Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.

Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente

vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel

masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde:

"Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare,

fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede

så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans

yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede

deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet).

Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes

skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var

de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud

og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne.

Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror

kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters

indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var

blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres

lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra

de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje

fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De

begravede hende og fortsatte så deres vandring.

De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden.

Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på

knæ.

Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle

af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen

fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel

masse kajakmænd, der jagede.

En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den

der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen

til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden.

Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen

og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle

gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et

stykke indvold på længde med en underarm.

Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle

mand.

Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der

tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved

vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at

kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette

gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i

jorden.

Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og

han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også

skulle have været på fangst, blev hjemme.

Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her

er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev

der lige til aften. Så først gik de ned.

Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange

bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De

trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de

ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De

fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset

blev angrebet af løberne.

"Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."

Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen

efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og

hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.

Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i

teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle

mands døtre til kone.

De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands

kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk

harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret

og slæbte det ind til land.

Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke

var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille

stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det

med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var

nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.

Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange

remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre

gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved

sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte

blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede

forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes

hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at

tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at

græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.

Var.: Kunuk