Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Vedr. fortæller, se ndf.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang to fætre, der elskede hinanden højt.

Men de boede ikke sammen. Den ene boede på skyggesiden af et næs, mens

den anden boede på solsiden, idet de om sommeren boede sammen men

skiltes om efteråret og boede hver på sin vinterboplads. Man siger dog,

at når de tog ud på kajakfangst tidligt om morgenen var de sammen

(hele dagen), og når de om aftenen tog hjem byttede de altid deres

fangster med hinanden, uanset om den enes fangst var lille - f.eks. en

netside - og den andens fangst større - f.eks. en sortside. Så meget

elskede de hinanden.

En dag tog de som sædvanligt ud på fangst tidligt om morgenen og

mødtes, og sammen roede de videre ud til deres lurested. Da de havde

ligget dér et stykke tid, fik den ene fætter øje på en stime

sortsider. De var så sprælske, at vandet ligefrem sprøjtede om dem.

Han syntes der var noget mærkeligt ved dem, sådan som de sprællede

endnu før de var blevet opskræmte, for han havde hørt historier om

sådanne stimer af sortsider. Da han på et tidspunkt kiggede over mod

sin fætter, så han, at de var kommet op lige i nærheden af ham, og at

han roede derhen for at harpunere én. Han råbte for at advare ham imod

at ro derhen, men fætteren hørte det ikke og harpunerede én, da han

kom tæt nok på. Inden fætteren nåede derhen, havde han dræbt den med

sin lanse. Da han var fremme, så han at det var en sortside, som ikke

alene så fremmedartet ud, men som også var meget smalhovedet. Da han så

det sagde han til sin fætter: "Jeg har hørt en historie om en stime

sortsider. Når du kommer hjem må du være forberedt på, at der nok vil

komme nogle." Og med de ord, begyndte den bøse fætter at ro hjemover,

uden at have fanget noget, for han anede uråd. De kom til det sted,

hvor de plejede at skilles, og de roede til hver sit. De kom hjem og

hyggede sig inden døre omaftenen. Fætteren, der boede på solsiden af

næsset, tilbragte formentlig aftenen i nogen uro over, at noget skulle

ske. Man siger, at fuldmånen skinnede den aften.

I huset boede en ældre bedstemor, som det aldrig faldt ind at gå

udenfor for at besørge hverken om aftenen eller om dagen, hun

besørgede altid kun indendøre. Den aften, siger man, var de skyer,

som månen skinnede igennem, nærmest tåge, og denne bedstemor, som

næsten altid sad på briksen op ad bagvæggen, flyttede sig længere

frem på briksen og kom ud på gulvet, og hun begyndte at tage kamikker

på. Så spurgte en af de andre:"Hvad skal du?" "Det er ikke godt at

vide," sagde hun: "Ud og besørge." De andre undrede sig, når hun nu

ikke plejede at gøre den slags, og de advarede hende mod at gå

udenfor. Men, der var ikke noget at gøre, og de lod hende gøre hvad

hun ville.

Hun kom ud gennem gangen. Sikke lyst det var ude hvor

månen skinnede igennem tågeagtige skyer. Hvor var det dejligt at

opleve det igen; det var ligesom dengang hun var ung. Da hun havde

nydt det hele, forrettede hun sin nødtørft i et hjørne ved huset. Da

hun var færdig rejste hun sig og trak bukserne op. Hun ville gå, men

det kunne hun ikke. Og da det efter gentagne forsøg stadig ikke ville

lykkes, hørte hun noget og begyndte at ane uråd. Da hun flere gange

havde spejdet rundt uden at opdage noget usædvanligt, begyndte hun at

lytte, og da opfangede hun udefra en lyd af kraftige åretag. Der blev

stille en kort stund, men så kom lyden igen, og den var kommet nærmere.

Da lyden kom stadig nærmere, så hun sig om og opdagede under

månelyset noget som viste sig at være en konebåd.

De roede ind mod land i en kridhvid konebåd. Hun ville underrette de

andre ved at råbe: "Konebåd.", men der kom ikke en lyd. Konebåden lagde

til neden for isfoden, og den ene efter den anden sprang op på

isfoden, og det glimtede i deres våben. Hun ville råbe endnu højere

for at varsle de andre, men der kom ikke en lyd. Hun kunne ikke gøre

andet end at smyge sig op imod huset. Da de gik op, og ind i gangen,

talte hun dem. Så og så mange mennesker gik ind og straks de var inde,

lød der skrig derindefra. Så hørte skrigene op, og umiddelbart efter

kom den ene efter den anden ud af huset. Hun talte dem og nu manglede

der én. Mens de løb ned til stranden, kiggede hun ud over vandet og

opdagede, at konebåden var drevet ud og var nået langt ud. Uden at

sagtne farten sprang de fra et fremspring på isfoden ud i vandet, så

det sprøjtede, og efter en tid under vandet dukkede de op længere ude

og sprang op af vandet, så det sprøjtede. På den måde svømmede de ud

og forsvandt.

Så snart de var væk og borte prøvede hun at flytte

fødderne, og det gik skam nemt nok. Hun krøb ind i huset og derinde så

hun, at samtlige beboere var blevet dræbt. Ved nærmere eftersyn,

opdagede hun så, at en af sortsiderne lå død på trinnet op til rummet.

En af kvinderne havde med spidsen af sin ulu stukket så dybt ned i

hjerteregionen, at kun håndtaget var synligt, og på gulvet var der en

pøl blod så stor, at man kunne spejle sig i den. Rummet var ikke til

at være i, så hun forlod det og gik over land til skyggesiden af

næsset.

Fætteren, der boede på næssets skyggeside, havde for vane at

blive længe oppe om aftenen. Det gjorde han også denne aften, og ved

midnatstide den aften, hvor han ellers flere gange havde overvejet at

lægge sig, hørte han nogen komme ind gennem gangen. Da det var yderst

sjældent, at der kom gæster så sent på aftenen, holdt han ufravendt

øje med hvem der ville dukke op fra indgangen. Og så kom der en til

syne, han mindst af alle havde ventet på dette sene tidspunkt af

aftenen, nemlig bedstemoderen hos dem, der boede på solsiden, og om

hvem han vidste, at hun aldrig gik udenfor hverken om aftenen

eller midt på dagen. Han spurgte hende: "Hvad skal du dog?" Hun sagde

blot: "Ja, hvad tror du, jeg vil? Jeg er kommet, fordi sortsidestimen

har udryddet mine husfæller." Den bøse fætter sagde så: "Det er dig din møgkælling, der har dræbt dem. Nu vil jeg dræbe dig." Men kvinden svarede:

"Tag nu først hen og se efter i morgen. Så kan du

alid dræbe mig bagefter. En af sortsiderne ligger død på trinnet til

rummet."

Da den truende fætter havde hørt det af bedstemoderen,

sørgede han for, at hun kom til at ligge ordenligt for natten, for hun

var jo gammel. Så gik han selv i seng, men sov meget dårligt. Da han

næste morgen vågnede og ellers skulle have været på fangst, tog han

derhen, og da han var kommet ind, så flød gulvet med en blodpøl så

stor, at man ligefrem kunne spejle sig i den. Han kikkede sig rundt og

fik øje på en sortside fra stimen, der lå død på trinnet op fra

gangen. Han gik hen og gav sig til at skære den i stumper og stykker.

Da han blev færdig, tog han stykkerne ud og smed dem forskellige

steder. Han kunne ikke finde på andre måder at hævne sig på.

Så tog han fat på at finde sig en åndemaner. Han fandt én og begyndte at

uddanne sig til åndemaner. Den åndemaner, han havde fundet frem til,

førte ham til et sted, hvor vordende åndemanere blev opøvet. Med sin

venstre hånd tog åndemaneren en sten og gned den rundt indad mod sig

selv. Samtidig med at stenen roterede, hørte han nogen nærme sig, og

netop som "nogen" viste sig, mistede han bevidstheden. Da han igen kom

til sig selv, var han nøgen. Nu var han i stand til at rejse gennem

luften, og han begyndte at forberede sig på et hævntogt.

Efter længe at have ventet på, at vejret skulle blive netop som den

dag, hvor den kære fætter døde, vågnede han en morgen og så, at vejret

var nøjagtigt som den dag fætteren døde. Da det blev aften, skinnede

månen gennem en tågeagtig sky. Straks han tog afsted, fandt han vejret

velegnet til at søge efter dem, han skulle hævne sig på. Han tog hen

til fætterens hus, hvor han gik ind. Dér gav han sig til at mane ånder

for at finde ud af, hvad vej de var taget. De (han og hans hjælpeånder ? BS)

fandt ud af, at ruten gik ud over havet. Den slog de ind på og til sidst nåede de

et sted uden for de ydre øer. De var kommet et godt stykke videre,

da de fik øje på en langagtig ø, der lå på tværs. Den satte

de kursen mod og nåede derhen. Nu havde de fået opklaret, at

sortsiderne var taget dertil, og da de var bange for, at det skulle

blive morgen, mens de var på øen, vendte de om, og nåede da endelig

hjem, før det blev morgen. Og han belavede sig på at tage på hævntogt

den følgende dag.

Da de næste morgen vågnede og vejret var dejligt, tog han direkte ud

over havet, og da han jo var blevet klar over, hvor dem han skulle

hævne sig på befandt sig, fortsatte de udefter og nåede de yderste øer

først på eftermiddagen. De ville ikke angribe dem mens det var lyst,

så de ventede, til det blev aften.  Da det blev aften, tog de derhen.

De gik i land på bagsiden af øen og trak kajakkerne så højt op, at

højvandet ikke kunne nå dem. Så undersægte de om der var noget at se

på den side af øen, der vendte udad. Og nåda for et hus, der dukkede

op! Lyset, der strålede ud fra de store vinduer, var så livagtigt, at

der var helt lyst uden for huset. Da de ville uden om husets nordlige

side, hørte de højrøstet snak inde fra huset. De gav sig til at lytte,

og de kunne høre, at de snakkede om drabet på den kære fætter - gid de

dog ville snakke om noget andet! Ved den mindste anledning slog de

alle en latter op, så det skar i ørene. Nej hvor blev ham den vrede

uden for rasende! Da de på et tidspunkt tav, råbte han ind: "Kom ud

med noget tøj, jeg kan tage på." Åndemanere rejste nemlig altid nøgne

på åndeflugt. Da han råbte dette ind, tav de aldeles stille. Lidt efter

hørte han så et enkelt pip fra en, der sagde: "Vi har fået besøg af

en på åndeflugt." Da man kom ud med noget tøj, tog de det på og gik

ind. Idet de gik ind, sagde beboerne ikke en lyd. Da ingen af dem

ville sige noget, sagde han: "Det var ellers så dejligt at høre jer

le. Hvorfor tier I?" En af dem sagde: "Som vi plejer, har vi snakket

om, hvad vi foretog os i gamle dage og moret os over det." Han sagde:

"Kom så, fortæl løs!" Så gav de sig ellers til at fortælle historier,

og ved mindste anledning grinede de så det rungede i ørene. Midt i det

hele fik han i hjørnet af briksen mod bagvæggen øje på en stor mand,

hvis hår og skæg var blevet helt hvidt. Mens han stod og kikkede på

ham, trådte denne nærmere og ude på gulvet tog han ordet, mens han hoppede: "Jeg var den, der styrede." Straks hujede de andre,

så det rungede i ørene. Da blev fætteren endnu mere vred. Ham den

ækle, der hoppede, viste sig at være en remmesæl, der var med i

sortsidestimen, og han havde engang været styrer i konebåden.

Ham, der ville hævne sig på dem, bad dem nu om at slukke lamperne. Og

så snart lamperne blev slukket, gav de sig til at mane ånder. De var

lidt i tvivl om, hvad de skulle bruge til at hævne sig med. Men på vej

ind i rummet havde de lagt mærke til et enormt isfjeld ud for

huset. Det kastede de sig hidsigt over, med deres åndemaning, for at

få det til at rive sig løs. Så, efter nogle kraftige drøn nedefra, kom

det op til overfladen, og til sidst hævede det sig over vandet. Da det

var sket, gav de sig til at mane det nærmere. Det kom nærmere og

nærmere. Da det var ganske tæt ved huset, lettede åndemanerne og fløj

gennem huset, idet de brugte lillefingrene som vinger. Så viste det

sig, at sortsiderne havde en åndemaner. Og nåda hvor de så susede

rundt inde i rummet. Man siger at åndemanere, der fløj rundt i huset

plejede at slippe ud gennem enden af tagbjælken. Engang passerede de

det sted, hvor igennem de ville ud, så åbnede det sig, men af en

eller anden grund kom de til at flyve forbi det. Det enorme isfjeld

skulle nu til at hæve sig hen over huset, og idet de anden gang fløj

rundt inde i huset, gav murene et skrig fra sig. Deres åndemaner

sagde: "Hvad mon de nu vil gøre ved os!" De, der var på hævntogt,

sagde: "Det er såmænd kun af glæde de skriger." I samme øjeblik åbnede

enden af tagbjælken sig, og den ene efter den anden fløj ud, så det

mærkedes som et vindpust. Da de kom ud, opdagede de, at det enorme

isbjerg nu befandt sig lige oven over dem, og de kunne høre, at deres

forfølger faldt ned inde i huset, fordi hullet, hvorigennem han ville

ud, lukkede sig. Netop som det enorme isfjeld nu befandt sig præcis

over det store hus, fik de fjernet sig et stykke fra det, og han

vendte sig om og gjorde tegn med hånden, hvorefter det enorme isfjeld

faldt ned og dækkede hele det store hus, så der ikke var mere at se af

det.

Således hævnede fætteren sig på sin fætters mordere og fik ro i

sindet, men så blev han igen utilfreds, fordi han ikke havde fået

gjort ham levende igen.

Var.: Om to fætre; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Hist.: Den særlige kombination omtalt ovf. er muligvis af østgrønlandsk oprindelse. Herrnhut-grønlænderne i Nuuk var af sydgrønlandsk oprindelse, og Mâliâraq Vebæk har indsamlet en variant i Sydgrønland i 1960'erne.

En fortælling med samme titel, fortæller og nedskriver findes i samme læg ss. 1 - 7.

Renskrift: NKS 3536, I, 4', læg 11 af Hendrik Olsen.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To fætre elskede hinanden så højt, at de aldrig rejste

bort fra hinanden. Den ene samlede vinterforråd af, hvad fjorden

("kangia" egentlig: den østlige (indre) del af landet.Chr.B.), og den anden

af, hvad kysten ("kitaa", den vestlige del. Chr. B.) kunne give.

Manden, der samlede vinterforråd inde i fjorden, kunne bedst lide

gæret helleflynder fra kysten, mens manden, der samlede forråd ved

kysten, bedst kunne lide velhængt, "halvtørt"(?) rensdyrkød. Kystboen

fandt efterhånden, at det, fætteren fangede, smagte bedst. Han blev

misundelig og begyndte at overveje, hvordan han kunne skade ham. Han

smurte det, som fætteren bedst kunne lide, med menneskefedt. Da

fætteren kom hjem inde fra fjorden, inviterede kystfætteren ham og

ville forgive ham med det, der var smurt med menneskefedt, men nogen

puffede til ham, og han så, at det var hans hjælpeånd; hjælpeånden

sagde, at han skulle vende helleflynderen om og spise af den anden

side. Så inviterede han til gengæld fætteren til spisning. Han gav ham

tørret renkød smurt med menneskefedt, for at han skulle blive sindssyg.

Denne åd hele sin husstand, og fætteren rejste væk sammen med sin.

Alligevel kom han til at længes efter sin fætter og tog hen til

bopladsen for at se til ham. Han var nær ved at blive ædt, og han tog

ikke mere derhen for at se til ham. Sådan hævnede han sig, fordi det

var fætteren der begyndte, da han søgte at forgive ham.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11 ss. 25-35.

Tilsyneladende fortalt to gange af Salomon til Nette Heilmann. Se registreringen: NKS 3536 I,4', læg 17, s. 47h - 48v.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fætrene som gav hinanden fedt fra et lig / ligfedt at spise

Der var engang to fætre som elskede hinanden højt. De forlod aldrig hinanden, fordi de boede på samme sted. Men det forholdt sig sådan, at den ene om sommeren tog på rensdyrjagt for at samle vinterforråd af det der kunne fås inde i fjorden ("i de østlige egne", CB.). Den anden samlede vinterforråd af det kysten ("vestegnen", CB.) bød på. Først tørrede han fisk og sidst sælkød. Manden der rejste ind fjorden for at samle forråd, tørrede først ammassætter, og når det var gjort tog han længere ind i fjorden og tørrede rensdyrkød til forråd.

       Det bedste som fætteren, kystboen, vidste, når han (fjordfangeren) kom ud af fjorden med det forråd han havde samlet, var en "veldrænet" rensdyrkølle som ikke længere var så frisk. Og det forråd som fætteren, der havde været inde fjorden, bedst kunne lide fra kysten, var en helleflynder der var gået i gæring.

       Så blev det vinter igen og endnu en gang tilbragte de vinteren sammen og spiste af de tørrede ammassætter der var samlet inde i fjorden, og som kystboen især godt kunne lide. Og om foråret rejste de fra hinanden - den ene ind i fjorden for at samle forråd af hvad jorden bød på, og den anden ud til kysten for at samle forråd. Kystboen fangede først fisk til forråd, lagde en helleflynder til gæring, og sluttede med at tørre sælkød. Da han blev færdig og det var ved at være den tid hvor fætteren plejede at komme tilbage inde fra fjorden, tog han tilbage til vinterbopladsen og gav sig til at vente på ham.

Da fætteren ikke viste sig den dag han ventede ham, blev han utålmodig, og han blev besat af en frygtelig tanke. Han blev misundelig på ham, fordi det forråd han samlede altid var lækrere end hans eget. Han overvejede hvordan han skulle få ham dræbt, og han fik den tanke at det måske var en idé at smøre noget menneskefedt på den mad han skulle spise. Han gik hen til gravene og udvalgte sig et af de nyeste lig, hvorfra han fjernede lidt fedt som han smurte på oversiden af den mad fætteren skulle spise. Netop som han havde smurt fedtet på maden kom de tilbage inde fra fjorden. Han gik ud og tog imod dem og så, at de havde meget mad med. Da de var færdige med at bringe lasten i land, bad han fætteren op til sig i huset. Denne fætter var åndemaner, fortælles det. Så snart han kom ind blev der sat mad frem - den mad, han helst ville have, nemlig en gæret helleflynder med en kniv, der var stukket ned oven i den. Da han syntes det var så lækkert, tog han kniven og ville lige til at skære et stykke af den; så kunne han lugte den; og pludselig var der én der puffede til hans ben. Han skelede ned til benet og opdagede at det var hans equngasoq ("den skæve / skævmundede" hjælpeånd), der var ganske tæt på. Han sad afventende og lyttede. Så sagde den: "Du skal vende den om og spise af den anden side." Så opgav han at skære videre og vendte flynderen om, hvorefter han spiste løs, og han holdt først op da han blev mæt. Fætteren holdt øje med ham, men der var intet at mærke på ham, da han forlod huset for at gå hjem.

Han var sur over at fætteren gjorde forsøg på at skade ham, og nu ville han hævne sig. Han vidste, at den mad fætteren bød på var smurt med fedt fra et lig fra en grav; og det samme gjorde så han med den mad, han ville servere for ham. Han sendte bud efter fætteren, og inden han indfandt sig, tog han kødet han ville servere for ham og vendte det om, så den side han smurte med menneskefedt kom til at ligge nederst, fordi fætteren godt kunne finde på at vende det om ligesom han selv havde gjort. Så stak han kniven oven i det.

Fætteren kom og satte sig, og idet han tog kniven vendte han kødet om så den nederste side kom til at ligge øverst. Han gik i gang med at fortælle, men efter et par mundfulde blev han mere og mere tavs. Da han forblev tavs, skønt fætteren flere gange søgte at få ham til at sige noget, blev han bange for ham og gik ud. Han gik ned og sagde til sine husfæller (? der var uden for ?): "Min fætter forsøgte at forgive mig med noget jeg kunne blive sindssyg af, og nu har jeg hævnet mig på ham. Jeg forlod huset, da han ikke længere ville sige noget. Gør jer klar til at komme herfra."

De tog afsted og slog lejr på en lille ø, der lå ud for deres boplads. Men allerede efter nogle få dage dér længtes manden efter sin fætter. En morgen tog han hen for at se til ham. Han lagde til neden for hans hus men så ingen mennesker. Han steg op af kajakken og anbragte den med forenden udefter. Han gik op til huset og fremme ved det kiggede han ind gennem vinduet. Husstanden var der ikke, og fætteren lå på ryggen på briksen med hovedet hængende i en kraftig bøjning ud over kanten og kiggede på ham. Inden fætteren fik sagt noget, spurgte han ham udefra: "Hvad gør du dér?" Han svarede: "Jeg laver ingenting. Kom inden for. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vinterbopladsen." Han gik så ind og fremme ved indgangen til rummet, hvor han blev synlig derindefra, opdagede han at fætterens ansigt så forfærdeligt ud. Forskrækket blev han stående. Da han blev stående sagde fætteren: "Jeg har det godt nok. Kom herhen." Og i det samme bevægede han sig, tog et par skridt i retning af indgangen og spærrede den. Så gav han sig til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har spist alle i huset, og jeg vil også æde dig." Så fortsatte forfølgelsen. På et tidspunkt befandt han (den forfulgte) sig ud for åbningen til gangen. Han lod som om han ville flygte over mod bagenden af briksen for at undgå ham, og idet fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud. Han landede midt i gangen, men sprang hurtigt videre. Han løb af alle kræfter ned mod sin kajak. Straks han nåede den skubbede han den ud, hoppede ned i den og roede ud så hurtigt han kunne. Da han mente han var kommet langt nok væk, kiggede han sig tilbage og så at fætteren stod ved strandkanten og kiggede på ham. Så roede han ellers hjem for ikke at blive ædt.

Da der var gået tre dage kom han igen til at længes efter fætteren og ville tage hen og se til ham. De andre frarådede det, fordi han risikerede at blive ædt. Men han tog af sted. Han gik i land neden for huset og gik derop. Han kiggede ind gennem vinduet og så, at han lå dér med hovedet hængende ud over briksekanten og kiggede på ham. Han så elendig og helt sort ud i ansigtet. Da fætteren havde kigget en tid på ham sagde han (derinde): "Jeg længes sådan efter dig. Kom herind." "Jeg tør ikke komme nærmere, for dit ansigt ser så forfærdeligt ud", svarede han. "Hvad skulle der være i vejen med mig? Jeg har det godt nok. Kom nu ind. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vores vinterboplads." Da han sagde sådan, gik fætteren indefter, men ligesom ved sidste besøg blev han stående ved opgangen. Da han blev stående dér, sagde fætteren: "Hør her, jeg er blevet rask. Kom nu herhen." Han kom så op fra gangen, og efter bare eet skridt ind i rummet, bevægede fætteren sig og sprang hen og spærrede indgangen. Og så gav han sig ellers til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har ædt alle i huset, og jeg vil også æde dig." Han blev virkelig bange, flygtede rundt, og huset virkede alt for småt sådan som den ene forfulgte den anden. På et tidspunkt lod han som om han ville undgå ham ved at flygte hen mod briksens bagende, og netop som fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud i gangen, ramte jorden en enkelt gang, videre ud i det fri, og så i løb ned mod kajakken. Da han nåede den, skubbede han den ud i vandet, kom ombord, og roede udad af alle kræfter. Nu måtte han da være nået langt nok væk fra ham. Han så sig tilbage og opdagede så til sin rædsel, at fætteren var ved at få fat i kajakkens bagende. Så gav han sig ellers til at ro stærkt og samtidig rokke frem og tilbage, så bølgeskvulp forplantede sig ud fra kajakken. Da de nåede fætteren, lød det uafbrudt fra ham: "taa, taa, taa (hvad er nu det?)" Han kiggede om på ham og så, at han skiftevis var på nippet til at falde enten bagover eller forover, når bølgeskvulpene nåede ham. Han sagtnede farten og så væk et øjeblik. Så hørte han ham sige "aajaa" (snarere "ajjaa, CB), kiggede derhen og så, at han ikke længere magtede at holde hovedet oppe. Han sagde: "Jeg er vist ved at falde ned i en stor kløft." Han vendte kajakken mod ham og roede uden om ham hen til det sted, som fætteren kaldte en stor kløft. Og der viste det sig, at det fætteren regnede for en stor kløft var et sted, hvor to strømme mødes (immap kiluusaa, CB). Da han havde set det roede han hjem, fordi han ikke havde lyst til at blive ædt. Ved hjemkomsten fortalte han det til sine husfæller, der sagde at han ikke oftere måtte tage på besøg hos fætteren.

Han tog så ikke hen til ham, men efter tre dage fik han (igen) lyst til at se, hvordan fætteren havde det. Han tog derhen, selv om de andre i huset frarådede det. Det var efterår og der var faldet lidt sne. Han steg som sædvanlig op fra kajakken nedenfor fætterens hus og gik op. Han kiggede ind gennem vinduet, men der var ingen fætter. Så ledte han efter ham alle vegne, selv i mellemrummet bag de skind, der var hængt op på væggen; men han var der ikke. Men nu fik han mistanke om noget og gik ud gennem gangen og gav sig til at kigge efter spor i den nyfaldne sne. Han kunne se, at fætteren var kommet ud og var gået opad. Så fulgte han sporene, vel vidende at der oven for bopladsen fandtes en klippehule under en stor sten, hvor dårligt vejr aldrig nåede ind. Den var fætteren stilet imod. Han fulgte sporene videre og kunne se, at han var krøbet derind. Da han var kommet så langt blev han aligevel betænkelig, for der var helt mørkt i bunden af den store hule, og man kunne aldrig vide, hvad der kunne ske (Qanoq ítoq atúsatdlugo naluganiule).

Han gjorde sig sine overvejelser. Han og fætteren plejede jo ikke at kunne undvære hinanden en eneste dag, når de var kommet tilbage til vinterbopladsen. Han tøvede, men så var han på vej ind i hulen. Længere inde blev det helt mørkt. Han måtte bare føle sig frem, og langt inde mærkede han, at han rørte ved sin fætters fødder. Han blev så forskrækket, at han var lige ved at skrige. Han lyttede for at høre, om han trak vejret, men det lod det ikke til. Så ruskede han ham i fødderne; men uden reaktion. Så følte han hele vejen opefter på hans krop og til sidst på hans ansigt, der var koldest. Han undersøgte om han trak vejret, men det var der ingen tegn på. Så gik det op for ham, at han var død. Fætteren var altså, da han blev klar over at han var døden nær, gået op til den store klippehule for at få den som sin grav, fordi han vidste at det dårlige vejr aldrig nåede derind.

Han var altså sin fætters morder. Det havde bestemt ikke været hans mening, men det var jo fætteren, der først havde fundet på at ville skade ham, blot uden held.

Var.: Vennerne; Fætrene; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en beskrivelse af grønlændernes før-kristne forstillinger i Upernavik distriktet. Bl.a. om angakkut / åndemanere.

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en beskrivelse af grønlændernes fangst - muligvis i Upernavik distriktet.

Ikke oversat.

Måske egnet til opdatering.

Skriften ligner meget Jørgen Brønlunds, men lidt mere omstændelig. Måske en renskrift. En anden mulighed er kateket, Tobias Heilmann, der også kan være fortælleren.

Teksten er en af mange beretninger om Kallaq's overvinting alene efter den store epidemi i 1814, der gjorde ende på alle hendes bopladsfæller og talrige andre i Upernavik distriktet.

Ikke oversat.

Egnet til opdatering

Var.: Kallaq

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Renskrevet igen af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 12, ss. 12 - 21.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om en pebersvend / ungkarl, at han havde svært ved

at fange noget. Når han var ude på fangst, fik han aldrig noget. Når

han ikke var ude i kajak, gik han gerne en tur lige i nærheden af

bopladsen. Når han hørte løssluppen snak eller skrig, gik han gerne

hen for at se, hvad det var for noget; og det var gerne en flok piger,

der i leg bar hinanden på ryggen ("amaartuartut"). Han sneg sig ind på

dem, men så snart de så et glimt af ham, flygtede de, så der ikke var

en eneste at se. Så ventede han til om aftenen. Når pigerne kom ud for

at trække frisk luft, kom han ud og sneg sig ind på dem via de

mørkeste steder. Så snart pigerne fik et glimt af ham, sagde de: "Nu

kommer pebersvenden!" og flygtede, så man kunne høre larmen af de

mange såler, der ramte jorden. Det var altså lige så svært for ham at

få fat i piger som at fange sæler.

En dag tog han som sædvanlig ud på

fangst, selv om han aldrig fangede noget. Han nåede et lille næs

syd for bopladsen og roede udefter. Han havde fjernet sig temmelig

langt derfra, da han fik øje på en fugl, der fløj indefter, idet den

nøje fulgte dønningerne.

Han syntes, at den så meget ejendommelig ud, så han iagttog den længe.

Den kom ganske tæt på; og den så stadig lige så besynderlig ud.

Den fløj forbi ham ind imod land ret norden om det lille næs, han var

roet ud fra, og forsvandt ind i den lille fjord. Han tænkte, at den

måske ville komme op på land, så han kiggede hen over næsset; men den

viste sig ikke. Den var så fremmedeartet, at han fik lyst til at få

opklaret, hvad det var for en, og han roede ind imod land. Han nåede

sit udgangspunkt, det lille næs, og fortsatte kystlangs på dets

skyggeside for at finde fuglen. Han nåede ind i bunden af den lille

fjord og roede mod nord langs med rullestenene, og endelig fik han øje

på fuglen, der sad på vandet med fronten udad ved enden af

rullestens-stranden. Han stagede sig frem langs stranden, hvor han nu

og da stødte fra med sin åre. Lige før han nåede den, lagde han ved

nøjere eftersyn mærke til, at den ligesom stirrede på noget nede

under sig. Da han så befandt sig mellem stranden og fuglen, stødte han

fra og gled næsten helt hen til den. Han så nærmere på det, der var

under fuglen, og blev dybt forundret, da han så en ulk stikke så meget

frem under en tangplante, at hovedet til og med øjenene og begge

lænderne var synlige.

Mens han kiggede på fuglen, fik han sig en ny stor overraskelse, for

fuglen gav sig til at snakke: "Hør du store ulk, med de store pletter

på huden, du, som ligner blæretang, og har grimme store lænder." I det samme

gav ulken sig til at bevæge sine finner, og svømmede højere og højere

op, indtil den stak hovedet op lige foran fuglen; og den sagde: "Din

dumme qaqulluk (malemuk/stormfugl), som lugter, som rent ud stinker!"

Pebersvenden blev overrasket, da han således fik opklaret fuglens

navn, som han ikke kendte. Tænk fuglen hed qaqulluk! Den sagde så

endnu engang, mens den rokkede med hovedet: "Hør, du store ulk med de

store pletter på huden, du som ligner blæretang og har grimme store lænder."

Straks bevægede ulken sig opad, og idet den stak hovedet op, sagde

den: "Din dumme qaqulluk, som lugter, som rent ud stinker!" Med de

ord, var den igen på vej ned. Ret som den var nede på sin plads, sagde

fuglen: "Se, hvor stopmæt den er dernede, tyk og propmæt." Da fuglen

sagde dette, for ulken, som lige var kommet tilbage til sin plads,

igen op og stak hovedet op endnu tættere på for en kort bemærkning,

idet den sagde i endnu hurtigere tempo: "Din dumme qaqulluk, som

lugter," hvorefter den for ned og lignede en rund tingest, da den krøb

ind mellem de tætteste tangplanter. Derefter viste den sig ikke mere.

Så kunne fuglen ovenover ikke komme videre. Den rokkede med hovedet og

udbrød særdeles overraskende: "Satan, "ulikîvfte" (renskriveren

oversætter: Hold kæft!). Med de ord fløj den op og samme vej ud,

indtil den forsvandt.

Pebersvenden blev dybt forundret. Han var jo egentlig ude på fangst.

Men dels vidste han af erfaring, at han nok alligevel ikke fik

fanget noget, og dels glædede han sig så meget til at fortælle det,

han havde oplevet, at han i stedet begav sig hjemad.

Da han var roet forbi det lille næs og lidt længere ud, hørte han lyden af et

dyrs åndedræt. Det var skam en sortside. Han drejede kajakken om imod

sælen, roede til og harpunerede den. Han fik fangeblæren / fangstblæren ud. Den drev ud

til sælen og blev trukket med ned i vandet, men den standsede, da

vandet nåede op til lufferne (måske lufferne på en fangstblære af et

helt sælskind!). Han tænkte: Jeg elendige skabning. Når jeg nu for en

gangs skyld har harpuneret en sæl, så har den revet sig løs."

Mens han sad og kiggede på fangeblæren, viste der sig noget rødligt

ved dens side. Han stirrede på det, og se! En sortside flød op til

overfladen. Han roede derhen og gjorde den klar til bugsering. Da han

ikke havde bugsereredskaber med, bandt han den fast til tværremmene på

kajakken. Han blev færdig og var lige begyndt at ro, så dukkede der

en stor kridhvid hunsæl op lige foran ham og blev ganske trygt

liggende. Han skyndte sig at løsne remmen til den sæl, han

bugserede. Han gav sig til at ro hurtigt frem til sælen, selv om den

sandsynligvis var dykket ned på det tidspunkt. Så gjorde han sig klar

til at kaste harpunen; og idet sælen hævede sig lidt med front imod

ham, kastede han harpunen og ramte den i hjerteregionen. Da sælen

hældede kroppen bagover, kom blodet til syne. Han fik fangstblæren

ud. Den drev ud til sælen; og da vandet var nået op til lufferne,

standsede den. Mens han kiggede på den, kom sælen op på overfladen

lige på den anden side af blæren. På den måde fangede han to

sæler, og han tog dem på slæb og roede hjem.

Han roede uden om det lille næs lidt syd for bopladsen og ind i retning

af husene. Han var netop forbi næsset, da drenge, der var ude at lege,

fik øje på en kajakmand, der havde noget så tungt på slæb, at han knap

nok kunne komme frem. De prøvede at finde ud af, hvem det var. Og

efter nærmere granskning forstod de, at det var pebersvenden. Det var

første gang, de så ham komme hjem med sæl på slæb, så de råbte, som man

plejer: "Pebersvenden er på vej ind med noget på slæb, pebersvenden er

på vej ind med noget på slæb!" Det, at der blev råbt så kært om ham (Der står

ordret: Det, at der blev kælet for ham), fik ham til at gøre sig

ekstra umage for at demonstrere, at han havde noget på slæb. Kort før

han nåede stranden, kom en pige ud af et af husene nærmest stranden.

Da hun havde stået og kigget på pebersvenden gik hun ind igen.

Umiddelbart efter, kom så den ene pige efter den anden ud af husene.

De stimlede sammen. Og lige før han nåede stranden, lød det ganske

tydeligt fra en af dem, at den, der rørte ham først, ville have ham

til mand. Da de satte i løb ned til ham, kunne man høre lyden af alle

de mange såler, der ramte jorden. Pebersvenden holdt hovedet koldt og

sagtnede farten.

Da de nåede stranden, gik den første ud i vandet, den næste fulgte

efter. Til sidst flød de på vandet. Den første af pigerne greb

kajakspidsen og trak den til sig. Den næste der flød på vandet, tog

fat i den første af pigerne og rørte ved pebersvenden. De fik ham til

land, og da han havde løsnet sine fangster, gik han i land, bar sin

kajak op, satte den ned og sagde til pigerne: "Kog nu kødet og hav det

parat, til fangerne kommer hjem." Netoop som de blev færdige med at

koge kødet, begyndte fangerne at komme hjem fra fangst. Først da alle

var tilbage, inviterede han dem til spisning. Den ene mand efter

den anden indfandt sig, og alle, der kom ind, sagde tak, mens han

fortalte om, hvordan fuglen og ulken skændtes. Mændene morede sig

herligt over det.

Da de havde spist og mændene var gået hjem, tilbragte han aftenen

hjemme og hyggede sig.

Det var lige blevet mørkt, da det støjede fra et sted ude ved

husgangen. (Senere om) aftenen, da han fandt, at det passede sig snart at gå

i seng, gik han ud for at tisse, og ude ved husgangen stødte han på en

flok piger. Han gik hen til køkkenmøddingen, og skulle lige til at tisse, da

pigerne trak derhenad straks var henne hos ham; nogle gik endog forbi

ham og stillede sig foran ham. Så måtte han knappe bukseklappen og

vende sig mod dem. Og det var dem, der plejede at flygte fra ham!

Nu kappedes de om, at komme til at stå nærmest. "Jeg stakkels skrog,

nu er de endelig blevet fremkommelige." Han gav sig til at

vælge og vrage, og midt i det hele kom han til at tænke på, at han

havde hørt, at han skulle vælge sig den pige med de smukkeste

kamikker. Han så dem efter og opdagede, at dem, man ellers syntes godt

om, gik deres kamikker skæve ved at jokke langt oppe ad skaftet på

dem. Dem kasserede han, og da han kiggede efter andre, fandt han én,

hvis kamikker sad nøjagtigt som de skulle. Hende tog han og gik straks

af sted med hende mod indgangen.

Han skulle netop til at gå ind med hende, da han kom i tanke om, at

han i dag havde fanget to sortsider, og at man også plejede at have en

medhustru. Da han igen begyndte at gå hen til pigerne, kom de ham i

møde.

Da de nåede ham, valgte han og vragede og udvalgte sig endelig en

særdeles smuk kvinde, som var godt i stand, og hvis kamikker sad

endnu bedre. Hun var alle tiders. Han gik hen til den første. Og han

lagde armene omkring dem begge to og tog dem ind i huset. For en gangs

skyld skulle han nu tilbringe aftenen i selskab og var indstillet på

at blive oppe noget længere. Han bød pigerne sætte sig på briksen og

satte sig selv over for. Men han sad der ikke længe, før den ene pige

sagde noget om at gøre sengetøjet klar til natten. Det var for meget,

syntes han, og svarede hende ikke. Men da de tiere og tiere kom med

hentydninger til at gøre klar til natten, gav han dem lov. De gjorde så

klar til natten og gik i seng.

Da så han, at de havde gjort plads til ham imellem sig. Pebersvenden,

som jo var enlig, og som ikke var vant til at ligge krop ved krop med

andre, kunne ikke falde i søvn, fordi han havde deres kroppe op ad sin

til begge sider, og så var de oven i købet varme.

Omsider sagde en af pigerne: "Lad os puste lampen ud." Hun pustede den

ud og det blev bælgmørkt.

Nu var det sådan, at pebersvenden ikke kunne tåle at stirre ind i

mørke ("taartaq isigissallugu sapertaramiuk" vil måske blot sige: Han

kunne ikke li' mørke). Han lagde sig på ryggen og gav sig til at kigge

over på vinduerne. Så puffede den ene af pigerne til ham; og straks

vendte han sig imod hende og omfavnede hende. Han havde lige omfavnet

hende, så puffede den anden pige til ham, for at han skulle vende sig

imod hende.

Natten gik hurtigt for pebersvenden, fordi han hele tiden skulle vende

sig til den ene og den anden side, uden at han dog fik noget ud af det

("suatdlaganilo"). Fra da af begyndte han at fange hele tiden, og det

gør han stadigvæk.

Var.: kanajukkannaammik;

Kommentar: En usædvanligt overdådig pebersvende-fortælling. Det er karakteristisk for inuit allevegne, at "åbenbaringer" som denne, hvor dyr eller fugle viser deres menneskelighed, er tegn på at man står sig godt med naturen el. den anden verden, og derfor fanger godt. Det kan også føre til angakkoq / åndemaner-evner - eller til døden: se note til: kanajukkannaammik

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Taatsiarsuaq, at han var et meget fremragende

menneske og tilmed en meget dygtig kajakmand. Hans bopladsfæller var

en folk brødre, og sammen kappedes de alle som én gerne med

Taatsiarsuaq om, hvem der fangede flest sæler. Taatsiarsuaq fangede

altid flest, selv om han var alene om det. Da den tilbagevendende

sortsidesæson gik ind, var de ude på lurefangst, og Taatsiarsuaq var

som sædvanlig den første, der harpunerede en sortside.

Engang da de var ude og var nået frem til deres fangstområde, kiggede

han efter sæler, og inden han endnu havde set nogen, kom brødreflokken

til. Efter et stykke tid, kiggede han hen på dem og så, at en af dem

minsandten havde harpuneret en sæl. Han blev forbavset, for selv havde

han da ikke set nogen sæl endnu, og han var jo altid den første, der

harpunerede. Han lå dér længe og kiggede efter sæl, men før han

overhovedet havde set nogen, havde samtlige brødre fanget hver en sæl

og var taget hjem. Helt alene tilbage fortsatte han med at kigge efter

sæler. Det var ved at blive mørkt og endnu havde han ikke set nogen.

Til sidst vendte han blikket undersøgende i retning af et område, hvor

der endnu var dagslys tilbage. Han spejdede rundt gentagne gange. Og

endelig fik han øje på en ung sortside. Den lå med snuden over

overfladen og sov trygt, som om den var frossen. Han drejede kajakken

om mod den, og mens han hurtigt nærmede sig og tænkte, at han omgående

ville gøre det af med den, fordi aftenen faldt på, nåede han frem,

løftede armen til harpunering og idet han harpunerede den, gjorde den

en pludselig bevægelse og dykkede. Man siger, at Taatsiarsuaq havde

for vane at kaste fangstblæren ud, og da han var helt sikker på, at han

ville kunne klare den, greb han sin vane tro fat i sin line for at

trække sælen til sig. Linen strammedes, og han mærkede, at sælen var

tung. Han forsøgte gentagne gange at hale linen til sig, men i stedet

måtte han lidt efter lidt give den mere line, indtil han til sidst kun

havde tværstykket ved enden af linen at holde i. Han holdt igen på

den, og selv om han stemmede imod af al kraft, var han ved at miste

overtaget. Da sælen på et tidspunkt trak i linen, mærkede han

pludselig at hans kind rørte vandet. Han forsøgte at rejse sig op igen

ved at vrikke med det meste af åren dybt nede i vandet. Men det gik

den modsatte vej, og han kæntrede helt med vilje, fordi han var sikker

på at komme op igen. I den stilling gav han sig til at hale linen til

sig. Da han havde halet omtrent halvdelen til sig, rettede han på sin

åre og forsøgte at rejse sig, men han nåede kun at rejse sig halvt,

så rykkede sælen til nedefra. Selv om han vrikkede med åren, gik det

igen den modsatte vej, og han kæntrede. Endnu en gang gav han sig til

at hale linen til sig, og da han havde fået det meste op lidt forbi

det lille benstykke, hvormed linen blev fastgjort til harpunskaftet,

prøvede han at rejse sig op for tredie gang. Han nåede kun lige at

trække vejret, så kæntrede han igen, og da han halvkvalt kom ud af

kajakken i det håb, at komme ud og op med udsigt mod land, kom han ud

med udsigt udad. Han hørte plask i vandet ganske tæt ved, og da han

kiggede til siden, opdagede han, at den dumme sæl, han havde

harpuneret, var kommet op og flød i vandskorpen lige ved siden af ham

- død. Der var ikke andet at gøre end at råbe om hjælp ud over havet.

Og han råbte lidt. Da vejret var stille, gav han sig til at lytte.

Sandelig, snart hørte han lyden af åretag lige ud for sig senere én

til og senere endnu en tredie. Da de kom helt frem til ham, lagde de

sig ved siden af hinanden, og han kom op på deres kajakker. Da de

havde fået ham op, flyttede den ene af dem sin line til side og rodede

nede i kajakken. Han trak en trøje op - en rigtig lun vams, og sagde

jo så: "Tag den på." Taatsiarsuaq: "Nej det er ligemeget, mit tøj er

godt nok." Den anden sagde igen: "Dit tøj er gennemblødt, tag den nu

på. Det var i foråret, da de engelske hvalfangere var på vej nordpå,

at jeg købte noget hverdagstøj." Han tog sit tøj af og tog trøjen på.

Ah hvor det hjalp. Den anden flyttede sin line til side og rodede nede

bag i kajakken. Han trak et par dejlige bukser op. Nej hvor var de

blå. Han sagde: "Tag dem på." Taatsiarsuaq sagde: "Nej, jeg behøver

ikke noget på benene, nu jeg har fået trøje på." Den anden sagde: "Kom

nu tag dem nu på. Jeg købte dem i foråret til dagligt brug, da

engelske hvalfangere var på vej nordpå, for min far var gammel." Han

tog sine bukser af og tog de andre på, og de lunede vel nok!

Den yderste af kajakmændene flyttede linen til side og trak et par

dejlige strikkede strømper op. Han gav ham dem og sagde: "Tag også

dem på. Jeg købte dem til hverdagstøj nu i foråret, da engelske

hvalfangere var på vej nordover." Da tog Taatsiarsuaq dem på. De var

også dejlig varme. Den tredie af kajakmændene traks hans kajak op og

tømte den for vand, hvorefter de fik ham ned i hans egen kajak. Så

sagde den tredie: "Tidligere har vi ofte forsøgt at træffe dig

alene. Endelig har vi set dig alene. Det er os, der har arrangeret

dette med, at du kæntrede ved, at en ung sortside rykkede i linen. Vi

vil så gerne have dig på besøg. Kom med hjem. Du kan roligt besøge

os." Han anede ikke, hvad de var for nogen, for han havde aldrig set

dem før.

Han roede med dem udefter, ud forbi de yderste øer, hvor han

opdagede, at de var ved at nærme sig et stort skær. De kom nærmere og

nærmere og helt tæt på fik han øje på det, nogle store vinduer, hvor

lyset væltede ud. Han troede, at de ville styre derhen, men så fik han

øje på et andet stort skær på den anden side af det første. Det roede

de hen imod, og hans ledsagere istemte en sang. Straks råbte folk fra

det nærmeste store skær: "De har fanget en hvidhval, de har fanget en

hvidhval." De roede forbi disse på det første skær på vej til det

fjernere skær, idet de råbte ind: "Vi har ikke fanget en hvidhval, vi

jubler blot over, at vi har fået en gæst." Ved det råb tav de andre

helt stille. De var nu på vej hen til det fjerneste skær, og da de på

nærmeste hold kunne se de store vinduer, fik det dem til at ro

hurtigere, mens den tredje af ledsagerne sagde til ham: "Hæng på, det

er du nødt til." Afsted fór de i fuld fart, og ingen sakkede agterud.

Lige før de nåede stranden, opdagede han det sted, hvor kajakkerne

plejede at løbe op på stranden. Højvandet var lige passende, og den

ene af kajakmændene efter den anden red på en bølge, der løb op på

stranden, og de landede tørt. De steg ud, trak kajakkerne højere op og

gik op til huset og ind. Nej, hvor var der blus på lamperne! Han satte

sig på gæstebriksen ved ydervæggen. Da han kiggede over mod husets

bagvæg, opdagede han en døende ung mand, der lå midt på briksen. Han

var bare skind og ben og ligbleg. Den tredje af dem, der havde

inviteret ham, sagde til de andre i huset: "Man bliver sulten efter

en lang fangsttur. Hent mad ind, rigeligt!" De gik ud og blev væk ret

længe, og nåda for en masse mattak de kom ind med. De lagde noget

underlag på gulvet, satte mattakken frem, og så holdt de ellers måltid

sammen. De spiste, og spiste, og holdt først op, da de var godt mætte.

Så blev gryden med kogemad taget ned, og der blev serveret kød til

fortsat spisning.

Da de havde spist, satte de sig til at fordrive

aftenen med at fortælle hinanden historier. Sådan hyggede de sig hele

aftenen. Da det blev sent, og der ikke kom flere bopladsfæller på

besøg, sad mændene tavse en stund. Så sagde den af fangerne, der

tidligere på dagen havde nået ham først: "Vi har ene og alene villet

have dig med herhen for at overtale dig til at forsøge dig med ham

vores yngste bror, for vi ved jo, at du er en stor åndemaner / angakok / angakkoq. Vi har længe prøvet at træffe dig alene. Men hver gang har du været sammen

med mange andre. Da vi ikke kunne gøre andet, fik vi en ung sortside

til at rykke i linen, så du kæntrede. Det gjorde vi, fordi vi så gerne

ville, at du skulle prøve at helbrede vores yngste bror, hvis tilstand

godt nok ikke forværres, men som heller ikke vil komme sig." Så sagde

Taatsiarsuaq: "Sluk så lamperne."

De slukkede lamperne, så det blev

helt mørkt, og så gav han sig ellers til at mane ånder. Da han

undersøgte stedet omkring den syge, fik han øje på en fæl gammel kone,

som nu var sikker på at få bugt med den syge. Han gik hen til hende og

begyndte at undersøge hende, og den gamle kone fortalte så følgende:

"Disse mænd mistede deres forældre som små, og jeg tog mig af dem. Jeg

nød godt af deres fangst, da de begyndte at fange, dengang de endnu

boede nordpå. Især førstefangsten sørgede de for, at jeg fik. Så blev

de gift allesammen, men de fortsatte på samme måde. Selv om jeg ikke

længere boede sammen med dem, forsømte de aldrig at give mig noget af

deres fangst. Når de efter renjagten var på vej ud af fjorden og kom forbi

her, så gjorde de det, at de enten lagde til med konebåden eller også

kom de i kajak med noget til mig. Den yngste plejede ikke at

være med på deres renjagter. Men engang de skulle ind på renjagt,

hørte jeg tilfældigt, at den yngste også var med. Mine forventninger

steg, fordi jeg var sikker på, at han efter deres skik og brug ville

forære mig sin førstefangst. Netop som man kunne vente dem, kom de forbi på

vej ud, og jeg kunne ikke holde mig indendørs af lutter spænding, men

for en gangs skyld passerede de forbi uden at lægge til. To kajakmænd

var på vej ind. Jeg gik ned og opdagede, at det kun var hans ældre

brødre, der kom med noget til mig, den yngste viste sig ikke. Senere

forhørte jeg mig og fik at vide, at han ville have bragt mig sin

førstefangst, men at han lod være med at ro ind i skam over, at han

umuligt kunne få sin nærige kone til at afstå den. Ja, for

førstefangstens skind var så pænt, at konen ville beholde det og ikke

undte andre det. Fra da af begyndte jeg at forfølge

ham."  Så sagde Taatsiarsuaq, at lamperne straks skulle tændes.

Så snart lamperne var tændt, bad Taatsiarsuaq værten om at hente hans harpun og

line, hvis han havde sådanne. I det samme kom der en meget kraftig

dreng ind, og ham bad de om at hente hans harpun og line, der lå

under konebåden oppe på stilladset. Efter en rum tid ude dukkede han

omsider op ved indgangen til rummet med en harpun, der var kraftigere

end Taatsiarsuaqs egen. Drengen var godt nok nået frem til den, men

da han ikke magtede at få den op i rummet, gik den tredie mand hen

til ham, tog den og afleverede den til Taatsiarsuaq. Han tog og

løftede den op, og han mærkede, at den var ikke så lidt tungere end

hans egen. Så tog han linen op og følte på den, den var også hårdere

end hans egen. Han lagde den ved siden af sig, da han havde følt på

den. Samtidig med, at han fortalte forskelligt, holdt han øje med

området ovre ved den syge, og han lagde mærke til noget som han ikke

havde set, mens det var lyst, nemlig den gamle kone, der kiggede

på ham gennem sin armhule. Nu gjaldt det om at handle uden at hun

opdagede noget. På et tidspunkt kiggede han på hende og så, at hun

også kiggede på ham, og han lod som om han vendte opmærksomheden væk,

og da hun også var ved at vende sin fra ham, greb han den store

harpun, og da han skulle støde den mod hende, skævede hun lige til

ham. I det øjeblik hun smuttede ned ved hjørnet af briksens bagende,

kastede han harpunen lidt foran dér, hvor hun forsvandt, således at

kun enden af harpunen var at se, og dirrende fulgte den med og

forsvandt. Han kiggede på linen. Mens han kiggede på den, begyndte

den at strammes. Taatsiarsuaq forsøgte af alle kræfter og gentagne

gange at holde igen på linen. Da den gamle kone begyndte at hale den

til sig, måtte Taatsiarsuaq rejse sig. Da linen blev trukket dybere

ind under briksen, sagde han til sine værter: "Alle holder igen

på den." De lod linen gå, helt til tværstykket, og nu var der fare for

at de skulle blive trukket ned og ind under briksen. Lige før den, der

stod nærmest, var ved at ramme briksen med hænderne, gjorde de sig

hårde, og så var der pludselig ikke noget, der trak. Da de andre gik

væk, gav Taatsiarsuaq sig til at rulle linen sammen.  Enden af linen

kom frem, og der sad ingen harpunspids på den. Minsandten om ikke

linens ende, der var stukket ind i harpunens huller, var blevet

brændt, så harpunspidsen var gået løs. Da Taatsiarsuaq så dette, sagde

han til værten: "Nu ved jeg ikke, hvad der sker."

De blev længe oppe,

og da de skulle i seng sent om aftenen, sagde værtsfolkene til ham:

"Sov nu bare helt roligt, der sker ikke dig noget." Næste morgen

vågnede de og så at den syge var blevet betydeligt kvikkere. Da de

andre havde mærket hans ændrede tilstand, sagde de til Taatsiarsuaq:

"Du må lige se tiden an i fire dage, for vi må vente og se, hvordan

vores yngste bror får det." Næppe var dette sagt, så hørte man nogen

på vej ind. Og op kom en, der ufravendt kiggede opad. Det var skam en

spion. Han blev stående på dørtrinnet. Så vendte han rundt og på vej

ud sagde han endelig noget: "Det er noget mærkeligt noget med

bedstemoren hos dem, der bor øst for os. Man siger, at hun i går

aftes, da hun var ude og besørge, blev såret udvendigt på

benet af en afgnavet knogle. Man siger, at hun er ved at forbløde."

Idet han gik, sagde Taatsiarsuaq: "Gad vide hvad der sker."

Samme dag hen ad aften kom spionen ind igen. Igen drejede han rundt på

dørtrinnet, og idet han gik, sagde han: "Man siger, at bedstemoren hos

dem, der bor øst for os, døde af blodtab." Taatsiarsuaq og de andre

kiggede blot på hinanden.

Da de dage, hvor han skulle blive på stedet, var gået, skulle

Taatsiarsuaq hjem. Da han vågnede om morgenen, havde den syge det

så godt, at han kunne komme op, og da hans storebrødre blev klar over

det, sagde de til Taatsiarsuaq: "Vi har ikke noget andet at gøre

gengæld med end dette: Lad os blive dine hjælpeånder. Hvis du kommer

i stor nød, må du tilkalde os." Efter de ord gjorde Taatsiarsuaq klar

til at rejse og tog afsted.

Da Taatsiarsuaq ikke kom hjem fra fangst, afventede hans bopladsfæller

længe, hvad der ville ske. Men den femte dag først på eftermiddagen

kom den store åndemaner til alles overraskelse hjem. Efter hjemkomsten

tog han atter fat på fangsten og fangede som sædvanlig en masse. Mens

han fangede og fangede, så var der jo en dag, hvor han som vanligt tog

på fangst meget tidligt om morgenen. Fremme på lurestedet begyndte han

at spejde rundt, og før han endnu havde fået øje på en sæl, kom

brødrene til stedet. Brødrene havde været der et stykke tid, da han

kiggede over mod dem og så, at en af dem havde harpuneret en sæl, mens

han selv endnu ikke havde set en eneste. Den ene efter den anden fik

en sæl, og til sidst blev der tomt for kajakmænd. Forgæves kiggede

han efter sæler, omsider var dagen ved at være slut, og nu ville han

kigge efter nogen imod dagslyset. Mens han kiggede efter nogen imod

dagslyset, opdagede han to kajakmænd ro inden om ham i nordvestlig

retning. Så snart han havde set dem, roede han hen mod dem, men de

roede så hurtigt, at han sakkede mere og mere agterud. Da han forstod,

at de ikke kunne være hans bopladsfæller, satte han kursen bag om dem

mod land. Netop som han skulle passere deres rute, drejede hans kajak

pludseligt. Det viste sig, det var fordi han stødte imod ruten, at

kajakken pludselig drejede i kajakkernes retning. I et forsøg på at

dreje væk og komme uden om ruten, padlede han af al kraft med kun det

ene blad af pagajen. Da han blev træt af det, begyndte han at skodde.

Han blev ved, og han blev ved. Til sidst holdt han op. Straks fór han

frem i retning af kajakmændene, som om han gled med strømmen i en elv.

Da han opdagede dette, roede han alt hvad han kunne i retning af dem.

Ske, hvad der ville. Nu ville han se, hvad det var for nogen. Men knap

et harpunkast fra dem stoppede kajakken helt. Han roede på livet løs,

men han kunne ikke komme nærmere. Hvor meget han end ville hen til dem

kunne han ikke. Til sidst blev han så træt, at han opgav. Så gik det

ellers fremad, uden at han selv behøvede ro.

Mens de sådan fór afsted,

opdagede han at de var lige ved at være fremme ved et stort skær. Mens

han kiggede på det, så han tilmed, at der var noget, der så småt

åbnede sig ved strandkanten. Allerbedst som det åbnede sig, fik han

øje på store vinduer, hvor lyset strålede ud. Da de kom tæt på

indgangen, gav de sig til at ro kraftigt til. Også Taatsiarsuaq fik

fart på, uden at han selv roede. Og hen over vandkanten løb den ene

efter den anden op på stranden, helt op på det tørre. Det gik op for

Taatsiarsuaq, at han var havnet lige midt mellem de to andre. Da han

ikke begreb, hvem de kunne være, kiggede han på dem og opdagede, at de

ikke havde nogen næse. Der, hvor næseborene skulle være, sås kun et

par prikker. Taatsiarsuaq var meget genert af væsen, så han bøjede sig forlegen

ned over dækket foran kajakken, da han opdagede hvordan de så ud.

Da han så rettede sig op igen, sagde en af mændene: "Kom op af

kajakken." Taatsiarsuaq svarede: "Jeg skal ikke op, for jeg skal

hjem." Hertil sagde en af mændene: "Nå, nå så han vil ikke op. Så

spræt da kajakken op ved ringen og få ham op." I det samme greb en af

mændene, en ordenlig kleppert, fat i ringen og rykkede den op, så det

knagede, da den splintrede. Så tog han ham bagfra under armene og trak

ham op, og straks stod han ved siden af sin kajak. Han blev endnu

mere genert, og sænkede hovedet. Da han bare blev stående dér, sagde

en af dem: "Gå op til huset." Taatsiarsuaq svarede ham: "Jeg går ikke

op, for jeg skal af sted." "Nå" sagde den anden: "så han vil ikke gå

op, så fører ham op ved hænderne." Med den besked gik de

hen og tog ham i hver sin hånd, og på vej op skubbede andre på bagfra.

Taatsiarsuaq tænkte: Hvor er de dog voldsomme! Da de kom op til huset,

skulle de have ham ind gennem gangen. Nogle trak ham i håret forfra,

og andre skubbede ham bagfra. Da de havde ført ham ind, placerede de

ham på enden af briksen under vinduet og lod ham være. Så tog de plads

på briksen og fyldte hele længden ud. Imponerende mange mænd! Da

mændene havde sat sig, kiggede han til siden og opdagede, at der på

briksen, hvor han sad, var stillet en skærm op af sammensyede

sælskind. Netop som han blev opmærksom på skærmen, var der én, der

prikkede lidt til ham. Han drejede hovedet og opdagede, at der stak et

hoved af en mand frem - et ansigt der var radmagert og ligblegt.

Manden sagde blot: "De vil sikkert gøre det samme ved dig som med

mig." Mere sagde han ikke, for han beherskede sig, og han så ikke

siden på ham. Først da Taatsiarsuaq ikke længere var genert, kunne han

se sig omkring. Og straks han gjorde det, hørte han én sige: "Han ser

sig så meget om. Lad os skære næsen af." En af mændene tog en kniv og

begyndte at slibe den særdeles omhyggeligt. Han sleb og sleb, og

endelig forsvandt lyden. I det samme rakte han sin åbne hånd frem. Så

gik han hen mod Taatsiarsuaq, og en af dem gik med ham. De kom hen

til ham, og én holdt ham ind under armhulerne, to holdt i hver af hans

skuldre, og én holdt hans hoved fast. Foran ham stod en mand med

knyttede hænder, som han pressede vedvarende mod hans tindinger, og

alt imens sortnede det for Taatsiarsuaq. Så sved det ellers, da hans

næse blev skåret af. Men i det øjeblik de alle fjernede sig fra ham,

mærkede han ikke andet end en ubehagelig varme. Først da han så småt

var kommet til bevidsthed, kiggede han bagud og så en gammel kælling

på vej ud på gulvet. Hun rodede hele tiden ned i skridtet. Hun gik hen

til han og strøg ham over det endnu blødende sår, så det heledes og

ikke det mindste ar var at se, skønt det ellers havde blødt så

voldsomt.

Taatsiarsuaq blev endnu mere genert, da han nu ikke længere

havde nogen næse. Da han et øjeblik kom fri af sin generthed og

skelede til siden, blev der omgående sagt: "Han kigger sig hele tiden

om, bind ham med den her line og hæng ham op. De andre mænd kom hen, og

efter at have bundet linen om livet, stak de linens anden ende gennem

bjælken og halede til. Da der ikke var mere line, løftedes

Taatsiarsuaq op, og da kun storetåen hvilede på gulvet, holdt de op

med at hale. Dér hang han så og led forfærdeligt.

Midt i det hele kom

han så til at tænke på, at han jo var åndemaner og havde en

hjælpeånd - en tangloppe. Ligesom han kom i tanke om den, gav han sig

til at invitere den. Omsider hørte han den på vej ind gennem

husgangen. Nej, hvor var den vred, da den sagde: "De, der bor hernede,

har ikke lov til at pine de kære overboere. Med de ord sprang den op

på indgangstrinnet. Dér landede den og tav, men da den så sin herre,

gentog den sine ord: "De der bor hernede har ikke lov at pine de kære

overboere." Og imens knyttede den sine små hænder, gned dem mod

hinanden, så det lød, som om den knækkede en ladestok i små

stumper. I det samme gik en af mændene, en stor kleppert, hen til den,

puttede den i sin hånd og smuldrede den, hvorefter han smed den ud i

gangen. Taatsiarsuaq blev endnu mere genert. Og mens han ikke kunne

komme i tanke om andre, men tænkte videre, så, jamen det er da også

sandt! kom han i tanke om de første han havde besøgt, og som havde

tilbudt sig om hans hjælpeånder. Dem bad han komme. Han lyttede og

kunne nu høre dem komme roende. Efter lyden at dømme var der tre.

Allerede før de nåede stranden helt, satte de af med hånden på dækket

foran kajakringen, og sprang i land. De ventede lige på at deres

kajakker nåede stranden, så trak de dem op på stranden, og marcherede

op til huset. Der var sandelig drøn på! De nåede den åbne husgang,

sprang en efter en ind i gangen og videre op på trinnet ind til

rummet, så det hele rystede. I samme øjeblik tabte mændene hovederne.

Ikke en eneste af dem var i stand til at holde hovederne oppe. Inden

nogen af mændene fik sagt noget, sagde den tredje af de indtrængende:

"De, der bor nedenunder, skal ikke have lov at pine de kære små, der

bor ovenpå." Så fortsatte han: "Der sker jer ikke noget før vores kære

yngste bror indfinder sig." Knap havde han sagt det, så hørte man

atter åretag fra en der roede. Det lød fuldstændig som en renkalv, der

gav lyd fra sig. Det viste sig at lyden kom fra trævlerne på hans åre.

Endog før han havde nået det sted, hvorfra hans brødre sprang i land,

tog han springet med et par tryk på dækket foran kajakringen og satte

af. Nåda, hvor det rystede, da han landede. Straks var han på vej op,

sprang ind i gangen, og landede på trinnet ved indgangen, så hele

huset rystede derinde. Da han opdagede sin herre, sagde han ligesom de

andre før ham: "De, der bor nedenunder, skal ikke have lov at pine de

kære små, der bor ovenpå." Imens knyttede han sine hænder og gned dem

mod hinanden. Det lød som om han knækkede konebådsstilladset. Da han

havde talt, gik hans storebrødre øjeblikkeligt hen til Taatsiarsuaq,

løsnede linen omkring ham og var straks undervejs ud med ham. De sagde til deres

lillebror: "Vent lige til vi kommer tilbage, så vi sammen kan få has

på dem. Da de var på vej ud med Taatsiarsuaq, opdagede han midtvejs i

gangen sin gamle hjælpeånd, tangloppen, ligge bukket sammen og død.

Idet de passerede den, sagde Taatsiarsuaq: "Manden siger til dig: Rejs

dig."

Netop som de var kommet ud og stoppede op, kom pludselig den

yngste bror ud. De forhørte sig. Tjaeh, sagde han, han havde gjort det

af med dem alle sammen.

Da der nu ikke var mere at gøre, gik de ind og

tog fat på manden på briksen under vinduet, for at helbrede ham. Da

der ikke mere var noget i vejen med ham, spurgte de andre de to: "Hvor

er jeres kajakker henne?" Da de ikke vidste hvor man havde lagt dem,

gav de sig til at lede efter dem. De ledte og ledte, og endelig fik de

øje på kajakspidserne, der stak frem mellem rullestenene i nærheden af

huset. De gik hen og gravede dem frem, men opdagede så, at de var

revet itu ved kajakringen. Da kajakker i den stand ikke er egnede til

at tage ud på havet i, og da der var mange kajakker, hvis ejere nu var

døde, udvalgte de sig at par af de bedste. De ledte også efter deres

årer og deres redskaber. De ledte længe og fandt dem endelig omme bag

huset. De var rullet ind i gamle konebådsbetræk. De tog dem og gik ned

og tog afsted. De andre fulgte dem på vej. Ligesom de kom om på den

anden side af et lille næs, der lå lige nord for deres boplads, hørte

de en susen, der kom nærmere og nærmere. Lige før lyden nåede dem,

sagde en af dem: "Kig bagud." Han kiggede bagud og mærkede noget

koldt. Det var næsen der landede. I samme øjeblik strøg han sig over

det sted, hvor næsen plejede at sidde, og straks blev næsen skæv. Han

prøvede at rette på den. Men den havde allerede klistret sig fast. For

netop lige inden havde han skam strøget over sin næse, da den skulle

til at klistre sig fast, og fik den på den måde til at sidde skævt.

De andre roede deres vej, lige før husene på den anden side

af næsset blev synlige. Nu de var hjemme igen og havde fået

ildfolkets kajakker at ro i, kom de til at fange endnu mere end før.

Bopladsfællerne lagde faktisk mærke til, at Taatsiarsuaqs næse var

skæv, da han kom hjem. Men hvordan det var sket, se det vidste de

ikke.

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk;  Vennerne 256v nr. 350;

Kommentar: I denne velskrevne fortælling bliver forestillingerne om de øvre (flinke) og de nedre (ondksabsfulde) innersuit meget klart fremstillet. Det er uvist om de nedre også tilhørte den før-kristne tradition eller er kommet til senere. I Østgrønland findes denne todeling kun i den kateketuddannede Kaaralis tekster, der ellers oftest skelner mellem godlindende ånder med blå kantninger og hidsige, dvs. farlige ånder med røde linninger. Men de blå- og rødkantede lever ikke hver for sig.

Innersuit tiltrækker magnetisk både kajakmænd og fangstdyr med det lys de udstråler.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;