Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Garnbådsmand, Kristoffer gav 11 resultater.

Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia

Print
Dokument id:343
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 76
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

 

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

 

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

 

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

 

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

 

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

 

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

 

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

 

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

 

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

 

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

 

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

 

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

 

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Augpilagtoq / Aappilattoq

Print
Dokument id:342
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Augpilagtoq / Aappilattoq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 115
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aappilattoq

 

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

 

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

 

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

 

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

 

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Kaannassuaq

Print
Dokument id:323
Registreringsår:?
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaannassuaq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

 

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

 

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

   

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

 

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

 

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

 

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

 

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

 

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

 

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

 

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

 

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

 

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

 

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

 

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

   

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

   

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

 

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

 

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

 

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

 

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

 

Var.: Kaannassuaq.

 

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Kivio / Kivioq

Print
Dokument id:344
Registreringsår:1916
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivio / Kivioq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 79
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss 53 - 61: Kiviumik.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 9, ss. 69 - 70 + nr. 10, ss. 75 - 76: Kivio.

 

Oversættelse efter håndskriften ved Apollo Lynge:

 

Om Kiviu

Engang besluttede Kiiviu / Kivioq sig for at ro ud på det åbne hav. Da han havde fået den ide at ro ud på det åbne hav, betrak han sin kajak med to lag skindbetræk og begyndte at samle en masse udtjente kajakvanter. Da han syntes, at han havde fået samlet et rigeligt antal, så han en morgen på vejret og begyndte så at gøre sine forberedelser. Da han var færdig satte afsted ud fra land. Der var ikke en sky på himlen. Længe kunne han se landskabet, men til sidst kun fjeldtoppene. Han roede udefter, og mistede til sidst landet af syne. Længere ude kunne han nu forude se, at havoverfladen var fuldkommen fri og strakte sig hele vejen fra syd til nord. Han nærmede sig det røde område, og da han kom nærmere så han straks at det var en mængde havlus. Da det ikke var andet at gøre, roede han ind imellem dem. Da begyndte de at bide sig fast i hans kajak. Kiviu roede nu alt hvad han kunne for at komme fri af dyrene. De havde allerede ædt det yderste lag af hans kajak, så resterne af det faldt af. Da Kiviu nu ikke kunne gøre andet, begyndte han at smide de udtjente vanter ud til dem. Da han havde smidt den sidste vante ud var han endelig fri af havlusene.

 

Han fortsatte udefter og begyndte at få land i sigte og på nærmere hold så han, at det var ret lavlandet. Henne ved landet begyndte han at ro langs kysten vestpå. Til sidst rundede han et lille næs og fik øje på et hus, og der kom røg op fra huset, men der var ingen mennesker. Da Kiviu lagde til nedenfor huset, tænkte han: Hvis huset er beboet, kommer der nok nogen ud. Ham gemte sig der og afventede, at nogen skulle komme ud. Efter en rum tid kom en ung pige ud for at lægge læstenene til rette. Efter at havde rettet dem til, gik hun ind i huset igen. Nogen tid efter, kom der en ældre kone ud for at tømme en natpotte. Da hun var gået ind, kom det ikke flere ud. Der var åbenbart ikke andre i huset, og Kiviu gik derop, og lige da han var på vej ind, kastede han et blik på de stykker der kogte i gryden og genkendte straks menneskehænder, der var krummet sammen som i krampe. Da han fortsatte og kom ind, var de to alene. Da han trådte op i indgangspartiet (fra gangen op i rummet) sagde hende, det viste sig at være moderen: "Nææh, der har vi en gæst, kom dog nærmere og sæt dig." Da han satte sig, tog hendes datter et fad og gik ud. En tid efter kom hun ind, og fadet var helt fyldt op. Hun satte fadet frem på gulvet og sagde:" Vær så god at tage fra, menneskekød samt menneskehænder og menneskefødder". Kiviu tav lidt længe og sagde så: "Såden noget er tabu for mig". Da sagde datteren, idet hun skulle til at tage fadet væk: "Hvad er han nu for en." Efter at have taget fadet væk, gik hun ud og kom tilbage med noget tørkost og satte det frem. Da hun havde rodet lidt under sin lampebriks tog hun en mavesæk frem. Hun begyndte at hælde noget af indeholdet ud i en trætallerken, og det var helt klart. Hun sagde: "Det er meget klart, fordi det er fedtet fra et barn". Kiviu blev stille lidt og sagde så: "Den slags er tabu for mig." Igen tog hun fadene væk og sagde: "Hvad er han for et menneske." Og hun satte ikke mere noget frem.

 

Kiviu beyndte nu at være opmærksom på, hvad der var i huset. Under deres sidebrikse opdagede han så menneskehoveder, som de havde til gæring, og Kiviu blev endnu mere årvågen. Kiviu fik ikke noget at spise til aften. Da de skulle i seng om aftenen, og Kiviu fik besked at lægge sig på sidebriksen, havde han sine anelser - Kiviu havde lært et og andet - og i skjul tog han sin gamle slibesten frem, og efter at have gnedet hele sin krop med den, lagde han sig på sidebriksen. Ikke så snart mor og datter havde lagt sig, begyndte de at snorke. Kiviu lod som om han sov. Så snart han snorkede på skrømt, tav datteren pludseligt. Han rørte sig ikke og fortsatte med snorkeriet. Så sprang datteren lydløst ned på gulvet. Da hun landede, lod Kiviu som om han var ved at vågne, og uden en lyd sprang hun tilbage, op på briksen og begyndte straks at snorke. Da Kiviu atter snorkede løs, blev datteren, der snorkede meget, helt stille. Da hun begyndte at lytte, og Kiviu lod som om han snorkede, sprang hun lydløst ned på gulvet. Kiviu fortsatte sin snorken uden at bevæge sig, og så stak datteren sin bagdel ud mod ham. Mens Kiviu så på hende, begyndte et stort kobberstykke at stikke frem fra hendes endetarm. Og så lød der pludselig en stor knækkelyd, da hun sprang op midt på livet af den liggende Kiviu. Hun nåede lige op på ham, før hun faldt ned på gulvet, trak vejret dybt ind og sagde: "Usorsis´s haleben er knækket, det der skaffede os rigelig mad blev knækket, hendes store kniv, hendes ulu, hendes store stikkevåben knækkede han." Kiviu skyndte sig at komme i tøjet og fór ud, mens moderen forfulgte ham. Han nåede sin kajak og kom ned i den, og lige da han kom ud i vandet, kom hun løbende til strandbredden med sin ulu i hånden, og mens hun lod, som om hun skar i noget mod hans side, sagde hun: "Gid jeg således kunne spise hans kinder," begyndte Kiviu krænge over mod hende. Ved at vrikke med sin pagaj lykkedes det lige Kiviu at rette sin kajak op. Nu blev Kiviu vred og forbitret og dér, ud for hende, vendte han sin kajak mod hende og sagde, mens han tog sin fuglepil: "Gid jeg kunne ramme hende sådan med min fuglepil". Og da hun begyndte at gå hen mod ham, jog han derudefra sin fuglepil i hende.

 

Efter at have dræbt dem begge to lod han dem ligge, og da han var kommet langt bort fra det sted, hvor han var begyndt at ro langs med landet vestpå, rundede han engang et lille næs, og endnu en gang lå der et enligt hus. Da han lagte til nedenfor huset, gemte han sig og ventede på, at nogen skulle komme ud. Noget senere kom en ung pige ud og rettede på læstenen til kogerummets røglem og gik ind igen, og der kom ikke flere ud. Endnu senere kom der en ældre kone ud, og da der ikke kom flere ud, gik han op til huset og forbavsedes over deres maddepoters omfang. Han gik hen mod indgangen og kom ind i huset, hvor han straks blev åbent og venligt modtaget. Datteren fik nu travlt og gik ud med et fad. Da hun kom ind igen viste det sig, at hun kom med kød af en lille sæl, der skinnede blåt, da hun satte det frem. Da Kiviu var blevet meget sulten, begyndte han at spise som en vanvittig. Da han tog fat, fortalte mor og datter ham: "Selv om vi ganske vist bor alene uden mandfolk, mangler vi ikke noget. Mødte du ingen mennesker på din vej? " "Jo", sagde Kiviu, "undervejs hertil var der en skrækkelig mor og hendes datter, som jeg dræbte begge to, fordi de lige var ved at dræbe mig." Ved de ord udbrød de: "Godt du dræbte dem. De uslinge fik dræbt alle vore mandfolk, så vi kvindfolk blev alene tilbage, men vi lider nu ikke nød. Du kan nok se disse mange bugserblærer. Når det bliver lavvande i havet, fæstner vi bugserblærer til mange sæler og så snart vi er færdige, og vandet igen begynder at stige, går vi op på land igen. Når vi er oppe og inde i huset igen, blæser det aldrig op med andet end mild pålandsvind. Når sælerne så er drevet til land, er det bare at slæbe dem i land." Kiviu følte sig helt hjemme hos dem.

 

Næste dag begyndte det at blive lavvande, og det blev ved. Mens havet var på vej ud af syne, kiggede datteren ud gennem ruden. Hun vendte sig og sagde, at det kun var halvvejs lavvande. Til sidst kunne man ikke længere se havet. Så kiggede hun igen ud og sagde da: "Det er nok nu", og de gjorde sig klar. Da Kiviu begyndte sine forberedelser for at følges med dem, spugte kvinderne ham: "Kan du løbe landdyrene op?" Kiviu sagde: "Nogle kan jeg lige løbe op, men andre har jeg svært ved at løbe op." Da sagde de: "Når der lyder et drøn langt borte fra, og vi sætter i løb, må du løbe alt hvad du kan."

 

Efter at ha' samlet en mængde bugserblærer gik de ned, og da de begyndte at gå ud, var der rigtig nok mange ting at se på den tørlagte havbund. Mens kvinderne satte bugserblærer / fangstblærer fast på en hel masse sæler, og Kiviu fulgtes med dem og satte bugserblærer fast, gik han lidt væk fra dem og fik øje på noget meget smukt uden at genkende det. Han skulle lige til at fæstne en blære til det fordi han syntes at det var så smukt, men så lød det fra kvinderne: "De der, sådanne lader vi være, det er en Unneraarsuk fra underverdenen." Han lod den være og fortsatte med sit forehavende og hørte egentlig nok et drøn langt borte fra. Og så lige med ét kom han til besindelse og kiggede efter kvinderne, der allerede var begyndt at løbe. Han satte i løb af alle efter dem. Han kunne ikke indhente kvinderne og da han på et tidspunkt så sig tilbage, var havet i hælene på ham så højt som en klint. Han blev vildt opskræmt og løb alt det han kunne, og mens havet var på nippet til at nå ham bagfra, nåede kvinderne op på land, og Kiviu fulgte efter, op på land mens vandet allerede slog ham om fødderne. Netop som de kom op på land, kom den milde pålandsvind. Så begyndte alle de dyr, de havde sat bugserblærer på, at drive i land, og de kunne nøjes med at slæbe dem op. Hver dag fangede de så mange sæler, at når man så deres maddepoter var det som om de havde flere mandfolk til at fange hos sig.

 

Mens Kiviu stadig boede hos dem, kunne han på et tidspunkt ikke længere få dem han forlod ud af tankerne. Engang sagde han så til kvinderne:" Jeg føler nu mig meget knyttet til jer, men da jeg har familie østpå, og jeg ikke længere kan glemme dem, vil jeg tage hjem til dem." Kvinderne kunne ellers dårligt forestille sig at undvære ham. Efter at Kiviu havde taget turen hjemover, roede han ikke mere vestpå.

Her ender historien.

Var.: Kivioq / Givioq

 

Kommentar: Kvinden med knivhalen må være en mytisk humlebi i kæmpestørrelse, som det fremgår af visse sagn fra inuit i Canada. Søg på bi og humlebi. Tidevandsfangst.

Unneraarsuk nævnes andetsteds som et havvæsen, der belønner offergaver med fangst. Søg på: Unneraarsuk

Manguaraq / Fortællingen om Manguaraq

Print
Dokument id:341
Registreringsår:1916
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manguaraq / Fortællingen om Manguaraq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 18
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 45 - 54.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 23, ss. 179 - 183: Erdlavêrsiniôq / Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken kalâtdlit ogalugtuatoqât.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge efter orig. håndskr.:

 

Det berettes at Mangorsuaqs søn, Manguaraq, var meget stærk. Alskens fangstdyr kunne han hamle op med, og når narhvalerne kom, var det tydeligt, at det var dem, han var bedst til at fange. For når han nåede en flok narhvaler, udsøgte han sig uden videre den størst mulige.

Så engang narhvalerne var kommet, og han jo holdt helt op med at fange sortsider/grønlandssæler for udelukkende at fange narhvaler, så, en af de gange, der kom en flok, og han jo kiggede efter den største, fik han øje på en gevaldig een, der var helt hvid og virkede langt større end (normale) fuldvoksne hannarhvaler. Bag dens imponerende forluffer var der en kulsort plet. (Mon ikke det skulle være hvidhvaler ? BS) Den så ud som om den var limet på. Nu var det den eneste i hele flokken, han var ude efter. Så da den (Store) hele tiden var længere væk end de andre, og eftermiddagsolen begyndte at dale, måtte han lade sig nøje med at harpunere en almindelig narhval.

 

Hjemme igen og hen på aftenen sagde han omsider: "I dag var jeg faktisk meget opsat på fange en stor narhval med en stor kulsort plet på siden, men da det blev for sent om eftermiddagen, måtte jeg nøjes med at harpunere en almindelig narhval." Da udbrød hans far: "Godt det samme du ikke harpunerede den, for havde du gjort det, havde den fæle Månemand taget din sjæl. Man siger, det er Månemandens særlige fangstdyr. Så hvis du ser den igen, må du endelig ikke jagte den." Og da faderen ikke sagde andet, og sønnen intet svarede, gik de til ro for natten.

Næste morgen da Manguaraq tog ud på fangst og ikke kunne glemme det pragtfulde, han havde set dagen før, gav han sig begærligt til at lede efter den. Hver gang han så en flok narhvaler roede han derhen, men når han ikke så den store mellem dem, roede han væk igen. Men en skønne dag, da han kom på en stor flok og fik set nærmere på den, var den der. Den og ingen anden ville han fange, og da han på et tidspunkt kom på ret hold, sendte han harpunen i den. Han stødte lansen i den et par gange, og da den var død, riggede han den til til bugsering og vendte kursen hjemefter.  

Da sønnen kunne ses (derude), holdt hans strenge far fra tid til anden øje med ham, og hvor roede han dog langsomt, for selv når han havde en fuldvoksen hannarhval på sleb, plejede han ikke at ro så langsomt. På nærmere hold kunne faderen nu så småt se, at det han havde på slæb rakte langt bagud. Da han var tæt på, gik faderen ned til ham, og da han lagde til land, opdagede faderen den ækle plet, der lå over vandskorpen og lignede en tyk sodplet. Da sagde han truende: "Det er nok forgæves, jeg har advaret dig. Du har åbenbart fanget Månemandens private fangstdyr. Vent bare, du har selv været uden om det."

Da de havde parteret den store narhval, og den gamle far allerede ud på eftermiddagen lod alle lamper tænde, selv ude i husgangen, så man knap kunne ane skygger, forholdt man sig afventende. Da der omsider ud på aftenen var faldet ro over familien, og Manguaraq sad og arbejdede på en stor narhvalstand, han havde fisket op af kassen, og havde fået gulvlampem til at lyse godt på sit arbejde, gik det mod midnat derude, hvor månen uafladeligt gled om bag skyerne og kom til syne igen. Så blev det for alvor dyb nat. Så lød der knirken derude i den frosne sne, og en stemme råbte ved vinduet: "Et ækelt fjols har været så åndssvag at fange mit helt private fangstdyr, som ingen ellers nogensinde må fange; tror han virkelig han skal overleve det. Du derinde kom ud og slås!" Da Manguaraq overhovedet ikke svarede, lød det for anden gang ,men endnu kraftigere: "Ham, der har fanget mit private fangstdyr, som ingen nogensinde må fange, kan du så komme ud og slås!" Da sønnen (stadig) lod som ingenting, sagde hans vrede far: "Du har selv været ude om det, gå så ud til ham." Manguaraq slap sit håndarbejde, begyndte at gøre sig klar, og mens han snørrede alt, der kunne snøres, stramt til kroppen, kom der mere fut i ham, og beslutsomt gik han ud. Da han var gået ville hans gamle far bare lade ham være, men tænkte så, at han lige så godt kunne følge efter for i det mindste at samle stumperne af sin søns skelet sammen, og da han i hast havde gjort sig klar, var kommet ud og havde set sig omkring, så dér, lige uden for isfoden vendt mod land og støttet til sin ishakke (tuk), høh, sikken bamsebasse!

Inde på land havde Manguaraq også grebet sin tuk, var gået ud mod den anden og var kommet op på isfoden, og straks løftede kæmpen lige nedenfor sin tuk truende mod land og udbrød: "Dengang jeg var en lille knægt og havde fået en lille snespurv med et stenkast, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Når det var sagen, løftede Manguaraq sin tuk, og med armen løftet var det nu pludselig ham, der sagde: "Dengang jeg var en lille knægt og første gang fik ram på en vipstjert, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden, og mens de kom tættere og tættere på hinanden, remsede de alle de småfugle op de havde fået.

Da de var nået til ende med fuglene og skulle til fiskene, løftede Manguaraq sin tuk og sagde: "Dengang jeg, som lille dreng, var med ude i konebåd på fisketur, og man (jeg) hev en stor havkat indenbords, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!"

Månemanden løftede godt nok sin arm til hug, men sagde yderst spagfærdigt: "Dengang jeg, som lille knægt, var med ude i konebåd og fiske og sad og fiskede i den ene side, var der en af vores fæller ovre i den anden side, der sagde: " Nu haler jeg en havkat op." Jeg lod snøre være snøre for at vende rundt og se det, og der kom den så op over vandet med opspærret gab. Tænk, jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede helt hen i den anden ende af båden. Du har fanget noget, jeg aldrig har kunne klare. Kom nu og besøg mig, så følges vi." Nu var de nået helt ind på hinanden og fulgtes småsnakkende ind mod land. Og Mangorsuaq, der var gået ud for at redde stumperne af sin søns skelet, kunne bare stå der tilbage og glo.

Mens Manguaraq lyttede opmærksomt på sin meget underholdende ledsager, fik han på fornemmelsen, at han ikke længere havde fast grund under fødderne. Da han så efter, jamen så var han på vej væk fra hele landet dernede, og de steg tilvejrs svævende mellem himmel og jord. Til sidst forsvandt hele det store land ud af syne. Langt om længe fik de så et (andet) land i sigte. Og først da de skulle til at lande, plumpede det ud af månemanden: "Nu sker der jo nok et og andet ikke helt ufarligt undervejs. Et sted kommer det der dumme bjergs person (inua) hen på klods hold med sin fjottede træskål i hånden og det der elendige skår af en ulu inden i; og hun siger ikke andet end: 'Min store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud gennem hullerne, porporpoo!, og da må du end ikke indvendigt så meget som bare have lyst til at smile. Bare antydningen af et smil, så æder hun dine indvolde. Hvis du vil hjem igen, må du end ikke indvendigt have lyst til at smile."

Efter den advarsel landede de, og de fik øje på det dumme bjergmassiv, de skulle forbi. Så hørte de hendes stemme, skraldgrinende lige til vejret slap op, og så ordene: "Mit store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud mellem hullerne, porporpoo!" Så skraldgrinede hun igen, lige til hun ikke havde mere luft.

Hun nåede helt frem og fulgtes med dem, mens hun kredsede om dem, og da Manguaraq kiggede på hendes bukseskræv, var det gået helt op i sømmen og en tyk ulk (med en meget lille mund: puukullaq, AL) var ustandselig ved at komme ud af skrævet. Da Manguaraq sandelig gerne ville hjem igen, følte han ikke den mindste lyst til at smile, end ikke indvendigt. Hun holdt sig hos dem et stykke tid, men da hun ikke kunne påvirke dem, gik hun igen, og lidt efter lidt fortabte latteren sig i de fjerne.

Da hun var væk fik Manquaraq undervejs øje på et hus længere fremme. Da de nåede det, gik månemanden først ind, og da Manguaraq var fulgt efter, så han, at den ene side af rummet henlå i mørke og var helt afskærmet. Månemanden satte sig bag den nederste lampe, og da Manguaraq havde sat sig på endebriksen sagde Månemanden bare: "Den der har rejst langt, må vist være sulten. Kom med noget mad!" Men der var da ikke det mindste menneske at se!

Mens Manguaraq kiggede og kiggede rundt, så kom der en strålende smuk kvinde ud derinde fra det afskærmede sted, og han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men da hun bøjede sig ned mod husgangen, var hendes bagside luttet afbleget rygrad.

Hun blev længe ude, men så kom hun ellers ind med narhvalsmattak. Da hun bare havde lagt det fra sig, hun kom ind med, kom hun igen slæbende med lækre talgskinnende bugstykker af tørret ren, - lige til at sætte tænderne i - ikke mindst da hun lagde dejligt færdigkogt talg oven i. Da hun efterhånden havde serveret dem det hele, gik hun derind i skillerummet og viste sig ikke siden.

Manguaraq prøvede kun lige mattakken, for den slags kunne han selv skaffe sig, men det tørrede renkød, det svælgede han rigeligt i sammen med den dejlige kogte talg. Månemanden fortalte løst og fast, mens de spiste, og da de var færdige, begyndte Manguaraq rigtigt at høre efter, hvad spændende Månemanden havde at fortælle. Og da var det han fortalte: "I forgangne dage, da vi endnu levede ligesom jer nede på jorden, plejede vi unge, lutter unge, gerne at lege lampeslukningsleg inde i det store hus. Når så lamperne en for en blev tændt igen, sad vi der og hang med hovedet, og kunne ikke få os selv til at sige noget.  

Så var der jo engang, hvor vi netop skulle igang med lampeslukningslegen, og jeg blev lidt rigelig optaget af min lillesøster. Jeg var godt igang med nøje at bemærke mig hendes klæder, da man begyndte at slukke lamperne. Da det blev mørkt, jagtede jeg efter hende, for nu var det hende og ingen anden, jeg ville have. Men minsandten om ikke min lillesøster vidste, det var mig, og smurte mig med sod uden at jeg mærkede det. Da de så tændte lamperne, og vi sad der ganske mundlamme, var der pludselig een blandt os, der sagde helt højt og tydeligt: Der er da vist nogen, der har smurt Aningaasersuaq (Aningaasersuaq-aasit: den evig og altid opsatte Aningaaq, AL). Da det blev sagt, kiggede jeg bagom på min lillesøster, og da var hendes ansigt som dyppet i blod helt om bag ørerne, så flov blev hun. Lidt efter lidt skubbede hun sig helt frem til (ende)briksen (med lampen) og uden tanke for at sige noget, tog hun sit tøj på og rodede så efter noget inde under briksen. Hun trak en stor klump lampemos frem, dyppede den godt og grundigt i lampen, tændte den og ud gik hun. Jeg stod lidt og gloede, men da jeg så fik travlt med at komme i tøjet og dyppede en stor klump mos i lampen, gav jeg mig tid nok til at tænde den, men ikke nok, for da jeg allerede var langt bagud for min lillesøster og blev utålmodig, fik jeg den kun til at gløde. Jeg optog forfølgelsen, men endnu har jeg ikke nået hende. Det er så min lillesøster, der er solen." - Det fortælles endda, at de boede i samme hus!

Indtil da havde Manguaraq egentlig bare lyttet, men spurgte så: "Hvordan kan det så være, at solen er så strålende og dejlig varm, når den står op om morgenen, men når den så når det sted, hvor den går ned ikke lyser så kraftigt mere og bliver kold?" Til det svarede Månemanden så: "Jo, det ved jeg godt. For når solen lige er stået op, lyser den stærkt og varmer dejligt, fordi den endnu befinder sig over gode mennesker. Men når den når hen over det sted hvor den går ned, lyser den ikke længere så kraftigt og bliver kold, fordi den nu befinder sig over onde mennesker."

Så forstod Manguaraq det endelig. Stadig småsnakkende åbnede (Månemanden) sin kasse, tog en stor narhvalstand op, satte sig hen ved gulvlampen, som han ordnede, så den lyste godt på tanden, og gav sig så stille og roligt til at snitte i den, mens han gav flere historier til bedste. Netop som Manguaraq rigtigt hyggede sig og var lutter øren, lød der en hånlatter derude fra, lige hen langs husets forside. Det var hende derude, der ville have dem til at le af sit tossede skræv. Nu var hun inde i husgangen og skubbede sin fjottede skål ind, så den kurede langt ind over gulvet. Øjeblikkelig brummede Månemanden arrigt, og mens han råbte: "Hvordan er det, det fjols ter sig, når man nu endelig engang har fået gæster!", gik han hen og sparkede skålen ud, så hendes elendige ulu raslede og skramlede inde i den. Da gjaldede den fjogede bjergpersons hånlatter endnu højere, men lidt efter lidt fortabte den sig i det fjerne.

Da hun var væk, bunkede han (Månemanden) de efterhånden ikke så få snittespåner sammen, som han bare havde ladet falde ned ved siden af sig. Han tog bunken op og gik hen mod husgangen for åbenbart at smide dem ud, men i stedet bøjede han sig ned over gulvet og åbnede en lille lem på vid gab. Flere gange stirrede han med rynkede bryn ned gennem åbningen og kaldte så Manguaraq derhen. Han stillede sig hen ved siden af Månemanden, der bad ham kigge ned, og så kunne han ganske tydeligt se den hele jord med bopladserne, der lå så tæt, at det så ud som om husgangene kyssede hinanden. Da Månemanden havde ladet ham nyde synet en stund, lod han sine spåner dale ned, og da de spredtes i faldet, så man til sidst ikke længere kunne se jorden, lukkede han lemmen.

Netop som han havde sat sig rigtigt godt til rette, gik Månemanden    

igen hen og åbnede lemmen, og da han nøje havde taget det hele i øjesyn, kaldte han Manguaraq hen. Han stillede sig op ad Månemanden, kiggede ned og opdagede at jorden var synlig igen, men ligesom overtrukket med et tyndt hvidt lag, fordi der var faldet sne. Omsider sagde så hans store ven: "Hver gang jordboerne bare gør, hvad de vil og lader stå til, lader jeg sneen falde sådan. For når jeg har dækket det hele med sne, skal de nok besinde sig og tage det mere med ro.

Det var temmelig sent da de gik til ro, og da Manguaraq tidligt næste morgen gjorde sig klar og brød op, fulgte Månemanden ham på vej. Det fjottede kvindemenneske kom selvfølgelig igen for at få dem til at le.

Man fortæller, at da Månemanden drog af med sønnen, ventede Mangorsuaq ikke nogensinde at se ham igen. Men næste dag kom han hjem i god behold.

Man siger (også), at fordi Manguaraq havde fanget netop det Månemanden var oprigtigt bange for, tilgav han ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket: Om det faktisk var Manguaraq, der var blevet den lille (i duellen), eller måske Månemanden var blevet overvundet.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden

Print
Dokument id:275
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Garnbådsmand, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 481 - 486, nr. 145
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to brødre - sydlændinge.

 

To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand.

Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at

fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor

for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da

hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et

næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til

det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene

og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.)

bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun

hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der

bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i

huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op.

Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset

- men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset.

Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde

i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl

('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de

fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt -

B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften,

af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun

gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte,

hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og

dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt,

og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også

blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad

storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog

straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var

blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på.

     Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på

rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig

frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han

spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen

kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred.

     En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et

sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede

efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han

bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen

bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han

op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se.

Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud

over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et

lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af

disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så

han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han

var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og

lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind

gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med

ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen

andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede

hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og

sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af

ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke

kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde

stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på

nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store

mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget

mad frem for ham.  Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude

for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan

ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt.

Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at

falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den

store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil

gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den

store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu,

efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han

bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var

nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store

lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet.

Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at

følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store

mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med.

Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde

pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden

af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig

imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det,

vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der

sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og

dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang

vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig

en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand

sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers

bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og

rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede

bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte

jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de

mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store

mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i

hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen

dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage.

Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i

drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev

opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var

første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville

købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom

alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik

ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen

skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med

skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse

gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter

kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af

kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.