Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Kragh, J. P. M. gav 26 resultater.

Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter

Print
Dokument id:1747
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Arnaanannguaq panissialik / Arnaanannguaq og hendes plejedatter
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 224 - 229, nr. 50
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

 

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

 

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Bjørnene i menneskeham

Print
Dokument id:1603
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Silas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bjørnene i menneskeham
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 196 - 198
Lokalisering:Ilimanaq / Claushavn: Ilulissat / Jakobshavn
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq ilagssamik.

 

Resumé:

Ilassaq får lyst til at gifte sig med sin datter, der må føje ham, men

snart ser sit snit til at gå qivittoq. I lang tid lever hun kun af

bær, men en dag lister hun sig ind på en trygt gumlende rentyr og

kaster sig over den. Den styrter sig afsted med hende, mens hun får

skåret dens halspulsåre over. Hun fanger mange rener på denne vis og

får både varme skind og for en tid rigeligt med kød. En dag kommer to

mænd forbi og efterlader en halv sæl. Det er bjørne i

menneskeskikkelse, der har fået ondt af hende. Det sker flere gange.

En dag dukker hendes far op. Hun må med ham hjem, men lokker ham

senere på en tur ind i indlandet, hvor de kommer ind i et hus med en

ung søn og et gammelt ægtepar. I. har engang dræbt deres søn med en

pil. De er bjørne i menneskeskikkelse, og det gamle ægtepar dræber I.,

da han og datteren går derfra. Men sønnen har råbt til datteren:

"Dejlige kvinde, løb til side!" og da hun gør det, lades hun i fred og

går hjem.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

 

Incest mellem far og datter er et sjældent tema. Men et hyppigt tema er forladte kvinder der klarer sig og får rigelig fangst ved dyrs eller ånders hjælp:

Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Boy hunting at frozen-up breathing-holes

Print
Dokument id:706
Registreringsår:1946
Publikationsår:1951
Arkiv navn:
Fortæller:Pualorsuaq (Pualorssuaq)
Nedskriver:Holtved, Erik
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Boy hunting at frozen-up breathing-holes
Publikationstitel:The Polar Eskimos, Language and Folklore I
Tidsskrift:Meddr Grønland 152(1)
Omfang:side 315, nr. 128 A
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

 

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 130.

 

Resumé: Gammel, forladt kone fremstiller en harpun af sin tørrehæk.

Harpunerer noget uspiseligt ved sin dørtærskel, noget, der lugter

af lort i møddingen, og endelig en sæl i et tilfrosset åndehul, fordi

hun lader sit barnebarn gå solret om det. Fanger derefter godt. Da

folk kommer for at se, om de er døde, imponeres de af hendes rigdom.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Tolkning: Forladte kvinder tiltrækker gerne fangstdyr i myterne. Som regel vha amulet, formular eller som her, et mindre ritual.

De forladte børn

Print
Dokument id:166
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 177, nr. 64
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

 

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

 

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

 

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De forældreløse som tog hævn

Print
Dokument id:233
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forældreløse som tog hævn
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 195 - 198
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

 

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

 

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den lånte bibel

Print
Dokument id:540
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. P. M.
Indsamler:Rink, H. J.
Titel:Den lånte bibel
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

 

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Drengen og den plettede fugl

Print
Dokument id:544
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drengen og den plettede fugl
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 4
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.

 

Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale.

I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik

En fortælling om enlige kvinder

Print
Dokument id:76
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om enlige kvinder
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 375 - 376
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

 

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

 

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

Forladte kvinder

Print
Dokument id:155
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Forladte kvinder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 145, nr. 46
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Formentlig er fortællingen den om to beslægtede kvinder, der enten tiltrækker fangstdyr i et hul i gulvet med vand inden døre, eller en forsørger fra dyreriget, fx en haj.

 

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn

Print
Dokument id:189
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 172 - 173, nr. 61
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

 

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Kumallaat

Print
Dokument id:2081
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kumallaat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 171 - 183
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 181 - 191: "Kumallaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Meeraq og Asaluut er brødre og Kumalaats fætre. De tre følges på fangst og har det evig og altid så muntert sammen at en gammel kælling i Kum.s husstand blir sur og fortæller ham, at fætrene pønser på at dræbe ham. Kum. flygter i huj og hast med sin husstand nordpå, og da fætrene forgæves har ledt efter ham og forstået at han er rejst, sætter de efter. Heldigvis vælger også de at sætte kursen nordpå. De kommer til en boplads med mange bedrøvede kvinder. Deres mænd har været i indlandet hos eqqillit for at købe knive, men er ikke kommet tilbage. Fætrene får en ung mand til at fange og fiske for deres kvinder, laver sig en mængde pile og tar ind i indlandet, hvor de nær eqqillits boplads opdager en mand, der viser sig at være Kumalaat. Genforeningsglæden er stor, kællingen løgn afsløres, og de tre beslutter at angribe eqqillit. Et ægtepar ligger i et telt med en udgang bagi til de voksne og en masse underjordiske udgange til børnene. Manden spiser tørrede ørreder, som konen skærer ned til ham, og da de blir dræbt af de tre's pile, når de at hyle højt inden de dør. De tre mænd styrter over til en ø i en sø efter deres pile, kommer tilbage (Meeraq er hver gang lige ved at dumpe i vandet), men må så flygte tilbage igen for eqqillits pileregn. De dukker sig, men Mee. blir ramt af en pil, der flyver i alle mulige retninger. De to andre får ham til live igen, pileregnen tager af, og så sender de selv pile mod eqqillit, springer over og forfølger de flygtende til elv, hvor eqqillit flygter ud af syne. Alle børnene ligger døende i et langtelt. De tre gør det helt af med dem alle og forsyner sig derefter med eqqillits lækre knive i mængde. Tilbage på bopladsen lykkes det med besvær Me. og As. at belønne den unge mand med knive. Han har hørt at sydlændinge er frygtelige drabsmænd. De andre på bopladsen søger at frarane ham knivene, men Kum., der har slået den løgnagtige kælling ihjel, kommer til, dræber knivrøverne og advarer alle om at være flinke mod den unge mand.

Alle tre med husstande rejser videre nordpå. På en boplads med en leder, der har helt og aldeles har sat sig på fangsten, får de efter det der skulle være en fællesfangst på hvalros, hver et ribben helt uden kød. Næste dag tager Kum. revanche med en hval han fanger og deler afskrabede ben ud af til de andre kajakmænd, som ellers allerede er på vej væk fra flænsestedet (af skræk for deres leder?). Kum. kåres til ny leder (den vanlige duel mellem leder og helt er ikke med, BS), men afviser: Sydlændinge har ikke ledere skal man vide. Enhver kan fange frit som han vil.

      Undervejs videre nordpå træffer de en gammel mand med en yngre skægget mand ved siden. Den gamle har siden den skæggede var en lille dreng bygget på en konebåd med muslingeskaller som eneste redskaber. Kum. ryster den nu færdige båd en smule. Den falder aldeles fra hinanden. Han forærer den gamle nogle knive til en lynhurtig bygning af en ny båd.

      Videre mod nord passerer de i en fjord en kajak så hvid at den ligner en måge på vandet. I retning fra bopladsen ud mod den kommer så en sort kajak i det dejlige vejr, hvor intet ondt kan ske. Men det viser sig snart, at den sorte kajakmand har dræbt den hvide, tilranet sig hans fangst og fangstredskaber. Den forstår Kum. ved at udspørge en grædende kone, der i hele sit ægteskab har fået manden hjem hver dag inden solnedgang. Men nu er solen nede og ingen mand er kommet. Kum. får mandens kajak og redskaber beskrevet, finder morderen og dræber ham i retfærdig harme.

      De rejser yderligere nordpå med det fortsæt, mener man, at komme Landet (Grønland) rundt. Det er de godt nok i færd med, men det siges at roerskerne sad fast og en stor, hvid hund midt i båden stivnede med hvide øjne. Måske var de frosset ihjel.

 

Var.: Alle episoder undtagen den med den hvide og den sorte kajakmand kendes fra andre fortællinger, men ikke i netop denne sammensætning.

Søg på Kumal*; Peder Kragh nr. 45; NKS 2488, II, nr. 138; på Kunuk; og på Jordomsejleren, Uiarteq.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Oversættelsen siger at rejseholdet vil rundt om landets sydspids. Men for det første er det i nord, den kurs de rejsende har, at man i traditionen (og i virkeligheden) ved at der er meget, meget koldt. For det andet står der i den grønlandske tekst kun: Nunarooq uiarniaraluarpaat ...: De ville egentlig uden om Landet (Grønland) ...'

Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse

Print
Dokument id:599
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 16
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

 

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

 

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline

Print
Dokument id:1871
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 69
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De

klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter.

Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til

en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang

og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste

er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt

beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og

beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for

en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med

hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer

kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever

derefter i fred og overflod.

 

Oversættelse af håndskriftet:

En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage.

       I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten."

       Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige.

       Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver."

       Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham.

       Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.

 

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.  

 

Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet.

Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq

Print
Dokument id:1736
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 11v - 12h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse).

 

En familie på en vinterboplads havde to forældreløse søskende, en dreng og hans lillesøster, boende hos sig. En dag da de to søskende var gået ud, talte familien om at rejse fra stedet uden dem, fordi det, når de var så forslugne, var en stor belastning at skulle forsørge dem.

       Da familien en morgen begyndte at bære deres ting ned til konebåden, var de forældreløse forventningsfulde og regnede med at de skulle med.

       Da konebådene omsider var klar og tog afsted uden dem, var de to søskende fortvivlede og græd hjerteskærende, mens konebådene forsvandt i det fjerne. Kvinden, der indtil da havde sørget for dem, havde ved deres afrejse efterladt lidt ammassætter og en smule andre tørrede madvarer, for at de ikke skulle sulte ihjel.

 

Da de nu for alvor var blevet efterladt, sagde drengen til sin lillesøster: "Nu er vi blevet forladt, og for fremtiden har vi kun bær at spise. Nu plukker vi bær sammen og så bygger vi et forrådsrum af sten, hvor vi lægger de bær, som vi får til overs." Og da der endnu ikke var kommet sne nåede de at plukke en hel del bær.

 

Nu gik det mod vinter. Der kom masser af sne og kulden tog til. De begyndte at hente lidt bær fra forrådet for ikke at sulte ihjel.Der var ikke et menneske at se. De gik op på fjeldet for at kigge efter en kajak; men der var intet at se.

 

En morgen sagden drengen: "Lad os hente sidste bær fra vores forråd." Sammen hentede de bærrene, og da de spiste af dem om aftenen gemte de en lille rest til at vågne på om morgenen.

 

Da de vågnede næste morgen var det blevet dårligt vejr. Der blæste en kraftig nordenvind, og sneen føg så himmel og hav stod i ét. De spiste de sidste bær, og nu havde de ikke mere spiseligt - bortset fra vingetang. Efter morgenmaden havde de så ikke noget at spise om aftenen. De lagde sig på briksen med ryggen mod væggen og gav sig til at lege et aller andet for at få tiden til at gå. Midt i det hele hørte de begge samtidigt at det støjede ude i gangen - der var noget på vej ind gennem den. De stirrede ufravendt mod indgangen, og se! En meget stor haj viste sig med en frisk flænsebid i munden.

 

Da hajen kom ind sagde den: "Jeres medmennesker foragter jer vist og har overladt jer til at sulte ihjel - selv om det er de voksnes pligt at være barmhjertige. Jeg er kommet for at hente jer. Nu får I først denne flænsebid. Tyg den nu godt." Og de gjorde som der blev sagt og tyggede den grundigt. Da de havde spist bad hajen dem om at stå op og ikke være bange for at følges med ham. Og børnene gjorde sig færdige og fulgtes med hajen ned til stranden. Hajen gled ud i vandet og sagde: "Stil jer bag hinanden og tag fat om min store rygfinne. Jeg vil føre jer ud til det sted, hvor jeg bor, uden at dykke ned. Jeg bor på en af de yderste øer." De forældreløse greb fat i dens store rygfinne, og hajen førte dem vestover som en anden konebåd.

 

På en af de øer, der nu dukkede op, fik de øje på et lille bitte hus, som var klart belyst, selv ved vinduet var der tændt lys. "Herinde er der et lille helt oplyst hus. Hvis er det?" sagde drengen. "Det er mit hus hvor I skal bo", svarede hajen. De forældreløse blev henrykte. Idet hajen gled op på stranden sagde den: "Kom op på landjorden og følg med mig op." Hajen førte an op til huset, og uden for det så de en mængde kød fra store og små sæler, og en masse spæk der skulle skrabes fra skindene.

 

Nu sultede de små forældreløse ikke længere. Da hajen næste morgen skulle af sted sagde den: "Jeg tager ud på jagt efter mindre sæler, hvis skind I kan bruge til tøj." Om aftenen kaldte den på dem, og de gik ned til stranden og så at den havde fanget tre sæler. Dens nye plejebørn blev ovenud begejstrede. Og det siges at den fangede sæler hver eneste dag.

 

En dag sagde den til sine plejebørn at den ville tage ud vestpå. Da den kom derud opdagede den, at der ikke var nogen sæler og den besluttede sig for at lede efter dem. Men da den så sig om opdagede den, at flere af dens artsfæller befandt sig lidt nord for den. Og at de var på flugt ind mod land. Da den ville svømme nærmere hørte den tydeligt, at der på dens vestlige side var en hval, der pustede luft ud. Den lyd kom helt klart fra dens fjende, det var kaskalothvalens pust. Hajen gav sig til at svømme indad af alle kræfter - somme tider en smule synlig på overfladen og ellers langs havbunden. Men så blev den opdaget af kaskelothvalen. Hajen plejede ellers at søge tilflugt på skærene, men her var alt optaget af de andre mange hajer. Der var ikke andet at gøre end at flygte ind i bunden af fjorden, eftersom kaskelothvalen hurtigt halede ind på den. Netop som den nåede det lave vand i bunden af fjorden indhentede kaskelothvalen den og bed den, så kun overkroppen var tilbage. I den tilstand levede den et godt stykke tid, men døde så - en haj er jo i almindelighed sejlivet.

 

Dens plejebørn ventede hele aftenen på deres nye forsørger; men den kom ikke hjem. Faktisk havde kaskelothvalen jo ædt den. Hele vinteren levede de af det forråd som deres tidligere forsørger havde samlet.

 

Da det blev sommer var en konebåd på vej sydover, og da den kom forbi børnenes opholdssted, blev de fundet. De lod børnene fortælle hvordan de var blevet behandlet. Og da de havde hørt det hele, forbarmede de sig over dem og tog dem med i konebåden. Det fortælles at børnene blev godt behandlet af disse mennesker, der tog dem til sig som deres plejebørn.

 

Var.: De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som

forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. De forladte børn, Kragh nr. 64;

Søg også på nogle af de nævnte her.

oqalugtuaq eqalugssuarmik / Oqaluttuaq eqalussuarmik / Haj som forsørger

Print
Dokument id:369
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Schmidt, Nathan
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq eqalugssuarmik / Oqaluttuaq eqalussuarmik / Haj som forsørger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 723 - 726, nr. 148
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 112.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 145, s. 470: The Shark as Provider.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles at en stor flok brødre havde deres yndlingsboplads i nærheden af Paamiut. Deres hus var meget langt og i husgangens lille siderum havde de to forældreløse boende.

 

Man fortæller, at de begge var piger, og at de ikke fik anden mad end

den kogevandssuppe de fik foræret. Men det havde de små stakler så

bare at være tilfredse med. Engang vinteren var omme og sommeren

nærmede sig, brød man op og tog derhen, hvor man plejede at fange og

tørre ammassætter, men lod de forældreløse ene tilbage. Da de

(brødrene) skulle afsted gik de (pigerne) ellers ned til stranden med

deres sammenrullede soveskind, men alligevel lod de dem ikke komme

ombord (i konebåden). Ved affarten brast pigerne i gråd, fordi de nu

var alene og ingen havde til at hjælpe (og fange for) sig. På et

tidspunkt begyndte de så at søge efter føde på stranden, spiselig

tang og blåmuslinger. De ledte også efter ammassæthoveder i

forrådsskurene og andre småtterier.

 

En dag snakkede de så om at følge efter de andre over land. Da de

havde snakket færdig drog de derfra for at se, om de kunne komme på

sporet af deres husfæller. Da det blev aften inden de nåede frem,

måtte de overnatte ude i det fri. Da det næste morgen blev lyst drog

de videre på må og få, fordi de ikke anede hvor de (brødrene) havde

deres sommerlejr, og da kom til en stor klint stoppede de op, fordi

der var så smukt. Her holdt de et langt hvil, og da de på et tidspunkt

kiggede mod mord, så de med eet en haj der var krøbet op på et stort

stykke sandstrand. Da sagde den ældste til sin lillesøster: "Måske

skulle vi gå over til den." Men lige da hun sagde det, ville

lillesøsteren ikke med. Længe søgte storesøsteren tålmodigt at

overtale hende, og til sidst sagde hun ja. Da de gik ned mod den og

næsten var fremme sagde storesøsteren: "Gid den ville hjælpe os!"

Straks rullede hajen sig ned og ud i vandet. Da de nu så den svømme ud

standsede de op, og denne her haj standsede også op. Da de så den

blive på samme sted, gik de igen ned mod den og standsede så på

stranden lige ud for hajen. Da de havde stået der en tid, sagde hajen

lige dér minsandten noget: "Kom nu og sæt jer op på mig." De gik hen

og satte sig op, og så svømmede hajen direkte ud fra land. "Mon den

fortsætter ud til havs med os?" tænkte de imens. Da sagde hajen

mærkeligt nok: "Nej, jeg det har jeg ikke i sinde, jeg vil tværtimod

hjælpe jer." Udad gik det, helt ud til den yderste ø (i skærgården).

Da de omsider nåede den, sagde hajen: "Byg nu et hus der er stort nok

til jer og med en plads til mig ved endebriksen." Med de ord svømmede

han ret ud til havs. De to arme forældreløse gav sig så til at bygge

sig et sted at være, og hen på eftermmiddagen gled hajen op på

stranden med en sortside / grølandssæl i gabet. De gik ned og slæbte

så sælen op uden for deres endnu ufærdige hus. Så overvintrede de

ellers dér med hajen som fangstmand. Da det blev forår sagde hajen til

sine protegéer: "På samme måde som sidst skal jeg nu bringe jer hen et

sted hvor I kan fange og tørre ammassætter."

 

Da brødreflokken kom tilbage til bopladsen var de forældreløse væk.

Men så engang da den ældste bror var ude i kajak og nærmede sig den

yderste ø, som jo var ubeboet, så han til sin forundring et menneske

oppe på toppen af øen.  Han roede derhenad og da han nåede frem,

jamen så var disse søskende jo gamle bekendte. Nu gæstede han dem så,

og tænk engang, de led stor nød (derhjemme), og hans brødre var så

afkræftede, at de ikke længere var i stand til at ro ud i kajak! Hajen

kom hjem med fangst uden at ane at de havde gæster, men så sagde

søstrene at brødreflokkens ældste var på besøg. Han spurgte dem så

hvordan de andre havde det, og da de fortalte at de led stor nød og

sultede forfærdeligt, bevægede hajen op til huset og sagde til

brødreflokkens ældste: "Sådan som I har hånet dem, skal jeg nok vide

at gengælde jer til gavns." Og da gæsten skulle hjem sendte de forråd

med og gav ham besked om, at han for eftertiden måtte besøge dem

ligeså tit han ville. Man siger, at brødrene ene og alene kom gennem

vinteren på mad fra de forældreløse. Således var det de forældreløse,

der kom til at hjælpe (brødreflokken). Da (de to søstre) havde været

på ammassætfangst overvintrede de på stedet, og de forlod det aldrig

siden.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Den lille gamle med den store datter;

Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger

Print
Dokument id:989
Registreringsår:1857 1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 725, nr 201
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

 

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq

Print
Dokument id:133
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 61, nr. 25
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke.

Peder Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 61v - 66h med sideløbende oversættelse til dansk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 259 - 261. Transskriberet til nugrønlandsk i

Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 259 - 261.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En sandfærdig fortælling.

Jeg har nedskrevet denne fortælling, fordi den er sandfærdig, og for at de sto-

re herrer (naalakkat) kan få noget at vide om den stærke mand.

Min bedstemoder Sisaalia (Cecilie) hed Qarmeq, før hun blev døbt. Hun havde

været med på rensdyrjagter med bue og pil, og hun havde også været med til at

drive flokkene. Hun kendte folk på strækningen fra Holsteinsborg / Sisimiut

til Jakobshavn / Ilulissat. Hun kendte den mand, der her skal berettes om.

Jeg, som skriver denne historie, har kendt denne stærke mands børnebørn. Og du,

min kære, kender bopladsen Ikerasaarsuk, hvor den unge mand, der senere blev

en meget stærk mand, boede.

I Ikerasaarsuk boede der en ung mand ved navn Qaqitsoq, som også blev kaldt

Pinnersoq. Han var i færd med at udvikle sig til en stærk mand. To stærke mænd

fra Jakobshavn havde sendt bud efter ham, for at de kunne prøve kræfter med

ham.

En vinter fandt fangerne under åndehulsfangst ved nordsiden af Ikerasaarsuk

en død narhval. Den trak man op på isen. Ved denne lejlighed var Pinnersoq også

til stede. Hans slægtninge stak lidt til ham her med at

ingen forældre ville have ham som svigersøn, og at han var blevet udfordret til

kraftprøve af to stærke mænd fra Jakobshavn. De mente, det var på tide, at han

viste, hvor stærk han var. Han kunne f.eks. prøve, om han magtede at løfte

narhvalen. Så gik Pinnersoq hen til den frosne narhval, greb dens tand med den

ene hånd og lagde den anden arm ind under hvalen og løftede den. De andre

fortsatte drillerierne og ville også se, om han kunne få narhvalen op ovenpå et isfjeld, der var frosset fast på isen. Det kunne Pinnersoq.

 

Da det blev forår, samledes en hel masse mennesker fra mange bygder i Aasiaat-

området og rejste sammen med Pinnersoq ind i Diskobugten. De slog lejr ved

Orpissut lidt syd for Qasigiannguit. På den anden side af fjorden havde folk

fra Ilulissat og fra bygderne i Torsukattak lejret sig. De besøgte hinanden

og arrangerede danse- og sangfester.

 

En dag tog folkene fra Ikerasaarsuk sammen med deres støtter fra Aasiaat-egnen over til dem på den anden side af fjorden, og Pinnersoq stillede sig -

trods broderens, Kamitseqs advarsler - udfordrende op mellem folk fra

Ilulissatområdet, der straks omringede ham. Den første udfordrer væltede

Pinnersoq hurtigt til jorden. Angrebene på Pinnersoq blev ved i det uendelige

for at udmatte ham; Pinnersoq lagde dem ned på stribe - alle

uden undtagelse. Efter benbevægelserne at dømme blev Pinnersoq mere og mere

oplagt og ivrig.

 

Endelig trådte den ene af de to egentlige udfordrere frem, og han og Pinnersoq

begyndte at brydes. Det lykkedes udfordreren at tvinge Pinnersoq ned på knæ, men

kun på det ene. Pinnersoq ville afbryde kampen, men blev opfordret af de

andre til at fortsætte, fordi han jo ikke var blevet væltet omkuld. Det

varede ikke længe, så løftede Pinnersoq sin modstander og slyngede ham ud, så

han landede foran folk og opgav kampen. Derefter trådte den anden udfordrer

fra Ilulissat frem. Denne stærke mand, som hed Kutsinersuaq, løftede straks Pinnersoq op på skulderen. Pinnersoq blev meget bange for, at Kutsinersuaq

skulle smide ham bagud med hovedet nedad; men i stedet for satte han ham hårdt

ned på jorden foran, og Pinnersoq ramte jorden på en så heldig måde, at han ikke

sank i knæ. Nu var det Pinnersoqs tur til at angribe modstanderen. I stedet

for at prøve at løfte ham, trykkede Pinnersoq modstanderen fra oven og ned på

skuldrene så hårdt, at det knasede, og hans knæhaser gik i stykker. De, der

holdt med Pinnersoq, skreg af begejstring. Kutsinersuaq sank ned på jorden og

jamrede af smerte. Pinnersoqs storebror, Kamitseq, som var åndemaner, gik hen

til ham og lavede kunster ved at puste på knæhaserne, så smerterne aftog.

Pinnersoq fór uroligt rundt mellem folk, han ventede flere angreb, men ingen

turde. Så begyndte Pinnersoq at synge den sang, der var lavet til lejligheden,

og som de på forhånd havde øvet sig på. De blev helt tossede af sejrsrus. De for

rundt sammen med Pinnersoq og smadrede og trampede teltene ned - først de to

udfordreres og siden de andres. De rasede som sindssyge og hånede deres

modparter. Pinnersoq, som før havde svært ved at blive accepteret som mulig

svigersøn, valgte nu uden vanskelighed en pige fra Ilulissat / Jakobshavn til kone og tog hende med tilbage til Ikerasaarsuk.

 

Fortælleren, Lars Smidt, opfordrer til slut Kragh til at oversætte fortællingen,

så at hans overordnede (naalakkat) kan komme til at høre den sandfærdige

fortælling. Lars Smidt selv havde som barn boet i samme hus som Pinnersoqs børn,

i 1798. Moderen Lydia havde oplært hedningene i den kristne lære. Et af

Pinnersoqs børnebørn, Susanne, levede endnu på det tidspunkt, da Lars Smidt

nedskrev fortællingen, og boede på Kitsissuarsuit, Hunde Ejland.

 

Hist.: Historisk fortælling om rejser, der bl.a. lokaliserer et samlingssted, aasivik, nær Qasigiannguit i midten af 1700-tallet med kraftprøver, smædesange og seancer.

oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk

Print
Dokument id:134
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smith, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 67, nr. 26
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

 

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

 

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

 

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

 

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

 

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

 

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

 

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

 

Var.: Kaassassuk.

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo

Print
Dokument id:187
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 203 - 206, nr. 84
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke længere findes.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den første af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut ss. 172 - 174.

 

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den første af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 270 - 274.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling, man ikke kan tro på, og som handler om en åndemaner.

 

Det skete engang i gamle dage, at en åndemaner skulle mane ånder, og at han blev bundet. Så snart lamperne slukkedes, for han af sted gennem luften. Han undersøgte

strømforholdene i luften og tog retning vestover. Han kom så langt mod vest, at

han kunne se et stort land på den anden side; men da det var ved at blive

morgen, måtte han vende tilbage. Senere prøvede han det samme igen flere gange.

Men det var umuligt at nå længere.

Han fik en søn og lige fra hans tidlige opvækst, oplærte han ham til at

blive åndemaner. Han lod ham gennemgå alt, hvad den vordende åndemaner skulle

igennem. Men det viste sig, at han manglede det med at være i graven.

En aften ledsagede faderen sønnen til en grav, der var ret ny. Faderen

fjernede stenen og lavede en åbning i ligskindet henover den dødes underliv. Han

sagde til sønnen, at han skulle stikke fingeren ned i underlivet. Idet han

gjorde det, fjernede faderen sig diskret. Sønnen ville følge ham, men faderen

sagde til ham: "Du har ikke mærket fra denne grav, at dagens lys er ved at

forsvinde. Pas på, for når du ser, at der slår ild ned i aftenskæret, må du

flygte." I det samme slog der ild ned. Faderen flygtede, men sønnens hænder sad

fast i liget. Han blev væk længe. Først midt om natten vendte han smilende tilbage. Dermed var faderens opgave endt.

Dagen efter om aftenen bandt hans far ham (til åndeflugt), og da lyset slukkedes, steg han op; men han kunne ikke finde ud af, hvor han skulle hen. Han for rundt uden noget bestemt mål. Da han vendte tilbage uden at have bemærket noget usædvanligt, spurgte hans far ham, om han havde undersøgt strømmen i luften. Det havde sønnen ikke. Dagen efter manede sønnen ånder endnu engang. Denne gang

undersøgte han strømforholdene og for af sted vestover. Han kunne se et stort

land forude og også en stor klippevæg lige foran. Det var her, faderen plejede

at blive standset. Derfor satte han farten op og kom med nød og næppe over

klippevægen. Han fulgte det store land sydover og så et hus. Lige oven for dette

landede han. Han gik hen til huset og kiggede "evkutâta kiglingatigut" (ifølge Rinks kommentar til "evkutâ": den forreste bjælke, altså: langs den forreste bjælke. Chr.B.). Derinde i huset var der én, der opdagede ham. Han kiggede også ind langs den anden side af bjælken. Da manden, der havde opdaget den fremmede, var på vej ud, sagde de andre til ham: "Hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal hente en kvinde ("arnamik")." Han gik ud og bød den fremmede indenfor. Da de var på vej ind, mødte de i gangen en stor kvinde, der var på vej ud. Hun sagde: "Jeg er på vej ud." Manden fra huset sagde til hende: "Jeg har en ledsager." Så gik kvinden ind igen. Åndemaneren satte sig på sidebriksen. Over for ham ved lampen sad en mand med en sort plet i øjet (grå stær). Denne åndede ild ud, og ved hans fødder lå spåner af ben. Åndemaneren kiggede rundt og lagde mærke til en kvinde med hår på underlivet. Han var mest optaget af manden, der åndede ild ud og stirrede konstant på ham. Denne spurgte, hvorfor han hele tiden stirrede på ham.

Åndemaneren svarede, at det var spånerne han kiggede på, hvortil den anden

bemærkede, at han koncentrerede sig om at lave spåner nu, fordi han ikke havde

lejlighed til det om sommeren.

Så gik folk til qassi, festhuset. Manden med spånerne fulgtes med ham og

spurgte, hvilken slags hjælpeånd han havde. Åndemaneren svarede, at hvis

hjælpeånden skulle virke efter hensigten, så ville noget kalvis komme til syne.

Folk strømmede ind i det mørke festhus og han var ikke særlig glad ved at se, at

kvinden med hår på underlivet også var til stede, for han syntes, hun var

farlig. Åndemaneren begyndte at mane ånder og da hjælpeånden var kommet, sagde

han noget om, at nu ville det kunne ses. En af de tilstedeværende kiggede ud og

meddelte, at han så et stort isfjeld. Alle blev nysgerrige og gik ud for at se

isfjeldet. Åndemaneren bad en ung mand og en ung kvinde træde ud på gulvet. Da

revnede isfjeldet, og der faldt nogle isstykker ned. Det betød, at isfjeldet ville

dræbe nogen. Da et ægtepar trådte ud på gulvet, faldt der yderligere isstykker

ned. Sådan gik det til, og der blev færre og færre tilbage. Så var den store

kvinde med hår på underlivet på vej ud på gulvet, og da hun trådte ved siden af

flisen, lød der buldren og isfjeldet væltede over dem. Åndemaneren slap ud ad

husets bagside fulgt af manden med spånerne. Åndemaneren bandt sig selv og

hævede sig op. Så var han på vej hjem, og han ankom på et tidspunkt, hvor ravnene

var begyndt at skrige. Hans far forhørte sig om, hvordan det var gået. Han

fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans hjælpeånd

havde ødelagt en del, bl.a. fordi kvinden med hår på underlivet trådte ud på

gulvet.

Dagen efter hen på aftenen trådte manden med den sorte plet i øjet ind i rummet. Han havde været hurtig undervejs. Åndemanerens far sagde til ham: "Min

søn fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans

hjælpeånd havde ødelagt noget for dem." Manden svarede: "Det var fordi kvinden med

hår på underlivet trådte ud på gulvet."

Man gav sig til at binde manden med den sorte plet i øjet i fuld belysning.

Da de istemte en sang, hævede han sig op; og efter at have fløjet rundt, slap

han ud af huset. De slukkede lampen og kiggede efter ham. De så, at han var på

vej tilbage; men da de blev klar over, at han ikke ville komme tilbage i løbet

af aftenen, tændte de lamperne igen. Han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq; Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

Qilaneq

Print
Dokument id:889
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilaneq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 57
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 61 - 62.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndefiskning.

 

M. I Upernavik så min mor den sidste ikke-døbte person, der var blevet døbt, og det var Uilluaq, der blev døbt sammen med Mequ (Suersaqs / Hans Hendriks kone).

   Denne Uilluaq (som i 1864 blev døbt og fik navnet Martin Kragh) sagde inden sit ønske om at blive døbt, at han følte det, som om en vandflod var ved at indhente ham. Det fortælles, at han ønskede at blive døbt, efter at han var begyndt at føle det på den måde, da han altså var blevet meget gammel (da var han måske 60 år gammel, i hvert fald hvis man sammenligner og ser på folks navne). Men min mor fortalte, at hun ikke deltog i gudstjenesten, fordi hun skulle passe Mequs lille pige Pinnii, mens hendes mor blev døbt. (Da Mequ blev døbt, fik hun navnet Birgitte Juditte).

   Også Uilluaqs storebror var én af de usædvanlige mennesker. Jeg ved at han hed Simon.

   Det fortælles, at han tog sydpå til Uummannaq på hundeslæde, og i Uummannaq var der én af danskernes kiffakker, der hed Løvstrøm. Simon syntes, at det navn var så smukt, at han ikke kunne få det ud af hovedet igen, og da han kom tilbage, havde han fået en søn. Denne søn gav han navnet Løvstrøm, selv om de ikke selv var døbt. På den måde fik en stor del af Søndre Upernaviks (Upernavik Kujalleq) befolkning dette efternavn. Selv kunne han kunsten at udspørge ånder, og da der kom danskere til Upernavik, blev han døbt og blev kateket. Han var altså kateket, og så kom verdenskrigen, og danskerne forlod Upernavik, og så begyndte han igen med kunsten at udspørge ånder.

   Nogle mennesker fortæller også forbavsede om barnet, der kun ville sove hos sin bedstemor, og selv om han var sammen med andre mennesker, var han så glad for sin bedstemor, at han kun ville sove hos hende. En nat vågnede han ved, at hans bedstemor ikke var, som hun plejede. Han blev så forskrækket, at han prøvede at flygte, men hans næserod sad fast på briksekanten, så han kom ingen vegne. Det viste sig, at hans bedstemor brugte ham og udspurgte ånderne gennem ham, for at finde ud af, hvorfor nogle kajakmænd stadig ikke var vendt tilbage. Da han våg-nede sagde hans bedstemor til ham, at de havde det godt. Og noget senere vendte de uskadte hjem.

 

Hist.: Usikkert om begge fortællinger handler om Simon, som voksen kateket plus qilasoq, og som barn / eller et andet barn, der har fungeret fint som medium.

Fortællingernes begivenheder må nok tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Hans Hendrik (der havde boet 5 år i Thule-området) og Mequ kom til Upernavik-sistriktet i 1860, hvor de boede de næste ti år.

Ræven og ulven

Print
Dokument id:543
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ræven og ulven
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 3
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Terienniak amarordlo, ss. 12 - 14, nr. 3.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv, der får stjålet sin fangst af en ulv, binder en fisk til sin hale og råder ulven, da den træffer den igen, til selv at fange fisk med sin hale. Den skal holde halen i vandet indtil den svier. Ulven takker, og fisker med sin hale og mister den, fordi den når at fryse fast. Morale: Man skal ikke tirre den, der er klogere og listigere end en selv. Vedkommende vil hævne sig dobbelt af list og ondskab.

 

Kommentar: Fortællingen har tilsyneladende ikke efterladt sig spor i den grønlandske overlevering.

To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj

Print
Dokument id:234
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:To gamle hvis søn blev dræbt og hvis datter fik børn med en haj
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 199 - 202
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 77h - 79v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 199 - 202: Utoqqaat ernrat toqutaasoq paniallu eqalussuarnik meeqqiortoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 229.

 

Resumé:

Et ældre ægtepar, med en næsten voksen søn og en datter, bor alene om sommeren med en enkelt nabofamilie og, på den modsatte fjordbred, en større sommerplads med folk, der ustandselig synger og danser med tromme udendørs. Sønnen tager på besøg derovre men bliver dræbt, og hans kajak bliver molestreret med store rifter. Naboen finder kajakken og bringer den til forældrene, der beslutter sig for hævn. De tager over fjorden, venter til et par unge mænd kommer ud, klovner for dem og foreslår dem at trække armkrog to og to. Manden kan en styrkende formular / serrat, og han får ret hurtigt gjort det af med sin modstander, mens hans kone har bidt sig fast i den anden med tænderne. Sammen får de også denne unge mand dræbt. De skærer testiklerne af dem og hænger dem op på deres pander. De skjuler sig i nærheden og overværer næste morgen de efterladtes sorg, hvor man bebrejder hinanden drabet på den unge mand, der altså har vist sig at have slægtninge. Forældrene flytter nordpå med deres datter, manden dør, og enken og den ugifte datter forsøger at slå sig igennem efteråret med bær. Datteren kommer dog aldrig hjem med ret mange bær, hvorfor moderen belurer hender og ser, at hun har et forhold til en haj. Da hun bliver gravid, finder moderen hver morgen en friskfanget ilanddreven sortside, og da hajungerne (to) er født, ligger der talrige sortsider hver morgen. Ungerne tumler sig på briksen, én af dem får derved slukket lampen, og begge tumler ned og durk ud i havet. Derefter bliver der ikke afleveret flere nyfangne dyr på strandbredden. Men mor og datter klarer sig gennem vinteren på det de allerede har samlet ind til forråd.

 

Var.: 1. episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

2. episode: Pigerne / Den forældreløse / Pigen der blev gift med en haj.

Lignende: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Moral: Som altid når Kreutzmann, fortæller om sexuelle forbindelser mellem dyr og mennesker, forløber det lidt anderledes end i de mere traditionelle varianter, hvor flere af dem til slut lader hajen blive dræbt af sin eneste fjende, kaskelothvalen. Forinden har den dog vist sig uegennyttig hjælpsom ved at tilbyde sig som de efterladte pigers eller forældreløses dygtige forsørger. Hos Kreutzmann betaler hajen kun sin skyldighed, indtil børnene følger hans natur. Måske adskillige europæiske koloniansattes alimentationssager er den legale model for denne hajs adfærd.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Ulven og mennesket

Print
Dokument id:541
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Kragh, J. M. P.
Titel:Ulven og mennesket
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 1
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok innugdlo, ss. 7 - 9, nr. 1.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv fortæller en ulv om menneskets styrke der er så stor, at det kun kan overvindes ved list. Ulven erklærer sig parat til at angreb. Ræven viser ulven en veteran (en der har været menneske), en dreng (på vej til at blive menneske) og så en jæger med haglbøsse og kniv i bæltet. Haglene generer kun ved andet skud, hvorefter jægeren skærer store flænger i ulven med sin kniv. I sine beklagelser over behandlingen til ræven bliver bøssen forklaret som en kæp man puster igennem og kniven som et glinsende ribben, der trækkes ud af siden.

 

Hist.: Sammenligningen af en bøsse med et pusterør findes også i flere grønlandske fortællinger om ånder i indlandet: pegevåben. Muligvis er det rør, som  månemanden og qajariaq'en bruger til at puste hhv. sne ud af og en voldsom orkan op af også en association til europæiske bøsser. En bestemt slags rørtang blev dog også brugt traditionelt som pusterør. Det synes at have sat sig spor i fortællinger om at rejse en storm via tang på havbunden, søg: "svømme under vandet", en el. to af varianterne.

Ulven og ræven

Print
Dokument id:542
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Kragh, J. M. P.
Titel:Ulven og ræven
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 2
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok terienniardlo, ss. 9 - 12, nr. 2.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv, der er tjener hos en ulv, vil gerne slippe fra sin herre. Ræven narrer ulven i tre omgange til at få tæv af folk som de stjæler mad hos. Sidste gang blir ulven slået ihjel. Moralen er den, at ulven får tæv og blir dræbt, fordi den er grådigere end snild. Mens ræven altid slipper bort i tide, fordi den er snild.

 

Kommentar: De kæmpe-ulve, fantasi-dyr, der optræder i visse vestgrønlandske fortællinger, kunne være inspireret af denne fortælling, der har været tilgængeligt læsestof på seminariet, fx. Men i indholdet ses ingen overbevisende overensstemmelser.

 

Amaroq, ulv, er stadig en glose på vestgrønlandsk, selv om der ingen ulve var i Grønland. Kun i arktisk Canada, hvor glosen også er amaroq.

Utorqánguaq / Utoqqannguaq

Print
Dokument id:1816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utorqánguaq / Utoqqannguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 sider, uafsluttet
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

 

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

 

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

 

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

 

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

 

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

 

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

 

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

 

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

 

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

 

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

 

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

 

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

 

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

 

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.