Documentation and dissemination of the history of Denmark in Greenland and the Arctic

Introduction

The main purpose of this database of Greenlandic stories is to make the searching in written down oral stories easier. The approximately 2280 stories in the base I consider to represent their time in the different regions of Greenland, and it is my intention that the database will be extended with further collections by the help of the users. All stories, that are already translated into Danish, are only added as summaries and can not be used as source; you have to find the original source - preferably the original source in Greenlandic if it still exists.

The majority of the other stories, that means the handwritten and the few printed in Greenlandic, are translated into Danish. Senior lecturer Christian Berthelsen has translated most of the stories as well as Apollo Lynge, Grethe Lindenhann and Signe Åsblom have translated stories.

You will find missing parts of text in the translations. This is due to either unreadable handwriting, strange dialects or if the storyteller (which in some cases is the same person who has written down the story) did not grasp the whole story from beginning to end. In such cases you have to return to the original source, often the handwritten version, if you know how to read the Greenlandic language. If this is not the case, please note this insecurity in your text.

Birgitte Sonne

Download the instruction in English (pdf) here >

Søgning på Nielsen, Kristoffer gav 49 resultater.

Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia

Print
Dokument id:343
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatârssûp ernikasia / Aataarsuup ernikasia
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 76
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

 

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

 

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

 

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

 

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

 

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

 

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

 

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

 

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

 

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

 

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

 

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

 

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

 

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

 

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq

Print
Dokument id:337
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 2 - 3
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

 

Her ender fortællingen

 

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

 

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

 

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

 

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne

Print
Dokument id:1030
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Muligvis autentisk

Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning

Print
Dokument id:1028
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

 

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

 

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

 

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt

Print
Dokument id:1029
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 18
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

 

Hist.: Virker autentisk

Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup

Print
Dokument id:444
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15v - 15h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

 

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

 

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)

Print
Dokument id:443
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 14
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

 

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

 

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

 

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

 

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

 

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

 

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

 

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

 

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

 

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

 

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

 

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

 

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

 

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

 

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

 

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

 

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

 

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

 

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

 

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

 

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

 

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

 

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Arqatulâq / Aqqatulaaq

Print
Dokument id:447
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arqatulâq / Aqqatulaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 1, side 21v - 24h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

 

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

 

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

 

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

 

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

 

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

 

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

 

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Augpilagtoq / Aappilattoq

Print
Dokument id:342
Registreringsår:1916
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Augpilagtoq / Aappilattoq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 115
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om Aappilattoq

 

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

 

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

 

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

 

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

 

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd

Print
Dokument id:1020
Registreringsår:19021933
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:
Titel:Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 6 - 7
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1395
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Jaakuaraq (Jãkuaraq)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 52
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

 

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

 

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

 

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

 

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

 

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

 

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Den lånte bibel

Print
Dokument id:540
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. P. M.
Indsamler:Rink, H. J.
Titel:Den lånte bibel
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

 

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Drengen og den plettede fugl

Print
Dokument id:544
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drengen og den plettede fugl
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 4
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.

 

Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale.

I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik

Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq

Print
Dokument id:1954
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 257 - 259
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved.

Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til

hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq.

Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun

havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne

jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen.

Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være.

Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord.

Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv.

Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at

sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før.

Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen.

Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt.  Og de andre jublede højlydt.  Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den

lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af.

Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende.

Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud.

Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle.

Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.)

En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter.

Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige.                                          

Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem

der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig

for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet.

Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS).

Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.

 

Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955.

Martin Nielsen.

 

Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort.

Se: Ikerpaq der stilnede stormen.

 

Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.:

Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som

skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn".

Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs-

havn.

Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved

fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når

sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den

rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere.

Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for-

tøjes ved sten i land.

Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq

Print
Dokument id:446
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17h - 20h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq

beboet.

 

Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag

midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig

sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav

søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde.

Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil

ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at

løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han

undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig

og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans

store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede

Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå

sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til

Sioraq.

 

Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben

(pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende.

Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s

bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom

aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej

hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når

Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl

fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"

 

Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej

sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store

klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede

overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua"

Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev

mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje

med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så

kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb.

Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud

af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke

indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du

fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med

sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.

 

På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på

sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom

jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde.

På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med

resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin

elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op

til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han

havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak.

For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han

tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det

sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget.

Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han

hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af

sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med

ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken

samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har

glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han

begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var

tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb

svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod

kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde

til ham: "Nu må du holde op."

I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være

med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor

fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak

han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip

på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt

igennem Aa.

En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa.

faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes

hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin

lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der

var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde

to sæt ribben, det ene bag det andet.

Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt

for flere drab.

 

Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.

 

Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person.

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Kaannassuaq

Print
Dokument id:323
Registreringsår:?
Publikationsår:1939
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kaannassuaq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 32
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

 

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

 

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

   

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

 

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

 

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

 

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

 

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

 

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

 

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

 

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

 

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

 

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

 

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

 

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

   

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

   

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

 

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

 

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

 

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

 

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

 

Var.: Kaannassuaq.

 

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq

Print
Dokument id:1031
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 15
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Kangiusaq boede der engang en meget dygtig kajakmand.

Når efterårets kraftige blæst satte ind, plejede han på vindsiden af

Qernertoq at lægge sig med siden imod bølgerne og rulle sin line op

(måske: trækker han sælen, som han har harpuneret, til sig - uden at kaste

fangstblæren ud- usikkert, CB).

Han mente, at han var blevet nok så dygtig en kajakroer.

Han havde hørt, at der i Qimatut boede en dygtig kajakmand ved navn

Miteq, så han tog afsted for at kappes med ham.

Dagen efter han kom til Qimatut, blæste det en kraftig nordenvind.

Miteq tog ud på fangst. Han kiggede jævnligt ind imod land. Som ventet

kom udfordreren til syne. Han nåede så langt som til området mellem ham

og kysten, men så roede han tilbage imod land.

Da Miteq kom hjem fra fangst, var udfordreren kommet hjem. Dagen efter

tog han hjem, og folk sagde: "Han er taget hjem, fordi bølgerne var

større, end han havde forestillet sig."

Da Miteq blev ældre, tog han sin søn med ud på fangst. En gang, de var

ude begge to, fik de hver en sæl. På vej hjem lagde vinden sig; Miteq

sagde til sin søn: "Jeg mister altid mine kræfter, når det bliver

stille vejr." Miteq havde det nemlig sådan, at han fik flere kræfter i

blæsevejr. Efter den bemærkning overlod Miteq sin fangst til sønnen og

roede hjem. Næppe var han hjemme, før det blæste op igen; og i det

samme kom hans søn hjem. Miteq gik ud og sagde til sin søn: "Nu har

jeg igen fanget en fuldvoksen sortside; er det ikke rigtigt?" Sønnen

svarede: "Den mistede jeg, da det begyndte at blæse."

Det fortælles, at udfordreren, der måtte rejse hjem, aldrig kom igen

for at kappes.

 

Var.: Egentlig i denne bases samlinger. Men der er en del fortællinger om at kappes i kajak. Fx. Om den dygtige kajakroer fra

Kangiusaq

Hist.: Kan være historisk.

Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger

Print
Dokument id:445
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 16v - 17v
Lokalisering:Nuugaatsiaq / Nuukkaatsiaq (?): Uummannaq
Note:

Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun

var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som

hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq.

Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og

var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget.

Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var

iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet

med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at

kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når

hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når

hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd,

blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun

fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske.

På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje

på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes

end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes

innersuaq, der bragte hende mad.

Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen

på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget.

Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De

kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen,

hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var

nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind,

slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom

op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af

tran.

Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra

væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til

opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem

at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle

stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en

af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække

tørret renkød ud fra væggen.

 

Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

 

Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det.

Kivio / Kivioq

Print
Dokument id:344
Registreringsår:1916
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivio / Kivioq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 79
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss 53 - 61: Kiviumik.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 9, ss. 69 - 70 + nr. 10, ss. 75 - 76: Kivio.

 

Oversættelse efter håndskriften ved Apollo Lynge:

 

Om Kiviu

Engang besluttede Kiiviu / Kivioq sig for at ro ud på det åbne hav. Da han havde fået den ide at ro ud på det åbne hav, betrak han sin kajak med to lag skindbetræk og begyndte at samle en masse udtjente kajakvanter. Da han syntes, at han havde fået samlet et rigeligt antal, så han en morgen på vejret og begyndte så at gøre sine forberedelser. Da han var færdig satte afsted ud fra land. Der var ikke en sky på himlen. Længe kunne han se landskabet, men til sidst kun fjeldtoppene. Han roede udefter, og mistede til sidst landet af syne. Længere ude kunne han nu forude se, at havoverfladen var fuldkommen fri og strakte sig hele vejen fra syd til nord. Han nærmede sig det røde område, og da han kom nærmere så han straks at det var en mængde havlus. Da det ikke var andet at gøre, roede han ind imellem dem. Da begyndte de at bide sig fast i hans kajak. Kiviu roede nu alt hvad han kunne for at komme fri af dyrene. De havde allerede ædt det yderste lag af hans kajak, så resterne af det faldt af. Da Kiviu nu ikke kunne gøre andet, begyndte han at smide de udtjente vanter ud til dem. Da han havde smidt den sidste vante ud var han endelig fri af havlusene.

 

Han fortsatte udefter og begyndte at få land i sigte og på nærmere hold så han, at det var ret lavlandet. Henne ved landet begyndte han at ro langs kysten vestpå. Til sidst rundede han et lille næs og fik øje på et hus, og der kom røg op fra huset, men der var ingen mennesker. Da Kiviu lagde til nedenfor huset, tænkte han: Hvis huset er beboet, kommer der nok nogen ud. Ham gemte sig der og afventede, at nogen skulle komme ud. Efter en rum tid kom en ung pige ud for at lægge læstenene til rette. Efter at havde rettet dem til, gik hun ind i huset igen. Nogen tid efter, kom der en ældre kone ud for at tømme en natpotte. Da hun var gået ind, kom det ikke flere ud. Der var åbenbart ikke andre i huset, og Kiviu gik derop, og lige da han var på vej ind, kastede han et blik på de stykker der kogte i gryden og genkendte straks menneskehænder, der var krummet sammen som i krampe. Da han fortsatte og kom ind, var de to alene. Da han trådte op i indgangspartiet (fra gangen op i rummet) sagde hende, det viste sig at være moderen: "Nææh, der har vi en gæst, kom dog nærmere og sæt dig." Da han satte sig, tog hendes datter et fad og gik ud. En tid efter kom hun ind, og fadet var helt fyldt op. Hun satte fadet frem på gulvet og sagde:" Vær så god at tage fra, menneskekød samt menneskehænder og menneskefødder". Kiviu tav lidt længe og sagde så: "Såden noget er tabu for mig". Da sagde datteren, idet hun skulle til at tage fadet væk: "Hvad er han nu for en." Efter at have taget fadet væk, gik hun ud og kom tilbage med noget tørkost og satte det frem. Da hun havde rodet lidt under sin lampebriks tog hun en mavesæk frem. Hun begyndte at hælde noget af indeholdet ud i en trætallerken, og det var helt klart. Hun sagde: "Det er meget klart, fordi det er fedtet fra et barn". Kiviu blev stille lidt og sagde så: "Den slags er tabu for mig." Igen tog hun fadene væk og sagde: "Hvad er han for et menneske." Og hun satte ikke mere noget frem.

 

Kiviu beyndte nu at være opmærksom på, hvad der var i huset. Under deres sidebrikse opdagede han så menneskehoveder, som de havde til gæring, og Kiviu blev endnu mere årvågen. Kiviu fik ikke noget at spise til aften. Da de skulle i seng om aftenen, og Kiviu fik besked at lægge sig på sidebriksen, havde han sine anelser - Kiviu havde lært et og andet - og i skjul tog han sin gamle slibesten frem, og efter at have gnedet hele sin krop med den, lagde han sig på sidebriksen. Ikke så snart mor og datter havde lagt sig, begyndte de at snorke. Kiviu lod som om han sov. Så snart han snorkede på skrømt, tav datteren pludseligt. Han rørte sig ikke og fortsatte med snorkeriet. Så sprang datteren lydløst ned på gulvet. Da hun landede, lod Kiviu som om han var ved at vågne, og uden en lyd sprang hun tilbage, op på briksen og begyndte straks at snorke. Da Kiviu atter snorkede løs, blev datteren, der snorkede meget, helt stille. Da hun begyndte at lytte, og Kiviu lod som om han snorkede, sprang hun lydløst ned på gulvet. Kiviu fortsatte sin snorken uden at bevæge sig, og så stak datteren sin bagdel ud mod ham. Mens Kiviu så på hende, begyndte et stort kobberstykke at stikke frem fra hendes endetarm. Og så lød der pludselig en stor knækkelyd, da hun sprang op midt på livet af den liggende Kiviu. Hun nåede lige op på ham, før hun faldt ned på gulvet, trak vejret dybt ind og sagde: "Usorsis´s haleben er knækket, det der skaffede os rigelig mad blev knækket, hendes store kniv, hendes ulu, hendes store stikkevåben knækkede han." Kiviu skyndte sig at komme i tøjet og fór ud, mens moderen forfulgte ham. Han nåede sin kajak og kom ned i den, og lige da han kom ud i vandet, kom hun løbende til strandbredden med sin ulu i hånden, og mens hun lod, som om hun skar i noget mod hans side, sagde hun: "Gid jeg således kunne spise hans kinder," begyndte Kiviu krænge over mod hende. Ved at vrikke med sin pagaj lykkedes det lige Kiviu at rette sin kajak op. Nu blev Kiviu vred og forbitret og dér, ud for hende, vendte han sin kajak mod hende og sagde, mens han tog sin fuglepil: "Gid jeg kunne ramme hende sådan med min fuglepil". Og da hun begyndte at gå hen mod ham, jog han derudefra sin fuglepil i hende.

 

Efter at have dræbt dem begge to lod han dem ligge, og da han var kommet langt bort fra det sted, hvor han var begyndt at ro langs med landet vestpå, rundede han engang et lille næs, og endnu en gang lå der et enligt hus. Da han lagte til nedenfor huset, gemte han sig og ventede på, at nogen skulle komme ud. Noget senere kom en ung pige ud og rettede på læstenen til kogerummets røglem og gik ind igen, og der kom ikke flere ud. Endnu senere kom der en ældre kone ud, og da der ikke kom flere ud, gik han op til huset og forbavsedes over deres maddepoters omfang. Han gik hen mod indgangen og kom ind i huset, hvor han straks blev åbent og venligt modtaget. Datteren fik nu travlt og gik ud med et fad. Da hun kom ind igen viste det sig, at hun kom med kød af en lille sæl, der skinnede blåt, da hun satte det frem. Da Kiviu var blevet meget sulten, begyndte han at spise som en vanvittig. Da han tog fat, fortalte mor og datter ham: "Selv om vi ganske vist bor alene uden mandfolk, mangler vi ikke noget. Mødte du ingen mennesker på din vej? " "Jo", sagde Kiviu, "undervejs hertil var der en skrækkelig mor og hendes datter, som jeg dræbte begge to, fordi de lige var ved at dræbe mig." Ved de ord udbrød de: "Godt du dræbte dem. De uslinge fik dræbt alle vore mandfolk, så vi kvindfolk blev alene tilbage, men vi lider nu ikke nød. Du kan nok se disse mange bugserblærer. Når det bliver lavvande i havet, fæstner vi bugserblærer til mange sæler og så snart vi er færdige, og vandet igen begynder at stige, går vi op på land igen. Når vi er oppe og inde i huset igen, blæser det aldrig op med andet end mild pålandsvind. Når sælerne så er drevet til land, er det bare at slæbe dem i land." Kiviu følte sig helt hjemme hos dem.

 

Næste dag begyndte det at blive lavvande, og det blev ved. Mens havet var på vej ud af syne, kiggede datteren ud gennem ruden. Hun vendte sig og sagde, at det kun var halvvejs lavvande. Til sidst kunne man ikke længere se havet. Så kiggede hun igen ud og sagde da: "Det er nok nu", og de gjorde sig klar. Da Kiviu begyndte sine forberedelser for at følges med dem, spugte kvinderne ham: "Kan du løbe landdyrene op?" Kiviu sagde: "Nogle kan jeg lige løbe op, men andre har jeg svært ved at løbe op." Da sagde de: "Når der lyder et drøn langt borte fra, og vi sætter i løb, må du løbe alt hvad du kan."

 

Efter at ha' samlet en mængde bugserblærer gik de ned, og da de begyndte at gå ud, var der rigtig nok mange ting at se på den tørlagte havbund. Mens kvinderne satte bugserblærer / fangstblærer fast på en hel masse sæler, og Kiviu fulgtes med dem og satte bugserblærer fast, gik han lidt væk fra dem og fik øje på noget meget smukt uden at genkende det. Han skulle lige til at fæstne en blære til det fordi han syntes at det var så smukt, men så lød det fra kvinderne: "De der, sådanne lader vi være, det er en Unneraarsuk fra underverdenen." Han lod den være og fortsatte med sit forehavende og hørte egentlig nok et drøn langt borte fra. Og så lige med ét kom han til besindelse og kiggede efter kvinderne, der allerede var begyndt at løbe. Han satte i løb af alle efter dem. Han kunne ikke indhente kvinderne og da han på et tidspunkt så sig tilbage, var havet i hælene på ham så højt som en klint. Han blev vildt opskræmt og løb alt det han kunne, og mens havet var på nippet til at nå ham bagfra, nåede kvinderne op på land, og Kiviu fulgte efter, op på land mens vandet allerede slog ham om fødderne. Netop som de kom op på land, kom den milde pålandsvind. Så begyndte alle de dyr, de havde sat bugserblærer på, at drive i land, og de kunne nøjes med at slæbe dem op. Hver dag fangede de så mange sæler, at når man så deres maddepoter var det som om de havde flere mandfolk til at fange hos sig.

 

Mens Kiviu stadig boede hos dem, kunne han på et tidspunkt ikke længere få dem han forlod ud af tankerne. Engang sagde han så til kvinderne:" Jeg føler nu mig meget knyttet til jer, men da jeg har familie østpå, og jeg ikke længere kan glemme dem, vil jeg tage hjem til dem." Kvinderne kunne ellers dårligt forestille sig at undvære ham. Efter at Kiviu havde taget turen hjemover, roede han ikke mere vestpå.

Her ender historien.

Var.: Kivioq / Givioq

 

Kommentar: Kvinden med knivhalen må være en mytisk humlebi i kæmpestørrelse, som det fremgår af visse sagn fra inuit i Canada. Søg på bi og humlebi. Tidevandsfangst.

Unneraarsuk nævnes andetsteds som et havvæsen, der belønner offergaver med fangst. Søg på: Unneraarsuk

Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen

Print
Dokument id:546
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.

 

Resumé:

På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.

 

Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.

 

Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen.

Kvinden, der opfostrede en orm

Print
Dokument id:1604
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Uusaqqaq (Uusarqaq)
Mellem-person:Nielsen, Jonasine ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der opfostrede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199
Lokalisering:Tasiusaq: Upernavik
Note:

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

 

Jonasine Nielsen, Saattoq.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

 

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

 

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Lommen (colymbus septentrionalis

Print
Dokument id:550
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Lommen (colymbus septentrionalis
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.

 

Resumé:

Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte.

Manguaraq / Fortællingen om Manguaraq

Print
Dokument id:341
Registreringsår:1916
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manguaraq / Fortællingen om Manguaraq
Publikationstitel:Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 18
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 45 - 54.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 23, ss. 179 - 183: Erdlavêrsiniôq / Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken kalâtdlit ogalugtuatoqât.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge efter orig. håndskr.:

 

Det berettes at Mangorsuaqs søn, Manguaraq, var meget stærk. Alskens fangstdyr kunne han hamle op med, og når narhvalerne kom, var det tydeligt, at det var dem, han var bedst til at fange. For når han nåede en flok narhvaler, udsøgte han sig uden videre den størst mulige.

Så engang narhvalerne var kommet, og han jo holdt helt op med at fange sortsider/grønlandssæler for udelukkende at fange narhvaler, så, en af de gange, der kom en flok, og han jo kiggede efter den største, fik han øje på en gevaldig een, der var helt hvid og virkede langt større end (normale) fuldvoksne hannarhvaler. Bag dens imponerende forluffer var der en kulsort plet. (Mon ikke det skulle være hvidhvaler ? BS) Den så ud som om den var limet på. Nu var det den eneste i hele flokken, han var ude efter. Så da den (Store) hele tiden var længere væk end de andre, og eftermiddagsolen begyndte at dale, måtte han lade sig nøje med at harpunere en almindelig narhval.

 

Hjemme igen og hen på aftenen sagde han omsider: "I dag var jeg faktisk meget opsat på fange en stor narhval med en stor kulsort plet på siden, men da det blev for sent om eftermiddagen, måtte jeg nøjes med at harpunere en almindelig narhval." Da udbrød hans far: "Godt det samme du ikke harpunerede den, for havde du gjort det, havde den fæle Månemand taget din sjæl. Man siger, det er Månemandens særlige fangstdyr. Så hvis du ser den igen, må du endelig ikke jagte den." Og da faderen ikke sagde andet, og sønnen intet svarede, gik de til ro for natten.

Næste morgen da Manguaraq tog ud på fangst og ikke kunne glemme det pragtfulde, han havde set dagen før, gav han sig begærligt til at lede efter den. Hver gang han så en flok narhvaler roede han derhen, men når han ikke så den store mellem dem, roede han væk igen. Men en skønne dag, da han kom på en stor flok og fik set nærmere på den, var den der. Den og ingen anden ville han fange, og da han på et tidspunkt kom på ret hold, sendte han harpunen i den. Han stødte lansen i den et par gange, og da den var død, riggede han den til til bugsering og vendte kursen hjemefter.  

Da sønnen kunne ses (derude), holdt hans strenge far fra tid til anden øje med ham, og hvor roede han dog langsomt, for selv når han havde en fuldvoksen hannarhval på sleb, plejede han ikke at ro så langsomt. På nærmere hold kunne faderen nu så småt se, at det han havde på slæb rakte langt bagud. Da han var tæt på, gik faderen ned til ham, og da han lagde til land, opdagede faderen den ækle plet, der lå over vandskorpen og lignede en tyk sodplet. Da sagde han truende: "Det er nok forgæves, jeg har advaret dig. Du har åbenbart fanget Månemandens private fangstdyr. Vent bare, du har selv været uden om det."

Da de havde parteret den store narhval, og den gamle far allerede ud på eftermiddagen lod alle lamper tænde, selv ude i husgangen, så man knap kunne ane skygger, forholdt man sig afventende. Da der omsider ud på aftenen var faldet ro over familien, og Manguaraq sad og arbejdede på en stor narhvalstand, han havde fisket op af kassen, og havde fået gulvlampem til at lyse godt på sit arbejde, gik det mod midnat derude, hvor månen uafladeligt gled om bag skyerne og kom til syne igen. Så blev det for alvor dyb nat. Så lød der knirken derude i den frosne sne, og en stemme råbte ved vinduet: "Et ækelt fjols har været så åndssvag at fange mit helt private fangstdyr, som ingen ellers nogensinde må fange; tror han virkelig han skal overleve det. Du derinde kom ud og slås!" Da Manguaraq overhovedet ikke svarede, lød det for anden gang ,men endnu kraftigere: "Ham, der har fanget mit private fangstdyr, som ingen nogensinde må fange, kan du så komme ud og slås!" Da sønnen (stadig) lod som ingenting, sagde hans vrede far: "Du har selv været ude om det, gå så ud til ham." Manguaraq slap sit håndarbejde, begyndte at gøre sig klar, og mens han snørrede alt, der kunne snøres, stramt til kroppen, kom der mere fut i ham, og beslutsomt gik han ud. Da han var gået ville hans gamle far bare lade ham være, men tænkte så, at han lige så godt kunne følge efter for i det mindste at samle stumperne af sin søns skelet sammen, og da han i hast havde gjort sig klar, var kommet ud og havde set sig omkring, så dér, lige uden for isfoden vendt mod land og støttet til sin ishakke (tuk), høh, sikken bamsebasse!

Inde på land havde Manguaraq også grebet sin tuk, var gået ud mod den anden og var kommet op på isfoden, og straks løftede kæmpen lige nedenfor sin tuk truende mod land og udbrød: "Dengang jeg var en lille knægt og havde fået en lille snespurv med et stenkast, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Når det var sagen, løftede Manguaraq sin tuk, og med armen løftet var det nu pludselig ham, der sagde: "Dengang jeg var en lille knægt og første gang fik ram på en vipstjert, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden, og mens de kom tættere og tættere på hinanden, remsede de alle de småfugle op de havde fået.

Da de var nået til ende med fuglene og skulle til fiskene, løftede Manguaraq sin tuk og sagde: "Dengang jeg, som lille dreng, var med ude i konebåd på fisketur, og man (jeg) hev en stor havkat indenbords, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!"

Månemanden løftede godt nok sin arm til hug, men sagde yderst spagfærdigt: "Dengang jeg, som lille knægt, var med ude i konebåd og fiske og sad og fiskede i den ene side, var der en af vores fæller ovre i den anden side, der sagde: " Nu haler jeg en havkat op." Jeg lod snøre være snøre for at vende rundt og se det, og der kom den så op over vandet med opspærret gab. Tænk, jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede helt hen i den anden ende af båden. Du har fanget noget, jeg aldrig har kunne klare. Kom nu og besøg mig, så følges vi." Nu var de nået helt ind på hinanden og fulgtes småsnakkende ind mod land. Og Mangorsuaq, der var gået ud for at redde stumperne af sin søns skelet, kunne bare stå der tilbage og glo.

Mens Manguaraq lyttede opmærksomt på sin meget underholdende ledsager, fik han på fornemmelsen, at han ikke længere havde fast grund under fødderne. Da han så efter, jamen så var han på vej væk fra hele landet dernede, og de steg tilvejrs svævende mellem himmel og jord. Til sidst forsvandt hele det store land ud af syne. Langt om længe fik de så et (andet) land i sigte. Og først da de skulle til at lande, plumpede det ud af månemanden: "Nu sker der jo nok et og andet ikke helt ufarligt undervejs. Et sted kommer det der dumme bjergs person (inua) hen på klods hold med sin fjottede træskål i hånden og det der elendige skår af en ulu inden i; og hun siger ikke andet end: 'Min store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud gennem hullerne, porporpoo!, og da må du end ikke indvendigt så meget som bare have lyst til at smile. Bare antydningen af et smil, så æder hun dine indvolde. Hvis du vil hjem igen, må du end ikke indvendigt have lyst til at smile."

Efter den advarsel landede de, og de fik øje på det dumme bjergmassiv, de skulle forbi. Så hørte de hendes stemme, skraldgrinende lige til vejret slap op, og så ordene: "Mit store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud mellem hullerne, porporpoo!" Så skraldgrinede hun igen, lige til hun ikke havde mere luft.

Hun nåede helt frem og fulgtes med dem, mens hun kredsede om dem, og da Manguaraq kiggede på hendes bukseskræv, var det gået helt op i sømmen og en tyk ulk (med en meget lille mund: puukullaq, AL) var ustandselig ved at komme ud af skrævet. Da Manguaraq sandelig gerne ville hjem igen, følte han ikke den mindste lyst til at smile, end ikke indvendigt. Hun holdt sig hos dem et stykke tid, men da hun ikke kunne påvirke dem, gik hun igen, og lidt efter lidt fortabte latteren sig i de fjerne.

Da hun var væk fik Manquaraq undervejs øje på et hus længere fremme. Da de nåede det, gik månemanden først ind, og da Manguaraq var fulgt efter, så han, at den ene side af rummet henlå i mørke og var helt afskærmet. Månemanden satte sig bag den nederste lampe, og da Manguaraq havde sat sig på endebriksen sagde Månemanden bare: "Den der har rejst langt, må vist være sulten. Kom med noget mad!" Men der var da ikke det mindste menneske at se!

Mens Manguaraq kiggede og kiggede rundt, så kom der en strålende smuk kvinde ud derinde fra det afskærmede sted, og han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men da hun bøjede sig ned mod husgangen, var hendes bagside luttet afbleget rygrad.

Hun blev længe ude, men så kom hun ellers ind med narhvalsmattak. Da hun bare havde lagt det fra sig, hun kom ind med, kom hun igen slæbende med lækre talgskinnende bugstykker af tørret ren, - lige til at sætte tænderne i - ikke mindst da hun lagde dejligt færdigkogt talg oven i. Da hun efterhånden havde serveret dem det hele, gik hun derind i skillerummet og viste sig ikke siden.

Manguaraq prøvede kun lige mattakken, for den slags kunne han selv skaffe sig, men det tørrede renkød, det svælgede han rigeligt i sammen med den dejlige kogte talg. Månemanden fortalte løst og fast, mens de spiste, og da de var færdige, begyndte Manguaraq rigtigt at høre efter, hvad spændende Månemanden havde at fortælle. Og da var det han fortalte: "I forgangne dage, da vi endnu levede ligesom jer nede på jorden, plejede vi unge, lutter unge, gerne at lege lampeslukningsleg inde i det store hus. Når så lamperne en for en blev tændt igen, sad vi der og hang med hovedet, og kunne ikke få os selv til at sige noget.  

Så var der jo engang, hvor vi netop skulle igang med lampeslukningslegen, og jeg blev lidt rigelig optaget af min lillesøster. Jeg var godt igang med nøje at bemærke mig hendes klæder, da man begyndte at slukke lamperne. Da det blev mørkt, jagtede jeg efter hende, for nu var det hende og ingen anden, jeg ville have. Men minsandten om ikke min lillesøster vidste, det var mig, og smurte mig med sod uden at jeg mærkede det. Da de så tændte lamperne, og vi sad der ganske mundlamme, var der pludselig een blandt os, der sagde helt højt og tydeligt: Der er da vist nogen, der har smurt Aningaasersuaq (Aningaasersuaq-aasit: den evig og altid opsatte Aningaaq, AL). Da det blev sagt, kiggede jeg bagom på min lillesøster, og da var hendes ansigt som dyppet i blod helt om bag ørerne, så flov blev hun. Lidt efter lidt skubbede hun sig helt frem til (ende)briksen (med lampen) og uden tanke for at sige noget, tog hun sit tøj på og rodede så efter noget inde under briksen. Hun trak en stor klump lampemos frem, dyppede den godt og grundigt i lampen, tændte den og ud gik hun. Jeg stod lidt og gloede, men da jeg så fik travlt med at komme i tøjet og dyppede en stor klump mos i lampen, gav jeg mig tid nok til at tænde den, men ikke nok, for da jeg allerede var langt bagud for min lillesøster og blev utålmodig, fik jeg den kun til at gløde. Jeg optog forfølgelsen, men endnu har jeg ikke nået hende. Det er så min lillesøster, der er solen." - Det fortælles endda, at de boede i samme hus!

Indtil da havde Manguaraq egentlig bare lyttet, men spurgte så: "Hvordan kan det så være, at solen er så strålende og dejlig varm, når den står op om morgenen, men når den så når det sted, hvor den går ned ikke lyser så kraftigt mere og bliver kold?" Til det svarede Månemanden så: "Jo, det ved jeg godt. For når solen lige er stået op, lyser den stærkt og varmer dejligt, fordi den endnu befinder sig over gode mennesker. Men når den når hen over det sted hvor den går ned, lyser den ikke længere så kraftigt og bliver kold, fordi den nu befinder sig over onde mennesker."

Så forstod Manguaraq det endelig. Stadig småsnakkende åbnede (Månemanden) sin kasse, tog en stor narhvalstand op, satte sig hen ved gulvlampen, som han ordnede, så den lyste godt på tanden, og gav sig så stille og roligt til at snitte i den, mens han gav flere historier til bedste. Netop som Manguaraq rigtigt hyggede sig og var lutter øren, lød der en hånlatter derude fra, lige hen langs husets forside. Det var hende derude, der ville have dem til at le af sit tossede skræv. Nu var hun inde i husgangen og skubbede sin fjottede skål ind, så den kurede langt ind over gulvet. Øjeblikkelig brummede Månemanden arrigt, og mens han råbte: "Hvordan er det, det fjols ter sig, når man nu endelig engang har fået gæster!", gik han hen og sparkede skålen ud, så hendes elendige ulu raslede og skramlede inde i den. Da gjaldede den fjogede bjergpersons hånlatter endnu højere, men lidt efter lidt fortabte den sig i det fjerne.

Da hun var væk, bunkede han (Månemanden) de efterhånden ikke så få snittespåner sammen, som han bare havde ladet falde ned ved siden af sig. Han tog bunken op og gik hen mod husgangen for åbenbart at smide dem ud, men i stedet bøjede han sig ned over gulvet og åbnede en lille lem på vid gab. Flere gange stirrede han med rynkede bryn ned gennem åbningen og kaldte så Manguaraq derhen. Han stillede sig hen ved siden af Månemanden, der bad ham kigge ned, og så kunne han ganske tydeligt se den hele jord med bopladserne, der lå så tæt, at det så ud som om husgangene kyssede hinanden. Da Månemanden havde ladet ham nyde synet en stund, lod han sine spåner dale ned, og da de spredtes i faldet, så man til sidst ikke længere kunne se jorden, lukkede han lemmen.

Netop som han havde sat sig rigtigt godt til rette, gik Månemanden    

igen hen og åbnede lemmen, og da han nøje havde taget det hele i øjesyn, kaldte han Manguaraq hen. Han stillede sig op ad Månemanden, kiggede ned og opdagede at jorden var synlig igen, men ligesom overtrukket med et tyndt hvidt lag, fordi der var faldet sne. Omsider sagde så hans store ven: "Hver gang jordboerne bare gør, hvad de vil og lader stå til, lader jeg sneen falde sådan. For når jeg har dækket det hele med sne, skal de nok besinde sig og tage det mere med ro.

Det var temmelig sent da de gik til ro, og da Manguaraq tidligt næste morgen gjorde sig klar og brød op, fulgte Månemanden ham på vej. Det fjottede kvindemenneske kom selvfølgelig igen for at få dem til at le.

Man fortæller, at da Månemanden drog af med sønnen, ventede Mangorsuaq ikke nogensinde at se ham igen. Men næste dag kom han hjem i god behold.

Man siger (også), at fordi Manguaraq havde fanget netop det Månemanden var oprigtigt bange for, tilgav han ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket: Om det faktisk var Manguaraq, der var blevet den lille (i duellen), eller måske Månemanden var blevet overvundet.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster

Print
Dokument id:1108
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr- Grønland 40(3)
Omfang:side 454 - 460 (4 sider), nr. 230
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed.

Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder.

Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen.

På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø.

      På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen.

      På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig.

      Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse.

      Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge.

Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.

 

Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana.

Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).

 

Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). 

Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.

 

Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231.

Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.

 

Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Narhvalen (monodon monecerus)

Print
Dokument id:548
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Narhvalen (monodon monecerus)
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

 

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

 

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

 

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

 

Summary:

 

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq

Print
Dokument id:2270
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Nielsen, Lars ?
Nedskriver:Brandt, Ville
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 s. A6-størrelse
Lokalisering:Nivaaq: Aasiaat / Egedesminde ?
Note:

måske menes der med overskriften at Lars, som måske hedder Nielsen og er fra / eller i Navaaq ? har set noget (takusaanera?) el. bare noget om et sygebesøg ?

Her må kyndigere folk med bedre tid end BS p.t. træde til.

 

Hist.: Beretningen skrevet i 1. pers. ental.

 

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering.

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo

Print
Dokument id:1951
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 127 - 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

 

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

 

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

 

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

 

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

 

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

 

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1947
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 152 - 153 + 171 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

 

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

 

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

 

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

 

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

 

Martin Nielsen.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"

Print
Dokument id:1021
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 6
Fortæller:Amossen, Nathan
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 7 - 8
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge.

Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således

Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende

til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke,

kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver

slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun

fik den historie fortalt.

Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle

husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at

sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i

søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og

holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem

gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne

ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at

pible frem.

Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud

for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre.

Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden

og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop

og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt

ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde

have vækket de sovende.

Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj

("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende.

Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede

skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne,

forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem.

Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers

var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen,

så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt.

Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her.

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:294
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 585 - 593, nr. 167
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattoq.

 

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

 

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

 

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

 

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

 

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

 

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

 

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

 

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

 

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

 

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

 

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

 

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

 

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

 

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

 

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner

Print
Dokument id:1027
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 11
Fortæller:Onesemossen, Juliane
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 14 - 15
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i

Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var

klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at

lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde

noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A.

Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et

gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han

havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev

sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i

den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De

rejste og lod ham alene tilbage i huset.

A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han

hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen

mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på

tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang

han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise

dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset.

Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede

åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom

ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte

efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte

han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor

revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille

fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over

den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær

blevet dræbt.

 

Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit

Print
Dokument id:1026
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 13 - 14
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i

et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen.

Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy

inderbeklædning til et telt, at han blev alene.

Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et

par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket

af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var

(tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han

pludselig angst og vendte ansigtet bort.

Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at

få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente

min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for

hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde

været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på

vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden,

fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og

så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og

at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og

ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at

skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de

opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt.

Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild

Print
Dokument id:1024
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 11
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads

i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?).

De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de

blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.

 

Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede

der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut.

Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de

tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.

 

Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege

helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves

at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig

omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld.

Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det

frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han

krøb ind under en konebåd.

Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og

så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står

egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.

 

Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til

døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde

skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften."

De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen.

Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville

ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et

fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i

huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den

stivnede ("issiopoq").

 

De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også

på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig

løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at

gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden.

Det fortælles, at de døde af skræk.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene

Print
Dokument id:1019
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2'
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, side 5 - 6, nr. 4
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra

Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst.

De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?)

Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de

to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første

omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre

godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det,

fordi han blev bange for ham.

Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger

efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige

tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende

skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i

vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde

harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da

han blev set.

Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så

efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte

jo havde til hensigt at dræbe ham.

De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til

stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til

det, og de gemte alle hans redskaber.

Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet

konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De

andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at

han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt

at de dræbte ham.

 

Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk.

Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks

Print
Dokument id:1023
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7
Fortæller:Augustussen, Siverth
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 8 - 10
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.

 

Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente

vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel

masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde:

"Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare,

fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede

så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans

yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede

deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet).

Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes

skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var

de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud

og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne.

Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror

kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters

indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var

blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres

lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra

de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje

fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De

begravede hende og fortsatte så deres vandring.

De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden.

Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på

knæ.

 

Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle

af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen

fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel

masse kajakmænd, der jagede.

 

En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den

der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen

til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden.

Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen

og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle

gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et

stykke indvold på længde med en underarm.

Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle

mand.

 

Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der

tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved

vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at

kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette

gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i

jorden.

 

Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og

han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også

skulle have været på fangst, blev hjemme.

Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her

er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev

der lige til aften. Så først gik de ned.

 

Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange

bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De

trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de

ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De

fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset

blev angrebet af løberne.

"Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."

 

Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen

efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og

hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.

 

Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i

teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle

mands døtre til kone.

 

De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands

kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk

harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret

og slæbte det ind til land.

 

Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke

var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille

stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det

med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var

nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.

 

Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange

remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre

gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved

sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte

blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede

forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes

hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at

tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at

græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.

 

Var.: Kunuk

Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak

Print
Dokument id:1025
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr 9
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor

tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd.

Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer

levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet.

Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange

teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte

at spise af forrådet, fangede han i snare.

Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her

fiskede man.

Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til

et sted på den sydlige side af Uummannaq.

Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud

til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og

perler for ræveskindene.

En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede

hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende.

Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem,

røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld.

Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til

bopladsfæller.

Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når

sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at

gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede

hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring

næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på

kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen.

Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at

hans kone var svømmet ud i søen og druknet.

Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og

tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om

hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig

blot ned.

Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden

igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt

Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads.

Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag

på kajakken roede han afsted.

Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en

stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få

fat i dem.

Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn.

Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som

var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde.

Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt

spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand

over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han,

fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første

ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.

 

Var.: Niumak

 

Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden.

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq

Print
Dokument id:1022
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9, nr. 3
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 4 - 5
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Salliligaq, at han boede i

Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag  tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.

 

Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land.

Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.

 

Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i

sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens

overhoved og styrede konebåden.

 

Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var

meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for

sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han

svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet

til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle

være.

 

Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre

ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren,

så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak

på.

 

Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i

stykker, og tilgav ham hans (u)gerning.

Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.

 

Hist.: Lyder autentisk.

Ræven og ulven

Print
Dokument id:543
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ræven og ulven
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 3
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Terienniak amarordlo, ss. 12 - 14, nr. 3.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv, der får stjålet sin fangst af en ulv, binder en fisk til sin hale og råder ulven, da den træffer den igen, til selv at fange fisk med sin hale. Den skal holde halen i vandet indtil den svier. Ulven takker, og fisker med sin hale og mister den, fordi den når at fryse fast. Morale: Man skal ikke tirre den, der er klogere og listigere end en selv. Vedkommende vil hævne sig dobbelt af list og ondskab.

 

Kommentar: Fortællingen har tilsyneladende ikke efterladt sig spor i den grønlandske overlevering.

Sagnet om Nivigká / Nivikkaa

Print
Dokument id:547
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sagnet om Nivigká / Nivikkaa
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: Nivigkâ.

Resumé:

Nivikkaa er en forældreløs tjenestepige hos en storfanger, der altid tager på sommerrejse som den første. En sommer nøler han. De andre tør ikke rejse af angst for, at han i så fald blir vred på dem. Men til sidst kan de ikke vente længere. Storfangeren sikrer sig at ingen er tilbage, da han lader konbåden pakke og Nivikkaa knokle dobbelt så meget som de andre. Det lykkes hende at få plads til sine eneste ejendele, en hund og en lampe. Ude i rum sø springer storfangeren fra styreåren hen til Nivikkaa ved en af de forreste årer og kaster hende overbord med samt hendes lampe og hund. Hun klynger sig til hunden, får fat i rælingen, men får sine midterste tre fingre af den ene hånd hugget af. Hun tager afsked med verden alle fire verdenshjørner rundt, kalder alle sødyr og søfugle til sig og synker med sin hund under armen til bunds, hvor hun finder sin lampe og tager den med længere ud, til Naajat uden for Kingittuarsuk, dvs. så langt ude at hun kan se alt hvad der foregår hele verden rundt. Her bygger hun hus på havets bund.

Det år mislykkes fangsten aldeles, og det gør den hver gang en morder, forbryder, eller en med tøj på fra en død kommer ud på hendes gebet. Da lukkker hun dyrene inde med den slemme sydvest: imarsarneq. Dyrene i sin lampeskål slipper hun ud, når ingen har forbrudt sig på hendes enemærker, og som tegn på en god klapmydsfangst i isfrit vand viser hun sin hånd med de afhuggede fingre ud for Kingittuarsuk.

Var.: Havets mor; Sødyrenes Moder; Havkvinden.

Kommentar: Bortset fra Poul Egedes resumé ID 2303 (Continuation af Relationerne, Meddr. Grl. bd. 120 1939, s. 50, se ndf.) af fortællingen om Havkvindens oprindelse, som den blev fortalt ved Ilulissat i 1730'erne, er der kun indsamlet varianter af denne fortælling fra Sydgrønland - og Thule-området, hvor den kan være kommet til med indvandrerne fra Baffin Island i 1861. Angakkoq'ens / åndemanerens rejse til Havkvinden er der derimod varianter af fra hele Grønland.

Kommentar: Den delvis fingerløse hånd som tegn på en god klapmydsfangst, minder mig mere om en hvalstjert end om en hale af en sæl; eller om djævletegnet i kristendommen!

Var.: ID 2070, 1524, 2304.

Sværdfisken (delphinus orca)

Print
Dokument id:549
Registreringsår:1856
Publikationsår:1874
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Lytzen, C.
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sværdfisken (delphinus orca)
Publikationstitel:Fra alle Lande
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: ârdluk / aarluk.

 

Resumé:

Fem brødre vil giftes med syv brødres eneste søster. De kommer op at slås, hvorved pigen kommer af dage. Af forbitrelse springer de fem friere i vandet, forvandles til spækhuggere og slår alt levende de træffer ihjel. Dog ikke hunkønsvæsner. De forfølger stedse brødrene der flyttede sydpå, og i de sjældne tilfælde hvor der er isfrit ved Kap Farvel (storisen driver altid omkring dér, BS) ser man gerne fem kajakmænd ro sydpå, kun bevæbnet med lanser, som var fortidens eneste mordvåben når man var på hævntogt.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Men farlige havdyrs oprindelse forklares ofte med et hævnmotiv. Fx Klapmydsens oprindelse; narhvalens oprindelse.

Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne

Print
Dokument id:336
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten (?)
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 2, nr. 1
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit."

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337).

Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337.

Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.

 

Ulven og mennesket

Print
Dokument id:541
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Kragh, J. M. P.
Titel:Ulven og mennesket
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 1
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok innugdlo, ss. 7 - 9, nr. 1.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv fortæller en ulv om menneskets styrke der er så stor, at det kun kan overvindes ved list. Ulven erklærer sig parat til at angreb. Ræven viser ulven en veteran (en der har været menneske), en dreng (på vej til at blive menneske) og så en jæger med haglbøsse og kniv i bæltet. Haglene generer kun ved andet skud, hvorefter jægeren skærer store flænger i ulven med sin kniv. I sine beklagelser over behandlingen til ræven bliver bøssen forklaret som en kæp man puster igennem og kniven som et glinsende ribben, der trækkes ud af siden.

 

Hist.: Sammenligningen af en bøsse med et pusterør findes også i flere grønlandske fortællinger om ånder i indlandet: pegevåben. Muligvis er det rør, som  månemanden og qajariaq'en bruger til at puste hhv. sne ud af og en voldsom orkan op af også en association til europæiske bøsser. En bestemt slags rørtang blev dog også brugt traditionelt som pusterør. Det synes at have sat sig spor i fortællinger om at rejse en storm via tang på havbunden, søg: "svømme under vandet", en el. to af varianterne.

Ulven og ræven

Print
Dokument id:542
Registreringsår:?
Publikationsår:1973
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Kragh, J. M. P.
Titel:Ulven og ræven
Publikationstitel:Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 2
Lokalisering:Europa
Note:

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok terienniardlo, ss. 9 - 12, nr. 2.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

 

Resumé: En ræv, der er tjener hos en ulv, vil gerne slippe fra sin herre. Ræven narrer ulven i tre omgange til at få tæv af folk som de stjæler mad hos. Sidste gang blir ulven slået ihjel. Moralen er den, at ulven får tæv og blir dræbt, fordi den er grådigere end snild. Mens ræven altid slipper bort i tide, fordi den er snild.

 

Kommentar: De kæmpe-ulve, fantasi-dyr, der optræder i visse vestgrønlandske fortællinger, kunne være inspireret af denne fortælling, der har været tilgængeligt læsestof på seminariet, fx. Men i indholdet ses ingen overbevisende overensstemmelser.

 

Amaroq, ulv, er stadig en glose på vestgrønlandsk, selv om der ingen ulve var i Grønland. Kun i arktisk Canada, hvor glosen også er amaroq.

"Greenlandic Myths & Stories" is compiled by Birgitte Sonne, born. 4. Jan 1936, MA in sociology of religion, retired in 2006 from Eskimology and Arctic Studies, Dep. of Cross-Cultural and Regional Studies, University of Copenhagen. She still carries out research. 

Contact: bbsonne81@remove-this.gmail.com.