Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om Qiilannguaq

Det vides ikke hvor de boede. Deres datter blev gift med den eneste bror til flere søstre. Hun kunne ikke få børn, og det måtte hun høre for af sine svigerinder. Derfor tog hun et forældreløst spædbarn til sig som plejesøn. Hun var så glad for sit plejebarn at hun gik rundt med det allevegne og hun besøgte kun sjældent sin mor. Engang hun var hos moderen med barnet, sagde denne til sin datter: "Du har et drengebarn at tage vare på. Når nogen kommer hjem med fangst, skal du sørge for at tage ham med derhen af nysgerrighed." Hun fulgte moderens råd og tog drengen med når hun af nysgerrighed opsøgte dem, der havde fanget noget.

       Da hun engang som sædvanlig kom med drengen til én der kom hjem med fangst, blev denne sur og sagde: "Hør du, du skal ikke komme her og være nysgerrig med dit sølle plejebarn, for han kan bevirke at vi ikke længere kan fange noget (pujoringmassuk, oversat ifølge forklaring i parentes, CB.) Hun blev meget ked af det, men gik op uden at lade sig mærke med det. Hun var ikke længere som hun plejede, fordi man (åbenbart?, BS) væmmedes ved hendes plejebarn, som hun elskede så højt.

       En dag hun besøgte sin mor og denne mærkede hvor forandret hun var, spurgte hun hvad årsagen var, og datteren fortalte så at hun var gået ned med barnet til én, der kom hjem med fangst, men at hun var blevet ked af det, fordi de væmmedes ved plejebarnet, og derfor havde besluttet aldrig mere at tage barnet med ned til nogen, der kom hjem med fangst. Moderen fik ondt af hende og sagde: "Du kan jo ikke få børn. Giv barnet en af dine ting som vedhæng (som bevis på at barnet tilhørte hende?, eller som amulet?, CB, BS). Hun gjorde som moderen sagde.

       En anden gang hun var på vej til moderen hørte hun sine svigerinder snakke om, hvor underligt det var, at hun ikke kunne få børn, når manden nu elskede hende. Og derfor - da hun en dag hørte sine forældre tale om, at de til foråret ville rejse sydover blot for tidsfordriv, besluttede hun at tage med uden at fortælle sin mand det i forvejen.

       Forældrene havde sorg (det siges ikke hvorfor), og da det blev forår ville de af sted og begyndte at gøre sig klar. Datteren gjorde så også sine forberedelser for at komme med. Hendes svigerinder så det godt, men gjorde ikke noget ved det. De tog af sted, mens manden - uden at have opdaget det - var ude på fangst. Ret langt sydpå stødte så datterens mand til, hvorefter de fortsatte sydover og gjorde ophold, da de langt mod syd traf mennesker. Mens de var hos disse mennesker, som de regnede for sydlændinge, blev der en aften råbt "konebåd!". De gik ud og så en konebåd nærme sig og da man rigtig kunne se den, var den fuld af mennesker. Foran styrerens plads sad en lille ældre mand med en pels, der allevegne var kantet med bjørneskind: omkring halslinningen, om ærmerne og den nederste kant. Ved siden af sad en ung pige, der lige havde født et barn, som hun bar på ryggen. Det var jo hans datter. Konebåden nærmede sig stranden, og moderen til kvinden som ikke kunne få børn sagde til sin datter: "Du har en dreng at opforstre. Gå ned og hjælp den gamle mand i land." Hun gik ned og beredte sig på at tage imod ham, men kunne ikke finde ham. Hun kiggede bagud og så ham stå på land bagved dem og kigge udefter. Mens hun var på vej ned for at hjælpe ham i land, var han altså sprunget i land fra sin plads agterude. Han var vel nok adræt.

Da de var kommet i land blev de inviteret hen til dem, der var undervejs sydover. Den unge pige med barnet på ryggen fulgtes med den gamle. Tænk, han var så adræt at han ikke ældedes, selvom håret var lige så hvidt som bjørneskind. Han var ligeså adræt som en ung mand, og pigebarnet med rygposen (amaat) var hans datter. De sagdes at han havde giftet sig som ung, og at hans første kone døde af alderdom. Han fik sig så en ny kone, som også døde af alderdom. Sådan fortsatte det. Denne unge pige med barnet var datter af den femte kone, som også døde af alderdom. Da han havde fortalt dette, sagde værten at de ene og alene var taget sydover for at lytte til fortællere, og han tilføjede: "Du kommer sydfra, fortæl noget!" - Og den lille ældre mand fortalte: "Dengang jeg var ung og de første gange jeg sørgede over tabet af en ægtefælle - og det var på det tidspunkt jeg var hurtigst til bens - tog jeg sydover på hundeslæde over flere fjorde blot for få sorgen på afstand med noget underholdende. Nu er jeg på vej nordover udelukkende for at skaffe den kære her (det var datteren) úngujoq (?)." Værtsfolkene forstod ikke hvad han mente, og han forklarede det med fagter ved at tage fat i hårspidserne og ryste det. Det viste sig, at han mente perler til pynt i datterens hår.

Kvinden der ikke kunne få børn gav sig til at rode i sin taske. Nederst i tasken fandt hun en lille perle og gav ham den; til gengæld fik hun et stort remmesælskind til såler. Da han havde takket for perlen sagde han: "Skønt man ellers har fået nok vil man alligevel endnu engang købe en perle; det er ellers på den tid af året hvor man ikke længere er så vild efter at købe sådan en. To unge mænd, to fætre, gav engang hinanden flere stiksår bare for én hvid perles skyld. Den ene havde en tallerken med kant, og fætteren lavede en spand med kant. Det var bare en kvinde der ville have perlen. Den ene ville gerne knække perlen midt over (napiumagaluaraa, CB), men fætteren ville have den hele. De skændtes og stak hinanden ihjel (toqorâmiut - dræbte hinanden eller dræbte de andre ? CB)." Derefter sagde svigersønnen, en grim mand: "ukioq igdlueraluaruarmioq, ígssaûutingârnangitdlat. tassaqaaku nerivakka, tassaaaku neringilakka": I vinters mistede jeg godt nok mine fætre, men der er ingen grund til at spekulere mere over, om jeg mon spiste dem eller ikke spiste dem." (oversættelse foreslået af Signe Åsblom). Med de ord gik han ud.

Så fortalte den lille ældre mand om sin datter: "Da den lille elskede her fik veer i vinter men ikke kunne føde, var jeg bange for at hendes store mand skulle spise hende. Når han havde været ude og var kommet ind, gav han sig til at kysse hende på hendes kære lille hals. Så gik han ud igen, og når han så kom ind igen, fortsatte han med at kysse hende på halsen. Efterhånden var han næsten uafbrudt hos hende. Det var ikke langt fra at han åd et stykke af hende, men så fødte hun, og så holdt han op / var der ikke længere noget i vejen." I det samme kom manden ind, og den gamle tav.

De tilskyndede ham til at fortælle mere, og han fortalte så om sin tur sydover på hundeslæde. Det var dengang han tog af sted på hundeslæde stik sydpå. I bgyndelsen traf han mennesker her og der, men til sidst så han ikke flere, ikke engang ravne. Da han var kørt over flere fjorde, viste der sig nogle ravne, og han tænkte at han nok nærmerede sit et beboet område. Han så slædespor og begyndte for en sikkerheds skyld også at kigge efter steder, som han kunne bruge som tilflugtsteder. Han mærkede sig blålige isfjelde med hulrum, for han vidste jo ikke hvad der kunne ske hvis han kom til vildfremmede mennesker. Derfor mærkede han sig nøje isfjelde med hulrum.

Han kørte uden om et næs og så et meget langt hus. Han blev bange og var lige ved at vende om, men da han jo var ude for at finde adspredelse kørte han bare videre. Da han nåede inden for hørevidde råbte han til dem: "Mine hunde er blevet farlige fordi de er så sultne. Hvis I har noget hundefoder så læg noget frem!" Så slæbte de hele sæler frem foran huset, så pladsen blev mørkere og mørkere. Uden at sagtne farten nåede hundene frem til foderet. Deres herre steg af, og da de var færdige med at spise, bandt han dem til stilladset, og han blev budt indenfor.

Han kom ind i rummet der var så langt, at man ikke kunne øjne den anden ende (Det var derfor han blev bange, da han var på vej ind. Alle de mennesker der myldrede ud af dette ene hus var så mange at de lignede en hel myggesværm). Han tog plads på sidebriksen ud for indgangsåbningen, for der var indgang fra nordsiden. Da han havde været inde et stykke tid, kom der en mand og begyndte at spise sammen med ham. Han forhørte sig om hvorfor han var kommet og fik til svar, at det var for at få tiden til at gå (med noget andet). Da den anden var færdig med at spise sagde han: "Du vil have adspredelse, jamen så lad os gå hen til de andre dele af huset." De rejste sig og gik mod syd. Inden de nåede enden af rummet, satte de sig. Den anden satte sig ved siden af ham. Gæsten kiggede bagud og så en stor sæk ammassætter på briksen. Den anden sagde: "Hvad tror du det er for noget? Det er hovedet af et spædbarn. Barnet voksede ellers og havde det godt. Men nogle var misundelige. De forsynede ham med et hoved. Han kan ikke længere kan magte sit hoved og ikke røre sig, så han bliver liggende." Da de havde kigget på ham rejste de sig igen og flyttede sig længere mod syd. De satte sig ved enden af huset, og gæsten så sig omkring. Han kiggede til siden, hvor en stor ung mand sad foran vinduet med ansigtet udad og arbejdede på et eller andet redskab. Bag ham sad en anden stor ung mand med en tromme og sang. Værten sagde: "Hvorfor tror du at de to er placeret dér for sig selv? Jo, de hænger sammen ved lænden. Tror du det er en kvinde der har født dem? Nej, det er en mand, der har født dem. Nu er det ikke længere så interessant at kigge på dem. Men da de var små og lige var begyndt at gå, var det sjovt. For når den ene begyndte at gå til den ene side, holdt den anden igen bagfra, fordi den ene ville eet sted hen, mens den anden ville andetsteds hen."

Da han havde forklaret hvad det var med de to, fortalte han videre:

"To mænd var gift med kvinder der ikke kunne få børn. Da de meget gerne ville have børn, ville den ene gøre den anden gravid, og det lykkedes; hvordan ved jeg ikke, måske ved trylleri. Da graviditeten var en kendsgerning, begyndte den anden at tage af sted på fangst tidligt om morgenen, før de andre vågnede, og komme hjem sent om aftenen uden at have fanget noget. Sådan forholdt det sig under hele den anden mands svangerskab. Endelig fik denne fødselsveer. Den anden var ikke taget på fangst men var i færd med at save et stykke træ igennem på langs og det holdt han så op med, da de to dele kun hang en anelse sammen. Manden der lå i veer kunne ikke føde. Selvfølgelig ikke, for han var jo en mand. Fostret faldt ned i hans testikler og kunne ikke komme ud. Den anden mand gik ud og kom med et stort halværme der var fyldt til randen med et eller andet. Han løsnede det og stak hånden ned. Da han trak den ud igen var den fuld af små blå dyr (smådyr som man finder på et fugtigt sted eller under stenfliser på forladte teltpladser. Vi kalder dem paassaasat (krudtlignende), for det ligner de (CB). Med denne håndfuld gned han testiklerne. Flere gange. Da flækkede testiklerne midt over, og ud kom to sammenhængende spædbørn. Så gned han igen testiklerne med disse smådyr, og de heledes. Sagen var jo den, at manden der savede holdt op pga. de arbejdstabuer der trådte i kraft, da den gravide fik veer. Og fordi der kun manglede en smule saveri før de to dele af træet gik fra hinanden, kom de to nyfødte til at hænge sammen. Hvis han bare havde flækket træet helt, ville de to spædbørn være kommet ud hver for sig; og de ville have haft hver et barn. De ville helst have skilt dem fra hinanden, da de kom ud sammenhængende; men de lod være af angst for, at de skule dø af blodtab.

Efter denne historie gik han tilbage til sidebriksen og satte sig. Briksen mod bagvæggen (timimini) var kvindernes afdeling. Han kunne høre dem hviske sammen: "Han er lækker ham det mørklødede menneske derhenne." Da han hørte det blev han urolig. Han havde ellers regnet med at ville overnatte. Det var jo blevet aften og han måtte ud for at forrette sin nødtørft. Nogle fulgte med ud, sikkert for at holde øje med ham, og lyset fra de mange vinduer kunne slet ikke ses for lutter nysgerrige, der ville kigge ud. taimãrqiarqai táuva sapîneriarqai (??, CB). Således ventede han på at de skulle falde til ro, og endelig kom der igen lys fra vinduerne, og der kom heller ikke længere så mange ud af huset. De de på den måde var ved at være faldet til ro, løsnede han hundenes tøjr og snakkede med dem. Han kom ind igen og lod som ingenting. Noget senere ville han igen ud under påskud af at måtte besørge. Ham der havde fulgt ham hele aftenen ville igen med, for han var åbenbart sat til at holde øje med ham. Så snart han kom ud, stimlede de atter sammen ved vinduerne. Men da han rejste sig (fra nødtørften), fjernede de sig efterhånden igen, og da han startede ind, forlod de alle vinduerne. Han lod den anden gå foran og fulgte ham ind i husgangen. Han lod som om han ville forsætte ind gennem gangen, men så vendte han om og sprang ud. Han var netop i sin mest letfodede alder. Han for hen til slæden, fik hundene i løb og sprang op på slæden. Et godt stykke ude på isen hørte han råben og snakken; og han kunne høre dem tage af sted efter ham, bevæbnede med harpuner mens de uafbrudt gentog: "Skal vi virkelig gå glip af dette lækre, mørklødede menneske? Hvor ærgerligt at vi nølede så længe med at dræbe ham!" Da halede ind på ham, og han styrede mod de isfjelde han havde mærket sig. Han krøb ind i en hulning med hundene efter sig. Og de dækkede indgangen, så man ikke kunne se hullet. Han hørte forfølgerne køre forbi, og han blev derinde og lyttede efter dem. Noget senere hørte han dem komme forbi den anden vej tilbage til bopladsen. Han hørte at de bebrejdede ham, der skulle holde øje med ham, at han ikke havde gjort det godt nok. Da de var forbi, kom han ud og afsted i en fart. Der viste sig ikke flere mennesker, og da han var nået langt bort over fjorden ventede han ikke at se flere. Han nåede hjem og kørte aldrig siden sydpå. Han havde fået nok. Da den gamle havde fortalt den historie, gik han ud.

Da konebåden med den lille ældre mand var rejst videre mod syd, gik manden nordfra rundt på besøg hos sine bopladsfæller. En dag kom han ind i et telt hvor en lille kone boede helt alene. Hendes underliv var vokset sammen med lårene, men hun var så arbejdsom at hun intet manglede. Væggene var dækket af hvidt skind, smykket med huden fra sneppefødder. Hendes tasker der var stillet op mod væggen var også pyntet med hud fra strandsneppefødder. Hun sagde: "I vinter gjorde jeg flere gange nar af mig selv, fordi der var så mange af mine bopladsfæller der havde bestilt anorakker til kajakbrug til syning hos mig, at jeg gerne sagde: Sikken masse sy-bestillinger. Jeg får da mere end nok at gøre hele tiden." Da manden skulle til at gå, tog hun en af sine tasker og forærede ham, og han sagde mange, mange tak. Til gengæld forærede han så hende en tinske, og hun sagde: "Den skal jeg gemme som en mindegave, og når jeg dør skal den være at finde mellem dækstenene over min grav."

Mens gæsterne nordfra endnu boede på stedet, tog kvinden der ikke kunne få børn endnu et barn til sig - en pige. Plejebørnene voksede sig store mens de var der, og drengen blev både stærk og en god fanger. Så fik deres plejeforældre lyst til at tage nordover. De startede tidligt om foråret op langs kysten, og det var blevet vinter, da de nåede Qeqertarsuaq / Godhavn. Derfor indlogerede de sig hos nogle i et langt hus. Lige ovenfor var der et andet langt hus, hvor der boede unge kvinder. Det var i gamle dage, hvor de unge piger boede for sig i et hus. Da de øvrige havde indlogeret sig i det nederste hus, kom plejedatteren til at bo i ungpigehuset. Nu hvor plejesønnen var kommet til at bo et andet sted nøjedes han ikke med blot at fange en enkelt sæl af gangen.

En morgen vågnede de i det dejligste vejr. De unge gjorde sig klar til en udflugt og havde en sæk med. De fremmede sydfra spurgte, hvad de skulle og hørte, at de skulle ud og samle kvanrødder. Kvinden der ikke kunne få børn sagde så til sine plejebørn at de skulle tage med. Så de gjorde sig klar og gik med. De fulgte bare efter de andre, som kendte vejen. På et sted med et tykt snelag fik de øje på noget der dampede. De gik derhen og så at dampen kom fra en varm kilde. Der var helt snefrit omkring den, og de gik ned, fyldte deres sække og gik hjem igen.

Midt om vinteren da kvinden der ikke kunne få børn engang behandlede skindene af plejesønnens sæler, opdagede hun at snudepartiet på et af dem var skåret over. Hun gik ind og sagde: "Jeg havde besvær nok med at opdrage min plejesøn i sin tid, men nu har jeg fået megen gavn af ham. Et af skindene fra hans sæler mangler snudepartiet. Gid den der har fjernet dette snudepati må få sit skræv ødelagt!" Efter de ord faldt hun til ro.

Inden året var omme skete det, at en dum kælling, de boede sammen med, begyndte at få ondt. Hun sagde ikke noget, men så blev hun fundet død. Og hun døde fordi hendes skræv var gået i smadder. Det var altså hende der havde skåret snudepartiet fra. Kvinden der ikke kunne få børn fik imidlertid så dårlig samvittighed over at hendes onde ord var gået i opfyldelse at hun ville tilbage til sin boplads, når det blev forår.

Da forpåret nærmede sig, fik hun at vide at en af mændene ville holde plejedatteren tilbage, når de andre forlod stedet. Derfor sagde hun til plejesønnen da han kom hjem fra fangst: "Du må gifte dig med din plejesøster." Da plejesønnen intet sagde, talte hun hårdt til ham: "Hvis du ikke tager hende til kone fordi du betragter hende som din søster, bliver hun holdt tilbage, når vi andre rejser. Jeg bliver nervøs hvis hun skal bliver her, hvor hun ingen familie har. Hun er ikke din søster. Hun stammer fra andre. Du skal tage hende til kone!" Sådan sagde hun, og da plejesønnen stadig intet svarede, tav hun. Da plejesønnen næste morgen var taget på fangst, kom plejedatteren og satte sig hos sin plejemor. Hun hang med hovedet, og plejemoren spurgte hende hvad der var galt. Hun svarede ikke, men plejemoren opdagede, at hun havde syet den nederste kant af sin sælskinsanorak fast til bukselinningen. "Hvorfor har du gjort det?" spurgte plejemoren. Fordi plejebroren prøvede at lægge sig hos hende, svarede hun. "Spræt den syning op", sagde plejemoren. "han er ikke din bror. Lad ham få dig til kone. Jeg ville blive dybt bekymret ved at lade dig blive her, når vi rejser. Du skal lade ham få dig til kone."

Plejesønnen fik så sin plejesøster til kone, og om foråret rejste de sydpå. De blev der hvor de tog ophold, og de begyndte at få børn, lutter pigebørn. Moderen, som altså kun havde piger, lavede dukker af sin ræveskinds-timmiaq (timmiaq, egtl. fugleskindspels) til sin yngste datter til hendes fornøjelse. Datteren der legede, at dukkerne var hendes børn sagde, at nu skulle de græde. Straks gav hendes dukkebørn af ræveskind sig til at klynke. Så blev de bange for dukkerne og slyngede dem i jorden, men ikke om det hjalp. Så rev de dem i stykker; men alle de større dele gav sig til at græde. Føst da de var revet i bitte små stykker tav de. Siden blev der ikke lavet dukker til dem; og de sagde til døtrene at de når de fik børn, aldrig skulle give dem dukker. Derfor voksede alle deres efterkommere op uden dukker. Forældrene, altså de to plejesøskende, gav også deres efterkommere det råd at gifte sig med fremmede.

Denne fortælling er åbenbart ikke så gammel. For man har hørt at dette ægtepar som var plejesøskende, blev døbt som meget gamle. De fik navnene Priskilla og Akillas (Akilles?) Dog døde de og alle deres børn på een gang af gulsot.

De havde fået de navne fordi den som døbte havde givet dem de navne.

Hist.: Fortællingen regnes for historisk, men er vanskelig at datere. Ungpigehuset som plejedatteren skal bo i, afspejler formentlig herrnhuternes kortvarige koropdeling i huse efter civilstand og køn. Påbegyndt omkr. 1760 og atter opgivet 1781/82.

Der var ingen herrnhutermission nord for Nuuk, og familiens rejseaktiviteter ville næppe have været billiget af herrnhuterne. Spørgsmålet er også hvor i Grønland vi er og kommer hen. Proveniensen nær Nanortalik i det sydligste Grønland lyder skæv: Her havde man ingen hundeslæder. Men med U. Rosing som afskriver kan der være tale om en fortæller, der er indvandret fra Sydøstgrønland. Dér rejste man dog heller ikke så langt med hundeslæde. Længere afstande langs kysten kunne kun tilbagelægges konebåd og kajak.

Kvinden med det sammenhængende underliv og lår har nedsat sig som syerske med et særligt speciale i kunsthåndværk (taskerne), som hun fremstiller til salg, fx til kolonister og ekspeditionsfolk.

Kilden til alle de legemlige skavanker kan muligvis findes i et dansk ugeblad el. magasin.  

Kommentar: Fortællingen advarer tydeligvis mod ægteskab mellem plejesøskende: de får kun døtre og dukkerne, der blir levende er også uheldsvangre.

Og hele fortællingen handler om legemlige skavanker der er associeret til fødsler og/eller sex: den ufrugtbare kone; de siamesiske tvillinger født af en mand, der er besvangret af en mand; kvinden med sammenvokset underliv og lår; plejedatterens hjemmelavede "kyskhedsbælte" og "incestuøse" ægteskab med sin plejebror, og deres datters dukkebarn der blir levende og må rives i bittesmå stykker for at dø. Fortællingens fokus på disse afvigelser kan meget vel være inspireret af herrnhuternes strengt håndhævede kønsmoral.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(Møder med åndemennesker).

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

Oversat af Chr. Berthelsen.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om blodskam.

Man fortæller, at engang i gamle dage boede der tre mennesker på et sted mellem to beboede steder. De tre var helt alene, de havde ingen familie i nærheden. Beboerne bestod af et søskendepar: en ældre kone og hendes bror, som var blevet gammel og hans datter. De manglede aldrig noget, fordi de både var meget arbejdsomme og sparsommelige. Det eneste menneske, der så noget til dem, var en slægtning, som tog hen til dem, når han blev bekymret for dem.

Når han kom, havde de syet fugleskindspels til ham. Når han kom så han, at det øverste af et rævehoved og det øverste af et mågehoved og ringen uden om øjnene var syet af skindbroderi. Dem gav de ham, da han skulle af sted.

Kvinderne var flittige jægere. Den ene fangede ryper med snare, idet hun bandt den ene ende af snaren til en sten eller et ærme. Den anden byggede sig en snehytte og fangede rævene med en snare, der var bredt ud på jorden; og hun fangede måger med en snøre med flydende krog med madding. Først sent på aftenen kom hun hjem; da havde hun bundet vingerne af de fugle, hun havde fanget, sammen til en fiskesnøre og havde lavet en hvirvel / svirvel (?) til snøren, således at de kunne fiske hellefisk, når der kom is. De spændte snarer tværs over smalle dale og fangede ræve og harer.

Slægtningen kom kun til dem, når han blev bekymret for dem. Engang han kom, havde den ældre mand fanget en hvidhval. Da slægtningen tog hjem, fik han hvidhvalkød med. Han syntes ikke, at der var nogen grund til at bekymre sig for slægtningene, så der gik lang tid, hvor han ikke tog hen til dem. Først da det blev forår, tog han derhen. Da var de kun to, idet den unge pige var død; og faderen havde det rigtigt skidt og led forfærdeligt. Når han sagde, at han var tørstig, og slægtningen ville give ham noget at drikke, lod han som om, han drak, men når han rakte kruset tilbage, var der alligevel intet drukket af det. Det var faktisk med vilje, at han ikke drak noget (så han kunne dø af tørst). Når han rejste sig og gik hen til vandspanden, kiggede han ned i den og sagde: "Endelig er hun ved at tage af sted, den kære."

Det var gået sådan til: Den gamle havde gjort sin datter gravid, og hun havde aborteret. Den gang faderen fangede en hvidhval, havde søsteren travlt med at putte spækket ned i en sæk. Derfor bad hun sin niece om at gå ned og puste luft ned i hvidhvalens mavesæk. Hun viste ikke, at niecen var under tabu for at beskæftige sig med noget: Hun ville have sagt et eller andet, men nøjedes med at svare: "Er du rigtig klog?" Da tanten insisterede, gik hun ud. Hun blev væk ret længe, men så kom hun kravlende tilbage med underkroppen slæbende efter sig. Det viste sig, at hun havde aborteret. Han var blevet vred, fordi hun pustede luft ind i hvidhvals maven. Derfor havde han berøvet hende sjælen. Hun døde, idet hun kom ind. Hendes far var skyld i det og døde af tørst. Nu var søsteren alene. Slægtningen tilbød, at tage hende med væk, men det ville hun ikke, så han tog alene hjem. Næste forår kiggede han ikke til hende, fordi han havde travlt med fangsten. Hun ville jo heller ikke tage med ham, og så måtte hun foreløbig passe sig selv. Først hen på sommeren, tog han derhen. Han lagde til under teltet, men ingen viste sig. Han gik op. Da han nåede til teltet var der stadig ingen mennesker at se. Oven på en stensætning ved indgangen lå der en laks / ørred, hvis skind var ved at tørre ind i solvarmen. Han gik ind i teltet og så, at hans stakkel af en slægtning lå i et hjørne af briksen, som om hun var krøbet derind på flugt. Hun var død. Han tog hurtigt af sted igen og kom tilbage med en konebåd. De undersøgte tingene i teltet. Der lå den dødes tasker, tre par, og tre andre, der tilhørte pigen, der døde før hende. I den første taske fandt de et par vandskindskamikker, kvindebukser af netsideskind. I den anden var der kamikker af hvidt skind, kvindebukser af spraglet sælskind med tilhørende sælskindsanorak. I den tredje taske var der en kvindepels af rensdyrskind med tilhørende bukser af afhåret ræveskind, behandlet som rensdyrskind med tilhørende kamikker, alle sammen med mønster af 'kigdlorissat ( I dag kender vi ikke ordet, men jeg tror, det må være betegnelsen for avitat, skindbroderi, fortællerens kommentar). Da de havde undersøgt taskerne, gik de hen til vinterdepotet og åbnede det. Det var stopfyldt med tørrede laks, og der var ikke taget hul på det. De åbnede også forrådsrummet. Her lå forskellige fisk og en tønde med bånd af jern fuld af sortebær dækket til med spæk. (Det vides ikke, hvorfra de havde fået tønden, for der var ingen danske dengang. Måske havde de fået den af hvalfangere eller måske af nordboerne, som på det tidspunkt lige havde forladt vort land.) Så kom de til kødgraven. Den var dækket til med afhårede skind, under skindene var der spæk og under spækket var der kødstykker som fra en sæl, der lige var blevet parteret; de havde ligget der vinteren over. Den slags sparede man på for at sikre sig. Det skete nemlig engang i gamle dage, at der var vinter to år i træk (uden at det blev sommer ind imellem), og under hungersnøden var der ikke engang gamle kamiksåler at finde. Lige siden havde man passet nøje på, at intet gik til spilde eller rådnede. Dermed undgik man at mangle mad.

Sådan har man fortalt om de tre mennesker, der boede et sted mellem to beboede steder.

E. Dorph

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: De mange detaljer mht. fangst og skindsyning og de meget få egentlige begivenheder - ud over blodskammen tyder på en vis autenticitet. Syartiklerne synes fremstillede til salg til europæiske hvalfangere el. snarere handelsskippere. Søg på: Tinusuk.

Det siges ikke hvem der bliver vred over den gravide datters tabubrud og straffer hende med både abort og sjæletab. Måske månemanden? Heller ikke formålet med at puste hvidhvalens mavesæk op står klart. Formentlig skal den bruges til hengemningen af spæk. Der er en utydelig pooq-symbolik på spil. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, en livsmetafor.