Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse: Jens Rosing.

Resumé:

Kongens datter er blevet røvet, mange har søgt, ingen har fundet hende, og kongen har brugt næsten alle sine penge, da Sivert dukker op og får lov at søge. Han får tre mønter med. De to graver han ned undervejs op i indlandet, et sted hvor vejen runger, og han mærker stedet med blod som han banker frem af sin næse. Den gungrende vej fører op til et slot, hvor kun en gammel kone er hjemme. Sivert giver hende sin 3. mønt og fylder hende med en masse løgn om at han er usårlig. Det fortæller hun glad sine sønner, en større bande røvere, da de vender hjem. Efter maden spiller de kort med den gevinst at måtte sove med ryggen til kongedatteren. Sivert vinder, bliver vist ned i kælderen, hvor en udmarvet prinsesse ligger. Til alt held har Siv. gemt et stykke brød på brystet.

Næste dag følges han med brødrene til sit gemmested for mønterne og siger, idet han peger på et bjerg i det fjerne, at derovre er der virkelig noget at røve. Røverner farer af sted, Sivert vender tilbage til den gamle kone med den ene mønt. Hendes sønner er alt for langsomme. Se her, hvad han allerede har røvet! Hun blir glad og får senere ved at vise mønten beroliget røverne, der vender tomhændet hjem. Det samme gentager sig næste dag. Den tredje dag har Sivert ikke flere mønter, så straks røverne er forsvundet i løb mod bjerget, løber Sivert tilbage, befaler den gamle at give sig alle nøglerne til røvernes skatkamre, og dernede finder han et sværd og et stykke klæde. Med sværdet hugger han hovedet af den gamle og i klædet bærer han prinsessen bort på ryggen. I en havneby får de husly. Han har så meget søvn til gode, at mandskabet på et skib, der lægger til, når at komme byen rundt, finde prinsessen, tage hende med ombord og sejle bort, inden Sivert vågner. Men han får en stor ravn til at flyve sig til slottet, hvor han ansættes som skraldemand, da man træffer ham rodende i møddingen. Der holdes stor middag for prinsessen og skibets kaptajn, der skal giftes med hinanden. Sivert får lov til at bære en tallerken suaasat ind som han spilder af, og kongen kommer selvegen ud køkkenet efter den skyldige. Sivert bliver peget ud, kongen går uden et ord, prinsessen kommer ind i stedet og fører Sivert med op til omklædning. Begge præsenterer sig med hver et stykke af stoffet, hun blev båret i, om maven. På stoffet står et eller andet skrevet. Kongen overlader straks til Sivert at afgøre om skibets kaptajn skal dræbes eller ej. Og Sivert lader ikke nåde gå for ret.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Síse, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur. Bl.a. er det karakteristisk, at helten går op i indlandet, ikke "ud i verden", når noget skal opsøges eller lykken prøves.

       Ellers er denne fortælling mindre sammensat af forskellige udenlandske eventyr og bibelske citater end Sissis øvrige fortællinger fra De store konger.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.

En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste

forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en

meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere

på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede

helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og

gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at

stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet.

Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå

der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for

vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde

fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en

gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik

hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et

menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham:

"Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik

qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret

renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem,

at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet

fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om

sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på

rensdyrjagt.

Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en,

kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker),

og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage

hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden,

men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og

efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som

var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak.

Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg

kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se

til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme

tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for

ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.

Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til

fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De

kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de

på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten

at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter

dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for

at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem.

Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med

rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter

renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han

havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var

ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op.

Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var

der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev

han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i

rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han

dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen

tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny

tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.

Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med.

       Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.

Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende.