Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

Han blir gift med en af kvinderne.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

blir han gift.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76.

Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et

fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre

stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet.

Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i

dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem

usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som

kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke.

Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval,

hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal

hen.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 61, s. 341.

Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.

Resumé:

Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra

folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til

himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som

hun ryster ud over jorden.

Var.: Asiaq

Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 128 - 129: "Pulaartut eqqumiitsut".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: JJ har selv engang som barn, hvor han vågnede efter alle var oppe og ude, set to kvindelige væsner i underligt tøj, der talte meget nasalt om at de hellere måtte smutte igen inden hun (JJ's stedmor) kom ind igen. Familien mener nok det var innersuit, der jo er næseløse. JJ tror derfor fuldt og fast på at innersuit er til.

Den længere grønlandske tekst, se ovf., er oversat således af Signe Åsblom med forbehold for misforståelse af dialektale gloser:

s. 128: Pulaartut eqqumiitsut: De mærkelige besøgende.

   Jeg fik selv besøg en morgen dernede i Salliit, min stedmor... dagen før havde min far fanget en klapmyds. Det var meget tidligt om morgenen, og det sted, hvor den blev fanget, kaldte vi Kangilliit Qinnguat, og der boede Timerliit, og vi tog gerne på fangst derude ved de østlige øer og boede så på en stor flad klippe. Dér var jeg så faldet i søvn, og Eliisibak og dem og altså mine mange søskende var taget på fangst, mine søskende var på fangst. Så vågnede jeg pludselig op af søvnen ved nogle lyde: Tænk! To kvinder. Og hvor var min stedmor? Det viste sig, at hun var taget ned til den afsidesliggende del af stranden for at partere den klapmyds, som var blevet fanget dagen før. Hun havde trukket den op af vandet og havde parteret den på stranden. Og du skulle have set så mærkelige disse besøgende så ud! Åh, jeg havde aldrig før set kvinder, der så sådan ud, så jeg gloede ligefrem på dem. Dengang fik jeg dem til at tale, og jeg lyttede til dem, da de sagde følgende, og de sagde: (JJ klemte sammen om sin næse for at komme til at lyde som kvinderne, når de talte) "Nåda! Hende derude kunne nok finde på at komme herind, så vi må nok hellere gå ud!" Det lød, som om de talte med lukkede næsebor. Det var det mærkelige ved dem. Der kan du bare se.

   Ja, det var altså dem jeg så. Og jeg blev meget forbavset over deres kamikker. Deres skindbukser havde et enkelt lodret stykke behåret skind foran. Og deres kamikker havde også et enkelt lodret stykke skind foran, men det var uden broderier. Det var virkelig noget besynderligt tøj! Jeg lå altså der og kiggede på dem: De sad altså der på trækisten, de sad bare. Så sagde de altså sådan, og de gjorde sådan her... den tredje småpludrede, da hun sagde: Hun sagde noget, og jeg hørte det tydeligt (JJ klemte igen sammen om sin næse) "Nåda! Hende derude kunne vist finde på at komme herind, så vi må hellere gå ud!" Der kan man bare se! Og jeg ved godt, og forstod det bagefter, da jeg havde tænkt over det, at det var, som om de var bange for, at min stedmor skulle komme ind. Der kan man se! Tænk at jeg fik besøg dengang. Da jeg bagefter fortalte om det, mente de, at det måske ikke kunne have været andre end innersuit. Der kan man se! Og efter det har jeg aldrig nogensinde set sådan nogle! Jeg har aldrig siden set noget som helst.

   Tidligere prøvede man at få disse innersuit at se. Men jeg blev godt nok forbavset over dem. De er meget mærkelige. De holdt sig jo i nærheden af mig, og mens de besøgte mig, ville de måske... men på den måde fik jeg dem da at se! Tidligere har jeg anfægtet sådan noget og har ikke villet tro på det. Vi er jo døbt. Når folk begyndte at fortælle, ville jeg ikke tro dem. Men der er altså ikke noget at gøre: Når jeg bagefter har tænkt på alt det jeg har set og også sådan noget som dette her, er jeg begyndt at tro på det. Jeg tror på sådan noget. Og selvfølgelig, men så er der jo det vi har læst den lille katekismus dengang vi var børn, Luthers påbud: At alt muligt blev forbudt: Du må ikke synge / fremsige magiske formularer / ordremser / trylleformularer / serratit, der må ikke findes åndemanere, man må ikke have magiske formularer, man må ikke påkalde ånderne! Det blev påbudt at holde op med at bruge forfædrenes skikke. Når jeg skal have det som rettesnor, bliver jeg altså så....

Hist.: Tolkning af oplevelse. JJ var 66 år i 1965.

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 143.

Resumé:

Ud for Paamiut / Frederikshåb holder en kaskelothval til, som ingen tør prøve at fange, og som sender flygtende hajer helt op på stranden. Kapiti / Qapiti får sine to koner og en pige med som roersker, og han får lidt efter lidt has på hvalen ved dagligt at såre den i den side, hvor den kun har eet øje. En såret kaskelothval bliver nemlig på det sted, hvor den er blevet såret. Ventetiderne fordriver de på en ø i skærgården. Mange både hjælper med at slæbe den til Nallarmiut, hvor alle i både og springpelse skærer sig stykker af den. Kapiti kan dårligt komme frem og skærer i arrigskab flænger i en konebåd, der synker. Men ingen beklager sig, fordi han har fanget hvalen. Han får da også broderparten af den og forbyder desuden folk at tage tænderne. En af dem har tilegnet sig nogle af dem, Kapiti finder tyven, fratager ham det stjålne og giver ham intet, da han deler ud af dem til alle de andre mænd og drenge. Tænderne er meget værdifulde til kajakker (vel især til fæster på redskaberne? BS), og det siges, at noget af dette tandmateriale stadig er i brug. Fortælleren mener at spækket, hvis det blev solgt i dag, ville have givet Kapiti en vældig masse penge.

Hist.: Sikkert en historisk fortælling, som fortælleren må mene går tilbage til før kolonitiden, eller oprettelsen af kolonien Paamiut i 1752.

Visse karaktertræk nævnes som typiske for kaskelothvalen: den jager og dræber hajer (se fortællinger om en pige, en datter, der bliver gift med en haj, eller om hajen som forsørger for forældreløse børn). Den har kun eet øje (det andet er gemt under en hudfold (Muus et al. 1981)). Og den bliver på det sted, hvor den er blevet såret.

Den er fredet i dag. Dens tænder må ikke anvendes - selv ikke hvis man finder selvdøde kaskelothvaler.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik".

Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen.

Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".

Resumé:

Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos

mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke,

der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser

skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste

har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en

rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra

samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin

harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede

mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin

sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som

han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads

overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små

fuglefangster ud til alle.

Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;

Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter

til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al

næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 66: "Qavdlunâtsiainit qimâssoq" / qallunaatsiat qimaasoq.

Resumé:

Nordboerne trænger ind i et hus ved Arpatsivik midt om vinteren, hvor

alle går nøgne i den indendørs varme. En af beboerne ser sit snit til

at flygte. Han har svært ved at holde fodfæste op og ned af de glatte

fjelde, men først da han kommer ud på Tasiusaasuk mærker han kulden,

og over den nærliggende bugt når han glad frem til bopladsen, hvor

hans krop knækker over af frosten, da han bøjer sig for at krybe ind i

husgangen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s.  67 - 69: "Najamik aigdlerdlune Akiliniliartoq"

Resumé:

Ved Sermiligaarsuk bor et ægtepar og mandens søster alene. Da søsteren

bliver røvet af en mand på slæde, skaffer hendes bror sig trækdyr: Et

vildt dyr med klør på ryggen (kukiffaajooq, foreslår fortælleren.

Oversætteren mener det er en jærv.), og en gammel bjørn. Begge tæmmes

og fodres med hhv. landdyr og sødyr. Han kører over isen til Akilineq,

fortsætter langs kysten ad slædespor og ser sin søster komme ud af et

hus. Hun holder af sin mand nu, men tillader sin bror at dræbe ham.

Manden, der kun har ét øje, er en dygtig fanger, og han kaster med

lethed isbjørnen op i luften, men dyret med klør på ryggen smider ham

til vejrs og dræber ham med sine klør. Broderen rejser hjemad med sin

søster, mens "indianerne" hyler i misundelse efter dem.

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Hist.: Om slædekørsel over is har man vel hørt fra nord eller øst.

Akilineqboerne opfattes åbenbart ikke som stammefrænder.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manguaraq havde hørt at der var narhvaler nordpå. Han

rejste og rejste og fandt et overvintringssted højt oppe i nord.

Folk på overvintringsstedet sagde, at hvis han så en

hunnarhval med to unger ( pînajorqat- er betegnelsen for en hunbjørn

med to unger), måtte han ikke jage dem, fordi de var månens fangstdyr.

Engang, da han midt om vinteren var ude på fangst, fik han øje på en

hunnarhval med to unger. Han blev optændt af iver og harpunerede

den ene af de tre.

Da han kom hjem, inviterede han om aftenen mændene på stedet til

kødspisning. Efter at gæsterne havde været der et stykke tid, hørte

man udefra slag på vinduet, så kraftigt, at tørvesmuldet dryssende

ned. Så blev der råbt ind: "Hvem var det, der fangede en af dem, som

jeg ellers ynder at jage?" Der var tavshed; så udbrød en af mændene:

"Det var Manguaraq, der fangede det!" Så hørte man ham derude sige:

"Kom ud, lad os brydes!" Manguaraq gjorde sig hurtigt klar og kom

ud. Så begyndte de at brydes. De var ellers meget jævnbyrdige, indtil

M. kom til at gøre noget forkert og blev slynget i jorden; og

straks begyndte han at spytte blod. Det varede ikke længe, så døde han

af det.

M.s kone var på det tidspunkt højgravid og fødte en søn efter mandens

død. Hun gav barnet navnet Manguaraq, den, der var bestemt til at kæmpe imod

månen.

Hun opfostrede ham og gav ham en god opdragelse. Da han begyndte at

fange godt, fortalte hun ham, at hans far var blevet dræbt af månen,

fordi han jagede det dyr, som månen plejede at jage. Da han fik det at

vide, blev han meget opsat og ønskede kun at se en hunnarhval med to

unger.

Engang han var ude på fangst, så han en hunnarhval med to unger.

Han harpunerede en af dem. Da han kom hjem, inviterede han om aftenen

mændene til kødspisning. Kort efter at gæsterne var kommet, hørtes et

slag udefra vinduet- så kraftigt at tørvesmuldet dryssede ned. Man

hørte én sige: "Hvem var det, der fangede én af dem, som jeg ynder at

jage?" M. råbte selv ud: "Det er M., som er opdraget til at

bekæmpe månen, der fangede den. Lad os brydes udenfor!" Da M. kom

udenfor gav de sig til at brydes. Denne gang var det månen, der blev

slynget ud hele tiden; og til sidst blev han halvvejs kvæstet; og

han begyndte at spytte blod. Efter nederlaget talte månen med M. om,

at de hellere måtte være to om at jage hunnarhvalen og dens to unger;

og månen inviterede M. på besøg ved sidste fuldmåne (inden de lyse

nætter sætter ind); men månen sagde til M., at han at han skulle undgå

vejen over (mellem?) to høje fjelde, der lå overfor hinanden, hvor

indvoldsrøveren / indvoldsrøversken opholdt sig.

Da den næste fuldmåne indtraf, tog M. afsted for at besøge månen.

Før han kom til de høje fjelde, der lå overfor hinanden, fik han øje på

et sølle menneske, som dansede rundt (trommedans?) med ansigtet imod

sin store måne. M. styrtede nu hen imod mennesket. Han opdagede, at i

dets skridt hang en panserulk. Han gik hen og greb mennesket bagfra om

livet. I det øjeblik denne vendte sig imod ham, mistede M.

bevidstheden.

Da han kom til sig selv, opdagede han, at hans mave var trukket helt

ind, og at hans indvolde var væk. Han overvejede at vende om, men tog

alligevel videre til månen. Så snart han trådte ind i huset, vendte månen sig imod ham og sagde: "Aaj, du har ingen indvolde. Jeg havde jo

sagt til dig, at du ikke måtte passere imellem de høje fjelde." Han satte

noget mad frem der bestod af sure indvolde (qungulertorujussuit). Han

spiste dem og fik således sine indvolde tilbage.

Månen sagde til ham: "Nu skal du se, hvad jeg kan!"

Han fjernede en af sten fliserne på gulvet;  og straks kunne man se en

helt masse telte ovenfra. Det var helt klar himmel og fint vejr. Han

tog et stykke sort træ, som var hans pusterør. Idet han pustede

igennem det i forskellige retninger, begyndte en kulsort sky at nærme

sig vestfra. Det blev et frygteligt regnvejr, og så fik folk ellers

travlt med at få deres sager ind. Han fik øje på en kvinde, der syede

siddende ret langt inde på briksen. Så udbrød månen: "Hende dér plejer

jo at være fjendtlig sindet mod mig!" Han vendte pusterøret

imod hende og pustede. Kvinden fik travlt. Hun trådte ud fra briksen og begyndte

at kaste blod op. Da månen havde vist M. dette, satte han dækslet på

plads og lukkede for åbningen.

M. tog hjem, og han gentog ikke siden besøget hos månen; for han fik

sig en ordentllig forskrækkelse, da han mistede sine indvolde.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: En sen version hvor månens traditionelle funktion, at fremkalde kvinders første menstruation, har fået en helt ny tolkning i lyset af den omsiggribende tuberkulose, hvor man spyttede blod i stadig større mængder.

Andre historiske ændringer ses især i de syd- og sydøstgrønlandske versioner.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

Var.: Milortuaraq;

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.

Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom:

Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende.

s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit:

udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl.

s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave):

Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden.

   Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.

s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...)

Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...

s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq...

   Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.

Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne.

Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om en gammel ungkarl, at han en dag ude

i kajak i dejligt vejr hørte nogen synge i syd.

Han roede hen mod lyden. Han roede og roede og fik endelig øje på

en konebåd på vej ind i fjorden; og det var derfra lyden kom.

Han roede derhen og greb fat i rælingen. De roede og roede og kom til

bunden af fjorden. Her standsede de og sang følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod øst.

Konebåden hævede sig op, mens ungkarlen stadig holdt fast i rælingen.

De fløj og fløj syngende over de høje fjelde; de landede på en stor

sø og ligesom kløvede overfladen. Ved søen slog de lejr; og ungkarlen

var nødt til at blive hos dem, da han ikke vidste, hvordan han skulle

komme (tilbage) imod vest.

Ungkarlens mor ventede længe forgæves på, at sønnen skulle komme

hjem fra sin kajaktur; han var sikkert omkommet.

Da ungkarlen havde været inde i landet i mange dage, begyndte han

at længes hjem. Han spurgte de andre: "Hvordan synger I, når I skal

vestover?" De gav ham følgende instruktion: "Når vi skal vestover,

synger vi følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod vest.

Da ungkarlen havde lært denne sang, roede han vestpå. Han

roede og roede, og da han nåede til den vestlige ende af søen,

begyndte han at synge den behørige sang. Og det lykkedes ham at lette.

Han fløj og fløj men netop som han fik øje på et stort hav kunne han

ikke længere huske sin sang og faldt ned; og han landede lige på

kanten af et stejlt fjeld, hvor kajakken var i fare for at vippe

forover. Der sad han så, uden at kunne komme i tanke om sin sang -

ii-jaa, nu kilder det i maven, huu-aa. Hvordan var det, den lød

(erqimajuajâjâ, det er noget med: at komme i tanke om.)

Da han langt om længe huskede den, begyndte han at synge den. Det

lykkedes ham sandelig også at lette og starte flyvningen over det

store hav, idet han styrede kajakken med sin åre.

Der kom røre blandt folk og de sagde: "Se, ungkarlen deroppe i øst."

Da hans mor hørte det, sagde hun: "Sørg for at hundene ikke stikker i

at hyle. Efter sigende er det dét, man gør, når man vil have, at de

omkomne i kajak skal vende tilbage."

Moderen kom ud og kiggede nøje på ham; og så sagde hun: "Det ser ud,

som om det er ungkarlen, der er på vej hjem gennem luften uden at ro."

Syngende fortsatte ungkarlen og forsvandt ind i husgangen med kajak og

det hele.

De gik ind i huset og så, at kajakken var stødt imod vægen på

briksens fodende, og at kroppen var skåret midt over imod

kajakringen.

Hans tryllesang / serrat blev således hans endeligt.

"iliotartunik tokugssigtartivatdlâkasigkaluardlune ?".

Var.: Den flyvende kajakmand

Kommentar: Usikkert hvad fortælleren har forestillet sig ved det store hav, som ungkarlen flyver over på hjemvejen efter sin tur til indlandet. Han skal dog kun ud til kysten.

Bemærk forestillingen om sange / tryllesange ? / serratit ? som beboere af små huse i indlandet.

Bemærk også associationen mellem en angerlartoq / angerlartussiaq og hunde, der også gælder beskrevne ritualer, hvormed man gør et barn til en, der vil vende hjem fra en drukneulykke. Søg på: angerlartussiaq.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11:

Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma

agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui

tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af

Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og

nedskrevet.

Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.

Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær

Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu

til jul.

Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet

over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner

noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede

komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede

afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor

siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige.

Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave".

Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i

Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt

fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang

man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en

enkelt bøsse.

Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget

mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til

syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er

i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet

om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men

åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved

stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han

pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke

kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke

døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i

jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis

Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind,

der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund

næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De

udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i

rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham

ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de

ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis

på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui

(Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen

nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var

også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede

de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller

dansefest.

Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at

fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut

tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres

åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem;

og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos

dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt

ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem).

Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste

gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde

straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde

et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den

vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også

opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men

det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort

tid  blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man

dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det

var fordi der var menneskesaft i dem.

Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter

at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej

hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik

det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste

nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom.

Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde

Iliverpassuit (de mange grave).

Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat

en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks

omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i

Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i

nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme

gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr.

Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde

han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt."

Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra

landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig

ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt

nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til

en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have

bragt dem i ulykke, sagde man.

Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren

ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke.

Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan

verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil

bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag

og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han

troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for

han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner.

Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han

sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu

ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved

at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da

viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han

igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han

døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis

havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene

ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et

skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var

skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække

vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind.

Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen.

Han døde for alvor.

Nogle af hedningene fortalte om denne store

åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor

åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han

var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte.

(Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når

menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks

væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun

på sig selv.)

Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens

Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre

inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham

til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle

forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens

balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled

mellem liv og død en traditionel forestilling.

Sideløbende dansk oversættelse. Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488,

II, nr. 283 eksisterer ikke længere. Dansk oversættelse også i Rink

1866-71, I, nr. 111.

Resumé:

I Kangilineq (nær Paamiut) boede en stor og stærk mand, som

man i omegnen ikke vidste var morder. En fanger fra Neqaamiit træffer

ham engang til havs, netop som morderen har dræbt en mand og blir

opfordret til at gøre sig medskyldig ved at stikke i ham. Det vil

fangeren ikke, flygter hjemad og slipper væk over et næs til fods fra

forfølgeren, der ikke er så hurtig til bens. Fangeren fortæller om

morderen og ror allerede om natten nordpå, for at erfare hvem den

dræbte er.

I Ukiivinnguit finder han den dræbtes gamle far, forudskikker at

morderen nok kommer på besøg, men at de intet skal lade sig mærke med,

og ror videre nordpå og fortæller om mordet på alle de daværende

bopladser.

Morderen kommer og inviteres til at overnatte, to unge mænd sendes i

hemmelighed til nabopladen efter forstærkning. Det lykkes disse at

komme uset i land, skjule deres kajakker, og snige sig ind i et andet

hus end det, hvor morderen er gæst. Da morderen vågner om natten ved,

at en mand står op og går ud, fatter han mistanke og undviger i sin

kajak. De andre optager forfølgelsen, og to kajakmænd når ham på

åstedet (Qajatalik) med lydløse årer, som de straks stikker ind under

hans kajakremme både for og bag. De fastholder ham, råber gevalt, de

andre kommer og sidst den dræbtes far, der skal stikke først. Han

retter knivspiden mod morderens hjerte, tænker på sin dræbte søn og

stikker så til sidst. Dernæst sendes en enkelt pil i morderen,

hvorefter alle i eet bulder sender deres pile i liget. Det kan ikke

engang kæntre pga. de mange pile. Man parterer liget og spreder

stykkerne.

Hist.: En historisk fortælling, der går tilbage til en tid, hvor man

boede mere spredt. De nævnte bopladser er foruden Kangilineq og

Neqaammiit: Ukiivinnguarmiut, Nallarmiut (?), Oquutalimmiut,

Kittorsarsuarmiut, Kittorsannguarmiut, Issormiut, Puiarmiut,

Qarsutalimmiut, Qaqqartomiut (?), Uummannguarmiut.

Traditionelt mordritual. Blodhævn

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En (historisk) beretning, der er blevet til et sagn.

I gamle dage, men alligevel ikke helt i gamle dage,

skete der følgende i nærheden af Paamiut: Den mest fremtrædende mand i

Kangilineq var en hurtig kajakroer og en stærk mand. Han var tillige

en stor drabsmand. Det vidste man ikke, viste det sig.

Engang var Neqaamiutternes eneste mand undervejs i kajak nordpå. Han

roede over et stykke åbent farvand, og lagde til ved et næs. Han

fulgte kysten østover, og han overraskede den fremtrædende mand i

Kangilineq i et mord. Han var netop ved

at løfte den dræbte ud af hans kajak. Manden fra Kangilineq så ham

straks. Straks skoddede han for at flygte, men manden

fra Kangilineq sagde:" Giv du den dræbte nådestødet." Men det

ville den anden ikke, for han ville ikke skaffe sig fjender på halsen.

Manden fra Kangilineq gentog sine ord og lod den anden vide, at han ville

dræbe ham, hvis han ikke gav den dræbte nådestødet. Da manden fra

Neqaamiut begyndte at flygte sprang den anden til sin kajak; men

manden fra Neqaamiut var allerede på vej sydover. Manden fra

Kangilineq var jo af den slags, der nok skulle være sikker på at

indhente ham, han forfulgte. Manden fra Neqaamiut så ham sætte fra

land, og han fulgte ham over det åbne farvand; og han lagde mærke til

at han var ved at hale ind på sig.

Han vidste, Aulákuné / Aalakkuni (ved Aalakkut ? BS), at han ville ro uden om det store næs, "nugaussarssuaq". Og fordi manden fra Neqaamiut frygtede, at den anden

ville indhente ham, foretrak han at gå i land vel vidende, at manden fra Kangilineq ikke ville kunne indhente ham over land. Han

gik så i land, og mens han var på vej med sin kajak længere ind i

landet, så han sig tilbage og opdagede, at manden fra Kangilineq

vendte om; han vidste, at han ikke ville kunne klare ham over land;

for manden fra Neqaamiut kunne løbe stærkt.

Manden fra Neqaamiut gik med sin kajak over land, og da han kom ned i den, roede han hjem. Da han kom hjem, fortalte han de andre, hvad denne fremtrædende mand fra

Kangilineq havde gjort. Om aftenen lagde han sig til sove, men midt om

natten vågnede han og sagde til kvinderne:" Jeg vil tage nordpå for at

finde ud af, hvem manden har dræbt." Han tog af sted midt om natten.

I gamle dage var der mange nært beslægtede vinterbopladser

("erqardliarit"- ordret: der var familie med hinanden) Han ville

forhøre sig hele vejen fra de nærmest beliggende og frem (Ukiivikboere,

Nallaqboere, Akutalikboere, Kittarsarsuaqboere, Kittorsannguaqboere, Ersoqboere, Pujakboere, Qarsaartalikboere, Qaqqartooqboere og Uummannannguaqboere).

Manden måtte have dræbt en mand fra et af de steder. Da han forhørte

sig hos beboerne i Ukiivinnguaq, fik han at vide, at den eneste søn af

en ældre mand var udeblevet fra en fangsttur dagen før. Han fortalte

dem, at den fremtrædende mand fra Kangilineq havde dræbt ham, og, at

han nok ville lade som ingenting og komme på besøg hos dem. Med de ord tog han afsted igen.

Og ganske rigtigt. Manden fra Kangilineq ankom op ad dagen og lod sig ikke mærke med noget. Da han kom ind i et af husene, sendte man to nybegyndere i kajak til

de omliggende bopladser med besked om, at mændene fra disse pladser

skulle komme for at være med til at dræbe den fremtrædende mand fra

Kangilineq (sådan skal det vist forstås "nániqariaqqullugit" kan også

være: for at være med til at dræbe ham). (Formentlig det ritual, hvor

alle der stikker i offeret, før eller efter drabet, er medansvarlige i

det: som en beskyttelse mod hævn, BS.) Til gæsten sagde de, at han bare

kunne sove.

Om aftenen, mens manden fra Kangilineq endnu var der, ankom

flere kajakmænd fra omegnen. De skjulte deres kajakker bagved

huset, således at kun de fastboendes kajakker var synlige, og mændene

indlogerede sig i andre huse, for at manden fra Kangilineq

ikke skulle vide, at de var der. Om aftenen gik gæsten i seng. En af

dem i huset opdagede, at han gik ud midt om natten. Han anede åbenbart uråd. Vedkommende ventede på, at han skulle komme tilbage.

Men da han ikke viste sig, gik han ud og så, at han netop var roet ud

i sin kajak. Det var endnu ikke blevet morgen, så alle de sovende blev

vækket med den besked, at manden, de jagtede, var taget afsted. Alle

de mange kajakmænd satte efter ham, der roede så hurtigt, at

ingen kunne indhente ham. To af kajakmændene kom foran de andre, og i

det tidlige gry kunne de se ham (imod den gryende dag ?). De fulgte

efter ham og undgik at lave støj. Faktisk havde han roet

langsomt mens han ventede på, at det skulle blive lyst. De nåede ham

bagfra, og de stak samtidigt hver sin paddelåre under tværremmen på hans kajak,

på forenden og på bagenden; og de smed omgående alle skærende

redskaber ("kînagdlit") ud i vandet. De kastede også hans åre væk. De

råbte til de andre bagved, at de nu ville stikke ham ned. Deres

råb blev besvaret af flere; og de råbte videre til dem, der var

bagved. Der kom så mange kajakker, at man ikke kunne se land for dem.

Den dræbtes far, som skulle være den første til at såre ham, nåede

frem til allersidst. Han havde ingen fangstredskaber udover en meget

stor kniv. Han roede udenom de mange kajakker og nærmede sig

drabsmanden forfra mellem alle de mange kajakmænd. Da han kom helt hen

til ham, greb han den store kniv og holdt den oppe, som om han ville

stikke ham i hjerteregionen, så han kunne mærke, hvor farligt det var.

Han tænkte på sin søn, der var død; og efter at have holdt kniven oppe

længe, stak han ham. Kajakkerne spredtes, da den ældre mand

havde dolket ham. En af kajakmændene kastede sin

fuglepil og ramte ham. Så sendte alle de andre deres fuglepile imod

ham, og sikke det susede og peb. Kajakken væltede, men han forsvandt

ikke under vandet, fordi alle de mange fuglepile holdt ham oppe. De skar

kroppen i flere stykker og smed stykkerne forskellige steder. Manden

opnåede det han ville.

Det sted, hvor den fremtrædende mand begik

mordet ("toqutsivfra") kom til at hedde Qajartalik, ved Paamiuts

solside- altså det sted, hvor den lille ældre mands søn blev dræbt.

Hist.: Kan være historisk som indledningen siger. Stednavnene på nabobopladserne viser i det mindste et godt lokalkendskab.

Ritualet efter mord / mordritual, hvor liget parteres i leddene og delene spredes, var en almindelig sikring mod at den døde skulle kunne samle sig sammen til hævn - ved at slippe ind i sit offer.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Kangi, der var omkommet, men som blev levende igen og begyndte

at fange, og som vendte tilbage til sine forældre. (Denne historie, som er

fortalt af en hedning, blev skrevet ned i 1828 af D. Johannessen).

En fortælling, som man ikke kan tro på.

I gamle dage boede der et ægtepar uden børn helt for sig selv på en ø. En morgen, da de vågnede, opdagede de, at spanden, hvor de opbevarede drikkevand, var blevet tømt. Dette gentog sig flere gange. De ville finde ud af hvem, der gjorde det. De holdt sig vågne om natten, og manden satte sig ved indgangen til rummet. Den femte nat ved midnatstid trådte en stor mand ind i rummet i et antræk, der fik ham til at ligne et dyr, og han gav sig til at drikke af spanden.

Manden greb den fremmede, og de kom op at slås. Hans kone genkendte den

fremmede som én, der hed Kangi, fra nabobopladsen. Nu blev han frigjort af sine

bånd. Derefter begyndte Kangi at holde vejret som et sødyr under vandet. Endelig

hen på morgenen blev hans vejrtrækning normal.

Det viste sig, at han var omkommet under en fangsttur, men nu kom han til live igen. Han begyndte igen at ro i kajak og fange. Da det blev forår, bragte ægteparret Kangi hjem til hans forældre. Da de nærmede sig bopladsen, gav Kangi sig til at synge en vise, som han selv havde lavet. Hans forældre hørte visen og genkendte den. Før konebåden nåede til land, vadede forældrene ud for at tage imod ham. De havde længtes efter ham.

Var.: ID 455. Ove Bak 1979: Troldbjørnen. Cphg.: Hernov, ss. 64f; Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Kangi er åbenbart en angerlartussiaq (søg), der lever med et sødyrs åndedræt mens han er druknet. Til sin genoplivning har han, ligesom ogås sødyrene til deres reinkarnation, brug for fersk drikkevand. Det østgrønlandske ritual for genoplivning af en angerlartoq (søg) var ifølge Victor noget anderledes. Og det man kender fra fx Imaneq (søg) kan også være af øst-sydøstgrønlandsk oprindelse.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

s. 130: Serratit: magiske formularer / ordremser / trylleformularer.

   Ja, serratit! Jeg kender dem vældig godt som anekdoter. Altså fra da af, hvor det bare var anekdoter. Altså ham, som de kaldte den gamle kajakpost, han stammede dernede sydfra. Det var dengang han tog til Alluitsoq som kajakpost dengang på herrnhuternes tid. Aarh... En dag var han altså taget afsted dernedefra, - jeg ved ikke rigtigt, hvor han boede, måske i Narsaq, eller måske... måske der hvor herrnhuterne boede. Han var altså kajakpost mellem Noorliit (Ny Herrnhut) og Alluitsoq. - Han tog altså afsted en dag for at bringe nyheder, og det fortælles, at det var, da han var blevet gammel - og det var meningen, at han skulle ro udenom Sermersoorsuasik (øen Sermersooq?) - og dernede mod syd lå altså Sermersoorsuasik, som han skulle ro udenom, og han syntes altså, at der var meget langt at ro,... og han ville gerne vejen ad Naalaguttoq...og så brugte han ganske enkelt sin trylleformular og lukkede øjnene: Huum,... han brugte sin trylleformular og kom igennem Naalaguttoq, og han blev ved med at have øjnene lukkede. Det gik virkelig derudad, og han kunne mærke, hvordan det susede og åbnede endelig øjnene:  Og dér befandt han sig altså ved... Kuanniarsivit, på den anden side af Naajarnerit, ved Kuanniarsivits kløft. Og så begav han sig ud derfra. Det kan man bare se! Det var virkelig noget! Det var altså én, der brugte trylle-formularer. Sådan, under jorden, sådan brugte han trylleformularer. Jeg ved ikke, hvordan han brugte disse trylleformularer. Jeg har ingen anelse om det.

Det er der nemlig ingen, der har fortalt mig noget om. Men måske har de brugt trylleformularerne til at rejse under jorden, måske bare med lukkede øjne. De sagde jo gerne: De havde øjnene lukket. Så sagde de bare deres trylleformular og gjorde brug af den: Aarh, under jorden! Der kan du se...så mægtige var forfædrene altså...

Hist.: JJ var 66 år i 1965.

Kommentar: Forsætter man sig fra den normalt synlige verden til den "anden", lukker man gerne øjnene. Da er man i "en anden verden".

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.
Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 125 - 126: (Ingen titel. Fortællingen begynder efter indledende samtale og en sang, der også er trykt i Vebæk, M.: Niperujûtit, 1983, nr. 55.).

Denne fortælling er ikke med i:
Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:
Ved Kangeq, som er Sermersooq-øens sydligste spids kappes tre brødre i styrke. De to ældste håner den yngste for hans ringe styrke og kalder ham kvindagtig. Han får dog oprejsning ved i sin vrede at flyve i den rette flyvestilling ind til den store indsø, hvor vreden netop sætter ham i stand til at fange en af de mange sky sæler. Kun meget vrede personer kan fange dem. Tænk at grønlændere dengang kunne flyve. I dag sker det kun med hvide menneskers flyvemaskiner. Da lillebroderen kommer hjem synger han om hvordan han overvandt den hån at være kvindagtig, omend hans lår ikke er ret kraftige.

I den grønlandske udgave (se ovf.) indleder Vebæk interviewet med kort resumé af en fortælling om en kendt qivittoq / fjeldgænger, hvorefter JJ synger den tilhørende sang (s. 124 - 125):

Man fortæller at en ung mand der elskede sin kæreste, Kattaliit, meget højt gik qivittoq fordi han ikke måtte få hende, selv om han endda allerede havde gjort hende gravid. Derefter forsvandt Kattaliit. Man ledte og ledte men fandt hende ikke. Næste vinter blev Kattaliit set mens hun gik op i nærheden af et stejlt fjeld med et barn i amaaten (rygposen), og så kunne man høre en mand synge sådan hér:
Den første tid jeg var borte
boede jeg på næsset

Derefter boede jeg på et stort, smukt fjeld

Min hjemlængsel hørte op
da jeg fik Kattaliit til at sørge / sy for mig.
(oversat i Niperujûtit nr. 55)

Iiih, han havde rigtig fået fat i hende, hvor heldigt!
Ha, ah, hi, hi, har, har.


Hist.: JJ var 66 år i 1965. Traditionel fortælling.

Kommentar: Fortællingen berømmer grønlænderes evner i gamle dage og røber en vis statusforskel mellem mænd og kvinder.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.

Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128

(overs. Signe Åsblom):

Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.

Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965.

Qivittut har muligvis i nyere  fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:

Var.: Min fars qivittoq-historie.

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

Mærkelige væsener.

Torngit: indlandsboere (kæmper, måske Dorset - folket)).

Folk fortæller også om torngit... men jeg har aldrig hørt nogen fortælle helt klart om dem. Mon det virkelig er sandt, at der findes billeder af disse Torngit? Billeder af torngit. Ja, man ser jo billeder af torngit. Vi ser billeder af torngit. Mon de er virkelige? Jeg har da fået fortalt om dem men aldrig rigtig forstået det. Dem ved jeg slet ikke noget om. Man kan jo undre sig over, hvordan de er

KJ (JJ's kone Kornilia) De der store/forfærdelige Tornit (ent. tuneq, indlandsboere = sagnskikkelser / Dorsetfolk) er folk, der lever inde i landet og er meget store mennesker, og man siger, at de ikke kan tale rent... og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Ja, der fortælles jo om sådan nogle store, skrækkelige nogen, der taler barnesprog, og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Vi hører da også om eqqillit (hundemennsker, ental: eqqilik) men jeg har glemt, hvad jeg har hørt, min far fortalte ellers om de skrækkelige eqqillit... men jeg hørte sjældent ordentligt efter, jeg var jo heller ikke andet end et barn dengang... De der eqqillit skulle altså ligne mennesker ret meget. Og de blev ligesom naarraajiit (jfr. naakkaaq = tykmavet) og bevægede sig baglæns ligesom naarraajiit... De var hurtigere tilbens, når de gik baglæns, mens de var langsommere, når de gik forlæns, ih, sikke da noget...

   Det siges, at naarraajiit også var sådan, de siger, at vores mor også har (set?) naarraajiit. Det var væsener, der lignede mennesker med meget tykke maver. De var meget hurtige, når de gik baglæns og langsommere, når de gik forlæns.

   Der var sådan nogle anekdoter her dengang... Det er ikke til at vide, hvor disse væsener findes...

JJ: De findes måske ikke andre steder end oppe i fjeldene...

KJ: Ja, oppe i fjeldene. En sjælden gang er de så blevet set af nogen, og så er der blevet fortalt om dem. Man har hørt, at en sjælden gang...

De plejer også at fortælle om inuarullikkat (dværge, ental: inuarulligaq), sådan nogle små iseqqat, altså inuarullikkat... Ja, der var jo engang, hvor Ortorsuaqs far, der kom fra Qunnermiut, var ved at bygge sig et forrådsrum og havde set en lille iseraq... han så den...

Og den var jo så utroligt lille, og han var ved at skære tørv, og den blev så bange, og han forsøgte at gribe fat i den: Han kom til at brække dens stakkels lille arm med kanten af spaden, og de fortalte, at Ortorsuaq havde, ah, Ortorsuaqs far havde... med den...

Nikkulaanguakkuluk... Han fortalte, at han var vred på sig selv over, at han havde brækket armen på den lille stakkel... der blinkede på tværs...

JJ: Jeg er så glad for den slags (han begynder at nynne... og træde i dansetakt i gulvet i en rum tid) "Hmm... det er 1800-tallets danse."

(JJ fortsætter ved at tale om danse). Sikke noget! Og det er sådan noget fra gamle dage... de havde jo altså disse musikinstrumenter: jeg er altså så glad for dem... måske fordi de ikke altid var så ordentlige/gudelige(?), jeg pakker jo alting ind... og; og jeg er jo altid så glad for dem. Man sang endda om den slags:

"Min dumme kone blev så vred over dig

at jeg hellere må vende mig fra dig for en tid

Og folk snakker jo som sædvanlig

og folk er jo altid så mistænksomme

Og jeg snavser dig jo til (?)

ved hvert ord, gennem enhver samtale (?)"

Der kan man se, hi, hi...

MV: Mange tak: Det var virkelig flot!

JJ: Ja, var det ikke godt, hi, hi...

MV: Bor du nu i Alluitsup Paa?

JJ: Ja, jeg bor i Alluitsup-Paa.

MV: Nu er Johannes Josefsen 66 år gammel.

JJ: Så slutter vi! ja...

Hist.: JJ var 66 år i 1965.