Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Lange, Benjamin gav 126 resultater.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia

Print
Dokument id:343
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 76
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

 

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

 

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

 

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

 

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

 

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

 

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

 

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

 

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

 

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

 

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

 

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

 

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

 

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Ajagarneq

Print
Dokument id:1185
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ajagarneq
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:97 - 100
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Ajagarneq.  At spille gribespil.

 

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

 

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

 

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Ajijaks forløsning og første himmelflugt

Print
Dokument id:1676
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajijaks forløsning og første himmelflugt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 225 - 228
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

 

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik

Print
Dokument id:478
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 14, side 2 - 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

       

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

 

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

       

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

 

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

       

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

       

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

 

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

 

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

 

Hist.: Lyder autentisk

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster

Print
Dokument id:397
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Hendrik (Hintrik /Hindrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1088 - 1090, nr. 224
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

 

Om Amerlanngitsunnguaq

 

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

 

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

 

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

 

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

 

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

 

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

 

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

 

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

 

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

 

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

 

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

 

Der er den slut. Hintrik.

 

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes

Print
Dokument id:347
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 37v - 40h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Vedr. fortæller, se ndf.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

 

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

 

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

 

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

 

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

 

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Angeltasken / havlitten og rypen

Print
Dokument id:1350
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Angeltasken / havlitten og rypen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 317, nr. 37
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', side 255 - 256.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 284.

 

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 291 - 292.

 

Resumé:

Rypen bebrejder havlitten dens lange lodne strømper om

sommeren, havlitten rypen dens lange isharpun om sommeren. De brydes.

Havlitten slæber rypen ned til stranden og kaster den i vandet, hvor

de fortsætter brydningen. Rypen river havlitten i brystet. Den dør, og

rypen flyver glad i land: "kakerkaka!"

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten; Slagsmål mellem en rype og en angeltaske.

Sangkamp i dyreverdenen.

Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak

Print
Dokument id:2310
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angiiaarneq "Skiderikken" laver tupilak
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 25
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Nappartuku og Atsivaqs sønnesøn Angiiaarneq vil med en tupilak hævne sin lillebror, som en flok brødre fra Utorqarmiin har jaget ind i en grotte under isfoden, hvor han drukner da vandet stiger. Tildet formål skal han bruge diverse vigtige ting: bl.a. noget fra et lig, et gammelt skabet skind af en remmesæl og et kranium af en toårig remmesæl. Han forsøger sig først uden held ved sin fætter, Ajijaks grav. Dernæst ved bedstemor Atsivaq. Hun reagerer bekræftende på hans henvendelse. Han tager hendes ene kamik. Skind og kranium finder han på fjendernes boplads. Han binder det hele sammen til et dyr, som han, med anorakken omvendt på, blæser liv i gennem dets næse og får til at vokse ved at lade det sutte sæd af sin penis. Når den er blevet stor som en sæl, dykker den et par gange ned (i elven, formentlig) og svømmer ud mod fjorden. Ang. ærgrer sig over ikke at have givet den besked, men den vener om og spørger om sit ærinde. Jo, at ombringe alle fjenderne. Ang. tager selv på besøg hos sine fjender hvor han med tilfredshed oplever at den ene bror efter den anden blive trukket i druknedøden af tupilakken, som de harpunerer i den tro at det er en remmesæl. Også søstrene omkommer, under bærpukning, hvor deres lange øresmykker hænger fast i lyngen.

 

Sit øgenavn Skiderikken, fik Angiiaarneq da han engang flere gange havde inviteret på festmad uden at servere noget. Tredje gang hentede gæsterne selv gæstemaden ind.

Den viste sig at være fuld af Angiiaarneq 's lort.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

 

Var.: Søg på tupil

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut

Print
Dokument id:796
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

 

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu

Print
Dokument id:312
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, VI, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187h - 190v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Indledning.

 

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

 

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

 

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

 

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

 

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

 

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

 

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

 

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

 

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

 

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

 

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

 

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

 

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

 

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

 

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

 

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

 

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

 

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

 

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

 

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

 

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

 

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

 

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

 

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

 

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Augpilagtoq / Aappilattoq

Print
Dokument id:342
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Augpilagtoq / Aappilattoq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 115
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aappilattoq

 

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

 

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

 

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

 

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

 

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq

Print
Dokument id:1749
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 233 - 237, nr. 52
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 52, ss. 278 - 286.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 10.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 79, ss. 414 - 418: Avatarsuak, who was baptised Nathan.

 

Resumé: Avatarsuaq, i dåben kaldet Natan / Nathan.

A. opdrages af sin farfar og navnefælle, fordi hans far er død.

Da han kommer til fornuft / bliver bevidst (d.v.s. i 3-4 års alderen, BS) regner han da også farfaderen for sin far. Denne gør A. til angerlartussiaq, idet

han forbyder A. nogensinde at slå hundene og blive vred på gamle

mennesker. Desuden mumler han en formular med hætten halvt nede, hver

gang han træner A. i kajak. Farfaderen dør, og A. har nu vinterboplads

dér, hvor sydlændinge kommer forbi på handelsrejser til Paamiut, der

dengang var den sydligst oprettede koloni. Da to sydlændinge ikke

kommer tilbage, mistænkes A. for at have dræbt dem, men morderen viser

sig at være en tupilak, idet den også angriber ham undervejs til

Paamiut på handelsrejse. Den taler til ham om at æde hans indvolde,

lejrer sig uflytteligt på bagenden af hans kajak, forstævnen hæver

sig, han bliver kraftesløs og kæntrer først til den ene og så til den

anden side, men begge gange støder åren mod noget hårdt, da han søger

at støde fra med den i det dybe vand (det hårde er sikkert hans døde

farfar, BS). Tupilakken styrer ham så i modsat retning af hans åretag,

og han ender dybt inde i en ubeboet fjord.

Til alt held kommer en båd med kvinder roende inde fra fjordbunden,

hvor de har hentet tørrede ammasætter. De bliver bange for tupilakken,

men A. der helt har mistet kræfterne overtaler dem med løfter om

gaver til at hjælpe sig. Med støttebrætter lykkes det dem endelig at

skubbe tupilakken ned. De parterer den, kaster stykkerne dels i havet

og dels i gamle grave, og den dybt taknemmelige A. kommer senere med

gaver til dem. Det samme gør alle forbirejsende til Paamiut sidenhen.

Sejren over tupilakken giver A. klarsyn (sila), idet han nu kan se

åndemanernes ild-ånde og heksenes sorte underarme. På en senere rejse

til Paamiut efter krudt, bly og tobak generes A. undervejs over en

fjord af en masse kalvis og rammes to gange af store isskodser.

Sidste gang drukner han, er længe bevidstløs, men da han vågner

(formentlig ude ved havhorisonten, BS) rejser han med susende fart på

sit siddeskind, med venstre ben bøjet og med sin kajakpind som åre den

lange vej ind mod land. Hans bedsteforældre fører ham og advarer ham

mod at drikke af et isbjergs kildevæld ved de yderste øer.

Gør han det, kommer han aldrig hjem. Han lander dybt inde i fjorden

ved Kajutaqs boplads, hvor han modtages af ivrige hunde i

menneskeskikkelse, og inde i huset gennemfører beboerne 5-dages

ritualet for hans genoplivelse. Hans kajak med udstyr og købte varer

driver uskadte i land ved bopladsen. Han ror hjem og er nu blevet

endnu mere synsk end før. Ingen hekse kan længere lure og skade ham.

 

For kommentarer til Rinks version  af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 52, s. 336, hvor det bl.a. nævnes dels at begivenhederne er stedfæstet til Saarloq ud for Qaqortoq, og at det er Avatarsuaqs uddannelse / udvikling til fuldt færdig angakkoq / åndemaner, der her skildres.

 

Hist.: Begivenhederne kan fastsættes til tiden mellem

kolonierne Paamiuts og Qaqortoq/Julianehåbs oprettelse i hhv. 1742 og

1774.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

 

Tolkning: Dette er vist den eneste fortælling, hvor ritualerne

hvormed man kan gøre et barn til en angerlartussiaq beskrives. Se også: nalusut ileqqorsarsiornerinik, der ikke er en fortælling.

For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): under "Piaaqqussiat".

 

Den mytiske initiation / uddannelse til angakkoq via overvindelsen af tupilakken og - især - rejsen til og fra havhorisonten er ikke helt almindelig i overleveringen, men nem at godtage ud fra verdensbilledet som helhed. Se især Aloruttaq (fra Ammassalik), hvor tilsvarende begivenheder bruges, omend i et andet dramatisk forløb.

De to ungkarle og pigerne

Print
Dokument id:137
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to ungkarle og pigerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72, nr. 29
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 136v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en ungkarl og en gammel pebersvend (orig. uden overskrift).

Der var engang en stor ungkarl og en gammel pebersvend, som var gode venner

og roede i kajak sammen. En dag, de var ude i kajak, så de på den anden side af

et næs to huse - det øverste et langt hus og det nederste et kort hus. Da de gik i land, blev de modtaget af beboeren af det korte hus, der beværtede dem.

Bagefter gik de op til det lange hus, som viste sig at være beboet af lutter kvinder. Da de havde været der et stykke tid, trak alle pigerne bukserne

ned og angreb de to mænd. De væltede dem ned på gulvet og begyndte at glide

henover dem på den bare ende. Det lykkedes den store ungkarl at befri sig for

deres greb og skubbe dem væk fra sig. Da så han, at den gamle pebersvend var ved

at kvæles af pigerne, der skiftevis gled henover hans næse. Han trak ham udenfor

og rensede ham for alt det skidt, som pigerne havde påført ham. Han rettede sig

efterhånden. De gik ned til deres kajakker og vendte tilbage bevæbnet med lan-

ser. De gik ind i huset, men der var ikke et eneste menneske at se. Så opdagede

de, at en af gulvets stenfliser var løs i den ene ende. Det viste sig, at

pigerne havde skjulested under gulvet. De dræbte dem alle sammen med deres

lanser. Det blev pebersvendens sidste kajaktur på disse kanter.

Den dygtige fjeldklatrer

Print
Dokument id:80
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den dygtige fjeldklatrer
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 389 - 390
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

 

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

 

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk

Print
Dokument id:315
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie + Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgtagtorajik / Kaattattorajik / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 236
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.

 

Resumé:

 

Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med

små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta /

Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn

skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i

næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han

får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må

han bruge neglene og bliver aldrig mæt.

En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får

knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke,

som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham.

Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans

lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt

v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd.

Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten

af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre

stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han

græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og

støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og

støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans

indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret

ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det

lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse,

liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for

at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun

ham, med at han er syg. De håner ham.

Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe

den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på

sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende

foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og

tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat.

Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde

an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud.

"Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne

ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og

anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe.

To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene

og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og

skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager

siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt

mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.

 

Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Den giftesyge ravn

Print
Dokument id:1542
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den giftesyge ravn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

 

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

 

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Den lille spurv, som græd

Print
Dokument id:606
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille spurv, som græd
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

 

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

 

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Den lille svoger som ingen ventede sig noget af

Print
Dokument id:224
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:158 - 161
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h.

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195.

H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.

 

Resumé:

Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.

 

Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

 

Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik).

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den store indlandsbo, der bortførte konebåden

Print
Dokument id:1617
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store indlandsbo, der bortførte konebåden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 230 - 231
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Tûnerssuaq (inorrujugssuaq)

 

Resumé:

En tuneq er ude i kajak, hvor han øser en konebåd med besætning op i

sin hule hånd. Den vil han bruge som amulet. Hjemme stiller han båden

op på tørrehækken over lampen. Om natten firer besætningen konebåden

og sig selv ned den lange og besværlige vej ud i husgangen, hvor de må

skjule sig, da det blir lyst. Næste nat lykkes det dem, at nå ud, ned

til vandet og hjem.

 

Var.: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik; En anden type: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;

Den store vækkelse i Evighedsfjorden

Print
Dokument id:939
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Sidse (Sissi / Sissel)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store vækkelse i Evighedsfjorden
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 106 - 110
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.

 

Resumé:

Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.

 

Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud.

Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange.

       Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme.

       Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer.

       Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste.

       Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet.

       Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen.

Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.

 

Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.

 

Var.: Habakuk.

Den straffende månemand

Print
Dokument id:1353
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den straffende månemand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En ufuldendt del af fortællingen er nedskrevet på grønlandsk af Rasmussen i KRH 52,2 hæfte 418.

 

Resumé:

To kvinder ved Puilortusoq / Puulortuluk på Kulusuk føder samtidig hver sit

barn, mister det begge og vil ikke overholde nogen af dødstabuerne,

trods ihærdige formaninger fra deres fæller. Folk fra en fjern boplads

kommer til sangkamp, og alle undtagen to kvinder fra det overfor

liggende Sittungasormiut (?) stævner også til. Efter sangkampene holder en

åndemaner seance men kan ikke få sin tromme igang. Forhængene foran

indgangshul og vinduer og skindtapeterne tar til at blafre, Månen

kommer, alle styrter til kamp imod ham og jager ham ud af huset. Imens

kommer en åndemaner / angakok /angakkoq fra Nianakitsormiut (?) rejsende, gør ophold hos de to

tilbageblevne kvinder i Sittungasormiut, som han fortæller, at han kun med

opbydelsen af alle sine kræfter kunne ro dertil. Han havde nemlig set

Månemanden i bjørneskindsklæder ude på en ø undervejs. Han tar videre

til Puulortuluk, anbringer sit medbragte kød i kødgraven, men kan

efter mange forsøg ikke få dækstenen på plads. Den falder hele tiden ned.

Han ser folk komme ud af huset, søgende efter Månemanden, som de har

drevet på flugt. Han kan bekræfte at det var Månemanden.

Næste dag drager alle undtagen et ægtepar til sangkamp i

Sittungasormiut, også de to kvinder under tabu. De har endnu ikke taget

ved lære. Efter sangkampen holder man seance, og Månen kommer igen på

straffeekspedition. Man hører hans pisk knalde og alle hans hunde gø

på diverse fjeldtoppe. Han tar fat på at bryde huset ned fra bagvæggen

med sit lange spyd. Tørvesmuldet tar til at drysse. Alle hjælpeånderne

er bange. Omsider kommer en hjælpeånd langvejs fra, overmander Månen,

vil knække hans lange spyd, og Månen må true med, at tidevandet vil

ophøre og sælerne ophøre med at føde unger, hvis spyddet knækkes. Han

får det uskadt igen og flyver bort.

Imens har ægteparret tilbage i Puulortuluk reddet sig fra at få besøg

af Månens hunde: Manden har lagt sin lanse på tørrestativet, og

anbragt en hammer foran indgangshullet og en gammel lampeskål af træ

oven på husgangen. Hammeren hamrer og skålen snurrer rundt, da hundene

nærmer sig, men således hindres adgang.

 

Var.: Aqajarormiorsiorpua; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225;

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden søg: Manguaraq med Var.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

Print
Dokument id:1806
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.
Publikationstitel:Myter og sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

 

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

En folkevandring

Print
Dokument id:11
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Meqqusaaq
Nedskriver:Brønlund, Jørgen
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En folkevandring
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 26 - 35
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq

Print
Dokument id:42
Registreringsår:1868
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en gammel ungkarl. Eller: ham som kun var qilaamasoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 480 - 484
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.

 

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.

 

Resumé:

En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden  ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning.

Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.

 

En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen

Print
Dokument id:1343
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Angitinnguaq (Angitinguak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 306 - 309, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.

 

Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til

Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis

kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner

har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de

var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om

Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel

holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer

pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i

bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over

ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker,

og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk

skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned

fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og

Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og

bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer

husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet,

der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden

falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af

skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man

om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn

brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene.

Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet

sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik,

der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks

hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo,

Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af

udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange

stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet

fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da

vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du

vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.

 

Var.: Manguaraq m.fl.

 

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som

østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte

samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der

nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor

1989-93,II:388).

Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved

1951, I:56; II:19).

Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø.

Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand

var Tigaajats fars bedstefar.

Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et menneske

Print
Dokument id:351
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Et menneske
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 204
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

     

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

       

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

       

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

     

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

     

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

     

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær

Print
Dokument id:226
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:164 - 172
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

 

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

 

Resumé:

 

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

 

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

 

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Gamle Qátsâq / Qattaaq med lemmingamuletten

Print
Dokument id:1434
Registreringsår:1916
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Gamle Qátsâq / Qattaaq med lemmingamuletten
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 175 - 184
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

 

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

 

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

 

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

 

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

 

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

 

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

 

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

 

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

 

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

 

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

 

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

 

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

 

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

 

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

 

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

 

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Hvorledes jeg blev åndemaner

Print
Dokument id:987
Registreringsår:1904
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 405: "Angmagssalikkernes Religiøse Forestillinger"
Fortæller:Ajukutooq
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes jeg blev åndemaner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

 

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Igdluvtíne

Print
Dokument id:1176
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Igdluvtíne
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:163 - 168
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke taget med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid. 1982

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

I vores hus.  

 

"Er det her?"

   (Sandgreen:) Da jeg en dag sad og ventede på, at Quppersimaan igen skulle dukke op og fortælle historier for mig, kom han ind og sagde sådan til mig, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad han mente. Da jeg slet ikke forstod hans spørgsmål, smilede han lidt og sagde til mig: Sådan sagde vi engang til hinanden, især når vi så hinanden efter ikke at have set hinanden i længere tid; det er en hilsen. Vi svarede den, der sagde sådan, med et: Ii, ja, det er her! Og efter at have svaret på den måde, spurgte vi lidt efter: Og er det virkelig dig? Og han svarede: Ii, ja, det er virkelig mig.

   Da han nu lagde ud med dette, udnyttede jeg situationen og spurgte ham om, hvilke brugsgenstande de mon havde i deres hus, og om det fortalte han mig følgende:

   Da jeg fik Maqis datter til kone, flyttede jeg ind hos dem  og når de havde lyst til at overvintre et eller andet sted, boede jeg sammen med dem dér, og der, hvor de ville være om sommeren, boede jeg også i telt sammen med dem. Kort efter at vi var blevet døbt, det var det år, hvor Maqi døde, var det første år, hvor vi boede for os selv. Og da jeg nu havde en kone, fik vi vores egne ting, selv om vi også boede sammen med andre. Brugsgenstandene havde naturligvis ændret sig, fordi man nu kunne købe forskellige ting i butikken. Jeg havde allerede oplevet at folk havde sådanne fremmedartede ting, fordi nogle folk var taget ned og havde rundet sydspidsen og været på Vestkysten, og nogle havde endda været endnu længere nordpå / sydpå* for at handle. Vi levede dog meget længe med vores gammeldags brugsgenstande. Vi havde udelukkende skind som sengetøj. Skind fra klapmyds brugte vi som underdyne på briksen, for det meste med græs og hø som underlag, og så havde vi skind fra ringsæl som overdyne.

De vigtigste af vores brugsgenstande i huset var lampen og gryden, som nogle også kaldte kødtilberederen. De var begge fremstillet af fedtsten. Vi hentede fedtsten i Ikerasaarsuk på vejen til Isortoq og i Tungujortoq (lidt syd for Ammassalik), og jeg har også tidligere lige nævnt, at vi forarbejdede stenene dér i Parpaluffik (på hamrestedet). Men der på stedet gjorde vi bare stenene lettere og tog dem så med hjem til det sted, hvor vi skulle bo, og først der bearbejdede vi dem færdigt. Man var nødt til at være meget omhyggelig, når man fremstillede en gryde, for vi ville gerne have dens sider ret tynde og bunden tykkere end siderne. Da jeg begyndte med at lave gryder oplevede jeg mere end en gang, at et stykke fedtsten løsnede sig fra dens sider og faldt af. Man bandt en ophængsrem i gryden, og hængte den op i husets tværbjælke.

   Det var nemmere at lave lampen. Selv kvinderne lavede dem. Lampen stod på et lille underlag af udhulet træ, der var udstyret med tre ben, så den kunne stå lidt hævet ovenpå endebriksen. Lamperne var udstyret med et lys (en lampepind), der var lavet af et lille stykke træ, og vægen bestod almindeligvis af lidt tørv / mos ?, der var let at skille ad, og som først var blevet tørret, hvorefter man tog et lille bundt af og rullede det lidt på langs og derefter brugte det som væge. Vi samlede tørv / mos? til vægerne i løbet af sommeren til vinterens forbrug, og om sommeren havde vi det med, når vi var på ture i konebådene, det vil sige, når vi boede i telt. Men når det begyndte at blive vinter, og vi flyttede ind i husene, bar vi tørven / mosset? ind.

   I sommerens løb samlede vi blandt andet muslinger, der også kunne bruges om vinteren: som skeer, som værktøj og som skrabere til skind, og når man skulle skrabe brikseskindet, fordi et barn havde tisset på det og til meget andet.

   Vi brugte meget forskellige typer spæk til lamperne, og kun meget sjældent var der nogen, der fik fat på spermacetolie fra hvaler. Når man ikke havde ret meget spæk tilbage, brugte man spækskrabet fra skindene, og dryptrannet blev også genbrugt.

   På samme måde havde vi små træstykker som tændstikker, og det var drivtømmer, som vi sagde gav genskin (det var hvidt). Det var blødt i træet og havde ikke mange fibre eller årer. Da dette træ var let at bearbejde og ikke var særlig tungt, brugte man det ikke kun til tændstikker men også som træ til konebådene. Andet drivtømmer, som for eksempel rødved, var fiberrigt og hårdt og blev ikke brugt til tændstikker, for det var heller ikke så nemt at få ild i. Det hvide drivtømmer var fuldt af små huller og fordybninger på overfladen, og fordi det var så blødt, kunne man sommetider lave et hul i det på et øjeblik og på den måde meget hurtigt starte en ny ild. Når man havde taget et lille stykke træ og holdt et andet stykke træ mod den samme slags hvide, porøse træ, viklede man et lille tyndt stykke rem om den lille opretstående pind, så remmen snoede sig en enkelt gang om denne pind, og så drejede man den rundt, og man skulle naturligvis dreje hurtigt rundt. Så stod en anden person ved siden af og var parat med en stump vægetørv. På grund af omdrejningen og trykket ned på det andet stykke træ, begyndte den runde pind at give en lille lyd fra sig, når der var ved at gå ild i den, og den, der holdt vægemosset / lampemosset, sagde nu: "Du har virkelig noget at bore i!" Og efterhånden som træet blev varmere, holdt hjælperen sig klar og pustede på træet, og når det begyndte at gløde, blev han ved med at puste og holde vægemosset derned, og et øjeblik efter plejede det at begyndte at brænde.

   Sådan nogle tændstikker efterlod man naturligvis aldrig nogen steder. Så snart man havde brugt dem, lagde man dem op ovenover lampen. De skulle nemlig holdes tørre.

 

   Vi havde tallerkener (niiluppik = "det man spiser på"), der var lavet af ganske tynde træplader. Så snart man havde skåret dem til, lagde man dem i blød i noget vand for at gøre dem bøjelige. Så lavede man en rund ring af dette træstykke og lod enderne mødes og lappe lidt ind over hinanden, og her satte man enderne fast til hinanden. Og først derefter satte man en træbund i fadet. Selv om fadene var lave, var de ganske store, og på nogle kunne der endda ligge en hel sæl. Og når man ville tage kød op, brugte man et stykke træ at spidde det med. Andre gange et ribben fra en isbjørn eller en remmesæl.

   Vore andre brugsgenstande var også lavet af drivtømmer, som for eksempel vandspanden "imeq". Den blev lavet ved, at man tog smalle stykker træ og stillede dem helt tæt ved siden af hinanden, og hver især blev stykkerne naglet fast til bundstykket. Og øverst oppe satte man hvert sammenstillede stykke træ sammen ved hjælp af et smalt stykke ben eller delte træet lidt, så samlingerne ikke kunne gå fra hinanden. Andre steder kunne man binde sammenføjningerne sammen med tynde remme for at forhindre, at de delte sig. På indersiden af nogle af disse opretstående stykker træ var der et hult rør, der gik nedefra og op, hvor der var monteret en benspids oppe øverst, som man brugte som drikketud, når man ikke kunne bruge en vandøse i karret. Nogle af disse vandøsekar havde håndtag.

   De store vandkar var ikke pyntet på ydersiden med udskåret ben, men det var de mindre vandkar.

   På samme måde havde vi et urinkar at tisse i, der var fremstillet af opretstående stykker træ, og ligesom på vandkarret var samlingerne øverst sat sammen med et lille stykke ben, for at forhindre at de gik fra hinanden. Nogle kar var store, andre mindre. Der var også andre kar, der brugtes til at vaske hår i.

   Tørrestativerne var anderledes, og de var ikke forskellige.

   En af de mere brugte brugsgenstande inde i huset var en slags kasse, der var lavet af træ, som vi opbevarede vores tøj i. Den havde trænagler og håndtag af korte remme, og låget havde en slags lås af ben og en løfteanordning. Og så var der en mindre æske, der blev brugt til at opbevare mindre brugsgenstande i.

   Af andre mere gammeldags brugsgenstande kender jeg disse: Man havde hammere af sten, der var både runde og aflange, og de var hverken for brede eller for lange. Nogle af dem havde skafter af træ, andre brugte man som hammer uden skaft. Så var der lavet en fordybning i siden på hammeren, hvor man skulle holde.

   Hajtænder var gode som knive. Man skar dem af i passende længde og satte håndtag på. Også kiselskifer, en sort sten, blev brugt til knive, når man havde høvlet dem tyndere. Kvindernes knive ("ulu") blev også fremstillet af disse materialer.

   Man havde nåle af ben, som man havde gjort meget fine og tynde, og dem opbevarede man i nålepuder, det vil sige et lille stykke skind, der var hængt op på en støttepille i huset. Nogle gange brugte man et stykke veltørret remmesælskind som fingerbøl, andre gange en stump knogle. Fingerbøllene blev opbevaret i en beholder af ben, et lille stykke af isbjørnens lårben, der foroven var tredelt, og som i den smalle ende kun bestod af et enkelt rør. Så lavede man et hul til en krog i midten, og fingerbøllene blev så lagt i hullerne i hver side. Denne beholder blev også hængt op på en støttepille, hvor man også havde hængt en kam op, der også var lavet af isbjørnens lårben. Den havde en krog, der var lavet af flettede senetråde, der var stukket igennem perler.

   En af kvindernes meget brugte redskaber var kamikstokken, kamikstrækkeren "kammiut", der blev brugt til kamikker og forskellige slags skind. Og dette redskab blev i det hele taget flittigt brugt til alt, der skulle blødgøres.

   Da jeg for lidt siden fortalte om muslingeskaller, der kunne bruges som skeer, glemte jeg, at vi jo også havde skeer af udhulet træ, og de blev kaldt "de rummelige" ("imartuut"), og det var fordi vi brugte dem, når vi spiste suppe.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. Bødkerteknikken er formentlig lært via europæiske trækar og tønder.

 

De her beskrevne genstande kan ses på nationalmuseerne i hhv. Nuuk og København.

 

*oversætteren er vant til vestgrønlandsk og har ikke tænkt på at vore betegnelser for verdenshjørner bliver spejlevendte på østkysten.

 

Stikord: redskaber, brugsgenstande, materialer.

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Ilisimmarteq, morderen

Print
Dokument id:962
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnak
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ilisimmarteq, morderen
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 87 - 88
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

 

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

 

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Indlandsboen

Print
Dokument id:2051
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Lange, Benjamin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Indlandsboen
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 88 - 89
Lokalisering:Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.

 

Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Innersuit

Print
Dokument id:2050
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Lange, Benjamin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 87
Lokalisering:Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 96 - 97: "Innersuit, Oqaluttuaq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Ved Alluitsoq / Lichtenau bor i herrnhuternes første tid på stedet missionæren Millalik i missionshuset og i et af jordhusene en vis Kisermaaq, der har (som hjælpeånder?) nogle innersuit i en nærliggende bugt. Kisermaaq vil gerne købe noget rødt bomuld til en anorak til sin datter. Han får den ide, som hans kone bifalder, at prøve at købe det hos missionæren i stedet for i butikken. Kis. besøger først sine innersuit, der netop har købt både rødt og blåt klæde hos missionæren. Kis. får en stump af begge, men glemmer det blå. Han går til Millalik sent om aftenen og viser ham den røde stump, men Mill. nægter at have klæde at sælge. Kis. henter så en ny stump blåt klæde, og da gir Mill. sig. Han tys tysser om det og forærer Kis. både det ønskede røde stof og alt muligt andre gode europæiske varer.

(I den grønlandske tekst (s. 97) forklares det, at Mill. gir Kis. alt muligt ekstra, for at denne ikke skal fortælle videre at han har handlet med og står i forbindelse med innersuit. Disse bor under stranden og siges at være næseløse, slutter fortællingen (BS)).

 

Var.: Innersuit 220; Innersuit 23 24

 

Hist.: Historisk kerne? se ndf.

BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Det vides ikke om herrnhuterne drev snighandel. Men det var en almindelig forestilling, også på østkysten, at innersuit, der var dygtige fangere, handlede livligt med europæerne. I denne fortælling er pointen dog ligeså meget denne, at en missionær har noget gøre med ånder fra 'hedenskabet'. Kisermaaq er også navnet på Aadaarutaa's særlig bidske hjælpeånd, der i een version siges at være en innersuaq.

 

Tilsyneladende er iøvrigt de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraq Vebæks fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik

Print
Dokument id:277
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 491 - 494, nr. 147
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde.

En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden.

Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten

Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte

til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at

gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt).

Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og,

hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den

samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske

vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så

var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme

tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden

mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en

meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik

derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre.

Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da

han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd

med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede

på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han

bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre,

stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt

og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor

afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han

måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han

oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig.

Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved

at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden,

der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften.

Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en

passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det

lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede

sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér

ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der

gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn,

der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq

- Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de

yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der

var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre

side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han

meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham,

der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som

havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se

direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til

manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans

levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod

han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som

nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han

var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder.

Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og

vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette

sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig

retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være

engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte

det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med

foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte

sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham -

Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da

han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade.

Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var

helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan

ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der

noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han

sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte

hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær -

Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen

noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde

den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og

om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq'

(det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået:

'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.).

     De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål

('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med

jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS).

Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem,

fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade

mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den

store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham.

Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften.

Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede

han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om

Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til

undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den

lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det

gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev

troende.

Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det

var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt.

Slut.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: se varianterne.

inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq

Print
Dokument id:183
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199, nr. 79
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af et håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra dengang, der var åndemanere til.

 

I gamle dage var der i Tasiusaq en åndemaner / angakkoq med to sønner. Når åndemaneren skulle hen til sin afdøde kones grav for at græde over tabet af hende, lavede han ræve og harer af sne og pustede liv i dem, så at hans sønner kunne få tiden til at gå med dem, mens han var væk. En dag, da han stod ved graven, hørte han en stemme, der sagde: "Kom indenfor." Da han vendte sig om, så han et hus. Inde i huset sad en mand og lavede pile; og på gulvet lå et stort rensdyr, som endnu ikke var flået. Manden i huset flåede det og sagde til åndemaneren, at han skulle spise det hele.

Næste gang han var ved graven, blev han også budt indenfor. Denne gang lå der

en masse mattak på gulvet, da manden havde fundet sassat (mange småhvaler i en våge, BS).

 

En dag var åndemaneren ude at gå en tur. Han hørte et skrig og så, at

manden fra huset var på vej op ad en skråning med stort besvær. Det viste sig at

han havde brækket benet. Åndemaneren gik hen til ham og holdt ham på benet, så

det heledes igen. Manden sagde: "Jeg har efterladt et rensdyr dernede, hvor jeg

brækkede benet. Du må få det, men ingen må spise kødet med spæk til og du skal

være den første, der smager på indvoldstalgen." Åndemaneren sagde til dem

derhjemme, at de skulle følge disse forholdsregler; alligevel var der en lille

ældre mand, der spiste spæk til kødet. I det samme hørtes der et skrig og en

stemme, der sagde: "Jeg havde jo sagt ..." Åndemaneren gik ud og opdagede, at

manden havde brækket benet endnu engang. Han helbredte det.

 

Åndemaneren gav sig til at mane ånder. Han kaldte på sin hjælpeånd fra det

tidlige efterår. På det tidspunkt, hvor dagene var blevet lange, stødte han

sammen med sin hjælpeånd (aporpaa), hvilket ville sige, at hjælpeånden ikke

længere tilhørte åndemaneren. Hjælpeånden kom og fortalte følgende: "Dengang da

jeg var på vej hertil, så jeg nogle mænd fra den vej (eller: rute), som stammede fra de første danske (qallunaat) beboeres tid i Qasigiannguit (Christianshåb).

Jeg var meget bange for dem." Sådan sagde åndemanerens hjælpeånd og den fortalte videre: "Engang jeg var på vej til dig, mødte jeg eqqillit. Jeg ville

gerne finde nogen, jeg kunne følges med, og jeg fandt en pige og en gammel mand

som ledsagere. Da de to var langsomme til bens, gik vi tilbage og listede os ind

på disse eqqillit. De havde deres hus i kanten af en stor slette. Vi kom til en

stor sø og kunne ikke komme videre. Men jeg fik mine ledsagere til at løbe over

søen sammen med mig. Lige før vi nåede den anden side af søen, faldt den gamle

mand igennem, men nåede dog land. Vi gik over sletten og nåede næsten til den

fjerneste ende af den. Vi listede os ind på eqqillit og dræbte dem

alle sammen."

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Så forholdsvis usædvanlig, at begivenhederne kunne være oplevet af historisk åndemaner og berettet under en el. flere seancer.

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....

Print
Dokument id:1042
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 25
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 32 - 33
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der lå vinterbopladser i

Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden, boede der en fanger i bunden af

fjorden på et sted, der hed Kangersuaq, og en anden fanger

længere ude i fjorden på et sted der hed Kangiusaq. De to plejede

at besøge hinanden.

Et efterår, da Kangersuaqboen som sædvanlig var taget ind til sin

boplads, rejste Kangiusaqboen ind i fjorden, fordi det var så

længe siden, han havde hørt noget til ham. Han lagde til hos ham

og så, at han var ved at bygge sig en ny kajak, fordi han havde

mistet den gamle. Kangiusaqboen spurgte, hvor han havde mistet sin

kajak, og han fortalte, att det var under en jagt på tejsteunger

på den anden side af fjorden lidt vest for bopladsen. Der var

han nemlig havnet et sted overfor deres hus, hvor han opdagede, at

han kun kunne komme videre ved at kravle op ad en meget stejl

klippevæg (usikkert!).

 

Da Kangiusaqboen vendte hjem, sagde han til sine husfæller, at det

måtte være den onde selv, Kangersuaqboen havde haft som hjælper,

siden han havde kunnet kravle op ad den helt ufremkommelige fjeldvæg.

 

Igen et forår tog Kangiusaqboen ind i fjorden for at besøge

Kangersuaqboen, som han ikke havde hørt noget til i lange tider.

Det viste sig, at det inderste af Kangerlussuatsiaq var frosset

til. Han stødte på iskanten, da han vestfra nærmede sig kangersuaq-

boens hus. Det var første gang, han oplevede, at havet her var

frosset til. Han kom op af kajakken ved iskanten; og han gik indefter

og ventede på, at der skulle vise sig et menneske. Han nåede næsten

helt til Kangersuaqboens hus, uden endnu at have set noget.

Da han skulle til at gå op på isfoden, opdagede han, at der lå en

udstrakt fiskesnøre oven på isfoden. Han fulgte den op til huset,

for den nåede helt derop. Fiskesnøren var lavet af hvalbarde.

Lige før han nåede frem til huset, fik han øje på kangersuaqboen, som

lå død halvvejs krøbet ind i husgangen. Han undrede sig over, at de

andre i huset bare havde ladet ham ligge dér, så han gik

videre ind i huset. Og hvilket syn!.

Alle kvinderne lå døde. Det viste sig, at han under

rødfiskefiskeriet på fjordens modsatte bred var faldet igennem isen.

Han var kravlet op på isen igen og var gået hjem over isen, men han

var frosset ihjel, mens han kravlede ind i gangen. Og da han var ved

at fryse ihjel, havde han skræmt kvinderne inde i huset til døde,

(formentlig ved at råbe ind??) hvorefter han selv var død.

Kangiusaqboen anede nok, at der var noget galt, sådan som han havde

forceret den ufremkommelige fjeldvæg, dengang han mistede sin

kajak. Kangiusaqboen kunne ikke gøre andet end at lade huset falde

samen henover dem, og lade det blive deres grav.

Lige siden Kangiusaqboen kom tilbage, har ingen taget derind; for

de blev bange for dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Muligvis en historisk hændelse der har fået sin særlige - kristne - forklaring.

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand

Print
Dokument id:1552
Registreringsår:1914
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssugpaluk / Kaassassuppaluk, den forældreløse, der blev til en stærk mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 88 - 93
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv: Fra 1. Thuleekspedition 1912-14.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Resumé:

Børnene i et hus larmer, mens de voksne er til åndemaning i et andet

hus. Kaassassuppaluk advarer børnene mod den store ild og ber om at blive løftet op på tørrestativet. Det sker; børnene larmer videre. Ind kommer den

store ild med sin pisk af en hel remmesæl med lange klør. Den trækker

børnene ud i husgangen og skolder dem ihjel. K. løber over med besked

til de voksne, der beskylder ham for miseren. Han overtaler dem til

selv at larme om aftenen. K. får ikke lov til at være inde. Man

larmer, ilden kommer, og man hælder kogende tran ned over remmesælen.

Ilden fortrækker. K. er herefter forvist til husgangen, hvor hans onde

bedstemor prygler ham sammen med hundene, og når han søger varme på

taget ved luften fra loftsventilen, trækker husherren Umerluttooq ham

op i næseborene. Han får kun sej hvalroshud at spise. Han tygger det

med en lille knivsten mellem tænderne. Knivstenen gemmer han i

forhuden på sin penis. K.s anden bedstemor, hans mormor, er god mod

ham og tørrer altid hans tøj. K. møder en kæmpe, der parterer sin

fangst og K. råber til ham om et stykke. Kæmpen, der kun hører en svag

ringen for ørerne, tror det er et dødt menneske og giver ham en lille

offerbid. K. har evne til at forstørre stykket. Han spiser sig mæt

og lægger med besvær den store rest i depot. Den er væk, da han kommer

tilbage. Kæmpen, der har spist det, får ondt af K. og træner hans

kræfter ved sammen med ham at rulle sten rundt. Da K. er ligeså stærk

som kæmpen lover denne ham at sende tre bjørne som erstatning for det

spiste kød. K. bliver stadig mishandlet hjemme. Om natten trækker han

en indefrossen konebåd op af isen. Alle forbavses næste dag og U.

siger hånende til K., at det nok er ham. Da bjørnene kommer, låner K.

sin gode bedstemors korte støvler, dræber bjørnene, bærer dem hjem som

var de harer og bygger sig et stort udendørs ildsted til kogningen.

Først smider han dog sin onde bedstemoder i ilden, og beroliger sin

gode bedstemor. Hende vil han intet ondt gøre. U. og de andre flygter,

mens K. koger og spiser bjørnekød. K. finder U. ved kanten af en stejl

skrænt, ryster ham med et greb i næseborene ud over skrænten, og

ligger med alle hans koner. K. gengælder også alle andre fællers

ondskab, hvorefter han rejser sydpå og får kajak, men blir dræbt,

fordi han får for vane at klemme små børn ihjel.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: Indledningen med fortællingen om Den store ild har også de to versioner, som Holtved fik af både Amaanalik og Pualorsuaq. Ligeså er Kaassassuk hovedpersonen i en kort version af Den store ild, "Innersuaq", som Rasmussen fik af Appalinnguaq fra Appat, Thule. Der var således i Thule en vis tradition for at associere Kaassassuk til den, der redder sig fra den store ild. Måske er det en påvirkning fra det sydøstlige Baffinland, hvor Amaanaliks fortællinger stammede fra. Her findes en version (hos Franz Boas), hvor det er månemanden (en stor ild?) der pisker kræfter i Kaassassuk.

Rasmussen fik desuden en version uden indledningen med Den store ild. I det øvrige  er den næsten identisk med Arnaaluks. Se Qilerneq, Kaassassuk.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

 

Det er uvist om det er Rasmussens mangelfulde nedskrift, der

gør, at fortællingen virker kluntet. Holtveds senere version er mere

retfrem. I varianten hos Rasmussen bemærker man at K. til slut flytter sydpå.

Det kunne tyde på at man mente at fortællingen stammede sydfra. Men som det fremgår af kildeudredningen ovf. er der en del grus i maskineriet.

Kallararmiuarsut

Print
Dokument id:1835
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kallararmiuarsut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72v - 73v, nr. 326
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 125.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Kallararmiuarsut (? Kalararmiuarsuit / Qalerarmiuarsuk ?) havde fem sønner hvoraf en hed Idsamik (? Idsa / Issat ?). Faderen blev uenig med familien, og rejste sydpå til Akkilermut (Akileq ?). Her blev den ældste søns kone bortranet af en stærk fyr, som tog hende til sin kone. Efterhånden bev alle sønnernes koner borttagne af stedets mandfolk. Faderen tav stille til dette; men da hans egen datter som også var gift blev bortført begyndte han at ærgre sig over at han (havde) forladt sit gamle sted; men tav for resten stille. En dag var den ældste søn vred og tiltalte sin fader: "Hent vore koner." Faderen gik også op til de forskellige huse og kaldte de unge koner ud, men mandfolkene kom så og skubbede ham væk, og (han) fik et fur selv i sin egen husgang. Den næstældste af brødrene sagde nu: "Du ville hertil, skaf os vore koner herned." Atter gik faderen, men blev af mændene overdænget med sne så han nær havde tabt sit vejr. Da faderen kom hjem bad han sin kone om at sy tarmvinduet (tarmskindsvinduet) godt stramt til siderne, hvilket hun også gjorde.

       Manden spændte sin bue, kastede en pil med kraft mod vinduet, men pilen fór igen tilbage. Sønnerne gjorde ligeså, og alle pilene faldt atter tilbage ind i huset. Nu kom svogeren til disse frem med sine bue, spændte pilen an imod den men den gik igennem tarmvinduet ud på marken. Dernæst talte hans svigerfader til ham: "Du bliver her; thi følger du os så vil du blive dræbt." Et stort sortsidet sælskind blev nu syet til et kogger og fyldt med pile propfuldt, hvorpå faderen og sønnerne gik op til husene. Ind af disse råbte nu faderen: "Jeg henter mine sønnedøtre (svigerdøtre)." Disse kom vel ud, men idet de så de mange pile, løb de atter ind. Faderen stillede sig derpå til anlæg for sønnerne, der efterhånden dræbte de mandfolk som kom ud med bue og pile. Den gamle vedblev at stå ufortrøden for sine sønner og bukkede han sig så stærkt at nakken stod frem som en skarp kant. Til sidst blev fruentimmerne (mændene ?) dræbt allesammen, og så som der nu ikkun var fruentimmere tilbage i husene, råbte den gamle atter ind om svigerdøtrene. Disse kom så også ud og gik hjem med deres mænd.

       Da de trådte ind i deres hus var den efterladte svigersøn der ikke, og gik hans svogre ud at lede ham op. De fandt ham bag en fjeldkant liggende død, da han ved en fjendtlig pil var blevet skudt midt imellem øjnene. Han havde lagt sig der for at se udfaldet af kampen.

       Om foråret rejste de til deres gamle hjem igen. Den yngste af brødrene styrede båden og skete der intet uheld for dem med undtagelse af at de på vejen engang mærkede en forunderlig larm under båden; de så sig for og fandt da at det var en lang vildmands tarm, længere end båden, som holdt den fast; men med flænseknive fik de den løst fra båden og gik uhindret over. Men senere mærkede alle at denne store søtang havde haft ondt i sinde. Lykkelig kom båden hjem med de rejsende.

 

Hist.: En usædvanlig fortælling, der muligvis i oversættelsen er kortet noget ned, og som ikke umiddelbart vækker mindelser om lignende varianter.

 

Tolkning: Det lange stykke tang, der lignes ved en tarm, er formentlig sendt ud af enkerne i et hævnforsøg.

kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu

Print
Dokument id:457
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Terkeldsen, John
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, 4 sider
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fjordboen og kystboen (opr. ingen titel)

 

En fjordbo og en kystbo blev gode venner. De var så gode

venner, at der ikke gik en dag, hvor de ikke så hinanden.

Når de traf hinanden, inviterede de hinanden på besøg. Engang fik

kystboen den onde ide at forgive fjordboen. Han henlagde en sæl til

gæring, så den kom til at lugte og miste hårlaget, og han gned den

ene side af sælen med noget fra en gammel grav (i varianterne er der

tale om menneskefedt fra et lig).

Så inviterede han sin gode ven og serverede den frosne sæl med en kniv

i kødet til ham. Han troede, at vennen bare ville lange til maden; men

venner gik ud for at tisse. Undervejs tilbage var der ikke et menneske

at se nogen steder; men han hørte en stemme sige: "Din gode ven vil

forgive dig. Før du langer til, skal du vende sælen, og du skal bruge

en anden kniv når du spiser."

Værten forventede, at hans gode ven straks ville lange til; men først

vendte han sælen om, hvorefter han gav sig til at spise af den med en

anden kniv. Det gik op for vennen, at han ikke var til at forgive

sådan uden videre. Dertil var han for klog. Efter besøget tog vennen

hjem og fortalte sin husstand, at vennen havde prøvet at forgive ham.

Han slap med et ondartet mavetilfælde, der skyldtes, at han alligevel

var kommet til at spise et lille stykke af det, der var smurt med

noget fra en gammel grav.

 

Nu ville fjordboen hæven sig på den anden. Han lagde et helt rensdyr

med skind og det hele til gæring og smurte noget fra en gammel grav

over det hele. Da han mødte sin ven, inviterede han ham hjem.

Så kom han, og værten bad kvinderne hente mad til ham. De kom ind med

et lækkert frossent rensdyr, som var helt afhåret.

Da de havde serveret ham det, sagde han, at han først ville ud og

tisse - selv om han slet ikke var trængende. Han gik ud, men kom

tilbage uden at have tisset. Han var blot ude for at trække frisk

luft. Hans gode ven forventede, at han først ville "ændre dyrets

stilling." Men han gav sig til at spise uden at flytte på det. Han

holdt først op, da han var blevet helt mæt. Så tog han hjem.

 

Efter dette besøg mødte han ikke længere sin ven på sine fangstture.

Til sidst kom han til at længes efter at se ham igen.

Så tog han hen til hans boplads for at besøge ham. Han så ingen

mennesker. Han bar sin kajak længere op på stranden; stadig var der

ikke et eneste menneske at se. Nu var han på vej op til huset og

konstaterede, at vennens kajak lå på sin plads. Han kiggede ind og så,

at han lå på briksen på maven med hovedet ud over kanten. Hans øjne

var uhyggeligt store. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?"

Tænk så svarede han: "Du har jo forgivet mig. Så vil jeg også spise

dig!" Da han begyndte at røre på sig, løb fjordboen ned til sin kajak

med kystboen i hælene.

 

Netop som han var kommet ned i kajakken og var roet ud, nåede kystboen

til stranden og bad ham komme i land igen, for han ville

ikke gøre ham fortræd. Det viste sig, at han ("avâlârdlune": i

sindssyge) havde spist alle de andre.

 

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at hans gode ven, som han

forgav, havde spist alle i sin husstand, og at han selv nær var blevet

spist af ham. De andre i huset advarede ham mod at besøge ham igen.

 

Der gik lang tid hvor han ikke besøgte ham. Men så kom han til at

længes så meget efter ham, at han igen tog derhen på besøg. Dennegang

var han så utryg, at han kun lige trak kajakken op på stranden og gik

op. Han kiggede ind igennem indgangen fra gangen og så, at han nu lå

på briksen med hovedet imod bagvæggen. Han sagde: "Hvad går der af

dig?" Intet svar. Så gik han hen for at røre ved ham. Straks han

rørte ham, råbte han: " Hvad vil du!" og sagde: "Du har jo forgivet

mig, så jeg vil spise dig!" Gæsten ville springe ud i gangen; men den

anden spærrede åbningen. Så gav han sig ellers til at løbe efter ham.

På et tidspunkt da den syge var langt fra åbningen ud til gangen,

sprang gæsten ud og løb ned til stranden med den syge lige i hælene.

Idet gæsten kom ned i kajakken og stødte fra land, vadede vennen ud i

vandet for at gribe fat i spidsen af kajakken; men da den smule

bølgegang, der der skabtes af kajakkens bevægelser, nåede vennen,

sagde denne: "Nu falder jeg ned i en stor revne!"

Vennen faldt om i vandet, og mens han kom op igen, roede gæsten væk.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at han var blevet forfulgt af

ham inde i huset og helt ud i vandet, og at han denne gang have været

lige på nippet til at blive spist. De andre sagde, at nu måtte han

altså lade være med at besøge ham.

 

Så kom han igen til at længes efter at se sin gode ven; og roede

derhen. Han trak kajakken halvt op på land og gik op til huset. Han

kiggede ind i rummet gennem åbningen fra gangen; men der var ikke

nogen at se. Han gik ind og ledte efter ham bag skindtapetet. Men han

var der ikke. Han ville egentlig afsted igen, men gik så op til en

stor klippehule ovenfor huset. Han kom til indgangen og så, at vennen

lå der pjaskvåd. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Han

blev ved med at sige "hvad går der af dig" og gik hen til ham. Han

rørte ved hans fødder og på kroppen, men han bevægede sig ikke. Han

gik tættere på og vendte ham om. Han opdagede at han var død af skræk.

Øjene var så langt ude, at kun en streng forbandt dem til øjenhulerne.

Han blev rædselsslagen. Han tog hjem; og det var så sidste gang han

besøgte sin gode vens boplads for at se til ham.

Sådan dræbte han dette menneske, som ellers var hans hjertensven.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene. Bespiste ondt; Fætrene; fjordbo og kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Kiversak / Kiversaq / Qiversaq

Print
Dokument id:1829
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kiversak / Kiversaq / Qiversaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 57v - 61v, nr. 319
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 132, s. 329.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qiversaq kunne ikkun dårlig vokse, hvorover hans stedmoder ikke var tilfreds. Fyren sad på en sidebriks uden skindstykke på den. Moderen gav ham nok kød at spise, men ikke mere end hvad han formåede at synke uden at tygge det.

       I huset fandtes ingen andre børn. En ung fangers kone i samme hus begyndte imidlertid at sy på barnetøj, og da det var færdigt sagde manden til drengen: "Du lille hent mig mine årer derude", hvilket han og gjorde, og dernæst bad han drengen at tage det færdigsyede tøj på. Da han nu havde gjort dette, sagde fangeren til drengen: "Du skal være min søn og være hos mig, derfor har jeg ladet dig klæde på ved min kone." Stedmoderen blev misundelig derover og satte drengen atter op på sidebriksen. Plejefaderen talte desuagtet: "Qiversaq har nu fået varmt tøj på sig og skal han med mig ud at køre i morgen", som de også gjorde og kom på isen langt ud tilsøs; da de vendte hjemefter lod plejefaderen drengen løbe ved opstænderne. Drengen gjorde nu lange spring, blev til sidst slæbt og slap opstænderne; han blev liggende på isen og græd. Hans fader blev ved med at køre og kom hjem, bad sin kone om at hente drengen, hvilket hun også gjorde og kom hjem med ham bærende ham på ryggen. Fyren lå på briksen og kunne ikke røre sig af værk i lemmerne i flere dage. Da ondet var væk, var det som om drengen var vokset noget. "Gør hans tøj varmt", sagde faderen til konen, "jeg må ud at køre med ham igen," og atter tog de afsted. Faderen sagde til drengen at han atter skulle løbe bagpå, men han ville ikke. "Ah du!" sagde faderen, "du ser jo at din stedmoder er dig slem, men jeg og min kone vil just være dig god, stå kun op og løb." Drengen gjorde det straks, løb nu længe, men pustende, indtil at han blev slæbt, tabt og grædende blev liggende tilbage. "Hent drengen", sagde manden til konen, da han kom hjem. Hun gjorde det, bar fyren hjem og som hun ville lægge ham på gulvet stod han rask op og sprang om. Atter blev klæderne varmede til ham og drog han afsted igen med faderen, løb nu bag opstænderne hele tiden og kom hjem med slæden. Hans vækst tog stadig til. Atter blev der kørt og uden vanskelighed løb nu drengen ved opstænderne, men slap nu også disse, vedblev at løbe efter, ja, til sidst sprang han foran over hundene væk og kom hjem før end slæden. Om foråret fangede han efter at han havde fået en kajak, en spraglet (sæl). Hvalrosser gik han til sidst på livet af uden rem og blære, men gennemstak dem ikkun med sin pil.

       En dag sagde faderen til plejesønnen: "Se, der kommer en konebåd ud af fjorden, se til, Naviaqs søn er med vistnok, han fik en sortside, da han først fangede." Konebåden kom nærmere, der blev spist bær og Qiversaq gav noget hvalroskød i bytte derfor. Fra næsset hvortil de havde lagt (til) med båden rejste de atter videre ud af fjorden, og faderen med Qiversaq fulgte et stræk med. Naviaqs søn lod sjælden sin pil ligge rolig uden at han kastede den; men pilen kom ikke synderlig dybt i vandet, hvilket Qiversaq bemærkede og hvorover han forundrede sig, da han dog havde fået sig en sortside på første fangst. Efter påskyndelse af plejefaderen og en anden af hans landsfolk kastede begge de unge fyre med deres pile. Ingen af dem fik deres pile under vandet. Naviaqs søns pil kastedes endog længere end Qiversaqs, og holdt denne op og trak sig tilbage. Den anden begyndte at håne ham og hans landsmænd. Qiversaq holdt sig tilbage og kom til sine folk idet han sagde: "Om jeg atter prøvede på at kaste", og derfor råbte nu hans landsmænd efter båden, der var kommet forud: "Qiversaq har lyst til at prøve igen." De to unge fyre roede nu foran bådene, kastede, og Kiversaqs pil kom længst frem og dybest i vandet. Dette gentoges, men Qiversaqs pil var foran, hvorimod den andens kast blev svagere hver gang. Naviaqs medfangere ytrede at Qiversaqs pil var så let og lille, men denne byttede med den anden og viste at kastet blev det samme til gunst for ham. Naviaqs søn trak sig derpå tilbage. Kiversaq kom hjem og fik en større kajak.

       En dag som han roede ud så han ved siden af sig flere (to?) kajakajagaasik / qajaqajagaasik (? qajarissat), der bestræbte sig for at overskære skyggen på Qiversaq; denne blev vred, lænsede en af dem; en anden undkom op på et højt isfjeld. Qiversaq prøvede på at kaste efter ham, men han kunne ikke nå. Nu trak fyren på fjeldet sin ene støvle af, og tog noget som et spurveskind ud af støvlestrømpen, blæste på den så der kom røg tilsyne, stak atter skindet ind i støvlen, men trak nu også den anden støvle af sig og fremtog en stenpikkers skind, blæste på det så der fremstod røg, og lagde det så ind i støvlen igen. Herefter blev det helt tåget så intet land kunne ses. Plejefaderen og sønnen tog nu hjemefter, men ved nattens frembrud var de endnu ikke truffet på land. Hver dag i mange dage roede de først i bestandig tåget vejr; om natten sov de på isen; til sidst bev det vinter for de rejsende og stødte nu på nyfrossen is, hvorpå de så spor af blod. Da de så nærmere til var det det det rene, bare bjørnekød de gik på; de skar sig et stykke af, og med kajakken på nakken gik de videre på dette kød. Noget efter kom de til hvalroskød, heraf sikrede de sig rejsemad og gik videre på samme slags kød. De trådte senere på noget temmelig ufrossent kød og opdagede at det var menneskekød; vandrerne blev betuttede ved at se dette, vendte også (?), skar mere hvalroskød af og stak i deres kajakker ud tilsøs igen. Atter traf de på et blodigt frossent ? (ulæseligt) der viste sig at være bjørnekød, og ikke langt herfra sås nogle kajakker liggende ved en fjær, omkæntrede. På samme vis vendte de to rejsende deres kajakker om og stillede dem ved siden af de andre; de gik dernæst på land og så et hus længere fremme. Ved vinduet prøvede de to at varme sig. Nogen kom ud, så dem og råbte straks indefter: "Her er kommet fremmede!" Plejefaderen fortalte nu at han med sønnen var roet vild og søgte ly. "Gå ind!" sagde værten. De kom ind og snart blev der sat mad frem for dem. En gammel mand sad på briksen, men kun hans fødder var synlige eftersom hans lampe var udslukket. For ham blev vore to bange; lidt efter rejste den gamle sig og sagde: "Det forekommer mig at Sinatemiut (? sineriarmiut, kystboerne, BS) har ringe på deres kajakker." Et par unge fyre sprang derpå ud og kom snart efter ind med de fremmedes kajakringe, som de havde afskåret og begyndte at lege med disse inde i huset. Qiversaq begyndte da at blive vred. Han gik udenfor, kaldte på sin fader og sagde ham at der var et andet hus længere oppe og foreslog ham at besøge dette. "Nej, gør det ikke", sagde husfolkene, "der er slemme beboere deroppe." Qiversaq var imidlertid vred og gik desårsag derop og fulgte faderen med. De trådte ind i huset, fandt der et par gamle ægtefolk med en søn og svigerdatter. Den sidste græd da de kom ind, hun tog en pels på sig og gik ud. De fortalte nu de nyankomne at hun gerne ville fortælle slemme ting om andre til sine brødre, "og desårsag har jeg", sagde han endvidere, "mistet flere af mine brødre, da de er blevet dræbt, og således er vi gamle blevet ene tilbage og min søn som har giftet sig med en søster til dem." De gamle vedblev: "Rejs!, jo før jo kjørere (kærere ?), hende der nu gik ud, vil ellers foranledige eders død." Manden pegede på en stor sten, som lå på gulvet, og forklarede at brødrene plejede at dræbe med den. Fangeren prøvede på at løfte den men havde ondt derved; "prøv du", talte han til sønnen. Denne gjorde det også og formåede heller ikke at løfte stenen. "I undgår så heller ikke døden", sagde den gamle. Atter løftede Qiversaq på stenen og fik den til knæet; næste gang han atter prøvede derpå fik han den løftet til brystet. Den gamle så tilfældig ud igennem vinduet og brød ud: "Ja, der kommer de slemme allerede heropefter." Qiversaq kunne nu løfte stenen til højre og venstre skulder. Den gamle bad ham da at slå den på den mand der først måtte komme ind, men betydede ham at passe på at slaget skete idet den anden bukkede sig ved døren. Svigerdatteren kom først ind og atter grædende. Igennem vinduet så nu manden ind og opdagede de fremmede. (Da) Den ældste kom smilende ind, bukkende just ved indgangsdøren for at træde ind, tog Qiversaq stenen op og kastede den på den indtrædende, men træffer ikkun slet. De fik livtag fat på hinanden og sloges nu. Qiversaq bukkede endelig sin modstander bagover og brækkede rygraden på ham, hvorpå han smed ham udenfor. Brødrene antog at det var den fremmede der blev kastet ud og stod staks parate med deres lænsere for at harpunere den døende, men (så) opdagde de samtidig at det var deres egen broder, som ovenikøbet af Qiversaq, der var kommet ud imedens, atter toges (blev taget) og kastet hen over de andres hoveder og faldt langt ned på marken. Qiversaq havde fået et våben af den gamle i huset og fór omkring med det blandt brødrene og dræbte til sidst dem alle.

       Qiversaq kom endelig pustende ind i huset og hans vrede havde ikke helt lagt sig. Den unge grædende kone græd som før, men nu meget stærkt og alvorligt. Den gamle kone talte til hende: "Jeg har bedt dig ofte nok om ikke at tale slette ting om folk, og ser du nu at den stærke har vist at kunne gøre vej med dine brødre. Qiversaq spurgte om der ikke var flere brødre tilbage af hende. "Længere sydpå har hun vel flere og en stor slægtning." "Mulig jeg går dertil og dræber dem alle" "Nej", gentog den gamle, "de vil ikke gøre dig ondt, lad det være." Nu drog han bort med sin plejefader efter at deres pelse, af mangel på ringene, var fastsyede kajakkerne.

       De drog hjemefter men vejen var meget lang. Flere gange måtte sønnen tage faderen på slæb efter sig, og endelig nåede de hjem. Qiversaq havde nu fået alvorlige kræfter, hvorover stedmoderen var glad; men så begyndte plejefaderen at blive misundelig på sønnen, og spåede denne slet fangst og at blive dræbt af andre.

       Engang gik de begge på jagt efter en hvalros, men begge kastede de forkert på den. De gik derpå et sted i land sammen, og på dette land blev Qiversaq væk og kom aldrig mere hjem.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger, omend fortællingen bygger på kendte episoder og tilføjer andre, mindre genkendelige.

 

Kommentar: U. Rosing skelner ikke mellem K og Q (K'). Jeg har valgt at stave hovedpersonens navn, Qiversaq, fordi han ender som en slags qivittoq / fjeldgænger.

Det er ikke ganske klart hvad slags mennesker Q. og hans plejefar besøger efter den lange rejse gennem tågen. De er ikke kystboere, dvs. rigtige menneseker. De bor hinsides en grænse, hvor delvis optøet menneskekød danner en overgang fra frossent isbjørne- og hvalroskød til endnu et "land" af frossent bjørnekød. Muligvis er de således kommet bag den horisont, hvor en isbjørn og en hvalros ifølge østgrønlandske forestillinger bor. De fjerntboende fremmede har dog ikke overmenneskelige evner og er derfor næppe åndevæsner. Menneskeædere, ligesom talrige fortællingers Akilineq-boere (de der bor på den anden side havet), er de tilsyneladende heller ikke.

 

Hist.: Fortællingens morale er kristent påvirket: man skal ikke tale ondt om andre, og misundelse er af det onde.

Kiviaq / Kivioq / Givioq

Print
Dokument id:1878
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kiviaq / Kivioq / Givioq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 97 - 103.

 

Resumé:

K.s kone spiller død, bliver begravet, fjerner stenene og flytter

hemmeligt sammen med en anden mand. K.s lille søn ser hende noget

senere under bopladsens fælles flænsnig af en hval, hvorefter K.

forlader sin lille søn, mens han sover, og ror langt ud over havet.

Med opbydelsen af alle sine kræfter kommer han tværs igennem "havets

navle", der er en stor mørk malstrøm. Senere møder han "havets lus",

der æder træ men ikke skind, hvorfor K. vikler sin harpunrem tæt om sin

træåre og slipper igennem. Nær kysten på den anden side af havet

(Akilineq) ser han en gammel kone koge mad udendørs. Mens hun er inde

i huset, ser han, at hun koger menneskekød. Han inviteres ind,

beværtes med noget lækkert, som dog viser sig at være kogt i

menneskefedt. Han opdager på briksen en bylt, der ligner et menneske.

Om aftenen går han ud for at tisse og placerer en flad sten på

brystet, og om natten, hvor han sover rævesøvn, knækker manden i

bylten sin lange skarptslebne hale af kobber på stenen, da denne

Usorsaq lader sig falde ned på K.s bryst. Den gamle kone vil dræbe ham

med sin ulu, Men K. flygter ned i sin kajak og dræber hende med sin

harpun. De næste mennesker, han møder, er en mor og en datter, der

ikke er menneskeædere, men lever af sælfangst. De takker ham for

drabet af U. og konen, fordi de dræbte deres ægtemænd. K. får datteren

til kone. De morer sig med at løbe om kap, og da K. er for langsom,

stikker moderen hans ben to gange i et løst ærme. Første gang er det

fyldt med noget, der æder kødet fra benene, anden gang med noget

dunblødt noget, der gir ham nyt kød. Nu kan han løbe stærkt, og det

får han brug for under sælfangsten, hvor han og konen sætter

fangstblærer på alle de sæler, der strander ved ebbe og må styrte i

land, når højvandet kommer buldrende. K. bugserer de talrige sæler i

land, får en del sønner, og da han længes efter sin første søn, får

han lov at rejse. Han træffer sønnen dansende og vakker på en fanget

hval ved sin gamle boplads.

 

Var.: Kivioq. Søg også på knivhale; jernhale.

 

Hist.: Kobberet, som knivhalen består af, er et nyt element. Det er

nok også de ord Usorsaq siger, mens han sliber sin hale: siile skarfe,

siile skarfe, karfe, karfe (slibe, skærpe?).

Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild

Print
Dokument id:1664
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kúnak helbreder Atsâjik for helvedesild
Publikationstitel:Sagn og Saga
Tidsskrift:
Omfang:side 167 - 169
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Tid: ca. 1890. Maratsis søster Atsaajik blir ved Kangaartik nær

Kulusuk ramt af helvedsild, og skriger uudholdeligt af smerte. M., der

befinder sig i Sermiligaaq og kunne helbrede hende, kan man ikke få

fat i. Med møje får man overtalt bopladsfællen Kunnak / Eqeeqqoq, der

er Maratsis sangkampven, til at forsøge. A.s kostbare perlesmykke med

fem lange perlepiske, som man tilbyder ham til gengæld, lægger han det

over det angrebne brystparti og giver sig åndepustende til at gentage

en formular til sveden driver af ham og hans tarmskindsanorak blafrer

om ham. De fem perlepiske borer sig ned i A.s kød og efterlader en

vifte af ar, da hun senere kommer sig. Allerede næste dag er krisen

overstået, og smerterne fortager sig lidt efter lidt. K. tar nølende

mod smykket, og da hans egen datter senere dør uden at hans forsøg på

at genoplive hende lykkes, mener han, at A.s sygdom må være faret over

i hende.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 137-138.

 

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

 

Kommentar: Kunnak omtales gerne som ilisiitsoq, heks; En sådan, mand el. kvinde, opfattes i nutidens Grønland gerne som asocial. Kunnaks praksis omfatter imidlertid helbredelse i samme grad som skadevoldende hekseri. Og han tilkaldes ganske ofte, især til afværgelse af effekten af hekseri. Han er Kaakaaqs læremester i heksemidler, som hun ifølge flere kilder har brug for som "modgift" mod det frygtindgydende ved de hjælpeånder hun får sig. Søg på: Kunnak; Eqeeqqoq.

Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse

Print
Dokument id:599
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 16
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

 

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

 

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kunuk

Print
Dokument id:1426
Registreringsår:1857
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 153
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

 

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

 

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

 

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

 

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

 

Var.: Kunuk

 

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Kunuk med tilnavnet Uiartoq: Jordomsejleren

Print
Dokument id:1013
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk med tilnavnet Uiartoq: Jordomsejleren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 169
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (renskrevet ?) på vestgrønlandsk.

 

Resumé: Kunuk og hans fætter leger altid sammen, fordi deres fædre bor

sammen sommer og vinter. Nuerniagaq, "Tejsten", flytter til med familie. Hans plejesøn "Lille Tejst" bliver fætrenes legekammerat.

Engang de har bygget en snehule og kommer op at skændes, smider

fætrene "Lille Tejst" ud. Undervejs stikker han sig til blods flere

steder med træstykker og fortæller sin mor, at fætrene har såret ham.

Hun fortæller Tejsten, da han kommer hjem, at fætrene nær havde dræbt

L.T.  T. dræber om natten hele fætrenes husstand med bue og pil fra

husets fire hjørner i taget. K., hans fætter og lillesøster overlever.

Men lillesøsteren er såret i maven. Tarmene hænger ud. De flygter. K.

bærer lillesøsteren på ryggen. Hun dør og stensættes. K. sørger dybt.

De følger en isfjord, der inderst inde aldrig smelter og træffer i

bunden et gammelt ægtepar på isfangst. Konen tager K. og manden hans

fætter til plejesønner.

Konen udfører et adoptionsritual: Tager K. på skødet som et spædbarn,

synger over ham for at gøre ham til en stor hævner og serverer

spæksyltede bær. De gamle har ingen kajakker (de er indlandsånder),

drengene hjælper dem med isfangsten og træner kræfterne på store sten.

Begge bliver uhyre stærke, men K.s fætter bliver stærkest, og da begge

får kajak, bliver K. den bedste kajakfanger af de to.

En dag K.s tøj er for vådt til kajakfangst, tager fætteren alene ud og

bliver dræbt af T.

K. og de to gamle flytter ud til kysten. T. kommer på besøg, mener at

genkende K., men den gamle kone hævder, at han hedder Qapiluarteq (den

langsomt voksende) og er hendes søn. T. fortæller om sine mord og

rejser bort.

K. søger og finder sig en smuk kone med bryster så lange, at de kan nå

om på ryggen. Han får sig en konebåd og lever en tid lykkeligt og

fredsommeligt.

Ualagtarit (Ungilattaqi), der har tre koner og vil bemægtige sig K.s

kone inviterer K. til sangkamp, skønt K. aldrig har digtet en vise.

Hans plejemor siger, at han blot skal synge den sang hun sang over ham

ved adoptionen, og først lade Ual. synge to gange. Første gang skal

K. gøre sig stor, og når Ual. derefter kaster sin kniv mod K. skal han

gøre sig lille. K. skal ikke tage imod tromme og kniv fra Ual. men

lade ham synge igen, gøre sig lille, og når Ual. kaster, springer til

vejrs. Så først skal K. synge sin sang, og når han har dræbt Ual. skal

han dræbe en kvinde og en hund. K. følger anvisningen, som hans kone,

der straks ved ankomsten røves af Ual., ikke har hørt. Derfor tror hun

under hele sangkampen, hvor K. endog synger sin sang hele to gange, at

K. slet ikke vil kæmpe for hende. K. rammer Ual., der har dækket sit

ansigt med hænderne, tværs gennem hænderne og ind i struben. K. røver den

smukkeste af Ual.s koner. Ual. siger afmægtig af jalousi, at han, K.,

aldrig må vende ryggen til hende om natten. K., bærer sin nye kone i

armene, og hans første-kone går ud. Derude gribes han kraftigt bagfra

af Ual.s hjælper, Usugsumiartoq / Usussumiartoq, hvis hoved går helt i

et med skuldrene, og overlader anden-konen i første-konens varetægt.

K. og Us. brydes. Da K. glider på noget frossent hundepis, klemmer han

Us. bevidstløs.

Denne fortæller siden, at K. er den stærkeste, han nogensinde har

mødt.

Da K. med koner kommer hjem, sidder plejemoderen endnu uden for huset

med hætten over hovedet og synger serratit / tryllesange (til støtte for K., BS).

Hun spørger, om han også har dræbt en kvinde og en hund. Det glemte

han, desværre. Men det gør ikke så meget. Drabet på Ual. er alligevel

en god begyndelse på alle dem, der nu skal dræbes, siger plejemoderen.

 

K. vil rejse verden rundt i konebåd for at finde og hævne sig på

Tejsten. En fangstfælle med to koner og en plejesøn slår følge med

ham. De ror og ror. K.s kones spædbarn kan i amaaten die sin mor lange

bryster, der når over skuldrene. Vennens kortbrystede kones spædbarn

dør. K. giver dem ikke tid til at overholde sørgetabuerne. Månen

straffer dem, idet han lader en malmstrøm føre dem mod en bundløs

jordhule i en bugt. Vennens båd suges ind. Den stærke K. klarer sig

gennem strømmen med sin båd. De holder hvil ved den modsatte bred,

hvor en af K.s hunde falder i vandet og bliver bidt midt over af en

stor ulk. Videre langs en stejl kyst må de fortøjre båden ved

træstykker, som de presser ind i klipperevnerne. Ved stedet,

Killarvaasuit, der er beboet, undersøger K. uset stedets kajakker,

hvis små "madkasser" rummer proviant: Øverst en menneskehånd, derunder

ormekød, mattak af narhval og bjørnekød. Det øverste holder de nok

mest af, hvorfor K. bærer konebåden over land bag om bopladsen og

fortsætter.

Ved en boplads uden huse og telte sover folk under udslåede teltskind.

Hér holder Tejsten til. Denne kommer hjem med en narhval og tilbyder

K. tanden, som K. rykker ud og kaster langt ud i havet. N. fjerner sig

frygtsomt. K. beder Lille Tejst om dennes kniv til drabet og truer den

fra ham.

K. finder T. sovende under sit kajak-sædeskind, løfter skindet op,

pirker små sår i ham for hver af K.s slægtninge han har dræbt. Da K.

kommer til navnet på lillesøsteren, stikker han T. ihjel.

K. rejser videre. Som alle "stærke mænd" ("høvdinge") dræber han

allede kajakmænd han træffer for at sikre sig deres (livskvote af)

fangstdyr.

Senere på rejsen og hen på efteråret træffer K. en kajakmand, en

massemorder som han selv, hvor vandet foran dennes stævn

bestandig kruses af vind. Det er Kaassassuk med den store næse og dens

kraftige åndedræt. Alle deres forsøg på at harpunere hinanden

mislykkes. Kaas. foreslår en brydekamp i land. K. i stedet en

trommestrid, og det bliver aftalen.

K. slår sig ned for vinteren ret nær Kaas.' boplads. Kaas. kommer

til sangkamp. K. har frosset en narhvalslalle fast i sneen, som Kaas.

skal trække løs, hvis han vil have mad. Han magter det ikke og K. må

trække den løs. Efter sangkampen rejser Kaas. hjem og får senere K. på

genvisit. Han skal trække en frossen hvalroslalle løs, og lader som om

han ikke kan. Kaas. går trøstet ned til K. og griber ham bagfra for at

dræbe ham. K. river lallen løs og svinger den bagover mod Kaas., der springer til side. Men hans bas i kobbelet af hunde så store som

bjørne bliver ramt. K. vedkender sig frejdigt sit mordforsøg som hævn

og vil rejse hjem. Kaas. pudser sine store hunde på K.s små, snavsede

og forheksede hunde, der bider indvoldene ud af Kaas.' førerhund. K.

pudser så sine hunde på Kaas., der søger tilflugt i en konebåd på et

stativ og pisker haler og ører af de små hunde. De gnaver i stativet,

der er på nippet til at falde sammen, da K. leende kalder sine hunde

tilbage, spænder dem for og kører hjem.

 

Var.: Kunuk

 

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Kvinden, som blev til ild

Print
Dokument id:936
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som blev til ild
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

 

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

 

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

 

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

 

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Manden, der tog en ræv til kone

Print
Dokument id:1338
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der tog en ræv til kone
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 150 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426:

"Teriangneamik nuliartoq" / Terianniamik.

 

Resumé:

En ugift mand lever alene og må selv klare alt kvindearbejdet

med sine fangster. Han fanger en ræveunge, tar den med hjem som

kæledyr, binder den til husstolpen og fodrer den med ben. Ræven vokser

til. En dag han kommer hjem fra fangst er alle skindene beredte og

maden koger. Ræven får et godt kødben. Næste dag lægger han sig i

skjul og ser en meget smuk kvinde med langt, sort hår ordne skind til

tørring. Han tar pigen, ligger med hende, opdager, da hun smiler, at

hendes gummer er ophovnede og får som svar, at det er af at gnave alle

de kødben, mens hun stod bundet. Det var synd. En dag på fangst møder

han en kajakmand, der foreslår, at de bytter koner. Manden indvilger.

Den fremmede kommer, beklager sig over en stærk lugt af ræv i huset,

og kvinden smutter bort. Hendes mand kommer tilbage, går ud for at

finde hende og følger til en lodret klipperevne et spor, der først er

et rævespor, så et menneskespor, så et ræve- og menneskespor, og

endelig et rævespor. Ved revnen kalder han på sin kone. Ud kommer efter tur forskellige insekter i menneskeskikkelse, som han

nægter at gifte sig med: en spyflue med for store øjne, en orm

(larve?) med for mange ben, en edderkop med for lange ben. Rævekonen

lader ham endelig komme ind med lukkede øjne gennem den smalle revne.

Han ber hende lyske sig, og imens synger hun ham i en dødlignende

søvn, der skal vare til spætterne, spyfluerne og ternerne kommer. Han

vågner op alene om foråret, hører spyfluen summe, spætterne hakke og

ser ternerne som snefnug over vandet. I et legehus ser han en kvinde,

som han gentagne gange skygger for. Hver gang giver hun ham et stykke

af sin krop: den ene kind, den anden kind, bagdelen, resten af kødet i

dele, og til slut tungen. Da hun skærer den af, dør hun. Manden når

hjem og må leve videre som før han var gift. Han ærgrer sig over, at

han gik ind på forslaget om konebytning.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; Kapisiaq som havde uheld med sine koner; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Hist.: Kendes også fra inuit i Canada.

En strøtanke: Måske beskriver denne myte et tidligere nytårs-ritual. Forløbet kan minde om maskedanse i Alaska og tildels i Østgrønland: uajeertut.

Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen

Print
Dokument id:1697
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Maratse / Maratsi besøger de døde i underverdenen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 277 - 280
Lokalisering:Sermiligâq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Maratsi.

 

Maratsi rejser under en seance ned til dødsriget under havet iført en

ny tarmskindsanorak og kamikker uden strømper. Med sig har han alle

sine hjælpeånder undtagen den lamkindede Immulaa, der holder seancens

tilhørere i ånde. Ved stranden sitrer isen, en revne åbner sig, de slipper igennem og møder en ånd, en tangloppe, der siger, at revnen brød igennem dens grav / bolig. Undervejs møder M. havets andre dyr i tur og orden: Efter

tangloppen en snegl, så en reje o.a. Ved Seernersinnguarsuaq,

landet på havbunden, hvor grundvandet er presset op og frosset,

sprænges mørket af lys. På vej over en stenet landstrimmel slides M.s

såler så kraftigt, at hans hjælpeånder må udskifte dem. Fra en fjeldknold

ser de rejsende teltlejren med de døde nedenfor. De døde forhører sig

om M. er kommet for at blive. Det er han ikke. Fremme i lejren skal M.

befri en masse mennesker under et skinddække for deres lidelser, der

stammer fra de efterladtes tabubrud.  M. får hjælp til det af sine

hjælpeånder. Derefter holdes der en munter sangfest, og en af de

døde råber med hovedet ude af sit telt: "Nu er jeg sammen med mine

kære slægtninge". Lidt for sig og mod nord står Poqqujuks telt, der

har usædvanligt lange teltstænger. Havet vrimler med sæler og det er

et dejligt land. Derhjemmme berømmer Immulaa sin herres fantastiske

evner. Trommen varsler M.s tilbagekomst, Immulaa farer rundt under

gulvfliserne, og endelig hører man M.s stemme op gennem gulvet.

Lamperne tændes og M. kan berette om sine oplevelser.

 

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste barnebarn af Maratsi.

Tolkning: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67

Martêraq fortsætter sin fortælling / Martêrqap oqalugtuane ima nangigpâ

Print
Dokument id:833
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Martêraq fortsætter sin fortælling / Martêrqap oqalugtuane ima nangigpâ
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 102 - 103.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110 - 111.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Det er Marteeraqs fortsættelse af fortællingen om Kawdlaq / Kallaq (se denne).

Resumé: Kallaq lider ingen nød som den eneste overlevende på stedet efter epidemien. Der er masser af kød i forrådsskuret, og hun går lange ture, da isen kan bære, for at finde andre overlevende. En revne i isen hindrer hende at nå frem til Kittersaq / Kídersaq, hvor Tuluvaq / Tulugaq skulle overvintre. En dag har hundene været inde i huset under hendes fravær og væltet lampen. Herefter må hun leve ved månens lys alene og af frosset kød, fordi det tørrede gjorde hende alt for tørstig. Senere kom Qupnew / Qupaneq og hentede hende.

Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster

Print
Dokument id:1108
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr- Grønland 40(3)
Omfang:side 454 - 460 (4 sider), nr. 230
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed.

Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder.

Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen.

På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø.

      På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen.

      På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig.

      Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse.

      Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge.

Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.

 

Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana.

Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).

 

Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). 

Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.

 

Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231.

Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.

 

Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Min barndom i Ikáteq / Ikatteq / Ikátime mêraunerma ilâ / Ikkattimi meeraanerma ilaa

Print
Dokument id:1146
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min barndom i Ikáteq / Ikatteq / Ikátime mêraunerma ilâ / Ikkattimi meeraanerma ilaa
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 27 - 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 27 - 31

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han stadig sultede meget, men havde det bedre end hos Kilimê / Kilimii. Han legede meget med de andre børn. Nogle gange 'tegnede' de omrids af huse, konebåde og kajakker af sten i rækker på jorden. Når de blev sultne, tog drengene ud på sælfangst og kom hjem med kogt og tørret sælkød. Deres kæreste leg var boldspil. Også de voksne legede. De legede bl.a. en leg, hvor det gik ud på at gøre sig selv bange.

Alle lys blev slukket, og så hviskede og råbte folk for at kalde ånder og spøgelser ind. Så kom de, og folk slog i luften, indtil én råbte, at de skulle prøve at tænde ild. Når ilden så blev tændt, var spøgelserne væk. De var forsvundet under den lange tid, det tog at tænde bål.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:819
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

 

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

 

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Nániaq / Tupilak

Print
Dokument id:884
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nániaq / Tupilak
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 51
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 55 - 56.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Tupilak-isbjørnen.

 

M. Man mener, at der har været sådan én i Kittorsaq / Kídersaq. Det var dengang man var meget glade for at konkurrere i boldspil. Da de engang skulle spille bold, var det på et andet sted. Anisoqs kone var gravid og skulle snart føde, så han lod hende blive hjemme og tog afsted med de andre til spillestedet. Da de skulle afsted, lod de en gammel kvinde og den gravide kvinde blive hjemme at passe børnene.

   Da de havde spillet bold et stykke tid, vendte de hjemad igen. Og da de nærmede sig deres bygd, kørte Anisoq i forvejen, fordi han var bekymret for sin kone. Og det fortælles, at da han nærmede sig husene, så han et eller andet sort nedenfor sit eget hus, og derfor skyndte han sig direkte derhen, og da han nåede frem, opdagede han, at det var hans kone, der lå og var død med sit foster ved siden af sig. Hendes lange hår lå ud over dem og var ved at fryse fast på dem. Han opdagede, at en stor isbjørn havde dræbt hende, for man kunne se dens store spor på stedet. Da han kom op til husene, så han, at isbjørnen havde dræbt alle de efterladte børn et efter et og kun ladet den gamle kone leve.

   Da de spurgte hende om det, fortalte hun, at den store isbjørn var kommet og havde givet sig til at dræbe alle de mange børn. Og da isbjørnen ville til at tage hendes børnebørn fra hende, havde hun tilbudt den at i stedet for dem tage hende og slå hende ihjel. Men det var forgæves, for den ville kun have børnene.

   Så begyndte de at tale om, at denne isbjørn ikke var nogen almindelig isbjørn. Den havde jo ikke ædt nogen af alle dem, som den havde dræbt, og den havde heller ikke ædt noget inde i huset. Det var ikke til at vide, hvad det var, isbjørnen skulle forestille, og måske var det en tupilak, der på den måde dræbte alle menneskene med undtagelse af et af dem.

 

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: Søg fortsættelsen på Hans Lynge 1967: 79, Tiltrækkeren 2

Narhvalen (monodon monecerus)

Print
Dokument id:548
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Narhvalen (monodon monecerus)
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

 

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

 

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

 

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

 

Summary:

 

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera

Print
Dokument id:876
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, II, 4', læg 23
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq / Kânagssûp ajorssarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:19 sider: s. 17a + 2 - 16
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse:

 

Kaannassuaqs sultevinter.

Efter at Kaannassuaq selv var blevet fanger havde han een gang oplevet at lide nød:

Sidst på sommeren samlede familien som sædvanlig rigeligt med vinterforråd. Efteråret gik sin vante gang, og snart gik tiden mod årets korteste dag. Så begyndte nordenvind med snetykninger at blive det fremherskende vejr, og derefter blev nordenvinden af en ikke ringe styrke ved med at blæse. På grund af denne vind blev det jo efterhånden koldere og koldere. Da dagene nu blev så meget kortere, kom der meget frosttåge og havets lyde lød som torden. Selvfølgelig kunne Kaannassuaq og hans brødre ikke holde sig hjemme, når der endnu ikke var så mange isskodser, men da de nåede til årets korteste dage og vestisen begyndte at brække i stykker, holdt de op med at tage på kajakfangst, fordi vejret ikke mere klarede op. De begyndte nu at leve af deres ellers så rigelige forråd. Men da de nu udelukkende levede af det og det ikke blev suppleret med anden fangst, svandt det mere og mere ind. Når de gik i seng om aftenen og næste morgen vågnede, så de at vejret stadig var det samme, stærk frosttåge og snestorm. Til sidst blev de da klar over at resten af deres vinterforråd ikke ville kunne slå til. Og nu svandt resten af vinterforrådet hurtigt ind. De havde nået vintersolhvervsperioden, hvor dagene skulle blive længere, og da Kaannassuaq nu så, hvor lidt de havde tilbage af forrådet - som han ikke kunne supplere på grund af alle de isskosser som hindrede adgangen til det åbne hav - begyndte de at rationere, uden at der var nok til at dække det daglige behov, i lige store dele til både tjenestefolkene og selve familien. Snart mærkede de at de fik for lidt at spise, og at de nu virkelig led nød. Deres fysiske tilstand begyndte at ændre sig, selv om de stadig fik lidt at spise. Ved vintersolhverv havde de dagen før fået noget at spise, men da de vågnede den næste morgen havde de intet, og det var første gang nogensinde, at de prøvede slet ikke at få noget at spise. På andendagen uden mad gik tiden til hen på eftermiddagen, og så sagde Kaannassuaq som den eneste i huset - alle de andre stemmer i det store hus var forstummet: "Jeg var ellers begyndt at tro at jeg, efter at jeg selv begyndte som fanger, aldrig skulle opleve så stor nød og fattigdom. Nu er det den anden dags eftermiddag hvor vi ikke har fået noget at spise. Det eneste vi kan gøre er at koge noget af det aflagte skindbetræk til konebåden, for vi har ikke andet, vi kan spise." Da han havde sagt det, begyndte husfællerne at koge skindet. Selv om de derefter kogte disse skind og spiste dem uden sælspæk til, blev de allesammen uden undtagelse ændret rent fysisk, selv Kaannassuaqs krop blev forandret.

       En aften hvor de nu havde nået denne tilstand gik de i seng. Og da de vågnede af søvnen næste morgen, stod op og gik udenfor, opdagede de at selv om stormen var stilnet noget af, var der stadig stærk frosttåge og snefygninger. Da han gik op til fjeldtoppen oven for huset og begyndte at studere omgivelserne, opdagede han at der nord for Angisoq var lidt åbent vand, hvor havisen var brækket over. Da han så det, kiggede han østpå og så, at der lidt vest for Attorsuit og øst for Avalleq var tæt og klar frosttåge og at havisen flere steder var brækket over bag ved Avalleq. Men uden for denne grænse var der intet mørkt at se.

       Da han kom ned begyndte han at gøre sig klar. Da han var færdig med at klargøre sin kajak tog han sin helpels, som lå under konebåden. Han kom ind i huset med helpelsen, og da Kaannassuaq ikke havde for vane at fortie noget, sagde han: "Ikke kun for sjov men dog for at få dagen til at føles kortere, vil jeg tage ud i kajak, hvis revnerne i havisen ikke helt forhindrer mig i det. Der er klar tæt frosttåge øst for Avalleq, hvor grænsen for havisens revner åbenbart går, og derfra og vestover er der intet mørkt at se." Med de ord gik han ud for anden gang. Da han kom ud overvejde han først kun at tage sit fuglespyd med, men tænkte så: "Jeg kan da tage mine våben med, det er ikke umuligt af afise dem til havs." Da han var klar gik han ind i huset og trak sin helpels på, hvorefter han gik ud for at tage af sted. Det fortælles, at da Kaannassuaq tog af sted, ville han ikke nordpå. Han tog østpå og ventede hele tiden at støde på isbrækninger, mens han støt roede ind i den tætte frosttåge. Da han kom ind i den begyndte han at ro efter det sted, hvor han regnede med at Ikkarlup Tunua (Havet øst for Skæret) skulle ligge. Endnu inden han efter sin beregning skulle være i området, og endnu inden han var stødt på afbrækket havis, stødte han på store lomvie-flokke. Da udsynet var meget ringe, og selv om han var meget fristet af de mange lomvie-flokke, tænkte han: "Da det vist er ved denne tid at dagene bliver længere må jeg hellere først se mig om efter en sæl, og først bagefter give mig i kast med de mange lomvie-flokke." I den tanke fortsatte han mod vinden, og skønt sigtbarheden var meget ringe, holdt han udkig i sin vindside, og da fik han en stor flok havmåger i sigte. Da han så den store mågeflok lige i det øjeblik hvor det klarede lidt op, roede han hen mod den. Næsten fremme ved den store mågeflok så han i havet under dem en masse unge grønlandssæler, der ikke dykkede i dybet men kredsede rundt oppe i vandskorpen. Han mente ikke han gav lyd da han så dem, men så hørte han sig selv sige: "Her går vi og længes efter sælspæk, og så viser det sig at der stadig er sælspæk at få i et område af havet." Med de ord roede han ind på deres læside for at de ikke skulle vejre ham og dykke længere ned. Da han var fremme på læsiden af dem roede han nærmere og kom så ind imellem dem. Han havde længtes så voldsomt efter at se en sådan stor flok, at han ikke engang udså sig en stor en, men straks harpunerede den første den bedste. Da han gjorde den klar til bugsering overvejede han at fange en til, men så tænkte han på hvor meget hans brødre og husstand måtte glæde sig over den slags, og så roede han med vinden hjemefter. Da han kom hjem med sælen, spiste hans brødre og hans husstand sig mætte i sælspæk og sælkød i flere omgange og følte endelig, at de havde fået rigtig solid mad.

       Da de vågnede af nattesøvnen tog Kaannassuaq af sted endnu tidligere end dagen før, da han allerede i går havde set fangstmulighederne. Stormen var endnu ikke stilnet af. Det var stadig nordenstorm og stærk frosttåge, men han roede løs for at få øje på den store mågeflok. Så fik han igen øje på den, og da flokken måtte være den samme som dagen før, roede han derhen så snart han fik den i sigte.

       Han havde nu dem der boede i Illorpaat i tankerne, for når det var så streng en vinter her, måtte det være det samme andre steder, også fordi han endnu ikke heller her anden gang han var ude havde set nogen anden kajak. Da han nåede frem til den store flok unge grønlandssæler udsøgte han sig denne gang en af de største og harpunerede en, hvis sorte pletter var blevet meget store. Da han havde harpuneret den, dræbte han den med et enkelt kast med lansen. Da han havde dræbt den halede han den ind og begyndte at gøre den klar til bugsering, uden at ænse sine omgivelser det mindste.

       Tilfældet ville at netop den morgen gik Kittoraq / Qitoraq da han var vågnet og brødrene nu var sengeliggende, ud og opdagede, at stormen var lidt østligere end dagen før. Først da det var blevet lyst gik han hen til en lille høj lidt mod nord. Oppe på højen kiggede han udefter og så, at der var tæt frosttåge med afgrænsning til Itissaalik og Kangaatsaaq (stednavne lidt nord for Kangeq ved Nuuk, AL), og uden en eneste hvid plet imellem. Da han kom ned tog han sin helpels med ind i huset og begyndte at tø den op. Da hans brødre var holdt op med at kigge ud fra briksen, sagde Kittoraq: "Ikke for sjov, nej, slet ikke for sjov vil jeg prøve min kajak, og nu hvor iskanten strækker sig fra Itissaalik vil jeg ro langs denne kant." Da han var tilfreds med opblødningen af sin helpels ville han tage den på, men gik i stedet ud, fordi han var i vildrede. Han ville først fange noget med sit fuglespyd langs iskanten, men han ville også prøve at tage sine våben med i kajakken, da det var muligt at afise dem til havs. Han tænkte så, at han ville forsøge sig med at ro længere ud på havet, hvis han da ikke blev hindret af afbrækket havis undervejs. Han gik ind, trak i sin helpels og gik ud for at tage af sted. Han tog sin kajak på ryggen med bunden i vejret og begyndte at gå syd om Itissaalik hen imod iskanten. Han var faktisk urolig med hensyn til isen, som han følte sig usikker på. Da han så startede ud over den, så han at der vist ingen tynde steder var, og at både skrueisen og den plane is forekom lige fast. Da han nu vidste at isen var sikker, begyndte han at gå til for at holde varmen, og netop som han så småt følte en vis udmattelse, fordi han ikke havde brugt sine muskler længe, nåede han iskanten. Der slog han så den nederste del af sin helpels ud, satte kajakken ned på vandet og kravlede ned i den. Så startede udefter således at han regnede med at få Qaarajuttoq i sigte søndenfra. Da han nu kom til sydsiden af Qaarajuttoq uden at være stødt på drivstykker af havis, tænkte han: "Dette udløb af fjorden bliver ikke islagt, uanset hvor meget isen lægger til." Så vendte han ryggen til Qaarajuttoq, og da den forsvandt i den stærke frosttåge, roede han nu over bæltet mod det sted, hvor han regnede med at Qaarajuttuarsuk lå. Så snart han var fri af Qaarajuttoq og ude i bæltet, kom han ud på tværs i nordenstormen og tænkte: "Hvis jeg endnu havde min fulde kraft, ville det bare være lykken, for der er ingen tvivl om at der derovre bag Ikkarlu (Skæret) som sædvanlig vil være mange unge grønlandssæler, der på skift dukker op af vandet." Mens han tænkte sådan funderede han også videre: "Jeg kan endnu få en sæl på harpunhold, men mine kræfter slår nok ikke til, fordi jeg så længe ikke har brugt dem; så mon ikke man skulle prøve at komme forbi Qaarajuttuarsuk og videre ud." Det gik nu hurtigt, og snart var Qaarajuttuarsuk ude af sigte. Tilfældet ville så, at det netop var på samme tidspunkt Kaannassuaq havde harpuneret en sæl og var i gang med at klargøre den til bugsering uden at ænse sine omgiverlser. Og Kittoraq var netop på vej til stedet. Da Kittoraq var roet udefter regnede han efterhånden med at være ved Ikkarlup Tunua. Han skød stadigvæk en god fart og opdagede nu, at han var lige ved at ro ind i noget. Han så efter og opdagede at der på kajakmandens læside så ud til at være mindre vind, og at manden vist var beskæftiget med noget. Han kiggede nærmere på ham og genkendte ham så straks og så, at han med ryggen til var ved at gøre en sæl klar til bugsering. Da han havde set at han var ved at gøre en sæl klar til bugsering uden at ænse ham, og da han ikke ville overraske ham for meget, roede han om til hans læside og kaldte så på ham. Og først nu kiggede den anden kajakmand på ham, og da han så på ham, sagde Kittoraq: "der kan man se, i noget af havet er der endnu spækmad at få, og imens er den strenge vinter ved at overmande os sølle mænd." Til det sagde Kaannassuaq: "Hvis du længes så meget efter spæk, så spis en flænsebid først." Han trak nu sin sæl op foran sig og gav sig til at skære et bugstykke ud. Han skar et stort stykke ud, næsten lige ned til den bageste bugserrem, og da han havde skåret et bredt stykke af bugen, kastede han det over til Kittoraq. Da denne havde fået fat i det og taget en første mundfuld, syntes han at det nærmest smagte som sne, og at han slet ikke kunne lugte spækket; først med den anden mundfuld mærkede han spæksmagen. Da han nu kilede sin flænsebid ned ved sine kajaktværremme, sagde Kaannassuaq til ham: "Når man er kommet så langt ud i armod er man endnu mere opsat på at fange noget. Jeg skal nok følge dig. Ro nu op mod vinden; derhenne på vores vindside og når vi får øje på en stor mågeflok, er der mange unge grønlandssæler. Den tabte jeg af syne for lidt siden - men du skal bare se, dér er der unge grønlandssæler at fange, og de boltrer sig oppe uden at dykke i dybden." Han lagde så ud sammen med ham. Da de var kommet lidt nord for det sted, hvor Kaannassuaq klargjorde sin sæl til bugsering, fik de øje på den store mågeflok og så nu de mange sæler, der kredsede rundt uden at dykke i dybden, og hvor var der dog mange!" Da han så hvordan de teede sig, sagde Kittoraq til Kaannassuaq: "Det er de sæler du jager, prøv nu først at fange din anden sæl." "Du virker som du er sulten efter spæk," svarede Kaannassuaq, "nej, når du har harpuneret en, så skal jeg prøve at fange min anden sæl." Da han sagde det satte Kittoraq farten op mod sælerne, og da han roede hen til dem og var kommet ind imellem dem, udsøgte han sig ikke engang én af de større, og da han havde kastet sin fangstblære af kajakken, kiggede han sig tilbage og så, at Kaannassuaq var begyndt at ro hen imod ham. Kittoraq havde harpuneret sælen så godt, at den kun trak i fangstlinen en enkelt gang og døde netop som Kaannassuaq kom hen til ham, og Kittoraq sagde: "Førhen var det ofte at man fangede sådanne sæler, den er vist død nu." Da sagde Kaannassuaq: "Du har allerede dræbt den, ro bare hen og gør den klar til bugsering." Da det var vanskeligt at ligge side om side og støtte hinanden med pagajerne, sagde Kaannassuaq til Kittoraq da denne begyndte at ro hen til sin fangstblære: "Jeg kigger på dig fra læsiden." Kittoraq roede helt hen til sin fangstblære og da han var fremme begyndte han at hale sin fangst ind, og endelig fik han den hen på siden. Så lavede han et hul i sælen, hvor den forreste af bugserremmene skulle fastgøres. På det tidspunkt var strømmen i farvandet i Ikkarlup Tunua for udadgående og det gik mod ebbe, og ind imellem kunne der komme ret lange bølger. Da han skulle til at lave det første af bugserhullerne på den øverste del af sælens bryst hørte han Kaannassuaqs prajeråb dér fra læsiden, og han kiggede derhen og så, at Kaannassuaq ivrigt pegede mod vindsiden, og nu hørte Kittoraq bølgens tordnen, kiggede mod vindsiden og så, at en stor bølge allerede var ved at slå ind over ham. Han skyndte sig at binde sin sæl fast til nærmeste tværrem foran sig og rullede fangstlinen rundt om sin harpunholder. Så kom bølgen over ham, og da den dækkede ham kunne den anden lige i begyndelsen skimte ham, men da bølgen for alvor faldt over ham, mistede den anden kajakken af syne. Han beregnede hvor længe hans fælle kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet langt henne i læsiden, og netop som den sprang op og bølgen var ved at rulle væk, dukkede kajakmanden velbeholden og retvendt op af vandet. Han roede for anden gang hen til sin fangstblære, tog fat i den og begyndte igen at rulle sin fangstline ind og fik sælen ind ved sin side. Da han havde fået den ind og han igen var gået i gang med at lave det forreste hul til bugserremmen i den øverste del af sælens overkrop, prajede den anden ham igen. Han så sig tilbage og opdagede at denne igen pegede med åren mod vindsiden, og han kiggede den vej. Da så han at en endnu længere og større bølge end den forrige var på vej ind over ham. Da bølgens størrelse imponerede ham, rullede han nu sin bugserrems line rundt om sin harpunholder og forberedte sig af al evne til mødet med bølgen. Da han mærkede at den kom ind over ham, følte han ikke længere at han holdt på noget. Nu mistede hans fælle ham af syne. Han beregnede igen hvor længe den anden kunne holde vejret under vandet, og da bølgen var ved at rulle væk, sprang hans fangstblære op af vandet i læsiden, og straks efter dukkede kajakmanden op langt henne i vindsiden, på ret køl og velbeholden. Han gjorde nu sin pagaj fri af tværremmene og skoddede væk fra sin fangstblære. Da han var kommet væk fra den, roede Kaannassuaq hen til ham, og da han var fremme udbrød Kittoraq: "Sådan måtte det jo gå; jeg er endnu ikke så stærk som normalt, så jeg bliver vel aldrig færdig med at gøre den klar til bugsering. Gør du den klar for mig." "Det kan jeg da prøve; så kan du jo passe på min fangst imens." Kaannassuaq trak nu sin sæl fri af sine kajak og roede hen til Kittoraq. Han roede hen til fangstblæren, halede fangsten ind og begyndte at gøre den klar til bugsering. Da han var færdig trak han den op mod læsiden for at tilkalde Kittoraq. Da Kittoraq havde halet Kaannassuaqs fangst væk fra sig og taget sin egen fangst for at fastgøre bugserremmen til sin kajak, kiggede han på sin kajakfælle og sagde: "Da jeg længtes så meget efter sælspæk var du den første, der gav mig noget spæk at spise, nu er det din tur til at få en flænsebid." Han skar nu næsten hele brystsiden af sælen og rakte den til sin kajakfælle. Da han havde givet ham den sagde Kaannassuaq: "Sælerne er nemme at fange, fordi de ikke har noget til at holde vagt; du må hellere fange én til inden du ror østpå." Til det svarede han: "Det ville jeg også helst, hvis det ikke var fordi jeg under de andre den sæl så meget. Det er vist lige op over for mine stakkels brødre, så jeg må hellere tage hjem for at nå dem i live."

       Da Kittoraq var roet østover landede han der, hvor han var taget af sted fra, og han bar sin kajak over land og slæbte sin fangst, og selvfølgelig så han ikke et menneske da han kom hjem. Han kom nu ind gennem husgangen uden at have kaldt nogen til, og da han dukkede op i indgangen til rummet med sælen og kom ind med den, råbte og skreg hans husstand og hans brødre af glæde. Og allerede dagen efter var Kittoraq igen derude og kom hjem med to sæler.

       Da de havde sovet og vågnede næste morgen, gik Kittoraq ud og så, at den tætte frosttåge og snefygningen derude ikke længere var så kraftig, og at det var blevet helt fint vejr. Da han selv og hans brødre nu alle var begyndt at tage på fangst mærkede de ikke længere noget til fattigdom eller anden form for afsavn. Da den tid kom hvor man kunen regne med at klapmydsen trak nærmere ved land og Kittoraq skulle på fangst derude, tog han sin helpels på og skulle til at gå ud, og så tog han et sæt bugserremme, hvor benbesætningen var af hvalrostand, op under armen. Anden gang han rakte armen ind efter noget under sin briks tog han et stykke isbjørneskind frem, der var rigelig stort til siddeskind i kajakken. Da han havde rullet bugsersættet og isbjørneskindet sammen gik han ud uden at sige noget. Da han havde bragt det ned lagde han først isbjørneskindet i agterenden og derefter bugsersættet yderst. Da han havde stukket sagerne ind, satte han af sted derudefter. Han nåede Avalleq uden endnu at have set nogen kajak, men han fortsatte vestpå. Endelig fik han øje på en anselig kajak, og han genkendte så Kaannassuaq, der lå stille på vandet. Da han kom hen til ham, så han at han allerede havde en klapmyds med meget store pletter på slæb, og Kaannassuaq sagde: "Her dukker sæler op ind imellem, men de dukker bare op lidt længere væk." Da han sagde det roede Kittoraq tættere på Kaannassuaq. Så stak han pagajen ind inder tværremmen på hans lændestykke. Da han havde stukket åren derind, løsnede han sin kajakpels fra kajakringen og begyndte ligeså stille og roligt at rode rundt efter noget inde i sin kajak og tog så et sæt bugserremme med besætninger af lutter hvalrostand, og han lagde dem ovenpå sin kajakstol. Da han anden gang helt roligt rodede rundt inde i sin kajak trak han et stykke isbjørneskind frem, der var rigeligt stort til et siddeskind. Da han havde taget skindet frem, tog han bugsersættet op, rullede tingene løseligt sammen og gav dem til Kaannassuaq, og først nu sagde han noget: "I vinters, hvor jeg længtes så meget efter sælspæk, var du den første, der gav mig sælspæk at spise. Det kan være du slet ikke mangler den her slags, men jeg vil nu med disse ting sige dig tak for det første sælspæk jeg spiste og bringe balance i vores forhold igen." Selvfølgelig følte Kaannassuaq at gaven var for stor, men da han ikke kunne gøre andet, tog han imod den og takkede ham. Da de havde talt med hinanden og skiltes, fangede de hver en klapmyds, og inden Kaannassuaq havde fanget sin anden klapmyds, tog Kittoraq af sted.

       Den vinter der var så streng var den eneste gang, hvor Kaannassuaq og Kittoraq i hele deres fangerliv oplevede en sultevinter og følte fattigdommens svøbe, og siden oplevede de alrig en sådan armodig vinter.

 

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Kaannarsuaq, Kaannassuaq

 

Hist.: Fortællingen er autentisk. En tidligere version fortalt af Kaannassuaqs oldebarn, Hendrik (NKS 2488, IV, nr. 2), findes oversat i uddrag i Rink 1866-71, II: nr. 65. Se også Thisted & Thorning 1996: nr. 2.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak

Print
Dokument id:483
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 19 - 35
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrift NKS 3536, II, 4', læg 21, 12 sider.

 

Resumeret oversættelse ved Grethe Lindenhann:

 

Det fortælles, at Millasak boede i Sermeraaq lige nord for Kangaatsiaq, som ligger nord for Kangeq.

 

Der var selvfølgelig ingen, der gjorde noget, da ingen var klar over, hvordan det var fat med ham. Dengang Kangeq og omegn var tæt befolket, skete det uden undtagelse, at en enlig kajakmand ikke kom hjem. Alle gik ud fra, at vedkommende var druknet derude. Og så kom det frem senere, at det var Millasak, der dræbte dem. Men dengang var der ingen, der havde anelse om det eller var blevet klar over det.

 

Dengang han efter vane dræbte en ung mand, åbnede han liget omkring det sted, hvor leveren var, for at spise hans lever. Før han skar noget af leveren, opdagede han på det nederste af hjertet, som kunne ses, et lille billede, der forestillede en mand med udseende som en hvid mand, og som havde strakt armene ud til siden. Han undersøgte ham nærmere og så, at han havde blod på midten af  håndfladerne og midt på vristen. Selv om han havde i sinde at spise liget opgav han, af lutter forundring over det, han så. Han fortalte, at han dræbte manden ved elven i den nordlige del af Qaquk.

 

Efter hjemkomsten kunne han slet ikke glemme det passerede. Selv da året var omme, tænkte han endnu mere intenst på det, fordi han var meget forundret. Efterhånden som hans forundring voksede, og han ikke længere kunne holde ud at tænke på det, - det fortaltes, at han i Illorpaat havde en aldrende slægtning - tog han sin slægtning fra Illorpaat med på en kajaktur til Sermeraalik.

Millasak havde i forvejen sagt til sin slægtning, at han i tilfælde af godt vejr ønskede at tage ham med på en kajaktur, og da det var skønt vejr, gjorde han sig klar og roede til Illorpaat. Da han var ud for stranden, gik hans slægtning ned for at modtage ham. Idet slægtningen var kommet ned til stranden, så han op og sagde til ham: "Hvis du ikke har noget, der holder dig tilbage, så er jeg her for at tage dig med, som jeg sagde i går." Den anden begyndte selvfølgelig at gøre sig klar, og da han var klar, tog Millasak nordpå sammen med ham.

 

Undervejs nordpå sludrede slægtningen ubekymret løs om lidt af hvert, mens Millasak opmuntrede ham til det. Efter at de havde passeret Ulittarfik og nærmede sig Ukkusissalik blev Millasak tavs. Slægtningen fik mistanke om at han brændte inde med noget. Så var det altså det, som han skulle fortælle om drabet, han ikke kunne få sagt. Efter nogen tavshed sagde han endelig:

 

"Da du ikke er fremmed for mig, vil jeg fortælle dig noget. Det må efterhånden være et års tid siden, at jeg så en ung kajakmand, da jeg roede til elvmundingen. Som jeg har for vane, fik jeg stor lyst til ham, og som jeg plejer overlistede jeg ham og dræbte ham. Jeg har uden undtagelse for skik at spise leveren hver gang, jeg dræber et menneske. Efter drabet ville jeg spise leveren og åbnede ham op ved leveren. Inden jeg skar noget af leveren, kom hjertekulen til syne, og da jeg fik øje på oversiden af hjertekulen, så jeg noget, der lignede et menneske. Men det havde ikke udseende som vi og strakte armene ud til siden. Det, jeg kunne se var ellers småt, men jeg så også, at han havde lagt fødderne over hinanden, og at der midt på begge hans håndflader var små røde pletter, som om nogen havde smurt blod på dem. Det samme var tilfældet med fødderne, som også var lagt over hinanden. Selv om det snart er et år siden, fortæller jeg det til dig, da jeg er meget forundret over det. Men du må ikke fortælle det til andre." Først efter disse ord talte han igen som han plejede. Han havde været tavs, fordi han brændte inde med det han ville sige.

 

Uden at have fanget så meget som en sæl tog de sydpå. Da de var ud for Illorpaat, og manden fra Illorpaat drejede indefter, roede Millasak hjem uden om Illorpaat og bag om Aappilattortooq.

 

Det fortælles, at manden fra Illorpaat ikke fortalte noget, da han kom hjem, men at han hen på erfteråret tænkte mere og mere på sin slægtning Millasaks fortælling. Hans viden trykkede ham mere og mere, og en aften om efteråret tog han afsted for at besøge Kittoraq / Qitoraq. Derhenne var der som sædvanligt mange mænd på besøg. Så snart han kom ind, sagde Kittoraq til ham: "For en gangs skyld var du længe om at komme på besøg." Han svarede: "Ja, det er rigtigt, jeg har ikke været så meget omkring, da jeg har puslet med mange ting." Det var ikke den rigtige grund, men hans slægtnings fortælling havde forskrækket ham i den grad, at han for en tid holdt op med at gå på besøg og opsøge andre mennesker. Længe var han på besøg uden at sige noget, da han havde svært ved at få sit ærinde sagt. Først sagde han midt i et ophold af fortællinger:

 

"Mit ærinde er svært at få sagt, men jeg vil ikke undlade at sige det. I efteråret var jeg på kajaktur med Millasak, da han bad mig om det. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville. I må have lagt mærke til min nedbrudthed, siden jeg har undgået mennesker og er holdt op med at gå på besøg. Det, Millasak fortalte mig, kan jeg ikke længere fortie. Når en enlig kajakmand ikke kom hjem, gik vi altså ud fra, at han var omkommet på havet. Dem har han ikke sagt noget om, men jeg er blevet vis i mine tanker på grund af det, han fortalte, også fordi alle, som vi ikke længere ventede på, aldrig kom hjem. Jeg har fået den tanke, at min stakkels slægtning Millasak har dræbt disse mænd. Jeg er begyndt at tro, at han bliver ved, hvis jeg ikke siger, hvad han fortalte mig; derfor vil jeg fortælle hans historie, som er følgende: Han fortalte, at han var på vej nordpå i kajak og var kommet ud for elven, da han som han plejede dræbte en dejlig ung mand. Hver gang han dræbte en mand, spiste han uden undtagelse leveren. Også denne gang ville han gøre det og ville sænke ham ned i havet eller smide ham i en kløft bagefter. Han skar manden op, så hjertet kom til syne. På oversiden af hjertekulen fik han øje på et menneske, der var så smukt, at det ikke var til at sammenligne med et menneske. Han havde rakt begge armene ud til siden og havde lagt fødderne oven på hinanden. Endnu mens han undersøgte det, fik han midt på begge håndflader øje på noget, der så ud som sår, hvorfra blodet løb. Der var også sår oven på de sammenlagte fødder. Han fortalte, at han forundredes meget over det han så og blev ved med at tænke på det resten af året uden at kunne få nogen mening i det, og at han fortalte mig det, da han ikke længere kunne holde ud at tænke på det. Hans ord: "Men du må ikke fortælle det til andre," ligesom gav mig vished om noget. Det kan være, at de, som kunne have klaret sig, men ikke kom hjem, blev dræbt af ham."  

 

Da han havde sagt det, blevder stille blandt de resterende mænd, men Kittoraq vendte sig mod ham og sagde: "Vi kan ikke være sikker på andet, fordi der er for mange mænd, der med korte mellemrum ikke kommer hjem. I skal vide, at alle I, som plejer at tage til Qaquk, til sommer ved den tid hvor sortsiderne er på vej ud, skal tage derind allesammen. Giv alle vore bopladsfæller besked, så giver jeg folk fra Kangeq besked. Ved højsommer forsøger jeg at få ham med til Qaquk."

 

Det fortælles, at alle mænd i Illorpaat nu var på vagt.

Vinteren var omme, og foråret hældede mod sommer. En forårsdag, endnu mens mange udflyttere opholdt sig deroppe (i Qaquk), blev Kittoraq for en gangs skyld tilbage, alene på grund af Millasak. Først da sortsiderne rigtig var på vej ud ved højsommer, tænkte han, at vejret var uendeligt smukt uden en sky på himmelen og det var helt vindstille! Da han gik udenfor tænkte han udelukkende på Millasak. Han fortalte, at han ikke engang tænkte på et eneste fangstdyr. Da han vidste, at Millasak var en sovetryne og ikke ville stå op foreløbigt, gav han sig til at vente på, at solen kom fri af fjeldene. Eftersom Millasak ikke boede langt væk, havde Kittoraq kun halvpels på, da han tog afsted derhen. Efter at have roet over Sassivik rundede han Sermeraaqs lille vig og så, at der selvfølgelig ikke var ét menneske ude. Da han var ud for stedet, så han, at hans kajak var gjort klar. I første omgang ville han vente på, at manden gik ud, men tog sit kastetræ og gav sig til at slå på tværtræet foran sit mandehul og råbte uaa. Ikke så snart han havde råbt uaa, så sprang Millasak udenfor. Vel ude af husgangen kiggede han ned på ham og skridtede derned i en fart. Nede ved strandkanten stillede han sig op. Idet han stillede sig op, sagde Kittoraq: "Det er vel nok smukt vejr. Vi er midt i stilheden uden at have nogen at tale med, og tænk, lige derhenne er der mennesker, der morer sig." Ved hans ord begyndte Millasak at undersøge vejret. Derefter sagde han: "Når vejret er således, er jeg undertiden betænkelig, fordi det smukke vejr i løbet af dagen kan skifte om til frisk sydvest." Og da han havde sagt det, sagde Kittoraq: "Men du ved dog, at vejret ved højsommertid uden blæst plejer at være magsvejr." Herefter tav Millasak lidt, men sagde så ja, hvorpå Kittoraq dårligt kunne tro, at han tog med. Han fortalte, at han havde sagt: "Slå du følge med mig, jeg slår følge med dig."

 

Selv da Millasak endelig begyndte at gøre sig klar, gik Kittoraq ikke i land fordi han i den grad ønskede, at han tog med. Endelig kom han afsted uden at fortryde.

 

Vel afsted roede Kittoraq med vilje bag om Itissaalik, og efter sundet ved Aappilattoq drejede han nordpå. Vandet var netop begyndt at stige, da de vendte indefter mod udløbet. På vej ind var de nået til skærene Sapanngat, da Millasak satte farten ned og sagde efter grundigt at have undersøgt vejret, som var helt skyfrit og blikstille: "Jeg blir så urolig i den slags vejr, så nu vender jeg bare om og ror udad." Kittoraq sagde: "I sådant vejr kan man ikke vente nogen vind." Til det sagde Millasak tøvende: "Lad os da fortsætte."

 

Kittoraq føjede ham, og de fortsatte indefter samtidig. De var netop roet ud på sydsiden af Qeqertarsuaq, hvorfra de kunne ro ind i Qaquk, da de hørte uaa-råb. I det øjeblik de indstillede samtalen, lød uaa-råb for anden gang, og denne gang nærmere. Det viste sig, at man havde fulgt en stime sortsider. De var nået til en lille ø, som man kaldte Kujalequtinnguaq, da Kittoraq sagde til sin sølle følgesvend: "Vi kunne ellers gøre forfølgerne selskab, men vi er nok kommet for sent." Lige da han havde sagt det, kom sortsiderne til syne uden forfølgende kajakker. Et stykke tid efter kom en forfølgende kajak til syne uden de andre kajakker efter sig. Kittoraq genkendte manden, ham man kaldte Amaalik (ham med barn i amaut). Hans første tanke var, at de på skrømt skulle sige hinanden ukvemsord når de mødtes. Det gjorde de altid, når de så hinanden igen, fordi Amaalik var navnebror til Kittoraqs ældste søn. Kittoraqs "ukvemsord" til Amaalik var kvindagtige, fordi denne i stedet for harpunen brugte fuglepile til sæler.

 

Lige før de rundede Kialaarfik, kom der så mange kajakker til syne, at de lignede perler på en snor. Da de var kommet for sent til at slå følge med dem, roede de bare ind til den første boplads Pamialluk. Da de lagde til land, anbragte Kittoraq sin kajak højt oppe, et godt stykke væk fra stranden, mens Millasak anbragte sin lige ved siden af stranden. Da Kittoraq så det, sagde han til ham, at det altid gik stærkt mod højvande her, fordi vandet hurtigt fossede ind gennem begge udløbene. Da anbragte den anden sin kajak ved siden af Kittoraqs. Derefter gav de sig til at vente på de mange kajakker.

 

Et godt stykke tid efter vendte de tilbage én efter én. De hjemvendende bugserede sæler! Nogle havde fået mere end én, og andre havde ikke fået nogen. Da kajakmændene fra Pamialluk lagde til, spurgte Kittoraq til Amaalik og fik det svar at: "Han trækker dem på snor som sædvenligt." Kittoraq udbrød et tak og ikke andet.

 

Snart efter rundede Amaalik næsset ved Kialaarfik. Nu kunne man forstå hans ringe fart. Mens han roede ind, så det grangiveligt ud som om han bugserede bølgende sæltarme. Da han lagde til, kiggede han mod land et stykke tid og så sig ikke tilbage siden. Det viste sig, at han vendte ryggen til, fordi han genkendte Kittoraq. Det fortælles, at Amaalik skyndte sig hjem for at give sin kone besked om straks at koge ribbensstykker, da han genkendte Kittoraq. Man fortæller, at Amaalik løftede sin kajak og gik op med den langt uden om de andre, og at han, da han var færdig med sin kajak, uden videre gik ind i sit telt og blev derinde. Da han blev derinde, gik Kittoraq heller ikke derhen på besøg, fordi han ikke var blevet opfordret.

 

Kittoraq, der ikke var blevet budt indenfor af nogen på grund af det gode vejr, så' kort tid efter, at Amaaliks kone var ved at øse mad op. Det viste sig, at der var øst op af to gryder. Da konen var færdig med at øse op, lagde hun mange underlag på et velegnet sted og gik ind i teltet - det var så for at give manden besked. Lidt efter gik hun ud med manden i hælene. Idet Amaalik gik ud, begav han sig hen i retning af det lille næs ved deres boplads.

 

Da han nåede stranden ved næsset, bøjede han sig ned mod vandet med front mod alle på bopladsen og råbte højt flere gange: "Alle mænd til fællesspisning!" I det gode vejr var det som om det gav genlyd over hele det indre Qaquk. Og straks efter myldrede det frem med kajakker fra alle bopladserne fra Qinngoq, Portusooq, Qoornuatsaaq og Qaqqivik.

 

Det fortælles, at da de mange mænd havde anbragt kajakkerne over vandlinien og gik op, gik Amaalik frem til de mange underlag og sagde: "Der er mad nok, spis af hjertens lyst! Når man spiser i hinandens selskab, smager det bedst." De mange mænd satte de sig i en stor kreds uden om de mange underlag. Amaalik trådte tilbage, og det viste sig, at han havde fået en idé. Idet de mange mænd begyndte at spise, gik Amaalik i stedet for at lange til maden hen til en lille forhøjning og satte sig der. Det var så for at overraske Kittoraq bagfra. Kittoraq, som havde taget en benløs klump under ribbenene og spist den, stak i endnu en klump. Og da han uden tanke på andet gik igang med at spise den, rejste Amaalik sig op og begyndte at at nærme sig Kittoraq bagfra. Mens han stilede hen mod ham, begyndte de mange mænd at kigge på ham. Nu var han ganske tæt på. Det sagdes, at Amaalik var utilnærmelig, men så overhovedet ikke utilnærmelig ud. Da han kom hen til Kittoraq, som uden tanke på andet var godt igang med at spise en stor klump overarmsben, lagde han forsigtigt sin hånd på hans venstre skulder, rystede ham blidt og sagde: "Mon du så os, da vi var på vej ind her, for jeg så jer. Du så vist nok, at jeg var foran de andre kajakker og var nærmest den store stime. Da stimen som sædvanlig kom på lavt vand, fik jeg ikke flere, fordi jeg ikke havde redskaber nok og havde kun fået fem, da stimen drejede mod nord." Han bøjede sig ned, så op på Kittoraqs ansigt og sagde: "Jeg gad vide hvordan de, som ikke er kvinder ror i kajak." Endelig havde han altså fået en god lejlighed til at "overfuse" / drille ham som kvindagtig.

 

Ved den tid højvandet for alvor satte ind, og mændene havde spist, hørtes uaa-råb fra Qoornuatsaaq. Ved uaa-råbene begyndte de mange kajakmænd uden undtagelse at gøre forberedelser - og sikken larm af kajaklyde! Under forberedelserne gik Kittoraq hen til Millasak og sagde til ham: "Vi skal ikke blive hængende tilbage; lad os to gøre os parat og se efter partier mellem skulderblade." Ved disse ord begyndte Millasak at gøre sig klar, og da han gjorde det, kunne den anden næsten ikke tro det. Mange kajakker var væk, da de to blandt de sidste sendrægtigt tog afsted.

 

Da de kunne se forbi Paarmaligaatsaaq så de, at de første kajakker gjorde sig store anstrengelser for at holde farten oppe - det viste sig, at det var for sjov -, roede Kittoraq og den anden ind i flokken, skønt de første endnu var langt forude. Næsten ud for Paarmaligaatsaaq var der flere, som sakkede bagud, mens andre lidt efter lidt kom længere foran. På vej mod Imaqanngitsorsuaq nærmede de sig Qinngoq. Ud for Qinngoq opdagede Kittoraq midt i forvirringen, at mange kajakker havde samlet sig foran dem, og da de kiggede tilbage, så han andre der havde samlet sig bag ved dem og var ved at omringe dem. Da de blev mere og mere omringet, begyndte Kittoraq at ro baglæns, hvorpå hans sølle fælle gjorde det samme. Det fortælles, at Kittoraq selvfølgelig roede fra sin fælle og kom ind i den store flok af kajakker. Kittoraq var vel inde i flokken, da de mange kajakker sluttede sig tættere og tættere om Millasak, hvorpå den stakkel bare holdt op med at ro. Ikke én af de mange kajakker sagde noget. Midt i stilheden sagde Kittoraq med høj røst: "Den der er nærmest i slægt blandt de dræbte, sårer ham først. Ingen sagde noget eller nærmede sig ham. Da ingen reagerede, sagde han anden gang med høj røst: "Den der er i slægt med den første blandt de dræbte, tager hans redskaber og årer fra ham." Da han sagde det, roede en stor ung mand ud af flokken. Uden at nøle nåede han op på siden af Millasak og stak voldsomt sin åre ind under hans tværrem. Derefter tog han alle hans redskaber en efter en, brækkede dem og smed dem væk til højre og venstre. Da manden kun havde sin åre tilbage, ville den unge mand også tage den fra ham. Manden, der skulle fratages paddelåren, gjorde modstand, og den unge mand måtte bruge kræfter for at rive åren fra ham. Da det lykkedes, brækkede han også åren og smed resterne ud til hver sin side. Derefter roede han tilbage ind i flokken af kajakmænd. Mens han roede tilbage hørtes kun Kittoraqs bydende stemme: "Hvornår mon han får det første sår af sin nærmeste fjende!" Efter dette udbrud roede en lille nybegynder af en kajakmand frem fra flokken - selvfølgelig meget nølende, mens han roede hen til ham. Idet han nåede op på siden af ham og tog sit kastetræ frem, sagde Millasak efter et lille glædesudbrud: "En klar himmel uden lys!" Det viste sig, at han allerede kun så mørke. Den unge mand stødte sin fuglepil ind i hans midte, men stak kun halvdelen af spidsen ind. I det samme kom alle kajakmændene hen og stak deres fuglepile ind i ham under stor larm. Millasak kæntrede ganske vist, men hans ene kind stak op af vandet, fordi de mange fuglepile holdt ham oppe.

Det var så den sidste lystmorder i nærheden af Kangeq, og siden var der ikke flere af hans slags.

 

Hist.: Overordentlig detaljeret historisk fortælling. Kittoraq / Qitoraq er med også i andre historiske fortællinger fra samtiden. Billedet af Kristus i hjertet se: Om Parpaaq.

 

Kommentar: Bemærk drille-relationen / joking partnerskabet mellem Kittoraq og navnefællen.

oqalualârut / Morderen på Serfat

Print
Dokument id:251
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Morderen på Serfat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374 - 375, nr. 121
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 166.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om en drabsmand).

En stærk mand, som var morder, havde sin vinterboplads på en ø, der hed Serfat. Han brød sig mindre om at fange sæler. Han jagede og dræbte næsten udelukkende mennesker. I forsommeren, når folk begyndte at tage på ture, tog han ophold længere mod nord på den del af fastlandet, hvor der var store kløfter og ventede på, at der skulle komme kajakmænd forbi. Engang mens den stærke mand var ude på

fangst i kajak, blev hans svoger, der var ude i kajak alene, dræbt af

sydlændinge, som var kommet i konebåd til Nuuk-området for at gå på rensdyrjagt.

De mange kajakmænd ramte ham gentagne gange med deres fuglepile og dræbte ham.

 

Da den stærke mand erfarede, at sydlændingene havde dræbt svogeren, tog han

hver dag ud til de steder, som sydlændingene ville passere på vej sydover. En

dag traf han tre kajakmænd, som viste sig at være dem, der havde myrdet

svogeren. Han dræbte dem, og derefter førte han dem til den kløft, hvor han

plejede at dræbe dem, der kom forbi, og lagde dem dér. Til sidst var den store

kløft ved at være fuld af de mennesker, han havde dræbt. Alle dem, han traf, dræbte han og nogle af dem spiste han.

 

Hist.: Der er mange fortællinger om mord, lystmord og blodhævn fra den tid, hvor sydlændinge rejste den lange vej nordpå og tilbage for at handle med hollænderne og deltage i hvalfangst deroppe.

oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik

Print
Dokument id:274
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 477 - 481, nr. 144
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

 

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

 

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

 

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

 

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

 

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

 

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

 

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

 

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

 

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

 

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

 

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk

Print
Dokument id:278
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 495 - 501, nr. 148
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der muligvis er identisk med ID134 (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en forældreløs - egentlig en sandfærdig historie.

I gamle dage, før man gik over til kristendommen, var folk meget ubarmhjertige.

Gud ske tak og lov at der ikke længere sker den slags i vort land. Den person, som

her skal skildres, har oplevet følgende i sin barndom:

     Der levede en forældreløs dreng blandt mange ubarmhjertige mandfolk. Han

hed Kaassassuk. Han havde en lille fattig kælling som plejemor. De to fattige

boede ikke i selve huset. De boede i en hule, der var bygget ud for husets gang.

Kaassassuk sov ikke i denne hule, men ude i gangen mellem hundene, fordi hundene

gav varme.

     Når mændene om morgenen var på vej ud af gangen, slog de hundene, og de slog

også Kaassassuk, som lå mellem hundene. Kaassassuk jamrede og sagde: "Nakkaa,

nakkaa, nakkaa, nakkaa." Der blev gjort så meget nar af ham, så han gjorde også

nar sig selv ved at efterligne hundenes hyl: "Nakkaa, nakkaa." Sådan har man

fortalt om de vilkår, han levede under. Når mændene holdt fest, spiste de

frossent kød og hvalroshud, som var meget sejt. Kaassassuk stod og betragtede

dem ude fra gangen. En af mændene plejede at trække ham op fra gangen ved at

stikke fingrene i hans næsebor. Vi kan forestille os, hvor smertefuldt det kunne

være. Dette resulterede i at hans næsebor blev meget store. Kun en enkelt mand

ynkedes over ham. Han løftede ham op ved at tage ham i tøjet på ryggen. De gav

ham det hårde frosne kød, som han måtte flænse med tænderne, for den fattige

dreng ejede naturligvis ikke nogen kniv. Til sidst måtte den forældreløse stakkel

rode i møddingen efter et stykke jern. Han fandt en stump jern, som han

fastgjorde mellem tænderne. Ved hjælp af den nye kniv, som sad mellem tænderne,

kom Kaassassuk til at spise hurtigere. Det opdagede mændene hurtigt og sagde til

Kaassassuk: "Du er begyndt at spise alt for hurtigt. Mon ikke du har fået en

kniv?" Kaassassuk benægtede dette og sagde: "Jeg har ikke nogen kniv." Men

mændene ledte efter en kniv hos ham og fandt til sidst det stykke jern, der sad

mellem tænderne. De pillede det ud og smed det væk. Kaassassuk forsøgte sig flere gange med at sætte en stump jern mellem tænderne, men hver gang blev det

opdaget.

I løbet af vinteren var Kaassassuk vokset en smule, og han blev meget træt

af at blive gjort nar af hele tiden. Så begyndte han at gå ture til et stort

fjeld. Mens han gik, råbte han uden bestemt mål: "Bare man kunne blive meget

stærk, bare man kunne blive meget stærk!" Dette var et ønske hos ham

Mens han råbte sådan, så han et stort dyr, som lignede en stor ulv, nærme

sig. Kaassassuk gav sig til at flygte, men det store dyr indhentede ham, og han

viklede sin store hale omkring ham og slyngede ham bort. Han rullede rundt, da

han ramte jorden. Idet dyret slyngede ham bort, hørtes der raslen eller noget,

der klingede, det var de små knogler fra en sæls baglalle. Det store dyr kaldtes

kraftens herre. Da drengen blev slynget bort, rullede han rundt langt væk, uden

at kunne stå oprejst, og der faldt små knogler fra ham. Endnu en gang viklede

dyret sin store hale omkring ham og slyngede ham bort, og det lød, som om han kom

af med samtlige små knogler. Da dyret viklede sin hale omkring ham og slyngede

ham bort, tog det nogen tid, før han faldt (eller: væltede), og der var ingen små

knogler at se. Da dette store ulvelignende dyr slyngede ham bort, faldt (eller

væltede) han ikke, men hoppede blot rundt. Det store dyr slyngede ham bort flere

gange, uden at kunne få ham til at falde (eller: vælte). Så sagde dyret til ham:

"Nu er du blevet en stærk mand, hvis lige ikke findes." Kaassassuk gik hjem til

husgangen, hvor han holdt til mellem hundene. Han blev fortsat mishandlet af

mændene.

En aften da folk inde i huset var faldet i søvn, var Kaassassuk på vej ud

gennem gangen. Han stødte ryggen imod det frosne loft og smadrede det. Om

morgenen opdagede mændene, at gangens solide tag var smadret. De undrede sig

meget over, at nogen havde kunnet gøre det. Flere unge mænd forsøgte gennem

deres falske opførsel at få folk til at tro, at det var dem, der havde gjort det

- de troede slet ikke, at Kaassassuk kunne have gjort det. Det smadrede tag blev

istandsat, selv om det var frossent og var meget svært at have med at gøre.

En anden gang om aftenen, mens folk sov, gik Kaassassuk ud og ned til

det sted, hvor flere konebåde var fastgjort på jorden, for at de ikke skulle

blive blæst væk af vinterstormen. Kaassassuk gik hen til disse fastlåste

konebåde, som tilmed var frosset fast på jorden. Kaassassuk greb underlaget og

løsnede det. Så løftede han konebådene på én gang og lagde dem på plads igen,

således at de nu vendte i modsat retning. Om morgenen gik der et stykke tid,

før mændene opdagede, hvad der var sket. Da de blev klar over, at konebådene var

blevet løsnet og vendt i modsat retning, undrede de sig meget over det.

Igen forsøgte de unge gennem deres falske opførsel at få folk til at tro, at det

var dem, der havde gjort det, for ingen tænkte på Kaassassuk i denne

forbindelse. Dagen efter, mens de andre sov, gik Kaassassuk ned til konebådene

og lagde dem atter på deres oprindelige pladser. Mændene undrede sig meget over,

hvad der var sket. Ingen tænkte på, at den lille forældreløse kunne gøre den

slags.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen ud for det sted, hvor de

ubarmhjertige mennesker boede. De mange mænd løb ud til isbjørnene. Drengen

Kaassassuk fik travlt. Han manglede en anorak (eller: en pels). Imod sædvane

gave han sig til at snakke: "........ ('silardleqângorarme' er jeg ikke i stand

til at få mening ud af - Chr. B. / 'tænk, hvis man kunne komme ud!' - B. S.)". Hans lille plejemor gav ham sine kamikker og sin pels. Nærmest for at gøre nar af ham, sagde hun til ham: "Skaf mig så skind til brikseskind og til et tæppe." Kaassassuk iførte sig sin plejemors kamikker og pels (det grønlandske ord er svært at læse. Men det må være pels) og gik ud. Han gav sig til at løbe så hurtigt, at snipperne på pelsen blev slynget bagtil. Kaassassuk løb forbi de mange piger, som var ude for at se hvad der foregik. De hujede og grinede meget af Kaassassuk: "Hvad vil han dog, Kaassassuk, ha, ha, ha," sagde de. Kaassassuk løb ud på isen, mens de sådan gjorde nar af ham. Han løb til og forbi den sidste af mændene, idet han sagde: "Spis du bare sælmaver her ('aqajarortuarit' - meget usikker oversættelse - Chr. B.)." Han løb forbi den næste og skældte ham ud: "Spis du bare mavens nederste del her." Han løb forbi den ene efter den anden og skældte dem ud, idet han gav dem tilnavne efter de retter, som han godt kunne tænke sig at spise. Først nu opdagede mændene, hvor hovmodig Kaassassuk var. Nu var han kommet forbi dem alle sammen og var begyndt at løbe direkte efter de flygtende isbjørne. Han kunne uden vanskelighed løbe dem ind, og han drev dem i retning af et stort isfjeld, mens mændene så til. Uden noget våben gik han helt hen til disse glubske dyr. Han greb bjørnemoderen i det ene ben, som om den var en ræv eller en hare. Han trak den i benet og dræbte den ved at slynge den imod isen.

Han greb alle de tre bjørne i benet og trak dem til sig, hvorefter han slyngede

dem imod isen og dræbte dem. Så satte han sig ned på isen og ventede på, at

mændene skulle komme til ham. Mændene kom og optrådte yderst ydmygt over for

Kaassassuk. Han gav mændene den ene isbjørn. De to andre bar han hjem - den ene

på skulderen og den anden under armen. Han gav dem til sin plejemor, idet han

sagde: "Nu har jeg skaffet dig skind til brikseskind og til et tæppe." De mange

mænd, der forsøgte at få de andre til at tro, at det var dem, der havde optrådt

som stærke mænd, skammede sig, og mændene optrådte ydmygt over for Kaassassuk,

som de før gjorde nar af. Da Kaassassuk gik ind i hulen, hvor han og

plejemoderen boede, råbte mændene: "Her er et par kamikker til ham og her er et

par bukser til Kaassassuk." Pigerne kappedes om at være den første, der sagde:

"Jeg vil sy et par kamikker til Kaassassuk", og andre: "Jeg vil sy et par bukser

til Kaassassuk." Igen andre kappedes om at være den første, der tilbød sin

datter til kone for ham. De sagde til ham: "Kaassassuk, tag og gift dig." Men

Kaassassuk ville ikke have andre end datteren af den mand, der plejede at være

god imod ham, nemlig Qaqissunnguaq, som var kønnere end de andre. Hende tog han

til kone. Men dem, der plejede at gøre nar af ham, gjorde han meget bange og

straffede dem lidt indimellem. Han sagde til dem: "Ham dér har været slem imod

mig. Også ham dér har været voldsom imod mig." Sådan demonstrerede han sin magt.

Kaassassuk optrådte meget hensynsløst, og han rejste hele tiden sydover og

nordover. Kaassassuk optrådte hensynsløst næsten i hele vort land. Derfor er

hans bedrifter velkendte på den lange kyst. Det er vist noget, der er sket

virkeligt. Jeg har selv flere gange set hans hus på Saqqarliit i nærheden af

Aasiaat. Resterne af Kaassassuks hus kan endnu også ses et sted, som kaldes

Nuussuaq. Her har han haft bjørnefælder, ligesom man har rævefælder. Man har

fortalt, at han i fælderne havde fanget bjørne - disse vilde dyr -, som vi i dag

fanger ræve i fælder. Vi plejer at tage dem i benene (der står egentlig:

'niungassuisigut'- på ribbene. Det må være en skrivefejl - Chr. B.) og trække dem

ud, hvorefter vi dræber dem ved at slynge dem imod jorden. Sådan har Kaassassuk

gjort med de store bjørne, som han fangede i fælderne. Han tog dem i benene og

trak dem ud, hvorefter han slyngede dem imod klippen, som man gør med ræve.

oqalugtuaq Asalûmik

Print
Dokument id:280
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mörch, H.P.
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Asalûmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 506 - 510, nr. 150
Lokalisering:Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Asaluut.

 

Asaluut, der var en mægtig mand, havde to fætre, der var brødre, og de boede i samme hus som Asaluut. Alle tre var dygtige fangere, som altid kom hjem med fangst. Men med tiden kom Asaluut til at fange mere i forhold til de to brødre. Brødrene blev misundelige på Asaluut, fordi han fangede mere. Da Asaluut mærkede, at fætrene ikke længere var så venlige over for ham, fik han det dårligt med sig selv og besluttede sig til at forlade fætrene. En dag, mens brødrene var ude på fangst, drog Asaluut bort til et sted, der lå langt væk. Da brødrene kom hjem, ventede de længe på, at Asaluut skulle komme hjem. Han var endnu ikke kommet hjem ved sengetid. Den følgedne dag tog de af sted og ledte efter deres fætter Asaluut, som de ellers var misundelig på, men de tog hjem uden at finde ham.

Flere dage efter at fætteren var forsvundet, rejste brødrene til et sted,

der lå langt væk, for at lede efter deres fætter. En gang under turen passerede

de en temmelig stor bugt. De befandt sig et stykke tid ved mundingen af bugten,

og de så, at to ravne nærmede sig inde fra bunden af bugten. Da de kom nærmere,

opdagede de, at det var to store mennesker, der kom løbende. De forsvandt langt

mod vest. Brødrene blev på samme sted og ventede på, at de skulle vende tilbage.

Endelig viste de sig, og da de kom nærmere, så de, at de begge havde to havde

fuldvoksne sortsider på ryggen, langt bagved hinanden (det er vel snarere: oven

på hinanden - eller: ryg mod ryg? Chr. B.) med hoved mod baglalle. De løb stadig

så hurtigt som ravne, der fløj meget lavt. Brødrene gik hen og kiggede på deres

spor. De så ud som en enkelt persons spor, så godt passede de til hinanden. De

gav sig til at følge efter dem ved at gå i deres spor, da de gerne ville vide,

hvad de var for nogle. Efter en tid fik de øje på ravnenes hus. De gik hen til

det og spurgte efter Asaluut, han var der ikke. Da de kom ind i huset, opdagede de, at de to, der løb, var store kvinder. De sad på hver sin side af

briksen og på gulvet lå fire sortsider - to ud for hver af dem. Det var deres

fangst. På midten af briksen sad en gammel kvinde. De tre kvinder boede alene.

Hver af de to store kvinder, der sad på briksen, havde slynget deres lange hår

op på et tørrestativ - til tørring. Noget af håret hang ned, for de havde meget langt hår.

Brødrene forlod huset og gik videre over land til den anden side, stadigvæk for at lede efter deres fætter Asaluut. Undervejs trænede de sig til at blive stærke og mægtige. De øvede sig også i at løbe hurtigt,og de var i stand til at tage lange spring, men stadigvæk havde de ikke fundet deres fætter Asaluut. Mens de endnu vandrede, fik de en dag øje på mange huse. Fra det sted, hvor de befandt sig, kunne de se, at der var livlig trafik ind og ud af husene. De skiftedes til at holde vagt, for at de ikke skulle blive overrasket af fjenden. Det viste sig, at det var Eqqillit (hundemennesker), der boede ved en stor sø,og lige ud for husene var der en ø. Nu ville fætrene vove sig derned, for det kunne jo være, at deres fætter var der. Mens de var på vej ned, så de neden for dem én, der sigtede efter dem med en spændt bue. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var deres fætter Asaluut. Da fætrene talte til ham, smed Asaluut sin store bue ned på jorden og skyndte sig hen til dem. Da han kom til sine fætre, så han bedrøvet ud('aliánilerpoq' oversættes i danske bemærkninger 'glædede', i Ordbogêraq: 'aliasupgalugpoq (issíkua), her tror jeg egentlig mest på den danske bemærkning - Chr. B.). De snakkede sammen og Asaluut sagde: "De vil nok dræbe jer, når de ser jer - som de plejer." Idet Asaluut sagde det, tog den ældste af fætrene sin bue og sine pile og løb af sted og uden at standse sprnag han uden for huset og landede på øen (svært at følge formuleringen på grønlandsk - Chr. B.). Hans lillebror sprang også og landede på øen. Som den sidste sprang Asaluut til øen, og i det samme blev folk på bopladsen opmærksom på dem. De tog deres buer og var på vej ned til stranden. Og på øen placerede fætrene sig i forlængelse af hinanden, den ene bagved den anden, således at den ældste af fætrene var nærmest folk på landet, derefter kom lillebroderen og Asaluut var bagest. Folk fra land begyndte at skyde på dem med bue og pil. Asaluuts fætre var ikke til at ramme. Der, hvor pilene havde strejfet fætrene på siden og på kinderne, var de blevet blege (hvorfor? Chr. B.). Asaluut kiggede på et tidspunkt frem henover fætrene, og straks var der en pil, der strejfede hans hår uden at ramme ham. Så udgik folk ovre på land for pile. Nu var det fætrenes tur til at hævne sig på dem. De sprang tilbage til land og dræbte dem alle uden undtagelse. Fætrene boede der og blev stærke og mægtige. Så rejste de tilbage til deres land (boplads? Chr. B.). Det fortælles, at de begyndte at fange rigtig godt, efter at de var vendt tilbage til deres boplads.

En gang var de to brødre ude på jagt. Efter at de havde gået længe, hørte

de en hylen. De gik videre og fik øje på en hel masse mammutunger

('kiligãrarpagssuit'. Kiliffak er et sagndyr, som gerne oversættes til mammut -

Chr. B.), som lå på jorden. Det viste sig, at forældrene var ude at jage. De

dræbte samlige mammutunger med bue og pil. Brødrene skjulte sig i nærheden og

ventede på at de voksne skulle komme. Et stykke tid efter hørte de hylen, og

moderen til ungerne viste sig med en stor renko mellem tænderne. Dyret kom

nærmere og hylede igen, men da ungerne ikke besvarede dets hylen, smed dyret

det, det havde mellem tænderne, ned på jorden og skyndte sig hen i

retning af fætrene. Lige før dyret nåede dem, ramte fætrene det med flere pile

og dræbte det. Nogen tid efter viste hanmammutten sig med en fuldvoksen renbuk

mellem tænderne. Også hanmammutten blev skudt med flere pile og dræbt.

Kødet fra disse mammutter havde de som vinterforråd. De kom aldrig til at mangle

mad. Slut.

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:124
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 42, nr. 16
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller af Steenholdts (?) afskrift:

NKS, 2488, VI, 4', ss. 117v - 119v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Aappilattoq".

Aappilattoq og hans storebror tog nordover og kom til at bo i Nordgrønland / Avanersuaq = Thule?.

Aappilattoq byggede sig et hus ved mundingen af en stor fjord og broderen byggede et en dagsrejse sydligere. Når Aappilattoq var på fangst, fjernede han sig

aldrig længere væk, end at han hele tiden kunne se huset og børnene, der

legede udenfor; for de boede helt for sig selv. En dag var han nødt til at følge

sælerne til et sted, hvorfra han ikke kunne se husene. Da han om aftenen nåede

hjem med flere sæler på slæb, var der imod sædvane ingen mennesker at se uden

for huset. Da han gik op, så han, at samtlige beboere var blevet dræbt.

Aappilattoq blev meget vred. Han, som var åndemaner / angakkoq, manede ånder og opdagede spor, der gik indad på den sydlige bred af fjorden; og han fandt ud af, at hans kone og deres børn var blevet dræbt af en indlandsbo - én med en gryde på

skulderen / igalilik / grydemand / ildstedsmand.

Da Aappilattoq havde begravet sin familie, tog han over til sin bror og

fortalte, hvad der var sket. Dér begyndte han at forberede sig på en rejse ind i

fjorden for at hævne sig på drabsmanden. Han lavede mange pile. Som rejsefælle

valgte han blandt de mange, han prøvede, en ung mand, som han anså for at være

en hurtig løber, fordi han ikke havde fundet nogen lus i hans strømper. Alle

de andre, der kunne komme på tale, havde lus i strømperne.

I kajak roede Aappilattoq og hans rejsefælle ind i fjorden, og i bunden af fjorden

gik de i land og op langs elven. De nåede en stor slette, og her var der en sø

og et stejlt fjeld ved den fjerneste ende af søen. Da de kom op og kiggede ud

fra det stejle fjeld, så de indlandsboen, der fangede laks i elven. Hver gang

han fangede én, puttede han den ned i gryden på sin skulder. Aappilattoq sagde

til sin kammerat: Du kan stå her og se, hvad jeg foretager mig. Nu sniger jeg

mig frem til ham, og når jeg har ramt ham med en pil, vil jeg straks flygte. Du

må først løbe hen til mig, når jeg bliver træt.

Nu begyndte Aappilattoq at snige sig frem til indlandsboen med en spændt bue.

Når han bøjede sig ned for at fange laks, løb han frem. Han havde kun to pile

med sig, idet han havde ladet resten ligge på det stejle fjeld, fordi han agtede

at flygte derop. Han kom meget tæt på ham og fyrede en pil af, der ramte ham i

lænden. Så flygtede han, forfulgt af indlandsboen, rundt om søen og op på

fjeldet. Aappilattoq gjorde mange forsøg på at ramme indlandsboen med sine pile.

Men det var ikke nemt, fordi indlandsboen havde en speciel evne til at dukke

sig, således at kun hagen og knæene var synlige. Efter at have løbet flere gange

omkring søen havde han kun en enkelt pil tilbage. Så kom han i tanker om, at han

havde en trylleformular / serrat, som kunne få en pil til at ramme i struben. Løbende fremsagde han denne formular og fyrede den sidste pil af. Idet pilen ramte

hagespidsen og flækkede den, fortsatte den ind i struben, så han døde.

 

Aappilattoqs rejsekammerat ilede over sletten for at hjælpe ham; og det fortælles, at han tibagelagde den lange strækning i løbet af den tid, der gik, fra den dræ bende pil ramte indlandsboen, til han faldt død om. Så hurtigt løb han. - Så muskuløs var den dræbte indlandsbo, at hans døde krop hvilede alene på hans læg, hans bagdel og hans lænd.

Aappilattoq flænsede indlandsboens lig og skar det i mindre stykker, som han smed ud i søen og i elven. Nu fik han ro i sjælen, da han havde hævnet sig på ham, der dræbte hele hans familie.

Da det blev forår, vendte Aappilattoq sammen med sin bror tilbage til deres hjemsted i syd.

Oqalugtuaq avangnânit tusagara / En fortælling, der er blevet fortalt af nordgrønlændere

Print
Dokument id:468
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johnsen, L.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq avangnânit tusagara / En fortælling, der er blevet fortalt af nordgrønlændere
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 6, side 13h - 21v
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller om disse fætre, at de havde en yndlingsfætter. Da han var enebarn, elskede de ham meget højt. Når han tog andre steder hen, kom de til at savne ham. Disse fætre var fem brødre, siger man.

 

En gang hørte de, at der nordpå for tiden var mange fangstdyr. Straks udbrød yndlingsfætteren: Til næste år, når foråret er på vej, vil jeg nordpå og prøve at overvintre deroppe. Bare eet år vil jeg blive der, og tage hjemover tidligt om foråret. Når han sagde sådan, kunne yndlingsfætrene ikke andet end sige, at han naturligvis måtte gøre som han ville, selv om de som altid nødig ville undvære ham.

 

Næste begyndende forår begyndte yndlingsfætteren at gøre forberedelser til rejsen; og lige før foråret slog igennem, tog han afsted nordover. De rejste og rejste; og hen på efteråret nåede de endelig et sted, hvor han ville overvintre, nemlig ved Ippik, der lå lidt nord for Ilimanaq og lidt syd for Qaarsormiut. Mans han byggede hus, kom der et par gange mænd fra Qaarsaq og Narsarmiut og sagde til ham: Til efteråret, når hvidhvalerne kommer (på træk), må du endelig ikke fange nogen, hvor meget du end måtte ønske at fange én. Hvis du fanger én, kan du bare vente dig, for så vil vores stærke mand ikke bare lade dig være som han ellers gør.

 

De blev færdige med huset og flyttede ind. Nu gik det imod vinter. I efterårssæsonen blev der fanget mange sæler; og sydlændingen fangede den ene sæl efter den anden. En morgen de vågnede, blæste der jo en kraftig østenvind med en heftig snefygning over landet. Han gjorde sig klar og tog ud i kajak. Han roede længere og længere ud og nåede læsiden af Neqquitsoq. Dér kiggede han mod nord og opdagede en flok hvidhvaler, som skiftevis forsvandt og dukkede op. Så roede han i fuld fart henimod dem, for at harpunere en af dem. Han for afsted, nærmere og nærmere kom han, og så harpunerede han en. I det samme roede de andre kajakmænd om kap hen til hvalen, og ikke længe efter havde de dræbt den. De fæstnede fangstblærer til den og begav sig mod land med den på slæb. De roede og roede og var nu ganske nær til land. Alle roede med ansigtet mod land; og ham, der havde fanget hvalen roede forest. Pludselig opdagede de en stor harpun komme flyvende i luften hen over de bageste kajakmænd. Den ramte manden, der havde fanget hvalen, gik igennem kroppen, og sad dér som en tværstang. Kajakmændende kiggede bagud og så, at det var deres stærke mand, der nu lagde sit kastetræ på plads. Manden, han havde ramt, kæntrede ikke engang, fordi kajakken blev holdt oppe af den store harpun. Den stærke mand beordrede så, at fangsten med den dræbte mand bundet bagi skulle slæbes til stranden neden for de efterladte kvinders hus. De adlød og var snart på vej ind. De landede fangsten og den dræbte mand neden for kvindernes hus, hvorefter de allesammen roede hjem sammen med den stærke mand; for man siger, at den stærke mand boede på Qaarsaq. Kvinderne sørgede meget, da de havde mistet deres forsørger. Den stærke mand sendte en pebersvend fra sin boplads derhen, så han kunne fange ulke til dem. Kvinderne slap kun med nød og næppe levende gennem vinteren på bare de små ulke pebersvenden fangede.

 

Nu gik det imod forår. Da foråret var på vej tog de kvinder, som havde mistet deres forsørger, afsted sydpå, hjemover med deres pebersvend ved roret. De roede og roede, og først da de så småt nærmede sig deres boplads, (gav de sig tid til) at slå lejr, men altid først sent om aftenen. En dag da de var brudt op, sagde de til deres sølle styrmand: Bare vi nu bliver ved, når vi vores vinterboplads, inden eftermiddagen rigtig er omme: Pebersvenden blev lige med ét bange, for yndlingsfætrene havde jo ikke hørt, hvad der var sket. Endelig roede de så omkring et lille næs - og hvilke huse! Et meget stort hus, og ét der var mindre. Flere var der åbenbart ikke. Kvinderne blev betænkelige, da de opdagede, at deres afdøde forsørgers yndlingsfætre var hjemme. Der kom temmelig mange mennesker ud af husene, da de nærmede sig. Først stod de og spejdede udefter; så begav de grumme mænd sig ned til konebåden, som lige havde lagt til, lige forbi kvinderne, der var ved at gå i land, og hen til pebersvenden / ungkarlen, som de overfaldt i den tro, at det var ham, der havde dræbt yndlingsfætteren. "Lad ham være", sagde kvinderne, "han er helt uskyldig. Hvis ikke han havde været hos os i vinter, var vi sultet ihjel. Han alene reddede os fra sultedøden."

Da slap mændene selvfølgelig deres tag i pebersvenden, som følte sig lettet og befriet.

 

Da mændene havde hørt kvindernes beretning og fattet sammenhængen, sagde yndlingsfætrene: "Lad os tage nordpå næste år og overvintre." Da de således havde tilskyndet hinanden, ventede de blot på at skulle afsted om foråret. Næste begyndende forår tog to konebåde afsted for at overvintre nordpå; de havde pebersvenden med, og da de havde været længe, længe undervejs, nåede de frem til det sted, hvor de ville overvintre, inden det blev rigtigt efterår. De gik i gang med at udvide det hus, hvor yndlingsfætteren havde boet. Mens de arbejdede med det, kom der fangere fra Qaarsut og fra Narsarmiut flere gange og sagde til dem: "Til efteråret når der kommer hvidhvaler (på træk), må I endelig ikke fange nogen, hvor meget I end måtte ønske at fange én, for fanger i én, så bare vent, for så vil vores stærke mand ikke lade jer beholde livet." Mændene kiggede på hinanden og sagde: "Når hvidhvalerne indfinder sig til efteråret, må vi sandelig se at fange nogle."

 

De fangede mange sæler i løbet af efteråret. Og endelig kom hvidhvalerne. Og næppe var de kommet, så begyndte brødreflokken ellers at fange hvidhvaler. Men ingen antastede dem, selvom de fangede en masse. Ingen af de gange de var ude, så de noget til den stærke mand. Engang de under hvidhvalsfangsten skulle hjemad med deres fangst, og nogle kajakmænd kom derhen, spurgte de dem: "Hvor plejer jeres stærke mand at være på fangst; vi har slet ikke set noget til ham her i området?" En af kajakmændene sagde: "Han plejer at tage på fangst nordpå og langt inden for kysten." I gamle dage var der nemlig ingen isfjelde i området mellem Ilimanaq og Ilulissat; og langt ude i Kangia (isfjorden) var der heller ingen isfjelde. Han tog altså på fangst ude ved fjordmundingen. Det havde han ellers ikke gjort tidligere; men det var han begyndt på, efter at de fremmede havde bosat sig her, fordi han var bange for, at de skulle hævne sig på ham. Da brødrene hørte dette, tav de blot. De roede den lange vej hjem, og da de var kommet hjem med fangsten og havde flænset / parteret den, gik de op til huset.

 

Så en morgen, da de vågnede, blæste der en så kraftig østenvind, at man ikke kunne se de andre huse for snefygning. De to ældste brødre hentede deres helpelse, fik dem tøet op og tog dem på, hvorefter de tog afsted i kajak - egentlig ikke så meget for at tage på fangst som for at prøve at træffe stedets stærke mand. Da de var taget afsted og roet uden om Qaarsoq, satte de kursen mod nord i retning af Eqi. De gik i land lidt syd for Eqi på Nattattornaq og så op på Eqip Qaqqaa på udkig. Oppe fra fjeldet kiggede de ud over Kangia, hvor bølgetoppene skummede, mens de spejdede og spejdede. Pludselig pegede ene på noget og sagde: "Jeg mener det er en kajak herude mellem skumtoppene." Den anden kiggede og kiggede efter den, og endelig så han en kajak mellem skumtoppene. Da de nu havde fået øje på den, gik de straks ned, og ved kajakkerne tog de deres helpelse på og strammede til, hvorefter de satte afsted udefter. De roede længe, længe og var nået helt udenskærs, da den ene pegede på noget og sagde: "Her er han." Den anden kiggede rundt og fik øje på en kajakmand i nordvestlig retning. De roede og roede, nærmede sig og så, at han havde to hvalrosser, en hun med unge (nukallusiit), på slæb. Han lod dog ikke til at ville hjemad endnu. Da de først kom hen til ham, var det som om hans hoved havde fået en ekstra halsvirvel, så foruroliget så han sig omkring, og nu var han begyndt at ro hastigt mod land. De fulgte efter i forventning om, at han faldt lidt mere til ro; og da han endelig gjorde det, roede de til bagfra og ordnede harpunene til kast; men de ventede til de var helt parat; og så ramte de tværs igennem ham, så harpunen ligesom kom til at danne en tværstang. Han kæntrede godt nok, men ikke rigtigt, fordi harpunen virkede som stabilisator. Herefter tog de fat på at gøre ham klar til bugsering. De greb hans fangeline og bandt ham bagi fangsten, som han havde på slæb. Så tog mændene det hele på slæb og landede det på en klippe neden for hans hus. I det samme strømmede folk ud af husene med buer; og brødrene sagde: "Nu har vi dræbt jeres stærke mand. Vil I hævne ham, så prøv!" Da han sagde dette, kom to unge mænd ud af et af husene med buer; og de var ikke længe om at spænde dem. Da sagde mændene: "Vi har ikke dræbt ham med en bue og pil, og I skal ikke hævne ham med en bue og pil." Og efterhånden som de roede baglænds og uden for en pils rækkevidde, gav de unge mænd op.

 

De to gevaldige roede hen til deres vinterboplads Ippik og lagde til neden for husene. De bar deres kajakker op og gik ind. Mens de sad og hyggede sig om aftenen sagde de til pebersvenden: "Hør nu, pebersvend, tag og find dig en kone!" Pebersvenden svarede: "Hvem skulle dog ville synes om mig." Pebersvenden vægrede sig; men da de opfordrede så meget desto kraftigere, blev han bange, tog sin sælskindsanorak på og gik ud. Nåda for en snefygning. Alligevel drog han af nordpå mod Qaarsoq. Han gik og gik og kom til sidst til Qaarsoq, og han råbte ind gennem vinduet: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede og lyttede, men der hørtes ikke en lyd (qinaarpallattoqanngilaq (qinaarpoq)). Så fortsatte han vandringen til husene i Narsarmiormiut. Han gik og gik, indtil han endelig var ved de øverst beliggende huse på stedet. Han kiggede ind gennem vinduet og råbte: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede længe; men der kom ikke en lyd. Så gav han sig til at råbe ind i det ene hus efter det andet. Det gjorde han mange gange; men der blev hverken svaret jo, eller overhovedet svaret. Da han havde råbt ind i samtlige huse uden at nogen reagerede, tog han afsted sydover. Han gik og gik. Nå, så nåede han da endelig frem og gik ind i huset. Ikke en plet på hans tøj var tør. Vandet drev af det over det hele. Da han havde været inde et stykke tid, sagde den yngste af brødrene til ham: "Pebersvend har du fundet nogen du kan få til kone. Hør her, sig til dem: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig nogen til kone. Ellers skal den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag, nok komme."

 

Endnu engang måtte pebersvenden gøre sig klar til en tur. Det tog sin tid, men så blev han da færdig og gik ud. Puuh, det føg stadig lige meget med sne. Alligevel drog han af mod Qaarsoq. Han gik og gik; og endelig var han fremme ved siden af huset. Han råbte så ind gennem vinduet: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig en kvinde til kone. Hvis I ikke vil give mig én, så kommer den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag." Efter de ord lænede han sig imod væggen ved vinduet. Og før han overhovedet begyndte at blive utålmodig, lød det derinde fra: "Vent hun kommer ud nu." Så kom hun ud. Hvilken overraskelse. Det var den eneste kvinde i en stor søskendeflok - og så smuk, så smuk! Pebersvenden tog hende i hånden, og sammen gik de sydpå. Af lutter glæde var det som om det frygtelige snefog var det dejligste vejr. Da han dernede sydpå kom ind i huset med hende, skraldergrinede brødrene længe, længe. - Vinteren gik, og det blev forår. Så tog de alle sydpå - tilbage til deres boplads.

Slut.

 

Var.: Episoden med den stærke, der ikke vil tillade andre at fange først, bruges i adskillige fortællinger: fx Kunuk; Månemanden er for så vidt af samme type: Manguaraq + talrige varianter.

 

Kommentar: Ungkarlen er et taknemmelig offer for morsomme episoder.

oqalugtuaq Avarúnguaq

Print
Dokument id:194
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian fra Kangeq
Nedskriver:Kristian fra Kangeq
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avarúnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 257, nr. 89
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

 

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

 

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit

Print
Dokument id:176
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 185 - 186, nr. 71
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift: Rink NKS 2488, VI, ss.43h - 44h.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 51.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 278 - 279, dvs. den første fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Kuvitsina tog ud af fjorden, og

mens konebådene fortsatte udefter, roede han væk fra dem i sin kajak.

Mens han fortsatte langs stranden, kom han så til en lille stejl

klippevæg, og den åbnede sig helt af sig selv. Da den var åben,

smuttede han indenfor, og så var han skam kommet ind til innersuit

(ildfolk under stranden). Ham Kuvitsina var efter sigende åndemaner.

Da han var kommet ind, greb innersuit ham, og sådan røvede de ham og

tog hans kajak og rev den i stumper og stykker. De førte Kuvitsina op

og med ind i huset, og da han var inde, satte de ham på

vinduesbriksen. Mens han nu sad der begyndte en af innersuit, deres

gamle madmor, at skærpe sin grimme ulu / kvindekniv, og næppe var hun

færdig før hun gik over til ham. Henne ved Kuvitsina, der (ellers) var

åndemaner, skar hun hans dejlige næse af, hvorefter hun med uluen stak

den afskårne næse op i sit fæle skræv og lod den lugte sig. Da fik

Kuvitsina en anden forstand / sila, fordi hun strøg hans næse gennem sit

skræv, og hun surrede den så fast til husstolpen.

Endelig langt om længe kom han da i tanker om, at han kunne få hjælp

af sine hjælpeånder, og ganske vist kom de ind efter tur, men dem der

havde røvet ham ænsede dem ikke og var aldeles ligeglade med hans

hjælpeånder. Da han ikke havde flere af den slags hjælpeånder,

tilkaldte han andre der (også) var innersuit, men boede i nærheden af

hans boplads. Og snart kunne han høre dem, den ene, som hed Nipinngasoq

(hans klæbende fælle), og den anden, som hed Napataraq, og de kom for at

forsvare Kuvitsina. Den anden, der var yngre end den ældre

Nipinngasoq, kom ind først. Straks han var inde sagde han: "Hvad er

det I gør ved  Kuvitsina?" Rasende greb han en kniv og skar det der

var bundet til husstolpen ned (? usikkert), mens han tilmed kaldte

denne åndemaner ved et af hans andre navne: Akammak, og skar så den

lange surring over. Da han nu havde beskyttet (?) Kuvitsina ved at

kalde ham Akammak, sagde han, mens han gav ham hans amulet (? den

overskårne læderrem): "Kuvitsina, gå så ud."

 

Kuvitsina fór ud, og Napataraq havde befriet ham endnu før Nipinngasoq

var kommet, og Kuvitsina gik ned til stranden, hvor han fandt sin

smadrede kajak, mens han deroppe dræbte den ene af sine artsfæller

efter den anden. Kuvitsina pustede sin kajak hel igen og roede væk, ud

i det fri. Denne (Naparatak) sagde nu til sine artsfæller, disse

grimme innersuit: "De der bor oppe på jorden må man ikke røve." Og han

formanede dem: "I skal frygte disse mennesker. For dem vi ikke kan

klare og frygter, nemlig de store hvaler, dem kan de fange med

fangstblærer, og dem er vi bange for."

 

Kuvitsina nåede derfra allerede før, Nipinngasoq var nået helt frem, og

han satte kursen hjemover, uden næse. Midt mens han roede hjemad kom

en kraftig susen efter ham, og tænk, det var hans herlige næse, og den

satte sig fast helt af sig selv, men i farten temmelig skævt, og sådan

blev den siddende. Og så nåede han da hjem til sin boplads.

 

Her slutter historien.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

Oqalugtuaq ikíngutingnarîngnik / Oqaluttuaq ikinngutinnariinnik

Print
Dokument id:469
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 7
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ikíngutingnarîngnik / Oqaluttuaq ikinngutinnariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 8
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om to hjertevenner.

En fjordbo og en kystbo blev hjertevenner. Når det blev vinter, kom de

hele tiden på besøg hos hinanden, fordi de ikke kunne undvære

hinanden.

 

Når fjordboen om sommeren tog ind i fjorden på renjagt i

renjagtområderne, måtte de undvære hinanden, da kystboen aldrig tog

ind i fjorden. Når kystboen kunne regne ud, hvornår hjertevennen ville

tage ud af fjorden igen, lagde han en hel helleflynder hen til gæring til

ham, ligesom fjordboen plejede at lægge et helt rensdyr hen til gæring

til kystboen, fordi de havde den skik at invitere hinanden til spisning.

 

Som han plejede, lagde kystboen en helleflynder hen til gæring. Da

han, netop som helleflynderen var gæret færdig, fik at vide, at

hjertevennen var kommet tilbage inde fra fjorden, blev han (pludselig)arrig

og besluttede at bruge måltidet til at skade ham, fordi vennen var

dygtigere end ham, og fordi han var vennen underlegen på alle områder. Han kunne ikke frigøre sig fra sin onde hensigt; og da husstsnden var gået tidligt til ro, gik han ud til gravene. Han udvalgte sig det mest friske lig - et, som han vidste var blevet begravet i vinter.

 

Han åbnede graven og skar et stykke fedt fra liget og tog det med

hjem. Han smurte hele oversiden af helleflynderen med menneskefedtet

og sørgede for, at ingen i huset opdagede, hvad han foretog sig.

Dagen efter at han havde smurt fedtet på helleflynderen, kom

hjertevennen på besøg. De havde længtes stærkt efter hinanden, og de

viste åbenlyst deres glæde ved at se hinanden igen. Vennen ville

blive natten over, og eftermiddagen fløj afsted med den megen glæde

over gensynet. Vennen skulle så spise den gærede helleflynder, inden han

gik i seng. Da kystboen, hjertevennen, mente, at det var blevet

tilstrækkeligt sent på aftenen, satte han helleflynderen frem og stak

sin kniv ned i den. Fjordboen skulle lige til at lange til maden, men

opdagede så, at en eller anden prikkede til ham fra et sted under

lampebriksen. Da han vidste, at ingen ville prikke til ham uden grund,

opgav han at lange til og sagde til vennen, inden han spiste: "Jeg går lige ud og tisser, så jeg kan spise i ro og mag."

Han rejste sig, og knap var han kommet ud i gangen på vej ud, så stødte

han på en af sine hjælpeånder, der sagde: "Din hjertensven vil forgive

dig, for han har smurt oversiden af din mad ind i

menneskefedt. Når du går ind, skal du vende helleflynderen med

undersiden øverst. Fjern så hans kniv og brug din egen i stedet."

 

Efter kun at have været ude et øjeblik, kom han ind igen. Han fjernede

kniven og vendte helleflynderen om med undersiden opad; og han gav sig

til at spise med sin egen kniv. Han spiste sig mæt, uden at mærke

noget usædvanligt; og da det blev sengetid, gik han i seng. Ved

afrejsen næste dag, sagde han til hjertevennen, at han bare skulle

komme på besøg, når han ville.

 

Da fjordboen vendte hjem, tænkte han hele tiden på sin hjertensven, som havde forsøgt at forgive ham. Han ville egentlig ikke udsætte vennen for det samme; men han besluttede alligevel at hævne sig; og det skulle gøres med det hele rensdyr, der var lagt hen til gæring.

 

Han gik hen og åbnede en af gravene og skar et stykke fedt fra et lig.

Så smurte han hele oversiden af maden til vennen med

menneskefedt. Netop som han var færdig, så kom kystboen på besøg.

 

Som altid gik hele eftermiddagen med at snakke, hygge sig og spise

det lækreste renkød. På et passende tidspunkt om aftenen før sengetid

serverede han så det hele rensdyr, hvis skind ikke var fjernet; hårene på

skindet havde løsnet sig så perfekt, at det mindede om en nøgen krop.

Han (kystboen) stak sin kniv ned i oversiden af dyret. Værten iagttog

ham, fordi vennen var ligesom han selv; han var ikke helt almindelig (også åndemaner, BS).

Han forventede, at han ville vende dyret om, så at det nederste kom

øverst; men i stedet for tog han kniven, der var stukket ned i

oversiden, og begyndte at spise. Hans hjælpeånder ville åbenbart

ikke gribe ind, fordi det var ham, der havde startet det hele.

 

Mens han endnu spiste, begyndte han at snakke vildt.

Midt i det hele rejste han sig op og ville ud. Vennen frarådede det;

men han ville ikke høre. Han gik ud, og da han efter en tid stadig

ikke var kommet tilbage, gik de ud for at se efter ham; men det viste

sig at han, straks han kom ud, var taget afsted hjem.

 

Dagen efter tog kystboen derind for at se til sin hjertensven. (Her er

der noget galt, for det må være fjordboen, der tog ud for at se til

kystboen.) Han lagde til neden for huset, men så ingen mennesker. Han

trak sin kajak op på stranden og gik op til huset. Inde i huset fandt

han ham stående på hovedet. De viste sig, at han havde dræbt alle i

huset; og så såre hjertensvennen var kommet ind, gav han sig til at

jagte ham. Hver gang vennen ville ud i gangen, spærrede han vejen for

ham. Han var ved at blive helt fortvivlet, da det lykkedes for ham at

slippe ud og sætte i løb, alt hvad han kunne i retning af kajakken.

Kort efter han var sluppet ud af gangen, kiggede han tilbage og så

vennen komme ud, og at han fulgte efter ham. Han for afsted ned til

kajakken, som han bar ned og kom ned i, mens vennen rakte armen ud

efter ham inde fra land. Endelig lykkedes det for ham at ro ud. Han roede vestover, som om han ikke havde noget at fortælle.

 

Det var egentlig ikke hans tanke at tage

hen og se til vennen dagen efter. Men han tænkte: Når jeg ikke har set

min hjertensven i flere dage, længes jeg frygtelig efter ham. Han gjorde

sig klar og tog ind for at besøge ham.

Han gik i land neden for huset og stillede kajakken med bagenden

mod vandet. Han gik op til huset og kiggede ind af vinduet.

Inde i huset gik vennen på væggen med hovedet ned. Idet han kiggede

ind af vinduet, hørte han ham sige: "Jeg er blevet rask, kom inden

for." Straks han kom ind, gav vennen sig til at jagte ham igen. Denne

gang var han ved at blive helt fortvivlet. Det var lige før han blev

helt udmattet, da det lykkedes ham at springe ud i gangen, da han

passerede åbningen. Han løb, alt hvad han kunne ned til kajakken, mens

vennen var lige i hælene på ham. Han sprang ned i kajakken; og idet

han roede ud, fulgte vennen efter ham, som om han gik på landjorden.

Han gav sig til at løbe på vandet og var ved at indhente ham. Da han

var kommet så nær, at han kunne få fat i ham med strakte arme, var der kun eet at gøre: at få kajakken til at gynge. Da han så hørte en plaskende lyd og kiggede bagud så han, at vennen ustandselig faldt på enden i den søgang, som den gyngende kajak skabte. Hver gang kom han op igen; men han faldt igen, så såre han

satte i løb. Mens dette stod på, hørte han ham sige: "Det var lige

ved, jeg var nær faldet ned i en stor revne." Han kiggede tilbage og

så, at vennen var i færd med at gå baglæns. Han vendt sig om og

spurgte vennen: "Hvor er den store revne henne?" Han så sig om og

opdagede, at vennen pegede på en lille rille (? immap kiluusanngua)

i vandet. Da vennen var rendt tilbage, fordi han ikke kunne finde

farbar vej, tog han hjem.

 

Næste morgen ganske tidligt gjorde han sig klar og tog af sted. Han

lagde til neden for vennens hus. Han stillede kajakken sådan, at den

omtrent befandt sig i vandet, og gik op til huset. Han kiggede ind af

vinduet, men så intet. Han gik ind i huset og ledte efter ham, men han var der ikke. Han kom ud igen og fulgte hans fodspor, som førte op til en tor klippehule og videre ind i den. Han krøb ind i hulen. Han følte på ham og var i

tvivl, om han overhovedet trak vejret. Det viste sig at han var død -

frosset ihjel efter gårsdagens våde omgang.

Først da han havde dækket ham forsvarligt til med sten i bunden af

hulen, følte han, at han var færdig med ham.

Således hævnede kystboen sig på sin hjertensven, fjordboen, der

startede det hele - med at forsøge at forgive ham.

 

(Det var nu altså fjordboen, der forgav kystboen.)

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespise ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk

Print
Dokument id:195
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 263, nr. 90
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Også oversat af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 105 - 108: fortællingen om Kaassassuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kaassassuk.

 

Kaassassuk var en forældreløs dreng, der boede hos sin plejemor i et siderum til gangen. Ingen havde vist ham kærlighed i hele hans barndom. Når han skulle ind på besøg i huset, løftede man ham op fra gangen ved at stikke fingrene i hans næsebor. Mens han endnu levede i disse kår, opfordrede hans plejemor ham til at gå lange ture og fortalte ham, hvad han skulle foretage sig på disse ture. En morgen tog han af sted. Han fulgte plejemoderens anvisning og kom til et sted mellem to høje fjelde. Her råbte han ud i luften: "Kraftens herre, kom herhen." Mens han råbte sådan, kom et stort sort dyr med en lang hale hen til ham. Dyret viklede sin hale om ham og slyngede ham ud i luften. Der hørtes klirren, da hans legetøj og små kajakmodeller faldt fra ham. Kaassassuk mærkede, at det lettede, og at han var blevet lettere til bens.

Dagen efter tog han igen ud og kaldte på kraftens herre. Det store dyr kom,

viklede sin hale om ham og slyngede ham ud. Da han kom ned på jorden, løb han et

stykke vej, før han faldt - i modsætning til første gang, hvor han faldt

omgående. Denne gang faldt færre stykker legetøj fra ham. Kassassuk blev

lettere til bens og stærkere. På vej hjem kunne han ikke lade være med at løfte

sten, som han fandt. Det var et tegn på, at han var ved at blive stærkere. - Den

tredie dag tog han også af sted uden at fortælle de andre, hvad han foretog sig.

Når han kom ud for at gå en tur, skubbede de andre børn til ham, og når han kom

tilbage skubbede de ham ind i hulen, uden at han gjorde modstand, for ingen

viste ham kærlighed.

På turen den tredie dag gjorde han det samme som i de andre dage. Da han kom ned på jorden efter den sædvanlige tur i luften, faldt han ikke, fordi der ikke faldt noget legetøj fra ham. På hjemvejen sparkede han til sten som ingenting, selvom de var store. Da han kom hjem, lod han sig skubbe af de andre uden at gøre modstand. Den fjerde dag tog han af sted og blev slynget ud i luften som de andre dage og landede kun på det ene ben uden at falde, og han fjernede sig fra dyret hoppende kun på det ene ben. Hele vejen hjemover sparkede han til sten. Da han kom hjem, skubbede piger med barn i amaaten til ham, så han faldt flere gange på vej til sin hule.

Et stykke tid efter fandt fangerne et meget stort stykke drivtømmer. Da de

ikke magtede at trække det op på land, tøjrede de det med liner, for at det ikke

skulle drive væk. Om aftenen sagde Kaassassuk til sin plejemor: "Lån mig din

pels, så at jeg lige kan komme udenfor." Plejemoderen lånte ham sine kamikker.

Kaassassuk gik ned til det store stykke drivtømmer, greb det i den ene ende og

trak det op. Han løftede det op på skulderen og bar det op til huset, hvor han stak det ned i jorden bag ved huset. Den første, der kom ud næste morgen, opdagede, at drivtømmeret var væk. Ingen kunne forstå, hvordan drivtømmeret, der var tøjret med liner, havde kunnet drive til havs. En kvinde, der kom ud for at

forrette sin nødtørft bag ved huset, opdagede, at det store stykke drivtømmer

var blevet stukket skråt ned i jorden. Man undrede sig over, at nogen havde

kunnet bære det op. Mon en af de unge på stedet havde gjort det? Ingen tænkte på

Kaassassuk.

En dag forlød det, at drivtømmeret var begyndt at flække ("anguleqissoq" - jeg er usikker i oversættelsen. Chr.B.). Kaassassuk bad sin plejemor om at låne ham sin pels, fordi han gerne ville se, hvad de gjorde ved tømmeret. Plejemoderen lånte ham sine kamikker, idet hun sagde: "Du kan vel ikke engang skaffe mig et stykke, der kan blive til en kammiut" (det kan vist også oversættes: "Bare du kune skaffe mig noget træ til kammiut." - Chr.B.). (Redskab til at blødgøre kamikker med). Han fik et stykke, der kunne blive til kammiut af sin svoger.

En vinterdag sås tre isbjørne, en hunbjørn med to unger på isen. Fangerne

jagede bjørnene, men da de kravlede op på et isfjeld, der var frosset fast

i havisen, måtte de opgive jagten. Dette fik Kaassassuk at vide. Han bad sin

plejemor om at måtte låne hendes pels for at være med på bjørnejagten. Plejemoderen sagde til ham: "Du bliver bare ædt af bjørnene." Men da han blev ved, lånte hun ham sine kamikker idet hun sagde: Du kan vel ikke engang skaffe mig et brikseskind" (eller: "Bare du kunne skaffe mig brikseskind. Chr.B.). Kaassassuk

tog kamikkerne på, bandt remmene på dem og tog sin hundeskindsanorak på. Så tog

han af sted. Det var første gang, han skulle demonstrere sin styrke offentligt. -

Da folk så med hvilken fart han løb hen over isen, blev de meget imponerede. "Se,

hvordan sneen fyger bag hans fødder," sagde de. Han havde kun en kammiut med som

våben. Kaassassuk huggede trin på isfjeldet og var på vej op. Folk sagde: "Nu

bliver han ædt af isbjørnene." Så snart han nåede op på toppen af isfjeldet,

løftede isbjørnen sin ene forlab for at slå ham, men Kaassassuk greb bjørnen i

forbenene og slog den imod isfjeldet, så dens bækkenparti smadredes og den blev

dræbt på stedet. Han gjorde det samme med de to andre, og han smed alle tre ned

på isen og sagde til mændene: "To af dem må I få som fangstpart. Den tredje tager

jeg med hjem og skindet skal min plejemor have til brikseskind." På den måde

demonstrerede Kaassassuk sine kræfter for første gang.

Mens det endnu var vinter, fangede Kaassassuks svoger en sæl, og mændene på

stedet var på besøg hos ham. Kaassassuk gik også derhen. Men han blev stående

ved indgangen og kunne ikke komme op. Svogeren sagde til mændene, at de skulle

hjælpe ham op. Men ingen ville, fordi de var bange for ham. Svogeren, som før i

tiden altid beskyttede ham, gik hen til ham og løftede ham op i næseborene.

Straks da han kom op, blev der sagt fra den fjerne ende af det store rum: "Kom

herover." En anden sagde: "Her er et sortsideskind at sidde på." Kaassassuk

overhørte al den venlighed og tog plads overfor sin svoger. En af mændene sleb

en kniv og lagde den frem sammen med en anden kniv. "Den kniv her er vist

skarpere," sagde han. Kaassassuk sagde: "Var der ikke noget med, at jeg tidligere

ikke brugte kniv?" Det, Kaassassuk hentydede til, var, at mændene tidligere lod

ham spise uden kniv, for at han ikke skulle spise for meget. Nu da de havde set,

hvordan han dræbte isbjørnene, blev de bange for ham og tilbød ham en kniv at

skære kødet med. Kaassassuk ville ikke tage imod tilbuddet, men da svogeren,

søsterens mand, lagde sin kniv ned, spiste han med den.

I huset, hvor Kaassassuk var på besøg, var der spædbørn, som var forældrenes kæledægger. Kaassassuk sagde: "Må jeg holde det lille barn?" Han tog det lille drengebarn til sig og sagde: "Jeg glæder mig til, at han skal begynde at fange noget." Så trykkede han det lille barn til sig og udbrød: "Åh, det lille barn døde." Derefter tog han en lille pige til sig og sagde: "Jeg glæder mig til de bær, hun til sin tid vil plukke," og han føjede til: "Åh, også den lille pige døde." Hvergang Kaassassuk dræbte et barn, som var forældrenes kæledægge sagde disse: "Det gør ikke noget, der kommer nok et andet i stedet for." Da Kaassassuk havde dræbt samtlige spædbørn, gik han, uden at nogen gjorde noget ved ham. Kaassassuk, som selv var blevet mishandlet, hævnede sig på den måde og fik derved ro i sindet.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: I denne mere traditionelle version bliver Kaassassuk ikke resocialiseret.

Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit

Print
Dokument id:1026
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 13 - 14
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i

et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen.

Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy

inderbeklædning til et telt, at han blev alene.

Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et

par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket

af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var

(tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han

pludselig angst og vendte ansigtet bort.

Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at

få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente

min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for

hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde

været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på

vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden,

fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og

så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og

at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og

ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at

skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de

opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt.

Oqalugtuaq kumagdlãsínguamik / Kumallaasinnguamik

Print
Dokument id:475
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq kumagdlãsínguamik / Kumallaasinnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 86 - 95
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Kumallaasinnguaq.

Det fortælles at Kumallaasinnguaq og Asalooq var fætre, holdt meget af hinanden og aldrig forlod hinanden. Den ene kom altid hen og hentede den anden, når han skulle på fangst. Det siges at Kumallaasinnguaq var storfanger, mens Asalooq var en ukyndig fanger, der ind imellem ikke kunne klare sine fangstdyr. Engang kom Kumallaasinnguaq af sted alene. Da han hen på eftermiddagen kom tilbage opdagede han, at han fætter alligevel var taget af sted. Han ventede nu på at fætteren skulle komme tilbage, men da det blev aften og fætteren endnu ikke var kommet hjem, blev Kumallaasinnguaq oppe hele natten.

       

Kumallaasinnguaq begyndte så at søge efter sin fætter i håb om bare at finde hans fangstredskaber. Han holdt op med at fange og roede alle mulige steder hen i kajak.

       

Engang da han roede ind i en stor fjord og var kommet et stykke ind i den, så han en kajakmand stævne ind ad fjorden. Da han roede hen til ham, var det én han slet ikke kendte. Han havde en fuldvoksen spraglet sæl på slæb, men ingen kajakfangstredskaber og han så, at han kun havde en stor bue fastklemt på sine tværremme. Da Kumallaasinnguaq var kommet hen til ham indbød kajakmmanden ham til at tage med hjem på besøg, og Kumallaasinnguaq slog følge med ham. Da de gik i land i bunden af fjorden, ville Kumallaasinnguaq bære sin kajak et lille stykke op fra stranden. Så sagde kajakmanden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så du må anbringe din kajak så den allerede ligger parat med forenden ud mod fjorden. Kumallaasinnguaq tænkte: "Det lyder ikke særligt betryggende." Kajakmanden gjorde sin fangst af en fuldvoksen spraglet sæl klar til at bære på ryggen og spurgte så Kumallaasinnguaq: "Kan du løbe lige så hurtigt som landdyrene?" Kumallaasinnguaq tav lidt men sagde så: "Nogle af dem kan jeg følge med hvis jeg anstrenger mig, mens jeg har det sværere med andre." Den anden tog så sin spraglede sæl på ryggen og stak i rend opefter, og det siges, at bunden af den store fjord endte ved en meget høj ås. Da de var nået et stykke op ad åsen fik Kumallaasinnguaq svært ved at følge med, selv om den anden bar en fuldvoksen spraglet sæl på ryggen, og han selv ingenting bar. Da de var kommet op på toppen af den store ås, sagde den anden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så lad os vente til de falder i søvn." De tilbragte aftenen dér for at vente til et senere tidspunkt. En stykke hen på aftenen ville den anden så se til sine bopladsfæller. Da de kom hen på solsiden af den store ås, kunne de nu se en masse telte ved bredden af en stor sø. Da de gik ned, så de ikke et eneste menneske. Da de gik ind i teltet hos værten, opdagede Kumallaasinnguaq, at værten og hans kone boede alene dér. Der holdt de så hyggeaften mens værten fortalte historier. Da de havde lyttet til ham gik de sent om aftenen til ro. Mens Kumallaasinnguaq lå i sin bedste søvn kunne han pludselig høre den anden sige: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, skynd dig hjem inden de vågner." Da Kumallaasinnguaq skyndte sig op og skulle til at gå ud, sagde den anden: "Når jeg regner med at du er nået ned til din kajak, vil jeg ryste mine store bukser!"

       

Da Kumallaasinnguaq kom ud af teltet, fór han afsted, alt hvad han kunne, fordi han var meget utryg ved de der bopladsfæller i så mange telte. Han nåede toppen af åsen og begyndte at løbe ned ad den anden side, da han midtvejs nede hørte to kraftige skrald. Kumallaasinnguaq blev endnu mere nervøs og løb nedad af alle kræfter. Da han nærmede sig sin kajak oven fra, begyndte de at dukke op oven over ham, og du godeste for en masse mennesker! Han nåede sin kajak, da forfølgerne var lige i hælene på ham, kom ned i den og stævnede så ud. Da han lagde ud, stillede de sig op inde på land, og snart kunne man kun høre noget der ramte vandet med et skarpt smæld. Nu ramte pilene vandet som en byge af regn. Han var endnu uskadt, da der blev længere mellem pilene. Da de ikke længere kunne nå ham med deres pile, blev de bare stående nede ved stranden, og da Kumallaasinnguaq fik set nærmere på dem udefra, så han at det var væsener med overkroppe som mennesker og bagkroppe som dyr (eqqillit). Da de ikke fangede Kumallaasinnguaq og han nåede hjem, kunne han ikke få det ud af hovedet som han havde set.

       

Engang da han var på kajaktur stødte han på drivtømmer af rødved, der så ud til at kunne bruges til en bue. Han tog det med hjem. Senere stødte han også på et stort stykke drivtræ af let træ, og da han også tog det på slæb, kom han også hjem med det. Af det første træ han havdet fundet lavede han en bue, og da han var færdig med den, begyndte han at kløve det andet stykke og gik i gang med at lave en masse pile. Han begyndte at fylde et uopskåret skind af en fuldvoksen grønlandssæl med sine pile. Da det var helt fyldt op og han således var færdig med det han ville lave, vågnede de en morgen til det dejligste vejr. Da han havde gjort sin kajak klar, tog han skindet af grønlandssælen, der var fyldt med pile, bag på kajakken og klemte buen fast under tværremmene. Derefter roede han indefter i den store fjord. Da han havde nået bunden, sørgede han først for at hans kajak vendte forenden udefter, og da han havde taget sin bue og sine pile på ryggen, gik han op ad åsen. Da han kom til toppen ventede han først til det blev aften. Da han regnede med at de var gået til ro, brød han op og gik hen for at se lejren. Da han fik øje på den og ikke så et eneste menneske, gik han derned. Lidt ud for teltene lå der en lille sø med en ø. Og med udgangspunkt inde ved den lille sø, stak han sine pile ned i jorden i et antal, der svarede til hvor mange gange han regnede med at affyre pile. Da han havde stukket pilene i jorden, tog han skindet af grønlandssælen med resten af pilene på ryggen og sprang så ud til den lille ø med dem. Da han havde lagt dem på den lille ø, sprang han tilbage ind på land, og da han begyndte at gå opad for at kalde på beboerne og derfor var meget opmærksom på omgivelserne, mærkede han en lille bevægelse. Han undersøgte det nærmere og så, at det var et menneske, der gik meget foroverbøjet. Staks han så det, gik han hen imod det. Nærmere på og ved nærmere eftersyn forekom det ham at det lignede Asalooq: Han så efter og så genkendte han ham. Det var hans sølle fætter Asalooq, der gik foroverbøjet. Da han kom hen til ham sagde Kumallaasinnguaq: "Hvor har du været, jeg har ledt efter dig i nu mange dage, men vidste dårligt nok hvor jeg skulle søge. Jeg er helt holdt op med at tage på fangst, og nu er jeg kommet helt her hen. Jeg har søgt efter dig i håb om dog at kunne finde et af dine fangstredskaber." Da udbrød Asalooq: "Jeg har forsøgt at jage alle dem der bor her." "Du vil bare være i vejen, gå derned og lad mig springe over til den lille ø derude med dig," sagde Kumallaasinnguaq. Kumallaasinnguaq lod Asalooq gribe om sig bagfra og sprang så ud til den lille ø med ham. Der formanede han ham så: "Jeg tager tilbage og kalder på beboerne. Du bliver her!"

 

Efter at være sprunget tilbage tog han først hen til den mand, som han havde været på besøg hos tidligere. Med buen spændt lindede han lidt på teltforhænget og så, at han og hans kone lå ved siden af hinanden i dyb søvn, og manden havde sit hoved hængende ud over briksekanten. Kumallaasinnguaq ramte ham med pilen lige i struben, og da konen begyndte at skrige og stå op, skød han hende med en pil og sprang hen til sine andre pile. Deres bopladsfæller blev alarmerede og begyndte at strømme ud af teltene, og Kumallaasinnguaq var nu travlt optaget af at afskyde sine pile, og langsomt fik han mere og mere travlt, da der kom flere og flere at skyde på. Han tog så den pil, han havde stukket i jorden tæt ved søen, skød den af og krummede sig så sammen og sprang ud til den lille ø. Han sagde til sin sølle fætter "Duk dig bag mig, og lad være med at kigge hen over mig." Kumallaasinnguaq vendte sig ind mod land og krummede sig sammen med sin sølle fætter bag sig. Beboerne stillede sig op inde ved søbredden, og der var så mange at søens overflade genspejlede lutter ansigter. Der kom en sværm af pile - som en byge af regn. Mens Kumallaasinnguaq endnu ikke var blevet ramt, begyndte blodet at flyde fra hans kind, og det skyldtes hans pilefjers lette strøg hen over kinden. Det viste sig, at beboernes kvinder var de dygtigste til at skyde med bue. De tog pilene ovenud af deres tøj foran, og straks var de parat med spændt bue. Efter fortsat at have afskudt en tæt sværm pile, blev der lidt længere mellem dem, og de var altså ved at udgå for dem. Da så pilene landede med lange mellemrum tænkte Asalooq: måske jeg lige skulle kigge lidt. Da der længe ikke var dukket nogen pil op, kiggede Asalooq en anelse hen over sin store fætters skulder, og han blev omgående ramt lige midt mellem øjnene og faldt bagover. Fætteren nøjedes med lige at kigge bagud og straks frem igen. Da de allesammen gav sig til at flygte mod deres telte før han overhovedet var blevet ramt, tog Kumallaasinnguaq sine pile på ryggen og sprang ind på land og begyndte at forfølge dem, mens han skød sine pile af. Han dræbte dem en efter en, og da han havde dræbt dem allesammen, vendte han tilbage og gik ned, og da han sprang over til den lille ø så han, at hans stakkels fætter lå død med en pil i sig. Han trak pilen ud, rystede ham og sage "Hør du, hvad bestiller du, en mand taler til dig, stå op!" Jamen så satte fætteren sig op. Han tog ham med hjem, og Kumallaasinnguaq kom altså hjem med sin sølle fætter, selv om hans familie havde opgivet ham. Nu var der ikke længere tale om, at Kumallaasinnguaq ville lade sin fætter alene, og han kom altid forbi for at hente ham, når han skulle på fangst.

       

En morgen han skulle på fangst og kom forbi efter ham, sagde han at den dag ville han ikke, og så tog Kumallaasinnguaq ud alene. Da han var taget af sted og det var blevet op ad dagen, og mens Asalooq stadig var inde i huset, blev der råbt "isbjørn" uden for. Da Asalooq kom ud så han, at kajakmændene begyndte at ro ud. Først kiggede han bare efter dem, men da han tænkte at han kunne redde sig en fangstpart, tog han af sted uden nogen form for sikkerhedsudstyr, fordi det var helt vindstille. Det viste sig at det var en isbjørn så olm, at man ikke kunne komme ind på den. Så snart en kajakmand begyndte at nærme sig den, gik den til angreb som en søkonge, der padler rask frem med fødderne, og dens labber lavede voldsome svuplyde i vandet. Så måtte alle kajakmændene lade sig nøje med at skodde et stykke på afstand. Da det var umuligt at kaste et våben mod isbjørnen og ingen kajakmænd kunne nærme sig den, roede Asalooq hen til en af kajakmændene i nærheden og sagde lavt: "Nu lader Kumallaasi derude vente på sig, gid han havde været her nu." Da han sagde det, udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens paskede han havvand over ham med kajakåren. Asalooq blev så gennemblødt, da han pralede med sin fætter, at vandet dryppede fra ham, og der var ikke et tørt sted tilbage på ham. Asalooq spejdede udefter, fordi Kumallaasinnguaq altid kun tog fangst ude til havs. Igen nærmede den uheldige Asalooq sig en af sine kajakfæller og sagde stilfærdigt: "Kumallaasinnguaq lader vente på sig," og straks udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens pjaskede han så meget vand på ham, at hans kajak kom til at ligge temmelig dybt, fordi han ikke engang havde halvpels på. Nu var der ikke eet tørt sted på Asalooq, men han havde alligevel ikke lyst til at ro i land. Ind imellem kiggede han ud mod vest. Det siges, at når Kumallaasinnguaq roede ind mod land, kom hans kajak ikke til syne før man kunne se hans pagaj. Da Asalooq igen spejdede mod vest, dukkede glimt af Kumallaasinnguaqs pagaj frem i det fjerne. Asalooq spejdede efter ham ind imellem, og Kumallaasinnguaq blev hurtigt tydeligere, og først da man tydeligt kunne se hans pagaj, råbte Asalooq af al kraft: "Isbjørn!" Da Asalooq havde råbt "Isbjørn!", stansede Kumallaasinnguaqs pagaj, som om han begyndte at lytte. Og så råbe Asalooq igen "isbjørn!" til ham af al kraft. Efter at være stoppet op et øjeblik, begyndte Kumallaasinnguaq at ro indefter så hans pagaj lignede et roterende slibestenshjul, og det var som om han kom susende indefter over is. Da han nærmede sig de mange kajakmænd, flyttede de sig, så der blev en åbning i deres rundkreds. Og da isbjørnen fik øje på Kumallaasinnguaq, der kom ind forbi kredsen af kajakmænd, rejste den sig op i vandet og gik til angreb på ham; og Kumallaasinnguaq roede endnu hurtigere direkte mod isbjørnen. Og da han skulle til at krydse isbjørnens bane, kastede han sin harpun mod den, og den store isbjørn væltede stendød om til den ene side.

 

Da Kumallaasinnguaq begyndte at gøre sin store fangst klar til slæb, samledes de mange kajakmænd og føjede sig sammen med pagajerne stukket ind under hinandens tværremme, så de blev en lang række. Asalooq spejdede efter ham, der havde strintet vand på ham og fandt ham lige i nærheden. Han nærmede sig, og da han var henne ved siden af ham, gjorde han sin pagaj klar til at strinte vand på ham og sagde: "Da Kumallaasinnguaq nu engang er som han er, bliver man ind imellem misundelig på ham og vil gerne nedgøre ham; Kumallaasinnguaq har dræbt alle de mange væsener med menneskeoverkrop og dyreunderkrop (eqqillit)." Så hævede han sin pagaj og skulle lige til at strinte vand på den anden, men da han så hvor bange manden var, opgav han efter stor overvindelse sit forehavende. Det siges, at Asalooq derefter aldrig mere forsvandt, og her ender beretningen.

 

Var.: Søg på Kumal*; Asalooq; Kumallaat.

 

Kommentar: en usædvanlig godt fortalt variant

Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak

Print
Dokument id:1025
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr 9
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor

tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd.

Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer

levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet.

Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange

teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte

at spise af forrådet, fangede han i snare.

Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her

fiskede man.

Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til

et sted på den sydlige side af Uummannaq.

Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud

til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og

perler for ræveskindene.

En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede

hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende.

Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem,

røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld.

Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til

bopladsfæller.

Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når

sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at

gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede

hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring

næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på

kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen.

Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at

hans kone var svømmet ud i søen og druknet.

Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og

tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om

hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig

blot ned.

Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden

igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt

Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads.

Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag

på kajakken roede han afsted.

Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en

stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få

fat i dem.

Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn.

Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som

var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde.

Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt

spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand

over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han,

fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første

ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.

 

Var.: Niumak

 

Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden.

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqamik

Print
Dokument id:1798
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / nukappiatoqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 574 -  576, nr. 103
Lokalisering:?
Note:

Resumé i Rink, 1868-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 89, s. 116.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om en ungkarl.

Det fortælles om en ungkarl at han var en meget dygtig fanger, der næsten altid fik sæler når han var ude på fangst. Engang han havde været ude i kajak kom han som sædvanlig hjem med fangst. Da sagde hans mandlige bopladsfæller til ham: "Du fanger næsten altid sæler, så få dig dog en kone." Med den opmuntring fik ungkarlen lyst til at få sig en kone. Og først overvejede han at få sig en kone blandt bopladsfællerne, men han var ikke tilfreds med nogen af dem. Det fortælles så, at der nord for dem boede en brødreflok der havde en eneste søster. Hende fik han nu lyst til at få til kone, og en dag tog de afsted i konebåd for at hente denne søster hjem som kone til ham. Mens de roede så de længere fremme en stor kajakmand, der lå på lur efter sæler. Og midt mens de nærmede sig, roede denne stoute kajakmand rask afsted med ryggen til konebåden. Ungkarlen var styrmand, og da den store kajakmand roede væk, løftede han sin styreåre og råbte for at få ham til at komme. De havde ikke ventet at kajakmanden ville standse, men han holdt op med at ro og vendte siden til. Så vinkede ungkarlen med styreåren for at få ham hen til konebåden. Da den stoute kajakmand så roede hen mod dem, sagde ungkarlen til sine rorsfolk: "Skynd jer, ro hen til ham, skynd jer!" Så roede de til af alle kræfter hen mod kajakmanden. Da denne næsten var fremme, sagtnede de farten, og da han nåede helt frem uden at have sagt noget, sagde ungkarlen: "Du er en af brødrene?" "Ja, jeg er den mellemste", svarede han. Så rykkede ungkarlen sig frem og sagde: "Jeg kommer som frier til jeres eneste søster." "Hvor meget du end vil ha hende til kone og tilbød at betale med en helt ny konebåd og et helt nyt telt, vil vi alligevil ikke give dig hende, for hun er vores eneste kvinde."

       

Da ungkarlen fik den besked mistede han modet, og da kajakmanden vendte dem ryggen og begyndte at ro væk, sagde han til sine rorsfolk: "Lad os bare vende hjem." Da konebåden kom til syne, kom alle de tilbageblevne ned for at se ungkarlens nye kone. Men roerskerne fortalte at ungkarlen ikke havde fået sig nogen kone. Da ungkarlen nu var skuffet og vred tog han ikke mere på frierfærd.

 

Når ungkarlen tog ud på sælfangst fangede han altid. Men en dag i fint vejr, hvor han var taget ud for at lure sæler og var nået hen til sit planlagte fangststed og lige var begyndt at kigge efter sæler, følte han en ubændig tørst. Han blev mere og mere tørstig og gav sig derfor til at ro ind mod land af alle kræfter. Næsten fremme så han vand fosse ned fra en lille stejl klippe. Han skyndte sig at lægge til land. Det var højvande, siges det, og han bøjede sig ned over den fossende elv. Han drak og drak og først da han havde slukket tørsten helt ville han rejse sig op, men det lod sig ikke gøre, for hans læber hang fast til stedet. Så opgav han alle videre forsøg på at rejse sig. Nu begyndte vandet at falde ved ebbe. Til sidst hang han bare i luften ved sine fastklæbende læber. Mens han hang der, faldt vandet helt ned pga. ebben, og hans læber blev strakt mere og mere og blev meget lange. Endelig begyndte vandet at stige igen, og først da tidevandet nåede ham, slap han løs igen. Da han endelig kom fri måtte han tage hjem uden fangst, fordi han havde brugt hele dagen på at være klistret fast til en sten. Det fortælles, at han derefter altid vendte hjem til sin boplads for at drikke vand, når han blev slået af tørst ude i kajak.

 

Kommentar: Hos inuit var der ofte tabuer mod at drikke vand, for meget, eller på forkerte tidspunkter. Hér mener man måske at det er farligt at sammenblande fangst til havs med vanddrikning på ubeboet land.

 

Sammenhængen mellem den skuffede frier og hans oplevelse med vandet forekommer mig (BS) dunkel.

oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller

Print
Dokument id:286
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 539 - 541, nr. 157
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Pisi.

 

Pisi rejste nordover og nåede langt mod nord. Det var ved at blive efterår. Han kom til at overvintre sammen med to brødre. De to brødre havde hver for sig mange børn. De kom til at mangle mad, og de havde ingen hunde. Han gav sig til at lave køller af træ, og enderne lavede han kuglerunde. Den ene af brødrene var ude for at forrette sin nødtørft, og han havde et af sine børn med sig. De, der var inde i huset, hørte én sige udenfor: "Jeg har slået min store søn ihjel (? - Chr. B.), fordi jeg fik ondt derinde". (Svært at vide, hvordan dette skal forstås - Chr. B.). Han dræbte sin søn. Han bad sin kone om at flænse ham. Hun flænsede ham og kogte kødet. Da kødet blev kogt satte hun det frem. Pisik blev budt at spise det. Han skar et stykke kød, et stykke uden om den fingerspids, som han havde sat på kødet, for at holde på det, og han spiste det. Han ville også lange ud til et lårstyke, men hans kone syntes ikke om, at han spiste menneskekød. Efterhånden var de ved at spise det hele 'qínunatik' (uden at tigge? Chr. B.). De gik altid i seng med deres store køller under hovedpude. Pisik gjorde det samme.

Engang da Pisik skulle ud at forrette sin nødtørft, bad han sin datter om

at ledsage ham, selv om hans kone ikke syntes om det. Man hørte ham sige derude:

"Jeg har slået min store datter. Jeg har slået hende, fordi jeg fik ondt

derinde." Han trak hende ind i huset. Han bad sin kone om at flænse hende. Konen

flænsede hende og kogte hendes kød, men hun tilsatte noget urin fra urinbaljen,

i det vand, hvori kødet blev kogt. De begyndte at spise kødet, men ingen kunne

lide det. De måtte lægge det til side (eller: begravede det - 'ilivaat'. Det er

måske det, der menes - Chr. B.). Hun kom til at hade sin elendige mand på grund af det med datteren. Engang, da han var faldet i søvn om aftenen, stod hun op og sagde til sine sønner, at de skulle rejse bort. Da de var gået ud, tog hun mandens store kølle, der lå under hans hovedpude, og slog ham i hovedet. Han sprællede, men hun slog ham endnu engang. Hun gik ud og fulgte efter sine børn.

Hun opdagede, at de stod ved husets vindue og ventede på hende. De havde taget lidt ammassætter med som proviant. De tog af sted til moderens slægtninge. De nåede frem til slægtningene efter en tur på nogle dage. De blev hos moderens slægtninge i flere år.

 

Da sønnerne var blevet voksne, og var blevet stærke, gik de tilbage til deres forrige boplads. De kom til stedet og de stygge beboere sagde: "Der kan man bare se, folk bliver jo voksne!" Engang tog de ud på rensdyrjagt. De

placerede sig over for hinanden og drev rensdyrene. Lillebroderen sagde til

storebroderen: "Jeg vil stille mig over for ham," og da rensdyrene passerede dem,

skød han ikke på dyrene med buen, men på ham, der var placeret over for ham. Han

sagde til de andre: "Jeg har skudt ham, der var over for mig." Hans storebror

skød den anden. De vendte tilbage til deres boplads. Da de gik ind i deres hus,

så de, at moderen havde fundet hovedskallen af sin sølle mand, og at hun var ved

at slå den gentagne gange, så den til sidst smadredes fuldstændigt 'pánilo

panimut' (det er noget med 'datteren imod datteren' - men hvordan kan det

forstås? Chr. B.). De vendte tilbage til deres boplads, og de døde alle der.

Slut.

 

Var.: Ikke genkendeligt i denne bases fortællinger. Der er iøvrigt talrige fortællinger om menneskeædere.

Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik

Print
Dokument id:107
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 527 - 550, nr. 98
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om en søskendeflok.

 

Det fortælles, at der var en stor søskendeflok med en enkelt pige, der hed Arnasuaasaq. Brødrene nægtede aldrig deres søster noget af det, hun ønskede sig. Det siges, at de havde boet på deres boplads i en længere årrække, men at de aldrig havde sagt noget til Arnasuaasaq i et hårdt tonefald. Engang, mens de stadig boede på deres boplads, tog de alle sammen på kajakfangst. Det var endnu ikke eftermiddag, da der kom en kajakmand med en sæl på slæb ind mod deres boplads. Det viste sig at være den ældste af brødreflokken. Da han lagde til land, lod han nogen råbe op til huset: "Bed Arnasuaasaq komme ned og slæbe en sæl op." Arnasuaasaq svarede dem, at hun ikke havde kamikker på. Da hun sagde det, gik sendebudet ned til broderen og sagde: "Arnasuaasaq har ikke kamikker på." Broderen gav besked op, og da han kom ind i huset, sagde han til Arnasuaasaq: "Jeg skulle sige til dig, at du skulle tage kamikker på." Arnasuaasaq svarede budet, at hun først ville sætte sin hårtop. Da budet gik ned igen, sagde han: "Hun vil først sætte sin hårtop." Broderen svarede: "Når hun ikke vil gå ned, vil jeg selv hente hende." Da broderen sagde det, gik budet op og sagde til Arnasuaasaq: "Din bror siger, at hvis du ikke vil komme ned, vil han selv hente dig." Arnasuaasaq svarede: "Gå ned og sig til ham, at jeg ikke gider." Da hun sagde det, gik han ned og sagde til broderen: "Hun siger, at hun ikke gider." Da broderen således forgæves havde forsøgt at tilkalde sin søster, gik han selv op. Da han kom ind, tog han Arnasuaasaq ved håret og kastede hende ud af huset. Og så spurgte han: "Hvorfor er du så doven?" Da hun aldrig var blevet behandlet sådan før, og det var første gang hun oplevede at blive behandlet på den måde af sin broder, begyndte hun at lægge en plan.

 

Hun ventede på, at det skulle blive aften, og langt om længe gik hun ind i forrådshuset og fyldte sin lille skindsæk helt op med tilskårne kamiksåler, og efter at have taget lidt proviant med, drog hun af (hun går qivittoq, BS). Mens hun gik, begyndte hun at græde, og samtidig stod månen op. Da månen stod op, blev hun endnu mere ked af det, fordi hun kom til at tænke på de månelyse nætter under renjagter i indlandet, som hun havde været med til. Stadig grædende gik hun videre, og da hun kom til et stort fladt klippestykke, satte hun sig på den. Mens hun sad der og tænkte på sin familie, græd hun endnu voldsommere. Mens hun græd og holdt sig for øjnene, så hun ud af øjenkrogene en stor skygge. Hun vendte ikke hovedet mod det, men da hun begyndte at høre lyden af skridt, vendte hun hovedet mod det og så, at et meget stort menneske var næsten fremme ved hende. Hun blev siddende og ventede på, at det skulle sige noget. Langt om længe spurgte det: "Er der noget i vejen med dig? Hvad laver du her?" Arnasuaasaq svarede: "Min ældste bror bad mig forsvinde, fordi jeg var doven." Den store mand sagde: Sikke et mærkeligt tilfælde, jeg blev også bedt om at forsvinde af min storebror, da jeg knækkede hans redskab til at blødgøre skindremme med, lad mig følges med dig." Det gik Arnasuaasaq med til, og sammen med ham gik hun videre. Mens de gik videre, begyndte Arnasuaasaq at græde hver gang, hun kom til at tænke på sine søskende.

 

Da hendes søskende kom hjem, begyndte de at spørge efter Arnasuaasaq, da hun ikke kom ned for at slæbe sæler op. Hvorfor mon hun ikke kom ned? Da de gik op til huset og kom ind, var Arnasuaasaq der ikke, og de så, at deres ældste bror allerede var kommet hjem. De spurgte ham, hvor Arnasuaasaq var. Han svarede: "Jeg smed hende ud, fordi hun var doven, så hun må være gået sin vej". Ved de ord blev brødrene meget vrede. Men det fortælles, at fordi de var bange for at sige deres ældste bror imod, kom de ikke med bebrejdelser. Da det blev aften og de gik i seng, sov brødrene ikke godt, fordi de havde så ondt af og tænkte så meget på Arnasuaasaq, der aldrig før var blevet behandlet sådan, fordi de allesammen elskede hende meget højt. Tidligt næste morgen søgte de alle efter hende, uden at finde hende. Da de ikke fandt hende, vendte de tilbage. Det fortælles, at brødrene ikke længere kunne tage på fangst, fordi de tænkte så meget på Arnasuaasaq.

 

I mellemtiden gik Arnasuaasaq og hendes store rejsefælle videre, og så sagde han, at han ville holde rest på den store hvileplads, og det gik Arnasuaasaq med til. Hendes store ledsager kaldte det stedet, hvor man samler kræfter, og det var altså deres betegnelse for en hvileplads. Det viste sig, at Arnasuaasaq´s ledsager var en af Tuneq-folket (tuneq / tornit). Da de gik hen mod hvilepladsen og kom derhen, så Arnasuaasaq, at det var et fladt og meget skinnende klippestykke. Da de kom derhen, hvilede de sig, og nede på bunden af skråningen opdagede de en mængde huse. Da de fik øje på dem, begyndte Arnasuaasaq´s ledsager at råbe: "Kungkungkungkungkulaa!" da han havde råbt dette, lød der svar. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq, at han gerne ville have hende med ned. Selv om Arnasuaasaq ikke havde lyst, gik hun dog ned med ham. Da de kom ind i et af husene, så Arnasuaasaq, at mændene var kæmpestore, og også deres kvinder. Da de havde slået sig ned der, hørte de nogen på vej ind, og da budet kom ind, sagde hun: "Jeg skulle indbyde vores nye svigerinde til at spise seqqortartut. Arnasuaasaq og hendes store ledsager gik ud sammen med budet og kom så ind i et meget stort hus. Det viste sig, at ledsageren var i familie med husets beboere. Da hun kom ind, bød de Arnasuaasaq at sætte sig. Da hun havde sat sig, satte de et stort træfad frem, der var helt fyldt med haretestikler, og så sagde de, at hun skulle spise. Arnasuaasaq sagde, at hun ikke spiste sådan noget. Da hun ikke ville, blev de ved med at opfordre hende til det, og selv om hun ikke kunne spise dem, lod hun som om, hun gik i lag med dem. Når hun tog et stykke, lod hun det falde ned i sin halsudskæring. Hun var godt i gang med dette, da de andre opdagede, hvad hun gjorde og sagde: "Hvordan er det vores nye svigerinde spiser haretestikler, hun lader dem falde ned i sin halsudskæring." Da så de andre bebrejdede hende, sagde hun: "Det er fordi, vi aldrig spiser sådan noget."

 

Efter et ophold på bopladsen, tog de to andre af sted, da det blev forår. Da de kom frem til det sted, som de havde udset sig til boplads, byggede de et hus. Da den store mand tog ud på jagtture efter at rensdyrene var kommet, tog han hver gang Arnasuaasaq med, selv om hun ikke havde lyst, fordi han var bange for, at hun skulle tage hjem til sin familie. Når hendes ledsager var på jagt, fangede han som regel harer og ryper. Mens de opholdt sig der, blev det sommer, og når den store tuneq-mand skulle på jagt, tog han altid Arnasuaasaq med. Når de fik øje på rensdyr, fulgte han dem og fik dem hver gang. Efterhånden blev Arnasuaasaq mere end rigeligt forsynet med rensdyr, som hendes ledsager havde nedlagt.

 

En dag begyndte hendes ledsager at tale om at ville lære Arnasuaasaq at løbe hurtigt, så hun kunne klare at være med i hans renjagter. Da Arnasuaasaq mente, at hun vist ikke kunne lære det og sagde, at hun ikke havde begreb om at løbe, svarede hendes ledsager: "Du skal se, hvor hurtigt jeg kan løbe, når jeg er på jagt. I vores land, har vi den tradition, at vi lærer kunsten at løbe allerede i barndommen, fordi vi er indlandsboere og aldrig er på havet. Som nybegyndere bliver vi godt nok trætte, men vi bliver hurtigt vant til at løbe; vi jager jo uden andre våben end vores ben og hænder. I morgen vil jeg lærer dig at løbe." Og den store tuneq-mand fortsatte: "Må jeg få dig til kone?" Arnasuaasaq ville ikke være hans kone, men da tuneq-manden ikke ville give op, endte det med, at Arnasuaasaq gik med til at være hans kone. Derefter var Arnasuaasaq tuneq-mandens kone.

 

Næste morgen tog de meget tidligt af sted. Snart sagde Arnasuaasaq´s nye mand: nu skal du se mig. Nu vil jeg løbe så hurtigt, jeg kan. Da hun lovede at holde øje med ham, begyndte han at løbe, og det var som at se en fugl i flugten. På et øjeblik var han ude af syne. Arnasuaasaq behøvede ikke at vente længe, før han dukkede op igen, og det var som at se en ravn, der flyver lavt hen over jorden. Da han kom tilbage, spurgte han sin nye kone Arnasuaasaq: "Løb jeg hurtigt?" Arnasuaasaq svarede: "Man kan sammenligne dig med en lille fugl, der flyver lavt hen over jorden." Nu blev tuneq-manden meget stolt, og han sagde: "Tag mig nu i hånden, så vil jeg løbe af sted med dig." Så greb Arnasuaasaq fat i sin store mands hænder. Tuneq-manden spurgte: "Har de rigtigt fat i mig?" Og Arnasuaasaq svarede ja. Straks begyndte Tuneq-manden at løbe rigtig stærkt, og Arnasuaasaq følte ikke andet end træk og susen, så hurtigt gik det. I begyndelsen af løbet kunne Arnasuaasaq ikke få jordfæste, men efterhånden som de var kommet godt i gang, blev Arnasuaasaq næsten i stand til at følge med i sin store mands tempo, men så holdt de op med at løbe. Hen imod aften fangede Arnasuaasaq´s store mand som sædvanlig rensdyr. Da de var på vej hjemover, havde de hver deres store læs at slæbe på. Da de kom hjem, kogte Arnasuaasaq kød, og da de havde spist, gik de i seng. Da de var kommet i seng, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "I morgen vil jeg have dig med til, sammen med mig, at løbe rensdyr sammen og afskære dem vejen, og du skal gøre det, så godt du kan. Du afskærer renerne fra den ene side, og jeg afskærer dem vejen fra den anden side." Og så lagde de sig til at sove.

Næste morgen gjorde de sig klar meget tidligt og tog af sted. Mens de var på vej, sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Lad os løbe om kap." De startede, og i et stykke tid løb Arnasuaasaq lige så hurtigt som sin mand, men så sakkede hun agterud. Da hun kom bagud, standsede hendes store mand og sagde: "Du er endnu ikke så hurtig som jeg, i morgen vil jeg igen løbe med dig i hånden." Det lod Arnasuaasaq sig nøje med. Da de fik øje på rensdyr, sagde hendes store mand, at han ville afskære dem vejen. De drev rensdyrene sammen,  så de ikke kunne flygte. Da de nåede hen til dem, tog hendes store mand fat i de rensdyr, han så og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da de havde fanget tilstrækkeligt mange, lavede de bæreremme til at kunne bære dyrene og begyndte at gå hjemover. Da de nåede hjem til deres hus, gik de ind. Og så spiste de godt og rigeligt af rensdyrkødet, indtil de havde fået nok, og Arnasuaasaq fik på fornemmelsen, at hun havde forspist sig i rensdyrtalgen.

Da de havde lagt den store mængde rensdyrkød, de havde båret, fra sig og ind i deres forrådshus og havde gjort alt klar, sagde hendes store mand: "Når du i morgen er blevet vant til at løbe..."

(fortsættes)

 

Fortællingen om søskendeflokken.

(fortsat)

Da de havde talt om at løbe om kap den næste dag, lagde de sig til at sove. Efter at have sovet stod de tidligt op den følgende dag, og Arnasuaasaq´s store tuneq-mand sagde: "Vi tager af sted fra morgenstunden af, for vi skal løbe om kap." Og den store tuneq-mand fortsatte: Når vi får øje på rensdyr, løber vi om kap." Det havde Arnasuaasaq ikke noget imod, og så tog de af sted. De gik og kom til et sted, hvor de regnede med at kunne støde på rensdyr, og der standsede de. Kort efter fik de øje på en masse rensdyr. Da de havde fået overblik over dem, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "Lad os prøve at afskære dem vejen," og som sædvanlig havde Arnasuaasaq ikke noget at indvende. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq: "Du skal afskære dem vejen fra sydsiden af, og jeg skærer dem vejen fra nordsiden af." Arnasuaasaq føjede sig som sædvanlig, og de begav sig af sted. Arnasuaasaq gik mod syd, og hendes store mand gik mod nord. Først da de stod lige over for hinanden, begyndte de at løbe. Netop da de for alvor satte farten op, blev Arnasuaasaq pludselig træt og kunne ikke længere løbe så hurtigt, og samtidig nåede hendes mand hen til de mange rensdyr. Så tog han nogle af rensdyrene ved forbenene og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede, og efterhånden tyndede det gevaldigt ud i flokken med de mange rensdyr. Når nogle af rensdyrene stak af, forfulgte den store tuneq-mand dem, og det var som om, han bare halede dem ind med en line. Først da han var tilfreds med sin fangst, holdt han op. Arnasuaasaq stod der helt mat af træthed. Arnasuaasaq´s mand gik hen til hende og sagde: "Nu har du set, hvordan jeg afliver rensdyr. I vores område er det sådan, at vi allerede fra barnsben øver os i mange forskellige ting, også i løb og i at afskære rensdyrene vejen, det er sådan vi lever." Og han fortsatte: "Gør de sådan i jeres land?" Arnasuaasaq svarede: "Sådan er de ikke i vores land, men under deres opvækst oplæres de til andre fangstdyr. Når de begynder at øve sig i kajakroning, fanger de fugle med fuglepile. Deres voksne træner dem i kajakroning og i at vende rundt med kajakken. Når de voksne er tilfredse med nybegyndernes kunnen i kajakroning, udstyrer de dem med fangstredskaber, der kun bliver brugt til grønlandssæler, narhvaler, hvidhvaler, marsvin, hvalrosser og andre almindelige sæler." Den store mand blev dybt forundret over det Arnasuaasaq fortalte, for han havde ikke anet, at kystboerne levede sådan. Efter at de på den måde havde fortalt hinanden om lidt af hvert, begyndte de at flå de mange rensdyr. Da de var færdige, lavede de store bærebyrder af de mest velsmagende stykker og tog hjemover. Undervejs ville Arnasuaasaq´s store mand ind imellem løbe om kap med hende, men Arnasuaasaq havde ikke lyst, så de gik bare, mens de fortalte hinanden forskellige ting, og til sidst fik de deres hus i sigte.

Da de kom hjem, lagde de først deres byrder fra sig og gik ind i deres lille hus. Så spiste de af det kød, som de allerede havde kogt den foregående dag, men ikke havde spist af. Først da de var blevet mætte, holdt de op, og da det blev aften, gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede, skulle Arnasuaasaq´s store mand til at tage af sted og ville have sin kone med, men det ville hun aldeles ikke. Arnasuaasaq sagde: "Nu er jeg blevet så udmattet, at jeg denne gang ikke vil tage med dig. I dag vil jeg i første omgang få orden på vores store kødbeholdning. Hendes store mand var ikke rolig med, at hans kone ikke ville med, fordi han tænkte, at hun ville flygte til sin familie, når han var taget af sted. Så han var derfor meget ængstelig ved at forlade hende og ville absolut have hende med, men hans kone sagde: "Tag du bare af sted, jeg fejler ikke andet, end at jeg har været så forfærdelig træt. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til min familie, når jeg er så træt." Hendes mand søgte stadig at overtale hende, men til sidst måtte han opgive. Han sagde: "Lad nu være med at tage hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Hans kone svarede så: "Hvorfor skulle jeg også gå hen til min familie." Da hendes store mand hørte hendes ord, tog han endelig af sted. Og da hun nu var blevet alene i deres lille hus, var det som om, hun for første gang tænkte på sin familie, og fik stor lyst til at se den, selvom de måske allerede havde glemt hende. Hun græd lidt og holdt så op igen og begyndte at arbejde med forskelligt. Hen imod aften, mens hun var inde i huset, lød det udefra som om der var en, der lagde sin bærebyrde fra sig. Hun sad helt stille, og så kom hendes store mand ind og kiggede sig grundigt omkring, fordi han var så bange for, at hans kone skulle være taget af sted. Da han fik øje på sin kone, blev han meget glad, fordi han havde været så urolig for, at hun skulle være taget af sted, selv om hun ikke ville gøre ham ondt. Da han var kommet ind og havde set sin kone derinde, sagde han: "Og jeg som troede, at du var taget tilbage til din familie." Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Hvordan skulle jeg kunne tage hen til min familie uden at have fået lov af dig." Da hans kone havde sagt det, sagde hendes store mand: "Hvor er hun dog rar. Og lydig." Da det blev aften, gik de i seng og begyndte at tale sammen. "I morgen tager vi sammen af sted fra morgenstunden, og så fanger vi rensdyr ved at jage dem sammen." Da de havde lovet hinanden det, lagde de sig til at sove.

 

Næste morgen vågnede de så tidligt, at solen først lige var kommet over horisonten. Da de var stået op, gjorde de sig klar og tog af sted. Mens de gik, begyndte hendes store mand at tale om, at de måske skulle begynde at løbe om kap. Arnasuaasaq gik med til det, og da de kom til et stort jævnt område, hvor de skulle løbe om kap, begyndte de på én gang at løbe så hurtigt de kunne. Øjeblikkelig sakkede Arnasuaasaq´s store mand bagud, selvom det tidligere altid havde været Arnasuaasaq, der kom bagud, når de løb om kap. Nu var Arnasuaasaq blevet så hurtig til bens, at hun straks løb fra sin store mand. Da Arnasuaasaq nåede det sted, hvor de skulle standse, ventede hun på sin store mand. Da han nåede hende var han fuld af lovord. Arnasuaasaq sagde til sin store mand: "Det må faktisk være sådan, at kystboerne er mere lærenemme end jer." Da hans kone sagde dette, blev hendes store mand hende svar skyldig, fordi hun var blevet hurtigere end ham, endnu mens han lærte hende op. Så spurgte han: "Har du tidligere øvet dig i at løbe?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke øvet mig, før du begyndte at lære mig det, og først nu har jeg lært, hvordan man skal løbe." Og hun fortsatte: "Du kan ikke løbe så hurtigt som mig, selv om jeg er en lille kvinde, måske skyldes det, at vores mandfolk er hurtigere til bens." Da Arnasuaasaq sagde det, svarede hendes store mand: "Det er forbavsende, at I er så hurtige, når I er så små." Til det varede Arnasuaasaq: "De er sådan, fordi de også går på rensdyrjagt i vores land; ganske vist øver de sig ikke i at løbe, men de er meget hurtige." Da Arnasuaasaq fortalte det, spurgte hendes store mand: "Men hvorfor er de så hurtige, når de ikke bliver trænet op i at løbe?" Arnasuaasaq svarede: "Det er fordi de iagttager hvordan rensdyrene løber, at de bliver hurtige." Det blev hendes store mand meget forbavset over at høre. Så gik de videre derfra. Mens de gik, fik de øje på en stor rensdyrflok, og da de havde set nærmere på den, spurgte Arnasuaasaq sin store mand, om de ikke skulle afskære dem vejen. Han svarede: "Du skal afskære den vejen sydfra, og jeg afskærer dem vejen nordfra." Derefter gik de i hver sin retning. Da de var nået hen til det sted de skulle begynde fra, gav de samtidig hinanden startsignalet "kee" og begyndte så at løbe så hurtigt de kunne. Endnu før Arnasuaasaq´s store mand var nået frem til rensdyrene, nåede Arnasuaasaq hen til den store flok, da hun var fremme greb hun nogle af dem og slængte dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da hun nåede frem til flokken, udsøgte hun sig de største og slyngede dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede ud. Da mange af rensdyrene begyndte at flygte, sagde Arnasuaasaq til sin store mand, at han skulle sætte efter dem, men han troede ikke, at han kunne klare det, og så løb Arnasuaasaq efter dem, og da hun havde dræbt mange af dem, lod hun resten være. Da de havde samlet de mange dræbte rensdyr sammen, begyndte de at flå dem en for en. Da de var færdige, lavede de bærebyrder og begyndte hjemturen. Mens de gik, fortalte de hinanden forskellige ting. De nåede hjem, da solen stod i vest. Da de var hjemme, ville Arnasuaasaq´s store mand ikke engang gå ud af huset, fordi han var blevet så træt. Så gik Arnasuaasaq hen til sit store kødforråd og udsøgte sig de bedste stykker. Dem tog hun med hen til ildstedet og lavede mad. Da hun havde kogt tilstrækkeligt med kød, og det var kogt færdigt, spiste de, gik til sengs og faldt i søvn.

 

Som sædvanligt vågnede de af søvnen meget tidligt næste morgen. Så sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Skal du på rensdyrjagt med mig?" Arnasuaasaq svarede: "Tag du alene på rensdyrjagt, jeg vil ikke på rensdyrjagt, for jeg vil ordne vores store kødforråd." Hendes store mand svarede: "Jeg er bange for, at du tager hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Arnasuaasaq svarede: "Hvorfor skulle jeg tage hjem til min familie? Jeg kunne ikke finde på at behandle dig på den måde." Efter de ord, tog han da af sted. Da han var væk, tog Arnasuaasaq sit store kødforråd ind i deres forrådshus, og da hun havde bragt det hele ind, blev forrådshuset helt fyldt op. Da hun var færdig med det, udsøgte hun sig de smukkeste rensdyrskind og rullede dem sammen. Mens hun rullede dem sammen, besluttede hun sig til at tage hjem til sin familie, når de nåede det tidspunkt på året, hvor hun forlod sin familie. Mens hun sad dér og mindedes sin familie, savnede hun dem mere og mere. Og mens hun rullede skind sammen, græd hun lidt ind imellem, men holdt så op. Da hun var færdig med at rulle skind sammen, gik hun ind i deres hus. Nogen tid senere lød der et stort bump udenfor. Så kom hendes mand ind i huset dryppende af sved og øjnene på stilke. Da han fik øje på sin kone, sagde han: "Hvor er hun rar, at hun elsker mig sådan; jeg troede ellers, at du allerede havde forladt mig."

Det fortælles, at da hendes store mand kom hjem, var det blevet rigtigt mørkt, og det var blevet efterår, mens de var der. Mens de stadig opholdt sig dér, begyndte det at sne kraftigt. Det sneede virkeligt meget, alt sneede til, og med al den sne kunne hendes store mand ikke tage på jagt. Nu levede de udelukkende af deres kødreserver. Mens de opholdt sig der, var der en aften en meget klar og smuk fuldmåne, og Arnasuaasaq blev grebet af voldsom hjemve. Hen på aftenen spurgte Arnasuaasaq´s store mand: "Vil du afluse mig?" Mens Arnasuaasaq ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han nu sov, lykkedes det hende med besvær at få skubbet hans store hoved til side. Så gik hun ind i deres forrådshus og tog de rensdyrskind, hun havde udvalgt sig som de smukkeste og begyndte at rulle dem sammen. En-to-tre fik hun dem rullet sammen, lavet sig en bærebylt af dem og stak så af sted, og det siges, at det var en meget smuk måneskinsaften. Undervejs hørte hun pludselig én råbe efter sig, og da hun kiggede sig tilbage, så hun, at han var lige ved at indhente hende. Da han nåede hende, spurgte han hende: "Hvorfor har du pludselig forladt mig for at tage hjem til din familie?" Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Jeg er ikke på vej hjem til min familie. Vejret var så pragtfuldt, så jeg fulgte bare min tidligere vane med at gå en tur." Da hans kone sagde sådan, hørte hendes mand op med at bebrejde hende. Derfra gik de hjem til deres hus igen og gik ind, og så gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede næste morgen, opførte Arnasuaasaq sig ikke som hun plejede, fordi hun længtes så meget hjem til sin familie. Da hendes mand kunne mærke, at hun var ulykkelig, spurgte han hende: "Hvad har du lyst til at spise?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke lyst til at spise noget særligt." Hendes store mand spurgte hende igen: "Men hvad har du da lyst til? Har du lyst til at spise indmad?" Hans kone svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise sådan noget." Hendes mand spurgte hende igen: "Har du lyst til at spise talg?" Arnasuaasaq svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise talg." Igen spurgt han hende: "Har du lyst til at spise fedt?" Det havde hun heller ikke lyst til. Han nævnte alle mulige lækre ting, men hun havde ikke lyst til noget af det. Endelig spurgte han hende: "Vil du gerne tilbage til din familie?" Arnasuaasaq svarede: "Ja, jeg vil meget gerne hen til min familie." Hendes store mand sagde til hende: "Nej, ikke hen til din familie på kysten." Da hendes store mand sagde det, blev Arnasuaasaq virkelig ked af det og græd hele tiden. Da hun havde grædt længe, holdt hun op, fordi hendes store mand begyndte at trøste hende.

 

Da de nu blev dér på stedet og levede af deres madforråd, havde de efterhånden ikke meget tilbage af det. En aften bad den store mand sin kone om at afluse sig. Og mens hun ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han var faldet i søvn, fik hun lirket hans lange ben væk, der lå hen over hendes lår. Så gik hun ud og løb hurtigt ind i deres forrådshus, og efter at hun havde taget de skind, som hun tidligere havde gjort klar i en bylt, gik hun ud, tog bylten på ryggen og stak i løb. Hun løb uden at standse og kunne til sidst ikke se deres hus. Så kiggede hun sig tilbage, men kunne ikke se noget menneske. Så begyndte hun at løbe igen. Da hun havde løbet et stykke tid og var blevet træt, standsede hun op, og så kiggede hun sig tilbage, men hun kunne ikke se noget menneske. Da hun ikke så nogen, løb hun igen, og da  hun denne gang løb længere, standsede hun lige før hun kunne få øje på sin families hus. Så kiggede hun sig som sædvanlig tilbage, men så heller ikke nu noget menneske. Hun løb videre, og da hun nærmede sig huset, og snart skulle få øje på det, tænkte hun, at det nok ikke var der mere, men så fik hun øje på det. Huset var der stadig væk. Hun løb derhenad, og da hun kom derhen, standsede hun uden for huset, og stillede sig ved vinduet og kiggede ind og så, at de sov derinde endnu. Da hun så dem sove, gik hun ind. Hun troede, at de ville vågne af det, men ingen vågnede. Så begyndte hun at vente på, at én af dem skulle vågne, mens hun selv var ængstelig for, hvad der kunne ske, når hun nu var kommet til sin familie tidligt om natten. Mens hun sad der, blev hun meget forskrækket hver gang én af dem gav snorkelyde fra sig, og hver gang kiggede hun hen på vinduet. Hun blev mere og mere søvnig, mens hun sad der. En gang imellem mærkede hun, at hun var ved at vælte omkuld. Så blev hun til sidst så søvnig, at hun faldt i søvn. Så begyndte enkelte af familiemedlemmerne at vågne. Når de vågnede, så de sig ikke omkring, for de havde ikke den fjerneste anelse om, at der skulle være kommet nogen, og de havde opgivet ethvert håb om at se deres søster Arnasuaasaq igen.

Til sidst var de alle sammen vågnet. Så sagde et af børnene: "Hvad er det for noget; derovre ligger der en dame." De andre tog sig ikke af det, fordi de troede, at det bare var snak. De voksne talte med hinanden om børns fantasi og tog det ikke alvorligt. På et tidspunkt, da et af børnene blev for påtrængende, kiggede barnets fader derhen og genkendte til sin store forbavselse Arnasuaasaq. Så sagde han til de andre i husstanden: "Nu er Arnasuaasaq, vores kære lillesøster, den eneste pige blandt os, kommet tilbage." Da han sagde det, kiggede de andre også derhen og genkendte Arnasuaasaq med det samme. Da de så, at hun stadig sov, vækkede de hende. Arnasuaasaq vågnede, og de spurgte hende: "Kære hvor har du dog været?" Arnasuaasaq svarede dem: "Jeg har været inde i landet. Jeg er gift med en af de meget store tuneq-mænd. Mens han lå i sin dybe søvn, flygtede jeg og tog hjem til jer. Jeg er bange for, at han hurtigt vil søge efter mig, så skynd jer at sætte konebåden i vandet." Derefter gjorde de deres husgeråd klar, og da de var færdige, tog de af sted. Da de havde roet et stykke tid, slog de lejr på et andet sted. Det fortælles, at mændene var så glade for at se deres søster Arnasuaasaq, at de ikke tog ud på fangst, selv om det stadig var midt på dagen, da de slog lejr. Der på stedet slog de deres telt op og gik i seng, da det blev aften, og nu var Arnasuaasaq rolig. Hendes søskende sagde til hende: "Arnasuaasaq, fortæl nu hvad du har set og oplevet." Arnasuaasaq sagde til dem, at hun ville fortælle og begyndte: "Den gang jeg var taget af sted og var kommet væk fra vores sted, begyndte jeg at græde, mens jeg sad på et lille klippestykke. Så så jeg en stor skygge ud af øjenkrogen bagved mine hænder. Da jeg havde set ham, ventede jeg bare på, at han skulle sige noget. Til sidst spurgte han: "Hvad er der med dig?" Så fortalte jeg ham, hvorfor jeg var taget af sted. Den store mand sagde uden videre: "Jeg knækkede min storebrors redskab til at blødgøre skindremme med, og min bror sagde til mig, at jeg skulle forlade dem og derfor er jeg taget af sted. Og så sagde han, at han gerne ville følges med mig. Og derfor fulgtes jeg med ham. Vi gik over landet og kom til mange huse. Da vi var kommet ind i et hus, kaldte husets beboere mig for deres lille nye svigerinde. De satte mad frem for mig, der udelukkende bestod af ækle haretestikler. Selv om jeg ikke kan spise sådan noget, lod jeg som om, jeg spiste af det. Da vi var taget af sted derfra, kom vi tidligt om foråret til at sted, hvor vi ville bo, og byggede os et hus der. Da rensdyrene var kommet, fulgtes jeg med ham, når han var på rensdyrjagt, og han lærte mig at løbe. Vi fangede mange mange rensdyr. Da jeg første gang forsøgte at flygte, var det vinter, og han hentede mig tilbage. Men i går lykkedes det mig at tage hjem, da han var faldet i søvn." Da hun havde fortalt sin historie faldt hun i søvn.

 

Det fortælles, at de begyndte at bygge hus, da de vågnede, og da de var færdige med det, flyttede de ind i det. Det fortælles også, at Arnarsuaasaq ikke igen blev behandlet, som hun gjorde i begyndelsen.

 

Her ender historien.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: En temmelig fredsommelig version, der fokuserer på kystboernes (menneskers) og indlandskæmpernes forskellige vaner. Bemærk den vægt der lægges på menneskers lærenemhed.

oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:258
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 389 - 400, nr. 128
Lokalisering:Karusuk / Qaarusuk: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

 

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq

Print
Dokument id:1732
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 2v - 3h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En rigtig fortælling (En kvinde der forsøgte at dræbe sin søn ved hekseri)

Det fortælles at et ældre pjok havde en søn og en datter. Datteren var ældst og sønnen den yngste. Efter faderens død havde de kun deres stakkels mor tilbage. Sønnen voksede op og blev en dygtig fanger, der med lethed fangede både sødyr og landdyr. Da sønnen efterhånden fangede godt, fik den dumme mor den idé, at sønnen ville forvolde hende skade. Så en dag, da sønnen blev hjemme og lavede en fangstline af udspændte strimler af remmesælskind, listede moderen sig ind på ham bagfra og kastede skindsplinter i hans øjne. Derved skadede hun begge hans øjne, så han ikke længere kunne åbne dem. Hans søster gik så hen til ham, tog ham i hånden og førte ham hjem. Og da han nu ikke kunne åbne øjnene, kunne han heller ikke længere tage ud på fangst.

 

Da det nu var sådan fat med sønnen, gav moderen ham kun en enkelt mundfuld, når hun kogte kød af det han (tidligere?) havde fanget, og hendes dygtige søn fik ikke længere nok at spise. Skønt storesøsteren syntes det var synd at moderen ikke ville give han mad nok, sagde hun ikke noget, for hun var bange for den sølle kone.  

 

Så en vinterdag sagde storesøsteren til ham: "En renko med kalv er på vej herhen fra øst. Lillebroderen svarede: "Giv mig min bue og pil, og spænd buen når dyrene er inden for skudvidde. Når du så sigter med pilen på renkoen må jeg vel kunne skyde den som jeg plejer." Netop som dyrene var ved at standse op inden for skudvidde, sigtede storesøsteren med pilen på dem, og idet de standsede sagde hun: "Nu!" Hendes lillebror sendte pilen afsted som han plejede, og man kunne høre at den trængte dybt ind. Lillebroderen sagde: "Det lød som dangang jeg kunne åbne øjnene, når en pil ramte et rensdyr." Den dumme mor, der stod henne ved huset, råbte med lille stemme: "Du ramte erqo (? Bagdelen af dyret, CB). Men storesøsteren sagde: ""Du ramte renkoen, og den faldt." Han fik også kalven på samme måde.

 

Storesøsteren og den dumme mor flænsede dyret og bragte det hjem - naturligvis også kalven. Og så fik den sølle mor ellers travlt med at koge kød. Da det var kogt og den dygtige søn ordentlig skulle guffe i sig, fik han selvfølgelig kun een eneste mundfuld.

 

Den dygtige søns blindhed blev et større og større problem for ham hvad angik den fangst, han ellers kunne have drevet. Så en morgen de vågnede spurgte storesøsteren, om han ville med når hun skulle ud og samle bær. Næste morgen tog de afsted. Da de kom til et sted med mange bær, sagde storesøsteren at han bare kunne blive dér og famle sig frem til at spise bær, mens hun gik lidt længere væk og kom tilbage, når hun var færdig med at plukke. Da hun var gået, lagde han sig ned på ryggen og ønskede sig én, der kunne hjælpe ham: "Bare der var én der kunne gøre mig seende igen!" Og så snart han tav hørte han vingesus nærme sig inde fra øst, og da fuglen nåede helt frem sagde den: "Jeg vil stryge dine øjne tre gange med mine vinger. Lig nu bare helt stille!" Minsandten! Den strøg ham over øjnene. Første gang de blev strøget fornemmede han lyset; anden gang åbnede han øjnene sagdlerujugput (? på klem; en sprække ? BS); og da de tredje gang blev strøget følte han at han var kommet til at se klarere end normalt. Jamen, hvor var det skønt! Han fik øje på fuglen i sidste øjeblik før den forsvandt østover. - Hvor var han taknemmelig.

 

Da de kom hjem, bad han sin storesøster om foreløbig ikke at sige det til moderen. Senere passerede rensdyrene igen stedet hvor de boede, og han fik dem med bue og pil. Hans usle mor var igen ubehøvlet nok til ikke at unde ham ret meget kød fra hans egne rener. Men så sagde sønnen, at hun aldeles ikke behøvede at være så nærig med det, for det var ham, der havde nedlagt dyret.

 

Så blev det vinter med islæg. En morgen, da sønnen gik op på udkigsbakken så han at der var hvidhvaler ude i en våge. Han gik ned, og da hans redskaber til hvidhvalsfangst allerede var gjort klar, ville han af sted og bad storesøsteren og sin usle mor om at ta med og holde igen på linen, når han havde harpuneret en hval. De nåede frem til vågen, og sikke det larmede sådan som de gned mod hinanden i den trange våge. Han blev så ivrig at han omgående harpunerede de to første, og da han havde givet dem det dræbende stød, trak han og hans storesøster dem op i fællesskab. Tredje gang han skulle harpunere én sagde han til sin sølle mor, at han ville binde linen omkring hende. Hun sagde at han ikke måtte vælge den største hval. Men hver gang de små hvaler dukkede op, syntes den dygtige søn, at det nu var for småt igen, og han kiggede efter én, der var større. På et tidspunkt lykkedes det ham så at harpunere sanerqut qutdlungneq (? folden på dens side ? BS). I det samme begyndte den dumme mor, der havde en amaat-lignende hætte over hovedet, at glide ud mod vågen altimens hun bad sønnen være med til at holde igen i linen. Men han svarede blot: "Det er prisen for at du har været så nedrig. Hvis ikke du havde kastet skindsplinter i øjnene på mig, ville jeg nok havde haft medlidenhed med dig. Kom så, træk til!" Da hun nåede den snefri is fortsatte hun ud over iskanten ud i vågen med et stort plump, og hun forsvandt ned i havet. De kiggede efter hende, og da den harpunerede hval dukkede op i en anden våge, der lå lidt vest for, dukkede hun op sammen med den anîtaralugu (?), og da hun var på vej ned igen og kun den amaat-lignende hætte var synlig, råbte hun: "Jeg har ellers altid skrabet dit tis fra bukserne." Herefter hørte man kun boblerne der steg op. Således, siger man, ved at fæstne hende til en hvidhval, straffede han sin usle mor, der ikke var blevet ham til andet end skade. Endelig kunne bror og søster frit spise sig mætte i mattak og kød. For den, der ikke undte dem maden, var nu forsvundet.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Ofte snor moderen den amaatlignende hætte, der blir til hannarhvalens lange tand. Således opstod narhvalerne. Men dem findes der ingen af i det sydligste Grønland, hvor denne version er fortalt.

 

not [

 

Translation by Christian Berthelsen:

 

A true/real story (A woman who tried to kill her son using witchcraft)

It is said that a weak old woman had a son and a daughter. The daughter was the eldest of them and the son the youngest. After the death of their father they had only their poor old mother. The son grew up and became a skilled hunter, who could easily catch both land and sea creatures. Since her son had become such a skilled hunter, the stupid woman somehow came to believe that he would cause her harm.  Then one day when the son stayed at home to make a line, by stretching out strips of bearded seal skin, his mother sneaked up on him from behind and threw shards of skin into his eyes. In this way, she damaged both of his eyes, so that he was no longer able to open them. Then his sister went over to him, took him by the hand and led him home. Since he could no longer open his eyes, he could no longer not go hunting either.

 

As the son was in this state, his mother gave him but a single spoonful of the boiled meat which he had (previously?) caught , and therefore her skilled son no longer got enough to eat. Although his older sister felt sorry for him because their mother would not give him enough to eat she did not say anything, as she was afraid of the wretched old woman.

 

Then one winter's day, his older sister said to him, “A female caribou and its calf are on their way over here from the East.” Her little brother replied, “Give me my bow and arrow, and draw the bow when the animal is within range. If you aim the arrow at the female caribou, I ought to be able to shoot it as I usually do.” When the animals came within shooting distance, and were about to come to a halt, his little sister aimed the arrow at them. As they stopped she said, “Now!” Her younger brother sent the arrow flying as he usually had done, and they could hear it penetrating deeply.  The younger brother said, “It sounds just like the times when an arrow hit a caribou when I could still open my eyes.” Their stupid mother, who was standing by the house called out in a weak voice, “You hit erqo (?The rear end of the animal-CB). But his older sister said, “You hit the female caribou and it fell down.” He brought down the calf in the same way.

 

The older sister and the stupid mother flensed the animal and carried it home  and of course the calf too. Then the wretched mother got busy boiling the meat. When it was cooked and the clever son should have eaten his fill, he was, of course, only given a single mouthful.

 

The clever son's blindness became an increasingly grave problem for him in relation to the hunting he otherwise should have undertaken. So one day when they awoke, his older sister asked him if he wanted to accompany her when she went out to collect berries.  They left the following morning. When they came to a place with many berries, his big sister said that he could just stay where he was and grope around to find berries to eat, and meanwhile she would go further away and come back when she was finished picking berries. When she had gone, he lay down on his back and wished that there was someone who could help him. As soon as he was quiet, he heard the sound of wings coming closer to him from the East, and when the bird arrrived it said, “I will brush your eyes three times with my wings. Just lie completely still now!” My word!  It brushed his eyes. The first time they were brushed, he could sense the light; the second time he was able to open his eyes sagdlerujugput (?a crack, half-opened? BS); and the third time they were brushed he felt as though he could see even better than usual. Oh, how wonderful it was! He caught a glimpse of the bird at the last minute, just before it disappeared off into the East. He was very grateful.

 

When he got home, he asked his big sister to keep it a secret from their mother for the time being. Later, some more caribou passed by the place where they lived, and he brought them down with his bow and arrow. His miserable mother was so ill-mannered that she only allowed him a small amount of meat from his own caribou. But then her son said to her that she really ought not to be so stingy with it, since it was he who had brought the animal down.

 

 Then the winter came, and there was a layer of ice. One morning when the son went up to the look-out hill, he saw that there were belugas out in an opening in the ice.  He walked down again and as his whale hunting implements were already prepared, wanted to leave right away. He asked his big sister and their wretched mother to accompany him and hold on to the harpoon line when he harpooned a whale. They reached the opening in the ice and there was a tremendous noise when they rubbed against each other in the overcrowded area of open water. He was so keen that he harpooned the first two immediately and after he had administered the death blow, heaved them up with help from his older sister. The third time that he was about to harpoon one of them, he said to his pathetic mother that he wanted to tie the line around her. She said that he must not choose the largest whale. However every time the smaller whales surfaced, the clever son thought that they were too small and looked for a larger one. At one point, he was able to harpoon sanerqut qutdlungneq (? the fold on its side ? BS). With that, the idiot of a mother, who had an amaat-like hood covering her head, began to slide toward the opening in the ice all the while pleading with her son to help her to pull the line. But he simply replied, “That is the price you have to pay for being so mean. If you hadn't thrown shards of skin into my eyes, I might have felt some sympathy towards you. Come on now, pull harder!” When she reached the snow free ice, she continued over the edge of the ice with a loud splash and disappeared into depths of the sea. They looked for her and when the harpooned whale appeared in another hole in the ice a little to the West, she appeared along with it anîtaralugu (?). As she was going under again and only her amaat-like hood was still visible, she cried, “I always scraped the pee from your trousers, you know.” Thereafter bubbles could be heard coming to the surface. Therefore, it is said that he punished his wretched mother, who had only ever caused him harm, by attaching her to a beluga whale. At last he and his sister could eat their fill of muktuk / mattak and meat. For the one who would not let them to eat meat had now disappeared.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Hist.: The mother often twists the amaat-like hood, which becomes the narwhal's long tusk. Thus came the narwhal into existence. However, they are not found in the southernmost part of Greenland, where this version was told.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde

Print
Dokument id:1657
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 419, nr. 98. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn,

I, 1921, s. 364 - 365 : "Manden, som kørte med blåræve".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, hvis plejemor var heksekyndig.

Da han var den eneste af fangerne, der ikke havde hunde, blev der

gjort nar af ham.

Egentlig berørte det ham ikke, at man gjorde nar af ham. Men da

plejemoderen ikke brød sig om det, spurgte hun plejesønnen, om han

ikke kunne tænke sig at anskaffe sig hunde. Plejesønnen svarede, at

han egentlig godt kunne tænke sig at få hunde; og han spurgte hende

om, hvilke dyr der egnede sig bedst som hunde. Plejemoderen svarede:

"Jeg har hørt, at blåræve skal være meget velegnede til slædehunde

(eller: skal være gode at have som slædehunde).

Han spurgte så sin plejemor, hvor blårævene plejede at opholde sig

(eller: hvor blårævene havde deres huler). Plejemoderen svarede: "Jeg

har hørt, at de har deres huler på bagsiden af fjeldene."

Straks næste morgen tog han ud og han ledte hele den lange dag, men

kom tomhændet hjem.

Hele den næste dag var han igen på opsporing, men kom hjem uden at

have set en eneste.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han ikke kunne finde

nogen ræv. Efter at have lyttet tilham, sagde plejemoderen: "Næste

gang du tager derop, skal du, når du kommer til fjeldet, fremsige en

formular. Straks du fremsiger den, vil der komme ræve til syne fra

fjeldets venstre side."

Dagen efter, at plejemoderen havde fortalt ham dette, tog han afsted.

DA han nåede det høje fjeld, hvor han skulle fremsige formularen og

begyndte at fremsige den, kom den ene ræv efter den anden frem fra

fjeldest venstre side.

Da han havde samlet ti af dem og syntes, at det var nok, førte han dem

hjem. Han byggede sig en slæde, afprøvede dem, og de var så gode, at

han trænede dem grundigt og begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

En dag tog han ikke ud på fangst og ville egentlig være blevet hjemme;

men hen på eftermiddagen spændte han hundenne for og tog over til de

fangere, der plejede at gøre nar af ham. (De kunne ikke se ham), lige

før han nåede frem, gjorde de nar af ham og grinte meget, fordi de

syntes, at hans hunde var så små.

Men da han nåede frem, tog de alligevel godt imod ham og gav ham godt

og rigeligt at spise.

Ved hans afrejse sagde de: "Lad os løbe foran dine hunde!" Og han

svarede dem: "Mine hunde er så langsomme, at de ikke kan løbe jer op!"

Men da de, der gjorde nar af ham, blev ved, tog de (altså: både

slæden og mændene, der skulle løbe foran) bare afsted. Allerede i

starte, gav mændene sig til at løbe hurtigt, og hundene kunne ikke

følge med. Men da mændene begyndte at grine voldsomt og vende ansigtet

imod ham, sagde han til sine hunde: "Løb til, og sæt farrten op!"

Straks gav hundene sig til at løbe med en sådan fart, at de lignede

fugle i lav flugt over isen.

Han indhentede de mange mænd, kørte imod dem, kørte videre og kom

efterhånden mere og mere ude af sigte.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han havde hævnet sig på

de mange mænd. Plejemoderen svarede ham: "Det var de selv ude om!"

Da det var sagt, gik han ud til sine hunde og sagde: "I kan gå hver

til sit; Jeg har ikke længere brug for jer her."

Straks løb hundene bort, den ene efter den anden. Da han havde sendt

dem alle bort, gik han ind.

Sidenhen brugte han aldrig slæde igen, og ingen har hørt mere til

ham.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Ormene og lusene

Print
Dokument id:433
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ormene og lusene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskriftet har ikke kunnet identficeres.

 

Redaktør: Søby, R. M.

 

Resumé: I de ældste tider beslutter ormene og lusene at ro om kap til

menneskene. Dem, der kommer først, skal leve på mennesker. Taberne skal

bo i jorden. Lusene ror med små, hurtige tag, ormene med lange, seje

tag. En årebinding springer skiftevis på de to både, men lusene kommer

først, og den allerførste lus springer endog i vandet, inden båden

lægger til, i sin iver. Lusene elsker lugten af hår. Ormene, der

borer sig dybt ned i jorden, bliver jordens lus.

 

Var.: Søg på orm og/eller lus. En meget udbredt fortælling

Pebersvendens lufttur i kajak

Print
Dokument id:2080
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pebersvendens lufttur i kajak
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 171
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 180 - 181: "Nukappiatoqqap qajaasaarnera".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

En pebersvend, der bestemt ikke ynder sange hører en dag ude i kajak en dejlig sang fra en konebåd om at sejle ind ad den lange fjord mod Quiartertarfik, hvor der er så dejligt. Han får lov at følge med en hånd i rælingen. Pludselig hæver konebåden sig og flyver, og ungkarlen synger med.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune. Traditionel fortælling.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Kommentar: De nævnte sange: oversættelsen siger tryllesange, glosen er immertoq, der har betydet en selvsang, dvs. den sang man selv vil synge i en sangkamp.

Hyppigst ender fortællingen med at kajakmanden på hjemvejen - alene - flyver direkte ind i sit hus, hvor han sommetider dør i crashet mod væggen.

Peqilaq og Iippik

Print
Dokument id:2315
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Peqilaq og Iippik
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 66
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

En af Nappartuku / Napartuko og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. Deres to yngste sønner hed Peqilaq og Iippik. Peqilaq blev ved kolonien kaldt "sæbedrengen" fordi han engang havde forgrebet sig på et stykke sæbe og spist det, så han skummede i lange tider derefter. Han omkom senere i kajak. Isen skar hul i betrækket, kajakfællen Job fik ham op på en isflage og iklædt ham sin sweater, men isen langs kysten hindrede Job i at hente hjælp i tide. Iippik blev kendt for at en dag helt uforberedt at have stødt sin kone så voldsomt i ryggen på briksen, at hun faldt død forover på stedet. Alle fandt det mystisk, men Johan Petersen fik til sidst sandheden - men ikke årsagen til stødet - frem. De to brødre var iøvrigt ikke på god fod med hinanden. Peq. fik forpurret Ii.s mordplaner mod en vis Atatsivad, der nåede at flygte til Sermilik-fjorden.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq

Print
Dokument id:808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 39
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: side 367:

"Píkuakitsainât / Pikkuakitsaanaat (den korthårede), der flygtede"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Pikivakitsanaat der flygtede.

Det fortælles, at man om Pikivakitsanaats væsen brugte betegnelser,

der udtrykte det modsatte af det faktiske. Fordi hun havde så langt

hår, kaldte de hende for hende med den lille hårtop. Engang, mens

hun redte sit hår, før hun skulle ud og høre sangkamp, kom der en

kvinde og sagde til hende: "Pikivakitsanaat, din svigerfar og din mand

vil dræbe dig." Hun svarede: "Hvem sagde det?" Den besøgende svarede:

"Jeg hørte dem selv snakke sammen." Pikivakitsanaat svarede:

"Det kan ikke passe. Min mand og min svigerfar kan umuligt ønske at

dræbe mig." Lidt efter gik den besøgende ud. Det varede ikke længe, så

kom der en anden og sagde: "Pikivakitsanaat, jeg har hørt, at din mand

og din svigerfar agter at dræbe dig." Hun svarede: "Det kan ikke

passe." Mens hun endnu fremturede, kom der endnu en og sagde:

"Pikivakitsanaat, du må flygte, din mand og din svigerfar vil dræbe

dig." Til sidst troede hun på dem; og i hast fik hun sit lange hår

bundet; så gik hun og lod sit sovende barn ligge alene tilbage.

 

Hun flygtede og kom til en stor elv. Hun krøb bag vandfaldet. Da hun

havde været dér et stykke tid, lød der stemmer Det var dem, der var

ude at lede efter hende. De søgte så ihærdigt,

at hun var lige ved at træde frem; men så hørte hun én sige: "Man

kunne have dræbt hende for længe siden. Hvor blev hun dog af?" Hun

kunne nemt genkende sin svigerfars stemme. Nu ville hun ikke længere

hjem. Da det blev aften  gik hun ud og drog af sted indefter.

Mens hun vandrede, fik hun på den anden side af en fjeldtop øje på

en stor fjord, hvor der altid var is. Hun gik videre på isen og fik

øje på nogle dyr forude. Hun kunne se, at det var en hunbjørn med to

unger. De var ved at komme helt hen til hende, da hun kom i tanker om,

at  hun  havde en vise som amulet. Hun forsøgte at flyve, og det

lykkedes til sidst. Lige da hun fløj fik hunbjørnen fat i snippen af

hendes pels med tænderne, så den gik af. Da hun var kommet forbi

isbjørnene landede hun og vandrede videre. Så så hun en

mørk prik forude. Den nærmede sig, og hun kunne se, at det var en

slæde. Da slæden nåede til hende, sagde slædeføreren: "Hvor skal du

hen?" Hun svarede: "Min mand og min svigerfar ville dræbe mig." "Har

du ikke set bjørn?" spurgte manden. Hun svarede: "For lidt

siden vandrede en hunbjørn og to unger forbi." Manden sagde: "Vent

her, jeg kommer snart igen." Med de ord kørte han videre. Men det varede ikke så længe, så viste han sig igen. Han havde fanget alle bjørnene. Han fik hende op på

slæden og kørte. Undervejs fortalte han: "Jeg har tre koner, som

er grådige (? nerrersiuvit), med store underliv (? akivarkortunere)

ikke så små lår / de skal forsynes med ikke så små kødparter

(upáminakasíngitsut). Han fortsatte: "Mine koner går aldrig ud. Kun

når jeg kommer hjem fra fangst kommer de udenfor. Når vi når frem

til mit hus, skal du ikke gå ind. Når jeg har rejst slæden op,

skal du gemme dig bag ved den. Først når de er gået ind, må du stille

dig ved vinduet. Og når jeg siger: "Vi har da ellers en gæst,"  må du

komme ind."

 

Noget senere nåede de hjem til huset. Da manden

havde ordnet sin slæde, råbte  han ind og sagde, at den første, der

rørte ved den største, skulle få den. Lidt efter viste de sig alle

tre - hver især med en voldsom stor vom. Den første fik den største

af bjørnene. De fik hver sin bjørn. Hun så, at de flænsede samtidig

med, de spiste. Da de var færdige, gik de ind, og hun stillede sig ved

husets vindue. Hun kiggede ind og så, at de spiste (? utinatortut).

En af dem puttede bjørnens store ben ned i gryden. Så såre den øverste    

del af kødet var blevet hvidt, tog hun det op af gryden og spiste det.

Sådan spiste de. Efterhånden som de blev mætte, blev kødet mere

gennemkogt. Så sagde en af dem: "Kom med mit bælte." Manden gav hende

et stykke skind, der skulle spændes om maven (?) for at den ikke

skulle sprænges. Alle tre fik sådant et stykke skind. Lidt senere

sagde manden: "Vi har ellers en gæst." Idet han sagde det, hørte man

klirren af uluer. Imens bemærkede manden: "I skylder hende tak, for

det er hende, der har fanget de bjørne, I spiser." De udtrykte deres

taknemlighed og bad hende komme indenfor. Hun gik ind, og de bad hende

sætte sig ned. De gav hende en hel kølle af bjørnen. Pikivakitsanaat

kunne naturligvis ikke spise det hele. Da hun holdt inde, sagde de:

"Du spiser jo ikke ret meget." De kiggede undersøgende på hende

og undrede sig over, at hendes mave og underliv var så småt. Undervejs

havde manden fortalt hende, at hun skulle sove ved fodenden af

briksen, hvor han lå; og at han ville vække hende ved at sparke til

hende; for hvis hun lå ved fodenden hos kvinderne, risikerede hun at

blive dræbt.

 

Lidt efter faldt de i søvn. Pikivakitsanaat var lige faldet i søvn, da

hun blev vækket, og hun skrævede over ham, der vækkede hende og gik

ud. Hun gik sin vej. Da de grovædende kvinder vågnede, tog de

deres uluer og huggede løs med dem i fodenden. Men gæsten var der

ikke. Hun var smuttet. De ærgrede sig, og sagde til deres mand: "Du

har hjulpet hende ud." Han svarede: "Jeg har ikke hjulpet hende ud.

Hun er selv gået." De ærgrede sig enormt, men der var ikke andet at

gøre. Pikivakitsanaat gik nu nedefter. Da hun nåede ned til stranden,

så hun en konebåd, der var ved at tage af sted. Hun gik ned til

konebåden og spurgte: "Må jeg ikke komme med." Ham, hun spurgte,

sagde: "Det er nok et spøgelse; jeg hører nogen fløjte." Det viste

sig, at Pikivakitsanaat, som selv troede, at hun sov én nat, havde

sovet et helt år. Det viste sig, at hun var blevet en dødning.

Derfor kunne ingen i konebåden se hende eller forstå, hvad

hun sagde, fordi hun var en dødning.

 

Var.: Datteren som gik qivitoq, minder om denne.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Minder iøvrigt en del om qivittoq-fortællinger, hvor qivittoq'en dog sjældnere er traditionens landånder og hyppigere andre qivittut og dyr el. fugle.

Dette kunne tale for, at qivittoq-fortællinger har afløst de mange traditionelle fortællinger om personer der går hjemmefra i vrede og møder forskellige ånder, eller som går til indlandet med det formål at opsøge hjælpeånder i indlandet

Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen

Print
Dokument id:1447
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 253 - 261
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Púkitsulik".

Se også Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe" side 57 ff "Støvlemanden"

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 3 - 12 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 172 - 181: "Púkitsulik" / Pukkitsulik.

 

Resumé:

Pukkitsulik ("hollænderen") er ung, ugift og bor med sin mor på en boplads i

syd. Han fanger om vinteren en blåræv i en fælde, og moderen

fortæller, hvor ivrige de hvide, der handler med fristende varer oppe

i nord, er for sådanne skind. P. bygger sig en konebåd til

sommerrejsen og røver på afrejsedagen bopladslederens stærke datter,

der hidtil egenhændigt har smidt alle sine friere på porten. Hendes

far kommer efter hende på den første boplads, hvor de overnatter, men

hans kastevåben preller af på P.s ryg, fordi han har iført sig sin

babyanorak af tarmskind. Til at ro båden røver P. flere stærke piger

undervejs. P. modtages godt af en mængde mennesker på en sommerplads

(aasivik) i nord, hvor ankomsten af et skib vækker vildt postyr, og P.

har slet ikke fået handlet, da han kommer til sig selv oppe på

"udsigten". I den tidlige morgen ror han alene ud til skibet, hvor

nogle søvndrukne matroser har lyst til at snighandle men ikke kan enes

om, hvem der skal købe de ræve- og sortsideskind, som P. viser dem

nede i sin kajak. Kaptajnen kommer til, tæver matroserne, og da han

har beordret P. hejst ombord i kajakken, bliver der stadig intet ud af

handlen fordi P. falder i undren, først over takkelagen, så i

kaptajnens kahyt over virkningerne af et spejl og et pendulurs

gentagne svingninger. Han blir båret op på dækket, hejst op i råen og

man begynder forgæves at skyde til måls efter ham med dårligt sigte og

slette bøsser. Ingen kugler bider på ham. Han må være en stor

åndemaner / angakok / angakkoq og skyderiet ender i ren farce. P. blir hejst ned igen, får frit valg mellem bøsser og belæsses med så mange andre gode varer for

sine skind, at kun hans næse er synlig over havet, da han ror hjem.

Moderen, der har genkendt hans næse på afstand, trækker ham i land med

alle varerne. Undervejs tilbage mod syd afleverer han alle de stjålne

roersker, men da faderen til den første pige derhjemme netop er død,

stensætter P. ham med mange tunge sten som tak for sidst og lever

resten af sit lange liv med datteren.

 

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; den indledende rejse: Mannik; Piratskibet; To stærke brødre;

 

Hist.: Bortset fra P.s navn referer denne herlige farce snarere til

snighandel med skotter og briter i 1800-årene end til den med

hollænderne i 1700-årene.

 

Kommentar: bemærk babydragten af tarmskind, der er en pooq (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor) med klar reference til Østgrønland

Qavángarnisánguasik / Qavanngarnisannguasik / "Den lille sydlænding"

Print
Dokument id:422
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Louise
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavángarnisánguasik / Qavanngarnisannguasik / "Den lille sydlænding"
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 58
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 3536, II, 4'læg 19, side 1 - 15: Qavángarnisánguasik

Nedskriveren er ikke Knud Rasmussen, men ?

 

Nyoversættelse ved Apollo Lynge: se ndf.

 

Resumé:

Qavanngarnisannguasik. Den lille sydlænding.

Som det fremgår af fortællingen er Q. lille, stærk, modig, gavmild

med sin fangst, antiautoritær, snakkesalig, lattermild og håner alle,

især nordlændinge og "stærke" mænd, der tror de er noget og er

uhøflige overfor fremmede gæster.

Hjemme i det sydligste Grønland hører han om en kæmpebjørn i nord, som

han vil prøve kræfter med. Rejser år efter år mod nord med

overvintringer undervejs, forhører sig om bjørnen, og langt mod nord

ved man endelig noget. Bjørnen bor endnu nordligere. På den nordligste

boplads bor to brødre, "Bredryg" og "Stornakke" med deres koner i hver

sit  hus. De er ugæstfri. Q. besøger først Bredryg og hører, at

bjørnen har ædt Stornakkes søn. Besøger Stornakke, der udfordrer ham

til at trække armkrog, men blir den lille. Q. får ham med ind over

land på hævntogt mod bjørnen. Placerer Stornakke øverst på en flad

fjeldtop. Fjeldet har flere afsatser, hvor Q. i spring anbringer store

sten fra fjeldets fod, hvorefter han alene og med en bittelille,

snavset kniv vandrer længere op mod indlandsisen. Kæmpebjørnen

ankommer fra nord. Q. ser kun dens åndedræt som en tyk rimtåge og

kalder uafbrudt på den. Lader den forfølge sig tilbage mod bjerget.

Indhentes flere gange af bjørnen, går ind i dens tåge, stikker

råbende og snakkende bjørnen med sin lille kniv, og får den til sidst

hen til bjerget, hvor han fra afsatserne kaster sten i hovedet på

den. Stornakke, der har en enorm lanse af narhvalstand med trekantet

od, gemmer sig rædselslagen. Da Q. er nået til tops slynger han den

overstore lanse i bjørnen med et dræbende kast. Giver bjørnen til

Stornakke, fordi den har ædt hans søn, men udskærer som bevis på sin

dåd fem af dens hår med fedt og kød helt ind til benet. Overvintrer på

de to brødres boplads og viser sin overlegenhed som kajakroer i al

slags vejr, endog i føhn-storme.

Begynder hjemrejsen næste forår. Hjemme på hans egen egn i

Sydgrønland har en "stærk mand" opkastet sig til herre over en

boplads, hvor alle andre sulter, fordi de ikke tør gå på fangst og den

stærke ikke deler ud af sin fangst. Q. bespiser dem først alle med kød

af sine egne medbragte fangster, tar derefter egenhændigt fangstpart

af to hvalrosser, som Den Stærke bringer hjem, og deler ud af dem.

Besøger Den Stærke med alle hans koner, opfordrer ham til at give sig

smagsprøve af hvalrosserne, henter den selv, et enormt kødstykke,

jager alle bopladsens gammeljomfruer og pebersvende inden for hos

Den Stærke og Q. deler selv ud af kødstykket. Næste dag udfordres han

til brydekamp af den stærke, der er på nippet til at tage livet af den

stadig snakkesalige Q. Men Q. får til slut overtaget, snurrer rundt

med den forvirrede og målløse Stærke, presser ham til blods og slynger

ham til døde mod en klippe. Bopladsfællerne udråber Q. til deres nye

herre, men han afstår og tilskynder dem som frie mennesker til at

fange som de vil og aldrig igen lade nogen bestemme over sig.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Qavanngarnisannguasik.

Sydlændingen, Qavanngarnisannguasik (den skikkelige sydlænding) som han hed, drog mod nord da han havde hørt om en vild og menneskeædende bjørn deroppe. Hvert forår brød han op og fortsatte længere og længere nordpå og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Og hver gang han traf mennesker sagde han uden omsvøb: "Har I hørt om en menneskeædende bjørn?" Sådan sagde han, og så først begyndte han at tale om dagligdags ting. Når foråret nærmede sig tog han igen afsted, og hver gang han så efter en lang vejs rejse gerne traf mennesker spurgte han uden omsvøb: "Har I ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Når folk så havde spurgt hinanden om det sagde de: "Nej, vi har ikke hørt noget, og bliv nu her."  Men han drog videre og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Mens han stadig var undervejs nordpå kom han engang hen mod foråret til mennesker langt, langt mod nord. Da han nærmede sig stranden, råbte han ind mod land: "Har I heller ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" "Jo, bjørnen holder til ikke så langt nord herfor!" Da klappede han i hænderne og råbte: "Mange, mange tak!" Qavanngarnisannguasik sagde så: "Vi fortsætter hele natten op til bjørnen." Og de drog videre uden at gå i land.

       Det blev dag mens de stadig var undervejs. Hen over middag kom de til mundingen af en fjord, og da de havde roet et stykke tid, kom de til et næs, og ved en lille vig så de to huse, det ene længere oppe end det andet. Det viste sig at være to brødre, den ældste, der boede nederst, hed Qatingak, og den anden, øverst boende, hed Kassortooq. Der kom mennesker ud af husene, men de gik ind igen uden at sige noget. Da Qavanngarnisannguasik blev klar over deres manerer hånede han dem højlydt. Qavanngarnisaq bad så sine to koner skynde sig. De bragte husgerådet i land, rejste teltet og indrettede sig. Qavanngarnisaq løb op mod huset, det nederste hvor den ældste bror Qatingak boede. Da han kom ind så han, at også han havde to koner, og at han lå der mellem sine to koner. Da Qavanngarnisaq så ham sådan, råbte han af sine lungers fulde kraft og hånede ham med disse ord: "Man får besøg, men hilser ikke; jeg er på besøg nu, sæt dig op!" Da han havde sat sig over ende spurgte Qavanngarnisaq: "Har du ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Så svarede Qaatingak: "Det dumme bæst; min bror deroppe og jeg vil helst ikke høre om det." Qavanngarnisaq spurgte så: "Hvordan er den da?" Qaatingak svarede: "Faktisk har det bæst deroppe fanget og ædt min bror Kassortooqs søn." Qavanngarnisaq råbte så meget højt for at forskrække ham og sagde: "Ti stille og græd ikke mere, jeg tager derop på besøg og kommer senere tilbage til dig." Han gik ud og opad. Da han kom ind til Kassortooq så han, at også han havde to koner, og kun hans fodsåler var synlige mellem de to koner. Ved det syn råbte Qavanngarnisaq at han skulle sætte sig op. Da han så satte sig op, sagde Qavanngarnisanngivasik med sin vanlige stemmepragt: "Det eneste jeg vil høre noget om er den menneskeædende bjørn; fortæl nu noget om den. Det er ene og alene fordi jeg har hørt om den, at jeg er rejst så langt herop nordpå." Efter en rum tavshed svarede han: "Det dumme bæst deroppe har fanget min søn, der opsøgte den da han var nået så vidt at han kunne løbe alle landdyr op, men han blev dræbt på en stor vidtstrakt slette." Efter de ord tog han et stort sålelæderskind frem fra hulrummet under briksen. Og efter at have taget sit tøj af bad han Qavanngarnisanngivasik udfordre ham. De begyndte at trække armkrog og blev længe ved. Da Qavanngarnisaq mærkede at styrken i Kassortooqs armtræk ikke længere ændrede sig, trak han den andens arm til sig og slog ham på siden med håndfladen, eller stak ham en lussing; hans modstander vendte bare (den anden?) kinden til, holdt inde og gik hen og satte sig. Da han nu havde sat sig sagde Qavanngarnisanngivasik: "Nu er jeg godt søvnig, men i morgen følges jeg med dig derop," og så gik han ud af huset. Da han kom ned, gik han ind i sit telt. Han sagde til sine koner: "Lad os gå i seng." Og de lagde sig. I daggryet stod Qavanngarnisanngivasik op, fordi han havdet et meget lille søvnbehov, og så strammede han alt der kunne strammes i sit tøj. Da han var færdig med det, så han hen på sine koner og sagde: "Hvis den menneskædende bjørn fanger mig, kommer jeg ikke tilbage; hvis jeg dræber den, kommer jeg tilbage." Han gik ud og op til Kassortooqs hus. Da han kiggede ind af vinduet så han, at denne først var ved at stå op, og så skrålede han ind til ham. Da han bagefter kom derind spurgte han: "Har du nogen våben du kan bruge?" Den anden svarede: "Derude har jeg et, som jeg mente var egnet, da jeg var ung, du kan se på det." De gik ud og den anden gik op på hustaget og tog et stort stykke træ med en fæl stødtand i den ene ende, og i den anden en bred knivlignende spids. Qavanngarnisaq tog våbnet og sagde: Det må du tage med, for det er for stort til mig. Se nu hvad jeg synes er velegnet." Han viste ham sin kniv med bare et fast skaft så langt som en underarm og et knivsblad så langt som en pegefinger. Endelig begav de sig ind over land.

       Nogen tid senere kunne de se en stor fjord, hvis bund de kun lige kunne skimte. Kassortooq sagde: "I min ungdom mente jeg at de dér ville være gode at tage sin tilflugt til. Hans lille fælle kiggede op og så en høj brat fjeldside, hvor der var fire afsatser med toppen som den femte. Qavanngarnisanngivasik sagde: "Kassortooq, du bestiger toppen og bliver der." Da han begyndte at klatre op, gik den anden nedover. Da han nåede bunden så han dér på siden en masse sten. Han gik derhen og fyldte favnen med sten og sprang derfra med dem op på den nederste afsats. Han gik ned igen, fyldte igen favnen med sten og sprang op på den anden afsats, og sådan lagde han sten på alle afsatserne. Han kiggede efter sin fælle og så, at han stod der oppe på toppen og kiggede mod øst. Da han så ham stå sådan begav Qavanngarnisanngivasik sig så omsider mod øst ad den store slette, blot med sin simple kniv. Han viftede med kniven og sagde: "Se nu denne sølle, rygende, lortestinkende kniv, og den skal jeg bruge mod den menneskeædende bjørn." Han gik videre ad den store slette og kom til sidst langt østpå. Da han standsede så han på afstand ud som en fugl, så langt væk var han. Qavanngarnisanngivasik gav sig så for sjov til at råbe lige ud i luften. Da så han dér nord for fjordbunden en stor tågebanke på en nunataq på indlandsisen, der ligesom flyttede sig, men der var ingen krop at se under den; det lignede luftens tåge, men det var altså den menneskeædende bjørns ånde. Denne tåge nåede nu ud på den store slette, og endnu kunne man ikke se bjørnen. Så kunne Qavanngarnisanngivasik se den store bjørn under tågen. Da han nu havde set den, begyndte han at råbe "bjørn!" af fuld hals. Bjørnen hørte ikke noget endnu, og da den stadig intet hørte råbte han endnu højere: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" (Bjørn, bjørn, endelig en bjørn - resten er vrøvleord, måske fra en børne-lege-remse?). Endelig standsede den store bjørn. Qavanngarnisaq råbte: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" Så vendte den store bjørn sig endelig mod ham. Qavanngarnisaq løb nu tilbage alt hvad han kunne. Så nåede den store bjørn hen til ham. Han så sig tilbage, vendte sig mod den og forsvandt i den store tåge. Længe efte dukkede han frem og skreg: "Bjørnen er så stor, at dens ånde er som tyk, tyk tåge. Den er lige så hurtig som en kanin eller en mus." Han kiggede sig tilbage, og mens han råbte bjørn, gik han ind i tågen igen, lige før de nåede den store fjeldvæg. Han var meget længe væk, og langt om længe dukkede han frem af tågen igen, mens han stadig råbte bjørn og sagde: "Sådan en stor bjørn har jeg stukket med denne min sølle, rygende kniv, mens jeg sprang over den og under den; en kniv med et blad så langt som en pegefinger og skaftet så langt som en underarm." Han råbte op til sin fælle, der stod på toppen af det store fjeld: "Nu må du rose mig!" Og mens han stadig talte kiggede han sig tilbage og så, at bjørnen havde nået ham, og mens han stadig råbte bjørn, forsvandt han igen ind i tågen. Han blev meget længere derinde end forrige gang, og langt om længe dukkede han frem af tågen, netop som de nåede fjeldet. Han fælle kunne nu se, at den store slette var fyldt med blod.

Qavanngarnisanngivasik sprang så op på den nederste klippehylde. Da den store bjørn kom efter ham, tog han en stor sten og slyngede den mod bjørnen. Så sprang han op på den næste fjeldhylde. Da den store bjørn igen kom efter han, kastede han igen en enorm sten på den. Så sprang han op til den tredje afsats, og den store bjørn hvilede nu sine forlabber på på den nederste afsats. Mens han søgte efter en sten at kaste med, kiggede han på sin store fælle. Denne så ud som om han var lige ved at græde, mens han søgte efter en sten at kaste med og hele tiden skelede til den store bjørn. Den anden sprang nu op og puffede til ham, så han trillede et stykke. Qavanngarnisaq tog så en sten og vendte sig med den store bjørn og opdagede, at den var lige ved at komme op. Han smed stenen væk og tog sin fælles våben, den med den store stødtand på spidsen, og med den stak han den store bjørn i hjertekulen af al kraft. Den store bjørn væltede omkuld, og da den faldt ned ad fjeldsiden lød det som et isfjeld der kælver, og han glemte helt sin store fælle. Da den store bjørn var faldet ned på den store slette, kiggede hans store fælle ned efter den og så, at Qavanngarnisaq dernede strøg den med hånden over siden, mens han sagde: "Ii, ii, jeg har dræbt en menneskeædende bjørn, kom nu ned, du." Da han kom ned spurgte Qavanngarnisanngivasik: "Hvad gør vi med den? Godt nok har du spillet med musklerne, men i forhold til mig er du som et barn. Prøv aldrig mere at bruge kræfterne over for en mand som mig, men hvad skal vi gøre med den store bjørn? Jeg selv skal ikke nyde noget af kødet, fordi den har spist din kære søn. Jeg vil have bjørnehår som jeg kan vise frem når jeg kommer hjem, og jeg skal have det med både spæk og kød." Han skar nu fem bjørnehår af med det hele lige ind til knoglerne, og selv om det var så lidt, vejede det meget mere end en hel sæl. Hans store fælle fik også meget at bære på, og de begav sig hjemad.

       Da de kom hjem, råbte Qavanngarnisanngivasik til sine bopladsfæller, at de skulle skynde sig ud. Først da de kom ud allesammen, satte Qvanngarnisaq sig ned. Han begyndte at fortælle med høj stemme: "Da jeg begyndte at gå ad den store slette, var der ikke noget at se. Inden jeg nåede bunden af den, begyndte jeg gentagne gange at råbe "bjørn!" bare sådan ud i luften. Til sidst kom der en stor tåge for enden af sletten, og det var altså bæstets ånde, og jeg råbte endnu højere. Den store tåge standsede, og så råbte jeg enormt højt. Den begyndte så at komme hen mod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne vestover. Så, se nu på mig! Hvis I kigger væk kunne jeg finde på at slå jer. Så kom den hen til mig, og jeg begyndte at stikke den mens jeg sprang hen over den og ind under den, og havde den været så stor som en almindelig bjørn, havde jeg forlængst dræbt den. Jeg lagde mærke til, at den havde is på pelsen på begge sider, og derfor kunne jeg ikke dræbe den med denne elendige kniv. Jeg blev meget vred, og jeg var ved at blive kvalt af den ånde og af slettens tåge, og derfor løb jeg væk fra den. Det tog lang tid før den nåede mig igen, og jeg begyndte igen at stikke den mens jeg sprang hen over og ind under den, og efter et godt stykke tid var jeg igen ved at blive kvalt i tågen, og så flygtede jeg igen, men den var lige så hurtig som en kanin eller en mus."

       "Nu bliver jeg her fordi det allerede er vinter," og Qavanngarnisaqs overvintrede på stedet. Denne vinter oplevede Qatingak og Kassortooq at Qavanngarnisanngivasik også havde magt over stærke storme. Under disse storme fangede han den ene sæl efte den anden. Qavanngarnisaq begyndte at invitere brødrene hjem til sig, og han bød på friskt og nyfanget sælkød. Disse to brødre, der begge var storfangere, kunne efterhånden ikke hamle op med ham. Endelig nærmede foråret sig, og så begyndte Qavanngarnisanngivasik sine forberedelser, for nu ville han hjem. Da det endelig blev forår gav de sig til at ordne og stuve deres ejendele. De to brødre ville nødig skilles fra ham på grund af hans åbne væsen. Da vejret var godt skulle de endelig af sted, og efter at have sagt farvel, rejste de. Alle steder han traf mennesker fortalte han om bjørnen. Ind i mellem rejste han bare forbi folks bopladser, men når hans konebåd begyndte at lække gik han i land. Endelig kunne han på et tidspunkt skimte sit hjemegns fjelde. Han slog lejr hvor der var folk, og han fortalte som sædvanlig udtømmende om bjørnen, da han nu var kommet til sydlændinge som han selv: "Da den menneskeædende bjørn var på vej ud på sletten, lignede dens ånde tæt tåge, og den var så hurtig som en kanin eller en mus," og slutningen fortalte han meget malende. Da han tav, sagde de mennesker han opholdt sig hos: "Bliv nu bare her på stedet. Ham den unge hårdhjertede mand på din boplads, du ved, er blevet en stor og mægtig mand og har dræbt sine kajakfæller, og nu er det ham alene, der ejer farvandene og sælerne. Hans bopladsfæller tager ikke mere på sælfangst, og når han kommer hjem efter fangst og hører om én, der har været på fangst, dræber han ham straks ved hjemkomsten, så bliv du hellere her." Da hujede og skreg han med ordene: "Jeg standser ikke før jeg har betrådt mit fødested, og jeg vil sætte min fod dér i morgen." "Jamen, så farvel da," svarede de.

       De tog af sted, og efter at have rejst et godt stykke tid, kunne han endelig se sin boplads. Han roede derhen og de kom helt tæt på stranden uden at der kom mennesker ned. De var begyndt at losse, da enkelte mennesker begyndte at komme, og de var stille og sagde ingenting, og det var altså af frygt. Da konebåden var losset og de var færdige, gik de tilbage igen. Da de var færdige rejste de deres telte og flyttede ind. Han sagde så til sine koner: "Disse mennesker er alt for sultne, invitér dem herover allesammen, både kvinder og mænd." De kom hver og en, og da de var kommet ind, satte konen forskelligt mad frem, og der var både flænsebidder, letgærede bidder, frisk kød og tørret kød. Gæsterne sagde: "Vi kan ikke engang længere ro i kajak af angst for den mægtige mand. Han vil at han alene skal ro i kajak, og når nogen har været ude at ro, dræber han ham, når han kommer hjem. Når han ind imellem træffer dem på havet, dræber han dem fra sin kajak." Efter at gæsterne var gået og det blev eftermiddag sagde de: "Nu er han dukket op derude." Han kom til land og det viste sig, at han havde to hvalrosser på slæb. Hans koner kom ned, og da han havde ordnet sin kajak tog han fat i hvalrosserne og halede dem op, så kun baglufferne rørte vandet. De gik op og kom ikke ud igen.

       Qavanngarnisanngivasik tog nu på besøg. Da han kom ind i huset så han kun mandens fodsåler mellem hans koner. Qavanngarnisaq råbte så højt, at konerne blev helt forskrækkede. Han satte sig og sagde: "Jeg er kommet på besøg for at få fangstpart af din fangst, der ligger dernede." Da den anden ikke sagde noget, gik han ud. Han gik ned og tog fat i den ene hvalros, stillede den på hovedet, tog fat i baglufferne og rev den lige midt over med ordene: "Iihii, nu har jeg revet den midt over med de bare næver." Han tog også fat i den anden og rev de midt over. Han tog de to hvalroshalvdele ved lufferne og bar dem begge to på én gang op til sit telt og lagde dem ved siden af teltet og sagde: "Disse mennesker er alt for sultne, del kødet ud." Konerne delte begge hvalrosserne ud og begyndte selv at koge kød. Qavanngarnisanngivasik gik nu op til huset igen. Da han kom ind i huset så han stadig kun mandens fodsåler. Han råbte nu: "Værter plejer ikke at opføre sig sådan, kom nu, skynd jer, jeg længes stærkt efter flænsebidder af hvalrosserne." Da værten satte sig op hviskede han til sin kone. Han så manden hviske til konen. Hun tog så en tallerken og gik udenfor huset. Da hun kom ind igen lagde hun den på gulvet og satte sig ned. Qavanngarnisanngivasik så at der lå en lille flænsebid af en sølle ringsæl. Han råbte: "Det er ikke den slags jeg har manglet, mens jeg har været på farten; nu går jeg selv ned og skærer mig et stykke." Han gik ud. Lidt efter kom han tilbage med et stort flænsestykke og sagde: "Nu henter jeg de arme stakler, der ikke har nogen til at fange for sig." Så gik han ud. Han kom tilbage og gennede dem ind. Han satte sig og opdagede så, at en af dem var så bange at hun prøvede at skære en bid af mens hun krøb under teltforhænget. Qavanngarnisaq råbte for at forskrække hende, og væk var hun. Og han opdagede at der ikke var noget tilbage til ham. Igen gik han ned for at skære sig et stykke, og så kom han ind med et stort stykke. Han hentede også de gamle ungkarle der så kom ind, og igen råbte han sin vane tro til én af dem for at forskrække ham. Nu havde han budt alle kvinderne og mændene.  Qavanngarnisanngivasik søgte altid efter glæde i sit liv og derfor bød han dem allesammen på noget at spise. Da det endelig blev aften gik de til ro og sov. Mens Qavanngarnisanngivasik stadig sov lysnede det. Der blev råbt udefra, at Qavanngarnisanngivasik skulle skynde sig, før hans modstander ventede ham til brydekamp, og han vågnede forbavset og nedslået op. Da han var stået op gav han sig dog til at spænde og stramme alt sit tøj. Da han var færdig begyndte han at græde, fordi hans brydemodstander så så svær og kraftig ud. Han gik derop, skønt modstanderen ovenfra sagde, at han skulle løbe. Så fik han øje på folk, og nåda, hvor var der mange! Han kiggede sig omkring og så sin store modstander lige foran alle de mange mennesker, og hvor var han dog stor. Han begav sig alligevel derhen: "Godt nok er jeg meget lille, men brydes med ham skal jeg da, og se, hvor er han stor og kraftig." Så gik han hen hen til ham og lagde armene om han. Da han havde fat sagde han: "Iih, hvor han dog lugter af blod." Qavanngarnisanngivasik glædede sig så meget til brydningen, at han teede sig som en yngling, mens modstanderen lignede et stort klippestykke. De begyndte at brydes og Qavanngarnisaq blev løftet op. Da modstanderen løftede ham op sagde han: "Ii, nu løfter han mig op, så holder jeg op med at gøre modstand, ii, sikke hurtigt han svinger mig rundt, se nyisen derude." Tænk, han så isfjeldene ud i eet, så hurtigt blev han drejet rundt. Han sagde: "Mine to pusterør (seqqortartoq (sg.) seqqortartut (pl.): knaldhætte el. fænghætte; el. betegnelse for blærer el. lign. der blæses, tørret og senere kan baldres. Seqqortartoq (sg.), seqqortaatit (pl.) pusterør lavet af lange fugleknogler.) i morgen skal vi baldre dem." Mens han stadig talte opdagede han at han var ved at ramme en stor sten, og han krummede sig sammen og sprang hen ved siden af stenen og sagde: "Jamen, sikke jeg dog kan springe - lige hen ved siden af stenen." Og mens han pegede på sin grumme modstander, sagde han: "Se bare hvordan jeg uden videre kom over stenen." Den anden var meget vred: "Da han lagde armene om mig mærkede jeg en kraftig blodlugt." De begyndte igen at brydes. For nu at gøre gengæld løftede Qavanngarnisaq modstanderen op og svingede ham rundt i fuld fart. "Hvor mange maver har du fået til at sprænges i nyisen?" Den anden kunne ikke svare fordi Qavanngarnisaq svingede ham rundt. Han kastede sin modstander langt væk, og mens han så til, ramte modstanderen jorden langt henne. Denne havde næppe ramt jorden før Qavanngarnisaq i fuld fart løb hen, tog fat om sin modstander og sagde: "Nu mærker jeg blodlugten igen. Fordi han klemte mig alt for hårdt skal jeg til gengæld klemme ham; se nu folkens, se nu godt på den store, kraftige mand." Han klemte ham så hårdt, at blodet styrtede ud af hans næse og mund, og så faldt han om, og Q. gav ham en syngende lussing. Da flygtede alle de mange mennesker med disse ord: "Du skal være vores leder." Han svarede: "I er jo helt udsultne; rejs nu rundt og tag på jagt så meget I lyster." Han løb hen imod dem og greb en af den mægtige mands koner og sagde: "Hende her skal være min kone." Så genoptog de deres gamle levevis, og siden rejste Qavanngarnisanngivasik ikke nordpå igen.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på sydlænding* nord*.

Den afsluttende brydekamp med Den Stærke er genkommende i

de fleste helte-fortællinger, fx Kunuk og flere Kaassassuk-versioner. Men Den Stærkes ulyst til at dele ud af sin fangst pointeres specielt i denne fortælling.

 

Hist.: Traditionel fortælling med mesterlig tegnet hovedperson. Afspejler sydlændingenes hyppige rejser nordpå, hvor fangst af større dyr skildres som noget tiltrækkende ved de nordligere kyststrøg i mange fortællinger.

Man fornemmer klart en etnocentrisk selvhævdelse fra sydgrønlandsk side over

for de nordlændinge, de har mødt på deres nordgående handels- og fangstrejser.

 

Hævdelsen af grønlændernes ret til selvbestemmelse i denne som i talrige andre versioner af episoden, hvor helten overvinder bopladsens tyran, kan være en reaktion mod koloniherrernes autoritet.

 

Kommentar: Fortælleren benytter skiftevis Qavanngarnisannguasik og Qavanngarnisanngivasik. Det første er Nuuk-dialekt, det sidste sydgrønlandsk.

Dette med pusterørene er uklart.

Qilautiga

Print
Dokument id:1183
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Qilautiga
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:192 - 197
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid, 1982.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

 Min tromme.     Qilaatiga.

 

   Jeg lærte at blive åndemaner / angakok / angakkoq, og jeg blev færdig med min egen vise, men det var, som om jeg sagde: Det var ærgerligt, men det blev ikke brugt til sit formål. Mine hjælpeånder blev desværre heller ikke brugt til deres formål men er kun blevet tilfældigt brugt, endda som gaver til snespurvene. (?) Sådan blev det også med min tromme. Jeg fik mig en ny tromme, dengang jeg tænkte på at træde frem, fordi det forholdt sig på denne måde: En åndemaner kan ikke bruge en hvilken som helst tilfældig tromme. Åndemaneren har sin egen personlige tromme, der ikke må bruges af andre end sin ejer. Og når den ikke bruges, skal den opbevares omhyggeligt et sted, hvor der er rent.

   Jeg fremstillede en tromme til mig selv, og dertil brugte jeg et stykke rødligt og meget smukt stykke drivtømmer, som jeg havde fundet. Til trommeskind brugte jeg en isbjørns mavesæk, da det var det almindeligste, og jeg havde naturligvis selv fanget isbjørnen. Sådan blev trommeskindet lavet til: Isbjørnens mavesæk blev skåret op på midten, og så vendte man vrangen ud på den og tørrede indersidens slimlag væk med hånden. Og så fjernede man mavesækkens yderhud. Derefter skulle den tørres. Når den var tør, skulle man tygge den igennem med tænderne for at fjerne alt fedtet, og så kunne den sættes fast på trommekanten. Så skulle trommeskindet skrabes på forsiden og bagsiden med en muslingeskal for at fjerne alt fedtstof. Når man så havde fugtet den med lidt vand, var den klar til brug.

   Trommens håndtag kaldte vi "katilua" og trommestikken "kativa".

   Du ved allerede, at når åndemanere var begyndt at mane ånder frem, plejede deres trommer at hæve sig op i luften, men det var nu mere noget, der skete, når åndemaneren ville flyve gennem luften. Når åndemaneren begyndte at mane ånder, begyndte han med sin "makkortaq". Det var et stykke tykt vandskind, som han havde inde i håndfladen. Og så havde han en særlig trommestik, der kaldtes hans "anaarluut". Når åndemaneren ville til at mane ånder, begyndte han med at slå rytmisk på dette stykke vandskind i håndfladen med præcis lige lange mellemrum. Mens han gjorde det, begyndte forhængene at bevæge sig, og hans tromme, der lå ved siden af ham, begyndte at slingre og bevæge sig. Og når trommen så småt satte sig i bevægelse, kunne man se, at der ligesom kom bevægelse i trommeskindet, som når nogen slog på det. Men det var noget, som kun åndemaneren kunne se.

    Det var ikke kun de voksne, der havde trommer. Også børnene kunne få trommer, som de kunne lege med, og deres trommeskind kunne laves af lidt af hvert, sommetider af en stump skind, i andre tilfælde af hajskind. Og fordi de jo bare var legetøj, blev de fedtede, så snart de var blevet lidt beskidte. Det særlige ved dem var dog: På grund af deres beskaffenhed var de som fjender overfor åndemanernes helt rene trommer. Jeg har set følgende: Når åndemaneren er i færd med at mane ånder, og trommen bevæger sig af sted, og man så lod et barns tromme komme ud på gulvet, så prøvede den på at komme hen til åndemanerens tromme ligesom en hund, der lugter suppe og vil derhen. Og det er fordi den vil hen at ødelægge åndemanerens tromme ved at hugge i den. Men åndemanerens tromme er ikke sådan at ødelægge, for trommeskindet bliver helt elastisk. Derfor tøjrer man barnets tromme med et stykke rem.

 

   Da jeg ikke stod frem som åndemaner, kom min tromme ikke i brug, og den endte som et stykke legetøj og en ting til underholdning. Og jeg har allerede fortalt dig, at jeg er vild med at lytte til folk, der synger nidviser mod hinanden, for det er da fornøjeligt at lytte til. Med få undtagelser sang alle sådanne viser. Dengang var jeg også en af dem, der bare lyttede, og først når jeg var alene, og der ikke var nogen, der lyttede, sang jeg lidt for mig selv. Det gjorde jeg især ved at synge nidviser mod min fjende for at hævne mig på ham, og det gjorde jeg som øvelse på steder, hvor der ikke var andre mennesker.

   Både kvinder og mænd  og især de lidt ældre, brugte trommen. Kvinder holdt trommen oppe ved hovedet eller over hovedet, og så flyttede de den efterhånden skiftevis mod venstre eller højre, og når de tog den ned, bukkede de sig samtidigt sammen og sørgede for, at den ikke kom for lavt ned. Kvinder slog på tromme to og to ad gangen, hvor de så skiftedes til det, mens mænd gerne var fire ad gangen, og de to første slog langsommere på trommen end de to sidste.

   Når nogen stod ude på gulvet med en tromme, og de andre fulgte efter som tilhørere så kaldte man dem "inngiittut" ("de, der synger mod hinanden"), mens trommeholderen blev kaldt "tivasoq" ("danseren") eller ofte "mumertoq" ("nynneren").

   Jeg har allerede fortalt dig noget om versene og nidviserne, og her er nogle af dem, som jeg kender: Det siges, at Norsajooq ikke er nogen god fanger, derimod holder han af at gøre grin med folk og kritisere dem, der er dygtigere end han selv er. Og nu har han igen digtet vers, hvor han kritiserer nogen, selv om han ikke engang selv har nogen kajak. Den person, som han har kritiseret, svarer ham:

 

Norsajooq

har igen digtet en lille vise

Norsajooq

har digtet

sin kajakstol

han har digtet

sin kajakstol

digtet har han

sin stakkels kajakstol

der skulle holde så længe, men nu er ødelagt

sin stakkels kajakstol

der ikke duer mere

der ikke kan stå mere

han, der bare gør grin

du bare digter om kajakstol

du har ingen kajak

men dine fællers kajakker

deres skind ødelægger du

 

   En anden mand har hørt, at en anden mand, der bor et andet sted, har kritiseret ham voldsomt. Og da denne kritiker nu er kommet til deres boplads, udnytter han situationen og fortæller om, hvordan han er blevet behandlet selv om han er blevet kritiseret så voldsomt og har været så vred, at det er, som om han har slugt et våben. Alligevel er han ved dagens slutning ikke længere vred, og han synger:

 

Og nu synger jeg en sang

nu har jeg lavet en vise

i dag var jeg så gal

i dag var jeg så vred

men fordi jeg er formildet, vil jeg synge en vise

fordi vreden er forsvundet, digter jeg et vers

før dagen var omme

var jeg faldet til ro

 

og du synger en sang

og du digter et vers

i dag var du så gal

i dag var du så vred

fordi du blev formildet, synger du en vise

fordi vreden er forsvundet, digter du et vers

før dagen var omme, var du faldet til ro

og du slugte dit våben

den store kniv, den slugte du

 

   På den måde plejede vi at underholde os med forskellige sange og viser, fordi det var så dejligt at synge. Ved siden af denne slags, var det også almindeligt at bruge trommen og prøve på at få folk til at grine, og det var om vinteren, hvor man gjorde brug af følgende:

   Vi kaldte folk "uaajeertut", når de dansede rundt med en tromme og løb hen til folk på briksen for at skræmme dem.

   De havde mere til hensigt at få folk til at grine, så de havde for det meste malet deres ansigter med sod, og sommetider havde de også klædt sig ud i andet tøj, som for eksempel når nogle mænd lod, som om de var kvinder. Og når nogle pakkede deres håndled ind i lidt mågeskind og lod, som om de rystede af kulde og prøvede at komme til at røre lampen. Og når de så var kommet for tæt på lampen og der gik ild i dem, prøvede lampens ejer at røre ved de stakler, som havde brændt sig ved at varme sig på deres lampe.

   Til legen med at danse og for sjov skræmme folk på briksene, hørte også at lege, at man slog på tromme ved at bruge kamikstokken som trommestik. Nogle tog mod til sig og blev stående og blev så ikke slået ret meget. Andre blev dog så bange for at blive slået, at de stak af, og de blev straks skarpt forfulgt, og når de en sjælden gang blev fanget, blev de da heller ikke lagt fingre imellem. Det skete endda, at nogle kom virkeligt til skade. Jeg kender en person, der blev slået så slemt, at han af den årsag flygtede til en anden vinterboplads. Men det var kun blandt de voksne, at det forekom. Det gik aldrig ud over børnene.

   Kvinder og mænd kunne "mærke" hinanden, når de løb rundt med trommen og dansede. Det var en måde at lege på og noget, der også var til gavn, og som også havde til hensigt at vække latter. Kvinder gjorde for eksempel som følger: Når de på forhånd havde mærket, at en af mændene følte noget for en kvinde og havde tænkt sig at gøre noget ved det i al hemmelighed, så kunne de gå hen til ham og sige: "Du har jo allerede en medhustru! Du har jo allerede en medhustru!" Efter at have sagt det til ham, vendte hun sig om for at gå videre og sagde samtidigt: "Jeg skal i hvert fald ikke være din medhustru!" Og så gik hun fra dem.

   Og de gik hen til de meget åbenmundede og sladdervorne og sagde til dem: "Det var dog en sladdertaske, se hvor rund hendes mund er blevet!" Og uden at sige mere til dem, gik de vak igen.

   Og for meget længe siden kunne en kvinde gøre sådan: Hun kunne varsle noget ved at gå hen til forskellige folk på briksen og sige til dem: "Tag mig på skødet!" Nogle tog hende så på skødet, mens andre ikke ville, og dem, der ikke ville tage hende på skødet, kunne hun slå på med trommestikken, ikke i hovedet.

   Mænd kunne mærke nogen på denne måde: De bed tænderne sammen om en åbner, for eksempel et drilbor, og løb rundt til dem, der sad rundt omkring, og lod som om de var en havterne og sagde "piaa-piaa" til folk og forsøgte at stikke dem, og af og til skete det, at de stak nogen.

   Og de gik hen til forskellige kvinder og sagde til dem: "Jeg synes, du er så smuk, så nu kysser jeg dig!" Og når kvinderne ikke ville gå med til det, lagde de trommestikken fra sig og kyssede dem flere gange med næsetippen.

   Når folk blev siddende på briksen og sang overfor hinanden, sagde vi, at de deltog i en sangdyst, og sangeren kaldte vi "soqulasoq". Det var mest mænd, der deltog i sådanne sangdyster, sjældnere kvinder. Men når sangeren begyndte sin sang, plejede hans husfæller at falde ind i sangen og synge med.  Nogle af dem, der trænede til dyst i nidviser, lærte gerne noget udfra disse sangfester.

 

Oversat af Signe Åsblom

 

Hist.: Beskrivelserne står i den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi.

 

Stikord: åndemaning / seance; tromme; lege; uaajeertut - maskedanske; sange; sangkamp.

Qivittoq-hulen

Print
Dokument id:2060
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001