Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Apulu gav 120 resultater.

Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde

Print
Dokument id:29
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 181 - 182
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort.

Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.

 

Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.

 

Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.

 

Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne.

Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse

Print
Dokument id:31
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 184
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.

 

Var.: søg på innersuit.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

 

Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001.

Apulu får et knæk / Apulo navípoq

Print
Dokument id:1289
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Apulu får et knæk / Apulo navípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 444 - 450, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.

 

Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle

de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det

gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes

andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv.

Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen

snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå

til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er

slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen

af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som

han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han

funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente

var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at

oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der

skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var

meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle

blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen

virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde

såret ham, da de ville ud.

A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så

kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.

 

Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).

 

Varianterne stemmer

ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til

fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket

glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor

Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq

Print
Dokument id:1672
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 211
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja

endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle

dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq

og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af

med U.  Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s

anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi

U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja.

Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med

formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.

 

Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq

Print
Dokument id:1222
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 97 - 99, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 66 - 67, nr. 15.

 

Resumé: Naajas mormor holder øje med, at han overholder sine tabuer i

dagtimerne, mens faderen er på fangst. Hun tager sin opgave alvorligt,

for også hun ønsker, at drengen engang bliver åndemaner.

En dag mens de to er ude sammen på bærplukning, giver hun efter N.s

ønske om selv at løbe hjem til teltene. Han ønsker det så kraftigt, at

hun mener at noget usynligt har magt over ham. N. kommer undervejs over

en slette til en lille elv, hvor han opdager et lille vandfald. Da det

pludselig løber opad og han har lært altid at være årvågen og opmærksom, sætter han sig ned og undersøger det. En stor rødlig hund dukker frem af

vandfaldet, N. flygter rædselsslagen, snubler, bliver liggende og

bliver ædt. Han vækkes af sin opvækker-ånd, er nøgen, fryser, husker

hunden og sætter hjemad stærkt utilpas, fordi han har lært, at han

aldrig må være ude med nøgen overkrop. Det må vordende åndemanere

ikke.

Fortæringen fremkalder det indre lys, qaammaq, det andet syn, dvs. for den Anden Verden og dens væsner. Sandgreen undrer sig lidt, fordi Naaja allerede havde fået 'lyset' med det glødende mos proppet i halsen efter fødslen.

 

Var.: Søg på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om denne initiation se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. .

Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq

Print
Dokument id:1244
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 242 - 245, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

 

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut

Print
Dokument id:1205
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 152 - 154, nr. 32
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 112 - 114, nr. 32.

 

Resumé: Denne tekst er ikke en fortælling, men en gennemgang af: 1.

Åndemanerens forhold til sine hjælpeånder (uden dem ville han være

ligeså magtesløs og uvidende som almindelige mennesker, og åndemaneren

får ikke rigtig magt over sine ånder, hvis han ikke holder seance).

2. Åndernes liv, der i samfunds- og følelsesliv ikke adskiller sig fra

menneskers.

3. Det gængse forløb under en seance, hvor åndemaneren bliver

bundet, hvis han skal ud og flyve, og hvor han (hans åndedræt) i tre

forsøg skal dykke ned under gulvet og give plads for hjælpeånderne,

der på skift trænger ind i hans legeme. Dér får de varmen, beretter om

den fraværende åndemaners oplevelser, eller fortæller løst og fast,

eller afslører tabubrud o.l.

 

Hist.: Oplysningerne svarer til andre generaliserende beskrivelser fra

Østgrønland. Søg på: seance / åndemaning / mane ånder; åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit

Print
Dokument id:1219
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 106 - 112, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 73 - 78, nr. 18.

 

Resumé: N. udvikler sig, har en gevaldig appetit og bliver ligefrem

temmelig buttet. En dag han vil tilse sin mågekrog, står der allerede

to mennesker ved den. Han genkender dem fra sin bedstes fortællinger

som "de næseløse" eller "innersuit / ildvæsner". De ligefrem trækker

ham hen til sig. De fortæller hinanden deres navne, N. rører ved dem,

og dermed er de blevet hans hjælpeånder. De inviterer ham hjem på

besøg. N. tør ikke rigtig, men har dog lyst. På kanten af en skrænt

tegner den ene ligesom en streg i luften med sin arm, hvorefter

ildvæsnernes flade strandland dernede med deres boplads viser sig for hans

øjne. Hjælpeånderne fører ham med ind i det største hus, der er fuldt

af tavse ildmennesker. Han får anvist plads på vinduesbriksen og

iagttager en af kvinderne, der koger kød og længe, længe øser mad op

til sin mand og de andre husfæller. De spiser hviskende, men byder ikke

Naaja noget. Deres kød består af lutter sælnyrer.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut

Print
Dokument id:1218
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 112 - 116, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 78 - 82, nr. 19.

 

Resumé: Fortsættelse af "De store ildvæsner". Mens ildvæsnerne spiser

og hvisker, og da en af mændene giver sig til at lede efter noget,

forstår Naaja, at de ikke vil ham det godt. Han forsøger flere gange

at flygte, men bliver grebet i kraven og sat på plads igen. Han sætter

i at tude. De fleste kvinder ønsker ham ud, men manden finder det han

søger efter: en kniv, som han skærper (for at skære N.s næse af). N.

tænker i sin nød på sine hjælpeånder blandt dværgene. De kommer straks

til stede men kan intet rigtigt gøre. N. kommer så i tanke om en af

sine hjælpeånders hjælpeånder, en toornaarsuk. Da den sender sit

åndepust ind i rummet, farer de der holder vagt ved døråbningen ind

under briksen, og manden med kniven styrter tilbage på sin plads.

Kvinderne ønsker atter den skrigende N. ud af huset. Han smutter

snøftende ud i husgangen, forskrækkes over toornaarsuk'ens lysende

øjne i den ydre ende, men passerer uhindret forbi. Hans to ildvæsner

kommer til, undskylder fællernes opførsel, følger ham tilbage til

mågekrogen og forsvinder.

Senere opsøger N. ildfolket flere gange og de blir så gode venner, at

de tilbyder N. en af deres døtre som kone. Men N. afslår, fordi

ildvæsenerne ikke forstår sig på at sy det rette tøj til en kystbo.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut

Print
Dokument id:1266
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 304 - 308, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 81 - 85.

 

Resumé: Allerede mens Kukkujooq er gift med Mamiak får han et godt øje til

Qaatsaarajik, som han efterstræber, da M. er død. Men Q. gør modstand,

vil ikke vide af ham. K. hævner sig ved at binde en hundesele til

hende families teltstang, og hun er da heller ikke spor attraktiv, da

han langt senere træffer hende igen.

K. har endnu ikke fanget en narhval og den sommer, hvor han er opsat

på det, passerer de dagligt langt uden for deres normale rute.

Ærgrelig ror han ind til land, hvor han går til fjelds, hører sang,

træffer en lille kvinde (ånd), der hedder Uddeq, ligger med hende og

erfarer, at narhvalerne holder sig så langt ude, fordi en kvinde har

begået tabubrud: Hendes hårbånd har lagt sig på tværs af dyrenes rute.

Hans hjælpeånder kan ikke afhjælpe miseren effektivt, fordi K. endnu

ikke har åbenbaret sig som åndemaner.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik

Print
Dokument id:1287
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 427 - 437, nr. 52
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

 

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq

Print
Dokument id:1198
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 187, nr. 39
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 135 - 141, nr. 39.

 

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Innartuaqboen, Naaja, holder seance næsten hver aften. Under en seance

kommer hans nære ven blandt hjælpeånderne, Aakaks søn, tilstede og

fortæller om Uppiinnguaqs ran af en ung mand. Upp. hører, at N. har fået

det at vide, og derfor vil han N. til livs. Upp. sender sin hjælpånd, en

ajumaaq, der viser sig i skikkelse af en stor falk over N. under et

ritual uden døre, hvor N. skal indvie sin nye anorak. Hans kone, der

er med ude, ser N. vakle og svinge frem og tilbage ude af balance. Hun

tilkalder deres sønner, der ser ham endelig falde om, og de hører

suset af hans åndedræt, der forsvinder ned i jorden. Man bærer ham ind

i huset, synger ham til live og ind kommer hjælpånderne Aakaks søn,

Nakattak og Pamialluk. På Naajas bud får de drevet ajumaaq'en ind i

huset, hvor de forfølger den rundt og rundt i rummet. Den ser sit snit

til at smutte ud gennem røghullet og op til Upp.s hus i indlandet, hvor

jagten fortsættes af Nakattak. Upp. kan ikke hindre det og beordrer sin

ajumaaq hjem til dens tunnel i indlandsisen, hvor Nakattaq med sit

mordvåben får gjort det af med det store utyske. Med mordvåbnet vender

sig af ophidselse mod N., der må synge det til ro med kælesange.

Nakattak vender tilbage til Upp.s hus, hvor også Aakaks søn er ankommet

og trods sit sangkampvenskab med Upp. går A.s søn løs på Upp., fordi denne

har ville aflive Naaja, i hvis legeme hjælpeånderne plejer at varme

sig. Upp.s egne hjælpeånder kan intet stille op. Upp. lokker sin halvbror

blandt de største kæmper til at hjælpe sig, men forgæves. A.s søn

stikker ham et velrettet slag, og Upp.s far giver sin mening til kende:

Har man opført sig forkert må man lide for det. A.s søn piner og

plager Upp., der ber ham dræbe sig. Det sker, Upp. bliver klædt i ligtøj,

stensat, graven omcirkles med solen, og alle vender tilbage undtagen Upp.s far, der synger

tryllesange ved graven og blir ved med det dag for dag i en hel måned.

Upp. kommer atter til live, men flytter længere op i landet til sine

stammefrænder, indlandets kæmper, hvor han bliver deres åndemaner.

 

Var.: Uppiinnguaq

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den første hævn / akiniarneq sujugdleq

Print
Dokument id:1214
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den første hævn / akiniarneq sujugdleq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 131, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 91 - 94, nr. 23.

 

Resumé: Fortsættelse af "Indlandsisens menneske". Naaja bliver

øjeblikkelig klar over, at hans fangst er blevet stjålet, og måske

kan han endnu nå at indhente tyven. Han har roet længe spejdende, da

han pludselig opdager, at han ror langs et stort isbjerg, der når som

helst kan bryde i stumper og stykker. Hastigt ror han til, kommer

forbi og hen til et mindre isbjerg, hvor han finder tyven, en af de

unge fra den over for liggende boplads, Qipa. Tyven benægter tyveriet,

N. slår ham omkuld med åren, og tyven falder ud af sin kajak, som N.

smadrer i stumper og stykker. Straks efter bryder det store isbjerg

sammen. Da man senere finder den druknedes kvaste kajak, slutter man,

at isbjerget har smadret den.

 

Kommentar: som initierende ånd er indlandsisens menneske en variant af 'søens troldbjørn'.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq

Print
Dokument id:1228
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 58 - 63, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 32 - 36, nr. 6.

 

Resumé: Vinteren går, mens Innartuaqboen fanger meget lidt, fordi han

kun spekulerer på, hvordan han skal få fat i den viden om det middel,

der skal til, for at han kan gøre det barn, hans kone venter, til

vordende / fremtidig / kommende åndemaner / angakkoq. Efterhånden har han fået forhørt sig hos alle fælleshusets gamle uden resultat. Bedre går det heller ikke på sommerpladsen, Qinngu / Qingek / Qinngeq, hvor ellers talrige familier opholder

sig på ammassatfangst. Hans kone tør ikke fortælle ham, at hun nu er

sikker på, at barnet blir en dreng. Det vil blot gøre ham endnu mere

fortvivlet, fordi han endnu ikke ved, hvordan han skal skaffe barnet

"forsvarsmidler".

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: bemærk udtrykket "forsvarsmidler" som forudsætning for at klare udviklingen til angakkoq, hvor lærlingen møder og efterhånden selv opsøger hjælpeånder i "ødemarken".

Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq

Print
Dokument id:1217
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 116 - 119, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 82 - 84, nr. 20.

 

Resumé: Naaja, der efterhånden har fået mange hjælpeånder og blevet

venner med dem, udvikles hurtigt, både psykisk og fysisk. Han har

allerede haft en del løse forbindelser, da han så småt begynder at

ønske sig noget mere fast. Hans storesøsters veninde, som hun sover

ved siden af på briksen, er helt vild med ham. Han får den ide at afprøve sine

evner som åndemaner på dem, mens de sover. Han puster deres sovedække

af dem og glæder sig over deres nøgenhed. Det gentager sig et par

aftener og en aften gør han mere ud af pusteriet end vanligt.

Sovedækket hæver sig, pigerne holder fast i det, og straks efter

styrter dækket mod gulvet. Naaja ender i sengen hos dem begge og de

leger længe sammen.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik

Print
Dokument id:1236
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 91 - 97, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 61 - 65, nr. 14.

 

Resumé: Da Naaja har mistet sin mor, passer hans bedstemor ham, og

da han skal være angakkoq / åndemaner passer hun ham nøje, efter alle reglerne.

Da Innartuaqboen mistede sin kone, tog han enken, som han havde taget med fra ammassætpladsen, Qinngu, til livsledsagerske.

 

En sommer i Innartalik, går Naaja med sin Bedste ud

på bærplukning. Han er hele tiden i nærheden af hende, mens de

plukker bær. På et tidspunkt vil han gå alene ned til teltene og fordi han insisterer så kraftigt, at Bedste, der aner at noget med ånder er på færde, ikke tør standse ham.

Han løber raskt ned af fjeldet.

Midtvejs på sletten løb en lille elv, som han leger ved, idet han

springer frem og tilbage over den. Han standser ved et vandfald, som

løber opad, hvilket forbavser ham. Men da han altdi er blevet indpodet at være opmærksom på alt anderledes, mærkeligt, kigger han nysgerrigt på det.

Pludselig viser en stor, rødlig

hund sig, den ser farlig ud, og Naaja bliver bange og flygter bort.

Han falder og bliver bare liggende, fordi han er besvimet. Idet han

ligger besvimet hen bliver han spist af hunden. Hans klæder er af bar

angst flygtet bort. Så da Naaja kommer til sig selv hundefryser han,

fordi han er nøgen.

Han opfanger en stemme, som siger at han skal stå op, fordi solen allerede er ved at gå ned (hvis han sover efter solnedgang er han fortabt). Han kalder på

sin Bedste, som ikke kommer. Det eneste han husker er den

væmmelige hund. Han løber ned mod teltene, selvom han er nøgen,

hvilket en vordende angakkoq ikke må være.

 

Var.: Denne gængse østgrønlandske mytiske initiation til søgningen efter hjælpeånder er fortalt i talrige varianter: søens troldbjørn, fx.

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik

Print
Dokument id:1233
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 86, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

 

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq

Print
Dokument id:1204
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 154 - 155, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 114 - 115, nr. 33.

 

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) har under sin første seance fået

"klarsyn" og kan dermed se hele horisonten rundt, fordi den klarsynede

ser med hårranden. Blot ser hårranden ikke så skarpt fremad som

øjnene.

Det var de vise forfædre, der blev klar over, at den hvide hårrand

rummede evnen til at se, hvad der er skjult for andre. Naaja bliver så

skarpsynet, at han kan se sæler, der blot er krusninger i vandet,

men som bliver til sæler, når han ser dem. Men når han kommer hjem

med dem, er de lige til at smide ud. De er blodløse og består blot af

saltvand. Større held har han altid med fangst af rigtige sæler, fordi

han ikke slipper dem af syne i det øjeblik de dykker. Han ser deres hvide

bug under vandet helt frem til det sted, hvor de dukker op igen og kan

nedlægges.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq

Print
Dokument id:1229
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 63 - 72, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 37 - 44, nr. 7.

 

Resumé: Efter mange dages forgæves udspørgen og fortvivlet humør, går

Innartuaqboen bort fra teltpladsen ved Qinngu. Kvinden, som

svigerforældrene har beskyldt for sjæleranet af hans tvillinger, er

selv barnløs, datter af Akorninnaq-boen Aqqii og har lært sig

åndemaning ligesom sin far. Men de har ikke fortalt svigersønnen om deres mistanke. Selv mener Innartuaqboen ikke den skyldige er Aqqii, mistanke til datteren har han heller ikke.

I sin fortvivlede søgen venter han ikke selv at møde ånder, for den slags har han aldrig forsøgt sig med. Men da han på

afstand ser en ældre kvinde springe op og flygte for ham, tror han en

overgang, at det er en ånd. Men hun flygter blot fordi hun er i færd

med at file sig en synål til af jern. Det er en kostbarhed hun nødig

vil frarøves. Innartuaqboen får dog beroliget hende, de ser hinanden

an med forskellige bemærkninger, og da konen forstår, at han vil

betale hendes viden klækkeligt, fortæller hun ham hvordan man gør en

nyfødt til en vordende åndemaner: Han skal tørre en bestemt slags mos

knastørt, få det til at gløde i lampeilden men ikke flamme op, og

stikke det ned i halsen på den nyfødte. Gløden vil udvikle det indre lys,

som enhver åndemanerlæring må udstråle for at tiltrække hjæpeånder.

Innartuaqboen takker henrykt, skynder sig tilbage, beordrer familien at

gøre sig rejseklar, farer selv hen til den gamle kones telt med et par

brikseskind som gave og hjælper derefter familien med at pakke.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den store beslutning / Aulajangernerssuaq

Print
Dokument id:1258
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store beslutning / Aulajangernerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 278 - 284, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 60 - 65.

 

Resumé: Som 12-årig har Kukkujooq endnu ikke turdet beslutte sig til

at blive åndemaner og endnu ikke fået kajak, men dog nu og da lånt en.

Han har en kæreste, Mamiak, og han ønsker sig et fangstmiddel. Det får

han om foråret ved elvens opbrud af en ældre kvinde, der tilbyder sig.

De ligger sammen, og K. får bagefter den viden af hende, at skindet af

hans første fangst inklusive snudepartiet skal lægges under

vandspanden og bindes med en rem til husstolpen. Da vil der aldrig ske

nogen forandring i hans fangst. K. bliver lykkelig, fordi den heldige

fanger misundes og ofte får stjålet nogle af sine fangster. Det vil

tyven ikke kunne få held til, hvis K. bruger midlet.

 

Hist.: Tid: 1897. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen

1987: s. 263 -264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ

Print
Dokument id:1241
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 235, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

 

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq

Print
Dokument id:1273
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:Kajammat, Juuserfi
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 340 - 342, nr. 38
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 112 - 113.

 

Resumé: En dag K. har harpuneret en sæl på den anden side af en

isflage, sætter linen sig fast under flagen, og K. må bruge så enorme

kræfter på at få linen løs, at hans tøj flænges i stumper over ryggen.

En anden gang har han sin unge søn Juuserfi med ude i kajak. Der

ligger megen is, men da sønnen bag K. er ved at blive klemt inde

mellem to isflager, vender K. lynsnart rundt trods den megen is og når

både at skubbe sønnen bagud gennem revnen og selv komme igennem, inden

den lukker sig.

 

Hist.: Tid: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på. Sandgreen 1987: s.

263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq

Print
Dokument id:1279
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 370 - 376, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 138 - 143.

 

Resumé: Kukkojooqs kone Ukoorajivat har to uforlignelige egenskaber:

Hun elsker at ligge med sin mand til stor fryd for dem begge, og hun

er yderst sensibel. Det har hun været lige siden hun i barndommen blev

bevidst om sig selv, idet hun så længe hun kan huske altid har fået en

forudanelse, når andre ville hende ondt eller en ulykke ville ramme

hende. Således har hun undgået alskens fortrædeligheder, og derfor kan

hendes svigermor, der hader hende, ikke få ram på hende. Kukkujooq er

klar over moderens hensigter, der kan ramme hamselv, fordi hun kun ved

at skade ham kan få ram på hans kone. Han har også andre fjender, og

da han før eller siden må blive ramt, beslutter han at oplære sin

sidstfødte datter til fanger. Han synger over hende efter fødslen,

bygger en særlig smuk kajak til hende med opadsvungne spidser,

Ukoorajivat betrækker den uden andres hjælp, for at ingen skal

forhekse den, og K. indvier sin datter til fanger: Han lader hende

sidde i den nye kajak, bringer den i let slingren og synger om alle de

sødyrarter, der skal tiltrækkes af hende: "Et lille kødben" (en sæl);

"havets hvide mand" (en sortside); "den med neglene" (en spraglet

sæl); "stort snevejr" (en klapmyds), og tilslut en remmesæl.

Han lader hende stige op af kajakken, bærer den selv op, og hun leger

videre som om intet var hændt.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Om piger, der bliver opdraget til fangere se

GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Arbejdsdeling, tabuerede kønsskel og ...";

"Piaqqussiat, en blandingskategori...".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: metaforerne for sælarterne er muligvis åndesprogsgloser. Eller blot de gloser man bruger, hvis der er tabu mod at nævne sælen ved sit rette artsnavn.

Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq

Print
Dokument id:1197
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 187 - 191, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 141 - 144, nr. 40.

 

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Den unge mand, som Naajas hjælpeånd, Upp., har røvet fra Naajas husstand, beslutter at

drukne sig, fordi han er led og ked af sin kone (Upp.s datter), der er

kæmpestor og alt for ivrig, når de boller. Han vil ned til sin fætter,

der nyligt er forulykket i kajak. Kæmpekonen, der ikke viger fra hans

side, er ikke for klog, og hun forstår ikke hvad hans ønske om at

følge efter sin fætter indebærer. Hun ser ham kaste sig ud over

skrænten, hører hans skrig langt nede, og forstår endelig, at hun er

blev enke. Upp. bebrejder hende ikke noget.

 

Var.: Uppiinnguaq

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Da landånderne, når de dør, ikke kommer til

nogen af dødsrigerne, forstår U.s datter ikke sin menneskemands snak

om, at han vil finde vejen til sin fætter. Iøvrigt overholder fortællingen den gængse regel i overleveringen, at menneskers og ånders samfund ikke lader sig integrere i hinanden.

Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq

Print
Dokument id:1264
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 297 - 300, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 76 - 78.

 

Resumé: Fortsættelse af "Hvalrosfangeren Kukkujooq".

Imaakka bliver først stolt af Kukkujooqs hvalrosfangst, men dernæst så rasende på ham, at han flænger hans klæder med en kniv. Kaakaaq beordrer straks sin søn Kukkujooq at smide dem væk.

Dernæst vil I. lave en tupilak mod Kukkujooq og stjæler til formålet tungen

af hans hvalroshoved, der ligger dækket af sne. Næste dag vil K.

flytte hovedet til lagring, opdager tyveriet, blir rasende, mistænker

stedfaderen I. og flytter hjemmefra til sin kæreste Mamiak, der er

Ujarneqs datter. I. ærgrer sig over ikke allerede at ha' dræbt K.

Kaakaaq tar det roligt på K.s vegne, for hun ved, at han har en af "de

tyndhårede" ("netside unge", men en eufemisme for "hvalros") som

amulet. Derimod frygter hun for, hvad der nu kan ske Imaakka.

 

Var.: Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreeen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisuui. Imaakka (ca. 1875 -

1915), åndemaner, gift med Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq

Print
Dokument id:1252
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 263 - 264, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

 

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ

Print
Dokument id:1194
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 200 - 201, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153, nr. 43.

 

Resumé: Foruden Niimilaa har Naaja også en anden skræmmeånd, der

sender folk på flugt rundt i huset, hvor de prøver at undgå dens

stokkeslag.

 

Naajas kone har sjældent lyst til at deltage, og en aften kommer

skræmmeånden (ifølge Naajas senere forklaring) til at strejfe hendes

ryg. Hun dør af sine kvæstelser.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midte af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq

Print
Dokument id:1192
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 205 - 206, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 156 - 157, nr. 45.

 

Resumé: Under en åndemaning om foråret melder trommen med en voldsom

lyd, at der er fare på færde. Naaja udspørger sine ånder der

fortæller om en kampesten, en gammel offersten, der er på vej ned mod

huset fra fjeldets top.

N.s ånder prøver forgæves at standse stenen, der har skikkelse som en

slags fugl. Nu tilkalder N. for første gang sin Eqingaleq / Eqingasoq / Equngasoq, der selv består af sten undtagen mundvige og bagsiden af albuerne. De består af

kød. Den sender uden virkning sit blærespyd mod stenfuglen, griber den

derefter bagfra om vingerne, såres gentagne gange i sine bløddele,

kysser sårene hele, og får omsider båret stenfuglen op på toppen af

fjeldet. Stenen hæver sig et stykke i vejret, falder og knuses i

faldet. Nu er den kun sten.

 

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Det sker nu og da at en sådan stor sten løsner sig og med bulder og gnister ruller ned af fjeldet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Det anbefales at læse resuméerne af de foregående afsnit:

Søg på Sandgreen 1987. Om den truende kampesten, der har samme mytiske

funktion som Månen om foråret, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen" og

Sonne 1990: 14 - 16.

Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq

Print
Dokument id:1271
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 320 - 333, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

 

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

 

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq

Print
Dokument id:1270
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 315 - 320, nr. 35
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 91 - 94.

 

Resumé: Kukkujooq, der har fjender (sin faders to mordere), er endnu

ikke tilfreds med de midler og hjælpeånder han har fået sig. Han

savner endnu to ting: 1. Et skjulested til en røvet sjæl, som hverken

åndemanere eller heksekyndige kan opdage, og dermed måske redde hjem

til patienten i tide. 2. Et middel til at nedlægge tupilakker med.

 

En dag i smukt vejr lander en havlit på vandet lige ud for ham. Han

tar en sten op, men undlader at kaste, fordi der er noget særligt ved

fuglen. Den vender skiftevis den ene og den anden side til. Den ene

side er hvid, den anden sort. Den ber på åndesprog om at blive hans hjælpeånd (blive den der kommer til ham under seancerne),

fordi han lyser så tiltrækkende. K. indvilger. Den lover ham så, at

hvis nogen vil sjælerane ham og befinder sig i nord, vil han gøre K.

usynlig med sin mørke side. Og når K. så til gengæld vil røve sjælen

fra den uheldige sjæleraner, vil den gøre ham usynlig i blændende

modlys med sin hvide side. K. er forløbig godt tilfreds. Senere møder

han havlitten igen, netop som han har fået den strålende ide, at det

omvendte spejlbillede af landet i havet ved kysten må være det bedst

tænkelige skjulested for røvede sjæle. Havlitten fører ham ned i

spejlbillede - eller skyggelandet, hvor det vrimler med ørred- og

fugleskygger, og lader ham stige op til overfladen igen, da han må ha'

luft.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooq persondata, søg på: Sandgreen 1987. s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "tarneq, inua..."; "Situationens "sjæl"

og "selv". Og: "Åndemanerens afbalancering...". Og:

eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. 

Flere minder / Sule erqaimassat

Print
Dokument id:1285
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Flere minder / Sule erqaimassat
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 411 - 422, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 174 - 184.

 

Resumé: Kukkujooq er en hjemmefødning, der elsker sin hjemegn, og

skulle nogen driste sig til at tale nedsættende om dens

fangstmuligheder, skal han nok vide at tage hævn. En dag går han op

til en gammel grav, sparker til den et par gange, indtil den giver lyd

(den dødes accept), og fjerner skulderbladet, hvis evne til at hæve

havbunden han dernæst afprøver. Han sænker det ned på fjordbunden ved

ebbe, mærker sig vandets dybde på stedet, og da han nogle dage senere

afprøver dybden på stedet ved samme ebbestand, er den blevet mindre.

Han vil da kunne hævne en eventuel fornærmelse ved at nedsænke den

dødes andet skulderblad i vandet på den formasteliges fangststed,

hvorefter sælerne vil forsvinde fra det lavere vand.

K. er sælernes ven, men hans forhold til bjørne er mere problematisk.

Han har længe været storfanger, da han endelig ser en bjørn på en

isskodse. Han ror derhenad. Bjørnen, det store land-og havdyr, lader

sig tyst glide ned i vandet, og vender sig brummende med blottede

tænder imod ham, da han vil kaste lansen. Forskrækket jager han den i

stedet med åre og skumsprøjt ind mod bopladsen, hvor både en

fangstfælle i kajak og kvinderne i konebåd kommer roende til hjælp.

Kort før bjørnen når i land, får K. travlt med at nedlægge den. Hans

mor, den næsten blinde Kaakaaq, hører tumulten og er den første til at

røre den, hvorefter hun gnider dens hoved ind i urin. Alle skærer nu

flænseparter af det store dyr uden at spare skindet, med K. får

hovedet og hele ryggen. Kødet koges udendørs i de tre dage, hvor intet

af det må bringes ind i huset.

I sit overmod, fordi han nu har fanget bjørn, præsterer K. noget

senere egenhændigt at bære et stort stykke drivtømmmer og en nedlagt

sæl fra kysten op på det sted på Qeqertaasuk, hvor han i sin tid

afprøvede sit nyerhvervede middel i tupilakfangst. Derefter mister han

sit fangstheld, som han først genvinder, da han er flyttet til

Akorninnaq. Det var sammenblandingen af fangst og afprøvning af

tupilak-middel, der havde hindret ham i at fange.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 26 -

264. "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Forfølgelsen / Malerssorneqarneq

Print
Dokument id:1234
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 90, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

 

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Glemsel / Puigorneq

Print
Dokument id:1221
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Glemsel / Puigorneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 99 - 103, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 68 - 70, nr. 16.

 

Resumé: Indledningsvis filosoferer fortælleren over glemsel: Man har

en tendens til at glemme det, man burde huske og huske det, man burde

glemme. Især burde man huske andre menneskers gode handlinger i stedet

for deres fornærmelser mod en.

Naajas bedstemor glemmer Naaja for alle de dejlige bær hun forspiser sig

så kraftigt i, at hun omgående falder i søvn, da hun når hjem til

teltet. Da hun vågner, er han ikke kommet hjem.

Scenen skifter til Naaja på flugt, efter at han er blevet spist af

hunden (se: Den lille elv med det store dyr) og vågnet nøgen op igen.

Undervejs møder han et frygteligt

væsen med udbredte arme, men uden understel. Det viser sig dog at være

hans anorak, som han tar på. Næste gang er det bukser og kamikker,

og han bliver endelig sig selv, da han får dem på. Klæderne flygtede

fra ham og skjulte sig, da han besvimede af skræk. Da han når op på en lille høj og kan se teltene, glemmer han hele den uhyggelige oplevelse. Han blander sig med pladsens legende drenge og flår imens kødtrevler af et skankeben med tænderne. Udmattelsen driver ham tidlig i seng.

 

Var.: søg på: søens troldbjørn (afslutningen). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om lærlingens mytiske initiation søg uddannelse

Gud ankommer / Gûte tikípoq

Print
Dokument id:1277
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Gud ankommer / Gûte tikípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 351 - 359, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 122 - 129.

 

Resumé: Sandgreen skildrer det velsignelsesrige liv på sommerpladsen

Aammat i Sermilik-fjordens bund. Der fanges sæler, der tørres kød,

ordnes skind, laves blodpølse, altsammen til vinterforråd. Vejret er

strålende, kvinderne sludrer, mændene fortæller hinanden

jagtoplevelser og fortællinger, de store drenge kappes, og piger og

drenge leger "livet", dvs. "far-mor-og-børn" i konturer af hus, kajak

og konebåd, som de har "tegnet" med små hvide sten, der lyser mod den

mørke jord. Man taler lidt om præsten, der er kommet til Tasiilaq, men

skal være svær at forstå, og om handelsbestyreren, som de fleste har

handlet med. Man har hørt, at præsten vil komme på besøg, og da man

venter Maratsi til sangkamp, håber man, at præsten vil komme senere.

Deres konebåde ankommer dog samtidigt, besætningerne går på rundvisit og

bespises alle steder, og præsten, der hurtigt blir mæt, prøver at

belære Qaartuq og hans familie om Gud. Q. finder det lidt svært at tro

på nogen, som ingen har set, og som tilmed er kommet til Aammat med

præsten uden at blive set. Præsten forklarer, at det er Guds ord, der

er kommet. Han vil se sangkampen næste morgen for at erfare om den er

syndig og går tidlig i seng. De øvrige samles til sangfest i et telt,

hvor varmen stiger, og man bruger den som undskyldning for at slukke

lamperne og hengive sig til lampeslukningslegen. Da en af præstens

roersker sladrer næste morgen, opgiver han at overvære sangkampen og

tager bedrøvet af sted med det samme.

 

Hist.: Datering til slutningen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq

Print
Dokument id:1281
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 385 - 393, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 152 - 159.

 

Resumé: Det har været sløjt med fangst et stykke tid. Kukkujooq er

roet ud til sit vanlige lurested i fjordmundingen og har længe ventet

forgæves på en sæl, da han beslutter at ro ud på det åbne vand til et

godt fangststed. I samme øjeblik ser han så noget, der ligner en sæl

langt inde i fjorden. Han gør omkring, ror derhen, jo, det er en sæl,

endda en stor en. Næste gang den dykker ser han, at det kun er

hovedet, der er stort i forhold til en lille underkrop. Han harpunerer

den vanskabte sæl, mister sin åre, kæntrer, kan ikke vende rundt uden

åre, og roder forgæves efter den i overfladen, mens han tænker på alle

de hjælpeånder, der kan redde ham. Det blir hans innersuaq, ildmand,

ved navn Qapuneq, der får ham på et køl, befaler ham at smide

fangstblæren ud, ro sin halvt sunkne kajak i land, tømme vandet ud af

den og få vredet og tørret sit tøj. Sælen holder sig nede, og Qapuneq

holder vagt ved fangstblæren, der står lodret og hopper på

vandoverfladen. Kukkujooq kommer tilbage i tømt kajak og tørt tøj, men

remmen er stadig stram og sælen, der altså er en tupilak er ikke til

at rokke. Det lykkes dog K. ledsaget ad Qapuneq at få slæbt den mod

land, hvor Q. forlader ham, da K. forsikrer ham om, at han har et

fangstmiddel til tupilakker. K. maser videre, mens han tænker på

Paqqi, der gav ham fangstmidlet, og pludselig går det så let, at han

nær falder bagover. Paqqi er ankommet og haler sammen med P., der synger

fangstsangen til tupilakker og tæver utysket ihjel, fraråder K. at

partere den på stedet, fordi den vil leve op og begynde forfra, hvis

han spilder noget af blodet. Hjemme kan han uden risiko partere den.

P. flyver bort.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ

Print
Dokument id:1209
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 142 - 143, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 104 - 105, nr. 29.

 

Resumé: Fortsættelse af "Innartuaqboen på frierfødder".

Da Naaja kommer

til at bo i hus sammen med sin udkårne og hendes grimme søster, bliver

han klar over, hvor sjusket den skønne er, mens den grimme altid er

ordentlig og ikke kan fordrage snavs. Derfor ender det med, at han

gifter sig med den grimme.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq

Print
Dokument id:1201
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 168 - 170, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 125 - 128, nr. 36.

 

Resumé: Naajas kone er omhyggelig med sit arbejde og sidder aldrig med

hænderne i skødet. Tager man i konebåd ud på bærplukning har hun altid

en passende bunke skind med, som hun ordner undervejs og spiler ud til

tørring i solen på bærplukningsstedet, før hun selv plukker bær. Når de tager tilbage er skindene tørre og færdige.

Naaja kommer en dag hjem med en sortside af den sjældne slags, hvor de sorte

pletter står kraftigt frem mod en kridhvid bund. Af skindet skal A. sy

ham en yderpels. Senere fanger han en tilsvarende sæl, hvis bundfarve

er lidt mørkere. Ved en fejltagelse får A. lagt det smukke skind

nederst i en bunke, hvor det mugner og går til. Hun røber intet,

graver det ned i møddingen, tar det lidt mørkere skind, laver et snit

og syr det sammen dér, hvor harpunsåret sad på det ødelagte skind og

narrer Naaja til at tro, at dette er det smukke skind. Det var den

eneste gang A. ødelagde noget.

 

Var.: Ipissuutilik

 

Hist.: Naaja og hans kone levede i første halvdel af 1800-tallet.

Episoden findes også i andre fortællinger om andre personer. Se Var. ovf.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.

Print
Dokument id:1980
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Histoire d'un homme très fort / Fortællingen om en meget stærk mand.
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Tiredida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itimin / Ittumiit (lidt syd for Tasiilaq / Ammassalik) bor en meget stærk mand og hans kone alene i et lille hus. Manden har ingen umiaq / konebåd, kun kajak. Mens han om sommeren er ude i kajak hører han under den en dump stemme fra en laks, som han minsandten prøver at ramme med sin harpun. Næste dag prøver han igen. - Fortælleren er fuld af beundring for dette vovemod, for laksen må være et åndevæsen.

       Om vinteren har han intet held med fangsten. Til slut sulter han og konen, hvorfor han med nogle af sine fine redskaber under armen går til fods til Savanganartik / Savanganaartuk / Sivinganaartik ved Sermilik fjordens munding. Her sulter man bestemt ikke. Han blir rigelig beværtet og går næste dag videre til Ikkatteq, hvor han for sine medbragte redskaber bytter sig til en hel, lagret, frossen sæl. For ikke at prale af sine store kræfter trækker han den først efter sig indtil han ikke længere kan ses. Derefter svinger han den op på skuldrene og bærer den hele vejen hjem med kun et enkelt hvil undervejs.

       Efter en måned har han og konen spist sælen. Der er stadig ingen fangst. Denne gang går han mod øst til et stort fælleshus i Sedartsiak / Salivartivaq (?) overfor Qoarmin / Quarmiit. Men her sulter man. Han får dog et lille bundt tørrede ammassætter af en af kvinderne. Undervejs ud støder han på Maratsi, der skraber is af loft og vægge i husgangen med sin kniv. Maratsi vil ikke lade den stærke komme forbi. Men denne skubber ham omkuld, er nær blev såret af M.s kniv, slipper ud og stiller sig afventende op derude. M., der har lyst til ammassætterne, kommer ud, stadig bevæbnet, men det blir ham der slår øjnene ned for den ubevæbnede stærke, vender rundt og går ind.

 

Hist.: Fortællingen er ikke søgt dateret, men eftersom Maratsi (1854 (ca.) - 1923) optræder som voksen mand kunne tidspunktet være den berygtede sultevinter før 1884 (se: Victor Ajatok 118 Hist.). Fortællingen illustrerer desuden det Apulu's oplysning, at sultevinteren ikke ramte helt så hårdt i Sermilik som andre steder, især Ammassalik fjorden (Jens Rosing 1963:151.)

Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq

Print
Dokument id:1242
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 235 - 237, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

 

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

 

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq

Print
Dokument id:1263
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 295 - 297, nr. 28
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 74 - 76.

 

Resumé: K. er blevet storfanger og har fanget alle slags dyr undtagen

narhval og hvalros. Narhvaler ser man gerne nogen stykker af i

sæsonen, men hvalrosser er sjældne. K. har end aldrig hørt en hvalros

puste, da han under en fangsttur ligger på lur og hører et pust så

kraftigt, at det kun kan være fra en hvalros. Dyret er ikke opskræmt.

Heller ikke da det er dykket og kommet op igen. K. sender harpunen i

det, tilkalder to andre fangere der er ude, og sammen får de dyret dræbt. Alle blir glade, men Kaakaaq, der ved at Imaakka vil blive rasende af

misundelse, drejer i al ubemærkethed hvalroshovedets stødtænder i

retning af sin mand, Imaakkas kajak.

 

Var.: Søg på: Imaakka

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Hvorfor? / Sôq?

Print
Dokument id:1220
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvorfor? / Sôq?
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 103 - 106, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 70 - 73, nr. 17.

 

Resumé: Naaja, der leger med andre drenge og udvikler både sine

kræfter og træfsikkerhed i leg, forstår ikke hvorfor der er så meget

han ikke må til forskel fra sine legekammerater. Han spør sin

bedstemor, der ikke vil svare ham. Han mister humøret og da det igen

bedres lidt i forsommeren, beslutter hans far at fortælle ham det, for

at N. ikke skal tage skade. N. er ellers ikke så gammel, at han kan

forventes at forstå det. Men faderen går klogt til værks, idet han

beslutter at familien skal blive alene tilbage på bopladsen sommeren

over. N. bliver sur over at skulle være uden legekammerater. Faderen

fortæller ham så, at han skal være så ensom, fordi N.s tidligere

søskende er døde af sjæleran. Da han således har pirret N.s  tænkeevne

kommer forklaringen: N. er gjort til fremtidig åndemaner, for at ikke

også han skal blive sjæleranet. N. viser sin lettelse. Han har trods

sin unge alder forstået det hele. Faderen ber ham altid sørge godt for

den ældre kvinde i Akorninnaq, der gav faderen viden om, hvordan N.

skulle gøres til åndemaner-emne. Hende skylder N. sit liv.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Resuméet her er detaljeret, fordi den

traditionelle opfattelse af børns psykiske udvikling og modtagelighed

for belæring kommer så klart til udtryk. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Opdragelse".

Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq

Print
Dokument id:1202
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 161 - 167, nr. 35
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 120 - 125, nr. 35

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja er holdt op med at søge efter flere

hjælpeånder og bliver nu mere og mere optaget af at hævne de formodede

sjæleran på sine tidligere storebrødre og sin mor.

Han har hørt at sjælerenerne skulle være åndemaneren Aaqqii ved

Akorninnaq og dennes familie. N. flytter til Akorninnaqs naboplads

Sarpaq med sin familie for sommeren. Hér er han så heldig sammen med

sin søn Kukkujooq at fange en narhval. Men hævntankerne kan denne

fangst ikke fordrive. Under et æggetogt til en af småøerne i fjorden

lykkes hævnen. Han opdager to forladte kajakker ved stranden og deres

ejere, der ligger i dyb søvn efter nattens æggetogt et stykke derfra.

N: skærer usynlige flænger i kajakken, ror hjem og opdager undervejs

med tilfredshed, at det trækker op til kraftig blæst. De to unge mænd

fra Akorninnaq kommer da heller ikke hjem.

Hist.: De to unge mænds død kan tidsfæstes til første halvdel af

1800-tallet. Naajas søn, Kukkujooq er farfar til denne publikations tredje hovedperson, Kukkujooq, døbt Apulu.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales.

Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks

Print
Dokument id:1928
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 91
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Idisitsoq (Ilisiitseq ? (heks)) var Artewarteks / Aardivardiks første kone, men ham hun ville have været gift med ville ikke have hende. Fornærmet lavede hun en tupilak imod ham, en uisiq / uersaq / Uersaq, dvs. et tvekønnet væsen med hårtop som en kvinde og penis som en mand. Manden som hun rettede tupilakken imod levede imidlertid uskadt videre, og Id. blev derfor efterhånden så angst for, at hun ville blive ramt af tilbageslag, at hun aldrig gik udenfor alene. Hun mærkede først tupilakken i ryggen ved endemuren, hvor hun sov på briksen med sin familie. Hun fór skrigende op, vækkede alle i huset, og Agajina (Victors ven Kristians bedstefar) og kone gik ud, hvor de i mørket så en stor mørk klumpet ting, der rørte på sig i et hjørne ved huset. Id. fik det at vide, og da hendes mand var optaget af at presse olie ud af en klump spæk til hendes slukkede lampe, forsvandt hun ubemærket ud af huset. Da man savnede hende og gik ud, lå hun død derude med bukserne smøget ned. Utysket have ligget med hende og den slags dør et menneske af. Husets åndemaner, angakkoq, der undrede sig over at hans hjælpeånder ikke havde vist ham denne uisaq, prøvede forgæves at genoplive hende. Hele den vinter holdt hans hjælpeånder sig borte.

 

Hist.: En fortælling med en historisk kerne. Fortællingen er bygget op om de nedsmøgede bukser og Id.s skræk. Tupilakken har ingen set hende lave.

 

Kommentar: Den tvekønnede Uisaq er undertiden en ånd, der opfordrer angakkoq - lærlingen til at stå frem og afsløre sig som åndemaner. Se vedr. Apulu (der kun besvimer ved samlejet): Sandgreen 1987: Uisaq.

 

Iøvrigt er der visse ligheder mellem denne tvekønnede ånd og Indvoldsrøversken med en ulk eller hund i skridtet. Hun initierer den angakkoq eller lærling, der besøger Månen, ved at udskære hans indvolde. Månen sætter dem på plads igen og genopliver derved lærlingen.

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Imaakka dør / Imaka toquvoq

Print
Dokument id:1283
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Imaakka dør / Imaka toquvoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 397 - 401, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

 

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua

Print
Dokument id:1215
Registreringsår:19591963
Publikationsår:1984
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 121 - 127, nr. 22
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 86 - 91, nr. 22.

Resumé: Naaja er blevet en dygtig kajakroer og har så mange
hjælpeånder, at han ikke kun tænker på at skaffe sig flere, når han er
ude.
Men en dag tiltrækkes han af en nordvendt tunnel i brækanten, forlader
sin kajak, går derop, kalder tunnelens væsen ud, og det er en enorm
kæmpe, der griber ham i sin venstre hånd, holder ham der som en
spurveunge og fortærer ham styk for styk. N. er hele tiden ved
bevidsthed, men da kæmpen river hans hjerte ud og fortærer det,
besvimer han. Hans to opvækker-ånder (dværge) vækker ham syngende mens
de uafbrudt omcirkler ham den modsatte vej, ind i mørket. De synger
fortsat og leder ham ved hånden. Da et svagt lys viser sig, giver de
slip og flyver i forvejen. N. prøver at følge efter, men standses af
kampesten. På afstand ser han en revne mellem dem, men nær på er de
gledet helt sammen. Til slut løber han imod dem, lukker øjnene og
kommer uskadt igennem. Da de endelig når ud til lyset, hvor tunnelen
spærres af en stor sten, springer N. let forbi med lukkede øjne ud i
det blændende sollys. Dværgene nøler. Den første tar mod til sig,
kommer ud, men løber straks tilbage i mørket. Det går den anden på
samme vis. De fjerner sig syngende. N. går ned til sin kajak, som han
forlod om morgenen. Nu er solen på vej ned. Han føler sig rigere i evner og færdigheder, men hans fangst, en stor remmesæl, er væk.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Fødselssymbolikken er kraftigt understreget i
denne ritualmytiske død og genfødsel.

Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq

Print
Dokument id:1230
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 72 - 74, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 45 - 47, nr. 8.

 

Resumé: Da Innartuaqboen har fået viden af den ældre kone om hvordan

han skal gøre sit ventende barn til vordende åndemaner fra fødslen,

får han sin gamle energi tilbage og fanger dagligt sæler. Han har

taget en enke med to halvvoksne børn, en søn og en datter, i hus.

Sønnen tager han med på fangst, og enken og hendes datter hjælper hans

svigermor med at ordne al fangsten, fordi hans kone nu er højgravid.

Da hun føder, er det en dreng. Innartuaqboen tar noget af det særlige

mos han har samlet og tørret, får det i glød i lampen og propper det

et øjeblik ned i halsen på den nyfødte. Snart efter ror han til

åndemaneren Aaqqiis fælleshus i Akorninnaq med en værdifuld bunke

skind til den ældre kvinde som tak for den viden hun har givet ham.

Hun er Aaqqiis anden-kone, som han delvis har forskudt.

(En af fortællingeren om Naaja).

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq

Print
Dokument id:1203
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 156 - 161, nr. 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 115 - 120, nr. 34.

 

Resumé: For at blive en ægte stor-angakoq (stor-åndemaner) skal

Naaja (Innartuaqboen) "hylles ind" / "få pooq". Han vægrer sig længe af

angst, men beslutter så at forsøge. Da han under seancen hører den

store bjørns brummende lyd nærme sig, forestiller han sig hvad der vil

ske og bliver bange: Bjørnen vil komme ind, lukke gabet om hans

testikler, bære ham ned til stranden, hvor kæmpehvalrossen vil stikke

stødtænderne under hans nøgleben og kaste ham ud over havet til

bjørnen, der allerede er derude, og således videre i en kastestafet

helt ud til himlens rand.

Undervejs vil isbjergene snuppe hans kød stykke for stykke, for at det

ikke skal gå til. Ved himmelranden, qilap sillia, Mælkevejen, vil de to dyr være borte, han må selv finde hjem og finde alt sit kød, og ingen af hans ånder kan

hjælpe ham helt derude. Skrækken får ham til at græde og vækker et par

aflagte bukser fyldt med lampemos til live i husgangen. De sender den

ankommende bjørn på flugt. Straks kommer Naaja sig af sin skræk og vil

alligevel efter bjørnen, men bliver selv standset af bukserne. Der

lyder et vældigt spektakel. Trommen tier, man får blus på den mindste

lampe, og N.s kone finder ham i husgangens åbning i omvendt

retstilling. Man lemper ham ind på gulvet, synger tilkalderåb til hans

hjælpeånder, der besætter ham og får liv i ham. Han vræler som et

spædbarn og kommer stærkt svedende til sig selv. Således blev Naaja

aldrig en ægte stor-angakkoq.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Vedrørende "at få pooq" blive en angakkoq puulik, se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu

Print
Dokument id:1191
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 206 - 210, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 157 - 160, nr. 46

 

Resumé: Med alderen udvikler Innartuaqboen Naaja sig til en berygtet

sjæleraner, der får skyld for alle uforklarlige dødsfald og han

bliver helt skeløjet af at kigge efter sjæle han kan rane.

Ingen har længere lyst til at dele hus med familien om vinteren. En

kyndig kvinde flytter dog ind en vinter og undgår længe Naajas

efterstræbelser, indtil han en dag får sneget sig ind på hende bagfra

og kyst sjælen ud af hende med et "bøh!" En senere vinter overvintrer

familien ude ved mundingen af Sermilik ved Savangarnaartuk / Sivinganaartik. En kyndig enke med en voksen søn sørger for at mure noget af "sin viden" ind i

husgangen nær åbningen ind til rummet. Hen på efteråret, da konebådene

for længst er lagt op for vinteren, skal N. ud i et ærinde, men falder

bagover nær åbningen, må kravle op på briksen og døjer de frygtligste

smerter. Han beordrede sine sønner at ro sig til sin egen boplads,

Innartuaq / Innartivak, hvor han vil dø. De må søsætte konebåden, her og der ro

gennem tyndis, men N. dør, da de har passeret Akorninnaq, og sønnerne

stensætter ham på øen Immikoortaajik / Immikkeerterajik (?).

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Naaja er formentlig blevet halvsenil med alderen. Om hans

tendens til sjæleran se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ...

heksemidler".

Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq

Print
Dokument id:1211
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 140, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 98 - 102, nr. 26.

Fortsættelse af: Naaja begynder at blive angakkoq / åndemaner.

 

Resumé: Naaja ligger besvimet hele natten og næste dag med, indtil en

lysstribe fra årets første kortvarige, røde solskin, falder ind

gennem vinduet. Det er m.a.o. vintersolhverv. Han åbner øjene, stirrer tomt på lysstriben og falder

om igen, da den slukkes.

Om natten, hvor der er stjerneklart med nordlys og måneskin, sætter N.

sig atter op, lader sit tomme blik vandre husrummet rundt og falder om

igen. Hans far, der nu er vis på, at N. er ved at blive åndemaner,

byder husfællerne til spisegilde. Mens man guffer i sig, opdager man

pludselig, at det bløder fra N.s mundvige. Så er faderen helt sikker i

sin sag og inviterer til kapløb ud over isen om sit siddeskind af

isbjørn og to lår af en hengemt remmesæl. N.s ånd deltager i kapløbet,

men da det ikke tilkommer ham at vinde, vender han tilbage til sit

bevidste legeme. På tredjedagen vågner Naaja og denne gang rigtigt med klare forundrede øjne. Han styrer direkte hen mod kødfadet og guffer i sig med glubende appetit.

Alt dette har N. senere fortalt, og desuden, at den ånds

ansigt, der ikke lod sig skræmme bort af kniv og urin, var Niimilaa.

Kort efter N.s "forløsning" / indvielse / initiation, hvorved han først for alvor bliver sine hjælpeånders herre, dør hans far. Derefter kaldes Naaja: Innartuaqboen.

 

Hist.:Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu

Print
Dokument id:1210
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 140 - 142, nr. 27
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 103 - 104, nr. 27.

 

Resumé: Naaja er blevet voksen. Han har længe kunnet komme i seng med

hvemsomhelst i kraft af en elskovsformular han ejer. Men efter faderens død

får han lyst til at gifte sig. Om sommeren flytter en familie med to

døtre til Innartuaq. Den ene er underskøn, den anden temmelig grim. N.

bliver vildt forelsket i dejligheden, skønt han efterhånden forstår,

at hun er temmelig doven i modsætning til den grimme, der er yderst

flittig. Familien med de to døtre beslutter sig for at overvintre ved

Innartuaq.

 

Hist.: Fortællingen om valget mellem den kønne, dovne og den grimme, flittige er formentlig en vandrehistorie.

 

Datering: første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera

Print
Dokument id:1206
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 148 - 151, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 109 - 112, nr. 31.

 

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) her endnu ikke holdt sin første seance.

Han øver sig på det alene i en gammel husruin, og da hjælpeånderne

begynder at møde frem, lader han det være nok, og beordrer en aften i

mørketiden lamperne slukket undtagen den mindste. Han lader sig binde,

remmene snærer, men da han får trommen til at lyde og danse på gulvet,

glemmer han smerterne. Trommen danser på hans ryg, men da den når

nakkehulen og han bliver isnende klar i hovedet, mærker han atter

smerterne. To gange til kommer trommen op i nakkehulen. N. bevarer

roen og ser et gulbrunt lys langt ude. To bjerge spærrer dog noget for

udsynet, hvorfor man beordrer ham til at dreje fødderne til side. Nu

er bjergene forsvundet, og han kan se det, der er skjult for andre.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Naaja får som så mange østgrønlandske

åndemanere synsevnen "sila" under sin første seance. Oversættes også med "viden". Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Sila.

Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera

Print
Dokument id:1193
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 201 - 204, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

 

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia

Print
Dokument id:1208
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 143 - 146, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 105 - 107, nr. 29.

 

Resumé: Innartuaqboen Naajas grimme kone hedder Aaviitsuk, og hun er

et jern, der altid arbejder, klarer alt hun skal, føder ham det ene

drengebarn efter det andet, og sørger endog for både forældreløse og

andre, der har behov for hjælp. Ofte sover hun siddende om natten, og

kun et lille blund. Med al denne ihærdighed viser hun uimodsigeligt

N., der stadig er forelsket i hendes kønne søster, at hun udmærket kan

klare alt arbejdet og derfor ikke har brug for, at han tager sig en

anden-kone.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera

Print
Dokument id:1196
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 191 - 197, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik 1967, , 191 - 197, nr. 41, I s. 144 - 150, nr. 41.

 

Resumé: I en periode, hvor det er meget småt med sæler, rejser

Innartuaqboen Naaja med sine hjælpeånder ned til kvinden under havet,

hvor sælerne holdes indespærrede i hendes hus, når mennesker begår

tabubrud. Hun kan ikke hjælpe dem, hvor gerne hun end ville. Fra

stranden et langt stykke nedefter er der meget mørkt. Så

bliver det lysere af skummet fra en rivende elv med mange sten, der er

slimede af algevækst. N. vil vende om, men belæres af sine hjælpeånder

om, at i så fald sætter han for altid sin grænse ved denne elv. Han

slipper over og kommer til en boplads med huse og telte, hvor der er

ganske uddødt. Heller ikke hernede er der sæler at fange. Han vader

ind gennem det største hus' indgang, hvor en elv løber indad med en

masse skidt og ragelse. På briksen derinde sidder en stor enson kvinde

med en masse skidt i håret. N. springer ind, hager sig fast i håret,

bliver svunget frem og tilbage, og kan endelig komme til at rense

kvinden. Derefter flyder elven ren og gennemsigtig ud af huset med en

masse forskellige sæler, hvoraf een er en sortside med et tvefarvet

hvidt og sort snudeparti. Kvinden forærer N. denne sæl som tak for

rensningen. Da N. kommer tilbage og kan love fangst næste dag,

forbyder han dem at fange mere end een sæl hver denne første dag. Nogle

overtræder forbudet og kan siden kun fange to sæler hver dag, mens de

andre fanger langt flere. N. har glemt Havkvindens gave, da sortsiden

med det tvefarvede snudeparti en dag ganske roligt lader sig fange af

ham.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor; sødyrenes moder o.l.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

 

Mens denne ritualmyte er nedskrevet i varianter langs hele Grønland er Havkvindens oprindelsesmyte i historisk tid kun nedskrevet i Midtvest-Grønland af Poul Egede i 1730'erne, i Thule området før og efter 1900, og i Sydgrønland i 1870'erne og efter 1900. Hos inuit i Canada var den udbredt hos de fleste inuit, men den blev også udvekslet i nye varianter mellem forskellige grupper dér. Se Sonne 1990: The Acculturative Role of Sea Woman, Meddr. Grønland No. 13.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ

Print
Dokument id:1195
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 197 - 200, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 150 - 152, nr. 42.

 

Resumé: På sine ældre dage - og i modsætninge til andre gamle - sover Innartuaqboen Naaja mere og mere og han

mister lysten til at holde seancer. Når sønnerne endelig får vækket og

overtalt ham, tilkalder han gerne sin skræmmeånd, Niimilaa, som alle

må flygte ud af huset for, inden den ankommer med lynets hast. En

aften gemmer to af N.s sønner sig i huset og bliver vidne til at Niimilaa roder rundt efter noget spiseligt, river skindtapeterne ned og efterlader rummet i et syndigt rod.

En anden aften, hvor en enke må blive inde pga. sine dødstabuer, skærmer man hende af med fyldte urinkar og hænger hendes ene strømpe fyldt med halvrådden

spæk op på bjælken. De, der er flygtet ud på god afstand af huset, ser

blot et strejf af den ankommende Niimilaa, der inde i huset roder

rundt, finder strømpen, fortærer dens indhold og heldigvis træder i

urinkarret, da den vil gå løs på enken. Ånder tåler absolut ikke urin. Uden for ser man så Niimilaa komme farende ud og

bevæge sig mod syd (nord?), svingende fra side til side mens den nu og da standser

op. Den er blevet synlig af spækket den har spist. Næste dag i dagslys

ser man dens spor: spækket som den har kastet op, hver gang den

standsede.

 

Var.: Skræmmeånden Niimilaa har tilsyneladende været kendt / brugt i Ammassalik området i flere generationer. Om det er en enkelt ånd eller en art af ånder kan ikke afgøres ud fra de få tekststeder til den.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om Naajas erhvervelse af Niimilaa se Sandgreen 1987:

131-133

Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik

Print
Dokument id:1920
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 72
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

 

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

 

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.

Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara

Print
Dokument id:1227
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 58, nr. 5
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 28 - 32, nr. 5.

 

Resumé: Innartuaqboen beslutter, at det barn hans kone venter må gøres

til vordende åndemaner fra fødslen. Ellers bliver det bare sjæleranet

ligesom tvillingerne. Han meddeler beslutningen til sin kone, der

indvilger ved forsigtigt at spørge, om han ved, hvad han i så fald

skal gøre ved barnet. Det ved han ikke, men mener han kan få det at

vide af ældre åndemanere eller heksekyndige, og som de første spørger

han sin kones forældre, der dog ikke kan hjælpe ham. De ved ingenting

om den slags. Nu ankommer vinterens husfæller.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: bemærk at forældrene selv kan gøre et barn til fremtidig angakkoq. Det er således ikke altid ånderne - eller en ældre åndemaner, der udvælger en lærling.

Jeg slutter her / Nâvara

Print
Dokument id:1184
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg slutter her / Nâvara
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 178 - 183
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 198 - 203.

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han har oplevet skikke og vaner, som de troede var uforanderlige, men som efterhånden blev erstattet af andre gennem mission og dåb. Han giver sig dog til at fortælle om nogle flere af de gamle skikke, fordi de har haft betydning for hans liv: Dengang regnedes sjæleraning for at være årsag til sygdom og død, og opdagedes sjæleraning, resulterede det i hævn.

G.Q. fortæller at Kilimês / Kilimiis kone døde, fordi nogen havde taget hendes skygge, og Kilimii selv døde af vådeskud.

Ikke kun mennesker, men også dyr kunne rane sjæle, derfor var der forskellige regler for, hvordan dyrene skulle behandles.

Det var ikke kun gengæld som hævn, der praktiseredes, men også som tak og G.Q.giver forskellige eksempler. Han siger senere, at det var meget underligt, da missionærerne begyndte at sige til dem, at disse skikke var til ingen nytte, for det var jo skikke, de ikke mente de kunne opgive. De var dog nødt til at opgive dem, hvis de ville døbes. Derfor fortalte G.Q. missionærerne om sine forskellige hjælpeånder, dog ikke om snespurven, som var den første han mødte, da han ikke troede, det havde betydning.

En tid efter at de var blevet døbt, blev G.Q. imidlertid syg, og et af hans børn undrede sig over, hvorfor der var en snespurv, der hver aften sad over deres vindue. Da G.Q. kom i tanke om sit første møde med snespurven, fortalte han således dette og fik det straks meget bedre.

G.Q. fortæller, at efter de var blevet døbt, blev de klar over, hvor besværligt og ubehageligt deres liv havde været, men det var svært at frigøre sig fra de ting, de havde levet med hele livet og at få dem stemplet som nyttesløse. Dog følte han sig lykkelig, da han ikke længere var uvidende om Gud.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Tolkning: Missionærerne forlangte af dåbskandidaterne, at de fortalte alt om deres tidligere "hedenske" handlinger og forestillinger. Hvis ikke alt blev fortalt mente man, at det glemte efter dåben før eller siden ville volde uheld, sygdom, død. Den døbte Kukkujooq / Apulu / Abudu blev ligeledes ramt af en forglemmelse: Apulu får et knæk.  

Fortællingen om G.Q.s første møde med snespurven: Hvad mor lærte mig.

Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq

Print
Dokument id:1239
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 229, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

 

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq

Print
Dokument id:1276
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 350 - 351, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

 

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq

Print
Dokument id:1251
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 260 - 263, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

 

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq

Print
Dokument id:1260
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 287 - 289, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

 

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

 

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq

Print
Dokument id:1253
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 264 - 267, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

 

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

 

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme

Print
Dokument id:1248
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 253 - 256, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

 

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq

Print
Dokument id:1275
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 346 - 350, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

 

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo

Print
Dokument id:1254
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 267 - 268, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

 

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

 

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo

Print
Dokument id:1249
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 256 - 258, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo

Print
Dokument id:1246
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 248 - 250, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

 

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo

Print
Dokument id:1245
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 248, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

 

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq

Print
Dokument id:1268
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 311 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

 

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq

Print
Dokument id:1267
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 308 - 311, nr. 32
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 85 - 87.

 

Resumé: Narhvalerne er kommet så tæt på kysten, at de lader sig fange.

Kukkujooq ror ud mod dem, men hans kajak tar vand ind, og han når land i

sidste øjeblik. Forarget meddeler han sin mor Kaakaaq, at nogen har

flænget hans kajak. Hun syr riften sammen, gnider den rasende med

fingrene og siger efter en rum tavshed, at et barn af den, der har

skåret flængen, vil stivne. Tre dage senere stivner et af Naammatseqs

børn og dør.

I sin vrede træner K. endnu ihærdigere sine kræfter (riften har jo

vist, at han har fjender). En dag får han rokket en kampesten løs,

bakset den op på sit knæ og vil lempe den ned igen, lyner en smerte

gennem ham, og han hoster blod op. Hans mor læger ham effektivt med en

formular og siger: "Fra nu af behøver du ikke længere at tage hensyn

til skrøbelighed."

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq

Print
Dokument id:1262
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 292 - 295, nr. 27
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 71 - 74.

 

Resumé: K. er blevet en stor sælfanger og uhyre let til bens. En dag

under en bjørnejagt, hvor han låner sin stedfars hunde og slæde,

kommer han dog til kort, da hundene har fået færten af bjørnen og

styrter afsted. K. løber i opstænderne og må opgive at kaste sig op

på slæden. Så havde de gamle alligevel ret, når de påstod, at ingen

kunne følge med, når hunde løb efter en bjørn.

K.s stedfar Imaakka, der ellers ikke bryder sig om K., bliver denne

gang så stolt af ham, at han belærer ham om, hvordan han skal undgå,

at der bliver lavet tupilak imod ham. Han skal tage en rødfisk, som en

ung klapmyds er kommet op med i gabet, tørre den ved briksens gulvstolpe,

og derefter gemme den.

Senere fortryder I. sin belæring, af had til K.. I. forsøger endda, men

forgæves, at overliste K. for at stikke ham ned.

 

Hist.: Tid: Omkr. 1900. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput

Print
Dokument id:1269
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 313 - 315, nr. 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 88 - 91.

 

Resumé: Kukkujooq forbereder de amuletter hans børn skal ha', inden de blir

født, og til den første fødsel har han lært sin kone en formular om en

hund, der slikker blodet op. Den letter fødslen. Til den førstefødte,

en søn, har han skaffet sener fra en snespurvehan, der levede på et

næs og hvis unge netop var kommet ud af ægget hen på efteråret (?BS).

Senerne fra vingerne lægger han på drengens hænder og dem fra fødderne

på hans fødder. Da vil han ikke blive skadet på sin krop, når han

senere træner sine kræfter. Den næste søn vil blive forsvaret mod alt

ondt af hundene, fordi K. kort før drengen blir født fæstner en tand

fra en spraglet sæl til sin førerhund, der selv er gravid. Spraglede

sæler er meget glubske. Sin ældste datter giver han evnen til at gøre

sig usynlig i kraft af en snespurverede, som hendes sjæl vil gemme sig

i, hvis nogen efterstræber hende. Og den næste datter får en

sommerfuglelarve som amulet. Hendes fingre vil blive som dens

knibeklør og derfor gode til at sy.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Der er muligvis en forbindelse mellem K.s kælenavn Piisui

(snespurveunge) og de to amuletter han laver af snespurve.

Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq

Print
Dokument id:1259
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 284 - 287, nr. 24
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 65 - 67.

 

Resumé: Langt om længe bygger Kukkujooqs stedfar, Imaakka, kajak til ham og

oplærer ham i kajakfangst. K.s mor Kaakaaq sørger for kajakkens

amuletter: forluffer af voksne netsider i forstavnen og sæltænder

agter. De vil slå ethvert forsøg på hekseri mod hans kajak tilbage og

ramme heksen selv. K. havde gerne fulgt sin morbrors, Sinngertaats råd om andre

skindstykker som amuletter (Sandgreen 1987: s. 273 - 278), men tør

intet sige og har derfor altid disse stykker skind med i kajakken som

ekstra amuletter. Kaakaaq gør sit til at øge hans fangstlykke. Hun

deler isstykker ud til alle ved hans førstefangst, idet is aldrig

slipper op. Hun hverken vrider skindet eller lægger det i urin. Ligeså med

skindene af hans senere fangster. K. blir snart

en dygtig kajakroer og fanger, og Imaakka blir misundelig på ham.

 

Hist.: Tid: Slutningen af 1890'erne. Piisui / Kukkujooq persondata,

søg på: Sandgreen 1987: s. 263 264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca.

1854 - 1907), åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq

Print
Dokument id:1265
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 300 - 304, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 78 - 81.

 

Resumé: Kukkujooq har det godt med sin kone Mamiak. Fuglefri flytter de fra

sted til sted som de lyster. K. er i højt humør, fanger godt, søger

efter hjælpeånder med ildhu, og træner sine kræfter. De overvintrer på

deres sidste sommerplads, hvor de deler hus med både Mamiaks og Kukkujooqs

forældre, og M. føder en søn, men hun dør i barselseng. Barnet vil

ikke tage andres bryst og K. må lægge den nyfødte ud på M.s grav. Mens

han holder sine dødstabuer og plejer sin vrede sorg, bliver der syet nyt

tøj til ham. Inden han efter de tre sørgedage ifører sig dem, skal han

vaske sig over det hele med en stump mågeskind dyppet i urin.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo

Print
Dokument id:1282
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 393 - 397, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

 

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

 

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

 

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane

Print
Dokument id:1274
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 342 - 346, nr. 39
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 114 - 117.

 

Resumé: K. nyder livet ved sin kones side, han kan ikke længere selv

rammes af tupilakker eller sjæleran, men hvad hvis hans kone eller

børn bliver udsat for sjæleran? Han søger efter middel en smuk morgen,

hvor tågen langsomt letter og møder en ånd ved foden af en bræ, der

nylig har trukket sig tilbage og efterladt stenene nedenunder hvide og

golde. Ånden giver ham to midler, der kan levendegøre den sjæleranedes

"menneskevæsen". 1. Han skal give personen nogle uanselige brune

blomster, der vokser på stedet, at spise. Da vil den sjæleranede kaste

"hindringen" op. 2. Han skal omvandre de små blå sne-ensianer medsols.

Da vil den sjæleranede rejse sig på højkant igen.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Bemærk associationen mellem menneske- og planteliv (planter

er opretstående) og den livsfornyende kredsgang med solen eller

"verden". For flere detaljer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den tredelte

verdens.."; og: "Sinds- og sjælerørelser..."; og:

"Menneskekroppens balanceevne"; og: "Konklusion om sila's

semantiske felt".

L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden

Print
Dokument id:30
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 183
Lokalisering:Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne mand, der var særdeles stor og stærk, boede ved Ititadi / Ittitalik, nær Ikkateq ved Sermiliks munding. Han brød skik og brug ved at forbyde andre at fange på de steder, hvor han ville fange. De lystrede. En dag mistede han forstanden. Det blev værre og værre. Alle mænd måtte forenes om at holde ham i ave når han rasede. Fælleshuset tømtes for famlier. Til sidst blev den frådende galning alene tilbage. Han overlevede i månedsvis uden mad. Til slut drog en flok af de stærkeste mænd med en angakkoq derhen, hvor han holdt seance og lod sin hjælpeånd, isbjørnen, bekæmpe den vanvittige. Da man fik blus på lamperne lå der kun liget tilbage på briksen.

 

Hist.: Der er en del fortællinger om personer der blir sindssyge. Næsten alle mænd. Ovennævnte mand, der kan være historisk, har sikkert i sin afkræftede tilstand været nem at overmande for åndemaneren.

 

Søgeord: sindssyge, sindsyge.

L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone

Print
Dokument id:35
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 189 - 190
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En ung mand, der ønsker sig en kone, tar med et flækket halestykke af en nyfanget remmesæl til Ikkatteq, hvor mange folk er samlet og forlyster sig. En mand, der har stor lyst til halestykket udpeger en ung pige som sin datter og giver hende til den unge mand i bytte. Senere erfarer han, at manden hverken er hendes far eller endog gift, og den unge mand sværger at hævne sig. Da løgneren får nys om det ankommer han med en masse tilskuere på slæder til den unge mands boplads. Først lader de to af deres hunde slås ude på isen. Den unge mands hund, der har haft poten i seletøjet, taber. Men da den unge mand og løgneren slås ude på isen, blir løgneren overvundet tre gange. Man transporterer ham hjem med 'flækket' rygsøjle.

Kommentar: Der synes at være god symbolsk overensstemmelse mellem det flækkede halestykke og den flækkede rygsøjle. Halestykker tilkom de fleste steder i Grønland kvinderne og burde ikke spises af fangere, der ville have held i fangsten. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger.

L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak

Print
Dokument id:27
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 180
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en

klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles

rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved

han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en

lille sæl, der længe har været død.

 

Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen.

La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku

Print
Dokument id:32
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 185
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.

 

Var.: Rosing 1963, Aggu

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn

Print
Dokument id:28
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 180
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.

 

Abudu er identisk med Kukkujooq

Naaja begynder at blive angakkoq

Print
Dokument id:1212
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja begynder at blive angakkoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 133 - 135, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 96 - 98, nr. 25.

 

Resumé: N. mangler endnu noget i at blive en vordende stor-åndemaner,

men hans hjælpånder presser på, for at han skal afsløre sig som

åndemaner, fordi hans far, der ikke har langt igen, ønsker sig vished

for, at sønnen faktisk er blevet åndemaner. Ånderne visker N. om

ansigtet hele efteråret. Han synes det er for tidligt at afsløre sig.

Men dagen før midvinter kan han ikke bortvejre et åndeansigt på

størrelse med en hånd ved sin kind. Han sætter sig på fars kniv. Det

hjælper ikke. Han sætter sig på urinbaljen. Ansigtet bliver på samme

sted, og N. besvimer.

 

Hist.: Begivenheden kan tidfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om sådanne optakter til initiationen, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq

Print
Dokument id:1232
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 80, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

 

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq

Print
Dokument id:1235
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 91. nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 60 - 61, nr. 13.

 

Resumé: det første dyr Naaja nedlægger er en snespurv, som han rammer med

et stenkast. Hans far skærer galdeblæren ud, smører galden ud over

hans kødmad. N. synes ikke det smager godt, men tier. Det samme sker

med alle hans andre førstefangster. N. fortalte selv senere, at galden af

hvalros og af ravn smagte værst.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq

Print
Dokument id:1231
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 78, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 47 - 49, nr. 9.

 

Resumé: Ritualet med det glødende mos, der stikkes i halsen på den

nyfødte, gentager Innartuaqboen hver gang drengen får nyt tøj, sin

første kajak, osv. At disse gentagelser er nødvendige har Inn. erfaret

fra andre, og skønt den ældre kone, der gav ham viden om ritualet med det brændende mos, hverken kan be- eller afkræfte kravet om gentagelserne, får

hun fortsat store gaver af skind for sin første afgørende viden.

Drengen får navnet Naaja ("Måge"). Mens han endnu dier sin mor, men

dog er begyndt at spise kød, sygner hun hen og dør. Langt senere

forstår man, at det må være Aaqqii, der har kastet onde øjne på hende,

idet A. hverken kan ramme Naaja, hvis indre lys A. allerede har kunnet

se, eller Innartuaqboen, der er ham for stærk.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: ritualer - ofte gentagne - ved afgørende første-begivenheder er karakteristisk for hele eskimo-området.

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Niimilaa / Nîmilâ

Print
Dokument id:1213
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Niimilaa / Nîmilâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 133, nr. 24
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 94 - 96, nr. 24.

 

Resumé: Naaja er ikke længere bange for at dø, når han opsøger

hjælpeånder, men da han en dag har kaldt en ånd ud af en hule med

åbningen mod læsiden (vest), lader han sig ikke æde af ånden, men

flygter. Ellers vil han nemlig ikke vågne til live igen. Ånder i

huler, der vender mod solnedgangen, er dødelige. Den har et våben af

jern, og den råber hele tiden niimilaa, mens den forfølger N. rundt og

rundt om en sø. Da N. blir træt og ånden vinder ind på ham, stikker

han tilfældigt sin ene fod i søbreddens sump, og ånden stryger lige

forbi og videre rundt. Efter nogle omgange søen rundt, forsvinder

ånden atter op til sin hule.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Solnedgangens betydning er åbenbart endegyldig

"død". N. har tidligere med held ladet sig æde af en ånd i en hule,

der vender mod nord (se "Indlandsisens menneske). Måske vendte den i

virkeligheden mod syd (det livgivende verdenshjørne) ifølge

østgrønlændernes spejlvendte retningsbetegnelser, som Sandgreen måske

ikke har kalkuleret med. - Jeg spurgte Sandgreen om dette problem i sin tid, og svaret var at det havde han ikke slet ikke overvejet. Det giver da også kun problemer i oversættelsen til verdenshjørner, der retter sig efter solens gang, o.a.: BS

Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait

Print
Dokument id:1207
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 146 - 148, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 107 - 108, nr. 30.

 

Resumé: Dette kapitel beskriver de forskellige slags forråd, som

Naajas kone ligesom andre grønlandske kvinder tilbereder af sommerens

ammassat- og sælfangst. En opskrift på blodpølse kan anbefales.

 

Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait

Print
Dokument id:1261
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 289 - 292, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.

 

Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at

dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin

svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven.

Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele

af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives

i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en

formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over

landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og

kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!"

K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som

åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye

ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader.

En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den

mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og

sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du

begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med,

at hun vil blive blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da

hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første

seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både

forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri.

Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l.

Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait

Print
Dokument id:1216
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 121, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 85 - 86, nr. 21.

 

Resumé: Naaja søger fortsat efter nye hjælpeånder hver eneste sommer,

og inden han er udvokset har han så mange, at han føler sig beskyttet

mod fjendske anslag. De berømteste hjælpeånder er kæmpen fra det

midterste indland, Uppiinnguaq (den kære ugle), to dværge ved navn

Nakattak (Hængehoved) og Pamialluk (Haleben), og de tre ildvæsner

eller innersuit: Aakak, Aakaks søn og Qusugarisaq. De to dværge har

begge et våben skjult i venstre hånd. Fortællerne er ikke helt enige

om, hvor vidt Pamialluks håndvåben er en ravneklo, tre fingre af et andet væsen,

eller hans egne tre fingre.

Støder han det ned i isen under lurefangst, falder sælen død om på

stedet. Nakattaks våben har ingen nogensinde set.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallat.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Om "dværge", "kæmper" og "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue

Print
Dokument id:1280
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 376 - 385, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

 

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

 

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat

Print
Dokument id:1284
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 401 - 411, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 165 - 174.

 

Resumé: Kukkujooq, der nåede en alder af 75 år, var en hjemmefødning.

Fx. besøgte han aldrig Kuluksuk, og hans yndlingssteder i

Sermilik-fjorden var øerne Qeqertaasaq og Qeqertarsuatsiaq.

Som aldrende tar han ofte med slæde til Qeqertaasaq, hvor han sætter

sig med udsigt over den velkendte egn og mindes sine tidligere

oplevelser.

Ved synet af et næs husker han dengang, han dér mødte to dværge, som

stak hinanden med knive og straks helede deres sår. En af dem stak

også ham med sin kniv og helede det dybe smertende sår. Sådan fik han

et sårhelingsmiddel mod eventuelle fjenders harpunsår.

Som yngre foretrak han at gå frem for at køre slæde. Hundene var ham

for langsomme. Ofte gik han således over til Tasiilaq for at handle,

og engang mødte han på hjemvejen en bjørn, som han ikke fik. Til

gengæld fik han skindet af den sæl, som bjørnen netop havde fanget.

Under opvæksten blev Kukkujooq gang på gang opfordret af sine

farbrødre til at være årvågen, at lægge mærke til alt, fordi han var

faderløs. Derfor lærte han at give agt på de mindste forandringer i

vejret.

En dag havde han nok mærket noget, men da tegnene på storm udeblev,

roede han ud, og blev pludselig overrasket af vestenstormen,

piteraq'en inde fra land, der voksede til orkanstyrke. (K. fantastiske manøvrer i

kajakken beskrives derefter i detaljer). Da han nåede hjem, hvor man

havde opgivet at se ham igen, sagde han blot: "Så fik den da endelig

indhentet mig!"

De opkrøbne sæler ude på isen får K. til at mindes de gange, han tog

sin lillesøster med på krybefangst, for at hun kunne slæbe byttet

hjem. Hun søgte også efter hjælpeånder, og han mistænkte hende for at

bruge sin skræmmeånd mod de sæler han ikke fik. Han hørte kraftige

lyde, der skræmte den opkrøbne sæl ned i vandet. Hun gad nok ikke

slæbe byttet hjem, mente K., men fortalte aldrig om det til de andre,

fordi han ikke ville være uvenner med hende. En anden gang hjalp han

hende. Hendes mand havde forladt hende, hun skulle føde sit første

barn, fødslen gjorde knuder, og på deres mors opfordring sendte han

alle ud af huset, pustede på sin søster, og straks var barnet født.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Begivenhederne må dateres til begyndelsen af 1900-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Opfordringen til altid at være årvågen, opmærksom er en fast del af opdragelsen hos alle eskimoer. I Alaska oversættes sila / ella (SV Alaska) med årvågenhed, awareness. Noget af samme betydning ligger der - traditionelt - også i sila som fornuft og indsigt i Grønland og arktisk Canada.

Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit

Print
Dokument id:1256
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 270 - 273, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 53 - 55.

 

Resumé: Piisui var Kaakaqs kælenavn for sin søn, Kukkujooq. Ingen kender P.s rigtige navn, men måske var det Aaqqii, fordi han skulle følge i denne berømte

åndemaners spor. Som voksen blev han kaldt Kukkujooq efter sin farfar.

Det vælger Sandgreen at bruge i sine genfortællinger af P.s biografi.

P. får dårlige kår, fordi hans stedfar Imaakka ikke vil forsørge ham.

P. bliver bange for I. Når P. bor hos sin mor, må hun stjæle sig til at

give ham lidt mad. P. bor oftest hos sin morbror Sinngertaat, og nu og

da hos sin yngre morbror Aaviaakuluk, hvor han har det bedst. Men der kan han kun

bo, når A.s familie, der flytter meget rundt, bor i nærheden af P.s mor og

morbror.

P. er en stor knægt, da hans åndedræt en nat under søvnen pludselig

synker. Da P. får vejret igen fortæller åndedrættet ham, at det har

forsvaret ham mod en af Taqqisimas hjælpeånder, der ville trænge ind i

P. (gennem rumpehullet, BS) og rane P.s sjæl. T. ville egentlig have

ramt Imaakka, som han påstod havde sjæleranet en af hans slægtninge,

men vendte sig i stedet mod P.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Åndemaneren Taqqisima

(ca. 1852 - 1905) var Kaakaaqs fætter. Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner. Aaqqii (første

halvdel af 1800-tallet), åndemaner, var P.s oldefars arvefjende ifølge

Sandgreen 1987: s. 161 - 167: "Hævneren Innartuaqboen". P.s egennavne

er oplyst i Victor 1989 - 93, II: s. 409.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Bemærk at åndedrættet har sit eget liv. Glosen bruges i Østgrønland ofte for samme livsfunktioner som tarneq hos andre inuit. Tarneq oversættes ofte med "sjæl", men det tarneq dækker ikke ganske vores opfattelse af sjæl. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Tarneq, inua..."

Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput

Print
Dokument id:1255
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 269 - 270, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 52 - 53.

 

Resumé: Kaakaaq, der har fået to døtre med Imaakka, samler en dag

muslinger ved Isortoq. Hun har en fornemmelse af, at hun vil se noget,

der kan sikre hende og hendes efterkommere mod andres hævnkrav. Hun

får øje på en vingesnegl, som hun gemmer til sin næste fødsel, en søn.

Hun fæstner vingesneglen til den nyfødte med det formål, at han vil

forvandle sig til en vingesnegl, hvis nogen efterstræber ham på havet.

Imaakka forlader hende ikke, da han endelig har fået en søn.

 

Hist.: Tid: ca. 1900. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: I adskillige østgrønlandske biografiske tekster kaldes en vingesnegl, hvid eller sort, som hjælpeånd for en toornaarsuk. Se denne.

Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe

Print
Dokument id:1272
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:Kajammat, Juuserfi
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Paqqi, ham med forsiden / Sâralik Parqe
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 333 - 340, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 106 - 112.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et fangstmiddel til tupilakker", nr. 36.

 

K. følger gåsens anvisninger og lander uden mén sammen med gåsen på et

smukt tværstribet fjeld langt mod nord. Han kalder på en ånd,

ligemeget hvilken, og ser så et menneske sidde i nærheden og klappe ned

ved sin side. Med de vanlige høflighedsformularer indledes

bekendtskabet. Ånden fortæller at han bor langt mod nord ved Amaa, men

ikke kaldes Amaaboer. Han hedder Paqqi ligesom sine fæller, fordi de

kaldes "dem med forsiden". Den er lyserød som gennemskinnet blod, mens

ryggen er hvid og oversået med pletter. Han synger mens han taler,

fordi man deroppe i nord* synger så meget. Han ved, hvordan man fanger

tupilakker, som man skal søge efter allevegne, idet man begynder inde

i huset, derefter under sten uden for huset, dernæst ved en sø i

indlandet og slutteligt ved havet. Sangen man afslører tupilakken med,

får dens skjul (en kasse, hvorefter sangen gentages og skjulestedet er hhv. gulvet, stenen, søen, havet) til at flytte

sig, og nævner hvem, der skal fange og dræbe den. K. skal afprøve

sangen ved en elv, harpunere tupilakken, når den dukker op, og trække

den på land. Da kan han fange en tupilak, og hvis det blir alvor skal

Paqqi nok komme til hjælp. K. flyver tilbage med gåsen til søen. Gåsen

flyver bort, K. går straks langs elven ned efter sin harpun, går

tilbage, afprøver sangen, der har effekt, harpunerer tupilakken og med

opbydelsen af alle sine kræfter får han den lidt efter lidt trukket op

på land. Henrykt syngende vender han hjem.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

*Det tværstribede fjeld er normalt stoppestedet for den åndemaner, der

flyver sydpå langs kysten for at komme over til vestkysten (J. Rosing

1963: s. 199 - 202; 212 - 213; Sandgreen 1987: s. 201 - 204). Åndens

lyse hud, fregner på ryggen og lyst til at synge kunne ligesom de

hvide kristne, også tyde på, at retningsangivelserne skal oversættes til de østgrønlandske, dvs. spejlvendt i forhold til de vestgrønlandske. Det er da langt

mod syd (i det kristnede Sydgrønland), at K. træffer P., der giver ham

magt over tupilakker.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

På kvan-stedet / Kuániliarfingme

Print
Dokument id:1243
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 237 - 242, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.

 

Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen

Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs

familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på

kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med.

K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende

tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene,

bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der

hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og

priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den

anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på

besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag.

Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik,

hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s

ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller

så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på

at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir

synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på

tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.

 

Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død.

Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Print
Dokument id:1336
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

 

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

 

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

 

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

 

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

 

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

 

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

 

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq

Print
Dokument id:1240
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Samtalen med de første hjælpeånder / Tôrnarqâminik oqaloqaterqartoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 229 - 231, nr. 5
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 19 - 20.

 

Resumé: Fortsættelse af "Kaakaaq begynder at søge", Sandgreen 1987: s.

224 - 228. Da Kaakaaq kommer hen til ånden, er han sammen med en anden ånd.

Denne anden udspørger hende om navn og familieforhold på åndesproget,

som han kan oversætte til menneskesprog. Kaakaaq identificerer sig over for ånderne som Aseriit. Selv hedder han Mitertikkaat

og har et vissent ben, der dog ikke forhindrer ham i at nå ud til

kysten, fange sæler, og tilbage til indlandet på samme dag. K.

fortæller senere om disse ånder, der jo lever i indlandet, at de minsandten lever af sælfangst, og at de to hjælpeånder blev hendes forsvar mod at blive

slået af angst under den fortsatte søgen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq". Da ånden under samtalen spør K. om hun har en far, siger

hun ja. Dette tyder på, at denne far (Nalakkaaq) endnu ikke er død.

Men Sandgreen vil helst forstå hendes udvikling til åndemaner som en

konsekvens af den skræk hun rammes af ved N.s død. Denne skræk vil hun

til livs ved at gøre sig frygtet som åndemaner. Vedrørende navnet fik en nyfødt flere. Det er uvist om Kaakaaq var opkaldt Aseriit efter en bestemt person, fx en afdød åndemaner, eller det blot et navn med særlig relation til åndesproget. Også Georg Quppersimaan havde et sådant navn.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om indlandsånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper".

Slutning / Nânera

Print
Dokument id:1290
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Slutning / Nânera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 451 - 455, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 208 - 211.

 

Resumé: Hér gengiver Sandgreen nogle mindre fortællinger dels om

Kaakaaq og dels om Kukkujooq, som han ikke har kunnet placere i det

sammenkomponerede forløb.

Kaakaaq møder en dag en snespurv i menneskeskikkelse, som ber hende

hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. vil nødig, fordi hun ikke er

åndemaner, men spurvemanden ved, at det må hun være, når hun er kommet

til denne (anden, normalt usynlige) verden. K. lægger sig under et dække på briksen, får øje på hindringen i fødselsvejen og fjerner den. Straks føder spurvekonen.

Som tak får hun et stort stykke af teltstangen og noget såleskind med

hjem. I det øjeblik hun - efter en overgang med bølgende tvesyn - ser teltene dernede med sit normale syn, forvandler teltstangen sig til et græsstrå og såleskindet sig til rosenrødder.

 

En dag Kukkujooq er på søgning efter ånder i indlandet, sløres hans

syn, hvorefter han ser dværge i ravnestørrelse i konebåd på en sø. De

synger om en forestående sangkamp, men da en af deres åndemanere / angakkut

begynder at mane ånder, fordi han har vejret K., forsvinder de for

K.s øjne.

 

Senere besøger Kukkujooq et hus med dværge og lærer navnene på flere af dem, der synes at være hjælpeånder man kender fra tildligere el. andre åndemaneres seancer: Quattialleeq, Eqeeqqia. Naqeqqia og Pukkutsuk. De er gæstfri men må på et tidspunkt sende ham bort, sikkert fordi en af deres fæller, en ondskabsfuld rad er på vej hjem (som i fortællingen om Naajas første besøg hos dværgene, BS)

 

Kaakaaq har fortalt om sit møde med en dværg, der sang om en heldig

fangst af en ræv. Den greb ræven i halen. Hun så den også fange en

sortside i elven med et reb af de fordampningsrande, der opstår i

søbredden, når sneen smelter. Den stikker sælen ihjel, får den på

land, lader alt blodet rende ud og går mod indlandet med den på

ryggen.

 

Var.: Til den første fortælling: J. Rosing 1963: s. 288 - 299.

 

Hist.: For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper". Kaakaaqs syn af dværgens fangstmetoder er en bekræftelse af de gængse forestillinger om disse ånder.

Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2

Print
Dokument id:1200
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Snemasserne 1 - 2 / Aperssuaq 1 - 2
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 171 - 175, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 128 - 131, nr. 37.

 

Resumé: 1. Når sneen falder tykt og hindrer al jagt, sulter man. En

husfælle kommer hjem og fortæller om en bjørn han har set på afstand

men ikke kunne nærme sig pga. sneen. Åndemaneren Naaja foretager sig

intet. Da viser det sig , at hans kone Aaviitsuk kan klare opgaven.

Ved qilaneq (hovedløftning / åndefiskning) får hun drevet bjørnen mod huset, hvor den med lethed nedlægges. Nær den ses sporet, aftrykket af en umiaq, dvs. af en kæmpetangloppe, der er Aaviitsuks qilaneq-ånd.

2. Naaja tager affære en anden gang, hvor sneen skjuler åndehullerne i

isen. Sammen med sine hjælpeånder rejser han til himmels, hvor

himmelboerne fordriver tiden med munter sangkamp i eet hus, mens

genstanden for hans besøg, Asiaq holder til i et andet hus. Asiaq er

en lille mand med skæg, der skriger som et spædbarn og har omvendte

ansigtstræk. Han har tisset en masse i sin ble om natten. En kvinde

ryster på Naajas opfordring bleen eengang ud over jorden. Næste dag

regner det, og regnen fortsætter en hel måned. Det ville have regnet i

to måneder, hvis hun havde rystet bleen to gange. Sneen forsvinder,

åndehuller bliver synlige, og man fanger mere end rigeligt.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet. Asiaq er normalt

spædbarnets kone og det er hende, der har omvendte ansigtstræk. Da

grammatisk køn ikke findes på grønlandsk, har det forkludret

oversættelsen. Victor 1989 - 93, II: s. 389 har også i 1930'erne fået

oplyst, at Naaja engang besøgte "regnens herskerinde", Asiaq, der i den version

boede på Månen.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Straks får de en søn / Qangale ernertârput

Print
Dokument id:1250
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Straks får de en søn / Qangale ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 258 - 260, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 43 - 45.

 

Resumé: Kaakaaq får en søn noget før hun skulle efter at være flyttet

ind til (blevet gift med) Kajammat. Kajammat fatter dog ikke mistanke,

men har en amulet parat uden for husgangen, en lille levende

blæksprutte, som han stiller den nyfødtes fødder på, for at selv den

største åndemaner ikke skal kunne røve hans sjæl. Samtidig synger han

en tryllesang. Derefter bærer han ham ind, vasker ham over hele

kroppen med væske fra sælskind og erklærer, at mundvandet hos den, der

hader sønnen, vil blive som denne skindvæske. Men Kaakaaq har allerede

brugt sin viden fra sønnens biologiske far, Eqeqqoq, idet hun har bidt

sin nyfødte søns navlestreng over. Sådan gør hundene, og derfor vil

sønnen ligesom hundene vokse sig stor og flot. Sandgreen gør sig

herefter en del overvejelser over det hævnkrav, som forældrene har på

hinanden og nu forenes i deres fælles søn.

 

Hist.: Tid: 1885. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen mener ikke, at Kajammat var åndemaner. Det var han

ifølge Victor 1989 - 93, II: s. 409.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq

Print
Dokument id:1237
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Tilknytning til andre familier / Ilaqutarîngnut avdlanut atalerneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 219 - 221, nr. 2
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 11 - 12.

 

Resumé: Sandgreen opregner de fleste bopladser i Sermilik-fjorden og

sommerpladsen på øen Ammaat i fjordmundingen, hvor fjordboerne oftest

samledes (formentlig under sommerens sælfangst efter ammassatfangsten,

hvor øen Qinngu / Qinngeq i bunden af Ammassalik-fjorden var hele

egnens samlingsplads. BS.). Her træffer Naajas sønnesøn Kajammat (søn

af Kukkujooq) den unge pige Kaakaaq, der er datter af Nalakkaaq, og gifter sig med

hende. Da Naaja engang har ranet sjælen fra en af Nalakkaaqs

slægtninge i forrige generation, og Nalakkaaq selv bliver sjæleranet

af Naajas søn Ilinngivakkeeq (se Sandgreen 1987: s. 221 - 224), gør

Sandgreen sig en del spekulationer over, hvorfor de to unge har giftet

sig, når deres familier har hævnkrav på hinanden. Nalakkaaqs øvrige

børn er datteren Umeerineq og sønnerne Sinngertaat, Aaviakkuluk og

Aqipi.

 

Hist. Tid: sidste halvdel af 1800-tallet. Persondata søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Sinngertaat. Åndemaner, f. 1854 (ca.),

selvmord 1907.

Tolkning: Sandgreen opfatter kravet om blodhævn som en naturlov, der

må sætte sig igennem før eller siden, men mister sin kraft med dåben.

Om blodhævnen som ideal og i praksis, se Sonne 1982.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Tvillingerne er blevet sjæleranet / Mardloraliat tarningigáuput

Print
Dokument id:1226
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Tvillingerne er blevet sjæleranet / Mardloraliat tarningigáuput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 53, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 24 - 28, nr. 4.

 

Resumé: Forældrene ordner deres døde sønner og stensætter dem i en

klipperevne med alt deres legetøj. Derefter overholder de deres

sørgetabuer på briksen, hvor de gamle har givet dem følgende at tænke

over: Drengene er døde, fordi de blev sjæleranet for nogen tid siden af

en gæst, der gloede arrigt på drengene. Bedstefaderen er så heldig at

harpunere en sæl i strandkanten, og han ordner svigersønnens kajak

rituelt, da denne atter kan gå på fangst. Sorgen hviler stadig tungt

over Innartuaqboen og hans kone, men da hun fortæller ham, at hun er

gravid igen, letter det lidt på hans humør. Snart vil husfællerne for

vinteren ankomme.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Efter dødsfald i den nærmeste familie, blev kajakfangeren genindviet til fangst i etaper. Først til at gå i kajakken, så til at ro langs kysten og til slut til rejser og fangst i udhavet. Husets ældste forstod ritualerne.

Tvillingerne og bedstefaderen / Mardloraliat - âtardlo

Print
Dokument id:1224
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Tvillingerne og bedstefaderen / Mardloraliat - âtardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 35 - 39, nr. 2
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 13 - 17, nr. 2.

 

Resumé: Om foråret opløses fællesskabet i vinterhusest. Alle familier

er taget af sted undtagen stedets faste beboere: Et ældre ægtepar,

deres datter og svigersøn, dvs. Innartuaqboen med kone og deres lille datter og

nyfødte tvillinger. Tvillingerne vokser til, deres bedstemor synger

kælesange for dem, faderen laver legetøj til dem, først buer og siden

små harpuner, som de bliver dygtige til at bruge: og bedstefaderen,

der ofte passer dem, får øje for deres evner. Dem mener han at kunne

drage nytte af senere, fordi han aldrig har fået hævnet sin fader, der

vist nok var blevet myrdet. Tvillingerne må kunne tage den hævn, mener

bedstefaderen, der først må have ryddet deres far af vejen.

Denne vil nemlig modsætte sig den gamles hævnplaner, og den gamle

mener nok han stadig er duelig nok til at kunne forsørge familien. Han

er ellers ingen dygtig fanger, men meget langsynet og kan se dyrene på

lang afstand.

 

Hist.: Tvillingerne er blevet født i slutningen af 1700-tallet.

Sandgreen, der har forbundet alle fortællingerne kronologisk med

"blodhævn" som den røde tråd, har muligvis selv tildigtet den gamles

hævnplaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Uddan dig til angakkoq og styrk dine kræfter! / Angákugsarniarit sángisardlutitdlo!

Print
Dokument id:1257
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uddan dig til angakkoq og styrk dine kræfter! / Angákugsarniarit sángisardlutitdlo!
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 273 - 278, nr. 22
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 56 - 60.

 

Resumé: Fra lille dreng bliver Kukkujooq opfordret af sin morbror

Sinngertaat til at træne til åndemaner som forsvar mod sin fars

mordere. S. er selv åndemaner og giver K. to anvisninger på, hvordan

han skal sikre sin kajak mod at flyve bort, mens han selv under sin

træning i ødemarken undertiden dør (besvimer): 1. Han skal ro langt

bort, tynge kajakken godt ned med sten og helst have forsynet den for

og agter med to bestemte stykker sælskind, når den blir betrukket:

Stykket fra øjnene til forluffen og stykket over halen til baglufferne.

2. Pakke sine redskaber ind og lægge dem i kajakken. Senere opfordrer

S. ham gentagne gange til at styrke sine fysiske kræfter, idet han

hver gang puffer hårdt til ham. I sine vanter skal K. putte sener fra

falkeben. K. følger straks den sidste opfordring, men er længe om at

gå i gang med åndemanertræningen, fordi han ved, at fejltagelser kan

betyde den visse død. Af en gammel kone får K. et andet middel til sin

træning: Han skal stikke nogle blåbærgrene ned i halsen.

Ifølge Sandgreen havde S. selv et formål med at undervise Kukkujooq. S. var

bange for fjender og ønskede K. til forsvar. I det mindste vil

overleveringen vide, at åndemaneren Taqqisima, der var S.s fætter,

engang søgte at skade S. ved hekseri: Nogen har lagt halshvirvlen af

et menneske på S.s briks i teltet, mens familien er på ørredfangst. S.

tilkalder Eqeqqoq (Kunnak), der fjerner knoglen uden at røre den med

hænderne og spår, at man snart vil få syn for sagn. Et par dage efter

blir Taqqisima sindssyg og dør.

 

Var.: Quppersimaan / Qúpersimân 1982: s. 34 - 41: "Tarqisima".

 

Hist.: Tid: 1890'erne - 1905. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen piisui". Sinngertaat (ca. 1854

- 1907), åndemaner. Taqqisima (ca.. 1852 - 1905), åndemaner.

Sandgreens fortæller siger, at Kukkujooq ikke fulgte den gamle kones råd med

blåbærgrenene. Fortællingen: "Apulu får et knæk" ss. 444 - 450, siger

dog det modsatte.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Kukkujooq får ikke nogen vanlig instruktion i uddannelse til åndemaner.

Søg på uddannelse og/eller initiation.

 

Tolkning: Amuletterne af sælskind, der skal hindre kajakken i at flyve

bort, mens dens ejer mister sin sila, skæres af skindet for og bag,

men inkluderer ikke forluffer, bagluffer og haleparti. For symbolikken

af disse stykker se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): legemsdeles symbolbetydninger.

Taqqisimas sindssyge forklares som vanligt med tilbageslag af hekseri.

se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

uden titel

Print
Dokument id:1987
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kora
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 286
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kaga / Kaakaaq holdt meget af sin søn, Apulu / Kukkujooq, som hun havde givet en amulet af en stump hvalros (skind el. tand) for at styrke ham til fangst. Apulu, også kaldet Piziwi / Piisui, mistede som lille sin far, Noraj (?) / Kaajammat, der blev myrdet. Hans stedfar, Imaakka, var åndemaner / angakkoq, en mådelig fanger og misundelig på stedsønnens fangstevner, som han ville tilvende sig ved drab. Men Kukkujooq var ikke i teltet da Im. kom ind med kniv i hånd. Det var til gengæld Kaakaaq, der lovede ham en død ved en hvalros. Im. troede hende ikke og foreslog i stedet en sangkamp med Kukk. Men heller ikke det ville Kaakaaq tilstede ham og gentog truslen om hvalrossen.

 

Var.: Imaakka.

 

Hist.: Fortællingen blev bekræftet af alle tilstedeværende og dateret til ca. 1910. Den rette datering skulle være 1915. Se Sandgreen, 1987: Den vrede Imaakka. Og han endte faktisk sit liv for en arrig hvalros: søg på Imaakka.

Uersaq / Uverssaq

Print
Dokument id:1286
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uersaq / Uverssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 422 - 427, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 184 - 188.

 

Resumé: Efter sin mands Imaakkas død (se.ss. 397 - 400, "Imaakka

dør"), bliver Kaakaq helt blind og derfor venligere mod sin hadede

svigerdatter, hvis hjælp hun bliver afhængig af. Sønnen Kukkujooq

ændrer sig ikke synderligt. Missionen er endnu ikke noget for ham, han

tænker oftere og oftere på at hævne mordet på sin far, og

hjælpeånderne plager ham om at stå offentligt frem som færdig angakkoq / åndemaner. Dermed ville han kunne

gøre sig frygtet og lettere fuldbyrde hævnen. Han øver sig fra tid til

anden på at holde seance i en gammel husruin, hvor han en dag bliver

mødt af hermafrodit-ånden, den tvekønnede Uersaq, der blir hans hjælpeånd og truende opfordrer ham til at holde sin første seance. Han besvimer og vågner

nøgen, fordi U. har haft samleje med ham. Da K. stadig ikke vil afsløre

sig som åndemaner, møder han hende en aften den følgende vinter ude i

husgangen og kommer ligbleg ind. Alligevel holder han ingen seance.

 

Hist.: Tid. 1910'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten, Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Den dobbeltkønnede skrækindjagende Uersaq var som naturfænomen en ånd, der - som her - kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på: uersaq / Uersaq.

Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus

Print
Dokument id:33
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 186 - 187
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Man ved ikke længere hvad manden egentlig hed, øgenavnet fik han efter sin død. Det begyndte med at han fangede en narhval, som han ville bugsere til Aammaat fordi en piteraq (orkan fra land) var på vej. To medfangere ville have den med og dele den ved Savanganartik / Savanganaartik ved Sermilik fjordens munding. De nægtede at tro på det med piteraq'en og druknede, da den var over dem. Deres fætter ville hævne deres død, der alene skyldtes at Ujakkat havde fanget narhvalen. Først truede han Uj. på livet så denne var ved at dø af skræk. Så svor Uj. at han ville hævne sig, hvorefter fætteren dræbte Uj.s søn ved hekseri. Uj.s kone blev fortvivlet. Han kunne også bare have ladet være at fange den narhval (!). Hun forlod ham. Da Uj. senere fik held til at møde fætteren i kajak til havs og gik til angreb, fejlede han i kastet. Endnu et par år senere, da han havde uddannet sig til bunds i hekseri fik Uj. endelig ram på de dødes fætter med sin harpun. Han bugserede ham til en ø og gennemførte de vanlige ritualer ved mord. Men ikke længe efter døde Uj. selv, ædt op af lus. Derfor fik han sit øgenavn, idet narida betyder en hengemt sæl som en masse mennesker kaster sig over.

 

Hist.: Fortællingen bekræftes ikke af varianter. Hvad der egentlig menes med at blive ædt op af lus aner jeg (BS) ikke. Blodhævn.

 

Kommentar: Måske er det en morsom fortælling, hvor temaet hævnmord gives en latterlig begrundelse.

Un umiak qui coule / Umiaqen der sank

Print
Dokument id:34
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Un umiak qui coule / Umiaqen der sank
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 188
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En overlæsset konebåd med alt for mange mennesker og hele tre telte springer læk og alle falder i vandet, fordi en gamle kone, der er blevet ladt tilbage, hævner sig med en serrat / formular. De tililende kajakmænd, hvis koner og børn er druknet, nægter af lutter sorg at redde tre, der har klaret sig op på en isflage. De to er faderløse og har nu også mistet deres mor. Den tredje er umiaq-ejerens mor, en gammel kone, som får skylden for ulykken, fordi det var hende der partout ville sydpå. Alle tre kaster sig i vandet efter tur og drukner. Kajakmændene gør omkring og vender tilbage til Ikkatteq.

 

Hist.: En lignende ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i sidste del af 1800-tallet, men med en enkelt overlevende er beskrevet hos Sandgreen 1987: Naajas efterkommere.

Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq

Print
Dokument id:1247
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ungmøen Kaakaaq / Kâkâq niviarsiaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 250 - 253, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 36 - 38.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq bliver efterstræbt af en af stedets gifte

mænd, der dog hindres af sin kone i at gøre hende noget. Rasende

går K. mod indlandet, hvor hun møder en flot fregnet fyr, der tilbyder at være en der kommer til hende, dvs. blive hendes fremtidige hjælpeånd. Det er en

ånd, hvis herre er død og den er derfor meget uligevægtig. Den hedder

Aannilaat og er straks parat til at hævne det voldtægtsforsøg, som K.

netop har været udsat for. Men K. siger, at det ikke betyder noget og

afværger dermed Aannilaats hævn. K. bliver dybt forelsket i Aannilaat,

der ber hende møde ham igen to dage senere.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq

Print
Dokument id:1199
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn / Ugpinguaq ningaugssarsissoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 175 - 179, nr. 38
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 132 - 135, nr. 38.

 

Resumé: Upp. (den kære ugle) er Naajas hjælpeånd blandt de midterste

indlandskæmper. Da Upp.s datter er blevet giftemoden lykkes det ham at

røve en ung mand i Naajas husstand. Den unge mand gør forgæves

modstand, og for at hindre ham i at vende tilbage, skærer Upp.s datter

ham korthåret.

Han vænner sig eftrhånden til sin store kone, de boller lystigt men så

ofte og længe, at den unge mand til sidst får mere end nok. Nu længes

han atter hjem.

Upp. skammer sig så meget over sit røveri, at han trods mange

opfordringer fra Naajas andre hjælpeånder holder sig borte fra sin

herres seancer. N. selv forstår ikke årsagen og gransker heller ikke

årsagen til den unge mands forsvinden, fordi han ikke er en nær

slægtning. Dennes eneste slægtning, en fætter på en anden boplads,

drukner i kajak den følgende sommer. Upp. fortæller dette til sin

svigersøn i den tro, at så vil han aldrig flygte hjem igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: 208 - 209; Uppiinnguaq.

 

Hist.: Første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!

Print
Dokument id:1915
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Vengeance! Vengeance! / Hævn! hævn!
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 52
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

For mange år siden forsvinder den ene kajakmand efter den anden, sommer for sommer, inde i Sermilikfjorden. Tibidaj (Tippitaq) beslutter at rejse derind fra Ikkatteq, hvor han bor. Ved Iderta / Illertak / Ittertik længere inde i fjorden træffer han to meget venlige brødre, som han jager sammen med en tid, indtil den ene af brødrene hentyder til sønderlemmede lig, der er blevet spredt til lands og til vands. De to brødre griner og blinker til hinanden imens, og Tib., der forstår at de er morderne, undskylder sig med noget han har glemt nede i sin kajak, farer derned og flygter. Brødrene opdager ham først, da han er for langt ude. Tib. tar hjem, fortæller hvem morderne er, og alle beslutter at rejse på hævntogt. I Iderta er ingen hjemme. Man tar sydpå til Itsalik / Iitsalik nær Isertoq / Isortoq, hvor den ældste af brødrene er. Da han tar nordpå som styrmand i sin konebåd, følger alle efter både forfølgerne og de lokale. Nær Igasarteq / Ikaasatseq / Ikaasatsivaq (?) harpunerer Tib. ham mellem skulderbladene fra sin kajak. Den ramte springer i land, løber, men indhentes af en anden mand, der med et voldsomt slag slår ham ihjel.

       Bagefter fortæller man hele selskabet alt om de to brødre: den ældste var en hidsig, brutal og voldelig mand. Lillebror fredeligere, men bundet til storebror, og de to var altid sammen.

       En sommer nogle år senere kommer den yngste i umiaq / konebåd til sin brors morders sommerplads, hvor morderen sidder uden for teltet og snitter i noget hvalbarde og roligt ser hævneren nærme sig. Hævneren kræver ikke et menneske, dvs. drab for drab, men forlanger at få erstatning: først en hvalfangstharpun, dernæst dens lange rem med fem fangstblærer og til sidst en stor hanhund bundet til en sten. Han tar selv tingene en for en, broderens morder holder igen i den anden ende, men må hver gang give slip og bliver mere og mere bange. Noget lignende gentager sig næste år hos Tib., hvor den myrdedes bror drager af med både et flot isbjørneskind af en bjørn, som Tib. selv har skudt lige ved teltet, og Tib.s førerhund. Senere køber Tib. sig en formular / tryllesang / trylleformel, hvormed han forårsager hævnerens, den yngste brors, død. Man finder ham styrtet om, rullet ned til elven, hvor han ligger på maven med ansigtet i elven lige til ørerne.

 

Hist.: Indledningen er tydeligvis fra den traditionelle fortælling om de mange kajakmænd, der en for en forsvinder inde i en fjord (søg på: Qalulik / Kalulik; Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik). Men selv om det er helt normalt at lokalisere gamle fortællinger til kendte egne, kunne der være historisk belæg for den specielle måde den yngste foretrækker at klare hævnen over broderen på. Mest interessant er i denne henseende omtalen og beskrivelsen af hvalfangstharpunen, idet den slags ikke har været i almindelig brug i Ammassalik efter midten af 1800-tallet, hvor hvalerne forsvandt (Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik, s. 99). Selve fortællingens form er helt i overensstemmelse med traditionen med markante gentagelser i al direkte tale.

 

Kommentar: Personnavnene og enkelte stednavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Øje for øje ta..., slår rod / Isse issimik ..., sordlaqalerpoq

Print
Dokument id:1225
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Øje for øje ta..., slår rod / Isse issimik ..., sordlaqalerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 39 - 48, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 17 - 24, nr. 3.

 

Resumé: De to drenge, der er tvillinger, er i god vækst, men under en

leg med deres små harpuner ved stranden får de kort efter hinanden

voldsomt ondt i maven. Deres bedstefar bærer dem op til moderen i

teltet og får den mistanke, at nogen har sendt hekseri over drengene.

Da deres far langt hen på dagen kommer hjem med fangst, undrer det ham,

at hverken drengene eller hans kone er nede ved stranden for at

modtage ham. Bedstefaderen kommer langsomt ned, faderen forstår, at

noget er galt med drengene, og da hans kone oppe i teltet ikke kan

forklare maveondet, indser de begge stiltiende, at det er alvorligt.

Bedstefaderen går sin kone i møde, da hun kommer hjem fra bærplukning.

Hun har straks en forklaring parat, idet en kvindelig gæst for nogen

tid siden flere gange havde gloet ondt på drengene. Ingen af de gamle

har dog viden til andet end at stille diagnosen. Dér går deres

grænse. De beslutter derfor at tie med diagnosen. De kan intet gøre.

Drengenes tilstand forværres, de vrider og vender sig i krampegråd og

udånder til slut. Alle græder voldsomt og blir vrede.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Øje for øje tand for tand... mister sin kraft /  Isse issimik kigutdlo kigúmik... nukêrúpoq

Print
Dokument id:1288
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Øje for øje tand for tand... mister sin kraft /  Isse issimik kigutdlo kigúmik... nukêrúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 437 - 444, nr. 53
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 196 - 202.

 

Resumé: De fleste ammassalikker er efterhånden blevet døbt. Kukkujooq

har overvejet, men tøver endnu. Han vil dog ikke efterkomme sine

hjælpeånders ønske om, at han skal holde sin første seance, og de

fjerner sig mere og mere fra ham. Efter han har set sin far og fået

mere fred i sit sind, ser han dem end ikke mere, når han er ude alene.

Men hans mismod og træthed tar til. En dag han er ude i kajak,

overfaldes han af sin gamle kajaksvimmelhed og får sig med nød og

næppe reddet op på en isflage, hvor svimmelheden forsvinder. På hjemvejen

fanger han et par sæler. Men herefter blir han gang på gang overfaldet

af svimmelhed. Da han helt mister humøret og intet fanger, opfordrer

hans mor ham til en sidste fangsttur og til, at de dagen efter skal

rejse til Tasiilaq for at modtage dåbsundervisning. Han ror frejdigt

ud, men da han hurtigt har fanget to sæler efter hinanden, slår

svimmelheden ham som aldrig før. Mens han bedst muligt undgår at kæntre

får han øje på noget som en tændt lampe oppe i himlen. Den daler

ganske langsomt ned imod ham, uden at han magter at flytte kajakken.

Ilden rammer så kajakstævnen og splintres i en regn af gnister. Intet

er sket ham, svimmelheden er ovre, han når hjem og næste dag bryder

hele husstanden op for at tage til Tasiilaq, hvor der bliver

undervist og døbt. Kukkujooq får navnet Apulu, hans kone Ukoorajivat,

navnet Erna og K.s mor, Kaakaaq, navnet Karen. Herefter bliver K. aldrig svimmel

mere.

 

Hist.: Tid: Ca. 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Svimmelheden og angrebet fra ildkuglen skyldes naturligvis

den mellemtilstand, hvor K.s relation til sine hjælpeånder er blevet

svækket, uden at han endnu har afbrudt forbindelsen med dem.

 

Stikord: balance.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.