Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Erdlualêk"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 133 - 134: "Erdluaralik" / Erluaralik.

Resumé:

Denne lille mand inviteres gang på gang med ud på fangst af andre, men

får aldrig andet end et stykke endetarm som fangstpart, fordi han er

for langsom. Til slut hiver han alle sine indvolde ud, som han

placerer ovenpå kajakken. Hans kone koger dem og smager en bid. Da

siger han: "Det er sandt, jeg har en prop i enden", og falder død om

ned i husgangen. Konen tømmer rasende grydens indhold og al den

brændende lampeolie ud over liget, træder hen over det, og sammen med

sin tjenerinde tramper hun husgangen ned. De går over i et andet hus,

"og der blev de nok tjenerinder".

Var.: Iteqitilik; En rigtig lille forældreløs;

Kommentar: Grotesk fortælling over ideen: "en med prop i endetarmen": Iteqitilik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nakagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, I: 134 - 136: "Nukagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq" / Nukappiatogag qaqqarsuakkut qinnikaartorsuakkut majuartoq.

Resumé:

Da en pebersvend har besteget et højt spiralsnoet fjeld, går han

derfra videre ad en vej til et lille hus med en gammel kone. Hun har

et stort forråd af tørret ren- og harekød, og af ren-, ræve- og

hareskind. Disse dyr kommer i denne rækkefølge forbi i mængde hvert

efterår, når de drager mod vest, og de efterfølges af en hunbjørn med

to unger. Det lykkes ungkarlen at nedlægge en af bjørnene. Under en af

sine ture i omegnen ser han nogle børn lege og glide på isen. Han

nærmer sig, og de flygter rullende ind i et hus, hvor han også går ind.

Børnene er barbenede krøbet op på briksen. De er svært braknæsede. Det

samme er en gammel mand, der kommer frem, skubber til ungkarlen og

spør, hvem der har dræbt den ene af hans hunde. Det har jeg, siger

ungkarlen og skubber til den gamle, der blot siger ka-kak! og kryber

ind igen. Ungkarlen rejser derefter hjem og fortæller om sine

oplevelser.

Tolkning: Det spiralsnoede fjeld rækker vist op i himlen til

landdyrenes vej (mod vinterhiet?), der følger verdens gang - spiralsnoet som solens på årsbasis. Om den spiralsnoede vej til himlen, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger" og Sonne 2000.

De braknæsede er sikkert fugle, måske ravne eller havlitter. Pôq / Pooq, den første grønlænder, der kom tilbage fra et besøg i Danmark, skildrede Rundetårn som et spiralsnoet fjeld. Se: Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265. Og søg på Pooq el. spiralsnoet

Håndskr. KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, I:  132 - 133: "Nukagpiatoqaq,

tulukamutdlo naujamutdlo kigssaviarssungmutdlo tikerârtoq" / Nukappiatoqaq, tulukamullu naajamullu kissaviarsummullu tikeraartoq.

Resumé:

En ungkarl kommer under en kajaktur til et hus på et næs. Beboerne er

to kvinder, en mørk i nordenden af huset og en lys i sydenden. Den

mørke henter mad, først ammassætter, der er pilekviste, så

lændestykket af en kvinde, der er skarn. Den lyse henter så en

gråfisk, som ungkarlen spiser. Den mørke kvinde blir rasende. Man

henter en mand med opsmøgede vandskindsbukser, den grinagtige, der

praler af at have været med til at passe sæler op. Ungkarlen går ud og

ser, at han har besøgt en ravn, en måge og en falk i

menneskeskikkelser.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist.: Denne helt almindelige fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 3536, II, 4'læg 19, side 1 - 15: Qavángarnisánguasik

Nedskriveren er ikke Knud Rasmussen, men ?

Nyoversættelse ved Apollo Lynge: se ndf.

Resumé:

Qavanngarnisannguasik. Den lille sydlænding.

Som det fremgår af fortællingen er Q. lille, stærk, modig, gavmild

med sin fangst, antiautoritær, snakkesalig, lattermild og håner alle,

især nordlændinge og "stærke" mænd, der tror de er noget og er

uhøflige overfor fremmede gæster.

Hjemme i det sydligste Grønland hører han om en kæmpebjørn i nord, som

han vil prøve kræfter med. Rejser år efter år mod nord med

overvintringer undervejs, forhører sig om bjørnen, og langt mod nord

ved man endelig noget. Bjørnen bor endnu nordligere. På den nordligste

boplads bor to brødre, "Bredryg" og "Stornakke" med deres koner i hver

sit  hus. De er ugæstfri. Q. besøger først Bredryg og hører, at

bjørnen har ædt Stornakkes søn. Besøger Stornakke, der udfordrer ham

til at trække armkrog, men blir den lille. Q. får ham med ind over

land på hævntogt mod bjørnen. Placerer Stornakke øverst på en flad

fjeldtop. Fjeldet har flere afsatser, hvor Q. i spring anbringer store

sten fra fjeldets fod, hvorefter han alene og med en bittelille,

snavset kniv vandrer længere op mod indlandsisen. Kæmpebjørnen

ankommer fra nord. Q. ser kun dens åndedræt som en tyk rimtåge og

kalder uafbrudt på den. Lader den forfølge sig tilbage mod bjerget.

Indhentes flere gange af bjørnen, går ind i dens tåge, stikker

råbende og snakkende bjørnen med sin lille kniv, og får den til sidst

hen til bjerget, hvor han fra afsatserne kaster sten i hovedet på

den. Stornakke, der har en enorm lanse af narhvalstand med trekantet

od, gemmer sig rædselslagen. Da Q. er nået til tops slynger han den

overstore lanse i bjørnen med et dræbende kast. Giver bjørnen til

Stornakke, fordi den har ædt hans søn, men udskærer som bevis på sin

dåd fem af dens hår med fedt og kød helt ind til benet. Overvintrer på

de to brødres boplads og viser sin overlegenhed som kajakroer i al

slags vejr, endog i føhn-storme.

Begynder hjemrejsen næste forår. Hjemme på hans egen egn i

Sydgrønland har en "stærk mand" opkastet sig til herre over en

boplads, hvor alle andre sulter, fordi de ikke tør gå på fangst og den

stærke ikke deler ud af sin fangst. Q. bespiser dem først alle med kød

af sine egne medbragte fangster, tar derefter egenhændigt fangstpart

af to hvalrosser, som Den Stærke bringer hjem, og deler ud af dem.

Besøger Den Stærke med alle hans koner, opfordrer ham til at give sig

smagsprøve af hvalrosserne, henter den selv, et enormt kødstykke,

jager alle bopladsens gammeljomfruer og pebersvende inden for hos

Den Stærke og Q. deler selv ud af kødstykket. Næste dag udfordres han

til brydekamp af den stærke, der er på nippet til at tage livet af den

stadig snakkesalige Q. Men Q. får til slut overtaget, snurrer rundt

med den forvirrede og målløse Stærke, presser ham til blods og slynger

ham til døde mod en klippe. Bopladsfællerne udråber Q. til deres nye

herre, men han afstår og tilskynder dem som frie mennesker til at

fange som de vil og aldrig igen lade nogen bestemme over sig.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Qavanngarnisannguasik.

Sydlændingen, Qavanngarnisannguasik (den skikkelige sydlænding) som han hed, drog mod nord da han havde hørt om en vild og menneskeædende bjørn deroppe. Hvert forår brød han op og fortsatte længere og længere nordpå og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Og hver gang han traf mennesker sagde han uden omsvøb: "Har I hørt om en menneskeædende bjørn?" Sådan sagde han, og så først begyndte han at tale om dagligdags ting. Når foråret nærmede sig tog han igen afsted, og hver gang han så efter en lang vejs rejse gerne traf mennesker spurgte han uden omsvøb: "Har I ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Når folk så havde spurgt hinanden om det sagde de: "Nej, vi har ikke hørt noget, og bliv nu her."  Men han drog videre og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Mens han stadig var undervejs nordpå kom han engang hen mod foråret til mennesker langt, langt mod nord. Da han nærmede sig stranden, råbte han ind mod land: "Har I heller ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" "Jo, bjørnen holder til ikke så langt nord herfor!" Da klappede han i hænderne og råbte: "Mange, mange tak!" Qavanngarnisannguasik sagde så: "Vi fortsætter hele natten op til bjørnen." Og de drog videre uden at gå i land.

       Det blev dag mens de stadig var undervejs. Hen over middag kom de til mundingen af en fjord, og da de havde roet et stykke tid, kom de til et næs, og ved en lille vig så de to huse, det ene længere oppe end det andet. Det viste sig at være to brødre, den ældste, der boede nederst, hed Qatingak, og den anden, øverst boende, hed Kassortooq. Der kom mennesker ud af husene, men de gik ind igen uden at sige noget. Da Qavanngarnisannguasik blev klar over deres manerer hånede han dem højlydt. Qavanngarnisaq bad så sine to koner skynde sig. De bragte husgerådet i land, rejste teltet og indrettede sig. Qavanngarnisaq løb op mod huset, det nederste hvor den ældste bror Qatingak boede. Da han kom ind så han, at også han havde to koner, og at han lå der mellem sine to koner. Da Qavanngarnisaq så ham sådan, råbte han af sine lungers fulde kraft og hånede ham med disse ord: "Man får besøg, men hilser ikke; jeg er på besøg nu, sæt dig op!" Da han havde sat sig over ende spurgte Qavanngarnisaq: "Har du ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Så svarede Qaatingak: "Det dumme bæst; min bror deroppe og jeg vil helst ikke høre om det." Qavanngarnisaq spurgte så: "Hvordan er den da?" Qaatingak svarede: "Faktisk har det bæst deroppe fanget og ædt min bror Kassortooqs søn." Qavanngarnisaq råbte så meget højt for at forskrække ham og sagde: "Ti stille og græd ikke mere, jeg tager derop på besøg og kommer senere tilbage til dig." Han gik ud og opad. Da han kom ind til Kassortooq så han, at også han havde to koner, og kun hans fodsåler var synlige mellem de to koner. Ved det syn råbte Qavanngarnisaq at han skulle sætte sig op. Da han så satte sig op, sagde Qavanngarnisanngivasik med sin vanlige stemmepragt: "Det eneste jeg vil høre noget om er den menneskeædende bjørn; fortæl nu noget om den. Det er ene og alene fordi jeg har hørt om den, at jeg er rejst så langt herop nordpå." Efter en rum tavshed svarede han: "Det dumme bæst deroppe har fanget min søn, der opsøgte den da han var nået så vidt at han kunne løbe alle landdyr op, men han blev dræbt på en stor vidtstrakt slette." Efter de ord tog han et stort sålelæderskind frem fra hulrummet under briksen. Og efter at have taget sit tøj af bad han Qavanngarnisanngivasik udfordre ham. De begyndte at trække armkrog og blev længe ved. Da Qavanngarnisaq mærkede at styrken i Kassortooqs armtræk ikke længere ændrede sig, trak han den andens arm til sig og slog ham på siden med håndfladen, eller stak ham en lussing; hans modstander vendte bare (den anden?) kinden til, holdt inde og gik hen og satte sig. Da han nu havde sat sig sagde Qavanngarnisanngivasik: "Nu er jeg godt søvnig, men i morgen følges jeg med dig derop," og så gik han ud af huset. Da han kom ned, gik han ind i sit telt. Han sagde til sine koner: "Lad os gå i seng." Og de lagde sig. I daggryet stod Qavanngarnisanngivasik op, fordi han havdet et meget lille søvnbehov, og så strammede han alt der kunne strammes i sit tøj. Da han var færdig med det, så han hen på sine koner og sagde: "Hvis den menneskædende bjørn fanger mig, kommer jeg ikke tilbage; hvis jeg dræber den, kommer jeg tilbage." Han gik ud og op til Kassortooqs hus. Da han kiggede ind af vinduet så han, at denne først var ved at stå op, og så skrålede han ind til ham. Da han bagefter kom derind spurgte han: "Har du nogen våben du kan bruge?" Den anden svarede: "Derude har jeg et, som jeg mente var egnet, da jeg var ung, du kan se på det." De gik ud og den anden gik op på hustaget og tog et stort stykke træ med en fæl stødtand i den ene ende, og i den anden en bred knivlignende spids. Qavanngarnisaq tog våbnet og sagde: Det må du tage med, for det er for stort til mig. Se nu hvad jeg synes er velegnet." Han viste ham sin kniv med bare et fast skaft så langt som en underarm og et knivsblad så langt som en pegefinger. Endelig begav de sig ind over land.

       Nogen tid senere kunne de se en stor fjord, hvis bund de kun lige kunne skimte. Kassortooq sagde: "I min ungdom mente jeg at de dér ville være gode at tage sin tilflugt til. Hans lille fælle kiggede op og så en høj brat fjeldside, hvor der var fire afsatser med toppen som den femte. Qavanngarnisanngivasik sagde: "Kassortooq, du bestiger toppen og bliver der." Da han begyndte at klatre op, gik den anden nedover. Da han nåede bunden så han dér på siden en masse sten. Han gik derhen og fyldte favnen med sten og sprang derfra med dem op på den nederste afsats. Han gik ned igen, fyldte igen favnen med sten og sprang op på den anden afsats, og sådan lagde han sten på alle afsatserne. Han kiggede efter sin fælle og så, at han stod der oppe på toppen og kiggede mod øst. Da han så ham stå sådan begav Qavanngarnisanngivasik sig så omsider mod øst ad den store slette, blot med sin simple kniv. Han viftede med kniven og sagde: "Se nu denne sølle, rygende, lortestinkende kniv, og den skal jeg bruge mod den menneskeædende bjørn." Han gik videre ad den store slette og kom til sidst langt østpå. Da han standsede så han på afstand ud som en fugl, så langt væk var han. Qavanngarnisanngivasik gav sig så for sjov til at råbe lige ud i luften. Da så han dér nord for fjordbunden en stor tågebanke på en nunataq på indlandsisen, der ligesom flyttede sig, men der var ingen krop at se under den; det lignede luftens tåge, men det var altså den menneskeædende bjørns ånde. Denne tåge nåede nu ud på den store slette, og endnu kunne man ikke se bjørnen. Så kunne Qavanngarnisanngivasik se den store bjørn under tågen. Da han nu havde set den, begyndte han at råbe "bjørn!" af fuld hals. Bjørnen hørte ikke noget endnu, og da den stadig intet hørte råbte han endnu højere: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" (Bjørn, bjørn, endelig en bjørn - resten er vrøvleord, måske fra en børne-lege-remse?). Endelig standsede den store bjørn. Qavanngarnisaq råbte: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" Så vendte den store bjørn sig endelig mod ham. Qavanngarnisaq løb nu tilbage alt hvad han kunne. Så nåede den store bjørn hen til ham. Han så sig tilbage, vendte sig mod den og forsvandt i den store tåge. Længe efte dukkede han frem og skreg: "Bjørnen er så stor, at dens ånde er som tyk, tyk tåge. Den er lige så hurtig som en kanin eller en mus." Han kiggede sig tilbage, og mens han råbte bjørn, gik han ind i tågen igen, lige før de nåede den store fjeldvæg. Han var meget længe væk, og langt om længe dukkede han frem af tågen igen, mens han stadig råbte bjørn og sagde: "Sådan en stor bjørn har jeg stukket med denne min sølle, rygende kniv, mens jeg sprang over den og under den; en kniv med et blad så langt som en pegefinger og skaftet så langt som en underarm." Han råbte op til sin fælle, der stod på toppen af det store fjeld: "Nu må du rose mig!" Og mens han stadig talte kiggede han sig tilbage og så, at bjørnen havde nået ham, og mens han stadig råbte bjørn, forsvandt han igen ind i tågen. Han blev meget længere derinde end forrige gang, og langt om længe dukkede han frem af tågen, netop som de nåede fjeldet. Han fælle kunne nu se, at den store slette var fyldt med blod.

Qavanngarnisanngivasik sprang så op på den nederste klippehylde. Da den store bjørn kom efter ham, tog han en stor sten og slyngede den mod bjørnen. Så sprang han op på den næste fjeldhylde. Da den store bjørn igen kom efter han, kastede han igen en enorm sten på den. Så sprang han op til den tredje afsats, og den store bjørn hvilede nu sine forlabber på på den nederste afsats. Mens han søgte efter en sten at kaste med, kiggede han på sin store fælle. Denne så ud som om han var lige ved at græde, mens han søgte efter en sten at kaste med og hele tiden skelede til den store bjørn. Den anden sprang nu op og puffede til ham, så han trillede et stykke. Qavanngarnisaq tog så en sten og vendte sig med den store bjørn og opdagede, at den var lige ved at komme op. Han smed stenen væk og tog sin fælles våben, den med den store stødtand på spidsen, og med den stak han den store bjørn i hjertekulen af al kraft. Den store bjørn væltede omkuld, og da den faldt ned ad fjeldsiden lød det som et isfjeld der kælver, og han glemte helt sin store fælle. Da den store bjørn var faldet ned på den store slette, kiggede hans store fælle ned efter den og så, at Qavanngarnisaq dernede strøg den med hånden over siden, mens han sagde: "Ii, ii, jeg har dræbt en menneskeædende bjørn, kom nu ned, du." Da han kom ned spurgte Qavanngarnisanngivasik: "Hvad gør vi med den? Godt nok har du spillet med musklerne, men i forhold til mig er du som et barn. Prøv aldrig mere at bruge kræfterne over for en mand som mig, men hvad skal vi gøre med den store bjørn? Jeg selv skal ikke nyde noget af kødet, fordi den har spist din kære søn. Jeg vil have bjørnehår som jeg kan vise frem når jeg kommer hjem, og jeg skal have det med både spæk og kød." Han skar nu fem bjørnehår af med det hele lige ind til knoglerne, og selv om det var så lidt, vejede det meget mere end en hel sæl. Hans store fælle fik også meget at bære på, og de begav sig hjemad.

       Da de kom hjem, råbte Qavanngarnisanngivasik til sine bopladsfæller, at de skulle skynde sig ud. Først da de kom ud allesammen, satte Qvanngarnisaq sig ned. Han begyndte at fortælle med høj stemme: "Da jeg begyndte at gå ad den store slette, var der ikke noget at se. Inden jeg nåede bunden af den, begyndte jeg gentagne gange at råbe "bjørn!" bare sådan ud i luften. Til sidst kom der en stor tåge for enden af sletten, og det var altså bæstets ånde, og jeg råbte endnu højere. Den store tåge standsede, og så råbte jeg enormt højt. Den begyndte så at komme hen mod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne vestover. Så, se nu på mig! Hvis I kigger væk kunne jeg finde på at slå jer. Så kom den hen til mig, og jeg begyndte at stikke den mens jeg sprang hen over den og ind under den, og havde den været så stor som en almindelig bjørn, havde jeg forlængst dræbt den. Jeg lagde mærke til, at den havde is på pelsen på begge sider, og derfor kunne jeg ikke dræbe den med denne elendige kniv. Jeg blev meget vred, og jeg var ved at blive kvalt af den ånde og af slettens tåge, og derfor løb jeg væk fra den. Det tog lang tid før den nåede mig igen, og jeg begyndte igen at stikke den mens jeg sprang hen over og ind under den, og efter et godt stykke tid var jeg igen ved at blive kvalt i tågen, og så flygtede jeg igen, men den var lige så hurtig som en kanin eller en mus."

       "Nu bliver jeg her fordi det allerede er vinter," og Qavanngarnisaqs overvintrede på stedet. Denne vinter oplevede Qatingak og Kassortooq at Qavanngarnisanngivasik også havde magt over stærke storme. Under disse storme fangede han den ene sæl efte den anden. Qavanngarnisaq begyndte at invitere brødrene hjem til sig, og han bød på friskt og nyfanget sælkød. Disse to brødre, der begge var storfangere, kunne efterhånden ikke hamle op med ham. Endelig nærmede foråret sig, og så begyndte Qavanngarnisanngivasik sine forberedelser, for nu ville han hjem. Da det endelig blev forår gav de sig til at ordne og stuve deres ejendele. De to brødre ville nødig skilles fra ham på grund af hans åbne væsen. Da vejret var godt skulle de endelig af sted, og efter at have sagt farvel, rejste de. Alle steder han traf mennesker fortalte han om bjørnen. Ind i mellem rejste han bare forbi folks bopladser, men når hans konebåd begyndte at lække gik han i land. Endelig kunne han på et tidspunkt skimte sit hjemegns fjelde. Han slog lejr hvor der var folk, og han fortalte som sædvanlig udtømmende om bjørnen, da han nu var kommet til sydlændinge som han selv: "Da den menneskeædende bjørn var på vej ud på sletten, lignede dens ånde tæt tåge, og den var så hurtig som en kanin eller en mus," og slutningen fortalte han meget malende. Da han tav, sagde de mennesker han opholdt sig hos: "Bliv nu bare her på stedet. Ham den unge hårdhjertede mand på din boplads, du ved, er blevet en stor og mægtig mand og har dræbt sine kajakfæller, og nu er det ham alene, der ejer farvandene og sælerne. Hans bopladsfæller tager ikke mere på sælfangst, og når han kommer hjem efter fangst og hører om én, der har været på fangst, dræber han ham straks ved hjemkomsten, så bliv du hellere her." Da hujede og skreg han med ordene: "Jeg standser ikke før jeg har betrådt mit fødested, og jeg vil sætte min fod dér i morgen." "Jamen, så farvel da," svarede de.

       De tog af sted, og efter at have rejst et godt stykke tid, kunne han endelig se sin boplads. Han roede derhen og de kom helt tæt på stranden uden at der kom mennesker ned. De var begyndt at losse, da enkelte mennesker begyndte at komme, og de var stille og sagde ingenting, og det var altså af frygt. Da konebåden var losset og de var færdige, gik de tilbage igen. Da de var færdige rejste de deres telte og flyttede ind. Han sagde så til sine koner: "Disse mennesker er alt for sultne, invitér dem herover allesammen, både kvinder og mænd." De kom hver og en, og da de var kommet ind, satte konen forskelligt mad frem, og der var både flænsebidder, letgærede bidder, frisk kød og tørret kød. Gæsterne sagde: "Vi kan ikke engang længere ro i kajak af angst for den mægtige mand. Han vil at han alene skal ro i kajak, og når nogen har været ude at ro, dræber han ham, når han kommer hjem. Når han ind imellem træffer dem på havet, dræber han dem fra sin kajak." Efter at gæsterne var gået og det blev eftermiddag sagde de: "Nu er han dukket op derude." Han kom til land og det viste sig, at han havde to hvalrosser på slæb. Hans koner kom ned, og da han havde ordnet sin kajak tog han fat i hvalrosserne og halede dem op, så kun baglufferne rørte vandet. De gik op og kom ikke ud igen.

       Qavanngarnisanngivasik tog nu på besøg. Da han kom ind i huset så han kun mandens fodsåler mellem hans koner. Qavanngarnisaq råbte så højt, at konerne blev helt forskrækkede. Han satte sig og sagde: "Jeg er kommet på besøg for at få fangstpart af din fangst, der ligger dernede." Da den anden ikke sagde noget, gik han ud. Han gik ned og tog fat i den ene hvalros, stillede den på hovedet, tog fat i baglufferne og rev den lige midt over med ordene: "Iihii, nu har jeg revet den midt over med de bare næver." Han tog også fat i den anden og rev de midt over. Han tog de to hvalroshalvdele ved lufferne og bar dem begge to på én gang op til sit telt og lagde dem ved siden af teltet og sagde: "Disse mennesker er alt for sultne, del kødet ud." Konerne delte begge hvalrosserne ud og begyndte selv at koge kød. Qavanngarnisanngivasik gik nu op til huset igen. Da han kom ind i huset så han stadig kun mandens fodsåler. Han råbte nu: "Værter plejer ikke at opføre sig sådan, kom nu, skynd jer, jeg længes stærkt efter flænsebidder af hvalrosserne." Da værten satte sig op hviskede han til sin kone. Han så manden hviske til konen. Hun tog så en tallerken og gik udenfor huset. Da hun kom ind igen lagde hun den på gulvet og satte sig ned. Qavanngarnisanngivasik så at der lå en lille flænsebid af en sølle ringsæl. Han råbte: "Det er ikke den slags jeg har manglet, mens jeg har været på farten; nu går jeg selv ned og skærer mig et stykke." Han gik ud. Lidt efter kom han tilbage med et stort flænsestykke og sagde: "Nu henter jeg de arme stakler, der ikke har nogen til at fange for sig." Så gik han ud. Han kom tilbage og gennede dem ind. Han satte sig og opdagede så, at en af dem var så bange at hun prøvede at skære en bid af mens hun krøb under teltforhænget. Qavanngarnisaq råbte for at forskrække hende, og væk var hun. Og han opdagede at der ikke var noget tilbage til ham. Igen gik han ned for at skære sig et stykke, og så kom han ind med et stort stykke. Han hentede også de gamle ungkarle der så kom ind, og igen råbte han sin vane tro til én af dem for at forskrække ham. Nu havde han budt alle kvinderne og mændene.  Qavanngarnisanngivasik søgte altid efter glæde i sit liv og derfor bød han dem allesammen på noget at spise. Da det endelig blev aften gik de til ro og sov. Mens Qavanngarnisanngivasik stadig sov lysnede det. Der blev råbt udefra, at Qavanngarnisanngivasik skulle skynde sig, før hans modstander ventede ham til brydekamp, og han vågnede forbavset og nedslået op. Da han var stået op gav han sig dog til at spænde og stramme alt sit tøj. Da han var færdig begyndte han at græde, fordi hans brydemodstander så så svær og kraftig ud. Han gik derop, skønt modstanderen ovenfra sagde, at han skulle løbe. Så fik han øje på folk, og nåda, hvor var der mange! Han kiggede sig omkring og så sin store modstander lige foran alle de mange mennesker, og hvor var han dog stor. Han begav sig alligevel derhen: "Godt nok er jeg meget lille, men brydes med ham skal jeg da, og se, hvor er han stor og kraftig." Så gik han hen hen til ham og lagde armene om han. Da han havde fat sagde han: "Iih, hvor han dog lugter af blod." Qavanngarnisanngivasik glædede sig så meget til brydningen, at han teede sig som en yngling, mens modstanderen lignede et stort klippestykke. De begyndte at brydes og Qavanngarnisaq blev løftet op. Da modstanderen løftede ham op sagde han: "Ii, nu løfter han mig op, så holder jeg op med at gøre modstand, ii, sikke hurtigt han svinger mig rundt, se nyisen derude." Tænk, han så isfjeldene ud i eet, så hurtigt blev han drejet rundt. Han sagde: "Mine to pusterør (seqqortartoq (sg.) seqqortartut (pl.): knaldhætte el. fænghætte; el. betegnelse for blærer el. lign. der blæses, tørret og senere kan baldres. Seqqortartoq (sg.), seqqortaatit (pl.) pusterør lavet af lange fugleknogler.) i morgen skal vi baldre dem." Mens han stadig talte opdagede han at han var ved at ramme en stor sten, og han krummede sig sammen og sprang hen ved siden af stenen og sagde: "Jamen, sikke jeg dog kan springe - lige hen ved siden af stenen." Og mens han pegede på sin grumme modstander, sagde han: "Se bare hvordan jeg uden videre kom over stenen." Den anden var meget vred: "Da han lagde armene om mig mærkede jeg en kraftig blodlugt." De begyndte igen at brydes. For nu at gøre gengæld løftede Qavanngarnisaq modstanderen op og svingede ham rundt i fuld fart. "Hvor mange maver har du fået til at sprænges i nyisen?" Den anden kunne ikke svare fordi Qavanngarnisaq svingede ham rundt. Han kastede sin modstander langt væk, og mens han så til, ramte modstanderen jorden langt henne. Denne havde næppe ramt jorden før Qavanngarnisaq i fuld fart løb hen, tog fat om sin modstander og sagde: "Nu mærker jeg blodlugten igen. Fordi han klemte mig alt for hårdt skal jeg til gengæld klemme ham; se nu folkens, se nu godt på den store, kraftige mand." Han klemte ham så hårdt, at blodet styrtede ud af hans næse og mund, og så faldt han om, og Q. gav ham en syngende lussing. Da flygtede alle de mange mennesker med disse ord: "Du skal være vores leder." Han svarede: "I er jo helt udsultne; rejs nu rundt og tag på jagt så meget I lyster." Han løb hen imod dem og greb en af den mægtige mands koner og sagde: "Hende her skal være min kone." Så genoptog de deres gamle levevis, og siden rejste Qavanngarnisanngivasik ikke nordpå igen.

Her slutter fortællingen.

Var.: Søg på sydlænding* nord*.

Den afsluttende brydekamp med Den Stærke er genkommende i

de fleste helte-fortællinger, fx Kunuk og flere Kaassassuk-versioner. Men Den Stærkes ulyst til at dele ud af sin fangst pointeres specielt i denne fortælling.

Hist.: Traditionel fortælling med mesterlig tegnet hovedperson. Afspejler sydlændingenes hyppige rejser nordpå, hvor fangst af større dyr skildres som noget tiltrækkende ved de nordligere kyststrøg i mange fortællinger.

Man fornemmer klart en etnocentrisk selvhævdelse fra sydgrønlandsk side over

for de nordlændinge, de har mødt på deres nordgående handels- og fangstrejser.

Hævdelsen af grønlændernes ret til selvbestemmelse i denne som i talrige andre versioner af episoden, hvor helten overvinder bopladsens tyran, kan være en reaktion mod koloniherrernes autoritet.

Kommentar: Fortælleren benytter skiftevis Qavanngarnisannguasik og Qavanngarnisanngivasik. Det første er Nuuk-dialekt, det sidste sydgrønlandsk.

Dette med pusterørene er uklart.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

Resumé:

De to damer på hhv. 56 og 35 år fortæller om travlhd, bærplukning, vejr-, is- og fangstforhold og en forsinket konfirmation i det sydligste Grønland.

Hist.: Beskrivelse fra midten af 1900-tallet