Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Benjaminsen, Klara gav 6 resultater.

Eqqillit

Print
Dokument id:2064
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Eqqillit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 136
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 152: "Eqqillit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Engang alle fra de omkringliggende bopladser som altid havde holdt jul i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og kom hjem igen, havde eqqillit (hundemennesker i indlandet, BS) spist hjernen af alle de hengemte netsider. Flere personer ved navns nævnelse har set dem: de har menneskekrop med hundeansigter. Engang man hørte dem hvisle oppe i fjeldet, fik man dem jaget bort med et spejl man drejede i sollyset. De er ret gridske, meget velhavende og kommer let til rigdom. Man har den vending om folk, der er ude for at få noget, at de er "på eqqilik-spor".

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Traditionelle forestillinger om de absolut ikke vellidte hundemennesker, indlandsfolk, der var europæernes mytiske brødre. Se Kvinden der blev gift med en hund.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse

Print
Dokument id:338
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 4, side 1h - 5v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

 

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

 

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

 

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

 

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Naaraajiit (Stormaverne)

Print
Dokument id:2063
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Naaraajiit (Stormaverne)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 136
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 151 - 152: "Naaraajiit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

En grønlandsk naaraajiit / naaraajeq (?) mand har tre koner der spiser al hans fangst, straks han kommer hjem med den. Og de gir ham sjældent noget. Han ved at den dag han ikke fanger noget, vil han blive væk. Han har oplevet hvordan konerne lusker rundt om ham med deres ulu'er, når de er sultne. En enkelt gang har de endog skåret en luns af ham.

Deres maver er så enorme, når de er mætte, at de må hvile dem i fordybninger i fjeldet. Den slags har fordybninger kender man fra Narsaq Kujalleq / Narsarmijit.

 

Hist.: KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Traditionel fortælling.

Fordybningerne er sandsynligvis de såkaldte jættegryder.

Qivittoq Davinnguaq

Print
Dokument id:2065
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq Davinnguaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 136 - 138
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man &

Society 33.

 

Resumé:

Fordi Davinnguaq ikke måtte få Klara B.s mor til kone for sin faster endte det med at han gik til fjelds og blev qivittoq. Han sang om sit liv i fjeldet oppe fra Ikigaat - fjeldet. I fjeldet opsøgte han de onde magter, der gav ham overnaturlige evner. Specielt kunne han omskabe alle dyr til menneskeskikkelse, og det gjorde han for at finde en, der var helt mage til den elskede. Det lykkedes ham først med den skrækkelige ishund. I sin menneskeskikkelse lignede den Klaras mor på en prik, også bagfra.

Inden Dav. fik de evner spiste han en rå rype som det første i fjeldet. Senere fik han ved tankens kraft sin søster til at stille mad ud til sig. En enkelt gang prøvede han om natten at hente sin elskede, men opgav, fordi, som han sagde, noget hvidt kom i vejen og hindrede ham i at række ud efter hende.

Resten af fortællingen kender Klara B. ikke, siger hun.

Var. Historien om Ukuvarlivarisaa's sang. Søg på: Davinnguaq.

 

Hist.: Historisk fortælling. KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Fortælling med historisk kerne.

Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)

Print
Dokument id:2062
Registreringsår:1947
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Abia
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

 

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

 

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.