NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.

Resumé:

Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den

til ende.

     En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne,

mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet

hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk,

en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle

"Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i

husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin

bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen

hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter

det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der

flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en

halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen.

Fortællingen har nok oprindeligt været længere.

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så

genfærdet, der repræsenterer dorset.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Resumé:

Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til

bugsering.

  En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget.

Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre

vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han

faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen.

En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han

puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten.

Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en

vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have

skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst

blir mandens største oplevelse i livet.

Resumé:

Alekajik (en af Thalbitzers informanter i 1905-06? Eller en tidligere

navnefælle? BS) traf engang den aldrende Saaqqileqqortooq ("Ham med kæmpeharpunen") hvis lanse i hans yngre dage kun var lidt smallere end de tykkeste

teltstænger.

     Saaqqileqqortooq myrder som yngre en masse mænd. Bl.a. disse to:

en far til to døtre og en far til to sønner. Søstrene træner deres

kræfter til hævn, og da S. engang kommer forbi i kajak men ikke tør

tage mod disse granvoksne kvinders invitation, viser de ham fra land

deres kræfter ved at knuse hver en hjørnetand af en klapmyds til smul.

De to brødre flytter som voksne hen til S.s teltplads, hvor de efter

en tids samliv får dræbt S., da han vil snige sig til at rejse bort.

Skildringen er lang og nervepirrende. Derefter smider brødrene alle

S.s børnebørn i vandet, hvor en kajakmand kommer forbi og redder en

af dem med hjem. Denne dreng bliver som voksen en frygtet konerøver og

morder, der dræber et søskendepars far. Bror og søster blir voksne,

hun er meget smuk, og de gifter sig i hemmelighed med hinanden for des

bedre at kunne hævne deres far. De får tre børn. Da S.s barnebarn

røver søsteren, får broderen to tosser med som roere af konebåden over

til konerøverens teltplads. Undervejs fremkalder broderen en

fralandsstorm, der gir dem medvind. I konerøverens telt får han lov

til at tage sin kone i hænderne og omfavne hende, men da han lægger

sig med hende ude på gulvet, går konerøveren til angreb. Han blir dog

straks dræbt af broderens toornaarsuk, der skyder fra gulvet op mellem

konerøverens ben. Broderen dræber også ved åndepusten alle

konerøverens fæller, der forfølger de flygtende, og han skaffer sig

medbør undervejs hjem i konebåden.

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer mødet mellem dorset- og thulekultur. Det er formentlig S. med

den store lanse og hans overlevende barnebarn, der repræsenterer

dorset-kulturen.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Tolkning: Ægteskab mellem to søskende er illegitimt, men hér styrker

det tydeligvis broderens evner som åndemaner. De er således associeret

til såvel myten om søskendeparret Solen og Månen som til Månen, der

gir åndemaneren hans "lys". Se GTV: Rigtige mennesker og de "fremmedartede"