Renskrift: KRH, kasse 52 nr. 2, hæfte 415, der er en stærkt revideret udgave af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419: Aapapâq. Renskriveren er muligvis Peter Rosing, Chr. Rosings bror.

Resumé:

En storesøster og lillebror er plejebørn hos et ægtepar på bostedet

med det storelavvande, Tinuteqisaaq. Ægteparrets egne

børn ikke vil vokse. Da konen føder endnu et barn, en søn, beslutter

hun at sulte det, fordi de andre børn har fået for meget at spise.

Plejesøsteren stjæler sig til at give barnet både vand og lidt kød og

spæk. Barnet vokser lynhurtigt og æder en nat sin mor og det meste af

sin far. Husfællerne flygter over til nogle øer, der ligger tørre ved

lavvande. En gammel mand må blive i huset. Han lægger sig på

gæstebriksen med sin amulet, en vandøse, der gør ham usynlig, når han

koncentrerer sig om at ønske det. De to plejesøskende har gemt sig

uden for under konebåden på stativet. Uhyret snuser sig frem til dem,

råber på mad, men standses af pigens fremrakte ulu (kvindekniv), der

er hendes amulet, og af hendes ord: "Husk på, at det var mig, der gav

dig mad og drikke, når du sultede". Utysket vender om. Børnene flygter

mod indlandet. Utysket går ind og ud af huset og får heller ikke fat i

en gammel ungkarl ovre fra øen. Han kommer efter en glemt økse, som

ejeren har lovet ham sin smukke datter for. Ejeren bryder sit løfte.

Det må ungkarlen finde sig i. Utysket forfølger de flygtende børn.

Pigen sender sin ulu imod det med stærke ord, der flækker utysket fra

top til tå. De vandrer videre, kommer til et hus, hvor broderen blir

tørstig og overtaler sin søster til at hente sig noget vand. Hun må

skære en rem med bjørnetænder ned for at komme ind og hente vand. Hun

går ind igen uden sin ulu i det tilsyneladende tomme hus og kalder

beboeren frem. Det er en ånd med jernkløer, en koopajooq eller en

kukiffaajooq, som hun sparker ihjel med sin venstre kamik, hvor der

også er gemt en ulu. De to søskende flytter ind i det tomme hus, og

ingen har siden hørt noget til dem.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret. Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn. Til episoden med koopajooq'en er der en del varianter.

Tolkning: For lidt og for meget fordærver alt. Dette er moralen bag

denne variant, hvor børn, der proppes med mad ikke vil vokse, og dem

der intet får, vokser uhyggeligt hurtigt og udvikler kannibalske

lyster.

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der giftede sig med en hund.

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.

Resumé:

Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med

små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta /

Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn

skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i

næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han

får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må

han bruge neglene og bliver aldrig mæt.

En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får

knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke,

som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham.

Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans

lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt

v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd.

Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten

af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre

stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han

græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og

støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og

støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans

indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret

ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det

lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse,

liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for

at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun

ham, med at han er syg. De håner ham.

Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe

den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på

sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende

foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og

tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat.

Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde

an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud.

"Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne

ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og

anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe.

To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene

og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og

skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager

siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt

mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.

Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Imingoq

7-rartoq".

Resumé:

En drengs far, der er enkemand ved Illutalik vest for Noortiit ved Kap

Dan, blir myrdet af fem brødre fra Kangaarsuk / Kangaartik øst for Kap Dan. Drengen blir adopteret af et barnløst ægtepar, og plejemoderen synger over

ham, for at han skal bliver en stor hævner. Drengen vokser til og

fanger ulke til sine plejeforældre. Hans plejefar blir dræbt af de fem

brødre. Nu har drengen nået grænsen for sin barndom, erklærer

plejemor, der opfordrer ham til at øve sine kræfter på tunge sten,

hvis han nogensinde skal få en fredfyldt mand- og alderdom. Drengen

blir stærk, flytter med plejemor til Noortiit og udvikler sig til en

dygtig sælfanger. En dag har han held til at overvære, at en bjørn

slår en hvalros bevidstløs med et stykke is og derefter banker den

ihjel med sine labber. Drengen nedlægger bjørnen. Hver gang han har

fanget sit første eksemplar af en dyreart, bærer plejemoderen ham på

sin ryg op til huset, for at hendes sange over ham skal virke. To

kajakmænd fra ammassætpladsen i Ammassalikfjorden kommer på besøg. De

beværtes rigeligt, får kødgaver med og besked om at overbringe en

invitation til alle på ammassatpladsen. Alle undtagen de fem brødre

kommer til ædegilde og får store kødgaver med hjem. De fem inviteres

igen. De kommer, beværtes og får så rigelige kødgaver med, at deres

kajakker dårlig kan ros. Drengen, der nu er en ung mand følger dem

venligt på vej, lægger sig bag dem og dræber lynsnart dem alle med

sine medbragte våben: to harpuner, to fuglepile og en lanse. To

kajakmænd kommer snart på hævnbesøg. Den unge mand skynder sig først

ind i huset, slår den første, der dukker op i indgangsåbningen,

fordærvet og derefter den næste. Derefter rejser han med sin plejemor

nordpå til Kialineq, videre forbi Qernerersuit til sønden for

Kangerlussuaq, hvor han nedlægger en mængde bjørne. Da isen lægger

sig, kører han til Kangerlussuaq, hvor det viser sig, at hans farbror

og dennes mange sønner bor i et stort hus med fire vinduer. Farbror

blir henrykt, opfordrer de unge til styrkeprøver og ber sin nevø ikke

være undselig, men fra starten vise sine kræfter. Han vinder over alle

sine fætre og siger forlegent, at det ikke er muskler men

plejemoderens sange, der har gjort ham stærk. Alle følger ham tilbage

til hans boplads syd for Kangerlussuaq på besøg, og da de rejser igen,

blir en tilbage af angst for at blive dræbt af plejemoderens sange.

Den unge mand ler beroligende og vedgår, at han er blevet stærk ved

simpel træning. Fætrene besøger ofte hinanden vinteren igennem. Om

foråret rejser den unge mand tilbage mod syd og frænderne rejser mod nord.

Ingen har siden hørt noget til dem.

Hist.: I ældre tid overvintrede Ammassalikkerne nu og da nordpå, bl.a.

i Kialineq og Kangerlussuaq, der ligger midtvejs mellem Ammassalik og

Scoresbysund / Ittoqqoortoormiit.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

Var.: Nakasunnaq.

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Resumé i: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 372: Manden

fra Sigssungassormiut / Sissungasormiut, der blev myrdet og hævnet af sin søn."

Ved en fejltagelse er fortællingen ikke blevet oversat. Her følger derfor ovennævnte resumé:

En storfanger myrdes af fire brødre. Enken gifter sig med en gammel skeløjet mand, der opdrager den myrdedes lille søn til at hævne faderens død. Da han omsider er stærk nok, dræber han under et gæstebud den ene af morderne. Siden møder de en anden af brødrene i kajak og dræber ham. De to efterlevende brødre lader de derimod i fred.

Hist.: Det kan udmærket være en historisk fortælling.

Andet håndskrift (referat): NKS 3536 II, 4', læg 22: Kingigtorajingmiup toqutaunera.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 372:
"Storfangeren fra Kingigtorajik"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
På Kingittorajik boede en meget dygtig fanger.
(Kingittorajik ligger lige i nærheden af Kap Dan). Overfor dem på
Qasigiarajik boede der mange fangere (mener, at det skal forstås
sådan, CB.) Da disse opdagede at Kingittorajikboen var en meget dygtig
fanger, pønsede de på at dræbe ham. Kingittorajimmiu fik dette at
vide, ventede det værste og blev ængstelig. En dag sagde hans lille
søn: "Hvad skal jeg dog gøre hvis min far går hen og bliver dræbt?"

En dag i dejligt vejr, så hans lille søn, der opholdt sig i nærheden
af teltet, nogle kajakmænd dukke op bag et lille næs. Faderen var ikke
taget afsted på fangst, og drengen blev klar over, at disse kajakmænd
kom for at dræbe faderen. Da han så disse kajakmænd, smuttede han
afsted og flygtede ind i landet.
Temmelig langt inde i landet kom han til en lille klipperevne, hvor
han krøb ind. Der blev han til ud på eftermiddagen. Første da han
kunne forvente, at de (kajakmændene) var taget bort, gik han ned. Da
var hans far blevet dræbt. Han gik ind hos moderen og græd længe. Da
han blev ved med at græde, sagde moderen til ham: "Hold op med at
græde; for det hjælper ikke noget at græde."
Ved disse ord fra moderen holdt han op med at græde. Fra nu af lavede
han ikke andet end at træne sig stærk hver eneste dag. Samtidig fik
han en kajak og lærte at ro i den. Under kajakturene traf han nu og da
sine fjender. Engang han var ude i kajak, hørte han et højt brøl. Han
roede hen og fik øje på en stor isbjørn, der var kommet ud på isen.
Det viste sig at være en isbjørn, som en af hans fjender havde fanget
(sådan står der; for bjørnen tilhørte den første, der havde fået øje
på den.) Kajakkerne, der roede hen imod den, fik travlt med at bakke,
så snart den vendte sig imod dem. Han gav sig til at ro imod den. De
andre råbte: "Ro ikke derhen; de er umuligt at komme tæt på, når den
vender sig imod én!" Han lod som om han ikke hørte dem. Bjørnen så, at
han roede imod dem; og den rejste sig op vendt imod ham, og brølende
forsvandt den ned i vandet i hans retning. Det varede ikke længe, så
dukkede den op endnu tættere på. Da den kom op kravlede den op
på isen ("Sikumut túmariardluni,": idet den trådte på isen) og vendte
sig imod ham. Idet samme greb han sin lanse og sendte den i den, så
den faldt død om. Straks roede han helt hen til den og trak sin lanse
ud, hvorefter han begav sig hjem ad.

En dag, han var ude på fangst, hørte han et skrig- ét, der råbte om
hjælp. Han roede derhen og så at der var flere kajakmænd. Det viste
sig, at en af brødrene til hans fjende havde harpuneret en
hanklapmyds. Da han nærmede sig, sagde de: "Den er ude efter at få
noget at spise (eller: Den er ude at søge føde) den er ikke til at
komme i nærheden af." Det viste sig også, at den havde smadret
fangstblæren, der tilhørte ham, der harpunerede den. De advarede ham
mod at ro derhen, men han roede blot videre. Klapmydsen så, at
kajakmanden var kommet nær; og brølende fór den imod ham. Han ænsede
et ikke; men først da dyret kom ganske nær, og det skulle til at bide
ham, greb han dets næseblære og gav det et boksestød, så at hovedet
smadredes. Straks han havde dræbt dyret, vendte han kajakken og roede ind mod land. De andre råbte: "Du skal lige have din fangstpart!" Han svarede dem tilbage: " En stærk mand behøver ikke være bange for dyr, der er ude efter føde." Efter denne hændelse begyndte han igen at tage ud på fangst.

En dag så han sine tre fjender ro i kajak sammen. Han roede hen til
dem og fortalte dem lidt forskelligt. Han roede helt hen til den
tredje af dem og beundrede hans hvide anorak af skind ved at stryge
hen over den med hånden. Så førte han armen omkring manden og trykkede
ham til sig så kraftigt, at noget i ham sprængtes. Så snart han roede
væk fra ham, kæntrede han. Hans brødre blev bange; men han sagde til
dem: "I dræbte kun én, nemlig min far, og jeg dræber kun én for at
hævne mig. Der sker ikke noget med jer."
Efter denne hævn fik han ro i sindet, fortælles det.

Var.: En typisk fortælling om blodhævn.

Hist.: Kan være historisk, men forløbet svarer ganske til dem i de ikke-historiske.
Bemærk at der kun er tale om udligning, ikke om nogen fortsat række af gengældelser. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.
Hævneren her udvikler sig heller ikke som lystmorder. Det sker gerne med mytiske personer som fx Kaassassuk, der er blevet mishandlet som små.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Referat på grønlandsk: NKS 3536 II, 4', læg 22: Kíngigtorajingmiut ítúnguat ...

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Dengang

den kære husfader fra Kingigtorajik nær var blevet dræbt".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(Kingittorajik lå i nærheden af Kap Dan)

Det fortælles, at Kingittorajikboens overhoved samtidig var deres

åndemaner. Han var vidt berømt, fordi han var en stor åndemaner. Han

havde en svigersøn, der var en meget stærk og dygtig fanger. Og han

havde en lille søn, som endnu ikke var begyndt at fange noget. Da hans

modparter ("akerdlîsa"), to brødre, hørte om hans evner som åndemaner

og om hans dygtighed i fangst, pønsede de på at dræbe ham.

En dag, da de to brødre var ude på fangst, fik de øje på en stor

kajakmand. De roede hen til ham og opdagede, at det var deres fætter.

De sagde til ham: "Vil du hjælpe os med at dræbe åndemaneren i

Kingittorajik?"

"Nej, vi har så megen gavn af, at han i sulteperioden om vinteren altid fanger hvidfisk og isbjørne. Ham vil jeg ikke dræbe."

Da de blev ved, sagde han:

"Godt; lad os da gå i land, så kan I jo først prøve om I kan klare mig."

De roede ind og lagde til ved stranden. Da de var gået i land, gik de hen til en lille slette, hvor de lod deres fætter lægge sig ned på ryggen og holdt fast

på ham, både på arme og ben. Og først da de sagde: "Nu!", rejste han

sig op og smed begge fra sig, hvorefter han sagde: " Når I ikke kan

klare mig, så magter I heller ikke at dræbe Kingittorajikboens

åndemaner. Når jeg ikke kan klare mig i armkrog overfor ham, så er det

ganske indlysende, at I ikke kan klare ham." Dertil sagde den ene:

"Han har røvet min kones sjæl, så derfor bliver jeg nødt til at dræbe

ham."

Efter denne samtale tog de hjem.

Senere, på en fastlagt dag, tog de afsted sammen med fætteren for at

dræbe åndemaneren. Da de roede udenom Kingitorajik, så de, at han var

hjemme. Det viste sig, at svigersønnen sammen med sin lille svoger var

taget ud på besøgsrejse. Da de lagde til ved stranden og gik op, var

åndemaneren i færd med at bygge en kajak. Fætteren gik hen til ham og

sagde: "Nå, du bygger nok kajak som du plejer." Han svarede: "Ja,

jeg er som sædvanlig ved at bygge en kajak. Den skal betrækkes idag."

Samtidig kiggede han op og så, at de gjorde tegn til

hinanden med øjnene. Da tog han sin kniv og styrede lige

mod teltet. Konen så ham komme og spurgte: "Hvornår kommer du med de

skind, som kajakken skal betrækkes med?" Han svarede: "Jeg kommer

snart med dem. Gæsterne vil sikkert dræbe mig, siden de gør tegn til

hinanden med øjnene. Gem lige min kniv!" Han gik ind, gemte kniven og

gik ud igen. Da åndemaneren kom tilbage til gæsterne, der var kommet

for at dræbe ham, antastede de ham. Midt i slagsmålet, hvor han blev

slået med knyttet næve, sank han i knæ: for han var jo gammel. De slog

ham sådan, at de brækkede hans ribben. Da der udartede sig så vidt

(der står egentligt kun: Da de blev sådanne), sagde åndemaneren: "Hvis

i agter at dræbe mig, så dræb mig blot i stedet for at pine mig." De,

der ville dræbe ham, svarede: "Nej, eftersom du har dræbt den mands

kone, vil vi først pine dig og dræbe dig bagefter." Mens de var i færd

med at dræbe ham, stod deres fætter bare der og så til.

Men åndemanerens store svigersøn viste sig at være på vej hjem netop på

det tidspunkt. Lige før han kunne se deres boplads, mente svigersønnen

at kunne høre skrig, så han sagde til sin lille svoger: "Det lyder som

om nogen skriger!" Han lyttede nøje og fik bekræftet, at der kunne

høres lyde; og han sagde blot: "Det er (nok) allerede forsent." Han

fulgte efter sin lille svoger, som havde sat farten op; og da de roede

uden om det lille næs og kunne se bopladsen, fik de øje på kajakker;

mændene var gået i land.

Da fætteren til dem der ville dræbe

åndemaneren, så en kajakmand dukke op, sagde han til sine fætre: "I

kan ikke komme til at dræbe ham. Hans svigersøn er allerede dukket

op." Ved de ord slap de to ham, de sloges med, og flygtede ned over

stranden.

Så snart svigersønnen lagde til, gik han med sin store kniv

i hånden op til åndemaneren. Til stede hos åndemaneren var kun

fætteren til dem, der ville dræbe ham. Svigersønnen skulle lige til at

stikke ham ned med sin store kniv, da åndemaneren sagde: "Det var ikke

ham, der ville dræbe mig. Dræb ham ikke!" Svigesønnen løftede sin

svigerfar op og bar ham ind i teltet. Da åndemaneren var inde i teltet

og begyndte at trylle fik han det lidt bedre. Da han var kommet sig

lidt, sagde han til de andre: "Giv denne mand det forskaft af

narhvaltand til en harpun, og som ligger i kisten. Og når han skal

afsted, skal i give ham en kajakåre med smukke benbeslag."

Svigersønnen forærede ham en stor kniv, og åndemanerens lille søn gav

ham en pilespids med en benring på. Det var ellers en fornem

erkendtlighed han fik, denne svigersøn (fætter) til dem der ville

dræbe.

Da han var kommet hjem til sin boplads, var han engang ude på fangst

og han traf sine fætre. Under samtalen spurgte fætrene ham: "Hvor har

du fået det fine forskaft til harpunen og den smukke åre fra?"

"Dem har jeg fået som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville

være med dengang, I forsøgte at begå et mord,"svarede han.

Da fætrene med stor iver forsøgte at købe dem, sagde ham:

"Dem vil jeg ikke sælge når jeg har fået dem som en erkendtlighed for,

at jeg ikke ville dræbe nogen."

På et meget senere tidspunkt sagde åndemaneren til sin svigersøn:

"Hvis de træffer mig på fangst, vil de afgjort dræbe mig.

Flygt derfor med mig sydpå." De gjorde konebåden klar og tog afsted.

Så sagde svigersønnen: "Jeg vil lige lægge til og gå i land hos mine

fætre." Allerede da de befandt sig lige ud for dem, råbte de: "Hvor

skal I hen?" De råbte tilbage: "Vi flygter med vores overhoved." De

svarede fra land: "Slå jer ned her. Vi skal nok passe på ham."

Med det tilbud syntes de egentlig det var en god ide og de gik

i land. Langt senere forlød det: "Det siges, at den ældste af

de to, der forsøgte at dræbe dig, kommer og synger nidvise mod dig."

Åndemaneren følte, at han nok ville kunne klare sig.

Et godt stykke tid efter kom de, der ville synge ham på, og med dem

en hel masse, der ville overvære stævnet. Da de havde opholdt sig dér

en td og haft det godt, skulle stævnet begynde. Åndemaneren tabte

kappestriden. (Det står ikke, hvad det er, formentlig brydning). Så

ville svigersønne træde til i stedet for ham. Man forsøgte at finde en

passende modpart til ham; men de fandt ingen. Så opfordrede de

åndemanerens lille søn til at danne modpart. Han ville ellers ikke,

men hans store svoger sagde til ham: "Hør, jeg synes, at du skal prøve

at kæmpe med mig." De gav sig til at brydes, og åndemanerens søn vandt

over sin svoger. Og da de ikke kunne finde én, der kunne klare sig

imod åndemanerens søn, måtte de afslutte kappestriden. Senere kom

turen til at synge nidviser, og åndemanerne istemte en sang, hvis

tekst han selv havde skrevet: "Hvor gjorde det ondt dengang, da du

under dit forsøg på at dræbe mig brækkede alle mine ribben; og hvor

gjorde det ondt, da du slog mine spoleben med knyttet næve. Prøv det

selv." Efter han havde sagt dette berørte han modparten med trommen et

par gange; så holdt sangkampen op. Umiddelbart efter drog gæsterne

afsted.

De havde ikke hørt noget til dem et godt stykke tid; så forlød

det, at manden, som åndemaneren sang nidvise imod, var død af smerter

i det nederste ribben. For åndemaneren havde skam forhekset det. Efter

mandens død kunne åndemaneren tage ud på fangst i fred og ro uden

frygt for, at nogen skulle komme og dræbe ham.

Var.: Egentlig ikke, men forløbet er ikke overraskende.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426:

"Teriangneamik nuliartoq" / Terianniamik.

Resumé:

En ugift mand lever alene og må selv klare alt kvindearbejdet

med sine fangster. Han fanger en ræveunge, tar den med hjem som

kæledyr, binder den til husstolpen og fodrer den med ben. Ræven vokser

til. En dag han kommer hjem fra fangst er alle skindene beredte og

maden koger. Ræven får et godt kødben. Næste dag lægger han sig i

skjul og ser en meget smuk kvinde med langt, sort hår ordne skind til

tørring. Han tar pigen, ligger med hende, opdager, da hun smiler, at

hendes gummer er ophovnede og får som svar, at det er af at gnave alle

de kødben, mens hun stod bundet. Det var synd. En dag på fangst møder

han en kajakmand, der foreslår, at de bytter koner. Manden indvilger.

Den fremmede kommer, beklager sig over en stærk lugt af ræv i huset,

og kvinden smutter bort. Hendes mand kommer tilbage, går ud for at

finde hende og følger til en lodret klipperevne et spor, der først er

et rævespor, så et menneskespor, så et ræve- og menneskespor, og

endelig et rævespor. Ved revnen kalder han på sin kone. Ud kommer efter tur forskellige insekter i menneskeskikkelse, som han

nægter at gifte sig med: en spyflue med for store øjne, en orm

(larve?) med for mange ben, en edderkop med for lange ben. Rævekonen

lader ham endelig komme ind med lukkede øjne gennem den smalle revne.

Han ber hende lyske sig, og imens synger hun ham i en dødlignende

søvn, der skal vare til spætterne, spyfluerne og ternerne kommer. Han

vågner op alene om foråret, hører spyfluen summe, spætterne hakke og

ser ternerne som snefnug over vandet. I et legehus ser han en kvinde,

som han gentagne gange skygger for. Hver gang giver hun ham et stykke

af sin krop: den ene kind, den anden kind, bagdelen, resten af kødet i

dele, og til slut tungen. Da hun skærer den af, dør hun. Manden når

hjem og må leve videre som før han var gift. Han ærgrer sig over, at

han gik ind på forslaget om konebytning.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; Kapisiaq som havde uheld med sine koner; The fox-wife and the penis of the lake.

Hist.: Kendes også fra inuit i Canada.

En strøtanke: Måske beskriver denne myte et tidligere nytårs-ritual. Forløbet kan minde om maskedanse i Alaska og tildels i Østgrønland: uajeertut.

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Revideret renskrift se: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hver gang den forældreløse fik sin fangstpart, blev den

stjålet af hans bopladsfæller.

Til sidst begav han sig ind i landet.

Han fik øje på en kæmpe af et menneske, som havde fanget en isbjørn.

Kæmpen sagde: "Du kan få din fangstpart af den isbjørn, jeg har

fanget." Så sagde den forældreløse: "Ja, men mine bopladsfæller plejer

at stjæle. Og isbjørnene kan få fat i det." Så sagde kæmpen: "Du må

sørge for ikke at tabe mine fodspor." Så tog de afsted.

Mens den forældreløse vandrede, så han kæmpen komme tilbage efter at

have stensat kødet. Kæmpen sagde: "Du skal kun spise lidt af gangen."

Han sagde også: "Den ligger i sikkerhed for bjørne. Jeg har trampet

sneen til."

Det fortælles, at de levede længe af det kød. Hverken bjørne eller

mennesker kunne komme til det, da de ikke magtede at fjerne det, der

var lagt ovenpå.

Var.: En af mange fortællinger om uforsørgede børn og/eller kvinder, der får hjælp af ånder, dyr i menneskeskikkelse, finder nedlagte dyr, eller selv har hemmelig viden til at skaffe sig fangst:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq;

Tolkning: Det er muligt at kæmpens tramp er så kraftigt, at det har "cementeret" sneen omkring depotet.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

Hist.: Næppe historisk

Dette er en stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 91. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Nakivat, at han var barnløs, mens

broderen havde to børn.

Broderen elskede Nakivat så højt, at han absolut ville have ham boende

hos sig. Og han elskede sine børn så meget, at han tænkte, at han,

hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på deres morder.

Nakivat havde gode hunde, der var gode bjørnehunde. En dag tog Nakivat

og broderen ud på konebådstur med Nakivat som ledsagende kajakmand.

Nakivats brors to små drenge legede alene ved en lille sø ved siden af

teltet, klædt i bjørneskind.

Mens de legede hørte de hundeglam, der tydede på, at hundene havde

fået færten af noget. Foruroligede flygtede de hen imod teltet. Under

flugten blev en ef drengene indhentet af en hund og bidt i

strubehovedet.

Da den ældste af drengene kom ind i teltet, tænkte han: "Hvis jeg

bliver stående her, vil den bide mig." Så fandt han på at gemme sig

bag ved yderskindene ("qalerqat tunuanut" "qalerqat" er yderskind. Det

er jo nok bagved inderskindene, eller imellem yder - og inderskind).

Netop som han gemte sig, hørte han lillebroderen græde udenfor, men

gråden ophørte. Så kom der en stor hund ind i teltet. Det lød som om

den søgte efter ham, men forsvandt med uforrettet sag. Selv om hunden

var gået, forblev han mellem skindene. Så var konebåden på vej ind.

Ved ankomsten opdagede de, at den yngste af Nakivats brors drenge var

blevet angrebet og bidt ihjel af hunde, og at der var blod på hans

strubehoved.

De ville ikke begrave ham, før faderen var kommet hjem. Da faderen kom

hjem og så sin søn, blev han natyrligvis meget vred; men han kunne

slet ikke få sig til at stikke sin storebror ihjel, hverken med kniv

eller lanse. Han fik ham dog til at flytte. Når de sås,

var forholdet mellem dem det samme som før. Men lillebroderen var

faktisk stadigvæk opsat på at hævne sig på sin storebror.

Så blev det vinter. Når Nakivat kom på besøg på hundeslæde, blev han

altid godt modtaget.

Engang Nakivat havde været på besøg, rejste han hjem næste morgen.

Da han var taget afsted, kom lillebroderen ind i huset med en

kajakåre, hvis beslag bestod af lutter narhvaltand, samt en lanse.

Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg udbyder disse til salg." En af

dem spurgte ham: "Hvad skal du have som betaling?" Nakivats lillebror

svarede: "En ulykkesformular!" Da han sagde dette, tog en af mændene

dem med sin venstre hånd og sagde: "Kom, følg mig. Jeg skal vejlede

dig." De gik ud og ned (til stranden), hvor de gav sig til at fremsige

en formular, der skulle dræbe Nakivat. Så havde de fremsagt den

med hænderne omkring anorakhætten.

Nakivat, som ellers var nået langt væk, kunne høre, at han blev

forfulgt. Da han mærkede at forfølgelsen var noget magi, fremsagde han en formular, der kunne få det til at ramme ved siden af. Mens han fremsagde den, blev han indhentet af "hekseriet". Da det strejfede ham i venstre side, døde hans venstre arm og alle hundene der trak på venstre side. Ved hjemkomsten var der

kun en hund tilbage.

Senere fik lillebroren at vide, at Nakivat stadig havde det godt, og

at kun hans hunde og hans venstre arm var døde.

Efter den nyhed opgav lillebroderen videre planer om at hævne sig på

storebroderen.

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

Hist.: Næppe historisk

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Resumé:

Det isbjørnen har spist.

Manden, der fra gammel tid havde boet i Akininajeeq (Akinninaajeeq ?), fangede tit

isbjørne. Om efteråret rejste han en lang stang på højkant. Denne

stang plejede i løbet af vinteren at blive fyldt op med

isbjørnekranier, der var stukket gennem øjenhulerne.

   Historien handler om en jagt på en isbjørn, der har spist

mennesker, bl.a. Akorninnarajiip inua (formentlig manden fra

Akinninaajeeq / Akorninnarjooq ?). Til slut bliver bjørnen jaget og

fanget af en masse mennesker. (Teksten er temmelig uforståelig. Chr.

B.)

Kommentar: Stavningen af stednavnet er vanskelig at fastslå - som det ses.

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

Var.: Søg på Swan

Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Nerrersûjúnut pulartut".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"De, der besøgte grovæderne"

Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden

udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte

tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på

fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente

nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet,

hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem  nærmere, fordi de var

skrækindjagende.

Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende

kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved

mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede

grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i

fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere

inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han

godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke

havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at

finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med

sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der

i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og

med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved,

så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til

at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.

Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt

ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde,

og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi

gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.

Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De

bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække

slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da

de kom  hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads

for at hævne sig.

En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker

inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem?

Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det

lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB).

Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De

mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare

besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad."

Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.

Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter

dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De

gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet

mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han

opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I

kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet.

Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde:

"Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."

Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du

er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg."

Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de

dræbte alle kvinderne.

De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.411.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Niwagiaq dør, og da han er død og kommer til bevidsthed igen, kryber han først ind (søger sig en mor, arnappoq, BS) i sin hund, hvor han intet får at drikke, tæves, hyler og bindes, hvorfor han forlader hunden, der dør. N. smutter derefter ind i et græsstrå, men der blir han træt af dens svajen for vinden og skifter til en ravn. Som ravn stjæler han så alt for meget, at han foretrækker at skifte til en sortside. I den skikkelse kommer han altid bagud for de andre sortsider, når de dykker på flugt fra fangerne. Sortsiderne lærer ham da at sætte af med himmelhvælvingens skillelinie (horisonten) som mål, og nu kommer han forrest i den dykkende flok. Til sin næste eksistens vælger han en fjordsæl, netside, og blir harpuneret af en fanger, der har gjort sig usynlig for ham med en amulet. Fanget i den nedlagte sæl dør han ikke, og da fangerens kone skal partere sælen inde i huset, undersøger hun først med fingrene sælens anus ("sjælen"s ind- og udgang, BS), og skærer dernæst sælen op fra anus til strube. Da hun når struben, smutter N. ind i hendes underliv og renser ud derinde, hvorefter konen er nær ved at dø af blodtab (menstruation). Hun, der hidtil ikke har fået børn, blir gravid, og da fødslen går i gang, blir hun umedgørlig og truer husfællerne med tæv, hvis de ikke skynder sig ud. Barnet blir født og skriger sit navn, vedholdende, indtil man omsider har forstået det og genkendende nævner det klart og tydeligt. Efter denne (gen)navngivning trives N. og får styrke. Som gammel fortæller han sin historie, og således er den blevet fortalt gennem alle slægtled sidenhen.

Var.: Nivagiaq / Navagiaq / Sjælen der gennemvandrede alle dyr; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Kommentar: Thalbitzer oversætter det, der "søger sig en mor" med "sjæl". Men et ord for sjæl findes ingen steder i fortællingens tekst. Der står kun Niwagiaq eller "han". I håndskriftet til versionen hos Knud Rasmussen (Navagiaq) bruger nedskriveren, Sofie Jørgensen, glosen "anerneq", dvs. "ånde" eller "åndedræt".

Thalbitzer nedskrev i fragmenter også Mahre's version, hvoraf enkelte forklarende elementer indgår i Thalbitzers oversættelse. Desuden kommenterede Aleqaajik fortællingen: N. tar først ophold i en lakseørred og når med den op ad en elv til en ferskvandssø. Og det N. renser ud af konen er sne, som altså kommer ud som blod. Dette er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder har is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. Fødselsforberedelse fordrede ligeledes et ritual til udrensning af den is, der havde samlet under graviditeten.

Hist.: Dette er en vidt udbredt østeskimoisk myte om forskellige dyrs vaner og navngivningen, der understreger identifikationen mellem den døde og den levende navnefæller og forskellen i netop navnet på mennesker og dyr. Det er det udtalte navn, der gør barnet til et menneske i modsætning til dyr, der ikke har navne. Kun hunde navngives som regel

Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.

Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var

heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der

boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham.

Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det.

Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?"

renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde")

Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som

slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at

de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem,

men vendte tilbage uden at have fundet nogen.

Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han

sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal

placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn

(fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil

rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet."

Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde

anvist. Han gik i gang med en formular.

Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så

fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt.

Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget

hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham.

Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte

dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så

skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å,

mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er

("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten

afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så

sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på -

som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran,

og dræbte mange af dem.

Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen

sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde

plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom

fra."

Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende.

Siden har ingen hørt noget om ham.

Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l.

Stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 419, nr. 98. - Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn,

I, 1921, s. 364 - 365 : "Manden, som kørte med blåræve".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, hvis plejemor var heksekyndig.

Da han var den eneste af fangerne, der ikke havde hunde, blev der

gjort nar af ham.

Egentlig berørte det ham ikke, at man gjorde nar af ham. Men da

plejemoderen ikke brød sig om det, spurgte hun plejesønnen, om han

ikke kunne tænke sig at anskaffe sig hunde. Plejesønnen svarede, at

han egentlig godt kunne tænke sig at få hunde; og han spurgte hende

om, hvilke dyr der egnede sig bedst som hunde. Plejemoderen svarede:

"Jeg har hørt, at blåræve skal være meget velegnede til slædehunde

(eller: skal være gode at have som slædehunde).

Han spurgte så sin plejemor, hvor blårævene plejede at opholde sig

(eller: hvor blårævene havde deres huler). Plejemoderen svarede: "Jeg

har hørt, at de har deres huler på bagsiden af fjeldene."

Straks næste morgen tog han ud og han ledte hele den lange dag, men

kom tomhændet hjem.

Hele den næste dag var han igen på opsporing, men kom hjem uden at

have set en eneste.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han ikke kunne finde

nogen ræv. Efter at have lyttet tilham, sagde plejemoderen: "Næste

gang du tager derop, skal du, når du kommer til fjeldet, fremsige en

formular. Straks du fremsiger den, vil der komme ræve til syne fra

fjeldets venstre side."

Dagen efter, at plejemoderen havde fortalt ham dette, tog han afsted.

DA han nåede det høje fjeld, hvor han skulle fremsige formularen og

begyndte at fremsige den, kom den ene ræv efter den anden frem fra

fjeldest venstre side.

Da han havde samlet ti af dem og syntes, at det var nok, førte han dem

hjem. Han byggede sig en slæde, afprøvede dem, og de var så gode, at

han trænede dem grundigt og begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

En dag tog han ikke ud på fangst og ville egentlig være blevet hjemme;

men hen på eftermiddagen spændte han hundenne for og tog over til de

fangere, der plejede at gøre nar af ham. (De kunne ikke se ham), lige

før han nåede frem, gjorde de nar af ham og grinte meget, fordi de

syntes, at hans hunde var så små.

Men da han nåede frem, tog de alligevel godt imod ham og gav ham godt

og rigeligt at spise.

Ved hans afrejse sagde de: "Lad os løbe foran dine hunde!" Og han

svarede dem: "Mine hunde er så langsomme, at de ikke kan løbe jer op!"

Men da de, der gjorde nar af ham, blev ved, tog de (altså: både

slæden og mændene, der skulle løbe foran) bare afsted. Allerede i

starte, gav mændene sig til at løbe hurtigt, og hundene kunne ikke

følge med. Men da mændene begyndte at grine voldsomt og vende ansigtet

imod ham, sagde han til sine hunde: "Løb til, og sæt farrten op!"

Straks gav hundene sig til at løbe med en sådan fart, at de lignede

fugle i lav flugt over isen.

Han indhentede de mange mænd, kørte imod dem, kørte videre og kom

efterhånden mere og mere ude af sigte.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han havde hævnet sig på

de mange mænd. Plejemoderen svarede ham: "Det var de selv ude om!"

Da det var sagt, gik han ud til sine hunde og sagde: "I kan gå hver

til sit; Jeg har ikke længere brug for jer her."

Straks løb hundene bort, den ene efter den anden. Da han havde sendt

dem alle bort, gik han ind.

Sidenhen brugte han aldrig slæde igen, og ingen har hørt mere til

ham.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som

var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt.

Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han

nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom

op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med

hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb

åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har

taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg:

"Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig

tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden

(tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb

hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.

Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde

fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt

væsen."

En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder.

En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq,

eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder."

Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er

Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?"

Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at

gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver

tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at

jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."

Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem.

Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden.

Papikkaalaq var blevet klog af skade.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de

ville overvintre.

Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere;

og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede

vinterproviant under konebåden.

Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var

blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere

gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.

En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at

gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du

plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op

nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik")

et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget

andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren

ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige:

"Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede

samtlige dværge (derude).

Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i

åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke

længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned.

Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham

nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj,

stejl klippevæg.

Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra.

Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke

er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal

udspørge ånder?"

En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden

svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være

ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge

ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).

Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var

blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer.

Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da

han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev

taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer."

Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere

tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde

Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde

forsørger.

De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede

godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik

det ind i huset.

Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind

i landet for at søge efter noget

(spiseligt)("ujardlilúniarumardlune").

Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik

han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han

mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere,

opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort

et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo.

Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i

huset.

Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde

på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du

her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at

finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned.

og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen

forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den

ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og

ventede på, at det skulle blive aften.

Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte

drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af

en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han

stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde

til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget

spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod

briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han

har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en

hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig

igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den,

hvorefter de gav sig til at dele den op.

Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede

længere ind på briksen og lagde sig ned.

Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han

kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham:

"Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt

længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til

rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.

Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham

noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting.

Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle

have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens

store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har

på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå

hurtigt. Sådan gik han længe med ham.

Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten

havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten.

Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad

gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.

Var.: hæfte 419 nr. 100.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da den ene efter den anden var udeblevet fra fangst, tog

en der var tilbage ud på fangst.

Da han var kommet til det østlige område og roede roligt langs

kysten, fik han øje på en stor skygge i vandet. Han kiggede op og så

en særdeles smuk kvinde flyve rundt ovenover ham. Han iagttog hende og

lagde mærke til, at hun havde perler på alle vegne, hvor der kunne

anbringes perler. Han kiggede på hende og syntes, at hun var smuk.

Mens han roede der og beundrede hende, kom kvinden nærmere og nærmere

og lagde an til at lande på kajakken. Det fik fangeren til at overveje

at harpunere hende. Da hun på et tidspunkt var ved at sætte sig på

kajakken, tog han sin harpun, og i samme øjeblik fløj kvinden op igen.

Fangeren ventede længe på et ubevogtet øjeblik til at harpunere

hende. Når hun kom nærmere, gjorde han sig klar til at kaste harpunen;

så flygtede hun. Endelig, da hun satte sig ned på forenden af

kajakken, gjorde han sig klar til kast! Han antog, at hun ville hæve

sig op, hvorefter han sigtede langt højere oppe; og lige i det øjeblik

hun hævede sig, ramte harpunen hende. Da kvinden blev harpuneret, fløj

hun indad mod land. Fangeren begyndte ellers at lade linen løbe.

Da den var løbet helt ud, og da han selv var ved at lette, slap han

den. Idet han slap linen, fløj hun imod land; og han

fulgte efter hende idet han passede på ikke at tabe hende af syne. Da

kvinden kom på land, styrede hun mod et højt fjeld. Han fulgte efter

hende, idet han passede på ikke at tabe hende af syne.

Da hun standsede på en klippeafsats på det høje fjeld, kravlede han op

efter hende. Lige før han nåede op til afsatsen, opdagede hann, at det

var et lille hus. Linen førte ham til det lille hus, og han kiggede

ind i huset gennem åbningen. Og han så, at den meget smukke kvinde,

som han harpunerede for lidt siden, var blevet så grim, at hun lignede

en helt anden. Hendes elendige skindklæder var næsten ikke til at

skelne fra hinanden så snavsede var de. Det, han troede var perler,

viste sig ved nærmere øjesyn at være snavs der hang og klistrede

i håret. Så hørte han en snakke derinde og skælde kvinden ud: "Jeg

tænkte nok, at du ville blive harpuneret, fordi du har dræbt så

mange kajakmænd."

Da han havde lyttet til det, og efter at have kappet linen, der ikke

ville løsne sig trods flere ryk, vendte han tilbage til sin kajak og

roede hjem. Han fortalte sin kone alt dette, da han kom hjem.

Siden vendte fangerne altid hjem efter fangsttur. Det var jo

møgkællingen, der havde kæntret og dræbt de andre.

Da det efter vinteren var blevet sommer, og man igen var begyndt at

tage på fangst, ledsagede fangeren, der harpunerede kvinden, dem. Mens

manden en dag var ude på fangst, var en ung mand, der øvede sig i at

blive åndemaner, ude på vandring. Han fik øje på en stor indlandsbo;

og da han kom hen til ham, sagde indlandsboen, at han havde én, som

han ville hævne sig på. Idet han sagde dette, pegede han på manden,

der havde harpuneret kvinden, og som nu lå yderst på lur efter sæler.

Han sagde, at det var ham, han skulle hævne sig på, hvorefter han tog

en stor sten og kastede den efter ham; og han ramte ham præcist og

dræbte ham. Efter denne hævn dræbte han ikke flere.

Var.: En lidt speciel fortælling af typen: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Hist.: Det specielle ved denne version er den flyvende åndekvinde, der er meget smuk. Skønhed plejer ikke at plage de andre kvindeskikkelser i den rolle. Påvirkning fra nordiske folkeeventyr?

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 180-187: "Qiláituaq ..." er ikke

oversat efter denne variant eller renskriften.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qilaatua. Qilaatua / Qilaatuaq / Qilaaduaq / Qilaasuaq havde fast opholdssted i Sermilgaaq.

Qilaatua var en dygtig fanger, og han tog på slæderejser langt ud over isen; og derfor fangede han mange isbjørne. På sine slæderejser medbragte han

en lænser og rem samt en sårpløk. En dag var han som sædvanlig

ude med slæde langt fra land og fangede en gammel isbjørn. Så

hørte han en brusen og opdagede at det var ved at blæse op. Han

måtte kravle op på et stort isfjeld. Andet var der ikke at gøre. På

isfjeldet byggede han (egentlig: de) sig en snehytte, og her levede

han af den isbjørn, han havde fanget, indtil der ikke var mere af

den. Da vinden lagde sig, gik han ud og opdagede, at isen var

forsvundet, og at isfjeldet var kángúngísok (?).

Det viste sig, at det lå på grund. Han blev på isfjeldet, og da han

havde spist alle sine hunde, havde han slet ikke mere at spise - kun

isbjørneskindet var tilbage. Så udtænkte han en plan íma kâtûtine

sanalerpât kaaliarísadlugo namatumik sanavât ikârutinik masilerdlugit

isuraledlugídlo.(Han ville lave et transportmiddel / en kajak til at sætte over det åbne vand af slædens træ, BS)

Da han blev færdig, ville han betrække det med bjørneskindet. Min

synål nautarsîne.

Han måtte flække linen for at få den gennem nåleøjet. Han havde aldrig

lavet noget så svært (fortalte han). Så lavede han en åre af slædens

støttetræ, og årebladet lavede han af slædeopstanderne, blot

ved at binde dem sammen. Han blev færdig med arbejdet og kom ud. Så

lavede han nogle trin på isen på den side af isfjeldet, hvor det var

lavere; da han kom ombord på fartøjet (kajakken) flød den ganske

udmærket, og han nåede velbeholden hjem. Da han nåede frem til

menneskene, fortalte han dem dette.

Han efterlod kajakken dér (hvor han landede) og lod den ligge der,

idet han sagde, at sårpløkkerne af ben herefter skulle være forsynet med et hul øverst oppe. Sådan blev det og er det den dag i dag.

Var.:  Qilaartuaq / Qilaarsuaq / Qilaarduaq, der kun i begyndelsen ligner Sofies fortælling.

Kommentar: Ikke ganske gennemskuelig, specielt ikke brugen af sårpløkken. Brugte han den som synål?

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En mand, der ingen hunde havde, blev gjort grin med af sine husfæller

og blev kaldt: "Ham med de mange hunde." De sagde også altid: "Du med

de mange hunde, tag en slædetur." Han svarede dem ikke. Dybt fornærmet drog han ind i landet. Han var nået temmelig langt ind, da han fik øje på to dværge. De spurgte ham: "Hvad er det, du så gerne vil have?" Han svarede: "Det jeg ønsker mig allermest er hunde, for jeg har ingen og mine husfæller gør nar af mig. Derfor ville jeg så gerne have mig nogle hunde. Det er mit

højeste ønske." Så gav dværgene sig til at trampe i jorden. Jorden

revnede, og nede fra kløften dukkede to hundehvalpe frem. Dem gav de

ham så, og han tog imod dem. Den ene af hvalpene var rød, den anden

hvid. Han gav sig til at træne hundene. Hans husfæller gjorde endnu

mere nar af ham på grund af de hundehvalpe.

Så en dag opdagede Ham med

de mange hunde, at hvalpenes hoveder var vokset ud på

størrelse med isbjørnehoveder. Da han så at hundene var blevet så

store, forstod han at de var modne nok. Han sagde: "Måske skulle jeg

have mig en slæde." Hans husfæller gjorde rigtig godt nar af ham. Så

fik han en slæde.

Da alle de andre tog ud på slæde var "Ham med de

mange hunde" den der kom sidst afsted. Mens han kørte bag de andre,

fik han øje på en stor isbjørn. Han kørte derhen, og hans hunde bed

den ihjel. Man så en slæde på vej hjem, men vidste ikke, hvem det var.

Det var én med ordentlige hunde, og sådan et læs på, at slæden, næsten

ikke var til at se. Så var der én der sagde: "Det ser ud, som om det

er "Ham med de mange hunde!" Ganske rigtigt, det var "Ham med de

mange hunde", der havde en isbjørn på slæden.

Han blev mægtigere og mægtigere. Ingen kunne måle sig med ham. Engang

han var ude at køre, bed hans hunde en af ledsagernes hunde ihjel.

"Ham med de mange hunde" kom somme tider hen til dem, og hundene bed

dem ihjel, også menneskene. De dræbte alle de mange, så der ikke var

flere tilbage. Da han kom tilbage til sin egn, fandt han sine hunde

uværdige, da de ikke længere kunne se nogle slæder. Så bragte han

hundene tilbage til dværgene  deroppe. Ingen hørte om dem senere.

- Gør aldrig nar af dem, der ikke har hunde.

Var.: Moralsk beslægtede er fortællinger om ilde behandlede helte, der udvikler sig til farlige fæller ved ånders hjælp.

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Navangiaq

angússuaq". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Navangiaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Resumé:

Navigiaq / Navagiaq fanger godt og er gavmild med sine fangster. Han

bliver syg, dør, men mister ikke bevidstheden, kommer til dødsriget,

hvor han længes tilbage til jorden og kryber derfor ind i sin hund.

Han er flov over, at hans kone må fodre ham. Når han helt er hund, ved

han ikke, hvad han gør. Han stjæler af sin kones køddepot, bliver

endnu mere flov, og da han tilmed får prygl, smutter han ud af hunden,

der straks dør. N. flytter ind i en ravn, kommer vidt omkring og kan

stjæle så meget, han lyster. Træt af dette liv flytter han over i et

græsstrå. Han behøver hverken at bevæge sig eller bestille noget, men

da efterårsvinden svinger ham, og han får hovedpine, flytter han over

i en stor hanlaks. Den følger de andre laks op til en sø, og de søger

dybere ned, da søen fryser til. I det tidlige forår synger de

trommesange ved elvens udløb fra søen, og da isen bryder op, svømmer

de ud i havet, hvor N. flytter over i en sortside. Én gang er han nær

ved at blive fanget, men lærer så af sine artsfæller at sætte hurtigt

af ved at sparke bagud mod horisonten mellem himmel og hav. Træt af

dette liv søger han over i en fjordsæl og nyder at se verden nede fra

gennem isen, da havet fryser til. Flere af hans artsfæller blir fanget

ved åndehullerne. N. opsøger sig et fjernt, gammelt åndehul for at

leve i fred, men en dag bliver han harpuneret af en fanger med en

amulet under foden, der gør fangeren usynlig for N. N. blir dræbt og

slæbes til huse. Det kildrer morsomt undervejs. Han flygter rundt i

sin krop for konens ulu, ser en masse tiltrækkende is inde i hende,

smutter fra halsen ind i hendes skød og renser isen ud. Det tar lang

tid, hvor kvinden er utilpas, men så blir hun rask og gravid. Det

ærgrer N., at hun altid sover så længe om morgenen. Han ville gerne ud

og se verden med de andre. Ved fødslen hævner han sig ved at blive

inde. Men et menneske med skæv mund kyser ham, og jordemoderen stikker

hånden ind og kalder ham ud af sit "hylster" (pooq, BS). Under

navngivningen græder han "ungaa" for hvert navn de nævner. Han samler

alle sine kræfter og siger Navagiaq. Han får da sit navn, vokser til

og blir storfanger (som før).

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Kommentar: Et ritual der skulle rense den fødende for is i livmoderen blev praktiseret indtil sen tid i Ammassalik området. (Joëlle Robert-Lamblin ¤.)

I denne fortælling fremkalder Navagiaq formentlig sin kommende mors første menstruation (isen blir til flydende blod på samme måde som forårsvarmen sender opbrudt smeltende vinteris ud af fjorden.)

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "sjæl".

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426, "Táta angertartoq".

Resumé:

Tagta / Tatta er storfanger og bor ved Umiivik i Ammassalikfjorden.

Han har hørt om et andet Umiivik langt borte (på sydøstkysten, BS),

som han gerne vil se, men ikke regner med nogensinde at kunne nå frem

til. En dag harpunerer han af vanvare en tupilak. Hans fangstblære

klistrer fast til kajakken, hvorfor han lægger sin åre til rette til

afbalancering af kajakken, og den kæntrer ikke, da tupilakken trækker

af med den. Tupilakken surrer nu fangelinen om kajakken og bjæffer som

en hund. T. bliver straks svimmel, kæntrer og drukner. Hans døde

bedstefar fra dødsriget vækker ham med en advarsel om, at hundene,

dvs. hajer, er nær ved at æde ham. T. rejser nu verden rundt under

havet v.h.a. den lille hvide tværpind, som man stikker ind under

kajakremmene. Han dukker usynlig op til overfladen ved det søndre

Umiivik, hvor en kyndig kone mærker hans komme og meddeler den. Han

går baglæns ind gennem husgangen, man griber ham, holder godt fast,

tager den lille pind fra ham og svider den i ilden, for at han ikke

skal rejse verden rundt igen. Han besvimer og ligger i tre dage med alt tøjet på. Fjerde dag klæder man ham af og han blir levende igen.

Da han har bygget sig en ny kajak og kommer hjem til sit eget Umiivik, besvimer hans kone, fordi hun troede ham død. Man trækker hende til live ved håret. Tupilakken, der føler sig overvundet, angriber ikke siden T.

Var.: Aloruttaq (tildels).

Hist.: modtagelsen af T. ved det søndre Umiivik svarer ganske til det ritual, hvormed man i Ammassalik modtog en hjemvendt - en angerlartoq - en hjemvendt (fra at have været savnet i kajak i flere dage). Søg på Victor angerlartoq.

Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik

(i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi

deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var

hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et

menneske.

Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra

Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund.

Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade

for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt

den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en

spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden.

Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte

den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde

opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig

spydspids, der var helt rusten.

Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem,

der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage."

Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af

skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i

det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin

hund.

En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død.

Den ældre mand tog det blot til efterretning.

Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne

ud på fangstrejse.

Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog

afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik

han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede

det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede

hjemover.

Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog

det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det

omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en

ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå.

Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand

og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget.

Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav

de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde

hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv

som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls

fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned

sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg.

De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre

med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og

de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til

vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig

de samme).

Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem:

"Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de

børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende."

Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til

deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og

nåede frem til sine forældre.

Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og

blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen.

En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev

værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste

drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at

leve.

I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved

mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på

fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og

fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle

længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod

syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt

dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde

ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt

hen imod dem.

Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at

han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i

aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar

over, at der var åndemanere iblandt dem.

Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen

til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af

dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var

"Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De

opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men

så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele

("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han

trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han

gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og

denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede

han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men

under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han

stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner

ånder!"

Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane

ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra

Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det

bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde

Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under

turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den

ene efter den anden.

Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt.

Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de

opfordrede ham til det.

Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af

remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de

lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du

bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg

skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde

dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over

indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk,

som skulle snøre både inder- og yderpels til.

Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig

"qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den

ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at

mane ånder.

Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere

plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi

der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i

huset; men ingen gav lyd.

De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens

skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til

at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat,

hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden

at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej

ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis

indre og ydre var trukket over hinanden.

I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til

angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen.

De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den.

De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der

skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte

inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at

tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen

og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at

mane ånder, slukkede de lamperne.

Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem

gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen

sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel.

Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men

hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de

ikke kunne se.

Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de

opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt.

Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen

og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede,

at dets tænder ikke var ens.

Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til

Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev

de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres

børn.

Var.: En tupilek-fortælling, Holm.

Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til

et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger

udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på

fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage.

Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler

kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?"

Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette

senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned

til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i

kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og

fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han

bevægede skulderen.

Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter

sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand.

som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod

ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget

ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen

til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på

kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det

som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig

sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg

har rørt ved den."

Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod

ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange!

Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så

dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren

hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede

tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle

klippevæg for dér at lægge til land.

I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse

("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover.

DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne

sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken

var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921,

side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst.

Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være

følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning ,

eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken.

Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en

senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter

blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast

til harpunen. Så tog han afsted.

Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra

kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store

kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få

rigtigt indtryk af ham.

Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå

på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til

kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de

udeblevne til døde.

Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op.

Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at

fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare

afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig

op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.

Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet

fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted.

Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed

sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken

befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og

harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der

havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den

op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der

havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land.

Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme

fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i

retning af stranden.

Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu

havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât

najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Resume:

En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres

bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha

bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun

bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud.

Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor

hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt

den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang

gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en

bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en

flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om

hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på

hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet

ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig

blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det

lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at

det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken

under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer.

Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen,

afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun

med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en

meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den

kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på

sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med

hende.

Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle.

Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser

med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som

lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen

repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker

derfor ikke så stødende.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)

Summary

A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by.

He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.

Interpretation:

Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]