Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

til menneske, forsørger derefter sin familie.

Var.: Anarteq; Anartoq;

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Fortælleren er ikke Igna. Se Juua, Anarteq.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er eneste søn og har mange søstre, som han og

faderen tar med på renjagt. De klapper renerne fra baglandet ned i en

sø, hvor A. jager dem i kajak. En kalv, som han leger med, sparker

bagud og kæntrer kajakken. A. kommer ud af den, med når ikke land før

en laks fortærer ham nedefra. Han forvandles til en laks og vandrer

med laksene. Dem gamle far må genoptage fangsten, som var han en ung

mand. Flere år senere rejser han op til renjagten med døtrene. Han

mindes sønnen og græder. Denne griber som laks fat i hans styreåre.

Faderen trækker åren op. Det måtte være A., siger han. Efter nogen

tøven stikker han åren ned igen, A. griber fat i den, faderen hæver

den langsomt, og A. forvandles atter til et menneske og sin families

forsørger.

Var.: Anarteq; Anartoq

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Virker autentisk

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Âtârssuaq".

Grønlandsk udgave:

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 141 -

144: "âtârssuaq" / Aataarsuaq.

Resumé:

Aataarsuaq (fuldvoksen sortside) har mange fjender, men er dem for stærk. Da

han får en søn, smider han ham straks i vandet, lader ham sprælle og

fisker ham op igen. Det gentager sig jævnligt. Sønnen lærer således at

svømme. Han får en svømmedragt, der er som en fangstblære man syer af

et helt remmesælsskind. Faderen oplærer ham til at svømme længe under

vand. Fjenderne kommer på hævntogt. Drengen tager sin dragt på og

kaster sig i havet, da de vil harpunere ham. Han lokker dem alle langt

ud til havs, hvor han bestiger et isbjerg og dræber i to omgange en

del fjender med store løse isstykker, mens de klatrer op ad isbjerget.

Resten fratager han årerne og lader drukne undtagen een, der begræder

at han lod sig lokke med på hævntogt. Han kan fortælle derhjemme, hvad

man kan vente sig, hvis man atter kommer på hævntogt. Ingen vover

siden forsøget.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Atdlarneq nerrersôrssuaq".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 21 - 23 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 144 - 146: "Atdlarneq nerrersôrssuaq" / Allarneq nerrersoorsuaq.

Resumé:

Allarneq ("klaringen") har let til fangst. En dag ror han sydpå og

standser ved et næs, hvor han ser et hus. Mens han venter i skjul,

kommer en kvinde ud med gult topbånd og gule sømme på klæderne. Lidt

senere kommer endnu en og til sidst en tredje kvinde ud af samme

udseende. De bærer alle tre et fad i hænderne. Han går inden for og

beværtes rigeligt, men gemmer sig bag skindtapeterne, da kvinderne

udtrykker ængstelse for deres erhverver, der er på vej hjem. Denne

lugter A., der må give sig til kende. Manden har kinder af kobber og

truer A. med at tæve ham med dem, hvis han ikke spiser en overdådig

mængde mad, der sættes frem for ham: En sæk ammassætter med spækket af

en halv sortside, en halv råfrossen sortside, en hel tørret sortside,

og til hver servering en hel spand vand. A. føler sig endelig rigtig

vel tilpas og mæt, men havde ædt sig ihjel, hvis han ikke forinden

havde slugt et græsstrå. Efter nattesøvnen ror han hjem.

Var.: Allarneq.

Hist.: Kobberet eg dets gule farve præger denne variant, der kan være

påvirket af "prinsesse Guldhår og de tre bjørne" og norske

folkeeventyrs trolde, der lugter kristenblod.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Iliarssúnguit".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 23 - 26 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 146 - 148: "Iliarssúnguit" / Iliarsunnguit.

Resumé:

To små forældreløse drenge går dagligt på rypejagt med bue og pil. En

dag opdager de i en kløft et hus, hvor den lille dreng leger "kajak"

inde i huset. Han er alene og bange, men beroliges af de to. De takkes

og bliver rigeligt beværtet med tørret ræve- og renkød af den enlige

mor, da hun kommer hjem fra jagt. I bytte for et sæt af de

forældreløses pile, som hendes dreng ønsker sig, får de store kødgaver

med hjem. Deres husfæller finder kødet meget lækkkert og, skønt den

enlige mor har forbudt andre at komme for at sælge pile, laver de en

mængde pile og presser drengene til at vise dem huset. Det er

forsvundet, og drengene går aldrig siden på rypejagt.

Var.: Hyppigt tema: hjælp fra ånderne til et eller to mennesker (som her) kan ikke udvides til deres fæller. Fx: Kartulukkunnut pulartut; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Resumé / parafrase (replikkerne er direkte oversat) ved Kirsten Thisted:

Små forældreløse, der kun levede af at gå på rypejagt

Nogle små forældreløse levede på en boplads med mange mænd. De små gik hele tiden på rypejagt, og de fik rigtig mange ryper. Når de kom hjem, kappedes hele bopladsen for at få del i udbyttet. Men pludselig var der ikke flere ryper. De små gik af sted endnu længere væk til steder, hvor de aldrig havde været før, men stadig fandt de ingen ryper. Nu manglede bopladsfællerne den gode smag af ryper, de før havde været vant til.

Engang de tog ud på rypejagt, gik de næsten hele dagen uden at se noget. Men så ved den tid, hvor de måtte forvente, at mørket ville falde på, inden de nåede hjem, fik de udsyn over en stor slugt. Dernede i bunden så de noget, som ikke så ud til at være en sten. Da de kom nærmere derned, gik det op for dem, at det var et hus  her hvor man ikke skulle forvente, at der var noget hus. De gik derhenimod og kom nærmere. Da de så nøjere på det, opdagede de et udluftningshul oven på huset. De kravlede op og kiggede ned gennem hullet og opdagede en lille dreng, som sad midt på gulvet og legede kajakmand  han brugte en kammiut / støvlestrækker som åre og et bræt som kajak.

Da de havde kigget på ham en tid, spyttede den ene af dem ned, så det sagde Sjask ved siden af ham! Han blev forskrækket og kiggede op, men de skyndte sig at rykke væk, så han ikke så dem.

En tid efter kiggede de ned igen og så, at han var faldet til ro og havde genoptaget sin leg. Den anden samlede sit spyt og spyttede derned. Og lige som han var ved at tage et åretag, ramte spyttet hans pagaj, så det sagde Sjask!

Nu gik de ind og fandt ham henne i hjørnet ved den bageste væg, grædende. Da de kom ind, sagde de til ham: "Du er alene du lille, det er derfor vi er kommet for at være sammen med dig, kom nu bare ud!"

De tog nu huset nærmere i øjesyn og opdagede, at alle væggene var betrukket med rensdyrskind og oven på dem igen ræveskind, hvide og blå. Den som boede alene her, måtte være en meget dygtig fanger. De spurgte drengen: "Bor du her helt alene?"

Så svarede han: "Nej min mor tog af sted tidligt i morges, og hun er ikke kommet hjem endnu!"

Hen på eftermiddagen begyndte han med mindre og mindre mellemrum at kigge ud. Engang han kiggede ud, sagde han: "Nu kommer hun tilsyne dernede fra syd, som sædvanlig!"

Da de kiggede ud, opdagede de, at hun havde en stor byrde på ryggen. Da hun kom nærmere, kunne de se, at det var alt sammen ræve. Det gav et ordentligt bump, da hun lagde byrden fra sig derude ved siden af husgangen. Man kunne høre hende på vej ind, og så kom hun ind: en ung, meget smuk kvinde.

Hun sagde: "Efter at jeg tog af sted i morges og lod den lille stakkel alene, så har I været sammen med ham  har de ikke fået noget at spise endnu?"

Hendes lille søn sagde: "Nej, de har ikke spist endnu!"

Så gik hun ud og kom tilbage med tørret rensdyr og rævekød som var helt hvidplettet (af talg). Da hun satte det ud, begyndte de at spise. De havde godt nok aldrig prøvet at spise tørret rævekød, men det prøvede de så nu, og det gav en knirkende lyd, når man tyggede det.

Da de havde spist, begyndte sønnen at hviske noget til sin mor. Moderen sagde: "Han vil så gerne have jeres ene sæt pile, hvis I altså ikke alt for nødig vil af med dem!"

De gav ham dem, og han blev meget glad. Så sagde moderen: "Når I tager af sted i morgen, skal jeg nok betale dem. Nu må I først sove i fred og ro!"

Da de havde sovet og skulle til at tage af sted om morgenen, fulgte moderen dem ud. Da de kom hen til det ene udhus, så de, at det var fyldt til loftet med renskind og ræveskind. Efter at de havde fået renskind, kom de hen til det andet udhus og opdagede, at det var fyldt til loftet med tørret rensdyrkød og rævekød. Med dette betalte hun dem, idet hun fyldte alt det der kunne være ind i skindene. Deres byrder blev så tunge, at de næsten ikke kunne bære dem.

Da de skulle til at gå af sted, sagde hun: "Herefter må der ikke komme nogen for at  sælge pile!"

Mens nu bopladsfællerne var begyndt at blive urolige for dem, så på den anden dag efter at de var gået, begyndte man at råbe om nogen, der kom med noget på ryggen. Der blev stor opstandelse, for de troede, at de kom med en masse ryper. Men hvad var det dog, de havde på ryggen? Til sidst kunne de se, at det var skind som var rullet sammen om noget, og da de nåede frem, opdagede de, at det var tørret kød af ren og ræv, som var rullet ind i skindene. De spurgte dem: "Hvor har I dog fået det fra?"

De sagde: "En lille dreng, som var søn af en, der ikke var noget almindeligt menneske, har fået det ene sæt af vores små pile, og dette er betalingen!"

Så sagde en af dem: "Lad også os tage hen for at sælge pile!"

"Da vi skulle af sted, sagde hun: "Der må ikke siden komme nogen for at sælge pile!"

De andre var imidlertid blevet grådige efter al denne mad, og selv om de forældreløse ikke ville, turde de ikke andet og gik med alligevel. De gik af sted, og til sidst kunne de se hendes boplads. Men det var som om der slet ingenting var! Ikke det mindste stykke mur var der, der hvor hendes hus havde været, bare et svag ujævnhed efter det. De to forældreløse sagde: "Deroppe var der ellers to udhuse!"

Så gik de derop, men der var heller ikke andet end en svag ujævnhed.

Da de så ikke kunne finde ud af, hvor hun var gået hen, gik de bare hjem. Da de kom hjem, tog de to forældreløse aldrig siden så langt bort på rypejagt.

Slut. Hintrik.

Teksten er underskrevet af Hendrik, men håndskriften er Arons.

Var.: Juua fortæller denne næsten enslydende: De små forældreløse, side 162 - 164)

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Isigâligârssik".Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 149 - 151: "Isigâligârssik / Qardlíkârssûp ássingajâ" / Isigaaligaarsík / Qarlikkaarsuup assingajaa.

Resumé:

Isigaaligaarsik (den lille med de kolde fødder) bor godt hos mange brødre, men en

åndemaner / angakkoq på stedet inviterer kun ægtepar til sine seancer. I. blir

gift med en enkes datter i brødrenes hus. Åndemaneren røver I.s kone

ved næste seance, håner ham ved de følgende seancer og sprætter maven

op på ham, da han endelig svarer igen. I. heler såret med sin første

barnedragt, som han tar på, og dræber åndemaneren i en kamp på bue og

pil, hvor I. først gør sig lille og derefter bruger en bittelille bue

og pil (formentlig hans første legetøj, BS).

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

Hist.: Måske er fortællingen påvirket af missionærenes forargelse

over, at ugifte deltog i lampeslukningslege, der ofte fulgte efter en

seance. Men den særlige virkning man tillægger den første klædedragt

og andre første-genstande er traditionel. "Lille" er fortællingens

bærende adjektiv, og heltens navn associeres traditionelt til mandlig

seksualitet og fangststyrke: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

En ufuldendt fortælling. Blev opgivet pga. fortællernes manglende viden. Ikke oversat.

Næppe velegnet til opdatering.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kanágssuaq. Om den største hustomt i Kangeq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 167 - 168: "Kãnagssuaq" / Kaannassuaq.

Resumé:

Kaannassuaq flytter fra Kujalleq til Angisoq (begge Cook-øerne), da

han gifter sig med mange brødres eneste søster. Under hungersnød tager

han som den eneste ud over isen med sin kajak på hovedet til åbent

vand ved Atorsuit. Han kommer hjem med en netside og derefter ofte med

sortsider. Kiteraq / Kittoraq / Qitoraq fra Illorpaat er samme slags modige og ihærdige fanger. De to mødes til havs, hvor K. netop har ordnet en sæl til

bugsering. Kiteraq fanger også en, men opsluges af en kæmpebølge, hver

gang han skal binde sælen på slæb. Han må bede K. hjælpe sig. Om

foråret, under Cook-øboernes fælles alkefangst, kommer Kiteraq roende

og forærer K. en stærk og smukt prydet bugserrem og et sædeskind til

kajakken som tak med ordene: "Her er det som skal bringe hint (K.s

hjælp) ud af mine tanker".

Var.: Kaannassuaq / Kaannarsuaq.

Hist. Fortællingen er autentisk (se Var.:). Bugserlinen er af hvalrosskind og

prydet med udskæringer af hvalrostand. Sædeskindet er af isbjørn. En

flot gave af stor symbolsk værdi. Bemærk Kiteraqs taknemlighedsgæld,

der har optaget og generet hans tanker.

Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun

var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som

hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq.

Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og

var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget.

Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var

iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet

med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at

kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når

hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når

hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd,

blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun

fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske.

På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje

på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes

end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes

innersuaq, der bragte hende mad.

Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen

på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget.

Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De

kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen,

hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var

nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind,

slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom

op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af

tran.

Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra

væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til

opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem

at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle

stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en

af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække

tørret renkød ud fra væggen.

Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS, 2130, 2', læg 7, s. 124 - 125.

Resumé:

Ungkarlen, der aldrig får ram på en sæl, ror over til et land med dybe

kløfter og kalder en fjeldånd frem, der gir ham evne til at se sælerne

svømme under vandet imod, at han ikke fortæller om ånden til nogen.

Fra nu af får han rigelig fangst, indtil stedets andre fangere truer

ham på livet til at rykke ud med årsagen. De tar alle over til

fjeldkløften og råbet i kor på ånden, der ikke dukker op. Pebersvenden

mister sin fangstlykke.

Tolkning: Moralen er den, at ét menneskes forhold til en ånd ikke kan udstrækkes til andre, se fx: De små forældreløse Juua.

Ikke blot pebersvenden men også stedets andre

mænd lider tab, når han ikke kan fange mere.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq" / Nukappiatoqaq aqissiliaannartoq.

Resumé:

Under en af sine vanlige rypejagter kommer pebersvenden / ungkarlen ind i et øde område til et hus, hvor han gennem taghullet ser en stor hund og et gammelt,

frygteligt ægtepar derinde. Han tager flugten, hunden forfølger ham

med hånlatter, og han redder sig ned i en klipperevne. Hunden passerer

og opdager ham heller ikke på tilbagevejen. Derefter går han aldrig

mere på rypejagt.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Puagssuaq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 170: "Puagssuaq" / Puassuaq.

Resumé:

En ungkarl / pebersvend der går på rypejagt, ser en stor sten, der viser sig at

være et gammelt ægtepars hus. Han kravler lydløst ind, fløjter, og

manden ber sin kone, Puassuaq, udspørge ånderne om, hvem det er. Ved

ungkarlens næste fløjt gætter manden, at det må være en kystbo og

ulkepilker, mens P. løser sin hårtop til åndemaningen. Ungkarlen ser

husgangen lukke sig bag sig. Da den åbner sig lidt igen, smutter han

ud og når hjem uden at blive forfulgt.

Tolkning: Bemærk fødselssymbolikken i passager, der skiftevis åbner og

lukker sig i association til både åndedræt (Den store lunge) og - ved

overgange til "den anden verden" - løsningen af håret. Udslået

kvindehår er symbol på overgange, fx når en kvinde skal føde.

Stenens beboere er ånder ses det, fordi de skelner mellem kystboere (rigtige mennesker) og sig selv.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Púkitsulik".

Se også Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe" side 57 ff "Støvlemanden"

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 3 - 12 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 172 - 181: "Púkitsulik" / Pukkitsulik.

Resumé:

Pukkitsulik ("hollænderen") er ung, ugift og bor med sin mor på en boplads i

syd. Han fanger om vinteren en blåræv i en fælde, og moderen

fortæller, hvor ivrige de hvide, der handler med fristende varer oppe

i nord, er for sådanne skind. P. bygger sig en konebåd til

sommerrejsen og røver på afrejsedagen bopladslederens stærke datter,

der hidtil egenhændigt har smidt alle sine friere på porten. Hendes

far kommer efter hende på den første boplads, hvor de overnatter, men

hans kastevåben preller af på P.s ryg, fordi han har iført sig sin

babyanorak af tarmskind. Til at ro båden røver P. flere stærke piger

undervejs. P. modtages godt af en mængde mennesker på en sommerplads

(aasivik) i nord, hvor ankomsten af et skib vækker vildt postyr, og P.

har slet ikke fået handlet, da han kommer til sig selv oppe på

"udsigten". I den tidlige morgen ror han alene ud til skibet, hvor

nogle søvndrukne matroser har lyst til at snighandle men ikke kan enes

om, hvem der skal købe de ræve- og sortsideskind, som P. viser dem

nede i sin kajak. Kaptajnen kommer til, tæver matroserne, og da han

har beordret P. hejst ombord i kajakken, bliver der stadig intet ud af

handlen fordi P. falder i undren, først over takkelagen, så i

kaptajnens kahyt over virkningerne af et spejl og et pendulurs

gentagne svingninger. Han blir båret op på dækket, hejst op i råen og

man begynder forgæves at skyde til måls efter ham med dårligt sigte og

slette bøsser. Ingen kugler bider på ham. Han må være en stor

åndemaner / angakok / angakkoq og skyderiet ender i ren farce. P. blir hejst ned igen, får frit valg mellem bøsser og belæsses med så mange andre gode varer for

sine skind, at kun hans næse er synlig over havet, da han ror hjem.

Moderen, der har genkendt hans næse på afstand, trækker ham i land med

alle varerne. Undervejs tilbage mod syd afleverer han alle de stjålne

roersker, men da faderen til den første pige derhjemme netop er død,

stensætter P. ham med mange tunge sten som tak for sidst og lever

resten af sit lange liv med datteren.

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; den indledende rejse: Mannik; Piratskibet; To stærke brødre;

Hist.: Bortset fra P.s navn referer denne herlige farce snarere til

snighandel med skotter og briter i 1800-årene end til den med

hollænderne i 1700-årene.

Kommentar: bemærk babydragten af tarmskind, der er en pooq (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor) med klar reference til Østgrønland

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qujâvârssuk".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 76 - 94 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 151 - 166: "Qujâvârssuk" / Qujaavaarsuk.

Komplet oversættelse til dansk: Thisted, K. 1993, "Som perler på en snor", Tekster: 78 - 95.

Resumé:

En storfanger ved Ikersuaq er barnløs og ber sin nabo, en gammel

ulkepilker om at ligge med sin kone mod for fremtiden at få

fangstparter. Selv henter han i kajak en havorm langt mod syd. Med den

pisker han nede ved strandkanten sin kone på den bare ryg. Det

kildrer. På den gamles anbefaling finder han to amuletter til sit

kommende barn, et renpillet skarveskelet på en høj klippehylde langt

mod syd, og en klump fedtsten som solen aldrig har skinnet på (og

derfor associeres til "nord", BS). Drengen, der fødes, skal den gamle

give navn. Han vælger navnet Q. efter en slægtning, der døde af sult

ved Amerloq. Drengen vokser til, den gamle laver kajak til ham, og da

han lader drengen afprøve den, tiltrækker den sæler. Den gamle laver

hans redskaber og ber storfangeren tage drengen med ud på fangst, hvor

han straks fanger en sortside, og siden fanger hver gang han er ude.

  Gæster strømmer til sydfra under hungersnød til den nu voksne Q.,

der altid har stort forråd. Blandt gæsterne er Tuttu og hans kone, der

er en større åndemaner / angakkoq / angakok end Tuttu. De kommer op at skændes, konen går qivittoq og T. må skaffe sig større evner, hvis han skal kunne få konen hjem igen. Det gør han ved isfangst af en kæmperødfisk med en

uhyre lang snøre af fuglefjer. Fisken får ham til at besvime på vej

hjem med den over en tilfrosset sø. Da han vågner og føler sig som en

større åndemaner, søger han flere gange at undgå et håret uhyre,

indtil han husker, at han ved at sønderrive det vil få evnen til at

rejse ned gennem jorden. Det gør han så. Under en seance finder han

sin kone, der flygter ned gennem jorden med ham i hælene og lader

sig bevæge til at følge med ham hjem.

  Vinteren strenges og to gamle mænd kommer på besøg hos Q. De

beværtes rigeligt og får kødgaver med hjem. Alligevel er den ene

blevet fornærmet på Q. og beslutter at lave en tupilak mod ham. Alle

våger lukkes og Q., der tilsyneladende kun tiltrækker sæler i kajak,

kan intet længere fange. Han ber sin mor bevæge Tuttus til - mod en stor

kødgave - at fjerne isen. T. beordrer sin kone at forsøge. Under en

seance ser hun to flammer nærme sig fra havhorisonten. En isbjørn kommer ind efter hende. Dens kraftige åndedræt sender hende frem og tilbage over gulvet. Den bærer hende ned til den anden 'flamme', en hvalros der venter i vandkanten. Derpå kastes hun ud over isen af bjørnen og hvalrossen, der skiftevis griber hende i kønsdelene og kaster hende videre. De forlader

hende kort før isen brydes op af en storm, hvor hun må redde sig op på

et isbjerg men transporteres videre af en "skæv" kajakmand til

havkvindens land. Da hun tørstig fristes til at drikke af noget vand, der trænger frem gennem  sneen, advares hun mod det af en stemme. Drikker hun vil hun aldrig nå hjem igen. Havkvindens kæmpehus bevogtes af en bidsk hund, og

husgangen er en beskidt elv med en passage så smal som en knivsæg. T.s

kone balancerer ind, slås med den vrede kæmpekvinde, reder og renser

hendes hår og får som tak lov til at flytte hendes lampe til siden,

først til den ene så til den anden side. Ud strømmer først alke, så

mennesker. De forvandles til sortsider i elven, der nu er ren og

strømmer den rette vej, udefter. Havkvinden / havets moder ber hende hilse hjemme og sige, at de ikke må tømme deres skarn udefter mod havet. Hjemme igen

uden hindringer undervejs lover T.s kone isens opbrud, når hendes sår

er lægte og derefter fangstforbud i fem dage. En tabubryder fanger

intet. De andre venter og giver Tuttus deres førstfangst.

  Den ondskabsfulde gamle mand opliver tupilakken og sender den over det nu isfri hav mod Q. Tupilakken lægger sig parat ved Q.'s kajak, men da denne om morgenen stiger i sin kajak, bliver han usynlig for tupilakken. Hele dagen leder den forgæves efter Q. Det samme gentager sig næste dag. Tredje dag prøver den at få fat i Q. på land. Den svømmer under vandet ind mod stranden hvor Q. står, men ramler lige imod en stejl klippevæg, der er skudt op i stedet for stranden. Næste dag sker der det samme, selv om den svømmer i overfladen. Denæst ramler et klippestykke ned ovenfra og smadrer dens ene ribben. Helt udsultet trænger den nu gennem jorden og op under husgangen, men da den ikke kan trænge op gennem gulvet fortsætter den om bag huset, skubber et par tørv til side for at komme ind, da så pludselig en stor fugl, der misundelsesværdigt er i færd med at spise, hakker tupilakken et stort sår ved øjet. Da mister tup. modet, svømmer hen til den gamle tupilakmager, angriber ham, æder hans indvolde, men skammer sig så over hvad de andre tupilakker måske vil sige og svømmer langt ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

  Q. rejser med familie til Amerloq, hvor hans navnefælle døde af

sult, og hvor folk kun fanger helleflyndere. Men Q. tiltrækker

naturligvis sæler, som han fanger, og han vinder et væddemål foreslået

af bopladsens stærke mand om først at fange en spraglet sæl på et

bestemt sted længere mod nord. Skindet skal bruges til

hvalfangstblære. Q. hører om natten hvalernes åndepust før nogen

anden og nedlægger også en hval før den stærke, skønt Q. giver sig

god tid med at finde roersker og bliver i kystvandet, hvor han

tiltrækker hvalen, der harpuneres og ved næste opdukken havner på

stranden som var den blot en ammasæt. Q. befaler, at hans mor skal spise først af

hvalen, og den stærke, der trodser ham, får store sår i munden. Q.s

mor opfordrer nu forgæves sin søn til at gifte sig og udvælger ham en

grim pige med så velsignet en appetit, at intet af Q.s fangster siden

vil gå til spilde. Q. fanger endnu en hval og rejser hjem om foråret.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Hist.: Ang. Rasmussens brug og oversættelse af Juuas version se

Thisted 1993, kap 4.

Tuttu og hans kones åndemanerevner afspejler en

østgrønlandsk tradition, deres ophold i Sydgrønland, herrnhuternes

tiltrækning på syd- og sydøstgrønlændere (Lichtenau, Alluitsoq) i

fortiden, og Q.s rejse til hvalfangsten ved Amerloq nær Sisimiut afspejler sydlændingenes rejser derop i samme fortid (1700-årene) Se: Sonne 1986: Angakkut puullit i Grønland og Alaska. Vort Sprog - Vor Kultur, Atuakkiorfik ss. 143-155. Søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tupilakker var skræmmende, ikke mindst fordi de var menneskeskabte af folk, der ville en det ondt. Her har kristendommens latterliggørelse af tidligere forestillinger forvandlet tupilakken til en stakkels nar, der tilmed ender med at få en helt nyopfundet titel af stor-tupilak, da den er gået qivittoq til det ydre hav.

Tolkning: Geografisk er fortællingens centrum Sydgrønland (Ikersuaq,

Tunulliarfissuaq, Saarloq), men strukturelt set er centrum placeret

midt mellem "syd" og "nord". Q.s biologiske far, ulkepilkeren, der

ikke kan fange, er associeret til sultedød i nord og gamle folks

ekstra viden, mens Q.s andet ophav, der henter havormen langt mod syd,

er associeret til storfangst. Q.s særlige tiltrækning på sødyr må

skyldes den ekstra befrugtning med denne havorm sydfra, som formentlig

også gør ham usynlig for tupilakken, når han er i kajak. De to amuletter fra henholdsvis syd og (med association til) nord er andre forsvarsmidler mod

tupilakken i en passage af fortællingen, som Rasmussen har udeladt (Se

Thisted op. cit.). Det er da også åndemaneren sydfra, T.s kone, der

fjerner den livstruende is og åbner for trækkene af alker og

sortsider sydfra. I nord er det Q.s egen tiltrækning på sødyrene, der

bringer dem ind i det kystnære vand, hvor de lokale kun kan fange

helleflynder. Da Q.s mor endelig heroppe i det "sultne nord" skaffer

ham en kone, der er grovæder, har Q. for alvor overvundet den skæbne,

der klæber ved hans navn.

  Ud fra fortællerens synsvinkel er strukturen interessant. Juua var

fra Kangeq, hvis befolkning stammede fra Sydgrønland eller muligvis

Sydøstgrønland. På den baggrund er det forståeligt, at Q., der er et

blandet afkom af syd og nord, får de evner og den hjælp langt sydfra,

hvormed han overkommer de livstruende egenskaber, der hæfter ved hans

nordlige navn og hans biologiske far. Kangeq-boerne har, også i kraft

af deres tilknytning til herrnhuterne, hellere identificeret sig med

den sydlige end den nordlige del af fortællingens geografiske område.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Tungujuluk Saunikordlo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 171 -

172: "Tungujuluk Saunikordlo" / Tungujuluk Saanikorlu.

Resume:

Tungujuluk  og Saanikoq er bopladsfæller og begge åndemanere. T. er i bjørneham, S. i hvalrosham under seancerne. S. er misundelig på T., fordi T. har en

søn. S. tilkalder sin bjørneham fra en ø, løber som bjørn efter T.s

søn, og denne løber med bjørnen i hælene hen til sin far. T. husker,

at S. har en bjørneham og bliver meget vred. T. tilkalder sin

hvalrosham fra en ø og lader sig som hvalros harpunere af S. T. dykker

med fangstblæren, lukker luften ud af den, svømmer ind til land med

den og harpunlinen, forvandler sig tilbage til menneske, ror ud i

kajak, fanger en sortside og lader sin kone invitere på fællesmåltid

på bryststykkerne. S. fortæller under måltidet om uheldet med

hvalrossen, får sine redskaber tilbage af T. og blir i den grad til

grin, at han flytter langt bort.

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Qatigaarsuk.

Tolkning: Bemærk at til havs er hvalros stærkere end bjørn. For

analyser af bjørn og hvalros se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.