Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Dansk resumé ibid, s. 374.

Renskrift af et muligt orig. håndskr. (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Ikalêq, Qátâtsiardlo".

Andet håndskrift: NKS 3536 II, 4', læg 22: Ikalêq Qátâtsiardlo / Qattaatsiarlu.

Resumé:

Q. er en lille pige, der kun gider lege med dukker. En aften hun leger

ved indgangen til rummet, kan moderen ikke få hende i seng. Ikaleq,

en dværg fra møddingen henter hende. På dværgens opfordring låner hun

sin mors kamikker og anorak og tar sine dukker med. Hun leger hele

vinteren uden at sove. Om foråret flytter husfællerne ud til

teltpladserne. Inden de rejser må ingen smide vand på møddingen. Den,

der gør det, vil dø, fordi dværgene ikke kan fordrage det våde. Pigen

gaber næsebor og mund helt op til ørene, og kommer endelig ud af

møddingen, da husfællerne er kommet tilbage for vinteren. Hendes mor

må anbringe to små træstykker under hendes øjne, der ikke længere kan

lukkes. Pigen falder endelig i søvn, får sovet ud og bliver en sød

arbejdsom pige, da hun vågner.

Var.: Holtved 19; 19A;

Hist. I andre varianter kommer pigen kun hjem igen pga. det tøj, hun

har lånt af sine forældre. For en variant fra Sydvestalaska se

Fienup-Riordan 1994: 66.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge".

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

Var.: Nakasunnaq.

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

Var.: Kaassassuk

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

Hist.: Næppe historisk

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Resumé af denne blandet med en variant af Albrecht Beck i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en ungkarl, som elskede at more sig

(eller: en lystig bror - men usikkert). Han var altid med, når man

sang og dansede.

Engang da man begyndte at synge og danse tog han afsted i kajak mod

øst ("tunummut"- egentlig: ind mod land, indad fjorden). Mens han

roede, -?- hørte han nogen synge. Han roede af fuld kraft i retning af

det sted, hvorfra sangen kom. Han blev helt overstadig af at lytte: "Hii, hii!!" Han blev henrykt. Han så en konebåd, og han

roede til. Han var kommet ganske tæt på, da konebåden ramte

vandet. Så holdt de op med at synge ("imaarrutigdlardlutigdlo -

ordret = så var der ikke mere indhold i konebåden - men jeg tror det er

en skrivefejl, CB). Da ungkarlen nåede til konebåden, havde han glemt deres

sang. Styreren sagde til ham: "Grib konebådens ræling," og de bandt

kajakken fast. De gav sig til at synge igen, og de hævede sig op -

sammen med ungkarlen. De var lige ved at lande på en klippevæg sammen

med ham; men så hævede de sig op igen, idet de sang: "Lad os hæve os

op, komme op til vejrs - ja måske, aa-aa-haa!" De landede ved siden af

huset. Så var ungkarlen gæst hos dem.

En dag sagde han: "Min mor er sikkert blevet dybt urolig for mig: jeg må hellere tage hjem."

Men i mellentiden havde han glemt sangen. De andre sagde: "Vi skal nok

synge dig afsted." Ungkarlen kom i sin kajak midt inde i landet, og de

sang: "Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - måske

aa-haa!" Ungkarlen hævede sig op i luften og tænkte: "Jeg må endelig

ikke glemme sangen!" Han landede på toppen af et højt fjeld, på det

sted, hvor de tidligere landede. Kajakkens forende rejste sig mere og

mere op, som om han var ved at falde bagover. Han havde glemt sangen, og

han styrtede ned mod en stor stendynge. Kort før han ramte

den, stemte han i: "Måske aa - nej, det er en anden sang.

Kannaajaa, nej, det er heller ikke den." Så begyndte han at græde,

idet han sagde: "Hvordan er det dog sangen lyder!" Så kom han i tanke om

den, da han befandt sig ikke så langt fra stendyngen. Han istemte:

"Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - aa-aa-haa!"

Han ramte jorden med kajakkens stævntømmer, men steg til vejrs igen.

Hans mor råbte: "Der er ungkarlen på vej hjem uden at ro, han bruger blot sin

åre til at styre med." Moderen så ham nærme sig husgangens åbning.

Man kiggede efter ham gennem gangen. Nu var han på vej ind, siddende i

sin kajak. Moderen rakte ud efter ham; og mens hun stod med

fremstrakte arme, ramte han hende med kajakspidsen og dræbte hende.

Var.: Den flyvende kajakmand.

kommentar: almindeligvis bryder denne gamle ungarl sig overhovedet ikke om sang og plejer at gå sin vej når der synges. I denne version, hvor han elsker sang, virker det da også lidt besynderligt, at han netop tager ud i kajak, når der synges.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om mange brødre.

Der var engang en stor søskendeflok bestående af mange mænd og kun én pige. Brødrene holdt meget af deres søster. Flere gange ville hun have giftet sig, men hver gang nægtede brødrene at give hende fra sig. Det endte med, at hun blev gravid uden at være gift, og hun aborterede. Det blev hendes anngiaq-foster/ barn, der var født i dølgsmål. Hun skjulte det et sted udenfor. Hendes fætter ('igdlua', Chr. B.), hendes sølle søn, glemte ikke noget (puiúngilaq'), han var hele tiden ved bevidsthed. Da alle de mange morbrødre var taget af sted, gav han sig til at lede efter noget, han kunne bruge som kajak og han fandt et hundekranium til det formål samt et brystben, der kunne bruges som en åre. Han prøvede kajakken, og det var, som det skulle være. Nu var de kommet til det sted, hvor de skulle overvintre og de tilbragte efteråret der. Hans morbrødre var stærke mænd uden undtagelse. Nogle gange, når det blev aften, længtes han efter at se sin mor. Han plejede at kigge ind gennem vinduet. Dér lå så hans mor på briksen og sov med kun lidt tøj på (salavoq: har kun lidt tøj på. - Hos Kleinschmidt også: ligger på ryggen og strækker sig - Chr. B.), så hendes bryster var synlige. Så gik han ind og fik bryst. Ind imellem vågnede moderen med et sæt og tog på brysterne, men så var han væk.

En dag tænkte dølgsbarnet: "Jeg går her og er til ingen nytte, jeg tror,

jeg vil prøve at dræbe alle mine mange farbrødre (morbrødre?)". Da de tog ud på

fangst, tog anngiaq - barnet også af sted. Han nåede derhen og iagttog den nøje

fra den yngste til den ældste. Idet den yngste farbror roede løs for at

harpunere en sæl, placerede han sig under kajakkens stævntømmer (uklart - måske

bare: stævnen. Alligevel giver det ikke en mening, der er forståelig - Chr. B.). Da han harpunerede sælen, skyndte han sig helt hen til kajakken og

slog ham ('piutakasitdlarpâ' - kender jeg ikke - Chr. B.), så blodet løb ud af hans ene næsebor. Så fjernede han sig. De andre roede derhen, da han

kæntrede på grund af sælens ryk i linen. De fik kajakken op på ret køl igen, så

at der kom blod ud af mandens næsebor, og at han ikke trak vejret.

Hans brødre forsøgte at genoplive ham, men måtte opgive, så han var død, da

de kom hjem med ham. Det var starten på de usle anngiaqs aktiviteter,

der førte til udryddelse af farbrødrene, fra den yngste til den ældste. Hver

gang de var ude at ro i kajak, dræbte han én. Da han havde dræbt dem allesammen,

tænkte han: "Hvad har jeg at gøre her nu, efter at jeg har udryddet mine mange

farbrødre?" Så drog han ind i landet for dér at leve som qivittoq.

Derinde i landet hørte han en dag nogle synge. Han blev glad. Han ledte opmærksomheden hen på en lille kajak. Han gav sig til at ro endnu kraftigere. Det varede ikke længe, så roede (?) han ind i husgangen og krøb ind under indgangen til rummet. Deres åndemaner gav sig til at snakke: "Kom med ild, kom med ild." Det sølle dølgsmålsbarn tænkte: "Hvad skal jeg dog gøre, han er ved at svide min isse." Efter at have tændt en fakkel, kiggede de ind. De hujede så det klang. Det viste sig, at han havde forskrækket nogle indlandsboere, der manede ånder, til døde. Han bildte sig ind - endnu mere end før - at han kunne klare hvad som helst. Da han kom hjem under køkkenmøddingen, gav han sig til at dreje kajakken rundt ved hjælp af sin åre, et brystben. Mens han gjorde det, tænkte han: "Jeg dræbte alle mine morbrødre, jeg udryddede mine velskabte farbrødre -jeg elendige menneske". Mens han befandt sig under køkkenmøddingen, begyndte en åndemaner, at mane ånder og sang om den eneste kvinde i en stor søskendeflok og om hendes dølgsmålsbarn, der udryddede hendes mange brødre. De forsøgte at få kvinden til at bekræfte dette, men hun ville ikke indrømme det. Men hun sagde tilsidst: "Det var dengang jeg fødte en ganske ubetydelig baby." Da hun begyndte at berette, fik dølgsmålsbarnet hovedpine. Hovedpinen blev værre og værre, mens moderen fortalte om ham. Så mistede han bevidstheden. Det viste sig, at han var død.

(En meget dårligt fortalt fortælling - Chr. B.).

Var.: Søg på: anngiaq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 145, s. 334.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 107, ss. 450 - 451: Avigatsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avigiatsiannguaq.

Det fortælles, at Avigiatsiannguaq var gået hen for at slibe værktøj ('ángiússiartulerujoq' danske kommentar: slibe. Formentlig nordgrønlandsk accent: angiussivoq, sydgrønlandsk: agiussivoq - Chr. B.). Mens hun / han var ved at slibe noget blev hun skubbet ('ungigpâ - danske kommentar: skubbet ud. Jeg kender ikke glosen - Chr. B.) ud af en stor hval. Hun var ved bevidsthed hele tiden. Efterhånden gik det op for hende (der står egentlig: kom til bevidsthed - Chr. B.), at hun var begyndt at sove som en hval. Hun var blevet optaget blandt hvaler. Men hun blev træt af det og tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun hvalerne og sluttede sig til grønlandssælerne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en lille, ung blåside, og at hun havde fået sig en god ven. I blæsevejr lå hun på græs / tang ('ivigsugarssuit' - jeg kender ikke glosen, men den har noget med græs at gøre - Chr. B.) og trillede rundt. Så tænkte hun: "Gid jeg kunne forlade disse." Da kom hun til netsiderne og det gik op for hende, at hun var blevet til en ét år gammel spraglet sæl og at hun havde fået en god ven. De bestilte ikke andet end at kradse hinanden. Hun tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun dem lige ved vinterens begyndelse. Hun forlod netsiderne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en gammel ringsæl, og hun fik en god ven, som var ligesom hende.

Meget sent på efteråret kom der is på havet i fjordene. Man kunne høre dem

derude ('atasauko' - måske har denne glose en anden betydning? chr.b - Under

isen kunne man høre, at folk deroppe BS), at de lavede små

harpunspidser. Avigiatsiannguaq og hendes grimme gode ven skiftedes til at holde

åndehullet i isen åbent. Så snart den ene dykkede, blev vedkommende afløst af

den anden. Mennesker, der var på netsidefangst, kom ud på isen og gik hen til

åndehullet. Her gav de sig til at vente på, at der skulle dukke en netside op.

Avigaatsiaq sagde til sin ven: "Svøm hen til åndehullet og duk op." Sådan

opfordrede de hinanden skiftevis, men ingen af dem ville være den første. Men da

Avigaatsiaq var ved at kvæles, svømmede hun op til hullet. Hun dukkede op og

mærkede blot en kløen ('páisuatdláinauvoq' kender jeg ikke, hvorfor jeg har

henholdt mig til den danske kommentar - Chr. B.) og da hun kom til bevidsthed, lå

hun på isen. Da de puslede med hendes hageparti (for at fastgøre trækremmen? -

'manusiorsersorniartalermáne' kender jeg ikke. Oversættelsen i parantes

er et gæt - Chr. B. Måske maniisior-, ville trække hende hen over den knoldede is, BS) var hun lige ved at grine. Da de var færdige, trak de af sted

med den. Når hun bumpede hen over ujævnheder, var hun lige ved at grine. De

sagde: "Qunnanaq har fanget en netside." Hans kone kom ud for at flænse sælen.

Da kvinden skar sælens mave op, kildede det, og hun var lige ved at grine. Da

kvinden skar kødet i stykker (der står egentlig: 'seqútileriarmani' -

sequtserpaa - knuser det), 'niaquata pilaqânut ingminik marquminut pulavoq'

(sætningen er uoversættelig: til det, dens hoved flænser, den kryber ind i sit

hoved) (Qunnanaqs kone kunne ikke få børn). Da hun gik ind med netsidens hoved,

lagde hun det under vinduesbriksen (det lille ord er ulæseligt, men måske:

'briksen under vinduet - aki - Chr. B.). Om aftenen, da de sad og fordrev tiden

med noget, belavede Avigaatsiaq sig på at gøre hun ville med konen til ham,

der havde fanget netsiden. (Her har jeg fulgt den danske kommentar for over- hovedet at få en mening ud af det - Chr. B.). På briksen ved sin lampe sad

fangerens kone med benene overkors og kogte kød. Avigaatsiaq krøb ind i hende (?), ind i et lille hus, hvis vægge var rimet (iset) til. Den begyndte at rense det for rim (is). Da den smed skidtet ud i gangen, kunne man høre, at det rumsterede derinde/ derude, mens der blev sagt: "Nu er der kommet træk (eller: Nu bryder det op - Chr. B.). Qunnanaqs kones mave blev større og større, hun fik veer. Da Avigiatsiaq fik svært ved at komme ud, fordi passagen var for snæver, tænkte hun: "Lad mig prøve at komme ud." Da hun var på vej ud og kiggede ud, så hun, at en gammel hvidhåret kvinde var placeret ud for udgangen. Hun generede sig - men skidt med det. Nu var hun ligeglad med alt, og hun tænkte kun på at komme ud. Hun tænkte: "Når jeg er kommet ud, håber jeg, at jeg bliver Avigiatsiaq." De begyndte at snakke: "Giv barnet et navn." Nogle sagde: "Lad os give det et navn efter hende, der var ude at slibe værktøj". De begyndte at græde lidt: "De kaldte

barnet Avigiatsiaq. Nu blev hun henrykt."

Slut.

(På sine steder er fortællingen svær at forstå - Jeg ved ikke, om Avigiatsiaq er

kvinde eller mand. Jeg har ladet personen være en kvinde - Chr. B.).

Var.: Navagiaq.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 137.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Ilupaarusiarsuk

Engang ville Ilupaarusiarsuk have sin datter til kone og gå i seng med hende. Men datteren ville selvfølgelig ikke, og faderen drog bort for at blive fjeldgænger / qivittoq. Han gik og gik, langt ind i indlandet. Langt derinde så han på et tidspunkt ovenfra to kæmper, der endnu var på lang afstand. Han dukkede i skjul og nærmede sig dem mens han holdt sig skjult. Da han mente, han var tæt nok på, kiggede han ned og sørgede for kun at vise det halve af ansigtet oppe over en lille kløft. Mens han så kiggede på dem, så den ene af dem op og sagde: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, er han deroppe som fjeldgænger." Da han sagde dette, drog Ilupaarusiarsuk videre, væk fra dem til et andet sted, også for at komme væk derfra.

Da han var kommet langt væk fra dem så han to små mennesker ovenfra, to små dværge / inuarullikkat. Endnu engang begyndte han at mærme sig dem uset. Han var så heldig at finde en lille kløft og ville kigge efter for at se dem, og igen med kun det halve af ansigtet over kløften. Han så efter, og jo, dernede var de med ryggen til ham. Den ene af lilleputterne så et kort øjeblik på ham, vendte sig bort igen, og sagde så: "Da Ilupaarusiarsuk forgæves har søgt at få sin datter til kone, siges det, at han er deroppe som fjeldgænger." Lidt senere sagde han så: "Du er godt i gang med at forpeste vores dejlige jagtområde med ækle lugte, gå hjem dit fjols." Godt skræmt kunne Iluparusiarsuk så ikke andet end vende hjem.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Moralen er gældende i traditionel som nyere tid, men det er nyt, at ånderne spiller dens vogtere som her.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Også oversat til dansk i Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 116 - 119.

Resumé:

Kaassassuk er en lille forældreløs dreng, der bor i siden af husgangen (det tidligere kogerum? BS) og blir tævet når hans storesøsters mand slår hundene med sin støvlestrækker undervejs ud. Kaass. har også en plejemor. Når han vil op i fælleshusets rum til kogt sælkød hiver svogeren ham ind ved næseborene, og spiser han for hurtigt undersøger man hans mund for små knive og piller dem ud. Derfor vokser Kaass. slet ikke.

       Kaass. går til fjelds for at få kræfter. Der tilkalder han Kraften Herre, en kæmpehund, og denne vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden så han mister bevidstheden for en stund. På hjemvejen prøver han sin nye styrke af på nogle sten han kan løfte op på ryggen. Han får ikke mulighed for at fortælle om sine nye kræfter.

       Det rygtes at man har bjerget et kolossalt stykke drivtømmer, som Kaass. om natten sniger sig til, ene mand, at slæbe op fra fortøjningen ved stranden. Næste dag siger man spottende, at denne stærke mand nok må være Kaass. Dette gentager sig da han den næste nat bærer det derhen, hvor det skal splittes op.

       Da isen kan bære om vinteren rygtes det at tre isbjørne har lejret sig på et indefrosset isbjerg. Kaass. låner noget kamikrem (til at stramme kamikker tæt om benet med, BS) af sin plejemor mod et løfte om at forsyne hende med sengeunderlag og dyne (af skind, BS). Kaass. farer derhen, klatrer op til bjørnene og gør det af med alle tre. Den onde svoger siger: "nu vil han udrydde os alle sammen." "Nej", siger Kaass, og beordrer dem både til at partere dyrene og koge kød. Plejemoderen får skindet af de to bjørne til sit sengetøj. Ingen tør løfte Kaass. ved næseborene op til fællesmåltidet, alle tilbyder ham knive og at sætte sig nærmere dem alle, men han klatrer ind ved egen hjælp, erklærer sig fortsat tilfreds med kun sine tænder og holder sig ved sin faste plads ved opgangen. Efter måltiden får han sin lille nevø på skødet og flækker ham midt igennem. Ligeså med svogeren og storesøsteren, og derefter alle i huset.

       Han finder sig en passende kajak ude på stativerne og drager nordpå, hvor han går på besøg hos Qaassuk / Qaasuk / Qaarsuk.

       Fortsættelsen frem til slutningen er identisk med Povelsens version, som Motzfeldt også har skrevet ned. Se denne.

Kommentar: Kirsten Thisted gør udførligt rede for sammenhænge mellem denne version og Johan Povelsens, nedskrevet af Motzfeldt, i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin egenversion (denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 21.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 15, ss. 157 - 161: Giviok.)

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 253 - 256: Kivioq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 253 - 256: Oqaluttuaq Kiviunnguamik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om lille (kære) Kivioq.

Kiviunnguaq havde mistet sin kone. Han prøvede flere gange at forlade sin søn, men hver gang han sov, og Kiviunnguaq var nået ud på gulvet, begyndte drengen

at græde, og Kiviunnguaq gik i seng igen. Nogle gange vågnede drengen først,

når Kiviunnguaq bøjede sig for at gå ned i gangen, og Kiviunnguaq måtte tilbage igen. En dag sønnen havde været ude og kom ind i huset, fortalte han meget ivrigt,

at han havde set moderen, der var sammen med en anden mand. Kiviunnguaq sagde

han skulle holde op med at omtale sin mor, fordi hun jo var blevet

begravet og dækket til med store sten. "Du kan jo selv gå ud og se hende,"

sagde drengen. Han kiggede ud gennem vinduet og ganske rigtigt: Hans kone, som

døde for nogen tid siden, var sammen med en anden mand. Kivioq blev vred og

dræbte både konen og manden og lagde dem (gravsatte dem) i en ret stor

klipperevne oven på hinanden. Derefter gik de i seng. Da sønnen sov,

stod Kivioq op. Han var ved at forlade gangen, så vågnede hans lille søn, som

han plejede og gav sig til at græde. Men denne gang lod han ham være. Så snart

han kom ned i sin kajak, gav han sig til at ro for fuld kraft. Han roede og

roede, ud på det store hav, hvor der ikke var land at se.

Først kom han til

et sted med en stærk strømhvirvel ('kaavittorsuakasik'). Han var nær

blevet suget ned ('nakkaleraluarluni'), men kom med nød og næppe op og væk fra den. Han roede videre og kom til havets lus ('immap kumai').

Forsøgsvis kastede han en pind, som sad på kajakken til beskyttelse mod slid,

ud til dem. Så snart den faldt på vandet, blev den spist af lusene, rub og

stub. Han kastede en vante ud til dem. Den holdt længere

end pinden. Han viklede gamle vanter omkring årebladene. Så roede han videre og

kom over og igennem, netop som de spiselige dele var blevet spist op

('ikkaallattalersorlu' kan jeg ikke få en fornuftig mening ud af. Chr.B.). Så så

han noget sort forude. På nærmere hold var det skam land.

Kivioq tænkte: "Hvis der bor mennesker, findes der sikkert også et

lille fjeld, der er goldt (ifølge Rinks kommentar, 'evqitsoq' betyder "rent")." Det var der. Han gik i land før selve stedet. Han så på den anden side af fjeldet et hus. Da han gik derhen, opdagede han, at de var ved at koge mad. Han

væltede røghullets vindskærm og gemte sig bag ved huset. Der kom én ud af huset

og sagde: "Det er vel ikke en mand, der har væltet den" (ifølge Rinks

kommentar. Chr.B. er usikker). Da hun var oppe for at rejse

skærmen igen, opdagede hun Kivioq og skyndte sig ind i huset. Hun kom ud igen og

sagde til Kivioq, at han skulle komme indenfor. Derinde lå en kælling på maven

med en dyne over sig. Hun sagde til sin datter, at hun skulle hente nogle bær.

Hun kom ind med noget bær i fedt og satte det frem. De dampede kraftigt.

Kivioq, som gav sig til at spise, sagde: "Sikke velsmagende bær." Hertil sagde

Usorsaq (navnet har noget med penis at gøre) (den gamle kælling): "Det er fordi

fedtet er fra en ung mand". "Den slags spiser jeg ikke," sagde Kivioq. Da han bukkede sig lidt, så han en mængde menneskehoveder under briksen. Da gav Kivioq sig til at kigge grundigt rundt, og da kællingen en overgang ikke længere var helt

dækket af dynen, så han noget blankt stikke op af hendes bagdel. Da de

skulle til at gå i seng, fandt Kivioq et påskud for at gå udenfor. Derude

fandt han en flad sten og stak den ind på brystet under tøjet. Han kom tilbage

og gik i seng. Han lagde sig ned på ryggen og sagde: "Jeg kommer nok til at sove

godt." Kivioq lå og lod som om han sov. Kællingens datter, som troede, at han

sov rigtigt, sagde det til sin mor. Denne sprang ud på gulvet ganske

lydløst, men da Kivioq lod som om han var ved at vågne, sprang hun tilbage lige

så lydløst som før. Men så snart han lagde sig til rette igen på ryggen

('manilerpoq' kan vist godt tydes derhen), sagde datteren: "Nu sover han."

Kællingen sprang hurtigt ned igen på gulvet (ret ulæseligt, men ifølge

Rinks kommentarer. Chr.B.). Fra gulvet sprang hun op på mennesket (Kivioq) og ramte ham i hjerteregionen ('ileqqorsorluni nipaa' - se bemærkningerne til originalen. Det næste ord er jeg ikke i stand til at læse. Chr.B.). Hun væltede. Datteren skreg: "Usorsaq har brækket halebenet. Hvor trist, for det har ellers skaffet os rigeligt at leve af." Kivioq stod op og befriede sig for stenen, som han havde liggende på brystet. Da han flygtede ud, sagde Usorsaqs datter: "Bare man kunne spise hans kindkød" ('kulunnguakasik' kender jeg ikke - se bem. i originalen. Chr.B.). Kivioq, som var kommet i sin kajak og var ved at kæntre, sagde, mens han rettede sig op igen: "Lad mig ramme hende deroppe med min vingeharpun". Som sagt så gjort. Det hele blev farvet rødt.

Han sejlede væk fra hende og kom igen til et fjeld, som var goldt. Han gik i land før selve stedet. Fra fjeldet så han et hus. De var ved at koge mad. Han gik ned til det og væltede som før vindskærmen og gemte sig bag huset. Der kom én ud og sagde til sig selv: "Det er mærkeligt, at vindskærmen er væltet, for det blæser jo ikke". Pigen gik ind, men kom ud igen. Kivioq trådte frem, og pigen bød ham indenfor.

Hele vejen rundt i rummet var der blærer. I huset boede mor og datter. Moderen sagde: "Nu falder vandet om ikke så længe. Når det er ebbe, plejer vi at binde blærer på fiskene, men vi savner én til at hente fangsten." Kivioq fortalte, at han havde dræbt begge de ækle kvinder. De svarede: "Det var vel nok dejligt, for de to kvinder har dræbt vores mænd", og de sagde videre: "Bliv hos os!" og det sagde Kivioq ja til. Så sagde kvinderne: "I morgen vil vandet falde, som det plejer. Når du hører et drøn, skal du løbe derud, og når du hører endnu et drøn, skal du styrte ind i land." De gik i seng.

Kivioq vågnede ved, at datteren var på vej ud, og da han i det samme hørte et drøn, skyndte han sig at komme op. Han så, at kvinderne allerede havde sat blære på flere helleflyndere. Kivioq nåede lige at sætte blære på et antal helleflyndere, så hørte han et drøn og opdagede, at vandet var ved at rulle hen over ham. Han havde ikke mærket noget til kvinderne. Kivioq nåede på land, da vandet slikkede hans hæle. Det blev højvande og Kivioq roede ud og hentede de fisk, der drev i land uden for deres boplads. Kivioq blev på stedet, og der var ingen grænser for kvindernes taknemmelighed.

En dag kom Kivioq til at tænke på sin kære søn, som han rejste fra, og hvis

gråd han endnu havde kunnet høre på stadig større afstand. Han roede samme vej

tilbage og overvandt de samme forhindringer, som han var ude for på udturen. Da han nærmede sig landet, hørte han nogen synge. Han roede hen mod lyden og fik

øje på en hel masse konebåde, der slæbte en hval ind. Oven på hvalen var der en høj mand med skæg, der sang. Det viste sig, at det var hans søn, som havde fanget

en hval og nu stod han oven på hvalen og sang af fuld hals. Han kunne ikke

genkende ham lige med det samme. Men det var altså den samme søn, hvis

gråd han havde hørt, da han tog fra ham, som han nu genså oven på en hval.

Var.: Kivioq

Kommentar: Tidevandsfangst; Varianter også hos canadiske Inuit.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Fortælling om en gammel ungkarl.

Ungkarlen Orlavaarsuk brød sig slet ikke om morskab ('quiatsâqaoq'. chr.b). Alligevel fik han en dag lyst

til være ligesom de andre og søgte efter en hjælpeånd. Hans kommende

hjælpeånd sagde: "Jeg er her". Hjælpeånden viste sig og lignede en

konebåds stævntømmer. Når den stak sin stav i jorden, gik der ild i den. Da Orlavaarsuk så hælpeånden, tog han flugten. Han nåede stranden og var ude af stand til at komme videre. Han gik ud i vandet, så det sprøjtede omkring hans skuldre('erssiginit' - ifølge Rinks kommentar: skuldre. chr.b). Han kom op på en lille ø.

Hjælpeånden sagde: "Jeg er sikker på, at ingen vil reagere næste gang lille

Orlavaarsuk ønsker sig en hjælpeånd". Derefter gav den sig til at gå indefter.

Orlavaarsuk vendte tilbage til fastlandet, han gik den samme vej som hjælpeånden

og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville komme forbi. Han sagde

til den: "Stik mig, stik mig". Hjælpeånden gik forbi uden at stikke ham. Endnu

engang gik Orlavaarsuk hen og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville gå forbi og sagde: "Stik mig, stik mig". Det ville hjælpeånden ikke og gik blot

forbi. Orlavaarsuk gik tilbage og nåede hjem meget sent på aftenen. Det fortælles,

at han siden aldrig har søgt efter en hjælpeånd (eller ordret: Det fortælles, at

han endnu i dag ikke har bedt om at få en hjælpeånd. CB). Slut

     Albrecht Bech

Var.: Rink 1859: Kaladlit oqalluktualliait I, nr. 3, ss. 37-40 -

samme nedskriver: Albrecht Bech, kateket ved Sisimiut, men temmelig forskellige

i ordlyd. se/søg: Rink 1866 - 71, nr. 63.

Hist.: Muligvis.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.

Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var

heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der

boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham.

Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det.

Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?"

renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde")

Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som

slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at

de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem,

men vendte tilbage uden at have fundet nogen.

Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han

sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal

placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn

(fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil

rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet."

Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde

anvist. Han gik i gang med en formular.

Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så

fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt.

Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget

hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham.

Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte

dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så

skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å,

mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er

("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten

afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så

sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på -

som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran,

og dræbte mange af dem.

Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen

sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde

plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom

fra."

Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende.

Siden har ingen hørt noget om ham.

Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som

var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt.

Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han

nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom

op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med

hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb

åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har

taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg:

"Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig

tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden

(tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb

hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.

Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde

fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt

væsen."

En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder.

En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq,

eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder."

Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er

Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?"

Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at

gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver

tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at

jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."

Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem.

Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden.

Papikkaalaq var blevet klog af skade.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de

ville overvintre.

Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere;

og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede

vinterproviant under konebåden.

Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var

blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere

gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.

En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at

gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du

plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op

nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik")

et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget

andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren

ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige:

"Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede

samtlige dværge (derude).

Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i

åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke

længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned.

Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham

nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj,

stejl klippevæg.

Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra.

Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke

er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal

udspørge ånder?"

En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden

svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være

ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge

ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).

Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var

blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer.

Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da

han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev

taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer."

Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere

tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde

Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Hans Hendrik / Henrik var med som tolk og jæger på flere polarekspeditioner. Se fx Lidegaard, Mads: Hans en eskimo. Kvh.: Nyt Nordisk Forlag, 1985.

I en indledning til beretninger fortæller Pinni / Peter at han blev født 1866 iAkilineq / Canada, og til slut i denne indledning : "inuvdluarit - agdlagtoq Peter Bech": Lev vel, den der har skrevet det, Peter Bech. Men håndskriften er Knud Rasmussens, både i denne indledning og hele beretningen igennem.

Det er en gåde jeg ikke nu og her kan løse, BS.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde

forsørger.

De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede

godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik

det ind i huset.

Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind

i landet for at søge efter noget

(spiseligt)("ujardlilúniarumardlune").

Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik

han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han

mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere,

opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort

et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo.

Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i

huset.

Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde

på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du

her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at

finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned.

og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen

forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den

ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og

ventede på, at det skulle blive aften.

Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte

drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af

en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han

stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde

til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget

spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod

briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han

har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en

hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig

igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den,

hvorefter de gav sig til at dele den op.

Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede

længere ind på briksen og lagde sig ned.

Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han

kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham:

"Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt

længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til

rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.

Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham

noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting.

Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle

have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens

store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har

på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå

hurtigt. Sådan gik han længe med ham.

Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten

havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten.

Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad

gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.

Var.: hæfte 419 nr. 100.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 154 - 155.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Om Qillarsuaq.

Marteeraqs tillæg til en velkendt fortælling.

   Da vi jævnligt træffer folk fra Thule-området, er vi vant til dem og kender deres sprog. Mens vi boede i Appaalissiorfik og i Sarpak, gjorde de jævnligt ophold hos os. Og mens vi var i Tasiusaq, traf jeg Torngi, der er søn af Qumangaapik, der igen var søn af Qillarsuaq. Han var et stort menneske. Dengang Knud og Piitarsuaq (Store Peter) kom med varer til Tasiusaq med skibet "Hvalen", kom Thule-boerne på hunde-slæder og hentede lasten. Eri, der var Thule-boer, havde endda fundet sig en kone i Nuussuaq. Og hun tog med ham nordpå. Det fortælles, at Qumangaapik havde 15 børn sammen med tre kvinder. Jeg ærgrede mig meget over, at jeg var på besøg hos min lillesøster i Tussaaq, da hans lillebror Meqqusaaq var i Tasiusaq.

   Det fortælles, at Aaqquttak var vidtberejst. Han havde træben. Engang hvor han var på rejse, havde han der i Serpalik truffet Qillarsuaq og de andre, da de lige var flyttet dertil fra det nord-østlige Canada.

   Da Qillarsuaq og hans fæller, hvoriblandt Qillarsuaq var den dygtigste fanger, nærmede sig Thule, fortælles det, at han ikke længere kunne sove om natten. Når de gjorde ophold om aftenen og var kommet endnu nærmere Thule-boerne, lyste det ligefrem om hans hoved, dér om aftenen, når det blev mørkt.

   Han blev søvnløs om natten efter at det begyndte at lyse om hans hoved. Og det var på det tidspunkt de kom til Serpalik og gjorde ophold. Så opdagede Qillarsuaq, at hans svigerinde havde holdt noget hemmeligt overfor ham, og da han forstod det, byggede han en hytte, som han lukkede hende inde i, så hun kunne være der og alene fryse ihjel. Tilfældigvis kom Aaqquttak forbi på det tidspunkt, fordi han var taget på isbjørnejagt på hundeslæde sammen med sin plejesøn. De kørte i de samme hundeslædespor, og på den måde kom de til Serpalik, som de andre var nået frem til.

   Da Qillarsuaq og hans fæller, der jo var på flugt, havde set, at der kom folk, og da de nu befandt sig på fast grund, gjorde de sig klar til, hvad der nu måtte ske, ved at kravle op ovenover hytten.

   Aaqquttak bad sin plejesøn om at holde stille, da han selv ville gå hen til disse mennesker, der holdt sig i beredskab med deres buer spændt. Først var han begyndt at gå deropad med sin pisk i hånden. Men da han kravlede op over isfoden, smed han den fra sig.

   Og da han havde råbt noget beroligende til mændene, havde de uden videre smidt deres buer fra sig og var hurtigt gået ham i møde.

   Og sådan fortælles det, at de havde reddet hans svigerinde. Da de nu havde noget at fejre, havde Qillarsuaq ladet hende komme ud.

   Det var blevet aften, og Qillarsuaqs fæller kom til, og de havde oven i købet fanget mange rensdyr. Så kogte de rensdyrkød. Og da det var kogt færdigt, skulle de til at spise deres gevaldige måltid. Det viste sig så, at de, når de spiste varm mad på opholdsstederne, havde for vane at spise "fælles" (når én havde taget en bid, gav han stykket videre til den næste, og runden gik i samme retning som verdens gang).

   Og det fortælles, at Aaqquttak ikke havde forstået noget, så da det kogte stykke kød nåede hen til ham, gav han det ikke videre. Uden at gøre ham noget havde de bare forklaret ham, hvordan man skulle bære sig ad.

Hist.: God overensstemmelse med andre beretninger om Qillarsuaq fra Arktisk Canada. Se bl.a. Rasmussen, Knud, 1925: Myter og Sagn fra Grønland, III; 1905: Nye Mennesker.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut

unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).

Resumé:

I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut.

      Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.

Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?

Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS).

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 72, ss. 209 - 211: Angakokken

Tugtutsiaq.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 56, ss. 324 - 328.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To forældreløse, en dreng og hans lillesøster, boede i

et langt hus. Beboerne tog ud på bærtogt og efterlod børnene

alene.

Tuttutsiaq var den ældste af børnene. Han sagde til de andre: "Skal vi

ikke lege, at vi maner ånder?" De andre begyndte at rigge rummet til. Han (Tuttutsiaq?) tog sin pels af, hængte den over indgangen og bandt enderne af ærmet sammen med senetråd. Derefter råbte han flere gange for at lokke nogen (ånder) til. Nogle af børnene blev forskrækkede og flygtede,- selv gulvfliserne flygtede med. Tuttutsiaq forsøgt at rejse sig, men

endeballerne "tasissâínaríput" (det er noget med at hans endeballer

klæber fast og bliver trukket lange som elastik). Han sagde til de

andre: "Pak den her dumme pels ind og dæk vinduerne, og tænd lamperne."

Så rejste han sig op. Han sagde til de andre børn: "I må ikke sige det

til de voksne."

Hen på eftermiddagen vendte konebåden hjem med dem, der havde været

ude på bærtogt. Nogle af de yngste børn, der endnu ikke havde fuld

fornuft/ der endnu var for små til at forstå det sagde: "Idag legede

Tuttusiaq, at han manede ånder. Vi, ja fliserne på gulvet

flygtede osse!"

De voksne undrede sig og sagde (til de andre): "Igiteqigisigo!

("ingiteqigisigu" ?, lad os få ham til at sætte sig ned), lad os få

ham til at mane ånder. Da de sagde det, blev han bange og vægrede

sig. Han brast i gråd. På det tidspunkt fik fangerne ingen sæler.

"Du må gøre dig klar, Tuttutsiaq!" Til sidst, da de ligefrem skældte

ham ud, satte han sig ned på gulvet for at beholde hovedet (for ikke

at blive dræbt?). Han begyndte at påkalde hjælpeånderne, en isbjørn og

en hvalros, som han skulle bruge som hylstre. Så hørtes der brøl fra

isbjørnen neden for husene, og man hørte en hvalros dukke op. Da

isbjørnen viste sig ved stranden, bed den det sølle menneske,

Tuttutsiaq, i armen. Efter indånding trak den ham væk fra det sted,

hvor han sad, hvorefter den smed ham hen til hvalrossen, som holdt sig

på overfladen lidt længere ude. Før Tuttutsiaq nåede hen til

hvalrossen, dykkede isbjørnen ned under vandet og svømmede hen til

hvalrossen. Endnu før Tuttutsiaq ramte vandet greb hvalrossen ham med

sine stødtænder og sendte ham videre til isbjørnen, som dukkede op

længere ude. Derefter dykkede hvalrossen ned.

Skiftevis greb de ham og kastede ham til hinanden og kom længere og

længere ud. Det gik op for Tuttutsiaq, at han var kommet uden for den

yderste kyst (de yderste øer?). Og netop som han var kommet så langt

ud, at han knap kunne skimte de højste fjeldtoppe, dukkede der i vest

et land op, som ikke var så stort som det, han rejste fra. Ved kysten

af dette land dukkede isbjørnen op for sidste gang, bed ham og

slyngede ham op lidt oven for stranden.

Da Tuttutsiaq kom til sig selv, fik han oven for øje på et lille hus.

Oven på husgangen sad der en stor hund og brølede med blottede tænder.

Tuttutsiaq blev bange og gjorde sig vred, mens han nærmede sig huset

for at gå ind. Da han stod ud for husgangen, opdagede han, at den vej

han skulle, var som knivsæg, og at der var mørkt inde i huset. Men

der var ikke andet at gøre end at følge vejen. Han kom ind i rummet og

så, at personen i huset led stærkt og lå på briksen med hovedet

mod bagvæggen og med udslået hår. Hun løftede hovedet, og da hun så

Tuttutsiaq, sagde hun med streng stemme: "Du sølle mand, hvorfor er du

kommet herind? Du kan alligevel ikke fjerne mine plager!" ("pinerdloqutíka")

Tuttutsiaq kiggede ind fra gangen henover indgangen stående på det,

der så ud som et knivsæg. Så sprang han op og viklede hånden ind i

håret på hende. Kvinden greb ham og kastede ham ud i retning af

gangen, i retning af det, der så ud som et knivsæg. Men da han jo

havde viklet armen ind i håret, undgik han at blive revet løs fra

hende. Da hun opdagede, at han stadigvæk hang fast, forsøgte hun én

gang til at kaste ham fra sig. Hun forsøgte det ti gange ("agssait

nârissaraluarpai"). Så blev hun træt og opgav det. Hun overgav sig og

sagde til Tuttutsiaq: "Tag og fjern alt det der plager mig!" Da

fik Tuttutsiaq øje på, at der i øjenkrogene, i

næseborene og i mundvigene sad ting, som kvinderne brugte til at

stoppe kønsorganerne med (menstruationsbind af tørret mos) ("utsordloqutinik"). Dem kastede Tuttutsiaq ud mod indgangen.

Dengang isbjørnen bed Tuttutsiaq om aftenen og førte ham ud af huset, sagde

det plask ved indgangen. Så sagde folk i huset: "Nu kan man høre

Tuttutsiaq komme hjem. Tænd lys og se efter!" De så noget vådt mos. De

slukkede lyset og gav sig til at synge igen.

Da Tuttutsiaq havde fjernet det mos, som kvinderne brugte, blev den

store kvinde rolig. Hun sagde: "Sæt min hårtop op!" Tuttutsiaq satte

hårtoppen op på ordentlig vis. Fra væggen tog hun en stor ørnevinge.

og med den ordnede hun den osende lampe ("nunap tungânut

erdloqaunera", det er noget med = henimod land, men "erdloqaunera"

kender jeg ikke Ch.B). Herefter kom lampen til at brænde fint.

Tuttutsiaq havde ikke lagt mærke til, at væggen var beklædt med skind,

gamle konebådsbetræk. Da lampen nu brændte ordentligt, opdagede

han, at den anden ende af rummet var mørk. Kvinden sagde: "Gæsten

burde egentlig ledsages." Idet hun sagde dette, kom der en lille mand

med en lille næse frem fra vægskindet. Og andre, der lignede ham, kom

ud uden ophør, (sagde Tuttutsiaq). Da den sidste var på vej ud, sagde

han: "Qeeq! qeeq! sii! sii!, på samme måde som alke og tejste siger.

Da han hørte disse stemmer, kiggede han hen på dem og så en alk og

en tejst dykke ned i indgangen.

Hun sagde endvidere: "Lad der komme nogle andre!" Der kom en "sujoraissoq" og en

"napumassoq".

Da det var kommet overmåde mange frem, sage hun: "Nu er der nok!"

Tuttutsiaq gik hen til de sidste, der kom ud, og kradsede først ham

med en krum næse i næseroden, og sidst ham med den

lige næse på samme måde. Da den første kom ud af rummet, genkendte han

ham som en netside og den sidste, der kom ud, var en spraglet sæl. Han

syntes, de var pæne, så han satte et mærke på dem. Han ville have dem,

når de blev fanget. Der kom endnu flere ud, nogle med stort

ansigt, stort hoved og stort skæg. Da der var kommet temmelig

mange ud, sagde hun: "Nu er det nok!", mens de endnu strømmede ud.

Tuttutsiaq opdagede, at lampen blussede med en kraftig flamme. Han

kiggede også ud i gangen og opdagede, at den var blevet helt

jævn, og at knivsæggen var forsvundet. Den store hund oven på

gangen logrede med halen af bar renlighed. Tænk, man siger at i det

hus hvorfra Tuttutsiaq var taget afsted, rystede alle hans ejendele,

fordi han nu var på vej tilbage og blev kastet indefter af isbjørnen

og hvalrossen på skift.

De mennesker, han havde forladt, begyndte at synge.

Tuttutsiaq var nu på vej ind, idet isbjørnen i sin tur, kastede ham

ind til land. Han kom ind så det klang ("sujarnínrmauvoq"). Og en

stor mand, der boede hos dem i det store hus, sagde: "Find ham!"

(eller måske: "Tænd lampen!") Og hvilket syn: En helt ødelagt krop af

isbjørnens tænder og af hvalrossens stødtænder. De så, at han ikke

trak vejret. De slukkede lamperne igen og gav sig til at synge. Da de

begyndte at synge, kom der straks liv i ham; og ved daggry tændte de

lampen for Tuttutsiaq. Hans sår var endnu åbne, og han var endnu meget

svag. Da deres stærke mand ("angutingassartât") kom ud, råbte han:

"(måske: Sikken en elendig åndemaner til at skaffe fangst!)"

Tuttutsiaq brummede lidt: "Bare mine store sår kunne blive lægt!"

Ligesom sårene var ved at blive lægt, blæste det op, og det var

føhnvind. En af dem gik ud og kom hurtigt ind igen. Han meddelte:

"Isstykkerne på stranden er ved at skride ud, og hvorefter er der

kommet søkonger, tejste og alke efter dem.

De tog ud efter dem med deres fuglepile. Ham, den stærke mand, der råbte, havde kun fået en enkelt fugl, selv om han havde jaget lige til aften, mens de andre havde fuld last på dækket både bagpå og foran.

Alle gav Tuttutsiaq nogle af de alke, de have fanget, i betaling, og

den stærke mand ("angutaunerssâta") gav Tuttutsiaq den eneste, han

havde fanget. De gav også Tuttutsiaq den første sortside eller den

første sæl, de fangede, i betaling. Tuttutsiaq undesøgte disse

foræringer for at se, om det var dem, han havde sat mærke på, men han

så (fandt) dem ikke alle sammen. Senere fik han at vide, at en netside

med en hvid plet i næseroden var blevet fanget i Ilulissat. Ligeledes

hørte han, at en spraglet sæl med en hvid plet i næseroden var blevet

fanget i Attu. Dem fik han ikke ("atúngilai": brugte dem ikke), fordi

de var blevet fanget så langt væk fra det sted, hvor han boede. Alle

de andre fik (brugte) han.

Oversat af Chr. Berthelsen.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 72.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. Qujaavaarsik. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Hist.: Vedr. isbjørnens og hvalrossens stafetkast, stammer det fra Østgrønland og kendetegner en særlig angakok-initiation. Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik

(i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi

deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var

hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et

menneske.

Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra

Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund.

Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade

for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt

den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en

spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden.

Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte

den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde

opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig

spydspids, der var helt rusten.

Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem,

der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage."

Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af

skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i

det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin

hund.

En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død.

Den ældre mand tog det blot til efterretning.

Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne

ud på fangstrejse.

Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog

afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik

han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede

det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede

hjemover.

Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog

det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det

omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en

ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå.

Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand

og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget.

Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav

de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde

hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv

som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls

fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned

sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg.

De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre

med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og

de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til

vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig

de samme).

Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem:

"Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de

børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende."

Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til

deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og

nåede frem til sine forældre.

Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og

blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen.

En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev

værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste

drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at

leve.

I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved

mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på

fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og

fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle

længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod

syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt

dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde

ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt

hen imod dem.

Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at

han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i

aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar

over, at der var åndemanere iblandt dem.

Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen

til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af

dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var

"Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De

opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men

så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele

("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han

trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han

gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og

denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede

han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men

under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han

stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner

ånder!"

Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane

ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra

Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det

bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde

Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under

turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den

ene efter den anden.

Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt.

Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de

opfordrede ham til det.

Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af

remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de

lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du

bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg

skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde

dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over

indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk,

som skulle snøre både inder- og yderpels til.

Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig

"qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den

ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at

mane ånder.

Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere

plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi

der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i

huset; men ingen gav lyd.

De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens

skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til

at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat,

hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden

at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej

ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis

indre og ydre var trukket over hinanden.

I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til

angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen.

De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den.

De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der

skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte

inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at

tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen

og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at

mane ånder, slukkede de lamperne.

Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem

gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen

sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel.

Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men

hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de

ikke kunne se.

Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de

opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt.

Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen

og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede,

at dets tænder ikke var ens.

Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til

Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev

de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres

børn.

Var.: En tupilek-fortælling, Holm.

Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til

et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger

udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på

fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage.

Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler

kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?"

Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette

senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned

til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i

kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og

fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han

bevægede skulderen.

Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter

sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand.

som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod

ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget

ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen

til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på

kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det

som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig

sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg

har rørt ved den."

Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod

ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange!

Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så

dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren

hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede

tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle

klippevæg for dér at lægge til land.

I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse

("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover.

DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne

sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken

var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921,

side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst.

Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være

følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning ,

eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken.

Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en

senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter

blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast

til harpunen. Så tog han afsted.

Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra

kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store

kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få

rigtigt indtryk af ham.

Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå

på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til

kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de

udeblevne til døde.

Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op.

Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at

fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare

afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig

op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.

Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet

fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted.

Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed

sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken

befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og

harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der

havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den

op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der

havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land.

Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme

fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i

retning af stranden.

Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu

havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.