Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Aadaaridaat / Aadaarutaa
Dokument id: | 2031 |
Registreringsår: | 1980 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Simonsen, Josva |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Aadaaridaat / Aadaarutaa |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 22 - 29 |
Lokalisering: | Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form: Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.
En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.
Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.
Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.
Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.
Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.
Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa. Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik
Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.
Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben. De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. |
Augpilagtoq / Aappilattoq
Dokument id: | 342 |
Registreringsår: | 1916 |
Publikationsår: | 1939 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq) |
Nedskriver: | Jaakuaraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Augpilagtoq / Aappilattoq |
Publikationstitel: | Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 110 - 115 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Redaktør: Lynge, Kristoffer. Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86. Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:
Beretningen om Aappilattoq
Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."
Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.
Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.
Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.
En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det. Her slutter fortællingen.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq |
Aviaja og hans slægt
Dokument id: | 983 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Puarajik (Henrik) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aviaja og hans slægt |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 130 - 132 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.
Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig. Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.
Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne. De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære. Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.
Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk. |
Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Dokument id: | 113 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Broderen som genfandt sin søster i Akilineq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 102 - 107 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)
Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.
Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.
Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.
Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.
Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Christian Poulsens selvbiografi
Dokument id: | 984 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Poulsen, Christian |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Christian Poulsens selvbiografi |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938. Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.
Resumé: Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.
var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.
Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900. Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.
Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder. Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Dokument id: | 1940 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Famine à Isertok / Sult i Isertoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 127 - 130 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker! En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv. Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone. Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet. Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.
Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883. Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist. |
Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Dokument id: | 1921 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 73 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).
Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Indlandsboen
Dokument id: | 2051 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Lange, Benjamin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Indlandsboen |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 88 - 89 |
Lokalisering: | Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.
Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik. |
ingen titel
Dokument id: | 2003 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | ingen titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 374 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kristians morbror fik en mærkelig død. Sammen med andre fangere på isfangst hørte han en hvislen under isen, der blev genkendt som lyden af en tornarti' / toornaarsuk, der varslede den visse død. Morbroderen døde da også kort efter, og hans far lidt senere af sorg, hvorefter dennes kone druknede sig. Toornaarsuk'en vidstes at tilhøre en sløj og misundelig fanger, Madiwina's (?) far.
Hist.: Forklaring på sammenhæng mellem en særlig lyd, et dødsfald i slutningen af 1800-tallet og den fare for hekseri man altid mente lurede fra halvsløje fangere med evt. hjælpeånder, der var misundelige på de dygtige. Om toornaarsuk i Østgrønland og Vestgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), og søg på toornaarsuk, der optræder langt hyppigere i østgrønlandske end vestgrønlandske fortællinger. Det skyldes muligvis missionens identifikation af toornaarsuk med Djævelen og at indsamlingen af fortællinger i Vestgrønland først skete fra ca. 100 år efter missionens begyndelse, mens indsamlingen i Østgrønland begyndte før missionen blev etableret dér. |
Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat
Dokument id: | 437 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' |
Fortæller: | Tobiassen, Kristian |
Nedskriver: | Tobiassen, Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 4, 25 sider |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Med meget smuk skrift beretter Kristian Tobiassen I: om omstændighederne ved fortællingen af fortællinger og historier, og II: hvad hans far, Tobias har fået fortalt af andre om fangst, fangstredskaber og den slags. Teksten, der dels er et essay og dels en beskrivelse, er ikke blevet oversat. BS. |
L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Dokument id: | 27 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 179 - 180 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. |
Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri
Dokument id: | 36 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Ediarseri |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 95 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.
Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900. |
Matiinarsuaq
Dokument id: | 1745 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Matiinarsuaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 460 - 462 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338: Resumé ved K. Thisted: Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt. Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit (Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt, ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak. Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er blød mange steder. Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde." Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene, og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå. Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange om sin forunderlige oplevelse.
Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Mordet på Katiaja
Dokument id: | 941 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Besuk |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mordet på Katiaja |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 126 - 129 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.
Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.
Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)). |
Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Dokument id: | 494 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1860 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian Hendrik |
Nedskriver: | Kristian Hendrik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 12 sider, nr. 4 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Sideløbende dansk oversættelse. Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke længere. Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13. Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at begå mord. Selv er han heller ingen morder.
De to sønner rejser langt nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.
Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i møde og dræbe ham ved isfoden.
Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi. Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på grønlandsk.
Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg" og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq
Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.: 1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen. 2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder, at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har overvundet både djævlen og dennes svigersøn. 3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har Kr.H. fundet det mest passende at udelade. |
Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq
Dokument id: | 482 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia) |
Nedskriver: | Olsen, Hendrik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 15, side 1 - 18 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21. Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann: Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner" Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'. I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq. Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke. Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!" Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian. Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning. En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag. Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves. Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves. Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild. Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret. Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst." Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre. Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet. Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud. Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik. Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie. Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt. Var.: Unneq Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt. |
oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Dokument id: | 299 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Boasen, Enos |
Nedskriver: | Boasen, Enos |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Augpilagtuârssuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 609 - 613, nr. 172 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Aappilattuaarsuk.
Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter - Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.
Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.
Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden, men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn- nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.
Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden, så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît, nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.
Dagen efter var vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted ('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt, og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham, ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene? BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde: "Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften. Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; |
oqalugtuaq Augpilagtumik
Dokument id: | 294 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Kristoffer |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Augpilagtumik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 585 - 593, nr. 167 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Aappilattoq.
Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.
I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik, svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i fjordene. Der var intet hav at se.
På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.
Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.
Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.
Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.
En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.
Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.
Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.
En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.
Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet på at hævne sig. En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side, hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen. Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér, Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling. Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det, der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.
Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. - ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.
Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt, for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).
Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;
Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run |
oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Dokument id: | 354 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Fontain, Sivert Ely |
Nedskriver: | Fontain, Sivert Ely |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 783 - 788, nr. 213 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu. Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte. Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver dag, og efterhånden var det ved at blive efterår. Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting, som kunne stamme fra lillesøsteren.
En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er." I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.
Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj. Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?" Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes bundet omkring snuden.
Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?" spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr. Det var otte favne langt og meget bred.
De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.
Dagen efter tog sønnen ikke afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til huset.
Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.
Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden, var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq til syne.
Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere mennesker ud, gik han op til huset. Derinde sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.
Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.) Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror. Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.
Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen, faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.
Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster. Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.
Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.
Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770. |
Sakua's død
Dokument id: | 997 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Besuk |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Sakua's død |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 124 - 125 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Fortællersken, der er Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster var vidne til sin brors drab på Sakua, som han havde taget til medhustru, men vekselvis var dybt betaget af og foragtede - det sidste fordi hun ingen børn fik. Engang fór Aadaarutaa over hende i raseri. Hun gik op i fjeldet, han efter hende med hånsord og så et skud hagl i brystet. Hun døde ikke. Han tævede hende med bøssekolben og dræbte hende endelig med en fuglepil som han lånte fra en dreng og borede i hendes hals. Bagefter overskar han alle hendes led, kastede hovedet i havet, spiste af hendes hjerte og lod kroppen ligge i sneen. Søsteren karakteriserer Aadaarutaa dengang som farlig og utilregnelig og lægger vægt på at han var åndemaner / angakkoq.
Var.: der er talrige fortællinger om Aadaarutaa, både selvbiografiske og senerebiografiske.
Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven og rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931. |
Søskendebørn
Dokument id: | 1077 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Justus, Peter |
Nedskriver: | Justus, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Søskendebørn |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 207 - 209 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere. Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med. Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.
Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.
Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.
Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende. |
uden titel
Dokument id: | 1995 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 366 |
Lokalisering: | Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kristians onkel var blevet taget af innersuit, de næseløse, der boede i en klippeskrænt nær Ikkatteq. Han kunne have været reddet igen i løbet af fristen på tre dage, inden de næseløse afskar hans næse og venstre ringfinger. Angakkoq'en Robartsi's far prøvede forgæves. Også Juntas far. Men også forgæves fordi han havde skåret sig i venstre ringfinger under spisningen af en hengemt sæl.
Hist.: Slutningen af 1800-tallet. Kommentar: Drukneulykker i kajak blev ofte forklaret med innersuits røveri. Også i Vestgrønland, fx Niels Egede Meddr. Grønland 120, s. 259 - 360. |
Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Dokument id: | 1789 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 124 - 126, nr. 27 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.
Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33, ss. 73 - 74. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.
Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod syd langs vestkysten. I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end "blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved Nuuk.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 27, s. 325 - 326.
Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85. Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi
Dokument id: | 247 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian Renatus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 358 - 372, nr. 118 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage. En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.
En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig. Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også blevet dræbt.
De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten. De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.
De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var de ved at være fuldt fysisk udviklede.
Engang gik de på isen ind ad en stor fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt, hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig. Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.
Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi, kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.
Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk. De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb den og han dræbte den som kunne det have været en hare.
Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte dyret.
Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.
Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og Kumalaasi hos den ældste.
Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.
Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.
Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lige vejr til at jage i!" Lidt senere hørte man ham så klage: "Min gode vingeharpun er væk!" Så hørte man folk råbe: "Han siger hans gode vingeharpun er forsvundet!" Kunuk og hans bror kom udenfor og så, at mændene strømmede ud af teltene. Nogle gik og gned øjnene mens de klagede over, at de var kommet til at sove over sig. Det var for at vise deres underdanighed. Midt i det hele råbte den stærke mands mor, der var ude efter vand at hun nu havde fundet vingeharpunen. Hun pegede på et sted ved stien til kilden. Straks løb folk hen for at trække harpunen op, men ingen kunne. De kaldte på Kunuk og Kumallaasi. De to blev så enige om, at Kunuk som ikke var så stærk som lillebroren skulle trække den op. Kunuk gik hen til stedet og så, at enden af harpunen var ved at blive slidt helt ned, fordi folk blandt andet havde forsøgt at få den op med tænderne. Kunuk klemte to fingre omkring det stykke, der stak op af jorden, og trak harpunen op uden det mindste besvær.
Da de kom tilbage til teltet, sagde den gamle mand at der under konebåden lå to kajakker - med redskaber som havde tilhørt hans afdøde søn. Der lå også en stor kølle. Alt det ville han gerne overdrage svigersønnerne. Han fortalte at hans søn var blevet overlistet og dræbt af den stærke mand af misundelse, fordi han var stærkere end ham. Søstrene ville ellers påtage sig hævnen, men endnu havde de ikke gjort alvor af det. Da svigerfaren holdt inde lidt, hørte de nogen råbe derude, at gæsterne skulle møde op til kappestrid på den store slette. Brødrene kom ud og så, at en masse mænd var på vej op for at overvære kampen. De fulgte efter dem.
Midt på sletten stod en stor pæl. På enden af den var der noget hvidt der lignede en hare. Det viste sig, at han plejede at slå efter den. Han kaldte dem hen, og de gled derhen på glidebanen. Så sagde den stærke: "Se på den her, nu slår jeg til den flere gange. Kunuk gik helt hen til ham. Da den stærke slog den, drejede den rundt. "Se på den endnu en engang", sagde den stærke. Mens Kunuk stirrede på den, der skulle dreje rundt, opdagede han at det var ham selv, den stærke skulle til at slå. Kunuk gjorde sig hård. Den stærke gav ham hvad der skulle være et dræbende slag, men det skadede ham ikke. Da andet forsøg heller ikke lykkedes, lød der hånende tilråb fra hele den store samling mænd. Så kaldte den stærke Kumallaasi hen til sig. Og den stærkes slag prellede ganske af på ham. Den stærke ville have forsøgt sig endnu engang, men Kumallaasi sagde: "Lad det nu være min tur." Helt uventet gik den stærke med til det. Kumallaasi tog hans kølle og bad ham gøre sig hård. Og selv om Kumallaasis slag ikke var særlig kraftigt, blev den stærke dræbt på stedet. Straks bad mændene så Kunuk og Kumallaasi om at blive deres ledere. Men de sagde at de bare kunne tage ud på fangst uden nogen til at bestemme over dem.
Fra nu af begyndte Kunuk og Kumallaasi at øve sig i kajak. De lærte det hele i løbet af to dage - også at vende rundt hvis de kæntrede. Engang var man ude at jage en stor hunhvalros. Blæren på Kunuks spyd var et skind af en grønlandssæl, som blot var blevet pustet op. Kunuk kastede sit spyd på en afstand flere gange det normale, og ramte dyret lige midt på. Den åbnede munden en smule og døde med det samme. De der ville give den det dræbende stød sagde: "Spyddet er trængt helt ind til blærens (? BS) pustehul." Udbruddet kom i begejstring over den styrke hvormed dyret var blevet ramt.
Det blev også fortalt, at sæler blev dræbt af suset, blot våbnet strejfede det (Ifølge Thisteds oversættelse, 1993:19).
Engang hørte de om den store Ungilattaqi nede sydpå. Han dræbte alle der kom på besøg - også de enormt stærke. Hans våben var et stort sværd. Derfor kunne ingen magte ham.
De tog af sted i to konebåde. Den ene var Kumallaasis med den dræbte stærke mands mor med om bord. Den anden var Kunuks. En masse kajakmænd ledsagede dem. Alle var indstillet på at kæmpe mod Ungilattaqi.
En dag blæste der en kraftig norden. Konebådene havde sat sejl til, og de mange kajakmænd i følget morede sig med at kaste harpun tæt ved konebådene. Da Kunuk kastede sin harpun, faldt den med et plask lige ned ved siden af forenden af hans kajak. Den gamle kone, moderen til den den stærke mand, som Kumallaat havde dræbt, hånlo så voldsomt, at Kunuks (Kumallaats ?) kone blev flov og brast i gråd. Kunuk spurgte sin bror, der var sin konebåds styrmand, hvorfor hans kone græd. Da Kumallaasi sagde hvorfor, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun endnu engang. Han holdt sig med vilje bag konebåden. Så roede han til og kastede harpunen over konebåden og ramte med et knald hætten på den gamle kones pels, så et stykke af den gik af. Hun roede forrest. Kunuk gentog kastet.
Noget senere blev Kumallaasi pludselig klar over at de roede forbi det sted, hvor de havde begravet deres lillesøster. Han blev grådkvalt og bad en anden om at styre båden mens hans selv ville frem og sidde i forenden. Han lænede sig forover mod rælingens spidser og skiftevis græd og holdt gråden tilbage. Når han hulkede, rystede konebåden så meget, at der kom vand ind ad forenden. Så stærk var han. Kumallaasi blev syg og døde, og man sagde at sygdommen begyndte dengang han tvang gråden tilbage.
Således kom Kunuk uden Kumallaasi til Ungilattaqis boplads med de mange mennesker. Det var om vinteren over isen. En kraftig bygget mand bød ham komme ind i det nederste hus med ét vindue. Det var faktisk Ungilattaqis fjende. Uden at byde sin gæst på mad først sagde manden at han ville vise Kunuk hvad Ungilattaqi plejede at gøre. Først gik han hen til to udstoppede hvalrosskind og løftede dem i de to langfingre, som han stak ind i stropperne. Han gik rundt med dem og da han lagde dem ned, var det Kunuks tur. Kunuk stak sine to lillefingre i stropperne på de to udstoppede hvalrosskind og rundt med dem i udstrakte arme. Han satte dem ned på gulvet endnu før han blev træt. Så sagde værten: "Sæt dig ned ret over for mig." Han satte sig. "Nu vil jeg teste dig med et sværd der ikke dræber", sagde værten. Han tog et sværd og en tromme frem under briksen. Idet de istemte en sang, hørte han nogen sige: "Duk dig, gæst!" Den store Kunuk dukkede sig så kun hagen var synlig; og våbnet, som værten kastede, ramte dér hvor Kunuk var før han dukkede sig. Værten kastede våbnet endnu engang uden at ramme Kunuk. "Sådan plejer Ungilattaqi at gøre. Jeg ved ikke om han kan klare dig," sagde værten der havde lagt mærke til Kunuks behændighed.
Værten havde just sat noget mad frem for sine gæster, da der kom bud efter dem fra Ungilattaqi. "I må sætte et frejdigt ansigt op når I kommer ind, ellers dræber han jer", sagde værten, da de gik.
Da gik ind i det store hus med tre vinduer. Det store rum helt fyldt op med Ungilattaqis koner. Ungilattaqi bad Kunuk sætte sig på sidebriksen og hans kone på¨briksen helt inde ved væggen. Kunuk satte sig på sidebriksen tæt op ad Ungilattaqi. Værten fra huset med ét vindue satte sig over for dem. Ungilattaqi grinte lidt, og straks blev gæsterne budt på al mulig mad. Da de var færdige med at spise, bad Ungilattaqi Kunuk sætte sig over for ham. Så¨stak han bånden ind under briksen og tog et stort sværd og en tromme frem. Dem holdt han i hver sin hånd. Så snart Ungilattaqi slog lidt til trommen, istemte alle folk i huset en sang, der nævnte Kunuk ved navn. I det samme hørte man nogen råbe: "Duk dig gæst, nu vil Ungilattaqi som aldrig lader sine gæster leve kaste sværdet i dig!" Kunuk dukkede sig så kun hans hage var synlig, og i det øjeblik der kom en smule bevægelse i Ungilattaqis arm, sprang han op og hagede sig fast i en loftsbjælke. Ungilattaqis sværd ramte det sted, hvor Kunuk før var. Folk i huset råbte hånsord. Det lykkedes heller ikke Ungilattaqi at ramme Kunuk i næste kast. Da han ville til at prøve tredje gang, protesterede Kunuk og tog våbnet fra ham med ordene: "Nu er det min tur."
De byttede plads så det nu var Kunuk der satte sig på briksen og Ungilattaqi på sidebriksen. På opfordring slog Kunuk lidt til trommen, og i det samme istemte man en sang hvor Ungilattaqi blev nævt ved navn. Kunuk var endnu ikke parat, da der blev råbt: "Duk dig store Ungilattaqi som aldrig lader en gæst leve, nu vil gæsten ramme dig." Kunuk blev klar over at han nu havde løftet våbnet til kast; han lagde mærke til at Ungilattaqis øje (han havde kun ét) havde en tilbøjelighed til at skæve opad. I samme øjeblik Ungilattaqi begyndte at strække sig opad, kastede Kunuk sit våben og ramte ham i halsen lige over brystbenet, så han blev naglet fast til væggen. Straks sprang Kunuk fra briksen ud gennem vinduet og landede neden for møddingen. Han var dårligt landet, da hans kone kom og tog ham om livet. Så råbte man til ham at han først måtte brydes med tre stedfortrædere for Ungilattaqi, - hver af dem med dobbeltbalder (balder både bag og for), som var langt stærkere end Ungilattaqi; og det skulle foregå på en stor slette som blev brugt til den slags kampe. Kunuk tog derhen og midt på sletten stod en mand. Da Kunuk kom hen til ham og de begyndte at brydes fandt han hurtigt ud af, at modstanderen langt fra var så stærk som hans afdøde bror, Kumallaasi. Han fik hurtigt dræbt ham og gjorde det samme med de to andre.
Da Kunuk havde dræbt de tre blev der sagt, at der endnu var en stedfortræder tilbage - én med lam underkrop. Ham ville de hente i konebåd. Snart viste der sig tre konebåde lige efter hinanden med dette lamme væsen, som ikke var noget rigtigt menneske. Da denne gik i land, begyndte Kunuk at brydes med ham. Kunuk syntes egentlig at det lamme væsen var lettere at klare end sin afdøde lillbror. Men der gik nu nogen tid før han fik dræbt ham.
Kunuk skulle til at hjemover efter hævnen over disse mennesker, da han mødte deres mor, som sagdes at være svær at få bugt med. Men hende dræbte han også. Og Kunuk fik ro i sindet efter at have hævnet sig på disse mennesker. Her ender fortællingen.
Det er ikke til at sige noget om, hvor meget de grønlandske fortællere har ramt ved siden af; for det sker at man selv digter videre på noget man blot løseligt har fået fortalt. Denne fortælling er nedskrevet sådan som den er blevet fortalt. Der er ikke blevet føjet noget til. Jeg har heller ikke strøget noget. Der er ellers mange forskellige fortællinger som ikke er skrevet ned. Nogle er morsomme hvor alt muligt er overdrevet. 1858, 12. august. Kristian Renatus.
Var.: Kunuk; Søg også på Kumal*; |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com