Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget for sent. Velegnet til opdatering.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

Var.: søg på: anngiaq

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 82.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 34 -

36: "Asalôq" / Asalooq, hvis fortæller dér angives at være Jane Brandt (Jan Brandt, formentlig. Ifølge håndskriftet er det Piitaralak, BS).

Resumé:

Asalooq ("Kajakstolen") har en plejebror, der blir borte i kajak. A.

betrækker en konebåd med tre lag skind og drager mod syd på opsøgning.

Det ene lag skind blir undervejs ædt af havets lus og det andet af

havets orme. Men de når så frem til en boplads med en høvding, der

hader fremmede og inviterer A. ind på en masse mad og en styrkeprøve

på armkrog. A. spiser på skrømt en masse kød, som han skjuler under

tøjet, og overvinder både høvdingen og dennes fæller i armkrog. A.

rejser over til en lille ø, hvor fjenderne kommer til, men hindres af

A.s tryllesang i at finde ham. De tar væk, A. rejser sydpå, og uden

nogensinde at finde sin plejebror når han Aluk, hvor han slår sig ned

med familien for resten af livet.

Hist.: Heltens sejr over den onde høvding er en af fortællerens

yndlingsepisoder. Se "Iviangersuunnguaq", hvor den onde høvding bor i

nord og helten i syd. I "Asalooq" bor høvdingen i syd, men A. får

hjemsted endnu længere mod syd(øst) i Aluk. "Syd" er det verdenshjørne der oftest konnoterer noget godt i fortællinger fra de fleste egne på Vestkysten og behøver

ikke at referere til andet end solens sted, som fangstdyrene kommer

fra om foråret.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 20 -

23: "pupigsorssuaq" / Pupissorsuaq.

Resumé:

En ung mand får udslet over hele kroppen, som hans gamle far helbreder

ved at gnide ham med tungen af en laks. Senere under hungersnød får

den unge mand øje på frosttåger langt ude på isen. Han går derud. Det

er en våge fuld af hvidhvaler, som også tre fremmede mænd fanger af.

De inviterer den unge mand med hjem, men han afslår, fordi folk sulter

derhjemme. Næste dag ser han den ene fremmede fange en hvidhval ved at

kaste sig ud i vågen, dykke og langt senere komme op med hvalen dræbt.

Den unge mand undskylder sig endnu en gang, men tredje dag følger han

med dem hjem, hvor de bor med deres gamle forældre. De har allerede

spist deres hvidhvaler rå, rub og stub, inden den unge mand når

indenfor. De tre mænd praler enormt af deres kræfter og herlige

bedrifter og putter på faderens opfordring den unge mand i en ketsjer,

som de svinger frem og tilbage for at prøve hans kræfter. Dernæst

praler de af deres amuletter. Det er rejer, der giver dem evnen til at

nedlægge alskens fangstdyr. Da den unge mand så nævner laksens som sin

amulet, erklærer den gamle, at laks er stærkere end rejer og at man

hellere må lade gæsten være. Det lykkes ham at snige sig bort om

natten og snyde det gamle bjørnepar, der alligevel opdager flugten og

forfølger ham. Alle derhjemme blir forbavsede over, at han har besøgt

bjørne i menneskeham.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 26

- 30: "âtaniînguit tuvililigssuardlo" / Aatagiinnguit tuvililissuillu.

Resumé:

En gammel mands eneste søn blir dræbt. Den gamle, der atter må gå på

fangst, opdrager sin sønnesøn til stærk mand, hvorefter han rejser med

ham og sin sønnekone langt mod nord. De slår sig ned på en øde egn med

talrige fangstdyr. En dag får de dog besøg. Det er fem vrede mænd i

helpelse, der beklager sig over, at de fremmedes lugt har skræmt deres

fangstdyr bort. De går til angreb. Den gamle klarer de to, sønnesønnen

to andre og sammen får de has på den sidste, der slås med sønnekonen

ude i husgangen. Sønnesønnen rejser en tur nordpå, ser de fem mænds

boplads, fortæller de fem efterladte enker og børn om drabet, fordi de

fem ikke ville tage imod gæstevenlighed, og dræber alle de efterladte.

Midt om vinteren vandrer sønnesønnen, der er hurtiggænger, ud til en

våge med hvidhvaler. Langs kanten ligger en mængde skrotter af

hvidhvaler, der endnu ikke er frosne. Det gentager sig næste dag, hvor

han også ser spor. Tredje dag er han ganske tidligt på færde og følger

sporene over isen til et fjernt land i horisonten med en boplads, hvor

lutter unge og et enkelt ældre ægtepar tar imod ham. Værterne tar mod

til sig og spør om han har set fem mænd i helpelse. Sønnesønnen tøver,

men fortæller så om drabet. Værterne blir henrykte, fordi de fem var

deres fjender, som de er flygtet fra og stadig frygter i den grad, at

de kun tør fange om natten. Værterne inviterer sønnesønnen til at slå

sig ned, blive deres høvding / leder og gifte sig. Han vil dog hjem og alle

følger ham ud til vågen, hvor begge parter fanger og deler

fangstparter med hinanden. De lover at komme på besøg til foråret og

sønnesønnen vandrer hjemad med en enorm mængde kød på ryggen. De

fremmede kommer som lovet, man tilbringer sommeren sammen i stor

glæde, men skilles i det tidlige efterår, hvor gæsterne rejser over

havet og sønnesønnen med bedstefar og mor tilbage til deres gamle

boplads i syd. De drager aldrig siden på fangstrejse mod nord.

Hist.: Det traditionelle hævnmotiv må have mistet noget af sin

aktualitet, idet variantens heltegerninger i nord synes at kompensere

tilstrækkeligt for den hævn, som sønnesønnen i en traditionel

fortælling ville have taget over sin fars mordere. Den geografiske

placering af onde mennesker højt mod nord, der føler deres

territoriale rettigheder krænkede, kontrasteres med de gode mennesker

på den anden side af havet. De vil gerne i slægt med gæsten, dele

deres fangster med ham og har tidligere boet på sønnesønnens

midlertidige boplads. Denne fortælling fra Aasiaat kunne afspejle et

tidligere fjendskab mellem grønlændere nord og syd for Diskobugten i

handelsrejsernes tid, hvor folk strømmede til fra syd. Landet på den

anden side af havet er Akilineq, hvor der traditionelt boede

menneskeædere, men der i mange fortællinger har måttet vige pladsen for et mere realistisk kendskab til stammefrænderne derovre.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget ved projektets afslutning. Velegnet til opdatering.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 5, ss. 13 - 14.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

Resumé: Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden Grønlands

kolonisering. Isseq har sin faste vinterboplads nord for Kangaamiut.

Om vinteren sætter han fælder, og om foråret opsøger han skibene og

sælger sine skind.

Et forår har I. særlig mange varer at handle med, men en dag hvor

kvinderne er alene hjemme, kommer en båd ind og tager det alt sammen.

I. bliver rasende, sejler i den retning kvinderne angiver, finder

skibet og går om bord og går lige hen til kaptajnen og tager sig en

bøsse. Det kommer til klammeri med kaptajnen, men da denne hverken kan

klare ham verbalt eller fysisk, selv ikke da han får hjælp af

sin kæmpestore styrmand, opgiver han og lader ham vælge lige den

bøsse han lyster. Bagefter giver han endog besætningen ordre til at

fylde Isseqs kajak helt op til randen med gode sager. På den måde får

I. alt, hvad han og hans kvinder har brug for.

Var.: Lignende fortællinger: Pukkitsulik; Brandt To stærke brødre; Røverskibet.

Hist.: Muligvis historisk - fra begyndelsen af 1700-tallet.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 19 -

20: "kigssaviarssungssuaq inugtûmassoq" / kissaviarsussuaq inuttuumassoq.

Resumé:

En gammel mand og hans søn kommer senere afsted på renjagt end deres

fæller og træffer ingen mennesker deroppe. De skilles og går hver i

sin retning på renjagt. Den gamle angribes af en kæmpefalk, der kommer

flyvende med et menneske i kløerne. Hver gang den gamle gemmer sig i

en klippehule, hugger falken sig vej gennem stenen, og manden flygter

ud igen. Han når endelig hjem til sit telt, lukker det, og blir

lykkelig, da sønnen senere dukker op. Han havde troet, at falkens

bytte var hans egen søn. De to ror hastigt ud af fjorden, og vender

aldrig tilbage på renjagt.

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 31 -

33: "Mêrqákut / Meeqqakkut.

Resumé:

Fem dygtige brødre har mange fjender, der får dræbt to af brødrene og

senere en tredje ved at skære hans akillessener, mens han sover på en

stor sten på vej hjem fra storfangst. Han når dog at smadre to fjender

til døde, inden han knækker sammen. De mange fjender slår sig ned på

de to tilbageværende brødres boplads. Den ene, Meeraq, flytter straks

sit telt hen ved siden af fjendernes. De kommer på besøg hos M., der

laver sig en bukserem af hvalbarde, fordi skindremme er for svage til

hans store kræfter. Han truer dem bort med sin kniv og de holder sig

herefter på afstand. Hver gang M. og hans bror møder en af fjenderne

i kajak, myrder de ham. Fjenderne prøver forgæves at gøre gengæld. En

dag lokkes de langt ud til havs af brødrene, der forsvinder. Da

fjenderne kommer tilbage er brødrene hjemme og har allerede kogt kød.

Til sidst opgiver fjenderne og flygter. M. og hans bror lever herefter

i fred for deres fjender.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

Oversættelse ved Berthelsen:

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrevet af Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Oversættelse ved Birgitte Sonne. Revideret af Stig Bjørnum:

To stærke brødre, som nogle hvalfangere havde prøvet at stjæle

Man fortæller om to stærke brødre, at de tog ud til et skib, der lå for anker et stykke ude. De blev gæstfrit modtaget da de var kommet op af kajakken (oppe på dækket), og kaptajnen inviterede dem med ind sin agterkahyt. Han lod dem kigge sig omkring, skænkede op for dem og fik dem i godt humør. Man siger, at kun kaptajnen og hvalflænseren lige fra de var kommet derind blev ganske særligt venlige og hele tiden skænkede op for dem. Og derinde kunne de udefra høre en farlig larm af hamren og banken. Til sidst blev kaptajnen og flænseren helt overstrømmende. Da de syntes de til overmål havde fået mere end nok, sagde den ene af dem at han ville ud, men så kunne han ikke få døren op. De ville ud sagde han til kaptajnen. Men denne og flænseren sagde nej. Så gik de sammen til angreb for at smadre døren, men da greb nogen dem bagfra. Sikken slåskamp! Den ene greb ham bag sig, trak ham frem og klaskede ham ned så han ikke rørte sig mere. Den anden abede efter og gjorde ligeså. Så maste de skuldrene mod døren så den splintredes, skønt de ellers havde spærret og sikret den med spigre, og de kom ud. Derude blev de overfaldet af styrmanden og en anden grimrian. Så drejede de rundt og i en håndevending kylede de dem lige i døden. Da flygtede hele sværmen af matroser ud på fordækket.

De befalede en af matroserne, en styrmand, at dreje roret og styre mod land. Ikke tale om han ville. Da var det først de så, at deres kajakker hang og dinglede oppe i masterne.

Den ene greb den sølle styrmand og dræbte ham. Så styrede han selv skibet mod land. Da de nåede frem, beordrede de ankeret kastet helt henne ved stranden og deres kajakker hejset ned. Så snart de havde dem fat, kappede de skibets styrke, dvs. vanten fra den øverste mast (? mastetoppen ?) til agterstavnen, og sådan, siger man, berøvede de skibet dets kraft; men selv roede de ind til fastlandet.

Da skibet var sejlet ud, hørte man aldrig siden noget til det. De havde gjort ende på de øverstbefalende.

      De nåede nok aldrig frem?

Var.: Røverskibet. Pukkitsulik; Brandt 33 34; Piratskibet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

Var.: Kaassassuk.

med sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i Rink 1866-71, I, nr. 99.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 97h - 99h.

Steenholdts renskrift: ibid. ss. 50h - 53h.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, nr. 7 af seminarieelev.

Resumé:

Pakitsoq er ungkarl, bygger en umiaq, konebåd, fanger en ræv og senere en sortside, og ber sin mor gemme skindene. Om foråret rejser han nordpå idet han på fire ophold undervejs hvert sted røver en kvinde med ned i båden som roerske. Den førstes far prøver at dræbe ham, men Pak. stiller sig op i sin tarmskindspels ved stranden med ryggen til havet og såvel harpun som lanse splintres mod hans ryg. Ved Ilulissat vil han have en bøsse for de to skind. Købmanden / kolonibestyreren vil ikke give så meget for dem. Heller ikke kaptajnen på et skib, der ligger for anker. Pak. insisterer, kaptajnen blir irriteret og beordrer matroserne at hive Pak. op i masten og skyde på ham. Kuglerne preller af, hvorefter han hejses ned og i kaptajnens kahyt får frit valg mellem bøsserne til salg og desuden krudt og kugler. Undervejs hjem afleverer han de tre piger på hver sit sted, men beholder den første, hvis far netop er død, da de ankommer. Pak. hævner sig ved at lægge ham i en hule og en stor flad sten ovenpå, så liget brister og blodet flyder ud.

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; Piratskibet.

Hist.: Handel med hvalfangere, først hollandske (indtil 1777), siden britiske, foregik i vekslende omfang.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Púkitsulik".

Se også Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe" side 57 ff "Støvlemanden"

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 3 - 12 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 172 - 181: "Púkitsulik" / Pukkitsulik.

Resumé:

Pukkitsulik ("hollænderen") er ung, ugift og bor med sin mor på en boplads i

syd. Han fanger om vinteren en blåræv i en fælde, og moderen

fortæller, hvor ivrige de hvide, der handler med fristende varer oppe

i nord, er for sådanne skind. P. bygger sig en konebåd til

sommerrejsen og røver på afrejsedagen bopladslederens stærke datter,

der hidtil egenhændigt har smidt alle sine friere på porten. Hendes

far kommer efter hende på den første boplads, hvor de overnatter, men

hans kastevåben preller af på P.s ryg, fordi han har iført sig sin

babyanorak af tarmskind. Til at ro båden røver P. flere stærke piger

undervejs. P. modtages godt af en mængde mennesker på en sommerplads

(aasivik) i nord, hvor ankomsten af et skib vækker vildt postyr, og P.

har slet ikke fået handlet, da han kommer til sig selv oppe på

"udsigten". I den tidlige morgen ror han alene ud til skibet, hvor

nogle søvndrukne matroser har lyst til at snighandle men ikke kan enes

om, hvem der skal købe de ræve- og sortsideskind, som P. viser dem

nede i sin kajak. Kaptajnen kommer til, tæver matroserne, og da han

har beordret P. hejst ombord i kajakken, bliver der stadig intet ud af

handlen fordi P. falder i undren, først over takkelagen, så i

kaptajnens kahyt over virkningerne af et spejl og et pendulurs

gentagne svingninger. Han blir båret op på dækket, hejst op i råen og

man begynder forgæves at skyde til måls efter ham med dårligt sigte og

slette bøsser. Ingen kugler bider på ham. Han må være en stor

åndemaner / angakok / angakkoq og skyderiet ender i ren farce. P. blir hejst ned igen, får frit valg mellem bøsser og belæsses med så mange andre gode varer for

sine skind, at kun hans næse er synlig over havet, da han ror hjem.

Moderen, der har genkendt hans næse på afstand, trækker ham i land med

alle varerne. Undervejs tilbage mod syd afleverer han alle de stjålne

roersker, men da faderen til den første pige derhjemme netop er død,

stensætter P. ham med mange tunge sten som tak for sidst og lever

resten af sit lange liv med datteren.

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; den indledende rejse: Mannik; Piratskibet; To stærke brødre;

Hist.: Bortset fra P.s navn referer denne herlige farce snarere til

snighandel med skotter og briter i 1800-årene end til den med

hollænderne i 1700-årene.

Kommentar: bemærk babydragten af tarmskind, der er en pooq (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor) med klar reference til Østgrønland