Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Aadaaridaat / Aadaarutaa
Dokument id: | 2031 |
Registreringsår: | 1980 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Simonsen, Josva |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Aadaaridaat / Aadaarutaa |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 22 - 29 |
Lokalisering: | Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form: Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.
En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.
Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.
Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.
Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.
Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.
Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa. Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik
Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.
Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben. De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. |
Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Dokument id: | 29 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 181 - 182 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort. Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.
Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.
Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.
Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne. |
Ajatok / Ajaattoq
Dokument id: | 1938 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajatok / Ajaattoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 109 - 118 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere.. Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.
Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage. Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit. Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene. Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit. Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.
Var.: Rosing Ajaateq.
Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt. Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk. Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens. Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822). |
Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt
Dokument id: | 1677 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijak og Uitsaleqángitseq på åndeflugt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 228 - 232 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten. En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd, Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel. Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter A.s store evner. Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys. Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.
Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f. Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93, II: 408). |
Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse
Dokument id: | 31 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 184 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.
Var.: søg på innersuit.
Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.
Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001. |
Augpilagtoq / Aappilattoq
Dokument id: | 342 |
Registreringsår: | 1916 |
Publikationsår: | 1939 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq) |
Nedskriver: | Jaakuaraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Augpilagtoq / Aappilattoq |
Publikationstitel: | Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 110 - 115 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Redaktør: Lynge, Kristoffer. Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86. Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:
Beretningen om Aappilattoq
Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."
Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.
Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.
Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.
En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det. Her slutter fortællingen.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq |
Aviaja og hans slægt
Dokument id: | 983 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Puarajik (Henrik) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aviaja og hans slægt |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 130 - 132 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.
Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig. Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.
Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne. De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære. Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.
Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk. |
Broderen som genfandt sin søster i Akilineq
Dokument id: | 113 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Broderen som genfandt sin søster i Akilineq |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 102 - 107 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)
Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.
Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.
Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.
Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.
Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
C'est un pubi. Une "glace tupilek" / Det er en pubi. En "is-tupilak"
Dokument id: | 2016 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | C'est un pubi. Une "glace tupilek" / Det er en pubi. En "is-tupilak" |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 392 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassaliks |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Som ung pige så Kara og Odine / Odin, der dengang endnu var hjælper (kiffaq) hos hendes forældre, en is-tupilak ved Umiivik, dvs. en stor, aflang isflage med et sælhoved, der med eet formedes i elven og bevægede sig mod huset. Hjemme igen holdt Odin øje med den uden for, hvor Qartowat (Sabine's bror fra Tasiilaq) kom ud med sin bøsse. Men tupilakken var væk, forsvundet ned i jorden under huset.
Hist.: Forklaring på en bemærkelsesværdig isdannelse i elven, i slutningen af 1800-tallet. Kommentar: Pubi: der menes muligvis en pupik, en paddehat, dvs. af lignende form? |
Christian Poulsens selvbiografi
Dokument id: | 984 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Poulsen, Christian |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Christian Poulsens selvbiografi |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938. Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.
Resumé: Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.
var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.
Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900. Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.
Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder. Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren
Dokument id: | 1998 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | cutup iwa / L'habitant d'une grotte / huleboeren |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 368 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En aften stirrede et ansigt vedholdende ind gennem tarmskindsruden og truede med at ville stikke en af husboerne med en kniv. Til slut stak en af dem selv den fremmede i ansigtet tværs gennem tarmskindet. Næste dag så man blodspor fra vinduet til en dyb hule udhulet af et vandløb under en sneskorpe. Det skulle være foregået ved Noortiit (ved Kulusuk?) kort før Konebådsekspeditionens ankomst i 1884.
Hist.: Forestillingen om netop den slags huleånder er sjældent dokumenteret i fortællingerne. 1880'erne. |
Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Dokument id: | 223 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 152 - 157 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194. H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.
Resumé: Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende. En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.
Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq. Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.
Var.: Niumak
Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Dokument id: | 60 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 321 - 323 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.
Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51. Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.
Resumé: Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham. Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden. Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.
Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.
Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.
Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq |
En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Dokument id: | 221 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 146 - 149 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift). Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192. H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.
Resumé: En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik. Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.
Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen. Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Dokument id: | 1940 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Famine à Isertok / Sult i Isertoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 127 - 130 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker! En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv. Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone. Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet. Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.
Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883. Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist. |
Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Dokument id: | 226 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 164 - 172 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften) Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.
Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.
Resumé:
Qapiarsuaq er angakkoq / åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.
Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord. Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide. Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen). Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker. Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.
Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782. Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170). Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Hans Egede Oqalukbalarata
Dokument id: | 399 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Egede, Hans |
Nedskriver: | Egede, Hans |
Mellem-person: | Rink, H. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Hans Egede Oqalukbalarata |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1151 - 1161, nr. 227 |
Lokalisering: | ? |
Note: | |
Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.
Hans Egedes fortælling Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.
På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.
Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.
Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.
Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg. På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.
Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os. Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.
Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).
Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.
På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.
Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.
Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.
Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.
Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.
Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.
Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det (istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.
Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.
Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.
Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle: "Maliit, hvad er der galt?" "Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.
Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.
Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.
De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel. Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.
Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.
De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.
Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.
Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?
Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.
Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).
Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?). De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.
Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.
Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."
Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"
Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.
Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.
I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.
Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.
Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.
Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.
Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.
Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut. Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.
Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.
Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).
Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.
Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.
Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.
Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).
Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.
Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.
Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev. Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.
På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt! Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.
Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.
Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.
Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.
Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).
Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.
Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.
Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.
På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.
Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede. |
Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig
Dokument id: | 1921 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire d'un meurtre récent / Historien om et mord der skete fornylig |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 73 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Omkring 1925, da Agidi fra Aginatsat / Akinnatsiaat (syd for Kulusuk) ville giftes med Edisa / Elisa (?) satte hendes adoptivsøn, Atsidi sig imod det. Noget senere ankom Agidi til handelsstationen i Tasiilaq og meddelte at Atsidi var kæntret og druknet i kajak. Han medbragte Atsidis handelsvarer. Nogle uger senere viede Kristian / Christian Rosing Agidi til Edisa. Endnu senere, en vinternat, vækkede Atsidis storebror, Ajna sin kone og fortalte at han netop havde drømt at Agidi havde dræbt Atsidi. Så tilstod Agidi og sagde han havde dræbt ham med sin fuglepil og kastet liget i en klipperevne. I 1935 fandt Inadiusi / Innaadiusi, Hans' søn, liget med klæder og sener (ligbindinger formentlig, BS).
Hist.: Historisk beretning om et mord i kolonitiden, som åbenbart ikke kommer til den lokale øvrigheds kendskab.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Humour eskimo / Eskimo humor
Dokument id: | 1936 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Humour eskimo / Eskimo humor |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 107 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Tsangitseq og Kukku, der begge var stokdøve, var ude med en tredje kajakmand. Han skød en sæl og skuddet gik tæt forbi Tsang.s øre. Denne så op, holdt hånden bag øret og sagde: Tys! Det lød som om nogen skød. Straks efter så Kukku op, rynkede næsen, snusede og sagde: Puuh! hvad er det dog der lugter sådan! Om Iarpa / Iaarpaat fortælles at han, da han var blevet for gammel til at fange, tog med kvinder og børn ud i umiaq for at plukke bær. Engang man herude hørte et råb fra fjordbunden over vandet, kiggede kvinderne en efter en gennem en medbragt kikkert, uden at kunne øjne noget. Iarpa / Iaarpaat kiggede også - på opfordring - men han erklærede at der kun var himlen at se.
Hist.: Sjov historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. |
Inden titel
Dokument id: | 2007 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Inden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 380 - 382 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Kara's fars forældre havde ved hekseri befalet deres hund til som tupilak altid at (for)følge Kara's far, fordi de ville skille sig af med ham. Det lykkedes dog ikke hunde-tupilakken at dræbe ham (nogle folk er immune over for tupilakker), inden den faldt ned fra en skrænt i havet og druknede. Men den holdt sig stadig nær sit offer, under gulvfliserne, hvor den krattede hveranden nat, og engang i en sæls åndehul, som den stak snuden op i uden at Kara's far harpunerede den. Til sidst måtte Maratsi under en seance lade en af sine hjælpeånder finde hunden uden for i en kajak, dræbe og fortære den. Karas farmor, der var tupilakmageren, døde sindssyg (af tilbageslag). Straks efter hendes mands død og begravelse i havet mistede hun forstanden i sit ensomme telt, hvor hun overholdt sørgetabu. På andendagen kom stormen inde fra land, piteraq'en, blæste teltet væk, og hun frøs ihjel. Kara, der var opkaldt efter hende, mente at hun tænkte akkurat som sin farmor, når hun altid frygtede at fangerne, når de tog ud, ikke kom hjem igen. Det holdt først op da hun havde fortalt om sin skræk efter at hendes farbror, Qanangijuk (?), ikke var kommet hjem fra fangst. Delvis isblind var han vendt om og havde ladet de andre fortsætte ud over isen.
Hist.: Fortolkninger af historiske begivenheder i slutningen af 1800-tallet.
Kommentar: Et godt middel til selvforståelse / identitet var/er identificeringen med den (afdøde) person man er opkaldt efter. |
Inden titel
Dokument id: | 2008 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Paola (Paoda) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Inden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 383 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Som reaktion på en fortællingen om Kara's fars tupilakhund (søg: Victor 1993, s. 380 - 382) giver Paoda et par lignende forklaringer på relativt nylige dødsfald til bedste. Alle Kristinas børn døde som små, et par tvillinger, en søn og til slut en datter. De havde pebet som små hundehvalpe og mens datteren lå døende havde det lydt som en hund under gulvfliserne. Årsagen var at Kristina havde ladet sin hjælpeånd tage hvad den ville i hendes cache de vivre (vagina?) som betaling for at kurere hende for en opsvulmet hånd. Hun måtte have været en heks. Det samme måtte Iwa, James' kone være, fordi man kort før hendes død havde hørt en ravn skrige hendes navn ude på isen.
Hist.: Skønt det ikke er egentlige fortællinger viser disse to forklaringer på faktiske dødsfald, som man finder unormale, hvordan og i hvilken fortolkningsramme fortællinger bliver til.
Kommentar: Seksuelle forhold til hjælpeånder, der forekommer i flere østgrønlandske fortællinger, kan tydeligvis have fatale konsekvenser. |
Indlandsboen
Dokument id: | 2051 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Lange, Benjamin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Indlandsboen |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 88 - 89 |
Lokalisering: | Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.
Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik. |
Ingen overskrift
Dokument id: | 1981 |
Registreringsår: | 1935 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Macidida |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ingen overskrift |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 249 |
Lokalisering: | Parnagaj / Paarnakajiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Uden forældre søskende var Mac. som lille pige med i en konebåd, med Tabitas bedstefar ved styreåren, til Qertada / Qertaalaq nær Nativit / Nattivit, hvor hun den første dag på en ensom tur op i landet mødte en dværg, der hed Nortu. Han hørte hun var uden nære slægtninge og gav hende det råd at sy den fjerde klo af en remmesæls forluffe ind i venstre ærme af sine sønners anorakker, når hun engang fik sådanne. Da ville de blive stærke hævnere. Dværgen lovede hende også mange ørreder, som hun ganske rigtig kunne fange så mange af hun ville den følgende dag. De svømmede lige op i hånden på hende. Dagen efter tog de tilbage til Sermilik, fordi Atwata / ? pludselig var død af et maveonde.
Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Victor nævner ved navne de andre der var med i konebåden: Kakwa, Uwani (Tabita fra Kuummiits mor), Pajwarti (Josuas mor fra Kangerlussuatsiaq) Tibaru (Tabitas farmor), Akiciguju (Dorti's mor fra Kuummiit). De to sidstnævnte roede ikke. Victors stavemåder lader sig vanskeligt aflæse. Med et godt lokal- og personkendskab ville det kunne lade sig gøre.
Kommentar: Mødet med dværgen var en typisk optakt til en åndemaneruddannelse. De små ånder opsøgte med forkærlighed forældreløse børn, der trængte til trøst, og tilbød sig som hjælpeånder. Macidida (Margarida ?) har sikkert siden ærgret sig over at man måtte forlade stedet så hurtigt. |
ingen titel
Dokument id: | 2005 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | ingen titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 378 - 379 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Noortiit (ved Kulusuk ?) dengang der boede mange dér, fik den yngste af to søstre, der plukkede revlinger på "Fødselshøjen" (en kvinde havde engang født dér), øje på et stort, hvidt dyr. Nok en bjørn, hviskede hun. Men da storesøster bemærkede en stor sort plet på dens flanke og derfor mente det måtte være en tupilak, flygtede de ned til stranden. Her fremsagde den ene en trylleformular / trylleformel / serrat, som skjulte dem for dyrets blik. Det forsvandt. Da de kom hjem og nævnede det store, hvide dyr, råbte alle: 'en dejlig stor bjørn'. Men da pletten blev nævnt, råbte de: 'En fæl tupilak!'
Hist.: Lokaliseringen kunne tyde på en historisk begivenhed, men ikke tekstens rytmisk stramme komposition.
Kommentar: Hvide dyr med en sort plet på siden blev i en sydvestgrønlandsk fortælling (Manguaraq) regnet for Månemandens private fangstdyr. |
Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....
Dokument id: | 1042 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 25 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Istarôq kangerdlugssuatsiaq .... |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 32 - 33 |
Lokalisering: | ? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage, da der lå vinterbopladser i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden, boede der en fanger i bunden af fjorden på et sted, der hed Kangersuaq, og en anden fanger længere ude i fjorden på et sted der hed Kangiusaq. De to plejede at besøge hinanden. Et efterår, da Kangersuaqboen som sædvanlig var taget ind til sin boplads, rejste Kangiusaqboen ind i fjorden, fordi det var så længe siden, han havde hørt noget til ham. Han lagde til hos ham og så, at han var ved at bygge sig en ny kajak, fordi han havde mistet den gamle. Kangiusaqboen spurgte, hvor han havde mistet sin kajak, og han fortalte, att det var under en jagt på tejsteunger på den anden side af fjorden lidt vest for bopladsen. Der var han nemlig havnet et sted overfor deres hus, hvor han opdagede, at han kun kunne komme videre ved at kravle op ad en meget stejl klippevæg (usikkert!).
Da Kangiusaqboen vendte hjem, sagde han til sine husfæller, at det måtte være den onde selv, Kangersuaqboen havde haft som hjælper, siden han havde kunnet kravle op ad den helt ufremkommelige fjeldvæg.
Igen et forår tog Kangiusaqboen ind i fjorden for at besøge Kangersuaqboen, som han ikke havde hørt noget til i lange tider. Det viste sig, at det inderste af Kangerlussuatsiaq var frosset til. Han stødte på iskanten, da han vestfra nærmede sig kangersuaq- boens hus. Det var første gang, han oplevede, at havet her var frosset til. Han kom op af kajakken ved iskanten; og han gik indefter og ventede på, at der skulle vise sig et menneske. Han nåede næsten helt til Kangersuaqboens hus, uden endnu at have set noget. Da han skulle til at gå op på isfoden, opdagede han, at der lå en udstrakt fiskesnøre oven på isfoden. Han fulgte den op til huset, for den nåede helt derop. Fiskesnøren var lavet af hvalbarde. Lige før han nåede frem til huset, fik han øje på kangersuaqboen, som lå død halvvejs krøbet ind i husgangen. Han undrede sig over, at de andre i huset bare havde ladet ham ligge dér, så han gik videre ind i huset. Og hvilket syn!. Alle kvinderne lå døde. Det viste sig, at han under rødfiskefiskeriet på fjordens modsatte bred var faldet igennem isen. Han var kravlet op på isen igen og var gået hjem over isen, men han var frosset ihjel, mens han kravlede ind i gangen. Og da han var ved at fryse ihjel, havde han skræmt kvinderne inde i huset til døde, (formentlig ved at råbe ind??) hvorefter han selv var død. Kangiusaqboen anede nok, at der var noget galt, sådan som han havde forceret den ufremkommelige fjeldvæg, dengang han mistede sin kajak. Kangiusaqboen kunne ikke gøre andet end at lade huset falde samen henover dem, og lade det blive deres grav. Lige siden Kangiusaqboen kom tilbage, har ingen taget derind; for de blev bange for dem.
Var.: Ikke i denne bases samlinger
Hist.: Muligvis en historisk hændelse der har fået sin særlige - kristne - forklaring. |
Kajusi et le faucon / Kaajusi og falken
Dokument id: | 1935 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kajusi et le faucon / Kaajusi og falken |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 106 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p
Resumé: Kaajusi, Japidis / Jaappidis storebror fangede i hele sit liv ikke andet end en ræv og en falk. Ræven gik i en fælde han havde lavet, og da han så den dér sagde han: Sikken stor jæger jeg er! Falken fik han, da han opdagede noget der trak el. bed ham i benet. Han greb den i struben, men bar den levende hjem fordi han ikke kunne finde ud af at dræbe den.
Hist.: Lattervækkende historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. |
Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat
Dokument id: | 437 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' |
Fortæller: | Tobiassen, Kristian |
Nedskriver: | Tobiassen, Kristian |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kalaitdlit oqalugtuanik tusarumassarnerrat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 4, 25 sider |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Med meget smuk skrift beretter Kristian Tobiassen I: om omstændighederne ved fortællingen af fortællinger og historier, og II: hvad hans far, Tobias har fået fortalt af andre om fangst, fangstredskaber og den slags. Teksten, der dels er et essay og dels en beskrivelse, er ikke blevet oversat. BS. |
Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden
Dokument id: | 1032 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 16 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 20 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Når sildepiskerne om foråret gik ind i Kangerlussatsiaq, plejede sildepiske-fangeren at jage dem med en tyk og lang line. Det skete engang, at han havde svært ved at få bugt med én, da den flyttede rundt fra den ene kyst til den anden inde i fjorden. ("Kangerdlugssuatsiarôk tuladlugu nûgtarmat, kan måske tolkes sådan ?) Og engang han var på fangst om foråret, så han nogle hvaler gå ind i fjorden. Han var vild efter at få dem og forfulgte dem stædigt lige til Sermersuuts yderste forbjerg, så måtte han give op og vende om. I det samme dukkede en sæl op i nærheden. Han roede hurtigt hen for at harpunere den. Ganske tæt på så han dens krop, og blev så bange, at han måtte ro væk. Han turde ikke harpunere den, fordi dens krop gik dybt ned i vandet. Så fik han da noget at fortælle om.
Hist.: Virker autentisk. |
Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet
Dokument id: | 222 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kapatuut og hans søn Norsartooq for hvem en sortside og en hvidhval kom ud på eet |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 150 - 151 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 49h - 50v (begyndelse mangler, ses i afskriften) Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 150 - 151: Kapatuut erneralu Norsartooq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 193.
Resumé: Ved Kangerlussuatsiaq bor Kapatuut, en lille, men flittig kajakfanger. En vinter får han en tilrejsende sydlænding som husfælle. Denne driller ofte Kapatuut med, at hans endeballer ligner en damenumse. Men efter en fælles hvidhvalsfangst, hvor Kapatuut pga. af en pludselig storm må bugsere både hvidhval og sydlænding hjem, holder drilleriet op, og sydlændingen udtrykker skam over sin dårlige opførsel. Kapatuuts søn udvikler sig til en stærk og dygtig fanger og lynhurtig kajakroer, der kan tilbagelægge store strækninger. Hans kastetræ er så langt at fire mand kan sidde på det, og fordi han er så hurtig, fanger han lige nemt sortsider og hvidhvaler. Han fanger dog ikke noget fra andre. Først når dyrene er ude af deres kastevidde, sætter han efter dem og nedlægger altid et par stykker. Den første hvidhval, han møder om foråret, prøver han at komme til at røre ved uden at harpunere den. Da vil han fange mange om vinteren. Da han forelsker sig i en pige på en anden boplads langt væk, besøger han hende hver nat, men når både hjem og ud på fangst inden de andre vågner. Da de er blevet gift, fanger han så mange hvidhvaler, at hans kone ikke kan få plads til alle de luffer af unge hvidhvaler, som hun nu oplagrer. Senere opdager hun, hvor stærke vågehvalernes sener er, og hun vil herefter ikke bruge sener fra andre dyr. Kort sagt er Kapatuuts søn en fantastisk storfanger. Han møder dog én gang en slags hvaler, som han ikke kender og må opgive at få ram på.
Hist.: Formentlig en historisk beretning, der ikke uden videre kan tidsfæstes. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
L'homme à l'arbalète / Manden med armbrøsten
Dokument id: | 17 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'homme à l'arbalète / Manden med armbrøsten |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 150 - 151 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Armbrøsten var kendt både i lille format som legetøj og blev tidligere brugt som jagtvåben i Ammassalik området. Engang for længe siden var der ved Igasartewa / Ikaasatsivaq (ud for vestkysten af Ammassalik øen) to telte. I det ene boede en stærk mand, der foruden sin egen kone havde den anden mands kone, som han havde røvet. Den anden mand, der var lille ogsvag, sad trist tilbage i sit telt. Men da den stærke ovenikøbet hånede ham ved at blotte sin bag, stikke den bagud mod ham og udvide sit røvhul med fingrene, blev det den anden for meget. Han skød pilen fra sin armbrøst lukt ind i hullet. Den stærke faldt død om og den svage fik således to koner. Også den stærkes enke var tilfreds med byttet.
Hist.: Ikke historisk. Vedr. armbrøst henvises til første bind af sin Civilisation du Phoque, 1989:270. |
L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden
Dokument id: | 30 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui a perdu la raison / Manden som mistede forstanden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 183 |
Lokalisering: | Tineteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Denne mand, der var særdeles stor og stærk, boede ved Ititadi / Ittitalik, nær Ikkateq ved Sermiliks munding. Han brød skik og brug ved at forbyde andre at fange på de steder, hvor han ville fange. De lystrede. En dag mistede han forstanden. Det blev værre og værre. Alle mænd måtte forenes om at holde ham i ave når han rasede. Fælleshuset tømtes for famlier. Til sidst blev den frådende galning alene tilbage. Han overlevede i månedsvis uden mad. Til slut drog en flok af de stærkeste mænd med en angakkoq derhen, hvor han holdt seance og lod sin hjælpeånd, isbjørnen, bekæmpe den vanvittige. Da man fik blus på lamperne lå der kun liget tilbage på briksen.
Hist.: Der er en del fortællinger om personer der blir sindssyge. Næsten alle mænd. Ovennævnte mand, der kan være historisk, har sikkert i sin afkræftede tilstand været nem at overmande for åndemaneren.
Søgeord: sindssyge, sindsyge. |
L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone
Dokument id: | 35 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui achète une femme / Manden som købte en kone |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 189 - 190 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En ung mand, der ønsker sig en kone, tar med et flækket halestykke af en nyfanget remmesæl til Ikkatteq, hvor mange folk er samlet og forlyster sig. En mand, der har stor lyst til halestykket udpeger en ung pige som sin datter og giver hende til den unge mand i bytte. Senere erfarer han, at manden hverken er hendes far eller endog gift, og den unge mand sværger at hævne sig. Da løgneren får nys om det ankommer han med en masse tilskuere på slæder til den unge mands boplads. Først lader de to af deres hunde slås ude på isen. Den unge mands hund, der har haft poten i seletøjet, taber. Men da den unge mand og løgneren slås ude på isen, blir løgneren overvundet tre gange. Man transporterer ham hjem med 'flækket' rygsøjle. Kommentar: Der synes at være god symbolsk overensstemmelse mellem det flækkede halestykke og den flækkede rygsøjle. Halestykker tilkom de fleste steder i Grønland kvinderne og burde ikke spises af fangere, der ville have held i fangsten. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger. |
L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak
Dokument id: | 27 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | L'homme qui échappe à un tupilek / Manden som undslap en tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 179 - 180 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En kajakmand fanger en lille sæl efter at have fremsagt en serrat / formular for at den ikke skal rive sig løs. Den dykker, manden når ikke at smide fangstblæren ud før linen strammes kraftigt, hvorved han må hælde stærkt til siden for ikke at miste balancen. Men han er stærk og kæntrer ikke. Det må være en tupilak. For så stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almmindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen og til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, Kristian, eller Victor der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. stærk er en almindelig lille sæl ikke. Sælen kommer op et kort øjeblik som en klapmyds, dernæst som en almindelig lille sæl, der imidlertid vikler sig aldeles rundt i harpunlinen til den sidder fast under kajakkens bagende. Manden, der ved han ikke må se sig om efter den, når i land, hvor tupilakken viser sig at være en lille sæl, der længe har været død.
Kommentar: Det fremgår ikke helt klart om det er fortælleren eller indsamleren, hhv. Kristian eller Victor, der underforstået mener, at det ikke har været en tupilak, men bare en lille sæl, der er blevet viklet ind i linen. |
L'homme ressuscité d'Iditi / Manden der genoplivede Iditi
Dokument id: | 14 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'homme ressuscité d'Iditi / Manden der genoplivede Iditi |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 143 - 146 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Under den hårde dobbeltvinter 1882 i Iditi / Illertik / Ittertik (ved Kangerlussuatsiaq) er Amartuwat og to andre mænd gået ud på isen for ved strømhuller at finde noget tang. Det lykkes at fiske noget op, men ikke af den slags man vanligvis spiser. De tre mænd propper sig og får mere og mere ondt i maven. Amartuwat må på deres vej hjem lægge sig på isen, hvor han udånder. Man har intet tang med hjem, men da Am.s mor hører om hans død gir hun sig ikke til at græde. I stedet udstopper hun en anorak og et par bukser, som tilhører Am. og giver sig til at vugge den legemstore 'dukke' på sit skød mens hun synger hans kælevise fra lille. Hun vugger og synger uafbrudt i tre døgn. Da dukker han op ude ved næsset, nærmer sig stiv som en dødning med stive øjne, og alle frygter at han vil gå lige ind i huset. Det betyder alles visse død. Men han er heldigvis en der vender tilbage (angerlartoq), for han drejer en halv omgang og går baglæns ind gennem husgangen og videre hen til moderen. Hun griber om hans bryst bagfra og holder ham i klemme med ringfingrene kroget i hinanden. Han prøver forgæves at slide sig løs, men hun får ham op på briksen, hvor hun vugger ham og fortsætter kælesangen. Han kommer til sig selv og siger: Så er jeg ankommet. Moderen bekræfter det og holder omsider inde med sin syngen. Husfællerne, der har været sendt ud af huset i alle tre døgn, kan vende tilbage. Kulpora var en lille pige på det tidspunkt og overvintrede i huset. Hun huskede udmærket sin onkel med forfrysninger i hænder og fødder.
Hist.: Vedr. dateringen 1882 se Victor Ajatok 118 Hist. Noget forvirrende indledes fortællingen med nogle informationer dateret til samme vinter og lokaliseret til samme sted, om Ajbertera's (Albert ?) to niecer, som han var gået ud at lede efter over den nærliggende bræ, fordi alle var døde af sult. Undervejs dræbte han dem og spiste dem. |
L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak
Dokument id: | 1925 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'ours-tupilek / Bjørne-tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 82 - 83 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Niki / Nikki, den store bjørnejæger boede i Agernanaj / Akinnaaq nær Kulusuk. Han dræbte isbjørne på den særlige måde, at han havde nøgen overkrop for at bjørnen ikke skulle have skindtøj at gribe fat i, svøbte sin venstre forarm ind i sælskind og stak den dybt ned i gabet på bjørnen mens han med højre hånd stak den i låret. Og fordi bjørne er kejthåndede / venstrehåndede, var det begrænset hvor megen skade den kunne gøre ham med sin højre lab. Andre bjørnejægere brugte samme teknik (fordi det var mere spændende end den alm. metode), men de havde nu ofte ar på ryggen. Nikki blev dog selv offer for en isbjørn, ikke en vanlig bjørn, men en tupilakbjørn, som han selv havde lavet og sendt mod en fjende, der åbenbart var ham for stærk. Han så den på lang, lang afstand, den var enorm, kom hen til huset, og da Nikkis lanse ramte forbi, blev han fanget ind af bjørnen og ædt. Senere vendte den tilbage, fordi et forældrepar, der havde opkaldt deres barn efter Nikki, havde skældt barnet ud. Det lykkedes dog faderen at jage den væk.
Var.: Rosing 1960, Nikki; Jens Rosing 1993: Hvis vi vågner til havblik, s. 54 - 58 (ikke med i basen).
Hist.: En historisk fortælling om en af de større bjørne, der fik held til at overfalde mennesker. Se fx Kuuitse / Kûitse / Kuuitsi, der to gange blev bidt næsten ihjel); Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa; Âtâq, ham, som bjørnen åd. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på sådanne angreb. Se tupilak / tupilakbjørn. |
La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen
Dokument id: | 2014 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La glace tombée du ciel / Isstykket falder ned fra himlen |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé:
Johanna og hele familien så engang en stor klump is falde ned fra fra himlen et stykke borte ved Kulusuk. Den roterede med kurs mod teltet og man var skrækslagne. Johanne gengav skrækscenen med fægtende arme, blinkende øjne og hovedet trykket ned mellem skuldrene. Heldigvis faldt den ned på den anden side af Kulusuk. Fangerne roede derhen og tog klumper med hjem. Inden døre smeltede de ligesom havis. Hist.: Autentisk. Formentlig en såkaldt megacryometeor, et kæmpehagl, hvis dannelse man endnu ikke helt kan greje (Wikipedia).
|
La légende des qatunat de Kulusuk / Legenden om de hvide mænd ved Kulusuk
Dokument id: | 16 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La légende des qatunat de Kulusuk / Legenden om de hvide mænd ved Kulusuk |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 149 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Det fortælles at tre qallunaat / europæere, to mænd og den enes kone og barn, levede nær Kulusuk. Da den gifte mand var ude på renjagt med en kammerat, dræbte den anden hans kone. Enkemanden tog, da han kom hjem, en kniv, skar en ridse i sit bryst, og diede barnet ved blodet, der forvandledes til mælk.
Kommentar: Fortællingen må skyldes en association mellem de lyshudede europæere og mælk: Deres blod kan ikke være så mørkt som grønlændernes?
Ifølge et andet sagn har man engang nær Kulusuk fundet et kranium, der ganske ulig grønlændernes var ganske højt og rundt. Det måtte derfor være af en europæer, en qattunaaq. Der har næppe været rener længere i Ammassalik-området. de uddøde før østgrønlænderne indvandrede i 1500-tallet. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes sener |
La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku
Dokument id: | 32 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | La mort d'Akku / Akkus død / Aggu / Akku |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 185 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Aggus søn køber for en hund nogle perler af Tubajangitseq / Tupajanngitseq, der selv har købt dem på en handelsrejse sydpå. Aggu ønsker sig perlerne til en af sine fire koner. Far og søn skændes en del om det og truer hinanden med sjæleran, idet de begge er åndemanere / angakkut. Aggu kvæles i opkastet af sit eget blod, fordi sønnens hjælpeånd har spist hans sjæl.
Var.: Rosing 1963, Aggu Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Også varianten fortæller at Aggu kvæles i sit eget blod. Sandsynligvis er han død af tuberkulose. |
La mort d'Apartsok / Appaarteqs død
Dokument id: | 1923 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort d'Apartsok / Appaarteqs død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 77 - 79 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop. Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.
Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq. Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.
Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden. |
La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn
Dokument id: | 28 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | La mort d'Imap naniwa, l'ours de la mer / drabet på havets bjørn |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 180 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p. Resumé: Havets bjørn var så kæmpestor at vandet kun nåede den til brystet når den gik i fjordene. Den ville have dræbt alle mennesker hvis ikke nogle havmennesker, makakajuvit, havde skåret senerne i dens poter over så den døde (af forblødning, foreslår Victor). Disse havmennesker har for vane at stjæle folks fangst ved at skære harpunen ud med en luns kød på. Faktisk træffer man sommetider på sådanne harpunspidser med noget kød på.
Abudu er identisk med Kukkujooq |
Le chien / Hunden
Dokument id: | 2006 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le chien / Hunden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 379 - 380 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Ved Umiivik havde Qanatsiaq en hund inden døre, der lød som et menneske når den sov. Den snorkede. Irriteret slog Qan. den hårdt med en lampepind, hvorpå den sagde, stadig i søvne: jeg kommer indenfor igen. Stor bestyrtelse. Det lykkedes Qan. at få vækket og jaget den ud, hvorefter man holdt sig vågen med tændte lamper hele natten. Hvis hunden kom igen og det var mørkt, ville den være uden pels og skræmme alle ihjel. Næste morgen fandt man den død uden for husgangen med afflået pels.
Hist.: Tolkning af en mulig historisk begivenhed. |
Le corbeau / Ravnen
Dokument id: | 2009 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Odarpi + Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le corbeau / Ravnen |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 384 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Le corbeau / Ravnen Ægteparret, der fortæller, hørte en aften en ravn på taget. De gik ud og jagede den væk. Den kom efter dem ind i husgangen. De jagede den ud og Odarpi gik ud med bøssen efter den. Men den var væk. Samme aften havde den været først i Tasiilaq, så i Kulusuk, og så i Noortiit. Hvis den var kommet ind i rummet og havde pustet sig op, havde den kvalt alle indvånere.
Hist.: Fortolkning af historisk begivenhed. Kommentar: Denne nære association mellem ravn og luft føjer sig til andre, der forbinder ravn med sila. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): balance. |
Le garcon qui louchait / Drengen som skelede
Dokument id: | 20 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le garcon qui louchait / Drengen som skelede |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 161 - 162 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En stærk mand, der vinder over alle andre i at trække armkrog, har røvet en anden mands kone. I den stærke mands hus holder en skeløjet dreng til på vinduesbriksen. Han fanger aldrig, sover længe om morgenen og er doven. Han har medlidenhed med kvindens forrige mand, en svækling. Så en dag beordrer han uden videre kvinden at gå tilbage til sin mand. Mens han gentager opfordringen kommer den stærke ud på gulvet, de to mænd nærmer sig hinanden, og helt tæt på har den skeløjede med eet slag dræbt den stærke. Den skeløjede skærer øjnene ud på den stærke, ligeså hans testikler og ber sin gamle mor sy dem ind i et sæt amuletseler, øjnene på brystet og testiklerne på ryggen. Han følger den røvede kone hjem til hendes mand. Derefter sover han tre døgn i træk.
Kommentar: Den skeløjede optræder oftest som fjenders budbringer i vestgrønlandske fortællinger. En anden karakter er den dovne fanger, der enten sover eller elsker tiden væk indtil han en dag, når alle er afkræftede af sult, går på fangst og redder dem alle. |
Le tonnerre / Torden
Dokument id: | 2013 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Le tonnerre / Torden |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 390 - 391 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Tidligere, fortæller Kara, var der torden så voldsom, at man i tide tog betrækket af kajakkerne for at de ikke skulle springe itu, satte teltene med åbningerne mod hinanden to og to, og limede tænderne i over- og undermund sammen, for at kæberne ikke skulle gå af led. Limen var kraftig størknet blod fra en særlig, sjælden, hårløs to-årig remmesæl. En fortælling fra dengang beretter også om en åndemaner, der på en skyfri dag varslede torden, men kun kunne få een kajakfælle til at tro sig. De to skyndte sig hjem og tog alle de ovennævnte forholdsregler. Kun de to, kvinderne og børnene overlevede.
Var.: Torden-ånderne; torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.
Hist.: Ritualet med sælblodet kan meget vel have fundet sted. Om torden var hyppigere i ældre tid er svært at vide. I dag er den sjælden. Lyn og torden havde en oprindelsesmyte i mange versioner i Grønland og Arktisk Canada. |
Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder
Dokument id: | 2010 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 385 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Møddingånderne sover aldrig, og leger med alt muligt affald møddingen lige uden for huset. Den i 1937 nyligt afdøde Kulpora var en dag kommet ind i huset med lukkede øjne. Hun havde ikke set en tupilak, som man troede, men et oplyst underjordisk husrum under huset og med en ekstra udgang lige under det mystiske hul under det fjerneste hjørne af bagbriksens fodende. Samme sted var iøvrigt engang to mænd, der havde forvildet sig ind i det underjordiske hus, kommet ud igen. Og engang var to arme kommet op derfra og med udbruddet: levninger!, tilranet sig indholdet af et kødfad.
Hist.: Fortolkning af historisk begivenhed i slutningen af 1800-tallet, krydret med forestillinger fra fortælleverdenen.
Kommentar: Forbindelsen mellem møddingånderne og Kulporas syn fremgår ikke af teksten. Som udenforstående kan man vanskeligt undgå at associere til Alaska-eskimoernes halvunderjordiske kazigi'er (mands- og ceremonihuse) med underjordisk vinterindgang og en forestillet tilsvarende indgang neden under til underverdenen (fx Fienup-Riordan 1994: 253). En klar parallel til det mystiske hul under briksens fodende er det mørke svælg, som angakkoq'en / åndemaneren risikerer at falder ned i hvis han mister grebet i den arrigt svingende Havkvindes hår: Søg på Havkvinden. Ligeledes i månemandens hus, dog kun ifølge Missuarniannga. |
Les esprits des morts
Dokument id: | 2011 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Les esprits des morts |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 386 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Om Timiartissaqs mand, Amangana, fortælles at han ikke troede på spøgelser. Døde man var det slut. En aften på vej hjem fra fangst i mørket råbte han for sjov på de døde, der så sandelig troppede op: begge forlængst afdøde forældre og en søster. Han måtte holde sig dem fra livet med sin tuk (ishakke) og de forsvandt først, da han var rigtig godt forskrækket.
Hist.: Fra omkr. 1900. Tiimiartissaq var en af Thalbitzers hovedinformanter i 1905 - 06. |
Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri
Dokument id: | 36 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Ediarseri |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Magie maléfique / Skadevoldende magi / hekseri |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 95 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Nujapik (Rotolupis far) og Maniguta / Maniikullak (Martis far) nærede had til Taginadigitsek og samarbejdede på at skade ham. De placerede sager fra stranden forskellige steder ved og i huset: blæren af et stykke blæretang under indgangsstenen, en sandorm i venstre, et søpindsvin midt for og en tangloppe i højre ende af muren bag briksen, og over indgangshullet en død grå stenpikker. Tag. putaditisa så han ikke kunne se sig selv. Victor måtte spørge flere gange om hvad det betød. Alle skraldgrinede, en af dem gav sig til at ryste hovdet voldsomt, men det blev Victors ven, Kristian, der måtte forklare ham, at den forheksede fik en umanerlig voldsom rejsning.
Hist.: Historisk fortælling, formentlig fra omkr. 1900. |
Matiinarsuaq
Dokument id: | 1745 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Matiinarsuaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 460 - 462 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338: Resumé ved K. Thisted: Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt. Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit (Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt, ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak. Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er blød mange steder. Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde." Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene, og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå. Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange om sin forunderlige oplevelse.
Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Misartaqs endeligt
Dokument id: | 1654 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Misartaqs endeligt |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 138 - 139 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179: "Misartap toqunera".
Resumé: Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq (der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik. Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem, han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq. Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Mordet på Katiaja
Dokument id: | 941 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Besuk |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Mordet på Katiaja |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 126 - 129 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.
Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.
Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)). |
Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Dokument id: | 494 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1860 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kristian Hendrik |
Nedskriver: | Kristian Hendrik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi |
Publikationstitel: | Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 12 sider, nr. 4 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Sideløbende dansk oversættelse. Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke længere. Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13. Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at begå mord. Selv er han heller ingen morder.
De to sønner rejser langt nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.
Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i møde og dræbe ham ved isfoden.
Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi. Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på grønlandsk.
Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg" og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq
Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.: 1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen. 2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder, at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har overvundet både djævlen og dennes svigersøn. 3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har Kr.H. fundet det mest passende at udelade. |
Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq
Dokument id: | 482 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia) |
Nedskriver: | Olsen, Hendrik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalualâq Unnermik / Historien om Unneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 15, side 1 - 18 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
En anden renskrift af Hendrik Olsen: NKS, 3536 I, læg 21. Oversættelse i resumé ved Grethe Lindenhann: Ved den tid, da åndemanerne var blevet ganske få på Kangeq ved Nuuk, var Unneq en af de sidste. Han var en god åndemaner, og dog kaldte nogen ham "Den pralende åndemaner" Han boede fast på Kangeq, og hans hus lå ved den lille vigs solside. Skønt hans åndemaner-evne egentlig ikke var tilstrækkelig, fik man ham af mangel på bedre åndemanere til at påkalde ånderne. Bopladsfællerne eller andre henvendte sig til ham, når der var et eller andet, de måtte have opklaret. Når han fandt en løsning, blev han altid godt betalt. Som den eneste, folk henvendte sig til, syntes han af og til, at det gik lidt ofte på med at påkalde ånder. Men han undslog sig aldrig, fordi han fik det godt betalt, og da dette var hvad man lagde mærke til ved hans åndemaneri, kaldte både fællerne og andre ham 'Den pralende åndemaner'. I denne periode begyndte mange at Kangeqs mange indbyggere at lade sig døbe. Også en driftig fanger med en stor husstand lod sig døbe. Hans hus lå på solsiden af vigen, lidt syd for såkaldte Atilleq. Engang efter en tur til Nuuk sagde han om aftenen til sine husfæller: "Da jeg kom til Nuuk, kom den ene af de tre europæere ned til mig og sagde, at hvis jeg oprigtigt ville, og I ville - jeg sagde, at jeg havde en stor husstand - omvendes, kunne vi komme til Nuuk og blive døbt, når vinteren er omme." Han fortalte så om sit svar: "Jeg er villig til at tage til Nuuk, men kun for en kortere tids ophold." Han fortsatte: "Det var så mine ord. Man han sagde altså, at også I kunne komme til Nuuk efter vinteren." Nogle af dem fik stor lyst, men andre var betænkelige, hvorfor manden tilføjede: "Det ville være bedst, om vi alle havde lyst!" De betænkelige lod han være, skønt han tvivlede på dem, men sin vilje ændrede han ikke. Om vinteren med de korte dage begyndte Unneq på eget initiativ at påkalde ånder, så snart der var gået nogen tid, hvor folk ikke havde opfordret ham til det. Straks de døde hørte om det, gik de hen for at håne ham. Selv ville de ikke gå ind i hans hus, men opfordrede de udøbte til at gå ind og høre på. De bad de udøbte nøje at lægge mærke til, hvad han gjorde og sagde. Når tiden kom, gik folk på besøg. På et passende tidspunkt om aftenen bad Unneq om at få vinduerne dækket til og begyndte at påkalde ånder. Når der ikke længere slap lys ud af vinduerme, kunne folk i nabolaget se, at han var igang. Et par af de nydøbte gik så hen for at stå uden for hans hus. Hver gang de nåede hen til den lille skrænt Atikilleq lidt syd for huset, sagde Unneq: "Så, nu hænger mit skindforhæng helt stille uden at bevæge sig mere. Det store lys er altså nået til Atikilleq. Han kunne mærke de døbte som et stort lys, når de kun var nået til Atikerleq. Og så kaldte de ham "Den pralende åndemaner!" Fangeren, som blev opfordret til at lade sig døbe, tog til Herrnhutdalen med sin husstand og gik hele sommeren til dåbsforberedelse. De blev alle døbt, og manden fik navnet Kristian. Om efteråret vendte de tilbage til Kangeq. Manden havde den ulykke, at der skete noget med hans familie, når en af hans ejendele blev væk og ikke var til at finde. Hver gang døde enten et af hans børn eller en nær slægtning. En vinterdag kom han hjem fra fangst og sagde, selvom hans vanter ikke var slidt: "Jeg har ikke fået nye vanter, siden vi kom hjem fra Nuuk. Skær skind til, og læg det i blød i havvand et øjeblik, tag det op og sy vanter til mig. Jeg vil have nye i morgen, da de andre er for våde." Straks skar konen skind ud, lagde dem i blød, tog dem op og tog mål til vanter og skar skindet til. Da hun fik hjælp til den anden vante, var de færdige inden det blev mørkt. Manden tog dem og bad om at få bragt nyt havvand op. Han fyldte de nye vanter med det og lagde dem under lampen. Senere tog han dem op, tømte dem for vand og gled dem bløde og myge. Derpå trak han dem over hver sin ende på et stykke træ og lagde dem igen under lampen, så de var klar til brug næste dag. Om aftenen gik de i seng til vanlig tid. Næste morgen tog Kristian kamikker på og gik udenfor. Vejret var smukt, og der blæste en blid nordøstenvind. Han tog sin vandpels, der var anbragt under konebåden og gik ind med den for at blødgøre den. Da han var klar til at tage den på, følte han efter sine vanter under lampen, men fik ikke fat i dem. Han så nøjere efter, men så kun det tomme træstykke. Lampen brændte endnu, og han tog noget tørv, der var dyppet i tran, tændte det og så efter endnu engang. Hans første ord den morgen var: "Det er da underligt, mine nye vanter, som jeg stak i træstykket i aftes, er der ikke." Konen og husstanden undersøgte alt inde i huset. Da dagslyset kom, ledte de også uden for huset, men forgæves. Da alle opgav at lede mere, sagde manden: "Når mine ting bliver væk, varsler det altid ulykke blandt mine nærmeste. I dag tager jeg ikke afsted, før de er fundet." Manden blev hjemme, og det blev over middag, mens de stadig ledte, men forgæves. Om eftermiddagen sagde Kristian: "Nu sker der altså noget med mig. Jeg har frigjort mig fra den gamle tro og omvendt mig, men da der er sket noget uforklarligt, får jeg ondt i sinde." Derefter sagde han til en af sine folk: "Gå hen til Unneq og fortæl ham hvad der er sket. Hvis han kan finde mine nye vanter, vil jeg give ham tre sortsideskind, spæk af en halv sortside og noget kød." Budet gik i det svindende dagslys, og da hun kom ind i Unneqs hus, fandt hun huset mørkt og uden ild. Unneq sad og skar i træ ved enden af briksen og bad budet om at sætte sig på briksen. Men denne undskyldte sig og fortalte, hvad der var sket. Unneq tænkte sig om et øjeblik og sagde så, at han ville gå derhen om aftenen, når tiden var passende. Budet gik hjem og sagde hvad Unneq havde svaret. Dagen var lang for de ventende. Da man i vinduerne kunne se dagslyset svinde, sagde Kristian til en af sine folk: "Tiden er inde, gå hen og sig, at vi dækker vinduerne til, hvis han synes, det er for lyst." Da budet kom hen til Unneq, sad han på briksen med hovedet mod væggen, men satte sig til rette for enden af briksen uden at sige noget. Budet fremkom med sit ærinde, men Unneq sad længe med bøjet hoved uden at svare. Endelig svarede han: "Sig, at jeg kommer i al beskedenhed." Budet gik hjem og gav svaret videre. Manden var tilfreds med svaret, men sagde til sin kone: "Han er en elendig åndemaner, men I kan da i det mindste ordne det sted, hvor han kan sidde." Konen lagde noget til rette på langsiden af briksen. Lidt efter kunne de høre nogen gå ned i husgangen og troede, at det var en anden, men da vedkommende var meget langsom, blev de sikre på at det var Unneq. Han kravlede op og fik af manden udpeget det sted, han skulle sidde, hvorpå manden sagde: "Jeg er ellers gået fra den gamle tro. Men jeg sendte bud efter dig, fordi der altid sker noget med min familie, når noget bliver væk for mig." Gæsten forblev tavs, og værten fortsatte: "Hvis du synes, det er for lyst, dækker vi vinduerne til." Endelig sagde Unneq: "Det havde været bedre, hvis det foregik senere på aftenen, men dæk bare vinduerne til." Selvfølgelig skyndte husstanden sig ud for at dække vinduerne til. Derefter spurgte Unneq: "Har I en spand?" Manden svarede: "Spanden står derhenne." På Unneqs spørgsmål om der var noget i den, svarede værten, at den selvfølgelig var fyldt med vand. Unneq befalede da, at de skulle hælde vandet ud, tørre spanden omhyggeligt og stille den midt på gulvet. Spanden var et kogekar af messing, som var købt af hvalfangere. Den blev så tømt og stillet midt på gulvet. Unneq gik hen til spanden og begyndte at betragte den, alt imens folk så på ham uden en lyd. Efter at have undersøgt den sagde Unneq: "Fyld den til randen med havvand!" Husstanden tog nogle vandbeholdere af skind og begyndte at fylde spanden. Da den sidste beholder fyldte spanden op uden at tømmes helt, sagde Unneq til dem, at de ikke skulle smide resten ud, og gik hen til spanden og begyndte at betragte den igen, alt imens han hældede hovedet fra side til side. Derpå sagde han, at der skulle hældes lidt mere i spanden. Mens det blev gjort, holdt han selv øje med det og sagde stop, da han syntes, at der var nok i. Uden at sætte sig, sagde han: "I skal tage et lille stykke skind, ikke fra et landdyr, men sælskind og lægge det ved siden af spanden, så jeg kan sidde på det." Manden ønskede ikke, at nogen skulle tro, at konen manglede noget, og sagde derfor til hende: "Hvis du har det, han ønsker, kan du give ham det at sidde på." Konen gav sin mand et sælskind, som han bredte ud ved siden af spanden. Unneq sagde: "Når jeg gør således, kan jeg træffe at være heldig." Han satte sig og gav besked om at slukke alle lamperne, begyndende fra nordenden af huset. Mens lamperne blev slukket, spurgte manden Unneq, om han mente, at der kom tilskuere. Unneq svarede, at det ikke var nødvendigt, da der var folk nok tilstede. Imidlertid var alle lamperne slukket på nær gulvlampen. Unneq satte sig med spanden mellem benene, løftede det ene ben, vendte sig om og slukkede lampen, hvorefter alt blev mørkt. Unneq, som havde sat sig til rette igen, var ført tavs et stykke tid. Så begyndte han at mumle højt og gav sig til at slå på spanden med begge hænder. Den metalliske klang steg efterhånden til en ringen i hele huset. Derefter blev klangen svagere og finere for helt at holde op, samtidig med at Unneq holdt op med at slå på spanden og gav besked om at tænde lamperne. Gulvlampen blev tændt, og de kunne se ham bøje sig over spanden og betragte den uden at rejse sig eller se tilbage. Lidt efter rejste han sig, satte sig på sin plads og sagde til manden: "Dyp en hel ny og ubrugt tørv i tran, tænd den og kig under gulvlampen!" Manden tændte noget tørv og ventede på, at den skulle begynde at lyse. Unneq kiggede. Med hans øjne i nakken bøjede manden sig ned og lyste under gulvlampen. Hans vanter var stukket ind på hver sin ende af træstykket! Han sagde da til sin husstand: "Det er mærkeligt, se selv efter!" Alle gik hen og så, at vanterne var der og trak sig tilbage. Manden sagde igen: "I ved selv, at vi alle har ledt med lys og lygte inde i huset og undersøgt alt udenfor, da det blev lyst." Han pustede vægen ud, satte sig ved sin kones lampe og sagde til Unneq: "Vi vil ikke invitere dig for ingenting. Du skal ikke gå, før du har spist." Unneq svarede: "Jeg afholder mig fra at spise et stykke tid efter sådan en gerning." Og da han rejste sig, sagde Kristian til ham: "Vi troede, du blev her lidt." Unneq svarede, at han ikke plejede at sidde længe efter sådan en gerning og var på vej ud. Værten sagde da: "I morgen, når det er blevet lyst, bringer min husstand tre sortsideskind, det halve af spækket fra en sortside og kød nok til jer. Når det er brugt, kan jeg hjælpe lidt med, hvad du må mangle." Unneq sagde tak, men på vej hen til husgangen kom han med et udbrud, standsede og sagde til værten: "Det var jeg lige ved at glemme. De nye vanter skal du ikke bruge i morgen, men vente endnu en dag." Derpå bød han godnat og gik. Som sagt lod Kristian den lovede betaling bringe hen den næste dag, endda i flere omgange. Efter den tid kom Unneq ikke på besøg hos den familie. Unneq døde af alderdom på sin faste boplads Kangeq. Før hans død kunne hans bopladsfæller mærke, at hans trolddomskraft / angakkoq / åndemaner-kraft ebbede ud. Dette forklarede de med, at endnu flere var blevet døbt. Var.: Unneq Hist.: Historisk fortælling fra den periode, hvor nogle af beboerne (sydlændinge)på Kangeq, herrnhuternes proselytter, endnu ikke var døbt. |
oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Dokument id: | 299 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Boasen, Enos |
Nedskriver: | Boasen, Enos |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Augpilagtuârssuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 609 - 613, nr. 172 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Aappilattuaarsuk.
Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter - Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.
Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.
Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden, men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn- nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.
Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden, så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît, nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.
Dagen efter var vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted ('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt, og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham, ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene? BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde: "Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften. Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; |
oqalugtuaq Augpilagtumik
Dokument id: | 294 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Kristoffer |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Augpilagtumik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 585 - 593, nr. 167 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Aappilattoq.
Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.
I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik, svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i fjordene. Der var intet hav at se.
På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.
Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.
Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.
Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.
En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.
Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.
Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.
En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.
Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet på at hævne sig. En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side, hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen. Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér, Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling. Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det, der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.
Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. - ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.
Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt, for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).
Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.
Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;
Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run |
oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene
Dokument id: | 237 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 313 - 315, nr. 108 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera. Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.
Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108, ved Chr. Berthelsen:
En anden fortælling. (Den store ild). I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.
Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.
Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk. Dertil har jeg fået fortalt. J.K.
Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;
Hist: Det er kun Kreutzmann der identificerer denne mytiske skikkelse med toornaarsuk. Om brugen af toornaarsuk før og efter missionen se Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136. |
oqalugtuaq pruvfîte Habakuk
Dokument id: | 211 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq pruvfîte Habakuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 308 - 313, nr. 107 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq. Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205
Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:
Fortællingen om profeten Habakuk.
Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.
En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.
På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.
Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.
Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.
Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.
Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.
De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.
Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.
Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.
Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.
Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.
Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.
Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.
Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.
Her slutter fortællingen.
Var.: Søg på: Habakuk.
Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.
Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive. |
oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Dokument id: | 354 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Fontain, Sivert Ely |
Nedskriver: | Fontain, Sivert Ely |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 783 - 788, nr. 213 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu. Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte. Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver dag, og efterhånden var det ved at blive efterår. Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting, som kunne stamme fra lillesøsteren.
En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er." I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.
Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj. Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?" Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes bundet omkring snuden.
Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?" spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr. Det var otte favne langt og meget bred.
De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.
Dagen efter tog sønnen ikke afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til huset.
Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.
Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden, var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq til syne.
Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere mennesker ud, gik han op til huset. Derinde sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.
Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.) Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror. Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.
Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen, faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.
Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster. Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.
Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.
Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770. |
Papik prend pour femme la femme de Putuak / Papik røver Putuaqs kone
Dokument id: | 1911 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Papik prend pour femme la femme de Putuak / Papik røver Putuaqs kone |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 40 - 41 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé:Papik, der var far til Werneri ved Qernertewativit / Qernertivartivit, var en særdeles dygtig fanger, gymnast, trommesangsdigter, -danser og -sanger. Han lånte sin brors kakak, bandt den tom bag i sin egen, roede til Tasidartik / Tasiilaartik, gik op i Putuaq-familiens telt, hvor alle afventede ham i spænding, vel vidende at han kom og hvad han havde i sinde. Putuaq var den eneste, der sad med lukkede øjne og han rørte ikke en finger, da Papik beordrede hans kone med sig ned i den tomme kajak, hvorefter begge roede bort.
Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Eksempel på den stærkes ret.
Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Dokument id: | 1918 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 60 - 63 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.
Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.
Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.
Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Sakua's død
Dokument id: | 997 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Besuk |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Sakua's død |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 124 - 125 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.
Resumé: Fortællersken, der er Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster var vidne til sin brors drab på Sakua, som han havde taget til medhustru, men vekselvis var dybt betaget af og foragtede - det sidste fordi hun ingen børn fik. Engang fór Aadaarutaa over hende i raseri. Hun gik op i fjeldet, han efter hende med hånsord og så et skud hagl i brystet. Hun døde ikke. Han tævede hende med bøssekolben og dræbte hende endelig med en fuglepil som han lånte fra en dreng og borede i hendes hals. Bagefter overskar han alle hendes led, kastede hovedet i havet, spiste af hendes hjerte og lod kroppen ligge i sneen. Søsteren karakteriserer Aadaarutaa dengang som farlig og utilregnelig og lægger vægt på at han var åndemaner / angakkoq.
Var.: der er talrige fortællinger om Aadaarutaa, både selvbiografiske og senerebiografiske.
Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven og rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931. |
Søskendebørn
Dokument id: | 1077 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Justus, Peter |
Nedskriver: | Justus, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Søskendebørn |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 207 - 209 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. el. afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 270 eksisterer ikke længere. Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 84 - 88 med et dansk resumé ibid. s. 118 - 119.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 207 - 209: Oqaluttuaq illunnaarinnik.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Peter Justus' og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.
Resumé: En fætter og hans kusine går altid på rypejagt sammen og løber om kap over en fjeldkam. Hun kommer altid først. En dag er hun der ikke, da han når frem. Han leder og leder forgæves. En dag i indlandet får han i et hus af et gammelt ægtepar det råd at søge sig træ med knudrede årer til en slæde og dygtige trækdyr i en hule med flere etager ovenpå. Han får på den måde træ, en frygtindgydende bjørn, et dyr med klør på ryggen. Slæden laver han, men udyrene bruger han alligevel ikke, kun almindelige hunde. Han tager over havisen til Akilineq medbringende et lille kogekar. Undervejs møder han trælus, der straks fortærer et stykke træ han smider til dem. Men ikke et stykke skind, hvorfor han pakker slæden ind i skind og slipper forbi. Kogekarret forærer han sin kusine, da han finder hende ene hjemme i et hus derovre. Hendes mand med kun eet øje og temmelig meget bredere end mennesker kommer hjem fra jagt og sætter sig skrækslagen og angrebslysten bag konen på briksen. Hun beroliger ham med at fortælle om gaven, som hun siger deres barn har fået af sin onkel. Manden ber så om at få mad serveret og de spiser sammen. Manden spiser mest, og altid helt op af hver ret. De følges på jagt flere gange ud til en våge hvor fætteren får harpuneret en hvidhval så stor, at han når hjem længe efter den enøjede, der endda må hive dyret op over isfoden for ham. Da fætteren længes hjem lykkes det ham med besvær at få overtalte den enøjede til at tage med kone og søn på besøg. Ved ankomsten bliver bjørnen og klodyret så henrykte at de springer frem og tilbage over konebådsstativet, og den enøjede vender om af skræk. Endnu en gang lykkes det at berolige og overtale ham, men så er han for bred til at komme helt ind i huset. Kun med overkroppen kan han være på besøg. Fætteren giver sine udyr besked om at kradse og slå den enøjede fordærvet bagfra, når han kommer ud med ryggen først. Selv hjælper han til med lansen og han dræber også kusinens barn. Hun græder, men han forklarer at sådanne umennesker kan hun ikke være i familie med. Derefter følges de igen på rypejagt, men nu er kusinen ikke længere den hurtigste.
Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Bjørn, Knivhale og Savryg.
Hist.: Det er helt i overensstemmelse med traditionen at folk, der ikke er rigtige mennesker, ikke kan integreres i rigtige mennesker samfund.
Kommentar: Det lille kogekar skal muligvis symbolisere, at fætteren vil have hende med hjem som kone, idet en brudgom undertiden gav sin brud en sådan gave. Ægteskab mellem fætter og kusine var ikke velset. Måske er det derfor man skal gætte sig til kogekarrets betydning. Kusinen dækker i så fald over betydningen med sin erklæring om, at det er en gave til den lille søn. Hendes langsomhed til slut tyder også på, at hun ægteskabet har svækket hende. |
uden titel
Dokument id: | 1985 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 280 - 281 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Ammassalik / Tasiilaq |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Alle mistænkte Ida's mor for at være heksekyndig. Hun endte da også med som gammel at blive sindssyg. En dag begyndte hun, liggende på siden, at spjætte på briksen og skære de frygteligste grimasser. Manden, Aqanacia, fik de dårlige nyheder af bofællen Adina og sin søn, da han kom hjem fra fangst. Hun blev vildere og vildere, hylede og sagde de frygteligste ting. Manden stak hende en brændende lampepind som hun gnavede op, hvorefter hun faldt til ro. Man troede faren var ovre. Men næste dag tog hun fat igen. Efter tre dage af samme slags fik man hende i en anorak, slæbt ud til en klippeskrænt og smidt hende i havet. Hun kunne høres længe efter. Manden tog konens niece, Qitaraja, til kone og denne fik en dag i teltet besøg af den døde, som hun skræmte væk med sin ulu / kvindekniv. Hundene stod en stund og gøede på den klippe hvorfra den døde i sin tid blev kastet i havet.
Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Tilbageslag af hekseri var den almindelig forklaring på anfald af sindssyge. Victors navne er ofte tilfældigt stavede og vanskelige at identificere |
uden titel
Dokument id: | 1993 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 362 - 363 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: (Ånder på besøg) Qidertanidi (?) lå og sov med sin kone Odarpi i sin højre arm, da han blev vækket af noget, der trak ham voldsomt i håret. Han fik fat med venstre hånd i en meget lille hånd, som det efter et ildevarslende angakkoq / åndemaner-fløjt lykkedes ånden, en dværg, iaajivatsiaq at få gjort tungere og trukket fri af grebet. Både før og efter havde man om nætterne hørt dværgene holde sangfest på højene uden for.
Matadi (Maratsi ?) blev om natten berørt over hele kroppen af nogen, der forsvandt da hendes lille datter rørte på sig i søvne. Det var en skygge, taqajwecia / tarrajatsiaq (?), lidt større end en dværg.
Hist.: Fra slutningen af 1800 -tallet. |
uden titel
Dokument id: | 1996 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 367 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Nangaja / Nanngajak, Ancupias far blev taget af innersuit / ildfolk / de næseløse. Som ung havde han været i åndemanerlære men var ellers noget grædevorn og ingen ivrig fanger. Engang var Kunnak (hans far) med familie taget på sommertur fra Kuummiut til Tasiilaarsik, Nanngajak nølende i kajak. Han kom dog frem med hele tre sæler på slæb. Næste dag med to, og næste dag igen med to. Den dag havde det dog været svært for ham at få kajakken op på land. Det lykkedes da han havde taget sårproppen ud af sælerne og ladet blodet flyde ud. Næste dag tog han ud igen, men kom ikke hjem. Faderen Kunnak / Eqeeqqoq og andre hørte ham rundt omkring på havet i flere dage uden at se ham.
Var.: Qúpersimân 1972: 165 - 170. Af denne fremstilling får man det indtryk at Nanngajak (hvis det er ham) er ganske ung, da han drukner. Men han er åbenbart far til den nævnte Ancupia.
Kommentar: Teksten tyder på at man har tolket Nanngajaks pludselige fangstheld som et udslag af hans forbindelser med innersuit, der netop var eminente sødyrfangere og som hjælpeånder gerne gav deres angakkoq / åndemaner god fangst. Vanskeligheden ved at komme i land skyldes at innersuit allerede er begyndt at trække ham til sig. |
uden titel
Dokument id: | 1997 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 368 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: (Gift med en næseløs / innersuaq) Den gamle Idise var i mange år gift med en næseløs, som hun mødte uden døre om nætterne i al slags vejr. En dag mente hun han ville komme på besøg og advarede husfællerne mod at at undre sig højlydt. Man hørte nogen komme, een kunne ikke bare sig for en bemærkning og en anden så en næseløs / innersuaq forsvinde ned gennem fliserne i husgangen.
Hist.: Karas mor havde oplevet begivenheden. Sidste halvdel af 1800-tallet.
Kommentar: Der er en del eksempler i fortællingerne, både mytiske og historiske, om seksuelt samkvem mellem mennesker og ånder, men de sidstnævnte kan ikke integreres i mennesker samfund, hvilket også fremgår af denne fortælling. Det samme gælder børn af sådanne forbindelser. Søg fx Ungmøen Kaakaaq og Kaakaaq i Arpertuaq, Sandgreen 1987. |
Uden titel
Dokument id: | 1999 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 369 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: (Virkningen af de to vintre der fulgte efter hinanden) Før de to vintre, der ingen sommer havde imellem sig, var Grønland varmt og grøn med mange vækster. Men derefter satte kulden ind og indlandsisen har ligget der lige siden.
Hist.: Begivenheden med vintrene kan muligvis dateres til følgerne af det store vulkanudbrud i Indonesien i 1815. Dvs. 1816 - 1817. Men den hede klimaperiode, som man åbenbart har hørt om, ligger millioner af år tilbage i tid.
Der er adskillige fortællinger fra flere steder i Grønland om disse vintre. Søg på vulkanudbrud. |
Uden titel
Dokument id: | 2000 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uden titel |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 370 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Det fortælles om Uja at hans kajak en dag blev trukket mod land uanset hvor meget han skoddede. Det var en timerseq- kvinde (kæmpe-kvinde) med barn i amaaten, der fik ham i land og kopulerede med ham. Johannas mand, Odarpi, viste med sin arm, som han lod falde mellem lårene, at Uja resten af livet blev impotent. Men da han døde fik han en varig erektion. Så bol aldrig med en timerseq, advarede Johanna og Odarpis søn, Mikidi / Mikkiiki.
Hist.: Traditionel fortælling om indlandskæmper, timersit, med morale. Det er ofte forbundet med risici at have seksuelt samkvem med ånder. |
Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Dokument id: | 1789 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 124 - 126, nr. 27 |
Lokalisering: | Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.
Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33, ss. 73 - 74. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.
Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod syd langs vestkysten. I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end "blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved Nuuk.
For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996: nr. 27, s. 325 - 326.
Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85. Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.
Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
uize' / l'amant / uersaq
Dokument id: | 2001 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | uize' / l'amant / uersaq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 371 - 372 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Den tvekønnede tupilak I 1886 fik Tigaiet besøg af den dobbeltkønnede tupilak, som han havde lavet mod sin kone af jalusi over at hun gik i seng med alle mulige mænd. Tupilakken var ved at bore sin penis gennem Tigaiets soveskind i teltet, men forsvandt da hans lille søn, der sov ved siden af, vågnede og gloede. Og der havde virkelig været noget at se på. Johanna måtte vise med en hel underarm hvor stor dens penis havde været. Og den havde været hård som træ. Tigaiet lagde i stedet et stykke sæltarm (blindtarm?) under soveskindet på sin kones leje. Et år efter at han selv var død blev konen lam i hele underkroppen og kastede sig i havet i sorg over at hun nu ikke længere kunne bedrive elskov.
Hist.: 1886 i Noortiit (ved Kulusuk?). Hvilken af de nævnte begivenheder der dateres til dette år står ikke klart.
Kommentar: Den dobbeltkønnede skrækindjagende Uersaq / Uisaq var som naturfænomen en ånd, der kunne initiere angakkoq / åndemaner-lærlingen til at stå offentlig frem som åndemaner. Det kan også være benævnelsen på en tupilak, og på en hjælpeånd der beskytter åndemaneren mod anslag af en tupilak. Søg på uersaq / Uersaq. Det er usædvanligt at træffe denne ånd som kunstvæsen, tupilak, men måske er uersaq i så fald snarere en artsbetegnelse for tvekønnede ikke-mennesker. |
Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus
Dokument id: | 33 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Ujakat / Ujakkat narida: celui qui été dévoré par les poux / Lusene spiser ham: ham som blev spist af lus |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 186 - 187 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Man ved ikke længere hvad manden egentlig hed, øgenavnet fik han efter sin død. Det begyndte med at han fangede en narhval, som han ville bugsere til Aammaat fordi en piteraq (orkan fra land) var på vej. To medfangere ville have den med og dele den ved Savanganartik / Savanganaartik ved Sermilik fjordens munding. De nægtede at tro på det med piteraq'en og druknede, da den var over dem. Deres fætter ville hævne deres død, der alene skyldtes at Ujakkat havde fanget narhvalen. Først truede han Uj. på livet så denne var ved at dø af skræk. Så svor Uj. at han ville hævne sig, hvorefter fætteren dræbte Uj.s søn ved hekseri. Uj.s kone blev fortvivlet. Han kunne også bare have ladet være at fange den narhval (!). Hun forlod ham. Da Uj. senere fik held til at møde fætteren i kajak til havs og gik til angreb, fejlede han i kastet. Endnu et par år senere, da han havde uddannet sig til bunds i hekseri fik Uj. endelig ram på de dødes fætter med sin harpun. Han bugserede ham til en ø og gennemførte de vanlige ritualer ved mord. Men ikke længe efter døde Uj. selv, ædt op af lus. Derfor fik han sit øgenavn, idet narida betyder en hengemt sæl som en masse mennesker kaster sig over.
Hist.: Fortællingen bekræftes ikke af varianter. Hvad der egentlig menes med at blive ædt op af lus aner jeg (BS) ikke. Blodhævn.
Kommentar: Måske er det en morsom fortælling, hvor temaet hævnmord gives en latterlig begrundelse. |
Un autre méteore / En anden meteor
Dokument id: | 2015 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Johanna |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Un autre méteore / En anden meteor |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 392 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Johanna har engang set en ildsprudende meteor falde ned med en lyd som et isbjerg, der ruller rundt.
Hist.: Sandsynlig begivenhed. Sådanne nedfald kan have givet næring til en forestilling som den om små, runde, hvide sten, der er faldet ned fra himlen og kan virke frugtbargørende i en kvindes husbukser: Thalbitzer 1923:249, 273-274.
www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html |
Un umiak qui coule / Umiaqen der sank
Dokument id: | 34 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Apulu fra Tiderida (Abudu) |
Nedskriver: | Kristian fra Kangerlussuatsiaq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Victor, Paul-Émile |
Titel: | Un umiak qui coule / Umiaqen der sank |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 188 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En overlæsset konebåd med alt for mange mennesker og hele tre telte springer læk og alle falder i vandet, fordi en gamle kone, der er blevet ladt tilbage, hævner sig med en serrat / formular. De tililende kajakmænd, hvis koner og børn er druknet, nægter af lutter sorg at redde tre, der har klaret sig op på en isflage. De to er faderløse og har nu også mistet deres mor. Den tredje er umiaq-ejerens mor, en gammel kone, som får skylden for ulykken, fordi det var hende der partout ville sydpå. Alle tre kaster sig i vandet efter tur og drukner. Kajakmændene gør omkring og vender tilbage til Ikkatteq.
Hist.: En lignende ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i sidste del af 1800-tallet, men med en enkelt overlevende er beskrevet hos Sandgreen 1987: Naajas efterkommere. |
Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak
Dokument id: | 1926 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Une autre histoire d'ours-tupilek / En anden historie om en bjørne-tupilak |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 84 - 88 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: I Qertewetsiak (Qêrtartivatsiaq ?, på Geodætisk Instituts målebordskort, Qeqertarsuatsiaq ifølge Jens Rosing, se Var. ndf.), (en ø over for Ammassalik - øen, ud for vestkysten af Sermiliks munding) er mange mennesker forsamlede i fælleshuset en aften med alle lamper tændt. Den endnu lille pige, Kulpora, ser, at hendes onkel bevæger sine ben og arme voldsomt og på et spørgsmål om han har ondt i knoglerne, siger, at det har han. Det betyder at en tupilakbjørn han har lavet har vendt sig imod hamselv. Den ankommer så en aften, opdager en pige, der er sendt ned til vandet efter is og flygter op. Den snuser ved tarmskindsruden, og da den fjerner sig igen går Kulporas onkel og husets anden mand ud for at dræbe den. Men den er så kæmpestor at de vender om og flygter. Isbjørnen kommer efter dem, får flået pandehuden af den ene mand. Han flygter tilbage i huset, hvor han snart dør af blodtab. Bjørnen smækker dernæst kæberne om Kulporas onkel, bærer ham ud på isen, flår tøjet af ham med tænderne, lægger sig ved siden af den nøgne mand og æder ham op. Inde i huset gentager hans søster, der bare syr og syr: "Det gør ikke noget, det betyder ikke noget." Hun ved at hendes brors knoglesmerter betyder, at har fået sin egen tupilak på halsen. Da der nu kun er kvinder og børn tilbage i huset blir en af de større drenge sendt efter hjælp tværs over den islagte fjord til Sarpak / Sarpaq, hvor Umerinek / Umeerinneq bor og har en bøsse. Drengen løber hele vejen, fortæller i Sarpaq om ulykken men ber mændene vente med at nærme sig bjørnen før han har fået mænd fra andre bopladser med også. Det får han så fra de sydligere Ukivaj (?) og Ikkatteq. Alle drager i samlet trop over fjorden, Umeerinneq med sin bøsse, og en anden mand med to hunde. Da de angriber bjørnen, der ligger og fordøjer på maven, flygter den af skræk, men da den så blir såret af Umeerinneqs bøsse, vender den sig mod mændene, der flygter op på et isfjeld. En vis Qidingudu (Rotolupiks bedstefar) (Qileruluk ifølge Jens Rosing, se Var.: ndf.) får dog ikke ordentlig svunget sig op og glider ned igen. Men bjørnen er skræmt af de forfølgende hunde og af dem, der har sorte pletter på den ene side (?), farer lige forbi Qidingudu og blir endelig såret dødeligt i ryggen af Umeerinneqs næste skud. Bjørnen blir parteret anderledes end normalt, fordi det er en tupilakbjørn. Bedstemor til pigen, der så den først, får skindet, mens pigen selv får brystet, og jægerne underkroppen. Hvis tupilakmageren, den skyldige, ikke var gået ud til bjørnen, var den trængt ind til dem allesammen gennem vinduet (formentlig derfor søger søsteren at berolige alle med, at det ikke gør noget, at han er gået ud til bjørnen, BS). Som afslutning fortæller Kara om en smuk trommesang som denne tupilakmager, Kulporas onkel havde. En del år senere, da man fik lyst til at synge den, lød der pludselig hylen og bjørnebrummen under gulvplankerne.
Var.: Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: "Âtâq, ham, som bjørnen åd" / Aataaq.
Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på angreb fra store dyr. Se tupilak / tupilakbjørn. |
Une séance de chamanisme / en åndemanerseance
Dokument id: | 1983 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Une séance de chamanisme / en åndemanerseance |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 250 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Efter de sædvanlige forberedelser, men specielt med nye kamikker til op over knæet, blir Maratsi noget uvillig, midt om vinteren bundet til åndeflugt og børnene beskyttet mod sjæletab med spækpropper i ører og rumpe. Otte hjælpeånder følger ham, fire på hver side. Een blir hjemme og fortæller hvad der sker. Maratsi med følge, der leder ham, trænger ned gennem jorden og fortsætter længe til fods gennem blødt sand, hvor han synker i til midt på læggene, frem til en rød sø af blodet af de døde. Han vader igennem til en klint han må uden om og derfra ned i en dal, hvor han træffer sine døde slægtninge og mange andre. Han udfrier nogle fra deres lidelser, bl.a. en fra vanter som sælluffer og en anden af fælt snærende armbånd. Det tar lang tid og gør hørligt forfærdelig ondt. Dagen gryr da Maratsi når tilbage til de søvnige tilhørere, der dog ikke har turdet sove af angst for så at dø. Maratsis egen beretning stemmer nøje overens med hjælpeåndens, og som endnu klarere bevis er hans nye lange kamikker helt slidt med hullede såler og vådt sand under dem, hér midt om vinteren!
Var.: Rosing 1963: 277 - 280
Hist.: Historisk breretning om en åndemanerseance fra slutningen af 1800-tallet. Lidelserne i underverdenen, som Maratsi frelser de døde fra, kan være et nyt fænomen, påvirket af kristne ideer. Se Sonne 2000. |
univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi
Dokument id: | 247 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kristian Renatus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 358 - 372, nr. 118 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage. En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.
En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig. Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også blevet dræbt.
De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten. De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.
De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var de ved at være fuldt fysisk udviklede.
Engang gik de på isen ind ad en stor fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt, hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig. Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.
Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi, kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.
Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk. De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb den og han dræbte den som kunne det have været en hare.
Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte dyret.
Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.
Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og Kumalaasi hos den ældste.
Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.
Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.
Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lige vejr til at jage i!" Lidt senere hørte man ham så klage: "Min gode vingeharpun er væk!" Så hørte man folk råbe: "Han siger hans gode vingeharpun er forsvundet!" Kunuk og hans bror kom udenfor og så, at mændene strømmede ud af teltene. Nogle gik og gned øjnene mens de klagede over, at de var kommet til at sove over sig. Det var for at vise deres underdanighed. Midt i det hele råbte den stærke mands mor, der var ude efter vand at hun nu havde fundet vingeharpunen. Hun pegede på et sted ved stien til kilden. Straks løb folk hen for at trække harpunen op, men ingen kunne. De kaldte på Kunuk og Kumallaasi. De to blev så enige om, at Kunuk som ikke var så stærk som lillebroren skulle trække den op. Kunuk gik hen til stedet og så, at enden af harpunen var ved at blive slidt helt ned, fordi folk blandt andet havde forsøgt at få den op med tænderne. Kunuk klemte to fingre omkring det stykke, der stak op af jorden, og trak harpunen op uden det mindste besvær.
Da de kom tilbage til teltet, sagde den gamle mand at der under konebåden lå to kajakker - med redskaber som havde tilhørt hans afdøde søn. Der lå også en stor kølle. Alt det ville han gerne overdrage svigersønnerne. Han fortalte at hans søn var blevet overlistet og dræbt af den stærke mand af misundelse, fordi han var stærkere end ham. Søstrene ville ellers påtage sig hævnen, men endnu havde de ikke gjort alvor af det. Da svigerfaren holdt inde lidt, hørte de nogen råbe derude, at gæsterne skulle møde op til kappestrid på den store slette. Brødrene kom ud og så, at en masse mænd var på vej op for at overvære kampen. De fulgte efter dem.
Midt på sletten stod en stor pæl. På enden af den var der noget hvidt der lignede en hare. Det viste sig, at han plejede at slå efter den. Han kaldte dem hen, og de gled derhen på glidebanen. Så sagde den stærke: "Se på den her, nu slår jeg til den flere gange. Kunuk gik helt hen til ham. Da den stærke slog den, drejede den rundt. "Se på den endnu en engang", sagde den stærke. Mens Kunuk stirrede på den, der skulle dreje rundt, opdagede han at det var ham selv, den stærke skulle til at slå. Kunuk gjorde sig hård. Den stærke gav ham hvad der skulle være et dræbende slag, men det skadede ham ikke. Da andet forsøg heller ikke lykkedes, lød der hånende tilråb fra hele den store samling mænd. Så kaldte den stærke Kumallaasi hen til sig. Og den stærkes slag prellede ganske af på ham. Den stærke ville have forsøgt sig endnu engang, men Kumallaasi sagde: "Lad det nu være min tur." Helt uventet gik den stærke med til det. Kumallaasi tog hans kølle og bad ham gøre sig hård. Og selv om Kumallaasis slag ikke var særlig kraftigt, blev den stærke dræbt på stedet. Straks bad mændene så Kunuk og Kumallaasi om at blive deres ledere. Men de sagde at de bare kunne tage ud på fangst uden nogen til at bestemme over dem.
Fra nu af begyndte Kunuk og Kumallaasi at øve sig i kajak. De lærte det hele i løbet af to dage - også at vende rundt hvis de kæntrede. Engang var man ude at jage en stor hunhvalros. Blæren på Kunuks spyd var et skind af en grønlandssæl, som blot var blevet pustet op. Kunuk kastede sit spyd på en afstand flere gange det normale, og ramte dyret lige midt på. Den åbnede munden en smule og døde med det samme. De der ville give den det dræbende stød sagde: "Spyddet er trængt helt ind til blærens (? BS) pustehul." Udbruddet kom i begejstring over den styrke hvormed dyret var blevet ramt.
Det blev også fortalt, at sæler blev dræbt af suset, blot våbnet strejfede det (Ifølge Thisteds oversættelse, 1993:19).
Engang hørte de om den store Ungilattaqi nede sydpå. Han dræbte alle der kom på besøg - også de enormt stærke. Hans våben var et stort sværd. Derfor kunne ingen magte ham.
De tog af sted i to konebåde. Den ene var Kumallaasis med den dræbte stærke mands mor med om bord. Den anden var Kunuks. En masse kajakmænd ledsagede dem. Alle var indstillet på at kæmpe mod Ungilattaqi.
En dag blæste der en kraftig norden. Konebådene havde sat sejl til, og de mange kajakmænd i følget morede sig med at kaste harpun tæt ved konebådene. Da Kunuk kastede sin harpun, faldt den med et plask lige ned ved siden af forenden af hans kajak. Den gamle kone, moderen til den den stærke mand, som Kumallaat havde dræbt, hånlo så voldsomt, at Kunuks (Kumallaats ?) kone blev flov og brast i gråd. Kunuk spurgte sin bror, der var sin konebåds styrmand, hvorfor hans kone græd. Da Kumallaasi sagde hvorfor, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun endnu engang. Han holdt sig med vilje bag konebåden. Så roede han til og kastede harpunen over konebåden og ramte med et knald hætten på den gamle kones pels, så et stykke af den gik af. Hun roede forrest. Kunuk gentog kastet.
Noget senere blev Kumallaasi pludselig klar over at de roede forbi det sted, hvor de havde begravet deres lillesøster. Han blev grådkvalt og bad en anden om at styre båden mens hans selv ville frem og sidde i forenden. Han lænede sig forover mod rælingens spidser og skiftevis græd og holdt gråden tilbage. Når han hulkede, rystede konebåden så meget, at der kom vand ind ad forenden. Så stærk var han. Kumallaasi blev syg og døde, og man sagde at sygdommen begyndte dengang han tvang gråden tilbage.
Således kom Kunuk uden Kumallaasi til Ungilattaqis boplads med de mange mennesker. Det var om vinteren over isen. En kraftig bygget mand bød ham komme ind i det nederste hus med ét vindue. Det var faktisk Ungilattaqis fjende. Uden at byde sin gæst på mad først sagde manden at han ville vise Kunuk hvad Ungilattaqi plejede at gøre. Først gik han hen til to udstoppede hvalrosskind og løftede dem i de to langfingre, som han stak ind i stropperne. Han gik rundt med dem og da han lagde dem ned, var det Kunuks tur. Kunuk stak sine to lillefingre i stropperne på de to udstoppede hvalrosskind og rundt med dem i udstrakte arme. Han satte dem ned på gulvet endnu før han blev træt. Så sagde værten: "Sæt dig ned ret over for mig." Han satte sig. "Nu vil jeg teste dig med et sværd der ikke dræber", sagde værten. Han tog et sværd og en tromme frem under briksen. Idet de istemte en sang, hørte han nogen sige: "Duk dig, gæst!" Den store Kunuk dukkede sig så kun hagen var synlig; og våbnet, som værten kastede, ramte dér hvor Kunuk var før han dukkede sig. Værten kastede våbnet endnu engang uden at ramme Kunuk. "Sådan plejer Ungilattaqi at gøre. Jeg ved ikke om han kan klare dig," sagde værten der havde lagt mærke til Kunuks behændighed.
Værten havde just sat noget mad frem for sine gæster, da der kom bud efter dem fra Ungilattaqi. "I må sætte et frejdigt ansigt op når I kommer ind, ellers dræber han jer", sagde værten, da de gik.
Da gik ind i det store hus med tre vinduer. Det store rum helt fyldt op med Ungilattaqis koner. Ungilattaqi bad Kunuk sætte sig på sidebriksen og hans kone på¨briksen helt inde ved væggen. Kunuk satte sig på sidebriksen tæt op ad Ungilattaqi. Værten fra huset med ét vindue satte sig over for dem. Ungilattaqi grinte lidt, og straks blev gæsterne budt på al mulig mad. Da de var færdige med at spise, bad Ungilattaqi Kunuk sætte sig over for ham. Så¨stak han bånden ind under briksen og tog et stort sværd og en tromme frem. Dem holdt han i hver sin hånd. Så snart Ungilattaqi slog lidt til trommen, istemte alle folk i huset en sang, der nævnte Kunuk ved navn. I det samme hørte man nogen råbe: "Duk dig gæst, nu vil Ungilattaqi som aldrig lader sine gæster leve kaste sværdet i dig!" Kunuk dukkede sig så kun hans hage var synlig, og i det øjeblik der kom en smule bevægelse i Ungilattaqis arm, sprang han op og hagede sig fast i en loftsbjælke. Ungilattaqis sværd ramte det sted, hvor Kunuk før var. Folk i huset råbte hånsord. Det lykkedes heller ikke Ungilattaqi at ramme Kunuk i næste kast. Da han ville til at prøve tredje gang, protesterede Kunuk og tog våbnet fra ham med ordene: "Nu er det min tur."
De byttede plads så det nu var Kunuk der satte sig på briksen og Ungilattaqi på sidebriksen. På opfordring slog Kunuk lidt til trommen, og i det samme istemte man en sang hvor Ungilattaqi blev nævt ved navn. Kunuk var endnu ikke parat, da der blev råbt: "Duk dig store Ungilattaqi som aldrig lader en gæst leve, nu vil gæsten ramme dig." Kunuk blev klar over at han nu havde løftet våbnet til kast; han lagde mærke til at Ungilattaqis øje (han havde kun ét) havde en tilbøjelighed til at skæve opad. I samme øjeblik Ungilattaqi begyndte at strække sig opad, kastede Kunuk sit våben og ramte ham i halsen lige over brystbenet, så han blev naglet fast til væggen. Straks sprang Kunuk fra briksen ud gennem vinduet og landede neden for møddingen. Han var dårligt landet, da hans kone kom og tog ham om livet. Så råbte man til ham at han først måtte brydes med tre stedfortrædere for Ungilattaqi, - hver af dem med dobbeltbalder (balder både bag og for), som var langt stærkere end Ungilattaqi; og det skulle foregå på en stor slette som blev brugt til den slags kampe. Kunuk tog derhen og midt på sletten stod en mand. Da Kunuk kom hen til ham og de begyndte at brydes fandt han hurtigt ud af, at modstanderen langt fra var så stærk som hans afdøde bror, Kumallaasi. Han fik hurtigt dræbt ham og gjorde det samme med de to andre.
Da Kunuk havde dræbt de tre blev der sagt, at der endnu var en stedfortræder tilbage - én med lam underkrop. Ham ville de hente i konebåd. Snart viste der sig tre konebåde lige efter hinanden med dette lamme væsen, som ikke var noget rigtigt menneske. Da denne gik i land, begyndte Kunuk at brydes med ham. Kunuk syntes egentlig at det lamme væsen var lettere at klare end sin afdøde lillbror. Men der gik nu nogen tid før han fik dræbt ham.
Kunuk skulle til at hjemover efter hævnen over disse mennesker, da han mødte deres mor, som sagdes at være svær at få bugt med. Men hende dræbte han også. Og Kunuk fik ro i sindet efter at have hævnet sig på disse mennesker. Her ender fortællingen.
Det er ikke til at sige noget om, hvor meget de grønlandske fortællere har ramt ved siden af; for det sker at man selv digter videre på noget man blot løseligt har fået fortalt. Denne fortælling er nedskrevet sådan som den er blevet fortalt. Der er ikke blevet føjet noget til. Jeg har heller ikke strøget noget. Der er ellers mange forskellige fortællinger som ikke er skrevet ned. Nogle er morsomme hvor alt muligt er overdrevet. 1858, 12. august. Kristian Renatus.
Var.: Kunuk; Søg også på Kumal*; |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com