Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 223 - 226.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 69 - 71: "Iliarssupaluk uisaorqassoq" / Iliarsupaluk uisaaqqassoq.

Resumé:

En forældreløs dreng driver over havet til et andet land på en

isflage. Hos fremmede bliver han taget i hus og sat til alskens

nedværdigende arbejde. Hans storebror kommer på besøg i en konebåd så

hurtig som en havlit. Lillebror må ikke røbe, hvem han er. Da folk i

huset ber lillebror tømme urinbaljen, der er fuld af lort, tømmer

storebror den ud på gulvet. Folk styrter ud, spærrer indgangen og gir

sig til at spille bold derude. Storebror ber om sit sædeskind i båden.

Han får det og med det en lemmingamulet, som han får liv i og sender

ud på drab to gange. Man forstår han må være åndemaner / angakkoq, åbner

indgangen, bliver venlige og storebror giver sig til kende. Han får to

konebåde med som ledsagere på hjemrejsen, hvor han sørger for at

roerskerne ror meget langsomt. Han får to stærke kvinder fra en af de

andre både og suser nu hastigt forbi dem. De tilbageladte både sender

nu først en kæmpebølge og dernæst et højt bjerg imod dem. De kommer

igennem med lukkede øjne. Hjemme igen pisker storebror kræfter i

lillebror og giver ham de to stærke kvinder til koner. Han får for

vane at mishandle dem, og da de får børn synger de længselsfulde

sange for dem om deres hjemland. Men deres slægtninge kommer aldrig

efter dem.

Var.: Gamle Qattaaq med lemmingamuletten (tildels)

Hist.: Bortset fra episoden med indespærringen (se Var.) er dette den mest

udbredte fortælling om Kaassassuk hos inuit i Canada (Boas 1964:220-222; 1901-07:186-188). Den er formentlig kommet til Avanersuaq / Thule med de indvandrede baffinlændere.

De har måske tilmed følt længsel efter deres hjemsted, som nogle af

dem uden held søgte tilbage til.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 64: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:145 - 146.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 25 - 26: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

Resumé:

Taliilarsuaq og Napsaarsuaq bytter kone. T. skræmmer N.s kone med en

kniv, som han stikker i briksen. Hun løber hjem og opfordrer N. til at

dræbe T. Det gør N., og mærker snart, at han er forfulgt af en ånd.

Pesten dræber ham dog, inden ånden får lejlighed til at sønderflænge

ham.

Hist.: Kan være autentisk.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 62: "Mitisimarssuaq" / Mitsimarsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:229 - 230.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 74: "Mitsimarssuaq" / Mitsimarsuaq.

Resumé:

Som gammel blev Mitsima

borte for de andre i en snestorm, kom kravlende hjem uden hænder og

fødder, der var frosset af ham, og hvis børn lod ham dø uden for

husgangen, hvor han faldt sammen.

Hist.: Formentlig autentisk

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 61: "Papik".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 22 - 23: "Papik".

Resumé: Papik, der aldrig får fangst bliver misundelig på sin svoger,

Aalaq, der altid fanger. Da A. en dag ikke kommer fra fangst, anklager

hans gamle mor P. for at have dræbt ham. For at hævne sig sætter hun

sig ved stranden på et isbjørneskind og lader tidevandet tage sig. Som

genfærd i en isbjørns skikkelse dræber og sønderflænger hun A.. Hun

indhylder ham i tåge imens, men to andre mænd, der har hørt skrigene,

styrter hjemad, hvor de møder bopladsens slæder på vej bort. De smider

bagagen, farer tilbage, samles i et hus, men da bjørneuhyret nærmer

sig, maser de sig alligevel ud gennem husgangen. En forældreløs, der

uheldigvis er faldet i et fad blod og med sine blodspor viser uhyret,

hvor de flygter hen, er på nippet til at blive dræbt, men skånes.

Uhyret kommer, og hundene blir stive af skræk, indtil en gammel kone

opfordrer dem til at gø ad deres fætter, bjørnen. De omringer den.

Den blir dræbt og man genkender A.s mors bjørneskind i dens pels. Den

har desuden menneskeknogler. Både den efterladte bagage og Papik har

uhyret splittet i stumper og stykker. Sådan vil det altid gå, siger de

gamle: Hvis nogen dræber uden grund, vil et uhyre skræmme morderen

ihjel og ikke lade noget helt lem blive tilbage på liget.

Hist.: Måske en historisk kerne: en isbjørn der har haft held til at angribe en mand og truet en hel boplads på flugt.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Håndskrift med samme fortælling men med Inaluk anført som fortæller og kortere:

KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 63: "Mord".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:144 - 145.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 23 - 25: "Pautusôrssuaq".

Resumé:

Paatusoorsuaq holder mere af sin onkels kone end af sin egen, og de to

mænd har et konebytningsforhold. En dag onklen vil rejse bort med sin

kone, slår P. ham ihjel. P.s kone, der ser det, flygter hjem til sine

forældre. Undervejs ser hun indlandsboere med deres løse hætter i det

fjerne. P. lever så en tid med onklens kone, men hun dør af skræk, da

hun føder et misfoster med skæg. Hun hævner sig senere på P., først i

sin ræveamulets skikkelse, hvor hun bider sig fast i hans pelsflig,

men senere i bjørneskikkelse, hvor hun splitter ham led for led.