Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 58.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 197 -

201: " Ernerîk Kitsigsorssuarmiut" / Erneriik Kitsissorsuarmiut.

Resumé:

Far og søn fanger sæler langt til havs. En dag jager de mellem kalvis, hvor

sælerne springer op af vandet, fordi to store kajakmænd, en gammel og

en ung, nærmer sig. De går til angreb på far og søn, der har søgt

tilflugt på et stykke is, hvor faderen gemmer sig i en ishule. Sønnen

overmander og dræber både den unge, der kan svømme, og den gamle, der

når at fremkalde stormskyer i både nord og syd, inden han går under.

Snestormen overfalder far og søn, der må efterlade og tildække deres

kajakker ved bræens fod og vandre over isen og mod sydøst over land

til den bagved liggende kyst (østkysten?). På en stor boplads kommer

de i hus hos en gammel kone, hendes datter og to gifte sønner. Deres

koner har slægtninge på de to gæsters hjemegn. Familien allierer sig

med gæsterne mod de andre huses beboere, der er menneskeædere / kannibaler, indtil

den gæstende søn har dræbt deres hovmodige leder, og tre andre stærke

mænd i styrkeprøver. Bopladsen er lettet og vil nu ha sønnen som leder,

men, som han siger: "Fangstdyrene har ingen herre." Han fanger en

hvalrosunge, der parteres og allerede er kogt, da de andre fangere

vender hjem til fællesmåltidet. Han fanger så en hvalroshun med unge

og beslutter på hjemvejen at tage den gamle kones datter til kone.

Men hans far har allerede taget hende. Sønnen bliver bedrøvet, men

tier. Senere får han hjemve. Faderen vil blive og græder. Sønnen

truer ham på livet til at tage med hjem sammen med den unge kone.

Undervejs over bræen møder de ligesom på udturen en endeløs vandrende

række af bjørne. De når deres kajakker og graver dem frem. Faderen vil

binde dem sammen til transport af sin unge kone. Det forbyder sønnen

ham. De efterlader hende på stranden, ror tilbage til deres yderste

øer og har siden intet hørt til hende.

Var.: bygger på fortællinger om rejser til fjerne egnes kannibalske mennesker.

Søg på: menneskeædere; kannibaler.

Hist.: Kysten bag bræen bebos af mennesker, formentlig

sydøstgrønlændere, med babariske tilbøjeligheder. De to gæster vestfra

har åbenbart til opgave at civilisere dem. Men det er den stærke søn,

ikke den feje far, der klarer alle angreb. Integreringen med de

fremmede er begyndt i kraft af sønnekonerne, men fuldendes ikke i

gensidighed, fordi den svage gamle far uretmæssigt gifter sig med den

unge datter, som sønnen nægter ham at tage med hjem. Dette

generationsopgør mellem søn og far virker påfaldene nyt sammenlignet

med ældre fortællinger, hvor de gamles autoritet endnu ikke er kommet

til diskussion. Jeg er ikke truffet på ældre varianter af netop denne

fortælling, men dens elementer er traditionelle og brugt i nye

betydninger.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor dog ikke Alaafilli men Kalistorfe, også Kangaamiut, er anført som fortælleren.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om de hvide mænds møder med grønlænderne.

Vi har hørt om, at englænderne for meget længe siden tog på hvalfangst ved vores land. Den gang da der endnu ikke var hvide mennesker i vores land, opførte de sig ofte, som om de var i krig og sloges med grønlænderne, når de kom hertil. Men de kunne aldrig få vores fæller ned med nakken.

På grund af dette har grønlænderne helt op til vore dage konkurreret med englænderne. Men sådan har de ikke opført sig overfor danskerne, for de vidste, hvor meget danskerne holdt af dem.

Sådan var det især dengang englænderne plejede at komme og rode i gravene for at skaffe sig koner. Og der fortælles, at der engang var nogle mænd, der kun havde en enkelt kvinde blandt sig. Hende elskede de højt, og da hun døde, ville de skjule hendes krop, og derfor bar de den op på et højt, stejlt fjeld med mange stendynger og ville lægge det der.

Der var mange andre, der gjorde det samme, når de ville skjule deres døde kvinder godt.

Der fortælles, at der i Kangerlussuaq var et søskendepar - en dreng og hans lillesøster - der havde en mor. Da moderen døde, gik de op i fjeldet for at lægge hende der. Sønnen bar sin mor op ad den megeet stejle skråning. Lige da han var ved at nå helt op, faldt han og tabte hende. Den døde begyndte at rulle nedad. Børnene stod tilbage og så til, og det siges, at de ikke kunne gøre andet end at grine af det. Da de havde lagt hende i graven, gik de ned derfra. Og da de kom tilbage til deres boplads og grædende kom ind til deres slægtninge, sagde disse til dem: "Det er godt nok synd for Jer, at I har været oppe at begrave Jeres mor!"

Da de sagde sådan, grinede storebroderen og sagde: "Det var virkelig komisk, da hun rullede rundt." -

Det fortælles, at da engelske hvalfangerskibe engang var ved at sejle forbi ud for bopladsen, var der tre søskende, der roede hen til dem i deres kajakker. Da de kom derhen, fordi de ville handle med dem, blev englænderne vrede på grønlænderne og vendte sig truende mod dem. Grønlænderne ville forsvare sig og gav sig til at slås og slog englænderne omkuld. Når englænderne ind imellem blev kastet omkuld, var der nogle af dem, der ikke rejste sig igen. Og selv om englænderne holdt sammen og var meget vrede, tabte de stort. Og da de ikke ville lade kajakmændene komme i vandet, da de ville hjem, fik den ældste af brødrene sine yngre brødre til sæde i hver sin kajak oppe på rælingen og lod dem derefter falde ned i vandet. Og til sidst kravlede han også selv ned i sin kajak oppe på rælingen og lod sig falde ned i vandet. Sådan forlod de englænderne.

Ind imellem morede vi os meget over englænderne, når de dystede med os. Og selv om de var gode til at konkurrere om alt muligt, kunne de ikke slå os små grønlændere, selv om de måske af og til ikke regnede os for noget. De blev temmelig forbavsede. Det er jo sådan, at selv om store mennesker kan virke lovende, så mislykkes det for dem. Men de små, som man ellers ikke synes, man kan forvente sig noget af, de kan virkelig overraske.

En anden gang ville englænderne igen gå i havn i Kangaamiut, og så dystede jeg med dem, så de virkelig kom til kort, og vi morede os gevaldigt over dem.

Vi tog over for at besøge dem, og da vi kom ombord på skibet, havde vi ingen forudanelse om noget. En af grønlænderne kom til at skade en af englænderne, mens de trak krog med langfingeren, og så tog de andre englændere ham i forsvar. Som sædvanligt fandt de først frem til den stærkeste af dem, og så kom de ind i rummet til stævnen med ham og viste ham frem og ville have, at han skulle trække krog. Mens jeg stod dér og så på ham, pegede en af grønlænderne på mig. Og så begyndte allesammen at se på mig, selv om der ikke var nogen grund til, at det skulle være mig. Selv om jeg ikke var særlig stærk, trådte jeg alligevel frem. Det er jo også sådan, at når man ser sådan nogle, så vil man gerne klare sig bedre end dem. Da jeg trådte frem og så hen på dem, viste det sig, at de andre englændere holdt ham fast under armhulerne, så han ikke kunne rokkes ud af stedet.

Og så fik de mine fæller til at tage fat i mig. Men det syntes jeg ikke om, for jeg ville selv trække i ham, og derfor fik jeg mine fæller til at fjerne sig. Så gav vi os ellers til at trække krog. Jeg klemte min langfinger godt til om hans     langfinger og begyndte at trække. Og da jeg så, at hans store ansigt blev helt rødt, begyndte jeg at trække hårdere. Men selv om jeg endnu ikke trak særligt hårdt, rettede han uden videre sin arm ud.

Anden gang gjorde han det samme. Og da han ville gøre det samme for tredje gang, krummede jeg min langfinger godt til om hans langfinger. Og da jeg nu havde rigtigt godt fat om hans finger, ville han til at trække den til sig.

Da hans fæller så bad ham om at give op, fik vi os et godt grin.

En anden gang var der én der ville sælge en mand et par vanter, men han ville ikke have dem. Og så snart han vendte ryggen til, kastede han noget på ham, samtidig med at han fløjtede i vilden sky, som om der ikke var foregået noget, og med hænderne i lommerne forsvandt han ligeud.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: historisk fortælling om samvær med engelske hvalfangere ved Kangaamiut i 1800-tallet.

At disse englændere ligefrem skulle have bedrevet sex med døde kvinder har jeg ikke truffet andre kilder til, BS