Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Nâsârnerit avdlat
Dokument id: | 911 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nâsârnerit avdlat |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 88 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 96 - 97.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Andre ulykkesvarsler.
E. Det fortælles, at der kan ske det, at man kaster harpunen efter en hvidhval, der sover i vandskorpen, og at hele dens overflade så trækker sig sammen i små trækninger, og så bliver de alle bekymrede. For det betyder, at én af fangerne skal dø. Og det slår aldrig fejl. Det samme gælder, hvis der er blod i isbjørnens spor, selv om den ikke har ædt noget. Så er det enten sporfinderen selv eller én af hans slægtninge, der skal dø. Også når man jager et rensdyr og er ved at snige sig ind på det. Hvis det bare forsvinder i et område, hvor det simpelthen ikke skulle kunne skjule sig, er det tegn på, at nogen skal dø. Jeg har selv oplevet, at det med isbjørnen er gået i opfyldelse. Jeg og Daaniarsuaq, Usaanngassiiks søn, der nu bor i Kuuk, var om efteråret taget på rypejagt, og så fik vi øje på nogle store isbjørne-spor, der muligvis stammede fra aftenen forinden. Ind imellem isbjørnesporene var der ret mange bloddryp. Og selv om vi fulgte sporene et godt stykke vej, var der hele vejen dryppet blod mellem sporene. Da vi kom tilbage og fortalte om det, syntes de gamle, at det virkelig var uhyggeligt. For de sagde, at nu skulle én af os dø, enten en slægtning eller en søskende. Og det var oven i købet så tilfældigt. Den vinter gik det mod forår, da min vens storebror faldt i vandet og forsvandt. Og de gamle sagde: Det var ikke så mærkeligt, at der var blod i isbjørnens spor. Og når man bliver gammel, bliver det sådan, at det sidste man fanger, hvad enten det er isbjørn eller remmesæl, ikke har nogen galde. Suulussuaq (Store Søren) fra Qaarusulik kom en dag hjem og havde fanget en hvalros, og han sagde: Ja, så har jeg fanget min sidste hvalros, for den har ingen galde. Og de ledte efter galden uden at kunne finde den. Han døde senere uden at have fanget flere hvalrosser.
Hist.: Historiske hændelser fra ca. 1900 |
Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq
Dokument id: | 375 |
Registreringsår: | 1866 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jonassen, Søren |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 789 - 790, nr. 159 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb ? |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En fortælling.
Det var én, der tog nordpå fra Noorliit (Ny Herrnhut i Nuuk). Mens han endnu rejste nordover, hørte han om myg, der var så store som tejste. Tauna (han/denne) Nurdlirnerk (herrnhut) sûvittarkidluni (?). På den anden side af et næs fik han endelig øje på et telt. Han gik hen til det og opdagede, at de var alene. Han udspurgte ham, og han sagde, at det var på denne tid, myggene plejede at indfinde sig, og at de kom meget snart. (3-4 uforståelige linjer). Han kiggede sig omkring og opdagede, at der var én, der sad på et fjeld. Han gik op til ham, og han sagde: "Nu kan man se myggene. Gå du ned, og snør dit telt til." Manden fra Noorliit gik ned og snørede teltet omhyggeligt til. Han havde siddet et stykke tid inde i teltet, da han kunne høre støjen af dem. De stak brodden ind mellem teltstængerne og sagde hele tiden: "Der er nogen, der boller." Sådan talte de til hinanden. Da de var fløjet bort, kom de ud af teltene. Manden fra Noorliit tænkte: "Jeg havde ellers tænkt mig, at jeg ville fordrive tiden med dem her, men det blev der ikke lejlighed til." Dagen efter ville han være ude, når myggene kom. Det gjorde han. Den anden ledte efter ham og fandt hans skelet under konebåden. Manden fra Noorliit ønskede at fordrive tiden med noget. Derved bragte han sig selv af dage. Slut. (Utydelig skrift og dårligt fortalt. Chr. B.)
Var.: Nakasunnaq;
Hist.: Ikke soleklart hvorfor det er en herrnhut, eller en af herrnhuternes døbte, der her er den uheldige helt. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1947 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 152 - 153 + 171 - 173 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).
Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for, for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.' Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.' De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke. Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog. Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget. Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå. Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt). En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, - før han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen." Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren. Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen, så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården. (171 173:) Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva- de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal, Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der. Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.
Engang kom der skibbrudne til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det. Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet. Og så fik de også brød på den måde, mens de legede. Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk, der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.
Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt. Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst. Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke. Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom. Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet. Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige. Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk). Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn- ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ- sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne, der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det. Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om, hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd, der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham. Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar. I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg. Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.
Kuvdlorssuaq Maj 1957.
Martin Nielsen.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu. Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne. |
Sagnet om Pigssik, den store menneskeæder
Dokument id: | 938 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Manassi (Manasse) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Sagnet om Pigssik, den store menneskeæder |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 102 - 104 |
Lokalisering: | Qasigiannguit / Christianshåb |
Note: | |
Muligvis er fortælleren Søren Hansen fra Nuuk. I så fald findes Håndskr. i: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: oqalugtuaq Pigssingmik. Pigssik / Pissik, den store menneskeæder.
Resumé: Pissik gifter sig med mange brødres eneste søster og flytter ind hos svogrene. Han længes imidlertid hjem og han tager på besøg med sin familie, men slår dog deres telt op et stykke fra sin hjemegns slægtninge, som han besøger alene. Han kommer ganske forspist tilbage. Senere tager han sin kone og børn med til festmåltid, der viser sig efter en forret på lidt ammassætter at bestå af mere eller mindre råddent menneskekød. Konen får vild afsky for sin menneskeædende mand og hans fæller, der end ikke undslår sig for at hinanden ihjel af lutter lyst til menneskekød. Det lykkes endog Pissik at slå sin store datter ihjel, som han ber sin kone tilberede. Den parterede piges fingre klamrer sig gang på gang til grydens kant. Men moderen overhælder til slut retten med urin, som ingen så kan klare at spise. Derefter slår konen Pissik ihjel med samme kølle, som han brugte til datteren. Hun tager flugten med sine to mindste børn hjem til sine brødre.
Kommentar: Der er ingen egentlige varianter til denne fortælling, men en del andre om kannibalisme. Søg på kannibalisme, menneskeædere. |
Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk
Dokument id: | 376 |
Registreringsår: | 1866 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jonassen, Søren |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 790 - 792, nr. 160 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb ? |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Dette fortæller man om Tunerluk, som tog ind i fjorden på sommerophold: De havde en eneste datter. En dag tog manden ud på rensdyrjagt, og konen gik ud sammen med sin lille datter for at plukke bær. Hun satte barnet på jorden, idet hun med mellemrum kiggede til hende. En gang hun kiggede til det sted, hvor hun var, var hun pludselig væk. Hun ledte efter hende overalt, men hun kunne ikke finde hende. Til sidst gik hun ned (hjem). Noget senere kom manden hjem. Han råbte ind: "karsomagoarasok sikinassarsivakit (du søde derinde, jeg har fanget noget, hvis skind du kan få bukser af)." Konen svarede ham ikke. Han gentog råbet; så svarede hun: "Hun forsvandt for mig, mens jeg plukkede bær" (nipingoa Parîngunuk ugapok). Da manden hørte dette, blev han meget vred. Straks søgte han åndemanerhjælp. Han forsøgte sig med samtlige åndemanere, men da de ikke kunne finde ud af noget, måtte han give op.
En dag han var ude på fangst, traf han en lille ældre mand, der fiskede. Manden spurgte ham ud, og den lille gamling sagde, at jo, han kun kunne udspørge ånder. Manden tog ham med hjem. Om aftenen bandt han ham på hænder og fødder (til qilerneq ?). Han pegede ivrigt på noget (oparûvatotisinamijûle) ud for ham deroppe, deroppe (? ilirnu ilirnu) ad nunatakken til i øst, til nunatakken oppe i indlandet. Tunerluk bad sin kone om at sy nye såler på både gamlingens og hans egne kamikker.
Næste morgen nûlerami (uullarami - om morgenen) fulgte han hans slædespor. Da de nåede frem til de høje fjelde, kunne han ikke finde ud af, hvor det var, og de måtte vende tilbage.
Om aftenen bandt han ham (som blot udspurgte ånder) på hænder og fødder, for at han skulle finde ud af, hvor den østre nunatak lå.
Næste dag tog de af sted endnu engang. Da de nærmede sig de høje fjelde, råbte hans følgesvend: "Til den østre nunatak." Da han kom til den østre nunatak, gik han ind i huset. Derinde sad to store indlandsboere, to brødre. Da han gik ind i rummet, greb han den ene og kylede ham ind i bagvæggen. Han greb også den anden og smed ham ud til indgangen. Så tog han datteren og bar hende ud. Han gik ned med hende og tog af sted dagen efter. Da han næste dag var ved at nå frem til sit store telt illûngami sangarnirinarsooq (? kom der noget på tværs ved hans ene side) agidlarnialerluni allarnik ajollerami (og han kunne ikke komme af stedet og hjem, hvor meget han end prøvede). Han kiggede bagud og så, at en stor indlandsbo halede ind på ham. Da han så ham, blev han rasende. Han vendte sig om og tog et par åretag i hen imod ham. Han gjorde sig klar og kastede sin harpun. Han ramte ham i øjet med et stort knald.
Dagen efter han kom hjem var Tunerluk ude på fangst. Der kom to kajakmænd. Tunerluk fik dem på besøg og den ene, der sad på en kramkiste, sagde: "Tunerluk tunernut pitsirisûsit tussangualara - du får den store hjælpeånd (jeg har ellers hørt, at Tunerluk har fået en stor hjælpeånd hos de genstridige indlandsboere). Tunerluk sagde: "Luk låget op på den kiste, som du sidder på." Det gjorde han. Kisten var fuld og tung af (hvalros- eller narhvaltænder). Så sagde den anden: "Uanga tussangualara Sûrkarsoaler pitsavat (? jeg har ellers hørt at du skulle have mange hvalbarder). Herefter sagde Tunerluk: "Gå ud og kig ind i det andet forrådsrum." Han gik ud og kiggede ind i det andet forrådsrum. Det var fuld af hvalbarder. Tunerluk pitsirisota (? det var ikke for ingenting, man havde hørt om Tunerluks rigdomme) blev ikke hørt. Slut her.
Denne fortællling er svær at få noget ordentligt ud af. Chr. B.
Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com