Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.129 - 132, "The woman

who had a bear as a foster son".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "nánumik ernersialik" / Nanumik ernersialik.

Resumé: En gammel kvinde bor i det nederste hus på en boplads og får

altid kødgaver af de andre. En dag får hun ribbenstykket af en bjørn

og dens frosne foster. Hun tør det op, det blir levende. Hun fodrer

det med fedtegrever dyppet i tran og lader den sove hos sig på

briksen. Den vokser hurtigt, lærer at forstå menneskesprog, leger med

de andre børn, husker at trække kløerne ind imens, men til sidst blir

den for stærk. Bopladsens gamle mænd træner nu i leg dens kræfter, men

også de blir efterhånden bange for den. Fangerne inviterer den med på

fangst, lærer den at fange og de og bjørnen udveksler fangstparter.

Fremmede er en dag nær ved at nedlægge den. Plejemoderen mærker den

med en tyk, flettet senetråd om halsen. Folk norden for, ved

Ammassalik, hører om bjørnen, men det frarådes at fange den, fordi den

gør god gavn hos sin plejemor. De kan ikke nære sig. Bjørnen kommer

hjem med en halvnøgen mand med alle indvoldene hængende ud af den

oprevne bug. Plejemoderen beslutter, at den må bort. En dag uden den

mindste sky på himlen mærker hun den med sod og sender den bort. Den

sørger ved afskeden. Siden har man nu og da kunnet træffe en bjørn

langt mod nord, stor som et isfjeld og med en sort plet på den ene

side.

Bemærk: Samme fortælling som "Mennesker skal være mennesker og dyr skal være dyr", ibid. s. 95 - 99, men der bærer oversættelsen stærkere præg af Knud

Rasmussens fortolkende eventyrstil.

Var.: Holtved 1951, 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.

Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"quvdlugíssamik uvilik".
Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and
Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.127 - 129, "The woman who married a worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 69 - 71: "quvdlugíssamik uvilik" / qulluissamik uilik.

Resumé: De mange brødre vil ikke bortgifte deres eneste søster. Også
et enebarn får afslag. Dennes gamle mor ønsker, at pigen må få en orm
til mand. Kort efter blir pigen borte. Brødrene leder, men forgæves og
vænner sig til, at hun ikke er der. Den mellemste bror maner ånder,
følger  hendes spor til indlandet, ser hende med et ormebarn på gulvet
i et oplyst hus, tapetseret med renskind. Broderen går ind til sin
søster. Hele huset ryster, fordi den store orm, der omslynger hele
huset forneden, ryster det. Broderen ber sin søster besøge deres mor.
Hjemme fortæller  han om søsteren, og til moderen siger han, at hun
skal spørge søsteren, når denne kommer på besøg, om hun holder af sin
ormemand. Hvis ikke vil de dræbe ham. Pigen kommer med sin orm i
amaat og tar den ikke op. Moderen vil se barnet. Skal gemme sig under
tæpper, kigger ud, ser ormen, der dier datterens bryster til blods, er
nær ved at falde om. Adspurgt siger pigen, at hun holder af sin mand,
fordi han sørger godt for hende. Moderen lyver: "Hvis du bliver ved at
holde af ham, vil din mellemste bror dræbe ham. Hun indvilger
nødtvungent i drabet. Brødrene følger hende til ormens hus med mange
pile. Ormen kommer hjem gennem en nordvendt kløft med to rener i
gabet, kryber ind under huset fra nordsiden, halvvejs ind og varmer
med brystet sin kone. Næste morgen kommer den ud gennem husgangen.
Brødrene dræber den med talrige pile og ormebarnet med. Pigen græder,
vender hjem med brødrene og de genoptager deres gamle levemåde.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"qingmimik uvilik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 132 - 134, "The woman who was married to a dog".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 57 - 58: "qingmimik uvilik" / "Qimmimik uilik.

Resumé: Et gammelt ægtepars datter vrager alle mænd. Bopladsens

mænd blir sure. En af dem beordrer pigens hund til at være hendes

mand. Hun blir gravid med kæmpemave, føder fire slags væsener: Hunde

med menneskeansigter, rigtige hunde, hunde med underkrop som mennesker

og store menneskeansigter, og rigtige mennesker med store ansigter.

Pigens mor udvælger de rigtige mennesker med store ansigter og dem,

der har arme og ben som mennesker men ellers er hunde. Efter en tid

fører pigens far hundene ud til en ø af skam. Han sender de rigtige

mennesker med store ansigter af sted på en kamiksål med ordene: "I

skal ikke ligne jeres far, den elendige, men leve livet uden at være

fattige på ejendele." Far og datter følges ofte ud til øen med mad. En

dag opfordrer datteren børnene til at æde deres bedstefader. Næste

gang lader hun faderen tage derover alene. Han blir ædt. Hun skammer

sig og sender de hunde, der har menneskeansigter ind i indlandet med

ordene: "Gå I langt ind i landet og lev gøende deroppe!" De rigtige

hunde lader hun blive. De bliver stamfædre til egnens hunde.

Var.: fælles eskimoisk myte. Søg på: Tartuneqi;

Hist.: I modsætning til andre varianter er det her ikke

datteren, men hendes far, der sender det afkom af sted, der

underforstået bliver til de hvide. I andre varianter har de været med

til at æde deres bedstefar. Så fæle er de hvide åbenbart ikke længere

på fortælletidspunktet. Ændringen har tydeligvis skabt rod i

karakteristikken af hundemenneskene. Snart har de underkrop, snart

arme og ben som mennesker. Og pigens mor udvælger kun to af de fire

racer, men til slut er der tre. Om ændringen er sket undervejs i fortælleforløbet af hensyn til Knud Rasmussens hvide herkomst eller før, kan vi ikke vide.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "erqilingmik uvilik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 65 - 68: "erqilingmik uvilik" / Eqqilimmik uilik.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 36 - 39: The woman who took husbands from among the erqigdlit.

Resumé:

To søstre får lov til at sætte over i konebåden fra en ø til

fastlandet for at plukke bær. De skal tage deres lillebror med. De

lader ham ligge i båden, ser en enkelt gang til ham, han sover, men

er senere vågnet, har forsøgt at klatre i land og er druknet, da de

kommer tilbage. De tror faderen vil slå dem ihjel, flygter til

indlandet, bliver gift med hver sin eqqilik på hver sin boplads.

Fortællingen følger den ældste søsters samliv med sin mand og

svigerfamilie. De er venlige, manden elsker hende, og de bor nærmere

kysten end lillesøsteren. Storesøsterens ældste barn er en eqqilik og

navngives efter en af sin faders slægtninge. Næste barn er et rigtigt

menneske og får navn efter hendes druknede lillebror. De tar alle på

besøgsrejse i en slags land-konebåd ind i landet til lillesøsterens

familie. Hun har også fået to børn, en eqqilik og et menneskebarn, og hun

fortæller storesøsteren, at manden behandler hende dårligt og vil slå

hende ihjel. De flygter med børnene til storesøsterens boplads, hænger

begge eqqilik-børnene, og flygter videre mod kysten hjem til

forældrene. Undervejs kvæles lillesøsterens menneskebarn. Eqqillit

forfølger dem gøende. Med forældrene flygter søstrene og den ældstes

søn (lillebroderens navnefælle) til en ø. Der bliver de.

Storesøsterens eqqilik-mand begræder tabet og hun selv græder også,

fordi hun havde glædet sig til at manden og sønnen sammen skulle være

hendes forsørgere. Den onde eqqilik-mand skælder bare ud.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Kommentar: Sorarsinaq toqusoq kommer nærmest denne version. Den har et lidt andet forløb, men med samme principielle resultat: åndemennesker og rigtige mennesker kan ikke blande samfund. De konkrete forskelle i slutningerne er dog interessante. I ovennævnte understreges det at barnet, der er opkaldt efter en nær slægtning, der var et rigtigt menneske, kan fortsætte tilværelsen som rigtigt menneske, men adskilt fra sit fædrene ophav, eqqilik'en. I Sorarsinaq tilbydes drengen bedsteforældrene som et pant, der skal binde dem og datteren med ånde-svigersønen sammen. Men det afviser bedsteforældrene på det ihærdigste.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Malarssivaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 39 - 42, "Malarssivaq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 71 - 74: "Malarssuaq" / Malarsuaq.

Resumé: Malarsivaq har to søstre. Den ældste passer hus og tøj, men

en dag blir hun borte. Malarsivaq gifter sig og de får et barn, men da det

er en dreng opkalder Malarsivaq ham ikke efter søsteren. Malarsivaq

vil finde sin søster. Med kone, barn og en mængde forråd kører de mod

øst om vinteren. Kommer til de store fjorde. På den anden side af en

af dem er der en vrimmel af orme. De kører uden om. Kommer til en

boplads, hvor Malarsivaq finder sin søster i det nordligste, øverste

hus. Hun er gift med en firskåren ormejæger. Alle de andre på

bopladsen jager ikke orme, men spiser mennesker. Svogeren bliver meget

venlig  mod sine slægtninge. Serverer ormekød og advarer dem mod at

skære sig. De andre vil kunne lugte blodet. En skeløjet kommer tre

gange på besøg. Tredje gang dræber svogeren ham. Den dødes mor kommer

og blir henrykt over at sønnen er dræbt. Malarsivaq går på besøg med

kone og barn og oplever uhyrligheder ved menneskeæderiet. I et hus

bliver konen lidt længere end Malarsivaq og lader folk beholde barnet.

Malarsivaq får det at vide, de skynder sig tilbage, men barnet er

allerede dræbt og hovedet skåret af. Nu vil de hjem. Skærer sammen med

svogeren alle surringerne over på bopladsens slæder, men glemmer en af

dem og de andre optager forfølgelsen til fods. Malarsivaq dræber en af

dem, der når hans slæde. De andre kaster sig over liget. Malarsivaq og

kone slipper nu let af sted og imod svogerens advarsel passerer de

ormene, som de kun med nød og  næppe slipper fra og hjem. Siden rejste

de aldrig ud igen.

Hist.: Navngivning tog oprindeligt ikke hensyn til den dødes

og den nyfødtes køn. Kristen påvirkning.

Var.: se Maledok, Malaasi, Manutooq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Maqo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 22 - 26, "Maqo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 58 - 61: "Maqo" / Maqu.

Sammensat fortælling af "Manden, der blev gift med en ræv",

"Insekternes frieri til pebersvenden", og "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr".

Resumé: En pebersvend både fanger og klarer alt kvindearbejde i sin

ensomme husholdning. En usynlig kvinde kommer til og klarer mere og

mere af kvindearbejdet, når han er på fangst. En dag sidder hun synlig

på briksen og syr ved lampen. Han gifter sig med hende. Mærker hendes

rævelugt, da det blir varmt. Gæster kommer på besøg og een vil bytte

kone med ham. Han advarer gæsten mod at sige noget om rævelugten. Det

gør gæsten alligevel under samlejet, kvinden flygter gøende som en ræv

ind over land og ind i en stendysse. Hendes mand finder gemmestedet og

insekter kommer ud en for en og tilbyder ham ægteskab: Mariehøne,

stankelben og spyflue. Han afviser dem alle p.g.a. deres særheder i

udseende. Får lov at komme ind. Mens rævekonen lysker ham synger hun

ham i søvn. Sover ind og vågner først når sommeren er inde, når

fluerne begynder at summe, når elven høres bruse, når rævene begynder

at kakke i fjeldene. Han har sovet hele vinteren. Finder sin kajak

overgroet af planter og overvejer at tage ophold i græs eller kvaner,

men foretrækker fjordsæler, fordi planter dør om efteråret. Efter

livet som fjordsæl, skifter han til spraglet sæl, der altid kradser,

og endelig til en sortside. Som sortside opdager han en boplads, lader

sig fange af en mand, skønt dennes kone aldrig har hentet vand,

hverken salt- eller ferskvand. Han smutter ind i kvindens underliv

under parteringen, renser ud derinde og holder inde, da man råber, at

hun er ved at forbløde. En tætklippet mand besøger ham, ud og ind af

"husgangen", spytter på ham og gør ham derved federe. Da han skal ud

tilkaldes jordemoderen. Hun er gammel og grim. Hun prøver forgæves et

par gange at "tage briksen fra ham". Han ser sit snit til at smutte ud

af husgangen. Man undrer sig: "Det er næsten, som det kunne være en

voksen, således som han ser på det indre af huset." Det navn han får

er ikke Maqo. Han græder og græder. Faderen hører ham sige: "Jeg er

Maqo." Han får det navn efter den Maqo, der engang blev væk. Gråden

standser. Som gammel fortæller Maqo om, hvordan han med sin sjæl blev

menneske igen.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

The fox-wife;

Hist.:  Sammensætningen af

"Manden,der blev gift med en ræv" og "Sjælen, der gennemvandrede alle

dyr" (Navagiaq i Østgrønland) er ret hyppig, og analogien mellem en vintersøvn i årets cyklus og opholdet moderhulen, virker rimelig. Ligeså overgangen fra ægteskab med et dyr via forskellige dyretilværelser til en genfødsel som menneske.

I de østgrønlandske varianter af Navagiaq, tager sjælen ophold i et græsstrå, der bøjes så voldsomt af efterårets blæst, at den

foretrækker en ny eksistens. Måske har man i Sydgrønland lært, at

planter ikke har "sjæle". At mandens sæd fodrer fosteret er derimod en

rodfæstet forestilling også hos inuit i Canada.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

Eng. udg: Knud Rasnmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 137ff, "Let men be men, and animals be animals".

Samme fortælling som "Kvinden der havde en bjørn som plejebarn" og samme fortæller, men oversættelsen bærer stærkere præg af Rasmussens fortolkende eventyr-stil. Med mindre denne version faktisk skyldes H. Ostermanns oversættelse. Denne findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift er ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet,

Mákorssuaq / Makkorsuaq.

Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller

Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter

blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham.

Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage-

blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig.

I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord

for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie-

rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi-

usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers

boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse

bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville

bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne

nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget

til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede

fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især

narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet?  Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd.

Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der.

Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte

denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder,

så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst,

uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at

jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923.

Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer

i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse

drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig

selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg

skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige

som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig.

Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke

at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af

hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der

drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre

kun er blevet fortællinger.

Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede

han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne

sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte

være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor  meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo

også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være.

Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo

ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare,

objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til.

Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han

kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere

piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er

ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at

forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir-

kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn-

lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak.

Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med

hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne

de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles

det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate-

keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at

holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur-

tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald

og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt

de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld

fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte

han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og

da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde:

Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq.

Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne

om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således

er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta-

sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks-

kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne

man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller

at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp

fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder

dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui

og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no-

get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke

lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel-

villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til

den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde

slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn-

lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange

bjørne.

Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.

Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nukúnguasik" .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 75 - 76: "Nukúnguasik" / Nukunnguasik.

Resumé:

Nukunnguasik er gift og bor sammen med en masse brødre. Den

mellemste bror laver tupilak mod Nukunnguasik, men Nukunnguasik

opdager ham i færd med fremstillingen. Da Nukunnguasik overrasker

tupilakmageren, dør denne af skræk, mens tupilakken dier hans testikler.

Brødrene savner deres mellemste bror. Nukunnguasik leder dem til

gerningsstedet, en fjern ø, hvor de finder den døde, ærgrer sig over

at han kunne være så dum at gøre den slags, begraver og begræder ham.

Nukunnguasik levede siden som den ældste på bopladsen og døde efter

mange års forløb.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; Kunnak tupilak;

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 79: qingmiarqanik pujôrineq, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 92 - 93 (Nr. 22, men

med flere data om familieforhold)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 101 - 102.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Store Markus, Mákorsawaq, Makkorsuaq, var ifølge Knud Rasmussen Upernavik-distriktets bedste hundeopdrætter. Familien villle ikke røbe hans metode over for Hans Lynge, men Jûntâq kunne fortælle, at hvalpene blev bragt til at afsondre noget slim ved rygning med en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?). Slimet mentes at stamme fra livmoderen. Fjernelsen skulle gøre hundene mere modstandsdygtige.

Hist.: Historisk episode fra slutningen af 1800-tallet.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 91 + 93: ta/ninga (tarneq)

sigguse/dlewngew, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 83 - 84.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 91 - 92.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Følgende fortælles om Mákorse (Markus), der var bror til Sukasiks svigerdatter, gift med Sukasiks søn, Ilasiaq (se denne). Makkorsi var skikkelig, døbt og holdt meget af at læse i bibelen, men han havde store medfødte evner for at blive åndemaner. Omkring hans navle var der et mærke efter hans hjælpeånd, "ferskvandets hund"s tænder. M. kæmpede imod og "blødgjorde" dermed sig selv. Han blev syg, viste mærkerne frem, gik i trance og sang uden synlig bevægelse af læber og strube, en åndeflugtssang. Da den nåede op til struben, trak han vejret og døde. Sukasik, der stod hos, bemærkede bevæget, at M. altså var en stor åndemaner. Da han blev begravet uden for indviet jord, blev Sukasik betænkelig, fordi børnene ofte legede dér. Derfor anviste Sukasik ham vej ned i havdybet vha. en slædemede af rentak, som han lod pege fra graven nedad.

      Snart efter, før Makkorsis søster vidste at han var død, viste han sig som en uforstyrrelig sildepisker nær hendes opholdssted og i hendes drømme fortalte han med sin let genkendelige stemme, hvordan han var blevet "vist nedad".

Hist. Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Kommentar: Usikkert om Sukasik egentlig var åndemaner. På den anden side er "ferskvandets hund" formentlig af samme slags som den, der åd, kastede op, og dermed initierede Naaja til fremtidig angakkoq / åndemaner i Østgrønland (søg Sandgreen 1987, ss. 91 - 96: Den lille elv ...  og Søens troldbjørn). Og Sukasiks søn, Ilasiaq, der ifølge angakkoq'en Siimuks råd var blevet hentet op fra havdybet, mentes selv at kunne hente hjælp dernedefra (fra Havkvinden).

Det vides ikke om det var en almindelig forestilling, at man efter døden kunne forvandle sig til et (sø)dyr. Men den svarede selvfølgelig ganske til den i myten om mennesket, der tog ophold i / søgte sig en mor i den ene dyreart efter den anden: fx Rasmussen 1921 s. 118 - 122.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61, l. 3 - 7 og 81

(de første fem linier, men hér er fortælleren Jûntât hovedpersonen, ikke hans

plejefar Mákorssuaq, Markus) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 66 og

88.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, der var storfanger, havde uheld med fangsten en vinter, hvor en vis Arnawiaq boede hos dem. Hun løste sit hår, mens han var på fangst. Til sidst skældte han hende huden fuld og hun rejste fornærmet bort. Hvorefter M. igen fangede stort som før.

Hist.: Ca. 1900, dvs. efter at man som døbte ikke burde regne de tidligere tabuer for virksomme længere.