Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.

Resumé:

Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.

Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud.

Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange.

       Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme.

       Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer.

       Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste.

       Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet.

       Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen.

Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.

Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.

Var.: Habakuk.

Håndskr. KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, I:  132 - 133: "Nukagpiatoqaq,

tulukamutdlo naujamutdlo kigssaviarssungmutdlo tikerârtoq" / Nukappiatoqaq, tulukamullu naajamullu kissaviarsummullu tikeraartoq.

Resumé:

En ungkarl kommer under en kajaktur til et hus på et næs. Beboerne er

to kvinder, en mørk i nordenden af huset og en lys i sydenden. Den

mørke henter mad, først ammassætter, der er pilekviste, så

lændestykket af en kvinde, der er skarn. Den lyse henter så en

gråfisk, som ungkarlen spiser. Den mørke kvinde blir rasende. Man

henter en mand med opsmøgede vandskindsbukser, den grinagtige, der

praler af at have været med til at passe sæler op. Ungkarlen går ud og

ser, at han har besøgt en ravn, en måge og en falk i

menneskeskikkelser.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist.: Denne helt almindelige fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut.