Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk
Dokument id: | 1474 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Lauritz |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 46 - 47 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Apardluk".
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.
Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk
deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,
hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt
søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og
udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om
foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit
ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.
Han blir gift med en af kvinderne.
Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;
Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.
Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger
hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig
blir han gift. |
Aqqiuaraq
Dokument id: | 1758 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Aqqiuaraq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 260 - 262, nr. 61 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning. Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.
Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76. Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet. Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke. Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval, hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal hen.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 61, s. 341.
Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Asiak / Asiaq / Manden, der forårsager regn
Dokument id: | 1361 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Hanseeraq (Hansêrak) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Asiak / Asiaq / Manden, der forårsager regn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 329, nr. 47 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.
Resumé: Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som hun ryster ud over jorden.
Var.: Asiaq
Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq. |
Besøg af innersuit
Dokument id: | 2056 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Besøg af innersuit |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 118 - 119 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 128 - 129: "Pulaartut eqqumiitsut".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: JJ har selv engang som barn, hvor han vågnede efter alle var oppe og ude, set to kvindelige væsner i underligt tøj, der talte meget nasalt om at de hellere måtte smutte igen inden hun (JJ's stedmor) kom ind igen. Familien mener nok det var innersuit, der jo er næseløse. JJ tror derfor fuldt og fast på at innersuit er til.
Den længere grønlandske tekst, se ovf., er oversat således af Signe Åsblom med forbehold for misforståelse af dialektale gloser:
s. 128: Pulaartut eqqumiitsut: De mærkelige besøgende.
Jeg fik selv besøg en morgen dernede i Salliit, min stedmor... dagen før havde min far fanget en klapmyds. Det var meget tidligt om morgenen, og det sted, hvor den blev fanget, kaldte vi Kangilliit Qinnguat, og der boede Timerliit, og vi tog gerne på fangst derude ved de østlige øer og boede så på en stor flad klippe. Dér var jeg så faldet i søvn, og Eliisibak og dem og altså mine mange søskende var taget på fangst, mine søskende var på fangst. Så vågnede jeg pludselig op af søvnen ved nogle lyde: Tænk! To kvinder. Og hvor var min stedmor? Det viste sig, at hun var taget ned til den afsidesliggende del af stranden for at partere den klapmyds, som var blevet fanget dagen før. Hun havde trukket den op af vandet og havde parteret den på stranden. Og du skulle have set så mærkelige disse besøgende så ud! Åh, jeg havde aldrig før set kvinder, der så sådan ud, så jeg gloede ligefrem på dem. Dengang fik jeg dem til at tale, og jeg lyttede til dem, da de sagde følgende, og de sagde: (JJ klemte sammen om sin næse for at komme til at lyde som kvinderne, når de talte) "Nåda! Hende derude kunne nok finde på at komme herind, så vi må nok hellere gå ud!" Det lød, som om de talte med lukkede næsebor. Det var det mærkelige ved dem. Der kan du bare se.
Ja, det var altså dem jeg så. Og jeg blev meget forbavset over deres kamikker. Deres skindbukser havde et enkelt lodret stykke behåret skind foran. Og deres kamikker havde også et enkelt lodret stykke skind foran, men det var uden broderier. Det var virkelig noget besynderligt tøj! Jeg lå altså der og kiggede på dem: De sad altså der på trækisten, de sad bare. Så sagde de altså sådan, og de gjorde sådan her... den tredje småpludrede, da hun sagde: Hun sagde noget, og jeg hørte det tydeligt (JJ klemte igen sammen om sin næse) "Nåda! Hende derude kunne vist finde på at komme herind, så vi må hellere gå ud!" Der kan man bare se! Og jeg ved godt, og forstod det bagefter, da jeg havde tænkt over det, at det var, som om de var bange for, at min stedmor skulle komme ind. Der kan man se! Tænk at jeg fik besøg dengang. Da jeg bagefter fortalte om det, mente de, at det måske ikke kunne have været andre end innersuit. Der kan man se! Og efter det har jeg aldrig nogensinde set sådan nogle! Jeg har aldrig siden set noget som helst. Tidligere prøvede man at få disse innersuit at se. Men jeg blev godt nok forbavset over dem. De er meget mærkelige. De holdt sig jo i nærheden af mig, og mens de besøgte mig, ville de måske... men på den måde fik jeg dem da at se! Tidligere har jeg anfægtet sådan noget og har ikke villet tro på det. Vi er jo døbt. Når folk begyndte at fortælle, ville jeg ikke tro dem. Men der er altså ikke noget at gøre: Når jeg bagefter har tænkt på alt det jeg har set og også sådan noget som dette her, er jeg begyndt at tro på det. Jeg tror på sådan noget. Og selvfølgelig, men så er der jo det vi har læst den lille katekismus dengang vi var børn, Luthers påbud: At alt muligt blev forbudt: Du må ikke synge / fremsige magiske formularer / ordremser / trylleformularer / serratit, der må ikke findes åndemanere, man må ikke have magiske formularer, man må ikke påkalde ånderne! Det blev påbudt at holde op med at bruge forfædrenes skikke. Når jeg skal have det som rettesnor, bliver jeg altså så....
Hist.: Tolkning af oplevelse. JJ var 66 år i 1965. |
Iteqitilik
Dokument id: | 1466 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanneserujuk (Ujuaannaserujuk) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Iteqitilik |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 20 - 26 |
Lokalisering: | Nanortalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R. M. Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik". Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen. Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".
Resumé: Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke, der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små fuglefangster ud til alle.
Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;
Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør. |
Milortuaraq
Dokument id: | 1751 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Milortuaraq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 463 - 465 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:
Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:
Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende. Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige, ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig. Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud fra toppen af en høj skrænt. Ved den tid har M. for skik at tage ind og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes, får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer, fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M., men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M. op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M. kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M. Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort stykke brød, som pris for brydekampen. Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet, som døde for ret lang tid siden.
Var.: Milortuaraq;
Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Min fars qivittoq-historie
Dokument id: | 2059 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Min fars qivittoq-historie |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 122 - 124 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.
Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom: Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende. s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit: udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl. s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave): Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden. Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.
s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...) Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...
s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq... Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.
Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne. Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.
Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui |
Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned
Dokument id: | 356 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Poulsen, Johannes |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 793 - 796, nr. 215 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11: Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og nedskrevet. Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.
Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu til jul. Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige. Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave". Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en enkelt bøsse.
Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind, der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.
Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen: I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui (Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller dansefest.
Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem; og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem). Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort tid blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det var fordi der var menneskesaft i dem.
Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom. Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde Iliverpassuit (de mange grave).
Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr. Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt." Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have bragt dem i ulykke, sagde man.
Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke. Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner. Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind. Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen. Han døde for alvor.
Nogle af hedningene fortalte om denne store åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte. (Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun på sig selv.)
Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid. Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.
Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled mellem liv og død en traditionel forestilling. |
Om hexeri
Dokument id: | 383 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Motzfeldt, Peter |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Om hexeri |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1008, nr. 202 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:
Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord. Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.
Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.
Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri. Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land. Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke. På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting. |
Serratit
Dokument id: | 2122 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Serratit |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 130 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:
s. 130: Serratit: magiske formularer / ordremser / trylleformularer.
Ja, serratit! Jeg kender dem vældig godt som anekdoter. Altså fra da af, hvor det bare var anekdoter. Altså ham, som de kaldte den gamle kajakpost, han stammede dernede sydfra. Det var dengang han tog til Alluitsoq som kajakpost dengang på herrnhuternes tid. Aarh... En dag var han altså taget afsted dernedefra, - jeg ved ikke rigtigt, hvor han boede, måske i Narsaq, eller måske... måske der hvor herrnhuterne boede. Han var altså kajakpost mellem Noorliit (Ny Herrnhut) og Alluitsoq. - Han tog altså afsted en dag for at bringe nyheder, og det fortælles, at det var, da han var blevet gammel - og det var meningen, at han skulle ro udenom Sermersoorsuasik (øen Sermersooq?) - og dernede mod syd lå altså Sermersoorsuasik, som han skulle ro udenom, og han syntes altså, at der var meget langt at ro,... og han ville gerne vejen ad Naalaguttoq...og så brugte han ganske enkelt sin trylleformular og lukkede øjnene: Huum,... han brugte sin trylleformular og kom igennem Naalaguttoq, og han blev ved med at have øjnene lukkede. Det gik virkelig derudad, og han kunne mærke, hvordan det susede og åbnede endelig øjnene: Og dér befandt han sig altså ved... Kuanniarsivit, på den anden side af Naajarnerit, ved Kuanniarsivits kløft. Og så begav han sig ud derfra. Det kan man bare se! Det var virkelig noget! Det var altså én, der brugte trylle-formularer. Sådan, under jorden, sådan brugte han trylleformularer. Jeg ved ikke, hvordan han brugte disse trylleformularer. Jeg har ingen anelse om det. Det er der nemlig ingen, der har fortalt mig noget om. Men måske har de brugt trylleformularerne til at rejse under jorden, måske bare med lukkede øjne. De sagde jo gerne: De havde øjnene lukket. Så sagde de bare deres trylleformular og gjorde brug af den: Aarh, under jorden! Der kan du se...så mægtige var forfædrene altså...
Hist.: JJ var 66 år i 1965.
Kommentar: Forsætter man sig fra den normalt synlige verden til den "anden", lukker man gerne øjnene. Da er man i "en anden verden". |
Tre brødre
Dokument id: | 2054 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Tre brødre |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 115 - 116 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. |
Uluutui
Dokument id: | 2055 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uluutui |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 117 - 118 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.
Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128 (overs. Signe Åsblom): Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.
Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965. Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere. Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:
Var.: Min fars qivittoq-historie. |
Umîviks befolkning
Dokument id: | 872 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Umîviks befolkning |
Publikationstitel: | Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 23 - 37 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22; Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Resumé: Umiiviks befolkning Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er Narsinngattak, Snimuinnaq og - Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord. Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på den fødendes blottede kønsdele. Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende. Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.
Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.
Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing., men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.
S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.
Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.
Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.
Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.
Hist. periode: 1880 - 1892 Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694. |
Uumasut eqqumiitsut
Dokument id: | 2123 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uumasut eqqumiitsut |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 130 - 132 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:
Mærkelige væsener.
Torngit: indlandsboere (kæmper, måske Dorset - folket)). Folk fortæller også om torngit... men jeg har aldrig hørt nogen fortælle helt klart om dem. Mon det virkelig er sandt, at der findes billeder af disse Torngit? Billeder af torngit. Ja, man ser jo billeder af torngit. Vi ser billeder af torngit. Mon de er virkelige? Jeg har da fået fortalt om dem men aldrig rigtig forstået det. Dem ved jeg slet ikke noget om. Man kan jo undre sig over, hvordan de er
KJ (JJ's kone Kornilia) De der store/forfærdelige Tornit (ent. tuneq, indlandsboere = sagnskikkelser / Dorsetfolk) er folk, der lever inde i landet og er meget store mennesker, og man siger, at de ikke kan tale rent... og de skulle være noget så skrækindjagende... Ja, der fortælles jo om sådan nogle store, skrækkelige nogen, der taler barnesprog, og de skulle være noget så skrækindjagende... Vi hører da også om eqqillit (hundemennsker, ental: eqqilik) men jeg har glemt, hvad jeg har hørt, min far fortalte ellers om de skrækkelige eqqillit... men jeg hørte sjældent ordentligt efter, jeg var jo heller ikke andet end et barn dengang... De der eqqillit skulle altså ligne mennesker ret meget. Og de blev ligesom naarraajiit (jfr. naakkaaq = tykmavet) og bevægede sig baglæns ligesom naarraajiit... De var hurtigere tilbens, når de gik baglæns, mens de var langsommere, når de gik forlæns, ih, sikke da noget... Det siges, at naarraajiit også var sådan, de siger, at vores mor også har (set?) naarraajiit. Det var væsener, der lignede mennesker med meget tykke maver. De var meget hurtige, når de gik baglæns og langsommere, når de gik forlæns. Der var sådan nogle anekdoter her dengang... Det er ikke til at vide, hvor disse væsener findes... JJ: De findes måske ikke andre steder end oppe i fjeldene... KJ: Ja, oppe i fjeldene. En sjælden gang er de så blevet set af nogen, og så er der blevet fortalt om dem. Man har hørt, at en sjælden gang...
De plejer også at fortælle om inuarullikkat (dværge, ental: inuarulligaq), sådan nogle små iseqqat, altså inuarullikkat... Ja, der var jo engang, hvor Ortorsuaqs far, der kom fra Qunnermiut, var ved at bygge sig et forrådsrum og havde set en lille iseraq... han så den... Og den var jo så utroligt lille, og han var ved at skære tørv, og den blev så bange, og han forsøgte at gribe fat i den: Han kom til at brække dens stakkels lille arm med kanten af spaden, og de fortalte, at Ortorsuaq havde, ah, Ortorsuaqs far havde... med den... Nikkulaanguakkuluk... Han fortalte, at han var vred på sig selv over, at han havde brækket armen på den lille stakkel... der blinkede på tværs...
JJ: Jeg er så glad for den slags (han begynder at nynne... og træde i dansetakt i gulvet i en rum tid) "Hmm... det er 1800-tallets danse." (JJ fortsætter ved at tale om danse). Sikke noget! Og det er sådan noget fra gamle dage... de havde jo altså disse musikinstrumenter: jeg er altså så glad for dem... måske fordi de ikke altid var så ordentlige/gudelige(?), jeg pakker jo alting ind... og; og jeg er jo altid så glad for dem. Man sang endda om den slags:
"Min dumme kone blev så vred over dig at jeg hellere må vende mig fra dig for en tid
Og folk snakker jo som sædvanlig og folk er jo altid så mistænksomme
Og jeg snavser dig jo til (?) ved hvert ord, gennem enhver samtale (?)" Der kan man se, hi, hi...
MV: Mange tak: Det var virkelig flot! JJ: Ja, var det ikke godt, hi, hi... MV: Bor du nu i Alluitsup Paa? JJ: Ja, jeg bor i Alluitsup-Paa.
MV: Nu er Johannes Josefsen 66 år gammel. JJ: Så slutter vi! ja...
Hist.: JJ var 66 år i 1965. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com