Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq
Dokument id: | 303 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Beck, John |
Nedskriver: | Beck, John |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 620 - 625, nr. 176 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Den sandfærdige fortælling om Aqissiaq.
I gamle dage var der en konebåd, der sejlede ind i Isortoq, og mens de opholdt sig ved Erqalusussuit, blev en af kvinderne røvet af indlandsboere. De bortførte hende til indlandet, gik over indlandsisen her og der, og ved aftenstid nåede de med hende til et stort fjeld, Pingu, øst for Ikertooq. Denne kvinde, som var et af de almindelige mennesker ('inuit'), der levede dengang, blev gift med en af indlandsboerne og fik en søn. De gav ham navnet Aqissiaq.
Aqissiaq voksede op og blev gode venner med to af sin fars nevøer, altså med fætrene. De sloges og kappedes. Det varede ikke længe, så kunne vennerne ikke klare sig over for Aqissiaq, og de kunne end ikke løbe ham op. Aqissiaq, hvis mor var inuk, var af vækst lidt mindre end en indlandsbo. Alligevel frygtede indlandsboerne ham, og han blev kendt for sin styrke og fangstevner.
Han opsøgte et par gange inuit og forhørte sig om sine mødrene slægtninge. En gang han mødte nogle, fortalte han følgende: "Da min far var blevet gammel og ikke længere fangede, kom man engang til at lide stor nød. Når jeg var ude på fangst, holdt min far øje med vind og vejr fra to store fjelde, der lå over for hinanden. Når det trak op til dårligt vejr, mens jeg var ude på fangst, plejede han at varsko mig. Og så snart jeg blev bekendt med hans advarsel,tog jeg gerne hjem med det samme - hvor jeg end befandt mig. Hele tiden holdt han mig orienteret om mange ting. Han sagde, at jeg kunne tage hen, hvor jeg ville, men jeg måtte ikke tage nordpå, hvor der lurede mange farer pga. en kæmpeorm deroppe nordpå.
En dag jeg var ude på fangst, forbigik jeg min fars advarsel og tog ikke hjem, fordi jeg ikke havde fanget noget som helst. Da jeg så endelig skulle hjemad, blev det et frygteligt vejr. Det var ikke til at se noget på grund af blæst og sne. Jeg mistede orienteringen og gik så bare videre på må og få. Midt i al denne forvirring fik jeg øje på to store vinduer - som på et hus. I sammenhæng med disse to vinduer var der noget, der lignede en stor snekam. Da jeg ville skridte over den, gik det op for mig, at det var den kæmpeorm, som min far havde advaret mig imod. Jeg flygtede sporenstregs og da den i det samme så mig, satte den efter mig. Den indhentede mig. Jeg hoppede over den flere gange mens jeg hver gang dolkede den. Den var ikke død endnu da jeg blev træt og løb væk fra den. Jeg så mig tilbage, og der var den, lige ved at indhente mig. Jeg var dødtræt og kiggede mig hele tiden tilbage mens jeg flygtede videre. Til sidst faldt jeg besvimet om. Jeg havde ikke set efter, hvor jeg gik. Men jeg var altså faldet over en sten, der stak op.
Jeg lå bevidstløs nogen tid men vågnede op ved at mærke, at mit ansigt var isnende koldt. Så huskede jeg pludselig, at jeg jo var på flugt fra ormen. Da jeg så mig tibage, var den minsandten standset lige bag mine fødder. Ufravendt stirrende på den krøb jeg væk, men den blev liggende bomstille. Jeg rejste mig og fjernede mig. Den fjerde dag nåede jeg hjem. Min far troede jeg var død (her er et ord, som jeg ikke er i stand til at tyde - Chr. B.). Da jeg kom ind, sagde han: "Nu har vi og de andre i huset ikke mere at leve af!"
Da Aqissiaq var udhvilet, gav hans far ham noget at spise. Først efter måltidet sagde han: "Jeg slap med nød og næppe fra kæmpeormen. Men den var død, da jeg gik." "Det siges, at kæmpeormens kød består af lutter talg," sagde faderen og tilføjede: "Vores bopladsfæller er ved at dø af sult."
Aqissiaqs far fortalte sine bopladsfæller om kæmpeormen. De tog derhenad. Nogle faldt om og døde af sult, inden de nåede den. Andre nåede frem og begyndte at flænse dyret. Det var næsten udelukende talg med lidt kød indimellem. De levede af det hele vinteren.
Det var, hvad Aqissiaq fortalte, da han traf inuit første gang. Da han traf nogen en anden gang, fortalte han følgende: "Under en fangsttur til lands mødte jeg to af mine fætre, sønner af min farbror. De stod oppe på toppen af et højt fjeld ('qáqarssûp nûane' - eller: på næsset til et højt fjeld - Chr. B.). En gammel mand pegede på noget og sagde, at det var en ånd, han så, og han spurgte, om nogen skulle kende en tryllevise / serrat. Aqissiaq sagde: "Jeg kender ikke nogen." Men en anden sagde: "Min far har lært mig en vise, der bruges, når man vil lokke et eller andet op imod strømmen." De andre bad ham synge den. Da han istemte den, kom hvalen nærmere, men Aqissiaq troede dem (alligevel) ikke. Hvalen var nu på vej ind i fjorden. Ligesom den nærmede sig mundingen af elven, blev havet farvet rødt. Så kiggede de bagud og fik øje på en hel masse indlandsboere ('tunerpagssuit'). Det var deres ansigter, der spejlede sig i vandet. De havde set hvalen og var strømmet til af nysgerrighed, netop som hvalen næsten var ved elven. Aqissiaq blev i fyr og flamme efter at jage hvalen, men han havde ikke sit fangstgrej med. Han styrtede af sted for at hente dem. Han måtte løbe inden om tre fjorde, og da han kom tilbage, var hvalen på vej op i elven, og indlandsboerne kunne ikke komme til at lænse den, for den lå helt akavet i forhold til dem. Aqissiaq stak den ('suvssivâ' - dansk notat - 'stikker til delvis'. Jeg kender ikke ordet - Chr. B.). Det var jo Aqissiaqs fangst, så de flækkede hvalen i to lige store dele på langs, og de andre fik den anden halvdel som fangstpart og tog hjem.
Næste gang Aqissiaq mødte inuit, fortalte han følgende: "Jeg var på jagt på til lands. Jeg havde fået fortalt noget, som jeg ikke havde lagt mærke til, nemlig at de sydligere indlandsboere ville jagte en kæmpelaks i Tasersiaq, der ligger inde i en stor fjord, men at de ikke turde gå igang med det." Aqissiaq sagde til de andre (eller: sine fæller - Chr. B.), at de hurtigst muligt skulle lave redskaber. På det tidspunkt havde Aqissiaq endnu ikke set laksen.
Da redskaberne var blevet færdige, tog de afsted og fik også øje på laksen i søen. De så også, at indlandsboerne sydfra havde placeret sig ved søbredden inden for det sted, hvor laksen befandt sig. Aqissiaq skyndede på sine ledsagere og de harpunerede laksen. De, der var placeret på den modsatte bred, harpunerede den også. Aqissiaq og hans ledsagere trak i fællesskab laksen til sig. De var færre i forhold til sydlændingene på den modsatte bred, hvor de i overtal også trak laksen over mod sig. Efterhånden løsnede Aqissiaqs ledsageres harpunspidser sig fra laksen. Aqissiaq og hans nevøer måtte slippe linerne, for nu var det kun deres harpunspidser, der sad i laksen, og de mange flere på den sydlige bred rykkede dem til sig (det må nok forstås derhen, at Aqissiaq og nevøerne ikke kunne stå imod rykket fra den modsatte bred - Chr. B.). Aqissiaq blev utålmodig og søgte efter et passende sted, hvorfra han kunne komme over til den anden side af elven. Langt om længe fandt han det smalleste løb. Han mente nok, at han ville kunne springe over det. Men han kunne ikke få sine jaagtfæller til at springe med over ('ilane ajulerdlugit' - oversættelsen er kun et gæt - Chr. B.). Aqissiaq gik et stykke op ad skrænten. Så satte han i løb, dem på den sydlige bred gloede ellers noget, og sprang - og efter tre kolbøtter i luften landede han flot på den anden side. Da han kom hen til dem på den sydlige bred, foreslog han, at de skulle flække laksen. Det kunne han gøre som han ville, sagde de, for de turde ikke binde an med ham. Aqissiaq smed stykker af laksen over til sine jagtfæller på søens anden bred. Det skulle være deres fangspart. Da han ikke klarede at springe over elven med læs på ryggen, smed han det over elven først, og sprang så selv og landede på den anden side. Så gik de hjem til deres boplads.
Endnu en gang mødte han kystboere og fortalte dem følgende historie: Aqissiaq var engang på jagt efter mågeunger ude på det yderste mågefjeld. Da han kiggede ud over fuglefjeldet, så han Igalilik (mytisk skikkelse med en gryde på den ene skulder - Chr. B. - grydemand el. kogestedsmand - BS.), som var på jagt efter mågeunger. Aqissiaq kom til at tænke på, at den samme Igalilik engang havde frastjålet ham en fuldvoksen sortside. Aqissiaq blev vred på ham og skubbede ham ned over fjeldet, så han døde. Den dag i dag kan man se skelettet af den igalilik, som Aqissiaq skubbede ned. Denne Aqissiaq, hvis mor var inuk og hvis far var indlandsbo, var af vækst mindre end indlandsboerne, men større end inuit. Men hans overkrop var så bred som to inuit, der stod ved siden af hinanden. Han var blot lavere end to inuit, der stod i forlængelse af hinanden. Slut.
Var.: Aqissiaq. |
oqalugtuaq Atdluûnguaq
Dokument id: | 1070 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Atdluûnguaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 643 - 645, nr. 182 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 196 - 197: Alluunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 196 - 197: Oqaluttuaq Alluunnguaq.
Oversættelse, se nedenfor.
Resumé: Allunnguaq er den eneste, der midt om vinteren er ude efter mad. Han kommer hjem med en rype, som hans kone deler ud mellem bopladsfællerne. Da den ikke slår til supplerer All. med noget af sit forråd. Næste dag ser han langt ude på isen noget sort. Hans kone ønsker ham farvel med ønsket om at han skal komme hjem med skind til dyne og underlag. Det sorte viser sig at være en våge med hvidhvaler. Han kommer hjem med to, konen deler den ene halve ud, og næste dag ude ved vågen bliver All. passet op af Månemanden, der beklager sig over at All. har fanget af hans private fangstdyr. De to slås, All. vinder, inviteres på besøg på månen med en advarsel om, at der lurer mange farer undervejs. All. må tre gange smide sine hunde op i luften før han kan flyve med dem. Ved en stejl skrænt efterlader han slæde og hunde og klatrer op til kanten, hvor straks en kvinde med en panserulk mellem benene trommedanser med sin egen skygge. Hun synger: Mit store skræv, poq, poq, poq. All. går hen og siger bøøh, men besvimer og vågner uden sine indvolde. Dem får dog Månemanden på plads igen ved at give ham noget (indvoldene?) at spise, lade ham besvime og vågne op igen. Næste måltid er et rensdyrhoved og kogt kød, der serveres af en kvinde hvis ryg blot er afblegede knogler. To gange kigger Månemanden så ned gennem et langt trærør og irriteres dybt, første gang over en mand, der hele tiden plukker græs, anden gang over en mand der ligger udendørs og sover på ryggen. Begge gange puster månen sne ud gennem røret så det dækker de skyldige. All. bliver ilde til mode og vil hjem. Han får et tørret isbjørneskind og en hvalrostand med hjem.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om Alluunnguaq. Alluunnguaq rejste nordover. Han kom til et sted, hvor han ville overvintre. Det blev vinter og der kom så meget is, at der ikke var noget vand at se. En morgen gik Alluunnguaq en tur på terrænet oven for huset. Han fangede en rype og drak dens blod. Han bar rypen ned og fik sin kone til at dele den i små stykker og disse stykker delte han ud til sine bopladsfæller. Men der var ikke nok. Til dem, der var blevet snydt, bragte han et lille stykke af det, der var blevet tilbage.
En morgen var han på udkig og så mod vest noget, der var mørkt. Han gik ned og tog sin helpels ind i huset. Han kone sagde: "Alluunnguaq, hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal ud vestover til noget sort, som jeg har fået øje på". Da han var på vej ud, sagde hans kone: "Skaf mig noget brikseskind og noget, jeg kan bruge som tæppe." Han tog ud til det, han havde set. Han kom til stedet og her var fuldt af hvidhvaler (eller: narhvaler. Eller både hvidhvaler og narhvaler. CB.) Han fangede to og var nu på vej hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine bopladsfæller om de mange hvidhvaler og han råbte ind til sin kone og fortalte, at han havde fanget to hvidhvaler. Konen sleb sin ulu og flækkede den ene hvidhval. Den ene halvdel bragte han til sine bopladsfæller. Han sprang op i rummet fra husgangen og sagde: "Som sædvanlig har Alluunnguaq skaffet jer noget mad". Herefter hørtes klirren af knive.
De var opsat på at tage ud på fangst dagen efter og natten faldt dem lang. Inden det blev lyst, tog Alluunnguaq af sted. Da han nærmede sig målet, sagde månemanden til ham: "Hvorfor tager du ud til mit fangstområde?" Månemanden og Alluunnguaq begyndte at slås. Hver gang blev månemanden kastet væk. Månemanden sagde: "Jeg vil forære dig slæde og hunde, så kan du besøge mig. Men du må være klar over at du vil møde farer på din vej". - Da Alluunnguaq kom hjem, gav han sig til at lave en slæde og begyndte at øve sig i at svæve i luften. Ved tredje forsøg kom han til vejrs. Mens han svævede, fik han øje på en stejl klippevæg. Han tænkte: "Hvorfor mon han vil have jeg skal komme til ham?" (jeg går ud fra, at det er månemanden, han tænker på. Eller bliver han lokket af klippen? chr.b). Han efterlod hundene dér og gav sig til at vandre op. Han kom op på fjeldet og så på den anden side en kælling, der dansede med sin skygge som dansepartner. Han listede sig ind på hende og kom til sidst helt hen til hende. Hun sagde hele tiden: "Mit store skræv. poq, poq, poq" / pooq. Hun havde en ulk, 'pugdlássuaq' / pullassuaq hængende i sit skræv. Da han var kommet helt hen til hende, forskrækkede han hende (uklart, men jeg har fortolket det derhen, at det var ham, der forskrækkede hende og ikke omvendt C.B.), men i det samme mistede han bevidstheden. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han var blevet berøvet sine indvolde. Han ville tilbage til sin slæde, men i stedet gik han ind hos månemanden. Månemanden sagde til ham: "Jeg havde jo sagt at du ville møde farer undervejs". Og han sagde videre: "Spis nu noget". Da han havde spist, lagde han sig ned på maven på sidebriksen og faldt i søvn. Da han vågnede, opdagede han, at han havde fået nye indvolde. Månemanden sagde: "Giv ham noget at spise". Alluunnguaq kiggede sig omkring og så et menneske vise sig en kort stund fra pladsen under briksen - et menneske, hvis ryg var af afblegede knogler. Alluunnguaq spiste hovedet af et rensdyr og et stykke kogt rensdyrtalg. Mens han spiste, tog han (månemanden) fra pladsen under briksen et stykke hult træ, et rør. Han flyttede et stykke af briksetræet til side og begyndte at kigge ned gennem røret. Han sagde: "Han er rigtig irriterende på den måde. Han sagde til Alluunnguaq, at han skulle se det. Det månemanden så var et menneske, der spiste græs. Han lod noget hvidt slippe ud af rørets munding. Så blev det voldsomt snevejr og mennesket forsvandt. Næste gang månemanden stak hånden under briksen, kom han op med et stykke mattak af et marsvin, som han gav Alluunnguaq at spise. Mens han guffede mattakken i sig, tog månemanden røret og gav sig til at kigge ned. Så sagde han: "Han er rigtig irriterende på den måde." Han ville have, at Alluunnguaq skulle se det. Det han så, var, at han (den føromtalte mand? CB) lå på ryggen i luften og sov. Så lod månemanden noget sort slippe ud af rørets munding og mennesket forsvandt. Alluunnguaq blev bange og ville ud. Månemanden tog et bjørneskind fra tørrestativet og gav ham det og senere gav han ham en hvalrostand. Det fortælles, at han kom tilbage og at han aldrig har taget til månemanden igen. Slut. Skrevet af Albrecht Beck
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: Denne version af "Besøg hos månemanden" afviger i mange detaljer fra flertallet og giver indtryk af en del associative forskydninger. Fx forekommer manden, der spiser græs, ikke i andre versioner, hvor det gerne er et menneske, der bryder et velkendt tabu og dermed fremkalder månens irritation. Det kunne hentyde til missionærernes dyrehold, som man måtte sørge for vinterfoder til. Man har dog også tidligere plukket græs - til kamikhø. Hvorfor det irriterer månen står mig (BS) ikke klart. Og mennesket, der ligger på ryggen i luften, plejer at være en ung pige, der ligger på ryggen på briksen, og hvis første menstruation månen fremkalder, så hun krymper sig i søvne. Endelig er månens gaver lidt specielle i Becks version. De associerer til pooq- eller angakkoq / åndemaner puulik forestillingerne, der er af østgrønlandsk oprindelse: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Allunnguaq (Det lille åndehul) er i øvrigt navnet på en hovedperson i mange, højst forskellige fortællinger.
Kommentar: Vedr. den magre komposition bør det dog bemærkes at sætningen om at skaffe skind til dyne og underlag, der oftest træffes i 'Kaassassuk', velsagtens opfyldes med det bjørneskind, som All. får foræret af månemanden. |
oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Dokument id: | 299 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Boasen, Enos |
Nedskriver: | Boasen, Enos |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Augpilagtuârssuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 609 - 613, nr. 172 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Aappilattuaarsuk.
Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter - Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.
Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.
Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden, men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn- nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.
Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden, så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît, nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.
Dagen efter var vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted ('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt, og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham, ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene? BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde: "Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften. Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; |
oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Dokument id: | 1069 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Dahl, Jakob (Dahl, Jacob) |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 628 - 632, nr. 178 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En anden fortælling (Qujaavaarsuk).
Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.
Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.
Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken. Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken (eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik navnet Qujaavaarsuk.
Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter. Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende, begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham, hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.
Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg) plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.
En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten. Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl ('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men 'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå med bunden i vejret.
Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".
Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp. Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til området lige uden for Paaraarsuk.
Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.
Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér. De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut. Jâkob Dahl Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.
Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut. |
oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq
Dokument id: | 301 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Justus, Peter |
Nedskriver: | Justus, Peter |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 615 - 616, nr. 174 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 212: Erlavinnguaq og hans brødre. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 212: Oqaluttuaq Erlavinnguakkut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Erlavinnguakkut. Det fortælles, at Erlavinnguaq havde mange brødre, og at de havde fjender. Når Erlavinnguaqs brødre var ude efter spraglede sæler, kom de ikke (alle) tilbage. De blev dræbt af deres fjender. Til sidst blev alle Erlavinnguaqs brødre dræbt af fjenderne, undtagen Erlavinnguaq samt den mellemste og yngste i brødreflokken.
En dag da den yngste af brødrene var ude og havde fanget så mange han kunne have på slæb, roede han hjemad langs kysten. Så blev han søvnig, gik han i land, trak de sine spraglede sæler op på stranden og lagde han sig til at sove oven på en stor sten. Hans fjender havde også været på fangst, men havde ingen spraglede sæler fået. De var nu på vej hjem, da de opdagede den sovende mand oven på kampestenen. De listede så lydløst som muligt i land og op til ham bevæbnede med lanser. Men da de var bange for ikke at kunne klare ham, blot med deres lanser, skar de alle hans sener over. Manden rejste sig forskrækket op og nåede at slå nogle af sine fjender ned med sin knyttede næve, inden han segnede om. Fjenderne roede hjem, og dagen efter tog de over til Erlavinnguaqs. De gik ind i huset, så det blev stopfyldt.
Erlavinnguaq og hans yngre bror tog bare ud på fangst. Erlavinnguaq roede til og harpunerede en stor remmesæl. Da Erlavinnguaq havde harpuneret remmesælen, kom hans fjender roende imod ham. Erlavinnguaq halede remmesælen til sig, hev den op foran på kajakken, og så slog han den ihjel med knytnæven. Han gjorde den klar til bugsering og med den på slæb, gav han sig til at ro for fuld kraft og flygtede. Under flugten fra sine fjender anstrengte han sig så meget, at han fik en blodstyrtning. Hver gang han tog et kraftigt åretag, svævede remmesælen, han havde på slæb, op i luften og faldt ned igen på havets overflade. Engang - efter nogle kraftige åretag - mærkede han, at bagenden af kajakken ligesom faldt ned i vandet med et plump. Det var remmesælen, der faldt ned bag på hans kajak (d.v.s: efter at have svævet i luften - Chr. B.). Forfølgerne sakkede mere og mere agterud. Mens de endnu forfulgte ham, så de, at han var kommet i land. Da de ikke kunne få ham dræbt, vendte de tilbage til deres boplads. Fjenderne opgav at komme igen. (D.v.s til hans boplads - Chr. B.). Slut.
Var.: Måske; |
oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq
Dokument id: | 304 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Justus, Peter |
Nedskriver: | Justus, Peter |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 626 - 628, nr. 177 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 140.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Malakiaraq. Det fortælles om Malakiaraq, at han havde en kone, og at de havde en plejesøn. Men da han kunne ikke fordrage sin plejesøn, gav han ham kun afgnavede ben at spise. Plejemoderen kunne bedre lide ham.
En dag tog plejefaderen ud på fangst. Han havde to kajakker. Mens pleje- faderen var ude, roede plejesønnen rundt tæt ved stranden i den anden kajak 'niuneq nuánarilerdlugo' (der står egentlig: fordi han godt kunne lide at stige ud af kajakken. Formentlig skrivefejl. Der skulle vel egentlig stå, at han godt kunne lide at ro i kajak, så han 'glemte' at komme af? Chr. B.). Da plejefaderen kom hjem, så han plejesønnen ude i kajak og da denne kom op på land efter kajakturen, smed plejefaderen ham ud vandet. Han svømmede ind, kom op på stranden, gik op til huset og ind.
Dagen efter var plejefaderen igen ude på fangst. Plejesønnen lånte den anden kajak og roede lidt rundt, men til sidst flygtede hjemmefra i den. Han kom til en lille vig og ind i bunden af den, hvor han satte han kajakken på land og lagde sten oven på den. Så travede han afsted. Undervejs prøvede han kræfter med store sten, som han fandt på jorden og løftede på. Nogen klarede han både at løfte og kaste fra sig igen, men andre kunne han ikke magte.
En dag fik han øje på mange telte. Eet var så hvidt som sne. Han standsede oven for lejren, men da folk opdagede ham, bad de ham komme ned. Mens han opholdt sig i et af teltene, blev han indbudt til teltet, hvor der boede en leder. Der blev serveret for ham og da han havde spist, lagde lederen et skindunderlag og trådte ud på gulvet. Han bad også gæsten om at træde frem. "Jeg er vokset op som forældreløs og jeg har aldrig prøvet kræfter med nogen," sagde gæsten. Men de lod sig ikke overbevise dem, så han måtte ud på gulvet for at prøve kræfter. De trak armkrog, men da hans arm var blevet rettet ud flere gange, måtte han trække sig tilbage. Da han kom tilbage til værtsfolkene, sagde værten: "I morgen tar de nok ud som vanligt på hvalrosfangst. Du kan låne min kajak og mine redskaber dernede."
Han tog ud med de andre på hvalrosfangst. Enkelte der roede forbi, henkastede: "Nå, er det ham? Det klarer han da vist ikke."
Kajakmændene lå nu og ventede på, at der skulle dukke en hvalros op og gæsten gjorde det samme. Så dukkede der en hvalros op foran ham. De andre advarede ham imod at harpunere den, fordi lederen endnu ikke havde harpuneret en. Men det rettede han sig ikke efter. Han roede rask frem til dyret og harpunerede det med et kast, der dræbte det på stedet. De slæbte dyret hjem og kogte kødet, hvorefter der blev inviteret til spisning. De kom alle undtagen lederen og hans husfæller. De blev væk af bare misundelse.
Mens han boede dér, blev han bekymret for sin kære plejemor. Han tog af- sted for at se til hende. Han kom til sin kajak, fjernede stenene og roede hen til bopladsen. Da han lagde til neden for huset, så han ingen mennesker. Han gik op til huset og opdagede, at de stadig var levende. De tog godt imod ham og satte straks mad frem. Han sagde: "Der var engang, I kun gav mig afgnavede ben at spise." Plejefaderen havde ikke noget at sige. Han dræbte sin onde plejefar, og han tog sin plejemor med tilbage til sin boplads.
Var.: Akisuallattamik |
oqalugtuaq Nakasungnaq
Dokument id: | 1071 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Beck, Albrecht |
Nedskriver: | Beck, Albrecht |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Nakasungnaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 645 - 648, nr. 183 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.
Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70. Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Nakasunnaq. Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se. På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den overisede / isgroede isbjørn på vej ind".
Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede, levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.
Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale. De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man 'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen. Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre, som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.
Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.
En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.
Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut. Albrecht Bech.
Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn; oqalugtuaq Avarúnguaq; |
oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord
Dokument id: | 300 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Justus, Peter |
Nedskriver: | Justus, Peter |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 613 - 615, nr. 173 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 210: Konebådsfolk som ville overvintre i en fjord. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 210: Oqaluttuaq umiat kangerluup ilaanut ukiivissikkiartortut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om dem der rejste ind i fjorden med konebåd for der at overvintre.
En konebåd var på vej ind i fjorden til et overvintringssted. De nåede til overvintringsstedet. Med i rejseselskabet var en fanger, som fangede meget. De fangede så meget, at de blot måtte stable sælerne op oven på hinanden ved siden af huset. Det havde været klart vejr uden nedbør. Men en dag viste der sig en lille sky i vest. Den kom nærmere og det endte med, at det begyndte at sne. Det sneede så kraftigt, at konebådene, der var stillet på stilladserne ikke længere var synlige. De satte den længste stang ('qanait' - teltstænger - Chr. B.), de kunne finde, ned i sneen ved de mange sæler, der var stablet op. Til sidst kunne de ikke komme ud af huset og de måtte forrette deres nødtørft i gangen.
En dag stak en af dem i huset en lang stang ud gennem vinduet og borede den ind i sneen. Da han trak den ind igen, trængte der lys ind i rummet. Med denne åbning som ledetråd banede han sig ud gennem sneen. Han kom ud og så, at solen stod højt på himlen og skinnede på iskanten, så den blev skinnende hvid. Nu kunne de komme ud og tage ud til iskanten. En dag, mens de var ved iskanten, så de en stor kajakmand nærme sig sydfra. Den kom til sidst helt hen til dem, og det var en kæmpekajakmand. Han havde rejseproviant bestående af noget hvalroskød, skåret fra et sted mellem ribbenene og lændene, samt menneskelår. Da han roede fra dem igen, sagde han: "Kom og besøg mig ved lejlighed." De tog hjem igen fra iskanten.
Dagen efter ville denne 'ilaussortaq' (betyder egentlig: medlemmet. Dansk notat: følgesvend - Chr. B.) besøge kajakmanden. Den anden sagde: "Jeg er blevet gammel og langsom til bens. Jeg vil ikke med, for hvis han sætter efter os, blir jeg fanget af ham." Men den anden holdt fast på sit (det kan også være: vil ikke give sig - bliver ved - Chr. B.). Da han blev ved, måtte han gå med til at følge med, og de tog af sted på besøgsrejse.
De gik over isen, og da de nåede land og skulle til at gå op til hans hus, sagde den ældre mand til sin ledsager: "Når vi går ind, skal jeg sidde ved siden af ham med mit ene ben stukket ned i gangen." (Formuleringen af denne sætning er svær at forstå - som om der mangler noget). Huset var meget stort og havde tre vinduer. Husherren spiste tre sæler. Den unge hustru græd, fordi hendes mand skulle dræbes. (Her er også noget, der er uklart - Chr. B.). De sad derinde og blev bange. Derfor gik de ud. Ude i gangen ved kogerummet spiste nogle børn et stort menneskehoved. De skubbede børnene til side for at skynde sig ud og af sted. Den ældre mand, der beklagede sig over, at han ikke længere var så let til bens, kom længere og længere foran. Folkene i huset forfulgte dem. De sagde hele tiden: "Det var en skam, at vi var så længe om at dræbe dem."
Forfølgeren opgav. (Der står: 'standsede' - Chr. B.). Da de kom hjem gravede de konebåden ud og skar de remme, hvormed konebåden var bundet fast til stilladset, over, og de tog af sted. De lod de mange sæler ligge. De tog hjem til deres boplads, fordi de blev bange. De vendte aldrig tilbage til denne overvintringsplads. Slut.
Var.: Ikke præcis, men der er heller intet specielt sammenlignet med andre fortællinger over lignende motiver. |
oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Dokument id: | 354 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Fontain, Sivert Ely |
Nedskriver: | Fontain, Sivert Ely |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 783 - 788, nr. 213 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu. Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte. Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver dag, og efterhånden var det ved at blive efterår. Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting, som kunne stamme fra lillesøsteren.
En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er." I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.
Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj. Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?" Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes bundet omkring snuden.
Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?" spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr. Det var otte favne langt og meget bred.
De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.
Dagen efter tog sønnen ikke afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til huset.
Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.
Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden, var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq til syne.
Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere mennesker ud, gik han op til huset. Derinde sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.
Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.) Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror. Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.
Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen, faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.
Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster. Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.
Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.
Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770. |
oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit
Dokument id: | 266 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Olsen, Samuel |
Nedskriver: | Olsen, Samuel |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 423 - 428, nr. 136 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The Girl who went away in search of her Brother.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om et ældre ægtepar.
Dette fortælles om et ældre ægtepar med tre børn - to sønner og én datter: En dag var datteren ude at plukke bær sammen med den ældste af sine yngre brødre. Da broderen så en rype, gav han sig til at jage den med stenkast. Han forsvandt ud af syne bag en stor sten, og der ledte hun efter ham, men hun kunne ikke finde ham. Hun kom hjem om aftenen.
Dagen efter tog hun af sted sammen med sin yngste bror. Han skulle sætte rævefælder og ledte rundt efter en flad sten til at dække udgangen med. Da han ikke viste sig igen, ledte søsteren efter ham. Sporene endte et sted, men hun fandt ham ikke. Hun kom hjem, om aftenen uden broderen. Hendes far sagde til hende: "Nu har du dræbt begge dine yngre brødre."
I virkeligheden havde faderen allerede nogen tid, før dette skete, haft planer om at dræbe datteren, fordi hun som kvinde ikke kunne blive fanger. Moderen syntes, det var synd for hende, og hun rådede hende til sidst at gå hjemmefra, så hun kunne undgå at blive stukket ned af sin far.
Pigen puttede sine klæder og nye kamiksåler ned i sin taske, og om natten, hvor forældrene sov, drog hun af sted hjemmefra. Da det blev dag, krøb hun ned i en hule i en stendynge og sov. Henimod aften gik hun videre. Ved midnatstide fik hun øje på et lille vindue længere fremme. Hun gik derhen og opdagede, at det var et hus. Hun kiggede ind gennem vinduet og derinde var en stor mand med bar overkrop i færd med at fremstille kajakredskaber. Da han drejede ansigtet derhenad, hvor hun stod, opdagede hun, at han kun havde ét øje, der sad i næseroden. Han bød hende indenfor. Men pigen blev bange og skjulte sig i en fordybning ved siden af sin taske. Netop som hun havde skjult sig, trådte han ud og gav sig til at kigge rundt - endog omkring sine fødder. Da han ikke så hende, gik han hujende ind igen.
Pigen gik videre, og undervejs sov hun midt på dagen. Så tog hun af sted igen og hen på aftenen fik hun øje på et lille hus med ét vindue. Hun satte sin taske i nærheden af huset og gik hen til huset. Hun kiggede ind igennem vinduet og så derinde et ældre ægtepar og en ung pige, der senere viste sig at være deres datter. Hun blev budt indenfor. Sønnen var åbenbart endnu ikke kommet hjem fra fangst. Noget senere kom han så. Hans far spurgte: "Hvor mange." Sønnen svarede: "Fem." Moderen gik ud og kom tilbage med et bundt måger, som næsten ikke kunne komme med igennem husndgangen. Hun gik ud igen og kom med et bundt edderfugle, næste gang med et bundt alke, næste gang igen et bundt skarve og endelig med et bundt tejste. Faderen så ikke alle de ting, moderen bar ind (mærkelig sætning. Egentlig står der: Da hun / han bar det ene bundt efter det andet ind, så hans far ham/hende ikke (eqqussoramigit angutaata takunngilaa) Chr. B. - Faderen kan vel ikke se hende, fordi bundterne er så store, at de skjuler hende. BS)). Så sagde sønnen: "Har vi fået en gæst?" De svarede ja. Så spurgte han igen: "Har hun fået noget at spise?" De svarede: "Hun har godt nok spist". Sønnen sagde: "Giv hende noget at spise, man bliver så sulten af at have været ude at vandre (angalalluni - Chr. B.)." De kogte alke og skarve og hun spiste, så hun var lige ved at revne. Da hun havde opholdt sig dér, hvor der boede mennesker, fik hun den tanke at tage ud et sted, hvor der ingen boede. Da det blev aften gik hun bare lige ud (for at forrette), men så tog hun sin taske og drog ind i landet. Hun gik hele natten, og da det blev morgen og hun mente, at de ikke længere kunne få øje på hende, krøb hun ind i en hule i en stendynge og sov. Hun var kommet langt ind i landet - det var dengang, der ikke var is inde i landet - så så hun et hus med tre vinduer. Hun gik ned til det og kiggede ind gennem vinduet. Derinde så hun en stor sæl, der blev sprættet op, men hun så ingen mennesker, der sås kun skygger, og der var ved at blive kogt noget. Hun kiggede ind gennem et andet vindue, også der så hun en stor sæl, der var ved at blive flænset. Hun kiggede ind gennem det tredje vindue, og der så hun også en stor sæl, der var ved at blive skåret i flere stykker (der står: 'anguleraat', - der skulle nok have stået: 'agguleraat' - Chr. B.). Så blev der puffet til hende, men der sås ingen mennesker. En stemme sagde: "Jeg skulle bede kystboen komme indenfor." Hun gik ind, men stadigvæk så hun ingen mennesker, kun skygger. Men så fik hun øje på et gammelt ægtepar, der lå på maven ved opgangen til rummet. Hun blev bedt til sæde. Hun var altså på besøg hos tarrajarsuit, skyggevæsener. Hun blev budt på kød at spise. Tallerkenerne blev tomme af sig selv (uden at hun kunne se dem, der spiste - Chr. B.). De sagde, at hun kunne gå i seng, når hun ville. Hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun ved, at hun kunne mærke noget slimet der, hvor hun lå, og der var også noget blod. Det viste sig, at et af skyggevæsenerne var revnet af forspisning. Hun fik pludselig dårlig samvittighed og stak af midt om natten.
Under sin vandring fik hun pludselig øje på en stor slette med tåge henover. Hun gik dernedad. Der var ingen mennesker at se, men hun hørte nogen råbe: "Gå på den vestre side (jeg kender ikke udtrykket 'uvkaa'. Den danske kommentar siger 'vestre' - Chr. B.)." Hun kiggede rundt og så ved kanten af den store slette en hel masse væsener med store maver i en position, hvor de havde anbragt maven i en fordybning i jorden, mens de ventede på, at mætheden skulle fortage sig. Kvinden, som i forvejen var forbitret, tænkte, at hun ville skridte henover dem. Og selv om der blev sagt, at hun skulle gå bagom ('eqquata tungaatigut' kan jeg ikke få nogen anden mening ud af det - 'erqoq' betyder bagdel, rumpe måske: henover rumperne? Chr. B.), gik hun midt over sletten og knaldede væsenerne, så der kom blod. Da hun trådte på den sidste, krympede hendes indre en smule (den danske kommentar antyder, at det kan betyde, at hun vred sig af latter?? Chr. B.).
Det næste hun så på sin vandring, var et stort bjergpas, hvor der var en masse ravne. Hun tænkte: "Ravne plejer at være dér, hvor der er beboelse." På den anden side af passet fik hun øje på en masse huse, som lå omkring en lille vig og folk, der spillede bold. Mens hun stod der, genkendte hun sin lillebror. Ham, der ramte en rype med en sten. Det viste sig, at han var gået tværs over landet. Da boldspillerne holdt op med at spille, gik de ind. Hun satte et mærke på sin lillebror, uden han lagde mærke til det. Lillebroderen gik ind i et hus med ét vindue på den anden side af vigen. Da det blev aften gik hun hen til huset og kiggede ind gennem vinduet. Hun opdagede, at lillebroderen var blevet gift. Hun gik ind i huset og gav sig i snak med sin bror.
De spillede bold nogle gange, og hendes svigerinde (broderens kone) skammede sig over, at hun (mandens søster) var for langsom til bens - den samme kvinde, der under sin vandring var i stand til at løbe ræve og harer op og sparke til dem. En aften hviskede svigerinden til sin mand om at give hans søster kamikker på, fordi hun skammede sig over hende. Da hun en aften havde taget kamikkerne af, gik svigerinden ud og kom tilbage med et par kamikker, der kunne snøres sammen foroven. De sloges med hende og fik trukket kamikkerne på (formentlig tvang de hende - Chr. B.). Der var vandkalve i kamikkerne. De snørede kamikkerne sammen foroven ved hendes knæhaser. Det begyndte at klø og til sidst blev hendes ben helt følelsesløse. Da der var gået en tid, tog de kamikkerne af og alt kødet på underbenene var spist, så der kun var sener tilbage. Det var vandkalvene, der havde spist kødet. Midt om natten gik svigerinden ud og kom tilbage med en levende renkalv. Hun sprættede kalvens mave op og mandens søster stak sine ben i kalvens mave. Da hun efter nogen tid trak benene ud igen, var der kommet hud (skind) på dem. Efter den tid var kvinden blevet den hurtigste løber. Det var altså svigerinden, der syntes, at hun var for langsom til bens, og det var hende, der fik vandkalvene til fortære kødet på hendes ben.
Mens kvinden boede dér, blev hun gift og fødte en dreng. Da drengen var blevet født, kom svigerinden ind med et ovalt træfad, som var fuld af rævetestikler. Idet hun gav kvinden dette, sagde hun, at hun skulle spise dem, men det skulle være med lukkede øjne. Først når hun havde slugt den sidste mundfuld, skulle hun lukke øjnene op. De havde den skik på stedet, at hvis man ønskede at få et barn, der var hurtigt til bens, skulle moderen spise testikler af ræve. Da kvinden havde spist, blev hun rask. Sønnen blev hurtig til bens. Kvinden blev boende i huset som en del af familien og de fik mange efterkommere. Slut.
Var.: Daniel Møller nr. 17.
Kommentar: Fortællingen giver et godt bud på hvilke forskellige mytiske skikkelser man kan møde længere og længere inde i indlandet. De sidste skildres som deciderede indlandsboere - dvs. hurtigløbere der kun jager landdyr og hvis magre ben kan minde om renernes. |
oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken
Dokument id: | 271 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Boasen, William |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 470 - 473, nr. 141 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.
Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144. Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om en ældre mand med to sønner.
En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.
Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd. Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.) til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham, den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra. Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han: "Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."
Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.
Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit gemmested.
Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl, smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem. Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til deres boplads.
Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq; heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;
Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr. |
qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt
Dokument id: | 302 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Boasen, William |
Nedskriver: | Boasen, William |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 617 - 620, nr. 175 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
De mange brødre.
De mange brødre havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord. En dag roede den yngste af brødrene ind i fjorden. Mens han roede, skiftede hans kajak retning af sig selv, og han var ude af stand til at styre den. Han kom til en boplads med et hus. Under sit ophold i huset havde han ikke lagt mærke til den ældste i huset. Om aftenen tog man et sortsideskind frem fra pladsen under briksen og i det han (den gamle? Chr. B.) lagde det på gulvet, sagde han: "Lad os trække armkrog". .............. (der står noget om, at han ikke ville, fordi han ikke var stærk nok - noget, der er svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). Han var tvunget til at sætte sig og den gamle trak hans arm ud. Så hørte man klirren af knive og straks var de færdige med at partere ham. Han var altså havnet hos menneskeædere.
Brødrene ventede forgæves på deres yngste bror. Da han ikke kom hjem, roede den næstyngste bror ind i fjorden den efterfølgende dag. Han kom til den samme boplads. De smadrede hans kajak og gjorde den ganske ubrugelig. Om aftenen smed de et sortsideskind ud på gulvet og udfordrede ham til at trække armkrog med. Han (den gamle? Chr. B.) trak gæstens arm ud. Så hørte man klirren af knive og straks blev han parteret færdig.
Brødrene ventede forgæves på deres næstyngste bror, men opgav ham til sidst. Dagen efter roede den ældste af brødrene ind i fjorden. Der skete nøjagtig det samme. Han kajak blev smadret. Om aftenen blev sortsideskindet fra pladsen under briksen lagt ud på gulvet, og han blev udfordret på armkrog. Da han havde spist tænkte han, at det nok var den gamle, der havde dræbt hans brødre. Han ville hævne sig på dem. Hen på aftenen gik han (den gamle? Chr. B.) ud, og han (gæsten? Chr. B.) fulgte efter ham, fordi han havde smadret hans kajak (svært at få en mening ud af - Chr. B.). De trak armkrog og den gamle trak gæstens arm ud. Man hørte klirren af knive og straks blev han parteret færdigt.
De andre ventede forgæves på deres ældre bror og opgav ham. Næste dag roede den sidste af brødrene ind i fjorden og kom til det samme sted. Når han efter maden gik ud, fulgte de efter, for at se efter, om han havde smadret kajakken (svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). En gang han gik ud, havde de ikke set dette og havde ikke fuldt efter. (Jeg kan ikke få nogen sammenhæng mellem de to sætninger - Chr. B.). De smadrede kajakken og gjorde den ubrugelig. Om aftenen smed de som de andre gange skindet ud på gulvet fra pladsen under briksen. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på ham (den gamle? Chr. B.). Da de trak armkrog, krængedes huden af hans (den gamles? Chr. B.) arm. Han satte sig på briksen og blæste på den, så blev den rask igen. Han (den gamle? Chr. B.) opgav ham.
Hjemme hos brødrene ventede man forgæves på ham. Fætteren til brødrene tog af sted for at se efter dem. Da han kom til stedet, sagde fætteren (den sidste af brødrene, som overlevede? Chr. B.) til ham, at han skulle følge efter ham (den gamle? Chr. B.), når han skulle ud, for han (den gamle?) havde smadret hans (den sidste af brødrenes - Chr. B.) kajak. Det kunne jo være, at han (den gamle? Chr. B.) ville smadre hans (gæstens? Chr. B.) kajak. Hver gang han (den gamle? Chr.B.) eftermåltidet var på vej ud, fulgte gæsten efter ham. Om aftenen smed man skindet ud på gulvet og udfordrede til armkrog. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på ham, fordi han havde dræbt alle fætrene. Han (gæsten? Chr. B.) trak modpartens arm ud, så huden krængedes. Han gjorde ligesom sidst, så den blev rask, og han (den gamle? Chr. B.) opgav ham. Den overlevende af brødrene sagde til fætteren, at han skulle tage af sted fra stedet, når de andre i huset var faldet i søvn. De gik i seng, og da de var faldet i søvn, sagde han til fætteren, at han nu skulle tage af sted. Han tog af sted, men da han var nået til det lille næs, råbte han: "Gæsten er taget af sted uden at være blevet såret." Der lød klirren af knive. De skar de bånd, hvormed konebåden var blevet bundet fast, over og fulgte efter gæsten. Fætteren, som roede forrest, knækkede den ene åre efter den anden. Da de nåede kajakmanden, lod fætteren, som om han ville gribe ham, men hvergang smuttede han fra ham og konebåden sakkede agterud. De kunne ikke nå ham og opgav til sidst forfølgelsen.
Der kom islæg, og der var ikke længere vand at se nogen steder. Han (eller: denne - hvem? Chr. B.) tog en dag af sted for at kigge efter åbent vand. Han fik øje på noget, der så ud som åbent vand. Han havde et par kamikker på med nye såler. Det viste sig, at de var ved at tage af sted. Han gled for at gå dem i møde og landede til sidst ved siden af huset. De (hvem? Chr. B.) kom og gik ind i huset, hvor der sad en gammel mand helt alene. De sagde til ham: "Hvor er de andre?" Han svarede ikke. De sagde til ham: "Hvis du ikke vil sige noget, dræber vi dig. Hvor er de andre?" Han svarede: "Heroppe, den store st....." "Hvor er de andre?" "Heroppe den store st..." De fandt ud af, at de måtte befinde sig på en stor sten oven for huset. De gik op til den store sten og gav sig til at skyde med bue og pil. De skød på den (den store sten? Chr. B.) og havde til sidst kun ganske få pile tilbage. Så kom der en lille fugl ud. De skød efter den, mens den fløj, men til sidst slap pilene op. Da der ikke var flere tilbage, sagde de: "Hvornår skyder han - den mand, der er blevet oplært til det?" Han, der er blevet oplært til at skyde, rystede. Da de ('piseriaramíku') skød efter den, faldt den ned. De troede, at det var en lille fugl. Det viste sig, at det var et menneske. De flænsede det og tog alle indvoldene ud. Dem bragte de ud til et sted, hvor solen aldrig skinnede og sænkede dem ned i et meget dybt hav. De tog hjem og vendte aldrig tilbage til stedet. De dræbte også den gamle mand.
Var.: Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Menneskeædere; Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;
Kommentar: en temmelig uklar nedskrift af en variant, der velsagtens har gjort sig bedre i mundtlig fremstilling. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com