Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Barfoed gav 4 resultater.

anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik

Print
Dokument id:296
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 598 - 601, nr. 169
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den eneste pige i søskendeflokken.

 

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

 

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

 

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

 

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

 

Var.: mange, søg på: anngiaq

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk

Print
Dokument id:295
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, D.
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 595 - 598, nr. 168
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 232 - 233: Igimarasussuk, der åd sine koner. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 232 - 233: Oqaluttuaq Igimarasussuk.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

Fortællingen om Igimarasussuk, der åd sine koner.

 

Det fortælles, at Igimarasussuk ofte fik sig en ny kone. Da han blev alene, giftede han sig med en kvinde, som havde sin lillebror hos sig. Igimarasussuk var på rensdyrjagt og kom hjem med rensdyr. Han sagde til sin svoger: "Hent min økse, der er på stilladset." Han fulgte efter svogeren, da han gik ud af huset/teltet. Hans kone hørte nogen skrige og kiggede ud. Hun så manden løbe efter broderen med en økse i hånden. Mens hun kiggede på dem, huggede manden konens bror i hovedet og

dræbte ham på stedet. Han sagde til sin kone: "Kog din lillebror." Mens hun var

ved at koge ham, stak han sin kniv ned i gryden og gik fat i et stykke kød, som

han spiste. Han stak sin kniv ned og fik fat i et underarmsstykke, som han gav

sin kone og sagde til hende, at hun skulle spise det. Hun lod, som om hun spiste

det, men dækkede det til med aske. Manden sagde: "Aninaa, græder du?" Hun

svarede: "Jeg græder ikke. Jeg er bare genert." Hun græd i virkeligheden. Manden

spiste efterhånden svogerens kød op. Så begyndte han at fede sin kone op ved

med lutter rentalg. Han gav hende vand i en muslingeskal.

Til sidst kunne hun ikke rokke sig af stedet.

 

En dag han skulle ud på fangst, snørede han teltudgangen omhyggeligt til. Da han blev længe væk, ville hun gøre et forsøg på at komme ud af teltet med sin ulu. Hun lod sig falde udover briksekanten og rullede hen til teltets indgang, og med møje og besvær kom hun op på teltdørbrædtet. Så skar hun snøreremmen i teltdøren over med sin ulu og kom ud. Hun rullede ned til et beskidt vandhul. Hun drak af vandet og kom på højkant. Hun følte sig lettere. Hun gik op til teltet, og herinde stoppede hun noget ned i sin (anorak med) rygpose, som hun stillede op på briksen med ryggen til indgangen, hvorefter hun atter bandt snøreremmene til teltindgangen sammen. Så tog hun af sted.  

 

På det tidspunkt, hvor manden kunne ventes hjem, var hun nået frem

til et stort stykke drivtømmer, og hun sagde til tømmeret: "Det store træ, det

store rødved - Ia - Arapê - qupê - sipê - sipí - sísariaq".(.. revn, flæk, lad

det flækkes? BS.). Træet flækkede, og hun krøb ind. Så sagde hun: "Det store træ, det store rødved. Ja! Arapê - mamê - mamê - mamigsísariâ!" Træet lukkede sig, og det blev bælgmørkt derinde. Mens hun var derinde, hørte hun støjen af sin mand,

der kom hen til træet og sige: "Jeg var for længe om det, jeg var så længe

om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han bankede på træet, og

gik sin vej.

 

Det varede ikke ret længe, så kunne hun høre, at han kom tilbage.

"Sporet er her,"(hørte hun ham sige. Chr. B.). Da kvinden kunne høre på lyden, at han havde forladt træet, sagde hun:

"Det store træ, det store rødved - Ja - Arapê - qupê - sipísisaria!" Så flækkede

træet, og hun kom ud og skyndte sig af sted. På det tidspunkt han kunne ventes, krøb hun ind i en rævehule. Efter nogen tid derinde hørte hun ham komme. "Her ender hendes spor," (hørte hun ham sige). Nu kunne hun

høre, at han var ved at grave sig ned i hullet, men han blev træt og forlod

det. Mens hun endnu var der, hørte hun ham igen komme og snakke: "Jeg var for

længe om det, jeg var så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe

hende." Han gravede, men blev træt og gik sin vej.

 

Hun krøb ud og fortsatte sin vandring. Ved den tid man igen kunne

vente ham, gemte hun sig bag et buskads.

Dér hørte hun ham komme. Han sagde: "Jeg var for længe om det. Jeg var

så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han gravede, men blev

træt og forlod stedet. Hun blev foreløbig bag buskadset. Så hørte hun igen

manden komme og han sagde: "Her ender hendes spor." Så snart han forlod stedet, løb hun videre. Denne gang ville hun nå frem til et beboet område. Hun fik øje på

nogle bærplukkersker. Da disse så hende tog de flugten.

Så råbte hun til dem: "Jeg er Igimarasussuks kone." De kom tilbage og tog hende i hånden og førte hende hjem. Her fortalte hun følgende: "Den onde

Igimarasussuk spiste sine koner. Han spiste sin svoger. Hvis han virkelig

stræber mig efter livet, vil han vise sig. Han er altid er ude på fornøjelser, tag endelig være godt imod ham."

 

Nogen tid efter viste han sig. De gik hen

og tog imod ham "Har din familie det godt?", spurgte de. "Ja,

de har det godt nok."

 

Hans kone sad gemt bag vægbeklædningen og betragtede ham

gennem et lille kighul. Man satte mad frem til ham. Efter måltidet gav de ham

en tromme og bad ham om at underholde dem. Han tog imod trommen, men returnerede

den uden at have brugt den, idet han sagde: "I kan give underholdningen." En af

mændene greb den og begyndte at synge: "Den onde Igimarasussuk, som plejer at

spise sine koner." Da dette blev sagt, blev Igimarasussuk rød helt ned til

brystet. Han sagde, at hans kone, som selv havde spist sin lillebrors underarm, nok havde fortalt sådan. I det samme trådte hans kone frem og sagde: "Jeg har

ikke spist det, jeg dækkede det til med aske."

 

Da de greb ham, gik konen hen og trak i hans testikler, så de blev revet helt løs, og han døde på stedet.

Den gang Igimarasussuk kom hjem fra en tur, var han gået op til teltet med sin

harpun, og idet han åbnede teltindgangen, havde han harpuneret den dumme (anorak med) rygpose, som konen havde stoppet ud. Slut.

 

Medlem af forstanderskabet i Paamiut, D. Möller.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Hist.: En yderst populær fortælling, der næsten altid fortælles i samme store træk. Den indgår også sjældent i andre forløb af sammenkoblede fortællinger.

oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit

Print
Dokument id:297
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 602 - 605, nr. 170
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 236 - 238.: De gamles eneste søn..

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 236 - 238: Oqaluttuaq utoqqannguit ernituarsuannik.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I: nr. 62.

På engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Et ældre ægtepar havde en eneste søn. De boede sammen med et andet ældre ægtepar, som var barnløst. En gang var de på ammassatfanst. Under opholdet på det sted, hvor de var ved at bjærge ammassætter, døde sønnen. Forældrene rejste derfra, inden der var gået fem dage og efterlod det barnløse ægtepar på stedet. Det efterladte ægtepar havde ingen til at skaffe sig mad, og manden sagde: "Lad os gå op til graven." Oppe ved graven sagde manden til konen: "Du er en kvinde, fjern, de sten der dækker graven." Konen svarede: "Du er en mand, du kan fjerne stenene." Men manden gentog det, han havde sagt til sin kone. Konen fjernede  

en af stenene, der var lagt oven på graven og manden påtog sig at fjerne      

stenene, der dækkede graven. De tog den døde op fra graven og gav sig til at  

synge. Da de havde sunget en tid, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og gav sig til at løbe. Han styrede direkte imod manden, hvis kone råbte: "A'haa! Gør dig hård." Den genoplivede mand stødte imod ham og væltede ham. Nu styrede han lige imod konen. Manden råbte: "A'haa! Gør dig hård." Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han og faldt om ('nákarpoq' egentlig: faldt ned - Chr. B.). Den ældre mand gik hen til ham og sagde: "Rare lille du, gå ned og kom ind i huset." Mens han boede der, byggede den lille ældre mand en kajak til ham og forsynede den straks med fangstblærer. En dag tog han ud på fangst. Det varede ikke længe, så så de ham runde det lille næs med to sæler på slæb. Nu havde de en forsørger.

 

En dag roede den ældre mand, der havde mistet sønnen, til stedet, hvor det

ældre ægtepar boede for at få konstateret, om de var sultet ihjel. Da han roede

uden om det lille næs, så han, at pladsen under huset var gennemfarvet af blod.

Han tænkte: "De har nok spist ham, der blev begravet!" Han kom nærmere til

stedet og så en hel masse sortsider. Kun skindet var fjernet fra dem. Han

spurgte det ældre ægtepar: "Hvem har I som forsørger?" Til hans overraskelse

svarede ægteparret: "Vi genoplivede din store søn. Nu har vi ham som forsørger."

Da de sagde dette, ville han straks dræbe dem, for han troede dem ikke. Den

ældre mand sagde: "Vent til han kommer hjem. Hvis han ikke viser sig, kan du

dræbe os."

 

Mens de stod og snakkede sammen, kom han til syne henne ved det lille

næs med flere sæler på slæb. Det ældre ægtepar sagde til manden: "Du må ikke

røre ved ham straks." De gik ned for at tage imod ham, og så snart han steg ud af

kajakken, rørte hans far ved ham, så han døde. Så gav det ældre ægtepar sig til

at synge for fuld kraft. Mens de sang, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og begyndte at løbe lige direkte imod sin far. Den lille ældre mand fik travlt med at rejse sig, idet han samtidig råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod ham og væltede ham. Så styrede han imod den ældre kvinde. Hendes mand råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han.

 

Hans far ville straks tage ham med hjem, men

sønnen svarede: "Hvis I var blevet her fem dage efter min død, ville jeg have

taget med dig hjem. Men det vil jeg ikke, fordi du rejste, inden der var gået

fem dage. I forlod mig alt for tidligt. Jeg vil ikke rejse fra dem, fordi de

har gjort mig levende igen!" Faderen kunne ikke få ham til at tage hjem med sig,

så han rejste uden ham.

 

Den unge mand fortsatte med at tage på fangst. En

dag kom han hjem fra fangst og var ganske tavs. Hans plejefar lagde mærke til

dette og talte til ham: "Kæreste du, hvorfor siger du ikke noget?" Han

svarede: "Jeg har fået én fra ildfolket ('ingnerssuit') til kæreste." De gamle

blev bedrøvede, for nu ville han jo forlade dem. De snakkede med ham om

muligheden af at flytte sammen med ham til ildfolket. De bad ham spørge den mand

fra ildfolkdet, som var hans mellemmand, om det kunne lade sig gøre. En dag han

traf ham under kajaktur, spurgte han ham så, om det var muligt at tage

plejeforældrene med. Den anden svarede, at det godt kunne lade sig gøre og

sagde: "Hvis du tager dem med, må du sige, at de, når de kommer roende i

konebåd for at forcere en klippevæg, ikke må have øjnene andre steder end på

denne klippevæg (eller: at de kun må kigge fremefter - Chr. B.), ellers kan de ikke komme ind.

 

Da han kom hjem, talte han med dem om disse ting

og sagde, at de, når de var på vej til ildfolket, ene og alene måtte kigge

efter agterspidsen (altså: den bagerste spids af hans kajak - Chr. B.) af hans

kajak. De forberedte sig til afrejsen. De tog af sted og styrede lige imod en

klippevæg. Lige før de nåede den, begyndte stranden at lægge sig oven på

hinanden ('qalerîgsâlerpoq' - lagdele sig? / tvesyn ? BS) og åbne sig. De så en konebåd, der var stillet op på et stillads. Der var en strand med rullesten. Deres boplads var meget dejlig. Under husene var der masser af kød og hvidhvalsmattak. Da de så alt dette, blev de så begejstrede, at de glemte advarslen og begyndte at kigge rundt. De vidste egentlig ikke, hvad der skete, for pludselig

forsvandt alt det dejlige, og de løb lige imod klippevæggen, så konebådens spids

knækkede og alle ombord faldt bagover. Da dette skete, kom plejesønnen hen og sagde: "Jeg skal hilse og sige, at I godt må bygge jer et hus på den lille

klippeafsats, og at de vil førge for jer med mad." De byggede et hus dér, og hver dag blev der bragt kogt mad til dem.

 

Paamiuts forstander, D. Möller.

 

Var.: Muligvis; jeg har forgæves afprøvet flere søgninger

 

Kommentar: Overgangen fra denne verden til den anden, hvor innersuit, andre ånder og de døde lever deres liv, skildres ofte som et tvesyn, der lagdeles for ens øjne.

Efter død og genoplivelse kan den unge mand færdes mellem begge verdener, men han hører åbenbart mest til den anden verden.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.