Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Redaktør: Søby, R. M.

Kort dansk resumé ibid. s. 124

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

Resumé:

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

siden ofte om.

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Qardlíkârssungmik"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 106 - 112: "Qardlíkârssuk" / Qarlikkaarsuk.

Resumé:

Langbuks er en spøjs ungkarl, der hver aften underholder mange brødre,

en enke og hendes datter i deres hus, hvor han bor. Stedets åndemaner

inviterer altid kun ægtepar til seance i et andet hus. Langbuks er

genert og siger aldrig noget til enken og datteren, når de sådanne

aftner er alene, men taler ivrigt med brødrene når de kommer tilbage.

En sådan aften ønsker pigen ham til mand. Moderen siger det højt to

gange, inden ungkarlen svarer. Han får hende straks, begynder at fange

sæler i massevis, stiger i brødrenes agtelse, og næste gang der kaldes

til seance går han og konen med for første gang. L. er spændt, men

åndemaneren røver hans kone. Ved næste seance håner han L., der tredie

gang svarer igen og får et stiksår i siden. Blodet strømmer ud, og han

skynder sig hjem, lader enken finde og gennemvæde hans allerførste

klædedragt, der standser blodet, da han får smøget den på. L.

udfordrer snart åndemaneren til kamp på bue og pil, og hver gang denne

skal skyde gør L. sig først lille (han forsvinder ned i jorden).

Derefter kommer han op og springer behændigt frem og tilbage, når

åndemaneren skyder. Med en lillebitte bue og to bittesmå pile dræber

L. åndemaneren (som er på vej ind i husgangen), tager sin kone tilbage

og de to lever sammen til de blir gamle.

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Manutûmik".Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 42 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 113 - 122: "Manutôq" / Manutooq.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125 - 126.

Resumé:

Manutooq (ham med det store pelshagestykke) fanger altid rigeligt med sæler

til forråd, fordi han kun har to døtre og ingen sønner til hjælp i

fangsten. Døtrene hjælper ham dog som klappere under to dages renjagt

hver eftersommer, hvor han også nedlægger mange dyr. På en af disse

jagter efterlader han døtrene på land og befaler sin kone at ro hjem

til fjordmundingen uden dem. Døtrene ser konebåden forsvinde, men får

så øje på en isflage ved stranden, skønt det slet ikke er årstiden for

isflager. Storesøster skal springe først ud på den. De flyder hjemad

på flagen, men blæses så ud over havet af en pludselig fralandsvind.

Storesøster hindrer isflagen i at blive mindre med sit topbånd, som

hun fæstner omkring den. De når Akilineq, hvor storesøster springer

først i land. Da de ser sig tilbage er isflagen blevet til skum. På

stranden ligger en mængde narhvalstænder, som lillesøster samler med

tanke på sin far. Men storesøster forbyder hende at tænke mere på den

onde far. De fortsætter over land til den modsatte kyst, hvor de

bliver gift med to brødre. Lillesøster får en søn og hører tilfældigt,

at hendes søsters mand vil dræbe sin kone, fordi hun ingen børn har

fået. Søstrene flygter med sønnen, finder atter en isflage og driver

hjem, hvor forældrene modtager dem med glæde, som om de har glemt

deres ugerning mod døtrene. Da M. hører om narhvalstænderne, rejser de

alle en tur til Akilineq og indsamler en mængde tænder. Lillesøsters

søn udvikler sig til storfanger og forsørger hele familien.

Var.: Malarsivaq; Malaasi; Maledok; søgning på Akilineq giver foruden denne type også en del andre typer af fortællinger.

Kommentar vedr. fo (nedskriver) står følgende citat i dette hefte (KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:

Matiinarujuk: "... skrive, nej jeg har aldrig lært at tale med fingrene."

Hist.: Det traditionelle skel mellem rigtige mennesker og fremmede (hér Akilineq-boerne) er blevet udvisket. Dette skel hindrede generelt, at fremmedes og rigtige menneskers samfund kunne integreres i hinanden. Det sker i Manutooq til dels, da sønnen af Akilineq-boen forbliver i live og bliver sin mors families forsørger. I andre versioner af fortællingen (Malarsivaq, Malaasi, Maledok) dør søstrenes afkom under deres rejse tilbage til hjemmet. Holdningen til fremmede er åbenbart ved at ændre sig.

Tolkning: Skønt det er normalt, at giftemodne døtre må hjemmefra,

virker det lidt utraditionelt at M. skaffer sig af med sine døtre. Men

han ender med at få den medhjælp og fremtidige forsørger, som han

savner. Tilmed har dattersønnen ingen forpligtelser over for sin fars

familie. Den yngste datter bærer ikke nag til sin far, samler de

tænder, han senere henter, og får den ønskede søn. Men døtrenes

udflugt til Akilineq var aldrig lykkedes uden storesøsterens

kundskaber. De associeres til hendes barnløshed og vrede på sin far.

Må han være ond, for at enden kan blive god?

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

En underholdende fortælling, der ikke er afsluttet. Ikke oversat.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: nukagpiatoqaq. Trykt på grønlandsk i: Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 122 - 125: "Nukagpiatoqaq" / Nukappiatoqaq.

Kort resumé i Rasmussen 1981, II (Inuit Fortæller): 126.

Resumé:

En ungkarl / pebersvend, der næsten intet fanger, rejser nordpå og kommer til et

velstående hus med så mange sæler uden for, at man skulle tro, de var

fanget i garn. Husets to kvinder koger hver et overarmsstykke af en

sæl. Han får det ene at spise, men kvinden i den sydlige ende af

briksen gemmer sit til manden, der senere kommer hjem med en lang hale

af nedlangte sæler efter sig. Gæsten, der på kvindernes opfordring har

gemt sig bag skindtapetet, kaldes frem af manden, der lader ham spise

sig rigtig mæt og næste dag bytter åre med ham. Ungkarlen har nu fået

en åre sammensat af brystben. Han regner den for ubrugelig, men ham

kommer hurtigere på tæt hold af sælerne, fanger en hel hale af dem

undervejs hjem, bliver storfanger og gift. Han var ellers bestemt til

at være ungkarl hele sit liv.

Kommentar: ungkarlen, der er ugift fordi han ikke er sælfanger, er en fast skikkelse i overleveringen. Ofte kaldes han en gammel ulkepilker (modsat en sælfanger); ofte er han blot helt latterlig; andre gange kommer han ovenpå som hér, eller mister atter sit erhvervede fangstmiddel. Undertiden tillægges han særlige evner som åndemaner, evt. som fertil barnefader (Qujaavaarsuk).

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "ernersiaq".

Trykt på grønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 32 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 82 - 102.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

En dreng er plejesøn i huset hos en flok brødre, hvor han har det

godt, når fangsten er rigelig og må sulte som de andre, når

vinterforrådet er sluppet op. En vinter, hvor man sulter, smider

plejefaderen ham ud, fordi han har været med til at spise forrådet op.

En gammel kone, der bor i kogerummet, mener, at alt, der ikke er af

sten, vil vokse sig større, og hun adopterer ham. Hun fanger ulke og

plukker bær om sommeren og har stadig lidt forråd, som hun holder godt

hus med og deler med ham og husfællerne. Om efteråret får hun til

gengæld rigeligt kød og spæk af husfællerne. De tar bort i forsommeren.

Drengen fanger ulke til hende i massevis.

En dag dør en af brødrenes yngste søn. Mistanken for hekseri falder på den gamle kone. En dag drengen er gået til fjelds, dræber brødrene hende. Han blir da

adopteret af bopladsen stærkeste mand og er forfærdelig genert. Han

gør alt, hvad man ber ham om og mere til. Om dagen behandles han så

godt, at det er som om, han øser dagen op i sin hule hånd. Men hver

morgen hiver plejefaderen ham vågen ved håret med en bemærkning om, at

den, der har mange brødre til fjender, ikke bør sove længe. Da drengen

forstår hensigten, begynder han at træne sine kræfter. Da han er

blevet så stærk, at tøjet hænger i laser omkring ham og hver dag

springer nye rygsømme i sit nye tøj, ber plejefaderen ham trække krog

med sig. Drengen er endnu den svageste. Senere, under et nyt forsøg,

er han blevet den stærkeste. Plejefaderen bliver henrykt. Drengen er

endnu ikke udvokset. Han iagttager de andre børns leg, bliver skubbet

bagfra, når ikke at se af hvem, men da det gentager sig næste dag, når

han det, sætter efter drengen og smadrer ham. Drengen var søn af den

gamle kones morder. Faderen og hans brødre kommer hjem fra fangst og

angriber plejesønnen, der sidder roligt med ryggen til. Han er

usårlig, for han har sin gamle plejemors skamben som amulet. Selv får

han dræbt to af brødrene, inden plejefaderen afbryder hævnen. Drengen

er længe tavs og vil intet spise. Plejemoderen henter lever til ham i

forrådsskuret og ser da, at hele bopladsen rejser bort. Drengen

brister i latter. Nu kan han spise. Plejefaderen, der savner selskab,

oplærer plejesønnen, så de kan følges på fangst. Plejesønnen får lyst

til at se andre mennesker og ror sydpå. Han træffer og dræber en af de

overlevende brødre ud for dennes tæt befolkede boplads. Hjemme igen er

han tavs. Plejefaderen aner uråd og ror selv sydpå, hvor han fortæller

folk, at de hellere må afholde sig fra hævn, og at han nu vil rejse

langt nordpå med plejesønnen. Denne indvilger, og de kommer til

Amerloq, hvor der er store, spændende fangstdyr: hvidhvaler og

hvalrosser. Plejesønnen er genert over for de fremmede, men vænner sig

efterhånden til dem. Han blander sig med de andre unge mænd, der

muntrer sig med pigerne. Hver gang han får førstefangst, deles

fangsten straks ud til hele bopladsen. Hans største fangstbedrift er

harpuneringen af en såkaldt rød hvalros, der kommer imod ham med rejst

overkrop. Plejemoderen har fået hænderne mere end fulde og ber sin

mand opfordre plejesønnen til at gifte sig. Han blir pavestolt og

kommer trækkende hjem med en gammeljomfru, der dog føder ham en eneste

datter. Hun blir opkaldt efter hans første plejemor, der blev dræbt.

Efter nogle år længes plejesønnen hjem til sit gamle sted, hvor han og

familien slår sig ned for stedse.

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Alungmioq".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 9 - 11.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 73 - 75: Alungmioq.

Kort dansk resumé i Rasmussen 1981 (Inuit fortæller), II: 124.

Resumé:

Han elsker sin boplads, Aluk, især solopgangen over havet. Sønnen vil

gerne som andre rejse nordpå (langs vestkysten), men den tanke er

faderen ubehagelig. Omsider får sønnen da ja, de rejser nordpå, hvor

sønnen finder landene smukkere og smukkere. Faderen længes hjem, især

fordi fjeldene spærrer for solopgangen. Da de endelig når hjem, sætter

faderen sig uden for i morgengryet og dør i solopgangen. Sønnen

begraver ham på en fjeldtop med havudsigt og forbliver selv i Aluk

resten af sit liv.

Var.: Manden fra Aluk.

Hist. + Tolkning: Fædrelandskærligheden til Grønland udtrykkes i nutiden ofte med henvisning til denne myte. Man kan dog undre sig over en sådan hjemmefødning blandt fortidens rejsevante grønlændere, og ikke mindst ved Aluk, det ene af de store samlingssteder, hvor syd- og sydøstgrønlændere mødtes frem til ca. 1860 både forsommer (klapmydstid) og eftersommer (alkejagt) til samvær, handel og anden udveksling. Solopgangen over havet ved Aluk sikkert har været en særlig oplevelse for tilrejsende grønlændere fra vestvendte kyster. Endelig kan de emigrerede sydøstgrønlændere, hvoraf nogle nåede til Nuuk området, også have tænkt med hjemlængsel på dette område, der ikke længere var beboet.

Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering

Var.: Tutigaq. Den blinde der genvandt synet.

not [Discovered too late. Not translated. Suitable for updating.

var.:Tutigaq. Den blinde der genvandt synet / The Blind Man who Regained his Sight.

[No translation or resume