NB: Fortællingen indledes altid af en anden end den, der fortæller den til ende. Den fortsættes hér af ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq, Evan.

Resumé:

Denne fortælling indledes altid af en anden end den, der fortæller den

til ende.

     En Qinngeq-mand tar til Immikeertoq for at ligge med kvinderne,

mens mændene ikke er hjemme. Undervejs må han gøre ophold i et ubeboet

hus, hvor en skræmmeånd dukker op og drives bort af hans toornaarsuk,

en "sagdiliilijaq" ("løgner" ? BS). På Immikeertoq er også den gamle

"Iaqqas far" hjemme. Efter et godt måltid kommer et genfærd ind i

husgangen og truer med at udrydde alt levende. Gæsten, der gnider sin

bare numse mod kvinderne bagest på briksen, er ikke I.s far til megen

hjælp. Denne vil smide stenplader fra gulvet mod genfærdet, men magter

det ikke. Til slut smider han en brændende lampe mod genfærdet, der

flygter. I.s far løber efter det med en øseske. Man finder bagefter en

halv lampe i husgangen og den anden halvdel neden for møddingen.

Fortællingen har nok oprindeligt været længere.

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer et møde mellem dorset- og thulekultur. Måske er det så

genfærdet, der repræsenterer dorset.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

Iaqqas far sender bud efter Maratsi om at helbrede hans datter for en

kraftig betændelse i lænden. M. bruger ikke tromme, men lægger sig på

briksen under et skinddække og gnider håndfladerne mod hinanden. Han

lader sig besætte af sin storbjørn, skærer hul i betændelsen, slikker

blod og materie op, suger resten ud, blir atter menneske og lader sig

besætte af en anden hjælpeånd, der heler såret med pustning. M. lader

derefter alle sine hjælpeånder besætte sig på skift og blir atter sig

selv. Klog af skade fra et tidligere forsøg på at helbrede en anden

patient, nægter M. at modtage nogen betaling, før I. er helt rask.

Ellers vil hun dø. Hun kommer sig langsomt, og da hun er så godt som

rask, forærer hendes far M. en snehvid hanhund og såleskind af en halv

remmesæl. Da hun er aldeles rask, får M. en kostelig savklinge af

jern. Som sig hør og bør praler M. ikke af helbredelsen. Den lykkedes

blot ved et tilfælde.

Var.: Rosing Jens, Hvis vi vågner til Havblik, 1993: 110-112

Hist.: Åndemaneren / angakkoq Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Resumé:

Ved Kuummiit / Kuummiut boede engang flere end tre hvide mænd, der tog

konen af et eskimoisk ægtepar, de havde som tjenere, til fælleskone.

Befolkningen satte derfor ild på deres hus med et par forheksede

kvindehusbukser som lunte. Kun to hvide mænd undslap. De øvrige

brændte op.

     I en variant satte man ild til huset, fordi de hvides ildrøg

skræmte fangstdyrene bort.

     I en anden variant, der stedfæstes til Kulusuk, sker det fordi

man ikke kan have sine forråd i fred for de hvides tyverier.

     En sang nævner den frygt de hvide vækker. De har tilmed ingen kød

på læggene.

Var.: søg på: nordbo. Men kun afbrændingen af huset er fast element i de vestgrønlandske varianter.

Hist.: Der har næppe nogensinde været nordboere i Ammassalik-området.

Beviset for fortællingens sandhed ser østgrønlænderne i de trækul, som

man ofte finder de to steder. Man har hørt nordbohistorier fra

Sydvestgrønland via sydøstgrønlænderne. Om disse fortællinger se

Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.