Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Aron gav 160 resultater.

Aleqakukiaq

Print
Dokument id:51
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aleqakukiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 409 - 410
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 150.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 409 - 410: Oqaluttuaq Aleqakukiamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 98.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 98, s. 120.

 

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 146, s. 470 - 471: A Woman named Alekakukiak.

 

Resumé:

Aleqakukiaq bliver svigerinde hos sine fjender, hvor hun føder en søn. Af en gammel kone, hun altid giver mad, hører hun, at svogrene pønser på at dræbe hende. Helt forstyrret går hun straks ud efter vand, sætter spanden fra sig og fortsætter mod øst ind i indlandet. Gemt i et dværgbirkekrat hører hun dem, der søger efter hende sige, at hendes lille søn er ved at græde sig ihjel. Hun er parat til at vende tilbage, da hun straks efter hører dem sige, at de vil dræbe hende.

 

En stor bjørn går pludselig til angreb. Men med et slag i luften med remmen fra sin amaat (rygpose, hætte) fælder hun den. På samme måde går det med en ulv / amaroq. Uden at spise af dyrene fortsætter hun til kysten, hvor man fra en konebåd synger, at man har fanget en hval. Al. bliver glad. Hun er atter hjemme. Men ingen kan se hende. Først da hun har haft fat i en hundelort, bliver hun synlig. Efter hjemkomsten gifter hun sig aldrig igen.

 

Kommentar: Som Thisted påpeger i en note, har Al. været så længe i det mennesketomme øde, at hun må gøre sig stoflig ved at gnide sig i ekskrementer. Indlandet svarer her til den 'anden' verden bag synsranden.

Allunnguaq

Print
Dokument id:86
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Allunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 403 - 405
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

 

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

 

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

 

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Aluk-manden

Print
Dokument id:43
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aluk-manden
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 485 - 486
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

 

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

 

Var.: Manden fra Aluk.

 

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster

Print
Dokument id:397
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1088 - 1090, nr. 224
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

Om Amerlanngitsunnguaq

 

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

 

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

 

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

 

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

 

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

 

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

 

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

 

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

 

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

 

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

 

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Angakkorsiaq

Print
Dokument id:1906
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakkorsiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 452 - 455
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 452 - 455: Angakkorsiaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 47, ss. 211 - 214, med dansk kommentar s. 333 - 334:

 

Dansk uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 41,

ss. 83- 84.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 123, s. 459: Angakorsiak was very proud of his Angakok Wisdom.

Resumé af uddraget: En angakkoq / åndemaner ved navn Angakkorsiaq (Den mådelige åndemaner). A. vil kappes med andre angakkut, men bliver den lille langt oppe nordpå, hvor en

stærk angakkoq gør ham alle kunster efter og desuden gennemborer en

sten med sin harpun, så den bløder.

Angakkorsiaq dukker under vandet, kommer op som en ren af skam, går under, kommer op som sig selv igen og ror skyndsomst hjemad.

 

Var.: En åndemaner fra Sydgrønland; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami

Print
Dokument id:396
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarunit unámigame ajorssorpoq / Angakkorsuarunit unammigami
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1085 - 1087, nr. 223
Lokalisering:?
Note:

Denne håndskrift er meget ringere udgave af Hendriks: NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254: id 1906.

anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik

Print
Dokument id:296
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 598 - 601, nr. 169
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den eneste pige i søskendeflokken.

 

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

 

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

 

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

 

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

 

Var.: mange, søg på: anngiaq

Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu

Print
Dokument id:398
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angutinguaq Arnanguardlo / Angutinnguaq Arnannguarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1090 - 1092, nr. 225
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

En lille mand og en lille kvinde

 

Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.

 

Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"

 

Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.

 

Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.

 

En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?"

Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!"

Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.

 

Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!

 

Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!"

Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!"

Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!"

Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

Manden sagde: "Vent lige lidt!"

Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.

 

Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

 

Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!"

Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

"Vent lidt!"

Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.

 

Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!"

Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!"

Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund.

Aqissiaqs sønnesøn

Print
Dokument id:48
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqissiaqs sønnesøn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 447 - 451
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 41 ss. 197 - 208.

 

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 39.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 447 - 451: Aqissiap ernuta; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 41, ss. 183 - 188 med denne danske kommentar s. 330:

 

Resumé af uddraget: En storfanger ved Ilulissat hører, at han har en

nevø/fætter langt sydpå. Han rejser derned, træffer en sølle fattig

mand, der inviterer ham til at overvintre og lader sig bespise af

gæstens sælfangster, sålænge der er efterårssæler.

Derefter tager den fattige fat med sin gamle kajak og fanger om

vinteren rigeligt, mens nordlændingen intet får. Ligeså om foråret,

hvor sydlændingen ror langt af led til en fjord på krybefangst og kommer

hjem med fangst samme dag. Han ror samme sted hen næste dag, hvor han

træffer Aqissiaqs hurtigtløbende sønnesøn, der dog er helt kraftesløs

af spækmangel. Han får noget forærende af sydlændingen, fanger

derefter selv tre sæler, giver sydlændingen noget og fortæller ham om

sine oplevelser. Han har engang fanget en kæmpe fedt-orm ( ligesom

Aq.) Han takker igen for spækket, som han er kommet til kræfter af og

løber indlands med en fart som en flyvende ravn. Dette fortæller

sydlændingen til nordlændingen, da han kommer hjem.

 

Var.: Ikke egentlig i denne bases samlinger. Men der er lånt træk fra Aqissiaq.

 

Hist. Opfattelse af nordlændinge kontra sydlændinge, der - modsat nordlændinge - også kan fange i åbent vand om vinteren og må langt ind nær indlandsisen på uuttoq-fangst i fjerne, islagte fjorde om foråret. Så langt sydpå mener man åbenbart at Aqissiaqs familie nåede, da de rejste fra nord mod syd i indlandet.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Arnarpaajooq

Print
Dokument id:78
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arnarpaajooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 382 - 383
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

 

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

 

Var.: Arnarpaajooq

 

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk

Print
Dokument id:509
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arsungme inorersut soraerutanik / Arsummi inorersut soraarutanik Om de sidste massemordere ved Arsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79, nr. 13
Lokalisering:Qeqertarsuaq / Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Kort dansk resumé s. 116 - 117.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 267 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 115.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 228 - 229: De sidste mordere i Arsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 228 - 229: Arsummi inorersut soraarutanik.

 

Resumé:

Fillip fra Arsuk er sammen med Gideon og dennes lille søn på

edderfuglefangst i kajak, da Pameeq og en anden støder til. P. ber

Gideon ro foran sig og mens alle er optaget af jagten, harpunerer og

dræber P. Gideon bagfra. Dennes søn flygter grædende, P. vil dræbe ham

med, men Fillip hindrer det og erklærer sig i stedet for P.s fjende.

Ved hjemkomsten blir F. noget betænkelig ved sit løfte, men der kommer

hjælp fra Kangaarsuk, hvorfra de tre brødre kommer på ammassatfangst

ved Arsuk, og da Pameeq tilfældigt kommer på besøg lykkes det de tre

ved henholdenhed og list at få overmandet og dræbt ham. Han parteres,

delene spredes til forskelleige steder og hovedet sættes på en stage

til skræk og advarsel for alle. Det var det sidste drab ved Arsuk på

den tid, hvor endnu ikke alle var blevet døbte ved Arsuk.

 

Var.: Søg på Pameeq

 

Hist.: Historisk fortælling fra missionstiden. Blodhævn. Traditionelt mordritual.

Ataliarsuk / Aataaliaarsuk

Print
Dokument id:496
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ataliarsuk / Aataaliaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 7
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse hér og i Rink 1866-71, I, nr. 150.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, III, nr. 254, eksisterer ikke

længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 252: Aataaliarsuk Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 252: Aataaliarsuk.

Resumé:

Aataaliaarsuk kommer altid tomhændet hjem fra fangst. Bopladsfællerne

driller ofte hans tre små børn med, at deres far er på vej hjem med

fangst. De løber henrykte ind til deres mor syngende den gode nyhed i

det barnesprog de magter efter alder.

En dag alle fangerne er kommet hjem fra fangst tager A. hævn. Han

kommer hjem sidst og råber ude fra vandet at et røverskib er på vej,

men at han ikke kan flygte, fordi han ingen konebåd har. Alle

bopladsens familier haster bort i deres konebåde.

Næste dag forhører A. sig på nabopladserne, men hans fæller er flygtet

længere bort. Da tilvender A. sig deres telte og forråd, og den lille

familie lider nu ingen nød. A. føler sig tilfredstillet over den tort

han har lidt.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 150.

Tolkning: Hovedpersonens navn, der i originalen ikke røber vokalernes

længde, har jeg gættet mig til, idet Aataaliaarsuk betyder "den lille

med forrådet af sortsider". Navnet forekommer også i andre fortællinger, der ikke er varianter af denne.

Aterfiumik / Om Aterfiu

Print
Dokument id:498
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aterfiumik / Om Aterfiu
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 10 - 16, nr. 2
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.

 

Resumé:

To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to

bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem

lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq

til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender.

Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere

som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger

helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst,

betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.

 

En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige

boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun.

A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s

mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber

han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at

blive.

 

Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop

og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg.

I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres

kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er

blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig

kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under

vandet som en sæl.

 

En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror

indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de

og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu

har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.

 

Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med

ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men

beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle

sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke

siden og dør uden at være sårede.

 

Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.

 

Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis

kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed:

Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans

ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og

dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er

alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i

nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de

fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A.

plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge.

Attaarassaraq

Print
Dokument id:75
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attaarassaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 372 - 374
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 129 ss. 667 - 669.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 372 - 374: Oqalualaarut Attaarassaramik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 57.

 

Resumé:

Attarassaraq, der læsper kraftigt, er taget med sit hushold på bærplukning, men da han undervejs ikke selv gider ro længere, tages kajakken op i konebåden, som han styrer til et meget bærrigt sted. Gang på gang opfordrer kvinderne ham til at holde øje med konebåden, der ikke er fortøjet, og det ender da også med, at den driver bort med kajak og det hele.

Man må leve af bær på øen. På vinterens islæg kan Atta. dog komme over på fastlandet og fange en enkelt rype, der forslår godt til de mange sultende. Derefter oplever de, mens Atta. er på rypejagt ovre på fastlandet, gang på gang at et fad med noget stegt (!) bliver skubbet ind ad husgangen til dem, og at der lyder en ordre på, at det skal slikkes helt rent, da de skubber det ud igen efter at have spist og tilmed fyldt alle deres kamikker med rester. De får smag for det stegte, som de aldrig finder ud af, hvad er.

Om foråret bygger Atta. en båd med betræk af rypeskind og færger en for en kvinderne over til fastlandet, hvor de vandrer indtil de træffer mennesker.

Atta. får siden igen både kajak og konebåd.

 

Hist. + kommentar: Fortællingen er tydeligvis kun ment som underholdende, med den læspende hovedperson og den besynderlige opførsel, hvor kvinderne foretrækker at blive inden døre hele vinteren, mens Atta. uden besvær kan gå over på fastlandet og om foråret må færge dem over en for en i et interimistisk fartøj. Fortællingen udnytter dog samtidig fortælletraditionen, idet det hér normalt kun er forladte kvinder, afskåret fra at nå frem til mennesker, der får madhjælp fra 'den anden verden'. At denne tilmed består af noget stegt, dvs. af noget mad tillavet på kolonisternes manér (inuit kogte kun kødet el. fisken), som man har skulle vænne sig til, giver et ekstra spil på de nye tider.

Augpilagtok / Aappilattoq

Print
Dokument id:505
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Augpilagtok / Aappilattoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 61, nr. 9
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

 

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

 

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

 

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Beretning om en blind som blev givet synet igen

Print
Dokument id:73
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Beretning om en blind som blev givet synet igen
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 365 - 366
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 127 ss. 660 - 661.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 365 - 366: Oqalualaarut tappiitsumik uitsitamik.

 

Resumé:

En ung sydlænding bliver blind og skønt han opsøger den ene angakkoq / åndemaner efter den anden, kan ingen gøre ham seende igen. Han rejser nordpå efter en dygtigere angakkoq, men træffer stadig ingen, der er gode nok. På den tæt befolkede Kangeq råder deres angakkoq, Silaat, ham til at opsøge den mærkelige mand hos qallunaat, de hvide, som slog sig ned på Håbets Ø året før, og taler folk imod med helt andre ord, end dem man kender. Når han taler blandt sine egne, tier alle stille og lytter.

De rejsende besøger Hans Egede, der er yderst venlig og fortæller om både frelsen og om hvordan Jesus bl.a. kunne gøre blinde seende. Da fatter den blinde håb og besøger Hans Egede. Da han fortæller om alle sine forgæves konsulteringer af angakkut, lover Hans Egede, at holder de sig til angakkut, vil de blinde aldrig igen se verdens lys. Han smører den blinde med noget salve, mens han beder for ham, og nogen tid senere kommer den unge mand og takker ham, fordi han er blevet seende igen.

Begivenheden skal være beskrevet i en af herrnhuterne skrifter.

 

Hist.: Historisk fortælling (kaldes da også Beretning), som Hans Egede selv bevidner i sin dagbog af 1723, (Medd. o. Grønland, bd. 54, 1925), hvor han er på undersøgelsesrejse sydpå. Muligvis er den også kommet med i Historie von Grönland af David Cranz (1770), der kan have læst om begivenheden hos Egede (evt. i oversættelsen til fransk: Egede, Hans, 1763: Descriptions et histoire naturelle du Groenland. Tr. de D.R.D.P. Copenhague et Geneva)

De skibbrudne

Print
Dokument id:47
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De skibbrudne
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 441 - 443
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:

 

Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de

viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq.

Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage

ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens

hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer

ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes

beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder

det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe

finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med.

Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver

det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang

har den på!

Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit

Print
Dokument id:1744
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Dem fra Kitsissorsuit og dem fra Kitsissunnguit
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 456 - 459
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 49 ss. 258 - 266.

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 42.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 456 - 459: Kitsissorsuarmiullu Kitsissunnguarmiullu; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 49 ss. 218 - 223, med dansk kommentar s. 334 - 335:

 

Resumé af originalen ved K. Thisted:

Fortællingen starter med,

hvordan man venter forgæves i Kitsisunnguit på fem hundeslæder, der

har været på besøg i Kitsissorsuit. Så tager tre slæder hen for at

finde ud af, hvad der er sket. De kommer heller ikke tilbage. Til

sidst kommer den stærke fra Kitsissorsuit med besked om at gæsterne er blevet dræbt af en angakkoq / åndemaner. Man er lige ved

at slå budbringeren ihjel, men indser så, at han har gjort bopladsen en

tjeneste ved at komme. Nu er der så en i Kitsissunnquit, hvis

lillebror er blandt de dræbte. Denne mand oplærer sin plejesøn til at

blive en superdygtig bueskytte. Træningen foregår tildels ved tvang,

idet plejefaderen opsætter kraniet af en lille stenpikker og lover

drengen al landsens ulykker, hvis han ikke rammer nakkehullet, fra en

afstand hvor det bare ses som en mørk prik. Da plejesønnen har opnået

den ønskede præcision, laver plejefaderen ham pile fra den venstre

side af en barnløs kvindes tørrehæk. En morgen vågner drengen ved, at

plejefaderen rusker ham i håret og spørger, om det er skik for folk,

der har fjender, at sove til så langt ud på morgenen -

(standardformulering i hævnepisoder).

Så kører man afsted og når i strålende sol Kitsissorsuit, hvor de

mange indbyggere (Ifølge navnene er denne boplads større end den anden)

er ude og nyde vejret. Man råber, at der kommer slæder, og indtil

videre er alt normalt, men så pludselig er hundene ikke til at drive

videre. De er forheksede. Nu kommer så fra det nordligste hus en mand,

som ligner en proviantsæk, så tyk er han. Og konen er lige så tyk. Og

bagefter følger en masse børn. Nu lukker manden først alle børnene

inde i en stor sten, for at have dem i sikkerhed. Konen forsvinder ind

i et udhus, mens manden alene stiger op på et fjeld, hvorfra han

kommer susende ned, med det venstre ben bøjet og en fart "som en falk

efter sit bytte". Da han nærmer sig slæderne, bliver det helt umuligt

at ramme ham med pilene, fordi han har et tryllemiddel til at krympe

sig sammen, så hagen er det eneste, det stikker frem på ham. På den

måde får han ram på den første slæde, idet kusken skyder forbi, og han

kapper hovedet af ham med et spjæt med foden, da han suser forbi.

Anden gang er det manden med plejesønnen, der står for tur.

Plejesønnen sidder på skødet hos plejefaderen, der indprenter ham, at

han skal sigte lige på hagen, og også betyder ham, at alle vil blive

dræbt, hvis han rammer fejl. Heldigvis ser drengen straks, at hagen

han sigter på synes større end nakkehullet i stenpikkerkraniet, han er

vant til at ramme, og han rammer plet. Derefter sætter alle mændene

deres pile i ham (selv om han er dræbt på stedet, for at dele ansvaret

for mordet), parterer ham og spreder stykkerne for alle vinde (det gængse mordritual). Da de er færdige med det, går der nogen tid med at finde konen, men til sidst bliver også hun dræbt, og man beslutter også at gøre kort proces

med børnene, for ikke at skulle frygte dem sidenhen. En fra bopladsen

kender tryllesangen, som får stenen til at lukke op og i, børnene dræbes, og bagefter bliver stenen almindelig legeplads for alle stedets børn. Og det gode

forhold mellem de to bopladser genoprettes.

 

Hist.: Det er uvist om fortællingen skulle afspejle en tidligere tvist mellem de to bopladser. Men det er en "moderne" fortælling om fortids hekseri, hvis skadevirkninger er blevet forstærket i retrospekt.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den "store" Piffaarik

Print
Dokument id:1752
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "store" Piffaarik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 466 - 467
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 71 ss. 354 - 358.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 114, nr. 83.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 466 - 467: Piffaarissuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 71, ss. 286 - 288, med dansk kommentar s. 346 - 347.

 

Resumé af uddraget: Piffaarik, søn af Ulajuk (Ulaajoq ?), er kåd og

uforskammet. Han fornærmer købmandens danske medhjælper,

Napparsisunnguaq, der er lille af vækst og genert, men, viser det sig så, uhyre

stærk.

Han viser det stilfærdigt på købmandens opfordring. P. lærer herved at

opføre sig fornuftigt.

 

Da Rinks uddrag er mangelfuldt må Kirsten Thisteds kommentar tilføjes i resumé:

I den originale optegnelse er der i optakten gjort meget mere ud af den lille danskers generthed, især overfor piger. Napparsisunnguaq betyder "den lille bødker". Inden kampen med Piffaarik prøver alle at brydes med Napp. og man opfordrer også sydlændingenes stærkeste mand, Mamarsuaq, til at stå frem. Han vil ikke (denne episode udeladt af Rinks uddrag). Men ved solnedgang brydes de, afsides på en lille slette. De to er hinandens ligemænd og stopper. Tidligere har Napp. kvæstet en af sine modkæmpere, der dør af indre blødninger. Det opfattes som et hændeligt uheld. Napp. taler inuit-sproget. Til slut irettesættes Piffaarik

 

Hist.:  En historisk fortælling fra Nuuk-egnen, og formentlig fra

første halvdel af 1800-tallet.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den dygtige fjeldklatrer

Print
Dokument id:80
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den dygtige fjeldklatrer
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 389 - 390
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

 

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

 

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Den gamle jomfru

Print
Dokument id:1493
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle jomfru
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 84 - 86
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

 

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

 

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Den lille gamles søn

Print
Dokument id:57
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille gamles søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 314 - 316
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

 

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

 

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

 

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

 

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret

Print
Dokument id:44
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Hindrik
Mellem-person:Aron
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 487 - 493
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 219 ss. 1071 - 1078.

 

Mellem-person: Aron (renskriver) reår 1868.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 487 - 493: Ernisiannguaq aggukkamik arnarsialik.

 

Resumé:

En forældreløs dreng er plejesøn hos en gammel kone på en boplads med en familie med mange brødre og en stærk mand og hans kone. En dag bliver den mellemste bror syg og dør. Man mistænker den affældige gamle for at have hekset ham syg. Derfor dræber og parterer man hende en dag drengen er ude for at snare ryper. Den stærke, der har ondt af drengen, fortæller ham om drabet, adopterer ham, giver ham plejemoderens skamben som amulet, og opdrager ham til at styrke sine kræfter, fordi han har så mange fjender. Drengen, hvis ansigt bliver hårdt af sorg, bliver nu hver morgen hevet ud af sengen ved hårene og træner sig på stadig større sten. Da plejefaderen første gang afprøver hans kræfter, er de endnu så uudviklede, at han stikker drengen et par lussinger med opfordring til at gøre noget mere ved det. Anden gang vinder drengen, og plejefaderen stikker ham et par lussinger af lutter fornøjelse.

Plejesønnen leger aldrig med de andre, han ter sig som en svagelig en, men når han kigger på de mange brødres sønners lege, ser en af dem sit snit til at skubbe ham omkuld og smutte væk. Det sker gang på gang. Så når han at se den skyldige, indfanger ham, svinger ham rundt og sender ham ud i luften. Drengen forbløder da han falder. Da de mange brødre kommer hjem fra fangst og vil hævne drabet, splintres deres lansespidser en for en mod hans krop, fordi skambenet sætter hårdt mod hårdt. De maser sig stadig på og irriteret griber plejesønnen den ene efter den anden i hætten, svinger ham rundt og kaster ham mod jorden i døden. Plejefaderen beordrer ham til at holde inde, før han har udryddet dem alle.

Plejesønnen har nu helt mistet appetitten, men da hans plejemor kræser for ham med livretten, frossen lever, spiser han lidt, og han smiler for første gang siden den gamle plejemors partering, da man fortæller, at alle bopladsfæller er flygtet.

Plejesønnen får kajak af sin plejefar, øver sig, bliver ferm, og da han ude til havs møder en af sine gamle fjender, bliver han ikke genkendt, fordi denne ikke kan forestille sig, at plejesønnen har kajak. Fjenden inviterer ham med hjem til en enorm boplads, hvor alle fjender og deres slægtninge har samlet sig for senere at hævne sig på ham. Plejesønnen dræber kajakmanden ret ude for bopladsen og ror hjem. Plejefaderen, der hurtig forstår at plejesønnen igen har dræbt, ror hen til fjenderne og tilbyder dem at lokke plejesønnen med op nordpå, hvor der er store fangstdyr. Han slipper uskadt tilbage, og plejesønnen lader sig nemt lokke. De ror en god strækning, inden de kommer til mennesker i nord. Heroppe nedlægger plejesønnen store dyr, hvidhvaler, hvalrosser, endog en af de farlige røde hanhvalrosser, som ingen andre tør give sig i kast med. Hver af hans førstefangster parteres og deles ud til alle, så der kun bliver en lille stump til ham selv. Da plejeforældrene opfordrer ham til at gifte sig, kommer han minsandten slæbende med en gammeljomfru, der dog når at føde ham en datter. Plejesønnen er overbevist om, at hun må være hans genfødte første plejemor.

Han længes nu hjem. De tar tilbage sydpå, men ingen angriber dem. Resten af deres liv lever de i fred.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik;

 

Hist.: En udbredt fortælling, hvoraf en del episoder også genfindes i Qujaavaarsuk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Den stjålne kvinde

Print
Dokument id:92
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den stjålne kvinde
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 200
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

 

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

 

Var.: Se Hist.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Dengang øen Disko blev flyttet

Print
Dokument id:1009
Registreringsår:1868
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Aron ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang øen Disko blev flyttet
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:Side 104 - 106
Lokalisering:?
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af

Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.

 

Resumé:

På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland.

Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.

 

Var.: Søg på Disko

En anden historie

Print
Dokument id:242
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En anden historie
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 223 - 225
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 113 ss. 198 - 199.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 79.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 223 - 225: Oqalualaarut alla.

 

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

 

Resumé:

Den gamle sydlænding.

I gamle dage boede en gammel mand ved Alluitsoq. Hans søn var en dygtig fanger, så manden behøvede ikke selv at gå på fangst.

En dag udebliver sønnen fra fangst, og manden antager, at han er død. Han får at vide af sin fætter, hvem der har dræbt sønnen. Den gamle går hjem for at lave redskaber til at dræbe morderen med. En dag han er ude på fangst, møder han sønnens morder og dræber ham, derefter ror han hjem til morderens brødre og fortæller, hvad han har gjort.

Morderens brødre kommer for at dræbe den gamle, men han driver dem på flugt ved at skyde pile efter dem, så de må flygte. Næste gang de prøver at angribe den gamle, har han sunget en tryllevise / serrat for at forstørre sit ansigt. Mens han synger, bliver hans ansigt større og større. Da brødrene ser dette ansigt, løber de skrigende bort.

Året efter hører den gamle, at brødrene er ude på fangst, og han ror ud til dem. Én af brødrene har netop harpuneret en sæl. Den gamle sætter sine pile i sælen, kaster den op bag sin kajak med en hånd og ror hjem. Derefter vover brødrene ikke at angribe den gamle, som lever indtil han dør en naturlig død.

 

Var.: Ifølge Rink er en næsten identisk variant nedskrevet 40 år tidligere på Aasiaat egnen af en af pastor Kraghs nedskrivere. Originalen kan ikke identificeres, men se/søg på afskriften NKS 2488, II, nr. 12.

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En fortælling om en halvvoksen dreng

Print
Dokument id:360
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en halvvoksen dreng
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 298
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

 

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

 

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

En fortælling om enlige kvinder

Print
Dokument id:76
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om enlige kvinder
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 375 - 376
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

 

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

 

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

En fortælling om et par ægtefolk

Print
Dokument id:71
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om et par ægtefolk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 360 - 362
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

 

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

 

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

En fortælling om tyve

Print
Dokument id:58
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om tyve
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 317 - 318
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

 

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

 

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

 

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

 

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

En gammel ungkarl som blev en stærk fanger

Print
Dokument id:52
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En gammel ungkarl som blev en stærk fanger
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 411 - 413
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 107 ss. 587 - 589.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 411 - 413: Nukappiatoqqamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 48, s. 89.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 125, s. 461: The Gifts from the Underworld.

 

Resumé:

En gammel ungkarl, der aldrig har held til at fange noget, inviteres en dag af en ånd i kajak med ud til en stor ø, hvor den fremmede skubber en kampesten til side. Nedenunder er der hul lige ned til det blå hav, hvor ungkarlen får besked om at sænke sig i sin kajak og vente på en konebåd med kajakker. Den første, der vil være fuldt lastet, skal han lade passere, men den anden, med kun en ringe last, skal han ro hen til. Han adlyder og får af den anden et stort stykke mattak, som han spiser af i følge med båden indtil et stort næs, hvor han kan vende tilbage til ånden. Denne råder ham til at gemme mattak'en i kajakken og kun spise en lille bid hver gang, han er på fangst. Midlet virker. Den gamle fanger nu altid og får sig endog en kone. En anden gammel ungkarl plager ham så længe, for at han skal røbe sin hemmelighed, at han tager ham med ud til stenen, bakser den fra åbningen og råder ham til nede i underhavet at henvende sig til båden med den store last. Denne gamle ungkarl bliver hængende ved den rige båd forbi næsset, kan ikke slippe fri og havner så hos innersuit. Den første gamle ungkarl har fortæret al sin mattak og vil hente mere, men fordi han misledte den anden gamle ungkarl, lader stenen sig ikke rokke. Og han falde tilbage i den gamle fangstløse skure.

 

Hist.: I en traditionel version ville årsagen til, at den første gamle ungkarl mister sit fangstheld, have været selve afsløringen af hullet ned til underverdenens hav. Se fx: Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske.

 

Kommentar: Den første åndemand er formentlig selv en innersuaq, en af ildfolket. Bemærk den direkte nedgang gennem et hul i et skær til innersuits hav. Deres hav er således et andet end det normalt synlige. Et underverdens hav. Innersuit siges oftest at bo under stranden og, noget sjældnere, under øer i skærgården. Undertiden skelnes der mellem dem: Dem længst nede (ude ?) er ondsindede og har slet ingen næse i modsætning til nærmere, der har meget flade næser og er mere omgængelige. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq

Print
Dokument id:60
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 321 - 323
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

 

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

 

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

 

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

 

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq

Print
Dokument id:42
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 480 - 484
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.

 

Resumé:

En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden  ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning.

Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.

 

En historie om en talende alk

Print
Dokument id:81
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en talende alk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 391
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

 

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

 

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

En historie om folk fra Qilanngaq

Print
Dokument id:142
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om folk fra Qilanngaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 476 - 479
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 201 ss. 1003 - 1007.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 103.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 476 - 479: Oqalualaarut Qilanngarmiunik.

 

Resumé:

Stormanden Makorsi på bopladsen Qilanngaq nær Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset har mange børn, alle sønner, med sine tre koner, hvoraf han dog altid bare sender den tredje, Kumak, som han ikke elsker, på ammassætfangst i forsommeren. Her føder hun hans første datter, hvorefter hun bliver hans yndlingshustru og hentes hjem til bopladsen, mens førstekonen må udfylde hendes plads på ammassætpladsen. Datteren vokser til, bliver smuk og meget arbejdsom, og storebrødrene elsker hende højt. Men hun bliver ramt af hekseri, idet to vandkalve er puttet i hendes drikkevand. De æder hende op indefra og fortsætter tilmed fortæringen efter hendes død i graven, hvorfra de spadserer ned i vandet igen.

En dag kommer tre af bopladsens mænd ikke hjem fra fangst. Man mener, at et piratskib har snuppet dem.

Engang er Makorsi med alle sønner, svigersøn og andre mænd fra bopladsen på fangst, hvor de overraskes af en fralandsstorm. Kun Makorsi er behændig nok til at ride stormen af. Det beskrives i detaljer hvordan. Men for at redde sig selv må han skære sine tværremme over, først for, så bag, fordi hans svigersøn er faldet ud af sin kajak og hager sig fast i dem. En meget gammel mand i laser og en elendig kajak klarer sig dog også igennem. Herefter fanger Makorsi endnu ivrigere end før for at forsørge de mange kvinder, både drægtige sæler, som han rammer i snuden og store hansæler.

En aften han er faldet i søvn straks efter hjemkomsten, prøver en stor, tatoveret arm fra under briksen at trække ham ned under den. Makorsi stritter imod, men må til sidst vække sin kone, der skærer fingrene af uhyret. Det er Amaarsinniooq.

Fortælleren Hendrik tilføjer, at det var dengang stormen tog de mange kajakmænd og befolkningen i Qilaanngaq, der havde mistet alle deres mænd, måtte spredes.

 

Hist.: Delvis historisk fortælling bygget over den storm Hendrik omtaler til slut. Svær at tidsfæste idet Makorsi, hvis det var hans dåbsnavn, næppe har haft lov til at holde tre koner. Men det kan enten være en afdød mands dåbsnavn, han har fået, eller også er han selv blevet døbt i en høj alder.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

       

Kommentar: Episoden med svigersønnen, som Makorsi skærer sig fri fra, falder ikke ordentlig på plads i fortællingen, idet Makorsis eneste datter jo er død. Den kan være tilføjet af kompositoriske grunde, idet en stor begivenhed forudskikkes af en i mindre format: Afskæringen af svigersønnen forudskikker afskæringen af Amaarsinniooq. Og de tre mænds udebliven forudskikker de mange kajakmænds undergang i stormen.

Amaarsinniooq røver oftest kun små børn, men kan også træffes som voksen-

røver.

En historie om nogen som blev overrasket af storm

Print
Dokument id:64
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som blev overrasket af storm
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 334 - 335
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

 

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

 

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

En historie om nogen som fik fnat

Print
Dokument id:72
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som fik fnat
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 363 - 364
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

 

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

 

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

En rigtig lille forældreløs

Print
Dokument id:94
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En rigtig lille forældreløs
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 143 - 146
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 115 ss. 338 - 346.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 143 - 146: Oqaluttuaq iliarsoqqik.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 58.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 47, ss. 281 - 286.

 

Resumé:

Forældrene til en lille dreng dør. I det store fælleshus tager den ene familie efter den anden drengen til sig som plejesøn, men smider ham ud efter nogen tid, fordi han skider og tisser alt for meget.

Til slut tager en enke med en stor søn ham til sig. Han har også en anden ven, en voksen mand uden kajak, der dagligt træner ham i løb uden døre.

Et efterår kommer vinteren tidligt, man sner inde, alle sulter og lamperne slukkes en efter en. Enken deler ud af sit lille forråd af ammassætter og spæk, og den forældreløse er til slut den eneste, der magter at bevæge sig udenfor. Han må grave sig ud. Efter nogen tids løbetræning lykkes det ham efter en hel dags forfejlede stenkast at få ram på en ryle, en strandryle. Denne førstefangst deler enken mellem dem alle. Næste dag er det to ryler, osv. De ægtepar, der har smidt drengen ud, ærgrer sig grusomt, og det gør de hver gang han herefter vender hjem med en ny førstefangst: ryper, en lille netside fra en våge langt ude i isen, så en sortside, en større sortside og derefter dagligt to sortsider. Da han begynder på vågefangsten er hans løbetræningskammerat forsvundet, og til denne fangst låner han redskaber af sin stedbror, der skærer dem ned i størrelse.

En dag ude ved vågen overfalder en snestorm fra indlandet ham. Ude af stand til at se havner han langt sydpå, fordi vinden ubemærket er drejet om i syd, og han holder retningen mod vinden (mod østenvinden ville han således være nået stik hjem). I hus her i syd sulter man og han giver dem sin ene sæl. Det var rart, siger plejemoderen, der selv altid deler al mad ud: Således vil du blive ved med at fange.

I den sidste episode angribes han ude på isen af en stor isgroet bjørn, der forfølger ham til et isbjerg, hvor han løber rundt og rundt med bjørnen efter sig. Han er dog hurtigst og kan hugge sig en hule ud i en del omgange, gemme sig der og bombardere samme sted på bjørnens isdække med isstumper, hver gang den løber forbi. Til slut er der hul ind til pelsen, hvor han kan ramme den med lansen og få has på den.

Hjemme igen med et stykke af kødet inviterer han alle de stadig ret afkræftede fæller til at følge sig ud til parteringen næste dag. Flere sniger sig derhen om natten. Dem finder man døde undervejs derud næste dag.

Alle de andre mindre grådige redder den forældreløse således fra sultedøden.

 

Var.: Iteqitilik; (den forældreløse dreng der redder hele bopladsen med sine småfangster er et yndet motiv).

 

Kommentar: Den kajakløse løbetræner skildres som en husfælle, men da han jager fugle sammen med den forældreløse og det kun er drengens bytte, der bliver delt ud, er løbetræneren snarere en landånd, der bor i nærheden, og som åbenbart ikke skal nyde noget af at komme med ud på isen. Det er typisk for landånder i Østgrønland at de aldrig vover sig ud til havs. Og såvel i Øst- som Vestgrønland kaldes indlandskæmperne de 'kajakløse'.

En sandfærdig fortælling

Print
Dokument id:90
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En sandfærdig fortælling
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 202 - 203
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 179.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 202 - 203: Oqaluttuaq ilumoortoq.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 85: Den store bueskytte hævner sig på Serquilissaq / Seqquilisaq.

 

Resumé:

En familie fra Sydgrønland rejser nordpå og slår sig ned på en boplads, hvor mændene under en isbjørnejagt dræber manden. Morderen, Seqquilisaq giver den myrdedes lille søn kniven ved hjemkomsten og meddeler ham drabet. Drengen siger intet til sin mor. De får lidt mad at overleve på af andre på slutningen af vinteren og rejser så atter sydpå, hvor drengen forsyner moderen med lidt ryper og med årene får trænet sig op til en habil bueskytte. Velvoksen tager han tilbage med sin mor nordpå. Her finder de kun morderen med sine to koner tilbage på bopladsen, og da det en morgen lykkes den unge mand at komme først op, udfordrer han morderen, der får skudt alle sine pile af uden at ramme, og selv bliver ramt meget præcist af to pile på vej ind i husgangen. Derefter fortæller den unge mand sin mor om baggrunden for hævnen. Senere møder de deres fjender længere mod syd under en renjagt ved Isortuarsuk-fjorden (bifjord til Nordre Strømfjord), hvor en af fjenderne, en tosse, opfordrer den unge mand til at ramme sig med bue og pil. Han vægrer sig, men opfordringerne kommer også fra de andre, der ikke tror, at han kan ramme. Det gør han så, tossen falder død om på stedet, og imponeret af den unge mands træfsikkerhed beslutter hans fjender at undlade hævnen og slutte fred. Den unge mand tager hjem og dør i høj alder uden at være blevet såret.

Efter sigende har det høje fjeld ved Isortuarsuup Tasia været kaldt Pisissaarfik, bueskydningsfjeldet.

 

Hist.: Rink understreger i sin note til fortællingen, at dette Pisissaarfik ikke skal forveksles med det andet i Godthåbfjorden, - som er knyttet til en fortælling om krigen mellem qallunaat (nordboere) og kalaallit (grønlændere). Selve episoden er dog ganske den samme og tyder stærkt på, at den har været en del af fortælletraditionen længe før, man hæftede den på den krig med nordboerne, som Egederne beskyldte grønlænderne for at have yppet. Se / søg på Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser..

Blodhævn.

Erluaraleeq

Print
Dokument id:88
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Erluaraleeq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 340 - 341
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

 

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

 

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

 

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Et menneske

Print
Dokument id:351
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Et menneske
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 204
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

     

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

       

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

       

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

     

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

     

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

     

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Far og søn

Print
Dokument id:56
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Far og søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 380 - 381
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

 

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Fortælling om en falk

Print
Dokument id:83
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortælling om en falk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 396 - 397
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

 

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

 

Hist.: Traditionel fortælling.

Fortællingen om to brødre

Print
Dokument id:1856
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to brødre
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 309 - 313
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

 

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

 

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

 

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

 

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

 

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Fortællingen om to gamle mænd

Print
Dokument id:1855
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to gamle mænd
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 307 - 308
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

 

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

 

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Historien om Mannik

Print
Dokument id:1854
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Historien om Mannik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 306
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 238 ss. 936 - 939.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 306: Oqaluttuaq Mannimmik.

 

Resumé:

Kun indledningen til fortællingen eksisterer i denne håndskrift:

M. drager nordpå (med familie) til ubeboede egne, hvor familien må overvintre. Tager selv senere yderligere længere mod nord, hvor han får øje på et hus, der virker forladt ....

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Hvordan mennesker var i gamle dage

Print
Dokument id:246
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hvordan mennesker var i gamle dage
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 179 - 181
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.

 

Resumé:

En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.

 

Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn.

Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene

Print
Dokument id:515
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 36 - 40, nr. 4
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

 

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

 

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne

Print
Dokument id:510
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikermiormiunik / Om Ikermiut-boerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side79 - 81, nr. 14
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Kort dansk resumé s. 117 - 118.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 268. eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 93.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 230 - 231: Ikermiut-boerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 230 - 231: Ikermiormiunik.

 

Resumé: Der forlyder intet om, at Ikermiut-boerne (på småøer ud for

Paamiut) havde fjender, men til gengæld om deres dygtighed i

kajakroning i alskens stormvejr. Om deres stærke mand der fortælles

endog, at han gerne roede helt til nallermiuts fangststed 6 mil fra

Paamiut, blot for at høre nyt fra dem, og hjem igen samme dag, hvor

han roste nallermiuts evner i roning. Ikermiut-boerne opdrog da også

deres drenge fra små i kajakbalance ved at sætte dem på skamler, der

var spidse for neden, mens de spiste. I begyndelsen væltede de for at

godt ord, men efterhånden lærte de at holde balancen.

 

Engang nogle sydlændinge lagde op på Ikermiut, ville den stærke mand

vise dem sine evner ved at ramme en islom med en vældig fuglepil.

Pilen vendte rundt i luften og ramte ikke. Sydlændingene håner ham.

men i næste kast, der også vender i luften, men foran fuglen, strejfer

den ryggen og slår hovedet af fuglen. Sydlændingene siger ikke et ord

mere.

 

Hist.: Formentlig en fortælling med en historisk kerne.

Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne

Print
Dokument id:507
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikingutinarit / Ikinngutinnaariit / Bedstevennerne
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 71, nr. 11
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé i oversættelse s. 114 - 115.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 265 eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 9 er sammensat af 3 varianter, men følger Arons variant bortset fra indledningen. Samme version i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 137 - 139: Bedstevennerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivningnugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 137 - 139: Oqluttuaq ikinngutinnaariit.

 

Resumé:

To mænd, der er allerbedste venner, bor på hver sin boplads.

Hver vinter besøger de hinanden med få dages mellemrum. Om sommeren

går den ene på renjagt og lader altid talgen sidde på en hel uparteret

ren men lodne horn til sin ven. Den anden ven fanger sortsider og

gemmer dem hele hen. Straks renjægeren kommer hjem besøger han vennen,

den først beværter ham med lækkert kogt sælkød og om aftenen i heden

fra lamperne med en hel frossen sæl til at køle sig ved.

Næste dag inviteres han over til vennen og beværtes på samme vis med

renkød og den hele ren som køle-mad.

 

Et efterår bliver renjægeren så længe borte på sin jagt, at vennen af lutter længsel bliver så vred, at han beslutter at skade sin ven. Da denne endelig kommer med den undskyldning, at det var jagten efter en ren med lodne horn, der

sinkede ham, har sæljægeren smurt ligfedt på den ene side af

kølemaden. Men renjægeren advares af noget (sin hjælpeånd) under

briksen, der støder til ham. Han går ud for at tisse og ånden

fortæller ham ude i husgangen om den forgiftede mad.

Inde igen vender han kødet rundt, spiser dygtigt, men bliver dog lidt

syg, fordi kniven har strejfet ligfedtet en enkelt gang.

Han behandler så vennen på samme vis med ligfedt smurt på køle-maden,

men da denne ikke advares af nogen og spiser sig halv fordærvet får

han mavepine og tager syg hjem. Renjægeren træffer i mange dage ikke

sin ven, når han er ude på fangst, og besøgende fra vennens boplads

fortæller at han er blevet sindssyg og vil æde dem.

Renjægeren besøger af længsel sin ven, der bekræfter forlydendet og

jager sin ven for at æde ham. Denne slipper med nød og næppe bort og

hjem, fortvivler, men trods husfællernes advarelser, besøger han endnu

to gange vennen, der første gang jagter ham rundt i huset, ned til

kajakken, og nær får tag i ham, og anden gang sidder død i en hule,

som renjægeren lukker og dermed begraver sin bedste ven.

 

Var.: Mange, søg på: ligfedt.

 

Tolkning: Arons variant er den eneste af alle varianter, der tydeligt

begrunder sælfangerens onde handling, nemlig med en skuffet længsel efter

vennen. Dermed bliver også moralen tydelig: Det er ikke sundt at holde

så meget af et andet menneske, at kærlighed slår om i had ved mindste

foranledning. De to er ganske enkelt alt for gode venner.

Om den ideale sindsligevægt, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Opdragelse".

iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit

Print
Dokument id:395
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:iliarssúnguit aqigsserniáinartúnguit / Iliarsunnguit aqisserniaanartunnguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1080 - 1082, nr. 221
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé / parafrase (replikkerne er direkte oversat) ved Kirsten Thisted:

 

Små forældreløse, der kun levede af at gå på rypejagt

Nogle små forældreløse levede på en boplads med mange mænd. De små gik hele tiden på rypejagt, og de fik rigtig mange ryper. Når de kom hjem, kappedes hele bopladsen for at få del i udbyttet. Men pludselig var der ikke flere ryper. De små gik af sted endnu længere væk til steder, hvor de aldrig havde været før, men stadig fandt de ingen ryper. Nu manglede bopladsfællerne den gode smag af ryper, de før havde været vant til.

 

Engang de tog ud på rypejagt, gik de næsten hele dagen uden at se noget. Men så ved den tid, hvor de måtte forvente, at mørket ville falde på, inden de nåede hjem, fik de udsyn over en stor slugt. Dernede i bunden så de noget, som ikke så ud til at være en sten. Da de kom nærmere derned, gik det op for dem, at det var et hus  her hvor man ikke skulle forvente, at der var noget hus. De gik derhenimod og kom nærmere. Da de så nøjere på det, opdagede de et udluftningshul oven på huset. De kravlede op og kiggede ned gennem hullet og opdagede en lille dreng, som sad midt på gulvet og legede kajakmand  han brugte en kammiut / støvlestrækker som åre og et bræt som kajak.

 

Da de havde kigget på ham en tid, spyttede den ene af dem ned, så det sagde Sjask ved siden af ham! Han blev forskrækket og kiggede op, men de skyndte sig at rykke væk, så han ikke så dem.

 

En tid efter kiggede de ned igen og så, at han var faldet til ro og havde genoptaget sin leg. Den anden samlede sit spyt og spyttede derned. Og lige som han var ved at tage et åretag, ramte spyttet hans pagaj, så det sagde Sjask!

 

Nu gik de ind og fandt ham henne i hjørnet ved den bageste væg, grædende. Da de kom ind, sagde de til ham: "Du er alene du lille, det er derfor vi er kommet for at være sammen med dig, kom nu bare ud!"

De tog nu huset nærmere i øjesyn og opdagede, at alle væggene var betrukket med rensdyrskind og oven på dem igen ræveskind, hvide og blå. Den som boede alene her, måtte være en meget dygtig fanger. De spurgte drengen: "Bor du her helt alene?"

Så svarede han: "Nej min mor tog af sted tidligt i morges, og hun er ikke kommet hjem endnu!"

 

Hen på eftermiddagen begyndte han med mindre og mindre mellemrum at kigge ud. Engang han kiggede ud, sagde han: "Nu kommer hun tilsyne dernede fra syd, som sædvanlig!"

Da de kiggede ud, opdagede de, at hun havde en stor byrde på ryggen. Da hun kom nærmere, kunne de se, at det var alt sammen ræve. Det gav et ordentligt bump, da hun lagde byrden fra sig derude ved siden af husgangen. Man kunne høre hende på vej ind, og så kom hun ind: en ung, meget smuk kvinde.

Hun sagde: "Efter at jeg tog af sted i morges og lod den lille stakkel alene, så har I været sammen med ham  har de ikke fået noget at spise endnu?"

Hendes lille søn sagde: "Nej, de har ikke spist endnu!"

Så gik hun ud og kom tilbage med tørret rensdyr og rævekød som var helt hvidplettet (af talg). Da hun satte det ud, begyndte de at spise. De havde godt nok aldrig prøvet at spise tørret rævekød, men det prøvede de så nu, og det gav en knirkende lyd, når man tyggede det.

 

Da de havde spist, begyndte sønnen at hviske noget til sin mor. Moderen sagde: "Han vil så gerne have jeres ene sæt pile, hvis I altså ikke alt for nødig vil af med dem!"

De gav ham dem, og han blev meget glad. Så sagde moderen: "Når I tager af sted i morgen, skal jeg nok betale dem. Nu må I først sove i fred og ro!"

Da de havde sovet og skulle til at tage af sted om morgenen, fulgte moderen dem ud. Da de kom hen til det ene udhus, så de, at det var fyldt til loftet med renskind og ræveskind. Efter at de havde fået renskind, kom de hen til det andet udhus og opdagede, at det var fyldt til loftet med tørret rensdyrkød og rævekød. Med dette betalte hun dem, idet hun fyldte alt det der kunne være ind i skindene. Deres byrder blev så tunge, at de næsten ikke kunne bære dem.

 

Da de skulle til at gå af sted, sagde hun: "Herefter må der ikke komme nogen for at  sælge pile!"

 

Mens nu bopladsfællerne var begyndt at blive urolige for dem, så på den anden dag efter at de var gået, begyndte man at råbe om nogen, der kom med noget på ryggen. Der blev stor opstandelse, for de troede, at de kom med en masse ryper. Men hvad var det dog, de havde på ryggen? Til sidst kunne de se, at det var skind som var rullet sammen om noget, og da de nåede frem, opdagede de, at det var tørret kød af ren og ræv, som var rullet ind i skindene. De spurgte dem: "Hvor har I dog fået det fra?"

De sagde: "En lille dreng, som var søn af en, der ikke var noget almindeligt menneske, har fået det ene sæt af vores små pile, og dette er betalingen!"

 

Så sagde en af dem: "Lad også os tage hen for at sælge pile!"

 

"Da vi skulle af sted, sagde hun: "Der må ikke siden komme nogen for at sælge pile!"

 

De andre var imidlertid blevet grådige efter al denne mad, og selv om de forældreløse ikke ville, turde de ikke andet og gik med alligevel. De gik af sted, og til sidst kunne de se hendes boplads. Men det var som om der slet ingenting var! Ikke det mindste stykke mur var der, der hvor hendes hus havde været, bare et svag ujævnhed efter det. De to forældreløse sagde: "Deroppe var der ellers to udhuse!"

Så gik de derop, men der var heller ikke andet end en svag ujævnhed.

 

Da de så ikke kunne finde ud af, hvor hun var gået hen, gik de bare hjem. Da de kom hjem, tog de to forældreløse aldrig siden så langt bort på rypejagt.

 

Slut. Hintrik.

 

Teksten er underskrevet af Hendrik, men håndskriften er Arons.

 

Var.: Juua fortæller denne næsten enslydende: De små forældreløse, side 162 - 164)

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Imanermik / Om Imaneq

Print
Dokument id:506
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imanermik / Om Imaneq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 65, nr. 10
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

 

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

 

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

 

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

 

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

 

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Inuarugdligak / Peter Ranthol

Print
Dokument id:163
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuarugdligak / Peter Ranthol
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 164, nr. 56
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

 

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

 

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

 

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

 

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

 

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

 

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

 

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

 

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

 

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

 

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

 

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

 

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Inugtujussumik / Inuttujusoq

Print
Dokument id:500
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtujussumik / Inuttujusoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 51, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

 

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

 

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

 

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

inuit oqalugtuait

Print
Dokument id:168
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 173 - 174, nr. 62
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

 

 

 

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

 

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

 

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

 

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

 

søsteren i al hemmelighed.

 

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

 

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

 

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

 

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

 

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

 

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

 

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

 

efterladt af nogen.

 

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

 

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

 

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

 

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

 

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

 

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

 

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

 

stammer således fra denne kvinde.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

 

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

 

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

 

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

 

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq

Print
Dokument id:170
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuât, inuk Uvíkiamik atilik / Uvíkiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 177 - 179, nr. 65
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 53.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 34, ss. 233 - 235: Uvikiaq.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 269. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 269: Inuit oqaluttuaq Uikkiamik atilik.

 

Resumé:

Uikkiaq bor i syd og rejser nordpå med kone, søn og to døtre. Sønnen ror hver dag i forvejen. Et sted bliver han dræbt, opdager familien senere efter at have hørt flere steder, at forbidragende folk har sunget om en ung mand de har dræbt. Morderne har anbragt ham på højkant og hængt hans indvolde i panden. Ui. dækker båden med græs og kærdun, gemmer sin kone under den, og sammen med sine to døtre får de has på to unge mænd, der kommer svedige ud fra en sangaften, hvor man netop har moret sig over sangen om mordet på den unge mand. Uik. med familie tar atter sydpå.

 

Var.: Iviangersuunnguaq; De gamles hævn over deres sønner;

 

Kommentar: mytisk rejse nordpå (rejserne går ofte nordpå i Kraghs samling fra Aasiaat

Ipiutaarsuk og Naparutaq

Print
Dokument id:1078
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Boasen, Enos
Nedskriver:Boasen, Enos
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ipiutaarsuk og Naparutaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 214 - 216
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

 

Ipiutaarsuk og Naparu.

 

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

 

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

 

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

 

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

 

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

 

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

 

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

 

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

 

Nedskrevet af Enok Boasen.

 

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

 

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq

Print
Dokument id:501
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isortup umanane pingartorssuarmik / Isortup uummannani pingartorsuarmik / Den stærke mand ved Isortoqfjordens Uummannaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31 - 37, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i oversættelse s. 108 - 109.

Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.

 

Resumé:

Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for

Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig

fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og

tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under

seancerne for at træne ham til åndemaner.

 

Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler

udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan

således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem.

Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner

sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at

faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader

forsørgerrollen til sønnen.

 

En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke

fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb,

ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på

kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en

qajariaq med den anden arm og dræber også ham.

 

Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har

sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad

qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først

den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke

også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt,

hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor

sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak

har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må

kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen

dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke

kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den

stærkes søn blir lam i benene.

 

Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat

på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte.

Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud

gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort.

En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må

ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta'

bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter

stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han

krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

 

Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.

 

Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af

bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx

naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som

model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand

men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den

stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har

menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig

kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF).

Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner

gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o.

til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den

stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før

han når hjem.

 

Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser.

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Iviangersooq

Print
Dokument id:79
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iviangersooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 384 - 388
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

 

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

 

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

 

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Kaassassuk

Print
Dokument id:93
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaassassuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 131
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. NKS 2488, II, nr. 252 eksisterer ikke længere.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 124 - 131: Kaassassuk.

 

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, II, 1860: 78 - 103.

 

Thisteds oversættelse er trykt første gang i Thisted: 'Som perler på en snor...'. PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 120 129.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Resumé:

Kaassassuk fødes på bopladsen Qoqqut i Godthåbsfjorden. Da begge hans forældre dør adopteres han af det ene ægtepar efter det andet. Hver gang får han mad, tøj, og megen omsorg, men da han ikke vokser ender der hver gang med, at plejeforældrene smider ham ud - på møddingen. En gammel kone i husgangens kogerum tager ham til sig med en bemærkning om at hvad der ikke er af sten vil nok vokse. Der har han det godt. Også i fælleshuset har han en velynder, der giver ham sine brugte kamikker og laver legetøjsspyd til ham. De andre drenge knækker straks spyddene, håner ham og slår ham med stokke. Pigerne tisser og skider på ham. Når han skal til fællesspisning inde i huset, hiver man ham op ved næseborene, det eneste der 'vokser' på ham. Hans tænder hiver man ud, for at han ikke skal spise for meget. Velynderen giver ham en kniv til hjælp. Endnu en anden mand får medlidenhed men Kaas. og opfordrer ham til at gå op i indlandet og kalde på Kraftens Herre, en kæmperæv, der gang på gang og dag efter dag vikler sin hale om Kaas. og kyler ham hen ad jorden. Hver gang falder der legetøj ud af hans krop: det er derfor han ikke har kunnet vokse, siger ræven. Kaas. bliver lettere i kroppen, hans fysiske styrke vokser og han opøver sine kræfter på sten. Han sparkede til dem og tilmed stejle klipper satte han skulderen til. Uden at vise sine nye kræfter lader han sig stadig forhåne af drenge og piger. Da kæmperæven er færdig med behandlingen, lover han ham to lejligheder til at afsløre sine kræfter: Et enormt stykke drivtømmer og tre bjørne.

Alle mænd bugserer det store stykke tømmer ind og fæstner det med talrige remme oven for højvandsmærket. Kaassassuk låner sin plejemors strømper med påsyede såler, går ned i aftenmørket, sprænger alle remme, bærer ene mand tømmerstokken op, placerer den på højkant ved husets bagside og går i seng. Stort postyr næste morgen: hvor er tømmeret blevet af. En kvinde, der er gået bag huset for at besørge, opdager den. Den er væltet. Det hørte Kaas. egentlig godt inden han sov. Ingen af mændene har flyttet den, siger de. Så splitter de den op til redskaber, Kaas. får sig således en ny, meget tung fuglepil af sin velynder. Den knækker de andre drenge straks.

Noget senere råbes der om de tre bjørne, som alle bopladsens mænd prøver at få nedlagt, men forgæves. De befinder sig på overfladen af et højt isbjerg. Igen låner Kaas. de forsålede strømper med remme, som han strammer godt, mens plejemoderen på skrømt beder ham skaffe sig dyne og underlag. Kaas. farer af sted så hurtigt, at en regnbue ses bag ham i den sne, han hvirvler op. Menneskemængden splittes som en stime ammassætter. Han nærmest løber op på isen, griber bjørnemoderen i forbenet, slynger hende rundt, kvaser hendes bækken, flækker hende i to, smider delene ned og dræber dernæst på lignende vis den ene unge. Med den anden i forpoten farer han ned og slynger den mod den ene efter den anden af de drenge og piger, der har plaget ham mest. De dør. Plejemoderen får alle bjørnene til flænsning med deres skind til det ønskede sengetøj.

Kaas. inviteres nu til fællesspisning, og da ingen længere tør røre ham, må hans velynder hive ham op i rummet ved næseborene. Alle smisker for ham, han får adskillige knive at vælge imellem, bl. a. en foldekniv (!), som han maser itu. Han holder sig til sin velynders kniv. Efter måltidet, der med en kniv er hurtig overstået for Kaas.´s vedkommende, henter en pige på forældrene ordre frisk drikkevand. Han takker ved at klemme hende ihjel. Sådan går det med alle pigerne, så drengene; og alle husfællerne, undtagen velynderen og hans kone, slår Kaas. også ihjel.

Om foråret øver han sig i en af de døde mænds kajakker og bliver rigtig ferm, men kan dog ikke klare en pludselig fralandsstorm. Han må blot lade sig drive, kæntrer og besvimer også, men han vågner op på stranden neden for den stærke Qaasuks/Qaassuk's hus. Denne tager vel imod ham, dog med lidt drilleri: Kaas. skal selv hente sin mad uden for huset: et fastfrosset flået hvalroshoved. Og da Qaas.'s stærke søn kommer hjem med en stor hvalros, må Kaas. slæbe den op. Det volder ham intet besvær. Heller ikke at overmande både Qaas. og hans søn, binde dem til husstolpen og elske med husets datter hele natten. Sin styrke viser han også som svigersøn i huset ved at dræbe de røde hanhvalrosser, som ingen tør binde an med. De kommer farende oprejst i vandet med baskende luffer mod kajakmanden.

Da rygtet når Kaas. om en meget stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han straks derop (over flere år) for at kappes med ham. De brydes fra solopgang til solnedgang, da Usus. endelig tar ordentlig fat, bærer han Kaas. ned til stranden, men stoppes af sin far inden han når at slå Kaas. ihjel ved at kaste ham ud i havet. Kaas. tager beskæmmet hjemad næste dag og illustrerer senere styrkeforholdet ved at sammenligne sig selv med en hvid sten, som han klemmer til smulder, og Usus. ved en sort sten, som han kun kan klemme aflang.

 

Var. Kaassassuk

 

Hist.: Bemærk foldekniven, en europæisk handelsvare. I de fleste (traditionelle?) versioner resocialiseres Kaass. ikke.

 

Kommentar: Se Thisted 1993: Som perler på en snor. PhD afhandling, Københavns Universitet.

Aron har i denne nedskrift måske været noget overfladisk mht. mange detaljer, som ses i de øvrige varianter. Men han opdager sin lapsus med at lade velynderen forære Kaas. sine brugte kamikker: "Engang imellem når Kaassassuk kom ud, måske endda uden kamikker ..."; står der straks efter. Ellers ville lånet af plejemoderens strømper med sål ikke give mening. Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen

Print
Dokument id:504
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Karusungmiumik / Qaarusummiumik / Om Qaarusuk-boen
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 57, nr. 8
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 111 - 112.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.

 

Resumé:

Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i

Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror

helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som

kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og

skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de

jævnbyrdige i kajakroningen.

Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen

nordøstligste kyst.

 

En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem

er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til

Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige

fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til

angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner

morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin,

vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på

slæb og løsner ham ved Qaarusuk.

 

Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at

de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine

slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner

sig ikke.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig

kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten

folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34.

Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat

Print
Dokument id:490
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Abraham (Aparât)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kavdlunaitsiat Nungutitauneranik / Qallunaatsiaat
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:6 sider, nr. 5
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse: "De gamle nordboere i Ameralik, deres

undergang."

Orig. håndskr. og afskrift eksisterer ikke længere.

Nyoversat i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 34 - 38.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 24 ss. 107 - 109 har Rink sammenstykket ialt 2 varianter: Første del af denne + en af Aron (se Rink 1875 nr. 54(1). Fortællingen om Uunngortoq indgår sammen med 5 andre i en tilsvarende sammenstykning, ibid.nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, hhv. nr. 18, ss. 174 - 176: Navaranak or Javraganak, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok/Uunngortoq.

 

Resumé: Grønlændere og nordboere bor i fredeligt samkvem ret nær

hinanden i Ameralik - fjorden. En grønlandsk kvinde, Navaranaaq, der

har lært nordboernes sprog, får held til at yppe kiv mellem de to

parter. Nordboerne angriber og dræber alle kvinder og børn, mens

mændene er på fangst. Da mændene kommer tilbage og ønsker hævn,

fremstiller de en sejlbåd (vist af en udhulet træstamme / drivtømmer)

uden årer, der ligner en kælvende isskodse, når den vælter rundt. På

denne vis narres nordboerne, der efter et smut ude til besigtigelse af

fartøjet, helliger sig et spil inde, hvor de morer sig med at dreje

det afhuggede hoved af en ung grønlandsk mor rundt på en pind.

Grønlænderne graver huller under huset og fylder både dem og husgangen

med lyngbrændsel, som de stikker ild til. De nordboere, der flygter

ud, bliver alle dræbt, undtagen Uunngortoq der når at flygte med sin

lille søn i favnen, men må smide ham ud i en sø, da han bliver

forfulgt. Han slipper bort. Grønlænderne tager så Navaranaaq under

behandling, og slæber hende ved remme hen over jorden indtil først

rygkødet er slidt af og siden indvoldene vælter ud. Da hun er død

sætter grønlænderne afsted efter Uunngortoq, der er nået langt sydpå.

De bosætter sig i nærheden, og to brødre søger forgæves at ramme Uu.

i hans hus gennem vinduet. Uu. kommer ud, forfølger brødrene, får tag

i den yngste, hugger hans hoved af og holder det hånende op for den

ældste, der ser sig tilbage ved Uu.s sejrshyl. Uu. flygter videre mod

syd til Igaliku, hævnerne følger efter, og det lykkes storebroderen

efter mange fejlskud at få ram på ham med en forhekset pil lavet af en

barnløs kones tørrehæk. Til slut fortælles det, at endnu en nordbo

undslap i en båd sydpå, hvorfra han nåede hjem med et skib.

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982: Grønlandske sagn om nordboerne. Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om betegnelsen qallunaatsiaat for nordboerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer.

Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk

Print
Dokument id:503
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigdlinararssungmik / Killinaraarsummik / Om Killinaraarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 53, nr. 7
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Yderst kort resumé s. 111.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 261 eksisterer ikke længere.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 91, ss. 255 - 258.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 96, ss. 444 - 445: Kigdlinararsuk.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsummik.

 

Resumé:

Killinaraarsuk blir forældreløs som lille. Hans storesøster

tager sig af ham, og da hun bliver gift med en dygtig fanger, der også

holder af ham, kender han kun til mæthed og vellevned. Han går iøvrigt

alle til hånde og er meget vellidt. En dag alle mændene er taget ind i

fjorden og blevet derinde i flere dage, skal K. om natten ud at

besørge. Han hører en konebåd nærme sig og hviskende stemmer. Han

gemmer sig bag en stabel kvas, hører de hviskende gå ind i huset,

dernæst larm og skrig, og til slut gæsterne der forsvinder i deres

konebåd.

 

Inde i huset flyder gulvet i blod, alle er dræbt, også hans søster,

hvis foster ligger blottet. Een af morderne er også blevet dræbt. K.

genkender ham som en af deres naboer fra Sanerut. Mændene kommer

intetanende og glade tilbage, hører om ulykken og harmes, men de får

nye koner og tænker ikke så meget på at hævne sig som K., der ikke kan

glemme synet af sin døde, opsprættede søster.

 

K. vokser til, får kajak, og da han er udvokset finder han en dag et

stort stykke drivtømmer, hvoraf han laver skelettet til en umiaq. Den

skal bruges til hævntogtet, men han savner et ordentligt hævnmiddel, en

amulet / aarnuaq. Den søger han at skaffe sig nordpå hos en gammel kvinde, der

ikke mener hendes evner rækker. Hun henviser ham til sin ældre søster,

der giver ham en indtørret skallesluger og besked på, hvordan han skal

skære et hul i båden ved mastens sted, stoppe amuletten ned og dække

hullet så ingen kan se, at der har været hul. Kun da vil amuletten

virke. K. følger anvisningen og afprøver med fællerne ved årerne

bådens hurtighed i forhold til en flyvende skallesluger / angeltaske.

Da båden ikke står mål med fuglens flugt, bygger K. den om, og nu indhenter båden

fuglen og sejler hen over den. K. opfordre nu til hævntogt, som alle

mændene indvilger i, og ved Sanerut dræber mændene alle undtagen en

gravid kvinde, som K., der kommer sidst ind i huset, dræber med tanke

på sin søster. Derefter blegner mindet om hende og han får ro i

sindet.

 

Var.: Killinnaraarsunnguaq.

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Kumallaasi og Asalooq

Print
Dokument id:245
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kumallaasi og Asalooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 149 - 153
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 164 ss. 566 - 576.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 149 - 153: Kumallaasilu Asaloorlu.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Resumé:

Kumallasi er en gevaldig dygtig fanger, der holder meget af sin fætter Asalooq. Denne er derimod elendig til fangst og derfor ugift. Hver gang Kum. inviterer til fællesspisning giver han Asa. et skulderblad. Bopladsfællerne bliver misundelige og foregiver Asa., at Kum. pønser på at slå ham ihjel. Et helt døgn ryster Asa. af skræk for det forestående drab, og da intet jo sker, tager han hjemmefra. Kum. fortvivler, leder og leder forgæves efter Asa.. Han holder helt op med at fange men tager dog fat igen på sommerpladsen. En dag beder han sin familie tage det roligt, hvis han bliver lidt længe væk og ror så ind den nærliggende fjord, hvor han møder en kajakmand uden kajakredskaber, der er dygtig til at vende rundt og dræber sit bytte med en pil nedefra. Kum., der siger at han gerne vil opleve noget at forjage sin sorg med, bliver så inviteret med langt ind i indlandet til en teltplads ved en sø, hvor de to først sent om aftenen lister ind i værtens telt. Kum. inviteres på mad, spiser noget, men er for urolig til at blive. Værten lover at holde besøget hemmeligt, indtil Kum. har nået sin kajak igen. Først da ryster han sine bukser med et stort bulder. Hele teltpladsen, mænd og kvinder, myldrer ned til fjordbunden og skyder deres pile efter ham. Kvinderne er hurtigst, fordi deres pilekogger er amaat-kraven. Mændenes er deres støvleskafter. Kum. slipper hjem, hvor han længe kun laver pile til sin krig mod indlandsfolkene (der slutteligt omtales som eqqillit).

Under angrebet i mørke støder han på Asa., der også er på krigsstien. Kum. lister sig først ind i sin forrige værts telt og skyder konen en pil i brystet. Farer så ud, berordrer Asa. til at gemme sig bag sin krop og lader fjenderne afskyde alle deres pile. Et kort øjeblik, da Asa. kigger frem, får han en pil mellem øjnene og falder om. Men da Kum. erklærer, at han intet fejler, rejser han sig igen. Så angriber de Kum. dem med alle sine pile, og Asa. stikker dem bagefter med lansen. De eneste overlevende, børnene, finder de i rævesøvn i teltene og stikker dem ihjel gennem ørerne.

 

Efter hjemkomsten, hvor det gamle mønster genoptages, er Kum. ude på fangst, da tre isbjørne, som ingen tør give sig i kast med, har placeret sig nær bopladsen på et isfjeld. Asa. der som sædvanlig med længsel afventer Kum.'s hjemkomst ved stranden, siger, at hvis bare Kum. havde været der, skulle han nok have klaret bjørnene. De andre mænd håner ham: "Ingen kan klare dem." Da Kum. nærmer sig med to sortsider på slæb, ror Asa. ud og fortæller om bjørnene. Han overtager så bugseringen, mens Kum. ror rask til isbjerget, lægger til, fæster et par pile opefter i den stejle isvæg, klatrer op og overmander bjørnene én for én. Han smider en af dem ned som mændenes andel, og Asa. lader sin skadefryd høre.

 

Var. Søg på Kumal*; Asaaloq og Kumallaasi.

Kunuk

Print
Dokument id:1426
Registreringsår:1857
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 153
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

 

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

 

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

 

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

 

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

 

Var.: Kunuk

 

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Kvinden, der havde en orm til mand

Print
Dokument id:608
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der havde en orm til mand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 106
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"quvdlugíssamik uvilik".
Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and
Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.127 - 129, "The woman who married a worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 69 - 71: "quvdlugíssamik uvilik" / qulluissamik uilik.

Resumé: De mange brødre vil ikke bortgifte deres eneste søster. Også
et enebarn får afslag. Dennes gamle mor ønsker, at pigen må få en orm
til mand. Kort efter blir pigen borte. Brødrene leder, men forgæves og
vænner sig til, at hun ikke er der. Den mellemste bror maner ånder,
følger  hendes spor til indlandet, ser hende med et ormebarn på gulvet
i et oplyst hus, tapetseret med renskind. Broderen går ind til sin
søster. Hele huset ryster, fordi den store orm, der omslynger hele
huset forneden, ryster det. Broderen ber sin søster besøge deres mor.
Hjemme fortæller  han om søsteren, og til moderen siger han, at hun
skal spørge søsteren, når denne kommer på besøg, om hun holder af sin
ormemand. Hvis ikke vil de dræbe ham. Pigen kommer med sin orm i
amaat og tar den ikke op. Moderen vil se barnet. Skal gemme sig under
tæpper, kigger ud, ser ormen, der dier datterens bryster til blods, er
nær ved at falde om. Adspurgt siger pigen, at hun holder af sin mand,
fordi han sørger godt for hende. Moderen lyver: "Hvis du bliver ved at
holde af ham, vil din mellemste bror dræbe ham. Hun indvilger
nødtvungent i drabet. Brødrene følger hende til ormens hus med mange
pile. Ormen kommer hjem gennem en nordvendt kløft med to rener i
gabet, kryber ind under huset fra nordsiden, halvvejs ind og varmer
med brystet sin kone. Næste morgen kommer den ud gennem husgangen.
Brødrene dræber den med talrige pile og ormebarnet med. Pigen græder,
vender hjem med brødrene og de genoptager deres gamle levemåde.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker.

Kvinden, der opfostrede en orm

Print
Dokument id:1604
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:Nielsen, Jonasine ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der opfostrede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

 

Jonasine Nielsen, Saattoq.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

 

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

 

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Kvinden, som opammede en orm

Print
Dokument id:1548
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som opammede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arnaq nâlungiartârtoq ..." / Arnaq naalungiartaartoq ...

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43 - 44: "Arnaq quvdlugíssamik nâlungiartârtoq" / Arnaq qullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde finder en orm i en tue, ammer den op og klæder den

i et skindærme. Den vokser sig uhyre stor, mens kvinden magrer hen. En

dag hun er ude, dræber hendes mor den. Hundene slikker blodet, der

strømmer ud af den. Kvinden sørger dybt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker

Print
Dokument id:1314
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 148 - 150
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

 

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Larven

Print
Dokument id:1547
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Larven
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189 - 190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

 

Resumé:

En kvinde opfostrer en larve til uhyre størrelse. Den æder et barn på

bopladsen og blir dræbt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; The woman who nursed a worm;

Matiinarsuaq

Print
Dokument id:1745
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Matiinarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 460 - 462
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

 

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Meqqisaalik

Print
Dokument id:89
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Meqqisaalik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 283 - 287
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

 

Var.: Meqqusaalik

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar

Print
Dokument id:1892
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 122
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 40 - 42: "Nanortalingme utorqánguit ...".

Uden overskrift.

 

Resumé: Et gammelt ægtepar ved Nanortalik føjer deres eneste søn i hans ønske

om at tage på sommertur til Qassit efter sortsider og bær. Han fanger

rigeligt, men får lyst til at bestige egnens højeste bjerge. Faderen

advarer ham mod bjergtoppenes onde skæbne, og sønnen kommer hjem fra

det højeste Perserajik med mavesmerter. Han dør, og forældrene må bygge

et hus til overvintring. Vinduerne laver de af rypekroer, og de lever

godt af sønnens fangster. Triste og tavse får de en aften besøg af tre

kvinder, der underholder de gamle med fortællinger om deres skønne

rejseliv. Det karakteriserer hhv. en ren, en ræv, og en hares

levevis, og som sådanne forsvinder de ud gennem husgangen før

morgengry af angst for, at "døgnet ellers vil rulle rundt og daggryet

komme bag på dem". Da isen går om efteråret, rejser de gamle tilbage

til Nanortalik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

     I Nanortalik boede et ældre ægtepar, der havde en eneste søn. Sønnen var en stærk og mægtig mand. Han rejste hele tiden til steder, hvor der var fangstdyr. Han rejste således rundt med sine forældre. Engang om efteråret, hvor der var kommet mange sortsider, sagde sønnen: " I morgen tager vi ud på en seljtur til Qassi, hvor der skulle være mange bær og sortsider."

     Dagen efter tog de stakkels forældre af sted sammen med sønnen. Da de kom til bunden af Qassi, begyndte sønnen at fange endnu flere sæler. En dag da han som sædvanlig kom hjem med flere sæler, sagde han: "Jeg vil bestige fjeldet Tusaarluarnaaq." Dertil bemærkede faderen: "Du skal holde dig fra at bestige fjelde, for man siger, at nogle fjelde bringer ulykke." Det lod ikke til, at faderens ord gjorde indtryk på sønnen. Han tog af sted og kom først hjem et godt stykke tid efter, at solen var gået ned.

     Tidligt næste morgen tog han af sted og kom hjem i to omgange med fuldvoksne sortsider på slæb. Da han kom hjem, sagde han: "Jeg vil tage hen og bestige det højste af fjeldene, Perserajik." Endnu engang bemærkede faderen advarende, at nogle fjelde kan volde ulykker. Men det gjorde øjensynligt ikke indtryk på sønnen. Han tog af sted for at bestige fjeldet. Endnu før det blev aften, kom han hjem og havde stærke smerter i maven. Han gik i seng; næste morgen døde

han.

     Hans forældre blev grebet af dyb sorg. Men der var intet at gøre, de

måtte lave en grav til ham og bygge sig selv et hus. De flyttede ind i det nye hus, og til vinduer brugte de rypekro fra ryper, som sønnen havde fanget. Den gamle begyndte at fiske; han var ellers holdt op med at ro i kajak. Først da det var vinter, holdt han helt op med at fiske. (Her er et ord, som jeg ikke kan læse.) De levede af de sæler, som deres afdøde søn havde fanget. Om aftenen

var der ingen, der sagde noget. En aften sagde manden: "Bare der ville komme en, der kunne fortælle historier." Knap havde han sagt dette, så hørtes der knirken i sneen hen over huset, (jeg mener, at der står "karssugpâ"), én gang til og endnu én gang til. Så hørte man nogle gå ind i gangen, og at de diskuterede, hvem der skulle være den første: "Gå du ind. Gå du ind!" Manden sagde indefra: "Kom inden for. Vi savner adspredelse." Så trådte der en kvinde ind, mørklødet og med en

stor hårtop. Efter hende trådte endnu en kvinde ind, det gav ligefrem lys i rummet, så lys var hun, og en stor hårtop havde hun. Hun smilede endog. Efter hende kom endnu en mørklødet og meget mild kvinde ind. De to gamle blev så glad for dem, at de straks satte mad frem. Da de havde spist, sagde manden: "Vi savner nogle, der kan fortælle historier. Fortæl nu, I søde."

     Således opfordret, fortalte de løs - især den første, der trådte ind: "Man er jo på vandring hele tiden. Om sommeren vandre man langt inde i landet. Når der kommer myg, flytter man op på fjeldene. Især er det smukt ved solopgang og solnedgang, når solen kaster et rødt skær på de høje fjelde. Det er et smukt syn. Midt om vinteren holder vi til længere nede og søger efter føde på stranden i lavvande. Det er begrænset, hvad vi har at fortælle; men den lille her har meget at fortælle, for hun vandre meget." Med de ord pegede hun på den lyse. Så sagde den lille kvinde: "Ih, jeg vandrer langt imod nord, mod syd og mod øst, langt, langt væk, når det bliver forår, og når solen kaster rødt skær på de høje fjelde, ah!" Hun gav et skrig fra sig. "Se nu fjeldene deroppe mod øst og mod nord, når solen står op og kaster sit lys på dem fra øst og fra syd. Jeg forlader de høje fjelde, når jeg har født mine unger." Hun fortsatte med at fortælle længe; og

midt i det hele sagde hun: "Lad os komme ud gennem det, der får den store tykke mave til at rejse sig (husgangen?) (nârsugssûp makitaqúkalugtuaqâtiput)." Idet hun sagde dette, bøjede den største af dem sig ned for at komme ud i gangen. Man så kun en lille hale af et rensdyr. Da den mørklødede bøjede sig ned, så man en stor hale af en ræv. Da den sidste bøjede sig ned, sås der kun en lille hale af en hare. Det viste sig, at det var et rensdyr, en ræv og en hare, der var

på besøg i menneskeskikkelse.

     Da isen om foråret forsvandt fra Qassi, vendte de to gamle tilbage til

deres vinterboplads.

 

Var.: Besøg af / hos dyr i menneskeskikkelse.

Hyppigst handler de om et menneskes besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Men her er det snarere det gamle ægtepars ensomhed, der lokker dyrene til. Qivittut har lignende oplevelser: Salik Aron; Salik Aron; Nassaaq.

 

Tolkning: Bemærk billedet af døgnet, der kæntrer rundt. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Verdens balancegang.

Naajarsuaq og Kuukajak

Print
Dokument id:359
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Kuukajak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 295 - 297
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

 

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

 

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Nallusut illerqorsarsiornerinik / nalusut ileqqorsarsiornerinik

Print
Dokument id:313
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nallusut illerqorsarsiornerinik / nalusut ileqqorsarsiornerinik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 185h - 186h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

De udøbtes mærkelige vaner.

 

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

 

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

 

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

 

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

 

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

 

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

 

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

 

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

 

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

 

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

 

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

 

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

 

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Notat: s. 188v (?)

 

Kommentar: søg på anngiaq

Nangmamik / Nammamik / Om Nammak

Print
Dokument id:516
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nangmamik / Nammamik / Om Nammak
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 54, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

 

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

 

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

 

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

 

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Narhvalen (monodon monecerus)

Print
Dokument id:548
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Narhvalen (monodon monecerus)
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

 

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

 

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

 

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

 

Summary:

 

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Nassaaq

Print
Dokument id:2053
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Gregersen, Hans
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nassaaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 94 - 114
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 103 - 123: "Unikkaartuaq. Nassaaq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Som den mellemste af tre brødre har Nassaaq ulykkeligvis aldrig fået kajak og færdes derfor kun til lands, hvor han bl. a. plukker en masse bær. Brødrene håner ham, han er som en kvinde der ikke skaffer spæk til huse. Alligevel er de glade for ham pga af de mange bær. Under en ørredfangst ved Qinngua (bunden af Tasersuaq øst for Tasermiut fjorden nær Nanortalik), hvor Nass. vil fange flere ørreder efter atbrødrene og faren er gået tilbage til teltet, har moderen slukket lampen i teltet, da han kommer. Dybt fornærmet - han er jo en der aldrig skaffer spæk til lampen - løber han indlands. Brødrene prøver forgæves at indhente ham, og heller ikke næste dag lykkes deres forsøg. Nass. går langt, langt ind i landet over bjerg og dal og kommer omsider til en stor slette, hvor han bygger hus og fanger masser af ryper til mad og vinterforråd. Det tar ham nogen tids træning før han kan løbe harer op (han har ingen jagtredskaber) og først året efter kan han løbe en ren op. Derefter har han mere end rigeligt af kød til forråd. Vinteren igennem holder han sig inden døre og har ingen anden underholdning en norden- og vestenvind, der uafbrudt skiftes til at hyle. Men en aften får han besøg af et lyshudet ældre ægtepar, der kommer med bær til ham. Han bliver ovenud lykkelig, fordi der ikke gror bær, som han tidligere altid smovsede i, så langt inde i indlandet. Han byder dem selv forsyne sig til et måltid med alt de lyster af tørkød i forrådsskuret og de spiser sammen, mens den mandlige gæst fortæller og fortæller, indtil det begynder at lysne. Da må de afsted.

Så er han ene længe igen, men han søger hyggeligt selskab med renerne, som han hviler sig mellem, og en dag hans kamik snærer er det fordi der er ved at vokse hove ud på hans hæle. Den næste store oplevelse bliver et besøg af et mørklødet ældre ægtepar, der også bringer bær, dog ikke fra denne men en anden verden. Der er modne og umodne mellem hinanden. Disse gæster spiser ikke kød, men bliver alligevel mens Nass. smovser bær og underholder med fortællinger, til det begynder at lysne.

Næste efterår, da han går hen til (inlands)isen og opdager en plet jord derinde, hvor der sikkert vokser lækre planter, laver han sig i en fart et par ny kamikker, går derind og tar rigtig for sig af de lækre planter. En fjern mørk plet der glider hen mod ham og vokser, viser sig efterhånden at være en seksbenet mammut / kiliffak. Nass. har længe set den komme, men har alligevel trukket spændingen ud ved at lade sine aftagne våde kamikker tørre, på begge sider, før han får dem på og flygter. En stor revner springer han over. Uhyret ligeså. Men den anden revne, som han kun med nød og næppe klarer tumler udyret ned i med mange voldsomme lyde.

Noget senere kommer lillebroderen for at hente ham. Denne har overtalt sin familie til igen at ta til Qinngua og fange ørreder (de har af sorg ikke været der siden Nass. forsvandt), og han har fået en stor madpakke med fra sin mor. Nass. blir glad for besøget, indvilger i at gå med tilbage, men først må han fortælle alt det han har oplevet gennem årene i sin ensomhed. Lillebror prøver gang på gang at afbryde, men Nass. må af med alle sine fortællinger (oplevelserne som ovf.) først (først i jeg-form, hvorefter Hans Gregersen forglemmer sig og går over til den tidligere 3. person ental). De to brødre vandrer så ned til teltet, hvor far, mor og storebror står glade uden for for at tage imod. Men da de alle skal ind i teltet går forældrene først, så brødrene, og til slut Nass. Åbenbart fornærmet igen får han kun lige foden indenfor før han vender rundt og stikker til fjelds igen. Alle forsøg på at nå denne trænede hurtigløber mislykkes.

Forældrene får dog langt senere en sidste hilsen fra Nass. gennem to lidt ældre kajakmænd, der skal fange ammassætter ved Ammassivik (Lindenow Fjord / Alluitsup Kangerlua) og blir bedt om at overnatte hos forældrene, der trænger til underholdning i deres store sorg over tabet af Nass. Ved afrejsen får de indstændige pålæg om også at kigge ind på tilbagevejen. I Ammassivik følger en ung åndemaner / angakkoq dem ud til kvan-stedet, der vogtes af et uvæsen, en allaq, og denne tillader dem ikke at plukke mere end et par stængler. De må flygte, men de beundrer den unge mands store evner (ikke helt klart hvori de har vist sig. Måske alene det, at han frejdigt og fornøjet følger dem trods faren derved). På tilbagevejen passes de op af en allaq på brinken af en skrænt, som takker dem for at de både har og atter vil besøge hans forældre. De må endelig hilse og fortælle at han er blevet en, der strejfer rundt i fjeldene. Forældrene bliver, trods sorgen over det uigenkaldelige tab, dybt taknemmelige for beskeden og overlæsser de to gæster med gaver til hjemrejsen.

 

Var.: (til bærgivernes besøg) Salik Aron; Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar;

 

Hist.: HG var 74 år i 1965. Boede tidligere i Alluitsoq / Lichtenau og Qunnermiut. Fortællingen rummer en del oplysninger om baglandet bag Nanortalik, som begivenhederne er henlagt til. Fortællingen dateres til dengang Nanortalik endnu hed Ilivileq, dvs. formentlig før koloniseringen i 1797. Muligvis er også en ung mand ved det navn gået til fjelds dengang (qivittoq). Men skabelonen er kendt fra andre versioner om andre qivittut.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre enten har haft glosen med da de indvandrede, eller de har senere lært om den brune bjørn via herrnhuternes inuit i Labrador. Landbjørne findes ikke i Grønland. Det synes at være samme væsen, der vogter samme kvan i den historiske fortælling: Inorujuk (søg denne). Desuden kan samme Inorujuk, kendt som en slags åndemaner som ung, være identisk med den hér ovf. omtalte unge mand.

 

Kommentar: Det er en lang, vel fortalt historie, der giver sig plads og god tid. Mange historier har i godt selskab sikkert været fortalt i en sådan bredde med mange detaljer og indskud.

Det var ikke ualmindeligt at en dreng blev opdraget som pige, specielt hvis de ældste børn alle var drenge og moderen havde behov for en hjælper. Symbolforskellene mellem hav og land - parallelt med mand versus kvinde - kommer særdeles tydelig frem: Hurtigløb modsat kajakroning, ørredfangst og bærplukning modsat sælfangst, og en tiltagende lighed med indlandets hurtigløbere, renerne, der også smovser i lækre planter.

 

Vedr. besøget drejer det sig i overleveringen oftest om et menneskes besøg hos fugle og dyr. Hér er det qivittoq'ens ensomme liv der tiltrækker dyrene

Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende

Print
Dokument id:1838
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80h - 83v, nr. 330
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

 

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

 

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

 

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

 

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

 

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

 

 

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

 

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

 

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

 

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

 

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

 

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

 

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Niaqunnguaq

Print
Dokument id:95
Registreringsår:1859
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niaqunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 147 - 148
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 163 ss. 559 - 565.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 147 - 148: Oqaluttuaq Niaqunnguamik.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 83.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 67, ss. 362 - 366: Niakunguak.

 

Resumé:

Niaqunnguaq er en af de yngste i en stor, hidsig brødreflok, men selv er han fredeligheden selv, og det kunne ikke falde ham ind at fremhæve sig selv eller prale, skønt han er en fortræffelig kajakmand. Han forlader de ufredelige brødre og ror sydpå, hvor han bliver inviteret til at bo hos elskelige mennesker, får sig en kone og senere en søn. Denne er endnu en lille purk, da en flok brødre med en irritabel og aggressiv mellemste bror slår sig ned på bopladsen for vinteren. Denne bror følger Niaq. med ud i kajak i et voldsomt stormvejr, men kan ikke engang hjælpe denne med at lænse en harpuneret sæl. Han må ro hjem i forvejen og skræmmer den stakkels purk aldeles ved at antyde, at faderen bestemt ikke kommer hjem i det vejr. Det gør dog Niaq., med hele to sortsider og han bemærker tørt ved fællesmåltidet på bryststykkerne, at det blæste en del derude, da han fangede dem.

Niaq. deltager aldrig i boldspil og lignende konkurrence-lege, men lokkes så ud for dog at se på. Den aggressive skubber ham omkuld, men Niaq. rejser sig og børster blot sneen af. Den anden farer frem igen. Niaq. skyder ham stilfærdigt fra sig. Den anden bliver ved, og de kommer op at slås. Niaq. kaster modstanderen fra sig, og denne dør næste dag af blodtab. Så har Niaq. altså ufrivilligt fået fjender, nemlig den dødes to små sønner, der mange år senere, da også Niaq.´s søn er blevet stor, dygtig og stærk, ankommer med en masse andre mænd og slår sig ned på bopladsen. Hen på vinteren bliver der hungersnød. De tilrejste inviterer Niaq. og hans søn på en masse mad, hvorefter en af fjendens sønner nævner, at man er kommet for at hævne sig. Han demonstrerer sin styrke ved at klemme en kogt, tørret sællever, uden at den ændrer synderlig form. Niaq.´s søn klemmer den derefter til dryssende smulder. Hævnerne føler sig overvundne og rejser bort, og Niaq. og hans søn angribes aldrig nogensinde igen.

 

Hist.: Aron kommenterer, at denne fortælling skulle være meget gammel. Den er under alle omstændigheder stærkt overdreven i sin moralisering, og skønt det formentlig i Grønland som hos Inuit i Canada (Jean Briggs: Never In Anger, 1974 (1970)) var en dyd ikke at lade sig hidse op, er Niaqunnguaq næsten for eksemplarisk i sin "vende den anden kind til" adfærd.

Man bemærker tillige at det er i syd, hvor herrnhuterne, som Aron tilhører, netop havde deres andre missionsstationer, at Niaq. træffer de allerelskeligste mennesker.

Nikooq

Print
Dokument id:67
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nikooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 342 - 345
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 121 ss. 627 - 634.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 342 - 345: Oqalualaarut Nikuumik.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 52,

ss. 91 - 93.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 126, s. 461 - 462: The Tupilak.

 

Resumé:

Nikooq har engang været en dygtig fanger, men med alderen må han nøjes med at fiske ulke, som dog de mange dygtige unge brødre, han deler boplads med, er glade for at få i bytte for noget af deres fangst. En dag lykkes det minsandten Nik. ene mand at få dræbt en hvalros, der først kommer helt hen i nærheden af ulkepilkeren og byder sig til. Ligeså da han i huj og hast er roet i land efter sine gamle fangstredskaber og ud igen, lægger den sig perfekt for først hans harpun og siden hans lanse. Stolt vender han tilbage, konen bliver ligeså stolt, og lykkelige giver de kødgaver og lige store stykker stødtand til alle. Alle inviteres på kogt kød, men den mellemste af brødrene, der er blevet misundelig over Nik.s held, beder blot om, at man vil tage et stykke ribben med kød og hans tandstykke med hjem.

I de følgende dage undrer Nik. sig over, at den mellemste bror, den dygtigste fanger af dem alle, tager ud før alle andre, bliver længe ude og vender tomhændet hjem. Nik. prøver forgæves at komme op og ud før ham og bliver drillet en del for det, men endelig en nat kommer han ud og venter til den mistænkte kommer ud. Nik. ser, at han ror ud til en ø og forsvinder dér. Næste dag venter Nik. til alle er taget på fangst, hvorefter han ror ud til øen, finder den mistænktes kajak under noget ral, leder videre og opdager ham splitternøgen i færd med at lade en færdig tupilak suge sig levende i skrævet.  Stakkels gale mand siger Nik. gang på gang og lader sig nu, som ved et tilfælde, falde ned på ham, hvorved tupilakmageren øjeblikkelig dør.

Da den mellemste bror ikke vender hjem starter alle eftersøgningen næste dag. Nik. græder (krokodilletårer) med de andre og leder dem på rette vej. De samstemmer i hans: Stakkels gale mand, da de finder ham. Nik. gør det nu af med tupilakken, som han fortæller blev lavet mod ham selv. Ribbenstykket falder ud, de parterer udyret i alle led og spreder dem. Den døde bror sænker de i hans kajak i havet, men da den gang på gang kommer boblende op, tynger de den til bunds med sten. Bobleriet fortsætter dog hørligt på lang afstand hele fem dage endnu.

 

Var.: Nikkooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq;

 

Hist.: En velfortalt fortælling fra overleveringen, der har en moderne tids større humor og foragt i stedet for skræk tilovers for tupilakmageren. Hvalrossens helt urokkelige ønske om at lade sig nedlægge af den gamle mand, er formentlig også ude på overdrevet, hvor man gør lidt grin med forestillingen om, at det er dyrene selv der afgør, om de vil lade sig fange.

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Nukakpiatoqak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarl

Print
Dokument id:495
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukakpiatoqak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarl
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 253, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206.: En gammel ungkarl.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205 - 206.: Oqaluttuaq nukappiatoqaq.

 

Resumé af denne blandet med en variant af P. Motzfeldt i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

 

Resumé: Den gamle ungkarl bryder sig ikke om sang, men en dag tiltrækkes han af en konebåd med syngende roersker, der stævner mod øst ind i fjorden. På anmodning binder man hans kajak til konebåden, der indimellem hæver sig og flyver, mens roerskerne synger en tryllesang / magisk sang / serrat. Fra fjordbunden letter båden ind over land, hviler en stund på et højt, spidst bjerg, og fortsætter til bostedet i indlandet, hvor ungkarlen er gæst en tid, indtil han mener at dem derhjemme nok savner ham. Med kajakken stoppet med madgaver flyver han afsted ved sangens hjælp og hviler undervejs ud på toppen af et spidst bjerg. Men da han vil videre har han glemt sangen. Han er lige ved at styrte i afgrunden, da han husker den, rettes op og flyver hjem. Til bopladsfællernes undren kommer han ikke blot flyvende til men fortsætter også direkte ind gennem husgangen og op mod briksevæggen, hvor kajakspidsen knækker. Siden foretager han aldrig sådanne flyveture.

 

Var.: Den flyvende kajakmand

 

Kommentar: En munter fortælling, der ofte gengives på dansk under titlen: Den flyvende kajakmand. Det specificeres ikke hvilke indlandsånder han besøger, men i en version associeres de til sangenes inua'er der bor i små huse i indlandet.

nukarît avigtut / Nukariit avittut

Print
Dokument id:393
Registreringsår:1868
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:nukarît avigtut / Nukariit avittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1061 - 1063, nr. 216
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 106.

Resumé ved Kirsten Thisted:

 

To brødre som blev skilt.

To brødre vokser op sammen og holder af hinanden. De er altid sammen. Den mindste har en hund han holder meget af. Engang storebroren sidder på gulvet og arbejder bliver den ved at skubbe til ham, og til sidst er han lige ved at skære sig. Så slår han den med redskabet, og lillebroderen skælder ham frygteligt ud. Om natten tager storebroren af sted, men hans kone når at komme med på slæden. De kører helt over til Akilineq, hvor de flytter ind hos en mand hvis kone er højgravid. Som dagene går får denne mand travlt med at hugge og snitte en køllelignende genstand. Det er til hans kone når hun skal føde. Da konen skal føde støder hun sig tre gange mod det store stykke træ.

       

Mens de stadig bor dér bliver også gæstens kone gravid. Mens hun føder viger værtens to kiffaq'er / tjenestepiger ikke fra hende. Hun føder en søn, og da de opdager hans lille numsehul sætter først den ene, så den anden sig på en fuglepil for selv at få sådanne huller. De dør af det, begge to. Til sidst længes gæsten så meget efter sit hjem at han ikke mere er sig selv. Værten siger at han bare skal tage hjem. Det gør han og hjemme finder han sin lillebror sund og rask. Han forlader ham aldrig siden.

 

Var. Søg: Aron 62, der har samme overraskende blide slutning på et Akilineq-besøg.

Hyppig episode i Den blinde som genvandt synet; Narhvalens oprindelse.

 

Hist.: Man har tydeligvis fået en del viden om stammefrænder og andre ordentlige folk ovre på den anden side havet, Akilineq, dvs. Baffinlands østkyst (Søg på Beck). Skønt de her virker noget primitive i fødselshjælpsvaner og uden rumpehul, er de ikke - som traditionens Akilineq-boere - fjendtlige. Nærmest nogle rare tosser.

Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik

Print
Dokument id:491
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:11 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er

trykt i Rink 1866-71, I, nr. 105.

 

Originalt håndskrift eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 190 - 193: Akamalik. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga, Aron', I: 190 - 193: Oqaluttuaq Akamalimmik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.  

 

Resumé: Akamaliks elskede fætter dør, og da hans kone ingen børn

kan få, der kunne navngives efter fætteren, sårer han hende med sin kniv i vrede.

Da en kvinde på en anden boplads får en søn, der opkaldes efter

fætteren, bliver A. så glad at han ikke sover i fem døgn. Da han

endelig den sjette nat sover, drømmer han:

 

En kvinde beder ham komme med sig til Ussulikso / Ussulissuaq, der har fanget en hvalrosunge, for at få en flænsepart. Denne U. har A. engang været med til at myrde.

Kvinden fører ham over en slette så stor som et hav, der skråner opad

hvor det blir stadig lysere, mens sten i mængde kommer rullende

nedad som en elv. Det lykkes ham at komme op over stenene efter kvinden

til en ny slette, hvor de døde leger med et hvalroshoved. A. vil gerne

blive hos dem, men kvinden fører ham videre i raske spring op ad tre

trin til en ny slette med en sø, hvor smukt klædte mennesker flænser en

hvalros ved bredden. Blandt dem genser han U. og disse døde kan læse

hans tanker. De bliver kaldt til gudstjenste, vasker sig, og A. følger

med. Han må nølende springe over en endeløs sort stribe fra nord til

syd, og dernæst en afgrund, hvor der brænder en stor ild. Han får

anvist en plads lidt borte fra forsamlingen, fordi han ikke er døbt.

Jesus holder gudstjenste ved et alter, der flyder med sød mælk.

Menigheden drejer i en række efter størrelse med solens gang. Jesus

nævner salmenummeret, og alle slår op i salmebogen. De synger

flerstemmigt, mens A. ser op mod lyset og blændes af en stor ild, der

bevæger sig og tabes af syne. Jesus læser teksten, menigheden svarer

syngende. Jesus siger fadervor og der sluttes med en salme.

A. gemmer alle ordene i sit hjerte. Jesus tager så A. i forhør og

bebrejder ham både hans hustruvold og medvirken i drabet på U. Skønt

U. og andre myrdede personer var hedninge tog Jesus dem til sig, fordi

de ligesom han blev uskyldigt dræbt. Jesus fortæller så først om

korsfæstelsen og viser A. sine sår, der stadig volder ham smerter og

skal forblive åbne til dommedag, dernæst om sin jordiske mor og

himmelske far, og udpeger faderen som det lys, som A, troede var

solen. Jesu legeme er kun sjæl og uden mangler, siger Jesus, ligesom

A.s legeme kun er sjæl men med mangler. Jesu legeme skinner som solen.

Jesus tager A. med hen til afgrunden med den store ildmand,

'dømmestedet', og spørger A. om der er djævle, toornaarsuit, nede på

jorden. "Ja", svarer A., "der er mange og nogle har flettede og hullede

huer på." "Nej!" præciserer Jesus, "der er kun én djævel" og peger på

det fæle menneske nede i afgrunden. Hvis A. ikke vil havne der, skal

han tage til Nuuk og melde sig enten hos herrnhuterne eller den danske

mission.

A., der nu skal tilbage, frygter afgrunden, men blot han følger Jesus,

hindrer intet ham i at komme over den. Hjemme igen væmmes A. ved sit

maddikefyldte legeme, der raver rundt i sindssyge. Han må dog ind i

det, besvimer, og kommer til bevidsthed og fornuft igen. Han angrer

sit ryggesløse liv, rejser til Nuuk, søger til herrnhuterne og

forstår, at hans drømmesyn stemmer overens med deres lære. Han bliver

en sand kristen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Historisk fortælling. Skønt den er indsendt fra Sisimiut,

stammer den fra Sydgrønland, hvorfra Akamalik / Akamelik er rejst til

Nuuk. Ifølge Rink 1866-71, I: 365 skulle det være sket i 1743. Det er en formodning. Ifølge en beretning fra Sydgrønland, hvor drabet på Ujooq (måske identisk med Ujulissuaq) fandt sted, var netop Akamalik ikke indblandet: ID 2039.

Herrnhuternes lære, der lagde vægt på Jesu sår og lidelser, kan nemt

være bragt med hjem af sydlændinge, der undevejs på deres handelsrejser har gjort ophold hos herrnhuternes døbte sydlændinge.

Fortælleren nævner, at han har hørt fortællingen af en vis Tobiannguaq

i 1835.

Vedr. "toornaarsuk" se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.+ GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Bemærk at Djævelen, toornaarsuk, også kaldes 'Den store ild' ligesom i Kreutzmanns version af fortællingen om 'Den store ild', en traditionel mytisk skikkelse.

Okalluktuak Oungortomik / Oqaluttuaq Uunngortumik

Print
Dokument id:487
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Samek (Saamik)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktuak Oungortomik / Oqaluttuaq Uunngortumik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:15 sider, nr. 1
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

 

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

 

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

 

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

 

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.

Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq

Print
Dokument id:486
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:Kristian Hendrik
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalualarut Parpamik / oqalualaarut Parpaamik / Om Parpaaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 2
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, I, nr. 113.

 

Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.

 

Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til

til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte.

Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af

spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både

handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden

bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne

er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian

Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine

mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af

frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den

dræbte.

Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle

og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke

ved sin fulde fornuft.

 

Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.

 

Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod

missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger

som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq.

Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:493
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Akigssiamik / Om Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:16 sider, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse

Oprindelig håndskrift: Rink, NKS 2488, II, nr. 250, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 115 - 123: Aqissiaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 115 - 123: Oqaluttuaq Aqissiamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Resumé: Nær Ilulissat spiller de lokale bold på isen om

vinteren. Det ene hold sejrer gang på gang, fordi en af deres

spillere er hurtigere end alle andre.

Denne mands datter blir gift og får efterhånden fire sønner, hvoraf,

den ældste bliver så hurtig, at det vækker morfaderens misundelse.

Denne dræber den unge dattersøn, og af angst for hævn holder han sig

vågen dag og nat med en kniv på knæet og dens spids mellem øjnene.

Spidsen stikker ham og smerten vækker ham, hver gang han er ved at

døse hen. Svigersønnen og de tre dattersønner får dog alligevel

overlistet og dræbt ham. De flygter så til indlandet. Her gifter

de unge mænd sig med indlandsboere. Den ældste søns kone får otte

sønner og til slut endnu een, Aqissiaq, der bliver hurtigere og

stærkere end alle sine storebrødre og altid er på jagt, selv når

uvejret holder de andre hjemme.

 

Engang under hungersnød træffer Aq. på en kæmpeorm i en af dalene. Da

den ikke lader sig dræbe, skønt han tilføjer den mange stiksår,

flygter han forskrækket forfulgt af ormen og besvimer. Da han vågner,

ligger ormen død bag ham. Den består af lutter talg. Han tager et

stort flænsestykke med hjem og giver noget af det til nabohuset, hvis

beboere begærligt drager ud for at hente mere. De dør alle, enten

undervejs til ormen eller når de har taget en bid af den. Det ser Aq.

og hans brødre, da de næste dag henter byttet, som de så lever af hele

vinteren.

 

En anden hård sultevinter, hvor Aq. alene holder sig rørig, opdager

han langt ude på den tilfrosne havis noget frostrøg og løber derud til

vågen, der er fuld af edderfugle. Han fanger flere end han næsten

magter at bære og får næste dag sine brødre med ud. Alle fanger så

mange som og Aq. lidt flere end han normalt kan klare. Undervejs hjem

ser Aq. tegn til storm og skynder på sine brødre. Stormen kommer, men

da isen bryder op, springer Aq. over revnerne og brødrene ligeså. Alle

når velbeholdne i land med byttet, også Aq. med sin overvægt.

 

Undervejs hjem over land træffer de en indlandsbos hus. Skønt de

frygter ham, viser han sig meget gæstfri og de slår sig ned for

natten, men flygter alligevel, da en grydetrold / grydemand / ildstedsmand kalder indlandsboen ud til en tvekamp. De ser sig flere gange tilbage og erfarer, at

grydetrolden blir den lille.

 

En dag, da Aq. har fanget sin første spraglede sæl, møder han en

grydemand / grydetrold, der snupper byttet, parterer det og koger det i sin gryde

på skulderen, mens han går videre. Aq. følger med og skubber

grydemanden i afgrunden, da de når kanten af en bratning.

 

En anden dag træffer Aq. på et højt fjeld med udsigt over en fjord en

meget stor indlandsbo, der opfordrer ham til en kappestrid på

stenkast. Aq. kaster hver gang længere. En kajakmand kommer nu roende

ind i fjorden, og da indlandsboen opfordrer Aq. ham til at kaste efter

kajakmanden, nægter han, fordi han selv nedstammer fra kystboerne. Men

da Aq. frygter kæmpen, der insisterer, kaster han og rammer.

Indlandsboen bliver ganske tavs, Aq. bliver vred, de følges et stykke

vej, og ved en bratning skubber Aq. kæmpen i afgrunden som hævn over

den dræbte kystbo.

 

I næste episode ser Aq. på den ene bred af en stor indsø en kæmpelaks

svømme ind mod elvmundingen og på den anden bred en mængde bjergtrolde

(inorutsit, indlandskæmper, kæmper). Begge parter harpunere samtidig laksen, haler fra hver sin side, og mens Aq. alene er ved at få overtaget over de mange

bjergtrolde, brister hans harpunrem. Han løber i hast langs bredden

over til den anden side, hvor bjergtroldene, der er i gang med

flænsningen, flygter af skræk. Aq. skærer sig en enorm flænsepart og

bærer den hjem.

 

I den næste ligende periode drejer det sig om en hval, som en gammel

mand på et højt bjerg kan se på vej ind ude fra havet længe før Aq.

selv kan øjne noget. Aq. overtaler den gamle til at synge en serrat

(tryllesang), der skal trække hvalen gennem fjorden og op i elven. Den

gamle synger selv om sangen kun er møntet på laks. Den når ikke langt

nok ind, da inorutsit harpunerer den fra fjordens anden side. Hvalen

dykker og bliver nede. Aq. får den gamle til at synge sangen igen,

hvalen stiler mod elven og Aq. advarer dværgene mod at harpunere den

før den er helt oppe i elven. Først da den er helt oppe, hvor bjergene

blir høje, harpunerer inorutsit og Aq., der har glemt sin flænsekniv,

løber hjem efter den, får sine brødre med tilbage, skræmmer

bjergtroldene fra flænsningen, skærer halvdelen af til sig selv og

sine brødre, og da bjergtroldene strømmer til deres part, men får

trådt den gamle mand under fode, kyser Aq. dem væk, får reddet den

gamle og får skåret ham en fangstpart. De ni brødre skærer den halve hval op,

bærer det hele hjem og lever af den hele vinteren.

 

Den uovervindelige Aq. hører om en meget stærk og hurtig fjordbo,

Ikersuarmiu, som han får lyst at kappes med. Han træffer ham langt ude

på havisen, hvor Ik. fanger hellefisk i et lille snehus. Ik. har

mærket Aq.s komme, fordi hans snøre bliver tung, men det varer noget,

inden han ser en lille prik, der vokser til en rævs størrelse og

udseende, og endelig viser sig at være et stort menneske i flyvende

løb. De to løber om kap ind til bopladsen og ud igen til snehuset. De

løber nøjagtig lige hurtigt og vandrer sammen tilbage til bopladsen,

hvor Ik. erklærer at Aq. ikke er noget rigtigt menneske og indbyder

ham at trække krog. Aq. vinder, da de prøver med venstre arm fordi

han er kejthåndet, og Ik. vinder med højre arm i næste runde. Aq.

erklærer, at nu har han endelig truffet sin ligemand. Ik. inviterer

Aq. til at komme igen, når han lyster, og Aq. løber bort i hurtig

flugt, hvorefter man ikke hører mere til ham.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Traditionelt kan rigtige mennesker og ånder ikke blande

samfund. Det kniber åbenbart også for Aq.s familie, skønt de gifter

sig med indlandsboere. Deres naboer i indlandet dør allesammen af Aq.s

kæmpeorm, og Aq. udligner sit uønskede drab på en kystbo ved at myrde

indlandskæmpen. Den eneste indlandsbo Aq. får et godt omend kortvarigt

forhold til er den gamle mand med laksesangen. Og Aq. finder kun sin

lige blandt kystboerne i "fjordboen", men efter dette besøg hører man

ikke mere til Aq. Aq. er jo ikke noget rigtigt menneske, skønt hans

far engang var kystbo.

Ligesom i Østgrønland har indlandsånderne i denne variant evner til at

lokke sødyr modstrøms op i elvene og lignes ved landdyr og fugle, når

de løber hurtigt over land. Aq. selv har fået den sidstnævnte evne,

men må ha' hjælp af en gammel mand, når det gælder hvalen, der skal

synges op i elven.

Okalugtuak Isigâlârssungmik / Isigaalaarsuk

Print
Dokument id:511
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Amos
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Isigâlârssungmik / Isigaalaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 91 - 93, nr. 18
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Kort dansk resumé s. 119, og i Rink 1866-71, I nr. 139.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 272 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 245 - 247: Isigaalaarsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 245 - 247: Oqaluttuaq Isiqaalaarsuk.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Engang under en hård vinter, hvor sulten var stor, boede

der ved Qarmannguit en storfanger, og denne plejede, når vinteren

stundede til, at fange og samle forråd af en mængde sortsider; men så

her midt om vinteren gav det sig til at sne, og da det havde sneet og

sneet, var der ingen jord at se. Udenfor Qarmannguit var lidt isfrit

vand i færd med at svinde ind, og da den store fanger kiggede

undesøgende ud gennem vinduet på den der smule åbent vand, var der

ikke een sortside at øjne; ellers, når han havde gjort sig rede, plejede

han at lægge ud, og når han var taget ud, satte han sin harpun (od) på

skaftet, og når han havde fået den til at sidde efter ønske,

harpunerede han sortsiden, når den dukkede op.

 

Så en tidlig morgen, da

han var stået op, sagde han til sin mor: "Tænk, om der virkelig var

nogen, der kunne gøre det lille isfri vand større!" Han sagde: "Måske

kunne man indbyde Isigaalaarsuk ved at betale ham med lidt kød og

spæk til at gøre det lille isfri vand større."

 

Denne I. boede ved Nunakitsoq; da sagde storfangerens mor: "Jamen så

skynd dig dog at gå han til ham!" Og medbringende spæk og kød gik han

derhen, og ham lagde det over indgangshullet inden han gik ind;

da han var kommet ind, gik han hen til I. og sagde: "Jeg har lagt spæk

og kød ovenover indgangshullet, og så skulle jeg ellers spørge, om du

ville komme." I. sagde: "For de unge (mænd) kunne sælerne være værd at

få (?); da jeg fik en smuk kvinde, så var hun mintro bare i sig selv

en hindring / så snød man bare sig selv, siden hun ingen børn kunne

få."

 

Han fik kødet og spækket, og da han havde givet sine husfæller en

smule (af det), tog han afsted til Qarmannguit i følge med den unge (mand), og

da han var kommet derhen, og det var blevet aften, snørede de ham med

remme, og mens de surrede ham fast bøjet mod gulvet, forsvandt det

store fjog ned gennem gulvet, og herfra drog han afsted mod

jordens indre.

 

Da han kom til Arnarquassaatsiaqs hus så han ovenover indgangshullet

en uhyre køter der gav sig til at småbjæffe. I. fortsatte bare lige

ind, og idet han trådte ind så han A. sidde der på sin briks og da han

var helt inde, sagde hun: "Hvorfor kommer du dit lille skvat, herind til

mig, du kan jo slet ikke fjerne mine forulempelser." Han gik så hen og tog han fat i hende og brødes med hende, og når hun slyngede ham fra sig, undgik han at blive kastet væk ved at gribe fat i hendes hår og hænge fast; da hun ikke kunne overvinde ham, sagde hun: "Lad det så være." Og hun sagde: "Jamen han skulle da have nogen at følges med."

 

Derpå dukkede en mand frem fra det tætte mørke i nordsiden; da denne bøjede

sig over tærsklen til husgangen, dykkede han ned som en lomvie.

Da de allesammen, en hel masse, var kommet ud, var det slut med dem.

Igen sagde hun: "Og en gang til".

Derefter kom en mand med flad næserod ud, og da denne gik ud, så I., at det var en fjordsæl, der bøjede sig over tærskelen til husgangen for at dykke ned. Da endvidere en anden mand med et sort hår lænede sig frem over tærskelen, var det

minsandten en sortside. Atter sagde hun: "Og nok engang!" Hvorpå en

værre kæmpemand kom ud fra det tætte mørke i nordsiden (den nordvendte

halvdel af husrummet), og da han bøjede sig frem over tærskelen og

løftede halefinnen, var det en ægte stor grønlandshval; og da det var

slut med dem (hvalerne), sagde A.: "Så er det slut, tak skal han ha!"

 

Da hun havde sat sin lampe på plads, fik hun vægen til at brænde

klart. Da I. gik ud derfra, så han, at indgangens vindskærme var ved

at falde sammen, og idet han stødte til dem med hænderne, lod han dem

falde sammen.

 

Derpå tog han hjemad, og i lysningen kom han ind. Han sagde. "Så er

det nu føhnvinden skulle være på vej med tøvejr!"

 

Næste dag, da det var blevet lyst, sagde ham her storfangeren:

"Der er en hel sværm af lomvier i det lille åbne vand." Ham her I.

sagde: "Lad I nu først alle fingrene gå (lade så mange dage gå, som

der er fingre på en hånd), men når de er færdige med at komme, kan I tage ud og jage dem."

 

En af dem, en obsternasig fyr der ikke rettede sig efter den store

angakkoqs / angakoks / åndemaners ord, tog ud, og selv om han var på fangst den ganske dag, kom han tomhændet hjem; ja, skønt han tog ud hver eneste dag, efter at en vældig flok fjordsæler var kommet i følge med lomvierne, kom han altid

hjem uden den mindste fangst.

I. sagde: "Siden han har været alt for opsætsig, er det helt sikkert,

at han ikke får det ringeste."

 

Omsider, da de fem dage var til ende, sagde den store angakkoq: "Se dog

nu at få rubbet jer ud på fangst!" Da de havde været ude, gav de den

store angakkoq førstefangsten, en hel bunke lomvier; ham her, den

obsternasige, fik ikke det fjerneste, hvorimod de, der havde rettet

sig efter den store angakkoqs ord, fik så overdådigt mange lomvier og

sæler, at de kunne lægge op til forråd.

 

Da I. tog på kajakfangst og havde harpuneret en sortside og var kommet

hjem, sagde han: "Jeg har harpuneret en sortside ved den forkerte

ende, mens den lå og solede sig i vandskorpen; det var en klar besked

om, at det var min sidste sortside." Sin blære og harpunrem rullede

han op, stak dem ind under briksen, og herefter tog han ikke på

kajakfangst efter nogen sortside.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Forestillingen om at havkvinden befinder sig dybt inde i jordens indre er sikkert kristent påvirket. I de fleste versioner bor havkvinden ude under havet eller på undersiden af havbunden. Vejen ned til hende kunne gå gennem jorden, der synes at have været opfattet som en skive med den anden verden neden under.

 

Tolkning: Meningen med Isigaalarsuks svar på opfordringen til at skaffe sæler er ikke ganske klar. Men det kan være en af de hyppige associationer mellem fangst og reproduktion: Der sættes ofte lighedstegn mellem sælfangst og sex, der dels gør kvinden gravid og dels nærer hendes foster med sæd.

Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:489
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:8 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

 

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

 

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

 

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Om en fra Takisoq

Print
Dokument id:65
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en fra Takisoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 336 - 337
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 118 ss. 615 - 617.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 336 - 337: Oqalualaarut Takisormiumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:110 - 111.

 

Resumé:

I sin tid var folk fra Pisuffik eminente kajakroere. Fortællingen skildrer (ikke helt klart), hvorledes en kajakmand fra Pisuffik og en fra Takisoq følges indad fra fangst i pålandsstorm, hvor de lader sig overskylle af hver enkelt bølge, ror til under den og kommer ud i perfekt balance på den anden side. Med eet går det galt, vist nok for Pisuffik-manden, der rives ud af sin kajak. Den anden prøver at komme ham til undsætning og siger at han ikke kan redde ham, men at han kan hægte sig fast bag på hans kajak, og se om det går. Det gør det faktisk. Men redningsmanden må tage ham med til sin egen boplads. Da den reddede kajakmand endelig når hjem bliver hans familie naturligvis ovenud lykkelige.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk, men som sagt er det uklart, hvem der redder hvem.

Om en qivittoq

Print
Dokument id:82
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivittoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 392 - 395
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

 

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

 

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt

Print
Dokument id:243
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 221 - 222
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 112, ss. 328 - 330.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, I: 221 - 222: Oqalualaarut kalaallit kuisimanngikallarmata Paamiut eqqaanittut.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 82.Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 66, ss. 361 - 362: The strong Man on the Island of K'erka.

 

Resumé: Nord for Paamiut, lidt syd for Sioraq, ligger Qeqqa. På øen bor den dygtigste kajakroer. Han bor alene. En vinter bliver han på havet overrasket af en nordenstorm. Han kan ikke se kysten, men ud for Tulugartalik ser han lys fra et vindue. Han lægger til og kan høre sang fra huset. Han opdager, at det er hans fjende fra Ukiivik, som øver sig på en tryllevise (nidsang BS), som skal bruges til foråret. Han indprenter sig ordene og ror hjem.

Om foråret kommer hans fjende fra Ukiivik for at synge ham på, men han taber med det samme, fordi den dygtige kajakroer kender hvert et ord. Manden fra Qeqqa har også fjender iblandt sydlændingene. En dag han er ude at ro, ser han en mængde kajakroere komme fra syd, og regner ud at det må være sydlændinge, som stræber ham efter livet. Han ror ind mod land og hen til en hule i isen. Her lægger han sig til rette med forstævnen vendt udad og løftet harpun. Han er uden kastetræ, blot er der et benhåndtag på harpunen. Herfra dræber han alle sine forfølgere på nær to, som flygter sydpå og således kan fortælle deres landsmænd, hvad der er sket.

 

Var.: Muligvis;

 

Hist.: forløbet er kort, men så typisk for fortællinger om blodhævn mellem sydlændinge og dem længere mod nord, at den sagtens kan være historisk. Den fulde titel lyder: Om folk ved Paamiut dengang de endnu ikke var døbt.

Om venner

Print
Dokument id:1770
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om venner
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 473 - 475
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 10 ss. 28 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 473 - 475: Ikinngutigiinnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 10 ss. 69 - 71, med dansk kommentar s. 317 - 318, men her er fortælleren angivet som Sigismund, som det fremgår af håndskriftet. Thisted korrigerer da i 1999, I: 75, vedr. Sigismund, at placeringen af denne fortælling under Hendrik / Hintrik nok er forkert, selv om Hendrik kunne have fortalt en version ganske mage til.

 

Resumé: En mand som boede ude ved kysten, Quloroq, var venner med en

som boede inde i fjorden, Isiguat. Kystboen gemte altid noget af sin

fangst, så han kunne beværte fjordboen, og ligeledes samlede fjordboen

et et forråd at beværte kystboen med, når han kom og besøgte ham.

Et efterår overtaler kystboen sin ven til at overvintre. Nu er så

fjordboen med ude i kajak og er noget fremmed overfor det hele. Bl.a.

er han vældig forbavset, da kystboen fanger en stor hval. Alligevel

tænker fjordboen ved sig selv, at vinden herude da vist ikke er så

kraftig; fjordvinden er meget værre, mener han. Så kommer imidlertid

en dag en rigtig nordvestenstorm, og fjordboen får revideret sin

opfattelse. Efter mange strabadser lykkes det at komme i land, men da

har fjordboen fået knust sin ene testikel. Kystboen siger, at han må

da endelig komme med ham ud i kajak en anden gang, og fjordboen lover

det, men dette blev den første og eneste gang, han overvintrede ude

ved kysten.

 

Var.: Quloroq.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken

Print
Dokument id:368
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Christian Augustinus
Nedskriver:Christian Augustinus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 722, nr. 147
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Birgitte Sonne:

 

Om en stor brødreflok fortælles det, at deres eneste

søster var meget smuk og at hun alene syede alle brødrenes klæder. Om

sommeren når renernes pels var i bedste stand, drog de ind fjorden (på

renjagt). Når de så kom hjem fra fjorden bredte de alle renskindene ud

for at deres husmor (søster) kunne vælge, og da hun (altid)

valgte de smukkeste fik hun et forråd af alle de smukkeste.

 

En sommer på det tidspunkt da renernes skind var bedst, tog de jo så

ind i fjorden, og som sædvanlig lod de så deres søster

vælge sig de smukkeste skind til klæder, og da kom kvinderne op at

toppes om et skind, som en af deres koner, Asarpat, gerne ville ha',

og til sidst brast søsteren i gråd. Men da mændene tog ud på fangst gik hun sin

vej, langt, langt bort (qivittoq / fjeldgænger).

 

Da hun var kommet et betragteligt stykke ind i landet, tog hun fat på

at bygge hus, og mens hun var i færd med det fik hun øje på en lille

orm som hun tog op, begyndte at amme og lod vokse op. Men da den blev

blev stor nok tog hun den til ægtemand. Fra nu af, hvor hun fik en til

at fange til sig, havde hun alt hvad hun kunne ønske sig. Ved den

tid om sommeren hvor hendes brødre måtte være taget ind i fjorden,

tog hun ned til deres vanlige sommerplads. Da den dukkede frem så

hun, at de var der som de plejede. Men først da hun kunne regne med at

hendes brødre var taget ud på fangst, gik hun ned til

lejren. Da hun var fremme gik hun ind til sine svigerinder. Da hun kom

ind, så hendes svigerinder så, at deres mænds søster for første gang

havde en lille i sin amaat (ryghætte). Der sad hun så som deres gæst,

klædt i renskind fra top til tå. På et tidspunkt bad svigerinderne om

de ikke nok måtte se hendes førstefødte i amaaten, og da sagde hun, at

de først skulle skjule sig under deres sengeskind. Men da barnets

stemme hørtes, fik det dem til at kigge ud under skindene. Hun løsnede

remmen på sin bærepels og tog det op, og nu kunne svigerinderne se at

det var en stor orm. Af lutter forbavselse kom en af dem endda til at

lave et hul i sit sengeskind. Hun ammede det og da hun havde puttet

sit rygposevæsen tilbage i amaaten sagde hun uden anelse om at

svigerinderne havde kigget: "Så, nu er jeg færdig". Da besøget havde

varet længe nok og hun skulle til at gå, spurgte svigerinderne

hvor hun boede. Hun svarede at hun havde et hus midt på en stor slette

mellen to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand,

og ikke manglede noget. Og så gik hun.

 

Da mændene var kommet hjem, fortalte konerne at de i dag havde haft

besøg af søsteren. Hvor boede hun da? spurgte mændene. Jo, hun havde

et hus på en stor slette midt mellem to fjelde over for hinanden, at

hun havde en stor orm til mand og ikke manglede noget. Da mændene

hørte dette, siger man, gik de straks igang med at lave pile, rullede

dem sammen i sortsideskind og drog af mod stedet. Da de et godt stykke

inde i landet øjnede to store fjelde over for hinanden og gik

derhenad, fik de øje på et lille hus midt på en stor slette og gjorde

så holdt for at vente til det blev aften.

 

Aftenen kom og de gik hen til huset, hvor de kiggede ind gennem ruden

og så deres søster derinde med sin mand, der havde rullet

sig sammen om hende. De blev stående derude for at undersøge

forholdene derinde og fandt så ud af, at manden måtte være kommet ind

(gennem et hul i jorden) tæt ved det lille hus og derefter havde

slynget sig rundt om sin kone. De vedtog at gøre et forsøg på at dræbe

deres fæle svoger, og de placerede deres pile langs den rute de ville

flygte ad. Men da det så småt lysnede bankede de let på vinduets

øverste tværpind. Da blev ormen dem vár, satte afsted ud, og da den

så småt dukkede op i sit smuthul med bagenden først, sendte de pile i

den fra begge sider. Først da den var helt ude begyndte de at flygte,

mens de jo stadig sendte pile i den, og snart var pilene ved at

slippe op. Atasik qesuûngârâtalo qesatub samanga majûtipa taimatûminga

qasûb nungûtamik pesilugulo qimaluni (? noget med at en af dem bliver

svedt, føler varmen stige op i sig nedefra og afskyder den sidste

pil), og så besvimede han. Da han så småt var ved at komme til sig

selv huskede han: "Det er da også sandt, jeg flygter jo!" Men først da

han fik kræfter til det kom han på benene og satte i løb, men snart så

han sig tilbage og kunne ikke se, at ormen forfulgte ham. Nej, den lå

skam hvor den var, stendød.

 

Nu fik de så deres søster tilbage, og man siger at de dræbte hendes

barn.

 

Da søsteren var kommet hjem brast hun i gråd lige op i ansigtet på

sine brødre (? angatitaminut), mens hun søgte at få orden på sine

tanker.

 

Her slutter historien.

 

(Stavemåden er ofte uigennemskuelig, hvorfor oversættelsen er temmelig

usikker. BS.)

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqallutuaq Annak Ernilik Erniga Tapigasak / Den blinde

Print
Dokument id:1847
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqallutuaq Annak Ernilik Erniga Tapigasak / Den blinde
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 197v, nr. 344
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter, måske inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105: The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse.

 

not [The translator was unable to decipher Amos Daniel's illegible handwriting.

 

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924  tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

oqalualârut / Oujoq / Uujooq

Print
Dokument id:250
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Oujoq / Uujooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374, nr. 120
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 165.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 226: En fortælling. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 226: Oqalualaarut (Uujooq).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om drabsmanden Uujooq).

 

Drabsmanden Uujooq, fortæller man, begik ustandseligt drab og var menneskeæder.

Han boede sydpå, men flyttede rundt hele tiden. Han havde mange koner, men

ingen sønner. En gang iagttog en kajakmand ham uset fra et lille næs. Morderen stod ved en sø ved siden af det dræbte menneske. Han havde skåret hovedet af sit offer, og han drak vand med det (kraniet) som drikkebæger. Han kiggede bare på ham uden at foretage sig noget af angst for at blive set og dræbt. Uujooq havde ridset drabsmærker hele hovedet rundt og var igang med den næste række. En anden mand havde iagttaget ham tælle disse ridser, og dermed hvor mange drab han havde begået. Alligevel blev han døbt som en gammel mand og fik navnet Esajas.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Uujooq er en historisk person: se også Thisteds note 1999: 226.

oqalualârut Migdlissamik

Print
Dokument id:249
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut Migdlissamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 372 - 373, nr. 119
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 168.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 90. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 90: Oqaluttuaq Millisamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Millisaq (én, der er blevet gjort mindre).

 

For ikke alt for mange år siden, da nogle grønlændere var blevet døbt, mens andre endnu var hedninger, var der en fanger, der havde sin vinterboplads ved Qaquk. En

anden fanger, der hed Millisaq, boede på Kangeq om vinteren.

På et tidspunkt om foråret, hvor vinterisen var ved at forsvinde, roede fangeren fra Qaquk ud til Kangeq-området. Han kom ikke tilbage.

Det viste sig, at Millisaq havde dræbt ham. Samme Millisaq havde også dræbt

andre, der var blevet døbt. De døbte drøftede den opståede situation og sagde

til hinanden: "Vi kan ikke hævne os på Millisaq og dræbe ham (fordi vi er døbte). Men vi kan give ham en ordentlig forskrækkelse, når vi engang møder ham på stenbiderfangst i Qaquk."

Engang traf de kristne fangere så Millisaq under stenbiderfangsten i

Qaquk. Han var sammen med en anden fanger, der gerne halp ham, når han

begik sine drab. De mange kristne kajakmænd omringede

ham og begyndte at skræmme ham ved at rydde hans kajak for

alle hans redskaber; og ved at vælte kajakken med manden ned i vandet og

op igen gentagne gange, så han blev han våd over det hele. Hans

medskyldige, der befandt sig i nærheden rystede af skræk. Millisaq

vendte tilbage til Kangeq, men da han fortsat var urolig, ville

han nordpå. Men i Napasoq havde han også fjender, og de dræbte ham,

da han kom derhen. Millisaq og Parpaaq skal have været de

sidste drabsmænd i Nuuk-området. Slut.

 

Hist.: Historisk fortælling om blodhævn, som dåben forhindrer. Om Parpaaq findes desuden en selvstændig fortælling.

oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq

Print
Dokument id:167
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 172, nr. 60
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

 

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

 

Tutigaq og hans mor og hans

 

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

 

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

 

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

 

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

 

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

 

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

 

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

 

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

 

tilbragt sommeren.

 

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

 

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

 

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

 

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

 

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

 

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

 

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

 

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

 

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

 

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

 

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

 

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

 

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

 

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

 

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

 

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

 

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

 

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

 

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

 

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

 

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

 

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

 

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

 

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

 

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

 

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

 

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

 

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

 

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

 

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

 

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

 

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

 

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

 

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

 

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

 

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

 

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

 

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

 

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

 

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

 

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

 

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

 

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

 

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

 

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

 

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

 

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

 

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

 

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

 

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

 

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

 

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

 

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

 

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

 

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

 

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

 

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

 

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

 

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

 

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

 

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

 

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

 

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

 

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

 

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

 

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

 

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

 

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

 

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

 

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

 

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

 

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

 

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

 

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

 

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

 

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

 

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

 

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

 

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

 

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

 

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

 

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

 

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

 

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

 

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

 

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

 

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

 

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

 

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuaq aleqaliat

Print
Dokument id:191
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq aleqaliat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 237 - 241, nr. 86
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 140 - 142: Brødrene som besøgte deres storesøster.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 140 - 142: Oqaluttuaq aleqaliat.

 

(Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 13 ss. 77 - 79 en let forkortet oversættelse. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 9, pp. 128 - 132: The Brothers visit their Sister.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To Brødre, der tog på besøg hos deres søster.

Der var engang en mand, der havde tre børn - en pige og to små drenge. Pigen giftede sig med én, der boede på en boplads sydpå, inden de to små drenge begyndte at kunne huske noget / sila. De voksede op og begyndte at fange, uden at forældrene havde fortalt dem, at de havde en storesøster. Men en dag fortalte moderen sine sønner, at de havde en søster. Meget overraskede spurgte de, hvor hun så var henne. Moderen svarede: "Kan I se de store fjelde der oppe mod nord. Derunder ligger en vinterboplads, og dér bor hun. Hun er nem at kende, fordi den ene side af hovedet er helt hvid. Men I må ikke besøge hende. Hvis I gør det, vil I blive dræbt af hendes bopladsfæller, for de er menneskeædere." Da hun sagde det, mistede den ældste lysten til at tage hen og besøge sin søster, men den yngste var stærkt opsat på at få hende at se. Da brødrene dagen efter tog af sted, sagde forældrene, at de skulle holde sig på afstand indtil folk på stedet var gået i seng - for ikke at risikere at blive dræbt.

Brødrene tog af sted, og forældrene opgav helt at se dem igen. Brødrene kiggede efter huse og den ælste sagde, at når de så ravne, der slog kolbøtter i luften, var det et tegn på, at de var nær et beboet sted. Det varede

ikke længe, så så de en masse ravne. De kom op på land og bandt slæderne fast.

De ventede med at køre derhen, til det blev helt mørkt. Der var en hel

masse huse og de kørte til det nærmeste hus med tre vinduer og kravlede

forsigtigt op på taget, og den ældste kiggede ned gennem røghullet og så, at der

sad (lå?) en stor mand på briksen nærmest lampen og blev lysket af sin kone. Den

ene side af kvindens hoved var hvid som sne. Lillebroderen kiggede også ned

og de var sikre på, at kvinden måtte være deres søster. Den ældste samlede noget

spyt sammen i munden og lod det falde ned, så det ramte gulvet lige foran lampen

med et smæld. I det samme ruskede konen sin mand og sagde: "Der er sikkert kommet

gæster fra en fjern boplads, skynd dig op." Manden rejste sig op og var straks på

vej ud uden overtøj medringende sin bue. Han kom ud med en spændt bue og endnu

før de blev set, sagde den ældste af brødrene: "Vi kommer for at besøge vores

søster. Vi har fået fortalt, at den ene side af hendes hoved er helt hvid."

Manden svarede hviskende: "Jeres søster er derinde, kom indenfor, I kære." De

kom ind, og manden ville vise sig som en god svoger og forlangte, at der skulle

sættes mad frem. Konen tog kamikker på og bad nogle af sine mange børn hjælpe

sig. Det gik op for brødrene, at alle de andre i huset var søsterens

børn. På en stang i huset hang en hel masse kamikker ordnet efter størrelse -

fra de yngstes til de ældstes kamikker. Der gik et stykke tid. Så kom de ind med

et fad, der var fuld af bær, der var blandet med forskellig mad og spæk.

Søsteren satte maden frem og sagde til sine brødre: "Værsgo' og spis." Brødrene

skulle til at tage noget fra den lækre anretning, da de fik øje på en hånd af et

menneske skåret af ved håndleddet ligge i fadet - med bær i den hule hånd. De

gøs ved synet af dette og sagde, at de ikke spiste den slags mad. Så blev fadet

trukket væk fra dem og de andre gav sig til at spise. Deres søster tog denne

hånd af et menneske og holdt tommelfingeren fast mellem tænderne for at skære et

stykke fra. Så skreg børnene: "Giv mig et stykke af hånden." Hertil svarede

moderen: "Lad mig selv spise den hånd." Brødrene sagde til hende: "Hør er du også

blevet menneskeæder?" Idet søsteren skubbede til sin mand, sagde hun: "Ham dér har

fået mig til det."

Deres store svoger bad sin kone koge mad, men det skulle

være på lavt blus, for at bopladsfællerne ikke skulle få færten af, at der var

gæster i huset. Ellers ville de komme og dræbe gæsterne. Mens søsteren kogte

mad, fortalte hun følgende: "Vores bopladsfæller fangede som altid nogle hvaler i

vinter. Når der under flænsningen faldt et menneske, så dræbte de det bare og

flænsede det med." Endnu før maden var kogt færdig, sagde svogeren til sine

børn: "Stå op og gå hen og skær surringerne over på vore bopladsfællers slæder og

gør det meget stille." Da de kom tilbage, spurgte faderen dem, om de havde skåret

surringerne på samtlige slæder. Ja, sagde de, men det viste sig senere,

at de i skyndingen havde sprunget en slæde over. Da maden blev færdig og de

skulle spise, sagde svogeren til brødrene: "Når I tager af sted, straks

efter I har spist, tar jeg med; og når I er kommet et godt stykke ud på

isen, vil jeg huje (råbe). Så skal I bare se, hvad der sker." Ved afrejsen

sagde svogeren til brødrene: "Nu kender I vejen. I må endelig komme og besøge jeres søster igen." De tog af sted, og da de var kommet et godt stykke ud på

isen, hujede svogeren og råbte: "Nu er gæsterne taget af sted!" Brødrene så

tilbage og opdagede, at folk strømmede ud af husene - ud gennem gangen og gennem

vinduerne. Nogle havde anorakken over armen og andre var i bar overkrop. De tog

af sted på slæde, men efter ganske kort tid brød slæderne sammen. Brødrene anede uråd og satte farten op. Men de opdagede, at en slæde fulgte efter dem og

hurtigt halede ind på dem. Det opdagede svogeren, satte efter slæden,

som forfulgte brødrene, og dræbte manden med sin pisk. Så begyndte han ellers at

slagte løs, og han lastede slæden fuld af arme og ben, der var skåret af og

kørte hjem.

Brødrene kørte hele natten og nåede hjem. De fortalte om deres søster, der

var blevet menneskeæder og om, at de selv med nød og næppe slap med livet i

behold, takket være deres svoger, der hjalp dem. De gentog ikke besøget, for de

var jo nær blevet dræbt.

 

Var.: Nerrersuujuut;

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq

Print
Dokument id:38
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 7 - 9, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 87v - 88v.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 257 - 258. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 257 - 258: Usunngusaq.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 26.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

Rink henviser i en note til begge udgaver en afkortet version i Kraghs samling, formentlig NKS 2488, VI: 19v - 20v, hvor hovedpersonen kaldes Savnimersoq.

 

Resumé i oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Usungusaq"

Der boede flere familier i et stort langt hus. Hver dag kom fangerne hjem med

fangst undtagen Usungusaq, der aldrig fangede noget. Han blev bebrejdet det af sin kone.

 

En dag Usungusaq var ude i kajak, opdagede han et menneske på den anden side af et lille næs. Det viste sig at være en indlandsbo. Indlandsboen kaldte på Usungusaq, men hver gang Usungusaq nærmede sig indlandsboen, blev han bange og

roede længere ud. Til sidst lykkedes det indlandsboen at indfange ham med sin

snare. Han førte ham ind i landet. Da de gik gennem jordens navle (Nordpolen),

fik Usungusaq mundkurv på, så han var ved at kvæles. De gik videre og kom

til en stor klippe, der var skinnende blank. Da de gik derfra, nåede de ind-

landsboens hus; der var en kone i huset, men de havde ingen børn.

I de to dage, hvor Usungusaq opholdt sig i indlandsboens hus, tog indlandsboen

alene ud på fangst og kom hjem med en sortside. Han ville ikke have, at

Usungusaq skulle med ham på fangst. Usungusaq længtes hjem og tog af sted. På

sin vej hjem så han intet til jordens navle. Ved sin kajak fandt han en masse

sæler, som indlandsboen havde fanget med sin snare. Han gjorde, som indlandsboen

sagde: Han tog kun én sæl på slæb på vej hjem, og i de efterfølgende dage

hentede han flere. Når hans husfæller spurgte, hvor han havde fanget sælerne,

sagde han, at det var ude på det yderste fangstområde.

Da sælerne slap op, gik Usungusaq til indlandsboen, der tog ham med ind i land; men Usungusaq blev kvalt ved jordens navle. Hans husfæller ledte efter ham, og en af dem traf indlandsboen, der fortalte, at det var ham, der havde dræbt Usungusaq. Manden harpunerede indlandsboen, der nu flygtede ind i land, så fangeblæren / fangstblæren, der var forbundet med harpunspidsen, fløj henover jorden. Manden forfulgte indlandsboen og dræbte ham med sit blærespyd.

 

Var.: Sannimersoq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

 

Hist.: Man kan sikkert finde ud af, hvornår Nordpolen indføres som begreb i Grønland.

 

Kommentar: Indlandsboerne, tornit, i Østgrønland timersiit, siges gerne at fange dyr med lasso. Undertiden omkring halen, bagfra, modstrøms.

oqalugtuaq Atdluûnguaq

Print
Dokument id:1070
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdluûnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 643 - 645, nr. 182
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 196 - 197: Alluunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 196 - 197: Oqaluttuaq Alluunnguaq.

 

Oversættelse, se nedenfor.

 

Resumé:

Allunnguaq er den eneste, der midt om vinteren er ude efter mad. Han kommer hjem med en rype, som hans kone deler ud mellem bopladsfællerne. Da den ikke slår til supplerer All. med noget af sit forråd. Næste dag ser han langt ude på isen noget sort. Hans kone ønsker ham farvel med ønsket om at han skal komme hjem med skind til dyne og underlag. Det sorte viser sig at være en våge med hvidhvaler. Han kommer hjem med to, konen deler den ene halve ud, og næste dag ude ved vågen bliver All. passet op af Månemanden, der beklager sig over at All. har fanget af hans private fangstdyr. De to slås, All. vinder, inviteres på besøg på månen med en advarsel om, at der lurer mange farer undervejs. All. må tre gange smide sine hunde op i luften før han kan flyve med dem. Ved en stejl skrænt efterlader han slæde og hunde og klatrer op til kanten, hvor straks en kvinde med en panserulk mellem benene trommedanser med sin egen skygge. Hun synger: Mit store skræv, poq, poq, poq. All. går hen og siger bøøh, men besvimer og vågner uden sine indvolde. Dem får dog Månemanden på plads igen ved at give ham noget (indvoldene?) at spise, lade ham besvime og vågne op igen.

       Næste måltid er et rensdyrhoved og kogt kød, der serveres af en kvinde hvis ryg blot er afblegede knogler. To gange kigger Månemanden så ned gennem et langt trærør og irriteres dybt, første gang over en mand, der hele tiden plukker græs, anden gang over en mand der ligger udendørs og sover på ryggen. Begge gange puster månen sne ud gennem røret så det dækker de skyldige. All. bliver ilde til mode og vil hjem. Han får et tørret isbjørneskind og en hvalrostand med hjem.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq rejste nordover. Han kom til et

sted, hvor han ville overvintre. Det blev vinter og der kom så meget

is, at der ikke var noget vand at se. En morgen gik Alluunnguaq en tur på

terrænet oven for huset. Han fangede en rype og drak dens blod. Han bar rypen

ned og fik sin kone til at dele den i små stykker og disse stykker delte han ud til sine bopladsfæller. Men der var ikke nok. Til dem, der var blevet snydt,

bragte han et lille stykke af det, der var blevet tilbage.  

 

En morgen var han på udkig og så mod vest noget, der var mørkt. Han gik ned og tog sin helpels ind i huset. Han kone sagde: "Alluunnguaq, hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal ud vestover til noget sort, som jeg har fået øje på". Da han var på vej ud, sagde hans kone: "Skaf mig noget brikseskind og noget, jeg kan bruge som tæppe."

     Han tog ud til det, han havde set. Han kom til stedet og her var

fuldt af hvidhvaler (eller: narhvaler. Eller både hvidhvaler og narhvaler.

CB.) Han fangede to og var nu på vej hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine

bopladsfæller om de mange hvidhvaler og han råbte ind til sin kone og fortalte,

at han havde fanget to hvidhvaler. Konen sleb sin ulu og flækkede den ene

hvidhval. Den ene halvdel bragte han til sine bopladsfæller. Han sprang op i

rummet fra husgangen og sagde: "Som sædvanlig har Alluunnguaq skaffet jer noget

mad". Herefter hørtes klirren af knive.

 

De var opsat på at tage ud på fangst

dagen efter og natten faldt dem lang. Inden det blev lyst, tog Alluunnguaq af

sted. Da han nærmede sig målet, sagde månemanden til ham: "Hvorfor tager du ud

til mit fangstområde?" Månemanden og Alluunnguaq begyndte at slås. Hver gang blev

månemanden kastet væk. Månemanden sagde: "Jeg vil forære dig slæde og hunde, så

kan du besøge mig. Men du må være klar over at du vil møde farer på din vej". -

Da Alluunnguaq kom hjem, gav han sig til at lave en slæde og begyndte at øve sig

i at svæve i luften. Ved tredje forsøg kom han til vejrs. Mens han svævede,

fik han øje på en stejl klippevæg. Han tænkte: "Hvorfor mon han vil have jeg

skal komme til ham?" (jeg går ud fra, at det er månemanden, han tænker på. Eller

bliver han lokket af klippen? chr.b). Han efterlod hundene dér og gav sig til at

vandre op. Han kom op på fjeldet og så på den anden side en kælling, der dansede

med sin skygge som dansepartner. Han listede sig ind på hende og kom

til sidst helt hen til hende. Hun sagde hele tiden: "Mit store skræv. poq, poq, poq" / pooq. Hun havde en ulk, 'pugdlássuaq' / pullassuaq hængende i sit skræv. Da han var kommet helt hen til hende, forskrækkede han hende (uklart, men jeg har fortolket det derhen, at det var ham, der forskrækkede hende og ikke omvendt C.B.), men i det samme mistede han bevidstheden. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han var blevet berøvet sine indvolde. Han ville tilbage til sin slæde, men i stedet gik han ind hos månemanden. Månemanden sagde til ham: "Jeg havde jo sagt at du ville møde farer undervejs". Og han sagde videre: "Spis nu noget". Da han havde spist, lagde han sig ned på maven på sidebriksen og faldt i søvn. Da han vågnede, opdagede han, at han havde fået nye indvolde. Månemanden sagde:

"Giv ham noget at spise". Alluunnguaq kiggede sig omkring og så et menneske vise

sig en kort stund fra pladsen under briksen - et menneske, hvis ryg var af

afblegede knogler. Alluunnguaq spiste hovedet af et rensdyr og et stykke kogt

rensdyrtalg. Mens han spiste, tog han (månemanden) fra pladsen under briksen et stykke hult træ, et rør. Han flyttede et stykke af briksetræet til side og begyndte at kigge ned gennem røret. Han sagde: "Han er rigtig irriterende på den måde. Han sagde til Alluunnguaq, at han skulle se det. Det månemanden så var et

menneske, der spiste græs. Han lod noget hvidt slippe ud af rørets munding. Så blev det voldsomt snevejr og mennesket forsvandt. Næste gang månemanden stak hånden under briksen, kom han op med et stykke mattak af et marsvin, som han gav

Alluunnguaq at spise. Mens han guffede mattakken i sig, tog månemanden røret og

gav sig til at kigge ned. Så sagde han: "Han er rigtig irriterende på den måde." Han ville have, at Alluunnguaq skulle se det. Det han så, var, at han

(den føromtalte mand? CB) lå på ryggen i luften og sov. Så lod månemanden

noget sort slippe ud af rørets munding og mennesket forsvandt. Alluunnguaq blev

bange og ville ud. Månemanden tog et bjørneskind fra tørrestativet og gav ham

det og senere gav han ham en hvalrostand. Det fortælles, at han kom tilbage og

at han aldrig har taget til månemanden igen. Slut.

     Skrevet af Albrecht Beck

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Denne version af "Besøg hos månemanden" afviger i mange detaljer fra flertallet og giver indtryk af en del associative forskydninger. Fx forekommer manden, der spiser græs, ikke i andre versioner, hvor det gerne er et menneske, der bryder et velkendt tabu og dermed fremkalder månens irritation. Det kunne hentyde til missionærernes dyrehold, som man måtte sørge for vinterfoder til. Man har dog også tidligere plukket græs - til kamikhø. Hvorfor det irriterer månen står mig (BS) ikke klart. Og mennesket, der ligger på ryggen i luften, plejer at være en ung pige, der ligger på ryggen på briksen, og hvis første menstruation månen fremkalder, så hun krymper sig i søvne. Endelig er månens gaver lidt specielle i Becks version. De associerer til pooq- eller angakkoq / åndemaner puulik forestillingerne, der er af østgrønlandsk oprindelse: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Allunnguaq (Det lille åndehul) er i øvrigt navnet på en hovedperson i mange, højst forskellige fortællinger.

 

 

Kommentar: Vedr. den magre komposition bør det dog bemærkes at sætningen om at skaffe skind til dyne og underlag, der oftest træffes i 'Kaassassuk', velsagtens opfyldes med det bjørneskind, som All. får foræret af månemanden.

oqalugtuaq Avarúnguaq

Print
Dokument id:194
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian fra Kangeq
Nedskriver:Kristian fra Kangeq
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avarúnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 257, nr. 89
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

 

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

 

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq

Print
Dokument id:301
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 615 - 616, nr. 174
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 212: Erlavinnguaq og hans brødre. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 212: Oqaluttuaq Erlavinnguakkut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Erlavinnguakkut.

Det fortælles, at Erlavinnguaq havde mange brødre, og at de havde fjender. Når Erlavinnguaqs brødre var ude efter spraglede sæler, kom de ikke (alle) tilbage. De blev dræbt af deres fjender. Til sidst blev alle Erlavinnguaqs brødre dræbt af fjenderne, undtagen Erlavinnguaq samt den mellemste og yngste i brødreflokken.

 

En dag da den yngste af brødrene var ude og havde fanget så mange han kunne have på slæb, roede han hjemad langs kysten. Så blev han søvnig, gik han i land, trak de sine spraglede sæler op på stranden og lagde han sig til at sove oven på en stor sten. Hans fjender havde også været på fangst, men havde ingen spraglede sæler fået. De var nu på vej hjem, da de opdagede den sovende mand oven på kampestenen. De listede så lydløst som muligt i land og op til ham bevæbnede med lanser. Men da de var bange for ikke at kunne klare ham, blot med deres lanser, skar de alle hans sener over. Manden rejste sig forskrækket op og nåede at slå nogle af sine fjender ned med sin knyttede næve, inden han segnede om. Fjenderne roede hjem, og dagen efter tog de over til Erlavinnguaqs. De gik ind i huset, så det blev stopfyldt.

 

Erlavinnguaq og hans yngre bror tog bare ud på fangst. Erlavinnguaq roede til og harpunerede en stor remmesæl. Da Erlavinnguaq havde harpuneret remmesælen, kom hans fjender roende imod ham. Erlavinnguaq halede remmesælen til sig, hev den op foran på kajakken, og så slog han den ihjel med knytnæven. Han gjorde den klar til bugsering og med den på slæb, gav han sig til at ro for fuld kraft og flygtede. Under flugten fra sine fjender anstrengte han sig så meget, at han fik en blodstyrtning. Hver gang han tog et kraftigt åretag, svævede remmesælen, han havde på slæb, op i luften og faldt ned igen på havets overflade. Engang - efter nogle kraftige åretag - mærkede han, at bagenden af kajakken ligesom faldt ned i vandet med et plump. Det var remmesælen, der faldt ned bag på hans kajak (d.v.s: efter at have svævet i luften - Chr. B.). Forfølgerne sakkede mere og mere agterud. Mens de endnu forfulgte ham, så de, at han var kommet i land. Da de ikke

kunne få ham dræbt, vendte de tilbage til deres boplads. Fjenderne opgav at komme igen. (D.v.s til hans boplads - Chr. B.). Slut.

 

Var.: Måske;

oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk

Print
Dokument id:295
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, D.
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 595 - 598, nr. 168
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 232 - 233: Igimarasussuk, der åd sine koner. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 232 - 233: Oqaluttuaq Igimarasussuk.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

Fortællingen om Igimarasussuk, der åd sine koner.

 

Det fortælles, at Igimarasussuk ofte fik sig en ny kone. Da han blev alene, giftede han sig med en kvinde, som havde sin lillebror hos sig. Igimarasussuk var på rensdyrjagt og kom hjem med rensdyr. Han sagde til sin svoger: "Hent min økse, der er på stilladset." Han fulgte efter svogeren, da han gik ud af huset/teltet. Hans kone hørte nogen skrige og kiggede ud. Hun så manden løbe efter broderen med en økse i hånden. Mens hun kiggede på dem, huggede manden konens bror i hovedet og

dræbte ham på stedet. Han sagde til sin kone: "Kog din lillebror." Mens hun var

ved at koge ham, stak han sin kniv ned i gryden og gik fat i et stykke kød, som

han spiste. Han stak sin kniv ned og fik fat i et underarmsstykke, som han gav

sin kone og sagde til hende, at hun skulle spise det. Hun lod, som om hun spiste

det, men dækkede det til med aske. Manden sagde: "Aninaa, græder du?" Hun

svarede: "Jeg græder ikke. Jeg er bare genert." Hun græd i virkeligheden. Manden

spiste efterhånden svogerens kød op. Så begyndte han at fede sin kone op ved

med lutter rentalg. Han gav hende vand i en muslingeskal.

Til sidst kunne hun ikke rokke sig af stedet.

 

En dag han skulle ud på fangst, snørede han teltudgangen omhyggeligt til. Da han blev længe væk, ville hun gøre et forsøg på at komme ud af teltet med sin ulu. Hun lod sig falde udover briksekanten og rullede hen til teltets indgang, og med møje og besvær kom hun op på teltdørbrædtet. Så skar hun snøreremmen i teltdøren over med sin ulu og kom ud. Hun rullede ned til et beskidt vandhul. Hun drak af vandet og kom på højkant. Hun følte sig lettere. Hun gik op til teltet, og herinde stoppede hun noget ned i sin (anorak med) rygpose, som hun stillede op på briksen med ryggen til indgangen, hvorefter hun atter bandt snøreremmene til teltindgangen sammen. Så tog hun af sted.  

 

På det tidspunkt, hvor manden kunne ventes hjem, var hun nået frem

til et stort stykke drivtømmer, og hun sagde til tømmeret: "Det store træ, det

store rødved - Ia - Arapê - qupê - sipê - sipí - sísariaq".(.. revn, flæk, lad

det flækkes? BS.). Træet flækkede, og hun krøb ind. Så sagde hun: "Det store træ, det store rødved. Ja! Arapê - mamê - mamê - mamigsísariâ!" Træet lukkede sig, og det blev bælgmørkt derinde. Mens hun var derinde, hørte hun støjen af sin mand,

der kom hen til træet og sige: "Jeg var for længe om det, jeg var så længe

om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han bankede på træet, og

gik sin vej.

 

Det varede ikke ret længe, så kunne hun høre, at han kom tilbage.

"Sporet er her,"(hørte hun ham sige. Chr. B.). Da kvinden kunne høre på lyden, at han havde forladt træet, sagde hun:

"Det store træ, det store rødved - Ja - Arapê - qupê - sipísisaria!" Så flækkede

træet, og hun kom ud og skyndte sig af sted. På det tidspunkt han kunne ventes, krøb hun ind i en rævehule. Efter nogen tid derinde hørte hun ham komme. "Her ender hendes spor," (hørte hun ham sige). Nu kunne hun

høre, at han var ved at grave sig ned i hullet, men han blev træt og forlod

det. Mens hun endnu var der, hørte hun ham igen komme og snakke: "Jeg var for

længe om det, jeg var så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe

hende." Han gravede, men blev træt og gik sin vej.

 

Hun krøb ud og fortsatte sin vandring. Ved den tid man igen kunne

vente ham, gemte hun sig bag et buskads.

Dér hørte hun ham komme. Han sagde: "Jeg var for længe om det. Jeg var

så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han gravede, men blev

træt og forlod stedet. Hun blev foreløbig bag buskadset. Så hørte hun igen

manden komme og han sagde: "Her ender hendes spor." Så snart han forlod stedet, løb hun videre. Denne gang ville hun nå frem til et beboet område. Hun fik øje på

nogle bærplukkersker. Da disse så hende tog de flugten.

Så råbte hun til dem: "Jeg er Igimarasussuks kone." De kom tilbage og tog hende i hånden og førte hende hjem. Her fortalte hun følgende: "Den onde

Igimarasussuk spiste sine koner. Han spiste sin svoger. Hvis han virkelig

stræber mig efter livet, vil han vise sig. Han er altid er ude på fornøjelser, tag endelig være godt imod ham."

 

Nogen tid efter viste han sig. De gik hen

og tog imod ham "Har din familie det godt?", spurgte de. "Ja,

de har det godt nok."

 

Hans kone sad gemt bag vægbeklædningen og betragtede ham

gennem et lille kighul. Man satte mad frem til ham. Efter måltidet gav de ham

en tromme og bad ham om at underholde dem. Han tog imod trommen, men returnerede

den uden at have brugt den, idet han sagde: "I kan give underholdningen." En af

mændene greb den og begyndte at synge: "Den onde Igimarasussuk, som plejer at

spise sine koner." Da dette blev sagt, blev Igimarasussuk rød helt ned til

brystet. Han sagde, at hans kone, som selv havde spist sin lillebrors underarm, nok havde fortalt sådan. I det samme trådte hans kone frem og sagde: "Jeg har

ikke spist det, jeg dækkede det til med aske."

 

Da de greb ham, gik konen hen og trak i hans testikler, så de blev revet helt løs, og han døde på stedet.

Den gang Igimarasussuk kom hjem fra en tur, var han gået op til teltet med sin

harpun, og idet han åbnede teltindgangen, havde han harpuneret den dumme (anorak med) rygpose, som konen havde stoppet ud. Slut.

 

Medlem af forstanderskabet i Paamiut, D. Möller.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Hist.: En yderst populær fortælling, der næsten altid fortælles i samme store træk. Den indgår også sjældent i andre forløb af sammenkoblede fortællinger.

oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq

Print
Dokument id:133
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 61, nr. 25
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke.

Peder Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 61v - 66h med sideløbende oversættelse til dansk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 259 - 261. Transskriberet til nugrønlandsk i

Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 259 - 261.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En sandfærdig fortælling.

Jeg har nedskrevet denne fortælling, fordi den er sandfærdig, og for at de sto-

re herrer (naalakkat) kan få noget at vide om den stærke mand.

Min bedstemoder Sisaalia (Cecilie) hed Qarmeq, før hun blev døbt. Hun havde

været med på rensdyrjagter med bue og pil, og hun havde også været med til at

drive flokkene. Hun kendte folk på strækningen fra Holsteinsborg / Sisimiut

til Jakobshavn / Ilulissat. Hun kendte den mand, der her skal berettes om.

Jeg, som skriver denne historie, har kendt denne stærke mands børnebørn. Og du,

min kære, kender bopladsen Ikerasaarsuk, hvor den unge mand, der senere blev

en meget stærk mand, boede.

I Ikerasaarsuk boede der en ung mand ved navn Qaqitsoq, som også blev kaldt

Pinnersoq. Han var i færd med at udvikle sig til en stærk mand. To stærke mænd

fra Jakobshavn havde sendt bud efter ham, for at de kunne prøve kræfter med

ham.

En vinter fandt fangerne under åndehulsfangst ved nordsiden af Ikerasaarsuk

en død narhval. Den trak man op på isen. Ved denne lejlighed var Pinnersoq også

til stede. Hans slægtninge stak lidt til ham her med at

ingen forældre ville have ham som svigersøn, og at han var blevet udfordret til

kraftprøve af to stærke mænd fra Jakobshavn. De mente, det var på tide, at han

viste, hvor stærk han var. Han kunne f.eks. prøve, om han magtede at løfte

narhvalen. Så gik Pinnersoq hen til den frosne narhval, greb dens tand med den

ene hånd og lagde den anden arm ind under hvalen og løftede den. De andre

fortsatte drillerierne og ville også se, om han kunne få narhvalen op ovenpå et isfjeld, der var frosset fast på isen. Det kunne Pinnersoq.

 

Da det blev forår, samledes en hel masse mennesker fra mange bygder i Aasiaat-

området og rejste sammen med Pinnersoq ind i Diskobugten. De slog lejr ved

Orpissut lidt syd for Qasigiannguit. På den anden side af fjorden havde folk

fra Ilulissat og fra bygderne i Torsukattak lejret sig. De besøgte hinanden

og arrangerede danse- og sangfester.

 

En dag tog folkene fra Ikerasaarsuk sammen med deres støtter fra Aasiaat-egnen over til dem på den anden side af fjorden, og Pinnersoq stillede sig -

trods broderens, Kamitseqs advarsler - udfordrende op mellem folk fra

Ilulissatområdet, der straks omringede ham. Den første udfordrer væltede

Pinnersoq hurtigt til jorden. Angrebene på Pinnersoq blev ved i det uendelige

for at udmatte ham; Pinnersoq lagde dem ned på stribe - alle

uden undtagelse. Efter benbevægelserne at dømme blev Pinnersoq mere og mere

oplagt og ivrig.

 

Endelig trådte den ene af de to egentlige udfordrere frem, og han og Pinnersoq

begyndte at brydes. Det lykkedes udfordreren at tvinge Pinnersoq ned på knæ, men

kun på det ene. Pinnersoq ville afbryde kampen, men blev opfordret af de

andre til at fortsætte, fordi han jo ikke var blevet væltet omkuld. Det

varede ikke længe, så løftede Pinnersoq sin modstander og slyngede ham ud, så

han landede foran folk og opgav kampen. Derefter trådte den anden udfordrer

fra Ilulissat frem. Denne stærke mand, som hed Kutsinersuaq, løftede straks Pinnersoq op på skulderen. Pinnersoq blev meget bange for, at Kutsinersuaq

skulle smide ham bagud med hovedet nedad; men i stedet for satte han ham hårdt

ned på jorden foran, og Pinnersoq ramte jorden på en så heldig måde, at han ikke

sank i knæ. Nu var det Pinnersoqs tur til at angribe modstanderen. I stedet

for at prøve at løfte ham, trykkede Pinnersoq modstanderen fra oven og ned på

skuldrene så hårdt, at det knasede, og hans knæhaser gik i stykker. De, der

holdt med Pinnersoq, skreg af begejstring. Kutsinersuaq sank ned på jorden og

jamrede af smerte. Pinnersoqs storebror, Kamitseq, som var åndemaner, gik hen

til ham og lavede kunster ved at puste på knæhaserne, så smerterne aftog.

Pinnersoq fór uroligt rundt mellem folk, han ventede flere angreb, men ingen

turde. Så begyndte Pinnersoq at synge den sang, der var lavet til lejligheden,

og som de på forhånd havde øvet sig på. De blev helt tossede af sejrsrus. De for

rundt sammen med Pinnersoq og smadrede og trampede teltene ned - først de to

udfordreres og siden de andres. De rasede som sindssyge og hånede deres

modparter. Pinnersoq, som før havde svært ved at blive accepteret som mulig

svigersøn, valgte nu uden vanskelighed en pige fra Ilulissat / Jakobshavn til kone og tog hende med tilbage til Ikerasaarsuk.

 

Fortælleren, Lars Smidt, opfordrer til slut Kragh til at oversætte fortællingen,

så at hans overordnede (naalakkat) kan komme til at høre den sandfærdige

fortælling. Lars Smidt selv havde som barn boet i samme hus som Pinnersoqs børn,

i 1798. Moderen Lydia havde oplært hedningene i den kristne lære. Et af

Pinnersoqs børnebørn, Susanne, levede endnu på det tidspunkt, da Lars Smidt

nedskrev fortællingen, og boede på Kitsissuarsuit, Hunde Ejland.

 

Hist.: Historisk fortælling om rejser, der bl.a. lokaliserer et samlingssted, aasivik, nær Qasigiannguit i midten af 1700-tallet med kraftprøver, smædesange og seancer.

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq

Print
Dokument id:252
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 375 - 379, nr. 122
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 21.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 15, ss. 157 - 161: Giviok.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 253 - 256: Kivioq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 253 - 256: Oqaluttuaq Kiviunnguamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om lille (kære) Kivioq.

Kiviunnguaq havde mistet sin kone. Han prøvede flere gange at forlade sin søn, men hver gang han sov, og Kiviunnguaq var nået ud på gulvet, begyndte drengen

at græde, og Kiviunnguaq gik i seng igen. Nogle gange vågnede drengen først,

når Kiviunnguaq bøjede sig for at gå ned i gangen, og Kiviunnguaq måtte tilbage igen. En dag sønnen havde været ude og kom ind i huset, fortalte han meget ivrigt,

at han havde set moderen, der var sammen med en anden mand. Kiviunnguaq sagde

han skulle holde op med at omtale sin mor, fordi hun jo var blevet

begravet og dækket til med store sten. "Du kan jo selv gå ud og se hende,"

sagde drengen. Han kiggede ud gennem vinduet og ganske rigtigt: Hans kone, som

døde for nogen tid siden, var sammen med en anden mand. Kivioq blev vred og

dræbte både konen og manden og lagde dem (gravsatte dem) i en ret stor

klipperevne oven på hinanden. Derefter gik de i seng. Da sønnen sov,

stod Kivioq op. Han var ved at forlade gangen, så vågnede hans lille søn, som

han plejede og gav sig til at græde. Men denne gang lod han ham være. Så snart

han kom ned i sin kajak, gav han sig til at ro for fuld kraft. Han roede og

roede, ud på det store hav, hvor der ikke var land at se.

 

Først kom han til

et sted med en stærk strømhvirvel ('kaavittorsuakasik'). Han var nær

blevet suget ned ('nakkaleraluarluni'), men kom med nød og næppe op og væk fra den. Han roede videre og kom til havets lus ('immap kumai').

Forsøgsvis kastede han en pind, som sad på kajakken til beskyttelse mod slid,

ud til dem. Så snart den faldt på vandet, blev den spist af lusene, rub og

stub. Han kastede en vante ud til dem. Den holdt længere

end pinden. Han viklede gamle vanter omkring årebladene. Så roede han videre og

kom over og igennem, netop som de spiselige dele var blevet spist op

('ikkaallattalersorlu' kan jeg ikke få en fornuftig mening ud af. Chr.B.). Så så

han noget sort forude. På nærmere hold var det skam land.

Kivioq tænkte: "Hvis der bor mennesker, findes der sikkert også et

lille fjeld, der er goldt (ifølge Rinks kommentar, 'evqitsoq' betyder "rent")." Det var der. Han gik i land før selve stedet. Han så på den anden side af fjeldet et hus. Da han gik derhen, opdagede han, at de var ved at koge mad. Han

væltede røghullets vindskærm og gemte sig bag ved huset. Der kom én ud af huset

og sagde: "Det er vel ikke en mand, der har væltet den" (ifølge Rinks

kommentar. Chr.B. er usikker). Da hun var oppe for at rejse

skærmen igen, opdagede hun Kivioq og skyndte sig ind i huset. Hun kom ud igen og

sagde til Kivioq, at han skulle komme indenfor. Derinde lå en kælling på maven

med en dyne over sig. Hun sagde til sin datter, at hun skulle hente nogle bær.

Hun kom ind med noget bær i fedt og satte det frem. De dampede kraftigt.

Kivioq, som gav sig til at spise, sagde: "Sikke velsmagende bær." Hertil sagde

Usorsaq (navnet har noget med penis at gøre) (den gamle kælling): "Det er fordi

fedtet er fra en ung mand". "Den slags spiser jeg ikke," sagde Kivioq. Da han bukkede sig lidt, så han en mængde menneskehoveder under briksen. Da gav Kivioq sig til at kigge grundigt rundt, og da kællingen en overgang ikke længere var helt

dækket af dynen, så han noget blankt stikke op af hendes bagdel. Da de

skulle til at gå i seng, fandt Kivioq et påskud for at gå udenfor. Derude

fandt han en flad sten og stak den ind på brystet under tøjet. Han kom tilbage

og gik i seng. Han lagde sig ned på ryggen og sagde: "Jeg kommer nok til at sove

godt." Kivioq lå og lod som om han sov. Kællingens datter, som troede, at han

sov rigtigt, sagde det til sin mor. Denne sprang ud på gulvet ganske

lydløst, men da Kivioq lod som om han var ved at vågne, sprang hun tilbage lige

så lydløst som før. Men så snart han lagde sig til rette igen på ryggen

('manilerpoq' kan vist godt tydes derhen), sagde datteren: "Nu sover han."

Kællingen sprang hurtigt ned igen på gulvet (ret ulæseligt, men ifølge

Rinks kommentarer. Chr.B.). Fra gulvet sprang hun op på mennesket (Kivioq) og ramte ham i hjerteregionen ('ileqqorsorluni nipaa' - se bemærkningerne til originalen. Det næste ord er jeg ikke i stand til at læse. Chr.B.). Hun væltede. Datteren skreg: "Usorsaq har brækket halebenet. Hvor trist, for det har ellers skaffet os rigeligt at leve af." Kivioq stod op og befriede sig for stenen, som han havde liggende på brystet. Da han flygtede ud, sagde Usorsaqs datter: "Bare man kunne spise hans kindkød" ('kulunnguakasik' kender jeg ikke - se bem. i originalen. Chr.B.). Kivioq, som var kommet i sin kajak og var ved at kæntre, sagde, mens han rettede sig op igen: "Lad mig ramme hende deroppe med min vingeharpun". Som sagt så gjort. Det hele blev farvet rødt.

 

Han sejlede væk fra hende og kom igen til et fjeld, som var goldt. Han gik i land før selve stedet. Fra fjeldet så han et hus. De var ved at koge mad. Han gik ned til det og væltede som før vindskærmen og gemte sig bag huset. Der kom én ud og sagde til sig selv: "Det er mærkeligt, at vindskærmen er væltet, for det blæser jo ikke". Pigen gik ind, men kom ud igen. Kivioq trådte frem, og pigen bød ham indenfor.

 

Hele vejen rundt i rummet var der blærer. I huset boede mor og datter. Moderen sagde: "Nu falder vandet om ikke så længe. Når det er ebbe, plejer vi at binde blærer på fiskene, men vi savner én til at hente fangsten." Kivioq fortalte, at han havde dræbt begge de ækle kvinder. De svarede: "Det var vel nok dejligt, for de to kvinder har dræbt vores mænd", og de sagde videre: "Bliv hos os!" og det sagde Kivioq ja til. Så sagde kvinderne: "I morgen vil vandet falde, som det plejer. Når du hører et drøn, skal du løbe derud, og når du hører endnu et drøn, skal du styrte ind i land." De gik i seng.

 

Kivioq vågnede ved, at datteren var på vej ud, og da han i det samme hørte et drøn, skyndte han sig at komme op. Han så, at kvinderne allerede havde sat blære på flere helleflyndere. Kivioq nåede lige at sætte blære på et antal helleflyndere, så hørte han et drøn og opdagede, at vandet var ved at rulle hen over ham. Han havde ikke mærket noget til kvinderne. Kivioq nåede på land, da vandet slikkede hans hæle. Det blev højvande og Kivioq roede ud og hentede de fisk, der drev i land uden for deres boplads. Kivioq blev på stedet, og der var ingen grænser for kvindernes taknemmelighed.

En dag kom Kivioq til at tænke på sin kære søn, som han rejste fra, og hvis

gråd han endnu havde kunnet høre på stadig større afstand. Han roede samme vej

tilbage og overvandt de samme forhindringer, som han var ude for på udturen. Da han nærmede sig landet, hørte han nogen synge. Han roede hen mod lyden og fik

øje på en hel masse konebåde, der slæbte en hval ind. Oven på hvalen var der en høj mand med skæg, der sang. Det viste sig, at det var hans søn, som havde fanget

en hval og nu stod han oven på hvalen og sang af fuld hals. Han kunne ikke

genkende ham lige med det samme. Men det var altså den samme søn, hvis

gråd han havde hørt, da han tog fra ham, som han nu genså oven på en hval.

 

Var.: Kivioq

 

Kommentar: Tidevandsfangst; Varianter også hos canadiske Inuit.

oqalugtuaq Nakasungnaq

Print
Dokument id:1071
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nakasungnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 645 - 648, nr. 183
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

 

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

 

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

 

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

 

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

 

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

 

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo

Print
Dokument id:1074
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos
Nedskriver:Amos (Ammon)
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 654 - 658, nr. 186
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

 

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

 

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

 

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Oqalugtuaq Qivâqijarssungmik

Print
Dokument id:1941
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Qivâqijarssungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 54 - 60
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Denne version er ikke publiceret af Knud Rasmussen. I hans Inuit fortæller, II 1981: s. 30 - 32 er Rinks bredt resumerede version af Arons Qivaaqiarsuk trykt ord til andet. Se ID 69.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Qivaaqiarsuk.

Det fortælles at Qivaaqiarsuk boede inde i fjorden men hørte at der ude ved Kangeq altid var mængder af fangstdyr. Længe holdt han det han havde hørt for sig selv, men så bestemte han sig omsider til at tage dertil og overvintre, og da det blev forår tog de til Kangeq for at overvintre. Da de nåede Kangeq var han kommet til et område netop så rigt på fangstdyr, som han havde hørt. Imponeret over det kunne han dårlig bestemme sig til hvad han skulle jage, mens han i husbygningsperioden hele tiden kom hjem med fangst. Desuden var der masser af helleflyndere og alt muligt andet at fange. Efterhånden som efteråret skred frem blev der kortere og kortere mellem grønlandssælerne, og Qivaagiarsuk landede flere og flere fangster.

       En dag var han ude sammen med mange kajakmænd fra Kangeq på deres fangstfelt. Det var en dag med mildt og meget smukt vejr, og de gjorde holdt dér hvor de ville ligge på lur efter fangstdyrene. Qivaaqiarsuk, der som altid var opmærksom på omgivelserne, spejdede rundt, og da så han at det var begyndt at fyge inde fra fjeldene af en fralandsstorm, og at fjeldene så helt lodne ud. Han blev ved med at holde øje med dem og så, at det efterhånden begyndte at fyge helt ude ved kysten. Han roede hen til en af sine kajakfæller og sagde: "Nu har vi snart stormen over os, for de store fjelde er begyndt at fyge af en fralandsstorm." Men den tiltalte sagde bare: "Stormen når næppe herud." Da han ikke sagde mere, forlod han ham bare. Netop som han fjernede sig, nærmede fygningen sig endnu hurtigere. Så nåede den ud til de yderste fjeld og lignede nu en stor sky. Han roede hen til en kajakfælle og sagde: Når fralandsviden ter sig sådan, er det ikke nogen blid vind der kommer. Nu falder stormen over os." Først nu blev hans kajakfæller opmærksomme og klar over faren. De samledes allesammen, bandt alt det fast der kunne fastgøres, og så var der ellers ingen der virkede tunge og langsomme da de alle gav sig til at vende rundt med kajakken for at gøre helpelsen blød og smidig. Og nu var kysten helt forsvundet i den forfærdelige fygning. De var kun lige begyndt at ro indefter da stormen var over dem, så alt blev usigtbart og de ikke længere kunne se land. Først fulgtes Qivaaqiarsuk med de andre kajakmænd, men da han syntes det gik for trægt fordi de var for langsomme, roede han i forvejen. Meget længe kunne han intet land se forude, og han var blevet helt utålmodig efter at få land i sigte, da han pludselig fik øje på land ret fremme. Han søgte længe at finde ud af hvor han var, men så begyndte det at lysne og han kunne slet ikke genkende de mange omkringliggende øer. Da så området i syd blev synligt og han fik set nærmere på det, genkendte han fjeldene ved Kangeq langt dernede sydpå. Han var faktisk nået til land ved øgruppen Satsissunnguit, fordi vinden havde bragt ham et godt stykke ud af kurs. Da han nu endelig genkendte omgivelserne og det klarede op hele vejen sydpå, roede han i den retning. Da han kom hjem så han, at alle de mange mænd fra Kangeq endnu ikke var kommet hjem, og de ventede og ventede, men det blev aften uden at nogen endnu var kommet hjem. Ikke en eneste af alle de mange kajakmænd fra bopladsen kom tilbage.

       Da Qivaaqiarsuk nu havde mange mennesker at forsørge tog han på fangst og harpunerede sæler efter antallet af kvinder i Kangeq. Når han mente han havde fanget nok vendte han hjem, og når han havde givet de mange Kangeq-enker hver en sæl at slæbe op, slog det lige til, og hver havde fået sin sæl at trække hjem. Således sørgede han for at ingen kom til at mangle noget.

       Mens han sådan sørgede for at alle fik hvad de havde brug for, blev det rigtig vinter. Så en dag var Qivaaqiarsuk for en gangs skyld ikke taget på fangst men beskæftiget med noget håndværk. Det var springtid og meget lavvandet netop på det tidspunkt. Netop da ebben var på sit laveste blev der råbt ind af vinduet:

"Man beder Qivaaqiarsuk om at ro os allesammen ud til det lille skær, for vi ville gerne ud og samle søl (spiselig rødalge)." Qivaaqiarsuk reagerede ikke på det. Efterhånden blev der råbt oftere og oftere. Da han så blev træt af råbene og de stadig ikke ville gi' sig, lagde han til sidst sit arbejde fra sig og kom ud. Og da han havde bragt sin kajak ned til vandet roede han kvinderne over til skæret (en for en). Da han havde fået dem over allesammen bar han sin kajak op, og da han var inde igen fortsatte han med sit håndværk. Nogen tid senere var havet begyndt at stige igen, og så blev der råbt: "Man beder Qivaaqiarsuk fragte os ind fordi vandet stiger." Han reagerede ikke og deres råb blev efterhånden mere og mere bønfaldende. Til sidst klamrede de sig fast til hinanden derude. Da højvandet nåede op over dem kunne man høre dem skrige, og da det yderligere steg, blev der endelig stille.

       Først da højvandet var nået op over dem gik han ned med sin kajak og roede ud til dem, og derude flød de rundt omkring i vandet. Det tog sin tid at få fragtet dem ind. Men da han havde fået dem op på land allesammen, sprættede han maven op på den mest fjantede af dem og skar mavesækken ud, tog den med hjem og pustede den op, og så hængte han den op til tørring. Hver morgen når han følte efter, fandt han den endnu ikke tør nok. Så en morgen da han var vågnet og følte efter, gav den en ganske svag trommelyd fra sig, for nu var den knastør.

       Han gjorde sin kajak klar, bandt spilopmagerens mavesæk fast på tværremmene på sin kajak og roede stik udefter. Da han var kommet lidt forbi det store skær fik han øje på netsider, der i en stor flok svømmede hastigt indefter uden at dykke. Da han var kommet ganske tæt ind på dem, satte han farten op og kom midt ind i flokken, hvor han slog løs på dem med spilopmagerskens mavesæk mens han sagde: "Kom aldrig mere ind (bliv aldrig ?) bag øerne i så stor en flok", og mens han stadig slog løs på dem kom han ud af midten og forbi flokken. Så bandt han igen mavesækken fast på tværremmene på sin kajak. Kort efter han var forbi flokken traf han på en stor flok sortsider, der svømmede indefter uden at dykke. Han satte igen farten op og kom ind midt i flokken, rev den tørrede mavesæk fra kajakkens tværremme og slog igen løs på dem med samme ord: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Igen nåede han forbi flokken uden at mavesækken gik i stykker. Han fortsatte med at ro udefter, og da han nu var forbi denne flok fik han øje på en endnu mørkere stime. Tæt på så han at det var en stor flok fuldvoksne grønlandssæler der svømmede indefter, og igen uden at dykke. Igen satte han farten op, slog også løs på dem og gentog sin frase: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Mens han fortsatte med at slå kom han midt tværs igennem flokken. Da mavesækken stadig holdt roede han videre udefter. Langt ude til havs fik han øje på et lille isbjerg som dønningerne løftede op og ned så det indimellem forsvandt i havet. Da han roede derhen og næsten var fremme, satte han farten op, og netop som det igen hævedes op af vandet, rev han den tørrede mavesæk af sine kajaktværremme, slog på isfjeldet af al kraft og kunne ikke høre andet end en ringen for ørerne. Han følte det som om han var ved at besvime. Det varede en rum tid før han genvandt bevidstheden og fik set på det han havde i hånden: Mavesækken var sprængt. Qivaaqiarsuk roede så mod land og kom hjem uden at have fanget noget. Senere forlød det at folk på de omkringliggende bopladser den dag havde oplevet at det spøgte med tordenagtige brag.

       Da Qivaaqiarsuk hele vinteren ikke havde truffet andre mænd ønskede han nu og da at få gæster, fordi han levede ene mand blandt kvinder. Da dagene tog til at længes var der så engang han først tænkte på at tage til havs, men i stedet bestemte sig til at tage på fangst syd for bopladsen. Han tog af sted og ville forbi Qeqertangusakkuluk på fangst. Vest for øen havder der siden efteråret ligget et stort isfjeld på grund. Han var nu lige ved at passere det store isfjeld da han ud af øjenkrogen fangede en lille sort plet i strømhvirvlen ved det store isfjeld. Han vendte øjnene derhen og så nu, at spidsen af en kajak var på vej op mens den drejede rundt i strømhvirvlen. Mens han kiggede på den dukkede der en kajakmand op af vandet, helt lysblond og med et stykke hvidhvalshud klemt fast under sine kajaktværremme. Da han var helt oppe, dukkede endnu en kajakspids op af vandet, mens Qivaaqiarsuk bare sad og så på. Op kom så en anden kajakmand, og han var helt igennem grønlænder. Kun hans øjne lyste op i ansigtet, og han havde et stort stykke mattak af en ung hvidhval klemt fast under sine kajaktværremme. Begge sagde at de var kommet for at besøge ham, og Qivaaqiarsuk blev meget taknemmelig over igen at træffe andre mænd. De fulgtes med ham hjem og selv om han bad dem blive natten over, tog de af sted hen på eftermiddagen.

 

       

De store stykker mattak som de var kommet med som gæstegaver, havde han ikke lysttil og spiste ikke af dem. Næste dag tog han på fangst, og da han var væk kom hans kone i tanker om dem og spiste noget af dem. Da Qivaaqiarsuk havde været ude på fangst og kom hjem, opdagede han at hans kone havde mistet forstanden i den grad at det var umuligt at styre hende. Kajakmændene var altså kommet med disse gæstegaver for at få Qivaaqiarsuk til at miste forstanden. Da konen døde uden at være blevet rask, siges det at Qivaaqiarsuk det følgende forår vendte tilbage til sin boplads inde i fjorden uden at have taget sig en ny kone.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Qivaaqiarsuk.

 

Tolkning: Det forklares ikke hvorfor Q. forbyder de tre sælarter at komme ind i store flokke bag øen. I Arons variant sker det, fordi Q. på vej ud forbi øerne har svært ved at passere de tætte stimer. Hos Aron (se ID 69 med kommentarer) ender Qiv. med at dø af sult, fordi han har forbudt sælerne at komme i sådanne mængder. Måske skal det yderlige begrunde at mængden af fangstdyr ikke længere er så overdådig ved Kangeq som de gamle sagn fortæller. Det er forklaringen i Simon Nielsens version, der imidlertid lader Qiv. afhjælpe mangelen med de mange sæler han skaffer med den oppustede blære. Varianten blev fortalt i Grønlands Radio efter 2. verdenskrig og er analyseret af Arnaq Grove i hendes Ph.D. afhandling: Nedskrivning af nyere grønlandsk mundtlig fortælletradition. Upubl. Institut for Eskimologi, 2000.

oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq

Print
Dokument id:149
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105, nr. 40
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 152ff.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 262 - 263. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 262 - 263: Oqaluttuaq Tutigarmik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99 - 105:

The Blind Man who recovered his Sight.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq.

En åndemaner manede ånder i overværelse af de andre, der boede i huset. Han indledte med at sige: "Gid jeg foreløbig kunne undgå andres opmærksomhed." Mens han endnu manede ånder, hørte man en mand sige fra husets indgang: "Hvem tror I, jeg er?" De, der var tilstede, mente, at han måtte være en af bopladsfællerne. De nævnte samtlige navne på dem, der boede på bopladsen; men de kunne ikke gætte hvem manden var. Så grinede manden og sagde: "I har formentlig aldrig hørt om én, der brugte sin stedmoder som fangeblære?" "Jo, det har vi," sagde de i huset. Så fortalte manden følgende historie:

 

Jeg fangede engang en ung remmesæl. Min stedmor ville bruge skindet til

brikseskind, men jeg skar i stedet for skindet til rem. I ved, at det skind, man

har skåret til rem, først bliver lagt i blød i urinbaljen. Når man så strækker

det til, danner der sig blærer på skindet. Det skete for mig, at en sådan blære

bristede, og at vandet fra den ramte mit øje, så jeg blev blind. Det viste sig,

at min stedmor lod dette ske ved hekseri. Den vinter fik jeg kun muslinger at

spise - bortset fra den smule normal føde, som min søster gav mig i al

hemmelighed.

 

En aften kom der en isbjørn og stak sit hoved ind gennem vinduet. Jeg bad min

søster række mig min bue, der lå under briksen. Jeg var på det tidspunkt blevet

så afkræftet, at jeg måtte bede min søster hjælpe mig med at stramme buestrengen til og derefter at spænde buen. Hun måtte også hjælpe mig med at tage sigte efter

bjørnen. Det lød, som om jeg ramte dyret; men min stedmor sagde, at det var en

bjælke jeg ramte. Men min søster hviskede til mig, at jeg ramte dyret, og det

faldt død om lige uden for vinduet. Min stedmor flænsede dyret og kogte kød. Men

hun gav mig kun muslinger at spise; men i al hemmelighed skaffede min søster mig

et stykke kød.

 

Da det blev forår gik jeg en tur sammen med min søster. Vi kom til en slette, og

dér efterlod hun mig. Mens jeg lå på ryggen, hørte jeg nogle gæs flyve hen

over mig. Jeg hørte den ene af dem sige: "Herunder ligger der et menneske, der er

blind." Bagefter kunne jeg så høre, at fuglene fløj i en bue som solens bane

rundt omkring mig. Jeg kunne høre en af dem dale ned; og så mærkede jeg, at den

tabte tyndskid i mine øjne, og jeg hørte den sige: "Du må først lukke øjnene op,

når du ikke længere kan høre os." Endnu engang fløj fuglen henover mig og tørrede

mine øjne med den ene vinge. Jeg kunne derefter høre, at den fløj nordover. Jeg

snød mig til at blinke med øjnene og mærkede lyset; men først da jeg ikke

længere kunne høre dem, åbnede jeg øjnene. Da så jeg min søster komme. Hun gik

med den ene arm trukket op i ærmet og med hovedet puttet dybt ned i kraven. Jeg

syntes, det var synd for hende; og jeg lovede at skaffe hende skind til en ny

pels, når det blev sommer. Da vi nåede hjem, var min stedmor i gang med at

blødgøre skindet af den bjørn, som jeg havde fanget. Selv om jeg lod, som om jeg

stadig var blind, kunne hun mærke på mine bevægelser, at der var sket en ændring;

og hun sagde: "Min kære, du kan jo se igen." Jeg gik ind uden at svare på det hun sagde. Jeg lagde mig ned på gæstebriksen, som jeg plejede. Da hun kom ind i

huset, sagde jeg: "Det déroppe ligner bjælker."

 

(formentlig uafsluttet: stedmor bruges som fangstblære -> "Narhvalens oprindelse". Også originalen der er næsten ulæselig slutter med sætningen om bjælkerne)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

The Blind Man who regained his Sight.

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq.

A shaman conjured up spirits in the presence of the other inhabitants of the house. He commenced by saying: “If only I could escape the attention of the others for the time being.” While he was still raising the spirits, a man's voice could be heard saying, “Who do you think I am?”, from the entrance tunnel to the house. Those who were present thought that it must be one of the other inhabitants of the settlement. They named each the settlement's residents in turn, but could not guess who the man was. Then the man laughed and said, “Perhaps you have never heard of the one who used his stepmother as a hunting bladder?”  “Yes, indeed we have,” said the people in the house. Then the man told the following story:

 

Once upon a time, I caught a young bearded seal. My stepmother wanted to use the skin as a bed covering, but instead I cut it into a strap. As you know, skin which has been cut into a thong is at first left to soak in the urine basin. Afterwards, when it is stretched out, blisters are formed in the leather. In this case, one such blister burst and the water from it spurted into my eye, blinding me. Later, it became apparent that my stepmother had caused this to happen with sorcery. That winter I ate only mussels, apart from the small amount of normal food which my sister gave to me in secret.

 

One evening, a polar bear came along and poked its head in through the window. I asked my sister to pass me my bow, which lay under the plank bed. At that point in time I was so weak that I had to ask my sister to tighten the bowstring and then to draw the bow. She also had to help me to take aim

 

at the bear. It sounded as though I had hit the bear, but my stepmother said that I had hit a rafter. However, my sister whispered to me that I had hit the animal and that it had fallen down dead just outside the window. My stepmother flensed the animal and boiled the meat. However, she gave me only mussels to eat, though my sister surreptitiously managed to get hold of a piece of meat for me.

 

When the spring came, I went walking with my sister. We came to a plain, and she left me there. While I lay on my back, I heard some geese fly over me. I heard one of them say: “Beneath us lies a person who is blind.” Afterwards, I could hear that the birds were flying around me in a curve which resembled the movement of the sun. I heard one of them descend and then I could feel it dropping shit into my eyes. Then I heard it say: “You may only open your eyes when you can no longer hear us.” Once again a bird flew over me and dried off my eyes with one of its wings. After that I could hear that it flew northwards. I blinked gingerly and sensed the light but only opened my eyes when I could no longer hear them.  Then I saw that my sister was coming. She was walking with one arm held up (inside the anorak, but out of the sleeve) and with her head tucked deep into her collar. I felt sorry for her and promised to provide a new skin for her when summer came. When we arrived home, my stepmother was in the process of softening the skin of the bear that I had caught. Although I pretended that I was still blind, she could tell by my movements that something was different, and she said, “My dear, indeed you can see again.” I went inside without responding to what she had said. I lay dawn on the guest bed just as I usually did. When she came into the house, I said, “That up there looks like a rafter.”

 

(Presumably unfinished: stepmother is used as a hunting bladder -> “The origin of the Narwhal”.)

 

Var.: Search for: blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved no. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the Narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord

Print
Dokument id:300
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 613 - 615, nr. 173
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 210: Konebådsfolk som ville overvintre i en fjord. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 210: Oqaluttuaq umiat kangerluup ilaanut ukiivissikkiartortut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om dem der rejste ind i fjorden med konebåd for der at

overvintre.

 

En konebåd var på vej ind i fjorden til et overvintringssted. De nåede til overvintringsstedet. Med i rejseselskabet var en fanger, som fangede meget. De fangede så meget, at de blot måtte stable sælerne op oven på hinanden ved siden af huset. Det havde været klart vejr uden nedbør. Men en dag viste der sig en lille sky i vest. Den kom nærmere og det endte med, at det begyndte at sne. Det sneede så kraftigt, at konebådene, der var stillet på stilladserne ikke længere var synlige. De satte den længste stang ('qanait' - teltstænger - Chr. B.), de kunne finde, ned i sneen ved de mange sæler, der var stablet op. Til sidst kunne de ikke komme ud af huset og de måtte forrette deres nødtørft i gangen.

 

En dag stak en af dem i huset en lang stang ud gennem vinduet og borede den ind i sneen. Da han trak den ind igen, trængte der lys ind i rummet. Med denne åbning som ledetråd banede han sig ud gennem sneen. Han kom ud og så, at solen stod højt på himlen og skinnede på iskanten, så den blev skinnende hvid. Nu kunne de komme ud og tage ud til iskanten. En dag, mens de var ved iskanten, så de en stor kajakmand nærme sig sydfra. Den kom til sidst helt hen til dem, og det var en kæmpekajakmand. Han havde rejseproviant bestående af noget hvalroskød, skåret fra et sted mellem ribbenene og lændene, samt menneskelår. Da han roede fra dem igen, sagde han: "Kom og besøg mig ved lejlighed." De tog hjem igen fra iskanten.

 

Dagen efter ville denne 'ilaussortaq' (betyder egentlig: medlemmet. Dansk

notat: følgesvend - Chr. B.) besøge kajakmanden. Den anden sagde: "Jeg er

blevet gammel og langsom til bens. Jeg vil ikke med, for hvis han

sætter efter os, blir jeg fanget af ham." Men den anden holdt fast

på sit (det kan også være: vil ikke give sig - bliver ved - Chr. B.). Da han blev

ved, måtte han gå med til at følge med, og de tog af sted på besøgsrejse.

 

De gik over isen, og da de nåede land og skulle til at gå op til hans hus, sagde den ældre mand til sin ledsager: "Når vi går ind, skal jeg sidde ved siden af ham

med mit ene ben stukket ned i gangen." (Formuleringen af denne sætning er svær

at forstå - som om der mangler noget). Huset var meget stort og havde tre

vinduer. Husherren spiste tre sæler. Den unge hustru græd, fordi hendes mand

skulle dræbes. (Her er også noget, der er uklart - Chr. B.). De sad derinde og blev bange. Derfor gik de ud. Ude i gangen ved kogerummet spiste nogle børn et stort menneskehoved. De skubbede børnene til side for at skynde sig ud og af sted. Den ældre mand, der beklagede sig over, at han ikke længere var så let til bens, kom længere og længere foran. Folkene i huset forfulgte dem. De sagde hele tiden: "Det var en skam, at vi var så længe om at dræbe dem."

 

Forfølgeren opgav. (Der står: 'standsede' - Chr. B.). Da de kom hjem gravede de

konebåden ud og skar de remme, hvormed konebåden var bundet fast til stilladset,

over, og de tog af sted. De lod de mange sæler ligge. De tog hjem til deres

boplads, fordi de blev bange. De vendte aldrig tilbage til denne overvintringsplads. Slut.

 

Var.: Ikke præcis, men der er heller intet specielt sammenlignet med andre fortællinger over lignende motiver.

oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit

Print
Dokument id:297
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 602 - 605, nr. 170
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 236 - 238.: De gamles eneste søn..

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 236 - 238: Oqaluttuaq utoqqannguit ernituarsuannik.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I: nr. 62.

På engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Et ældre ægtepar havde en eneste søn. De boede sammen med et andet ældre ægtepar, som var barnløst. En gang var de på ammassatfanst. Under opholdet på det sted, hvor de var ved at bjærge ammassætter, døde sønnen. Forældrene rejste derfra, inden der var gået fem dage og efterlod det barnløse ægtepar på stedet. Det efterladte ægtepar havde ingen til at skaffe sig mad, og manden sagde: "Lad os gå op til graven." Oppe ved graven sagde manden til konen: "Du er en kvinde, fjern, de sten der dækker graven." Konen svarede: "Du er en mand, du kan fjerne stenene." Men manden gentog det, han havde sagt til sin kone. Konen fjernede  

en af stenene, der var lagt oven på graven og manden påtog sig at fjerne      

stenene, der dækkede graven. De tog den døde op fra graven og gav sig til at  

synge. Da de havde sunget en tid, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og gav sig til at løbe. Han styrede direkte imod manden, hvis kone råbte: "A'haa! Gør dig hård." Den genoplivede mand stødte imod ham og væltede ham. Nu styrede han lige imod konen. Manden råbte: "A'haa! Gør dig hård." Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han og faldt om ('nákarpoq' egentlig: faldt ned - Chr. B.). Den ældre mand gik hen til ham og sagde: "Rare lille du, gå ned og kom ind i huset." Mens han boede der, byggede den lille ældre mand en kajak til ham og forsynede den straks med fangstblærer. En dag tog han ud på fangst. Det varede ikke længe, så så de ham runde det lille næs med to sæler på slæb. Nu havde de en forsørger.

 

En dag roede den ældre mand, der havde mistet sønnen, til stedet, hvor det

ældre ægtepar boede for at få konstateret, om de var sultet ihjel. Da han roede

uden om det lille næs, så han, at pladsen under huset var gennemfarvet af blod.

Han tænkte: "De har nok spist ham, der blev begravet!" Han kom nærmere til

stedet og så en hel masse sortsider. Kun skindet var fjernet fra dem. Han

spurgte det ældre ægtepar: "Hvem har I som forsørger?" Til hans overraskelse

svarede ægteparret: "Vi genoplivede din store søn. Nu har vi ham som forsørger."

Da de sagde dette, ville han straks dræbe dem, for han troede dem ikke. Den

ældre mand sagde: "Vent til han kommer hjem. Hvis han ikke viser sig, kan du

dræbe os."

 

Mens de stod og snakkede sammen, kom han til syne henne ved det lille

næs med flere sæler på slæb. Det ældre ægtepar sagde til manden: "Du må ikke

røre ved ham straks." De gik ned for at tage imod ham, og så snart han steg ud af

kajakken, rørte hans far ved ham, så han døde. Så gav det ældre ægtepar sig til

at synge for fuld kraft. Mens de sang, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og begyndte at løbe lige direkte imod sin far. Den lille ældre mand fik travlt med at rejse sig, idet han samtidig råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod ham og væltede ham. Så styrede han imod den ældre kvinde. Hendes mand råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han.

 

Hans far ville straks tage ham med hjem, men

sønnen svarede: "Hvis I var blevet her fem dage efter min død, ville jeg have

taget med dig hjem. Men det vil jeg ikke, fordi du rejste, inden der var gået

fem dage. I forlod mig alt for tidligt. Jeg vil ikke rejse fra dem, fordi de

har gjort mig levende igen!" Faderen kunne ikke få ham til at tage hjem med sig,

så han rejste uden ham.

 

Den unge mand fortsatte med at tage på fangst. En

dag kom han hjem fra fangst og var ganske tavs. Hans plejefar lagde mærke til

dette og talte til ham: "Kæreste du, hvorfor siger du ikke noget?" Han

svarede: "Jeg har fået én fra ildfolket ('ingnerssuit') til kæreste." De gamle

blev bedrøvede, for nu ville han jo forlade dem. De snakkede med ham om

muligheden af at flytte sammen med ham til ildfolket. De bad ham spørge den mand

fra ildfolkdet, som var hans mellemmand, om det kunne lade sig gøre. En dag han

traf ham under kajaktur, spurgte han ham så, om det var muligt at tage

plejeforældrene med. Den anden svarede, at det godt kunne lade sig gøre og

sagde: "Hvis du tager dem med, må du sige, at de, når de kommer roende i

konebåd for at forcere en klippevæg, ikke må have øjnene andre steder end på

denne klippevæg (eller: at de kun må kigge fremefter - Chr. B.), ellers kan de ikke komme ind.

 

Da han kom hjem, talte han med dem om disse ting

og sagde, at de, når de var på vej til ildfolket, ene og alene måtte kigge

efter agterspidsen (altså: den bagerste spids af hans kajak - Chr. B.) af hans

kajak. De forberedte sig til afrejsen. De tog af sted og styrede lige imod en

klippevæg. Lige før de nåede den, begyndte stranden at lægge sig oven på

hinanden ('qalerîgsâlerpoq' - lagdele sig? / tvesyn ? BS) og åbne sig. De så en konebåd, der var stillet op på et stillads. Der var en strand med rullesten. Deres boplads var meget dejlig. Under husene var der masser af kød og hvidhvalsmattak. Da de så alt dette, blev de så begejstrede, at de glemte advarslen og begyndte at kigge rundt. De vidste egentlig ikke, hvad der skete, for pludselig

forsvandt alt det dejlige, og de løb lige imod klippevæggen, så konebådens spids

knækkede og alle ombord faldt bagover. Da dette skete, kom plejesønnen hen og sagde: "Jeg skal hilse og sige, at I godt må bygge jer et hus på den lille

klippeafsats, og at de vil førge for jer med mad." De byggede et hus dér, og hver dag blev der bragt kogt mad til dem.

 

Paamiuts forstander, D. Möller.

 

Var.: Muligvis; jeg har forgæves afprøvet flere søgninger

 

Kommentar: Overgangen fra denne verden til den anden, hvor innersuit, andre ånder og de døde lever deres liv, skildres ofte som et tvesyn, der lagdeles for ens øjne.

Efter død og genoplivelse kan den unge mand færdes mellem begge verdener, men han hører åbenbart mest til den anden verden.

Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq

Print
Dokument id:1732
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 2v - 3h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En rigtig fortælling (En kvinde der forsøgte at dræbe sin søn ved hekseri)

Det fortælles at et ældre pjok havde en søn og en datter. Datteren var ældst og sønnen den yngste. Efter faderens død havde de kun deres stakkels mor tilbage. Sønnen voksede op og blev en dygtig fanger, der med lethed fangede både sødyr og landdyr. Da sønnen efterhånden fangede godt, fik den dumme mor den idé, at sønnen ville forvolde hende skade. Så en dag, da sønnen blev hjemme og lavede en fangstline af udspændte strimler af remmesælskind, listede moderen sig ind på ham bagfra og kastede skindsplinter i hans øjne. Derved skadede hun begge hans øjne, så han ikke længere kunne åbne dem. Hans søster gik så hen til ham, tog ham i hånden og førte ham hjem. Og da han nu ikke kunne åbne øjnene, kunne han heller ikke længere tage ud på fangst.

 

Da det nu var sådan fat med sønnen, gav moderen ham kun en enkelt mundfuld, når hun kogte kød af det han (tidligere?) havde fanget, og hendes dygtige søn fik ikke længere nok at spise. Skønt storesøsteren syntes det var synd at moderen ikke ville give han mad nok, sagde hun ikke noget, for hun var bange for den sølle kone.  

 

Så en vinterdag sagde storesøsteren til ham: "En renko med kalv er på vej herhen fra øst. Lillebroderen svarede: "Giv mig min bue og pil, og spænd buen når dyrene er inden for skudvidde. Når du så sigter med pilen på renkoen må jeg vel kunne skyde den som jeg plejer." Netop som dyrene var ved at standse op inden for skudvidde, sigtede storesøsteren med pilen på dem, og idet de standsede sagde hun: "Nu!" Hendes lillebror sendte pilen afsted som han plejede, og man kunne høre at den trængte dybt ind. Lillebroderen sagde: "Det lød som dangang jeg kunne åbne øjnene, når en pil ramte et rensdyr." Den dumme mor, der stod henne ved huset, råbte med lille stemme: "Du ramte erqo (? Bagdelen af dyret, CB). Men storesøsteren sagde: ""Du ramte renkoen, og den faldt." Han fik også kalven på samme måde.

 

Storesøsteren og den dumme mor flænsede dyret og bragte det hjem - naturligvis også kalven. Og så fik den sølle mor ellers travlt med at koge kød. Da det var kogt og den dygtige søn ordentlig skulle guffe i sig, fik han selvfølgelig kun een eneste mundfuld.

 

Den dygtige søns blindhed blev et større og større problem for ham hvad angik den fangst, han ellers kunne have drevet. Så en morgen de vågnede spurgte storesøsteren, om han ville med når hun skulle ud og samle bær. Næste morgen tog de afsted. Da de kom til et sted med mange bær, sagde storesøsteren at han bare kunne blive dér og famle sig frem til at spise bær, mens hun gik lidt længere væk og kom tilbage, når hun var færdig med at plukke. Da hun var gået, lagde han sig ned på ryggen og ønskede sig én, der kunne hjælpe ham: "Bare der var én der kunne gøre mig seende igen!" Og så snart han tav hørte han vingesus nærme sig inde fra øst, og da fuglen nåede helt frem sagde den: "Jeg vil stryge dine øjne tre gange med mine vinger. Lig nu bare helt stille!" Minsandten! Den strøg ham over øjnene. Første gang de blev strøget fornemmede han lyset; anden gang åbnede han øjnene sagdlerujugput (? på klem; en sprække ? BS); og da de tredje gang blev strøget følte han at han var kommet til at se klarere end normalt. Jamen, hvor var det skønt! Han fik øje på fuglen i sidste øjeblik før den forsvandt østover. - Hvor var han taknemmelig.

 

Da de kom hjem, bad han sin storesøster om foreløbig ikke at sige det til moderen. Senere passerede rensdyrene igen stedet hvor de boede, og han fik dem med bue og pil. Hans usle mor var igen ubehøvlet nok til ikke at unde ham ret meget kød fra hans egne rener. Men så sagde sønnen, at hun aldeles ikke behøvede at være så nærig med det, for det var ham, der havde nedlagt dyret.

 

Så blev det vinter med islæg. En morgen, da sønnen gik op på udkigsbakken så han at der var hvidhvaler ude i en våge. Han gik ned, og da hans redskaber til hvidhvalsfangst allerede var gjort klar, ville han af sted og bad storesøsteren og sin usle mor om at ta med og holde igen på linen, når han havde harpuneret en hval. De nåede frem til vågen, og sikke det larmede sådan som de gned mod hinanden i den trange våge. Han blev så ivrig at han omgående harpunerede de to første, og da han havde givet dem det dræbende stød, trak han og hans storesøster dem op i fællesskab. Tredje gang han skulle harpunere én sagde han til sin sølle mor, at han ville binde linen omkring hende. Hun sagde at han ikke måtte vælge den største hval. Men hver gang de små hvaler dukkede op, syntes den dygtige søn, at det nu var for småt igen, og han kiggede efter én, der var større. På et tidspunkt lykkedes det ham så at harpunere sanerqut qutdlungneq (? folden på dens side ? BS). I det samme begyndte den dumme mor, der havde en amaat-lignende hætte over hovedet, at glide ud mod vågen altimens hun bad sønnen være med til at holde igen i linen. Men han svarede blot: "Det er prisen for at du har været så nedrig. Hvis ikke du havde kastet skindsplinter i øjnene på mig, ville jeg nok havde haft medlidenhed med dig. Kom så, træk til!" Da hun nåede den snefri is fortsatte hun ud over iskanten ud i vågen med et stort plump, og hun forsvandt ned i havet. De kiggede efter hende, og da den harpunerede hval dukkede op i en anden våge, der lå lidt vest for, dukkede hun op sammen med den anîtaralugu (?), og da hun var på vej ned igen og kun den amaat-lignende hætte var synlig, råbte hun: "Jeg har ellers altid skrabet dit tis fra bukserne." Herefter hørte man kun boblerne der steg op. Således, siger man, ved at fæstne hende til en hvidhval, straffede han sin usle mor, der ikke var blevet ham til andet end skade. Endelig kunne bror og søster frit spise sig mætte i mattak og kød. For den, der ikke undte dem maden, var nu forsvundet.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Ofte snor moderen den amaatlignende hætte, der blir til hannarhvalens lange tand. Således opstod narhvalerne. Men dem findes der ingen af i det sydligste Grønland, hvor denne version er fortalt.

 

not [

 

Translation by Christian Berthelsen:

 

A true/real story (A woman who tried to kill her son using witchcraft)

It is said that a weak old woman had a son and a daughter. The daughter was the eldest of them and the son the youngest. After the death of their father they had only their poor old mother. The son grew up and became a skilled hunter, who could easily catch both land and sea creatures. Since her son had become such a skilled hunter, the stupid woman somehow came to believe that he would cause her harm.  Then one day when the son stayed at home to make a line, by stretching out strips of bearded seal skin, his mother sneaked up on him from behind and threw shards of skin into his eyes. In this way, she damaged both of his eyes, so that he was no longer able to open them. Then his sister went over to him, took him by the hand and led him home. Since he could no longer open his eyes, he could no longer not go hunting either.

 

As the son was in this state, his mother gave him but a single spoonful of the boiled meat which he had (previously?) caught , and therefore her skilled son no longer got enough to eat. Although his older sister felt sorry for him because their mother would not give him enough to eat she did not say anything, as she was afraid of the wretched old woman.

 

Then one winter's day, his older sister said to him, “A female caribou and its calf are on their way over here from the East.” Her little brother replied, “Give me my bow and arrow, and draw the bow when the animal is within range. If you aim the arrow at the female caribou, I ought to be able to shoot it as I usually do.” When the animals came within shooting distance, and were about to come to a halt, his little sister aimed the arrow at them. As they stopped she said, “Now!” Her younger brother sent the arrow flying as he usually had done, and they could hear it penetrating deeply.  The younger brother said, “It sounds just like the times when an arrow hit a caribou when I could still open my eyes.” Their stupid mother, who was standing by the house called out in a weak voice, “You hit erqo (?The rear end of the animal-CB). But his older sister said, “You hit the female caribou and it fell down.” He brought down the calf in the same way.

 

The older sister and the stupid mother flensed the animal and carried it home  and of course the calf too. Then the wretched mother got busy boiling the meat. When it was cooked and the clever son should have eaten his fill, he was, of course, only given a single mouthful.

 

The clever son's blindness became an increasingly grave problem for him in relation to the hunting he otherwise should have undertaken. So one day when they awoke, his older sister asked him if he wanted to accompany her when she went out to collect berries.  They left the following morning. When they came to a place with many berries, his big sister said that he could just stay where he was and grope around to find berries to eat, and meanwhile she would go further away and come back when she was finished picking berries. When she had gone, he lay down on his back and wished that there was someone who could help him. As soon as he was quiet, he heard the sound of wings coming closer to him from the East, and when the bird arrrived it said, “I will brush your eyes three times with my wings. Just lie completely still now!” My word!  It brushed his eyes. The first time they were brushed, he could sense the light; the second time he was able to open his eyes sagdlerujugput (?a crack, half-opened? BS); and the third time they were brushed he felt as though he could see even better than usual. Oh, how wonderful it was! He caught a glimpse of the bird at the last minute, just before it disappeared off into the East. He was very grateful.

 

When he got home, he asked his big sister to keep it a secret from their mother for the time being. Later, some more caribou passed by the place where they lived, and he brought them down with his bow and arrow. His miserable mother was so ill-mannered that she only allowed him a small amount of meat from his own caribou. But then her son said to her that she really ought not to be so stingy with it, since it was he who had brought the animal down.

 

 Then the winter came, and there was a layer of ice. One morning when the son went up to the look-out hill, he saw that there were belugas out in an opening in the ice.  He walked down again and as his whale hunting implements were already prepared, wanted to leave right away. He asked his big sister and their wretched mother to accompany him and hold on to the harpoon line when he harpooned a whale. They reached the opening in the ice and there was a tremendous noise when they rubbed against each other in the overcrowded area of open water. He was so keen that he harpooned the first two immediately and after he had administered the death blow, heaved them up with help from his older sister. The third time that he was about to harpoon one of them, he said to his pathetic mother that he wanted to tie the line around her. She said that he must not choose the largest whale. However every time the smaller whales surfaced, the clever son thought that they were too small and looked for a larger one. At one point, he was able to harpoon sanerqut qutdlungneq (? the fold on its side ? BS). With that, the idiot of a mother, who had an amaat-like hood covering her head, began to slide toward the opening in the ice all the while pleading with her son to help her to pull the line. But he simply replied, “That is the price you have to pay for being so mean. If you hadn't thrown shards of skin into my eyes, I might have felt some sympathy towards you. Come on now, pull harder!” When she reached the snow free ice, she continued over the edge of the ice with a loud splash and disappeared into depths of the sea. They looked for her and when the harpooned whale appeared in another hole in the ice a little to the West, she appeared along with it anîtaralugu (?). As she was going under again and only her amaat-like hood was still visible, she cried, “I always scraped the pee from your trousers, you know.” Thereafter bubbles could be heard coming to the surface. Therefore, it is said that he punished his wretched mother, who had only ever caused him harm, by attaching her to a beluga whale. At last he and his sister could eat their fill of muktuk / mattak and meat. For the one who would not let them to eat meat had now disappeared.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Hist.: The mother often twists the amaat-like hood, which becomes the narwhal's long tusk. Thus came the narwhal into existence. However, they are not found in the southernmost part of Greenland, where this version was told.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid

Print
Dokument id:492
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:10 sider, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

 

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 248, eksisterer ikke længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit oqalugtuait oqualâvilo", III, ss. 127 - 135, under oveskriften "kalâtdlit qavdlunâtsiatdlo", der indledes med en anden, mindre fortælling.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 100 - 105: Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 100 - 105: Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqaarnerinik.

 

Resumé: En konebåd sydfra ror ind i fjordsystemet bag Nuuk og træffer

for første gang nordboere, som morer sig meget over dem, mens

grønlænderne er bange. Angsten aftager ved fredeligt samvær, og de ror

længere ind, hvor de på alle kendte steder med nordboruiner træffer

nordboere. Undervejs hjem fortæller de alle om nordboerne. Mange

grønlændere bosætter sig i fjordene og kommer godt ud af det med

nordboerne. Ved Kapisillit kappes de to parter ofte i bueskydning. Da

en nordbo opfordrer til en kappestrid, hvor den tabende skal styrtes

ned af et højt fjeld, vil grønlænderen ikke være med, men må indvilge

på nordboernes tilskyndelse. Grønlænderen vinder, nordboen styrtes ned, og

fjeldet har siden heddet Pisiffik, bueskydningsstedet. Nordboen var

selv ude om det, og der opstår ingen konflikter, før en ung grønlandsk

kvinde, Navaranaaq, ypper kiv mellem parterne. Nordboerne udrydder

alle teltlejrens kvinder og børn, mens mændene er på fangst.

To kvinder når at flygte. Den ene skjuler sig og kan senere fortælle

mændene om forløbet, men den anden, der har et lille barn i amaaten,

dræbes. Hendes enkemand bygger ved en heksekyndig mands hjælp en

konebåd betrukket med hvide skind og kighuller i siderne. Den ligner

en isskodse og en kælvende isskodse, når de lader den kælve. Gemt i

den narrer de nordboerne, der går ind igen efter at have været ude og

kigge. De spiller lykkehjul med hovedet af kvinden, der havde et

spædbarn i amaaten. Enkemanden ser det gennem vinduet og græmmes.

Grønlænderne fylder husgangen med brænde, stikker ild til det, dræber

nordboere, der kommer ud, og også Store Olav, der kommer hjem fra

fangst og iler mod det brændende hus. Men det lykkes høvdingen

Uunngortoq at flygte med sin lille søn i favnen ud gennem vinduet,

enkemanden sætter efter, haler ind på ham, og Uu. må smide sin søn i

en indsø for at slippe bort. Han løber sydpå og bosætter sig øst for

Qaqortoq. En af nordboernes tjenestefolk undslipper på et skib, og tar

klagende afsked med det dejlige land med de mange rodfrugter.

Den sidste episode, hvor grønlænderne hævner sig på den løgnagtige

Navaranaaq, har Rink udeladt, fordi den svarer ganske til samme episode

i Abrahams fortælling trykt i bind I. ss. 63ff. Den er dog en anelse

mere detaljeret. Arons fortælling slutter: "Herefter boede der aldrig

nogensinde nordboere i nogen af Nuuks fjorde."

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq.

 

Oversat af Chr. Berthelsen:

Måske den (nu tabte) version der er kortfattet oversat i Rink 1866-71, I: nr. 21.

 

Hist.: Vedr. nordbofortællinger se I. Kleivan 1982. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat". Aron bruger kun qallunatsiaat én gang i begyndelsen af fortællingen. Derefter qallunaat, og kun inuit én gang som betegnelse for grønlænderne med denne forklaring: "... inuit, dvs. kalaallit." Kalaallit er derefter den anvendte betegnelse.

Rink modtog også en variant fra Labrador (ikke registreret her) hvor det er indianere i stedet for qallunaat.

Ordlavarsumik / Orlavaarsumik / Om Orlavaarsuk

Print
Dokument id:488
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Beck, Albrecht
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ordlavarsumik / Orlavaarsumik / Om Orlavaarsuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 3
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 63 ss. 190 - 191 og - endnu kortere -

på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 150, s. 172: Ordlavarsuk.)

 

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere.

En kortere variant nedskrevet af A. Beck findes kun i afskrift. Se: Rink NKS 2488, II, nr. 184: oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / oqaluttuaq nukappiatoqqamik.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206: En gammel ungkarl. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205-206: Nukappiatoqaq.

 

Resumé:

En gammel ungkarl Orlavaarsuk interesserer sig ikke for åndemanere og deres

seancer, men får alligevel smag for dem, da han engang lader sig lokke

med til en seance og dér hører kvinderne synge med høj røst. Han går

en tur, råber gentagne gange på en fremtidig hjælpeånd, men

forskrækkes da en kæmpe med en lang stok og en hætte så stor som en

konebådsstævn mærmer sig. O. flygter ned til stranden og vader over

til en ø. Kæmpeånden, der ike magter at gå gennem vand, bliver skuffet

og lover ham, at han aldrig skal få nogen hjælpeånd, hvis han senere

skulle prøve på det. O. fortryder, skynder sig efter ånden, der går

bort mod indlandet, indhenter den og ber den røre ham med sin stok.

Men ånden er fortørnet, og O. ber aldrig siden om nogen hjælpeånd.

 

Var.: Nukappiatoqamik Orlavaarsuk (også af Albrecht Beck)

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne. Kæmpeånden kaldes dels "den der

skulle skaffe (O.) en hjælpeånd" og dels "toornaarsuk", hvilket

stemmer overens med en ret udbredt vestgrønlandsk forestilling om, at

en toornaarsuk var den første ånd, der kom til en åndemanerlærling og

derefter skaffede ham hans hjælpeånder. Af udseende minder O.s

toornaarsuk om kæmpen Amaarsiniooq med den store hætte, der tjente som

bussemand og figurerer i flere andre fortællinger. På

fortælletidspunktet er missionærernes identifikation af toornaarsuk

med Djævelen blevet akcepteret af grønlænderne. Se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "toornaarsuk".

Orsuatsiaq

Print
Dokument id:91
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orsuatsiaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 194 - 195
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 181 ss. 639 - 642.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, I: 194 - 195: Oqaluttuaq Orsuatsiamik.

 

Taama allattunga, Aron,

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 86

 

Resumé:

Orsuatsiaq bliver dræbt af Aningat / Aningaat på hjemvejen sydpå fra Amerloq, hvor han har været for at skaffe sig hvalbarder til fiskeliner. De mange broderbørn, som han hidtil har forsørget, beslutter at hævne sig og drager til det sted, hvor de har hørt, at Anin. vil på forårsfangst. Han kommer dem dog gang på gang i forkøbet, men da han omsider har fået beklædt sin konebåd med nye skind og skal af sted, forhekser en gammel mand ham til at bære kajakken ned på hovedet, hvorefter en af fjenderne skubber ham på hovedet i vandet og man får dræbt ham. Konen, der griber om knivens ægg, får senerne skåret over og forbløder. Heller ikke den lille søn får held til at gøre modstand. Den myrdede skæres i stumper og morderne tager hjem med fred i sindet.

 

Kommentar: Blodhævn.

Orunilik

Print
Dokument id:62
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orunilik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 329 - 331
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 115 ss. 607 - 611.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 329 - 331: Oqalualaarut Orunilimmik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 19.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 101 - 105.

 

Resumé:

Orunilik var fra Alluitsoq / Lichtenau og berømt viden om,  dels fordi han stammede, men især for sit resolutte talent for at skaffe sig store fangstparter. Når en klapmyds el. lign. stort dyr var harpuneret af andre, sprang han i vandet i springpels og med kniven i munden og dræbte dyret nedefra. Derefter krævede han, at man parterede dyret i vandet og ikke på land, hvorved han absolut fik broderparten fra sin favorable position i vandet.

Om ådselet af en pukkelhval fortæller man, at Orunilik først nåede frem, da der var tykt af flænsende mennesker ovenpå den. Han for imod dem med kniven mellem tænderne og op på hvalen, hvor mængden skiltes som en stime ammassætter. Da han havde skåret sig en stor part i fred og ro, opfordrede han de andre til at deles lige om resten. Det gik godt, indtil man kom op at toppes om den store underkæber, hvorfor Or. resolut skræmte alle væk, delte den i to, fordelte den ene halvdel ligeligt mellem alle til stede og beholdt den ene halvdel ubeskåret for sig selv.

Or. tog også affære, engang en gift mand havde taget sin steddatter til medhustru / andenkone. Or. mødte op i mandens hus, hvor kun kvinderne var hjemme, og da manden kom fra fangst om eftermiddagen, tog denne til at skælde ham ud på det groveste. De gerådede i klammeri, lamperne væltede, de tumlede udenfor og Or. sendte manden på ryggen ned ad skrænten med hovedet først. Han nåede at kaste sig til side inden isfoden og kom skældende og smældende op igen. Da manden klamrede sig fast ved den ene husgang (der var to) smuttede Or. ind gennem den, for ikke at vride hans skulder af led, og manden efter. Han flygtede dog hen i et hjørne, og Or. tog steddatteren med ud og hjem.

En sidste episode fortæller om Or.s kamp mod en isbjørn, som han nær havde tabt. Han gik imod den ude på isen, alene, kun bevæbnet med en kniv, og han fik slet ikke stukket den langt nok ind. To gange slæbte bjørnen ham ud og lagde ham fra sig på isen for at vente på, at han skulle blive kold (som den gør med sine dræbte sæler). Anden gang lå Or. stille længe nok til, at bjørnen blev så uopmærksom, at han stille kunne komme på benene og flygte hjemad, hvor folk stod parat og fik has på den med deres våben.

Or. måtte sys bagefter, for kødet på hans overarm hang og blafrede med vrangen ud. Under syningen blev dog håndfladen vendt opad.

Arons fortæller, der var sydøstgrønlænderen Sarahs bror, havde selv været i kajak med Or. og bemærket, at den vendte håndflade ikke hindrede ham i at ro og fange.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

 

Springpelsen gik af brug med hvalernes forsvinden fra de fleste egne i 15-1600-tallets tiltagende kulde.

Orunilik har mere eller mindre overholdt fangstdelingens regler ved sin uortodokse måde at dræbe harpunerede sæler på. Men han har tydeligvis også tillagt sig en usædvanlig autoritet med sin indgriben i såvel fangstdeling som umoral.

Pângo ilaqutailo

Print
Dokument id:1946
Registreringsår:1949
Publikationsår:1949
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pângo ilaqutailo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 113 - 116 + 127 - 128
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

 

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

 

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

 

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

 

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

 

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Paulina

Print
Dokument id:85
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Paulina
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 399 - 402
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 140 ss. 699 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 399 - 402: Oqaluttuaq Paulinamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 44.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 32 - 39 (Pôrdlîna).

 

Resumé:

To brødre, Paulina og Qisuilaaq, har mange fæller på vinterbopladsen. Paulina er vennesæl og social, Qisuilaaq derimod dybt genert og holder sig altid for sig selv. Paulina er en dygtig angakkoq / åndemaner / angakok, der ofte holder seance, tager på åndeflugt og kommer tilbage med nyheder fra steder, andre ikke kan nå. Når han smutter ud ved vinduesstolpen, prøver Qisu. forgæves at følge efter. En dag når Paul. over indlandet til et hjerteformet fjeld på den anden side. Neden for er der huse. Han sniger sig hen til det nærmeste med lys i og ser er par store ægtefolk med en smuk datter, der bliver sendt ud med kødgaver fra en nyflænset sæl. Da hun kommer tilbage prikker Paul. hende i siden, så hun falder over dørtrinnet og dør. Faderen truer Paul. på livet, han beder om et par bukser. De når den store Paul. helt op under armhulerne. Da han har genoplivet pigen og kan lide hende og familien, gifter han sig med hende og bliver på stedet.

Qisu. træner for alvor til angakkoq. Endelig kan han selv smutte ud ved vinduet på åndeflugt, hvor han kan følge sin storebrors spor helt frem til huset, hvor han i skjul under sidebriksen gør tegn med øjnene til Paul. om at komme med uden for. Paul. driller sin kone med, at nu kan hun jo prøve at finde ham, hvorefter han forsvinder ind i en sten med sin bror, hvor de glæder sig over gensynet og snakker løs. Paul.s kone leder længe og hører dem til sidst derinde. Hun går grædende ind i huset, hvor forældrene trøster hende med at Paul. nok kommer, når han er færdig med sine angakkoq-kunster. Det gør han da også. Men lillebroderen kommer oftere og oftere på besøg. Til sidst hver dag. Paul. beslutter at hente sin familie og har til det formål brug for, at lillebroderen om foråret leger netside på isen, hvorfra han må springe op på Paul.s slæde, for at hundene ikke skal overfalde ham. Derhjemme har man så ofte drillet de gamle forældre med, at nu kom Paul. hjem, at det varer noget, inden de lader sig overbevise af råbet om hans hjemkomst. Hans tidligere kone har fået et barn med en gammel ungkarl. Det bliver sygt. Paul. skærer det op i maven, trækker alle indvolde ud og undersøger dem, uden resultat. Sårene heler han gesvindt. Så tager han fat igen med samme operation, men skærer denne gang også struben op, hvor noget sort sidder og generer. Paul. fjerner det, stopper indevoldene tilbage og heler alle sår. Straks bliver drengen helt sig selv igen.

       Da familien skal af sted beordrer Paul. sin bas til at dræbe ekskonen og den gamle ungkarl. Den får has på dem efter at have rodet dem ud fra bunden af bunken af alle husfællerne, der har smidt sig ovenpå hinanden.

Tilbage i øst bliver Qisu. endnu mere genert end før. En stor ugift kvinde, som alle mændene besøger efter fangstdagen, indynder sig forgæves hos ham. Qisu.s mor bliver irriteret, får ondt i sinde og hekser med kvindens og Qisu.'s afføring, som hun lægger ovenpå hinanden. Kvinden bliver gravid, og da alle mændene stimler sammen hos hende under fødslen, kan Qisu. trods alt ikke nære sig for at være med. Han stiller sig ved hendes lampe og hun får øje på ham. Straks bliver de begge til hver sin store lort. Moderen havde altså hekset kvinden gravid med en lort, men kom desværre til at gøre det af med sin søn også.

 

Var.: Palineq / Paalineq; ID 946; Paaleeq; Paulineq; Puulineq

 

Hist.: Også den samtidige variant gør grin med hekseriet. Men det ender mindre absurd. Desuden begrunder den bedre Paulinas bortrejse, idet konen allerede inden er ham utro med den gamle ungkarl. Alt i alt konstaterer man en kraftigere latterliggørelse af traditionen i Arons version.

 

Kommentar: Lars Møller Lund har læst hovedpersonens navn: Poorliina (se ovf.). Dvs. en der bare er poorlik eller på en angakkoq med pooq, en angakkoq puulik. Det synes også at være ideen i de østgrønlandske varianter: Puulineq

Piratskibet

Print
Dokument id:49
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Piratskibet
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 426 - 428
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.

 

Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En

bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et

handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og

når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord.

De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge

slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den

efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken,

men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin

lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.

 

Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.

 

Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af

Singajik / Singajuk. Selve  fortællingens historicitet er vanskelig at

bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Pissassaq

Print
Dokument id:358
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pissassaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293 - 294
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.

 

Resumé:

Pissassaq

Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere.

       Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre.

       En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet.

       Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.

 

Var.: Søg på nordbo.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand.

Pogajungmik / Pugajummik

Print
Dokument id:514
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pogajungmik / Pugajummik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 36, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. Håndskr. eksisterer ikke længere. Steenholdts renskrift af det:

NKS 2488, VI, ss. 14h - 15v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 78.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 271. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 271: Pugajummik.

 

Resumé:

 

Pugajuk har tre koner, en søn og en brodersøn. De slår sig ned på en boplads med en stærk mand med talrige koner. Han røver også Pug.s yndlingskone, hvorefter Pug. trist holder op med at fange, men til sidst tar affære og tilbagerøver sin kone plus den stærkes yndlingskone. Da den stærke kommer for at gøre gengæld har Pug. stillet sig op i rummet med ryggen til og anbragt sin søn og brodersøn (der nu kaldes brødre) på hver side af indgangshullet. Den stærke prøver forgæves at skubbe Pug. omkuld og de to mænd hiver fat i hver en arm og er lige ved at flække ham på langs. Pug. håner dem lidt med en uforståelig vending: De magter ikke at trække den ene side af min endetarm op!. Den stærke bæres hjem, Puug. inviteres op i hans hus, hvor han ligger døende med alle sine koners bukser som hovedpude. Begge ytrer deres forbavselse over den andens styrke.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

 

Pugajuk som ingen på stedet kunne måle sig med i styrke, rejste sydpå for at udfordre nogen. På deres vej kom de til at overvintre et sted, hvor der boede en stærk mand med huset fuldt af sine koner. Puugajuk selv havde tre koner. Han havde også en nevø og en søn.

       

En dag da P. kom hjem fra fangst var hans yndlingskone Aavia der ikke. De to andre koner fortalte, at de andre på bopladsen havde hentet hende. P. tog så ikke på fangst den efterfølgende dag. Men en anden dag, mens den stærke mand var på fangst, hentede han sin kone og tog desuden den smukkeste af den stærke mands koner med sig.

       

Da den stærke kom hjem fra fangst holdt P. udkig efter ham gennem et hul i tarmskindsruden. Og uden først at have taget sin helpels af var han på vej op til P.s hus. P. placerede sin søn og sin nevø på hver sin side af indgangen til rummet. Selv stillede han sig foran indgangen - med ryggen udefter. Da så den stærke mand sprang op fra gangen, skubbede han i springet til P. bagfra, men da P. ikke rokkede sig det mindste, faldt den stærke mand bagover. Da greb sønnen og nevøen den stærke i armene fra hver sin side og trak til så han var lige ved at flække midt igennem på langs. Da de greb ham sagde P.: " de to unge mennesker vil nok fare noget hårdt frem, indtil situationen begynder at gøre indtryk på mig (ikke nogen sikker overs. Crh.B.).

       

Umiddelbart efter at den stærke var blevet bragt til sit eget hus, blev der sendt bud efter P. Han gik derhen - dér lå så den stærke mand med hovedet hvilende på den høje hovedpude, som bestod af hans mange koners bukser der var stablet ovenpå hinanden. Den stærke sage så til P: "Jeg havde ikke troet der fandtes nogen, der kunne måle sig med mig i styrke. For jeg er i stand til at springe fra den ene isflage til den anden med en stor narhval, der tilmed har en lang stødtand."

 

Var.: Fætrene, Thisted s. 270.; Ungilattaqi.

 

Kommentar: En yderst mager variant uden spræl.

Qajuuttaq

Print
Dokument id:61
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qajuuttaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 324 - 328
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 114 ss. 602 - 607.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: Oqalualaarut Qajuuttamik.

 

Resumé i Rink 1866-71, II: nr. 18.

 

Resumé:

Qajuuttaq er fra Alluitsoq / Lichtenau, hvor han opdrages fra lille til hævner over sin myrdede far og derfor udvikler sig til massemorder. Da han vil giftes, slår han forældrene til to kvinder ihjel, gifter sig med dem begge og tager lillebroderen, som han også holder oprigtigt af, med i husholdningen. En anden gang kommer han til et hus inde over land, hvor han slår alle indvånere ihjel bortset fra en kvinde og hendes to små sønner.

Hans lille svoger bliver voksen, flytter for sig selv og udfordrer gang på gang Qajuuttaq til kamp ved at knække hans bedste knive og andre sager, når han kommer på besøg, og Qajuuttaq beværter ham med det bedste. Qajuuttaq søger hver gang at slå fornærmelsen hen med en stor latter, men en dag kommer svogeren så ind i stramtsiddende tøj og giver sig ikke, før han har tirret Qajuuttaq tilstrækkeligt til at denne mister besindelsen. Først giver Qajuuttaq ham flere gange en lærestreg med nogle drøje knubs. Men svogeren bliver ved, og til slut gør Qajuuttaq det af med ham uden døre og smider liget ned under isfoden. Dér kan søstrene hente ham, hvis de vil begrave ham, siger han. De siger drabet var i orden, han var selv ude om det. Men de siger det af skræk, og næste dag, da Qajuuttaq er taget på fangst, henter og begraver de deres lillebror.

Senere på vej til sin fangstplads på de yderste øer, Tunnulliorfik, redder han en flok forliste søfolk i storisen, lader dem overvintre hos sig og føder dem mod, at de går til hånde med alt, de kan. En skibsdreng, der er fælt befængt med lus, skærer han skaldet og kommer til at skære noget af huden med. Om foråret rejser de hen til et sted, hvor de kan komme hjem med andre qallunaat, europæere / hvide søfolk.

En anden gang i baglandet på rensdyrjagt træffer han to velvoksne mænd med hver en rem rundt om halsen. De kommer fra landets bagside (Østgrønland), er efterkommere af den lille kvinde, og de leder efter en fjende, man har fortalt dem bor i Alluitsoq. Qajuuttaq bliver klar over, at fjenden er ham selv, hvorfor han undskylder sig på naturens vegne, springer over elven, løber i skjul og får derfra skudt den ene med sin bøsse. Den anden bakser med den døende, men da han ser, at Qajuuttaq lægger an til et nyt mord, tager han flugten som en ravn op over fjeldkammen østpå. Det er altså de overlevende fra huset, som var flygtet til østkysten og blevet opdraget af deres mor til hævnere. Da Qajuuttaq senere vil tage liget i øjesyn, har broderen åbenbart hentet det, og skønt det rygtes, at folk fra østkysten vil rejse omkring Kap Farvel til Alluitsoq og hævne sig, sker der intet.

Efter Qajuuttaqs død kommer et skib til Qaqortoq. Kaptajnen taler til alles forbavselse grønlandsk og længes enormt efter noget grønlandsk mad. Man kommer ombord med den, han spiser af den og fortæller, hvordan han blev vænnet til den slags mad, da Qajuuttaq reddede dem fra forliset. Om Qajuuttaq stadig lever? Nej. Den fremmede vil dog hævne den smerte Qajuuttaq forvoldte ham med ragekniven, men en blid hævn, fordi Qajuuttaq reddede deres liv. Han slår knude på en jernstang og erklærer, at sådan ville han have slået knude på Qajuuttaq, hvis han endnu havde levet.

 

Var.: Qorfik

Hist.: Som Aron rigtigt bemærker, knyttes samme fortælling om de skibbrudne til en vis Qorfik, fra Julianehåb / Qaqortoq.

Aron har fortællingen fra Asa i Ny Herrnhut, hvor man havde nære slægtskabsforbindelser til sydlændinge ved herrnhuternes andre missionsstationer ved bl.a. Lichtenau / Alluitsoq.

Blodhævn.

 

Kommentar: Slutningen virker ikke ganske logisk og synes mest at være en variation over slutningen på Arons Kaassassuk, hvor denne demonstrerer sin og hans overmands forskel i styrke ved hhv. at ændre formen på og knuse en sten.

Qallikaarsuk

Print
Dokument id:87
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qallikaarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 406 - 408
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 142 ss. 708 - 712.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 406 - 408: Oqaluttuaq Qallikkaarsummik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 95.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:176 - 180.

 

Resumé:

Qallikkaarsuk er en mådelig fanger, der kun fanger til husbehov, når der er mange dyr. En bopladsfælle derimod er stedse heldig og kommer altid hjem med fangst. Efter længe ikke at have fanget noget ror Qall. ind i en fjord, hvor han helt inde i bunden ser en mængde spættede sæler bevæge sig op på land. Netop som han vil harpunere en helt hvid spættet sæl, hører han nogen bag sig. Det er indlandsdværge, inorusit / inoruseq, der tilbyder ham en pegepind i bytte for hans kniv. Svinger man pinden rundt om hovedet medsols og peger på noget levende, dør det uden sår af hjerteslag. Betingelsen er, at han aldrig peger på noget menneske. Dværgene fanger fem sæler hver, Qall. prøver pinden og får to, den anden desværre den store hvide, som han ifølge dværgene ikke måtte dræbe. Det er den, der sørger for, at der altid er spættede sæler i den fjord. Dværgene inviterer ham med hjem til et fjernt fjeld på besøg. De bunker deres sæler plus ham op på ryggen, befaler ham at holde øjnene lukket, og gyngende når de til fjeldet på ingen tid. Efter en overnatning og endnu en tur til havet med samme fangster som dagen før, tager Qall. endnu engang med dem hjem og lader dem smage hans fangst. Det glæder dem meget, for de længes sådan efter at smage en andens fangst.

Vel hjemme igen med en hale af dræbte spættede sæler efter sig, kan han nu næsten konkurrere med den dygtige fanger. Dog får denne hver dag en sæl mere end Qall, der blir misundelig. En dag den anden har fået en mindre end Qall., men så alligevel fanger en kort før, man når land, retter Qall. pegepinden mod ham. Han synker sammen, kæntrer og er død. Qall. bemægtiger sig hans fangst. Men næste gang han kommer ind i fjorden kræver dværgene, der stadig fanger spættede sæler derinde, pegepinden tilbage og returnerer ham hans kniv med en streng reprimande. Herefter fanger Qall. ikke mere end han tidligere gjorde.

 

Var.: søg på: pegevåben

 

Kommentar: Indlandsdværgene har - ligesom i Østgrønland - den evne at trække sæler til land. Hér ovenikøbet op på land, i Østgrønland ofte op i elvene, modstrøms. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Aron må rette en forglemmelse senere i teksten: forbudet mod at dræbe den store helt hvide sæl, som Qall. overtræder. Det får dog tilsyneladende ikke de alvorlige følger, som dværgene forudskikker, idet der stadig er spættede sæler i fjordbunden, da Qall. atter træffer dværgene derinde.

 

Hist.: Den effektive pegepind må være en åndemodel af europæiske bøsser.

Qaqortuliaq

Print
Dokument id:1768
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qaqortuliaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 468 - 472
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 73 ss. 369 - 378.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 17.Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 115, s. 455: Kakortuliak.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 468 - 472: Qaqortuliaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 73 ss. 295 - 301, med dansk kommentar s. 347:

 

Resumé: Qaqortuliaq er storfanger, også af rener. Engang under en

renjagt, hvor en stor såret hanren flygter ud i en sø og dør midt ude,

svømmer Q. derud og binder et reb i dyret. Det trækkes ind, Q. får

halvdelen af talgen, som han putter i sin jagttaske. Senere, da han

går hjem alene, forvandler næsten al talgen sig atter til renen, mens

to ravne, der forfølger hinanden, forvandler sig til mennesker, og Q.

selv stiger til vejrs, fordi Månen har taget hans sjæl (renen var nok

et af Månens særlige dyr). Q. opdager at han kan regulere højden med

en lille rest talg i tasken og når hjem, hvor han ligger bevidstløs en

tid. Han vågner op meget syg, man kan ikke dø. Han har nu mistet sin

fangstevne, men kan tage på åndeflugt og er blevet synsk. Under en

åndeflugt besøger han nogle indlandsboere i et fint hus, hvor tømmeret

stammer fra et enormt stykke drivtømmer. Det har den yngste broder i

huset egenhændigt båret op fra kysten til indlandet. Samme broder

overvandt også engang en drabsmand blandt kystboerne og knækkede hans

lårben. Hans kone er faktisk en kystbo (en inuk, et menneske),

Ajaakinnguaqs tidligere kone,

som begik selvmord, fordi manden slog hendes børn. Men indlandsboen

genoplivede hende og tog hende til kone. Senere besøger Q. på

åndeflugt Aluk, hvor man tror han er Månen på isfangst.

Det bekræftes senere af tilrejsende fra Aluk.

 

Hist.: Der er meget store overensstemmelser mellem måneforestillinger

i Østgtrønland og dem, der kommer til orde i denne fortælling, bortset

fra, at man ikke kunne jage rener i Østgrønland. Se "Vejledningen"

under "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Qingakkaaq

Print
Dokument id:68
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qingakkaaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 346 - 347
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 122 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 346 - 347: Oqalualaarut Qingakkaamik.

 

Kort uddrag i oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 53, s. 93: 'Kingakak'.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 112 - 114.

 

Resumé:

Qingakkaaq er så glad for vingetang, at han rejser længere og længere nordpå med sin familie for at finde et sted, hvor man har så rigeligt med vingetang, at forrådet rækker til hele foråret med. Han når omsider så langt mod nord, men rejser i sin grådighed alligevel endnu længere mod nord, hvor ingen bor, og de må overvintre alene. Næsten umætteligt æder Qing. vingetang på det sted, og skønt han har sørget for at fange noget forråd til vinteren, er den lang og snerig heroppe. Da der bliver smalkost, slår Qing. sit spædbarn ihjel, lader sin kone koge det til sig og befaler hende under dødsstraf at spise med. Efterhånden går det sådan med alle børnene, alle husfællerne og til slut konen, hvorefter Qing. graver sig ud, tager sydpå igen i strålende forårsvejr og fortæller alle, at hele hans husstand sultede ihjel deroppe i nord. Selv tager han aldrig siden nordpå.

 

Hist.: Ikke en autentisk fortælling. Giver blot et indtryk af en vis viden eller forestillinger om hvor lang og kold vinteren er længere mod nord. Om der specielt gror meget vingetang i nord kan vel undersøges.

 

Kommentar: Der blev spist en del tang, især om vinteren og især i Østgrønland. Men det blev kun betragtet som nød-mad. Der var tabuer forbundet med fortæring af visse tangarter, da der i østgrønlandske fortællinger kan rejse en storm fra havbunden, hvis man puster i dem. Fortællingens morale er da også tydelig hér: Ikke blot bringer Qing.s abnorme forkærlighed for tang ham uden for lands lov og ret, men også ud i en hungersnød, der ender med kannibalisme.

Qivaaqiarsuk

Print
Dokument id:69
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qivaaqiarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 348 - 357
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 123 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 348 - 357: Oqalualaarut Qivaaqiarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 40 - 58.

 

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 54, der er genoptrykt i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 30 - 32.

 

Resumé:

Qivaaqiarsuk er fra Kangersuneqfjorden, bopladsen Illunnguit ved Karra i  Nuukområdet. Han er et sølle skrog, nærmest kun skind og ben, men en gevaldig fanger med en masse kvinder at forsørge. En dag fristes han over evne af forlydender om store fangstmuligheder vestpå. I vest træffer han masser af mennesker på Kangeq, der inviterer ham til at bo hos sig. Fangsten er rigelig, men en dag i storm omkommer alle øens fangere i kajak, mens alene Qiv. klarer sig tilbage og nu igen har en masse kvinder at forsørge. Han kommer dagligt hjem med en hel vifte af sæler på slæb.

Efterhånden kommer han til at længes hjem, specielt efter lyden af kælvende isfjelde i Kangersuneq. Han lokker skruppelløs bopladsen ud ved ebbe på en ø med rødtang og lader dem drukne derude, da vandet stiger. Senere på sommeren opdager han et isfjeld i en klippespalte. Han farer derhen, slår henrykt løs på det med sin fangeblære / fangstblære og får lyden af kælving frem, så det drøner vidt omkring. Da han atter har fået vejret og ror ud mod sin fangstplads, stiger en stor boble op foran hans kajak og af den en smilende kæmpestor havmand (Qungussutariaq). Qiv. smiler igen, bliver skældt ud - for det må man ikke - og får så at vide at hans kone er ufrugtbar, fordi hun er angakkoq / åndemaner i det skjulte. Hun bør åbenbare sine evner.

Men da han er kommet hjem med en masse fangst og har delt den ud (til hvem? de kvinder han tidligere forlod? BS), glemmer han budskabet. Gang på gang ror han til isfjeldet og slår løs på det. En dag dukker to fremmede kajakmænd op, en ældre med skæg og en yngre, i pinligt hvide kajakker. De er åndevæsener, men Qiv. inviterer dem med hjem og præsenterer dem som ikke rigtige mennesker, hvorfor de ingen mad får. Den ene skuler ondt til Qiv.s kone og hiver et lille stykke sort mattak frem fra sit kamikskaft med ordene: dette er et stykke af min fars uutuersat (til at fjerne arp med). Tilsvarende forærer den anden Qiv.s kone et stykke hvid mattak, der er hans fra hans bedstemors uutuersat. Qiv.s kone ser ikke engang på gaverne. Måske (siger fortælleren?) disse to stykker var noget til helbredelse (af barnløsheden?, BS). Gæsterne overnatter, følges med Qiv. på fangst næste dag og forsvinder, da han begynder at fange.

Da han kommer hjem med en mængde fangst, er hans kone døende. Da hun udånder, og inden hun sys i ligskind, skærer han hendes mavesæk ud, tørrer den og får nu en kridhvid fangeblære / fangstblære, der rummer den angakkoq - kraft, som hindrede hende i at få børn, fordi hun ikke ville ud med den.

Isfjeldets lyd bliver endnu flottere ved slagene med denne blære og hidkalder en stor kajakmand med fine benskæringer på redskaberne. Hvad det er for en støj? Jo, Qiv. har også med undren hørt den i nogen tid. Den fremmede slapper af, inviterer Qiv. med hjem lidt vestpå ved Uummannaq Hussted, hvor han bor med mange brødre og en eneste søster, som Qiv. naturligvis bliver varm på, men absolut forbydes at nærme sig. Brødrene kommer hjem med hvalrosser, som Qiv. aldrig før har set. De er sydlændinge, men har fjender både mod nord og i syd, ved Qarajat. Qiv. taler om aftenen alle i søvn, lægger sig hos pigen, og da hun er mere end villig, opgiver brødrene surmulende at hindre dem. Qiv. ligger også hele dagen med sin nye kone og mærker ikke tiden gå, men da svogrene om aftenen taler om nogle fangstdyr med store stødtænder, de har set, bliver Qiv. tilstrækkelig fristet til at tage med dem ud igen.

På denne fangsttur nedlægger han sin første hvalros, en stor rød hanhvalros, som det lykkes ham at dræbe med et eneste harpunkast, netop som den har rejst sig over ham foran kajakken. Svogrene bliver imponerede, men håner ham alligevel med en opfordring til at lade fangsten være, fordi han aldrig magter at bugsere den hjem alene. Men Qiv. bugserer naturligvis dyret hjem i rimelig fart.

Helt har han dog ikke glemt de mange uforsørgede kvinder. Han bringer dem en del fangstdyr til vinterforråd og opfordrer dem til selv at tage på ammassætfangst til foråret.

Tilbage hos sin nye familie bliver hans næste store dåd helt alene fra kajak at dræbe en stor hval ved at harpunere den i nyreregionen. Svogrene mener den vil tage flugten udefter, men Qiv. erklærer, at det er blevet ham spået, at alle hans førstegangsfangster skal svømme op ad den lille elv. Hvalen søger mod land og spræller lidt som en ammassæt i dødskamp. Atter opfordrer svogrene ham til at lade det alt for tunge bytte være, og de ror hånende i forvejen, mens han bakser med at få kæmpebyttet vendt rundt på slæb. Han tilkalder sin lakseamulet, der får kajakken til at glide langt lettere, og da han så vælger en skrap genvej, når han hjem længe før svogrene. En hvalros har han også fået. Konen deler masser af mattak ud og Qiv. får andre til at sy sig en flot hvid tarmskindsanorak af hvalrossens tarme. I den modtager han svogrene, der er kommet så sent, at det kogte kød er blevet koldt. Men de erklærer, at nu skal de nok vinde.

Qiv.s kone blir gravid og får en søn, som den ene af morbrødrene bliver ellevild med og tager sig af som var det hans stedsøn, med fangeruddannelse osv. Han blir en stor dygtig fanger.

Dem, som brødrene har fablet om at vinde over, viser sig at være modstanderne i syd, som de besøger og trækker armkrog med. Qiv. går ud af kampen som den absolutte sejrherre. Han har dog ikke lagt alle sine kræfter i, siger han, og prøver på ikke at få det til at lyde som pral. Dem har han kun brug for, når han slås med den store tuneq oppe bag sin gamle boplads i Kangersuneq.

Engang Qiv.s søn ikke vender hjem fra fangst, får han overtalt en af sine svigerinder, der ikke kan få børn og derfor formentlig er uåbenbaret angakkoq / åndemaner, om at bruge sine skjulte evner. Hun indvilger, holder seance, smutter ud af et hul i hjørnet af huset og følger den unge mands spor, der fører hen til de overvundne fjender ved Qarajat i syd. Hans kajak ligger knust udenfor. Hun lister sig til at se ind gennem vinduet: Alle sover. Kun et gammelt ægtepar holder både sig og fangen vågen. Næste dag tager Qiv. med angakkoq, svogre og et gammelt ægtepar derhen, hvor de gamle synger det gamle vogterpar i søvn derinde. Qiv. trænger ind, brækker alt der er spidst, befrier sin søn og slår dernæst alle de nu våbenløse indvånere ihjel. Udenfor har man sat den unge mands kajak i stand igen, og alle drager tilbage. Så har man fred for de fjender.

I den sidste episode har svogrene så længe plaget Qiv. om et besøg hos den omtalte stærke tuneq, at han en meget smuk, blikstille dag indvilger, omend med trusler om, at de nok ikke alle vender levende hjem. Tuneq'en bor på en helt flad slette i et lille hus, hvor han ligger på siden, da Qiv. ved vinduet inviterer ham ud for at hilse på sine mange svogre. Tuneq'en farer ud som en vind, stiller sig op med bøjet ryg og rumpen til, og da han derved blotter et hul i skrævet, hopper først Qiv. og dernæst alle svogrene igennem hullet. Dernæst giver Qiv. og tuneq'en sig til at slås, men skønt Qiv. har bedt svogrene rykke på afstand, bliver en af dem alligevel ramt af kæmpen og dør på stedet. Tuneq'en skammer sig, smutter ind i sit hus som en ulk, og Qiv. beklager på skrømt uheldet, idet han med vilje har villet give svogrene en lærestreg. Men de erklærer, at de altså ikke er blevet fjender. De begraver den døde, og på hjemvejen sender tuneq'en dem af sted med en voldsom østenstorm / fralandsstorm.

Atter længes Qiv. ind i Kangersuneq, hvor han stadig forsørger alle kvinderne (vist nok dér). Sammen med sønnen tager han derind, de bestiger Kingittorsuaq / Hjortetakken, hvor Qiv. beder sønnen gå ned i forvejen for selv at nyde udsigten lidt i ensomhed. Han giver sig da til at tisse. Han tisser og tisser. Sådan bliver isbræen til deroppe. Selv vender han aldrig siden hjem. Måske er han flygtet bort af skam.

 

Var.: Qivaaqiarsuk. Se også Arnaq Grove ndf.

 

Hist.: En traditionel fortælling med mange kendte episoder fra overleveringen, men også med visse unikke særheder.

Ifølge Arnaq Grove, der i sin Ph.D afhandling (2000, Inst. f. Eskimologi, Kbh. Univ.) har analyseret en meget yngre version fortalt i KNR (Grønlands Radio), betyder qivaaqiarsuk en ulk med tydelige falliske / seksuelle konnotationer. Denne yngre version går ud på at skaffe fangst til kysten og det lykkes overmåde. Det som de to stykker mattak skulle helbrede er, også ifølge den yngre version arp, altså en smudsig skorpe i hovedbunden, der, hvis den fjernes, muligvis vil afhjælpe kvindens sterilitet. Arnaq Grove associerer arpen til det snavs i havkvindens hår, som skal fjernes, hvis sælerne skal slippe ud til fangstfelterne igen (søg: havets mor).

I Arons version er det for så vidt ikke fangstdyr, der mangler, men Qiv. er klart en fantastisk fanger, der får endnu større held vha. sin afdøde kones mavesæk med hendes iboende angakkoq-kraft. Han har også en slags fælle i den store tuneq, der med sit hul i skrævet og evne til at fremkalde storm giver kraftige mindelser om indvoldsrøveren / indvoldsrøversken nær Månens hus. I Vestgrønland i 1700-tallet kunne denne identificeres med vejrets Sila, der var i stand til at vælte himmelstøtten. Han / hun synger om huller i sit skræv, hvor der hænger en fallisk ulk. Bemærk at såvel Qiv. som tuneq'en associeres til ulk. Qiv. ved sit navn og usselige statur, tuneq'en ved sine bevægelser: han smutter skamfuld ind i sit hus som en ulk.

 

Aron har næppe selv været bevidst om alle disse referencer til den før-kristne religion, og der har været flere versioner i omløb, som har afsat den yngste version fortalt i KNR i 1950'erne.

Salik

Print
Dokument id:1114
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Salik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 299 - 302
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4' nr. 236 ss. 912 - 928.

 

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 65: 192 - 196.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 53, ss. 302 - 308.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lynge, Kr. Oqalugtuait oqalualâvilo, III, 1939: 19 - 27 / 1978: 261 - 267.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 299 - 302: Oqaluttuaq Salimik.

 

Resumé:

Salik

Salik tager med sin familie nordpå, overvintrer og videre nordpå om foråret. Han har glemt sin kniv, opdager han og tar tilbage til huset, hvor han famler efter sin kniv mørket og pludselig opdager noget brunt, der viser sig at være en qivittoq, der har søgt forladte boliger for at finde sig nogle snavsede rester at spise. Denne bliver meget overrasket over at Salik er kommet bag på ham, og da det så viser sig at de er navnefæller, får Salik hele qivittoq'ens historie.

       Han var en af ti søskende og sammen med dem legede han hver dag ude indtil faderen kom hjem fra fangst og bad deres mor give dem mad. De fortærede hele to fade fulde før de var mætte. En aften blev de ude efter faderens hjemkomst fordi det endnu var lyst, og da de kom ind havde forældrene skændtes. Moderens lampe var væltet og faderen erklærede, at hvis han havde kunnet havde han forladt dem alle ligesom sin morbror. Moderen svarede, at kun idioter siger den slags sludder. Så fik børnene mad, men Salik var blevet trist over uenigheden, kunne ikke få en bid ned og med tiden blev han mere og mere bitter over den. Faderen tog dem alle på ammassætfangst til et sted, hvor de hen på foråret også kunne fange ørreder i dæmning. Børnene hjalp først deres mor med ammassætterne og dernæst blev der tid til laksefangsten i afspærringen ved ebbe, en lystig affære, hvor hvert barn fik sine laks at bære hjem. På slutningen af sæsonen besluttede qivittoq-Salik så at gå hjemmefra og prøvede forgæves at få sine forskellige søskende til at bære sine laks hjem. Den mindste lod sig endelig overtale og Salik gik til fjelds og mistede straks sit sunde omdømme af irritation over at den mindste sådan havde adlydt ham.

       Som qivittoq levede han af ryper hele efteråret, indtil sneen kom væltende. I en klaring opdagede han noget brunt forude, i den næste klaring at det var en ren, osv. indtil han i klaring efter klaring kom tæt nok på til at stikke dyret ihjel. Af det levede han hele vinteren.

       Hans voldsomste oplevelse i ensomheden var engang han var nået helt ind på indlandsisen, hvor han fik udblik over hele bræen og så et væsen så lille som en ravn langt inde over den. Den voksede fra ravn til ræv, fra ræv til ren, fra ren til større end en ulv, efterhånden som den kom nærmere og blev tydeligere. Den fik færten og forfulgte qivittoq-Salik, der måtte løbe for livet og først reddede sig da han ligeglad med om det gik galt i et langt spring kom over en gevaldig bred spalte i isen. Uhyret bag ham fik ikke bagbenene med og styrtede klirrende længere og længere ned. Han vendte rundt men nåede ikke engang at se uhyret ordentligt.

       Endnu et par gange oplevede han noget til sin adspredelse. Første gang var det små lyse kvinder med hareskår, der myldrede ind i hans hus med fulde bærposer og bad ham spise med mens de underholdt sig sammen. Han serverede både talg og tørret rensdyrkød, men det var ikke noget for dem. Til sidst fik de sig et herligt grin over rævenes måde at opføre sig på: De tar på tyvetogter til menneskers depoter, og når nogen overrasker dem farer de af sted på tværs med halen strittende i vejret. Da gæsterne gik viste det sig at de var harer, som Qivitoq-Salik så undrer sig over at have taget for rigtige mennesker. Det næste besøg var af mørke kvinder også med fyldte bærposer, men de spiste med stor appetit af både talg og tørret rensdyrkød. Da de til sidst morede sig over andres besynderligheder, var det harerne det gik ud over, fordi de altid bare sidder og glor på mennesker, og når de løber og der bliver råbt røvhul efter dem, sætter de sig straks på deres numser. Qivittoq-Salik mindes endnu med fryd hvor dejligt de grinede sammen. Han fortæller igen, at han søger spiselige rester, fordi han er blevet så let, og fordi han tidligere har fortalt at den gode lange kniv han startede med er blevet ganske slidt ned, forærer Salik sin qivittoq-navnebror sin kniv som tak for fortællingen. Qivittoq-Salik er blevet lidt tungere af alle de rester han har spist, men han forsvinder alligevel afsted så let som en ravn. Den fortælling har Salik siden fortalt videre mange gange.

 

Var.: Salik; Saalik, Rasmussen 1924. Vedr. besøg af dyr i menneskeskikkelse: Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar; Nassaaq.

 

Kommentar: Kirsten Thisted forklarer dette med at søge madrester og spise dem som et middel til at få lidt tyngde, dvs. som modvægt til den lethed, der kan blive plagsom for qivittut / fjeldgængere. Ligeså kan det hjælpe at rulle sig i ekskrementer og mudder. Fjeldgænger-Salik har jo også mad nok lader det til.

Saliviaa

Print
Dokument id:70
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Saliviaa
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 358 - 359
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 124 ss. 652 - 655.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 358 - 359: Oqalualaarut Siliviaamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: 55.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller:'Âlup oqalualâve', 1972: 204 - 206.

 

Resumé:

Lille Saliviaa er med på rejse nordpå. Heroppe bliver der ved hele tre fjordmundinger råbt ud indefra: Giv mig lille Sal. som plejesøn.

Nej, svarer man i båden, lille Sal. er ikke for ingenting opdraget af sin bedstefar og bedstemor.

Den næste fjord er ikke ret dyb. Der tager man ind, hvor i forvejen en familie med dreng på samme alder som lille Sal. er på ørredfangst. Drengene får forbud mod at fange i den øverste del af elven nær en sø, hvor tornit har deres fiskeplads. Det frister lille Sal. over evne. Han lister sig til at komme helt derop, giver sig til at fiske, og må flygte over hals og hoved, da en stor tuneq dukker op og truer ham på livet. Gang på gang er tuneq'en lige ved at få tag i ham, men da lille Sal. snubler af udmattelse og besvimer, sker det samme med tuneq'en. Det opdager lille Sal. da han kommer til sig selv, og han beslutter at give tuneq'ens familie besked om dødsfaldet. Lidt længere inde i landet finder han deres hus, tager mod til sig, går ind og giver dem besked om, hvordan en af deres slægtninge er død. De forstår, at det ikke er et drab, og i taknemmelighed inviterer de lille Sal. på lækkert tørret mavekød af ren med talg. Men han har ikke nerver til at spise ret meget. Han tager i stedet noget med hjem, hvor han skynder på familien: De er nødt til straks at flygte, for tornit vil sikkert alligevel hævne drabet, mener han. De rejser hovedkuls ud af fjorden, og skønt de ville videre nordpå tager de tilbage mod syd, hvorfra lille Sal. aldrig siden vover sig nordpå. Men han har fået en god historie at fortælle.

 

Kommentar: Farerne lurer i det ukendte nord for sydgrønlænderne. Men de største oftest i indlandet bag fjordene.

Singajuk som kom sydfra

Print
Dokument id:50
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Singajuk som kom sydfra
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 429 - 437
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

 

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

 

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

 

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Sungersussak / Sungersuusaq

Print
Dokument id:499
Registreringsår:1859
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sungersussak / Sungersuusaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 26, nr. 3
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. NKS 2488, II, nr. 257 eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 133 - 136: Sungersuusaq.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Sungersuusaq var mange samboende brødes svoger. Nogen

tid efter at han var blevet deres svoger, og de mange brøde vågnede

tidligt om morgenen, så, hvis de trods alt ventede til deres nye

svoger stod op, var han altid så umulig til det der med at komme på

benene, at de bare tog afsted i kajakkerne. Efterhånden lod hans mange

svogre ham høre for, at han slet ikke havde lyst til at ro i kajak.

Når S. stod op, var nogle af kajakkerne netop kommet hjem; ligeså

snart han vågnede, plejede han at kæle med sin kone og blive ved,

indtil han gik i seng.

 

En aften kom hans mange svogre hjem, og da de mellemste bryststykker

var kogt, og hans dumme svoger serverede for ham, sagde denne så det

kunne høres: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Men da maden var sat frem, spiste S. sig helt

mæt. Og lige siden da opførte hans svogre sig på samme måde overfor

ham, ja det blev en vane, at når de satte mad frem, sagde (ærtede) de (ham) sådan her: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Uden at mæle en lyd plejede S. så at hugge i sig.

 

Da endelig om vinteren dagene så småt blev længere, var deres sølle

svoger endnu ikke kommet med nogetsomhelst levende.

Da så dagene blev ganske lange, og han absolut ikke ville ud i kajak,

blev det dem for meget. Så en nat da de havde sovet, var de jo så småt

ved at vågne, men så var der en frygtelig tuden i luften, og da de

kiggede ud gennem vinduet, var det nordenstorm. De mange mænd gik ikke

i kajak. Da de herefter helt holdt op med at gå i kajak, begyndte de

at spise af deres vældige forråd, indtil de omsider havde gjort kål på

det alt sammen.

 

Så hændte det en morgen, endnu mens det stod slemt

til, at deres sølle svoger uden videre var taget afsted, uden at de

så meget som havde nået at se ham. Da de mange mænd ikke magtede det

(vejret), var de ikke ude i kajak. Hen på eftermiddagen holdt de bare

udkig efter en kajak, fordi det sneede så tæt. Da det blev aften,

hørte man praj om kajak! - og da de mange mænd fik øje på ham, havde

han to sortsider på slæb, og de fik sandelig respekt for ham. S. bød

dem straks at lave bryststykkerne til, fordi det for en gangs skyld

var ham, der havde noget at servere. Da bryststykkerne var kogte,

satte han dem frem, mens han sagde så det ellers kunne høres: "Nu er de gode

nok, nu kan man lige klare dem, spis dog endelig bryststykker!" Da han

havde sagt sådan, lod de sig det ikke sige to gange, men huggede

straks i sig uden en lyd.

 

Næste dag da det var lyst, nåede de heller ikke at se ham (inden han

var væk). Men det skulle vise sig, at dét skulle de komme ud for gang

på gang, og se om det ikke var ham, der nu kom hjem med to store

sortsider på slæb. Når brysterne var kogte, sagde han så med sin

svogers ord: "Nu er de gode nok, nu kan man lige klare dem, spis dog

endelig bryststykker!" Og hans svogre spiste, uden at mæle en lyd.

Hver eneste dag lige til midsommer fangede han til dem, men da det

var sommer holdt han jo op med at gå ud i kajak. Derfor begyndte hans

mange svogre at fange til ham.

 

Så fik S. sig en plejesøn. En vinter, mens de opholdt sig på deres

vinterboplads, satte det ind med bidende frost. Til sidst var hele

havet islagt, langt langt vesterud. Nu, hvor der ikke var noget

åbent vand, og ikke det mindste at fange, var det S. der alene

bevægede sig omkring ude på isen. Hans mange svogre var færdige med at

ta' ud og forholdt sig i ro. Aftenen var faldet på, da han kom hjem,

bar sine redskaber ind, og sagde: "I morgen tror jeg, jeg vil gå meget

langt udad til noget frosttåge, for der må være åbent vand."

 

Om aftenen gjorde han sine redskaber klar; næste dag var han væk, førend

hans svogre nåede at se ham; såsnart S. var vågnet, begav han sig

udefter. Da han havde lagt de bageste øer bag sig, blev det lyst, og

endelig, da han var kommet længere fra land end sædvanligt, fik han

øje på en frosttåge. Da han nåede derhen, var det i virkeligheden en

stor våge, propfuld af sortsider, der dukkede op og ned. Ved isranden

havde der dannet sig en høj kant ved de opdukkende sælers åndepust.

Han trådte hen til iskanten og sigtede lige på det ophøjede sted; men

når de store sortsider dukkede op, fangede han dem ikke. Så engang

var en lille netside på vej op, og den harpunerede han. Allerede da

han havde fået to, brød han op og gik ind efter; og endelig, i

buldermørke kom han hjem. Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg har

såmænd kun fået to rigtig pæne netsider, og her ligger vi og savner

ny-fangst; der en sandelig ny-fangst at få! Langt derude holder

sortsider en stor våge åben i isen." Næppe havde hans svogre hørt det, førend de fik travlt med at gøre sig rede, de begyndte øjeblikkeligt at ordne deres

redskaber.

 

De tog afsted næste dag før det var lyst. Undervejs udefter

fulgte de store svogre bare lige i hælene på deres søsters sølle mand,

indtil de endelig fik øje på frosttågen. De kom jo derhen, men så var

der så mange, mange sortsider, at de propfyldte hele vågen. S. sagde: "I skal nu ikke gøre noget forsøg på at harpunere en stor

sortside, sats hellere på at harpunere en lille netside." Selv

harpunerede han en lille blåside. Hans svogre gjorde ligesom han,

nogle med netsider, andre med blåsider.

 

Med byttet på slæb gik de ind mod land. Når deres sølle svoger satte

farten op, kunne de dårlig holde trit med ham. Da mændene på denne

måde nåede hjem, kom deres koner ned, og de fik alle som én noget at

slæbe op, både sortsider og netsider.

 

Herefter blev det meget fint vejr, og de fortsatte på samme vis. En

dag var det virkelig ganske lyst, det var skyfrit, og ikke en vind

rørte sig. Da henkastede S. til sin plejesøn: "Og du skulle vel prøve

at få din førstefangst sammen med os?" Da det netop var, hvad hans

plejesøn mest brændende ønskede sig, gjorde han sig straks rede; og da

de vandrede udefter, gjorde hans svogre jo det samme, indtil de kom

til vågen, hvor S. gav sig til at kigge ned gennem isen; for det var

nemlig hans vane at stikke et hul gennem isen for at undersøge,

hvorledes havet teede sig. Han stirrede længe ned, rejste sig op og

sagde: "Huuha, det er nok lige før det bryder løs, svævet i havet

strømmer indefter, ligesom en lille kraftig elv dernede, se bare efter

selv." Da hans svogre så efter, var dét, der altså var unormalt, noget

som lignede en kraftig elv, der strømmede indefter. Da de rettede sig

op, sagde S.: "Fralandsstormen er lige straks over os, lad os komme

indefter." Nogle af dem troede ham egentlig ikke, alligevel lod de

bare de store sortsider være, og lavede sig til at gå hjemad,

selvom det var helt skyfrit og vindstille.

 

Næppe var de brudt op, førend det så småt begyndte at skye til og bjergene at fyge med sne. De var faktisk næsten fremme ved de yderste øer, men med eet kom østenvinden stormende ud fra land, og straks flængede den isen op.

S. måtte jo skynde på sin plejesøn, men han fulgtes hele tiden med

ham; hver gang isen slog en revne, satte de over den i spring. Men så

skete det hverken værre eller bedre, end at netop som de var fremme

ved det faste land, gik der een meget bred revne i isen; og da alle de

andre var sprunget over, fulgte S.s plejesøn bare kanten af revnen,

men der var slet ikke nogen mulighed, så hans plejefar fik medlidenhed

med ham og sprang tilbage til ham. Da han var sprunget, hoppede alle

hans svogre bare efter ham. Herefter tog de flugten i den modsatte

retning udefter, mens de temmelig små bølger løb hurtigt efter

hinanden langs kanten af revnen. Da de så begyndte at vade i vand, var

de alle noget spagfærdige. Midt i alt det sagde en af de mange brødre

til deres sølle svoger. "Man siger eller, at Tiggâq (den gamle hansæl)

er så klog? - det lader jo til at vi skal forsvinde til havs!" - "Ja,

forresten, men det eneste jeg har, er et lille skum-middel-," og så

sang han den (serrat). Imens foer de små bølger i hælene på hinanden

langs renden. Da han havde endt sin serrat, fik de øje på et stort

isbjerg forude, hvis overflade var plant som et gulv, og en- to- tre

var de henne ved det, endnu mens det til stadighed sank nedad og steg

tilvejrs igen. S. var den første til at springe over på det, mens det

var nede, hvorefter hans plejesøn fulgte ham; derefter sprang alle

hans svogre. Så drev de udefter, og mens vinden stadig førte dem

afsted, var det jo at en af hans svogre sagde: "Så skal vi altså bare

dø af tørst! og man siger ellers, at Tiggaaq er så klog!" Hans svoger

svarede: "Jah, forresten, men det eneste jeg har er et lille middel

til at skaffe vand;" og så sang han den serrat. Såsanrt han havde

endt den, sprudlede der vand frem midt på isbjerget, akkurat som en

kilde på land. Da hans svogre var ved at gå til af tørst, forsøgte de

øjeblikkeligt at få noget at drikke, men deres svoger standsede dem

ved at sige: "Den vil straks løbe tør!" Først da han selv havde

drukket, tillod han dem at drikke. Da de allesammen havde drukket af

den, strømmede den uforandret.

 

Såsnart hans svogre havde drukket, blev de tissetrængende, men netop som de skulle til at tisse, standsede deres svoger dem ved at sige: "Hvis I tisser og jeres urin

drypper derhen, komme i bestemt aldrig i land; I skal tisse vandret ud efter, mens I holder jeres nedre vedhæng frem." I samme øjeblik da han som den første skulle til at tisse, pressede han maven frem, og nogle af dem støttede ham bagfra med hænderne. Da han var færdig med at tisse, tissede den næste på samme måde, og sådan tissede de alle sammen.

 

Endnu mens de drev for vinden, fik de et stort land i sigte. Lige før

de drev i land, sagde S. til sin mange svogre: "Pas nu på, for vi er

snart inde, og så skal I en for en stige i land; men I må overhovedet

ikke se jer tilbage, for hvis nogen af jer vender jer om, er vi andre

færdige med at komme i land! For så kan det isbjerg ikke bruges

længere, det vil gå i stykker."

 

Da de var drevet ind, steg den første i land uden at se sig tilbage;

en for en steg de i land, uden at se sig tilbage. Men da de var kommet

på land, vendte S. sig om og sagde: "Se nu godt på det sted, I har

holdt til på!" Det eneste de så, var en lille ilanddrevet skumklat.

Siden de nu var afskåret enhver vej tilbage, sagde de: "Mon der bor

nogen derovre? Lad os se om vi kan træffe mennesker derhenne," hvorpå

de gik indad over land.

 

Og mens de var på vej dukkede en stor by frem (af landskabet). Næppe

var de fremme ved den, førend dens beboere bød dem indenfor. De tog

deres overtøj af, lagde det hen på nogle store stilladser, gik ind -

og da de var inde og omsider skulle have noget at spise, var der en

meget skeløjet, halvvoksen dreng, som støttende sig til husgangens ene

væg dukkede op i indganghullet, og sagde: "Man spørger, om de der

er kommet østfra, ville kigge indenfor?" Han gik ud, men kort efter

dukkede han atter op, fra den inderste ende af husgangen, og sagde det

samme.

 

Omsider sagde deres vært: "Han blir bare ved på samme måde, så gå I

hellere på besøg." Da de var kommet ud der oppe, krøb de jo indenfor,

men en hel masse mænd var (allerede) derinde, og henne på briksen så

de en kæmpestor mand sidde, og ved siden af ham stor kælling,

som gnavede på et stort skulderblad. Nu, hvor de var inde, skubbede

kæmpen sig frem (på briksen) og trak et stort vandskind ud fra rummet

under briksen; og da han havde bredt det ud på gulvet, trådte han frem

og sagde, med en dyb brummen: "Så trækker vi krog!" Sungersuusaq's

svoger hviskede til ham: "Kunne du ikke lægge ud med ham, og så os bag

efter?" Men Sungersuussaq svarede tværtimod: "I skal begynde med ham,

så kommer jeg til som den sidste." Og så begyndte de mange mænd at

strømme ud. Tilsidst var den store kælling den sidste tilbage,

og på vej ud lukkede hun den inderste ende af husgangen til, med sit

store afgnavede skulderblad, så det ikke var til at rokke og gik ud.

 

En af hans svogre satte sig overfor ham (kæmpen) og begyndte at række

krog med ham: men da han sagtens kunne klare den store, begyndte han

at rette hans arm ud; men uden omsvøb krængede han bukserne af ham,

gik lige i skridtet på ham, og med nogle voldsomme ryk i testiklerne

fjernede han hans kønsdele. Da det var sket, hev han (S.s svoger)

blot lidt efter vejret; og da han (kæmpen) hurtigt havde gjort det af

med ham, råbte han op efter: "Så er det rebet! Kom så med rebet!" Et

langt reb blev firet ned oppe fra loftet, og da det ramte gulvet, greb

han det, snørede det om halsen på sit offer, og råbte: "Så!" Da de så

trak ham opad, og havde fået ham helt op, huii som det sang af knive i

luften. De hørte en af dem deroppe sige: "Lad mig først fjerne det ene

øje til vores kære store husfar."

 

S. blev klar over, at hvis det her fortsatte, ville hans svogre alle

som een bare blive dræbt! Da en af hans svogre nu skulle til at gå

frem, hviskede han til ham: "Jeg må hellere trække krog med ham - "

S. placerede sig over for ham, og begyndte at række krog med ham. Og

når han (S.) kun brugte sine kræfter halvt, og næsten havde trukket

hans arm ud, holdt han bare inde - men så lagde han alle kræfter i,

trak til, og rettede den helt ud! På det tidspunkt kom hans svogre

til, og holdt den nede. Da Su. ikke magtede hans store testikler (på en

gang), gav han sig blot til at rive dem i stykker; og til sidst fik

han dem rykket helt ud! og kæmpen snappede efter vejret...

Da han døde, sagde S. til sine svogre: "Hvad ska vi nu gøre?" De

svarede: "Du kunne jo bruge hans ord?" S. råbte meget spagt: "Så er

det rebet, kom så med rebet!" Hans svogre sagde til ham: "Gå bare hen

til den! Du efterlignede ham meget godt." Da han næste gang råbte

Rebet!, røg det ned. Da det ramte gulvet, sagde hans svogre: "Råb nu

akkurat som han gjorde!" Med rungende bas råbte S.: "Så!!" Næppe tav

han stille, førend de straks halede løs, og da man kunne høre, at de

straks begyndte at flænse ham, hørte man en af dem deroppe sige: "Lad

mig først fjerne hans ene øje til vores kære store husfar." Pludselig

blev der stille deroppe. Og så sagde han: "Vaaa! Det er jo vores egen

kære husfar vi har flænset!"

 

"De tror vist, dernede, at de skal overleve!" Men straks så fjernede

de deroppe hustaget, og væltede en masse vand ned. S. begyndte at

flygte rundt inde i huset, og de var jo afskåret fra at komme ud. Til

sidst var der kun tag over et eneste hjørne af huset. Nu var de helt

gennemblødte, og kunne ikke komme ud! Endelig kom S. i tanke om det:

"det er da osse sandt, jeg har jo en halslinningbeboer!" Og så, skønt han

bestemt ikke regnede med at blive adlydt, råbte han: "Min store

yderpels, som ligger der henne, jeg skal have den som ligdragt!" Da

han havde sagt sådan, hørte man dem sige, mens de smed den ned: "varm

du dig kun ved den, frels du dig kun ved den!" Da den tørnede i

gulvet, tog han pelsen under behandling, - der var den (aarnuaq'en) jo-

han snuppede den og puttede den i munden. Og straks han tog den ud

igen, smed han den op i det fri med ordene: "Så er det dig, der gør

gengæld!"

 

De tilbageblevne inde i huset hørte en af dem sige derude: "Der

styrtede en, og der en, og der en!" Det lød nu, som om de faldt i

hobetal derude. Lidt efter faldt aarnuaq'en ned, og da var den helt

uigenkendelig for bare blod. Dens ejer greb den, rensede blodet af

den, og smed den op i det fri med ordene: "Dem alle sammen!" Denne

gang fik den dræbt den sidste. Da der ikke længere var

menneskelyde, kom de ud ved at skubbe hinanden op fra et hjørne af

briksen; men da de var ude, lå der en masse (døde) mennesker. Da de nu for

anden gang ingen mennesker kunne se, gik de ind i en ny husgang, men

da kunne ikke få øje på nogen. Da de var hundesultne, gav de sig til

at spise; først da de var i fuld gang med at spise, stak den

halvvoksne dreng hovedet ind fra den inderste ende af husgangen, og

sagde: "Nu er hun da blevet skrupskør, hende Apiaq, hun (sidder)

deroppe og koger sin søns hjerne med hænder og fødder."

 

S. forstod ham faktisk ikke. Også næste gang han bare lige viste sig i

indgangshullet, sagde han det samme som første gang. Da S. stadig

intet fattede og skulle til at spørge ham, var han derude

forlængst på vej ud igen. En af hans svogre,- ham der plejede at sige:

"Man siger ellers at Tiggaaq er så klog",- sagde til ham: "Det

er dit offers (din myrdedes) hjerne der oppe, hans morlil koger den,

sammen med hænder og fødder. Pas på! hun vil sikkert forgifte dig med

den, vent du bare, om lidt indbyder hun dig til at gå ind gennem

deres store indgang. Lige inden for vil der stå at fad af hval-barder

med træbund, fyldt til randen med hjerne, den er fantastisk lækker! Så

snart du kommer ind, skal du gribe om den, og uden at sætte dig ned

skal du vende dig mod hende og spise med lukkede øjne; for spiser du

med øjnene åbne, kommer du til at tale usammenhængende. Mens du tømmer

den, og når du har tømt den til bunds, vil du dø! Altså husk!, at hvis

du spiser med lukkede øjne, sker der dig ikke noget. Når du så har

slikket den helt ren, skal du sætte den på plads med bunden i vejret.

Og først nu kan du, med åbne øjne, sætte dig hen bag den bagerste

lampe. Hvorpå hun (når hun har set) om retten virker på dig, og du

ikke blir anderledes, så vil hun uden tvivl rejse sig fra briksen og

vende fadet, hvis indhold er det samme som før; og hvis der ikke sker

nogen forandring med dig, siger du: "Så er det din tur, spis nu, og

gør ligesom som jeg gjorde." Og med blikket ufravendt rettet på

dig, vil hun begynde at spise af det; så skal du bare vente og se hvad

der sker."

 

Da han havde fortalt ham alt det, var der én på vej ind derude i

husgangen, og da denne kun lige stak hovedet indenfor, sagde han:

"Man spø'r, om I ikke vil kigge ind?" S. gik på besøg, og netop

som indgangshullet åbnede sig for ham, så' han netop det hans svoger

havde forudsagt; og på vej ind vendte han sig omgående imod hende, og

gav sig til at spise med lukkede øjne. Inderst inde lå hun (Apiaq) på

maven, med begger hænder under kinderne, og gloede på ham. Han tømte

fadet, satte det på plads med bunden i vejret, og satte sig med åbne

øjne bag den inderste lampe. Fra rummets indre iagttog Apiaq jo, at

der ikke skete noget med ham, og på bare fødder sprang hun ud (på

gulvet). Og da hun vendte fadet, var indholdet det samme som før. Hendes gæst

sagde til hende: "Så er det det din tur; spis nu, ligesom jeg gjorde!"

Da han havde talt så hårdt til hende, gjorde hun som han havde sagt.

Hun vendte front imod ham, stirrede ufravendt på ham, og slubrede i

sig. Men da hun uden at spise op, gjorde mine til at holde inde,

vendte S. sig mod hende indefra: "Spis nu op, ligesom jeg gjorde."

Næppe havde hun tømt det til bunds, førend hun uden en lyd faldt om på

siden og lå ubevægelig. Da også hun var død, gik S. ud derfra.

Han kom ind til sine svogre, og sagde: "Så har jeg også fået hende

dræbt! Hvis vi bare blir her, fortsætter de bare på samme måde med os:

lad os gå tilbage over land."

 

De brød op derfra, undtagen S.s ene store svoger, da han var død.

De vandrede østover, nedad mod havet, hvor de fik øje på en stor stejl

snedrive. De gjorde holdt, og S. spurgte sin ældste svoger: "Den gang

du blev dig selv bevidst, hvilken slags amulet havde du da?" Denne

grundede lidt over det, og sagde: "Da jeg blev mig selv bevidst, havde

jeg et lille lækkert stykke bjørneskind som amulet." S. sagde: "Jamen

så kan du jo sagtens!" Også den næstældste spurgte han om det samme,

og han havde den samme slags amulet. Da han havde spurgt dem alle og

var kommet til den yngste, spurgte han ham: "Og du, hvilken slags

amulet havde du, da du blev dig selv bevidst?" Han svarede: "Det ved

jeg ikke, men da jeg blev mig selv bevidst, havde jeg udelukkende

klæder af bjørneskind." S. sagde: "Nåeh, lutter fine sager, hva, I

lømler!" S. spurgte sin plejesøn: "Men du hvilken slags amulet havde

du, da du blev dig selv bevidst?" Hans plejesøn tænkte sig virkelig

grundigt om, men måtte sige: "Det ved jeg ikke." Hans plejefar sagde

til ham: "Så kommer vi til at forlade dig, sig det nu." - "