Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Ilagît pitdlaissarnerat
Dokument id: | 928 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliasen, Markus |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ilagît pitdlaissarnerat |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 148 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Menighedens straffe.
Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret. Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem. Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.
*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.
Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime. |
Nekrolog over Makkorsuaq
Dokument id: | 1945 |
Registreringsår: | 1924 |
Publikationsår: | 1924 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hansen, Hans |
Nedskriver: | Hansen, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nekrolog over Makkorsuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 79 - 80 |
Lokalisering: | Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet, Mákorssuaq / Makkorsuaq. Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham. Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage- blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig. I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie- rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi- usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet? Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd. Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der. Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder, så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst, uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923. Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig. Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre kun er blevet fortællinger. Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være. Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare, objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til. Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir- kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn- lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak. Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate- keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur- tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde: Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq. Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta- sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks- kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no- get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel- villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn- lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange bjørne.
Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.
Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq. |
Rygning af hvalpe
Dokument id: | 857 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Jûntâq |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Rygning af hvalpe |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 78 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 79: qingmiarqanik pujôrineq, og dansk. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 92 - 93 (Nr. 22, men med flere data om familieforhold) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 101 - 102.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Store Markus, Mákorsawaq, Makkorsuaq, var ifølge Knud Rasmussen Upernavik-distriktets bedste hundeopdrætter. Familien villle ikke røbe hans metode over for Hans Lynge, men Jûntâq kunne fortælle, at hvalpene blev bragt til at afsondre noget slim ved rygning med en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?). Slimet mentes at stamme fra livmoderen. Fjernelsen skulle gøre hundene mere modstandsdygtige.
Hist.: Historisk episode fra slutningen af 1800-tallet. |
Sjælen tvinges til søs
Dokument id: | 864 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eevartaaraq (Eevartêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sjælen tvinges til søs |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 90 + 92 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 91 + 93: ta/ninga (tarneq) sigguse/dlewngew, og dansk. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 83 - 84. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 91 - 92.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Følgende fortælles om Mákorse (Markus), der var bror til Sukasiks svigerdatter, gift med Sukasiks søn, Ilasiaq (se denne). Makkorsi var skikkelig, døbt og holdt meget af at læse i bibelen, men han havde store medfødte evner for at blive åndemaner. Omkring hans navle var der et mærke efter hans hjælpeånd, "ferskvandets hund"s tænder. M. kæmpede imod og "blødgjorde" dermed sig selv. Han blev syg, viste mærkerne frem, gik i trance og sang uden synlig bevægelse af læber og strube, en åndeflugtssang. Da den nåede op til struben, trak han vejret og døde. Sukasik, der stod hos, bemærkede bevæget, at M. altså var en stor åndemaner. Da han blev begravet uden for indviet jord, blev Sukasik betænkelig, fordi børnene ofte legede dér. Derfor anviste Sukasik ham vej ned i havdybet vha. en slædemede af rentak, som han lod pege fra graven nedad. Snart efter, før Makkorsis søster vidste at han var død, viste han sig som en uforstyrrelig sildepisker nær hendes opholdssted og i hendes drømme fortalte han med sin let genkendelige stemme, hvordan han var blevet "vist nedad".
Hist. Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet. Kommentar: Usikkert om Sukasik egentlig var åndemaner. På den anden side er "ferskvandets hund" formentlig af samme slags som den, der åd, kastede op, og dermed initierede Naaja til fremtidig angakkoq / åndemaner i Østgrønland (søg Sandgreen 1987, ss. 91 - 96: Den lille elv ... og Søens troldbjørn). Og Sukasiks søn, Ilasiaq, der ifølge angakkoq'en Siimuks råd var blevet hentet op fra havdybet, mentes selv at kunne hente hjælp dernedefra (fra Havkvinden). Det vides ikke om det var en almindelig forestilling, at man efter døden kunne forvandle sig til et (sø)dyr. Men den svarede selvfølgelig ganske til den i myten om mennesket, der tog ophold i / søgte sig en mor i den ene dyreart efter den anden: fx Rasmussen 1921 s. 118 - 122. |
Tabubrud i vore dage
Dokument id: | 777 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Juuntaat (Jûntât) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Tabubrud i vore dage |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 145 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61, l. 3 - 7 og 81 (de første fem linier, men hér er fortælleren Jûntât hovedpersonen, ikke hans plejefar Mákorssuaq, Markus) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 66 og 88. Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, der var storfanger, havde uheld med fangsten en vinter, hvor en vis Arnawiaq boede hos dem. Hun løste sit hår, mens han var på fangst. Til sidst skældte han hende huden fuld og hun rejste fornærmet bort. Hvorefter M. igen fangede stort som før.
Hist.: Ca. 1900, dvs. efter at man som døbte ikke burde regne de tidligere tabuer for virksomme længere. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com