de to hjælpeånder blev hendes forsvar mod at blive slået af angst under den fortsatte søgen.
Var.: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.
Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Da ånden under samtalen spør K. om hun har en far, siger hun ja. Dette tyder på, at denne far (Nalakkaaq) endnu ikke er død. Men Sandgreen vil helst forstå hendes udvikling til åndemaner som en konsekvens af den skræk hun rammes af ved N.s død. Denne skræk vil hun til livs ved at gøre sig frygtet som åndemaner. Vedrørende navnet fik en nyfødt flere. Det er uvist om Kaakaaq var opkaldt Aseriit efter en bestemt person, fx en afdød åndemaner, eller det blot et navn med særlig relation til åndesproget. Også Georg Quppersimaan havde et sådant navn.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Om indlandsånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper". |
Slutning / Nânera
Dokument id: | 1290 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Slutning / Nânera |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 451 - 455, nr. 55 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 208 - 211.
Resumé: Hér gengiver Sandgreen nogle mindre fortællinger dels om Kaakaaq og dels om Kukkujooq, som han ikke har kunnet placere i det sammenkomponerede forløb. Kaakaaq møder en dag en snespurv i menneskeskikkelse, som ber hende hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. vil nødig, fordi hun ikke er åndemaner, men spurvemanden ved, at det må hun være, når hun er kommet til denne (anden, normalt usynlige) verden. K. lægger sig under et dække på briksen, får øje på hindringen i fødselsvejen og fjerner den. Straks føder spurvekonen. Som tak får hun et stort stykke af teltstangen og noget såleskind med hjem. I det øjeblik hun - efter en overgang med bølgende tvesyn - ser teltene dernede med sit normale syn, forvandler teltstangen sig til et græsstrå og såleskindet sig til rosenrødder.
En dag Kukkujooq er på søgning efter ånder i indlandet, sløres hans syn, hvorefter han ser dværge i ravnestørrelse i konebåd på en sø. De synger om en forestående sangkamp, men da en af deres åndemanere / angakkut begynder at mane ånder, fordi han har vejret K., forsvinder de for K.s øjne.
Senere besøger Kukkujooq et hus med dværge og lærer navnene på flere af dem, der synes at være hjælpeånder man kender fra tildligere el. andre åndemaneres seancer: Quattialleeq, Eqeeqqia. Naqeqqia og Pukkutsuk. De er gæstfri men må på et tidspunkt sende ham bort, sikkert fordi en af deres fæller, en ondskabsfuld rad er på vej hjem (som i fortællingen om Naajas første besøg hos dværgene, BS)
Kaakaaq har fortalt om sit møde med en dværg, der sang om en heldig fangst af en ræv. Den greb ræven i halen. Hun så den også fange en sortside i elven med et reb af de fordampningsrande, der opstår i søbredden, når sneen smelter. Den stikker sælen ihjel, får den på land, lader alt blodet rende ud og går mod indlandet med den på ryggen.
Var.: Til den første fortælling: J. Rosing 1963: s. 288 - 299.
Hist.: For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper". Kaakaaqs syn af dværgens fangstmetoder er en bekræftelse af de gængse forestillinger om disse ånder. |
Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2
Dokument id: | 1200 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2 |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 171 - 175, nr. 37 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 128 - 131, nr. 37.
Resumé: 1. Når sneen falder tykt og hindrer al jagt, sulter man. En husfælle kommer hjem og fortæller om en bjørn han har set på afstand men ikke kunne nærme sig pga. sneen. Åndemaneren Naaja foretager sig intet. Da viser det sig , at hans kone Aaviitsuk kan klare opgaven. Ved qilaneq (hovedløftning / åndefiskning) får hun drevet bjørnen mod huset, hvor den med lethed nedlægges. Nær den ses sporet, aftrykket af en umiaq, dvs. af en kæmpetangloppe, der er Aaviitsuks qilaneq-ånd. 2. Naaja tager affære en anden gang, hvor sneen skjuler åndehullerne i isen. Sammen med sine hjælpeånder rejser han til himmels, hvor himmelboerne fordriver tiden med munter sangkamp i eet hus, mens genstanden for hans besøg, Asiaq holder til i et andet hus. Asiaq er en lille mand med skæg, der skriger som et spædbarn og har omvendte ansigtstræk. Han har tisset en masse i sin ble om natten. En kvinde ryster på Naajas opfordring bleen eengang ud over jorden. Næste dag regner det, og regnen fortsætter en hel måned. Det ville have regnet i to måneder, hvis hun havde rystet bleen to gange. Sneen forsvinder, åndehuller bliver synlige, og man fanger mere end rigeligt.
Var.: Asiaq.
Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet. Asiaq er normalt spædbarnets kone og det er hende, der har omvendte ansigtstræk. Da grammatisk køn ikke findes på grønlandsk, har det forkludret oversættelsen. Victor 1989 - 93, II: s. 389 har også i 1930'erne fået oplyst, at Naaja engang besøgte "regnens herskerinde", Asiaq, der i den version boede på Månen.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales. |
Straks får de en søn / Qangale ernertârput
Dokument id: | 1250 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Straks får de en søn / Qangale ernertârput |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 258 - 260, nr. 15 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.
Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke, men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på hinanden og nu forenes i deres fælles søn.
Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS |
Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq
Dokument id: | 1237 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 219 - 221, nr. 2 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 11 - 12.
Resumé: Sandgreen opregner de fleste bopladser i Sermilik-fjorden og sommerpladsen på øen Ammaat i fjordmundingen, hvor fjordboerne oftest samledes (formentlig under sommerens sælfangst efter ammassatfangsten, hvor øen Qinngu / Qinngeq i bunden af Ammassalik-fjorden var hele egnens samlingsplads. BS.). Her træffer Naajas sønnesøn Kajammat (søn af Kukkujooq) den unge pige Kaakaaq, der er datter af Nalakkaaq, og gifter sig med hende. Da Naaja engang har ranet sjælen fra en af Nalakkaaqs slægtninge i forrige generation, og Nalakkaaq selv bliver sjæleranet af Naajas søn Ilinngivakkeeq (se Sandgreen 1987: s. 221 - 224), gør Sandgreen sig en del spekulationer over, hvorfor de to unge har giftet sig, når deres familier har hævnkrav på hinanden. Nalakkaaqs øvrige børn er datteren Umeerineq og sønnerne Sinngertaat, Aaviakkuluk og Aqipi.
Hist. Tid: sidste halvdel af 1800-tallet. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sinngertaat. Åndemaner, f. 1854 (ca.), selvmord 1907. Tolkning: Sandgreen opfatter kravet om blodhævn som en naturlov, der må sætte sig igennem før eller siden, men mister sin kraft med dåben. Om blodhævnen som ideal og i praksis, se Sonne 1982.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS |
Tupilek / Tupilak
Dokument id: | 1929 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | Tupilek / Tupilak |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Tupilek / Tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 92 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. |
Tvillingerne er blevet sjæleranet / Mardloraliat tarningigáuput
Dokument id: | 1226 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Tvillingerne er blevet sjæleranet / Mardloraliat tarningigáuput |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 48 - 53, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 24 - 28, nr. 4.
Resumé: Forældrene ordner deres døde sønner og stensætter dem i en klipperevne med alt deres legetøj. Derefter overholder de deres sørgetabuer på briksen, hvor de gamle har givet dem følgende at tænke over: Drengene er døde, fordi de blev sjæleranet for nogen tid siden af en gæst, der gloede arrigt på drengene. Bedstefaderen er så heldig at harpunere en sæl i strandkanten, og han ordner svigersønnens kajak rituelt, da denne atter kan gå på fangst. Sorgen hviler stadig tungt over Innartuaqboen og hans kone, men da hun fortæller ham, at hun er gravid igen, letter det lidt på hans humør. Snart vil husfællerne for vinteren ankomme.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: Efter dødsfald i den nærmeste familie, blev kajakfangeren genindviet til fangst i etaper. Først til at gå i kajakken, så til at ro langs kysten og til slut til rejser og fangst i udhavet. Husets ældste forstod ritualerne. |
Tvillingerne og bedstefaderen / Mardloraliat - âtardlo
Dokument id: | 1224 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Tvillingerne og bedstefaderen / Mardloraliat - âtardlo |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 35 - 39, nr. 2 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 13 - 17, nr. 2.
Resumé: Om foråret opløses fællesskabet i vinterhusest. Alle familier er taget af sted undtagen stedets faste beboere: Et ældre ægtepar, deres datter og svigersøn, dvs. Innartuaqboen med kone og deres lille datter og nyfødte tvillinger. Tvillingerne vokser til, deres bedstemor synger kælesange for dem, faderen laver legetøj til dem, først buer og siden små harpuner, som de bliver dygtige til at bruge: og bedstefaderen, der ofte passer dem, får øje for deres evner. Dem mener han at kunne drage nytte af senere, fordi han aldrig har fået hævnet sin fader, der vist nok var blevet myrdet. Tvillingerne må kunne tage den hævn, mener bedstefaderen, der først må have ryddet deres far af vejen. Denne vil nemlig modsætte sig den gamles hævnplaner, og den gamle mener nok han stadig er duelig nok til at kunne forsørge familien. Han er ellers ingen dygtig fanger, men meget langsynet og kan se dyrene på lang afstand.
Hist.: Tvillingerne er blevet født i slutningen af 1700-tallet. Sandgreen, der har forbundet alle fortællingerne kronologisk med "blodhævn" som den røde tråd, har muligvis selv tildigtet den gamles hævnplaner. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS |
Uddan dig til angakkoq og styrk dine kræfter! / Angákugsarniarit sángisardlutitdlo!
Dokument id: | 1257 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Uddan dig til angakkoq og styrk dine kræfter! / Angákugsarniarit sángisardlutitdlo! |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 273 - 278, nr. 22 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 56 - 60.
Resumé: Fra lille dreng bliver Kukkujooq opfordret af sin morbror Sinngertaat til at træne til åndemaner som forsvar mod sin fars mordere. S. er selv åndemaner og giver K. to anvisninger på, hvordan han skal sikre sin kajak mod at flyve bort, mens han selv under sin træning i ødemarken undertiden dør (besvimer): 1. Han skal ro langt bort, tynge kajakken godt ned med sten og helst have forsynet den for og agter med to bestemte stykker sælskind, når den blir betrukket: Stykket fra øjnene til forluffen og stykket over halen til baglufferne. 2. Pakke sine redskaber ind og lægge dem i kajakken. Senere opfordrer S. ham gentagne gange til at styrke sine fysiske kræfter, idet han hver gang puffer hårdt til ham. I sine vanter skal K. putte sener fra falkeben. K. følger straks den sidste opfordring, men er længe om at gå i gang med åndemanertræningen, fordi han ved, at fejltagelser kan betyde den visse død. Af en gammel kone får K. et andet middel til sin træning: Han skal stikke nogle blåbærgrene ned i halsen. Ifølge Sandgreen havde S. selv et formål med at undervise Kukkujooq. S. var bange for fjender og ønskede K. til forsvar. I det mindste vil overleveringen vide, at åndemaneren Taqqisima, der var S.s fætter, engang søgte at skade S. ved hekseri: Nogen har lagt halshvirvlen af et menneske på S.s briks i teltet, mens familien er på ørredfangst. S. tilkalder Eqeqqoq (Kunnak), der fjerner knoglen uden at røre den med hænderne og spår, at man snart vil få syn for sagn. Et par dage efter blir Taqqisima sindssyg og dør.
Var.: Quppersimaan / Qúpersimân 1982: s. 34 - 41: "Tarqisima".
Hist.: Tid: 1890'erne - 1905. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907), åndemaner. Taqqisima (ca.. 1852 - 1905), åndemaner. Sandgreens fortæller siger, at Kukkujooq ikke fulgte den gamle kones råd med blåbærgrenene. Fortællingen: "Apulu får et knæk" ss. 444 - 450, siger dog det modsatte. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: Kukkujooq får ikke nogen vanlig instruktion i uddannelse til åndemaner. Søg på uddannelse og/eller initiation.
Tolkning: Amuletterne af sælskind, der skal hindre kajakken i at flyve bort, mens dens ejer mister sin sila, skæres af skindet for og bag, men inkluderer ikke forluffer, bagluffer og haleparti. For symbolikken af disse stykker se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): legemsdeles symbolbetydninger. Taqqisimas sindssyge forklares som vanligt med tilbageslag af hekseri. se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...". |
uden titel
Dokument id: | 1987 |
Registreringsår: | 1935 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kora |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 286 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kaga / Kaakaaq holdt meget af sin søn, Apulu / Kukkujooq, som hun havde givet en amulet af en stump hvalros (skind el. tand) for at styrke ham til fangst. Apulu, også kaldet Piziwi / Piisui, mistede som lille sin far, Noraj (?) / Kaajammat, der blev myrdet. Hans stedfar, Imaakka, var åndemaner / angakkoq, en mådelig fanger og misundelig på stedsønnens fangstevner, som han ville tilvende sig ved drab. Men Kukkujooq var ikke i teltet da Im. kom ind med kniv i hånd. Det var til gengæld Kaakaaq, der lovede ham en død ved en hvalros. Im. troede hende ikke og foreslog i stedet en sangkamp med Kukk. Men heller ikke det ville Kaakaaq tilstede ham og gentog truslen om hvalrossen.
Var.: Imaakka.
Hist.: Fortællingen blev bekræftet af alle tilstedeværende og dateret til ca. 1910. Den rette datering skulle være 1915. Se Sandgreen, 1987: Den vrede Imaakka. Og han endte faktisk sit liv for en arrig hvalros: søg på Imaakka. |
Uersaq / Uverssaq
Dokument id: | 1286 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Uersaq / Uverssaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 422 - 427, nr. 51 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 184 - 188.
Resumé: Efter sin mands Imaakkas død (se.ss. 397 - 400, "Imaakka dør"), bliver Kaakaq helt blind og derfor venligere mod sin hadede svigerdatter, hvis hjælp hun bliver afhængig af. Sønnen Kukkujooq ændrer sig ikke synderligt. Missionen er endnu ikke noget for ham, han tænker oftere og oftere på at hævne mordet på sin far, og hjælpeånderne plager ham om at stå offentligt frem som færdig angakkoq / åndemaner. Dermed ville han kunne gøre sig frygtet og lettere fuldbyrde hævnen. Han øver sig fra tid til anden på at holde seance i en gammel husruin, hvor han en dag bliver mødt af hermafrodit-ånden, den tvekønnede Uersaq, der blir hans hjælpeånd og truende opfordrer ham til at holde sin første seance. Han besvimer og vågner nøgen, fordi U. har haft samleje med ham. Da K. stadig ikke vil afsløre sig som åndemaner, møder han hende en aften den følgende vinter ude i husgangen og kommer ligbleg ind. Alligevel holder han ingen seance.
Hist.: Tid. 1910'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over for præsten, Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Kommentar: Den dobbeltkønnede skrækindjagende Uersaq var som naturfænomen en ånd, der - som her - kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på: uersaq / Uersaq. |
Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus
Dokument id: | 33 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 186 - 187 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Man ved ikke længere hvad manden egentlig hed, øgenavnet fik han efter sin død. Det begyndte med at han fangede en narhval, som han ville bugsere til Aammaat fordi en piteraq (orkan fra land) var på vej. To medfangere ville have den med og dele den ved Savanganartik / Savanganaartik ved Sermilik fjordens munding. De nægtede at tro på det med piteraq'en og druknede, da den var over dem. Deres fætter ville hævne deres død, der alene skyldtes at Ujakkat havde fanget narhvalen. Først truede han Uj. på livet så denne var ved at dø af skræk. Så svor Uj. at han ville hævne sig, hvorefter fætteren dræbte Uj.s søn ved hekseri. Uj.s kone blev fortvivlet. Han kunne også bare have ladet være at fange den narhval (!). Hun forlod ham. Da Uj. senere fik held til at møde fætteren i kajak til havs og gik til angreb, fejlede han i kastet. Endnu et par år senere, da han havde uddannet sig til bunds i hekseri fik Uj. endelig ram på de dødes fætter med sin harpun. Han bugserede ham til en ø og gennemførte de vanlige ritualer ved mord. Men ikke længe efter døde Uj. selv, ædt op af lus. Derfor fik han sit øgenavn, idet narida betyder en hengemt sæl som en masse mennesker kaster sig over.
Hist.: Fortællingen bekræftes ikke af varianter. Hvad der egentlig menes med at blive ædt op af lus aner jeg (BS) ikke. Blodhævn.
Kommentar: Måske er det en morsom fortælling, hvor temaet hævnmord gives en latterlig begrundelse. |
Un père veut venger la mort de son fils / En far hævner mordet på sin søn
Dokument id: | 1916 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Un père veut venger la mort de son fils / En far hævner mordet på sin søn |
Publikationstitel: | La Civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 53 - 55 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Nord for Kuummiut / Kuummiit i Kujanidi boede på et tidspunkt kun fem mennesker i et hus: Kibidetsaqs / Kipilatsats far og dennes kone, og Kunuk, hans kone og deres eneste søn på ca. 30 år. De andre børn var alle døde. Sønnen drømte en nat at Umiiviks angakkoq / åndemaner havde røvet hans sjæl, hvorefter han blev syg og kort efter døde. Kunuk hævnede sig med en formular / trylleformular, der dog ikke egnede sig til at røve sjæle men kun til at tiltrække nogen. Ganske tidligt næste morgen ankom da også på slæde bemeldte angakkoq sammen med sin kones unge lillebror. Det lykkedes Kunuk at lokke angakkoq'en op til huset og overfalde ham, mens denne var ved at trække sin anorak af over hovedet. Kunuk var dog for bange og måtte kalde Kib.s far til hjælp. Denne myrdede angakoq'en og man råbte efter den unge flygtende svoger, at ham ville man intet ondt, men at man havde hævnet angakkoq'ens sjæleran på Kunuks søn. En del år senere var Kib.s far uheldig med sin lyster som han fik stukket sig i hånden med. Både hånd og arm svulmede op til en sæls størrelse. Der var intet at gøre. Det var så angakkoq'ens sjæl der havde hævnet sig. Endnu flere år senere mødtes den nu voksne unge svoger og Kunuk ude til havs, hvor den unge netop var ved at ordne en sæl til bugsering. Det lykkedes den unge at få sig vendt i en gunstig position, hvor han hævede harpunen og truede Kunuk med at ramme ham i ryggen. Han lod dog den rystende angste Kunuk ro bort, og først længe efter gjorde Kunuk holdt for at få vejret.
Hist.: Sandsynligvis en historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvoraf det bl.a. fremgår at ikke alle mord blev hævnet korporligt, men at en del ulykker og dødsfald blev tolket som resultater af hekseri o.l.. Se bl.a. Sonne 1982. Kunuk er ikke identisk med sagnhelten Kunuk.
Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde. |
Un umiak qui coule / Umiaqen der sank
Dokument id: | 34 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Un umiak qui coule / Umiaqen der sank |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 188 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En overlæsset konebåd med alt for mange mennesker og hele tre telte springer læk og alle falder i vandet, fordi en gamle kone, der er blevet ladt tilbage, hævner sig med en serrat / formular. De tililende kajakmænd, hvis koner og børn er druknet, nægter af lutter sorg at redde tre, der har klaret sig op på en isflage. De to er faderløse og har nu også mistet deres mor. Den tredje er umiaq-ejerens mor, en gammel kone, som får skylden for ulykken, fordi det var hende der partout ville sydpå. Alle tre kaster sig i vandet efter tur og drukner. Kajakmændene gør omkring og vender tilbage til Ikkatteq.
Hist.: En lignende ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i sidste del af 1800-tallet, men med en enkelt overlevende er beskrevet hos Sandgreen 1987: Naajas efterkommere. |
Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq
Dokument id: | 1247 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 250 - 253, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 36 - 38.
Resumé: Den unge Kaakaaq bliver efterstræbt af en af stedets gifte mænd, der dog hindres af sin kone i at gøre hende noget. Rasende går K. mod indlandet, hvor hun møder en flot fregnet fyr, der tilbyder at være en der kommer til hende, dvs. blive hendes fremtidige hjælpeånd. Det er en ånd, hvis herre er død og den er derfor meget uligevægtig. Den hedder Aannilaat og er straks parat til at hævne det voldtægtsforsøg, som K. netop har været udsat for. Men K. siger, at det ikke betyder noget og afværger dermed Aannilaats hævn. K. bliver dybt forelsket i Aannilaat, der ber hende møde ham igen to dage senere.
Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq
Dokument id: | 1199 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 175 - 179, nr. 38 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 132 - 135, nr. 38.
Resumé: Upp. (den kære ugle) er Naajas hjælpeånd blandt de midterste indlandskæmper. Da Upp.s datter er blevet giftemoden lykkes det ham at røve en ung mand i Naajas husstand. Den unge mand gør forgæves modstand, og for at hindre ham i at vende tilbage, skærer Upp.s datter ham korthåret. Han vænner sig eftrhånden til sin store kone, de boller lystigt men så ofte og længe, at den unge mand til sidst får mere end nok. Nu længes han atter hjem. Upp. skammer sig så meget over sit røveri, at han trods mange opfordringer fra Naajas andre hjælpeånder holder sig borte fra sin herres seancer. N. selv forstår ikke årsagen og gransker heller ikke årsagen til den unge mands forsvinden, fordi han ikke er en nær slægtning. Dennes eneste slægtning, en fætter på en anden boplads, drukner i kajak den følgende sommer. Upp. fortæller dette til sin svigersøn i den tro, at så vil han aldrig flygte hjem igen.
Var.: J. Rosing 1963: 208 - 209; Uppiinnguaq.
Hist.: Første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!
Dokument id: | 1915 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn! |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 48 - 52 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: For mange år siden forsvinder den ene kajakmand efter den anden, sommer for sommer, inde i Sermilikfjorden. Tibidaj (Tippitaq) beslutter at rejse derind fra Ikkatteq, hvor han bor. Ved Iderta / Illertak / Ittertik længere inde i fjorden træffer han to meget venlige brødre, som han jager sammen med en tid, indtil den ene af brødrene hentyder til sønderlemmede lig, der er blevet spredt til lands og til vands. De to brødre griner og blinker til hinanden imens, og Tib., der forstår at de er morderne, undskylder sig med noget han har glemt nede i sin kajak, farer derned og flygter. Brødrene opdager ham først, da han er for langt ude. Tib. tar hjem, fortæller hvem morderne er, og alle beslutter at rejse på hævntogt. I Iderta er ingen hjemme. Man tar sydpå til Itsalik / Iitsalik nær Isertoq / Isortoq, hvor den ældste af brødrene er. Da han tar nordpå som styrmand i sin konebåd, følger alle efter både forfølgerne og de lokale. Nær Igasarteq / Ikaasatseq / Ikaasatsivaq (?) harpunerer Tib. ham mellem skulderbladene fra sin kajak. Den ramte springer i land, løber, men indhentes af en anden mand, der med et voldsomt slag slår ham ihjel. Bagefter fortæller man hele selskabet alt om de to brødre: den ældste var en hidsig, brutal og voldelig mand. Lillebror fredeligere, men bundet til storebror, og de to var altid sammen. En sommer nogle år senere kommer den yngste i umiaq / konebåd til sin brors morders sommerplads, hvor morderen sidder uden for teltet og snitter i noget hvalbarde og roligt ser hævneren nærme sig. Hævneren kræver ikke et menneske, dvs. drab for drab, men forlanger at få erstatning: først en hvalfangstharpun, dernæst dens lange rem med fem fangstblærer og til sidst en stor hanhund bundet til en sten. Han tar selv tingene en for en, broderens morder holder igen i den anden ende, men må hver gang give slip og bliver mere og mere bange. Noget lignende gentager sig næste år hos Tib., hvor den myrdedes bror drager af med både et flot isbjørneskind af en bjørn, som Tib. selv har skudt lige ved teltet, og Tib.s førerhund. Senere køber Tib. sig en formular / tryllesang / trylleformel, hvormed han forårsager hævnerens, den yngste brors, død. Man finder ham styrtet om, rullet ned til elven, hvor han ligger på maven med ansigtet i elven lige til ørerne.
Hist.: Indledningen er tydeligvis fra den traditionelle fortælling om de mange kajakmænd, der en for en forsvinder inde i en fjord (søg på: Qalulik / Kalulik; Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik). Men selv om det er helt normalt at lokalisere gamle fortællinger til kendte egne, kunne der være historisk belæg for den specielle måde den yngste foretrækker at klare hævnen over broderen på. Mest interessant er i denne henseende omtalen og beskrivelsen af hvalfangstharpunen, idet den slags ikke har været i almindelig brug i Ammassalik efter midten af 1800-tallet, hvor hvalerne forsvandt (Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik, s. 99). Selve fortællingens form er helt i overensstemmelse med traditionen med markante gentagelser i al direkte tale.
Kommentar: Personnavnene og enkelte stednavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Øje for øje ta..., slår rod / Isse issimik ..., sordlaqalerpoq
Dokument id: | 1225 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Øje for øje ta..., slår rod / Isse issimik ..., sordlaqalerpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 39 - 48, nr. 3 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 17 - 24, nr. 3.
Resumé: De to drenge, der er tvillinger, er i god vækst, men under en leg med deres små harpuner ved stranden får de kort efter hinanden voldsomt ondt i maven. Deres bedstefar bærer dem op til moderen i teltet og får den mistanke, at nogen har sendt hekseri over drengene. Da deres far langt hen på dagen kommer hjem med fangst, undrer det ham, at hverken drengene eller hans kone er nede ved stranden for at modtage ham. Bedstefaderen kommer langsomt ned, faderen forstår, at noget er galt med drengene, og da hans kone oppe i teltet ikke kan forklare maveondet, indser de begge stiltiende, at det er alvorligt. Bedstefaderen går sin kone i møde, da hun kommer hjem fra bærplukning. Hun har straks en forklaring parat, idet en kvindelig gæst for nogen tid siden flere gange havde gloet ondt på drengene. Ingen af de gamle har dog viden til andet end at stille diagnosen. Dér går deres grænse. De beslutter derfor at tie med diagnosen. De kan intet gøre. Drengenes tilstand forværres, de vrider og vender sig i krampegråd og udånder til slut. Alle græder voldsomt og blir vrede.
Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet. Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). |
Øje for øje tand for tand... mister sin kraft / Isse issimik kigutdlo kigúmik... nukêrúpoq
Dokument id: | 1288 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | Øje for øje tand for tand... mister sin kraft / Isse issimik kigutdlo kigúmik... nukêrúpoq |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 437 - 444, nr. 53 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 196 - 202.
Resumé: De fleste ammassalikker er efterhånden blevet døbt. Kukkujooq har overvejet, men tøver endnu. Han vil dog ikke efterkomme sine hjælpeånders ønske om, at han skal holde sin første seance, og de fjerner sig mere og mere fra ham. Efter han har set sin far og fået mere fred i sit sind, ser han dem end ikke mere, når han er ude alene. Men hans mismod og træthed tar til. En dag han er ude i kajak, overfaldes han af sin gamle kajaksvimmelhed og får sig med nød og næppe reddet op på en isflage, hvor svimmelheden forsvinder. På hjemvejen fanger han et par sæler. Men herefter blir han gang på gang overfaldet af svimmelhed. Da han helt mister humøret og intet fanger, opfordrer hans mor ham til en sidste fangsttur og til, at de dagen efter skal rejse til Tasiilaq for at modtage dåbsundervisning. Han ror frejdigt ud, men da han hurtigt har fanget to sæler efter hinanden, slår svimmelheden ham som aldrig før. Mens han bedst muligt undgår at kæntre får han øje på noget som en tændt lampe oppe i himlen. Den daler ganske langsomt ned imod ham, uden at han magter at flytte kajakken. Ilden rammer så kajakstævnen og splintres i en regn af gnister. Intet er sket ham, svimmelheden er ovre, han når hjem og næste dag bryder hele husstanden op for at tage til Tasiilaq, hvor der bliver undervist og døbt. Kukkujooq får navnet Apulu, hans kone Ukoorajivat, navnet Erna og K.s mor, Kaakaaq, navnet Karen. Herefter bliver K. aldrig svimmel mere.
Hist.: Tid: Ca. 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: "Drengen Piisui". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Tolkning: Svimmelheden og angrebet fra ildkuglen skyldes naturligvis den mellemtilstand, hvor K.s relation til sine hjælpeånder er blevet svækket, uden at han endnu har afbrudt forbindelsen med dem.
Stikord: balance. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com