Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

Var.: Qimuunnguujuk

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 9 - 14: Oqalualâq.

Resumé:

En mand øst for Niaqornakasik, der har lutter kvinder som

bopladsfæller, fanger godt, men kun med en fuglepil. En dag mister han

den i en sortside og kan ikke få sig en ny af mangel på rensdyrtakker.

Han hører at dyret er drevet i land ved Saarloq. Trods kvindernes

advarsler og ængstelser ror han i en stiv sydvest til Saarloq, hvor

der er mange mænd og blir dybt forlegen, fordi han kun er vant til

kvinder. Han ser sin fuglepil, tar mod til sig, ber om den, men må

først trække armkrog med en af mændene for at få den. Han overvinder

let manden og blir dybt flov over at ha knækket mandens langfinger af

ved leddet. Den følgende sommer blir knastør. Kvinderne, der gerne vil

glæde deres eneste forsørger med bær, må helt over passet ved

Tasermiut og Tupaats opland til Kangerluatsiaat, hvis store vandfald

er svundet ind til nogle få dråber. De henter kun ret få bær af

gangen, for at deres forsørger stadig kan få dem friske. Han begynder

efterhånden at undre sig over, at han aldrig træffer andre kajakmænd

ude, og tar først til Qarramiut, hvor alle er døde af gulsot, dernæst

til egnens andre bopladser, hvor der hvert sted er nogle få

overlevende. Senere, da disse er blevet raske henter han dem til sin

boplads, hvor de bliver.

Hist.: Dateres i fortællingen til: "Kort før kristendommen blev indført i Grønland."

Smitten er muligvis bragt med nordfra fra rejserne til

handelen med hvalfangerne i nord før 1721 (før kristendommen kom til

Grønland). Men på det tidspunkt skulle der endnu være rener i

Sydgrønland, og manden burde da have kunnet skaffe sig nye takker til

en fuglepil. Dette træk er formentlig ikke (historisk) væsentligt,

idet det primært tjener til at karakterisere hovedpersonen som stærk

mand og helt.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 59 - 65: "Immap nälagâ" / imap naalagaa( Havkvinden / Havets Mor / havets moder.

Resumé:

I en konebåd ud for det store kystfjeld, Naajarsuit, ser bådens

ondskabsfulde ejer sig sur på en lille forældreløs pige, som han

smider overbord sammen med hendes lille hund. Da hun klamrer sig til

rælingen hugger han hendes pegefinger og langemand af. Hun synker

svimmel til bunds, får hurtigt sin bevidsthed igen ved en korsvej og

går så langt ud ad en sti mod vest, at hun befinder sig lige langt fra

alle bopladser. Her bygger hun et hus med et rum til sig selv og et

til alle sødyr og søfugle. Hunden får plads på taget og både den og

hun vokser sig meget store. En dag rammes hun i ansigtet af noget

vådt. Det er affald, som mennesker smider ud på møddingen. Hun rammes

af mere og mere snavs, ansigtet hovner op, håret filtres ind i snavs,

hunden gør højere og højere, og en strid elv strømmer ind gennem

husgangen. Oppe på jorden finder åndemanerne ud af, at den lille pige

er blevet sødyrenes og fuglenes herskerinde og holder dem tilbage, når

hun svines til af kvindernes urenheder.

Åndemaneren / angakok / angakkoq Utarkaq / Utaqqaq / Utakaaraq (?, se ID 467) rejser ned til hende gennem en revne i isen ved stranden. Undervejs generes han af tanglus, der ligner myg. Han vover

sig forbi den rasende hund, klatrer oven over elven gennem husgangen

ved at stemme hænder og fødder mod dens vægge og loft, og med et

snuptag i kæmpekvindens hår giver sig i slagsmål med hende. Hun

svinger hovedet frem og tilbage, men trættes, og U. kan nu rense hende

for snavs. Som tak sender hun søfugle- og sødyrarter ud i husgangen,

hvor elvens strøm er vendt. De forvandles alle fra mennesker til dyr i

det øjeblik de dykker ned i husgangen. Til afsked giver kvinden ham

besked om hvordan folk skal forholde sig med fangsten, og han når hjem

uden hindringer. Vinden skifter om natten fra øst til sydvest. Føhnen

blæser havet rent for is, og det myldrer med dyr og fugle. En enkelt

fanger bryder tabuet mod at fange den første dag. Han får intet. Næste

dag må alle fange og de gir dagens fangst til U. som løn.

Mange år senere lider man atter nød og en storfanger fra øen Saarloq

kommer på besøg med kød og spæk til Tuttutsiaq og hans kone i

Alluitsup Paa / Sydprøven. De er begge åndemanere, men konen er den

største. Hun har engang været fjeldgænger / qivittoq og er kommet tilbage. T.

overtaler sin kone til at tage mod kødet som forudbetaling for en

rejse til Havkvinden / havets moder. Der festes på kødet og T.s kone klarer rejsen på samme måde som i sin tid U. og efterspillet er det samme. Hendes rejse

til Havkvinden var den sidste.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Sødyrenes moder / mor. ID 2070, 1524, 2304.

Hist.: Fortælleren kombinerer de fortællinger han kender om

Havkvinden: Oprindelsesmyten, fortællingen om U.s rejse og den om T.s

kone, der var den mest udbredte og kun gengives i ultrakort referat

(se Qujaavaarsuk). Tiden er tydeligvis løbet fra forståelsen af det

snavs, Havkvinden rammes af. Der nævnes almindeligt affald, kvinders

urenheder, og den mad urene kvinder ikke må spise. I de ældste kilder

er snavset størknende blod fra aborter og menstruationer, som rammer

Havkvinden, hvis kvinderne bryder de tilhørende tabuer. Europæernes

ubehag ved de ildelugtende grønlandske huse og affaldet mellem dem, og

deres opfordring til renlighed sammen med dåbens eliminering af

tabuerne har sikkert forvirret begreberne om snavsets karakter.

Fra Naajarsuit udgik rejserne nordpå til hvalfangst og handel med

europæiske hvalfangere.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 78 - 81.: "Oqalugtuaq nagtoralik arferdlo".

Resumé:

To piger leger far, mor og børn ved stranden. Den ene vælger sig et

hvalskelet ved stranden som mand, den anden en ørn oppe i luften.

Skelettet forvandler sig til en levende hval og bortfører pigen til en

ø. Ørnen flyver med den anden op til toppen af en høj klippe. Pigernes

familie ser det, men kan intet gøre. Ørnen fanger fugle til sin kone,

der fletter sig en lang line af deres sener. En dag opdager ørnen

linen, som konen påstår skal være en ny fiskeline til ham. Han river

den i stumper og stykker. Hun fletter en ny, der endelig når fra top

til fod af klippen. Hun ber sin mand hente lækker mad helt ude ved

horisonten. Han flyver derud, hun klatrer ned og løber hjem. Det varer

meget længe, inden ørnen blir synlig, først for sin kone, der både har

fået noget af hans skarpe syn og synger, når hun taler, ligesom han.

Den når sin tomme rede, dropper i vrede sin enorme fangst ned ad

klippen og stryger gang på gang så tæt over svigefamiliens tag, at

flere og flere af dets tørv ryger af. Hun går ud og ber den brede

armene ud for sine kære svogre, og de skyder pile ind i dens armhuler.

Ørnen dør. Brødrene sætter nu over til hvalens ø i konebåd. Gennem

hullet i taget ser de søsteren tæt omslynget af hvalen og spytter ned

på hende. Hun ber om lov til at gå ud. Du kan tisse i min mund og

skide i min hule hånd, svarer den. Hun insisterer, og hvalen binder en

line fast i hende, som den utålmodigt rykker i. En bror tar linen,

mens hun svækket af sit stillesidende liv slæber sig ned til båden.

Hvalen opdager blufnummeret og forfølger båden, men opholdes tre gange

af pigens klædningsstykker, der kastes ud til den. Båden når i land,

og et hvalkranium ruller op på stranden.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

Hist.: Fortælleren har byttet om på den gængse rækkefølge af

klædningsstykkerne, der smides ud og i stigende grad ophidser hvalen

erotisk. Derfor plejer bukserne at komme til sidst, men enten har

fortælleren ikke fattet pointen, eller også har missionen øget hans

blufærdighed.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 4 - 7: Kamikingnaannguaq ... Kamikingnârajik.

Resumé:

K. bor med forældre og to yngre brødre ved Tupaat. K. vokser ikke,

mens hans brødre vokser normalt og blir dygtige kajakfangere. K. hånes

og beslutter at gå qivittoq. Han ror ud til havs, længere og længere

ud, hvor en høj ø dukker op. Den viser sig at være en kæmpe i kajak.

K. flygter, men besinder sig, vender om og kæmpen tar ham forsigtigt

op med kajak og det hele, bringer ham hjem og forbyder alle at røre

ved K., fordi han er så skrøbelig. Anbragt på et sikket underlag

overrasker K. kæmperne, fordi han viser sig at være et rigtigt lille

menneske, da han kravler ud af sin kajak. Han underholder dem det

bedste han kan og får rigeligt at spise og drikke. For hver nat han

sover i kæmpehuset bliver han større. Da han er på størrelse med

kæmpens søn jager de sammen, først kæmpemåger med krog, så enorme

sæler i kajak. K. når normal voksen kæmpestørrelse og får lyst til et

besøg hjemme. Han får lov, da han forsikrer dem om, at han kommer

tilbage, fordi der hverken er plads eller mad nok til ham derhjemme.

Kajakken går på grund ved øen Naajat, hvorefter K. vader i land og gir

sig til kende over for bopladsens skrækslagne folk. Han faster under

hele sit tre-dages besøg for ikke at fortære alt bopladsen ejer af

mad, og han sover uden døre. Mens kajakkerne følger ham ud til

Naajat, træder han hajer ihjel undervejs og klemmer leveren ud af dem.

De flyder op som hans afskedsgave. Ingen har siden set ham.

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;  En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik;

Hist.: Dette er sandsynligvis en variant af de østgrønlandske om

Kamikinnaq, der roede til havs og blev adopteret af kæmperne på øen,

Akilineq. Vestgrønlændernes Akilineq var et fastland, og denne

variant fortæller skal tilsyneladende kompensere for dette, hvorfor han stopper så mange øer som muligt ind i fortællingen fra sit lokale miljø ved Nanortalik. Selv kæmpen ligner en ø.

Østgrønlændene drev hajfangst, hvor leveren blev brugt til

lampeolie. Måske har de bragt skikken med til Sydgrønland.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 18 - 20: Oqalugtuaq.

Resumé:

Tre forældreløse, en pige og to storebrødre, bor hos mange brødre. Den

mellemste bror vokser ikke, men den ældste udvikler sig tidligt til så

dygtig en kajakfanger, at brødrene blir bange for hans kræfter og

beslutter at få ham dræbt. De vil ud til en ø for at jage en farlig

kæmpehvalros. Drengen, hvis navn nu oplyses, Aaversuakaaq,

"kæmpekæmpehvalros", vil selvfølgelig med. Han lokkes til at forsøge

sig alene med dyret, der såret farer over ham og kløver både ham og

kajakken i to. Brødrene holder drabet hemmeligt og håner søsteren, der

derefter træner til åndemaner og modvilligt går ind på at holde sin

første seance. Hun kaldes nu "Den ganske store kæmpehvalros". Under

seancen opdager hun hurtigt, hvad der er sket med storebroderen og

tager øjeblikkeligt hævn, idet hun ønsker at gulvet vil revne. Alle

brødrene falder da ned i afgrunden.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Tolkning: Om kæmpehvalrossen se Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: I kristen tid har hvalrossen undertiden fået konnotationer af djævelen. Kæmpehvalrossen kendes også fra andre eskimo-kulturer. Fx på Nunivak. Se Sonne 1988: Agayut.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 40 - 42: "Nanortalingme utorqánguit ...".

Uden overskrift.

Resumé: Et gammelt ægtepar ved Nanortalik føjer deres eneste søn i hans ønske

om at tage på sommertur til Qassit efter sortsider og bær. Han fanger

rigeligt, men får lyst til at bestige egnens højeste bjerge. Faderen

advarer ham mod bjergtoppenes onde skæbne, og sønnen kommer hjem fra

det højeste Perserajik med mavesmerter. Han dør, og forældrene må bygge

et hus til overvintring. Vinduerne laver de af rypekroer, og de lever

godt af sønnens fangster. Triste og tavse får de en aften besøg af tre

kvinder, der underholder de gamle med fortællinger om deres skønne

rejseliv. Det karakteriserer hhv. en ren, en ræv, og en hares

levevis, og som sådanne forsvinder de ud gennem husgangen før

morgengry af angst for, at "døgnet ellers vil rulle rundt og daggryet

komme bag på dem". Da isen går om efteråret, rejser de gamle tilbage

til Nanortalik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

     I Nanortalik boede et ældre ægtepar, der havde en eneste søn. Sønnen var en stærk og mægtig mand. Han rejste hele tiden til steder, hvor der var fangstdyr. Han rejste således rundt med sine forældre. Engang om efteråret, hvor der var kommet mange sortsider, sagde sønnen: " I morgen tager vi ud på en seljtur til Qassi, hvor der skulle være mange bær og sortsider."

     Dagen efter tog de stakkels forældre af sted sammen med sønnen. Da de kom til bunden af Qassi, begyndte sønnen at fange endnu flere sæler. En dag da han som sædvanlig kom hjem med flere sæler, sagde han: "Jeg vil bestige fjeldet Tusaarluarnaaq." Dertil bemærkede faderen: "Du skal holde dig fra at bestige fjelde, for man siger, at nogle fjelde bringer ulykke." Det lod ikke til, at faderens ord gjorde indtryk på sønnen. Han tog af sted og kom først hjem et godt stykke tid efter, at solen var gået ned.

     Tidligt næste morgen tog han af sted og kom hjem i to omgange med fuldvoksne sortsider på slæb. Da han kom hjem, sagde han: "Jeg vil tage hen og bestige det højste af fjeldene, Perserajik." Endnu engang bemærkede faderen advarende, at nogle fjelde kan volde ulykker. Men det gjorde øjensynligt ikke indtryk på sønnen. Han tog af sted for at bestige fjeldet. Endnu før det blev aften, kom han hjem og havde stærke smerter i maven. Han gik i seng; næste morgen døde

han.

     Hans forældre blev grebet af dyb sorg. Men der var intet at gøre, de

måtte lave en grav til ham og bygge sig selv et hus. De flyttede ind i det nye hus, og til vinduer brugte de rypekro fra ryper, som sønnen havde fanget. Den gamle begyndte at fiske; han var ellers holdt op med at ro i kajak. Først da det var vinter, holdt han helt op med at fiske. (Her er et ord, som jeg ikke kan læse.) De levede af de sæler, som deres afdøde søn havde fanget. Om aftenen

var der ingen, der sagde noget. En aften sagde manden: "Bare der ville komme en, der kunne fortælle historier." Knap havde han sagt dette, så hørtes der knirken i sneen hen over huset, (jeg mener, at der står "karssugpâ"), én gang til og endnu én gang til. Så hørte man nogle gå ind i gangen, og at de diskuterede, hvem der skulle være den første: "Gå du ind. Gå du ind!" Manden sagde indefra: "Kom inden for. Vi savner adspredelse." Så trådte der en kvinde ind, mørklødet og med en

stor hårtop. Efter hende trådte endnu en kvinde ind, det gav ligefrem lys i rummet, så lys var hun, og en stor hårtop havde hun. Hun smilede endog. Efter hende kom endnu en mørklødet og meget mild kvinde ind. De to gamle blev så glad for dem, at de straks satte mad frem. Da de havde spist, sagde manden: "Vi savner nogle, der kan fortælle historier. Fortæl nu, I søde."

     Således opfordret, fortalte de løs - især den første, der trådte ind: "Man er jo på vandring hele tiden. Om sommeren vandre man langt inde i landet. Når der kommer myg, flytter man op på fjeldene. Især er det smukt ved solopgang og solnedgang, når solen kaster et rødt skær på de høje fjelde. Det er et smukt syn. Midt om vinteren holder vi til længere nede og søger efter føde på stranden i lavvande. Det er begrænset, hvad vi har at fortælle; men den lille her har meget at fortælle, for hun vandre meget." Med de ord pegede hun på den lyse. Så sagde den lille kvinde: "Ih, jeg vandrer langt imod nord, mod syd og mod øst, langt, langt væk, når det bliver forår, og når solen kaster rødt skær på de høje fjelde, ah!" Hun gav et skrig fra sig. "Se nu fjeldene deroppe mod øst og mod nord, når solen står op og kaster sit lys på dem fra øst og fra syd. Jeg forlader de høje fjelde, når jeg har født mine unger." Hun fortsatte med at fortælle længe; og

midt i det hele sagde hun: "Lad os komme ud gennem det, der får den store tykke mave til at rejse sig (husgangen?) (nârsugssûp makitaqúkalugtuaqâtiput)." Idet hun sagde dette, bøjede den største af dem sig ned for at komme ud i gangen. Man så kun en lille hale af et rensdyr. Da den mørklødede bøjede sig ned, så man en stor hale af en ræv. Da den sidste bøjede sig ned, sås der kun en lille hale af en hare. Det viste sig, at det var et rensdyr, en ræv og en hare, der var

på besøg i menneskeskikkelse.

     Da isen om foråret forsvandt fra Qassi, vendte de to gamle tilbage til

deres vinterboplads.

Var.: Besøg af / hos dyr i menneskeskikkelse.

Hyppigst handler de om et menneskes besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Men her er det snarere det gamle ægtepars ensomhed, der lokker dyrene til. Qivittut har lignende oplevelser: Salik Aron; Salik Aron; Nassaaq.

Tolkning: Bemærk billedet af døgnet, der kæntrer rundt. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Verdens balancegang.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 57 - 58: "Nerrikitsuliaq Ikârissarmioq"

Resumé:

Et ungt ægtepar på en boplads med mange ældre ægtepar får en datter,

som græder des mere jo ældre hun blir. Hun hedder N. (den

småt-tærende). Når forældrene forgæves har søgt at trøste hende,

tager deres plejedatter over. En aften hun har fået den lille til at

tie og er faldet i søvn, vågner hun ved en smaskende lyd. Spædbarnet

er pludselig blevet stort, har ædt sin far og er i færd med at fortære

sin mor. Alle husfæller flygter ud og redder sig op på en høj sten, og

vil ikke hjælpe den sidst ankomne, plejedatteren op, men overlader

hende til N.s appetit. N. fortærer en hund og dens hvalpe i husgangen.

Plejedatteren standser dog N. ved at minde hende om, at det var hende,

der altid trøstede N. Hun flygter, mens N., der ikke kan nå folk oppe

på stenen, får den til at vælte og sluger dem en for en, inden de når

jorden. N. når derefter sin flygtende plejesøster, der kaster venstre

kamik i hovedet på N. N. falder død om, plejesøsteren skærer hendes

mave op, og ud vælter alle de mennesker hun har ædt (De lever ikke op

igen, BS).

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Barne-uhyret.

Hist.: Den traditionelle forklaring på babyens vækst og lyst til

menneskekød er enten den, at den ikke får nok at spise af sin mor,

eller at den ikke får del i familiens øvrige mad. Den forklaring er her udskiftet

med babyens gråd, der tar til med alderen og må så være fortællerens

begundrelse for, at babyen ikke er normal. En yderligere forklaring må være de bemærkelsesværdigt mange ældre ægtepar på stedet. Måske bør der være en mere afbalanceret fordeling af yngre og ældre folk.

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en kvinde, som havde en eneste søn.  Kvinden, som var

gammel, hed Ukuamaaq. Sønnen var en dygtig fanger og var meget stærk.

Han var desuden en modig kajakmand. Når sønnen fangede den ene sæl

efter den anden, og den stakkels kone blev træt af at flænse hele

tiden, sagde hun gerne til sin gevaldige søn: "Jeg bliver så træt af

at flænse. Tag nu og gift dig, kære." Det gjorde ikke indtryk på

sønnen. Han lod, som om han ikke hørte det. Men så engang han var ude

på fangst, og var kommet hjem, før det blev eftermiddag, gik han ud af

huset. Der gik ikke lang tid, så vendte han tilbage med en stor

søskendefloks eneste kvinde. Hun var både flot og meget smuk. Da hun

kom ind, gjorde hun indtryk af at være overmåde venlig. Ukuanaag holdt

op med at arbejde, da svigerdatteren nu tog sig til at arbejde. Når

svigerdatteren havde det varmt, kunne svigermoderes ikke holde øjnene

fra hende, fordi hun syntes hun var så smuk. En aften hun sad og så på

hende, tænkte hun: "I morgen kunne jeg have lyst til at bilde hende

noget ind, fordi hendes mand elsker hende alt for højt." Om aftenen

sov hun ikke godt. Og så snart hendes dygtige søn tidligt næste morgen

var taget afsted, sagde hun til sin svigerdatter: Jeg har rigtig ondt

af dig, og vil nødig skjule noget for dig. Derfor siger jeg det lige

ud: Din mand vil dræbe dig når han kommer hjem. Han lader blot som om

han elsker dig. Hvis du ikke vil dø må du hellere flygte. Jeg tar

med." Svigerdatteren blev så forskrækket, at hun straks begyndte at

gøre sig parat. Svigermoderen sagde: "Du skal bare lade som ingen

ting. Hvis han følger efter os, vil han dræbe dig. Det er

ligegyldigt, om jeg bliver dræbt, for jeg er gammel. Så tag nu afsted

uden at lade dig mærke med noget. Jeg kommer efter dig." Det var

tidligt om morgenen, da svigerdatteren tog afsted, og svigermoderen

fulgte efter. De begav sig ind i landet, begge med byrde på ryggen,

og inden aften var de kommet langt ind i landet. Om natten sov de

under en sten.

Da Ukuamaaqs store søn kom hjem, var hverkens hans kone eller hans mor

hjemme. Han satte sig til at vente på dem, og ventede endnu da det

blev morgen. Uden at have sovet gav han sig til at lede efter dem.

Svigermor og svigerdatter drog videre ind i landet, da det blev lyst,

og i flere dage fortsatte de længere og længere ind i landet. Da de

for alvor havde nået det fæle indland, gav Ukuamaaq og svigerdatteren

sig til at bygge et hus. Da de blev færdige med huset, begyndte

Ukuamaaq at te sig som en mand og tog sin svigerdatter til kone.

Ukuamaaq det skrog, brugte en kajakspids af træ som penis. På den måde

levede Ukuamaaq sammen med sin svigerdatter som kone: Tidligt om

morgenen fór hun ud på fangst, og inden det blev eftermiddag, lød der

et drøn udenfor, og ind kom Ukuamaaq. Ih du milde som hun var varm.

Når svigerdatteren så gik udenfor, var svigermoderen gerne kommet hjem

med en sortside, hvis skind lige egnede sig til et par flotte bukser.

Og harpunlinens beslag af hvalrostand, sikke kridhvide de var!

Når så svigerdatteren fiskede noget kød op fra gryden til hende, og

dampen steg op, tog hun en støvlestrækker og legede kajakmand hen over

dampen så intenst, at rummet dårligt slog til. Først når dampen var

væk, begyndte hun at spise med albuen på svigerdatterens lår.

Når svigerdatteren var ved at gøre sig klar til at gå i seng, tissede

Ukuamaaq i stående stilling, hver gang lige foran hende. Men når hun

havde tisset, holdt hun den store kajakspids op på underlivet med

hånden og sagde: "Skal man lulle hinanden i søvn?" Så gik hun i seng

med sin svigerdatter med kajakspidsen som penis.

Da sønnen ikke kunne finde ud af, hvor moderen og konen var henne,

begyndte han at uddanne sig til åndemaner. En dag da han ville

undersøge sporene, opdagede han, at de førte ind i landet. Han tog

afsted og fulgte sporene som han havde testet. Umådelig langt inde i

landet, fik han øje på et hus. Han gik derned og så, at det flød med

kød og spæk omkring huset. Han kiggede ned i rummet gennem røghullet i

taget, og så sin flotte kone sidde på briksen imod bagvæggen og sy.

Han gik ind til hende. Hun så op på ham, men vendte blikke væk igen.

Manden sagde: "Hvad laver du her?" Konen fortalte hvordan hun var

flygtet for ikke at blive dræbt. Manden ville straks have samleje med

hende. Men konen sagde: "Mit skræv er blevet helt ødelagt af

kajakspidsen. Din elendige mor har ødelagt mig helt. Nu er det ved den

tid, hun plejer at komme hjem. Gem dig så og se selv engang, hvad hun

gør. Kom, vi graver et hul ved husets bagvæg." De gravede et hul, og

han gemte sig i det. Han lavede en åbning, som lige akkurat var stor

nok til, at han kunne kigge ud.

Det varede ikke længe, så nåda for et drøn derude. Ind kom hun, den

usling af en mor, dampende af varme, og sagde: "Hør, kone, der er noget

derude, du skal flænse. Kom lad os ta'den ind." Så gik de begge ud.

De kom ind med en sortside, hvis skind egnede sig fint til at par

bukser, og sikke flotte linens kridhvide beslag af hvalrostand

glimtede. Straks de var kommet ind med sælen, flyttede hans kone

gryden længere hen mod briksen og fiskede noget kød op til hende.

Imens steg dampen til vejrs i huset. Ukuamaaq tog sit rejsetøj af.

Især undrede han sig, da han opdagede, at Ukuamaaq, altså moderen,

havde sele på, d.v.s. en slags hundeseler, der var lavet af smalle,

men stærke vandskindsstrimler. Dampen fra gryden steg op, og moderen

greb støvlestrækkeren og gik ud på gulvet og gav sig til at lege

kajak. Syngende for hun rund i rummet oven over dampen, idet hun

sagde: "Min søn plejer ikke at tage ud til de yderste fangstpladser.

Min søn, der ingen sele har, men jeg, jeg har vel nok en sele." Disse

ord gentog hun hele tiden, indtil dampen forsvandt. Så først satte hun

sig ned med albuen på svigerdatterens lår. Øjeblikkelig kysede hun løs

på sin svigerdatter. Svigerdatteren forsøgte at undgå det. Da hun

gjorde det, sagde svigermoderen: "Min svigerdatter, min kone, opfører

sig anderledes end hun plejer." Så prøvede hun igen at kysse hende,

og atter undslog svigerdatteren sig. Så gentog hun: "Min svigerdatter,

min kone, vil ikke som hun plejer." Først da hun åbenbart havde fået

nok, gav hun sig til at spise med albuen på hendes lår. Da hun

havde spist, kyssede hun endnu ivrigere løs på hende. Endelig begyndte

svigerdatteren at flænse løs på sortsiden. Da hun havde flænset og

fået spækket væk, sprættede hun maven op, og dampen slog op fra den

varme mave. Endnu engang tog Ukuamaaq støvlestrækkeren og gav sig til

at lege kajakmand hen over dampen, idet hun kæftede op: "Min søn, som

ikke tager ud til de yderste fangstområder. Min søn, som ingen sele

har, men jeg har vel nok en sele." Sikke det susede hver gang hun

strøg forbi! Engang hun strøg forbi, gav han hende et ordenligt spark,

og man hørte bare et gevaldigt bulder nede på gulvet. Da han med et

spark havde skubbet sin mor, Ukuamaaq, ned på gulvet, sprang han ned,

satte sit knæ på hende og dræbte hende. Han greb sin kone og

undersøgte hende. Han fik bekræftiget, at hendes skræv var helt

ødelagt. Da han så det, dræbte han også hende.

Sortsiden på gulvet, som lige var blevet flænset, var ganske væk. Der

var kun planter at se. Linerne med hvalrostænder, som hang på

tørrestativet, var ikke andet end kvanrødder, som var nødtørftigt

udformet, altså også planter. Han gik ud og orienterede sig omkring

huset. Der var ikke andet end en hel masse mælkebøtter, som var rykket

op, en hel masse nederste dele af planter. Han begravede sin kone og

sin mor oven på hinanden. Det var hvad han fortalte, da han kom hjem.

- Slut.

Var.: Ukuamaaq

Hist.: Fortællingen her fra Nanortalik har visse østgrønlandske træk, se ndf., hvilket ikke er mærkværdigt i betragtning af de talrige immigranter / indvandrede fra Sydøstkysten til Sydgrønland.

Kommentar: I denne variant er det lesbiske træk mere fremhævet i de fleste, hvor det især er svigermoderens overlegenhed som fanger i forhold til sønnens evner, der understreges. I ovenstående version står det også særskilt klart, at svigermoderen med svigerdatter er blevet indlandsboere, der lever i den "anden" verden, hvor planter (ofte tørre) - især i østgrønlandske fortællinger - gør det ud for solide sager i denne verden.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', 2', læg 8, ss. 1 - 4: Univkârtuaq / Qajîtaq / Qajiitaqnerersârssuaq pingârtorssuaq / nerersaarsuaq pingaartorsuaq.

Resumé:

Q., der har fjender, men ikke ved hvor de bor, bryder af nervøsitet op

fra sin boplads og havner tilfældigt på det sted, hvor hans dødsfjende

holder til. Han inviteres ind hos fjenden, der beværter ham med

talrige omfangsrige retter. Q., hvis mave til sidst hænger ham ned på

knæene, føler sig dog stadig ikke rigtig mæt, men erklærer sin lyst

til en brydekamp. Fjenden, der troede han skulle få let spil men den

forspiste Q., holder sig tilbage, og Q. forlader uskadt både huset og

stedet. Senere nær Qaqortoq får han lyst til af fiske ulke og samle

kvan ved en elv i laksesæsonen, hvor de store laks forfølges af

sortsider i stimer et stykke ind i elven, for derefter at glide

tilbage med strømmen. Ingen har endnu haft held til at fange nogen af

dem, og bag Q.s ryg morer man sig over den iver Q. sikkert vil prøve

at fange sortsiderne med. Han fisker en mængde ulke, samler en stor

bunke kvan og efter tre mislykkede forsøg på at harpunere en

sortside, hager han sig fast ved en opragende sten i elven, og får

derfra ram på et stort eksemplar, da de flyder tilbage med strømmen.

Med et bjerg af ulke og kvan bagpå kajakken og en sæl på slæb kommer

Q. hjem, hvor hans kone indbyder til fællesmåltid og får den ide at

servere ulkene først, dernæst kvan og sidst de kogte bryststykker af

sælen. Q., der således har imponeret alle ved både sin appetit og sine

fangstevner, lever herefter i fred for sine fjender.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, side 21 - 32: Oqalugtuaq / Qasiagssaq

Resumé:

Q. gifter sig med Piusoritsaat og de bor ved Tupaat. Q. ligger ikke på

den lade side, men hans kajak er læk og hans fangstredskaber elendige.

Hans fangstblære er to sammenbundne sælmaver, harpunen et lårben og

dens od en lændehvirvel af en remmesæl. Hver dag kommer han kun hjem

med sin kajak halvfyldt af vand. Men de får lidt kødgaver af

bopladsfællerne og har et muntert erotisk samliv. En dag ser Q. en

nedlagt sortside bundet med en smukt prydet harpunrem til en sten i

vandet. Han får lyst til at prøve fornemmelsen af at bugsere en sæl og

derefter at bringe den hjem. Hans kone P., der hver dag ivrigt holder

udkig efter ham i håb om at han kommer hjem med fangst, genkender ham

på lang afstand og vader helt ud i vandet efter sælen, som hun trækker

i land, parterer og uddeler til alle bortset fra hoved, et lår og

lændestykket. Sælens ejer sender bud efter sin harpunline, Q.s tyveri

afsløres, konen bliver flov, men munter igen, da Q. i sjov gør hende

så forskrækket, at hun nær ryger op i loftet. Dette gentager sig efter

hver løgn Q. stikker om sine meritter:

  Q. må atter i land med sin vandfyldte kajak ved et bærsted, hvor han

mæsker sig. Han ser et isstykke med sten i og vil afprøve, hvor

megen vægt hans små fangstblærer kan tåle. Han binder stadig større

sten til linen og endelig een så stor, at den synker til bunds med

blærerne. Han fortæller ved hjemkomsten, at han har fanget en hvalros,

som de andre fangere vil komme hjem med. P. ødelægger skaftet på sin

ulu i glæde over det nye skaft af hvalrostand hun skal få og lover

alle og enhver del i tænderne. En af de unge fangere kommer hjem med

Q.s fangstblærer, som han har set og skåret løs.

  Q. må atter i land et sted med sin vandfyldte kajak. To piger ser

ham. I ærgrelse over kajakken tramper Q. dens ribber itu, svømmer ud i

vandet så hurtigt som en hund og med en stribe af snavs efter sig.

Derefter smadrer han flere gange sine testikler med en sten og ryger

hver gang i luften og ruller rundt på jorden af smerte. Han kommer til

sig selv, svømmer atter ud med en stribe af blod efter sig, og stopper

derefter isstykker ind under sine klæder. Hans kajak ligger så lavt i

vandet, at P. tror ham død, da han nærmer sig. Man hun ved, at han er

en angerlartussiaq og kaster sig ud over en skrænt. Hendes

ravneskindsanorak pustes op og bærer hende i luften, hun lander

sikkert, og nærmer sig foroverbøjet med hovedet skjult sin

tænderklaprende mand i kajakken. Han siger, at et isbjerg kælvede over

ham. P. tror at hun har fået ham tilbage til livet. (Pigernes

afsløring af Q.s løgn er udeladt). Q.s svigerfar forærer ham en god

kajak, som Q. ror dygtigt i. Men under hele to fangstture efter

hinanden kan Q. ikke bekvemme sig til at harpunere en sæl, der ellers

byder sig til og næsten ikke er til at skræmme bort. Han vil fange den

med hænderne, for at der ikke skal komme huller i skindet. Han må

opgive og vender sælen ryggen.

  Q. får nu lyst til en længere besøgsrejse i sin gode kajak. De

voksne, han besøger, sidder triste og tavse i huset. Q. blir

fornærmet, men erfarer af børnene, at en lille pige ved navn

Nipisartaannguaq netop er død. Q. fortæller så, at han netop har fået

en datter, der har fået det navn. Alle græder og derefter sørger de

for ham på bedste vis. Han får den døde piges legetøj og en masse

lækkerier med hjem til hende (hendes navnefælle). Q. fortæller, at han

har fundet alle gaverne. Folkene kommer senere til Q.s boplads med

flere gaver, men kræver de første tilbage, da de erfarer, at han har

løjet. P. er ufrugtbar (trods ægteparrets ivrige sexliv, BS).

  Q. kommer en aften hjem og fortæller, at han har fanget en

pukkelhval. De andre fangere presser ham til at tage med ud til den

samme aften, og da han har ført dem omkring fra et sted til et andet

uden resultat, forstår de, at han igen har løjet og slår ham ihjel.

Han kæntrer ikke i sin kajak, fordi de mange fuglepile i hans krop

holder ham oppe. "Således satte Q.s løgnagtighed en grænse for hans

liv..."

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Tolkning: Dette er en usædvanlig detaljeret og fornøjelig variant af

"Q", der i nedskrift viser hvordan den kunne fortælles mundtligt. Den

indforståede morskab i andre varianter bliver hér fuldt begribelig og

kompositionen er mesterlig i sin brug af traditionelle symboler. En

episode i andre varianter mangler hér: Q. inviterer en slægtning fra

en udhungret boplads med hjem på mad og kødgaver, men fanger kun en

ravn til ham. Den er hér udskiftet med episoden om P., der i sin

ravnepels springer ud og mener at have genoplivet Q. Og associationer

til ravn er talrige i skildringen af Q. som libidinøs charlatan, der

fortaber sig i bærspisning og lever af andres fangster. Forvandlingen

til en habil kajakmand, der tiltrækker sæler, men ikke fanger dem, går

over associationen til hund, der også får sin føde af mennesker.

Han renses for smuds under sin svømmetur

(renhed tiltrækker sæler), men smadrer sine midler til fangst:

kajakken og sine kønsorganer. Ergo kan han nu hverken fange eller få

børn. De to evner er traditionelt synonyme (se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Mand/Kvinde..."

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut

unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).

Resumé:

I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut.

      Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.

Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?

Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 8: oqalugtuaq.

Resumé:

En åndemanerske, der bor sammen med andre kvinder ude på et næs,

besøger ofte sine hjælpeånder, et ældre ægtepar med mange børnebørn

blandt innersuit (ildfolkene under stranden). En dag er manden ikke

kommet hjem, og enken synger en sørgesang, der berømmer hans smukke

benprydelser på kajak og åre, hans smukke årer af rødt drivtømmer,

hans strålende hvide halvpels, og hans røde hår. Næste gang

åndemanersken kommer på besøg, er enken flyttet med børnebørnene hen

til en af sine sønner.

Hist.: Muligvis en sang af østgrønlandsk oprindelse. Om

østgrønlændenes innersuit se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Innersuit".

Det røde hår kender man kun fra qallunaat, europæerne, og det har man så associeret til den ild innersuit udstråler - morild (eller spejlinger af nånelys) mentes at være deres lys.

Beskrivelsen af deres udstyr iøvrigt passer med de østgrønlandske forestillinger.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndsk.: NKS 2130, 2', læg 8, side 43 - 56: Univkârtuaq / Tungujordlersôq Utákardlo.

Ifølge maskinskrevet manuskript, KRH, kasse 51 nr. 20 skulle fortælleren være Andreas Matthiassen.

Resumé:

Tungujorlersaaq og Utakkaq, der bor i Illorsuakiaat er venner ligesom

deres forældre altid har været det, og de følges altid ud på fangst.

En dag de på det indenskærs fangstfelt kun har fået en sæl hver,

beslutter de næste dag at ro ud til det udenskærs felt, hvor der er

mange sortsider. I glæden over de mange sæler, glemmer de forældrenes

advarsel om altid, når de er derude, at holde øje med vejret over

kystens fjelde, og for sent opdager de røgen af en sydvest i anmarch

over fjeldtoppene. Undervejs spærres de inde af en lang og bred

isbræmme, opgiver at komme forbi den og lader sig føre med af vind og

bølger ud til Kitsissut øerne, hvor vinden altid blæser i modsat

retning inde under øerne. Heller ikke det lykkes, og de redder sig op

på en isflage, holder sig længe i live på en håndfuld tørrede

ammassætter, som T. har med, og da U. er så opgivende og udmattet, at

mågerne begynder at hakke i hans krop, må T. få liv i ham igen. De ser

endelig land, Akilineq, når derhen og ror langt mod syd langs kysten,

inden de træffer mennesker ved en rig boplads. De inviteres indenfor,

men får ingen mad. Tværtimod klædes de nøgne, tøjet bæres ud, de lades

ene tilbage, en sten sættes for indgangen, og folk bryder hul i taget,

hvorigennem de vælter saltvand ned i rummet.

Da T. og U. har skiftet en tid med at dække over hinanden mod det

kolde vand husker T. sin amulet, som han både kalder på og får af dem

derude. Han liver den op i munden, lader den bide først en, og så alle

derude i struben. T. og U. lader blot alle de døde ligge, fortsætter

sydpå langs kysten og kommer til et nyt stort hus, hvor folk jubler

over, at de har dræbt alle nordfor, der var deres fjender. T. og U.

flytter ind hos et gammelt ægtepar med en søn, og den gamle mand, der

er åndemaner, udvikler dem begge til åndemanere om natten, mens de

sover. Han ved, de gerne vil hjem, og rejser en dag afsted med dem på

en isflage, der får susende fart af adskillige tryllesange efter

hinanden, som han synger og U. og T. lærer. Jo flere, der synger dem,

des hurtigere går det. Da deres boplads blir synlig tar den gamle

afsked med dem med et løfte om at besøge dem til sommer i en isbjørns

skikkelse. Stor glæde, da de ankommer. U.s forældre synger og danser

hele vejen med ham op til huset, mens T.s forældre tudbrøler af glæde

og T. med, så han blir ganske mat. Om sommeren kommer T. og U.s

redningsmand, bjørnen, på besøg. Den undgår på T.s bud at blive dræbt

af de andre fangere, og den beværtes rigeligt, mens børnene klapper og

kæler med den.

Bjørnen svømmer hjem til Akilineq, hvor T. senere kommer på besøg

under en åndeflugt, mens det gamle ægtepars søn rejser på åndeflugt

til T.s boplads. De gensidige besøg er til stor glæde og

underholdning for begge parter, indtil T. under et besøg derovre blir

opfordret til at vise en af sine evner og kalder et stort isbjerg

helt ind på land, hvor det standser ludende over det gamle ægtepars

hus. Børnene leger omkring det, men da en ung menstruerende pige

kommer til og rører ved det, vælter det og knuser alle i huset. T.

flyver sorgfuld hjem og vil undervejs ikke svare de gamles søn, som

han møder undervejs i modsat retning. Denne spørger adskillige gange,

hvad der dog er sket. T. meddeler den triste nyhed hjemme, hvor man

fem aftner i træk får besøg af de gamles søn. Han stikker sit røde

hoved op gennem gulvet og gokkes ned igen. Da han ikke kommer sjette

gang, regner man ham for død. Mere sker der ikke. T. lever, blir

gammel og dør.

Var.: Qattaaq med lemmingamuletten; o.a.

Tungujorlersaaq; Angakkorsuarmik; Quertitsialik;

Hist.: Denne "sandfærdige beretning" er stykket sammen af flere gamle

vestgrønlandske fortællinger om besøg på Akilineq. Det "sande" i

fortællingen skyldes sikkert, at man fra herrnhuterne har fået

sikkerhed for, at der bor rigtige mennesker derovre ved Labradors

kyst, hvor herrnhuterne også havde missionsstationer. Det tyder den

rute på, som T. og U. tar derovre mod syd langs kysten, hvor de møder

ondskabsfulde (ikke kristne?) folk og længere mod syd gode mennesker.

Selv fortæller T. og U. akilineqboerne at de kommer fra et sted langt,

langt borte i nordøst. Modsat de traditionelle fortællinger

fremstilles de onde Akilineqboere dog ikke som menneskeædere. Men en

lykkelig og varig relation til de gode derovre kan det heller ikke

blive til. Som i ældre varianter af fortællingen om det væltede

isbjerg, er de selv skyld i det derovre, fordi en pige ikke forstår at

holde sine tabuer. Desuden er de vist dygtigere åndemanere derovre end

hjemme hos T. og U. Og derfor måske heller ikke så gode kristne? For

hjemme hos T. og U. magter man at slå den hævngerrige søns djævelsk

røde hoved ned i underverdenen igen og få has på ham.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, side 33 - 40: Oqalualâq / Angákoq Ujuunnguaq Tuapangmiormioq.

Resumé:

Ujunnguaq, der er stærk, en dygtig fanger og en stor åndemaner, har

tre små døtre, da han mister sin kone. I sorg går han ikke på fangst i

et helt år, og fanger intet, da han endelig tager ud igen. På

hjemvejen bliver han trukket uimodståeligt afsted af en innersuaq i

Kajak og med ned til ildfolkets land gennem en slags mund, der åbner

og lukker sig ved stranden. I deres hus hænges han op i en rem, får

kødet ædt fra sine ben i et par lange kamikker fyldt med orme og kryb,

og skåret sin næse af. En for en tilkalder han sine hjælpeånder, først

sin dværgulk equngasoq (den skævmundede). Den skælder ud over det onde, man gør ved ham, som den plejer at krybe ind i ved sit hylster (pooq). Den formår

kun at få ildfolkene til at skære U. ned. Den næste er U.s døde

bedstemor, hvis skrækkelige stemme får en ildmand til at advare sine

fæller mod den slags røveri og hårdhændede behandling af mennesker.

Men ånden kaster hende en stor slibesten i hovedet. Hun forstummer. Så

tænker U. på sine langhårede innersuit fra Qeqartaarsuit. De ankommer fluks ognedkæmper dem, der holder U. fanget, frigør ham og slæber ham ud i kajakken,

hvorefter hans tuneq, Pillingajak, der finder på alskens narrestreger,

kommer på eget initiativ, går ind i huset og overmander beboerne.

Equngasoq kommer ud, trækker afsted med U. i kajakken, og et

kæmpeisbjerg hjælper til med at få U. ud af ildfolkets tiltrækning og

hjemad. Nær de langhårede innersuit's Qeqertarsuit (storøer) kommer hans næse

flyvende, men sætter sig desværre lidt skævt i ansigtet. Hjemme ser

bopladsfællerne ham komme strygende hen over vandet uden at ro. De

griber ham, slås med ham og får ham endelig til fornuft ved at gnide

ham med spækket fra en årgammel sæls haleben. U. er stadig bundet,

båndene snærer, man slukker lamperne, han synger og ind myldrer

ånderne, der har hjulpet ham. De triumferer, fjerner innersuit's

snærende bånd fra U., hænger dem op over tørrehækken og tager bort.

U. er nu blevet en endnu større åndemaner end før. Han klarer dog ikke

andemaneren ved Kangeq, som han rejser op og udfordrer. Og da U. af

denne hører om en endnu stærkere åndemaner længere nordpå ved

Kitsissuarsuit-øerne, ror han hjem. Han må hales i lands og bringes

til fornuft ligesom forrige gang. Det sker også efter at han under

klapmydsfangsten har harpuneret en tupilak - en klapmydshun med en

stor plet - og mistet sin fangstblære. Denne gang må dog den stærke

Mannguttalik fra Itilleq til for at klare ham.

  Først da U. bliver gammel forlader han ikke længere sin boplads.

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq;  Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: En ægte åndemanerfortælling med sandsynlige østgrønlandske elementer

som fx forestillingen hjælpeånden, der plejer at krybe ind i åndemaneren ved sin

pooq / hylster (søg på: pooq / puulik og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor). Østgrønlandske hjælpeånder fik på denne måde varmen under seancen, en varme de var afhængige af. Bemærk at det er innersuit under stranden, der er ondskabsfulde og de langhårede ude fra øerne, der er stærkere og kommer U. til hjælp. I andre versioner er det omvendt. Om de to innersuit-racer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit".