Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 46, ss. 245 - 247.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107 - 108, nr. 70.

Resumé af Rinks uddrag:

De ihjelskræmmende. Mange brødres eneste søster er en fantastisk hutig løber under renjagter i oplandet. Hun får ikke lov at gifte sig. Hun blir gravid, fremkalder en abort i ødemarken. (Et sådant hemmeligholdt aborteret foster kaldes en anngiaq). Snart efter under en renjagt med brødrene, hvor man trænger længere op i indlandet end vanligt, beordrer brødrene hende til at vaske renskind i en indlandssø.

Et storhåret og storøjet uhyre dukker op af vandet og skræmmer alle

ihjel. Det finder en angakkoq / åndemaner senere ud af.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 46, s. 333.

Hist.: Søens inua vækker mindelser om østgrønlændernes

kæmpestore ferskvandsbjørn, der fortærer åndemanerlærlingen (søg på: søens troldbjørn), men har sikkert også lånt træk af kristendommens toornaarsuk (Djævelen). Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 40, ss. 191 - 197.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 24, ss. 57 - 59.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 117, s. 456: An Old Man, who was always anxious to outdo other People.

Resumé af uddraget: To gamle ulkepilkere bor på hver sin boplads. Den

nordligst boende foreslår en kappestrid om hvem, der først får en søn,

dernæst om hvis søn, der blir den bedste fanger, og endelig om hvis

søn, der blir den største åndemaner / angakkoq.

Den nordligste ulkepilkers søn kaldes Ajagutaarsuk og den sydligstes Ulorpana.

U.s far lyver om, hvor dygtig U. faktisk er blevet til fangst for ikke at

tirre A.s far. Og U.s far råder sin søn til at øve sig til åndemaner i

en indtørret sø, fordi det gir større evner end at øve sig i

klippehuler. U., der følger rådet og fortæres / udsuges af en vandkalv i den indtørrede sø, opnår straks klarsyn og kan se A.,

der øver sig i en klippehule. Men da U.s far ser, at stengrunden blir

blød under U.s såler, ber han sønnen om straks at offentligøre sig som

åndemaner, da han ellers vil blive dræbt af sin store angakkoq-kraft.

U. holder øjeblikkeligt sin første seance og han flyver nordpå til

huset, hvor A. bor. Men A. kan end ikke mærke, at U. er ankommet på

åndeflugt, hvorfor U. må råbe ind efter bukser, som han får og tager

på. Nu kan han gå ind i huset, hvor konkurrencen finder sted. De

kappes først på hjælpånder, hvor U.s innersuit viser sig dygtigere

end A.s indlandsånder. Så trækker de armkrog, hvor U. vinder, og hans

innersuit vinder derefter over A.s indlandånder i armkrog. U.

inviterer til afsked A. på genvisit, men af skam dukker han aldrig op.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 40, s. 330.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpannaq; Ipiutaarsuk.

Hist.: Måske sætter fortællingen en sydgrønlandsk åndemanertradition

op imod den midtvestgrønlandske, hvor lærlingen oftest øvede sig i

klippehuler (uddannelse til åndemaner. initiation). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.

Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke

vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører

ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og

I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som

qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og

brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han

bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin

mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men

når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir

mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i

en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at

hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog

også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham

gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende.

Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og

begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om

vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en

lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale

genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til

øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med

smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har

overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have.

Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 35, s. 328 - 329.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal.

Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.

Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en

grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen

kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen

rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest

naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i

slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i

originaloptegnelserne.

Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af

David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.

Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 67, ss. 342 - 347.

Ret teksttro oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 37 - 38, nr.

13: Om en Gjenganger.

Resumé: Om en genganger.

Den tæt befolkede ø, Pisuffik nord for Nuuk, blev pludselig folketom dengang en kvinde var blevet borte under en bærudflugt til fastlandet og hendes slægtninge

ville dræbe en af de andre kvinder, der havde været med. Man drog så

hver til sit, idet Alaja med to søskende, der var tilhængere af Imaneq,

flyttede til Napasoq (syd for Maniitsoq). Her udeblev engang en af

beboerne, Usukutoq, under rypejagt, og da han længe efter kom bleg og

gusten tilbage fortalte han om en drøm han havde haft derude. Han var

blevet fanget af de ækle boldspillende døde og ført mod himlen, hvor

andre døde i smukke hvide klæder havde fortalt ham, at efter døden

havnede de udøbte mellem de grimme boldspillende, men de døbte blev

ligesom de selv, ved godt huld og i smukke klæder. U. opfordrer da

alle til at blive døbt og kommer sig. Senere bliver Alajas mor syg og

dør sindssyg. Hun begraves og alle forlader huset. To rejsende

overnatter i det, man da den ene, der er kilitsissiaq, fordi har siddet på skødet af den historiske åndemaner / angakkoq Usugannguaq, har sanset fare og spærret husgangen med sin og fællens kajakker, kan genfærdet af den sindssyge ikke komme ind og skræmme dem.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted

og Thorning 1996: nr. 67, s. 345 - 346.

Hist.: Bemærk skellet mellem det traditionelle himmelrige, der har fået negative konnotationer og det kristne, meget positive. Se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000. De boldspillende døde er Nordlyset.

Søg på: Usugannguaq der nævnes i flere fortællinger og har også sin egen fortælling. Ligeledes nævnes flere gange lærlingen han har haft som barn på skødet under sine seancer. Om Imaneq er der flere fortællinger.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 57, ss. 307 - 310.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 73, ss. 109 - 110.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 132, s. 464: The Amarok.

Resumé af uddraget:  Amaroq'erne. En mand, der vil fordrive sin sorg

følger med på renjagt, men oplever intet bemærkelsesværdigt.

En slægtning fortæller ham så om et vældigt brøl, som nogle renjægere

engang hørte ved Akulleq. Manden og slægtningen følges derop, træffer

et kuld amaroq ("ulve") unger, som manden trods slægtningens advarsel

slår ihjel. Slægtningen gemmer sig i en hule. Det gamle ulvepar, der

er store som konebåde på støtter kommer med hver sin ren i gabet (først hunnen, så hannen). Begge opdager drabet efter tur, og hannen farer hen til en indsø, haler et menneske op af den, slænger det på jorden og løber mod indlandet. Slægtningen i

hulen ser, at manden dør samtidig. Det ophalede menneske er dennes

sjæl, som amaroq'en har røvet som hævn. Egnen Akkulleq er derefter en

tid fri for amaroq'er.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 57, s. 340.

Hist.: Fortælleren har ikke kendt rigtige ulve. Det er betydningen af amaroq hos inuit i Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Men overladt til fantasien har amaroq'en - som man ser - antaget helt uhyre dimensioner. Men dens karakter af renjæger er bevaret intakt.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 58, ss. 311 - 315.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 110,  nr. 74.

Resumé af uddraget: Anaqqorsuaq, der blev født ufuldbårent ved

Pisissaarfik, drilles konstant under sin opvækst. Men træner sig stærk og skaffer sig respekt.

Renerne er forsvundet fra egnen ved Kapisillit, muligvis p.g.a. amaroq'er, som A. mener at se (tilsyneladende fem harer der ligger og soler sig) og flygter fra deroppe. 3 år senere tager han derop igen sammen med en enkelt kvinde, spiser lidt

renskarn med spæk, ser en stor hunren, nedlægger den og dier den. Derefter

kommer renerne tilbage til egnen. På sine gamle dage bliver A.

døbt og til sidst omkommer han i kajak.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 58, s. 340.

Hist: Anaqqorsuaq er Mangilaqs barnebarn (se s. 311 - 315, nr. 16,

Singajuk), og er ligesom denne, der siden fik tilnavnet Tusilartoq,

født uden negle.

En historisk fortælling fra omkring 1800 på Nuuk-egnen. Angående

renbestandens svingninger o.a. søg på: "Ressourcers forsvinden og

komme" for andre fortællinger om sådanne iagttagelser.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 44, ss. 219 - 236.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 81 - 83, nr. 40.

Resumé af  Rinks uddrag:

Anertorsuaq har ingen søskende men bor sammen med

mange fætre. A. kommer uforsætligt til at dræbe en fætter under

flænsning (man deler ikke ordentligt, men rager til sig) og mens fætrene pønser på hævn, flygter han efter en tid

mod nord til grænsen for havisen, der aldrig smelter. For det er

vanskeligere at flygte sydpå, siges det. Hans kone føder en søn og to

døtre. Sønnen opdrages til stærk mand for at kunne modstå evt. hævn, og han fanger hvidhvaler sammen med sin ene søster langt ude på isen, hvor de hveranden nat overnatter i et snehus. En dag er hun borte. Broderen tager hjem, spiser ikke et

døgn, tager så ud og fanger en kæmpehare og en kæmperæv til

slædehunde og desuden en avaqqiaarsuk, som kan knuse sten med sine

tænder. Fra nu af kan alm. mennesker intet gøre ham, siger faderen.

Han kører til Akilineq på sin slæde, træffer sin søster gift med en

enøjet mand, som broderen viser sin overlegne styrke, da han trækker

tænderne ud af et hvalroshoved, som den enøjede forærer ham. Broderen

tager hjem. Den enøjede kommer på besøg på en slæde forspændt rener,

og svogeren imponerer ham endnu engang ved at fremkalde, fange og overmande en

rasende kiliffak ved en sort sten ved en revne i indlandsisen.

Sammen rejser de så sydpå med fangstblærer af hele oppustede sælskind.

Hernede dræber den stærke en befalingsmand på en boplads til alles

lettelse og fordi han har fornærmet den enøjede. Man fortæller

hinanden om stærke dyr, man har kunnet magte, og den stærke kan

imponere med det dyr, der knuser sten med tænderne. De rejser hjem

efter sommeren, og derfra tager den enøjede, formentlig sammen med sin kone, tilbage til Akilineq. Ham hører de aldrig mere til.

Var.: Dette er "moderne" variant af rejsen til Akilineq efter en forsvundet søster. Søg på: "Bjørn, knivhale og savryg." Og: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

Hist.: Fortællingen beskriver forestillinger om folk højt mod

nord, hvor man bor langt mere spredt end mod syd.

Fjendskabet med Akilineq-boerne i traditionelle fortællinger er

elimineret. Den enøjede bliver ikke dræbt under besøget, og han er ingen

kæmpe. Hans kone, der muligvis tager med, er ikke så kraftigt i fokus, måske fordi hendes bror har ialt to søstre (BS).

Bemærk at traditionens "stærke mand", der besejres af helten, hér er

en af koloniadministrationens "befalingsmænd".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

For kommentarer til Rinks version af originalteksten, 1866-71, nr. 40, se

Thisted og Thorning 1996: nr. 44, s. 331 - 332.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 13, s. 34 - 35.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 30, ss. 71.

Resumé: En stor angakkoq / åndemaner kan se sælerne i dybden (gennem sin kajakstol) og får derfor altid fangst.

En dag indsamler han æg fra en skalleslugers rede og

fanger på hjemvejen en sæl, som han straks ved hjemkomsten lader

kvinderne partere og koge bryststykkerne af. Han glemmer æggene i

kajakken, hvor skalleslugeren således kan hente dem igen, men den

beklager sig alligevel til åndemaneren i et drømmesyn, der lammer åndemaneren:

"Vi skulle netop til at opkalde vores børn,

som vi endnu ikke vidste om de blev drenge eller piger, efter vores

svigersøn." Pludselig husker han æggene, føler sig lettet, og går ned efter æggene, der er væk. Derefter fratager fuglen åndemaneren hans evner til at se

sælerne i dybden og dermed til storfangst.

Var.: Oqaluttuaq angakkorsuarmik nr. 162 (meget længere)

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 31, ss. 118 - 123.

Oversat uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 35,

ss. 76.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 121, s. 458 - 459: A Married Couple remained Childless on account og their both being Angakok.

Resumé af uddraget: Et gammelt ægtepar, der begge er åndemanere og

derfor barnløse, bor ganske alene. De rejser ud for at træffe

mennesker og møder i en fjord en kajakmand, der blir så forskrækket

at han lader sin fangst med bugserremmene i stikken. De gamle får

således et rigt forråd af fangsten. Senere rejser de ind i fjorden med

remmene til ejermandens boplads, hvor de modtages godt, beværtes flot,

og manden af de to holder til gengæld seance og helbreder en ung mand,

der er blever forhekset af sin moster. De to gamle blir misundelige på

husets mange drengebørn, men bringes til skamfuld tavshed, da de

hører at drengene alle er opkaldt efter andre, der er udeblevet i

kajak.

Thisted & Thorning 1996: 327: Teksten er stærkt beskåret, bla. også fordi hele

åndemaningsscenen / seancen er udeladt, under henvisning til Arons version, som

er trykt i 1. bind (Nr. 81).

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance

fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den

eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, s. 327.

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 42, ss. 208 - 214.

Oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 111.

Resumé: Den store åndemaner tager sin søn på skødet under en seance og

holder ham fast, indtil en dødning har fået lov at komme ind efter

ham.

Sønnen vågner fortumlet op i graven som et nyt menneske, har set graven lyse og har fået klarsyn over hele verden. Han ser også sin fars spor over til

Akilineq. Hans klæder kommer flyvende til ham. Faderen beder ham snart

holde seance. Han flyver ud gennem en lysning under taget og følger

sin fars spor, der standser før Akilineq. Men sønnen når helt frem,

vælger der forreste hus på bopladsen med tre vinduer, hvor kun en

stærøjet med sære snoede spåner foran sig, mærker ham komme. Han råber

på klæder, får dem, kommer ind og får forklaring på spånerne, der

klæber ved den stærøjede. De skyldes dødstabubrud. Gæsten opfordres

til at holde seance og påkalder sin Kivingaq (havbudsånden, BS), der

er et isbjerg med en flad side med sæler. Han beordrer kvinder og mænd

træde frem på gulvet parvis, men en pige, der har anngiaq bevirker, at

bjerget drejer rundt, vælter og knuser huset, mens angakkoq / åndemaner-sønnen

flygter ned gennem jorden og hjem. Den stærøjede kommer på hævnvisit

fem aftener i træk, men holdes på afstand af lys i husgangen og

piskning udenfor.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 42, s. 330.

Var.:  Tungujorlersaaq; Quertitsialik;

Hist: Det nyvundne klarsyn i graven lader sønnen se alle bopladserne

nordpå langs kysten. Det tyder på en sydgrønlandsk proveniens, hvor

man har kendskab til bopladserne nordpå fra rejser.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: angakkoq - uddannelse; initiation; klarsyn; qaamaneq

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 63, ss. 326 - 328.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 78: Angussaq.

Resumé af uddraget: Angusaq fanger hvaler med forsk. ritualer ligesom

Qujaavaarsuk: Han har ravnefødder og -hoveder til fangstblæreamulet.

Han bruger altid renkød som fangstproviant i båden. Renerne nedlægger

han tidligt om morgenen inden man ror ud. Som søsætningeritual hælder

han havvand hen over forstavnen. Ravne-blæren får den harpunerede

kaskelothval til at søge mod land, ligesom de sødyr Q. nedlagde.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 63, s. 342.

For oversættelse af de fleste Qujaavaarsuk varianter se Thisted 1993: "Som perler på en snor." PhD afhandling, Københavns Universitet.

Var.: Qujaavaarsuk.

Hist.: Fortællingen regnes for historisk med betegnelsen

oqalualaarut.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76.

Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et

fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre

stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet.

Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i

dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem

usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som

kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke.

Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval,

hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal

hen.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 61, s. 341.

Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 45, ss. 236 - 245.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 8, ss. 25 - 28.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 78, ss. 410 - 413: Arnarsarsuak, the Kivigtok Woman.

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

Om en qivittoq. Arnarsarsuaq er eneste søster til mange brødre

der ikke vil gifte hende bort. Hun bliver gravid, hånes af husets

kvinder og går hjemmefra, hvor hun føder et foster, der bliver

hængende ved hende. Da hendes brødre derhjemme er døde (formentlig

dræbt af deres anngiaqsøster ifølge Rinks note ndf.)

flytter et par plejesøskende som A. tidligere tog sig af, ud til en

øde ø, hvor plejebroderen får den ide, at synge A.s kælevise. Hun

kommer straks til stede helt inde fra indlandet og søger at berolige

dem med, at hun nu endelig er renset for sin anngiaq (et foster født i

dølgsmål). Lidt efter lidt får hun overbevist dem om sin godhed og

flid, og plejebroderen gifter sig med hende. Plejesøsteren bliver

bange da A. skal føde sit første barn. Barnet er da også en bjørn,

men intet ondt sker. A. får endnu en bjørneunge, og da bjørnene er

blevet voksne flytter husstanden hen til andre mennesker, hvor

bjørnene bliver bange og må beroliges af faderen, der forklarer dem,

at de jo også er mennesker. Ligeså må han forklare bopladsen, at

bjørnene jo blot er hans børn og derfor ikke skal jages. Bjørnene

gifter sig på stedet, fanger til alle, når vejret hindrer andre i at

fange, og da familien flytter tilbage til øen, flytter flere fra

bopladsen med dem.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 45, s.332 - 333.

Hist.: Hér er der sket et kraftigt brud med traditionen, hvor dyr

generelt aldrig kan integreres til fulde i menneskers samfund. Ganske

vist afskærer familien sig igen fra andre mennesker og flytter tilbage

til deres ø, men flere fra de nye slægtninges (bjørnenes koners)

boplads flytter med. Traditionelt har inuit altid identificeret sig

mere med bjørne end andre dyr, men denne komplette identifikation, der

i sidste ende formidles af de nærige brødre, men også af søsterens

"renselse" som qivittoq, er overraskende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): " En bjørnemyte",

og Sonne 1996: Genuine Humans and "Others". Cultural and Social Research in Greenland 95/96. Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Aaqqioq ?

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 23, ss. 82 - 86.

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

Resumé ved Kirsten Thisted, ibid. s.323 - 324:

Historien foregår dengang Paamiut var det eneste sted sydpå

med kolonibestyrer og butik. Ateqilaaq bor længere mod syd, men hver

gang han skal købe krudt, bly og tobak tager han nordover.

Ellers holder han sig selvforsynende, det er kun disse varer han tager

afsted efter. Men på sin vej slår han altid ene eller anden ihjel. En

dag er således lille Korfik ude i kajak og fiske ulke sammen med sin

gamle bedstefar. Ateqilaaq kommer forbi og slår bedstefaderen ihjel,

og Korfik kan intet stille op. I årene der følger pønser han nu

udelukkende på hævn. Korfik laver sig en solid harpunspids af ribbenet

af en pukkelhval, med tanke på Ateqilaaq. Da man hører, at Ateqilaaq

er løbet tør for tobak, lægger Korfik sig på lur sammen med sine

brødre, men da en stor netside kommer op, kan Korfik ikke nære sig for

at harpunere den. På den måde bruger han første gang den nye

harpunspids på en sæl, ikke på sin fjende, og i ærgrelse kaster han

sælen bort. Endelig dukker så to kajakker op nordfra, den ene er

Ateqilaaq, men han lugter lunten og ror uden om. Den anden,

Agortunnguaq, faderen til Hansine, som var mor til den afdøde kateket

i Qoornoq, fortsætter, og de advarer ham om, hvad de har i sinde, men

gør ham også forståligt, at de kun er ude efter folk som har begået

uret (Underforstået: han har altså ikke selv noget at frygte).

De får sig en snus sammen, og så optager de ellers forfølgelsen af

Ateqilaaq. Ateqilaaq ror for sit liv, men Korfik indhenter ham, og

brødrene får deres hævn. Da de skal til at trække ham ud af kajakken,

så de kan komme til at spise hans lever, kommer der krudt og bly med

ud af mandehullet. Og enden af et stykke tobak. Korfik får sine mindre

brødre til at tage fat i enden og hive den ud, de hiver og hiver og

trækker baglæns langt op på stranden, men tobakken bliver ved og ved -

Ateqilaaq har nemlig købt en hel rulle. Ved det syn kan de ikke lade

være med at smile. Ateqilaaq var en stor åndemaner, og han har

forudsagt til sine koner, at hvis hans tromme kløves, er det fordi han

er død. Den dag hvor Ateqilaaq er på indkøbstur, kløves pludselig den

store tromme, uden at nogen har rørt den, og derfor ved konerne

allerede besked, inden Agortunnguaq kommer og fortæller det.

Hist.: En historisk fortælling, der formentlig er fortalt af

øjenvidnet til hævndrabet på Ateqilaaq og overleveret i hans familie

ved Qoornoq. Datering: Mellem 1742 og 1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.

Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan.

A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død.

Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet

han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle

mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver

gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads

dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der

dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke

kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser

sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til

Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde,

lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver

sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den

anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger

at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde

farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag,

og han ender dybt inde i en ubeboet fjord.

Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden,

hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken,

men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om

gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at

skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet

og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med

gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen.

Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se

åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse

til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en

fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser.

Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner

(formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på

sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den

lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham

mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer.

Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden

ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i

menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages

ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer

driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet

endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.

For kommentarer til Rinks version  af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.

Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem

kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og

1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne

hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling.

For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".

Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

Var.: Habakuk

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 20, ss. 60 - 69.

Ret fuldstændig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 31, ss. 71 - 72.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 119, s. 457: The Iglokok.

Resumé: Den dygtigste fanger af to fætre, der er ude sammen, fanges og

flåes af en tupilak-bjørn, som den anden fætter så dræber med fem

pile. Han begraver den døde, sørger og går af sorg ikke på fangst hele

vinteren.

En dag træffer han en sort amaroq ("ulv"), dræber den, flænser sig et

fedtglinsende sidestykke, som han tar med hjem og lader ligge uden

for. Om aftenen kommer et halvmenneske (på langs), en illukoq på besøg. Denne har

længe vandret omkring, fordi den har mistet sin bror. Derefter

underholder den med fortællinger, og værten lader sin kone koge og

servere amaroq-kødet. Men gæsten siger at "fadet hælder", flygter ud

og videre ud over isen med stor behændighed på sit ene ben, helt ud

til sin kajak, og ror bort.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 20.

Var.: ID 103, 1431, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes.

Kommentar: Den er gal med gæstens balance. For en tolkning af traditionens hældende fad, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Det hele menneske." Hverken amaroq'en, et uhyre i Grønland og ikke mindst på Hendriks tid, og tupilakken, optræder i andre varianter. Bemærk at en ideal social balance - mellem to fætre / jagtkammerater bliver brudt som optakt. Søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 25, ss. 91 - 96.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 85 - 86, nr. 43.

Resumé af uddraget: En mand bosætter sig  på Ikaarissat ved mundingen

af Godthåbsfjorden. Hans plejesøn er synsk. En dag manden ror ind i

fjorden for at finde adspredelse advares han ved Qassigiannguit mod at

fortsætte længere ind, fordi der derinde bor en drabsmand. Manden ror

videre og blir dræbt derinde af en kæmpe. Plejesønnen, der er begynder

i kajakroning, ror efter tre dage derindad, hører ved Qassigiannguit at

plejefaderen må være blevet dræbt, fortsætter, møder kæmpen, der

inviterer ham i land på bærplukning, da han ikke kan ramme drengen med

sin fuglepil. Kæmpen spiser spæk til bærrene og vil dræbe drengen, da

han sluger den sidste stump. Men drengen, der kun har en kniv på

størrelse med et søm, finder en indtørret sø, synker i jorden og ridser

kæmpen i fodsålerne, da denne følger efter. Drengen dukker op, dræber

kæmpen og derefter alle kæmpens husfæller. Han giver besked ved

Qassigiannguit på hjemvejen.

Var.: U. Rosing nr. 321.

Hist.: Fortællingen er formentlig bragt med indvandrere til Nuuk-egnen

fra Sydøstkysten (Demografi, Flytninger), idet en næsten enslydende variant i Rinks samlinger

stammer derfra (Rinks anm.). Se Var.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 51, ss. 273 - 278.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 109, nr. 72.

Resumé af uddraget: To forældreløse drenge, der er bange for deres plagsomme

plejemor, som de aldrig giver noget af deres fangst af ryper, går til indlandsboerne, tornit, da hun til stadihed skælder dem ud. Tornit beværter dem med et kæmpebær (syndens frugt?).

Den ældste dreng får deres tosse som fremtidig hjælpeånd og bruger den

senere med effekt mod en stor angakkoqs / åndemaners genfærd.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 51, s. 335 - 336, hvor det bl.a. nævnes, at nogle angakkut - ifølge Rinks note - havde sådanne en tosse som hjælpeånd, fordi den kunne bruge som forsvar mod fjender: Den krængede hovedhuden af, og fjenderne blev rædselsslagne.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 22, ss. 72 - 82.

Ufuldstængig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 15 -17, nr. 5.

Resumé: Fætter og kusine er altid sammen, indtil de bliver større,

hvorefter han kun følger hende hveranden dag på renjagt. Hun røves på

solsiden af et bjerg, mens han går rundt om det langs skyggesiden.

Han sørger dybt og opsøger på forældrenes opfordring gamle mennesker i

nabobygden, der kan fortælle (noget, der kan adsprede hans sorg). Hér

fortæller en gammel mand om et bjerg med flad top, hvor han engang så

stribede klodyr-unger (kukisuk) lege og deres mor fange en snespurv i

luften. Og han fortæller om slædetræ, der skal være det hårde røde,

ikke det hvide (bløde). Til adspredelse af sin sorg skaffer fætteren

sig først en kæmperæv og en skallet bjørn som trækdyr, dernæst rødt

træ til en slæde, og om vinteren indfanger han klodyr-moderen, der

netop har fanget en rype i luften. Dernæst køre han med slæden ud til

en våge i isen med edderfugle og sæler, fortsætter ad et spor til

Akilineq, hvor han træffer sin søster med barn i rygposen og hendes

kæmpemand, der beroliges, da han hører det er hans svoger. Kæmpen lover

at komme på genvisit, da fætteren næste dag tar hjem igen. Kæmpen med

kusine og barn kommer, men han tør ikke gå ud af huset af angst for

trækdyrene. Han må ligge på gulvet pga. sin størrelse, og fætteren

beordrer sine to trækdyr og klodyret at overfalde ham. Også barnet

dræbes. Derefter er fætter og kusine sammen resten af deres liv.

For kommentarer til Rinks vesion af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 22, s. 322 - 323.

Var.: søg på: knivhale og savryg.

Hist.: Kristent islæt: K. Thisted mener, at fortælleren Hendrik misbilliger

fætterens drab på kusinens barn med kæmpen. Det havde han næppe gjort

i førkristen tid, for i de traditionelle fortællinger om ægteskab

mellem en rigtig menneskekvinde og en "fremmedartet", der får børn

sammen, får barnet kun lov at leve, hvis det er en dreng, der bliver den

genforenede menneskefamilies eneste forsørger, eller hvis han er

opkaldt efter en menneskeslægtning. BS: I andre varianter er det endog en bror og en søster der til slut atter kan leve sammen. Hendrik har tilsyneladende også fundet den relation alt for tæt (hvilket både den og fætter-kusine relationen var, også traditionelt - hvis man mener de levede sammen som mand og kone).

Stribede klodyr må være nye fantasidyr, der formentlig har gengivelser af tigre (tiger) som model. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 28, ss. 102 - 106.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 3, s. 11 - 13.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 112, ss. 453: The Cousins.

Resumé: To fætre bor på hver sin side af en fjord. Ham på solsiden får

besøg af fætterens tjenestepige ovre fra skygesiden, der fortæller at

umiarissat (konebåds- eller kano-ånder) har udryddet hele husstanden,

mens hun var ude at besørge.

Sol-side fætteren vil straks dræbe hende, men hun overtaler ham dog

til først at holde en seance, hvor han får syn for sagen og ser

umiaisssats spor over vandet. Næste aften tager han på åndeflugt

derhen, hører dem tale om også at udryddde hans husstand på solsiden,

råber på bukser, får et par, kommer ind og opfordres til at skaffe

fangst. Han indvilger, men advarer dem om, at så blir det med stor

kraft. Han tilkalder sin Tuulik oppe fra indlandsisen, og da denne

lander på det nærmeste bjerg lysner det for vinduerne og stenene i

huset ryster. Beboerne mener, han vil bringe fordærv, men fætteren

(til beboerne, ikke til hjælpånden, som Rink har skrevet), at han

plejer at gå ud og møde sin hjælpeånd. Det er i orden. Han går ud,

fortæller ånden at beboerne har dræbt alle dem, som den plejer at

komme hos (under seancer), og den rasende ånd stikker ild i huset med

sit stikkereskab og dræber alle, mens fætteren flyver hjem til sit.

Kort efter får han besøg af sin equngasoq, der også har været med og

muntret sig med at stikke to gange i en kvinde med barn i rygposen.

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket; Søg videre på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tolkning: Thisted og Thorning 1996: 326: Umiarissat er ifølge Rinks noter enten mænd, der af misundelse dræber heldige fangere, eller sæler, der i

menneskeskikkelse og i både af kalvis hævner for mange drab på deres

artsfæller.

BS: Den særlige Tuulik med stikkeredskabet har stor lighed

med Månen som mytisk skikkelse i Østgrønland, hvor han både bringer

fangst og om foråret kan komme på hævntogt og smadre huset med sin

store stav, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen..."

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 12, s. 34.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 66. Den håndskrevne

original er meget kortfattet, men dog ret udførlig mht. den

foruroligende lyd, ligesom historien også er krydret med et par

enkelte replikker.

Resumé: En udhavs-tupilak. Det var dengang man købte skydevåben af

hvalfangerne. Stedet, nær Paamiut. En kajakmand har hørt en farlig

boblelyd i vandet. Man spærrer med affald i strandkanten, og tupilakken,

der har fremkaldt boblelyden, dukker op i måneskinnet med lyde af

forskellige dyr og fugle, skydes og fortaber sig til udhavet.

Kommentar: en tupilak er sammensat af knogler fra forskellige dyr og fugle, hvis lyde den kan sige og - sommetider - skikkelser den kan antage på skift. Se Kamillaannguaq.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 38, ss. 172 - 178.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 26, ss. 64 - 69.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 82, ss. 424 - 427: Isigarsigak.

Resumé: Isigaarsigaaq drager langt nordpå. Han må overvintre undervejs

og kommer så til nordlændinge, der i både betrukket med to lag skind

tager til Akilineq om sommeren på renjagt. Folk derovre er flinke, man

holder sangfest, og I.s bror, der gifter sig med en lokal pige, blir

derovre, mens I. tar hjem igen. Da broderen vinker farvel i sin

skinnende hvide renpels, husker I. at de skal dele deres fælles

amulet, et stykke trækul, og ror tilbage med halvdelen. Hjemme igen

lever I. livskraftigt videre og blir uhyre gammel. Han taber først sin

spændstighed som tipoldefar. Da kan han kun efterligne en tejsts

stemme. I hans velmagtsdage var det en isloms stemme. Fra I. stammer

slægtskabet med Akilineq-boerne.

Var.: Dette en usædvanlig variant af fortællinger om rejser til Akilineq. SeNinnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq; Qattaaq med lemmingamuletten; og:

Hist.: Man har åbenbart hørt, at Akilineq-boerne er

grønlændernes stammefrænder i modsætning til traditionens mytiske

kannibaler derovre. Men at slægtskabet går tilbage til forfædrenes

indvandring til Grønland, har man åbenbart ikke hørt. Narratologisk begrunder man undertiden sådan ny viden om fortiden i personer, der blir uhyre gamle, og derfor har oplevet disse begivenheder i fortiden. Historisk tænkemåde kunne man kalde det.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 5, ss. 13 - 14.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

Resumé: Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden Grønlands

kolonisering. Isseq har sin faste vinterboplads nord for Kangaamiut.

Om vinteren sætter han fælder, og om foråret opsøger han skibene og

sælger sine skind.

Et forår har I. særlig mange varer at handle med, men en dag hvor

kvinderne er alene hjemme, kommer en båd ind og tager det alt sammen.

I. bliver rasende, sejler i den retning kvinderne angiver, finder

skibet og går om bord og går lige hen til kaptajnen og tager sig en

bøsse. Det kommer til klammeri med kaptajnen, men da denne hverken kan

klare ham verbalt eller fysisk, selv ikke da han får hjælp af

sin kæmpestore styrmand, opgiver han og lader ham vælge lige den

bøsse han lyster. Bagefter giver han endog besætningen ordre til at

fylde Isseqs kajak helt op til randen med gode sager. På den måde får

I. alt, hvad han og hans kvinder har brug for.

Var.: Lignende fortællinger: Pukkitsulik; Brandt To stærke brødre; Røverskibet.

Hist.: Muligvis historisk - fra begyndelsen af 1700-tallet.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 66, ss. 338 - 342.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113, nr. 81.

Resumé ved KTh: Jooruti mister sin far, som er blevet slået ihjel på

ammasat-fangstpladsen af sine fjender.

Konen og børnene flygter i konebåden, men midt ude på farvandet ser de

en masse kajakmænd komme imod sig fra nord, og lidt efter også en

masse kajakmænd fra syd. Da dem fra nord kommer nærmere, ser de at det

er deres fjender. Det varer ikke længe, inden fjenderne er over dem og

giver sig til at stikke hul i båden med deres lanser. J. flygter ind

mellem benene på sin mor, og alle græder og skriger. Så ror imidlertid

kajakkerne fra syd til af alle kræfter, og det viser sig, at det er

deres slægtninge. Nu slås de to hold kajakmænd, og til sidst får de

sidstankomne overtaget og får den synkende konebåd bjærget i land.

Da J. bliver voksen, bliver han en stærk mand og tager sig en kone

blandt fjendernes efterkommere. Konens lillebror er en fræk,

halvtosset fyr, almindelig kendt for sin tyvagtighed. I J.s husstand

bor endvidere hans elskede fætter, som er svagelig. Så en aften hvor

en masse kajakmænd er på besøg på pladsen, kommer svogeren ind med en

stor kobberem (kobbe = sæl)og et siddeskind af en isbjørneunge. Hårene skinner og

blinker i lyset, så smukt er skindet.

Svogeren har selvfølgelig stjålet tingene fra gæsterne, det er man

klar over med samme. J. sidder og snitter på en tand og gør i første

omgang ikke noget, men så går fætteren hen og vil tage tingene, og den

anden kaster sig øjeblikkelig over ham. Svogeren får selvfølgelig

straks overtaget og kaster den anden til jorden med et ordentligt

klask. Nu har den anden ikke noget tøj på overkroppen, og gulvet er

fedtet og beskidt, så snart ser den stakkels fætter ynkelig ud. Da

svogeren giver sig til at gøre nar af ham, begynder J. imidlertid at

svede, så det drypper fra hans hage. Uheldigvis tager svogeren ingen

notits af faresignalerne, og det ender med at J. går hen og løfter ham

op og snurrer ham rundt og smider ham hen mod hustrinnet. Herfra

trimler han videre ud i husgangen og dør øjeblikkelig af sine

kvæstelser. J. går ud og begraver ham i en stor ur i nærheden, og da

han kommer ind igen, er han helt rød på maven (hvoraf vi kan udlede,

at der næppe har været tale om nogen særlig blid behandling ved den

begravelse). Konen græder, men får besked på at tie, hvis hun ikke vil

være nr. 2. På den måde får J. sin hævn.

Hist.: Formentlig historisk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 2, ss. 4 - 7.

Resumé af uddraget: Den historiske K. hjalp engang Qitoraq / Kittoraq og fik en

fin bugserrem til gengæld. Sammen med sin kone reddede K. også engang

sine mange svogre fra hungersnød. En aften græder en lille dreng

utrøsteligt og bæres udenfor af sin faster. Herude ser hun en

anginiartoq, en hjemvendt (fra at være druknet i kajak, angerlartussiaq) der kommer til land med sin fangstblære over hovedet.

Drengen har grædt, fordi han er den historiske angakkoq / angakok / åndemaner Usugannguaq's klarsynsmiddel (sarliaq) og derfor har set den hjemvendte i et syn.

K. Thisteds kommentar: Uddrag i Rink 1866 - 71, II: nr. 65, s. 106.

Især den første episode, sultevinteren hvor Kaannarsuaq / Kaannassuaq redder sine svogre fra sultedøden, er mere udbygget i den originale optegnelse. Forøvrigt er originaloptegnelsen selv noget refererende i

stilen; Hendrik har siden gentaget fortællingen, og da får den lov at

brede sig meget mere. Den optegnelse har Rink desværre afbrudt, da det

gik op for ham, at fortællingen allerede var optegnet én gang; se

mellem nr. 65 og 66 i NKS, 2488, IV, 4'.

Var.: Kaannassuaq. Kaannassuaqs sultevinter: NKS 3536, II, 4', læg 23.

Hist.: En historisk fortælling: Kaannarsuaq var fortællerens

mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar. K. var Usugannguaqs

samtidige.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: klarsyn er åndemanerens evne til at se ud over de normale grænser for tid og rum. Vedr. fangstblæren over hovedet, søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tolkning: En dreng som klarsynsmiddel: Det må være en lærling som åndemaneren muligvis har haft på skødet under seancerne. Et middel til at få klarsyn er i Østgrønland at blive spist af søens troldbjørn. Ifølge vestgrønlandske fortællinger kunne det opnås ved en gammel grav, søg: NKS 2488 II 203 206 nr. 84. Anginiartoq: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Piaaqqusiat..."

Renskrevet af Kr. Møller,

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 48, ss. 254 - 258.

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 28 - 29, nr. 9.

Resumé: Om en anginiartoq;(en hjemvendt - efter druknedød; søg på: angerlartussiaq).

Kalerarmioq rejser nordpå med sin nevø.

Denne kan ikke vende i kajak og får derfor af sin onkel en kajakpels,

der kan snøres til og pustes op. Under en narhvalfangst sammen med

mange andre overfaldes de af den voldsomme søndenvind, som man ikke

kender sydpå, hvor K. kommer fra. Alle undtagen K. omkommer ved et

isfjeld, der styrter sammen og som K. har advaret dem imod. Nevøen,

der er en angerlartussiaq (ved et ritual i barndommen bestemt til at vende hjem)

bevæger sig under vandet under onklens kajak

ind mod land, hvor moderen, der klogeligt har afholdt sig fra at græde

(det ville forhindre sønnens tilbagekomst), udfører en slags qilaneq

(hovedløftning med rem, der formentlig skal hjælpe til at trække

sønnen i land, BS), hvorefter hun trækker ham op fra husgangen med sit

løse hår. Sønnen er vendt tilbage til livet, og hans onkel K. klarer

frisag over for de mange druknedes slægtninge, idet han jo havde

advaret mod isbjerget. Om foråret rejser han hjem med familien og

tager aldrig nordpå igen.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 48, s. 334.

Hist.: Den kajakpels, som nevøen får minder stærkt om en springpels,

der tidligere brugtes til hvalfangst. Mytisk er den her forbundet med

forestillinger om "puulik". Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat"

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 59, ss. 315 - 316.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 75, ss. 110 - 111.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 147, s. 471: The Ocean-spider.

Resumé af uddraget: Havedderkoppen. Den er stor, frygtindgydende,

rødlig. En dygtig kajakroer fra Kangiusaq ved Nuuk ser den nede på

havbunden med åbent gab og undslipper med en fart,

der løfter hele den forreste halvdel af hans kajak op af vandet. Bag

sig ser han kæmpeedderkoppen løfte sig op af vandet som et skær og

synke ned igen.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 59, s.340 - 341.

Hist.: En historisk fortælling fra Nuuk-området.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 60, ss. 316 - 319.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 12, ss. 35 - 36.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 80, ss. 418 - 420: About the Men from the Firth visiting the People at the open Sea-shore.

Resumé: Om fjordboerne der besøgte Kangeq.

To brødre fra Karrat i Godthåbsfjorden tager af lyst til alkekød til Kangeq, hvor man narrer gæsterne til at lande kajakkerne ved et stejlt forbjerg med brådsøer.

De klarer det, inviteres rundt hos alle, og forundringen over disse

fjordboeres evner bliver ikke mindre, da de fortæller om deres tredie

broder, der er endnu behændigere end de selv. De inviteres med på

alkejagt og kommer hjem med stort bytte.

For kommentarer til Rinks version af originaltekst se Thisted og Thorning 1996: nr.

60, s. 341.

Hist.: Adskillige historiske fortællinger omtaler alkefangst ved

Kangeq, som folk fra fjordkomplekset deltog i.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Killinaraarsuk.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuíngôq kumeqángíkatdlartut" / inuinngooq kumeqanngikkallartut,  hvor Rasmussen har renskrevet

den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik)

Resumé:

Før mennesker fik lus, beslutter lusen og ormen at ro om kap til

mennesker. Lusen kommer først, fordi ormens åretold knækker lige før

den skulle nå først til målet. Den graver sig ned i jorden.

Var.: Søg på: Lusen

Tolkning: Lus betyder "liv", orme (især maddiker) betyder "død".

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 56, ss. 301 - 306.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 108 - 109, nr. 71.

Resumé af uddraget: Maningaq (sic.) fra Kangeq vil altid udhavs på fangst,

hvorfor den ængstelige far flytter længere og længere ind i

Godthåbsfjorden med ham.

Der følger flere småbegivenheder om M.s kunnen og manglende evner:

Han redder engang en fangstfælle i kraftig storm. Han gifter sig og får to

sønner, der døbes Lars og Esaias ved kolonien, og det er Esaias, der efter faderens råd effektivt bedækker åndemaneren fra Karra's ansigt med et hundeskind,

da denne ikke kan dø, men hele tiden lever op igen. Engang afprøver M.

i smug sine fangstevner i forhold til Urukasis fra Qilangaat, og M. må

se sig overvundet. Hans sønner er store hvidhvalsfangere, men en

vinter går Esaias glip af hvalerne, fordi en vis Monika har forhekset

ham. Lars går senere qivittoq, og folk mener senere at have set ham i

blå anorak og lærredsbukser.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning

1996: nr. 56, s. 339 - 340.

Hist.: Familiehistorie fra den første missionstid på Nuuk-egnen.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 72, ss. 358 - 368.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: s. 40- 45, nr. 16.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441 - 442: Manguarak.

Resumé:

Manguaraq, der er søn af Mangusuaq, trodser sin fars forbud

mod under sassat (vågefangst af indespærrede sødyr) at fange Månens

hvidhval, der har en sort plet på siden.

Han glemmer forbudet af lutter jagtiver og fortæller det skamfuldt til

faderen, der ved, at Månen enten vil røve sønnens sjæl eller dræbe ham

i kamp. Om aftenen kommer Månen i egen person, kalder M. udenfor og de

starter en pralekamp på alle de dyr de hver især har nedlagt lige fra den

allerførste snespurv. Men da M. fortæller om sin første

qeeraq-flynder (en havkat), må Månen tilstå, at han lige siden han som

lille så den første havkat blive halet ombord, har næret en sand

rædsel for dem. Overvundet inviterer Månen ham med hjem på besøg,

tager den villige M. med på slæden, og de farer langt ud på isen,

stiger til vejrs til et højt land, hvor turen går gennem en dal og

forbi Indvoldsrøverskens mørke bjerg. Månen advarer M. mod at smile,

når hun kommer ud med sit fad og sin ulu, danser, og synger poor,

poor, poor. Hun dukker op, Månen pisker hende væk, hun bliver ved at

forfølge slæden, får atter pisk, men dukker alligevel op i Månens hus

skubbende sit fad foran sig og grinende. Månen sender hende ud, hun

kommer igen, men nu sparker Månen fadet i hovedet på hende og hun

fjerner sig.

M., der har holdt masken, får ros af Månen, der lader Solen hente mad

til dem. M. ser hendes kødløse ryg, da hun forsvinder ind i sit

aflukke igen. Månen fortæller hvordan han og Solen kom på himlen (Rink

henviser blot til en af varianterne af denne oprindelsesmyte), og M. er om

natten længe om at falde i søvn. Da han endelig vågner, sidder Månen

og snitter sig et skaft af en hvalrostand. Månen fjerner en sten, der

dækker et hul i gulvet, hvorigennem M. ser alle bopladserne ligge helt

tæt. Månen lader det sne med benspånerne og beder M. huske sine fæller

på dødstabuerne, der skal vare fem dage. Nu vil M. hjem for at

berolige sine forældre. Månen havde gerne beholdt ham længere, men

kører ham hjem, og Indvoldsrøversken viser sig ikke af sorg over

Månens skældud.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 72, s. 347.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 39, ss. 180 - 191.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 7, ss. 22 - 25.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 113, s. 454: Manik.

Resumé af uddraget: Den gamle ungkarl Mannik er storfanger og bor

alene med sin mor, der ofte forgæves opfordrer ham til at gifte sig.

En dag ber han dog moderen gøre konebåden klar med to årer og røver i

hast datteren i nabohuset, hvis husherre er meget nærig med sin

datter. Hun gør først stor modstand, men tager så fat om åren.

Undervejts nordpå røver M. en kvinde fra hver boplads for at øge sit

antal af roersker og kan efterhånden tilbagelægge to dagsrejser på en

dag. Langt mod nord blir der stadig tyndere befolket. Da frosten

sætter ind i en øde egn, beordrer M. kvinderne at bygge hus og fanger

selv så mange sæler til vinterforråd, at noget må deponeres på en

nærliggende ø. Det blir ganske rigtig også en lang, mørk vinter, hvor

der er god brug for det store forråd til de mange kvinder. Da isen

dækker havet og M. har medbragt en hund med hvalpe, øver han sig i

slædekørsel, hvorefter han en dag tar på langfart nordefter. Der er

stadig ubeboet, og da han ser et enligt lysende hus, sætter han straks

kursen derhen. Det er dog tomt, skønt lampen brænder. Han tar sin

ældste hund med ind. Om natten begynder den og hundene udenfor at

hyle. Han gemmer sig i hast med hunden i kogerummet, hører et genfærd

slæber sig forbi i husgangen, springer ud og spænder hundene for, men

de er som lammede. Han pisker dem så de hyler, hvorefter de sætter

afsted i en sådan fart, at han må opgive at styre dem. Efter en

langvarig kørsel har hundene igen ført ham til spøgelseshuset, hvor de

springer over husgangen hen til en stensat grav (genfærdets), hvor de

hævner sig ved at trampe på den. Videre går det så i rasende fart

nordpå til en oplyst boplads, hvor han modtages med jubel. Man er i

gang med en sangfest. M. blir rigeligt beværtet, men da værterne synes

der mangler et par retter, lader de først een, så en anden pige fiske

hhv. en kæmpe helleflynder og en stor pose bær op af husgangen med

hver sit topbåmd. M. undrer sig såre. Ved afrejsen spør en mand, om han

skulle ha' set et tomt hus undervejs. Jo, Mannik har overnattet der.

Manden blir glad. Han havde måttet forlade det, fordi hans kone blev

sindssyg. Hun var altså genfærdet. Mannik afslår dog alle de gaver, som

manden vil give ham i taknemmelighed over atter at have gjort huset

beboeligt. Næste dag rejser M. tilbage til kvinderne, der allerede har

opgivet ham.

Og om foråret rejser de hjem, idet M. undevejs leverer alle de røvede

kvinder tilbage og kun beholder storfangerens datter som sin kone.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

For kommenterer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 39, s. 329 - 330.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 65, ss. 333 - 336.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112 - 113, nr. 80: Nartouk.

Resumé af uddraget: Naartooq (Tykmave) var en storfanger ved Paamiut for ikke så

mange år siden. Først dræber han en misundelig mand i selvforsvar,

dernæst bliver han lystmorder,

men rådes så fornuftigt af en anden mand og kommer til fornuft. Hører

engang, da han sover i en klippehule under renjagt, en buldrende

stemme. Han kalder sine døde bedsteforældre til hjælp, beder den

buldrende komme ind, men stemmen fjerner sig. Måske var det

toornaarsuk. N. var meget tyk, havde kun døtre og han sluttede hver

aften måltidet med en pose bær, som han spændte om maven og spiste af.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 65, s. 343.

Var.: The glutton Narajê / Narajii. Faktisk ikke en variant, men opbindingen af maven er også denne grovæders vane.

Hist.: Ifølge fortælleren Hendrik var Naartooq oldefar til den

Hendrik samtidige, Jørgen ved Narsaq.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 62, ss. 324 - 326.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 77.

Resumé af uddraget: Nakkannguaq er en mageløs storfanger, der engang

harpunerer en kæmpesælhund. Den er håret, ser ellers ud som ungen af

en fjordsæl, og den farer med line og fangstblære så langt til havs,

at N. sammen med flere andre fangere må opgive den.

En anden gang finder han en fangstblære så stor som et skær ude til

havs, flere andre hjælper ham med transporten, som de dog må opgive

p.g.a. nordenstorm. Man slutter sig til, at både sælen og fangstblæren

må være fra kæmpernes land på Akilineq.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 62, s. 341.

Hist.: Opfattelserne af Akilineqboerne ændrer sig med tiden i overleveringen: (søg på: Akilineq). Forestillingen om dem som kæmper er dog typisk østgrønlandsk. Dvs. her har vi endnu et spor bagud i tid fra herrnhuternes grønlændere til Østgrønland. "Demografi. Flytninger".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 53, ss. 286 - 296.

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 33 - 35, nr. 11.

Resumé: Mens der endnu er mange rener i Sydgrønland, jager

Orloqqajarsuuaq rener sammen med sine fire brødre inde bag fjorden

Sermiligaarsuk mellem Arsuk og Paamiut. Men ingen vil bo sammen med

dem, fordi de jager med kniv i stedet for med bue og pil.

Knivjagten vil udrydde renerne, mener man. Da O.s fire brødre dør en

efter en, vil O. af sorg ikke mere ind i fjorden, men en dag, da han

alligevel tager derind, ser han et stort hvidt dyr, der svømmer

udefter men ikke opdager ham. Han tør dog ikke jage det, og de gamle

derhjemme mener, at det må være en unge af "isbræens bjørn" (afskallet

bræ-sne, der er blevet levende, en kæmpebjørn). En anden gang ser han inde i fjorden en kæmpehvalros, der på det snildeste jages af en skaldet

kæmpeisbjørn. Bjørnen dør dog i kampen med hvalrossen, og O., der

dræber den sårede hvalros, får således begge dyr. O. har senere, da

han flytter nordpå til Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk), fortalt

sin historie til Isuungaq. O., der ikke vil døbes og dør udøbt, var en

af de sidste, der brugte knive som jagtvåben.

Var.: egentlig ikke, men kampen mellem bjørn og hvalros, hvorefter fangeren får begge dyr, forekommer i forskellige fortællinger. Se fx Aloruttaq. Kæmpeisbjørnen deler visse træk i overleveringen med Havets bjørn i Østgrønland.

Hist.: Hér afspejles rejserne fra Sydgrønland til hvalfangst og handel nordpå. En del fortællinger - også østgrønlandske - omtaler

personer i ældre tider med anderledes jagtredskaber end samtidens

gængse. I dette tilfælde skal det forklare renernes uddøen i

Sydgrønland.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 53, s. 336 - 337.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 74, ss. 378 - 384.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 86, nr. 44.

Resumé af uddraget: Paalineq går hjemmefra til indlandsboerne af

jalousi, fordi hans kone ligger med en gammel ungkarl.

Lillebroderen, Qisuilaq vokser til, bliver angakkoq / åndemaner, ser hans spor,

rejser derind, kommer op gennem gulvet, men da ingen må høre, hvad de

to brødre snakker om, skjuler de sig i en sten. P. lover at komme på

besøg om foråret. Q. skal vente ham på isen i rent tøj, for ellers vil

indlandsboernes slædehunde / hunde ? sønderrive ham. P. kommer med fire

hunde for slæden, som han lader sønderrive den gamle ungkarl. Q. og

moderen  flytter med til indlandsboerne, hvor en tosset pige

efterstræber Q. indtil moderen omskaber en lort i Q.s skikkelse, som

kun tossen kan se. Hun favner lorten og bliver helt til grin. Hele familien

bliver resten af livet hos indlandsboerne.

Var.: ID 946; Paaleeq; Palineq / Paalineq; Puulineq; Paulineq

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 74, s. 347 - 348, der bl.a. understreger humoren hele fortællingen igennem.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 68, ss. 347 - 350.

Oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 38 - 39, nr. 14.

Resumé: Inuujuk, der har fået et livsforlængelsesmiddel af sim mor, er

som oldtussegammel blevet lille som en baby, må bæres i rygpose og

sanser intet længere.

Men hendes søn, den ældgamle Pakasi, kan fortælle om sin mors

ungdomsoplevelser, da denne familie af sydlændinge på rejse gør ophold

i Qaquk (Nipisat Sundet over for Nuuk). I moderens ungdom handlede man

årligt med en vis Tinusuk, som havde mange gode varer og var meget

afholdt. Det var gensidigt. En gang overvintrede han, fordi han ikke

havde udsolgt. Men på hjemvejen gik skibet under af overlast. Derefter

gik der mange år, inden der igen kom handelsmænd til Sydlandet. Det

var dengang hvalfangerne besejlede Nordlandet og endnu ingen qallunaat

boede i landet. Dagen efter fortællingen er Inuujuk død. Hendes bagdel

var endelig bristet. Landet over for Kanaat (?) hedder Inuujuk efter

hende.

For kommentarer til Rinks version af originalen se Thisted og Thorning 1996: nr.

68, s. 346.

Hist.: Beretningen om handelen med Tinusuk kan være sand, og går

i så fald går tilbage til før 1722, hvor sydlændinge på deres rejser

nordpå formentlig har hørt og forstået, at Hans Egede og Co. har

overvintret og tænkt sig at blive i landet. Frasagn om samme Tinusuk, el. Tunusuk er også bevaret i en anden fortælling fra Rinks samling. Se den.

På fortælleren Hendriks tid må denne handel da være foregået for

mindst 150 år siden, men Pakaasis beretning kan jo have været

overleveret gennem et par generationer, inden Hendrik har hørt den.

T. var i så fald en af de hollændere, der årligt drog på handelstogt til

Grønland. Se eksempel i "Fortolkningsmuliger": Demografi og flytninger:  "Europæernes handelsvarer".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 69, ss. 350 - 352.

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 15, ss. 39 - 40.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 114, s. 455: The Land of the Isarukitsok Bird.

Resumé:  Sydlændinge har fortalt om en ufrivillig tur over havet, hvor

de traf mange gejrfugle ved en høj klippe, der længere fremme skrånede

ned i et dejligt stenet land med mange træspåner fra qallunaat.

På hjemvejen traf de den store kæmpemåge, der heldigvis sov og ikke

bemærkede dem. Engang, nemlig dengang gejrfuglenes land endnu ikke var

sunket, var der gejrfugle helt op til Nuuk langs kysten.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 69, s. 346.

Hist.: Præsis hvor gejrfuglenes land skulle have ligget, fremgår ikke

klart af rejsebeskrivelsen, skønt den til forveksling ligner de

mytiske rejser til Akilineq. De sidste sikre forekomster af gejrfugle

i Grømland er dateret til 1815 og 1821. Langs vestkysten trak

ungfuglene endnu i 1700-tallet nordpå langt ude til havs fra september

til januar, og så langt mod nord som til Maniitsoq. Verdens sidste

gejrfugl blev nedlagt i 1844 ved New Foundland (Muus et al. 1981: Grønlands Fauna, s.308).

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 64, ss. 329 - 333.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 112, nr. 79.

Resumé af uddraget: Den ondskabsfulde Q., der lader sin svigermor

drukne, og dræber sin højgravide kone, spottes i sangkamp og mod egen forventning bliver den lille. Han efterstræber da nidsyngeren, Pinnersoq, men viser sig ogsåsvagere end Pinn. under fangst.

Først da den ondskabsfulde Q. har angrebet købmanden ved Paamiut, og

stationens stærke dansker har smidt ham en tur i havet, og er blevet reddet op i sidste øjeblik, bliver han mere fornuftig.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 64, s. 342 - 343.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En vanskeligt læselig version nedskrevet under den litterære ekspedition af Gaba Olsen, KRKB 1, 5(15), nr. 22, og fortalt af Maassannguaq, er muligvis den samme. Inge Kleivan giver det samme bud i sin artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005:

243 -275.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 212 - 213.

Resumé:

Et stort handelsskib ankommer. Qasigiaq der er begærlig efter rigdom, slår sin mor ihjel, holder hendes øjne åbne med hvalrosskæg og ror ud til skibet, hvor folk taler til den døde, der ikke svarer. Hun er døv, forklarer Qas. og opfordrer dem til at give hende en lussing, hvis hun skal høre dem. Det gør de. Hun

falder om. "Nu har I dræbt hende," siger Qas. og græder. Matroserne

overlæsser ham med gaver for at gøre det godt igen. Han fortæller

brødrene, at han har fået gaver for sin døde mor. En af dem slår

straks alle sine børn ihjel og ror ud til skibet, hvor man jager ham

bort. En anden gang møder Qas. en hvid mand med en masse ejendele på sin

slæde. Qas., der kun har en tom pose på slæden, fortæller, at han skal

ned på bunden af en sø i nærheden og hente sine ejendele. Hans fæller

har nemlig i vrede puttet ham i en pose og kastet ham i søen, og dernede

har han fundet en masse skønne ting. Han blev rig, fordi han løj.

Fortællingen stammer fra dengang for længe siden, da der var mange

mennesker, og der var hvide mænd i Thule-området.

Var.: Pillingajak;

Hist.: "Store Klaus og Lille Klaus" blev en yndet fortælling i

Vestgrønland. Den ældste version er fra Aasiaat, 1820'erne.

Måske er den kommet med sydvestgrønlænderen Hans Hendrik til

Nordgrønland / Avanersuaq / Thule omkr. 1850. Det er interessant at den mytiske Qasigiaq (talrige versioner), der altid kommer galt af sted og blir hjælpeløst til grin i de klassiske versioner, nu er blevet den snu Klaus der med held snyder de hvide vha. løgne.

Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om den store løgner, hvis vestgrønlandske navn er Qasiassaq. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', s. 31 - 33, nr. 11.

Rink 1866-71, II, nr. 21, s. 51 - 53 er en tekstnær oversættelse.

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 279 - 280, dvs. den midterste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Resumé: Qataaq, der er åndemaner og aldrig bruger fangstblære, røves

af de fæle innersuit, da han trækkes ned under vandet af en lille

sæl. Innersuit skærer næsen af Q. og hænger ham op i en rem.

Q. tilkalder sine hjælpeånder, bl.a. sin Equngasoq, der dræbes, og tre

innersuit af den venlige type. De knaser fingerleddene på de fæle

innersuit og overvinder dem. Q. genopliver sin Equngasoq ved pustning,

og denne skaffer ham til gengæld hans næse tilbage på plads. Remmen,

som de fæle innersuit bandt Q. med, bruges senere i mindre stykker som

effektive amuletter til små drenge, der skal lære kajakfangst.

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: I en note forklarer Rink (1866-71, II: 188 og 1868) om de to forskellige slags innersuit:

de som bor øverst, ved højvandsmærket, og de som bor nederst, under

lavvandsmærket. Mens angakkut erhverver de øverste som hjælpånder, er

de nederste ondartede, det er dem som ingen næser har, og som derfor

har den kedelige vane også at skære næserne af menneskene. De røver

menneskene ned til sig og piner og plager dem og holder dem bla.

fangen ved at lade tanglopper æde kødet af deres ben, så de ikke kan

løbe deres vej. De øverste innersuit har næser, men deres øjne er

røde, som mågers. Det er kun angakkut de redder fra at omkomme i

kajak, når disse har dem som hjæælpeånder og tilkalder dem, når de er

i vanskeligheder, men også almindelige mennesker nyder godt af deres

hjælp, fordi de af og til hjælper med at såre en harpuneret sæl.

Bagefter kan man så se sår, der er mindre og slet ikke passer til

fangernes våben. Forklaringerne har Rink fra Hendrik; Rink bemærker,

at Hendrik selv har set dette på en fangen sæl. Innersuit hjælper

altså også de døbte, konkluderer Rink.

Forestillingerne om de to typer

innersuit skyldes muligvis kristen påvirkning (onde djævle nederst)

Også andre ånderacer end disse innersuit lader forskelligt kryb æde kødet af deres tilfangetagne menneskers ben. se fx: Kvinder flygter til indlandet nr. 39

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Qilaasuaq; søg også på: Akilineq

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 24, ss. 86 - 91.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 69.

Resumé af uddraget: Qilerartuussuaq ved Atammik praler for meget af at

kunne fange alskens sæler, men da han fanger en mystisk, meget langsnudet

een i øjet, blir han så bange, at hans bror må klare den for ham. Fortællerens bedstefar så engang resten af den i muldjorden ved tomten.

Q. rejser en del. Ved Ivianngit kappes han med Erisaatsiaq, men taber.

Sydpå ved Tuttuarsuk generer de mange reners trampen hans nattesøvn.

Han får dem til at forsvinde ved at stille en stang af den venstre del af en gammel steril kones tørrehæk, vendt mod nord, op på en varde. Får også Nanortaliks isbjørne til at forsvinde på samme vis. Som gammel ved Amerloq fornærmes han af en storfanger, der byder på kød af en spraglet sæl, idet denne siger: "I stakler, som

aldrig fanger spraglede, spis bryststykker!" Denne mister sin

fangstevne da Q. stikker kødstumper ind bag sine støvleremme, og

dermed forhekser ham.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 24.

Hist.: Fortællingen tjener bl.a. som forklaring på renernes (faktiske) forsvinden

i Sydgrønland.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 37, ss. 170 - 172.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 79, nr. 38: ' Det fæle syn.'

Resumé af uddraget: Barnet Kutdliarsuk / Qulliarsuk vækker husfolkene

med skrig om natten. En stor stribet arm rækker en hund med blodige

øjne frem fra under briksen til barnet. Folk flygter, vender tilbage

efter tre år. Senere besøgende finder hele gulvet sejlende i blod (og

ingen mennesker).

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 37, s. 329.

Hist.: Er den stribede en tiger? Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Hendriks fortælling er fra 1867, hvorfor det formentlig kun er beskrivelsen af dyrene han kan trække på.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, hvor Rasmussen har renskrevet den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik).

Resumé:

En spurv, der mister sin mand og beklager tabet i en sørgesang. Han var

så smuk i sin rødlige kajak, men blev harpuneret under et bærtogt. En

ravn frier til hende. Hun afviser ham for hans høje pande, lange fjer

og brede tindinger. Ravnen gifter sig i stedet med en måge, der flyver

bort mellem andre måger og indimellem hviler ud på isbjergene. Da de

slipper op ber ravnen mågerne lægge sig tæt sammen. Mens han hviler

sig på dem, flytter de sig, og han falder i vandet, mens han skriger,

at nu står vandet ham til armhulerne, og nu til mundvigene. Han synker

til bunds.

Var.: Sangkamp i dyreverdenen + Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

Hist.: Tendensen i yngre fortællinger til at sammensætte flest mulige

fortællinger om en bestemt mytisk skikkelse ses også her: Den om

ravnens frieri til spurveenken og den om hans ægteskab med trækfugle

(oftest gæs).

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 3, ss. 7 - 9.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

Resumé: Fortællingen handler om et par gamle ægtefolk med voksne

sønner. Sønnerne vil gerne døbes, men forældrene er slet ikke til at

tale med. Især ikke faderen. Fortællerens farfar (Berthel Larsen)

sender så alligevel fortællerens far (Fredrik Berthelsen) af sted til

deres boplads for at undervise sønnerne, og hele efteråret og vinteren

er stemningen meget spændt, med klimaks på konflikten julemorgen under

julegudstjensten, som faderen forstyrrer. Efterhånden afmattes dog

tilsyneladende konflikten, husherren og missionæren kan blot ikke

beslutte sig til, hvem der skal være den første til at hilse på den

anden. Endelig om foråret kommer de på talefod, og sønnerne bliver

døbt. Men de gamle dør udøbte, "for de ville ikke omvende sig, og man

kunne ikke omvende dem."

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1800.

Kommentar: Bemærk generationskløften over for den ny tids kristne påvirkninger

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 21, ss. 69 - 72, 142 - 146, 166 - 170, 178 - 180, 385 - 386.

Ikke med i Rink 1866 - 71, II.

Komplet oversættelse i Thisted og Thorning 1996, Appendix 1, ss. 349 - 362.

Resumé:

Sahra gør først rede for sine slægtninge i fædrene linie bagud til og med sin tip-tipoldemor, Ajamak. Dennes søn Qippuk havde blandt sine mange børn sønnen Kuajak, og denne Kuajak havde tre sønner og seks døtre. Den ældste af døtrene var opdraget til kajakfanger og sønnerne hed Avammeq, Tunganeq og Aqajamuk. Denne Aqajamuk var Sahras farfar. Hendes far nævnes ikke ved navn i denne fortælling, der handler om et mord på hendes farfars søster - hende der var opdraget til kajakfanger - og en af dennes onkler / farbrødre. En ældre onkel / farbror, der var med ude på lurefangst i kajak, undslap - måske Aqqaluapaluk, der straks efter nævnes som deres (?) onkel / farbror og som hidkaldte en angakok / åndemaner. Denne opklarede at morderne var to kajakmænd, Sillik og Mamarani, og at disse, der var fortsat mod øst til Aluk, skulle overvintre ved Ittilleq syd for Pamialluk. Den følgende sommer foretog brødrene til den dræbte søster sig ikke noget, men sommeren efter fik de nys om at morderne skulle sydpå og satte efter dem til mordstedet, den sydligste ø. Undervejs myrdede Tunganeq (en af den dræbte kvindes brødre, se ovf.) i sin store vrede en ubeslægtet mand, Sangungasoq (formentlig ubeslægtet med morderne og derfor ikke en Tunganeq burde hævne drabet på, BS). Avammeq prøvede at forfølge konebåden (med mordernes familie på vej sydpå), men den var nået at undslippe.

       Derpå blev en efterkommer, Sapangaq fra Pamialluk, dræbt under en udflugt med fire sønner i telt efter kvan. (Den præcise slægtsforbindelse mellem Sahra og Sapangaq er ikke klar: "en af hendes onkler".) Morderen var Qallunaatsiaq fra nundingen af Tasermiut. En del kajakmænd der var sammen med morderen blev af denne bedt om at kaste deres fuglepile i liget (for dermed at blive medskyldige), men en nevø (? eller fætter?) til den dræbte vil ikke, og under mordtrusler nøjedes han med at kaste sit kastetræ på kajakken (formentlig den dræbtes kajak). Samme nevø / fætter underrettede Sapangaqs fire mindreårige sønner ved teltet og tog derefter til Pamialluk med nyheden, hvorfra man roede hen efter liget og teltet med drengene. Til at passe dem hentede man så i Niaqornaq længere sydpå: Kujapingaq, der var / blev (?) Sahras mor. Ingen af drengene havde endnu kajak og alle havde så ondt af dem. Ujooq, den ældste, fik en kajak af en vis Uitsiaq og hans lillebror en af Illorulleq.

       Alle fire brødre blev meget stærke under ustandselige anstrengelser. De opøvede kræfter i kajak og i konkurrencer, hvor den der tabte altid fik tæv med en særlig pisk af talgindfedtede remme af remmesælsskind / såleskind. Ujooq blev efterhånden den der klarede sig dårligst, skønt han var den ældste. Under en kraftprøve hvor det gjaldt om at lade en stor tung, ung pige træde ud fra briksen med bare fødder på deres hænder, var det kun Ujooq der kom en smule til kort.

Men vreden blev holdt i stadig kog hos dem alle, også hos Ujooq der altid lod den gå ud over sine fangster. Han rev omtrent hoved og lemmer af hver eneste af dem.

       Sahra fortsætter med Ujooq, der bosatte sig ved Nanortalik og udviklede sig til massemorder. Han lod sin unge andenkone tatovere sig et mærke for hvert mord langs hårkanten. En dag førstekonen så mærkerne og ville vide hvad det var, smed Ujooq hende ind mod væggen så hårdt at hun senere døde af det. En søn af den dræbte opfattede nu sin far som sin fjende og en storesøster åbenbart ligeså, for hun påtog sig opdragelsen af lillebroderen til hævner med opøvelse af kræfter og udvikling af hans vrede oppe i indlandet. Denne storesøster var bomstærk og ligeså hendes yngre søstre, og deres kræfter havde de opøvet fordi de havde hørt at deres far skulle myrdes (pga. af sine andre mord - formentligt. BS). Ingen turde gøre dem noget fordi de havde opøvet en fantastisk færdighed i slyngekast med sten.

Der opstod splid i familien imellem den dræbte første-kones stærke døtre og søn på den ene side og andenkonens tre sønner på den anden side. Faderen, Ujooq, medvirkede til at yppe kiv mellem dem (igen temmelig uklart hvem han hidser op mod hvem) og han endte med at blive så bange for sin stærke ældste datter og sønnen (begge med den dræbte førstekone), at han sørgede for aldrig at sige dem imod. Sønnen havde vist sit sindelag både ved gang på gang at knække harpunerne på faderens kajak og med en voldsom demonstration af sine kræfter egenhændigt at dræbe tre bjørne på en isskodse i faderens og mange andres påsyn. Vreden (den længe nærede og opdyrkede) havde givet ham kræfterne, og med en sådan vrede havde han intet at frygte, råbte han hånligt, mens han smed sine bjørne ned i vandet som fangstparter til først sin far og så de andre tilskuere. Derpå roede han bort uden fangstpart til sig selv.

       Om den ældste datter, den stærke storesøster, fortæller Sahra, at hun ikke ville finde sig i at en af hendes søstre var blevet gift med en fra Tasermiuts munding. Hun tog derhen, knækkede een mands underarm og dernæst Sialuk, sin søsters mands kajak, og tog sin søster med. Hun regnede Sialuk for en af sine fjender.

       Et forsøg på at skære flænger i disse stærke døtres umiaq / konebåd under en ammassætfangst til Alluitsoq, blev besvaret med en spæklampe som kasteskyts. Misdæderen flygtede af skræk. Døtrene formåede at afholde enhver hævner fra at antaste deres far, der, ligesom Sahras egen far og en vis kannibal, Ningalaaq, døde en naturlig død som udøbte. Det hørte Sahra da hun var kommet til Nuuk.

       BS: I næste sektion gør Sahra først meget klart rede for sin mødrene familie bagud (i mødrene linie) helt til tipoldemoderen, Uriun. Da hun dernæst skal berette om en piteraq / fralandsorkan der ramte en del af hendes onkler (måske hendes 8 morbrødre), går der kludder i det hele. Den der før var hendes bedstemor forveksles med den førnævnte oldemor. Denne siges så at være gift med Pilapilaaq, der før var tipoldemoderens mand. Der kan have været tale om opkaldelser i navngivning, der pludselig får førsterang i de nye identificeringer -  men det er komplet usikkert.

       Resumé af selve begivenheden: Kajakfangerne blev slået ud af kurs af piteraq'en (fralandsorkan), nåede frem til et isbjerg med en hule, der viste sig at være et skær midt ude i havet. De søgte derind og sov bøjet over kajakkerne. Næste dag viste det sig at de var i nærheden af Aappilattoq, dvs. inde i en fjord, og med en svækket nordenvind gik det rask sydpå. Men en kraftig nordgående strøm slog dem atter ud af kurs så de efter flere døgn kom udmagrede i land ved Alluitsup Paa (Sydprøven). Den yngste klarede det ikke. De andre måtte holde sig ude og spise ude pga. af stanken inden døre af gæret spæk. De havde været så længe borte, at de unge mænds mor havde nået at opkalde en søn efter sin mand, som hun havde troet død. Efter al sorgen græd og græd man af glæde da de vendte hjem.

       En anden gang blev to af Sahras fætre sammen med en anden angrebet af en isbjørn, der dræbte den ene fætter og ledsageren, mens den yngste fætter nåede væk i kajak og hjem. Alle mændene var ude, roede i konebåd hen til stedet, men da de hørte mændenes fornøjede latter i det fjerne, skyndte de sig hjem uden at sige noget. Senere blev den dræbte ledsagers far så vred på sin kone over at hun havde givet sønnen lov til at tage med, at han skar hårtoppen af hende. Denne fødte senere en datter, der var behåret overalt undtagen på hænderne. Sahra havde selv set hende.

       Sahras mormors mange sønner med sin mand havde engang sammen med den ene søns sønner opsporet en isbjørnehule, hvor det lykkedes dem at få dræbt både bjørnen og dens unge. Men det satte skred i en lavine, der begravede alle dem, der flygtede mod nord, men dem der stak mod syd reddede sig. De fik dårlig samvittighed, brød sig ikke om at fortælle det til slægtningene og flygtede derfor videre sydpå. En kvindelig angakok / åndemaner / angakkoq i familien opklarede for de hjemmeværende hvor de savnede var blevet af. En af de overlevende var dog alligevel roet fra de andre nordpå, men en hvalros havde angrebet og flækket både ham og kajakken. Man fandt ham næste dag, hvorefter moderen blev sindssyg af sorg. Man måtte binde hende, hun spiste både jord og sten, og til sidst tog man livet af hende ved at hælde varm tran i hendes ører.

       Hendes ældste søn var blevet skør af at parre sig med en hund og han døde af skræk da hunden, der var hans kones, fødte en unge med menneskeben. Også hans ældste søn var skør med diarrhoe og ufrivillig vandladning. Rendte altid rundt med bukserne nede, og gæster der ikke hilste på ham, døde altid siden. En lillesøster havde han bidt i skulderen og ædt bidden. Slægtninge til de tossede havde giftet sig indbyrdes, brødre og søstre, og fået så mange børn at en nåede at drukne i urinbaljen inden man opdagede det. Tidspunktet var da Konrad Kleinschmidt var begyndt sin mission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal (1824, BS) og han døbte dem alle.

       Sahra fortæller om sin morbror, der var angakkoq / åndemaner og både havde hende på skødet under åndemaning og med inde i den hule, angakok - øvelsesstedet, hvor lærlingen gned en sten rundt og rundt på en stor flad sten. Det fremkaldte en lyd der voksede fra en flues summen til et helt kor så man blev ganske lam og stum. Nu og da, når blodet strømmede ud fra morbroderens mund og ører, flygtede Sahra, men morbroderen fandt hende altid, og når han var kommet til sig selv, vaskede han sig i søen. Under hans åndemaninger om vinteren, hvor hans hjælpeånder kom ind, tændte man lamperne for at se innersuit. Mændene var klædt i tarmskind af remmesæl, kvinderne i tarmskindsanorak, deres næsehuller lignede rumpehuller af edderfugle. Sahra så selv engang en innersuaq der var blevet krøbling af et fald i kajak fra stranden. Han hed Nuinaaq, hans kone Seqquartoq.(Uddannelse til angakkoq; initiation; seance; præsentation af hjælpeånder; blod; bløder)

       Derefter refererer Rink at Sahra fortalte samme fortælling om sin morbror som Rink havde fået af Hendrik, hvor angakkoq'en Ulaajuk blev stjålet af innersuit og reddet af sin equngasoq / Equngasoq og talitaq. Dernæst om qilaneq (hovedløftning; åndespørgning) og visse tabuer som en helbredt patient måtte overholde.

       Næste dag fortæller Sahra om helbredelse af en patient, der led af sting (tuberkulose formentlig, BS), hvor angakokken / åndemaneren skar patienten til blods, drak blodet, pustede på såret, der heledes, hvorefter blodet stod angakkoq'en ud af hans ører og mund. En anden metode gik ud på at lade trommen stå og vippe på den syge, der var lagt på gulvet. En sådan helbredelse krævede flere og længere varende tabuer overholdt end den forrige. Mange havde dengang bud efter angakkoq'erne, som drog hjem med rige gaver på kajakken, selv om de ikke led nød.

       Forskellen på en toornaq og toornaarsuk. Der er mange toornat men kun een toornaarsuk, der er dobeltkønnet og ikke kan hverves som toornaq (hjælpeånd).

Kommentar 1: Her standser Rinks mere detaljerede notater. Sahra har, fremgår det af fortløbende noter, yderligere fortalt mange fortællinger fra det repertoire som Rink kendte fra både Hendrik og andre indsendere.

(Resuméet her er særdeles detaljeret, dels fordi der er uklarheder i teksten, dels fordi den rummer mange kortfattet fortalte begivenheder, og dels fordi en sådan biografi fra dette tidspunkt er usædvanlig og dybt fascinerende. BS)

Hist.: Om Sahra har Kirsten Thisted følgende data (s. 30): Hun blev født ca. 1805 på den sydlige østkyst, hvorfra familien flyttede til Lichtenfels og blev døbt dér i 1821. Sahra var på det tidspunkt forældreløs. Senere flyttede hun med en bror, dennes kone og to sønner til Ny Herrnhut i Nuuk, hvor hun vist aldrig blev gift men fik to uægte sønner, der til hendes store sorg døde. Selv døde hun i svære smerter af tuberkulose i 1868, dvs. året efter sine fortællinger til Rink.

Kommentar 2: Man bemærker at flere forløb nøje følger opskriften i fortællingerne: Den myrdedes sønner - og her endog døtre - træner sig stærke til enten at hævne sig eller for at undgå overgreb fra hævnere. Episoderne med den vrede søn, der knækker sin fars harpuner og dræber tre bjørne på en isskodse (hvoraf kun de to omtales som fangstparter) er som taget direkte fra fortællingen om Kaassassuk, der foruden et ganske tilsvarende drab på tre bjørne, altid fik sine legetøjsharpuner knækket af jævnaldrende drenge.

Tricks med blod og sårheling var der mange varianter af. Den her beskrevne, hvor blodet står ud af angakokkens mund og ører mens han farer tosset rundt, svarer ret nøje til lærlingens første initiation hos ammassalikkerne, som Jens Rosing i oversættelse kalder "forløsningen". Søg fx på Ajijak.

Vedr. lamperne der tændes når innersuit er på besøg under seancen, er det muligt at åndemaneren faktisk lod assistenter el. lærlinge spille sådanne udklædte og måske maskerede ånder. Fortællingen om Ajijak, der præsenterede sine første hjælpeånder i et tåget lys, tyder på det samme. Se: Ajijaks forløsning og første himmelflugt. fo: Sâjôq / Saajooq.

Vedr. toornaarsuk / Toornaarsuk er der yderst forskellige oplysninger. Mange østgrønlandske angakkut / åndemanere berettede før og efter koloniseringen om hver deres toornaarsuk som hjælpeånd. Sahras skildring tyder på træk fælles med den østgrønlandske Uersaq, en tvekønnet ånd, der kunne initiere angakkoq-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq.

En påvirkning fra missionærernes identifikation af toornaarsuk med Djævelen er også mere end sandsynlig. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under toornaarsuk.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 14, s. 35 - 36.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 67.

Resumé af uddraget: En lille sort mand i kajakpels og med afklippet

hår siger til Tiffariki, der er på renjagt med sin tjenstepige Pusimaaq, at

mens hans bedstefar var baby / spædbarn, var der endnu mange alke, og nu vil der

snart komme mange a-a-alke. Det samme siger han om sæler. På vej ned af fjeldet revner Pusimaaqs bukser i varmen, må efterlades på fjeldet, og da T. når ned finder han sin kone døende.

Kommentar: Ressourcers forsvinden og komme; underforstået er Tiffariki utro med tjenestepigen, men ellers fremgår pointerne ikke krystalklart af uddraget. Teksten må læses på grønlandsk i ovennævnte trykte udgivelse

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Manden der blev gift med en gås (el. en alk el. en anden fugl) Søg på: Swan Maiden

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Ravnen der blev gift med en måge / en gås. Ravnen der blev svoger hos mågerne / gæssene.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 18, ss. 54 - 55.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 107, nr. 68.

Resumé af uddraget: Qataarsuaq ved Tukugartalik ser en hvalros kigge på

ham under armen og ved da, at den vil angribe. Det gør den og med flænget kajak får han fat i en skrænt, lader vandet løbe ud, mens bølgen falder, lader

sig dumpe ned og når hjem, inden kajakken atter fyldes af vand. Han tar aldrig siden på fangst udenskærs.

K. Thisteds kommentar: Thisted og Thorning 1996: 321.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: talrige om besøg hos / fugle (ravn og måge de hyppigste) i menneskeskikkelse. Her er det ravne.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 43, ss. 214 - 219.

Let forkortet oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: 125 - 126, nr. 109.

Resumé: Barneuhyret. Tunngavik vil ikke vokse, skal dysses i søvn af

sine plejesøskende, der passer ham, og han siger først noget som

to-årig, da han vil have den lever, som de to har fået af T.s mor som

babysitterløn til natten.

Han spiser den helt op, beklager sig over, at hans far engang har

slået ham med en narhvaltand, vokser enormt, æder sin mor, begynder

at æde sin far, og folk flygter. Den genner plejebørnene tilbage i

huset. Disse når dog ud og vil op på den sten, hvor folk er flygtet

op, og atter gennes de væk. De kryber op på en mindre sten, afværger

i første gang uhyret (husker det på deres gode gerninger mod det),

der vender sig mod de andre. Stenen hælder, folk falder ned, uhyret

æder dem alle og vender sig atter mod plejebørnene. Men pigen dræber

den med sin venstre kamik. Sammen skærer de to uhyret op, der er så

stopfyldt af mennesker, at deres forældre befinder sig helt ude ved

dets storetæer. Plejebørnene bliver senere samlet op af

forbipasserende.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 43, s. 330 - 331.

Hist: I de traditionelle varianter har spædbarnet ikke fået klø, men

er blevet sultet eller nægtet fast føde. Kolonisternes undren over, at

grønlandske børn ikke opdrages med klø har åbenbart gjort indtryk på

grønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):" Opdragelse" og Sonne 1997: Kontrasten mellem Sila som mytisk skikkelse og opdragelsens ideal hos inuit i Canada og Grønland. Idealer i religion og religionsforskning. Red. Lene Buck et al. Museum Tusculanum:49-67.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik