Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Aaqqioq ?

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller,

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Killinaraarsuk.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Ikke oversat.

Evt. velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om den store løgner, hvis vestgrønlandske navn er Qasiassaq. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Qilaasuaq; søg også på: Akilineq

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Manden der blev gift med en gås (el. en alk el. en anden fugl) Søg på: Swan Maiden

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Ravnen der blev gift med en måge / en gås. Ravnen der blev svoger hos mågerne / gæssene.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: talrige om besøg hos / fugle (ravn og måge de hyppigste) i menneskeskikkelse. Her er det ravne.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér begynder således: inuk pisurradlulerpuq ... Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas selvbiografiske beretning om fangstforholdene i Upernavik-området fra 1860-1903.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas beretning om forskellige skikke, især vedr. fangsten, ved kristendommens begyndelse i Upernavik-området.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.)

Ifølge Rasmussen notat: "der lod sin tarm koge".

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Ikke en Tutigaq fortælling

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om ?? Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.