Introduction
The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.
The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.
You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.
Birgitte Sonne
Søgning:
Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen
Dokument id: | 546 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.
Resumé: På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.
Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.
Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen. |
Lommen (colymbus septentrionalis
Dokument id: | 550 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lommen (colymbus septentrionalis |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.
Resumé: Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte. |
Narhvalen (monodon monecerus)
Dokument id: | 548 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Narhvalen (monodon monecerus) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.
Resumé: Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.
Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.
not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.
Summary:
Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps. which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Sagnet om Nivigká / Nivikkaa
Dokument id: | 547 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sagnet om Nivigká / Nivikkaa |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: Nivigkâ. Resumé: Nivikkaa er en forældreløs tjenestepige hos en storfanger, der altid tager på sommerrejse som den første. En sommer nøler han. De andre tør ikke rejse af angst for, at han i så fald blir vred på dem. Men til sidst kan de ikke vente længere. Storfangeren sikrer sig at ingen er tilbage, da han lader konbåden pakke og Nivikkaa knokle dobbelt så meget som de andre. Det lykkes hende at få plads til sine eneste ejendele, en hund og en lampe. Ude i rum sø springer storfangeren fra styreåren hen til Nivikkaa ved en af de forreste årer og kaster hende overbord med samt hendes lampe og hund. Hun klynger sig til hunden, får fat i rælingen, men får sine midterste tre fingre af den ene hånd hugget af. Hun tager afsked med verden alle fire verdenshjørner rundt, kalder alle sødyr og søfugle til sig og synker med sin hund under armen til bunds, hvor hun finder sin lampe og tager den med længere ud, til Naajat uden for Kingittuarsuk, dvs. så langt ude at hun kan se alt hvad der foregår hele verden rundt. Her bygger hun hus på havets bund. Det år mislykkes fangsten aldeles, og det gør den hver gang en morder, forbryder, eller en med tøj på fra en død kommer ud på hendes gebet. Da lukkker hun dyrene inde med den slemme sydvest: imarsarneq. Dyrene i sin lampeskål slipper hun ud, når ingen har forbrudt sig på hendes enemærker, og som tegn på en god klapmydsfangst i isfrit vand viser hun sin hånd med de afhuggede fingre ud for Kingittuarsuk. Var.: Havets mor; Sødyrenes Moder; Havkvinden. Kommentar: Bortset fra Poul Egedes resumé ID 2303 (Continuation af Relationerne, Meddr. Grl. bd. 120 1939, s. 50, se ndf.) af fortællingen om Havkvindens oprindelse, som den blev fortalt ved Ilulissat i 1730'erne, er der kun indsamlet varianter af denne fortælling fra Sydgrønland - og Thule-området, hvor den kan være kommet til med indvandrerne fra Baffin Island i 1861. Angakkoq'ens / åndemanerens rejse til Havkvinden er der derimod varianter af fra hele Grønland. Kommentar: Den delvis fingerløse hånd som tegn på en god klapmydsfangst, minder mig mere om en hvalstjert end om en hale af en sæl; eller om djævletegnet i kristendommen! Var.: ID 2070, 1524, 2304. |
Sværdfisken (delphinus orca)
Dokument id: | 549 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sværdfisken (delphinus orca) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: ârdluk / aarluk.
Resumé: Fem brødre vil giftes med syv brødres eneste søster. De kommer op at slås, hvorved pigen kommer af dage. Af forbitrelse springer de fem friere i vandet, forvandles til spækhuggere og slår alt levende de træffer ihjel. Dog ikke hunkønsvæsner. De forfølger stedse brødrene der flyttede sydpå, og i de sjældne tilfælde hvor der er isfrit ved Kap Farvel (storisen driver altid omkring dér, BS) ser man gerne fem kajakmænd ro sydpå, kun bevæbnet med lanser, som var fortidens eneste mordvåben når man var på hævntogt.
Var.: ingen i denne bases samlinger. Men farlige havdyrs oprindelse forklares ofte med et hævnmotiv. Fx Klapmydsens oprindelse; narhvalens oprindelse. |
"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research.
Contact: bbsonne81@. gmail.com